1. No category

EN NEONATAL-AFDELING BLIVER TIL
Jeg vil i dag tale om sted, som et emergerende og sammenfiltrende fænomen. I mit oplæg vil I opdage at
der foruden steds- og affektteori er en gennemgående tendens, nemlig ny-materialisme, her i form af
Karen Barads tanker om verdners tilblivelse. Det er således hendes tanker om phenomenas og intra-aktion,
som er den bærende understrøm gennem hele oplægget. Rent empirisk tager jeg udgangspunkt i et
feltstudie, som jeg har foretaget på en neonatal-afdeling, nærmere bestemt afdeling A6 på Skejby Sygehus.
Hvis der er nogle der ikke lige er helt skarpe på de rumlige kategoriseringer på et sygehus, så lad mig
uddybe: en neonatal-afdeling er en hospitalsafdeling for for-tidlig fødte børn og plejekrævende spædbørn.
Jeg vil begynde med tilblivelsen af den empiriske baggrund. Undersøgelsen af A6 som en emergerende
virkelighedsfiksering grunder på et deltagende observationsstudie, som jeg udførte i efteråret 2012. Der var
tale om én dags observation fra tidlig morgen til sen aften, hvor jeg fulgte tre mødre og deres indlagte
børn. Valget af dette sted var ikke i sig selv tilfældig, men et udtryk for tidligere personlige erfaringer.
Således havde mit studie en autoetnografisk karakter, med stor vægt på det sanseetnografiske. Mit belæg
for at dykke ned i tilblivelsen og skabelserne af og på A6, samt for overhovedet at blive tilladt adgang til
feltet, kan forklares med hvad der kaldes ’fuldt medlemskab’. Min søn blev selv født meget for tidligt, for
netop et halvt årti siden, og tilbragte således sine første 11 uger på netop A6; tilkoblet et væld af skabende
maskiner, plejende hænder og aktivt handlende medikamenter. Mine hænder havde altså skiftet de
elektroder jeg senere forsøgte at forstå som aktanter, min krop havde vandret op og ned af den gang jeg
senere forsøgte at se som det Barad har kaldt ”spacetime enfolding”. Helt konkret betød det at jeg i selve
observationen blev ekstra opmærksom på min krop som vidensskabende og forståelsessøgende: da jeg
betrådte A6 som forsker, knap tre år efter vores første udskrivelse, var det som hvad der er blevet kaldt ”a
sensate field researcher”. Jeg følte mig med det samme hjemme, på godt og ondt. Eksempelvis blev jeg
genkendt og hilst af sygeplejerskerne, som spurgte ind til min søn, jeg fandt selv kaffen og vidste hvor de
særligt gode småkager var gemt af vejen. Jeg vidste hvilke rum der var bag hvilke døre, samt hvordan de
formelle og uformelle adgangsveje var. Men også afdelingens specielle lugt, luftens tørhed, udslættet på
hænderne, som blev værre i løbet af dagen grundet den intensive brug af hospitalssprit var genkendelige.
Den konstante lyd af alarmer der bippede, samt den kropslige uro jeg oplevede hver gang en given ’alarm’
bippede længere end et par sekunder var markant. For hvad nu? Var der tale om bardykardi, for lavt
iltniveau, forhøjet respiration – og rettede DEN sig af sig selv og hvis nej, hvor var så den nærmeste
sygeplejeske? Min puls, min svedproduktion, det manglende mundvand, mit bliks søgen efter en monitor –
bemærk at det er en monitor og IKKE et barn der søges efter - som kunne vise mig den specifikke
problematik, var for mig alle tydelige tegn. Min krop genkendte stedet og de dertilhørende sociale
forståelser af fænomener som fare. Et fænomen som i sig selv er udtryk for komplekse sammenfiltringer
mellem historik, barn, maskine, lyd, lys, min krop, sygeplejerskens krop, min erfaring, deres viden, den
given stue vi var placeret på, tid på dagen, osv.
