Nyhedsbrev Primo januar 2012. Billedkunsten lever i Sydvestjylland Janus Bygningen starter udstillingsåret den 14. januar kl. 15 med fokus på den kunstneriske kvalitet, der blomstrer i vort lokalområde. Tre udstillinger viser dels en retrospektiv udstilling med den markante maler Ingrid Kathrine Villesen fra Billund, dels en gruppeudstilling med udgangspunkt i Esbjerg omkring den nyligt afdøde René Fievé og dertil en elevudstilling fra Esbjerg Kulturskole. Ingrid Kathrine Villesen Retrospektiv udstilling 14. januar- 18. marts Siden midten af 70’erne har Ingrid Kathrine Villesen været en både stilfærdig og vedholdende repræsentant for kunsten i det syd-vestlige Jylland. Der er mindst to karakteristiske ting ved hendes maleri. Dels et stofligt, svævende og spontant udtryk, som skyldes den spartelteknik, som gennem mange år har været hendes foretrukne. Dels det drømmeagtige indhold, hvor motivet langsomt er opstået i et frugtbart samspil mellem en udpræget koloristisk fornemmelse, teknisk arbejde, erindring og intuition. Udstillingen vil med ca. 30 malerier fra 1974 til 2011 følge hendes udvikling og vise eksempler på de foretrukne motivkredse. Ingrid Kathrine Villesen er født 1944 i Lemvig og har siden 1971 boet i Billund. Hun er medlem af Vestjyllandsudstillingen, har Ingrid Kathrine Villesen: Hund. Olie på masonit. 100 x 122 cm. bl.a. udsmykket hovedbiblioteket i Esbjerg og er repræsenteret på Vestjyllands Kunstmuseum. Vestjyllands Kunstmuseum Esbjerg – Tistrup 14. januar-12. februar En gruppeudstilling med 5 fra Esbjerg: Palle Bondrup (f. 1948), René Fievé (1947 - 2010), Bodil Fontain (f. 1953), Hanne Louise Knudsen (f. 1947) og Jens Chr. Top (f. 1950). Deltagerne har selv formuleret følgende om udstillingen: ”Vi har alle haft en opvækst i Esbjerg - en tid med kunstsammenslutningen "Konkylien", Esbjerg Kunstforening i Ovenlyssalen, Meyers Galleri, Kunstpavillonen og Robert Jacobsens skulptur. På det seneste er vi, der aldrig før har udstillet samlet, kommet på den tanke, at det var på tide at gøre det; og da vi alle mere eller mindre gennem tiden har deltaget i hvad, der i kunstens navn er foregået i Tistrup, har vi fundet det naturligt at udstille i Janus Bygningen. Pludselig i starten af november 2010 dør René Fievé i sit hjem i Svendborg. I samråd med René´s familie besluttes det at gå videre med ideen om en fælles udstilling i Janus Bygningen. René er i det vestjyske, som han forlod for mange år siden, mest kendt som grafiker; men da han for godt 20 år siden flyttede fra København og til Svendborg, begyndte han at male. René Fievé inkorporerer i sine figurative malerier henvisninger til kunsthistoriske elementer.Jens Chr. Top kalder på mystisk realisme i sine fotografier. Bodil Fontain arbejder med euforiske malerier inspireret af alt omkring hende. Hanne Louise Knudsen indfanger med Minolta tilfældighedens magi på egen matrikel og i medier. Palle Bondrup søger aktindsigt i naturen og støber poesi.” Vestjysk Kunstforening Rejsen til Ribe 14. januar-12. februar Talentudstilling i Gallerigangen med elever fra BGK, Billedkunstnerisk Grundkursus, i Esbjerg. BGK eleverne har med inspiration fra bla. Peter Seebergs novelle ”Rejsen til Ribe” (1990) forsøgt sig med forskellige udtryk og arbejdsformer i form af tegning, maleri, grafik, foto og skulptur. Eleverne har foretaget ”Rejsen” på forskellig vis, og som det vil kunne ses på udstillingen, med meget forskellige resultater. Der er i forberedelserne til udstillingen blevet stillet store krav til arbejdsprocesser. Eleverne skulle undersøge og fordybe sige i historien i og