Søndag 24. februar 2013 POLITIKEN Læserbreve, højst 100 ord, eller debatindlæg, højst 400 ord, sendes med navn, titel og postadresse til Debatredaktionen. Indlæg kan sendes som mail til debat@pol.dk POLITIKEN MODTOG I DENNE UGE Vi bringer kun tekster alene sendt til Politiken. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster og til også at bringe teksterne på politiken.dk/debat 403 læserbreve og debatindlæg Kronikforslag på ca. 2.100 ord sendes med navn, titel og post-adresse til Kronikredaktionen. Indlæg kan sendes som mail til kronik@pol.dk På politiken.dk/leder kan man kommentere avisens ledere. 34 Debat 9 læserbreve og debatindlæg handlede om SU-reformen Unge og dumme elever på druk VIGGO HØRUP (1841-1902) STIFTER AF POLITIKEN I 1884 I 2012 tog 2.000 danske gymnasieelever til Prag. I år var der 12.000 – og det endte i en skandale. Det undrer mig, at regeringen vælger at presse flere studerende til at slås om de ufaglærte job i stedet for at lade os koncentrere os om at færdiggøre vores uddannelser. studietur AMALIE ROSENBAUM PETERSEN, FHV. FORMAND FOR PRAGUDVALGET PÅ RYSENSTEEN GYMNASIUM Opinionsredaktør: Per Michael Jespersen Debatredaktører Mette Højbjerg, Niels Nørgaard, Tarek Omar og Camilla Stampe Jourhavende Camilla Stampe Analyseredaktør Poul Anders Aarøe Pedersen Lederkollegiet Kristian Madsen Kronikredaktør Christoffer Emil Bruun Redaktionschef Anita Bay Bundegaard Debat Rådhuspladsen 37, 1785 København V Telefon, Debat 33 47 23 31 Telefon, Kronik 33 47 23 37 Fax 33 15 41 17 DET ER nemt at skyde skylden på generationen, som drikker for meget og laver for lidt. Vi er for længst blevet stemplet som ’de unge der brækker sig, før de trækker sig’, og det er sjældent, at en af os gider rejse os fra aftenens afsnit af ’Paradise Hotel’ for at give vores mening til kende. Jeg skal være den første til at indrømme, at skyldfølelsen ligger langt væk, når man selv har været med til at arrangere turen til Prag for sit gymnasium, som startede med en bus, der kørte galt og sluttede med ødelagte senge og ombyttede værelsesnumre. Jeg er, for at sige det mildt, pinlig over at have deltaget i et sådant arrangement. Jeg er pinlig over at have sendt 285 af mine skolekammerater til en by, som af nogen blev set som et legeland, hvor respekt, ansvar og almen dannelse åbenbart ikke gør sig gældende. Jeg er pinlig over at blive set som en af de fulde teenagere, som drog mod vinterens Sunny Beach for at hore og drikke hjernen ud. Men mest af alt er jeg pinlig over at være blevet røvrendt af Rejsemægleren. De har om nogen været med til at ændre mentaliteten, som fra 2012 til 2013 er gået fra 2.000 elever til 12.000 – fra fest og kultur til vold og ødelæggelse, og fra ture til Theresienstadt til pubcrawls og partypakker. Fokusset blev ændret fra samværet til festen. Og selv om der ikke er nogen tvivl om, at dele af generationen, som brækker sig, før den trækker sig, trænger til en dosis disciplin og samvittighed, så er det langtfra den største ansvarsfratagelse, der fandt sted 800 km fra forældre og forpligtelser i uge 7 2013. LAD OS én gang for alle få det på det rene: De danske unges ophold i Prag 2013 har været en skandale. En række af deltagerne har opført sig så dårligt, at man virkelig skulle tro, at det var løgn. De har behandlet hinanden, byen og dens indbyggere på en så forargende måde, at selv de overbærende tjekkere har fået nok. Der er blevet smadret hoteller, mennesker, ødelagt senge og røget hash på toiletterne. Der er blevet kastet mønter på de hjemløse og løbet fra taxaregningerne. Der er blevet drukket til det punkt, hvor al sund fornuft er forduftet i en sky af absint og tequila. En del af deltagerne har misforstået konceptet om at rejse på egen hånd, have det sjovt med sine venner og opleve en