Mine fornemmelser af A6 som sted, og det som stedet gjorde ved mig, var således det første der slog mig i
min observation. Det var lysene, lydene, duftene, afgrænsningerne, fornemmelsen af dørtrækket i min
hånd, som først kom mig i møde; aktanter der henholdsvis var fysisk tilstede i det aktuelle rum og aktanter
der manifesterede sig i rummet og skabte dette fra deres position i en følt fortid – en form for ”time-lag”,
for nu at bruge Sara Ahmeds begreb for affekters historicitet. Men også mere socioøkonomiske aktanter
1
var af betydning i disse møder. En vigtig observation i denne fortælling om A6 som sted, er fordelingen af
normativt køn: i min observation fulgte jeg mødre, jeg talte med sygeplejesker som alle var kvinder og jeg
blev selv genkendt som kvinde – og tidligere medindlagte mor. Rengøringspersonalet var kvinder, de
tilstedeværende forældre var kvinder, sosu-assistenterne var kvinder, billederne af personalet, som var
hængt op på væggen på gangen, var for 90% vedkommende at genkende som kvinder. Den eneste mand
jeg således så i løbet af dagen var, på nærmeste oversymbolsk vis, portøren som leverede madvognen
morgen, middag og aften.
At afdelingen, som jeg fik adgang til den på dagen, således var beboet af kvindeligkønnet aktanter er måske
ikke i sig selv en overraskelse. Dette ville typisk blive forklaret som udtryk for statistiske sandsynligheder i
forhold til uddannelse og strukturelle forhold i forhold til barsel. Forhold som alle er velkendte, om end
mere end dobbelttydige. Det der derimod er særlig interessant, er måden hvorpå topografien ligeledes var
tydelig kønnet og kønnende. Afdelingens opbygning og indretning var en genindskrivelse og bekræftelse,
eller nærmere en betvingende mulighedsbetingelse, af hvad jeg lige har kaldt statistik og struktur: der var
hygiejnebind på alle toiletterne, der var et separat amme-rum forbeholdt mødrene, med et skilt på døren
som meget bestemt bad fædre vente udenfor, der stod malkemaskiner på gangene, der var ammete og
hvidtøl til fri afbenyttelse i køkkenet, der hang figurative billeder af kvinder med store maver og bryster på
gangene. De kvindeligkønnet aktanter approprierede således A6, samtidig med at A6 approprierede
kategorien ’det kvindelige’ på en specifik og ekskludrende vis: nemlig som moderskab, med en yderligere
overrepræsentation af den ammende moder.
Denne kvindelig appropriering var dog ikke at forstå som konfliktfri. Eller normativ/kulturel ækvivalent, som
i at rollen som mor automatisk og hegemonisk blev interpelleret den aktant som havde båret og født. Mit
studie viste således mødre, der blev skabt som arbejdere og sygeplejesker, der blev skabt som faretruende
mødre. At tro at intra-aktionerne mellem de humane, såvel som de non-humane aktanter, som alle
medproducerede A6 som sted, var af agonistisk karakter, ville være forsimplet. Forvridninger,
dekonstruktioner og interstitielle meningsfyldte mellemrum var nærved den eneste konstant, i hvad der ud
fra kan virke som en fastforankret og entydig virkelighed. Og således var hver enkel aktant i sig selv hyperkomplekse. De bevægede sig som grænseoverskridende elektroner mellem fluide punkter i skabelserne:
alle var de dynamiske skabte, samt diffraktivt skabende.
