1. No category

POLITIKEN
Søndag 18. november 2012
10 PS
For dit eget bedste
mange af dem gennem den nu nedlagte
forening Stamtræet og som klienter i sin
terapiklinik.
»Jeg har mødt mange kvinder, der ligesom jeg selv måtte leve med savnet, sorgen og uvisheden om deres barns skæbne. Jeg mødte kvinder, som lå for døden
uden at kunne få fred i sjælen, før de havde fået vished for, hvordan det var gået
det barn, de engang havde sat i verden,
men ikke havde mulighed for at beholde«, siger hun.
Igennem de seneste år har der været
færre end 20 danske børn til anonym
bortadoption om året.
I stedet henter vi adoptivbørn fra fjerne
himmelstrøg. Det kan lade sig gøre, fordi
der andre steder i verden i dag er unge,
fattige og svage kvinder, som hindres i at
beholde deres børn.
Hanne Reintoft ser et adoptionssystem,
der er på vej mod opløsning. For med internet og globalisering er det blevet let
for biologiske slægtninge at opspore og
kontakte hinanden, selv på tværs af landegrænser og kontinenter. Anonym
adoption vil snart høre fortiden til.
»Vi har en fin selvforståelse af, at vi gør
noget godt, når vi adopterer børn. Men lige meget om man er fra Burkina Faso eller Amager, har man ikke let ved at afgive
sine børn. Det må altid være målet, at forældre kan beholde deres børn«, mener
hun.
Politiken har med
udgangspunkt i sagen om
pigen Amy sat fokus på de
mørke sider af de mange
adoptioner af børn fra
Etiopien til Danmark. Vi
hører imidlertid sjældent
om, hvordan forældrene
oplever at bortadoptere
deres børn. Om tabuet og
følelserne. Men det kan
Berit Winther og Aniella
Bonnichsen fortælle om.
De tilhører en generation
af unge ufrivillige danske
mødre, der få årtier
tilbage blev tvunget til at
bortadoptere. Det var den
bedste løsning for alle,
lød det fra familie og
myndigheder. Siden har de
to kvinder kæmpet for at
genfinde sig selv og
deres børn.
Før aborten blev fri
bortadoption
D
a Berit Winther som 17-årig opdagede, at hun var blevet gravid
med sin jævnaldrende kæreste,
fortalte hun det ikke til nogen. Ikke til sin
mor, ikke til den vordende far eller til sine
veninder.
»Jeg ved ikke, hvordan jeg bar mig ad
med at holde det hemmeligt. Måske vejede jeg 6-7 kilo for meget, så det ikke kunne
ses. Men jeg spillede da både fodbold og
håndbold og dyrkede springgymnastik
under graviditeten«, siger den i dag 49årige kvinde.
Som barn havde Berit et anstrengt forhold til sin mor. Forældrene var skilt, og
Berit var den næstældste af fire søskende,
men hun følte aldrig, at
hendes mor viste hende kærlighed eller anerkendelse.
»Jeg tror inderst inde,
jeg tænkte, at nu havde
DORRIT SAIETZ
jeg en chance for at vise,
hvordan man kunne
behandle et barn bedre, end jeg selv var
blevet behandlet. Der var ingen, der skulle tage det barn fra mig. Abort kunne slet
ikke komme på tale. Jeg lagde planer om
at stikke af hjemmefra med barnet. Men
så opdagede min mor det cirka halvanden måned før fødslen«, fortæller hun.
»Det er fandeme din egen skyld«, var
hendes umiddelbare reaktion. Og barnet? Det skulle bare bortadopteres. Det
stod slet ikke til diskussion.
»Min mor havde en veninde, som er socialrådgiver. Hun kom hjem til os, og så
sad de to og talte hen over hovedet på mig
om adoptionen. Jeg husker ikke, at de
spurgte mig ret meget om min mening.
Kun om jeg ville skrive under på papirerne. Det mener jeg ikke selv, jeg har gjort,
men hun siger, at jeg gjorde det. Jeg husker derimod, at jeg følte en enorm afmagt – jeg var virkelig ude et sted, hvor jeg
ikke kunne bunde. Og så måske had. Had
over for min mor og hende sagsbehandleren, fordi de ville bestemme over mig«.
