Tilblivelsen af EU`s energieffektiviseringsdirektiv –
Tilblivelsen af EU’s energieffektiviseringsdirektiv – en strategisk ”kamp”, normbaseret eller historisk betinget? Af Kristian Riber Kraaer Vejleder: Peter Nedergaard Antal ord: 6.048 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Indhold Introduktion....................................................................................................................................................... 2 Teori og hypoteseudledning .............................................................................................................................. 3 Hypotese 1 ................................................................................................................................................. 5 Hypotese 2 ................................................................................................................................................. 5 Hypotese 3 ................................................................................................................................................. 6 Metode: Casestudie gennem multilevel analyse .............................................................................................. 6 Kommissionens begrundelse for direktivets fokus ........................................................................................... 7 Frankrigs energisektor – erhvervslivets efterspørgsel ...................................................................................... 9 Frankrigs politiske holdning til direktivet .......................................................................................................... 9 Danmarks energisektor – erhvervslivets efterspørgsel ................................................................................... 11 Danmarks politiske holdning til direktivet....................................................................................................... 12 Forhandlingsprocessen – en strategisk ”kamp” eller en eklektisk og historisk proces? ................................. 12 Konklusion ....................................................................................................................................................... 13 Referencer ....................................................................................................................................................... 15 1/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Introduktion Et tilgængeligt udbud af sikre og pålidelige energikilder er af afgørende betydning for moderne økonomier og europæiske virksomheder. Energipolitik har af denne grund også fået en central plads i EU – blandt andet i form af Paris-traktaten og Euratom-traktaten, der er to af EU’s tre grundlæggende traktater (Johnson & Turner: 2006: 234 P). EU’s energipolitik er funderet i tre søjler om konkurrencedygtighed, miljøvenlighed og forsyningssikkerhed. De tre søjler fungerer ikke uafhængigt af hinanden, og der kan også forekomme situationer, hvor der er konflikt. Det gælder f.eks. ved forbedringen af den europæiske konkurrenceevne, hvor lavere energipriser kan svække incitamentet til at øge energieffektiviteten og i stedet føre til et større forbrug, der virker miljøskadeligt (Johnson & Turner: 2006: 238). Søjlen om konkurrencedygtighed har været en konstant og dominerende søjle siden 1950’erne, hvor behovet for et sammenhængende og konkurrencedygtigt marked ofte blev understreget politisk trods udeblivelsen af konkrete initiativer i begyndelsen (Johnson & Turner: 2006: 239 PP). Miljøbeskyttelse har ikke altid været en prioritet i den europæiske energipolitik, men kom først i fokus i Skandinavien og Tyskland i 1980erne grundet bekymringer om syreregn. Derudover har global opvarmning været med til at sætte fokus på sammenhængen mellem miljø og energi. Energistrategien fra 2006 understreger miljøbeskyttelsens centrale placering i energipolitikken med sit fokus på energieffektivitet, der reducerer CO2-udslippet og samtidig reducerer behovet for import af energi (Johnson & Turner: 2006 249). Det europæiske fokus på forsyningssikkerhed skyldes hovedsagligt den voksende forskel, der er mellem medlemsstaternes forbrug og produktion. Angående gas er der f.eks. en risiko forbundet med, at udbuddet er koncentreret om få lande som Algeriet, Norge og Rusland, hvor Ruslands tidligere afskæring af gasudbuddet til Ukraine også har haft konsekvenser for lande i EU. Fokus har indtil videre været på at reducere efterspørgslen for energi gennem energieffektiviseringer og sprede forsyningen ud over flere områder – som f.eks. på vedvarende energi – så unionen ikke er så afhængig af så få og koncentrerede udbydere (Johnson & Turner: 2006). En af de seneste større europæiske reguleringer på energiområdet er Energieffektiviseringsdirektivet, der blev forhandlet på plads ved et rådsmøde (transport, telekommunikation og energi) den 15. juni 2012 (Europaudvalget: 2012) efter enighed med Europa-Parlamentet på det sjette og sidste trialog den 13. juni 2012 (Rådet for den Europæiske Union: 2012) (Det Danske EU-Formandskab 2012: 2012 A). Direktivet er et minimumsdirektiv der skal medvirke til, at EU’s medlemslande reducerer energiforbruget med 17 % i 2020 og dermed bevirke, at EU’s medlemslande opnår målet om en energireduktion på 20 % i 2020. Selve direktivet, som Ministerrådet og Europa-Parlamentet indgik kompromis om, indeholder følgende elementer: ”- Offentlige myndigheder skal købe energieffektive bygninger, produkter og tjenester og renovere 3 % af deres bygninger hvert år, så de får energiforbruget skåret drastisk ned. - Energiforsyningsvirksomheder skal tilskynde deres kunder til at mindske energiforbruget ved at blive mere energieffektive, f.eks. ved at udskifte gamle kedler og isolere deres hjem. - Erhvervslivet skal blive mere bevidst om, hvordan man kan spare på energien, og store virksomheder skal foretage energirevisioner hvert tredje år. 2/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer - Forbrugerne skal sikres bedre information fra målere og regninger, så de bedre kan styre deres energiforbrug. - Energitransformation skal overvåges for at sikre effektivitet, og EU skal om nødvendigt foreslå forbedringer og fremme kraftvarmeproduktion. - De