omkring Ribe. De har opsøgt fagfolk i lokalområdet vedr. lokalhistorie, arkitektur, vadehav, trækfugle osv. BGK er et treårigt Billedkunst Grundkursus for unge i alderen 16 til 25 år. Der undervises af kompetente lærere og kunstnere i bl.a. tegning, maleri, skulptur, blandform, foto og kunsthistorie/kunstformidling. Vestjysk Kunstforening Palle Bondrup: Kalve. Beton, jern. 35 x 34 x 27 cm. Fernisering Fernisering lørdag den 14. januar kl. 15-17. Velkomst ved kunstnerisk leder Bjarke Regn Svendsen. Åbningstale ved formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Esbjerg, Knud Jager Andersen. Musik ved Musikalsk Grundkursus i Esbjerg. Ferniseringssuppe kl. ca. 17. Pris: 50 kr. ekskl. drikkevarer. Tilmelding senest 12. januar Hanne Louise Knudsen: Demokratiets katapulte. Fotografi. 170 x 249 cm. Søndagsrundvisning Søndag den 29. januar kl. 14 ved kunstnerisk leder Bjarke Regn Svendsen. Lidt mere om nogle af kunstnerne: René Fievé: Gult thestel. Maleri. 70 x 100 cm. Ingrid Kathrine Villesen Glæden ved at male Det er glæden ved at male, der er drivkraften for Ingrid Kathrine Villesen, når hun arbejder i sit værksted. Glæden ved at finde hvert enkelt billedes stemning og fortælling. – Det tager tid. Og Ingrid behøver lang tid, før hun kan slippe sine billeder og give dem fri til at leve deres eget liv. Vibeke Kruse i bogen ”Ingrids Univers”, Forlaget Jelling 2010. CV Censurerede udstillinger bl.a.: Kunstnernes Sommerudstilling 1974, 75, 77, 78, 79, 80, 83, 84 og 85. Bodil Fontain: You are not alone anymore. Olie på lærred. 200 x 300 cm. Kunstnernes Påskeudstilling 1977, 78 og 79. Kunstnernes Efterårsudstilling 1978, 80 og 82. Charlottenborgs Forårsudstilling 1988. Øvrige udstillinger bl.a.: Vejen Kunstmuseum 1979, 84, 85, 87, 91 og 95. Kulturhuset Randers 1983. Ribe Kunstmuseum 1984, 88 og 92. Esbjerg Kunstmuseum 1994. Den Frie, København, 1986, 94 og 98. Skive Kunstmuseum 2003. Kunstpakhuset, Ikast, 2009. Sjak i Tistrup. Esbjerg-Tistrup-gruppen under ophængningen. Jens Christian Top: Rullekone. Fotografi. 30 x 45 cm. Værker fra udstillingen ”Rejsen til Ribe”. Palle Bondrup Jeg har for det meste i mine tidligere billeder dyrket det sort-hvide, blyant og tusch, en speciel disciplin hvor det kun er muligt at arbejde fra lys mod mørke. Der har de sidste par år sneget sig farvet tusch, acrylmaling og andet ind på billedfladen, hvilket er meget befriende, nu er det muligt at arbejde sig frem og tilbage, mørke lys - farve - lys - mørke. Jeg prøver med den løse hånd at indfange naturens mange udtryk, dens diffusitet, dens ro, dens overraskelser - alle farverne, grene blade jord strå, det flygtige. Det har altid fascineret mig, at det var muligt at skabe noget stenagtigt, bare ved hjælp af sand, cement og vand. Beton. Den er civilisationens fundament. Skulpturelt blev dette umiddelbart kedelige, upoetiske materiale mit fundament. Jeg forsøger, enten med den rå beton alene, eller ved tilførsel af andre elementer at vise at beton kan være andet end et fantastisk godt byggemateriale. Prøver at bringe poesien ind i materialet og måske fortælle en lille historie. Selve skabelsesprocessen er ret spændende for mig, støbeformen skal udtænkes negativt. Det er først når et par dage er gået og den fyldte form skilles ad, at jeg ser om mine omvendte tanker har båret frugt og ramt ideen. Palle Bondrup Ingrid Kathrine Villesen: Kvinde i landskab. Ca. 2009. Olie på masonit. 