PORTRÆT Samarbejde er kodeordet En glad medarbejder er en god medarbejder. Det er en gammel floskel, men Jan Berg Rasmussen, tillidsrepræsentant hos Air Control Wing (ACW) i Karup, lever efter det. Han prøver hver dag at tage temperaturen blandt sine medlemmer og forbedre samarbejdet til ledelsen. Af Søren Tang - Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke gider være en gammel, sur seniorsergent. Jeg vil gerne være ham, der prøver at gøre det på den rigtige måde, som får samarbejdet op at køre og får tingene til at spille. Det er svært for folk at slå mig i hovedet med en knytnæve, hvis jeg står og smiler med papirerne i orden. Det er ganske simpelt den rolle, Jan Berg Rasmussen ser sig selv i. Jan er seniorsergent, medlem af CS og tillidsrepræsentant ved Air Control Wing i Karup. Men det giver ham ikke grund til at marchere med røde faner og true med strejker. Man bliver nødt til at mødes på midten. Jan har ellers nok at lave, og han er i skrivende stund i gang med et uddannelsesforløb for folk fra alle værn. Det er dog lykkedes os at presse et interview ind, lige så det passer med maden. Bagefter skal Jan ud og undervise igen. Dog hindrer det ikke munden i at multitaske, imens han sikkert fortæller, hvad hans holdning er, og hvordan han mener, tingene skal køre. Han er en mand med en dagsorden, som han ikke er bange for at lægge frem. - Vi bliver jo nødt til at samarbejde. Det hjælper ikke, at tillidsrepræsentanten bliver ved med at jage chefen, hvis det er noget, chefen ikke kan ændre. Så graver vi os bare ned i hver vores skyttegrav og er sure på hinanden, siger Jan. Et liv til søs endte oppe i luften Igennem alle sine år i flyvevåbnet har Jan arbejdet med varsling og kontrol. Det var dog ikke planen, at Jan skulle ende på den hylde. - Da jeg var barn, lejede mine forældre tit en båd om sommeren, og de havde et vennepar som sejlede. Så jeg ville egentlig gerne have været i søværnet, siger Jan. Der var bare et lille problem. Han søgte ind som telegrafist, men blev ikke fundet egnet. - Der var åbenbart ikke sammenhæng mellem at sidde og høre på prikker, og så skrive dem. Alle de andre ting var gode nok, men jeg kunne bare ikke trykke godt nok på den dims, siger han og griner. Så da tilbuddet kom om at fortsætte i flyvevåbnet med kontrol og varsling, var Jan hurtig til at springe ud i det. - Jeg synes, at sådan noget amatørradio var meget spændende, så at arbejde med radar og kontrol og varsling, det virkede super, fortæller han. Siden da har det ene taget det andet, og det er nu blevet til 31 år indenfor feltet. En karriere som har udviklet sig i forskellige, geo- grafiske, retninger. Allerede helt fra starten ville Jan gerne ud og opleve noget, og søgte derfor til Færøerne. - Men jeg var ikke gammel nok! Det var noget med spirituslovgivningen, og man skulle være 21. Folk sagde altså op, når de blev beordret derop, fordi ingen havde lyst. Jan var dog tålmodig, og da han også ifølge den Færøske lovgivning var moden, tog han af sted. Det var samtidig også på Færøerne, Jan mødte sin kone Hanne, som også arbejdede i forsvaret. Jan var egentlig rejst nordpå med en halvt Færøsk kæreste, men det holdt ikke. Og da Jan så mødte den tidligere kollega Hanne, fandt han pludselig den store kærlighed. Det endte med det, som man i dag kan anse som en ganske almindelig familie. - Ja, Hanne har jo en datter fra et tidligere forhold, og jeg har en søn. Og sammen fik vi også en dreng mere. Men det skete, imens vores børn var ca. 2 år, så de kunne slet ikke forestille sig det anderledes, siger Jan. Afslapning i familiens skød Det er da også i sin familie, at Jan finder ro. Når enden på en lang dag på jobbet er ved at være nået, nyder Jan at komme hjem fra arbejde. Dog er det ikke altid alt, der er enighed om i det lille hjem. - Det allerbedste sted for mig, det ville være et sted, hvor der var natur i alle retninger, undtagen en retning, hvor der skulle være en 2-3 km. vej. Og det skulle være min vej. Men konen og børnene ville nok ikke være så glade for 100 km til arbejde og skole, griner Jan. Men man kan se, at der også er alvor i øjnene på ham. - Det er måske fordi, jeg har så travlt i hverdagen, så er det rart at have et sted at trække sig tilbage til efter arbejde. Men min telefon er altid åben. Og folk kan ringe klokken 2 om natten eller juleaften, jeg er ligeglad, jeg tager telefonen. Det