nationale energireguleringsmyndigheder skal tage hensyn til energieffektivitet, når de beslutter, hvordan og til hvilken pris forbrugerne skal have adgang til energi. - Attesteringsordninger skal indføres for leverandører af energitjenester for at sikre et højt niveau af teknisk kompetence.” (Det Danske EU-formandskab 2012: 2012 B) For præciseringens skyld er det værd at bemærke, at der i direktivet er et bindende krav om besparelser på 1,5 % til energiforsyningsvirksomhederne(Europa-Kommissionen: 2012 B), som dog ikke er anført i ovenstående tekst fra Det Danske EU-Formandskab. Det er endvidere værd at bemærke den eksplicitte hovedvægt, som kraftvarme og energirenoveringer tillægges i direktivet, når nu EU består af et større og komplekst energimiks af gas, kul, olie og atomkraft, der i forskellig udstrækning lever op til de tre søjler i EU’s energipolitik; konkurrence, miljøbeskyttelse og forsyningssikkerhed (Johnson & Turner: 2006: 236). Eksempelvist har Frankrig i mange år satset på kernekraft og derved garanteret fransk selvforsyning og samtidig bidraget til et lavt drivhusgasudslip (Udenrigsministeriet: 2012: 3). Det kan dermed argumenteres, at atomkraft lige såvel kunne være tillagt en hovedvægt i direktivet, da det objektivt set lever op til de to søjler om miljøbeskyttelse og forsyningssikkerhed, hvis man ser bort fra risikoen for historiske ødelæggelser som rystede Fukushima og resten af verden i 2011. Idet energieffektiviseringsdirektivet endte som det gjorde trods objektive alternativer, er det interessant at se nærmere på, hvad der var den primære politiske drivkraft bag løsningen. Med afsæt heri udleder jeg følgende forskningsspørgsmål: ”Hvordan kan vi forklare energieffektiviseringsdirektivets fokus på fjernvarmeteknologi, kraftvarmeproduktion og energirenoveringer, mens objektive alternativer som atomkraft ikke indgår i direktivet?” Med dette spørgsmål søger jeg at undersøge, hvilke politiske dynamikker der har været drivkraften til direktivet. I det følgende afsnit vil jeg med udgangspunkt i institutionalisme udlede tre hypoteser. Teori og hypoteseudledning Med udgangspunkt i rationel choice teori og rationel institutionalisme er det nærliggende at betragte den europæiske beslutningsproces som en ”kamp” og et kollektivt handlingsdilemma i formelle organisationer mellem profitmaksimerende aktører, der på strategisk vis forsøger at fremme egne økonomiske interesser (Hall & Taylor: 1996: 942 PP). Disse aktører kan være politikere, som forsøger at fremme løsninger, der skaber en økonomisk fordel sit eget land, men det kan lige såvel være private virksomheder, der har en økonomisk interesse i, at visse teknologier og løsninger prioriteres politisk frem for andre. For virksomhederne er der nemlig mulighed for at forbedre grundlaget for deres forretning, hvis deres ydelser er politisk prioriteret. Politisk asymmetri kan i denne ”kamp” være en afgørende determinant for politiske outputs (Nedergaard: 2009: 17). 3/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Hvorvidt virksomheder overhovedet har mulighed for at påvirke den europæiske lovgivning afhænger af, om EU som system er åbent for påvirkning fra eksterne aktører. I den forbindelse er det relevant at se nærmere på diskussionen om, hvorvidt EU er et intergovernmentalt eller supranationalt system. Ifølge intergovernmentalismen får regeringsledere som oftest opfyldt deres politiske ønsker i EU – og hvis ikke bliver de i det mindste kompenseret på anden vis. Supranationalismen fremhæver derimod, at regeringer somme tider indgår kompromiser, der ikke er helt i tråd med deres politiske og økonomiske præferencer. Det skyldes hovedsagligt, at europæiske institutioner som Europa-Parlamentet og Kommissionen ikke er mellemstatlige aktører, som de nationale regeringer kan styre uden uforudsete outcomes. Diskussionen er interessant, for hvis EU kan betragtes som et supranationalt system, har medlemslandene som principaler begrænset magt for at bestemme de europæiske policies. Der er dermed større mulighed for, at eksterne aktører kan påvirke politikudviklingen uden om medlemsstaternes regeringer. Om EU er et intergovernmentalt eller supranationalt system kan umiddelbart være svært at give et entydigt svar på, men der er i hvert fald eksempler på, at etableringen af det indre marked har skabt flere reguleringer på miljøområdet end politikere på højrefløjen havde forudset og ønsket (Hix & Høyland: 2011: 16 PP). Derudover er initiativretten til politiske forslag alene en mulighed som Kommissionen besidder. Og i kraft af Kommissionens supranationale egenskaber kan de respektive regeringer i EU ikke diktere, hvad er stilles forslag om og hvordan. Peter Bouwen har i nær relation til ovenstående analyse undersøgt relationen mellem de europæiske institutioner, virksomheder og interesseorganisationer. Analysen bygger på en antagelse som, at relationen kan betragtes som en udvekslingssituation, hvor forvaltningen og politikerne efterspørger interessegruppernes ekspertviden og deres viden om interesser på europæisk niveau og nationalt niveau. Omvendt efterspørger interessegrupperne specifik politisk regulering (Peter Bouwen: 2004: 339 P) for blandt andet for at undgå markedsfejl (Nedergaard: 2009: 189), da den økonomiske politik ofte har en tendens til at være mere redistributiv end effektivitetsfremmende (Hix & Høyland:2011: 190). I tråd med Bouwens hypoteser afhænger de europæiske institutioners efterspørgsel for viden af institutionens karakter – dvs. om den er intergovernmental eller supranational. Eksempelvist efterspørger Kommissionen primært ekspertviden til brug i udarbejdelsen af lovforslag og sekundært viden om aggregerede interesser på europæisk niveau. Europa-Parlamentet efterspørger primært viden om aggregerede interesser på europæisk niveau og sekundært interesser på nationalt niveau. Efterspørgslen af nationale interesser kan forklares ved, at medlemmer af parlamentet er folkevalgte, og at de derfor må tage højde for deres vælgeres gunst i hjemlandende, selvom deres formelle funktion er at tilgodese europæiske interesser. Endeligt efterspørger Ministerrådet primært viden om nationale interesse, mens rådet sekundært efterspørger interesser på europæisk niveau. Forklaringen er, at Ministerrådet udgøres af nationale ministre, der i høj grad er af afhængige af vælgerne i hjemlandet. Og så er det her, at kampen om de nationale interesser for alvor udspilles. Viden om europæiske interesser er dog stadig vigtig for de nationale ministre, da de trods alt indgår i et europæisk samarbejde. Dernæst kan viden om europæiske interesser fungere som forhandlingsgrundlag ved kompensation, som intergovernmentalismen også forudser (Bouwen: 2004: 345 PP). 