1. No category

MAYA STOLBJERG DRUD SALONIN
UDFLUGTER
Noveller
UDFLUGTER
MAYA STOLBJERG
DRUD SALONIN
Noveller
13 noveller
om rejser, kærlighed og tilfældige møder
Til min mand, som jeg elsker
Udflugter
Af Maya Stolbjerg Drud Salonin
© EgoLibris 2014
1. udgave, 1. oplag
Sats: Karin Hald
Alle rettigheder forbeholdes
ISBN: 978-87-93091-07-8
www.egolibris.com
INDHOLD
Dagene går
7
Man mærker det ikke
18
Manden og kvinden
20
Let’s get lost
27
Baby31
Man løber for livet
38
Fraskilt41
Karina og Michael
53
Et hjul der står stille
58
Ambitioner60
Hans og Jonna
75
Opel Astra
89
Hendes mand er ude at rejse
96
INDHOLD
Dagene går
Man mærker det ikke
Manden og kvinden
Let’s get lost
Baby
Man løber for livet
Fraskilt
Karina og Michael
Et hjul, der står stille
Ambitioner
Hans og Jonna
Opel Astra
Hendes mand er ude at rejse
7
UDFLUGTER
DAGENE GÅR
Det er onsdag. Ulla sidder i kassen, ordner datovarer og fylder
mælk op. Der er ikke noget kærnemælk, og en kunde bliver
sur. Det kan ikke passe, der var heller ikke noget i sidste uge.
Der er koldskål, foreslår Ulla og nu bliver kunden rigtig sur,
det er overhovedet ikke det samme. Han oser af vrede, går og
lader kurven stå midt på gangen, og Ulla vrænger ad hans ryg.
Så sidder hun i kassen igen og holder frokostpause og sidder
i kassen til hun har fri, og så går hun hjem. Hjem til Klaus, som
er på bissen. Hun har Nettouniformen på under dynejakken,
hun fryser, de skal selv holde dem rene, og hendes trænger. Hun
får det gjort i dag, tænker hun.
John og Åge er på besøg, John har noget hash med. Ulla
skal ikke blive sur, der er nok til hende også. De er allerede
skæve, og Klaus har hentet kagerne ude i køkkenet og de har
spist halvdelen og krummet ud over det hele, Åge har fødderne
oppe på bordet.
Det er sent, da de går. Om ikke Klaus vil med i byen? Men
nej, han bliver hjemme hos Ulla. Ulla er også skæv nu, hun lod
8
Dagene går
sig overtale, og de går ind i sengen og boller. De boller så godt,
når de er skæve, ligesom hele kroppen er én stor erogen zone.
Klaus kan godt få den op at stå, selvom han er skæv. Eller fuld,
det har aldrig været et problem for ham.
Så sover de. Ulla glemmer at sætte vækkeuret og sover over
sig og kommer for sent på arbejde, det er ikke første gang. Hun
får en balle af bestyreren og kan ikke gøre andet end at nikke
og sige undskyld, hun ved det godt. Det var busserne igen, al
den sne. Og hendes uniform er stadig krøllet og der er en plet
foran på lommen, chokolade eller kaffe eller sådan noget, og
bestyreren kommenterer og siger så er det vist også på tide at
få vasket dén uniform, og Ulla nikker og siger ja, det er det vist.
Så sidder hun i kassen til Tinna kommer, og så begynder
hun at ordne datovarer. De skal først ordne datovarerne om
eftermiddagen eller helst til aften, dem med dagens dato skal
blive liggende så længe som muligt, så de kan nå at blive solgt.
Bestyreren siger det til hende, og hun må vente til det bliver
aften. Bestyreren aner ikke en skid om at have travlt. Der er
kunder om aftenen, de har fået fri fra deres latterlige kontorjobs,
og Tinna ringer for at få åbnet en kasse til, imens Ulla står midt i
leverpostejen, og hun glemmer hvor hun er nået til og må starte
forfra. Hun når ikke alle varerne før de har fri, der kan stadig
være datovarer henne i køddisken. Det er bestyrerens fejl, hun
må selv om det. Ulla har fri og vil hjem til Klaus.
Klaus er ikke hjemme. Hun ringer til ham, og han er nede
på Cockeren med Åge og John, Juel er der også, han har vundet
500 kroner på en skabeplade og giver omgange. Ulla kan bare
komme. Hun smider uniformen og tager ned på Cockeren.
9
UDFLUGTER
Juel giver en omgang, da hun kommer, og de drikker fadøl
og shots og det bliver alt for sent. Klaus og Juel spiller backgammon. Ulla må hjem, hun skal have vasket dén uniform, ellers
bliver bestyreren tosset. Klaus kommer lige om lidt, de skal bare
lige spille færdig, og Juel giver en omgang til.
Uniformen i vaskemaskinen, og hun kan lige så godt tage noget
andet tøj med også. To af Klaus’ T-shirts og noget undertøj og et
par bukser og en kjole. Hun vælter sæbe i og noget skyllemiddel
og trykker på start. Så går hun over i lejligheden og tænder for
fjerneren. Hun kan ikke gå i seng endnu, tøjet skal tørres, ellers har hun ikke noget at tage på i morgen. Hvis nu hun stiller
vækkeuret? Hun gør det og får sig en time på øjet og går over og
smider det hele i tørretumbleren. Det må ligge der til i morgen,
hun går i seng. Klaus er ikke hjemme endnu, sengetøjet trænger
også til at blive vasket, kan han mon ikke gøre det?
Hun falder i søvn og kommer for sent op, hen at hente uniformen i tørretumbleren, hun kan godt nå på arbejde til tiden,
hvis hun springer morgenmad og bad over.
Uniformen er blevet krøllet af at ligge hele natten, og pletten
er ikke gået af. Bestyreren skuler, men hun siger ikke noget i
dag. De får travlt, det er først på måneden og folk har penge
og skal have cigaretter og sprut og dyre bøffer. En mand køber
to flasker gin og en dåse hundemad. Han smiler klamt til Ulla,
og han skal også lige have et karton Prince, og hun har lyst
til at smække ham én, da han rører ved hendes hånd, da hun
rækker ham dem.
Hjem, og Klaus ligger og sover. Lejligheden ligner lort. Ulla
flipper ud og råber, at han aldrig laver en skid, og om han ikke
10
Dagene går
i det mindste kunne rydde lidt op. Der ligger stadig kagekrummer fra i onsdags. Klaus er bagstiv og kan ikke formulere en
sætning. Hun giver op, og han falder i søvn igen. Ulla støvsuger
energisk og lader døren til soveværelset stå åben.
Han står op klokken otte og koger noget pasta. Ulla har
spist, hun lavede bare nogle madder, leverpostej med rødbede
og én med ost. Klaus koger pasta og putter ketchup på og river
skæreosten ud over. Ulla hader når han river skæreosten, der
kommer mærker i den næste skive og rivejernet bliver så klamt,
han lader det bare stå på køkkenbordet, så det tørrer ind.
Hun stryger sin uniform og fjerner pletten med tandpasta
og vand, og så hænger hun den op på en bøjle. Klaus er helt
underlig og stille, måske har han tømmermænd. Hun spørger
om han har tømmermænd, han ryster på hovedet, det er ikke
dét. Han spiser sin pasta og går i seng igen, lægger sig helt ind
til væggen og krummer sig sammen om sig selv.
Er der noget galt?
Ulla lægger en hånd på hans skulder og prøver at vende
ham om, men han er ikke til at vende. Lad mig være. Bare lad
mig være.
Jamen hvad er der, Klaus?
Ikke noget, det er ikke noget, bare lad mig være. Lad mig
nu for helvede være.
Ulla lader ham være. Hun ser sidste halvdel af en eller anden
film og går i seng. Klaus ligger stadig helt ind til væggen. Han
snorker, men hun vækker ham ikke.
Lørdag morgen, Ulla står op. Hun har kun en kort vagt, så
er det weekend. Klaus sover stadig, da hun går.
11
UDFLUGTER
Da hun kommer hjem, sidder Klaus i stuen sammen med
Jeppe og Juel og ryger en fed og griner helt åndssvagt. Ulla
gider ikke være sur, hun smider sig i sofaen og lægger fødderne
op på bordet. Hun har stadig Nettouniformen på, nu kommer
den til at lugte af hash, men det er weekend og hun har fortjent
at slappe af. De ryger Juels joint og Klaus vil have mere, men
der er ikke mere. Jeppe vil hente øl, men nu vil Klaus have
vodka. Det skal mindst være vodka. Han og Jeppe går ned til
tanken og køber fiskefjæs og øl og en ordentlig røvfuld chips
og chokolade, de kan næsten ikke bære det hjem. Klaus taber
en øl på vejen, dåsen ruller hen ad fortovet foran dem. De
ryster den noget mere, giver den til Juel og flipper helt ud af
grin, da han åbner den og det står ud til alle sider med øl. Ulla
griner også, hun nåede at blive helt skæv af den ene joint, det
var noget godt stads. Hun fråder chips og chokolade, og de
drikker shots og øl og tager i byen klokken ti. Ulla skifter til
den nyvaskede kjole.
Der sker ikke en skid endnu, det er kun gymnasiebørn, der
er ude så tidligt. Juel lægger an på en tøs i pailletbluse, giver
drinks og lægger hånden på hendes røv. Jeppe er for stiv til andet end at sidde. Pludselig skal han brække sig, og Ulla hjælper
ham ud på toilettet. De når det lige. Han har det virkelig dårligt
og vil ikke med ind til bordet lige nu. Han brækker sig igen og
stønner ynkeligt. Ulla skal bare gå, han kommer lige om lidt,
siger han, og Ulla går tilbage til bordet.
Klaus sidder alene. Juel snaver med pailletpigen, han har
tungen helt nede i halsen på hende. Klaus er blevet sur og vil
hjem. Han vil hjem, siger han. Ulla vil ikke hjem, nu er de lige
12
Dagene går
kommet. Der er begyndt at komme flere mennesker, musikken
er for fed og hun vil gerne danse med Klaus.
Klaus vil ikke danse. Så lad mig dog for helvede være, kan du
ikke se jeg ikke gider danse, siger han. Jeg har det for helvede
ikke særlig godt, vel?
Ulla spørger hvad der er galt, og Klaus begynder at tude
og vil ikke ud med det. Han snotter i en papirserviet og tørrer
øjnene og bunder sin øl.
Der er ikke noget galt, jeg er bare fuld, siger han så og rejser
sig op. Ulla glor på ham. Ville du danse eller ville du ikke danse?
spørger han, og Ulla siger, at hun vil danse.
Klaus kan ikke danse, han har ingen rytmesans, står mest
bare på gulvet og bevæger kroppen lidt tilfældigt. Ulla danser
med ham. Smyger sig op ad ham og går ned i knæ og op igen
og drejer rundt. Klaus tager fat om hendes hofter, og de danser.
Jeppe kommer tilbage, og nu danser han også, hvirvler rundt
på gulvet med arme som en vindmølle og rammer en rockertype
lige i baghovedet. Der sker ikke en skid. Rockeren griner bare
af ham og efterligner hans spastiske danseteknik. Jeppe griner
igen og danser videre. Så falder han. Så rejser han sig op og
hvirvler videre, og så falder han igen.
Vi må hellere få ham hjem, siger Ulla, Klaus er enig. Juel er
forsvundet sammen med pailletpigen. Klaus og Ulla får Jeppe
bugseret ud i en taxa. De stiger ind bagi og giver chaufføren
Jeppes adresse.
De smider ham af udenfor, han kan godt selv gå ind, siger
han. Tak for i aften, ja selv tak, vi ses. De kører videre hjem til
sig selv.
13
UDFLUGTER
Ulla vil gerne bolle, men Klaus er underlig. Han leder efter
de øl, der var til overs fra tidligere, finder dem og knapper én
op. Men så gider han ikke drikke den. Han vader rundt i stuen
med dåsen i hånden og mumler for sig selv.
Sig mig, hvor fuld er du? spørger Ulla.
Hun skal bare lade ham være.
Nej, nu må han altså holde op med det dér lad mig være.
Hvis der er noget galt, må han da sige det. Hun gider ikke hans
underlige humør mere.
Han sætter øllen fra sig og ser på hende med sådan nogle
store, sørgelige øjne, at hun bliver helt bange.
Klaus, skat, hvad er der galt?
Og han bugser ud med det hele. Han har for helvede været
hende utro, siger han. Den aften hvor hun tog hjem fra Cockeren, var der denne her tøs som lagde helt vildt an på ham, og
han var bare så fuld så fuld, og til sidst bollede han hende ude
bagved, dér ved døren ind til lageret. Det betød ikke noget, han
ved ikke engang hvorfor han gjorde det, hun var ikke en gang
specielt lækker eller noget, bare en eller anden tøs. Men han
var så fuld og skæv.
Ulla stirrer på ham, og pludselig skal hun kaste op. Hun
skynder sig ud på toilettet og brækker sig i lokummet og skyller
ud og går ind i stuen igen.
Jamen hvem var hun? spørger hun.
Bare en eller anden tøs.
Jamen hvem?
Bare en tøs, for helvede, det er ligemeget! Klaus råber, og
så råber Ulla, at han overhovedet ikke har ret til at være sur på
14
Dagene går
hende fordi hun spørger. Det er hende der har ret til at være
sur. Klaus sætter sig ned og siger undskyld og ser ud som om
han skal til at græde. Ulla siger, at han skal sove på sofaen i nat.
Klaus nikker og henter sin dyne.
Ulla kan ikke sove. Det hele snurrer rundt. Det er sprutten
og tankerne, og sengen drejer langsomt rundt under hende, og
hun kan ikke falde i søvn.
Hun vågner søndag morgen, og der dufter af kaffe. Klaus
har været hos bageren, han har ryddet op i stuen og lavet rigtig
kaffe, og der er romsnegl til Ulla, hendes yndlings.
Hun vil ikke have den. Nu går hun en tur. Klaus ynker og
Ulla går. Hun går ned til købmanden og køber en snegl, kanel,
der er ikke andet, og så går hun rundt om blokken et par gange.
Det er skidekoldt, og hun fryser ad helvede til. Sneen ligger som
en brun grød langs vejen.
Hun kommer hjem, og Klaus har sat morgenmaden væk,
sidder og ser fjernsyn. Ulla forbarmer sig og tager en kop kaffe
og sætter sig ved siden af ham, og de snakker om det hele. Han
siger undskyld igen. Om han lover, at han aldrig gør det igen?
Han lover. Aldrig nogensinde. Og han skal nok blive bedre
til at rydde op, og han vil søge efter et job på mandag, hvad som
helst, han vil arbejde på McDonald’s hvis det er det eneste, han
kan få. Hvad skal han gøre, så det bliver okay igen?
Hun ved det ikke, men hun skal nok tænke over det. De
flytter hans dyne ind i sengen igen.
Mandag, og Ulla er tilbage på arbejdet. Julie er syg og Martin
vikarierer. Han sidder i kassen. Ulla fylder op. Der er datovarer
tilbage fra weekenden, og en kunde finder en skinke, der er for
15
UDFLUGTER
gammel. Han får en pose kaffe. Ulla ordner datovarer, selvom
det er formiddag.
Hjem. Klaus har ryddet op i køkkenet, der er rent og bordet
er tørret af. Han siger, at han har været inde på jobindex, men
der er ikke noget for ham. De vil alle sammen have en uddannelse eller et cv, og sådan noget har han ikke.
Ulla spørger om det med McDonald’s. Han nikker men siger,
at han lige vil undersøge sine muligheder først.
Tirsdag og onsdag, torsdag, fredag og weekend igen. Dagene
går. Klaus har ikke fundet et job, men han har søgt i Fakta og
i Brugsen. Han har ikke fået noget svar. Køkkenet roder igen.
Han har vasket gulvet på badeværelset.
De ser ingen venner den weekend, aftaler de. De skal bare
være sammen og få styr på deres forhold. Klaus vil gerne bolle,
men Ulla siger nej.
Det bliver mandag, og Julie er tilbage i Netto. Hun er stadig
småsyg, og Ulla lader hende få gulvet og tager selv kassen. Der
sker ikke en skid. Ulla keder sig i kassen. Bestyreren er der
ikke, og Julie og Ulla snakker sammen og laver ikke en skid.
Julie spørger, om Ulla vil med til en fest i weekenden, tøseaften,
middag uden mænd. Ulla siger, at det lyder perfekt.
Fredag, og Ulla tager hjem til Julie med en flaske vin og nogle
frikadeller. Hun kender ikke de fleste af de andre piger, de er
Julies veninder. Tinna er der også. Men de virker søde nok, og
snart fortæller Ulla om Klaus og hans utroskab og at hun ikke
ved hvad, hun skal gøre eller føle eller tro.
Du skal da bare have hævn, foreslår hende, der hedder Nadia.
Gå ud og knep en eller anden hot fyr med store muskler og blå
16
øjne. Og så hjem til Klaus bagefter, og så er det hele i orden
igen, så står den ligesom lige, ikke?
De tager i byen senere. Ulla er blevet fuld, helt snurrende
i hele kroppen, hun er ikke vandt til vin. De danser sammen,
hende og Julie og Nadia og Tinna. Tinna skal tidligt hjem,
det har hun lovet kæresten. Ulla har ikke lovet Klaus noget.
Hun danser med Nadia og Julie, og de begynder at pege på
fyrene.
Hvad med ham dér, spørger Nadia, men han er ikke Ullas
type, han er ikke rå nok. Ham dér? Eller ham oppe ved baren?
Eller den mørkhårede nede ved det dér bord? Og før hun ved
af det, er Ulla på jagt efter en fyr at hævnbolle med.
Hun går op til baren og siger hej til en høj fyr med tush på
halsen. Han giver en øl, og de drikker og snakker uden at sige
noget. Så spørger Ulla, om han vil bolle. Det vil han da gerne.
