U D G I V E T A F DA N S K P O L A R C E N T E R N R. 3 / S E P T E M B E R 2 0 0 4 P R I S 3 5 k r. Polarfronten Grønlandsk isbjørn var ikke tvekønnet, læs side 8 Ilulissat Isfjord på UNESCO's verdensarvsliste, læs side 12 INDHOLD 4 Eventyret om ringene 6 Møde med en af Jordens store katastrofer 8 Et skridt i den rigtige retning I Inglefield Land i det nordvestligste Grønland står forskerne ansigt til ansigt med et svært forklarligt fænomen. Plantefossiler i Jameson Land fortæller historien om den dramatiske overgang fra Trias til Jura for 200 millioner år siden. Mistanken om, at en grønlandsk hunbjørn skulle være tvekønnet, et blevet afkræftet efter en grundig undersøgelse. 10 Boret i bund 11 Grønlands ældste ski 12 Isfjorden som globalt arvestykke 14 NANOK i historiens fodspor 16 Galathea-ekspeditionen genoplives 17 Kommentar 18 Fire kvinder frem for et hjemmestyre 24 Tjekkede Thule-portrætter Boringer på Indlandsisen har hentet vand og plantedele op fra isens bund, som kan fortælle om tiden før nedisningen. Fundet af et stykke træ, der med stor sandsynlighed stammer fra et par ski, peger på, at dette transportmiddel også blev brugt i Grønlands norrøne periode. Så skete det! Ilulissat Isfjord er blevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. De seneste to somre har folk fra Nordøstgrønlandsk Kompagni registreret gamle hytter og fangststationer i Nordøstgrønland. Den traditionsrige Galathea-ekspedition ser nu ud til at blive genoplivet i 2006-2007. Styrk den dansk–grønlandske forskningsindsats i Arktis. En ny jubilæumsbog tager temperaturen på den grønlandske kultur efter et kvart århundrede med hjemmestyre og leverer samtidig et indspark i kulturdebatten. En aktuel fotoudstilling på Nordatlantens Brygge skildrer, hvordan polareskimoernes hverdag i stigende grad præges af globaliseringen. Dansk Polarcenter er en institution under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og har til opgave at støtte og koordinere dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 100H 1401 København K Tlf.: 32 88 01 00 Fax: 32 88 01 01 E-mail: polarfronten@dpc.dk Internet: www.dpc.dk Udkommer 4 gange årligt Oplag: 4000 Deadline for bidrag til næste nr. 20. november 2004. Abonnement koster 125 kr. for et år og tegnes gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Hanne Petersen ansvarshavende redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Irene Seiten, layout, DJ Uffe Wilken Jens Jørgen Kjærgaard, DJ Jane Tolstrup Gabrielle Stockmann Henning Thing Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Forsidefoto: Foto: Steen Andersen (HuntersMagazine.com) Indsamling af isbjørneprøver i Østgrønland Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse. Nordpolen var subtropisk Sedimenter udvundet fra Lomonosov-ryggen under Polarhavet afslører, at der for 55 millioner år siden var subtropisk klima på Nordpolen. Is og vand Foto: ARCTIC CORING EXPEDITION 2004 Is er frossent vand, men hvorfor er is så lettere end vand? Hvorfor flyder isbjerge? Forklaringen er simpel: Vand er tungest og har højest vægtfylde ved +4° C (dvs 1 liter rent ferskvand vejer 1000 gram). Ved koldere temperatur udvider vandet sig og får lavere vægtfylde, indtil det ved 0° C fryser. 1 liter ren is vejer 917 gram. Gletscheris har små luftbobler i sig, så derfor vejer 1 liter gletscheris ca. 900 gram. Havvand, som isbjerge flyder rundt i, er koldt og desuden saltholdigt, så 1 liter havvand vejer 1025 gram. Forskellen i vægtfylde mellem isbjerg og havvand er derfor 900/1025 = 0,87, dvs. at 87% af et regelmæssigt formet isbjerg er under og 13% over vandet. Som tommelfingerregel er altså 7/8 af et flydende isbjerg usynligt. Grønlands mange gletschere producerer årligt 30–40.000 isbjerge, hvoraf halvdelen stammer fra Uummannaq-området og Diskobugten, især