4/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Sammenfattende kan politikudviklingen i den europæiske union analyseres som en rationel proces, hvor økonomiske og politiske interesser kæmper om at få gennemført regulering i tråd med egne interesser. Det skyldes dels rational choice teoriens forventninger om rationelle aktører, men det skyldes også EU’s polities, der tilsyneladende giver mulighed for, at både politikere og interessegrupper påvirker processen undervejs. Der er dermed råderum for, at interessekonflikterne kan udspille sig gennem udviklingen af policies. Med udgangspunkt i denne analyse udleder jeg min første hypotese til forklaringen af energieffektiviseringsdirektivets tilblivelse: Hypotese 1: ”Tilblivelsen af EU’s energieffektiviseringsdirektiv kan forklares som en rationel ”kamp” mellem politiske og økonomiske interesser med udgangspunkt i rational choice teori og rationel institutionalisme”. Den korte analyse af EU’s polities giver dog ikke kun teoretisk forventning for, at rationelle interesser kan præge politikudviklingen eller energieffektiviseringsdirektivet, der er den konkrete genstand for analyse. Med udgangspunkt i sociologisk institutionalisme kan man lige såvel forvente, at den primære drivkraft bag den endelige aftale skal findes i kulturer, normer og værdier. Ifølge den sociologiske institutionalisme er alle beslutninger ikke nødvendigvis funderet i rationelle kalkuler om, hvad der er det mest effektivt, eller funderet i strategiske ”kampe” mellem rationelle aktører. Mange beslutninger er snarere et resultat af: ”… culturally-specific practices, akin to the myths and ceremonies devised by many societies, and assimilated into organizations, not necessarily to enhance their formal means – ends of efficiency, but as a result of the kind of processes associated with the transmission of cultural practices more generally”. (Hall & Taylor: 1996: 946 P) Til forskel fra rational institutionalisme betragter sociologisk institutionalisme institutioner som mere end blot formelle instanser. En institution kan lige såvel være en kultur i sig selv, der også kan præge aktører inden for institutionen, så deres adfærd tilpasses normerne. Derudover opererer sociologisk institutionalisme med en passenhedslogik, der forudser, at aktører vil agere alt efter de herskende normer i en given institution, der som nævnt også kan være en uformel kultur. Grundet denne passenhedslogik kan institutioner træffe beslutninger og foretage ændringer, der i virkeligheden er dysfunktionel med organisationens formelle mål – som f.eks. at øge profit gennem effektiviseringer (Hall & Taylor: 1996: 948). Man kan derfor have en forventning om, at denne passenhedslogik har været gældende i udviklingen af EU’s energieffektiv, og at det kan forklare fravalget af objektive alternativer som f.eks. atomkraft, og at europæiske lande nåede til enighed trods forskellige energisektorer. Med udgangspunkt i denne umiddelbare analyse kan jeg udlede min anden hypotese: Hypotese 2: ”Tilblivelsen af EU’s energieffektiviseringsdirektiv er resultatet af en passenhedslogik, der prioriterer visse normer og værdier”. I forlængelse af denne diskussion er det nærliggende at inddrage et eklektisk fokus på institutioner og definere disse lidt bredere, end hvad rationel og sociologiske institutionalisme er eksponenter for. Ifølge historisk institutionalisme kan institutioner give incitament til rationel og strategisk adfærd gennem 5/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer formelle strukturer, der giver mere eller mindre klarhed over, hvordan andre vil agere. Men strategisk kalkule er ifølge historisk institutionalisme ikke den eneste determinant for aktørers adfærd, da mennesker lige såvel er drevet af en passenhedslogik, hvor handling foretages med udgangspunkt i en vurdering af, hvad der rigtigt i den enkelte situation. Teorien fokuserer også på, at historiske omstændigheder kan have indflydelse på politiske beslutninger. Det betyder, at politiske outputs kan være resultat af en stiafhængighed – dvs. en arv fra fortiden, der determinerer en fremtidig vej, da det kan være omkostningsfuldt at skifte retning. Teorien understreger ligeledes, at kritiske hændelser som økonomiske kriser og militære konflikter kan udgøre kritiske hændelser, der bryder med kontinuiteten. En umiddelbar svaghed ved teorien er, at det kan være svært at forklare, hvordan sådanne hændelser helt præcist fremskynder fremtidig handling. Det er dog alligevel relevant at være åben for, om EU’s energieffektiviseringsdirektiv kan siges at være præget af eklektiske drivkræfter samt stigafhængighed og kritiske hændelser, der har virket determinerende (Hall & Taylor: 1996: 937 PP). Med udgangspunkt i den teoretiske gennemgang af historisk institutionalisme kan jeg udlede min tredje og sidste hypotese: Hypotese 3: ”Tilblivelsen af EU’s energieffektiviseringsdirektiv er præget af en rationel og kulturel politisk proces, hvor historiske faktorer har spillet en afgørende rolle.” Jeg vil i det følgende afsnit redegøre for, hvordan jeg vil designe min undersøgelse og teste mine hypoteser. Metode: Casestudie gennem multilevel analyse Selve analysen vil være et casestudie, der er inspireret af Peter Nedergaard, som tidligere har anvendt en multilevel analyse og forklaret udvandingen af Servicedirektivet med udgangspunkt i politisk asymmetri (Nedergaard: 2009). Formålet med at anvende dette design er at undersøge politiske, kulturelle og økonomiske forhold på mikro- og makroniveau, der kan forklare, hvorfor energieffektiviseringsdirektivet blev som det gjorde. Genstanden for analyse på mikroniveau vil i denne undersøgelse være virksomheder, og på den politiske scene er det politikere. Når aktører på mikroniveau behandles som kollektive aktører udgør de sammenlagt interesser og værdier på makroniveau. Metoden