De går ud bagved, der er pissekoldt og det regner. Ulla trækker
op i kjolen og lader ham komme til. Han hiver bukserne ned
om røven, går ned i knæ og finder pikken frem og stikker den
op i hende. De kysser og han smager af øl og røg. Han støder
op i hende. Han stønner. Han famler hånden ind under kjolen
og tager hende på brysterne. Ulla koncentrerer sig om at blive
stående imens han knepper hende. Der er glat, og hun har svært
ved at holde balancen. Så tager han fat om hendes lår og løfter
hende op, og det er bedre.
Han kommer og trækker sig ud, og Ulla retter på kjolen.
Han tager bukserne på igen og kysser hende en gang til. Det var
lækkert, siger han. Tak. Ulla nikker og smiler til ham. Hun har
sperm i trusserne, det er ved at blive koldt. Så går de indenfor.
Ulla går hen til Nadia og Julie. Så, siger hun. Så er det gjort.
Nadia griner og siger godt gået. Julie giver en drink for at fejre.
Senere tager de hjem. Ulla er den eneste, der har scoret,
og hun og Julie deler en taxa hjem. Nadia skal den anden vej.
Farvel, siger Julie, vi ses på mandag. Det gør vi, siger Ulla.
Tak for i aften.
Hun går indenfor til Klaus.
Hvordan var det? spørger han. Havde I det sjovt?
Vi havde det skidesjovt, svarer Ulla og kysser ham på munden. Hun bruger tungen til at skille hans læber ad. Han kysser
hende grådigt igen, og de går ind i sengen og boller. Han støder
frem og tilbage i den anden fyrs sperm.
Bagefter ligger de ved siden af hinanden og ser op i loftet.
Sengetøjet er ikke blevet vasket, og det er ikke blevet til noget
med dét job.
De holder om hinanden, klamrer sig til hinanden som to
skibbrudne på en tømmerflåde, og havet er oprørt, og der er
hajer. Klaus spørger, om hun har tilgivet ham, og hun siger ja.
Det skal nok gå. Bare de har hinanden.
18
MAN MÆRKER DET IKKE
Vi var inde og se en film. Du syntes om den. Det sagde du
bagefter. Jeg syntes ikke, den var særligt spændende. Jeg løj. Jeg
sagde, at den var smuk. Du nikkede. Så kyssede du mig. Det
var det, jeg ville have.
Man lyver tit. Man mærker det ikke. Man får, hvad man
vil have.
Vi så mange film. Jeg fik, hvad jeg ville have næsten hver
gang. Vi tog hjem. Vi gik i seng sammen. Du klædte dig af og
lod mig smage på dig. Dine brystvorter var mørke. Du var smuk.
Du blev gravid. Vi fik barnet. Vi var ikke unge mere, så det
var nu eller aldrig. Du ville giftes, men jeg sagde nej. Du pressede på. Jeg var bange. Du spurgte mig, om jeg ikke elskede dig.
Det gjorde jeg. Jeg svarede jo. Jeg spurgte om det ikke var nok.
Du løj: Du sagde, at det var nok.
Barnet var en pige. Vi kaldte hende Rosalia. Vi opkaldte
hende efter din mormor, som var død, da du var fire. Du kunne
knapt nok huske hende. Det var kun dufte, der stadig var knyttet til hende i din hukommelse. Du havde en flakon stående i
skabet i gangen, og nogle gange åbnede du den. Så græd du. Jeg
kunne se det på dig, når jeg kom hjem. Jeg kunne lugte sødmen
i gangen. Du åbnede aldrig flasken, når jeg var hjemme.
Rosalia blev ældre. Vi holdt op med at se film sammen. Vi
så Disneyfilm med hende i stedet. Vi kaldte hende prinsesse.
Hun kaldte os konge og dronning. Du lignede en dronning.
Det sagde jeg, når vi var alene.
Vi blev også ældre. Jeg sagde ikke noget om det. Jeg klædte
dig af og tog dig med i seng. Vores kroppe bevægede sig på
måder, de ikke havde gjort, da vi var tredive.
Vi giftede os. Jeg var holdt op med at være bange. Jeg var
holdt op med at lyve for dig og for mig selv. Det var sket gradvist. Jeg ved ikke præcist hvornår, det gik op for mig. Vi gik på
rådhuset og udfyldte papirerne.
Da Rosalia flyttede hjemmefra, begyndte vi at gå i biografen
igen. Vi fik rabatkort. Jeg blev pensionist to år før dig. Filmene
var anderledes nu. Smukkere. Eller også var jeg anderledes.
Det var jeg nok.
Du ændrede dig aldrig. Du var stadig den kvinde, jeg inviterede ud for længe siden. Du var stadig den kvinde, jeg elskede.
Du blev syg. Du lå på hospitalet i næsten et år. Du døde i maj.
Rosalia hjalp med at ordne det praktiske. Jeg orkede det ikke.
Jeg flyttede til et mindre sted. Jeg skilte mig af med de fleste
af dine ting. Der var ikke plads til dem. Jeg fortryder det tit. Jeg
har en flaske med din parfume stående i et skab, men jeg åbner
den ikke. Jeg er bange for hvad der ville ske. Jeg ser film alene
nu, men det er som om de ikke har nogen farver.
20
Manden og kvinden
MANDEN OG KVINDEN
MOTORVEJ
PDe er på vej op nordpå. De kører hurtigt, og hun holder fast.
Han styrer, hun ser, de taler. Pludseligt siger han:
”Hvad nu, hvis vi har alle tings skyggebilleder i vores hoveder, og verden bare er det lærred, vi projicerer det hele op på?”
Magen til lommefilosofisk pladder, tænker hun, men hun
siger det ikke.
”Nej, se,” siger hun i stedet. ”Bladene er allerede ved at blive
gule, og det er kun august.”
”Det blev september i går,” korrigerer han.
”Nåh.”
De kører. Han blinker, skifter bane, hun læner hovedet mod
ruden og tæller hegnspæle.
RASTEPLADS
De holder pause fordi han skal tisse. Hun står alene på en sveden
plæne iført sin korte sommerkjole. Der er mennesker rundt om
21
UDFLUGTER
hende; kvinder, som vugger i hofterne og griner, og børn, der
leger med hunde. Og der er en mand, som stikker hovedet ned
under en dampende motorhjelm og råber noget på fransk til en
anden mand, som svarer.
Hun får med ét lyst til at gøre noget ekstremt. Hvordan mon
alle ville reagere, hvis hun stillede sig op på et af bordene og
skreg højt?
Hun gør det ikke. Hun koncentrerer sig om sit hår, som kan
sættes op i en hestehale. Så sætter hun sig på græsset. Stråene
kradser hendes lår.
Han kommer tilbage fra toilettet.
”Er du klar til at køre?” spørger han.
”Det er jeg vel,” svarer hun.
”Godt,” siger han og rækker hende hånden.
Hun tager den, og de går tilbage til bilen og kører videre.
HYTTEN
Den er bygget af svensk tømmer, og mennesker, som opholder sig
i den, har havudsigt. Der er måger og børn indenfor hørevidde,
når det er dag og ikke regner.
Hun sætter sig midt i rummet i en kurvestol. Han stiller sig
med hænderne foldet bag ryggen, som er vendt mod hende,
fordi han ser ud af vinduet.
”Har du nogensinde tænkt på, hvordan folk egentligt fungerer indeni?” spørger hun.
Han vender sig om.
22
Manden og kvinden
”Med signalstoffer og receptorer?” spørger han.
”Det var nu ikke det, jeg mente. Jeg tænkte på følelser; tanker.”
”Det er da også styret af signalstoffer.”
”Tja,” siger hun.
”Hvad skulle det ellers være?”
”Jeg tror, der er noget mere.”
”Tror?”
Hun betragter kystlinjen bag ham.
”Ja. Tror,” svarer hun.
”Jeg har svært ved at tro på ting, jeg ikke kan se.”
”Kan du da se dopamin?”
”Nej, men jeg kan mærke det.”
”Hvordan ved du så, at det bare er et fysisk stof, der flyder
rundt i dine blodårer, og ikke noget andet? Noget mere?”
”Det ved man da,” svarer han.
”Det tror man.”
”Nej, det er noget, man ved. Man har lavet forsøg.”
Hun rejser sig op og stiller sig hen ved siden af ham.
”Du tror altså, at du ved, og jeg ved, at jeg tror,” siger hun.
”Nu er du forvirrende.”
”Tak.”
Han ser på hende og rynker brynene. Han får poser under
øjnene, når han gør det. Hun efterligner ham.
Han ser væk. Havet er noget, man altid kan se ud over, uden
at behøve anden grund, end at det er der. Hun vender blikket
samme vej. Efter et par minutters tavshed mærker hun hans
hånd kravle ind i hendes.
23
UDFLUGTER
GÅTUR
Manden og kvinden finder en sti, som de følger. Der vokser buske
langs med stien, og kvinden går og kigger ind på dem. Grenene
er filtret sammen på en måde, der gør det umuligt at skelne hver
busk fra den ved siden af. Hun lægger mærke til, at hendes fingre
også er vævet ind i hans, men at hun ved præcis hvor hun holder
op, og han begynder. Hun vil gerne sige noget om det; noget,
som han kan forstå. Hun giver op, før hun har forsøgt.
I stedet slipper hun hans hånd, og de fortsætter hen ad stien.
Til sidst står de på en bakke og ser ud over hvert sit landskab.
MØRKE
”Nu er det mørkt,” siger han.
”Det kan jeg godt se.”
”Ja. Du kan netop se det. De fleste tror ellers, at øjnene reagerer på lyset og holder op med at sende signaler til hjernen,
når der bliver mørkt. Men det er faktisk omvendt. Vores øjne
sender impulser når det er mørkt, og dét vi fortolker som lys,
er reelt bare mangel på stimulus.”
”Hm.”
Han siger:
”Men når man tænker over det, så findes mørket ikke engang
i sig selv. Det er kun mangel på lys. Et tomt spektrum, så at sige.”
24
Manden og kvinden
”Nåh. Men her er også koldt,” siger hun.
Han fortsætter:
”Man kan faktisk sige, at når der ikke er noget udenom,
bestemmer øjnene sig for at lave noget selv, og så sender de
impulser. Det er egentligt meget menneskeligt. Synes du ikke?”
Pause.
”Synes du ikke?”
Hun svarer:
”Jeg synes, at du skal holde op med at sige sådan noget ævl.”
”Hvad mener du med det?” spørger han. ”Det passer jo.”
Hun sukker.
”Lad os nu bare gå tilbage. Her er koldt.”
SANDWICH
De går ind i hytten og lukker døren bag sig. Hun stiller sig ud i
køkkenet for at lave en sandwich. Hun er egentligt ikke sulten,
hun har bare lyst til at lave en sandwich.
”Skal du have én med?” spørger hun.
”Hvad er klokken?”
”Er det ikke lige meget?”
”Er du sulten nu? Spiste du ikke nok til aftensmad?”
”Jeg spørger om du er sulten. Vil du have en sandwich?”
”Nej, jeg er ikke sulten. Skal du virkeligt til at spise nu?”
”Hvad er der galt i at spise nu?”
”Ved du ikke, at det smadrer stofskiftet?”
”Jeg er pisse ligeglad med stofskiftet. Jeg har lyst til en sand-
25
wich.”
”Dig om det,” siger han og går ind i stuen.
”Ja! Mig om det!” råber hun efter ham.
Hun har ikke lyst til en sandwich mere. Hun pakker pålægget sammen og åbner skraldespanden. Hun standser med det
smurte brød i hånden. Så lægger hun det tilbage på skærebrættet,
kommer tre skiver skinke på, stabler salat på og sætter sig ind
i stuen og spiser den foran ham.
MARERIDT
Kun iført en meget kort blondeunderkjole og et par hvide plasticsandaler, sidder hun på det ru trægulv. Der står en fremmed
mand foran hende. Han tager en snor op af lommen og lægger
den om hendes ankler. Så binder han dem sammen. Hun prøver
at røre ved ham, men han skubber hendes hænder væk.
Han trækker hende op at stå. Hun er ved at falde med de
sammenbundne ben, men han holder hende oprejst. Så trækker
han underkjolen op over hovedet på hende, så hun ikke kan se.
”Det er mørkt,” siger hun.
”Det er kun fordi du ikke kan se lyset,” svarer manden.
Hun skal til at protestere, men følelsen af noget koldt, der
bliver gnedet mod hendes mave, stopper ordene. Så tvinger
manden hende ned på alle fire og jager messingrøret op i hende.
MORGENMAD
De hælder mælk på hver deres havregryn.
”Jeg havde mareridt,” siger hun, og han begynder at tale om
drømmetydning.
Hun afbryder ham. Hun siger:
”Egentligt spiser man altid alene.”
Han ser på hende og spørger:
”Hvad mener du?”
Hun siger: ”Du spiser din mad, jeg spiser min. Vi kan ikke
begge to indtage den samme mundfuld.”
”Så kan man jo sige, at vi gør alting alene,” svarer han.
Hun siger: ”Ja.”
27
UDFLUGTER
LET’S GET LOST
De mødtes på en bar. Det er der mange der gør, uden at det
kommer så vidt. Han sad og lod isterningerne rotere i sin Johnnie Walker, hun kom gående hen til hans bord og spurgte om
stolen var ledig.
”Ja,” svarede han.
Hun satte sig ned. Hun betragtede isterningerne i hans glas
og tænkte på øer i middelhavet.
”De minder mig om øerne i middelhavet,” sagde hun og
pegede på isen.
Han lod glasset snurre en omgang. Isterningerne klirrede,
men ingen af dem kunne høre det på grund af musikken. Alligevel kunne de begge forestille sig lyden og var på uforklarlig
vis klar over, at den anden tænkte det samme.
”Sicilien,” sagde han.
Hun smilede. Hendes læber var fyldige og blege. Han havde
lyst til at røre ved dem, så det gjorde han. Højre pegefinger mod
hendes underlæbe og blidt nedad. Hun sad helt stille og lod ham
gøre det. Han kunne mærke hendes ånde på sin hånd. Hendes
28
Let’s get lost
vandfarvede øjne skinnede.
”Lad os tage af sted,” sagde hun.
Han trak langsomt hånden til sig og drak ud.
”Hvorhen?” spurgte han.
”Sicilien”.
Han nikkede.
”Har du været der?” spurgte hun.
”Nej. Har du?”
Hun rystede på hovedet.
”Der er en vulkan,” sagde hun.
”Ja.”
”Jeg har altid godt kunnet tænke mig at se en vulkan.”
En pause. Han tog det alvorligt, kunne han mærke, måske
fordi hun gjorde. Akvareløjnene blev ved med at se på ham,
afventende, seriøse.
”Hvis jeg skal stikke af sammen med dig, må jeg vide, hvad
du hedder,” sagde han så.
Beslutningen var blevet truffet i luften omkring ham, og
hastigt var den sivet ind gennem hans porer og havde omdannet
ham fra et fornuftsvæsen til en utvungen skabning.
”Kald mig Charlotte,” svarede hun.
Han åbnede munden, men hun stoppede ham.
”Jeg vil ikke vide det. Må jeg ikke bare kalde dig ’elskede’?”
Han lo.
”Jo. Selvfølgelig.”
Hun rejste sig op, og han fulgte sin beslutning og kvinden.
Så gik de. Ud ad døren, hen ad gaden. De skulle hjem til ham
og hente hans pas, hun havde sit med i tasken. Det havde hun
29
altid, sagde hun. Han måtte ikke hente andet end passet, og hun
ville ikke se hvordan han boede. Derefter gik de til Nørreport.
Solen var ved at stå op, det var sommermorgen i Danmark.
De tog metroen til lufthavnen, og hun købte to billetter med
mellemlanding i Rom og afgang lidt i syv.
De sov ikke om bord på flyveren. De talte om havet, om
vulkanen Etna og om pizza med parmaskinke og valnødder og
gorgonzola. Om frugter af marcipan og katolske landsbykirker,
om vinmarker og snoede veje. Da de landede på øen var de
udmattede og overstadige. De lejede en lille, rød bil og kørte
op i bjergene.
Han så skiltet først. Hotel og Taverna. Stedet var større, end
de havde regnet med, men det var autentisk. De indlogerede
sig og gik i seng. Elskede ikke, lå bare helt tæt og faldt i søvn
til lydene af vinden og hinanden.
De frøs, da de vågnede. Det var aften, de havde sovet et
par timer. Udenfor regnede det, og blæsten fik skodderne til
at smælde. De iklædte sig deres tøj og gik nedenunder. Der
duftede af kød og damp. De bestilte menuen og fik antipasti,
pasta, pesce, carne, dolche og husets vin på kande. Den var
tør, en anelse besk. De bestilte grappa og kaffe. De gik op på
værelset og brugte resten af aftenen på at udforske hinanden
med skælvende læber og hænder, der levede.
Næste dag kørte de tres kilometer til en større by. Tøjet var
ikke værd at gå i mere. Hun købte flagrende kjoler, som var helt
uegnede til vejret, og tog en dyr, ulden trøje på ud over. Han
købte praktisk tøj og et par sko, der var bedre at gå i. Hun kaldte
ham ’elskede’ og kyssede ham på piazzaen. De spiste frokost i
en kælder, grov mad med en hvidvin, der lyste i glassene. Så
kørte de tilbage til deres værelse i bjergene og elskede til de
faldt i søvn som børn.
Da han vågnede om morgnen, var hun væk. Han gik ud på
altanen, derefter badeværelset. Restauranten, måske hun var
sulten og ikke ville vække ham? Der duftede af brød. Men hun
var der ikke, og han vidste det godt. Han gik udenfor. Bilen stod
der endnu. Han frøs og gik tilbage på værelset.