Ilulissat Isfjord. I alt en isproduktion på 60 Borekerneprojektet i Polarhavet er logistisk udfordrende pga. klimaet, og ikke mindst fordi en milliarder tons! De største isbjerge fra Diskobug- boring fra et skib gennem den bevægelige is kan være svær at kontrollere. ten er moppedrenge på omkring 30 millioner tons, men det største isbjerg nogensinde set på Et stille, lavvandet hav med 20 grader varmt vand og et rigt dyreliv! Så indbydende og fremkommelig tog Nordpolen sig ud for 55 millioner år siden – i hvert fald hvis man skal tro et internationalt forskerteam, der har udført boringer i Lomonosov-ryggen under Polarhavet. I borekernerne har de fundet beviser for, at der dengang var subtropisk klima på Nordpolen. Algefossiler er nøglen Nøglen til den nye viden er små algefossiler fundet i borekernerne. Disse levede helt tilbage i en periode med maksimal opvarmning for 55 millioner år siden. Det ekstremt varme klima skabte en naturlig drivhuseffekt, der var årsag til, at store mængder kulstof blev ledt ud i atmosfæren. Atmosfærens kulstofindhold skønnes da at have været 6-8 gange større end i dag. Forskerne har også fundet tegn på, at en del af Polarhavet engang var en stor ferskvandssø – sandsynligvis da Lomonosov-ryggen var en del af det nuværende Sibirien. Ifølge den engelske palæontolog Michael Kaminski, der var en af deltagerne i ekspeditionen, viser borekernernes indhold, at mange havbundsdyr uddøde un- der den ekstreme opvarmning. For flere arters vedkommende var der endda tale om masseuddøen. den nordlige halvkugle blev i 1882 observeret i den vestlige del af Baffinbugten og efter opmåling skønnet til at veje mere end 9 milliarder tons, svarende til 4 liter drikkevand til hvert menneske Farer undervejs på Jorden hver dag i 1 år. – En lille isterning i Det er Arctic Coring Expedition (ACEX), der har gennemført boringerne i Lomonosov-ryggen, som strækker sig fra Ellesmere Island over Nordpolen til et punkt nær New Siberian Islands. Efter at have tilbragt seks uger på havet med isbryderne Oden, Vidar Viking og Sovetskiy Soyuz er det næste skridt nu at få analyseret de mange indhentede data. I den forbindelse har forskerne sat hinanden stævne i Bremen i november måned – under forhåbentlig mere rolige forhold end i Polarhavet, hvor mange farer lurede undervejs. Ikke alene løb ekspeditionen ind i en faretruende isvæg, der en overgang så ud til at ville vælte ned i en af isbryderne og forårsage stor skade. Også et par ubudne isbjørne skabte furore, da de forsøgte at trænge ind på et af skibene. Det lykkedes dog at skræmme dem væk ved hjælp af skibets signalhorn. forhold til det største antarktiske isbjerg, som bestod af 1400 milliarder tons ferskvandsis! De store iskæmper fra Vestgrønlands gletschere flyder rundt med havstrømmene og smelter ganske langsomt. Vandets veje fører dem vestover til Baffin Islands østkyst og derfra sydover. Kun 1-2% af isbjergene når så langt sydpå som St. Johns, Labrador (48°N) og ganske enkelte en sjælden gang helt ned til Bermuda (32°N); – en rejse på mindst 4500 kilometer. Jane Tolstrup Læs mere om ekspeditionen på www.rcom-bremen.de/English/IODP.html 3 Eventyret om ringene Noget så sjældent som et svært forklarligt glaciologisk fænomen er, hvad forskerne står ansigt til ansigt med i Inglefield Land i det nordvestligste hjørne af Grønland. Den forunderlige historie tager sin begyndelse en forårsdag i 1983. Historien om de udefinerbare, men umiskendeligt virkelige ring- og cirkelformede aflejringer, der pryder et vifteformet område i det centrale Inglefield Land i det nordvestligste Grønland. Minturncirkler er de blevet døbt, efter elven, der gennemskærer det udstrakte, flade område ud mod Kane Bassin. Opdagelse af dimensioner Minturn-cirkler set fra luften. Cirklerne, som består af syenit-blokke, er fra