udspringer af rational choice teoriens metodiske individualisme, hvor enkelte virksomheder og politikeres adfærd analyseres. Den bagvedliggende tanke er, at virksomheder efterspørger specifik politik, mens politikerne udbyder den (Peter Nedergaard: 2009). Politikernes politiske præferencer vil ligeledes analyseres for at identificere begrundelsen bag deres politiske valg. Formålet med analysen er at identificere, om energieffektiviseringsdirektivet er et resultat af en rationel politisk og økonomisk ”kamp” mellem virksomheder og medlemslande, eller om det er et resultat af værdier, normer og kulturer eller en udvikling determineret af historien. Selvom forskningsdesignet udspringer af rational choice teoriens metodiske individualisme, tillader det stadig, at jeg kan kontrollere for, om drivkraften bag direktivet snarere er kultur, værdier og normer eller historiske begivenheder. I denne analyse vil jeg undersøge relevante avisartikler og radioklip fra ind- og udland samt officielle dokumenter fra EU og danske ministerier. Jeg vil her se nærmere på, om virksomheder og politikere har presset på eller været modstandere af direktivforslaget af rationelle årsager eller kulturer, normer og 6/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer værdier. I analysen af om direktivet er et resultat af rationelle, kulturelle eller historiske drivkræfter, vil jeg undersøge perioden efter Kommissionen fremlagde det første lovforslag. Jeg er klar over, at der foregår en masse forud for fremsættelsen af forslaget, men jeg må af behovet for afgrænsning holde mig til denne periode. I analysen af den politiske proces vil jeg især fokusere på aktører i Ministerrådet – det vil sige nationale regeringsmedlemmer – da det er her den offentlige debat mellem medlemsstaterne for alvor udfolder sig (Uwe Puetter: 2011). Dermed kan jeg undersøge, om nationale interesser er grundlaget for konflikt mellem kalkulerende aktører, eller om der på tværs af lande eksisterer en særligt kultur, hvad angår energipolitik. Da jeg grundet behovet for afgræsning heller ikke kan afdække samtlige landes politiske og økonomiske interesser funderet i de respektive energisektorer, vælger jeg at undersøge disse forhold i et casestudie med to most-different cases for at være i stand til at generalisere mest muligt (Seawright & Gerring: 2008: 298). Jeg udvælger dermed to europæiske lande, der kan siges at være repræsentanter for andre lande. De to lande jeg vil undersøge nærmere er Danmark og Frankrig. Argumentet er, at Danmarks energisektor på mange måder allerede er kendetegnet ved fjernvarmeteknologi og energirenoveringer, og at Danmarks energisammensætning allerede er indrettet i tråd med direktivet. Omvendt er Frankrig, som tidligere nævnt, i høj grad forsynet af atomkraft, der kan anses som værende et objektivt alternativ til de politiske prioriterer, der er lagt i direktivet. Danmark og Frankrig repræsenterer dermed hver sin side af den energipolitiske skala. Ved at undersøge Danmark og Frankrigs energisektorer og politikeres holdninger til direktivet, kan jeg derfor både afdække de politiske og økonomiske interesser eller normer, værdier og kulturer, der ligger bag direktivet. Idet jeg er begrænset af manglende franskkundskaber, har det ikke været muligt at undersøge de franske virksomheder og interessegruppers høringssvar nærmere via de franske ministeriers dokumenter. Den samme begrænsning gælder i forhold til analysen af politiske diskussioner, der er foregået i det franske parlament. Det medfører naturligvis nogle begrænsninger, men disse vil jeg forsøge at overkomme ved at analysere processen gennem danske og udenlandske medier. Inden jeg går i dybden med analysen af Frankrig og Danmarks tilgang til direktivforslaget, vil jeg i det kommende afsnit se nærmere på Kommissionens forslagstekst og identificere, hvordan hovedpunkterne i forslaget begrundes. Kommissionens begrundelse for direktivets fokus I Kommissionens forslag til direktivet fremgår det, at man ønsker at omsætte energieffektivitetsplanen (EEP) fra den 8. marts 2011 til bindende foranstaltninger, så målet om energireduktioner på 20 % inden 2020 kan nås. I forslaget påpeges nødvendigheden af energieffektiviseringer, da stigende priser på energi potentielt kan kompromittere unionens muligheder for at skabe vækst. I forslaget påpeger Kommissionen ligeledes, at energieffektiviseringer kan øge forsyningssikkerheden og skabe forbedringer til gavn for klima og miljø (Europa-Kommissionen: 2011). I forslagsteksten står der blandt andet, at: ”Den Europæiske Union står over for hidtil usete udfordringer som følge af øget afhængighed af importeret energi og knappe energiressourcer samt behovet for at begrænse klimaændringerne og overvinde den 7/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer økonomiske krise. Energieffektivitet er en effektiv måde at håndtere disse udfordringer på. Den forbedrer Unionens forsyningssikkerhed ved at reducere det primærenergiforbrug og reducere energiimporten. Det hjælper med at reducere drivhusgasemissioner på omkostningseffektiv vis og afhjælper dermed klimaforandringer. Et skifte til en mere energieffektiv økonomi skulle også fremskynde udbredelsen af innovative teknologiske løsninger og forbedre industriens konkurrenceevne i Unionen, hvilket vil fremme økonomisk vækst og skabe job af høj kvalitet i flere sektorer med tilknytning til energieffektivitet.” (EuropaKommissionen: 2011 C: 8) Dette konkrete afsnit er interessant, da det i høj grad afspejler den retorik og de argumenter Kommissionen anvender i begrundelsen for forslagets indhold i resten af forslagsteksten. Ser man nærmere på de argumenter, der fremføres, står det klar, at Kommissionen i allerhøjeste grad anvender rationelle argumenter i begrundelsen for forslaget. Det primære fokus er nemlig, at energieffektivitet kan være en måde at forbedre konkurrenceevnen og håndtere den økonomiske krise, mens vi samtidig reducerer energiforbruget og energiimporten. Selve forslagets indhold kan derfor umiddelbart bedst forklares med udgangspunkt i rationel institutionalisme grundet fokus på rationelle argumenter og fraværet af kulturelle værdier og normer. Dog skal man være opmærksom på, at Kommissionens forslag kommer i naturlig forlængelse af Europa-2020 