Læs pressemeddelelse - Danmarks Rejsebureau Forening

Til redaktionen, den 7. november 2013
Rejsebranchen tiltræder global aftale om bæredygtighed
Danmarks Rejsebureau Forening underskriver i dag en global aftale, der skal fremme
bæredygtig turisme. Og det giver god mening for rejsebranchen at sætte fokus på
bæredygtighed – ikke alene for at udvise ansvarlighed, men også for bundlinjen.
Danmarks Rejsebureau Forening underskriver i aften FN’s adfærdskodeks for turisme;
Global Code of Ethics for Tourism. Det sker på et internationalt topmøde for rejsebranchen i
Cordoba i det sydlige Spanien.
Med aftalen forpligter foreningen sig til at overholde og fremme de etiske retningslinjer for
bæredygtig turisme blandt rejsebureauer i Danmark. Alle tiltag, som understøtter
bæredygtig turisme, skal desuden rapporteres til FN.
- Vi har arbejdet målrettet på at fremme en bæredygtig udvikling i rejsebranchen siden
2004, så for os er det helt naturligt at underskrive aftalen, siger Lars Thykier, adm. direktør
i Danmarks Rejsebureau Forening.
Han peger på, at en bæredygtig dagsorden ikke kan løftes af ét land alene. International
konsensus på området er afgørende.
- Rejsebureauvirksomhed er om noget grænseoverskridende. Ingen lande kan stå alene,
hvis der skal være tale om mere end blot gode intentioner. Det er derfor kærkomment, at
FN’s turismeorganisation UNWTO skaber synlighed om bæredygtig turisme og nu forpligter
rejsebureauer og brancheforeninger i hele verden gennem et fælles adfærdskodeks, siger
Lars Thykier.
Mange betaler gerne ekstra for en bæredygtig rejse
Ifølge Lars Thykier går bæredygtighed i stadig større grad hånd i hånd med bundlinje for
mange rejsebureauer.
- Senest viser en ny undersøgelse fra Verdens Skove, at fire ud af ti danskere gerne vil
betale ekstra for en bæredygtig rejse. Hele 44 procent af dem vil endda betale over 500
kroner mere for den, siger Lars Thykier.
Yderligere information
Kontakt Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, på + 45 4045 6814
eller 3535 6611. Du kan også sende en e-mail til lth@travelassoc.dk.
Fakta
Adfærdskodeks for turisme

FN’s turismeorganisation, UNWTO, lancerede for første gang et adfærdskodeks for
turisme i 1999, som medlemslandende kunne tilslutte sig

I 2011 lancerede UNWTO en særlig ”Private Sector Commitment to the Global Code of
Ethics for Tourism”, målrettet private turismevirksomheder og brancheforeninger, der
skal fremme bæredygtig turisme

Start oktober 2013 havde 175 virksomheder og foreninger underskrevet kodekset

43 europæiske lande er medlem af UNWTO - Danmark er ikke medlem
Danskernes forhold til bæredygtige rejser
En analyse, som analyseinstituttet Norstat har foretaget for Verdens Skove, viser, at;

Over 40 % gerne vil betale ekstra for en bæredygtig rejse. 21 % af danskerne vil gerne
betale mere end 250 kr. ekstra, mens omkring 11 % gerne vil betale mere end 500 kr.
ekstra for en bæredygtig rejse

Danskerne gerne vil rejse mere bæredygtigt:
o
65 % vil gerne have, at flere af deres penge bliver i lokalområdet
o
66 % vil gerne forlade de store turistområder og møde lokalbefolkningen
o
71 % vil gerne spise lokal mad under lokale forhold
o
52 % vil gerne have, at deres hotel gør noget for det lokale miljø og klima
Eksempler på Danmarks Rejsebureau Forenings bæredygtige tiltag

En online værktøjskasse til rejsebureauer med råd, inspiration og vejledninger til,
hvordan man arbejder med bæredygtige rejser

Et EU-støttet bæredygtigt ledelsessystem, Travelife, hvorigennem rejsebureauer kan få
certificeret deres bæredygtige rejser

En CO2-beregner til at udregne CO2-udledningen ved transport

Internt klimaprojekt i samarbejde med Københavns Universitet om at reducere den
emission, Danmarks Rejsebureau Forening selv udleder

Medlem af EU-Kommissionens arbejdsgruppe, Tourism Sustainability Group, som den
europæiske rejsebranches repræsentant fra 2004 frem til 2012, hvor arbejdsgruppen
blev nedlagt