Operation i fuld bedøvelse eller med sløvende medicin

Operation i fuld bedøvelse eller med sløvende medicin
Valg af fuld bedøvelse
Ved forundersøgelsen hos øjenlægen bliver du udspurgt om tidligere bedøvelser, sygdomme, medicin,
tobak, alkohol osv. Dette gøres for at sikre, at du kan bedøves eller få sløvende medicin under operationen.
Den dag, du kommer til operation udspørges du igen. Det kan være at narkoselægen ændrer beslutningen
om fuld bedøvelse til, at du kan få sløvende medicin i stedet.
Anæstesilægen gennemgår journalen og spørger dig ud om dit helbred. Du bliver igen spurgt om evt. allergi,
dine tænders tilstand, dine evt. alkohol- og rygevaner samt hvilken medicin, du plejer at få.
Hvis du har været bedøvet før, er det vigtigt at du fortæller om eventuelle bivirkninger.
Herefter tager anæstesilægen stilling til hvordan du skal bedøves.
Nedenstående retningslinier er for din sikkerheds skyld. Hvis de ikke er overholdt, bliver operationen aflyst af
sikkerhedshensyn.
Du skal faste før operationen
Du skal faste 6 timer før operationen, dvs. at du ikke må spise fast føde eller drikke mælkeprodukter i 6
timer inden bedøvelsen. I fasteperioden må du heller ikke indtage pastiller, bolsjer, eller tygge tyggegummi.
Man må dog gerne drikke 1 - 1½ glas vand, saft, te eller kaffe (uden mælk) indtil 2 timer før bedøvelsen. De
sidste 2 timer før bedøvelsen/operationen må man ingenting få at spise eller drikke. Du må gerne ryge.
Du må gerne bære briller, høreapparat og tandprotese. Vi opbevarer dem forsvarligt under operationen.
Du må ikke:
• bære smykker, ur, hårspænder og lignende.
• tage din vanlige medicin, medmindre du har aftalt det med lægen.
Når du kommer ind på operationsstuen
Du kommer ned og ligge i en stol der ligner den tandlægen har. Anæstesilægen lægger først et tyndt
plastikrør (et drop) i en blodåre på hånden for at kunne give saltvand og medicin. Du får desuden overvåget
hjertet, en blodtryksmanchet sættes på armen og en iltmåler på fingeren. Herefter får du sprøjtet bedøvende
medicin i droppet (plastikrøret) på hånden, hvorved du sover smertefrit under hele operationen, og vil ikke
have nogen fornemmelse for tiden. Hvis du skal bedøves helt, sover du efter få sekunder. Når du sover, vil
der blive lagt et rør ind i munden og ned i svælget som bruges til at sikre vejrtrækningen under bedøvelsen.
Det bliver taget op samtidig med, du vågner, så det er ikke sikkert du kan huske det bagefter. Det kan
bevirke en smule ømhed i halsen bagefter. Ømheden forsvinder igen.
Under hele operationen overvåger anæstesilægen din tilstand.
Hvis du kun får sløvende medicin, vil du langsomt blive træt og en smule omtåget. Narkoselægen taler med
dig hele tiden undervejs, og du vil få et lille ilt -tilskud ved hjælp af et plastikrør foran næsen. Når du har fået
den sløvende medicin, vil øjenlægen lægge lokalbedøvelse. På grund af den sløvende medicin, er det ikke
sikkert, du vil kunne huske noget bagefter.
Efter operationen
Efter operationen/bedøvelsen vil du hurtigt vågne og efter få minutter selv kunne gå ind i et rum ved siden af.
Vi følger dig derind. Du vil stadig være en smule ør og træt. Her kan du ligge og hvile dig lidt i 10-30 minutter,
til du er blevet så frisk igen, at vi vurderer, at du kan forlade klinikken. Anæstesilægen og sygeplejesken
holder øje med dig og snakker med dig undervejs. Nogen gange har man brug for ekstra ilt via næsekateter
og smertestillende medicin efter behov. Mange husker ikke, hvad der er sket lige efter bedøvelsen, og
vågner først rigtig op efter nogle minutter. Du kan godt føle dig en smule træt i nogle timer efter bedøvelsen.
Inden du forlader klinikken taler lægen med dig om hvordan operationen er gået.
For en sikkerheds skyld må du ikke tage alene hjem og ikke være alene det første døgn.
Fællesmappen – procedurekort – print. Opdateret d. 12-11-2013, næste opdatering 31-12-2013, lavet af NR