strategien og EPP, og at forslagets fokus på de rationelle gevinster kobles tæt til den økonomiske krise og tidligere policies som Europa-2020 strategien og EPP. Anskuer man forslaget med historiske briller kan der tydes en hvis stiafhængighed, da der lægges vægt på eksisterende policies, der leder til, at energieffektiviseringer skal prioriteres højere. Derudover lægges der vægt på, at løsningen på energiudfordringerne lige såvel er en løsning på den økonomiske krise. Havde den økonomiske krise ikke været så kraftigt et issue, havde forslaget måske set anderledes ud, eller også havde det måske været argumenteret anderledes med udgangspunkt i kulturelle værdier og normer. Argumentet er, at der bliver mere plads til kulturelle og værdimæssige argumenter, hvis der ikke er mangel på ressourcer. Er ressourcerne knappe er det en nærliggende tanke, at aktører prioriterer ”overlevelse” og profitmaksimering. Den økonomiske krise kan dermed analyseres som værende en ”critical juncture”, der primer energirenoveringer som en nærliggende løsning. Sammenhængen mellem den økonomiske krise og bærende argumenter i forslagsteksten er derfor nært beslægtede. Trods Frankrigs støtte til sidst endte direktivet alligevel med at blive udvandet i den forstand, at de samlede CO2-reduktioner blev 17 % i stedet for 20 %. Ifølge Søren Dyck Madsen fra Økologisk Råd skyldes udvandingen især, at den økonomiske krise begrænsede landendes tilbøjelighed til at indgå forlig, der kunne blive en udfordring rent økonomisk (Information: 2012 B: 8). Dermed kan den økonomiske krise, der tidligere blev beskrevet som en ”critical juncture”, ikke blot have primet energirenoveringer som den rette løsning. Den økonomiske krise har også ført til at lande som Frankrig var tilbageholdende med at støtte forslaget, hvorfor den historiske institutionalismes forklaringskraft svækkes. Jeg vil i de kommende afsnit se nærmere på den franske og danske energisektor og de politiske holdninger til forslaget for at analysere, om der kan identificeres en passenhedslogik i debatten, der har skabt konvergens om Kommissionens forslag, eller om den endelige aftale snarere er et resultat af en rationel ”kamp” og historiske faktorer. 8/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Frankrigs energisektor – erhvervslivets efterspørgsel Selvom Frankrig i de seneste år har investeret kraftigt i vedvarende energi, dækkes landets elforbrug primært af atomkraft, der bidrager til en lav CO2-udledning. Frankrig dækker 5,5 % af verdens BNP, men står for blot 1,1 % af verdens CO2-udledning. Og i 2010 dækkede atomkraft 74,1 % af landets samlede energiproduktion. Frankrig har dog vedtaget en ambitiøs plan om, at 23 % af det samlede energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2020, og landet har da også et stort potentiale for biomasse. Trods denne ambition er atomkraftenergien fortsat en vigtig gren for den franske energiforsyning, og den franske energisektor er en vigtig industriel faktor. Energiselskaberne EDF og Areva er således også i gang med at bygge et nyt og omdiskuteret atomkraftværk, der skal stå klart i 2016. Prisen for det omfattende byggeri er 6 mia. kr. (Udenrigsministeriet: 2012). Det statsejede EDF er da også en af Frankrigs største eksportaktører. Så selvom Frankrig er i gang med en ”grøn” udvikling, skal man set med rationelle briller ikke undervurdere atomkraftsektorens betydning for landets energiforsyning. Derudover kan man med udgangspunkt i sociologisk institutionalisme forvente, at der i Frankrig hersker nogle andre normer og værdier til atomkraft, end hvad der gør i Danmark. Umiddelbart en måned efter Kommissionen fremsatte sit forslag til energieffektiviseringsdirektivet, var franske energiselskaber ude og forsvare atomkraften, da katastrofen i Fukushima gav international mistillid til teknologien, hvor man internt i Japan slukkede for samtlige atomreaktorer (Information: 2012 E: 10) Det franske forsvar fra atomkraftsektoren lød, at det er brugbart i nedbringelsen af CO2-udslippet og kan reducere afhængigheden af fossile brændsler (Financial Times: 2011: 16). Skal man analysere dette forsvar i forhold til undersøgelsens tre hypoteser, står det klart, at atomkraftsektorens argumenter er klart funderet i rationalitet og forsøger at tilpasse sig to de af de tre søjler i EU’s energipolitik om miljøbeskyttelse og forsyningssikkerhed. Selve forsvaret for atomkraften blev dog nødvendiggjort af nedsmeltningen i Fukushima, der med forsigtighed kan betegnes som en ”critical juncture”, der har diskvalificeret atomkraft som en løsning på Europas udfordringer på energiområdet. Det kan derfor konkluderes, at der i Frankrigs atomkraftindustrien var og er en stor efterspørgsel for politisk regulering, der prioriterer og i hvert fald ikke fravælger atomkraft som energiressource. Hvorvidt denne efterspørgsel smittede af på de franske politikeres holdninger til energieffektiviseringsdirektivets manglende fokus på atomkraft er derfor interessant at se nærmere på. Frankrigs politiske holdning til direktivet Blandt Frankrigs repræsentanter i Ministerrådet var der inden forhandlingerne i foråret 2012 en modstand mod krav om en bestemt procentsats for energirenoveringer af offentlige bygninger. Landet ønskede i stedet en aftale om, hvor stor en mængde, der skulle bespares (Information: 2012 A: 5). Ifølge Claude Turmes, Europa-Parlamentets forhandler i trialog møderne med Kommissionen og Ministerrådet, var Frankrig sammen med Sverige og Tyskland blandt modstanderne af direktivet (Information: 2012 B: 8). Frankrigs modstand var især rettet mod de konkrete virkemidler om energiselskabernes besparelser på 1,5 % og energirenoveringer af offentlige bygninger. Årsagen til denne modstand skyldtes, at Frankrig mente, at deres atomkraftsektor kunne løfte besparelserne uden de konkrete virkemidler, som direktivet foreslog (Information: 2012 C: 6). Som tidligere nævnt var den franske atomkraftsektor ude i et forsvar for atomkraft umiddelbart efter Kommissionens fremsættelse af direktivforslaget. Det var dog ikke blot 9/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer virksomhederne, men også den franske stat, der gik i forsvar for teknologien med udgangspunk i rationelle argumenter: “The French government, policymakers and industry