Han satte sig ned på sengen og ventede, men han vidste, at
hun ikke kom tilbage. Han havde vidst det hele tiden. Til sidst
gik han nedeunder og spiste, pakkede alt sit nye tøj sammen i
poserne fra forretningerne. Hun havde efterladt det meste af sit,
han lod det ligge. Kun trøjen og en enkelt kjole havde hun taget
med. Han betalte for opholdet og kørte mod lufthavnen, langs
et hviskende hav. Han standsede ved et stykke strand. Blæsten
legede med hans hår, og han tænkte på hendes hænder. Stenene
klirrede under hans fødder, bølgerne råbte. Han blev stående
og så på vandet. Så vendte han sig om og tog hjem.
Han så hende igen fem år og toogfyrre dage senere, på en
anden strand ved Vesterhavet. Hun var sammen med en mand,
og de havde en lille pige, som legede i vandkanten med en rød
skovl. Han holdt sig på afstand. Manden var smuk, barnet havde
snot i næsen. Hun pudsede den og puttede papiret i lommen.
Det samme er Real Madrid.
31
UDFLUGTER
BABY
Hun er gået i byen for at danse og have det sjovt. Hun slår med
håret, drikker, griner og skyder brystet frem. Mænd kigger,
selvom det ikke er derfor, hun er gået i byen.
Ham med de mørke øjne har et flot ansigt. Hun ser den
anden vej, går hen og stiller sig ved siden af ham; tilfældigt.
Hun går langsomt, vuggende i takt til musikken, læner sig ind
over disken. Det lykkes at kalde forgæves på bartenderen, så
den mørkøjede må vise sig ridderlig.
”Hvad vil du have?” spørger han.
”Nej, det behøver du altså ikke,” siger hun og strækker sig
yderligere ind over disken, så hun bliver lang i taljen.
”Men jeg vil gerne.”
Han er høj, står helt tæt på, læberne ved hendes øre; varm
ånde, der går lige i mellemgulvet.
”Okay. En Sunrise.”
Han bestiller og betaler. De anbringer sig med skulderen
mod baren, drikker den første tår og ser væske glide ind i
hinanden munde.
32
Baby
Senere fører de deres tunger ind i hinandens munde, og
endnu senere glider han ind mellem hendes andre læber og
efterlader sin væske dér.
Hun ligger, og Edith Piafs cigaretstemme synger i hendes baghoved, uden at hun ved, hvem stemmen tilhører. Hun dansede,
hun havde det sjovt, og bagefter var det også sjovt. Deres kroppe
dansede. Hun kom flere gange.
Nu vender han sig i søvne, og hun tør ikke stå op. Hendes
make-up er nok blevet den sædvanlige vaskebjørn, halvt smurt
ud over kinderne. Hun er nødt til at nå ud på badeværelset.
Både for at brække sig og for at rette op på øjenomgivelserne.
Pludseligt kan det ikke vente længere.
Hun kaster sig ud af sengen med et ryk, der sætter hele
sengen i bevægelse. Et ufrivilligt fløjt presses ud af ham, hun
smækker døren, og kaskader af Sunrise og sæd står ud af hendes
mund med en eksplosionsagtig kvælningslyd. Bagefter drikker hun vand og tygger tandpasta, tørrer vaskebjørnen af med
toiletpapir og vand.
Han ligger stadig i sengen og er ikke vågen. Han er en træstamme under et lagen. Hun ved ikke, om hun skal lægge sig
igen eller gå. Hun ved ikke, om han sover rigtigt, eller om han
bare lader som om, for at undgå hende. Hun pakker sine ting,
larmende, og går. Han flytter ikke på sig.
Hun har hverken fået hans telefonnummer eller sin menstruation. Men det er bare stress. Det har hun prøvet før, mange gange
endda; den kommer i morgen.
33
UDFLUGTER
Efter to uger tager hun S-toget ud af byen og køber en graviditetstest i et supermarked i en forstad, hun ellers aldrig
kommer i.
Tilbage i toget, og hun skal allerede tisse. Står af på Ryparken
og finder et offentligt toilet, hiver dimsen ud af pakken.
Hun tisser den blå. Først stirrer hun på den, så kaster hun
op oven i sit tis; havregrød, angst og sandwichskinke i halvt
fordøjede klumper. Så sætter hun sig på det offentlige gulv og
græder og ville ønske at den bankende lyd på døren ville gå væk.
Men den går ikke væk, og hun rejser sig op, allerede tung af
maven, der ikke er der. Hun åbner døren, og en gammel dame
springer tilbage, som havde hun set en narkoman.
Hun går til lægen og er seks uger henne og tillykke. Tak, hvornår
er det for sent at få en abort?
Han betragter hende og spørger, om barnets far er indforstået
med det og dvæler ved ordet ’barnet’.
”Han ved ikke noget,” siger hun.
Måske hun skulle tale med ham først. Overveje sagen lidt
nøjere. Lægen er ikke meget for sådan at foretage aborter, hvis
det ikke er sidste udvej. Hun er jo ikke nitten mere.
Gamle, konservative nar, tænker hun og opgiver at overbevise ham og beslutter at skifte læge og tager hjem. Nedslået
og stolt.
Hun bestiller tid hos en ny læge, og der er ventetid, men
det går nok. Det er jo bare et bar uger. Hun føler, at hun sejler
på et blikstille hav.
34
Baby
Hun har kvalme langt op ad formiddagen, kaster op for et godt
ord. Hun bliver udmattet, hun får rande under øjnene. Der er
ikke noget at gøre ved det. Hun begynder at undgå spejle.
Hun sover over sig og misser tiden hos lægen, kaster op og
skynder sig at ringe og undskylde, bestiller en ny tid, og der er
ventetid igen. Hun forklarer, at det gerne skal være snart, men
der er ikke noget, sekretæren kan gøre. Hun kan jo prøve hos
en anden.
Hun prøver hos en anden, men der er ventetid. Hun overvejer at dukke op akut.
Det bliver for sent. Lægen siger, at det er for sent. Hun kan
mærke vandet strømme ned i sine lunger.
Hun beslutter, at det er skæbnen; at det er meningen, at hun
skal have et barn.
Hun opsøger faderen, ved jo hvor han bor, og hvad han
hedder.
Om han nu kan være sikker på, at det er hans?
”Ja,” siger hun. ”Helt sikker.”
Han insisterer på en prøve. Hun indvilger. Den viser, at
han er faderen. Han viser sig ridderlig og siger, at så må de jo
få det bedste ud af det. Han vil gerne have kontakt til barnet.
Han vil ikke have, at hans barn findes ude i verden og ikke
ved noget om ham, og at han ikke ved, hvilken person der
vokser op og bliver.
Hun siger ok og inviterer ham hjem til middag. Han siger
ja. Han har pæne øjne.
35
UDFLUGTER
Han har købt en babybog til hende og ser skævt til det røde
kød, hun serverer. Hun må jo passe på nu; hun må spise det,
der er bedst for barnet. Hun nøjes med at spise lidt af kødet og
en masse salat.
Bagefter snakker de. Han siger, at han er ked af, hvordan
det hele har udspillet sig; gentager, at han gerne vil være der
for barnet. Og for hende, hvis hun vil have det. Der kommer
jo til at ske en masse forandringer. Om hun vil lade ham være
en del af det? Han har altid vidst, at han gerne ville have børn.
Hun vil tænke over det.
Morgenkvalmen tager af efter nogle uger, og hun har tænkt, og
hun kan sagtens klare det alene. Hun har ikke læst i babybogen.
Det kommer vel af sig selv, man må jo have nogle instinkter.
Hun fortæller ham, at hun kan klare det selv. Han er skuffet.
Det siger han. Hun må ringe, hvis hun skifter mening. Og han
vil i hvert fald gerne have kontakt til barnet, når det er født. Det
løfte holder hun vel?
Ja.
Hun bliver tungere og tungere, og alene det at komme op ad
trapperne med indkøbsposerne bliver en kamp. Hun er en sten,
der skal rulles op af bjerget. Hun begynder at få ondt i lænden,
kvalmen vender tilbage. Hun opsøger lægen, som pludseligt har
tid med det samme. Hun bliver scannet. Det hele ser fint ud.
Måske hun bare skulle slappe lidt mere af.
Hun prøver. Hun køber mindre ind, men må gøre det oftere.
Hun bliver noget så umådeligt træt.
36
Hun kryber til korset, ser ligefrem korset for sig, og ringer
til ham. Om han kan købe ind for hende og måske lave mad
en gang imellem? Det vil han gerne. Han har håbet på at få lov.
Hun kan høre hans stemme stråle gennem røret.
Han laver indisk kylling i karry med masser af friske grøntsager. Lidt krydderi skader ikke barnet, så bliver det bare mindre
kræsent. Om hun ikke har læst det i bogen? Det har hun jo nok,
hun har sikkert bare glemt det. Der står jo så meget.
Han har læst flere bøger, nogle af dem flere gange. Han kan
huske det meste.
Han bærer jo heller ikke rundt på en massiv klump af udmattelse.
Undskyld. Han ved godt, hvor hårdt det er for hende.
Hun spiser op og beder om mere.
Han vasker op og laver koffeinfri te, hun skal bare blive siddende i sofaen med fødderne oppe. Om hun har ondt i fødderne,
om hendes ankler er svulmet op? Det bliver de tit, har han læst.
Ja.
Skal han massere hende?
Hun tøver.
Det må han da gerne, hvis han vil.
Han kommer forbi et par gange om ugen og har købt ind og
laver mad til dem begge. Til dem alle tre. Han er godt til at lave
mad, følger sjældent en opskrift på papir.
Hun føler sig godt behandlet og skyldig og vred.
Hun får veer i august. Hun ringer til hospitalet og til ham, og han
kommer med det samme. Han kører hende derind i sin Volvo.
Hun skal ikke være alene. Han holder hende i hånden, og hun
presser og skriger, at hun hader ham, hader ham, hader ham, fordi
han har gjort dette mod hende. Han tørrer hende over panden
og har læst, at det er et stadie, og siger, at hun klarer det godt.
Jordmoderen gør barnet rent og lægger det hos hende. Det
er så lille, og hun elsker det med det samme og kan ikke forstå
følelsen. Han læner sig ind over dem, og hun vil ikke dele men
lader ham alligevel røre og sige lyde og lægge hovedet på skrå.
Hun ammer og er genert ved sit nøgne bryst.
Han er der hele tiden. Han skifter ble og bøvser barn og laver
mad. Hun ammer og sover og ammer. Han kan sidde i timevis
og kigge på barnet. Hun begynder at læse babybøger.
Snart overnatter han og giver flaske halvdelen af gangene, så
hun kan sove bedre. Han vugger i barnet søvn. Det er praktisk,
at han er der. Hun lader ham gøre det, hun ikke selv orker.
Han frier til hende lige efter jul, og hun siger nej. Så siger hun,
at hun vil tænke over det, og en uge senere siger hun ja.
Han er god ved hende. De har et barn sammen. De bliver
gift den sjette februar.
38
Man løber for livet
MAN LØBER FOR LIVET
De sidder i gyngesofaen, den knirker og nabohundene gør.
Der er fugle og hav. Han klør sig i skæget og lægger hånden
på hendes lår.
”Lad være,” siger hun. ”Klokken er kun fire.”
”Hvad skal klokken være før jeg må?” spørger han.
”Den skal være nok,” siger hun og fjerner hans hånd.
De kigger på sommerhusets træværk, og hun siger, at det
trænger. Til maling. Han nikker.
”Det gør jeg også.”
”Trænger til maling?”
”Nej, sgu’da. Til dig.”
”Nåh. Og hvad vil du så gøre ved det?”
Han læner sig over mod hende, men hun skubber ham væk.
”Lad være,” siger hun. ”Jeg gider ikke. Desuden står naboen
og glor.”
Han rejser sig og råber efter naboens ryg, som allerede er
på vej væk.
”Hvad fanden glor du på?! Perverse stodder!”
39
Naboen går ind i sit hus.
Han tænker på, hvordan hun kaldte ham det samme. Perverse stodder. Han trækker på skuldrene. Han er ikke den eneste,
der har dummet sig og så ikke kunne huske det bagefter.
Hun kan huske det. I høj grad. Det svier, hver gang hun
tænker på det, siger hun, og hun vil ikke tale om det. Men det
er der hele tiden. Det sørger hun for.
Han prøver igen. Kysser hende på skulderen, hvor hun bedst
kan lide det. Hun skubber ham væk. Han rækker ud efter hende.
Hun skubber ham væk.
Til sidst rejser han sig. Han går indenfor, klæder om til
løbetøj og stiller sig foran hende.
”Jeg løber en tur.”
Hun nikker. Så skjuler hun ansigtet bag hænderne og græder.
Han bliver stående, til hun ser op.
”Skulle du ikke løbe?” spørger hun.
Hendes blik og den skarpt tegnede kæbelinje er en udfordring.
Så løber han.
Han løber ned til stranden, hen til det nedlagte fyrtårn,
sandet gør det svært at sætte af. Han løber hurtigt. Helt op til
hovedvejen og tilbage. Han undgår at tænke, sætter farten op.
Han løber, til han er tilbage i haven. Hun sidder der endnu.
Forpustet stiller han sig foran hende.
”Havde du en god tur?” spørger hun.
Han nikker.
Han strækker sine muskler, før han tager sig en øl fra køleskabet i køkkenet og sætter sig igen.
”Gid du ville lade være med at drikke,” siger hun og trækker
brynene nedad.
”Gid du ville lade mig være i fred,” siger han og fortryder
med det samme. ”Undskyld.”
”For hvad?”
”For det hele.”
”Det er ikke nok.”
Han skyller resten af øllen i sig.
”Hvad fanden vil du have, jeg skal gøre?!”
Hun ser på sine hænder. Han ser på, at hun ser på sine hænder. Han rejser sig og henter endnu en øl i køleskabet, drikker
den stående foran vasken og tager øl nummer tre med ud. Han
drikker den trodsigt imens hun igen begynder at græde. Han
drikker øl nummer fire imens hun græder, og øl nummer fem
mens hun snøfter og tørrer sin næse i ærmet.
Da han vil hente øl nummer seks, tager hun fat i hans arm.
”Lad være,” beder hun.
Så slår han hende.
”Lad være,” beder hun, højere, og han slår hende igen.
Hun græder igen, og han slår hende med bagsiden af hånden
mod de trodsige kindben, hårdt.
Hun får lov til at hulke færdigt, før han trækker hende op at
stå. Så går de indenfor. Så tager han tøjet af hende. Så anbringer
han hende på sengen, så lyner han ned og støder ind i hende
til han er færdig. Så ligger hun der bare.
Han prøver at vende hende om, men hun skubber ham væk.
Så sætter han sig udenfor med en øl.
41
UDFLUGTER
FRASKILT
Telefonen begyndte at vibrere i Eriks lomme. Han tog den op
og så på displayet. Det var Asker. Siden skilsmissen var Asker
den eneste, der var blevet ved med at ringe.
”Hej Asker,” sagde Erik, da han havde trykket på knappen.
”Erik! Hvordan går det, mand?”
”Fint nok.”
”Gu’ gør det ej. Hør her. Du har ikke været ude af hytten
siden Lonnie sked, har jeg ret?”
”Jeg har været på arbejde og …”
”Nixen bixen Karen Blixen, dén gælder ikke. Jeg mener, har
du mødt nogen damer?”
”Jeg har da kvindelige kollegaer,” sagde han.
”Ja. Og en mor og en søster. Du ved godt, hvad jeg mener.”
”Der er kun gået tre måneder.”
”Tre måneder! Det er en evighed for din pik! Har du overhovedet tænkt på lille-Erik? Hvad det gør ved ham? Ved hans
selvrespekt? Hans vilje til at leve?”
”Øh …”
42
Fraskilt
”Hør her. Tag dig et bad, spil den af og tag en pæn skjorte
på. Vi to – vi skal i byen.”
”Asker, jeg tror ikke …”
”Jeg tror heller ikke. Jeg ved. Vi ses, du!”
”Asker …”
Hyletonen afslørede, at der var blevet lagt på.
”Pis,” sagde Erik.
Han vidste, at når først Asker havde sat sig noget i hovedet,
så var der meget lidt man kunne gøre for at forhindre det i at
ske. Han stirrede ud af vinduet i et par minutter, så gik han ind
og tog et bad. Han onanerede ikke.
Da Asker ankom, var der kun gået tre kvarter, men Erik var
allerede træt af at vente. Han kunne ikke finde ud af at gøre af
sig selv. Der var ikke noget fjernsyn, det havde Lonnie fået. Der
var heller ingen sofa.
”Hvor ser du godt ud!” sagde Asker og leverede et voldsomt
knus med alkohol i begge hænder.
”Tak,” mumlede Erik.
Asker stod og strittede med en flaske vodka og en six pack.
”Har du stadig ikke noget bord?” spurgte han og så sig
omkring i den tomme stue. ”Hvornår skal du have gjort noget
ved hytten?”
Erik trak på skuldrene.
”Du må sgu’ da se at få nogle møbler.”
Asker begav sig ud i køkkenet, hvor der stod et lille bord
og to klapstole.
”Har du cola?” spurgte han og vendte vodkaen i luften.
Erik kiggede i sit køleskab.
43
UDFLUGTER
”Mælk,” svarede han. ”Og remoulade.”
Asker sukkede.
”Så bliver det shots.”
Han knappede to øl op og rakte Erik den ene.
”Skål!”
De drak en tår.
De drak en tår til.
”Computeren!” udbrød Asker så og pegede ud i luften. ”Jeg
ved hvad vi gør, du. Kom!”
Erik lod sig trække med ind i soveværelset.
Asker satte sig foran computeren og tændte den.