et par meter til 80 meter i diameter og er synlige, fordi syenitten er bevokset med sorte laver. Den første, der får syn for den mærkværdige sag, er en canadisk helikopterpilot, som på sin fridag fra en arkæologisk ekspedition på jagt efter bl.a. teltringe på Ellesmere Island flyver et smut henover Kane Bassin. Men er der ikke det store at komme efter på Ellesmere Island, viser der sig til gengæld at være banebrydende opdagelser i vente på den anden side af bassinet. Et utal af ring- og cirkelformede ’tæpper’, store som små, møder ham fra den grønlandske kyststrækning. Opstemt vender han tilbage, men de spændte arkæologer må dog – efter at den fantastiske nyhed er overbragt, og forventningerne skruet i vejret – snart se det store, arkæologiske scoop gå fløjten. Det kan nemlig hurtigt konstateres, at de mystiske cirkler umuligt kan være gjort af menneskehånd. Herefter går opdagelsen i glemmebogen. I 1994 genopdager danske forskere det hidtil ukendte geologiske fænomen, da Grønlands Geologiske Un- Fotos: Peter Appel Polarfronten 3/04 dersøgelser (GGU) indleder flybårne, geofysiske undersøgelser i Inglefield Land. Som led i disse undersøgelser bliver der taget en lang række flyfotos, som afslører de sort-grålige, skarpt optrukne cirkler og ringe. Flybillederne udløser mange spekulationer om fænomenets årsag. Bl.a. diskuteres det, om strukturerne er vulkanske kraterrør, der kunne være diamantførende, resultat af meteornedslag eller overfladefænomener forårsaget af permafrost. En formodning om, at strukturerne kunne være tegn på diamantførende kimberliter, får tillige et mineselskab til at indlede undersøgelser i området i 1995. Området viser sig dog hurtigt at være en blindgyde i jagten på diamanter. Det bliver påvist, da malmgeologen Peter W. U. Appel, der i dag er seniorforsker ved Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) sammen med mineselskabet besøger området. Senere samme år tager Appel med på en ny GGUekspedition til Inglefield Land – en ekspedition, der skal komme til at danne grundlag for hans arbejde med at formulere det første bud på en sammenhængende teori om det mystiske fænomen. Kodeord: syenit For hvad er de gjort af, disse besynderlige forekomster, der veksler i størrelse fra et par meter til omkring 80 meter i diameter? Efter at have registreret ca. 300 Minturn-cirkler og undersøgt ca. 175 er man nået frem til den konklusion, at de består af løse blokke af bjergarten syenit, der ligger som tæpper draperet hen over blokmark og fjeld. Blokkene er ofte bevoksede med sorte laver, hvilket ikke er uvæsentligt, da de ellers ville være usynlige. Grunden hertil er, at syenitblokkene indeholder lidt flere næringsstoffer end de omkringliggende gnejsblokke. Det er imidlertid anderledes svært at give en forklaring på, hvordan Minturn-cirklerne er blevet dannet. Peter W. U. Appels bud er, at Indlandsisen har haft en finger med i spillet – og at cirklerne derfor er et glaciologisk fænomen. - Syenitten blev transporteret fra bunden og op til overfladen som følge af isens forskellige bevægelsesmønstre. Da Indlandsisen begyndte at smelte efter i mange år at have dækket Inglefield Land, blev syenit- blokkene fritlagt på overfladen. Det smeltende vand løb nu i floder, som pga. isens ringe hældning skabte lukkede, cirkelformede slyngninger, de såkaldte mæandere. De mange syenitblokke blev i denne proces lejret i slyngingerne, hvor de dannede cirkler eller ringe, fortæller Peter W. U. Appel (se figuren). Kontakt: Peter W. U. Appel, GEUS, tlf. 38 14 22 14, pa@geus.dk Peter Appel fortæller om Minturn-cirklerne i DPC’s Polarcafé tirsdag den 2. november 2004. Flere teorier i spil Ikke mange har som Appel turdet komme med et bud på en forklaring på fænomenets opståen. Der er dog andre teorier i spil, herunder især én der yder Appels forklaring