executives have sought all week to defend nuclear energy. It remains essential to help cut carbon emissions and reduce dependence on oil and other fossil fuels, they say.” (Financial Times: 2011: 16). Trods den dybe forankring i atomkraft i den franske politiske og økonomiske selvforståelse (Weekendavisen: 2011: 10), var der ikke en entydig støtte til atomkraften i Frankrig, hvor de venstreorienterede og grønne partier allerede i foråret 2011 gjorde klar til en afskaffelse af atomkraft. Denne debat blev blandt andet sat i gang af den tidligere konservative miljøminister, Corinne Lepage, der løftede sløret for, at atomkraften havde været en omkostningsfuld investering for skatteyderne trods den billige elektricitet, som ligger 40 % under gennemsnitsprisen i andre europæiske lande. Etableringen og vedligeholdelsen af atomkraftværkerne havde kostet ikke mindre end 159 mia. kr. siden 1974, og det var skatteyderne, der havde betalt dette beløb. Et beløb som regeringen ellers havde holdt hemmeligt (Politiken: 2011: 7). Trods Frankrigs afhængighed af atomkraft, de billige elektricitetspriser og potentialet for eksport kom atomkraften på dagsordenen til det franske præsidentvalg, der blev afholdt få måneder før vedtagelsen af EU’s energieffektiviseringsdirektiv. Francois Hollande, Socialistpartiet, havde under valgkampen lovet at reducere andelen af atomkraft i Frankrig fra over 75 % til 50 %. Han lovede desuden at lukke det aldrende Fessenheim-kraftværk i Alsace (Ingeniøren: 2012). Så på trods af den franske regerings støtte til atomkraften umiddelbart efter Kommissionens forslag til energieffektiviseringsdirektivet, kom der venstreorienterede kræfter til magten, som var mindre positive over for atomkraft og dens fremtid i Frankrigs energisektor. Atomkraften skulle i stedet afløses af energieffektiviseringer og vedvarende energi (DR P1: 2012). Til sidst endte det franske regeringsskifte også med at blive banebrydende for direktivets vedtagelse: “Turmes' last such visit to Paris marked a shift in France's position after the new Socialist government was sworn in. “Before, the French position got worse every week and you could see the spirit of EDF and Total in the negotiations,” the MEP recounts, referring to leading energy companies. Now, the French publicly supports the directive's main provisions, including a 3% annual renovation rate for public buildings and an obligation on energy retailers to slash their sales to households by 1.5% annually.” (EurActiv: 2012) Det er særligt interessant, hvordan Claude Turmes beskriver, at man nærmest kunne se en lige linje mellem den franske energisektor og den franske regerings holdninger indtil det allersidste møde i Paris. Den ændrede holdning i Frankrig vidner ikke om, at Frankrig var enige i direktivforslagets indhold ud fra en passenhedslogik. Snarere var Frankrig i lang tid uenige i direktivforslagets indhold med udgangspunkt i egne interesser, og det er derfor nærliggende at analysere den indledende modstand til direktivet med udgangspunkt i rationel institutionalisme. Det samme gælder for analysen af den franske holdningsændring efter præsidentvalget. Det er dog mindst lige så interessant at betragte denne holdningsændring ud fra historisk institutionalisme, for havde det ikke været for ulykken i Fukushima, der fik de venstreorienterede 10/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer til at sætte atomkraften på valgprogrammet, er det nemlig ikke sikkert, at Hollandes regering havde lagt en plan om at reducere anvendelsen af atomkraft, så det blev mere rationelt at stemme for energieffektiviseringsdirektivet. Indtil videre kan den største forklaringskraft for Frankrigs modstand – og senere opbakning - derfor tillægges rationel og historisk institutionalisme. Inden jeg drager de endelige konklusioner, vil jeg dog se nærmere på holdningen i den danske energisektor og blandt danske politikere. Danmarks energisektor – erhvervslivets efterspørgsel I den danske energibranche var der et særligt fokus på, at energirenoveringerne ikke blot ville hjælpe til at nå målet om energireduktioner, men at de også kunne være med til at skabe jobs, herunder også i Danmark: ”Et ambitiøst direktiv skaber jobs og gør EU mere konkurrencedygtig. Her spiller den danske energisparemodel en meget vigtig rolle. Faktum er, at energiselskaberne i den grad er med til at styrke vores konkurrenceevne. På kort sigt sker det blandt andet ved succesen med de milliarder af kroner, som spares på energi. Desuden tegner der sig et betydeligt eksportpotentiale for danske løsninger, hvis energieffektivitetsdirektivet bliver vedtaget, siger Ulrich Bang.” (Licitationen – Byggeriets Dagblad: 2012: 3) Argumentet som Ulrich Bang, konsulent i Dansk Energi, anfører, er ikke blot et godt eksempel på, hvordan den danske energibranche har markeret sig i medierne sideløbende med forhandlingerne af direktivet. Billedet er i høj grad det samme, når man nærlæser høringen af danske interessenter. Her fremhæver interessenterne over en bred kam nemlig, at energieffektiviseringer er en samfundsmæssig klog måde at reducere CO2-udledningen, da de forbedrer konkurrenceevnen og styrker forsyningssikkerheden. Et eksempel på denne støtte findes blandt andet i høringen af de magtfulde interesseorganisationer og repræsentanter for erhvervslivet, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer: ”DI anfører, at en øget indsats for energieffektivisering kan bidrage til, at CO2-målene nås mere omkostningseffektivt samtidig med, at forsyningssikkerheden og konkurrenceevnen styrkes… Landbrug & Fødevarer støtter direktivets mål om, at energieffektivisering skal have en central plads i EU’s klima- og energipolitik, og anfører, at energieffektivisering kan medvirke til både bedre konkurrenceevne for virksomhederne og en omkostningseffektiv opfyldelse af CO2-målene.” Det danske erhvervsliv er dermed langt mere positivt indstillet over for energieffektiviseringsdirektivet end det franske erhvervsliv. Samtidigt er forbruget af vedvarende energi voksende i den danske energisektor – blandt grundet en massiv forøgelse af biomasse til el- og fjernvarmeproduktion i 2010 (Energistyrelsen: 2010: 3). Hvorvidt det afspejler sig blandt politikernes holdninger til direktivet, vil jeg se nærmere på i det kommende afsnit. 