”Selvfølgelig. Hvorfor har jeg ikke tænkt på dét noget før?”
sagde han.
Erik ventede bare.
”Skål,” sagde Asker og vendte sig halvt om.
”Skål,” gentog Erik uden at drikke.
Computeren startede op, og Asker gik på nettet.
www.scor.dk, tastede han.
”Nej …” protesterede Erik.
”Jo, kom nu. Se hvor mange søde piger, der er derinde.”
Erik svarede ikke.
”Navn … Erik Østergård … alder …”
Asker tastede den grundlæggende information ind i de korrekte kasser.
”Så er det tid til en personlig tekst,” sagde han og lod først den
ene hånd og så den anden glide op ad den modsatte underarm
i en smøge-ærmerne-op-gestus.
”Nyligt fraskilt mand søger nye bekendtskaber. Jeg er 180
44
Fraskilt
cm., slank, sød og rar, ikke-ryger, har god humor og kan godt
lide kvinder, der står ved sig selv. Jeg holder af dyr, men har
ingen selv. ”
Den sidste sætning slettede han.
”Fuck dyrene,” sagde han. ”Mine venner kalder mig sjov,
trofast og venlig, og jeg kalder dig lige hvad du vil have.”
Asker lænede sig tilbage og beskuede sit værk.
”Sådan. Så er du på nettet. Du skal betale for de fleste features,
men jeg giver den første måned.”
Han trak pungen op ad baglommen og fandt dankortet frem.
Erik opgav at protestere. Imens transaktionen gik igennem, bundede Asker sin øl og smækkede den ned på bordet med et knald.
”Så er den Tomas! Skal vi have en ny?”
Eriks øl var stadig halvt fuld, men han nikkede og gik ud
for at hente én til Asker.
”Jeg er hammer-sulten” sagde Asker så. ”Skal vi ringe efter
en pizza?”
Erik nikkede. ”Jeg skal have en nummer seksten.”
”To af dem. Der er ikke fisk på, vel?”
”Nej.”
”Fint nok. To af dem. Du ringer.”
Erik nikkede og fandt nummeret frem på sin mobil.
Han talte kortvarigt med Yassin.
”De kommer om en halv time,” sagde han så.
”Fint nok. Prøv lige at se hende her.”
Erik kiggede på billedet på skærmen. Det var et nøgenbillede af en temmelig barmfager kvinde. Man kunne ikke se
hendes ansigt.
45
UDFLUGTER
”Man kan jo ikke se, hvordan hun ser ud,” sagde han.
Asker gloede på ham, som om han var åndssvag og gestikulerede mod billedet.
”Hun ser sådan ud. Store patter, små lår. Hvad mere vil du
have?”
”Har hun pæne øjne?”
”Alle piger har pæne øjne. Men hvis du ikke vil skrive til
hende, så dig om det. Hun skal nok få pik alligevel.”
Han trak på skuldrene og lukkede Explorer ned. Så åbnede
han den op igen og fandt en anden side frem.
”Hvornår kommer pizzaen?,” tastede han i en boks og trykkede på en knap.
Computeren sagde sætningen med en monoton stemme.
”Lige om lidt,” svarede Erik.
”Hvornår køber du en sofa?”
”Det ved jeg ikke.”
”Hvornår skal du have noget fisse?”
”Hold nu op. Det er ikke sjovt.”
”Det er herre sjovt. Du skal have fisse.”
”Kan du ikke finde på noget andet at lave?” spurgte Erik.
Asker fandt telefonen frem.
”Jeg kan bestille en taxi.”
”Hvad? Nej, det var ikke sådan ment.”
”Rolig, jeg smutter ikke. Se nu her.”
Asker ringede op til taxaselskabet. Den blev taget. Damen
spurgte, om hun kunne hjælpe med noget.
”Jeg hedder Robert,” tastede Asker og lod computeren sige
det.
46
Fraskilt
”Hej, Robert,” sagde taxadamen.
”Jeg er udviklingshæmmet.”
”Javel. Hvad kan jeg gøre for dig?”
”Jeg vil gerne bestille en rød taxa.”
”Jeg ved altså ikke lige, om nogle af vores vogne er røde.”
Asker var ved at knække midt over af grin. Han skyndte sig
at taste den næste replik.
”Jeg er så frygteligt ensom,” proklamerede computeren.
”Nåh. Øh … Det er jeg da ked af.”
”Jeg hedder Robert.”
”Ja …”
”Jeg vil gerne bestille en durumrulle.”
”Nu er vi jo et taxabureau …”
”Jeg er udviklingshæmmet.”
”Ja, det kan jeg forstå. Hør her, skal du have en taxa?”
Asker faldt sammen af grin og smækkede røret på. Da han
var færdig med at grine, havde Erik tømt sin første øl og hentet
en ny.
”Så ringer vi til Lonnie,” sagde Asker.
”Nej,” sagde Erik bestemt. ”Det gør vi ikke.”
Det ringede på døren, og Erik gik ud for at hente deres mad.
”Du ringer ikke til Lonnie,” sagde han på vej ud mod døren.
”Okay, okay, det var bare en idé,” råbte Asker.
Erik kom tilbage med de to pizzaer. De spiste, drak, og
klokken halv et sad de i en taxa på vej ind mod byen. Eriks
hoved summede.
”Vi skal nok finde en dame til dig,” sagde Asker gentagende
gange, som om det var noget, der beroligede Erik.
47
UDFLUGTER
Asker betalte entréen og den første omgang fadøl.
”Spar du hellere op til dén sofa,” sagde han og klappede Erik
på skulderen.
Der var gang i baren og dansegulvet. Asker stod og trippede
i takt til musikken imens han skuede ud over menneskemængden. Erik drak sin øl.
”Prøv lige at se hende dér,” sagde Asker og pegede uhæmmet.
Erik så i den angivne retning. Han kunne gætte hvilken en
af kvinderne, Asker pegede på. Han rystede på hovedet.
”Kom nu,” sagde Asker. ”Vær lidt frisk!”
”Gå du bare hen og snak med hende. Jeg står fint her.”
Asker trak på skuldrene og begav sig tilbage til baren. Erik
så på sit ur.
Han fik drukket sin øl og stod tilbage med et tomt glas.
Musikken dunkede, og der var fødder og arme og ansigter over
det hele. Asker kom tilbage. Han havde to unge kvinder med.
”Halløjsa!” sagde han. ”Se hvem jeg fandt! Det er Joy, og
det er Anette.”
Joy hilste genert, og Anette rakte hånden frem med et stort
smil. Erik tog den.
”Joy er udvekslingsstudent på universitetet. Hun skal snart
rejse hjem til Australien igen.”
”New Zealand,” mumlede Joy og så ned i bordet.
Erik mærkede et jag af sympati.
”Du er ejendomsmægler?” sagde Anette så og kiggede intenst på ham.
”Øh. Ja. Jeg specialiserer mig i andelslejligheder.”
”Spændende.”
48
Fraskilt
Hun lagde hovedet på skrå og smilede igen.
”Hvad, øh. Hvad laver du?” spurgte Erik, fordi det var det,
man skulle, og fordi han var fuld.
”Jeg læser.”
Hun blev ved med at smile.
”Kunsthistorie. Jeg er snart færdig med kandidaten. Det er
Joy også, hun mangler kun sit speciale derhjemme.”
Hun nikkede hen mod veninden, der stod ved siden af Asker
og så lille ud.
”Hun forstår ikke så meget dansk,” sagde Anette.
“Nåh, skulle vi danse eller hvad?” sagde Asker til Anette,
som lod drink være drink og tog begge Askers hænder i sine.
”Kom så!” sagde hun, og de efterlod Erik og Joy med to
tomme glas.
”Øhm … will you want a drink?” spurgte Erik.
“Uhm … okay. Yes please.”
“What will you want?”
“A beer?”
“Good. I will get it.”
Hun smilede et lille smil, og Erik gik op til baren. Det tog
sin tid at komme igennem kødranden, men det lykkedes ham
til sidst at få bestilt to store fadøl og transportere dem uden om
de dansende, tilbage til bordet.
”Thanks,” sagde Joy, da han satte glasset foran hende.
”It is not a problem.”
De drak lidt og så på hinanden og væk igen.
”So, uhm. What do you do?” spurgte Joy.
“I sell, uhm … apartments.”
49
UDFLUGTER
“Oh, you’re in real estate?”
“Yes. You study?”
“Art History. I’m almost done.”
Hun tog en tår af øllen, og Erik fulgte hendes eksempel.
”D’you wanna dance?” spurgte hun.
“I can’t. I am very bad.”
“I don’t care.”
“I do. I am very bad. I dance like a spastic.”
Joy lo.
“Okay then. Skål.”
“Åh, you learn very important Danish!”
“Yes, I know!”
De lo begge. Så drak de lidt, og så snakkede de en del om
kunsthistorie og andelslejligheder i København.
Senere kom Asker og Anette tilbage.
”Vi ta’r hjem til mig,” sagde Asker og lagde en arm om sin
erobring.
”Okay,” sagde Erik.
Anette forklarede på engelsk sin veninde, hvad der foregik.
Joy skævede til Erik og smilede genert, da hun så ham kigge
tilbage. Asker og Anette gik, og Erik følte sig modig og genert
og bedugget.
”Will you want to come home to me?” spurgte han og kunne
næsten høre Askers klapsalve.
“Okay,” svarede Joy. ”But only if you’ll dance with me.”
“Okay,” sagde Erik, og så dansede de.
De forlod baren, fandt en taxa og kørte de tyve minutter
hjem til Eriks lejlighed. De trådte ind. Joy så sig omkring.
50
Fraskilt
”I have not a sofa,” sagde Erik.
Joy nikkede.
”I see. Very minimalistic.”
”Yes.”
De gik ud i køkkenet, og Erik åbnede den ene øl, der var
tilbage fra tidligere, og fordelte den i to glas.
”Skål,” sagde Joy igen.
De drak hurtigt ud. Så kyssede hun ham. Han så det komme;
bevægelsen hen mod hans ansigt, læberne. Han reagerede ikke,
før hun landede. Så kyssede han igen. Hun lagde armene om
ham. Han lagde armene om hendes talje. De gik ind i soveværelset. Computeren var stadig tændt. Den blinkede.
Joy satte sig på madrassen. Erik kiggede på hende.
”I am divorce,” sagde han så.
”Uhm. Okay.”
Hun flyttede på sig.
”My wife left. For three months ago. She took all the sofa
and chair.”
Joy så på sine fødder. Tæerne pegede indad.
”I miss her.”
Joy svarede ikke. Hun så lille ud.
”I love her still.”
Joy nikkede.
”Do you want me to leave?” spurgte hun.
“No.”
Han rystede på hovedet.
“Yes,” sagde han så. ”I am sorry.”
Joy nikkede igen. Hun rejste sig op. Han ville give hende
51
penge til en taxa, men hun afslog. Så gik hun. Han var alene.
Lejligheden var tom. Han satte sig på sengen. Så trykkede gråden
sig op fra hans mave, og han lod den komme. Han lagde sig på
sengen og lod sig græde, til der ikke var mere gråd i ham. Så
ringede han til Lonnie.
”Hallo?” sagde hun.
”Det er mig.”
”Hvem mig?”
”Mig. Jeg savner dig.”
”Erik, er det dig?”
”Ja. Hvordan har du det? Har du det godt?”
”Klokken er tre om natten, Erik. Hvad vil du?”
”Jeg vil have dig tilbage.”
Lonnie sukkede.
”Vi har talt om dette her, Erik. Det er slut. Forbi. Vi er ikke
et par mere.”
”Men jeg savner dig. Jeg elsker dig jo.”
Lonnies stemme blev hård.
”Jeg elsker ikke dig. Det er slut. Du tog mig for givet, vi kom
ingen vegne.”
Erik hørte en stemme bag Lonnies.
”Er du sammen med en mand?” spurgte han.
”Se nu, nu har du vækket Alexander.”
”Alexander?”
”Du ved jo godt, at jeg dater.”
Tavshed.
”Jeg savner dig.”
Hans stemme bævede.
”Hold nu op, Erik. Er du fuld?”
”Lidt. Asker kom forbi, og …”
”Hold op med at ringe til mig, Erik. Nu går jeg i seng, og
jeg slukker telefonen. Ha’ det godt.”
Hun lagde på.
Erik lagde sig på sengen, og lidt efter faldt han i søvn med
tøjet på.
53
UDFLUGTER
KARINA OG MICHAEL
De havde boet sammen i halvandet år, da Karina begyndte at
have sex med andre mænd. Der var ingen følelser involveret.
Det var bare kroppe, der mødtes; kroppe der havde organer
og behov.
De spiste som regel morgenmad sammen, Karina og Michael,
inden de tog af sted til hvert deres liv. De spiste cornflakes
eller yoghurt eller rundstykker med smør og ost. De kyssede
hinanden med spidse læber. Karina tog toget. Michael cyklede.
Sådan holdt han sig i form.
Det havde ellers været tilfredsstillende i starten. Med Michael. Sex, altså. Han gik teknisk til værks og var god til detaljerne. Det var det overordnede billede, den var gal med. Flowet.
Overblikket. Det opdagede hun hen ad vejen. Han kunne fortabe
sig i en brystvorte, i en rytme.
Karina arbejdede på et vikarbureau. Det var afvekslende
arbejde, man mødte hele tiden nye mennesker. Hun behøvede
ikke farve hår.
Den første, hun forførte, var i logistik og hed Carsten. Hun
54
Karina og Michael
kom forbi hans bord på vej til kaffen, og han kiggede på hende
på sådan en måde. Hun satte sig på hans bord med sin kop på
knæet, og de aftalte, at hun skulle komme hjem til ham samme
aften.
Michael var folkeskolelærer. Matematik og idræt. Han var
lige blevet klasselærer for en fjerdeklasse, hvor Sanne og Joakim
var problembørn. Joakim havde DAMP. Da Carsten trængte
ind i Karina første gang, havde Michael Joakims mor til konsultation.
Michael begyndte at fatte mistanke, da der var gået tre måneder. Det var underligt, at Karina var begyndt at få så mange
aftenvagter. På så mange forskellige jobs.
Karina fandt en mand på næsten hver arbejdsplads, også
når hun kun var der i to dage. Det blev en sport. Hun blev
sportsmand. Hun vaskede sig altid med en neutral intimsæbe,
når en ny elsker var kommet oppe i hende.
Michael ventede udenfor kontoret med sin blå mountainbike
og en frakke, der kunne knappes helt op i halsen. Han fulgte
efter bilen, som Karina steg ind i. Han fulgte med omkring en
kilometer. Han så dem køre over en bro. Han kunne se baglygterne dreje om et hjørne. Han parkerede cyklen og gik.
Det var koldt. Da Michael nåede til Istedgade, var der en
afrikansk luder, der råbte ham an. Han spurgte hvad det kostede
og talte sine kontanter. De slog en handel af. Han tog hende
hårdt i en gyde bag en parkeret bil og betalte. Så vandrede han
rundt og kiggede på gummilegetøj og piske og brosten mellem
fliserne. Først gik han forbi hotellet, men så vendte han om og
indlogerede sig. Han sov dybt på den ujævne seng.
55
UDFLUGTER
Karina kom hjem efter samlejet, og lejligheden var tom. Hun
gik sent i seng, men Michael var stadig ikke hjemme.
Næste morgen hævede han alle pengene på sin lønkonto og
på sin og Karinas opsparing. Så gik han i Magasin og lavede
overtræk. Da klokken blev et, havde han en kuffert med tøj og
en pose med udvalgte varer fra Mad og Vin. Han tog hjem og
hentede sit pas og sin yndlingstrøje. På Hovedbanegården købte
han en parlør og en billet til Firenze. Toget ankom; knagende
stål og smog smed sig ind på perronen. Michael steg på.
Karina spiste cornflakes og tog på arbejde. Hun kom lige
hjem. Lejligheden var stadig tom. Hun ringede til politiet, men
de kunne ikke gøre noget. Han var en voksen mand.
Michael ankom til Firenze og fandt et hotelværelse. Der var
udsigt over en plads. Han gik en tur, og solen skinnede. Der
var turister og lokale. Hans krop var en krop blandt fremmede.
Han spiste en is. Solen gik ned.
Karina havde seks arbejdsdage uden at finde en elsker. Banken ringede om deres overtræk. Hun gik på netbank og stirrede
på skærmen. Skolen ringede. Hun brød sammen og lagde på.
Så ringede hun til politiet igen, og de begyndte at efterforske.
Michael tog på café og spiste morgenmad. Tjeneren var
mandhaftig, men hun serverede en god kop kaffe. Så gik han
på museum. Han så på kunst og kvinder, og til aften spiste han
artiskok og ravioli og kalv.
Dagene i Firenze var fulde af vin og fortove. Michael mødte
en studine fra Oslo en aften på en bar for lokale. Hun hed
Caroline og syntes om Flaubert og Miró og sex på balkonen.
Michael begyndte at læse Madame Bovary.
56
Karina begyndte at læse rapporter om forsvundne personer
på nettet. Fem danskere forsvinder sporløst hvert år. Politiet
kunne ikke finde Michael. Carsten ringede. Han havde fundet
hendes nummer på de gule sider. Hun orkede ikke at mødes.
Hun var for tung. Medierne ringede. Hun lagde på. Røret var
tungt i hendes hånd.
Caroline rejste, og Michael tog videre til Piza. Han lod Madame Bovary ligge i toget. Personerne var uudholdelige. Tårnet
var skævt og stod midt i en cirkulær horde af gadesælgere. Han
spiste pizza og kiggede på turister.
Karina lod sig interviewe til Godmorgen Danmark. Hun
brød sammen for åben skærm. Næste dag var Michaels billede
på forsiden af BT. Hun spiste cornflakes og tog på arbejde. Alle
vidste hvem, hun var.
