Løven, Kim & Hulken De tre musikanter, fra Faaborg fandt hinanden i efteråret 2007 – og swingede straks sammen. Siden har Jørgen Løve, Kim Christensen og Per Halken optrådt ved talrige koncerter. Løven, Kim & Hulken leverer en sprudlende optræden – serveret med glimt i øjet og rappe replikker. Det vokale element spiller en stor rolle, og alle tre synger, så det kan høres – af og til samtidig. Deres repertoire udvikler sig fra år til år inspireret af festivalerne i Tønder og Strib samt hyppige og hyggelige mødeaftener i Hulkens mørke kælder, hvor instrumenter og en flaske Jameson whisky udgør det tilbagevendende element. Dog kan trioens koncertpublikum altid være sikker på at opleve skotsk-irske sange, shanties, amerikanske hillbilly-numre, en vits eller fire, samt frimodig dansk visekunst. Publikum danser hver gang (næsten ) – i hvert fald den del, der kan stå på benene. Ring eventuelt til Jørgen Løve for yderligere oplysninger. Måske får du en fornuftig samtale ud af det. Jørgen Løve: tlf. 23 41 34 67. Ellers kan man skrive til Hulken på amh@lken.dk. Løven: Han hedder Jørgen til for navn og er selskabets guitarist, trubadur, fortolker og charmør. Jørgen Løve går i folk med træsko på, siger man gerne, men han appellerer måske i særlig grad til et kvindeligt publikum i stærkt moden alder. Jørgen Løve har i sin lange musikerkarriere optrådt med spillemænd som Ewald og Hardy Thomsen, Tømmermændene, Peter og Thorkild Vest og mange, mange flere. Kim: Bærer efternavnet Christensen, og umiddelbart kan dette sydfynske postbud måske godt tage sig ud som trioens eneste civiliserede personlighed, men skindet bedrager, og han slår på alt, der er mindre end ham selv: Nedløbsrør, kølerhjelm eller blød hat. Og altid i takt. Når trioen underholder, medbringer han sit faste udstyr i form af cajuntromme, highhat, tamburin og bækken. Kim har blandt andre spillet med Anne Katrine Herdorf, Bjarne Liller, Rock Nalle, Kåre Lindebjerg og Jan Valbak . Hulken: I civil sammenhæng kalder folk ham Per Halken, og han er trioens musikalske alt-mulig-mand, som tilføjer det samlede lydbillede en kombination af irsk/skotske stemninger og kontrolleret sydfynsk vanvid. Han spiller guitar, Irske fløjter, ukulele, mandolin, mundharpe og – ved højtidelige lejligheder – en fra Skotland importeret sækkepibe. Hulken huskes vel især for sin markante indsats i duoen Hulken-McMountain og for talrige revy-succeser. Og så er han i øvrigt chefkoordinator på den årlige Faaborg FolkeFestival. www.lovenkimoghulken.dk
© Copyright 2024