Skal EU spare eller spendere sig ud af krisen?
14 EU-Valg Lørdag den 10. maj 2014 Forventninger til vækst i 2014 Under 0 pct. Skal EU spare eller spendere sig ud af krisen? 0-1 pct. 1-3 pct. Over 3 pct. Kilde: EU-Kommissionen Økonomi: Fem år med krise og barske nedskæringer har skabt voksende ulighed, voksende mistillid til EU og voksende støtte til euroskeptiske partier. Men kriseøkonomier er tilbage i vækst. Har medicinen virket? heidi.plougsgaard@jp.dk VALLADOLID ngang var det konger, der regerede i Valladolid. Det var her, Spanien blev forenet til en nation og her, at dronning Isabel gav penge til Christopher Columbus, så opdageren kunne krydse Atlanten og sætte Amerika på kortet. Men ikke længere. I dag er det Renault, der dominerer i den nordspanske by. Skilte foran klynger af store, industrielle bygninger og flag med den franske bilproducents navn bader i den behagelige, castilianske sol omkring den firsporede indfaldsvej syd for byen mod Madrid. Når klokken slår 14, og det første af to skiftehold på fabrikkerne tager hjem, triller bil efter bil – alle Renaults, som er købt med mindst 10 pct. medarbejderrabat – forbi bommene ved sikkerhedsvagterne på vej hjem til den altid sene, spanske frokost. Blandt lokale hedder det sig, at Valladolid lægger sig med influenza, hver gang Renault nyser. 5.000 arbejdspladser og omkring 15.000, når underleverandører tælles kan, kan mærkes i en by med en halv million indbyggere. Men krisen har vendt tingene på hovedet. Selv om det europæiske bilsalg er stagneret, udvider Renault i Valladolid og eksporterer fra Spanien til andre lande. Senest meddelte selskabet i april, at det opretter 600 nye stillinger i byen. Nu E er det i stedet fabrikkerne tættere på hovedkontoret nær Paris, der har fanget bacillen. Renault vil over tre år fjerne 7.500 stillinger i Frankrig, og historien gentager sig i andre selskaber. Størst efter Tyskland Både Nissan, Ford, Seat og Iveco har skåret, men øget produktionen i Spanien. Landet er nu Europas andenstørste bilproducent efter Tyskland. Og selv om en svag vækst ikke har gjort synligt indhug på den katastrofalt høje arbejdsløshed, viser det ifølge den spanske næstformand for EU-Parlamentets økonomiske udvalg, at de benhårde reformer, som regeringen i Madrid har været tvunget til at gennemføre, har virket. »Lad mig forklare dig noget,« siger Pablo Bidegain fra regeringspartiet Popular og læner sig ind over skrivebordet på sit kontor i Strasbourg, som folk nogle gange gør for at virke mere overbevisende; bevægelsen får en tæmmet krølle til at indlede et oprør og true med at falde ned i panden. »For to år siden var Spanien problemet. I dag er Spanien eksemplet. Og jeg håber, at Frankrig og Italien snart gør, hvad Spanien gjorde. Vi har nu resultaterne. Over halvdelen af de nye arbejdspladser i Europa bliver nu skabt i Spanien. I Italien og Frankrig nedlægges der stillinger. Spanien er beviset på, at reformer er den eneste måde at skabe vækst. Medicinen har virket.« Udviklingen i eurozonens andre kriseøkonomier synes at bekræfte, hvad han siger. Efter at have ramt bunden er både Irland, Portugal og Grækenland tilbage i vækst, og opsvinget er ifølge EUKommissionen begyndt at rodfæste sig. Den tyskudstukne spare- og reformkurs har trods voldsom kritik vist sit værd. De lande, der har trodset linjen – f.eks. Frankrig og Italien – er i spotlyset af de forkerte grunde. Man har devalueret mennesker, fordi man ikke kan devaluere vores penge. Javier Barreiro, arbejder ved Renault i Valladolid, Spanien Sådan vil lederen af Renault-arbejderne i fagforening CCOO i Valladolid, Sergio Garzia del Gado, ikke udlægge det. Han har stadig sin grå arbejdsjakke på med det gule Renault-logo på brystet, da han dukker op uden for bilproducentens indhegnede område, hvor alt ser fredeligt ud. Men del Gado sammenligner situationen med krig. Selskabet har stillet hårde krav, og siden 2010 har arbejderne af flere omgange gået med til at gøre deres arbejdstidsregler mere fleksible. Nyansatte begynder nu på en løn på 124.000 kr. i stedet for 149.000 kr., og del Gado forventer, at lønpresset forsætter. Det understreges af, at nedskæringerne på de franske fabrikker også sker for at effektivisere. I Italien nærstuderer man nu de kontroversielle arbejdsmarkedsreformer, som den spanske regering har gennemført for at gøre det lettere for arbejdsgivere at hyre og fyre – og som har fået æren for, at de spanske kurver er vendt. Tænker på sig selv »Det første, der sker i krig, er, at alle kæmper for sig selv, og som andre fagforbund er vores højeste prioritet at fastholde vores egne medlemmers job. Vi er bevidste om, at vi har et ansvar for mange familier. Men vi har en global økonomi, og der er stor konkurrence; også på tværs af landegrænser,« siger del Gado og henviser til, at der alene i Spanien er næsten seks mio. mennesker uden job. »Og så længe der ikke kommer gang i økonomien, lever vi i lidt af et mareridt. Udviklingen betyder desværre, at rige bliver rigere, og fattige bliver fattigere, og jeg tror, at der skal et politisk kursskifte til, før det ændrer sig.« Kritikken er måske ikke overraskende, når den kommer fra en fagforeningsmand. Men det er den, når den kommer fra Philippe Legrain, en britisk økonom, som indtil for en måned siden var rådgiver for EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso. Sidstnævnte har støttet sparekursen. Legrain mener, at Europa har fejldiagnosticeret krisen. Der har været en opfattelse af, at sydeuropæiske lande ikke bare finansierede et uansvarligt overforbrug ved at låne fra tyske og franske banker. De tildelte også sig selv ubæredygtige, store lønstigninger. Men kigger man på statistikkerne fra før kriseårene, faldt lønnen som andel af den samlede økonomi i Sydeuropa. Problemet var, at den faldt mere i Tyskland, hvor lønnen for en gennemsnitlig arbejder i dag er lidt lavere end for 15 år siden. Tysklands succes som eksportør er altså sket på arbejdernes bekostning, og modellen bliver nu kopieret andre steder, forklarer Legrain i telefonen. »Man presser lønnen ned, så arbejdsgivere kan holde omkostningerne nede. Men når man gør det i lande, hvor folk har megen gæld, bliver det sværere for dem at betale gælden tilbage. Det skubber også forbruget ned, hvilket påvirker hele den omkringliggende økonomi. Og interessant er det, at forbedringen i produktiviteten er elendig på tværs af Europa, selv om det er den bedste måde at forbedre konkurrenceevnen, hvis vi vil bevare en høj levestandard.« Han fortsætter: »Der har været en antagelse af, at reformer automatisk fører til produktivitetsforbedringer og investeringer. Forventninger til vækst i 2012 FRANKRIG Jyllands-Postens korrespondent Valladolid PORTUGAL HEIDI PLOUGSGAARD Madrid S PA N I E N 200 km
© Copyright 2024