11/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Danmarks politiske holdning til direktivet I kraft af det danske energiforlig, der blev forhandlet på plads i foråret 2012, er det ikke overraskende, at den danske regering var yderst positiv over for direktivforslaget (Folketingets Europaudvalg: 2011: 6). Med energiforliget blev fjernvarme, vedvarende energi og energirenoveringer nemlig prioriteret yderligere (Klima-, Energi- og Bygningsministeriet A: 2012). Derudover indeholder aftalen en forpligtelse til, at danske energiselskaber reducerer energiforbruget med 2,9 % frem mod 2020. Det danske energiforlig er dermed langt mere ambitiøst end energieffektiviseringsdirektivets besparelser på 1,5 % (Klima-, Energi- og Bygningsministeriet: 2012 B: 4). Direktivet kan ligefrem betegnes som en mærkesag for det danske formandskab (Information: 2012 F: 4), og grundlæggende blev det danske argument for direktivet begrundet med udgangspunkt i rationalitet: ””Vi har vedtaget energieffektiviseringsdirektivet. Vedtagelsen betyder, at vi når mere end 17 % energibesparelser i 2020. Direktivet er et minimumsdirektiv, derfor er der mulighed for, at vi kommer endnu tættere på målet om 20 % energibesparelser i 2020. Det er en stor sejr for EU og for hele vores grønne vækstdagsorden," siger klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, der ledte dagens møde.”” (Det Danske EU-Formandskab: 2012 A) Den danske begejstring for energirenoveringer, fjernvarme og vedvarende energi var dermed i tråd med landets økonomiske interesser for energisektoren – lige nøjagtigt som den franske modstand til direktivet var i tråd med atomkraftsektorens modstand. Indtil videre har jeg hovedsagligt fundet grundlag for at tillægge rationel institutionalisme og historisk institutionalisme den største forklaringskraft. I det følgende afsnit vil jeg diskutere nærmere, om processen kan defineres som en strategisk kamp mellem rationelle aktører, eller om direktivet snarere er resultatet af en eklektisk proces og historiske begivenheder. Forhandlingsprocessen – en strategisk ”kamp” eller en eklektisk og historisk proces? Som vist hidtil kan forhandlingsprocessen om energieffektiviseringsdirektivet hovedsagligt forklares med udgangspunkt i rationel eller historisk institutionalisme. Det skyldes den kraftige fokus på rationelle argumenter fra erhvervsaktører og politikere. Derudover har analysen indtil videre vist, at der var en tæt sammenhæng mellem erhvervslivets interesser, og det politikerne sagde og gjorde. Eksempeltvist fremfører Claude Turmes, at det var som at tale med den franske atomkraftsektor indtil det sidste besøg i Paris, hvor den nye præsident, Francois Holland, tog imod. Der er derimod ingen indikationer på, at det var en sociologisk passenhedslogik, der førte landene sammen. Som det er vist indtil videre, var det især rationelle incitamenter og økonomiske interesser, der var bærende for med- og modgangen til direktivet. Europa-Parlamentets udtalelser til direktivforslaget blev da også udskudt, da afstemningen i parlamentet blev forsinket grundet de mange ændringsforslag, der blev stillet. Ikke mindre end over 1800 ændringsforslag blev fremsat. Det vidner meget godt om de interessekonflikter, der herskede i unionen under forhandlingerne (Folketingets Europaudvalg: 2011: 5). 12/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Jeg har tidligere fremhævet historiske elementer som værende af en hvis betydning, da den franske støtte til direktivet blandt andet skyldtes regeringsskiftet og den nye holdning om, at atomkraften skulle reduceres. En holdning der blandt andet kan tilskrives katastrofen i Fukushima, og som med historiske briller kan betegnes som en ”critical juncture”. Jeg vil dog alligevel tillægge den rationelle institutionalisme en større forklaringskraft end den historiske institutionalisme. Det skyldes hovedsagligt det åbenlyse fravær af normer og værdier, der også er en vigtig del af den historiske institutionalismes eklekticisme. Som vist har den bærende drivkraft til både modstand og støtte været rationelt begrundet, og de politiske holdninger på tværs af lande har været tæt forbundet med økonomiske interesser funderet i energisektoren. Det understreges blot yderligere af Martin Lidegaards karakteristik af forhandlingsforløbet, som han beskriver i et interview på Radio24syv. Ifølge Martin Lidegaard var det til sidst et yderst tæt og nervepirrende forløb, hvor forslaget blev vedtaget med det snævrest mulige flertal i Ministerrådet. Og det var meget tæt på at falde helt på gulvet. For på de allersidste dage var der deciderede forhandlinger mellem medlemslandende om politiske studehandler til langt ud på natten, hvor lande forsøgte at skabe modstand til direktivet ved at tilbyde opbakning på andre områder, der intet havde at gøre med energieffektivitet. Det vidner i høj grad om, at forhandlingsprocessen var en strategisk kamp mellem rationelle aktører, der forsøgte at profitmaksimere egennytte. Dette billede bekræftes også af Claude Turmes, der indrømmer at han satte gang i en PR-kampagne i de tyske medier mod Angela Merkel, så hun skulle presses så langt, at hun til sidste skulle give efter og tilslutte sig direktivet. I denne kampagne dannede Claude Turmes også alliancer med De Grønne i Tyskland (Radio24syv: 2012). Ikke alene giver denne analyse opbakning til den rationelle institutionalismes forklaringskraft. Den bidrager også med et interessant indblik i debatten mellem supranationalismen og intergovernmentalismen. For som Martin Lidegaard fremhæver, forsøgte lande i tråd med intergovernmentalismens forudsigelser at indgå politiske studehandler på mellemstatsligt niveau, hvor de forsøgte at skaffe opbakning til deres eget projekt ved at tilbyde andre lande noget andet i en helt anden sammenhæng. På den anden side var der dog alligevel flere lande der ikke stemte for, og som kan siges at være ”offer” for EU’s supranationalisme. Hvorvidt disse lande kompenseres i anden sammenhæng kan ikke konkluderes, og det har heller ikke været formålet med denne analyse. Der kan derfor hverken findes støtte til den ene tilgang frem for den anden. Det viser blot, at det er et interessant område, der kan dykkes nærmere ned i med afsæt i energieffektiviseringsdirektivet. Konklusion Med udgangspunkt i de tre institutionalismer deducerede jeg tre hypoteser om, hvad der var den primære drivkraft bag den politiske proces, og som udmøntede sig i et direktiv, der prioriterer energirenoveringer, fjervarme og kraftvarmeproduktion. Som analysen har vist, var Frankrig indledningsvist stærkt tilbageholdende med at tilslutte sig direktivet. Omvendt var Danmark langt mere positive og så det som en decideret mærkesag. Begge landes holdninger lå helt i tråd med erhvervslivets interesser, og Claude Turmes havde da også en fornemmelse af, at han talte direkte med EDF inden det franske regeringsskifte. Danmarks støtte og Frankrigs modstand blev i samme forbindelse argumenteret med udgangspunkt i rationelle begrundelser om vækst, arbejdspladser og konkurrencedygtighed. Analysen identificerede fraværet af en passenhedslogik, hvorfor hypotese 2 forkastes. 