Kyndelmisse 2014 Præludium: ”Sneflokke kommer vrimlende”, Jeppe Aakjær 1916 Ord til indledning: ”Så kom Kjørmes Knud” – det betyder: så kom kyndelmisse-knude. Så kom vinterens knude- eller vendepunkt. Om vinteren topper i dag, vides ikke. Noget kunne tyde på det: for få dage siden kom sneflokke vrimlende og kulden gik gennem marv og ben. Nu tør det og vinden bider lidt mindre. Det er stadig koldt, der ligger stadigvæk sne, OG det er buldrende mørkt. Vi har sådan brug for lys – for at holde ud indtil foråret kommer. Derfor giver det god mening at fejre Kyndelmisse. Kyndelmisse betyder ”lys-messe”. Førhen blev dagen fejret med lysprocessioner, hvor man indviede alle de lys, som blev brugt i kirken i løbet af året. Lysene blev velsignet for at man - hver gang man tændte et lys - skulle lovprise Gud, der har skabt alt lys og liv, og som sendte sin Søn til her jorden som ”Verdens lys”. I aften hører vi om dig som barnet, der varsomt løftes af Simeons gamle hænder, og lyser ind i hans matte øjne. Fred bæres frem i mørket. Læg dig nu i vores favn. Giv os stærke og varsomme hænder. Amen! Salme: 557, Her vil ties, her vil bies Læsning: GT Sl. 27, 1 Digt: ”Himlens hvide stilhed falder”, Lars Busk Sørensen: Himlens hvide stilhed falder på hver gren i nat. Alting urørt, som da jorden blev os overladt. Lys-gudstjenesten handler om langt mere end hyggelige stearinlys og solens livgivende stråler. Den handler om livets lys. Vi kan se det på Rembrandt billede på forsiden af salmearket: Lyslevende ligger Guds kærlighed og stråler i armene på den gamle Simeon. Den får hans blegnede kinder til at gløde og hans matte blik til at tindre. Et lys for os alle sammen! Nattehimlen mod min pande som en kølig hånd, som et kærtegn midt i larmen af Guds Helligånd. Bøn: Kristus. Verdens lys. Du er længe ventet. Tak, fordi du vil bo hos os og oplyse mørket. Over stille Tage synker Fnug for fnug Guds fred fra det fjerne ind mod jordens alt for smukke sted. Sådan stille ubemærket kom Guds Søn en nat, ham der fandt os midt i angstens vinter efterladt. Ham, der ramt af vores kulde på sit kors har lidt, til Guds nåde ganske stille gjorde sort til hvidt. Alting urørt jorden lyser af sin skabers Ånd. Himlens hvide nåde falder i min åbne hånd. Sang: Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven som udi min abildgård. Det er tyst herude, kun med sagte pik på rude melder sig den små musvit. Der er ingen fugl, der synger, finken kun på kvisten gynger, ser sig om og hvipper lidt. Det er koldt herude, ravne skrige, ugler tude, søge føde, søge læ. Kragen spanker om med skaden højt på rygningen af laden, skeler til det tamme kræ. Hanen sig opsvinger på en snemand, sine vinger klaskende han sammenslår. Krummer halsen stolt og galer hvad monstro han vil, den praler? Hvis endda om tø han spår! Inderlig jeg længes efter vår, men vintren strænges, atter vinden om til nord! Kom, sydvest, som frosten tvinger, kom med dine tågevinger, kom og løs den bundne jord! (St. St. Blicher, 1838) Læsning: Kyndelmisse ligger 40 dage efter Jesu fødsel. Det er den dag, hvor jomfru Maria sammen med Josef bringer Jesus til templet. Her møder de den gamle Simeon. Den beretning skal vi høre nu. Den står i Lukasevangeliet: Luk. 2,2232 Fortælling: ”Gæst” Der findes en meget smuk fortælling om lys fra oldtidens Danmark: Det fortælles, at når et blev barn født, kom nornerne og lagde hans livstråd og tændte det vokslys som skulle brænde så længe barnet levede. Nu fødtes der engang en dreng som blev kaldt ”Gæst”. Det betød det samme som menneske, for mennesket er jo kun en gæst her på jorden. Og hans mor tog, som alle mødre - imod hans vokslys, pustede det ud og gemte det godt i sin kærligheds omsorg. Gæst fik derfor en god og tryg barndom. Men en dag kom han så og krævede sit lys udleveret, nu ville han selv