For at forstå disse imploderende bevægelser, herunder tilblivelsen af A6 som steder, har jeg valgt at
benytte mig af Michel de Certeaus forståelse af produktionen af sted. Grundlæggende tager jeg
udgangspunkt i Certeaus tekst Vandringer i byen fra 1980. For Certeau er ”space praticed place” – sted er
en given struktur, hvis form bliver til på baggrund af hvad Certeau, med store indlån fra lingvistikken, kalder
”fodgængertalehandlinger”. Jeg citerer: ”Skridtenes spil giver rummene form. De udstikker stederne. … Det
er dem, der spatialiserer.” Citat slut. Bemærk her at det er den humane aktants skridt, menneskets ”strejfen
om”, som betinger sted, som skaber og forandrer. Således er Certeau fra starten i konflikt med det nymaterialistiske perspektiv. Hans tekster er spækket med dikotomier, antropocentrisme og troen på det
diskursives overherredømme. Men læser man ham lidt tættere, applicerer man en nærved ’ontologisk
vending’ i sin forståelse af ham, hvor man så og sige tager hans givne virkelighedsforståelse mere virkelig
end han selv gør, så åbner der sig en forståelse af sted som skabt og skabende. En forståelse der i høj grad
er både dynamisk og inkluderende. Jeg citerer: ”Vandringens langdigt leger med de spatiale
organiseringer… Den er hverken fremmed over for dem (den finder ikke sted et andet sted) eller konform
2
med dem… Den er i denne sammenhæng selv resultatet af en række på hinanden følgende møder og
anledninger, som uophørligt forandrer den og gør den til et våbenskjold for den anden…”
Disse ’møder’, som Certeau benævner dem, gør det muligt for os at læse hans stedsteori, som et spørgsmål
om skabende bevægelser. Bevægelser, som ikke nødvendigvis er begrænset til det vi ’normalt’ forstår som
humant. Vandringen er således hverken lig med eller ulig de fysiske manifestationer som DEN støder på
undervejs: den er et resultat af disse intra-aktioner, på samme vis som den er medskabende disse. Hermed
bliver det muligt både at forstå det som andre, før mig, allerede har påpeget: nemlig at forskellige
bevægelsesformer på en given hospitalsafdeling, skaber forskellige mulighedsbetingelser, hvis ikke ligefrem
forskellige virkeligheder. Men det bliver også muligt at forstå hvorledes A6 er at forstå både som ét sted,
såvel som en række divergerende og forbundne steder. Forbundne både internt, men også til steder
’udenfor’ A6 – steder som både antager en materiel form i form af hjemmet, som overkategori, men som
også antager immaterielle former, såsom tid og plasticitet.
Lad mig inddrage et citat fra en samtale med en af mødrene, som jeg har kaldt B, for at vise hvad jeg
mener. Da jeg møder B og hendes barn har de netop fået besked på at de skal ’flytte’ stue i løbet af dagen.
Jeg spørger ind til hvad hun tænker om dette:
”jamen, ja, jeg synes da det er super dejligt at de har tænkt på det, for jeg startede her på modtagerstuen,
det her er en modtagerstue, og så kom vi ind på en anden stue hvor der var meget mere ro og hvor børnene
har det lidt mere skidt, men for at hun, hvor der var stille og netop fordi hun er så lille, og så kom vi så her
tilbage, fordi hun var den raskeste af dem derinde, så jeg synes, det er positivt, og jeg har så også spurgt
om, om jeg stadigvæk godt kan få lov at tage hjem, altså, altså og sove, selvom vi ligger derinde og det kan
jeg godt”
På A6 er det kutyme at børnene i løbet af deres ophold flytter stue. Man starter således på en
modtagerstue, som er for de ny-tilkommende og ofte også de mest plejekrævende, og herefter flytter man
stue, ofte ’ned’ af gangen, til stuer hvor både normeringen er anderledes og antallet af børn ofte er større.
Det er blandt andet her de ambulante børn også bliver placeret. At flytte stue kunne derfor tænkes at være
noget man som medindlagt forældre ikke ser som en kærkommen begivenhed, da det medfører ekstra uro
og mindre pleje.
Når B således ser det som ’dejligt’, så hænger det sammen med den måde stuerne skabes som sted på A6.
Helt konkret oplever B at det er godt at skifte stue, idet stuerne, som sted, skabes som punkter på en
forestillet progressiv tidslinje, med et fastfrosset endepunkt: udskrivelse. De enkelte stuer skabes som
målinger på hvor lang tid der er tilbage på A6. Hermed sker der en intra-aktion indenfor hvilken en specifik
progressiv tid bliver til – en progressiv tid, som dog ikke bare er, men som i sig selv manifesteres ved en
specifik spatialitet: stuerne; deres placering i en linje ned af gangen, samt de enkelte stuers
rumfornemmelse: mængden af børn pr. kvadratmeter, uroen, fordelingen mellem personale og forældre.
Således er modtagerstuen, som er det eksempel B nævner, kendetegnet ved en ’overrepræsenation’ af
fagpersonale, maskiner, vogne med medicin og gentagende alarmer, hvorimod den ’sidste’ udpost, den
sidste stue inden målet; udskrivelsen, er ’overrepræsenteret’ af forældre, sutteflasker og grædende børn.
