1. No category

6
HOLBÆK
NordvestNyt
SEK TION 1
LØRDAG 10. AuGust 2013
Når marken
skulle mejes
Høst: Tidligt op og sent i seng.
Høsten har alle dage været en
travl tid på landet. Men det var
også en fest.
Holbæk: Tidligt op og sent i seng. Hårdt arbejde fra morgen til aften. Høsten har alle
dage været en travl tid på landet. Men det
var også en fest. Både når det sidste neg var
bundet og sat - og når det sidste læs var kørt
hjem. Til den nyere del af landbrugs- danmarkshistorien hører selvbinderen og tærskeværket. De afløste leen og plejlen. Mekaniseringen var sat i gang.
En af milepælene i mekaniseringen var
den tærskemaskine, som Svend Jansen arbejdede med på Jansens Jernstøberi i Holbæk. I begyndelsen en håndkraftmaskine,
men lige godt en revolution, som man noterede i Holbæk Amts Venstreblad, da avisen i
1959 beskrev Holbæk Maskinfabriks 100 års
jubilæum.
Jansen blev en af pionererne i den landbrugstekniske historie i Danmark.
I 1876 overdrog Jansen virksomheden til
sin svigersøn, N.R. Petersen. Sideløbende
med arbejdet med at fremstille dampkedler
og pasteuriseringsapparater til mejerierne
var der fokus på tærskemaskinerne, og den
4. november 1892 fik N.R. Petersen kongeligt
patent på det første selvrensende tærskeværk til hestekraft.
I en årrække blev tærskeværket grundstammen i Holbæk-fabrikkens produktion.
Jansens Jernstøberi blev i 1907 til Holbæk
Maskinfabrik. Tærskeværkerne var et speciale på virksomheden.
Tusindvis af tærskeværker - og halmpressere - blev fremstillet på Holbæk Maskinfabrik.
Efter Anden Verdenskrig var der kommet endnu mere gang i mekaniseringen.
Nye produktioner blev taget op i Holbæk. Et
kombineret tærskesæt med helautomatisk
ilægningsapparat og kornblæser for eksempel.
Landbrugsmaskiner fra Holbæk - af mange forskellige slags- var populære, ikke blot
her i landet men også ude i verden. Der blev
eksporteret maskiner til en række europæiske lande - og til så forskellige steder som
Brasilien, Marokko, Pakistan og Grønland.
Men det er en helt anden historie.
Det er såkaldte båndskærere, der ses på billedet.
Båndskærerne kunne spændes fast om håndledet.
De blev brugt til at skære høstbindegarnet af
kornnegne, inden negene blev lagt i tærskeværket.
Foto: Holbæk Museum
Skiltet her er fra Aktieselskabet Holbæk Maskinfabrik, der blev grundlagt i 1919.
Der blev både lavet tærskeværk og halmpressere.
Skiltet opbevares på Holbæk Museum.
Foto: Holbæk Museum
Høst med 100 kilo
korn på ryggen
Høst: Knud Erik Jensen
fra Orø har været med hele
vejen fra leen og plejlen over
selvbinderen og tærskeværket
til mejetærskeren. Det værste
var de tunge kornsætte.
orø: Knud Erik Jensen fra Nørrestængevej
på Orø er blevet 86 år, og kræfterne er ikke,
hvad de har været. Men da han var yngre,
kunne han tage fat. Dengang var høsten for
ham og andre på landet blandt andet noget
med at bære sække med 100 kilo korn. Op på
ryggen med dem og af sted. Nogle gange op
ad trappen til kornloftet, andre gange hen til
vognen, der skulle køre kornet ned til købmanden, eller hvor det ellers skulle hen. 100
kilo ad gangen. Sådan. Nogle gange endda i
både bagende varme og støv.
- Det var de tunge sække, der var det værste af det, der fulgte med høsten, mener
Knud Erik Jensen.
en lille runde med leen
Han har været med hele vejen igennem. Fra
le og plejl over selvbinderen og tærskeværket til traktoren og mejetærskeren. Knud
Erik Jensen har arbejdet ved landbruget
siden han var 13 år. Nu er han som nævnt
86, tager gerne en lille runde med leen og
har indtil for ikke så længe siden også været
med til at vise, hvordan et tærskeværk skal
betjenes. Det var i Andelslandsbyen.