120 x 100 cm. CV Udstillet blandt andet: Meyers Galleri, Esbjerg Charlottenborgs Forårsudstillinger Kunstnernes Efterårsudstillinger British International Paint Biennale, Bradford Galleri Hauer Kbh. Esbjerg Kunstpavillon Fanø Kunstmuseum Esbjerg Gymnasium KS, Tistrup Galleri Ti Galleri 46 Holsted Varde Kunstforening Ribe Amts Kunstforening Vestjyllandsudstillingen Ravmuseet Oksbøl Janus Bygningen Amtsgården, Ribe Galleri Fontain Tønder Galleri Enggård Ribe Galleri Stædet 9, Møgeltønder Konsulent på udsmykning af Nørremarksskolens facader, Ribe. Solgt til Esbjerg Kunstpavillon, Ribe Amt, Vittenbergskolen. René Fievé René Fievé blev født den 21. august 1947 i Esbjerg og døde den 4. november 2010 i Svendborg. Efter en dekoratøruddanelse ved isenkræmmerforretningen Bang Knudsen i Esbjerg og et ophold på Kunsthåndværkerskolen i Kolding bosatte René sig i København. De første mange år arbejdede René med tegning og grafik, og i forlængelse heraf havde René udsolgte udstillinger og modtog diverse hædersbevisninger. Senere kom der en markant periode med Pantonefilm på papir. Da René i slutningen af 1980´erne flyttede fra København til Svendborg begyndte han at male, og han var lærer på diverse kunstskoler. René havde i sin Svendborg-periode ikke mange kræfter til at udstille; men det lykkedes ham at fremstille en lang række af malerier. Hans kone led af en sjælden, langvarig og dødelig sygdom, som hun bukkede under for i 2008 - samtidig led René af en kræftsygdom, som han i en lang periode blev behandlet for. René var intellektuel på den måde, at han havde erhvervet sig en stor viden om kunst og samfundsforhold i bredeste forstand. Et søgende og nøgternt sind, der kunne udtrykke sig præcist uden superlativer. René følte aldrig, at et billede kunne blive godt nok, og i hans hjem og atelier var der utallige notater til forandringer i billederne. Jens Chr. Top - januar 2011 CV Uddannelse: Kunsthåndværkersk., Kolding, keramisk formgivn. 1970- 71. Udstillinger: Charl.Forår 1975; KE 1977-78; KP 1978; Å-udst. 1979; Da. Grafikere 1980; Transit 1980, 1982, 1984; Vestjyll.udst. 1981, 1984; Internat. Grafikbien., Krakow, Polen 1980; Projekt Langelinie, Kbh. 1985; Sport i Kunst, Brandts Klædefabrik 1985; Norths 10 års jub.udst., Fyns Kunstmus. 1986. Separatudstillinger: Meyers Gal., Esbjerg 1969; i.e. graphic, Kbh. 1977; Ribe Kunstmus. 1978; Plastic på papir, Albertslund Rådhus 1981. Værker: Group of small boys (instal., 1985, pakhus på Langelinie, forsv.). Tegninger: Ventetid (1974, Esbjerg Kunstmus.); Bønnemark (1982); tegn. til dagbl. Information. Litografi: Alle sagen Simpo (1976, Georg Jensens Kunstnerpr., bl.a. i Kunstmus. Krakow, Polen); endv. repr. med grafik i Kobberstiksaml., Vejle Kunstmus., Aabenraa Kunstmus., Sundsvall Konstmus., Sverige, Internat. Graphics Collection, Univ. of Nagoya, Japan, Univ. of Mendoza, Argentina, Modern Graphic Art Mus., Doki, Giza, Egypten. Skriftlige arbejder: Om mine billeder i: Cras, XIII, 1977; Grafiska Sällskapet i: Cras, XXIV, 1980. Stipendier og udmærkelser: Stat. Kunstfond 1977; Georg Jensens Kunstnerpr. 1977; Det polske Udenrigsmin. Ærespris 1980. Bodil Fontain I mine unge år i Esbjerg, var jeg politisk interresseret, og meget indigneret over verdens uretfærdigheder mellem rig og fattig, de unge kunstsamtaler var med Thomas Klintø, som tog til Paris og fortsatte sin kunstneriske karriere der. De samtaler var vældig intellektuelle, og vi vidste sandelig godt, hvad der var kunst af interesse. Mange af mine kunstsamtaler har senere været med Palle Bondrup, som min egentlige foretrukne revser. Men også mange fine samtaler med blandt andet René Fievé, Jens Christian Top og Hanne Louise Knudsen. I årene fra 1980 og ca. 10 år frem, var vævningen og blandform med textilrelaterede