Piza var en rædselsfuld by. Der var kun centrum og periferi.
Det var de samme gadesælgere hver dag, og nye turister. Michael
købte et postkort, skrev adressen i Danmark på og intet andet,
postede det og tog tilbage til Firenze.
Der gik en uge, før Karina modtog kortet. Hun afleverede
det til politiet, som kontaktede Interpol. Hun overvejede at tage
til Piza, men hun vidste godt, at Michael ikke var der mere. I
stedet slæbte hun sin krop med sig rundt i en hverdag.
Michael talte sine penge. Han så et billede af sig selv på
forsiden af en avis. Han gik tur langs floden, spiste oliven og
foccacia og drak Brunello og pakkede den kuffert, han havde
købt i Magasin. Han gik den direkte vej til stationen.
Karina snittede peberfrugt, da hun hørte nøglen i døren. I
en film havde hun skåret sig eller tabt kniven. Hun lagde den
på køkkenbordet, lavede hestehalen om til løst hår og gik ud i
stuen. Michael stod. Hun sagde, at hun havde savnet ham. Han
gav hende sin nøgle. Han sagde, at han ville bo hos en ven, til
han fandt sit eget.
Han tog hjem til en kollega, ringede til skolen og fik sit job
igen.
58
ET HJUL DER STÅR STILLE
Du forstår ikke hvad de mener, når de siger, at du er gået i stå.
Du bevæger dig hele tiden. Du kører på arbejde, kører hjem,
kører børn i skole, til fodbold, til dans. Du kører og går, du
tager trappen, når du kan. Op. Ned. Du cykler en gang om
ugen. Du cykler hjem.
Du har en godt hjem, det er dit centrum, som i et hjul, der
drejer, og du drejer på livet løs. Du drejer vaser og skåle, du går
til keramik om torsdagen, og mandag aften maler du. Du flirter
med læreren, han er gammel men lækker på en udfordrende, og
alligevel sikker måde. Du er gift, du kunne ikke drømme om at
gøre noget. Du har et godt ægteskab med en god mand. I har
tre gode børn. Du kører dem i skole, til fodbold, til dans. Og
om mandagen flirter du med læreren og maler billeder af dine
børn. Han retter dig ikke, selvom farven er forkert.
Du har en god mand, I har sex hver onsdag.
Fem dage om ugen går du på arbejde, det er et godt arbejde,
tredje sal, du tager trappen op. Skrivebordet er nydeligt, det er
dit eget, der er et vindue, der er designerlamper, der er billeder
af familien på din computer. Der er gode kolleger, I griner og
drikker kaffe. Det er ikke god kaffe, men den er gratis, og det
er godt. For det er en god chef, du har, du får julebonus hvert
år, firmabil, fire ugers ferie. Betalt.
I tager til Malaga, Mallorca, Madrid, du, din mand, jeres
børn. I slapper af. Børnene slapper af. De svømmer. Du og din
mand drikker drinks og sniger jer op på værelset og har sex. I
er på ferie. Om aftenen spiser I ude og snakker dansk, tjeneren
kan også dansk, I bestiller mørbrad eller bagt kartoffel. Børnene
får spaghetti, til frokost har I rugbrød med hjemmefra. Du flirter
med tjeneren, I er på ferie.
I kommer hjem, det er godt at være hjemme, du går på arbejde. Du fortæller om din ferie. En kollega har været i Miami,
der var I sidste år.
Onsdag. Du har sex med din mand, børnene er til fodbold,
til dans, der er ingen aftenkurser om sommeren, de begynder
igen til efteråret. Så skal du gå til maling, til keramik, du skal
have lavet dén røde vase til bordet i køkkenet.
60
Ambitioner
AMBITIONER
Da Helen er 24, er hun på investorseminar med Danske Bank
på et strandhotel, hvor der er udsigt fra konferencelokalet og de
taler om at geare sine investeringer, hvilket betyder at låne for at
købe flere aktier. Historisk set overstiger stigningen på markedet
renten, man skal betale for at låne, og historisk set tjener man
flere penge på aktier end på obligationer, også i nedgangstider.
Seminaret finder sted i 2006, og nu er Helen glad for, at hun
ikke tog imod rådet om at geare sine investeringer. Hendes fire
komma to millioner er blevet tyve procent mindre værd, men
det er gået bedre for hende end for så mange andre. Hun har altid
været forsigtig i sine valg. Det er en af de måder, hun definerer
sig selv. Ordene ”forsigtig” og ”konservativ” strides i hendes
hoved, men ”forsigtig” vinder, fordi ”konservativ” smager for
meget af politik. Det er ellers noget, hun for nyligt er begyndt
at interessere sig for. Politik. Med finanskrisen, som har gjort
hendes investeringer tyve procent mindre værd og jaget huspriserne helt i bund og fået banker til at krakke på stribe. Men ikke
Danske Bank, som foreslog hende at geare sine investeringer. De
61
UDFLUGTER
blev reddet af regeringen, og dét er politik: om bankerne skal
reddes eller ej, om de skal reguleres eller om det skal regulere
sig selv. Markedet, altså. De rige økonomer mener, at det er
selvregulerende over tid. De kan ikke forklare de børskrak, som
bliver ved med at komme. Bankerne i Eurozonen blev reddet,
Helens investeringer ser fornuftige ud på sigt, ingen af hendes
firmaer er gået konkurs. De er så småt begyndt at stige igen.
Hun har solgt sine Nokia, fordi hun ikke tror på deres potentiale
mere, fremtiden ligger i smartphones, og dér er de ikke fremme
i skoene. Hennes og Maurits går godt, de udvider i Indien og
Kina. Hun er bekymret for Novozymes, fordi hun mener at
prisen er overvurderet. Ikke fordi hun mener, at selskabet er
noget skidt. I Island lod de det hele krakke og startede forfra,
nu går det godt. Grækenland er bundet som et slagtesvin, de
kan ikke devaluere for at kickstarte eksporten, men de har heller ikke rigtig noget at eksportere. Det er et land, som lever af
lån og turisme, og hvem gider rejse til et land, hvor den største
ruin er økonomien? De producerer ikke noget af betydning, de
går alt for tidligt på pension og der er ikke nogen, som betaler
skat. Og nu vil de ikke acceptere nedskæringer, og resten af EU
behandler dem som børn, fordi de er det. Det er politik.
Lad os introducere forfatteren. Det er moderne med metalitteratur, som betyder litteratur om litteratur eller litteratur som
tematiserer skabelsen af litteratur eller litteratur, som er sig sin
status som litteratur bevidst. Det vil sandsynligvis gå i sig selv
igen, for det er egentligt ret irriterende og selvsmagende, når
forfatteren sådan stikker hovedet ind i teksten, men det er allerede en meget tidsbundet historie dette her med finanskrisen
62
Ambitioner
og alt dét, så vi kan lige så godt følge tidens litterære tendenser
også, selvom de er irriterende og selvsmagende, med mindre
man gør det diskret og underfundigt som Lone Aburas gjorde
i sin debut. Men altså. Forfatteren, som hermed er introduceret, mener, at det er på tide, at historiens mand gør sin entré,
for bogen handler jo om parforhold, så det skal denne historie
også handle om, og man kan ikke have et parforhold uden en
mand, med mindre man er lesbisk, og det er Helen ikke. Det
er ikke fordi, hun har noget imod lesbiske, eller imod bøsser
for den sags skyld, hun er bare ikke selv til folk af sit eget køn.
Det kan hun ikke gøre for.
Manden heder Ferdinand. Han er 23, og ligesom Helen er
han på investorseminar. Han hører ikke efter, da de taler om
gearing, han kigger på udsigten. Han har kun halvanden million, men han står til at arve cirka firs. Det er derfor, de har
inviteret ham med. Seminaret er kun for unge kunder, der står
til at arve over halvtreds millioner. Ferdinand er ligeglad med
penge på en måde, som kun folk, der har dem, kan være. Han
er kun taget med på seminaret på grund af indkvarteringen
og adspredelsen og den gratis middag. Ferdinand kan godt
lide gratis ting, på dén måde er han måske ikke helt ligeglad
med penge. Men det er nu ikke pengene, han tænker på, når
han jagter gratis ting, det er følelsen af at få en gave, der gør
ham så let indeni. Han sidder i sin vindueskarm i sin lejlighed
og ser ud på dén udsigt, han har dér. Læg mærke til, hvordan
forfatteren blander tiderne sammen og bruger nutidsformen
om både nutid og fortid og lader to situationer køre lige over
i hinanden via det, at de har udsigt til fælles. Det er moderne,
63
UDFLUGTER
det med at blande tiderne, det gør Lars Frost. Da forfatteren
læste hans bøger, irriterede det hende grænseløst, at han sådan
rodede rundt i nutid og datid og lod den ene glide over i den
anden tilsyneladende uden bagvedliggende tankevirksomhed,
men nu gør hun det i sin egen tekst, hun lader det ske, for
hun har besluttet, at i denne tekst skal det hele bare ske. Uden
bagvedliggende tankevirksomhed skal det hele bare ske. Det er
moderne. Men det er ikke for at være moderne, at hun gør det.
Faktisk er hun ret ligeglad med hvad, der er moderne (og ordet
”ret” er indsat fordi hun ikke er helt ligeglad, selvom hun gerne
giver sig ud for at være det). Hun gør det fordi hun gerne vil
være fandenivoldsk. Mange af de forfattere, forfatteren ser op
til, er fandenivoldske, det er en kvalitet, hun sætter pris på og
nu vil hun prøve at opnå den selv. Han har udsigt over søerne
i København, det er Ferdinand vi taler om nu. Ferdinand bor
altså i København. Det gør Helen også. Mange af personerne
i bogen bor i København eller omegn, fordi det er den del af
landet, forfatteren kender bedst, og man skal skrive om det, man
kender. Han bor på Øster Søgade. Det er en gade, forfatteren
har valgt fordi hendes bror bor der. Ferdinand bor desuden
på Øster Søgade fordi det er et sted, hvor rige mennesker bor,
ligesom han hedder Ferdinand fordi det er sådan et navn, rige
mennesker giver deres børn.
Helen og Ferdinand mødes igen efter nogle måneder. De
mødes i zoologisk have, men lad os sige, at det er zoologisk have i
Odense, for ellers foregår alt for meget i denne bog i København,
og man skal også tænke på salgstallene, det gør forlaget, når de
vælger om de skal udgive bogen eller ej, og folk på Fyn gider
64
Ambitioner
ikke læse bøger, der kun foregår i København. Og Italien. Forfatteren ved ikke, hvorfor så mange af hendes personer rejser til
Italien, sådan er det bare. De mødes foran løveburet i zoologisk
have i Odense. Løverne i Odense zoo har en stor, kunstig sten,
som er opvarmet hele året. Løverne elsker at ligge på dén sten.
Løver i naturen sover tyve timer i døgnet, og de kan især godt
lide at sove på varme sten. Løverne i Odense zoo er så glade
for deres varme sten, at de yngler som bare fanden. Ungerne
bliver altid aflivet, før de bliver kønsmodne, for forældrene er
ikke godkendt til at deltage i nogen avlsprogrammer. Deres
genetiske materiale er ikke godt nok. Med andre ord er de indavlede. Odense zoo prøver at skaffe nye løver, så de kan deltage i
avlsprogrammet, men det er ind til videre ikke lykkedes. Så ind
til videre bliver ungerne aflivet, ligesom løverne bliver fodret
med aflivede heste. I filmen ”Løvernes Konge” bliver det kaldt
”Livets Store Kredsløb”. Forfatteren kan de fleste replikker fra
dén film udenad, men det har ikke noget med historien at gøre.
Foran løveburet mødes Helen og Ferdinand, ser på hinanden,
ser væk, tænker ”hvor har jeg set hende/ham før?”, kigger igen
og siger ”Hej!” i tandem. Forfatteren kunne lige så godt have
skrevet ”i kor” eller ”i munden på hinanden”, men hun foretrækker ”tandem”, fordi det giver påmindelser om romantiske
cykler til to og folk, der cykler sammen ind i solnedgangen
som en cowboy og lever lykkeligt til deres dages ende. Hun
ville gerne have, at Helen og Ferdinand kunne leve lykkeligt til
deres dages ende uden konflikter, for alle de andre historier er
så fulde af konflikter og problemer og uforløste stridsspørgsmål.
Men sådan skal det ikke være. Man kan ikke skrive en historie
65
UDFLUGTER
uden konflikter, for det er slet ikke en historie, så Helen og
Ferdinand kan ikke få det som de vil ha’ det. Desuden er de alt
for forskellige, det er egentligt kun pengene, de har til fælles,
når man tænker over det.
Helen og Ferdinand kommer i tanke om investeringskurset
og den gratis middag, hvor de vist begge fik lidt for meget gratis
vin og faldt i snak og ikke kan huske hvad de talte om. De synes,
at mødet foran løveburet er pinligt, men de føler det begge to
som en pligt at indlede og udføre en samtale, fordi de jo kender
hinanden og har noget til fælles. De står foran løveburet i et par
minutter, og så kommer Ferdinands far hen til dem og spørger,
om Ferdinand ikke skal invitere sin veninde på en kop kaffe.
Ferdinand er taget med faderen i zoo fordi faderen betaler og
fordi Ferdinand har svært ved at sige nej til sin far. Nu stikker
faderen Ferdinand en halvtredser, som om dét er nok og som
om Ferdinand ikke selv har penge nok til at købe en kop kaffe.
Ferdinand nikker og spørger Helen, om hun vil ha’ en kop
kaffe. De serverer dårlig kaffe i zoo, men Helen takker ja, fordi
Ferdinands far står og smiler så enfoldigt og fordi Ferdinand
er lige så pinligt berørt som hun selv er og hun godt kan lide
dét ved ham.
Ferdinand og Helen går hen til nærmeste kaffebod, køber
to kopper og sætter sig ved et bord ved siden af et andet bord,
hvor der sidder en familie med to grædende børn. Det ene
barn holder kæft, da det får øje på en gråspurv, men det andet
er utrøsteligt. Det bliver simpelthen ved med at hyle og hyle,
indtil det bliver fuldstændig bordeaux i hovedet og forældrene
undskylder og trækker sig væk fra spiseområdet, og så begyn-
66
Ambitioner
der det andet barn at hyle helt forfra, fordi det ikke vil væk fra
gråspurven. Helen kan ikke lide børn, og en del af hende har lyst
til at spørge Ferdinand om han vil ha’ børn, men det lyder bare
så parforholdsagtigt, som om hun er ved at planlægge et helt
liv med ham, og det er hun absolut ikke. I stedet tager hun en
tår kaffe og smiler. Hun kigger på Ferdinand og synes at han er
okay pæn, næsen er lidt lille, men hans ansigt er harmonisk og
han er hverken for tynd eller for tyk eller for lav eller for høj. I
modsætning til sin veninde, Jasmin, mener Helen godt at mænd
kan være for høje, men Jasmin er også 182 cm. og Helen er kun
162. Ferdinand tænker, at Helen har pænt hår og at hendes smil
er pænt selvom hendes tænder er skæve. Hun burde nok have
haft bøjle på, hvorfor mon hun ikke fik det? Men det er ikke
noget man spørger om, det er ikke pænt, så Ferdinand drikker
af sin kaffe og smiler tilbage til Helen og spørger hvordan det
går med hendes investeringer, selvom vi allerede har slået fast,
at han er ligeglad med penge. Helen svarer og Ferdinand lytter
og nikker og giver så Helen det resumé, som hans far gav ham,
sidst de talte om hans aktier. Det er Ferdinands far, der styrer
det med investeringerne, Ferdinand har kun valgt Carlsberg og
Nestlé. Helen ville gerne have Disney, siger hun, det kunne ære
sjovt at have nogle aktier i Disney. Ferdinand nikker, selvom
han ikke forstår hvorfor dét kunne være sjovt.
”Hvad laver du så?” spørger Helen, og spørgsmålet kommer
helt bag på Ferdinand, for han laver ikke rigtig noget. Ind imellem læser han på universitetet, men det meste af tiden spiller
han bare computer eller læser tilfældige bøger, han får anbefalet
på nettet. Som regel læser han dem ikke færdig, men han lyver
67
UDFLUGTER
og siger, at han læser tysk, hvilket han også gjorde for et års tid
siden. Helen skal snart skrive speciale, hun læser til dyrlæge,
hun elsker dyr, det er derfor hun er taget i zoo, selvom nogle af
burene gør hende deprimeret. Ferdinand kan også godt lide dyr,
siger han, bare ikke katte. De har ikke nogen sjæl. Helen glor på
ham og føler sig sur indeni, sådan at sige at et dyr ikke har en
sjæl. Hun gruer ved tanken om at skulle aflive et dyr, det er den
værste del af jobbet forestiller hun sig. Faktisk ved Ferdinand
ikke engang om han tror på, at der er noget, der hedder en sjæl.