Om det virkelig var sådan, det foregik,
uden hendes samtykke og underskrift, er
svært at eftervise i dag, for papirerne findes ikke længere, og Berits erindringer fra
dengang henstår i tåge. Hun husker, at
hun havde pakket en taske med tøj for at
stikke af hjemmefra. Men hun nåede det
ikke, før hun en dag sad ude på toilettet
og mærkede at vandet gik. Hun var alene
hjemme, og de havde ikke telefon, så hun
gik selv en kilometer til nærmeste telefonboks og ringede til Næstved Sygehus.
Hun ringede også til sin mor, som var på
arbejde, men fik at vide, at »det måtte hun
selv klare«.
»Jeg kunne ikke samle tankerne om noget som helst. Jeg husker, at jeg håbede, at
jeg fødte i ambulancen, så jeg i det mindste kunne se barnet. Men jeg kom op på
Næstved Sygehus og ind på fødeafdelingen med det samme. Jeg havde veer allerede, og jeg fødte, og sygeplejersken gik
med barnet, inden jeg overhovedet nåede
at spørge, om det var en dreng eller en pige – jeg vidste dog, at det var i live, fordi
det vrælede«.
»Jeg vil gerne se mit barn«, sagde jeg til
DATTER. Berit Winther med et billede
af sin datter, Mette. Hun blev født og
bortadopteret i 1981. For fire måneder
siden mødte mor og datter hinanden for
første gang. Foto: Peter Hove Olesen
jordemoren. »Du er jo fuldstændig hysterisk«, svarede hun. »Og så fik jeg en sprøjte i armen og vågnede først halvandet
døgn senere på en enestue. Da det gik op
for mig, hvad jeg egentlig havde været
igennem, bad jeg igen om at se mit barn,
men sygeplejersken sagde, at det kunne
ikke lade sig gøre, for barnet var allerede
fjernet«. Det skete så sent som i 1981.
Tvunget til adoption
Langt op i det 20. århundrede var hovedproblemet, at antallet af uforsørgede
børn langt oversteg antallet af forældre,
der ønskede at have børn i pleje eller
adoptere dem, fortæller Jens Hørlück i bogen ’Adoption i Danmark’:
»Bortadoption blev dengang anset for
at være et udmærket middel for især unge mødre, der var kommet galt af sted«.
Efter Anden Verdenskrig skete der en
markant ændring. Både fordi de økonomiske og sociale forhold blev markant
bedre, og fordi det blev mere moralsk acceptabelt at være enlig mor. I 1948 blev
1.822 – svarende til 29 procent – børn født
uden for ægteskab, bortadopteret. Allerede i 1957 var tallet faldet til 749 eller 14 procent af alle børn født uden for ægteskab.
Hvor det før ofte var familier med mange børn i forvejen, der af barmhjertighed
eller for økonomisk vinding tog forældreløse til sig, var det nu i stigende grad barnløse par, der adopterede. Sideløbende begyndte man at tale mere om barnets behov og vurdere adoptivforældrenes egnethed. Vera Skals, direktør i Mødrehjælpen, udtalte således i 1953: »Vi finder ikke
et barn til et hjem. Vi finder et hjem til et
barn«.
Hanne Reintoft, socialrådgiver, forfat-
ter og tidligere folketingsmedlem, arbejdede som ung i Mødrehjælpen. Hun husker ikke tilbage på den tid med glæde.
»Som ung socialrådgiver led jeg meget
under den tvang, vi underkastede de purunge kvinder«, siger hun i dag.
»Først gav vi dem afslag på abort, dernæst pressede vi dem til adoption. De havde det ofte meget dårligt. Jeg husker en,
der sad i 6 timer hos mig på mit kontor og
bare græd og græd. Jeg græd også selv til
sidst«, fortæller Hanne Reintoft.
Hun gjorde, hvad kun kunne. Hvis den
unge, ofte kun 15-17-årige, pige ville beholde sit barn, kunne socialrådgiveren opsøge hendes forældre og prøve at overtale
dem til at tage sig af mor og barn.