materialer, min foretrukne udtryksform. Senere blev det oliemaleriet med enkle ornament-motiver, de blev dog tungere og tungere og jeg har i hvertfald for en tid, hoppet over i de nu lettere akrylmalerier, hvor processen med tørringen af billederne er hurtigere. Samtidig befinder jeg mig godt med de multicausale udtryksformer der hermed er mulighed for. Billederne vil selv, deres egen verden. Det er som om at historien ligger i de første tegninger på lærredet, og selv ved ihærdige forsøg, kan dette ikke ændres. Jeg lærer efterhånden at acceptere dette. " Vist er det er en stor lykke at kunne forvandle de ting, der hænder en, til historier. Det er måske den eneste fuldkomne lykke, et menneske kan finde i livet. Men det er på samme tid, uforklarligt for de uindviede, et tab, endogså en forbandelse. " Citat Karen Blixen. Mine billeder kommer af en indre nødvendighed - en indre religiøs nødvendighed, som bliver stærkere med alderen; jeg kan føle mig "ført", - og måske vil beskueren føle dem mærkværdige, men jeg er jo, den jeg er, og det må være sådan. Jeg føler i tiden en stor smerte for menneskeheden. En nu afdød fransk maler, åbnede mit hjerte for maleriet, navnet er George Bouche. Jeg så nogle af hans billeder på kunstmuseet i Troyes. Disse helt fantastiske billeder, viste mig den nødvendighed, det er at være sig selv. George Roualt hang så fint på Pompidou Centret i mørke rum, hvor kun billederne blev oplyst. Suk, suk, hvor nærværende. Mon nogen kan huske mine små pasteller jeg engang udstillede i Galleri Ti. Jeg var dengang meget optaget af ornamentikken, som for mig også kan være en religiøs udtryksmåde. Langsomt er der dog kommet menneskelige elementer ind i billederne; men ornamentikken er stadig et vigtigt element. - Og så tror jeg godt mit atelier kan komme til at ligne Eugene Leroy`s, hvis billeder jeg oplevede på Moderne Museet i Paris, - der hoppede hjertet helt, - ja der er jo så mange, og der kommer nye til som inspirerer én. Bodil Fontain, sommeren 2011 CV Arbejdsområde: Maleri, akvarel, tegning, pastel Uddannelse: Kunsthåndværkerskolen i Kolding Udstillinger: Kunstnernes Påskeudstilling, 1983 Kunstnernes Sommerudstilling, 1984,-85,-87,-89 Århus Musikhus, 1984 Brandts Klædefabrik, 1984 Helligåndshuset, 1984 Sønderborg Slot, 1984 Esbjerg Bibliotek, 1985 Gram Slot, 1985 Galleri Ti, Tistrup, 1985, 1997 Kolding Kunstforening, 1986 Fanø Kunstsamling, 1990 Galleri Ultramarin, Fanø, 1991 Vestjyllands Udstillingen, Tistrup, 1993,-95 Sct. Catharinæ Kirke, Ribe, 1998 Konsulent på udsmykning, Nørremarksskolen, 1998 Museet Ribes Vikinger, 2000 Ribe Kunstmuseum, 2001 Galleri 46, Holsted, 2002,-06 Amtsgården i Ribe, 2002 Galleri Fontain, Tønder, 2005 Ravmuseet, Kunstsalen i Oksbøl, 2006 Galleri Enggaard, Ribe, 2006 Galleri Mellemdammen 21, Ribe 2007 Galleri Strædet. Møgeltønder 2009 Hanne Louise Knudsen Jeg er født 1947 og opvokset ved Ho Bugt i Sædding pr. Esbjerg. Min interesse for kunst startede, så snart jeg kunne løfte en flaske. Flaskerne holdt jeg op og kiggede ud gennem bunden ud mod havet, som var vores udsigt fra vinduerne. Her kunne jeg i timevis se og komponere de mest fantastiske lys- og farvereflekser, kun flaskernes antal og min fantasi satte grænser for denne leg med farver og lys.