Nu er hans ejendom nede ad markvejen fra
Nørrrestængevej for en stor dels vedkommende omdannet til museum med fokus på
forholdene på landet. Der er stadig 23 tønderland til ejendommen. De drives af Knud
Erik Jensens søn, Jens, mens Knud Erik
Jensen og hans hustru, Tove på 82 år, tager
imod gæsterne på museet. Knud Erik Jensen er født i Bybjerg på Orø i 1927. Hans far,
Aksel Jensen, var fisker.
- Jeg kan godt lide vandet og holder meget
af lugten af fiskegarn, men at blive fisker
var ikke noget for mig, fortæller Knud Erik
Jensen. Senere forpagtede faderen dog den
landbrugsejendom, som Knud Erik Jensen
har ejet siden 1967.
Han kom ud at tjene allerede som 13-årig.
- Hver anden dag. Det var hos min faster
og onkel her på Orø, siger han. Man sku’ jo
bestille noget, som min far sagde.
Det fik Knud Erik lov til. Der skulle for
eksempel bæres tunge junger med mælk og
valle, og til høst måtte han være med til at
slæbe neg.
tre heste i front
- Da jeg var dreng og ung, høstede vi med
en selvbinder, der blev trukket af tre heste.
Man kunne få både højre- og venstre-vendte
selvbindere. Vores var højre-vendt. Det var
mest almindeligt. Hestene gik ved siden af
selvbinderen. Derfor måtte den første omgang rundt om en mark ofte slås med le. Ellers ville hestene jo jokke i kornet.
Han har også været med til at høste med
slåmaskine. Så måtte det afskårne korn
samles sammen og bindes i neg med håndkraft, som hvis det var slået med leen.
Hjemme hos sin far, der forpagtede den
ejendom, som Knud Erik Jensen og hans hustru nu bor på, i perioden fra 1932 til 1946,
har Knud Erik Jensen været med til at tærske med plejl.
- Der var ikke så højt til loftet. Nogle gange
kom jeg for skade at ramme det med det re-
- Det værste var kornsækkene.
De vejede 100 kilo stykket. Det var bare op på nakken med dem og af sted, fortæller
Knud Erik Jensen. Det var noget lettere at
gå bag hestene, når der skulle pløjes.
Knud Erik Jensen er blevet 86 år - men tager
stadig en lille runde med leen i ny og næ.
Foto: Jørgen Juul
sultat, at jeg fik plejlen lige oven i hovedet,
husker han.
Jensen husker tydeligt sommeren 1947.
Den sommer var usædvanligt varm.
termometret gik i stykker
- Jeg erindrer en dag, vi tærskede rug hos
min faster og onkel. Allerede om morgenen
viste termometret på gårdspladsens nordside 30 grader. Noget senere flyttede det om
i solsiden. Det sprængte ved 53 grader. Det
var drønende varmt. Sanktbernhardshunden lå bare og gispede. Vi arbejde i heden og
støvet.
- Det bedste arbejde ved landbruget i gamle
dage var, når der skulle pløjes, og man kunne gå der bag hestene. Furerne skulle være
lige, og man kunne ikke gå og kigge på fugle
og den slags. Men jo, pløjningen var det bedste, mener Knud Erik Jensen.
Nordvestnyt
SEK TION 1
LØRDAG 10. august 2013
7
Kærnemælksuppe og pandekager i Brorfelde
Rosa Hansen - blev populær med sin
varme kærnemælksuppe og pandekagerne.
Foto: Jørgen Juul
Høst: Når tærskeholdet kom,
skulle der laves mad i lange
baner. Rosa Hansen prøvede
det i Brorfelde.
Brorfelde: Mændene var med. Og kvinderne. Og børnene. Alle havde travlt i forbindelse med høsten i gamle dage. Kvinderne skulle ikke alene være med i arbejdet på marken
og i lo og lade. De skulle også sørge for, at der
var mad på bordet. Masser af mad.