kvalificeret modstand. Det er lektor i geografi ved Tårnby Gymnasium, Niels Münther, der stiller sig tvivlende overfor, om mæandrerende floder kan forårsage så skarpe linjer, som præger Minturn-cirklernes ydre kant. Og det især hvis der ikke samtidig er lineære strukturer at spore. I stedet foreslår han, at der kan være tale om smeltevandssøer på stagnerende is, som bliver fyldt op med skidt og herefter aflejres på jordoverfladen i takt med isens smelten. Denne teori giver blot ingen forklaring på, hvordan ringene blev dannet. Peter W. U. Appel er selv opmærksom på, at punktet med de mæandrerende floder er det svage led i teorien. For at komme videre i udforskningen håber han på i nærmeste fremtid at få mulighed for at foretage sammenlignende undersøgelser på Varangerhalvøen, omkring Qaanaaq og i I. C. Christensen Land, hvor der er fundet lignende forekomster. - Det er bl.a. afgørende at få undersøgt, om der ligger et system til grund for fænomenet, eller om det blot er resultat af dødishuller. Samtidig er det væsentligt at få afprøvet den nuværende teori på de øvrige områder for enten at kunne videreudvikle eller forkaste den i det videre arbejde, siger Appel. Som et konkret initiativ i den forbindelse har Appel formuleret et bud på et forskningsprojekt til udførelse som led i Det Internationale Polarår i 2007-8. Sådan blev Minturn-cirklerne til …. måske. Grafik: Henrik Kiær Mens vi venter … Noget tyder på, at Minturn-cirklerne findes mange steder i Grønland. Man kan bare ikke se dem, fordi de ikke som i Inglefield Land er bevokset med laver. Sammen med tidligere logistikchef ved Dansk Polarcenter, Hauge Andersson, er Appel i øjeblikket i gang med ud fra luftbilleder at kortlægge forekomsten af de Minturn-cirkler i Nordgrønland. Hauge Andersson har i den forbindelse påtaget sig at registrere synlige Minturn-cirkler samt at kortlægge områder, hvor der – på baggrund af generel topografi, lokale iskapper og tidligere placering ved Indlandsisens rand – er mistanke om, at cirklerne kan forekomme. Foreløbig må vi andre væbne os med tålmodighed og håbe på, at der inden alt for længe skrives et nyt kapitel i eventyret om ringene. Første trin i dannelsen skete for ca. 8.000 år siden, da Indlandsisen dækkede landet. På grund af permafrost var fronten frosset fast til underlaget, mens der længere inde under isen var plusgrader. Det betød, at isen pressede sig hen over fronten, og i denne bevægelse løsnedes de underliggende syenitblokke og transporteredes op mod isoverfladen. Da Indlandsisen begyndte at smelte, blev de mange syenitblokke fritlagt og lå på isoverfladen i store mængder. Da isfronten stadig var frosset fast til underlaget, kunne smeltevandet ikke som normalt løbe under isen, men blev presset op på overfladen. Og da samtidig isen hældede ganske lidt, løb vandet her langsomt og skabte mæandrerende smeltevandsfloder. Efterhånden gled de mange syenitblokke ned i slyngningerne, og afhængig af hvor mange blokke der var i området, blev der dannet cirkler eller ringe, som man finder i landskabet i dag. Jane Tolstrup 5 Møde med en af Jordens store katastrofer En geologisk ekspedition har i sommer søgt efter plantefossiler i Jameson Land. Interessen samler sig især om de voldsomme hændelser under overgangen mellem Trias- og Juraperioderne, der rystede Jorden for 200 mio. år siden og efterlod et ufrugtbart slettelandskab med ganske få planter i sit kølvand. Jorden er gennem sin 4,6 milliarder år lange geologiske historie flere gange blevet ramt af gigantiske naturkatastrofer, som med overvældende kraft har vendt fuldstændig op og ned på den langsomt fremadskridende udvikling. Dyre- og plantelivet i store dele af verden uddøde, nogle få arter overlevede, og først efterhånden som den rystede klode kom til hægterne igen, dukkede nye arter