går jeg meget op i, siger han. Hvis stikket virkelig skal trækkes ud, findes der også en løsning. Der er nemlig blevet investeret i et styk sejlbåd. Og som i ungdommens dage, trækker havet ofte. - Min kone kan godt lide at slynge sig ved - Vi bliver jo nødt til at samarbejde. Det hjælper ikke, at tillidsrepræsentanten bliver ved med at jage chefen, hvis det er noget, chefen ikke kan ændre. Så graver vi os bare ned i hver vores skyttegrav og er sure på hinanden. Et af de lettest genkendelige træk ved Jan, er hans smil, som konsekvent breder sig over ansigtet (Foto: Søren Tang). S 10 svømmepølen. Men engang imellem, når jeg kommer hjem om fredagen og har tjekket vejret, så vil jeg gerne af sted. Når man kommer derop, går der kun 10 minutter, så ligger du ude på fjorden. Der er helt stille, og du kan kun høre vandet skvulpe lidt og høre vinden. Det er der, hvor jeg slapper af. Hvis jeg virkelig har haft stress på, så er det der, jeg tager op, fortæller Jan. Uddannelse i fokus Allerede på Færøerne stiftede Jan bekendtskab med det faglige arbejde, da han som suppleant blev sendt til kongres i Odense. Selvom det var spændende, fangede det dog ikke. - Det virkede lidt indspist. Alle kendte hinanden, og så sad man der som ung knægt. Det var ikke specielt sjovt, husker han. Men som årene gik, blev Jan mere og mere interesseret i uddannelsesdelen af forsvaret. Han var blandt andet med til at planlægge og efteruddanne på Flyvestation Skrydstrup. - Ja, alle tror jo, at de kan gøre det bedre end dem, der er der. Og det kan godt være, det ikke er rigtigt, men man kan jo altid prøve, siger Jan med et smil. I sin funktion blev Jan derfor også involveret i planlæggelsen af øvelser, hvor afdelingen blev målt mod NATO’s krav. Det skulle vise sig at blive et vigtigt afsæt for Jans karriere, da en tidligere kollega hev ham med til de baltiske lande. Efter løsrivelsen fra Sovjet havde de ingen mulighed for at opretholde deres suverænitet. - Den ansvarlige for selve identifikationsdelen havde jeg tilfældigvis siddet og arbejdet med. Så jeg blev udpeget til at arbejde med opgaven i to år. De havde ikke noget radarsystem, og de havde ikke nogen fly, de kunne flyve ud og hævde deres suverænitet med. Det var meget spændende at være med til at bygge op, fortæller Jan og fortsætter - Og så stod vi pludselig og skulle præsentere det hele i forsvarsministeriet for alle deres fine folk. Og her kom oversergent Rasmussen fra Danmark, og så sad der bare generaler fra Letland, Estland og Litauen. Men dengang havde de ingenting, så de var glade for alt, hvad de kunne få. Og det blev modtaget med klapsalver. Så stod man der og tænkte: Hold da op! Efter turen mod øst var Jan stadig ikke færdig med at rejse. Og da muligheden for at komme til Tyskland opstod, var Jan ikke sen til at gribe chancen. Et valg han heller ikke fortrød. - Det var lidt af et drømmejob. Jeg tror, vi var blevet, hvis vi havde fået muligheden. Men på den anden side, jeg vil jo heller ikke fra Karup, nu vi har slået os ned, siger Jan. I Tyskland fik han også sin sag for. Her blev han instruktør og evaluator på NATO’ s AWACS fly og var samtidig sektionschef for varslingsoperatørerne i Eskadrille 1 på Geilenkirchen Airbase. Det blev til seks et halvt gode år, som skabte mange venskaber. Datteren er endda blevet og har nu både kæreste og uddannelse syd for grænsen. Det hjalp dog også Jan med at fokusere sin karriere. - Allerede i Tyskland sagde jeg, at hvis det var muligt, så ville jeg helst arbejde med uddannelse. Det er det, jeg brænder for. CS Bladet | Nr. 6 | Oktober 2011 PORTRÆT - I ACW kan vi se frem til, udover at have rigtig travlt og for få folk, at de vil sende os en tur til Afghanistan. Det skal så være fire hold af 40 mand i 3 måneder. Altså 160, ud af de 350, hvor vi i forvejen er 100 for lidt. Og skal det samme niveau holdes herhjemme, så kan jeg ikke overskue, hvordan vores ledelse vil få afviklet alt den ekstra overarbejde. Det er næsten 50.000 timer ekstra, som kommer oven i det overarbejde, vi i forvejen har. Det mener jeg er vigtigt, vi holder øje med. Hvordan skal det afvikles?, spørger Jan. Interessen for det faglige Det var præcis, hvad der skete. Tilbage i Danmark startede han i ACWU (Air Control Wing Uddannelse), og Jan bruger i dag en stor del af sin tid på netop at uddanne de unge mennesker inden for kontrol og varsling. Det var