Egentligt mener han bare, at man bliver til jord. Helen tror på
Gud, i hvert fald sådan lidt. Hun tror ikke på dét med de syv
dage og at gå på vandet og sådan noget, men hun tror at der er
noget. Et eller andet, hun ikke kan definere fordi hun kun er
et menneske og mennesker har begrænset fatteevne i forhold
til universet og hvor stort det hele er. Efter at Ferdinand siger
det om kattene, spørger Helen ham, om han så tror på det med
sorte katte som symbol på det onde. Alt det andet, forfatteren
har skrevet efter dét, er ikke noget, de har sagt, det foregår kun
inde i deres hoveder eller rettere sagt i forfatterens hoved og her
på papiret, for Helen og Ferdinand er fiktive og derfor ikke har
nogen sjæl, uanset om der findes en gud eller et helt dynasti af
guder eller ej. Ferdinand trækker på skuldrene da Helen spørger ham om det med kattene og det onde. Han siger, at alting
vel er symbol på det, vi gør det til, men Helen kan ikke klare
folk, der viger udenom, især ikke når hun allerede er sur, og
hun er sur på Ferdinand for hans onde, onde kommentar om
katte. Helen har to katte derhjemme foruden fire zebrafinker
og et marsvin og hun ved at alle hendes dyr har en sjæl. Så hun
68
Ambitioner
spørger Ferdinand, hvorfor han ikke mener at katte har en sjæl,
og så siger han det om, at han slet ikke tror på sjæle og at vi alle
sammen bare bliver til jord. Men det er ikke godt nok til Helen,
for hvorfor fremhævede han så netop katte? Det kan han ikke
svare på, det var vel bare noget han sagde fordi han er bange
for katte. Bange? Ja. Han blev engang angrebet af en kat, da
han var seks år, han trækker ærmet op og viser at han stadig
har et ar fra dyrets klør. Helen er formildnet og drikker mere af
kaffen og siger, at hun tror at alt har en sjæl. Ferdinand nikker.
Tanken om at have ansvar for en udødelig sjæl skræmmer ham,
men han siger ikke noget om det, fordi han er bange for at lyde
fjollet. Han ved ikke en gang hvad han vil lave næste uge, og
så skulle der være en del af ham, der stadig svæver rundt om
tusinder af år? Hans far siger hele tiden, at han skal gøre noget
med sit liv, men Ferdinand har ingen ambitioner. Man behøver
ikke have ambitioner, når man står til at arve firs millioner.
Man kan sagtens klare sig uden, når man har firs millioner og
er tilfreds med en treværelses og mad man kan lave uden at
svine mere end én gryde til, og som man bagefter kan spise af
gryden. Men det siger Ferdinand ikke til sin far, og han siger
det heller ikke til Helen.
De har drukket deres kaffe og sidder stadig ved bordet, og
gråspurven fra før har fundet noget brød at æde. Mod deres
vilje aftaler de at mødes igen, Helen bryder sig egentligt ikke
om Ferdinand, han virker useriøs, og Ferdinand synes at Helen er naiv. Senere vil han synes, at naiviteten er klædelig og
charmerende, og at hun i øvrigt er meget vidende på mange
områder, og Helen vil mene at Ferdinand er en fri sjæl, som
69
UDFLUGTER
lever livet på sine egne præmisser. Det starter omkring midnat ugen efter, da de begge er forbavsende ædru og musikken
banker og de kysser for første gang. De kysser, før de synes helt
om hinanden, fordi det er det man gør og de ikke ved hvad
de ellers skal gøre og det skader vel for fanden ikke. Men der
sker noget elektrisk, da deres læber mødes, og pludseligt tør de
kaste sig ud i det som de aldrig har kastet sig ud i noget før. Da
de er flyttet sammen i Ferdinands nyligt rengjorte lejlighed, vil
Helen somme tider ønske, at Ferdinand kunne leve lidt mere på
nogle fælles præmisser, som de kunne definere sammen, men
hun er i lang tid glad for, at han kræver så lidt af hende og giver
hende rum til at gøre, hvad hun vil på hendes måde. Han har
ikke engang noget imod, at hun beholder sin lejlighed, det giver
jo mening med boligpriserne, som hun siger. Hendes eks var
meget dominerende, det hele skulle foregå på hans måde, selv
gulerødderne skulle skæres netop sådan. Det var derfor hun
slog op med ham. Gulerødderne var den sidste dråbe. De ville
lave mad sammen, og bagefter skulle de spise med fjernsynet
slukket og snakke om hvad det var, der fik dem til at drive væk
fra hinanden. Men da Frederik rettede hende i hendes måde
at skære gulerødder, eksploderede hun. Kniven plantede hun
i skabslågen, og så skreg hun ad ham, at hun udmærket vidste
hvad der var galt og at han gjorde hende så lille som hun aldrig havde troet hun kunne være, at hun hadede ham for det
og at hun for Satan i Helvede havde fået nok. Og så tog hun
sine sko, som var det eneste ud over tandbørsten, hun havde
hos ham, fordi hun langsomt i løbet af et par uger havde taget
det hele med hjem i små portioner, så han ikke skulle lægge
70
Ambitioner
mærke til, at hun var ved at forlade ham, og med skoene i hånden marcherede hun ud af døren. Hun tog dem ikke engang
på, før hun nåede gaden, for det ville ødelægge hendes exit at
stoppe op for at binde snørebånd. Da hun forlod Ferdinand,
tog hun sig tid til at tage skoene på. Hun var blevet ældre og
mindre dramatisk, og læg mærke til hvordan forfatteren bliver
i datid, selvom vi bevæger os tilbage til nutiden eller rettere
sagt fremtiden, for de sidder stadig i zoo og har drukket deres
kaffe og aftaler at mødes igen. Hvilket de så gør en uge senere
tilbage i København. De er på et diskotek, som forfatteren vil
undlade at navngive, fordi hun ikke ved hvad nutidens hippe
steder hedder, og det er et hipt sted, de er, for de tror begge at
den anden forventer det. I virkeligheden ville Ferdinand hellere
være på en hyggelig low-key bar, og Helen synes at diskoteket
minder om et hospital med vrangen ud. Dét tør de sige, da de
har kysset, og så griner de sammen og beslutter at tage hen på
en pub, der ligger i nærheden og fra dén dag altid være ærlige.
Helen fortæller på vejen om sine bedsteforældre, der begge to
i årevis tog den del af rundstykket, de mindst kunne lide, for at
den anden kunne få det bedste. Mormoderen foretrak underen
men tog overen, og morfaderen foretrak overen men tog underen. Faktisk kunne hun ikke fordrage den måde birkes satte
sig mellem tænderne, men hun tog dem så han ikke skulle slås
med problemet. Og han elskede smagen af de små frø, for ham
var de hele højdepunktet ved et rundstykke, og de fandt først
ud af det, da de havde været gift i tolv år.
Inde på pubben handler samtalen om forældre og hvordan
Ferdinand synes, at hans mor ligger under for hans far. Det vil
71
UDFLUGTER
han ikke, måske er det derfor, han aldrig følger faderens råd,
selvom han godt kan se pointen i dem. Helen er glad for sine
forældre, de har altid støttet hende og haft tid til at lytte. Senere
vil hun tænke, at grunden til at Ferdinand ikke følger sin fars
råd er, at han er doven, men nu synes hun, at det giver god
mening, at det er en slags oprør, en slags måde at være fri. Hun
selv har mere brug for tryghed end frihed, og så taler de om
kontrasten mellem de to begreber og om man kan opnå begge
dele og om socialpolitik i Danmark og i USA.
Da pubben lukker, tager de hjem til Helen og knepper hårdt
og længe. Dels bor hun tættest på og dels siger Ferdinand, at
hans lejlighed er en lille smule rodet. I virkeligheden ligner soveværelset indersiden af en røv, og køkkenet er dækket af et lag
mug så tykt, at det ikke er usandsynligt, at der er ved at opstå en
ny livsform et sted mellem gryderne. De tager hjem til Helen og
knepper, og sex bliver den vigtigste ingrediens i deres forhold
i lang tid. Selv da alt andet går ad helvede til, har de sex fire til
fem gange om ugen, og det er det fysiske aspekt ved forholdet,
som får Ferdinand til at holde fast i Helen, selvom hun minder
ham om hans far. Den måde hun plager ham om at få en uddannelse. Hun kalder ham lavsocial en dag, hvor hun er ekstra
sur, og Ferdinand spørger, om hun er ved at få menstruation.
Så kaster hun et glas vand ud over hans tastatur og smækker
med døren, og Ferdinand vender tastaturet på hovedet, men
vandet bliver liggende inde i knapperne og hans character dør
og wiper hele hans party og de taler ikke sammen resten af
dagen. Til sidst siger Helen undskyld for dét med vandet, men
hun vil ikke undskylde for at have ambitioner på hans vegne.
72
Ambitioner
Selv er hun færdig med specialet og fik ti og er ved at søge job.
Godt for hende, tænker Ferdinand og er sur over, at hans far er
stolt af hans kæreste, om ikke han kunne lære noget af Helen?
Helen er begyndt at tænke på børn, selvom de aldrig har appelleret til hende før, snotnæser og lortebleer og måneder uden
ordentlig søvn, men der er ved at ske noget i hendes krop, som
om livmoderen har omprogrammeret hendes hjerne og begået
mytteri. Og hver gang hun tænker på børn, tænker hun på, at
hun ikke vil have børn med Ferdinand. Så hun bliver ved med
at tage sine p-piller og have sex fire til fem gange om ugen, fordi
det er lige så godt som det var den første måned. Bedre end
med nogen anden, hun har været sammen med, ikke at hun har
været sammen med så mange. Hun begynder at bede til Gud
om, at Ferdinand må ændre livsindstilling og se at få noget ud
af sig selv, han har så meget potentiale. Da hun sagde det til
ham, at han havde potentiale, flippede han helt ud og kaldte
hende Anker, for det hedder hans far, og siden har hun ikke
nævnt det. Nu taler hun bare om hvor sjovt det var at studere,
at overkomme udfordringerne og hvor glad hun er for at føle sig
som en rigtig voksen nu. Men det hjælper ikke at bede, hverken
til Ferdinand eller til Gud. Måske er det fordi Ferdinand ikke
er troende. Hun spekulerer på om Gud kan udrette mirakler
for én, der ikke tror på, at han har en sjæl.
Hun bliver hos ham i halvandet år, indtil hun finder en
anden. Hun er ikke utro. Hun ved bare, at skal hun leve det liv,
som er rigtigt for hende, så skal hun leve det med Erling. Det
er et gammeldags navn og han er gammeldags på alle de rigtige
måder. Han tror på hårdt arbejde og fællesskabsånd, og så vil
73
han giftes i en kirke og have to børn, en pige og en dreng. Han
går kun med ensfarvede sokker, sorte eller grå, og Helen hader
de dér multikulørte rædsler, som midaldrende mænd stikker
deres fødder i for at bevise, at de stadig er unge. Erling er to år
ældre end hende, han er smuk, og så ved han det tilsyneladende
ikke. Han er så rolig og stabil, men man kan mærke passionen
under overfladen, synes Helen, hun er sikker på, at hun nok skal
få den frem. De mødes på et kursus, Helen tager for at opkvalificere sig, han er laborant og tager det fordi hans arbejdsgiver
synes, at det er en god idé. De danner en studiegruppe sammen
med Pia, men Pia falder fra på grund af en diskosprolaps, og
Helen og Erling fortsætter med at arbejde til sent på aftenen og
snakke om alt indtil Helen skal hjem. Hun overnatter sjældent
hos Ferdinand de aftener, hvor de har studiemøde, så hun kan
være længere hos Erling, og det bliver senere og senere indtil
Helen en dag først kommer hjem med morgentoget. Men de har
ikke sovet sammen. Hun ved, at Erling gerne vil være hendes
kæreste, men han siger, at han respekterer, at hun er i et forhold,
og det respekterer hun ham for.
Hun siger til Ferdinand, at det er slut en eftermiddag efter,
at hun har forberedt sig alene inde i soveværelset. Hun stiller
sig foran vinduet og beder til Gud om, at hun gør det rigtige,
og så går hun ind i computerrummet og beder Ferdinand om
at slukke. Der er noget, de skal tale om. Ferdinand slukker uden
at afslutte sin quest, og hun siger, hvad hun skal have sagt. Han
sidder bare og stirrer på hende som om han ikke har forstået
budskabet, og hun er fristet til at gentage eller bede om en reaktion. Han ser sådan ud, fordi han ikke er overrasket og ikke
ved, hvordan han skal formulere det. Han kender ikke til Erling,
men han har godt lagt mærke til, at Helen tilbringer mindre tid
hos ham og fylder mindre i hans skab, at hun somme tider sover
i sin egen lejlighed og at de ikke taler sammen, når de spiser.
Helen beder om en reaktion. Ferdinand nikker. Han siger, at
han ikke er overrasket, han har godt set det komme. Så er det
Helens tur til at nikke, hun er skuffet over så lidt modstand hun
får, som om han bare har ventet på at hun skulle slå op fordi
han er for doven til at gøre det selv. Eller fordi han ikke vil tage
dét ansvar. ”Jeg går ind og pakker mine ting nu,” siger hun, og
Ferdinand nikker igen. ”Jeg går en tur,” siger han og regner ikke
med, at hun er der, når han kommer tilbage og regner ikke med
at se hende igen, med mindre banken holder et andet kursus.
.
75
UDFLUGTER
HANS OG JONNA
DEL 1: HANS
Hans bukkede sig ned og gik ud af teltet. Klokken var lidt over
seks, og solen stod allerede højt på himmelen. Den var blå med
hvide skyer. Lammeskyer, tænkte Hans og smilede til Jonna,
som havde to trøjer på udenpå hinanden. Han kyssede hende
på kinden, samlede sin fiskestang op og gik hen og hentede en
ny dåse majs i køkkenkassen. Det var den tredje dåse, og han
havde ikke fanget noget endnu. Men fiskene elskede majs, det
havde han fået at vide, og det var Lars, der havde sagt det, og
Lars arbejdede i en jagt- og fiskeributik.
Hans satte sig til rette på en sten nede ved søen, hev låget af
dåsen og satte en majs på krogen. Så rejste han sig, svingede
stangen og lod agnen flyve, betragtede stolt flyderen, da den lå
og duvede ti-femten meter ude. I dag skulle han nok få bid. Før
eller siden var det nødt til at lykkes, og det skulle helst være
før. Mest for Jonna.
76
Hans og Jonna
Endnu en majs blev anbragt på krogen, Hans kastede og satte
sig. Det var fjerde dag, han fiskede alene. Jesper og Erling havde
sagt, at deres kærester altid plagede dem om at lave noget sammen. Hans havde foreslået, at Jonna kom med ned til søen for
at fiske, men hun havde sagt, at hun ikke brød sig om at slå
uskyldige dyr ihjel, og det havde ført til en længere diskussion om industrislagterier og dyretransporter og pakket kød i
supermarkedet.
De havde alligevel kun én ordentlig fiskestang, så Jonna ledte
efter nødder og bær i stedet. Selvom det var for tidligt på året.
Linen havde viklet sig ind i nogle vandplanter. Hans trak
den ind og fjernede de fedtede blade. Så kiggede han på uret.
Den var to. Han tog en skive tørt brød op af lommen og gav
sig til at gnave på den.
Hans smed et par majs ud i vandet ved siden af flyderen. To af
dem flød oven på indtil en fisk kom og spiste dem. Så svømmede
den væk. Han sad længe og kiggede ud over vandoverfladen.
Hans tænkte på Jonna og drejede på spolen. Måske de skulle
tage på badeferie senere på sommeren? I Tyrkiet måske, noget
mere eksotisk eller Ægypten, gad vide hvad dét kostede. Han
ville egentligt gerne se pyramiderne, det var sådan noget man
skulle, før man var død.
Mon jeg skulle prøve med en mindre krog? tænkte Hans ved
firetiden; gad vide om fiskene kan se denne her. Han overvejede
om han skulle prøve et af de blink, han havde købt hos Lars, inden
de tog af sted, eller wobleren måske. Han havde brugt det højt
77
UDFLUGTER
anbefalede 20 grams Abu Atom den første dag, men det havde
ikke givet bedre resultater end majsene, og desuden brød han
sig egentligt ikke om at narre fiskene med kunstig mad.
”Har du fanget noget?!” lød det oppe fra lejrpladsen.
”Ikke endnu!” råbte han tilbage og spiddede en bille på
krogen. Den fægtede med benene.
”Har du fundet nogen bær?” spurgte han.
Der kom intet svar. Han rejste sig op, kastede og satte sig
ned igen. Så rømmede han sig.
”Har du fundet nogen bær, skat?!” gentog han.
”Nej! Jeg tror det er for tidligt på året!”
Han nikkede og forsøgte at koncentrere sig om flyderen, der
et øjeblik så ud som om den flød mod strømretningen. Måske
var det en metafor på ham og Jonna, der flød i forskellige retninger, tænkte han, selvom han ikke havde lyst til at det skulle
være sådan, og han ikke kunne se hvorfor naturen sådan skulle
skabe metaforer for hans liv med mindre der var en gud, der
planlagde det hele, og dét havde han altid haft svært ved at tro på.
Klokken var blevet fem, og Hans stirrede ud over søen. Flyderen hoppede i vandet, men han tog sig ikke af det og så gik den
under. Han mærkede et ryk i linen og begyndte panisk at dreje
og hive, det er en ordentlig én! tænkte han og den sprællede og
kæmpede og var lige ved at slippe væk, men han nåede at redde
fangsten ved at give efter på det rigtige tidspunkt og så hive til.
Han svingede stangen ind over land, og fisken blev luftbåren.
Da han samlede den op, kunne han godt se, at den ikke var
så stor, som han havde regnet med. Ikke 30 cm., men i hvert
78
Hans og Jonna
fald næsten 20. Så tog han fat om den glatte krop og vristede
krogen ud af fiskens mund.
”Du er lige blevet udnævnt til aftensmad,” sagde han til dyret,
som spjættede en gang og gloede med sine flade øjne.
Hans gik op ad bakken og ind i lejren. I den ene hånd havde han
fiskestangen og dagens fangst, i den anden resten af majsene.
Jonna havde sat tallerkener frem og var ved at øse havregrød op.
”Se,” sagde han. ”Jeg har fanget en fisk!”
Jonna kiggede på fisken.
”Jeg har lavet mad,” sagde hun. ”Kom og spis.”
Hans tøvede.
”Jamen … fisken,” sagde han.
”Ja, hvad med den?” sagde Jonna.