tage ansvar for det. Ungdomstiden var inde. Og efter mange formaninger fra forældrene fik han det også. Han forstod at det gjaldt livet, at passe godt på lyset. Og da han havde tænkt sig at leve af at være vandrende skjald, altså en som rejser rundt og synger viser og fortæller gamle historier, så gemte han sit vokslys på bunden af sin harpe. Gæst vandrede omkring og sang og fortalte ved kongernes hof og på herremændenes gårde. Han var meget dygtig og anerkendt. Og da han passede godt på sit lys, blev han også meget gammel. Men han var ikke rigtig glad og tilfreds med sit liv. Det var som om han aldrig rigtig var med i livet, han var i stedet altid den som så på. Han var tilskuer. Han var altid fortælleren og aldrig med i handlingen. Han fortalte om fortidens helte, som tændte deres livslys og satte alt ind på ære, ret, frihed og kærlighed. Men selv var han bange for døden, og gemte sit lys væk, selvom han inderst inde vidste, at det kræves af enhver, at vil du vinde livet, må du være rede til at ofre det. En dag, da Gæst var inviteret som skjald til kong Olav Trygvesons hof, for at fortælle sine historier, hørte han selv en historie. En ny historie. Det var historien om en ny Gud, som man hyldede der i kongens gård. Den nye Gud hed ”hvide Krist”. Han var Guds søn, født som et lille barn, en mørk og kold julenat, og Gæst forstod at denne hvide Krist var den største helt, der nogensinde havde levet. For ikke alene havde han tændt sit lys og sat sit liv ind og var død i kampen. Men til forskel fra de andre helte, havde han i dødsriget, kæmpet mod døden og sejret over den. En dag gik Gæst op til kongen og spurgte om hvide Krist gav andre del i sin sejr over døden. Ja, svarede kongen. Når man bliver døbt, får man del i hans sejr. Da lod Gæst, den ældgamle mand, sig døbe. Bagefter blev der holdt dåbsgilde, med rigelig mad og drikke. Gæst sad på hæderspladsen og da alle havde fået nok at spise, rejste han sig, fandt sin harpe frem og fremsagde et vidunderligt kvad. Så åbnede han harpen, fandt sit livslys frem, tændte det ved ildstedet og satte det midt på bordet, så det kunne lyse for alle i hallen. Han vidste godt den gamle, at nu ville døden hente ham, som den en dag henter alle. Men ligesom den gamle Simeon, havde han nu fået modet til at møde den. Og lyset stod længe på bordet og gav sit bidrag til at hallen blev en smule lysere og varmere….. Vi har også et livslys. Et dåbens lys, som skinner for os hver dag hele livet. Og fordi Kristus giver andre – giver os – del i sin sejr over døden, er lyset også tændt, når livet slukkes. Gud har tændt lys for os i himlen. ”Kærligheden hører aldrig op. Lyset går aldrig ud”. Salme: 108, Lovet være du, Jesus Krist Det var godt at se Så i dag kan jeg ikke forstå at jeg skreg den dag men det gjorde jeg jeg husker det tydeligt overvældet af lyset Og det har været der lige siden Lyset er det der er tættest ved min hud Og jeg ser lyset hver morgen og overvældes Det første jeg ser er lyset og det sidste jeg skal se vil være lyset Jeg begynder at se lyset og lyset er sikkert og stærkt og lige så fjernt som nært og lyset er en anden og ser på mig ser mig Digt: ”Jeg begynder at se lyset”, Poul Borum, 1996: Salme: 117, En rose så jeg skyde Jeg begynder at se lyset Jeg begynder med at se lyset Jeg så lyset en dag i oktober Kollekt: Kristus. Lille barn. Du der blev båret af Marias glatte hånd, kærtegnet af Josefs grove næve og løftet af Simeons senede hænder. Lad også vores sind finde ro, når vi ser frelsen i dit blik. Velsign os og giv os fred. – hør os, når sammen beder og i Jesu navn beder: Fadervor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen. Velsignelse Salme: 787, Du, som har tændt millioner af stjerner Udgangslæsning: Joh. 8, 12 Postludium: Vinteren vender ved Kyndelmisse. Eva Marie med lys i hånden.