Stuerne skabes som steder der er mere eller mindre tæt på et nærværende fravær: hjemmet. Det er
tydeligt at der ved denne skabelse er klare fysiske bevægelser på spil. Jeg tænker både på de faktiske
flytninger af børnene og deres medindlagte forældre, men også forældrenes gentagende ’besøg’ i hjemmet
3
undervejs i indlæggelsen. Besøg der understreger og genkalder et savn som alle tre mødre aktivt benævnte:
at kunne vende hjem, at vende tilbage til hvad de selv forstod som et sikkert sted, som et sted hvor det
’rigtige’ og ikke mindst SINGULÆRE, gøren mor kunne finde sted, i form af en forestillet cyklisk og
symbiotisk tid, manifesteret ved hjemmets fysiske tilstedeværelse.
Stuerne forbindes således internt på afdelingen som spatialiseret tid, der udmåler den tilbageværende
længde af opholdet. På samme vis foregik der på hver enkel stue lignende rumliggørelser. Med det samme
man træder ind på en stue, opdager man at her er tale om et rum med flere rum. Hvert barns plads
markerer således en stedfornemmelse og en given afgrænsning; en rumfornemmelse som bliver til i intraaktion med aktanter som maskiner, skuffeborde, bamser, navneskilte og forældrenes stole. Et eksempel
kan her være modtagerstuen. Jeg kan desværre ikke vise billeder, da jeg ikke har tilladelse til at
videreformidle mine data på sådan vis, så jeg vil i stedet forsøge at vise jer et mentalt billede. Forestil jer at
I, efter at have sprittet hænderne op til midt på underarmen, åbner den ene side af en forholdsvis tung hvid
dobbeltdør, ved at bruge den ene side af jeres overkrop, så jeres hænder ikke rører dørhåndtaget. I træder
ind og bemærker at der er tale om en forholdsvis stor, kvadratisk lys stue, med et vinduesparti ret fremme;
vinduer som vender ud mod markerne som omkredser Skejby. I hver side er der ligeledes vinduer, som
tillader jer at kigge ind i henholdsvis lægernes konferencerum til højre og sygeplejerskernes pausestue til
venstre. Der er for det meste seks børn på stuen, placeret med tre børn i hver side. Der er varmt på stuen;
en varme der hovedsagligt kommer fra de mange maskiner, som er presset ind på forholdsvis lidt plads. Der
er speciel form for stilhed på stuen: børnene som er placeret her er for det meste så små at de endnu ikke
skriger alt for højt og om ikke andet dæmpes lyden af deres gråd, af kuvøsens plastikvægge og tag.
Plejepersonalet taler afdæmpet og forældrene, som for det meste er ny-tilkommende, gør en dyd ud af at
hviske og bevæge sig meget forsigtigt rundt – de er tydelig uvant med omgivelserne og passer meget på.
Alligevel er der en konstant og markant støj: suset fra en respirator, en c-pap som er faldet af og ligger og
blæser ud i rummet, monitorer der bipper, som en advarelse om fald i iltmætning, svag puls, osv., en
laborant der skramler med kanyler og glas ved en af dagens to rutine-blodprøvetagninger. En specifik ikke
auditiv støj er også til stede; en summen i rummet, ofte afstedkommet af det rolige, men meget effektive
arbejde udført af plejepersonalet; et barn er ved at blive sondemadet, en anden skal nusses hårdt på
brystet for at huske at trække vejret, en forældre skal trøstes. Alle disse uroligheder skaber en kakofoni af
sanseindtryk, som dog, når man ser bedre efter er meget afgrænset. I rummet er der således små rum: En
kuvøses højre side udgør således endevæggen fra det ene barns rum til det andet. Monitoren der er
højtsiddende er ofte stedet for personlige affekter, såsom en specifik bamse, som markerer at her ’bor’ et
givent barn. Rullebordet, som står ud for hver kuvøse markerer afgrænsningen af det personlige rum ud til
en midtergang i rummet. Et rullebord, som plejepersonalet for det meste placerer sig bagved, når de
nærmere sig et givent barn og forældre. De fingerer gerne med barnets journal og tidsskema, som ligger
tilgængeligt på rullebordet, imens de forklarer deres ærinde, inden de træder ind over den usynlige grænse
til barnets – og ikke mindst forældrenes – personlige rum. Som forældre, her trækker jeg på egne
erfaringer, lærer man hurtigt at frasortere både den auditive og ikke auditive støj, som ikke direkte
vedrører ens barn: man synes næsten at kunne skelne mellem egne og andres alarmer, om end lyden reelt
set er enslydende.