”Men den skal da steges!” udbrød han. ”Jeg har fanget en
fisk!”
Jonna kylede skeen fra sig.
”Så kan du kraftedeme stege den selv!” skreg hun og slog til
dåsen med majs, så den fløj ud af hånden på Hans og landede
på jorden med en skramlende lyd – ”Og så kan du ta’ Jesper
eller Martin med på dine åndssvage vildmarksture fra nu af!
Okay? Jeg gider ikke mere! Jeg vil hjem! Jeg har kraft-edderfandeme fået nok!”
Hans stirrede på hende – smækkede stang og fisk ned på
campingbordet og gik.
Han vandrede rundt i skoven. En gang i mellem samlede han
en gren op. Så kastede han den fra sig. Så samlede han en ny
79
UDFLUGTER
gren op og slog den mod et træ. Han samlede flere grene. Lod
den falde ned på skovbunden. Samlede grene igen. Han foldede
kraven op om ørene med sin frie hånd, kylede brændet fra sig
og sparkede til det.
”Så må du sgu’ stege den selv,” vrængede han.
”Okay,” sagde han højt. ”Så steger jeg den sgu’ selv.”
Jonna var ikke i lejren, da Hans kom tilbage, men han var heldigvis også bare ligeglad. Han lagde nogle småkviste på gløderne,
og med et sodet grydelåg viftede han til dem, til ilden fik fat,
tilføjede et par større grene og viftede videre, indtil han havde
et regulært bål. Så rejste han sig op og gik hen og hentede fisken.
Han tog sin lommekniv frem, skrabede skællene af den og skar
bugen op på den; et rent snit fra gat til gæller. Derefter hakkede
han hoved og hale af, tog indvoldene ud og spiddede den på en
pind, som allerede var spidset.
Sno-fisk, tænkte han og holdt den døde fisk ind over flammerne, parkerede kæppen mellem tre sten og rejste sig op for
at finde noget vand til en kop kaffe.
”Hans?”
Jonna var kommet tilbage. Han havde godt hørt hende, men
han blev siddende med ryggen til og kiggede ind i bålet.
”Skat?” sagde hun.
Han ombestemte sig.
”Hvad nu?” sagde han.
”Undskyld,” sagde hun. ”Jeg …” Han vendte sig om og afbrød hende:
80
Hans og Jonna
”Det skulle du have – Hvad er der sket?!” råbte han så; hendes
trøje var indsmurt i blod, og hun stod med et dødt, dryppende
dyr i hånden, og kaffen sjaskede ud over det hele fra Hans’ kop.
DEL 2: JONNA
Hans kom ud af teltet og klokken var kun lidt over seks og solen
stod skide meget højt på himmelen. Jonna trak hænderne op i
ærmerne og stoppede dem ind under armene. Hun havde ikke
kunnet sove fordi der lå en sten under hendes liggeunderlag, så
hun havde været oppe i næsten to timer og var drabeligt sulten.
Nu stod han og så morgenglad ud og kyssede hende på kinden.
Hans samlede fiskestangen op, gik hen til køkkenkassen og
fandt en dåse majs. Det var den tredje dåse majs, han havde
åbnet uden resultat. Jonna trak vejret og Hans strakte sig og
begav sig ned mod søen. Hun satte sig ved bålstedet og gloede
på sine sko. De var beskidte.
Jonna skuttede sig. Hun tog en ekstra trøje på uden på de to
andre og satte sig på en træstub, trak sin lånte schweizerkniv
op af lommen og begyndte at snitte i en pind. Først snittede
hun den spids, så prøvede hun at gøre den stump igen. Bladet
var sløvt. Hun smed pinden fra sig.
Så foldede hun kniven sammen og stak den i lommen, rejste
sig op og gik hen og kiggede ned i køkkenkassen; dåsemajs,
pulverkaffe, havregryn og et flintrende uinspirerende, fossilagtigt tørt brød. Dåseleverpostejen og makrellen var spist. Hun
81
UDFLUGTER
lukkede låget igen og gik tilbage til sin sovepose, som hun flyttede over på Hans’ side, lagde sig ned i den og krummede sig
sammen til et garnnøgle.
Jeg må have sovet, tænkte Jonna, da hun vågnede, for klokken
var halv tre om eftermiddagen. Hun satte sig op og den lyseblå
teltdug foretog cirkelbevægelser over hendes hoved, og hendes
mave føltes som om den var ved at fortære sig selv.
Hun kravlede ud af teltet og kom langsomt op at stå. Udenfor gik hun hen og hentede den bulede gryde og posen med
havregryn, hældte gryn i gryden, så der også ville være noget
til Hans, når han kom tilbage fra sin håbløse fisketur.
Så kom hun i tanke om, at de ikke have tændt bål endnu.
”Lort,” mumlede hun og tog tændstikkerne frem.
Jonna så ned mod søen, imens hun rørte i gryden. Hun kunne
ikke se Hans, men hun vidste, at han stadig sad dernede og
fiskede.
”Har du fanget noget?!” råbte hun.
”Ikke endnu!” svarede han. ”Har du fundet nogen bær?”
”Op i numsehullet med dig og dine ikke-eksisterende bær,”
mumlede hun.
Hun plaskede skeen rundt i gryden.
”Har du fundet nogen bær, skat?” gentog Hans.
Jonna rømmede sig og viftede til bålet med en tallerken og
ville i dén grad ønske at hun havde en burger.
”Nej!” råbte hun. ”Jeg tror det er for tidligt på året!”
82
Hans og Jonna
Da hun mente, at grøden var færdig, tog hun et viskestykke om
hånden og prøvede at få fat i grydens håndtag, men flammerne
var for høje. Hun samlede en kæp op og forsøgte at lægge nogle
af brændestykkerne ned ved at prikke til dem. Et af de største
stykker gav sig, og en sky af gnister fløj op mod hende, da det
væltede og tog gryden med sig i faldet. En glød brændte igennem hendes ærme.
”Av!” skreg hun, smed kæppen fra sig og tog sig til håndledet
– ”Forbandede pis og lort for helvede!”
Hun sparkede til den væltede gryde, så den fløj tværs over
lejrpladsen og klumper af halvbrændt grød ramte teltdugen og
det vakkelvorne campingbord, før gryden landede et stykke
borte, roterede og lå stille. Jonna satte sig hårdt ned på jorden.
Hun knyttede hænderne og kneb øjnene sammen. Trak vejret
ind og holdt det.
Hun rejste sig igen. Gik ind i teltet.
Det blev kun værre, jo længere hun forsøgte at undertrykke
sin sult, så til sidst stod hun op. Gryden lå i den anden ende
af lejrpladsen.
Bålet var blevet til gløder nu, det tørre træ brændte så hurtigt,
at man skulle holde øje med det hele tiden, hvis man ikke ville
starte forfra. Jonna gik hen og holdt hånden ind over det; det
var stadig varmt. Hun lagde nyt træ på, vaskede gryden af og
begyndte forfra med en ny portion skingrende kedsommelig
grød.
Hans kom gående op ad bakken med majsdåsen i den ene hånd.
83
UDFLUGTER
I den anden havde han fiskestangen og en usportsligt lille fisk.
Hun tog deres tallerkener frem, anbragte en klat havregrød i
hver af dem og satte måltidet på bordet.
”Se,” sagde Hans. ”Jeg har fanget en fisk!”
Hun kiggede på fisken.
”Jeg har lavet mad,” sagde hun og forsøgte at smile. ”Kom
og spis.”
Hans rynkede panden.
”Jamen… fisken,” sagde han.
”Ja, hvad med den?” sagde Jonna.
”Men den skal da steges!” udbrød Hans. ”Jeg har fanget en
fisk!”
Jonna kastede skeen fra sig. Noget knækkede inden i hende.
”Så kan du kraftedeme stege den selv!” råbte hun og slog til
dåsen med majs, så den fløj ud af hånden på ham ”Og så kan
du ta’ Jesper eller Martin med på dine åndssvage vildmarksture
fra nu af! Ok? Jeg gider ikke mere! Jeg vil hjem! Jeg har kraftedder-fandeme fået nok!”
Hans stirrede på hende. Så hamrede han fisken ned på campingbordet og skred.
Jonna satte sig foran det døende bål. Hun stirrede på flammerne
gennem de tårer, hun ikke gad holde tilbage mere.
Hun rejste sig op og gav sig til at sparke til de sten, som lå i
en cirkel rundt om bålet. Så satte hun sig ned igen. Hun samlede
en kæp op og prikkede hårdt til kullene, så smed hun den fra
sig. Hun snøftede.
Hun blev siddende i et par minutter og stirrede på det ul-
84
Hans og Jonna
mende træ. Så tørrede hun øjnene i ærmet og gik i gang med
at lægge stenene på plads igen.
En hare hoppede ind på lejrpladsen og begyndte at spise af
de spildte majs. Jonna kastede irriteret et blik på dyret.
”Skrid,” sagde hun til den.
Den reagerede ikke. Så kylede hun af al kraft den sten hun
havde i hånden hen mod haren, og hendes kast var mere velplaceret, end hun havde regnet med: Haren vendte om, men
den blev ramt i hovedet, før den nåede at springe.
Jonna rejste sig forskrækket – død? nåede hun at tænke,
før hun stod lænet ind over dyret. Den så ikke ud til at trække
vejret, og der var en blodig plet på siden af dens hoved. Den
bevægede sig ikke engang, da hun puffede til den med foden.
Jonna satte sig ned på hug og rørte ved pelsen. Den var varm.
Men død, tænkte hun, helt afgjort fra A til Z død. Hun havde
kastet en sten og slået en hare ihjel.
Hun tog fat i bagbenene for at gå ind i skoven og skille sig
af med den – vrøvl, tænkte hun så og stoppede op – der er jo
ikke noget i vejen med den, den er jo ikke selvdød eller sådan
noget. Hun så på haren i sin hånd.
Jonna holdt gnaveren op foran sig. Hun var gået ned til søen for
at partere den. Nu lagde hun den på en stor sten.
Hun tog bedre fat om skaftet på Hans’ jagtkniv, som hun
havde gravet op fra hans rygsæk, satte bladet mod harens hals,
lukkede øjnene og skar. Da hun så ned igen, var hun glad for, at
hun var gået væk fra lejren; dyrets tyktflydende blod strømmede
ud over stenen og ned på jorden. Hun løftede den i bagbenene
85
UDFLUGTER
og holdt den over vandet, til den ikke dryppede mere. Vandet
blev mørkt. Så lagde hun haren tilbage på stenen.
Jonna satte kniven mod dyrets mave. Den var skarp, det
måtte hun gi’ ham; Hans havde orden på sine ting. Meget bedre
end hendes åndssvage lånte lommekniv.
Hun lagde et snit fra nederst på maven op til dér, hvor hun
havde skåret halsen over, og et klæbrigt væld af tarme og organer
kom til syne. Hun vendte hovedet væk.
Så tog hun mod til sig og betragtede dyret kritisk. Måske
kunne man få indvoldene ud uden at røre ved dem.
Jonna lagde kniven på jorden, tog fat i nakkeskind og hale
og prøvede at ryste haren for at få indvoldene ud. En strøm af
tarme væltede ud af dyret, men de sad stadig fast i begge ender.
Jonna åndede tungt ud.
”Kom så,” sagde hun til sig selv, stak hånden ind i bughulen
og greb fat.
Haren var næsten fri for blod og organer. Jonna hakkede omhyggeligt fødderne af dyret, skyllede dem og stoppede dem i lommen.
Så tørrede hun kniven af i græsset og stak den tilbage i skeden,
hankede op i haren og vendte sig om for at gå hjem til lejren.
DEL 3: HANS OG JONNA
”Hans?” sagde hun, da hun kom ind i lysningen. Han sad ved
bålet med ryggen til hende og reagerede ikke.
”Skat?” prøvede hun.
86
Hans og Jonna
”Hvad nu?” spurgte han arrigt.
Jonna så sig om efter et sted at lægge haren, men endte med
bare at stå og dingle med den foran sig.
”Undskyld. Jeg …” – mere nåede hun ikke at sige, før han
vendte sig om:
”Det skulle du have – Hvad er der sket?!” sagde han og rejste
sig pegende op.
”Har du … har du dræbt den?!”
Han så helt forkert ud i hovedet.
”Ja,” svarede hun.
”Jamen. Jeg forstår ikke, vi har jo ikke noget jagttegn, Jonna.”
”Det er da lige meget, er det ikke? Hvis vi spiser beviserne?”
Hans blev stående og stirrede på hende.
”Hans, der er ikke noget galt,” sagde hun så. ”Det er bare
mad. Ikke?”
”Jo … jeg mener. Jonna, du bliver altså nødt til at fortælle
mig hvad der er sket.”
”Det skal jeg nok. Men skal vi ikke først få sat denne her
over? Jeg er monstrøst sulten.”
”Øh. Jo. Men så fortæller du også bagefter.”
”Det lover jeg.”
Ved hjælp af et par kraftige grene fik de anbragt haren over
gløderne. Hans havde flået skinnet af den og Jonna havde
skåret den stegte fisk midt over og lagt hver halvdel på en
tallerken. De satte sig ved siden af hinanden og spiste fisken
som forret.
Jonna fortalte.
”Du slog den ihjel med en sten?” spurgte Hans, og hun
87
nikkede.
”Det var ikke en gang med vilje. Jeg var helt chokeret over
hvad jeg havde gjort til at starte med, men jeg må alligevel have
noget stenalderjæger i mig. Man lader jo ikke bare sådan kød
gå til spilde, når man har sultet i en uge.”
”Hvad gjorde du så?” spurgte han og lænede sig frem.
”Jeg gik ned til søen og flåede den. Det var faktisk en ret
utrolig oplevelse, selvom jeg syntes det var fantastisk ulækkert
til at starte med. Jeg følte mig rigtig primitiv og selvforsynende.”
Hans rystede på hovedet.
”Hvad?” spurgte Jonna.
”Jeg er bare imponeret.”
”Det er der da ingen grund til. Det var jo et tilfælde, at jeg
ramte den.”
”Bare sådan ’ups, der døde den’?”
Jonna fik ikke åbnet munden hurtigt nok, så det første latterudbrud kom ud gennem næsen.
”Lige præcis!” sagde hun. ”Det var virkelig ’ups’!”
”Først, da jeg så dig, fik jeg slet ikke øje på haren,” sagde
Hans. ”Jeg så kun alt blodet. Du kan ikke forestille dig hvor
bange jeg blev.”
Hun holdt inde med latteren og så på ham.
”Jeg elsker dig, Jonna.”
”Jeg elsker også dig,” svarede hun. ”Rigtig meget.”
Hans nikkede.
”Da jeg ikke fangede nogen fisk, troede jeg, at det var en
metafor eller et eller andet.”
”Det forstår jeg ikke.”
”Det gør jeg heller ikke. Jeg er bare glad for at du er her. Og
at det ikke var dit blod. Og hvis det er en metafor, så er jeg glad
for at du fangede dén hare.”
Jonna smilede skævt.
”Men jeg tror altså ikke, at det er en metafor,” sagde han.
”Bare rolig.”
Hun nikkede.
”Man ved bare aldrig, vel? Med sådan noget.”
”Nej,” sagde Jonna og spiste den sidste bid af fisken. ”Det
gør man vel ikke.”
.
89
UDFLUGTER
OPEL ASTRA
Ann ligger og stirrer op i loftet imens Rasmus roder rundt mellem hendes ben. En eller anden må have fortalt ham, at kvinder
elsker oralsex, tænker hun; det er bare ærgerligt, at ingen har
lært ham, hvordan man gør.
Hun prøver at koncentrere sig, men kommer i stedet til at
spekulere på, om man mon også har deller dérnede. Rasmus
roder videre uden resultat. Det er ved at blive pinligt. Mest for
ham, selvfølgelig, men –
Det ringer på døren. Rasmus løfter hovedet i et ryk og Ann
benytter chancen til at slippe væk.
”Jeg må hellere åbne,” siger hun og smider badekåben om
sig, før hun springer ned ad trappen.
Hun når hoveddøren og åbner den. Udenfor står to uniformerede betjente og ser akavede ud. Ann ser på dem.
”Ja?” spørger hun, da de har stået og kigget på hinanden i
adskillige sekunder.
”Goddag,” siger den ene af betjentene.
Han er en høj, lyshåret fyr, der på en eller anden måde vir-
90
Opel Astra
ker for stor til sin egen krop. Kvinden ved siden af ham bider
sig i læben. Hendes uniform strammer over brystet. En hurtig
tanke om nedskæringer og beklædningsbevillinger farer gennem Anns hjerne.
”Hej. Hvad drejer det sig om?” spørger hun, selvom hun
godt kender svaret.
”Det handler om Deres bror,” siger den kvindelige betjent.
”Aha. Hvad har han nu rodet sig ud i?”
”Vi må hellere gå indenfor.”
Ann ved af erfaring, at hvis politiet vil indenfor, så bliver de
ved med at spørge, indtil man lukker dem ind. Høfligt insisterende. Hun leder dem ind i stuen.
”Ja?” spørger hun, da hun har sat sig i sofaen og de står underligt svævende på gulvet foran hende. Rasmus kommer langt
om længe ned ad trappen og ligner en reklame. Nu sætter han
sig ved siden af hende og er afventende og støttende.
”Det er ikke nemt dette her,” siger kvinden.
”Hvad har han lavet?” spørger Ann. ”Har han slået nogen
ihjel nu?”
”Det … han,” får manden fremstammet, før han igen går i
stå. Han rømmer sig og flytter på fødderne. Han må være ny.
Den kvindelige betjent tager ordet.
”Der er ingen let måde at sige det her på. Din bror er død.”