Rosa Hansen, der nu bor på Solvænget
i Tølløse, har prøvet det, Hun måtte både
være med på selvbinderen, da hun og hendes
mand, Børge, drev landbrug ved Brorfelde,
og når tærskeholdet så kom, var det hende,
der skulle sørge for, at der var rigeligt med
mad.
Rosa og Børge Hansen overtog i 1953 ejendommen Teglværksgården i Brorfelde. Eller
rettere, de overtog brandtomten efter Teglværksgården. Bortset fra en svinestald måtte alt bygges op fra grunden.
Efter frasalg af jord til det, der senere skulle blive det astronomiske observatorium,
var der 12 tønderland til Teglværksgården.
Det blev gennem årene til 40 tønderland.
Børge og Rosa Hansen sørgede selv for, at
der blev sået og høstes, men når der skulle
tærskes, blev der købt hjælp udefra.
- Det var i 1950’erne og måske også i begyndelsen af 1960’erne. Hvert år bestilte vi to
mand med et tærskeværk, og vi sørgede selv
for, at der var fire-fem medhjælpere til arbejdet. Jeg skulle lave mad både til dem og til os
selv og også tage hånd om vores to små børn,
husker Rosa Hansen.
Sild og kartofler
Til et tærskehold skulle der typisk serveres
et måltid mad først på formiddagen, klokken
10.30 skulle holdet have en øl, til frokost mad
igen og ud på eftermiddagen var der kaffe.
- Dengang havde vi hverken fryser eller
køleskab, og komfuret var et af den slags,
man fyrede med brænde i. Det var ikke bare
lige at lave mad til så mange, fortæller Rosa
Hansen.
Et tærskehold fik typisk stuvede kartofler
og spegesild eller bidesild klokken 9. Til frokost var der hakkebøffer eller kyllingesteg.
- Hos os tog tærskearbejdet en dag. Et år
var tærskeværket gået i stykker, og Børge
Selvbinderen
Tærskeværket
Høst: Høstarbejdet begyndte
at skifte karakter i
1800-tallet. Revolutionen
kom fra Amerika.
Høst: Der var to hovedtyper af
tærskemaskiner: Holbæk-typen
og Hillerød-typen.
Af Jørgen Juul Jensen
Holbæk: I 1800-tallet begyndte høstarbejdet
så småt at skifte karakter. Den store nyhed
kom fra Amerika. Der havde man nemlig i
slutningen af 1870’erne opfundet selvbinderen, og den kom til at afløse seglen, det lille
håndredskab, der blev brugt til at afskære
sæd og andre afgrøder, leen, et noget større
håndredskab til afskæring, og selvafliggeren.
Selvafliggeren var en slåmaskine, der også
have et aflæggeapparat, bord, aksløftere og
et større fraskilleapparat. Aflæggeapparatet tjente ikke alene til at samle og aflægge
negene, men førte også sæden mod skæreapparatet. Trækkraften var et par almindelige
arbejdsheste. Man kunne høste mellem fire
og fem hektar pr. dag.
Efter selvafliggeren kom slåmaskiner med
håndaflægning. De var lettere, og de var forholdsvis billige, og med dem kunne man arbejde på steder, hvor de tungere, selvaflæggende mejemaskiner ikke kunne anvendes.
De håndaflæggende maskiner krævede to
mands betjening og stillede store krav til
den, der skulle passe aflægningen. Sæden
skulle enten bindes med det samme eller
lægges til side, da negene blev lagt i skåret.
Selvbinderen var en revolution for landbruget.
Den afhuggede sæd faldt på et bordsejl - et
endeløst sejl med trælister, som blev bevæget over ruller til en elevator. Elevatoren bestod af to sejl uden ende, som transporterede
sæden til bindebordet, hvor den blev pakket
mod en opstående arm. Når neget havde den
størrelse, der var bestemt, kom en nål frem.
Neget blev bundet.
Et almindeligt neg havde en omkreds på
mellem 70 og 75 centimeter.
Skårbredden var knap halvanden meter.
En selvbinder kunne give rigeligt arbejde
til tre heste. Selvbinderen vejede typisk mellem 650 og 750 kilo.