Således konfigureres modtagerstuen, som en række lukkede private rum, skabt og afgrænset af maskinerne
og rullebordet. Men her sker der også bevægelser af skabende karakter. For pludselig skal et barn skifte fra
en lukket kuvøse til en åbne, med varmemadras – en proces der ofte er første skridt mod at blive flyttet til
4
en af de andre stuer. Det betyder at ’væggen’ ind til naboen pludselig er åben: det private rum skrider. Med
Certeau, så omgøres de spatialiseringer, som for et øjeblik siden virkede hellige, af en bevægelighed, en
omskiftelighed og en ombytning. Barnet er nu placeret i en åben kasse, dens krop er tilgængelig på en ny
vis. Personligt, og nu trækker jeg igen på egne erfaringer, er dette et stort skridt: man kan røre ved sit barn
uden at skulle åbne en luge og stikke sin hånd ind. Barnets rum og forældrenes rum falder sammen. Men
dette kollaps af rum, skaber også et fravær af privat rum. Man er pludselig en del af det større rum. Man
går selv automatisk til barnet og ikke rullebordet – og det samme gør plejepersonalet i højere grad. På
samme vis har naboen nu frit udsyn både til ens barn, men også en selv, som man sidder der ved siden af
den åbne kuvøse. Barnet er kommet til verden, for anden gang, ved at træde ud af dens varme livmoder af
plastik. Med inspiration fra John Gillis’ forståelse af forløsningen, som en begivenhed hvor moderen føder
fire gange eller fire på en gang, nemlig barnet, familien, moderen og faderen, så kan vi sige at den åbne
kuvøse føder barnet og forældrene, samt deres adgang til et større og mindre privat rum. Hermed bliver
det tydeligt at der sker en distancering til det rum, modtagerstuen, som man befinder sig i. De maskiner der
nu omgiver barnet og en selv er i højere grad knyttet til de virkeligheder, som pågår på den næste stue:
stuen for de lidt bedre børn, de børn der er lidt tættere på udskrivelsen. Der sker en inkorporering af
rummet ved siden af i rummet som man befinder sig i. Den spatialiserede tid, rummet som måling på hvor
langt der er til udskrivelsen, udvisker de fysiske grænseflader. På samme vis som den ustabile væg til
naboen og midtergangen, som den lukkede kuvøse skabte, ikke længere er, på samme vis er den fysiske
væg ind til stuen ved siden af pludselig væk. Den er ikke længere så bastant, den er ikke uigennembrydelig,
men pludselig plastistisk og en mulighedsbetingelse: der er allerede aftegnet en rute fra ens givne position
til et sted ti meter længere nede af gangen.
A6 som sted er altså at forstå som en kønnet virkelighed; en virkelighed der omvendt kønner kvinde på en
specifik vis, samt pågår ved en række komplekse intra-aktioner. A6 er kendetegnet ved konstant at bryde
ned og bygge sig selv op. Den består af en mængde af ustabile rum som støder sammen, på tværs af fysiske
barrierer, samt af møder mellem et utal af aktanter; aktanter, som i mine eksempler er hvad vi ’normalt’
forstår som ikke-intentionelle, ikke-humane. Og disse møder skaber igen nye steder, imaginære steder,
længselsfyldte forestillede rum og fysiske brutale placeringer. Produktionen af sted er aldrig sat: ”Den er
hverken fremmed over for den (den finder ikke sted et andet sted) eller konform med den… Den er i denne
sammenhæng selv resultatet af en række på hinanden følgende møder og anledninger, som uophørligt
forandrer den” . TAK!
Maria Mortensen, Ph.d.-stipendiat, Institut for Kulturvidenskaber, mariam@sdu.dk
5