Anden udvej var der ikke, for der fandtes ingen ungdomspension eller mødrehjem. Til gengæld var efterspørgslen fra
barnløse par efter raske nyfødte spædbørn stor.
»Oppe i adoptionsafdelingen blev de
rasende og forargede, når vi ringede og
sagde, at der var ikke noget barn til adoption alligevel«, husker hun.
»En led tid«
Det var med Hanne Reintofts ord »en led
tid« for de unge ufrivillige mødre. Den ledende overlæge på Rigshospitalet, Ryberg hed han, tvang dem til at amme deres børn de første 8-10 dage efter fødslen –
først derefter tog man barnet og anbragte
det på at spædbarnshjem.
»Derefter havde moderen stadig tre
måneders betænkning, og det var også en
forfærdelig tid for hende. Nogle prøvede
at finde løsninger – måske en fyr, der ville
have hende og barnet, en veninde, de
kunne bo hos, eller at få forældrene til at
bløde op«, fortæller Hanne Reintoft.
I 1973 kom den fri abort, og så aftog de
indenlandske adoptioner for alvor. I årene 1979-2008 fandt der dog alligevel 894
anonyme adoptioner af danskfødte børn
sted. Disse og talrige ældre mødre er derude et sted. Aniella Bonnichsen har mødt
Aborten var endnu ikke blevet fri, dengang Aniella Bonnichsen som kun 14-årig
rædselsslagen opdagede, at hun var blevet gravid. Hun anede ikke, hvad hun
skulle gøre, og hun turde ikke betro sig til
sin mor. I stedet skjulte hun graviditeten
under løst tøj og gik ellers bare rundt i en
døs og håbede på at vågne en morgen og
opdage, at det hele var en ond drøm.
Hun var den stille og pæne pige, der altid gjorde, hvad der blev sagt. Som kun 13årig havde hun mistet sin far, og hendes
mor holdt på formerne og skelede kraftigt til, hvad naboerne tænkte.
»Hun må havde vidst, hvad der var fat,
men hun sagde ikke noget. De voksne lukkede øjnene. Det
var nok noget med,
at man ikke blandede sig«.
En augustdag i
Da det gik op
1970
gik fødslen i
for mig, hvad
gang, og hendes
jeg egentlig
mor ringede til Hilhavde været
lerød Centralsygeigennem, bad
hus og fik hende
indlagt. Her fødte
jeg igen om at
Aniella en dreng.
se mit barn,
nåede ikke at
men sygeplejer- Hun
se ham, men kunsken sagde, at
ne høre hans skrig,
det kunne ikke
da en sygeplejerske i al hast bar
lade sig gøre,
ham ud af rumfor barnet var
allerede fjernet met.
»Det var bedst såBerit Winther
dan, fik jeg at vide«.
»Mit barn skreg
og skreg meget voldsomt og hjerteskærende. I de næste mange år kunne jeg høre dette skrig for mit indre øre«, fortæller
Aniella Bonnichsen.
Så lå hun der alene, mens hendes søn
var blevet anbragt bag glaslugen sammen med de andre nyfødte. Da hendes
mor, mormor og bror kom på besøg, fik
de lov at se ham – men Aniella måtte ikke.
»Det lå ligesom i luften, at mit barn
skulle væk. Næsten alle fortalte mig, at
det var bedst, at barnet blev bortadopteret. Der var dog en enkelt sygeplejerske,
som sagde til mig, at nu måtte jeg tænke
mig rigtig godt om, for, som hun sagde:
»Der er så gode muligheder for enlige
mødre nu om stunder!««.
Reelt følte hun dog ikke, at hun havde
noget valg. Det var tydeligt, at det ikke var
velset, at hun havde fået et barn i så ung
en alder. Mens de andre mødre glædestrålende fortalte om deres fødsler, viste deres børn frem og blev overdænget med
gaver og lykønskninger, lå hun alene og
omtumlet og længtes efter at holde sit
barn ind til sig – men der var ikke noget
barn.
»Jeg husker ikke helt, hvornår det startede, men jeg fik en nærmest ulidelig
smerte i brystet. Den var meget voldsom
det første år efter fødslen, og jeg blev ved
med at mærke den indimellem i de næste
24 år«, fortæller Aniella Bonnichsen.