… Fastholdt blev de jo ikke, men jeg har da et lille uskarpt foto af “den lille pige med flasken”… Jeg fik også meget tid til at gå med at spekulere over, hvordan jeg kunne være sikker på, at hvis jeg så noget specielt, så så andre akkurat det samme – eller hvad…… Min far, Andreas Marinus Kudsen, havde, i sine unge dage, malet en del på stof, glas eller lærred. Ornamentik eller efter postkort og illustrereringer i ugeblade. Hans maleri stoppede, kort efter at jeg blev født, for han nu ville bruge tiden på at bygge sit eget hus lige ved vandet. (Som senere blev prydet af hans malerier indvendigt). Men der kom stadig en del af hans “ligesindede” ud til os inde fra Esbjerg eller Tistrup, de sad med staffelier, paletter, malerkasser og sjove hatte og malede “vores” lys, solnedgange, skyer og udsigt. Dem måtte jeg ikke forstyrre for meget, men hvor var det spændende at følge, hvad der voksede frem på deres lærreder – højvande, lavvande, solen, og der kunne zoomes ind på Fanø, Langli eller Hjerting Badehotel. I vores fattige hjem var der ikke råd til mange gaver, vi legede med f. eks flotte farvede kaffe-the poser som mine bedsteforældre i Tistrup samlede sammen, men når der så var mulighed for ønsker til jul og fødselsdage, ønskede jeg selvfølgelig tegneblokke og blyanter og farver.. Problemet var bare at blokken var fuld inden, der var gået en uge, og så var jeg jo lige vidt… Min fars talent for at tegne, havde jeg arvet, mente man, så nu skulle jeg lære det “rigtigt”. En skrå tyk træblok blev fremskaffet, et motiv “noget med flyvende ænder”- fra højre mod venstre - husker jeg, madpapir ovenpå og 4 tegnestifter i hvert hjørne… Så nu skulle jeg tegne ved spisebordet… Jeg strejkede efter ganske kort tid !!! Så var det godt, at det blev indført faget tegning i Sædding Skole, og jeg glædede mig meget til det.. Vores klasselærer kom ind med farvet tavlekridt, han farvede et mønster i et lille hjørne af det kvadrerede felt øverst til venstre på tavlen, denne geniale tegning skulle vi elever så udfylde en hel side med i vore kvadrerede “tegne-hæfter”, mens han røg en pibe tobak og læste i nogle bøger..… Næste tegnetime – et nyt mønster osv… Mange af eleverne var rigtig gode til dette, men mine ellers så gode karakterer i orden og opførsel faldt betragteligt i disse år…Senere kom der i realskolen heldigvis en ny lærer og et fag, der hed formning… Her kom jeg på den grønne gren, for der blev bare stillet et eller andet op på et bord, eller givet et tema, som vi skulle tegne eller male… Hvis temaet f. eks var to unge damer, kunne mit maleri sagtens ende op med at blive to gamle mænd osv., men det må have virket, for en udefrakommende censor mente, at min indsats skulle belønnes med skolens højeste karakter….. Esbjerg havde selvfølgelig fået Kustpavillonen, der lå meget smukt i Byparken og som jeg besøgte flittigt, derudover slæbte jeg mine venner og veninder med på “Maleriudstillinger”– Salgsudstillinger i de store sale på hoteller i midtbyen, malerierne, i alle prislasser, med eller uden mega guldrammer, var gjort af alskens mulige og umulige kunstnere, og var linet op på gulvet op ad væggen, hele salen rundt, og så var det bare at gå rundt og frem og tilbage og kigge nedad – det kunne godt give ømme lårmuskler efter sådan en udstilling, når man havde være nede på hug mange gange for at se detaljer og signaturer.. Og man kunne jo altid drømme om at købe et – det koster da ingenting…! Når vi så f. eks. en “Erik Hansen” blev vi glade – der var knald på farverne, og de lignede ikke alle de andre sofastykker… På Hesbjerg Slot på Fyn tog jeg HF som privatist. Hesbjerg var en international højskole, fuld af “originaler”, og der blev også udført megen “kunst” af eleverne fra hele verden – Røgen, der drev i slotsgangene var ikke udelukkende tobak, og der blev malet utrolig mange psykedeliske blomster, samt store bannere og plakater med f. eks. AL MAGT TIL FOLKET eller EN