Højbindere havde elevator og hævet bindebord, lavbindere havde bindeapparatet ved
siden af bordet.
De første af slagsen gjorde god fyldest i
Amerika, men kunne kun vanskeligt behandlede den langstråede og delvis liggende sæd, som var almindelig i Danmark, så
producenterne i Amerika måtte ændre på
selvbinderne, så de også passede til det europæiske marked.
Holbæk: Indtil tærskemaskinerne var en
realitet, var det plejlen, der blev brugt, når
der skulle tærskes korn, et redskab bestående af hoveddelene stokken og slaglen, der
blev holdt sammen af hilden. Med håndtærskningen var tærskning et arbejde, der
for størstedelens vedkommende blev foretaget i vintermånederne.
Så kom tærskemaskinerne, og tærskningen begyndte samtidig med, at kornet blev
bragt hjem til ejendommen. Det meste korn
var tærsket i løbet af efteråret.
Der var tærskemaskiner til håndkraft,
tærskeværker, der skulle drives af heste,
tærskeværker med dampkraft eller med motorer.
kom ind og sagde til mig, at tærskeholdet
ville komme igen dagen efter, og jeg måtte
sørge for, at der var mad. Jeg var på den.
Som sagt havde vi hverken køleskab eller
fryser og lå ikke inde med hverken hakkebøffer eller kyllinger til fem mand ekstra
end dag mere end beregnet. Jeg løste problemet ved at serve var kærnemælkssuppe og
pandekager. Det blev de rigtig glade for på
tærskeholdet. De fik jo næsten altid de der
hakkebøffer, så kærnemælksuppe med rosiner og pandekager med jordbærsyltetøj var
en dejlig forandring for dem.
- Vi havde meget, meget travlt i høsten,
men det var en tid, vi så frem til. Det var jo
høsten, vi skulle leve af. Men jeg brød mig
absolut ikke om at være den, der sad på selvbinderen, siger Rosa Hansen, der gennem en
årrække også havde job med blandt andet
rengøring på observatoriet.
Da mejetærskeren holdt sit indtog, var det
slut med besøgene af tærskeholdene.
De selvrensende tærskemaskiner kunne
trækkes af to-tre heste.
Med indførelsen af motorer og elektrisk
kraft blev tærskemaskinerne større.
De danske tærskemaskiner - tærskeværker - var fuldtud på højde med de bedste fra
udlandet, og de hjemlige værker blev delt
op i to hovedtyper: Holbæk-typen og Hillerød-typen.
Holbæk-typen var en lav maskinem med
en enkel konstruktion. Alle omdrejende organer var samlet på to eller tre aksler. Kerne og avner blev ført til et såkaldt renseri af
kastehjul.
Hillerød-typen var mere sammensat. Godset blev af en kopelevator ført op til knivkørneren, der var anbragt på tværs over maskinen.
Der var flere aksler og flere remtræk end
på Holbæk-modellen.
Stodderen og kællingen
Soderup: Der var to dage, man specielt så
frem til med spænding, når der skulle høstes førhen. Det var de dage, da man mejede det sidste skår og bandt det sidste neg, og
den dag, det sidste læs blev kørt hjem på gården eller husmandsstedet.
Ofte var det sådan, at markens sidste neg
blev pyntet - klædt ud som enten en gammel
mand eller en gammel kone. Alt afhængig
af udklædningen fik neget navnet »Stodderen« eller »Kællingen«.
Mange steder blev det sidste neg afklædt
sit tøj efter høstgildet og derefter omhyggeligt gemt til jul, hvor det så blev brugt som
offerneg til fuglene.
Ved Soderup var det en udsøgt fornøjelse
at få en dreng på en halv snes år til at stå for
enden af det sidste skår. Der skulle han »fange ræven« - det sidste neg - i en pose.
Den praktiske landmand skulle være opmærksom på, at negene ikke blev bundet
hverken større eller fastere, end at de selv
ved ugunstigt høstvejr kunne tørres uden
omstilling af hobene. Uforholdsmæssigt store neg kunne selv i godt høstvejr volde bryderier.
Nybundne neg blev stillet i hobe, som regel
i retning fra syd til nord.