Så barnet en gang
Ud over smerten mærkede hun en underlig tomheds- og ensomhedsfølelse. »Men
der var ligesom et slør ud over det hele, og
jeg havde ingen at tale med om mine følelser, men måtte bare gemme dem væk«.
Søndag 18. november 2012 POLITIKEN
PS 11
14 dage efter fødslen var hun tilbage i
skolen, mens hendes barn var anbragt på
Sletten Spædbørnehjem. En kvinde, der
skulle ordne bortadoptionen, kom et par
gange hjem til familien for at fortælle om
de praktiske foranstaltninger. Aniella fik
besked på at underskrive adoptionspapirerne.
»Endelig vågnede jeg op. Det nægtede
jeg at gøre! Jeg ville ikke skrive under, før
jeg i det mindste havde set mit barn. Men
jeg fik at vide, at det var en dårlig idé, for
jeg kunne risikere at blive knyttet til mit
barn«, siger Aniella Bonnichsen.
Hun stod dog fast, og sammen med sin
mor fik hun lov at besøge sit barn på
spædbørnehjemmet. Fra det øjeblik, hun
trådte inden for døren, vidste hun straks,
hvilken vugge hun skulle gå hen til. Hun
fik lov at tage sin søn op og holde ham.
Det gav hende en vis ro, selv om hendes
arme rystede, da hun skulle holde ham.
Det fjernede også den følelse af drømmeagtig uvirkelighed, der havde hvilet over
hele hendes graviditet og fødsel. Det var
sandt, det var virkelig sket.
Bagefter skrev hun under på papirerne.
»Jeg tror ikke, at folk omkring mig har
handlet af ond vilje. De har sandsynligvis
været virkelig usikre på, hvordan de skulle tackle situationen, og mente, at de gjorde det bedste. Jeg må derfor selv påtage
mig det fulde ansvar for, at min søn blev
bortadopteret«.
imod ham, og han var bl.a. med på sommerferie i Sverige. Gennem flere år havde
de en god og tæt kontakt, men det foregik
bag om ryggen på adoptivforældrene, og
dobbeltlivet var svært for Michael. Derfor
afbrød han kontakten i nogle år, men
genoptog den, efter at begge adoptivforældre var døde og han selv blevet far til to
døtre.
I dag ses de jævnligt og har et nært forhold til hinanden.
»Det tager tid at komme rigtig ind på livet af hinanden efter mange års adskillelse. Jeg har altid elsket ham på nøjagtig
samme måde som mine andre børn –
men der er meget at indhente, kan man
nogensinde det?«, spørger Aniella Bonnichsen.
»Har jeg en datter?«
PIGE. Aniella Bonnichsen med et
Livet går videre
Der er et årti mellem Berit Winthers og
Aniella Bonnichsens fødsler og bortadoptioner.
Men bortset fra aldersforskellen er der
mange ligheder mellem deres historier.
Begge vendte tilbage til skolen, gjorde deres uddannelser færdig og kom tilsyneladende videre i livet. Men indeni var de
dybt mærket af oplevelsen.
Aniella Bonnichsen var i lang tid rystende bange, hvis drenge kom for tæt på hende. Hun havde en fornemmelse af, at hun
ikke var til stede i sit eget liv. Og hun kunne næsten ikke bære at se andre kvinder
eller lykkelige familier med små børn.
Det var, som om hendes ungdom var forbi, allerede da hun var 15.
Berit Winther gjorde sin handels- og
kontoruddannelse færdig og prøvede at
være så lidt som muligt derhjemme.
»Jeg spillede fodbold og håndbold,
hvor jeg ikke havde min mor hængende
over mig. Vi talte ikke om barnet. Jeg fik
det på afstand – men i perioder dukkede
det alligevel op som en stor sorg og smerte. Ikke kun over at miste barnet, men også over den måde, jeg som menneske var
blevet behandlet på«.
Som 30-årig mødte hun Hans, som hun
senere giftede sig med, og da hun i 1995
portræt af sig selv som 15-årig, kort efter
at hun fødte og bortadopterede sin søn.
