Lokalt konsortium går sammen om køb af historisk

Lokalt konsortium går sammen om køb af historisk bygningskompleks midt i Viborg
Boligselskabet Sct. Jørgen, Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning samt erhvervsfolkene
Frank Brøndum, Claus A. Christensen og Tina Jacobsen/Jørgen Balle Madsen har købt
det fredede bygningskompleks Stillings Gård/Den gamle Latinskole af Viborg Kommune.
Det fredede bygningskompleks Stillings Gård/Den gamle Latinskole, der udgør en markant
del af Viborgs historiske bykerne, forbliver på lokale hænder. På sit møde onsdag aften
vedtog Viborg Byråd at sælge den kommunalt ejede karré, der afgrænses af Nytorv, Nytorvgyde og Sct. Mogens Gade, til en gruppe, bestående af Boligselskabet Sct. Jørgen,
Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning, de lokale erhvervsfolk Frank Brøndum fra Brøndumkoncernen og Claus A. Christensen fra AC Hydraulic samt Tina Jacobsen/tømrermester
Jørgen Balle Madsen.
Det historiske bygningskompleks har i mange år tjent som administrationsbygninger for
Viborg Kommune, men bygningerne har stået ubenyttede, siden den kommunale administration for et par år siden flyttede til det nye rådhus ved Indre Ringvej. Fremover skal de
smukke, gamle bygninger anvendes til boligformål og i mindre omfang også til erhvervsformål.
Formelt set sker salget af bygningskomplekset til et til lejligheden oprettet selskab, som
herefter sælger de enkelte dele af komplekset videre til de fem lokale interessenter.
Salgsprisen er aftalt til 15 mio. kr. Forud for købet er gået et langvarigt planlægnings- og
forhandlingsforløb, hvor Boligselskabet Sct. Jørgen har varetaget en stor del af de fysiske
planlægningsopgaver, og der er ydet juridisk assistance fra advokat Ole Thiel i samarbejde med advokaterne Martin Jørgensen og Jørgen Horstmann.
Omfattende arbejde
Udvendigt vil bygningskomplekset fortsat fremstå med det karakteristiske udseende, de
har i dag. Men indvendigt forestår et betydeligt arbejde med at føre de enkelte bygninger
op til en nutidig standard. Dette vil ske med skyldig hensyntagen og respekt for de restriktioner og begrænsninger, som bygningerne er pålagt, fordi de er fredede.
- Arkitektonisk og kulturhistorisk er de bygninger, vi nu overtager, en lokal diamant. Det er
alle fem interessenter opmærksom på. Vi er stærkt optaget af at bevare bygningerne og
puste nyt liv i dem på en måde, som er til glæde og gavn for såvel viborgenserne som for
byens gæster. I forbindelse hermed ser vi frem til de planer for en omlægning og renovering af Nytorv, som Viborg Kommune og Realdania har under udarbejdelse. Vi vil meget
gerne indgå i et samarbejde om at realisere dette projekt, der har til formål at gøre Nytorv
til midtpunkt for et mere aktivt, levende og oplevelsesrigt bymiljø, siger formanden for Boligselskabet Sct. Jørgen, Johannes Stensgaard, på vegne af alle fem købere.
I begyndelsen af det nye år vil der blive holdt et offentligt informationsmøde, hvor de mere
præcise planer for den fremtidige anvendelse af Stillings Gård/Den gamle Latinskole vil
blive præsenteret.
Den fremtidige brug af Stillings Gård/Den gamle Latinskole.
Det fredede historiske bygningskompleks Stillings Gård/Den gamle Latinskole vil fremover
have følgende ejere:
Frank Brøndum
Den del af Sct. Mogens Gade 1, der vender ud mod Domkirkepladsen overtages af erhvervsmanden Frank Brøndum. Hans plan er at indrette kontorer i stueetagen og bolig,
eventuelt til sig selv og sin familie, på 1. sal.
- Jeg er primært gået med i dette projekt, fordi jeg gerne vil være med til at sikre de historiske bygninger en god fremtid, så de kan forblive en smuk del af gadebilledet i det gamle
Viborg. Den ejendom, som jeg selv overtager, er et arkitektonisk pragtstykke. Et af ”vartegnene” for denne del af Viborg. De fredningsbestemmelser, der gælder for ejendommen,
er ganske restriktive, og dem er jeg naturligvis indstillet på at overholde. Derfor bliver den
omfattende renovering, som vi skal i gang med, både tidkrævende og dyr. Den bygningsmæssige tilstand er jo ikke ligefrem blevet forbedret af, at bygningen længe har stået tom
og ubrugt, siger Frank Brøndum.