Ann overvældes af et øjebliks sugende mangel på tid, efterfulgt af fortættede, altopslugende sanseindtryk: træerne og
græsset så grønt i baghaven på den anden side af ruden, som
er støvet, et edderkoppespind, duft af persille, halvvisne lyserøde blomster i klar vase med plumret vand, der er koldt i
91
UDFLUGTER
stuen, sollys gennem den støvede rude, gyldent, fugleskrig en
krage, rød bil i høj fart, årerne i sofabordet og en uforklarlig
lugt af hendes mors parfume. Så hysteri. Hun ved det godt men
er ude af stand til at forhindre det. Hun skriger og kaster sig
mod betjenten og slår hende på det fyldige uniformsbryst, til
ordensmagten lægger armene om hende og holder hende fast.
Ikke hårdt, men bestemt. Og beroligende.
Hun hulker i betjentens favn indtil Rasmus rejser sig op
og tager over. Han anbringer hende på sofaen og lægger et
tæppe over hendes skuldre. Så går han ud og veksler et par ord
med betjentene, før han fortrækker til køkkenet for at lave te.
Betjentene går. Ann kan høre Rasmus fylde vand i elkedlen og
åbne overskabet. Det, som knirker. Lortekøkken. Hun stirrer
på et punkt til højre for fjernsynet.
Rasmus kommer tilbage med en kop kamillete, som han
sætter på bordet foran hende.
”Hvordan går det?” spørger han.
”Vil du ikke gå hjem til dig selv i aften?” spørger hun.
Hun siger i aften, men mener nu.
”Er du sikker?” spørger han.
Tårerne er holdt op nu. Hun nikker.
”Okay,” siger han så og stryger hende over håret.
”Jeg er ikke en hund.”
Rasmus tager hånden til sig og bliver siddende på kanten
af sofaen.
”Hvorfor laver du altid te, når der er noget galt?” spørger
hun så.
”Det ved jeg ikke,” svarer han. ”Nok fordi min mor gør det.”
92
Opel Astra
”Jeg hader te,” siger hun, selvom det ikke er sandt. ”Nej, jeg
gør ej.”
Hun har lovet sig selv ikke at lyve over for Rasmus. Ikke
over for ham.
Hun trækker tæppet sammen om sig. Hun har kvalme men
prøver på at skjule det. I håb om at det vil hjælpe, rækker hun
ud efter teen, tager en tår og brænder sig på den. Sætter koppen fra sig.
”Hvad sagde de til dig?” spurgte hun.
”Hvad?”
”Politiet. Hvad sagde de til dig?”
”Jeg tror de bad dig om at komme ned på stationen senere.
For at få resten at vide.”
”Jeg vil ikke have noget resten at vide. Og hvad mener du
med ’tror’? Sagde de det eller sagde de det ikke?”
”Manden sagde det.”
Ann forsøger at finde det beroligende punkt til højre for
fjernsynet, men det virker ikke. Hun har mistet det sidste familiemedlem, hun havde tilbage, og i betragtning af den måde
hendes bror har levet, har hun ikke lyst til at kende de nærmere
omstændigheder omkring hans død.
Rasmus kører Ann ned på stationen ved tretiden dagen efter. I
sin fars Opel Astra, som lugter af kogte kartofler. Han overnattede alligevel. Hun bad ham om at blive. Han parkerer bilen og
bliver siddende bag rattet for at vente på hende. Ser på hende med
et medfølende blik, der virker malplaceret på hans ansigt. Som
om han har installeret en billig kopi af den originale software.
93
UDFLUGTER
Så åbner hun døren og træder ud på parkeringspladsens
asfalt. Tyve meter til hoveddøren, fire til skranken. To minutters
ventetid. Så bliver hun ledt ind på et kontor af en ny betjent,
som anbringer hende i en grim stol foran et skrivebord, hvor
der står et stempel. Selv skubber han en stak papirer til side og
sætter sig på bordkanten.
”Hvad er det, jeg skal vide?” spørger hun, straks efter at de
indledende formalia er overstået.
”Vi håbede faktisk, at du kunne fortælle os lidt mere om
nogle af de problemer, Mikkel har haft,” svarede manden.
Ann ser op på ham. Det irriterer hende, at hun er nødt til
at kigge opad for at se ham i øjnene. Hun beslutter sig for at
nidstirre hans skjorteknapper i stedet.
”Jeg ved ikke noget om min brors liv. Jeg har gjort det helt
klart for ham, at jeg ikke ønsker at vide noget. Det eneste jeg
ved, er hvornår han sidder i fængsel og hvornår han kommer
ud igen, så jeg kan komme og hente ham. Hver gang får jeg
en eller anden sindssyg historie om hvorfor det ikke var hans
skyld eller hvorfor han var nødt til at gøre det fordi han skylder
nogle mænd penge.”
”Kan du give mig et navn?”
”Nej. Jeg siger jo, at jeg ikke ved noget. Jeg troede, at jeg
skulle herned for at I kunne fortælle mig noget.”
”Vi ved meget lidt.”
”Kunne du i det mindste fortælle mig hvordan han døde?”
Betjenten tøver.
”Jeg vil gerne vide det. Jeg har brug for at vide det. Ellers
forestiller jeg mig noget, som er værre, så meget kan du være
94
sikker på. I ville jo ikke kalde mig herned hvis det var et hjerteanfald, vel?”
Pause.
”Tortureret med elektriske stød? Brændt levende? Skåret til
plukfisk med en sløv sav?” foreslår hun.
”Han blev fundet skudt i sin lejlighed,” siger betjenten så.
Han taler langsomt og tydeligt imens han læner sig ganske
let bagover.
”Bagfra, én gang i nakken.”
”Som en henrettelse,” siger Ann.
”Han har ikke mærket noget.”
Pause igen.
”Hvem gjorde det?” spørger hun.
”Vi ved det ikke, men vi har nogle ledetråde. Jeg har nogle
billeder her, og det ville være en hjælp, hvis du ville se på dem
og fortælle mig, om du genkender nogen.”
Ann nikker, og betjenten rækker hende en stak fotos. Hun
kigger dem igennem. Ingen af de godt ti mænd forekommer
hende bekendte. Så takker betjenten og siger, at når de finder
ud af noget, vil de kontakte hende. Hun rejser sig op og giver
ham hånden, som man gør i sådan en film, hun har det som
om hun medvirker i.
Hun går ud til Rasmus og den røde Opel.
”Lad være med at spørge om noget,” siger hun, og han nikker og kører hende hjem.
Han bliver, laver aftensmad af de ting, der nu er i skabene,
det bliver en underlig blanding, men det kan spises. Og det
fjerner noget af den mangel på fornemmelse, Ann har maven.
Så spørger han alligevel, og det er i orden. Han er vel også en
slags del af det.
Hun giver ham det overordnede billede, skudt i baghovedet,
billeder af mænd hun ikke kender. De ringer, når de ved mere.
Hvis de ved mere. Rasmus nikker. Ann begynder at græde.
Hun ville ønske, at hun kunne snakke med sin mor, som blev
kørt ned af en bus for fire år siden. Hun kunne bede Rasmus
om at tage ud på kirkegården med hende, men hvad skulle det
hjælpe at tale til en sten?
Hun græder ind i Rasmus’ ærme, han lægger hende i sofaen
og undlader at lave the. Han rydder op i køkkenet og tænder
for Top Model, som han ved kan få hende til at tænke på noget
andet sommetider. De ser Top Model til det er slut, så lader Ann
som om hun sover, og Rasmus bærer hende ind i seng, selvom
hun er for tung. Skal hun nu også til at spekulere på dét igen?
Vægten? Om han stadig synes hun er tiltrækkende? Hun kunne
ikke klare det, hvis han gik fra hende nu. Det ville han heller
ikke gøre, ikke efter sådan en nyhed, men hun vil ikke have, at
han bliver på grund af dét. Hun glemmer, at hun lod som om
hun sov, og spørger ham, om han synes hun er for tyk.
”Jeg kan godt lide piger med former,” siger han, og det var
ikke det, han skulle have sagt. Hun græder igen, og han tror, at
det handler om broderen, og hun lader han blive i troen.
96
Hendes mand er ude at rejse
HENDES MAND ER UDE AT REJSE
Hun har benene over kors, og hendes nylonstrømper changerer,
når hun bevæger sig. Hun sætter den ene fod på barstolens
fodstøtte, og den anden vipper let op og ned i takt til musikken.
Han sidder for enden af baren og lægger mærke til hver gang
hun rører sig. Der er så meget af hende, det er værd at lægge
mærke til. Benene, halsen, måden hun læner sig let fremover,
hver gang hendes læber fanger sugerøret for at tage en tår af
drinken.
Så går han hen til hende og sætter sig, så der er en tom barstol
imellem dem. Han anbringer sit glas på disken og begynder at
stille hende spørgsmål. Hun er her alene, hendes mand er ude
at rejse. Hun gider ikke med på mandens rejser, for han skal
altid på overlevelsesture. Derfor er hun taget på spa-ophold for
at slappe af og gå i sauna og sådan noget. Og for at sidde i baren
og tænke på hvorfor hun har giftet sig med én, der hellere vil
ligge i bivuak end i ske. Det siger hun og ler kunstigt og flytter
på håret, som er mørkebrunt.
Han er her på forretningsrejse. Han sælger rejsepakker til
97
UDFLUGTER
firmaer, som udstationerer folk i Europa og USA. Mellemøsten
vil han ikke røre med en ildtang, og heller ikke Afrika. Der er
for mange sygdomme. Han smiler og tømmer sit glas.
Så spørger hun hvad han hedder og han svarer, at han hedder
Johan, hvilket er løgn. Hun siger, at hun hedder Karen.
Hun tømmer sit glas og ser på ham, og han bestiller én til
og får den sat på sin regning. Hun skal bare sige hvad hun vil
have, så får hun det.
Hun spørger om han vil smage. Det vil han gerne, selvom
han er ligeglad med hvordan en Blue Margarita smager. Men
han er ikke ligeglad med hvordan hun smager, og det tænker
han på, da han lægger sine læber om sugerøret, hvor hendes
læber var lige før. Han lader som om han smager på drinken,
og så nikker han og smiler. Hun smiler også og tager en tår
til. Han drikker noget mere af sin vodka tonic og de snakker
noget mere om hende. Han spørger, og hun fortæller ham ting,
som han hører, imens han ser på hendes hår og hendes læber
og hendes bryster.
Først spørger han om hun har prøvet at stå på vandski eller
springe i faldskærm. Nej. Han nævner også rafting. Det har hun
heller ikke prøvet. Hun lider af højdeskræk og er ikke meget for
vand, der bevæger sig. Med mindre det er i et boblebad, siger
hun og griner rigtigt. Det klæder hende ikke, for man kan se
hendes tandkød. Johan smiler.
Så spørger hun om han er gift, og han siger at det har han
været, men at det ikke gik. Hun vil gerne vide hvorfor. Det vil de
som regel, og han trækker på skuldrene og siger, at han ikke var
klar til at binde sig. Han var for ung, siger han og tager en tår.
98
Hendes mand er ude at rejse
Derefter spørger hun hvor gammel han da er nu, og han
smiler det skæve smil og siger, at han er gammel nok til at vide,
hvordan man behandler en kvinde. Hun kigger ned i sit glas og
rører rundt med sugerøret et par gange. Så kigger hun langsomt
op fra glasset og spørger om det nu virkelig også er sandt, og
hun fanger sugerøret med tungen og tager det ind i munden
imens hun kigger på ham. Han smiler igen, og så nikker han
bare og hæver øjenbrynene en smule.
De drikker ud og bestiller en omgang til, som de tager med
hen i sofaerne. Her sætter de sig tættere sammen; deres knæ
rører næsten ved hinanden.
Han spørger om hendes barndom. Hvor hun gik i skole.
Om hun har gået til noget sport eller til ridning måske. Hun
fortæller, at hun har gået til dans, men at hun hadede det, og
at hun gik til bowling i nogle år. Han gentager ordet bowling
og løfter igen øjenbrynene. Hun bekræfter og griner og siger,
at hun godt ved, at det ikke er piget, men at det var sjovere end
at gå til dans. Og så, at fyrene ikke var så … noget hun antyder
med en bevægelse af hånden.
Han ler og læner sig forover og berører kortvarigt hendes
knæ med hånden, før han løfter sit glas og skåler igen. Hun
spørger hvad de skal skåle på, og han foreslår kugler. Bowlingkugler, tilføjer han, et øjeblik for sent, så hun griner igen. Man
kan stadig se hendes tandkød, men han kigger bare på hendes
hår eller hendes bryster, når hun griner. Hun har pæne bryster.
Derefter sætter de glassene på bordet igen, og der går lidt for
lang tid, hvor ingen af dem siger noget. Heldigvis har hun en
bluse på, hvor der står noget, og nu kan han læne sig frem og
99
UDFLUGTER
spørge, hvad der står. Hun trækker skuldrene tilbage og kigger
ned ad sig, imens hun læser teksten for ham. Blusen er lilla og
stram, og bogstaverne er udspilede.
Nederdelen er krøbet op, og hun retter på den en enkelt
gang ved at rejse sig halvt op og trække den ned til midt på
låret. Hun har pæne lår, tænker han, og så siger han det. Hun
kigger lidt væk, og så ser hun tilbage og siger, at han har pæne
øjne, og at hun godt kan lide, at han ikke barberer sig helt tæt.
Han smiler det skæve smil igen og bliver ved med at se på
hendes ansigt indtil hun kigger væk. Derefter skåler de på pæne
ben og på pæne øjne, og han tænker på, at han også gerne vil
skåle på mænd, der tager på overlevelsesture uden deres koner.
Så lægger han hånden på hendes knæ og lader den ligge, og
spørger om hun vil med op ovenpå. Hun kigger sig konspiratorisk omkring, før hun nikker og skubber sig frem til kanten
af sofaen på en måde, så nederdelen glider op igen. Han lægger armen om hendes hofter, og de rejser sig op og går hen til
elevatoren og lader deres drinks stå.
I elevatoren er der spejle, og han kigger på deres spejlbillede
mens han holder om hendes talje. Hun smiler til ham inde i det
reflekterende glas, og han vender sig om og stikker næsen ind
under hendes hår og smager på hendes hals. Hun lægger armen
om nakken på ham og kysser ham tilbage, imens hun løfter det
ene ben, så indersiden af låret gnider sig op ad hans bukser. Han
læner sig ind mod hendes krop og laver et fugtigt håndaftryk
på spejlet bag dem. Så er de på deres etage. De bor begge øverst
oppe, hvor værelserne er størst.
100
De stiger ud og går hen ad gangen. De rører ikke ved hinanden, han går et halvt skridt bag hende og ser hvordan hendes
baller bevæger sig op og ned på skift. Hun standser ved sin dør,
og han går to skridt videre før han stopper. Så vender han sig
om og spørger om hun har glemt noget. Hun låser døren op,
går ind og lader den stå åben. Han betragter den høje, sorte hæl
på hendes bagerste fod, da den som det sidste forsvinder ind
på værelset. Så følger han efter og lukker døren bag sig. Han
ville egentligt ind på sit eget værelse, men det kan vel være det
samme.
Hun lægger sig på sengen i det store, lyse rum og kigger på
ham. Nederdelen er gledet helt op på hoften nu. Han giver tegn
til, at hun skal vente et øjeblik, så smiler han og blinker til hende.
Han går ud på badeværelset og slår brættet op. Så trækker
han sit halvstive lem ud af bukserne og lader sin urin plaske
ned i toiletskålen. Bagefter vasker han sig med varmt vand fra
håndvasken, imens han tænker på sugerøret og hendes læber.
Da han har lukket bukserne, åbner han døren og går ind på
værelset igen.
Hun ligger på sengen og er nøgen. Hendes brystvorter er
meget mørke, og hun har en smal stribe af næsten sort hår
mellem benene. Resten har hun fjernet for nyligt. Han ser på
striben og tager jakken af. Han kaster den på en stol på vej over
til sengen. Så begynder han at knappe skjorten op. Hun sætter
sig op på sengen, og da han kommer hen til hende, åbner hun
hans bælte og trækker bukserne og underbukserne hele vejen
ned i et ryk. Han træder et skridt tilbage og er ved at snuble i
bukserne. Hun smiler, og han kigger væk. Så åbner hun skuffen
i sengebordet og tager et par håndjern frem. Hun vil gerne have,
at han lænker hende. Han tøver. Så smiler han og sætter sig på
sengen for at tage sko og sokker af. Så tager han bukserne helt
af, og skjorten, og lægger tøjet på sengebordet.
Hun vil gerne have at han lænker hende. Nu. Han sætter
sig på kanten af sengen, og hun giver ham håndjernene og
nøglen i hånden. Han lægger det ved siden af bunken med tøj
og skubber hende tilbage på sengen og kysser hendes hals igen.
Så kysser han hendes skulder og så kysser han hendes bryster
og hendes mave.
Hun tager selv håndjernene på. Først det ene håndled, så
kæden rundt om sengestolpen og så det andet håndled. Han
kysser videre. Så fører han en hånd ind mellem hendes ben for
at mærke om hun er klar. Det er hun, men det er han ikke. Det
irriterer ham, og det irriterer ham også, at hun bare ligger dér
med hænderne over hovedet. Så spreder han hendes ben og
prøver alligevel. Det kan vel være det samme. Hun vrider sig
og smiler, og han prøver, og prøver igen, men kan ikke.
Så rejser han sig op. Han tager sine sokker og sit undertøj
og sine bukser på, skoene og skjorten. Hun bliver liggende og
kan ikke andet, imens hun spørger ham, hvad han har gang i.
Han svarer ikke.
På vej ud tager han jakken fra stoleryggen, og da han lukker døren, kan han høre hende spørge hvad fanden han bilder
sig ind.
Han går hen til elevatoren og kører ned.