Kofoeds Skoles grundlægger, Hans Christian Kofoed (1898

Kofoeds Skoles grundlægger, Hans Christian Kofoed (1898-1952)
fotograferet omkring 1940. Foto: Kofoeds Skole
Hvem var Hans Christian Kofoed?
Kofoed blev født på Bornholm i 1898 og havde en idé om at han skulle være præst. Det
blev han ikke, men i stedet blev han kordegn ved Christianskirken på Christianshavn.
Undervejs havde han både studeret teologi og undervist på Hobtrup Højskole i Jylland.
Kofoed kom til København i 20’erne, hvor det var svære tider med stor arbejdsløshed. I en
periode ledte Kofoed selv ihærdigt efter arbejde, og det foregik dengang ved at stille sig
op foran fabriksporten sammen med de arbejdsløse, for at se om man kunne være heldig at
blive hyret som daglejer. I mødet med de øvrige arbejdsløse blev Kofoed både imponeret
over den selvopholdelsesdrift, som nogle udviste, men også chokeret over den
tiggeradfærd, som andre lærte at bruge. ”Intet rystede mig som at se unge kraftige Mænd
Kofoeds Skole | Nyrnberggade 1 | 2300 København S | Telefon 32 68 02 00 | Fax 32 95 62 17
ks@kofoedsskole.dk | www.kofoedsskole.dk
nedlade sig en krybende Ydmyghed eller falsk Usselhed for derved at slaa Mønt”, skrev han i
sin erindringsbog, ”Slaaet ud, nej!”, fra 1945.
Christians Sogns Arbejdsstuer
I mødet med de arbejdsløse oplevede Kofoed at social hjælp, der blev givet af medlidenhed
og havde karakter af almisse, virkede nedbrydende og ydmygende for modtageren. Og det
inspirerede ham igen til at udtænke det princip om hjælp til selvhjælp, som siden har
været Kofoeds Skoles varemærke. Det var en idé om at hjælpe andre på en ligeværdig
måde. Hjælp skulle skabe selvværd og selvrespekt hos den enkelte og ikke afhængighed af
mere hjælp. Oveni idéen var Kofoed i besiddelse af både energi, driv- og gennemslagskraft
til at omsætte den til virkelighed. I marts 1928 åbnede Christians Sogns Arbejdsstuer i et
kælderlokale og en startkapital på 100 kr. Der kom én elev den første dag, men siden kom
flere til. Eleverne var i hovedsagen arbejdsløse mænd, men med tiden fik skolen også en
hjemmenes afdeling.
Hjælp til selvhjælp
Kofoed fik også engageret mange mennesker til at hjælpe sig med projekt, som snart blev
kaldt Kofoeds Skole i folkemunde. Fra 1946 blev det også skolens officielle navn,
nogenlunde samtidig med at man flyttede ind i nye lokaler i Dronningensgade på
Christianshavn. Princippet på skolen var, at når man gjorde noget godt for sig selv, fulgte
der en belønning med. At tage et bad, vask og reparation af tøj, værkstedsarbejde,
deltagelse i undervisning gav adgang til goder som måltider, en seng at sove i, tøj og
meget andet. Det var ikke sociale subjekter, som kom på Kofoeds Skole, men elever, der
skulle lære noget. Hjælpen på Kofoeds Skole var en hjælp, man selv havde tjent, ikke en
hjælp man modtog fordi andre følte medlidenhed.
Kofoed arbejdede utrætteligt for sin skole, som i mange år blev drevet for private midler og
i hovedsagen frivillige medarbejdere. Men i vinteren 1952 omkom han på vej hjem fra et
foredrag i Jylland, da hans bil kolliderede med et vejtræ på hovedvejen mellem Ringsted
og Roskilde.
Kofoeds Skole i dag
Men hans arbejde og ånd blev ført videre på skolen, som i 1975 var vokset ud af lokalerne
på Christianshavn, og flyttede ud i Nyrnberggade i Holmbladsgadekvarteret, hvor
hovedskolen ligger i dag. Her råder skolen over mere end 10.000 m2, og udover
hovedskolen findes der i dag 5 ungdomsboliger i København og på Sjælland,
hjemløsearbejde udgår fra Kofoeds Kælder ved Kultorvet og Naapifik på Vesterbro. Hertil
kommer afdelingerne i Aarhus, Aalborg, Aabenraa og Esbjerg. Den ene elev, der dukkede
op på åbningsdagen i 1928 er vokset til et rekordniveau på omkring 700 daglige elever. Alt
i alt er der omkring 5000 mennesker, som hvert år er elever på Kofoeds Skole i Danmark i
kortere eller længere tid. Udover de danske skoler har skolens idé og metode også bredt
sig til udlandet. I løbet af de seneste knap 20 år, er der også åbnet Kofoeds Skoler i 9
forskellige Øst- og Centraleuropæiske lande.
Af Thomas Pedersen, Kommunikationsmedarbejder
Side 2