FJENDE - EN KAMP, kun fantasien og rusmidlerne satte grænser! - I min venne- og omgangskreds hjemme i Esbjerg var der stadig mange kreative mennesker og udøvende kunstnere, og vi holdt hof på Rio Bravo eller Sands, et spændende miljø, hvor Åge Meyer startede galleri, og mange af venners og bekendtes billeder prydede restaurantens vægge - vi følte os hjemme der.. Mange rejste ud til de store byer for at læse eller gik igang på kunsthåndværkerskoler ol. men jeg blev i Esbjerg, da jeg allerede havde hundekennel og på den måde var “etableret”. Mit erhverv blev, og er, hundefrisør – og det er virkelig også en “kunstart” om man vil. At opdrætte racehunde er også at skabe “skulpturer med farver” – det er bare gener og kromosomer, man arbejder med i stedet for blyant, pensel eller mejsel og hammer, så det kan tage maaaaaange år/generationer, før idealet - hvis overhovedet – opnås…. Dog - jeg havde jo hele tiden tænkt, når jeg så, hvad andre menneskers fantasi og skill kunne udrette i kunstens verden, med stor anerkendelse, at DET burde jeg også kunnne, men hvordan få tid til yderligere kreativitet, når kalenderen allerede var fuld, og pladsen i huset trang… Svaret blev mit udigitale fotografiapparat Minolta Dynax 300 si og stadigvæk en uimodståelig dragen mod alskens motiver, som jeg gerne ville fastholde her på matriklen – også på TV skærmen i vores stue! Når andre rejste til Langbortistan efter inspirationer, og foruroligende oplevelser, så kom de da bare til mig, hvor jeg gik og stod.. - I 2005 skulle formidlingen prøves, jeg sendte fotografi ind til Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, og det gik jo bare fint, 2006 var også et hit, og i 2007 gik det lige så godt, - så med alle gode gange 3, valgte jeg at stoppe med insendelsen, mens legen var god. Tistrup har nu også en særlig plads i mit hjerte, for det var her jeg trådte mine feriebarnesko. Rejsen var lang for et lille barn - alene i et tog - og jeg skulle lære følgende remse udenad, så jeg ikke stod af i den forkerte by: Esbjerg, Guldager, Varde, Sig – Tistrup…… Esbjerg, Guldager, Varde, Sig – Tistrup….. - Og så stod min bedstefar og ventede på perronen, men det er jo en helt anden historie!! Hanne Louise Knudsen CV Gruppe- og kollektivudstillinger: Kunstnernes Sommerudstilling 2005, 2006, 2007 Separate udstillinger: ”På tour”, Restaurant Industrien, Esbjerg, 2005 Var en af muserne i “Fremkaldelser” - en del af “Ekskursioner” på Esbjerg Kunstmuseum 2005. Jens Chr. Top Har nogle gange tænkt over, hvorfor jeg altid har interesseret mig for billeder. Er det et personligt karaktertræk, eller er det en miljøpåvirkning i ens tidlige liv? Mit barndoms tapet var med motiver fra H.C.Andersens eventyr, og min far har samlet på malerier, så længe jeg kan huske. Der var billeder af Leo Tellefsen og et enkelt af Nils Holbak med et motiv fra Tømrergade - i det nu forsvundne kvarter ved klinten i Esbjerg. Senere indledte mine forældre bekendtskab med broderihandler Herluf Nielsen. Han havde en stor samling af malerier. Når vi besøgte ham og hans familie i lejligheden over broderiforretningen i Kongensgade, så var alle stuernes vægge prydet med malerier. Jeg husker især rødlige nature morter af Kræsten Iversen og et stort billede af Axel P. Jensen med Kronborg som en del af motivet. Der blev altid talt livligt om malerierne. Hvordan de var blevet erhvervet, og hvad de havde kostet - måske i naturalier. Senere erhvervede min far billeder af Arne L. Hansen, Knud Agger, Axel Skjelborg, Jens Sørensen, Kræsten Iversen og Fritz Syberg - og dem blev der også talt meget om. Købmand og