Maribo er en køn by- men… Vores bysbarn, den berømte Kaj Munk

Maribo er en køn by- men…
Vores bysbarn, den berømte Kaj Munk, hvis
statue vi kan se på Torvet, sagde det således- på sin
egen paradoksale facon: ”Det er muligt, at der er lige så
kønne steder i verden, men der er ingen kønnere end
Maribo” .
Når vi ser os om i byen og i omegnen er der da
også mange skønne steder. For at fortsætte fra Kaj
Munks statue synes jeg, at Torvet er rigtig fint: pæne
vedholdte blomsterkummer , livlige torvelørdage med
mange spændende boder, smukke træer, det dejlige
springvand, hvor man kan få fødderne gjort våde. Quades
smukke bygning over for vores gamle rådhus.
Hele bagtorvsområdet med de mange velholdte
og restaurerede ejendomme vækker også beundring hos
byens besøgende og glæde i hverdagen for os , der bor
her i byen
Domkirken og klosterruinerne er enestående.
Der mangler dog stadig en god skiltning ved ruinerne med
oplysning om historien. Kulturarvsstyrelsen har vist lovet
,at der skulle gøres noget ved en restaurering af
området. Mon det sker inden byens/kirkens 600 års
jubilæum i 2016 ??
Vi har heldigvis mange stier rundt om søerne,
ikke mindst fra Bangs Have over den nye flotte bro over
åen til Klostersøen. Bliver stenophobningen neden for
Hotel Maribo Søpark mon nogensinde til en permanent og
tør søbred ? Det ser stadig meget primitivt og
midlertidigt ud. Stien ud til Trekanten langs søen er
heldigvis målet for mange ture.
Mindernes have, kirkegården, er også særdeles
smuk og velholdt, og placeringen med udsigt over
Søndersø kan vel ikke være bedre.
Administrationsbygningen , Kulturværket, ja,
hele området omkring station, museum, administration er
velholdt . Plus , plus …
En tur rundt om søen giver mange gode
oplevelser: forbi vores fine Frilandsmuseum, stien
gennem Kidnakken til Naturskolen, skovene ved
Engestofte og Søholt, barokhaven, de gamle enestående
avlsbygninger, gåseengen, Skelsnæspavillonen ja, måske
får vi også øje på en havørn. Skønt , skønt !!
MEN , MEN, hvorfor skal der midt i alt det
skønne være noget så grimt og frastødende som f. eks. :
Vestergade 4. Tidligere Fakta. Passagen under
China House til p-området har været snavset og forsømt
af ejeren i lang tid. Selve huset vinder heller ikke nogen
skønhedspris. Tænk her lå engang byens kirke og senere
et flot, gammelt hotel. Behjertede folk har dog fjernet
det værste skidt i passagen med de to forsømte
blomsterkummer, men på facaden ud til Vestergade
hænger løse ledninger, de ledige butikslokaler har
revnede vinduer og ser uindbydende for en potentiel ny
lejer, ja, det er vel byens grimmeste sted.
Næsten lige så grimt er der på Bangs Havevej,
hvor ruinerne fra bryggeriet nu igennem flere år har
skæmmet adgangen til selve Bangs Have. Man føler sig
hensat til Berlin 1945. Det er helt ubegribeligt, at
ejeren, der på den anden side ud mod Vestergade har
fået sat sit ejendom i flot stand, ikke endnu har nået om
til ruinområdet. På Bangs Havevej passerer i løbet af
sommeren tusindvis af mennesker på vej til de mange
arrangementer på Frilandsmuseet, restaurant Bangs
Have og i Hylddalen. Et midlertidigt hegn afgrænser
skændslen. Bare det dog var et rigtigt plankeværk, så
man slap for synet af murbrokkerne. Det er en rigtig
dårlig reklame for ”det skønne Maribo”.
Forslag: Lolland Kommune, Maribo
Handelstandsforening, Maribo Turistforening retter i
fællesskab en kraftig og udfordrende henvendelse til de
pågældende ejere om at rette op på forholdene.
Naturligvis er det privat ejendom, som man har lov til at
forsømme, men måske kunne en alvorlig fælles appel få
virkning.
Terkel Jakobsen, Nellikevej 4, 4930 Maribo