anden kultur. Til det har de fået hjælp af Rejsemægleren. Deres opførsel har været fuldstændig uacceptabel, og jeg skammer mig over at spille på samme hold. uddannelse ASTRID VANG HANSEN, STUDERENDE, GEOGRAFI, KU Tegning: Per Marquard Otzen EDVARD BRANDES (1847-1931) STIFTER AF POLITIKEN I 1884 SU-reform tvinger os til løntrykkeri SVÆRT ER det desværre ikke at forstå, hvordan nogle unge regner med at komme til en tom legestue, som man kan behandle, som man vil, og herefter blot betale sig ud af det med de såkaldte bananpenge. Kulissen til abefesten er købt. Det er blandt andet et resultat af Rejsemæglerens uendelige tilbud om den ene partypakke og gratis drink efter den anden og garanti for, at alle under 18 kunne komme ind på diverse barer og diskoteker. Og hvis der endelig var nogen problemer, kunne man jo altid på opfordring stikke dørmanden »en mønt eller to«. Efter den smøre kan man næppe være overrasket over, at nogen tolker det som fri leg i ﬁre dage på Prags gader og stræder. Til trods for de unges ansvarsfralæggelse, som uden tvivl er under al kritik, må man se i øjnene, at en del af en ældre generation samtidig har lagt alt ansvaret fra sig og placeret det hos en række naive mindreårige. Rejsebureauet Rejsemægleren har udnyttet den perfekte målgruppe: Vi er unge, smådumme og tænker os ikke altid om. De har samtidig ikke kunnet leve op til deres ambition om på to uger at have 12.000 danske unge boende i Prag. Det har resulteret i, at alle løfter og al tillid til bureauet er blevet brudt: ingen danske chauffører, ingen guider i busserne og check-in på et andet hotel end først aftalt. I stedet har de taget sig tiden til at sende os en række ﬁne sms’er om, »hvor det går ned« (læs: hvor festen er denne aften). MIDT I ALT dette kaos oplevede jeg en helt anden mentalitet end den, som forældre, politikere, debattører og forskere snakker om hjemme i stuerne. Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på noget – jeg er trods alt en del af generationen, som drikker hjernen ud – men jeg vil påpege, at jeg til forskel fra førnævnte faktisk var til stede ved begivenhedernes gang. Under mit ophold i Prag i år så jeg mere samarbejde, modenhed og ansvar, end jeg nogensinde har set før. Det var desværre en nødvendighed, efter at ikke blot Rysensteen Gymnasium, hvor jeg kommer fra, men også de ﬂeste andre, som har samarbejdet med Rejsemægleren, var blevet overladt til at klare problemerne selv. Og dem var der mange af. Ikke mindst på vej derned, hvor vi blev kastet ind i busser som en anden kvægtransport mod slagtning, alene med tyske buschauffører, som eleverne i de ﬂeste tilfælde ﬁk den fantastiske ære af at køre med samtlige 14 timer undervejs. Galt gik det da også, da en af busserne kørte i grøften, efter at den tyske chauffør havde misset to færger fra Rødby. Men »slap nu af, der var jo ingen, der døde«, ﬁk de heldige elever fra bussen at vide af Freddy fra Rejsemægleren. Senere ﬁk de da også tilbudt »krisehjælp eller et eller andet lort« af en af de 22 guider ansat til 12.000 unge, hvis det var det, de havde brug for. Hjælpen var også stor, da den »Slap nu af, der var jo ingen, der døde« ﬁk de heldige elever fra bussen at vide af Freddy fra Rejsemægleren forulykkede bus endelig nåede frem til Hotel Olympik Tristar efter lidt over 18 timer undervejs, hvor jeg alene måtte tage mig af, hvad der mest af alt mindede om et krisecenter. På trods af den mildest talt traumatiske oplevelse eleverne var ude for, lykkedes det os i fællesskab at få tjekket dem ind på hotellet på under en halv time. Nu siger jeg bestemt ikke, at disse 48 elever og mig selv fra Rysensteen Gymnasium er mere repræsentative for den danske skare af unge, og heller ikke at vi var mere ædru. Men i netop denne situation var jeg meget langt