kunsthandler Carstensen havde en udstilling af malerier i en lav bygning overfor Stormgade Skole i Nørregade. Her gik min far mangen en aftentur hen, og han fablede om at købe dette og hint billede. Han var i mange år ude efter et landskabsmaleri af Povl Christensen. Det blev aldrig til noget. Kunsthandler Carstensen ville ikke fire på prisen, som var 2.000 kr - men så kom der i stedet et landskab af Albert Naur ind i vores stue fra kunsthandelen i Nørregade. Selskabelighed med kartoffelgrosserer Ejnar Pedersen og hustru medførte også kig på malerkunst, De havde et større maleri af Albert Gammelgaard (interiør med påklædt kvindemodel) og en rigtig god Jens Sørensen med motiv fra Bakken. Hos min mormor - i hendes stuer overlæsset med gamle møbler og alskens figurer - var væggene totalt dækket af billeder. Bla.a et motiv fra Hornbæk Strand af Frants Henningsen, og så var der efter min i bogstaveligste forstand barnlige mening et noget sødladent maleri af P. Mønsted. Meyers Galleri og Kunstpavillonen gav også store muligheder for billedoplevelser. På Meyers Galleri kunne man bla.a opleve de bedste lokale kunstnere, og på Kunstpavillonen i Esbjerg var der også udstillinger med kunstnere ude fra den store verden. Jeg er vokset op i en tid, hvor kunst og kultur blev opfattet som et absolut gode i sig selv. Har altid været på jagt efter færdige fotografiske motiver - en slags readymade tableauer. Jeg flytter ikke rundt på objekter, sætter lys eller ligger på lur. Det giver en vis frihed i jagten - bortset fra at jeg medbringer et fotografiapparat, som jeg så skal have indenfor rækkevidde, når motivet så at sige af sig selv præsenterer sig for mig. Så tager jeg billedet ret hurtigt - og takker. Om jeg befinder mig i Las Vegas eller Nysted gør ingen forskel, eftersom frekvensen af readymade tableauer gennemsnitligt er lige høj begge steder. Det er ikke alle dage, der giver lige stor høst - det har noget med inspiration at gøre og så en vis portion held, som ofte følger med, når det bliver givet en chance. Nogle kalder min stil for dokumentarisme - det kunne også kaldes mystisk realisme. I stilhed får den største enkelhed lov til at vibrere. Jens Chr. Top CV Gruppe- og kollektivudstillinger: Galleri Meyer, Esbjerg 1973 Esbjerg Kunstpavillon (censureret gruppeudstilling) 1978 Kunstnernes Efterårsudstilling 1978, 1980 Charlottenborgs Forårsudstilling 1979, 1995, 1996 Eighth British International Print Biennale, Bradford, England 1984 Kunstnernes Sommerudstilling 1994, 1996, 1997 Kunstnernes Påskeudstilling 1997 Gæsteudstiller på Vestjyllandsudstillingen 1997, 2007 BKF/Regionsudstillingen, Janus Bygningen 2002, 2006 BKF/Regionsudstillingen, Skive Kunstmuseum 2003 BKF/Regionsudstillingen, Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet 2005 12 vestjyske kunstnere, Janus Bygningen 2005 Crème de la crème, Janus Bygningen 2007 Separate udstillinger: ”Pæn masonit til sofa”, Zeleste, København 1987 ”På Vej og Gade”, Københavns Bymuseum 1997 "Under Himmel og Jord", Esbjerg Kunstmuseum 1999 ”På Tobisfiskeri”, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg 1999-2000 og efterfølgende på maritime museer i Norge, Holland og Skotland ”Død i Paris”, Phototek Esbjerg 2002 Priser og udmærkelser: Kunstnernes Sommerudstillings Jubilæumspris 1997 ”Under Himmel og Vand”, special mention på Odense Filmfestival 2002 Venlig hilsen Vestjyllands Kunstmuseum og Vestjysk Kunstforening JANUS BYGNINGEN Kunstmuseum & Kunsthal Lærkevej 25, 6862 Tistrup, 7529 9825 mail@janusbygningen.dk www.janusbygningen.dk Åben tirsdag-søndag kl. 13-16.
© Copyright 2024