Foto: Peter Hove Olesen
fødte sin søn, begyndte hun at føle sig virkelig lykkelig. Men selve fødselsøjeblikket
var fyldt med angst.
»Jeg var faktisk bange for, at de ville fjerne ham, selv om jeg godt vidste, at det ikke ville ske, og jeg havde min mand ved
min side. Da vi tog fra sygehuset, tænkte
jeg: »Yes, nu tager jeg ham med hjem ...«.
Det forekom helt uvirkeligt, for det havde
jeg jo ikke fået lov til sidste gang«, fortæller hun.
Berit Winther overøsede sin lille søn
med kærlighed og begyndte at læse til
pædagog for at kunne arbejde med børn.
På seminariet havde hun timer i psykologi og pædagogik, som også hjalp hende
med at bearbejde sine egne følelser. Siden
fik hun endnu en søn, Lukas, og de to
drenge er i dag 14 og 17 år.
Mange års søgen
Også Aniella Bonnichsen læste til pædagog. Hun giftede sig med kæresten Frits
og fik sønnerne Jesper, Nicolaj og Lars
med ham. Men selv om hun nu havde et
lykkeligt familieliv, dukkede smerten og
de undertrykte følelser op med mellemrum og gav hende store psykiske problemer.
Hun var usikker og indesluttet og havde det så svært med kollegerne, at hun flere gange måtte opgive sine job. Og da fødslen af hendes tredje barn i 1987 udviklede sig så dramatisk, at både hun og barnet var i livsfare, brød de undertrykte følelser for alvor frem, og hun besluttede
sig for at lede efter sit første barn, som nu
var tæt på at være myndig.
Loven giver hende ikke mulighed for at
få oplysninger om sin søn, så hun annoncerede efter ham og begyndte at optræde
i radio- og tv-indslag med sin historie, i
håbet om at han ville reagere og henvende sig til hende. Hun opsøgte andre ligestillede gennem foreninger, gik i terapi
og begyndte senere selv at uddanne sig til
terapeut.
Det tog hende 6-7 år, før det via et anonymt tip lykkedes hende at finde frem til
fire mulige familier med en søn, som er
født samme dag på Hillerød Centralsygehus. Hun kontaktede familierne én efter
én, og ved fjerde forsøg kom hun i kontakt med adoptivforældrene. Men de reagerede voldsomt negativt og afviste
blankt at give hendes henvendelse videre
til sønnen, Michael, som på det tidspunkt
var 23 år.
UNG. Berit Winther med et billede af
sig selv i en alder af 17 år, hvor hun
bortadopterede sin nyfødte datter.
Foto: Peter Hove Olesen
Et par år senere, da han var flyttet hjemmefra, fik Aniella Bonnichsen sønnens
adresse gennem folkeregistret og skrev til
ham flere gange uden at få svar. Hun havde nærmest givet op, da telefonen pludselig en dag ringede, og en stemme i den anden ende af røret sagde: »Det er Michael«.
Han var 26 år, han havde fået hendes breve og havde længe ønsket at møde hende,
men holdt sig tilbage af hensyn til sine
adoptivforældre. Men nu skulle det være.
»Jeg var fuldstændig rundt på gulvet af
glæde og begejstring. Det, jeg havde
brugt 10 år af mit liv på, skulle nu endelig
lykkes. Jeg havde for første gang i mit liv
talt med min søn, og nu skulle vi mødes!«,
siger Aniella Bonnichsen.
Da en ung mørkhåret mand trådte ind
ad døren til den restaurant i Allerød, hvor
det første møde fandt sted, var han i begyndelsen en fremmed – men hurtigt
kom de på bølgelængde og fortalte
utvungent hinanden om deres liv og deres familier. Michael mødte sine tre yngre
brødre, og Aniella Bonnichsen mødte
hans kæreste. Hele familien tog godt
For Berit Winther gik der også mange år,
inden hun turde forsøge at opsøge sit mistede barn.
»Det var ikke rart at holde det hemmeligt, jeg savnede den sidste brik i mit liv
for at blive hel«, siger hun. Da hun i 2010
blev skilt og stod alene med to drenge,
vendte hendes handlekraft tilbage: Nu
skulle det være.