Boligselskabet Sct. Jørgen
Boligselskabet Sct. Jørgen overtager den sydlige fløj af Sct. Mogens Gade 1, der vender
ud mod Latinerhaven, Nytorv Gyde 6 samt den vestlige fløj af Sct. Mogens Gade 1, der
har port til Den gamle Latinskoles Gård. Bygningerne vil blive omdannet til omkring 10
meget attraktive almene boliger.
- Som alment boligselskab føler vi en forpligtelse til også at medvirke til at løse byudviklingsmæssige opgaver i de kommuner, hvor vi opererer. Derfor har det været helt naturligt
at gå ind i dette projekt, og det er med stor glæde, at vi nu i et konstruktivt samarbejde
med andre lokale interessenter har erhvervet det historiske bygningskompleks. Det vil
skabe nyt liv i området – og lys i vinduerne om aftenen. I forvejen ejer boligselskabet de
tidligere kommunale administrationsbygninger nord for Nytorvgyde, hvor der vil blive indrettet 19 almene boliger, så vi kommer op på i alt 29 udlejningsboliger i dette attraktive område, siger boligselskabets formand Johannes Stensgaard.
Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning
Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning overtager Nytorv Gyde 4.
Her vil der blive etableret 10 mindre lejeboliger, henholdsvis
1 og 2 værelsers lejligheder.
- Som firmanavnet siger, står vi for udlejning af boliger og
erhvervslejemål. Det er den helt konkrete anledning til, at
vi er gået med i projektet, hvor vi kan etablere nogle mindre
lejeboliger, der både indretningsmæssigt og på grund af
beliggenheden vil være meget attraktive, især for unge.
Men ud over at drive forretning vil vi også gerne være med
til at gøre noget godt for Viborg og for viborgenserne.
Vi bor i en smuk, gammel by, som vi skal passe godt på.
Det kan vi være med til gennem et projekt som dette, og det er en væsentlig grund til, at vi
har påtaget os denne opgave, siger direktør og partner i Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning, Benny Tolstrup.
Tina Jacobsen/Jørgen Balle Madsen
Sammen med sin hustru Tina Jacobsen, der står som køber, overtager tømrermester Jørgen Balle Madsen Nytorv 4 – også kaldet Den liden gård på Torvet. Det er planen at indrette bygningen til parrets privatbolig og måske etablere en butik med indgang fra Nytorv.
- Min kone og jeg vil gerne flytte ind og bo i Viborgs centrum. Det ønske kan vi nu få opfyldt ved overtagelsen af Nytorv 4, som er et smukt hus med en meget central beliggenhed. Det er slet og ret forklaringen på, at vi er gået med ind i dette projekt. Der forestår et
større renoveringsarbejde, inden bygningen kan tjene som bolig, men som tømrermester
kan jeg heldigvis udføre en stor del af arbejdet selv, siger Jørgen Balle Madsen.
Claus A. Christensen
Den viborgensiske erhvervsmand Claus A. Christensen overtager Nytorv 6, Stillings Gård.
Den nye ejer har endnu ikke nogen færdig plan for anvendelsen af bygningen.
- Jeg er viborgenser til fingerspidserne og vil gerne være med til at gøre Viborg til en endnu bedre og mere spændende by. Da jeg blev kontaktet om dette projekt, kunne jeg derfor
dårligt undslå mig. Jeg er overbevist om, at den løsning, som vi fem interessenter sammen
har fundet frem til, kan være med til at skabe nyt liv i midtbyen. Der har tidligere været butikker i stueetagen af Stillings Gård. Det kan der måske komme igen, eventuelt kombineret
med en restaurant eller en café med udeservering. I forbindelse med den planlagte omlægning og renovering af Nytorv kan det blive en perfekt løsning. 1. sal vil være velegnet til
kontorer eller liberale erhverv, siger Claus A. Christensen, som for kort tid siden også købte Morvilles Gård på hjørnet af Sct. Mogens Gade og Sorte Brødre Kirkestræde af Viborg
Kommune.