13/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Da Frankrig tilsluttede sig direktivet, skyldtes det blandt andet, at ulykken i Fukushima havde sat atomkraft på dagsordenen til det franske præsidentvalg. Denne ændring kan til en hvis grad derfor forklares med udgangspunkt i historisk institutionalisme. Jeg vil dog alligevel tillægge rational institutionalisme den største forklaringskraft, da værdier og normer lige såvel er en del af den historiske institutionalisme. Og med fraværet af disse elementer mister teorien en stor del forklaringskraft i indeværende sammenhæng. Endeligt viser interviewet med Claude Turmes og Martin Lidegaard, at den politiske proces der foregik bag forhænget i lige så høj grad var præget af en strategisk kamp mellem rationelt kalkulerende aktører, der fandt sammen i alliancer. Selvom direktivet blev vedtaget - dog i en udvandet form - var selve processen præget af konflikter, og strategiske magtkampe og PR-kampagner. Årsagen til at direktivet blev vedtaget var, at den største alliance vandt. Direktivet kunne lige så godt have været fejet af bordet, hvis et enkelt land havde ladet sig friste af et tilbud om en politisk studehandel fra en af direktivets store modstandere. Jeg kan derfor konkludere, at rationel institutionalisme i lang udstrækning kan forklare, hvorfor direktivet prioriterer, som det gør. 14/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Referencer Det Danske EU-Formandskab (2012 A) http://eu2012.dk/da/NewsList/Juni/Uge-24/post-TTE Det Danske EU-Formandskab (2012 B) http://ec.europa.eu/energy/efficiency/eed/doc/2011_directive/country/20110622_energy_efficiency_dire ctive_da_citizen_summary.pdf DR P1 (2012) Lidegaard roser fransk og tysk energiomstilling Energistyrelsen (2010) Energistatistik 2010 EurActiv (2012) France 'saved' the energy efficiency directive Europaudvalget (2012) Redegørelse vedr. rådsmøde transport, tele og energi 15/6-12, energidelen, http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/0192b6b0/201131753.pdf Europa-Kommissionen (2012 A) EU-resumé – EU vil mindske energiforbruget ved at forbedre energieffektiviteten, http://ec.europa.eu/energy/efficiency/eed/doc/2011_directive/country/20110622_energy_efficiency_dire ctive_da_citizen_summary.pdf Europea-Kommissionen (2012 B) The Commission's new Energy Efficiency Directive [MEMO/11/440], http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=MEMO/11/440&format=HTML&aged=0&langu age=en&guiLanguage=en Europa-Kommissionen (2011 C) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om energieffektivitet og om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, http://euoplysningen.dk/upload/application/pdf/6e310778/COM_2011_370_DA_ACTE_f.pdf Financial Times (2011) In place of the promised nuclear spring, a hard winter Folketingets Europaudvalg (2011) GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT. http://euoplysningen.dk/upload/application/pdf/3f2b12dd/0370,1.pdf Folketingets Europaudvalg (2011) Samlenotat vedr. rådsmøde transport, tele og energi 14/2-12 - energi Hall & Taylor (1996) Political Science and the Three New Institutionalisms Klima-, Energi- og Bygningsministeriet (2012 A) Aftale mellem regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti om den danske energipolitik 2012-2020. http://www.kemin.dk/Documents/Presse/2012/Energiaftale/Aftale%2022-03-2012%20FINAL.doc.pdf Klima-, Energi- og Bygningsministeriet (2012 B) Energipolitisk redegørelse 2012 Information (2012 A) Klima: EU er ved at forspilde grøn medicin Information (2012 B) EU-lande er ved at køre energistrategi i grøften 15/16 EU og Virksomhederne 2. seminaropgave Kristian Riber Kraaer Information (2012 C) Energipolitik: EU-lande kan ikke enes om energibesparelser som krisehjælp Information (2012 D) Ingen EU-appetit på dansk energi-og klimadagsorden Information (2012 E) På lørdag bliver Japan atomkraftfrit Information (2012 F) Dansk EUmærkesag tæt på succes Ingeniøren (2012) Investorer flygter fra britisk atomudbygning Jason Seawright & John Gerring (2008) Case Selection Techniques in Case Study Research: A Menu of Qualitative and Quantitative Options. Political Research Quarterly Licitationen – Byggeriets Dagblad (2012) Danmark skærper sin grønne profil Pieter Bouwen (2004). Exchanging access goods for access: A comparative study of business lobbying in the European Union institutions. European Journal of Political Research, May2004, Vol. 43 Issue 3, p337369, 33p. Politiken (2011) Europa vender ryggen til atomkraft Radio24syv (2012) Europa i Flammer, uge 27 Rådet for den Europæiske Union (2012) 3175. samling i Rådet Transport, telekommunikation og energi Punkter vedrørende energi 15. juni 2012, http://www.euoplysningen.dk/upload/application/pdf/d948a856/3175presse.pdf Simon Hix og Bjørn Høyland (2011). The Political System of the European Union. Palgrave. Udenrigsministeriet (2012) Sektoranalyse – Energi & Miljø Sektoren i Frankrig http://markedsinformation.um.dk/en/Publikationer/Sektorer/Frankrig-Sektoranalyse-Energi-og-miljoe2011.aspx Uwe Puetter (2011) Europe's deliberative intergovernmentalism: the role of the Council and European Council in EU economic governance. Journal of European Public Policy. Weekendsavisen (2011) Det franske nukleokrati 16/16
![Besvarelse REU 6 [DOK1754390]M](http://cdn3.abcdocz.com/store/data/003966341_1-44d259e2415eeb590b7a9f8809a80287-250x500.png)
© Copyright 2024