også her, han i 2008 blev valgt som tillidsrepræsentant og samme år startede på VUT-II uddannelsen til seniorsergent. - Der begynder man at arbejde med coaching og organisations- og ledelsesteorier. Jeg kunne se, at der måske var nogle mangler engang imellem i ledelsen. Og der sagde jeg, det vil jeg gerne uddanne mig inden for, så jeg kan matche dem. Ikke for at slå dem i hovedet med viden, men for at vi sammen kunne forbedre situationen for vores medarbejdere, siger Jan. De løber hurtigt nok i forvejen Og interessen for ledelse og uddannelse skabte ganske naturligt interessen for det faglige. Et sted hvor Jan da også har nogle helt konkrete punkter, som han mener skal forbedres. - Vores sygefravær skal ned. Derfor har vi også besøgt Farsø hospital, som netop er lykkedes med at nedbringe deres fravær. Så vi prøver hele tiden at lære, hvordan vi skal fortsætte. Det kan dog være lidt svært, når andet kommer i vejen. I Air Control Wing prøver 350 medarbejdere hver dag at få jobbet gjort, men da de er normeret med 450, er der problemer med overarbejde. Et problem der ikke bliver nemmere i fremtiden, fortæller Jan. - I ACW kan vi se frem til, udover at have rigtigt travlt og for få folk, at de vil sende os en tur til Afghanistan. Det skal så være fire hold af 40 mand i 3 måneder. Altså 160, ud af de 350, hvor vi i forvejen er 100 for lidt. Og skal det samme niveau holdes herhjemme, så kan jeg ikke overskue, hvordan vores ledelse vil få afviklet alt det ekstra overarbejde. Det er næsten 50.000 timer ekstra, som kommer oven i det overarbejde, vi i forvejen har. Det mener jeg er vigtigt, vi holder øje med. Hvordan skal det afvikles?, spørger han. Det er nemlig en ting, der ligger ham meget på sinde. At medarbejderne har det godt. At stresse rundt for at passe timer ind, det hjælper ikke. Derfor har Jan også sendt spørgsmålet op igennem systemet. Så kan det en gang for alle blive afklaret, hvordan ledelsen har tænkt sig at afvikle alle de ekstra timer. For en glad medarbejder er nu immervæk stadig en god medarbejder. Middagsmaden er ved at være fortæret. Jan har stadig en masse på tapetet og er på vej ud for at undervise de unge mennesker i radarverdenens finurligheder. Men tilbage står et stærkt budskab. Vi kan ingenting, hvis vi ikke arbejder sammen. Forældelsesfrist er dybt uretfærdig At veteraner afvises, når de søger om erstatning i forbindelse med lidelser, pådraget i forbindelse med udsendelser, bare på grund af forældelse, finder CS helt urimeligt Tekst og foto: Helle Kolding Flere krigsveteraner, der har gjort tjeneste på Balkan i 1990’erne, kan ikke få erstatning, selvom de lider af posttraumatisk stress (PTSD). De afvises af Arbejdsskadestyrelsen fordi, de alt for sent er begyndt at fortælle om deres symptomer og traumer, og derfor er faldet for den tidsfrist, der er for at få erstatning. Sagerne betegnes simpelthen som forældede. - Det er fuldstændig urimeligt. I sådanne tilfælde burde der overhovedet ikke være nogen forældelsesfrist, siger 2.næstformand i Centralforeningen for Stampersonel, Bjarne A. Kehr. Juridisk skal krigsveteranerne dokumentere, at deres PTSD udviklede sig senest seks måneder efter missionen. Og det er der mange af veteranerne fra Balkan, der ikke kan. I flere tilfælde er der gået år, før deres lidelse er egentlig diagnosticeret. Faktisk er det først nu, så længe efter, at nogle får konstateret, at deres psykiske problemer kan føres tilbage til begivenhederne på Balkan. - Når en traumatisering erkendes længe efter en person har været på mission eller akkumuleres over tid, og fagspecialister anerkender sammenhængen mellem den psykiske lidelse og arbejdet, må der simpelthen være mulighed for at ophæve forældelsesfristen. Alt andet virker dybt uretfærdigt, fastslår Bjarne A. Kehr. Ny adresse eller nyt telefonnummer Du kan nu selv nemt foretage rettelser til CS Er du flyttet, har du fået nyt telefonnummer eller måske en ny e-mail, så har du nu selv mulighed for at rette dine kontakt oplysninger. Log ind på www.cs.dk Find Min Profil – her kan du selv rette relevante oplysninger, og CS får automatisk besked. Har du derimod ændringer til dit navn, navnet på din samlever, medlemstype eller forsikringer, er du stadig nødt til at sende en mail til cs@cs.dk , så CS har dokumentation for denne type ændringer -step Radarstation. Arkivfoto CS Bladet | Nr. 6 | Oktober 2011 S 11