»Det er mig selv og kun mig, der skal bestemme, hvordan mit liv skal hænge sammen. Jeg beslutter mig for at lede efter
mit barn. Så jeg ringer til min mor og
spørger, om det er en dreng eller en pige,
og om hun har nogen idé om, hvor barnet
er endt henne«.
Men hendes mor ville ikke hjælpe. Hun
syntes ikke, at der skulle rodes op i alt det
gamle. Berit Winthers to halvstore drenge bakkede hende til gengæld fuldt op og
syntes, det var spændende med en ældre
bror eller søster et sted.
Hun surfede på nettet og faldt over Aniella Bonnichsens hjemmeside med hendes historie.
Aniella Bonnichsen rådede hende til at
henvende sig til adoptionsnævnet under
Familiestyrelsen. Og så gik det pludselig
stærkt.
»De ringer efter 8 dage og fortæller, at
de har fundet adoptivforældrene, som de
vil kontakte. Jeg kan godt sige ... alle hårene rejste sig på mig. Det var en fed, varm
følelse indeni, tænk, at der er noget, der
fungerer i denne verden«.
I modsætning til i tilfældet med Aniella
Bonnichsens søns adoptivforældre mødte Berit Winther slet ingen modstand.
Hun fik hurtigt svar med besked om, at
hun godt måtte kontakte sin datter.
»Du siger, at jeg har en datter?«, husker
Berit, at hun svarede, før hun begyndte at
tude. Hun vidste ikke engang, at det var
en pige, hun blev mor til dengang.
Det første brev til Mette fylder syv håndskrevne sider. Mette bor på Amager, er so-
SØN. Aniella Bonnichsen med et billede
af sin søn Michael. Han blev født i 1970
og bortadopteret kort efter fødslen.
Foto: Peter Hove Olesen
su-assistent og mor til en lille dreng på
halvandet. Hun har vidst, at hun var adopteret, siden hun var 12, og har hele tiden
tænkt, at hun på et tidspunkt ville opsøge
sin biologiske mor.
Hun skrev tilbage til Berit Winther og
fortalte om en lykkelig opvækst hos en
dejlig og kærlig familie. Hun har aldrig
følt sig svigtet af sin biologiske mor, men
har tænkt på hende indimellem – og endnu mere det sidste års tid, efter at hun selv
er blevet mor.
For fire måneder siden mødtes mor og
datter for første gang efter næsten 31 år.
»19. juli kom hun på besøg med sin kæreste og søn, og fra hun går ind ad døren
og giver mig et kæmpekram, er det, som
om vi har kendt hinanden altid. Der bliver snakket om alt. Pludselig var jeg blevet mor og mormor på samme tid. Der
går kun 20 minutter, før hendes lille rødhårede
Andreas
kravler rundt på
mig og giver mig
kys – og det er fuldstændig som at se
Først gav vi
min egen søn Fredem afslag på
derik som lille«,
abort, dernæst fortæller Berit Winpressede vi dem ther glad.
til adoption. De
Det er foreløbig
kun blevet til det
havde det ofte
ene møde, men de
meget dårligt
løbende konHanne Reintoft, har
takt via telefon og
socialrådgiver
mail.
Forholdet
skal stille og roligt
bygges op. Men det har gjort en stor forskel for Berit Winther at vide, at hendes
barn har det godt og har haft en god og
lykkelig opvækst.
»Jeg føler, at tingene er blevet meget lettere i forhold til de der inderste krampagtige følelser, jeg har rendt med konstant,
og som jeg bare har haft lyst til at skrige
ud over marken. Men sorgen vil altid sidde der. Selv om man synes, man har styr
på det, så begynder jeg alligevel at tude,
bare det bliver nævnt. Jeg har stadig et
savn over alle de mistede år, alle de små
øjeblikke og oplevelser, jeg aldrig kan få
med hende på samme måde«.
dorrit.saietz@pol.dk
Aniella Bonnichsen er forfatter til bogen
’Mit barn – hvor er du?’, som for første gang
i Danmark fortæller historien om en
adoption set fra den biologiske mors side.
Flere oplysninger på hjemmesiden
www.bortadoption.dk