fra at skamme mig over min egen generation. JEG HÅBER, at samtlige 12.000 unge har lært af denne oplevelse. Selv om alle ikke har deltaget i urolighederne, må vi påtage os det fælles ansvar. Vi må se i øjnene, at vi ikke er alene i denne verden, og at vores handlinger har konsekvenser. Dog har jeg svært ved at se, hvordan man kan tillade sig at skære alle under samme kniv. Det fælles ansvar er essentielt og har førsteprioritet, men det er vigtigt at pointere, at ikke alle fra vores generation er ude af stand til at tage ansvar. Sidst, men ikke mindst er der et rejsebureau, som skal i gang med en gevaldig omgang evaluering. De bør revurdere, om de er ansvarlige nok til det arbejde, som de har påtaget sig. De bør måske endda overveje, om de nogensinde skal tilbyde en sådan rejse igen. INDRØMMET. Jeg er blevet forsinket i mit uddannelsesforløb. Det har taget mig ﬂere forsøg at ﬁnde det studie, som jeg brænder for og er god til. Til gengæld er jeg overordentlig motiveret for at gennemføre det. Er det virkelig Men jeg undrer regeringens mig over, hvad det hensigt, at egentlig er, regemin stærke ringen vil motivemotivation for re mig og andre studerende til med at færdiggøre den nye SU-reden uddannelform? se, jeg brænder for, skal tvinge mig til at fungere som løntrykker? NÅR JEG løber tør for SU-klip, bliver jeg nødt til enten at arbejde mere ved siden af studierne eller tage orlov fra studiet for at arbejde fuldtid, så jeg kan spare op til at fortsætte. Hvis reformen vedtages, kommer endnu ﬂere til at stå i den situation. Jeg er optimist, hamrende motiveret og ikke bange for (igen) at arbejde ufaglært i en periode, så jeg regner med, at jeg nok skal klare den. Men til hvilken pris? FOR DET første kommer jeg med garanti ikke til at færdiggøre min uddannelse hurtigere. Men hvad der bekymrer mig mere, er, at jeg i processen kommer til at tage arbejde fra nogle af de mange andre, som i øjeblikket kæmper om de sparsomme job. Er det virkelig regeringens hensigt, at min stærke motivation for at færdiggøre den uddannelse, jeg brænder for, skal tvinge mig til at fungere som løntrykker ved at tage et hvilket som helst ufaglært arbejde, uanset forholdene? Og oven i købet tage det i en tid, hvor der i forvejen er tusinder i arbejdsløshedskøen, der kæmper hårdt for at få et job? NU KOSTER kontanthjælp og anden arbejdsløshedsunderstøttelse som bekendt også samfundet penge. Derfor forekommer det mig besynderligt, at regeringen vælger at presse ﬂere studerende til at slås om de ufaglærte job og derved presse andre ud i arbejdsløshed, i stedet for at lade os koncentrere os om at færdiggøre vores uddannelser. Ytringsfrihed og ytringer er to vidt forskellige størrelser GLOBAL DEBAT PETER WIVEL, EUROPAKORRESPONDENT, BERLIN Ekstrem polarisering af meninger kan ende med mord på de svageste. T yske nynazisters drab på ni mænd med indvandrerbaggrund og dertil en kvindelig politibetjent er også en efterretningsskandale. Den tyske efterretningstjeneste svigtede helt og aldeles. Dens agenter i nazikredse leverede stribevis af varme spor i årene fra 1998 til 2011, da gruppen Nationalsocialistisk Undergrund (NSU) uhindret røvede banker og begik sine seriemord. Materialet blev bare arkiveret. Alt det vil blive rullet op i de mest pinlige detaljer, når sagen mod fem anklagede, en kvinde og ﬁre mænd, begynder ved landsretten i München 17. april, om to måneder. Men sagen er også i en videre forstand en efterretningsskandale. For efterretningerne i medierne om mordene på de ni mænd af tyrkisk og græsk afstamning passede som hånd i handske til de udbredte fordomme om ’fremmede’. Fordomme er domme, der er afsagt på forhånd. Her hos politiet, der rettede al mistanke mod de myrdedes miljø. Sandheden var en anden, og da den kom for en dag, slog den det tyske samfund med et kølleslag. Helt frem til 4. november 2011, da NSU-terroristerne blev afsløret efter et bankrøveri i den østtyske delstat Thüringen, antog politiet, at seriemordene skyldtes maﬁøse opgør på indvandrerscenen – til trods for at striben af mord blev begået med det samme skydevåben, en såkaldt Ceská CZ 83. Der var tale om racistiske mord. Ofrene havde ikke givet den fjerneste anledning til deres voldsomme og tragiske død. Ikke desto mindre var de myrdedes familier i årevis blevet groft ydmyget af politiet og holdt under konstant mistanke. Fami- lier blev opløst og foragtet af deres omgivelser. I deres sorg og græmmelse blev spot føjet til skade. Tysklands nazistiske fortid kunne ellers nok have givet det tyske samfund stof til eftertanke i forbindelse med mord på mennesker uden ’indfødsret’ (som det hedder med et skræmmende dansk udtryk). NSU-TERRORISTERNE stammede fra det tidligere DDR. Her er nynazismen vidt udbredt. Der sidder nynazister i Landdagen i delstaten Sachsen. De dengang unge mennesker i NSU blev radikaliseret på et tidspunkt, da nynazister og tilløbende pøbel satte ild til ﬂygtningehjem i ﬁre byer, Hoyerswerda, Rostock, Mölln og Solingen, og opnåede, hvad de ville. I Hoyerswerda i Sachsen kom det i 1991 til de værste højreekstreme udskejelser siden 1945. Sachsens regering kapitulerede over for racisterne og fjernede beboerne på et belejret indvandrerhjem. I 1992 fulgte mindst 2.600 overgreb på udlændinge, herunder et regulært angreb på et asylcenter i Rostock. I byen Mölln døde tre tyrkiske kvinder under en mord- Man bør ikke nødvendigvis gøre brug af enhver retlig mulighed for at ytre sin mening Patrick Bahners, i 2011 kulturredaktør ved FAZ brand. Der blev dengang sagt meget, man senere fortrød. Presset blev så stort, at den borgerlige Kohlregering med støtte fra Socialdemokratiet i 1993 indskrænkede asylretten for at tilfredsstille folkevreden over indvandrere. Det medløb virkede som benzin på bålet. Få dage efter lovens vedtagelse angreb mordbrændere et hus med tyrkiske beboere i Solingen. To kvinder og tre piger omkom i ﬂammerne. Den tyske kansler nægtede at vise ofrene respekt ved deres begravelse. Han frabad sig »medlidenhedsturisme«, som han så elegant udtrykte det. UBEHERSKET polarisering af samfundet kan være en dødelig trussel mod de svage. Da fremmedhadet igen risikerede at blive politisk stuerent med socialdemokraten Thilo Sarrazins antimuslimske bog ’Tyskland afskaffer sig selv’ (2010), spurgte den borgerlige avis Frankfurter Allgemeine Zeitungs kulturredaktør Patrick Bahners i sin bog ’Panikmagerne’ (2011), om Sarrazins tilhængere havde overvejet, hvordan et samfund uden hæmninger egentlig ser ud. For en tysker skulle opgaven være overkommelig. Ytringsfrihed og ytringer er to forskellige begreber. Ytringsfrihed kan ikke diskuteres. Men det kan ytringer. Fordomsfulde ytringer skal diskuteres. De kendes på, at de er immune over for fornuftige indvendinger. Ytringsfrihed er en absolut forudsætning for demokrati. Statsmagten kan ikke forvalte ytringsfriheden bedre end borgerne. Men ytringer er i sig selv på ingen måde en forudsætning for et civiliseret samfund. Bahners skriver, at man i sit borgerlige liv skal agte på tonen i sine egne ytringer, især hvis man ikke kender modtagerne af ytringerne, det vil sige, når de fremsættes offentligt. Man bør ikke nødvendigvis gøre brug af enhver retlig mulighed for at ytre sin mening. Fremskridt er afhængigt af en fri udveksling af ytringer. Fri debat danner et fællesskab, og kilden til legitim magt er offentlighed. Ytringsfrihed sikrer, at samfundet kan forandre sig selv på en fredelig måde og ikke ved vold. I et demokrati står ytringsfriheden ikke til diskussion. Men ytringer gør. Det er derfor, vi har ytringsfrihed.