op. heden af meget store begivenheder efterfulgt af lange perioder af kedsommelighed. Surlyk har studeret den dramatiske overgang mellem de to geologiske perioder Trias og Jura for 200 millioner år siden. Den er betydelig mindre kendt end overgangen mellem Kridt og Tertiær for 65 millioner år siden, hvor dinosaurerne uddøde, men er ligeså voldsom og regnes blandt de fem store katastrofer i Jordens geologiske historie. Geologerne får bl.a. deres viden om de store omvæltninger ved at undersøge forstenede planter i aflejrede lag fra de pågældende tidsrum. Og er man på jagt efter den flora, som spænder over overgangen mellem Trias og Jura, så gør man klogt i at tage til Jameson Land i Østgrønland nord for Scoresby Sund. Her finder man en af verdens rigeste fossile floraer i en flere hundrede meter tyk lagserie, der kaldes Kap Stewart Formationen. Den ældste del af floraen er fra slutningen af Trias og den yngste fra begyndelsen af Jura, så man i detaljer kan studere overgangen mellem de to perioder. De fossile floraer blev opdaget af den danske geolog Harz for omkring 100 år siden og blev i 1930’erne detaljeret beskrevet af englænderen Tom Harris. Samlingen af puslespillet af forstenede planter viste, at Trias- og Jurafloraen er næsten totalt forskellige, og at så godt som alt plantelivet uddøde under overgangen mellem de to perioder. Tag til Kap Stewart En af de danske geologer, der forsker i Jordens store rystelser, er professor Finn Surlyk fra Geologisk Institut på Københavns Universitet, og han fortæller, at kendskabet til Jordens masseuddøener er relativt nyt: - Indtil for få år siden var enhver ide om masseuddøen og store katastrofer stort set bandlyst i geologien. Man fulgte en geologisk udgave af darwinismen, som sagde, at alt var resultatet af langsomme, gradvise ændringer. Nu ved vi, at det er fuldkommen forkert. Den geologiske udvikling domineres i virkelig- Finn Surlyk i felten i Jameson Land, som er det absolut bedste sted i verden at indsamle plantefossiler, hvis man er interesseret i den voldsomme overgang mellem Trias og Jura. Årets fund Foto: Mahai Popa Polarfronten 3/04 Derfor er det ikke overraskende, at sommerens feltarbejde er foregået netop i Jameson Land, hvor Surlyk som medlem af en internationalt sammensat forskergruppe systematisk har indsamlet plantefossiler og kortlagt lagdelingen i Kap Stewart Formationen. Surlyk er sedimentolog og kan ved at studere de 200 millioner år gamle geologiske lag f.eks. sige, hvordan floder og søer og landskabet har set ud. Da planter kun forstener under vand, hvor det iltfattige miljø forhindrer forrådnelse, er sedimentologens bidrag en vigtig brik i den arbejdsdeling, som findes i en geologisk projektgruppe. Fotos: Finn Surlyk Surlyks hypotese før sommerens feltarbejde var, at når stort set hele den højere planteverden uddør, så får man et afsvedet, steppeagtigt landskab med bregner og nogle få andre hårdføre planter, og at de radikale ændringer i forvitring, erosion og afstrømning i landskabet må afspejle sig i store ændringer i lagenes udvikling, f.eks. i form af mere sand og grus, mindre ler, flere flodaflejringer og færre søaflejringer. Hans store håb var derfor at finde nogle lokaliteter, hvor grænsen mellem lag fra Trias og Jura kunne fastlægges præcist, således at denne hypotese for alvor kunne efterprøves. Og det fandt han, selvom han skulle helt frem til den sidste dag, før det skete. Surlyk var sammen med en anden ekspeditionsdeltager taget til en fjeldside, hvor flere af ekspeditionsdeltagerne havde arbejdet allerede i 2002, blot ikke Finn Surlyk, som var blevet løftet ud af området efter en ulykke, hvor han havde beskadiget sin ene hånd. Der var enighed om, at det var et yderst interessant område, men ingen havde set lige det, som sedimentologen Surlyks trænede øje fangede: - Vi bevægede os på en stejl og høj fjeldside, som nederst bestod af aflejringer fra Trias, og så lige pludselig ser jeg et tyndt, mørkt lag og – bang! – derefter vælter det ind med sand. Her stod jeg direkte over for overgangen fra Triastiden med dens aflejringer fra et sø- og sumplandskab med en rig vegetation til en periode præget af aflejringer fra et goldt, afbrændt steppeagtigt landskab med meget få overlevende planter, forklarer Finn Surlyk med begejstring i stemmen. - Med dette fund har vi fået en totalhistorie, der fortæller, hvordan landskabet ændrede sig fra små, slyngede, langsomme floder, småsøer og sumpe til i virkeligheden at blive den type floder, vi finder i Arktis i dag: brede, flettede, grusede floder, som ikke slynger sig. Da tusmørket sænkede sig Det mest sandsynlige er, at Jorden blev rystet af en af de største vulkanske episoder nogensinde. Den varede i geologisk målestok relativ kort tid – omkring 1 million år – men var meget voldsom, og vi må forestille os, at der i den periode er blevet slynget enorme mængder af vulkanske gasser op i atmosfæren, og at tusmørket sænkede sig over Jorden og skabte en voldsom drivhuseffekt. Teorien er først blevet formuleret de senere år, fordi det har været svært at bestemme det oprindelige vulkanske område. Kontinentaldriften har nemlig vredet landmasserne fra hinanden, så området i dag ligger spredt ud for Nordamerikas sydøstkyst og Grønland, i Spanien, i Nordvestafrika og omkring Venezuela. Jameson Land-geologernes undersøgelser bekræfter teorien. En af ekspeditionsdeltagerne, Stephen Hesselbo fra Oxford University, har set på isotopændringer, og hans kulstof 13-analyse viser, at der er sket en voldsom stigning i drivhusgasser i atmosfæren ved overgangen mellem Trias og Jura. I samme retning peger en undersøgelse af spalteåbningerne i de meget velbevarede, forstenede blade, som en anden deltager, Jenny McElwain, har gennemført. Spalteåbningerne fungerer som planternes åndedrætsorganer, og deres tæthed og størrelse giver derfor et indtryk af optagelsen af kuldioxid. McElwains konklusion er, at der er sket en firedobling af kuldioxidindholdet i atmosfæren, og det betyder, at der på Trias-Jura grænsen har været tale om en pludselig, enorm drivhuseffekt, som den der kan opstå i forbindelse med voldsom vulkanisme. Spor efter en af Jordens store katastrofer. Steve Hesselbo fra Oxford University indsamler prøver i et tyndt sort skiferlag, der indeholder plantefossiler fra overgangen mellem Trias og Juraperioderne for 200 millioner år siden. Det tykke gule sandlag over skiferen stammer fra den kraftige erosion, som opstod efter, at Trias-floraen var næsten uddød. Poul-Erik Philbert Kontakt: Finn Surlyk, Geologisk Institut, KU, tlf. 35 32 24 53, finns@geol.ku.dk Først de senere år er forskerne nået frem til at give et bud på, hvad der egentlig skete for omkring 200 millioner år siden. 7 Et skridt i den rigtige Mistanken om, at en østgrønlandsk hunbjørn skulle være tvekønnet, er blevet afkræftet efter en grundig undersøgelse. Det fjerner imidlertid ikke risikoen for, at miljøgifte kan gribe forstyrrende ind i isbjørnenes kønsudvikling. Foto: Magnus Elander I juli 1999 blev der i Østgrønland skudt en hunisbjørn med tydeligt forstørret klitoris. Det skabte en del uro blandt danske isbjørneforskere, fordi de frygtede, at det kunne være det første eksempel på en grønlandsk bjørn, som havde fået påvirket kønsudviklingen af miljøfremmede gifte. Norske forskere havde gennem 1990’erne i forbindelse med mærkning af isbjørne på Svalbard observeret mistænkeligt udseende abnormiteter i kønsorganerne hos en række hunbjørne, og det havde skabt mistanke om, at de høje koncentrationer af miljøgifte som PCB og DDT, der med vinde og havstrømme fra Europa og Asien føres til Østgrønland og Svalbard, måske kunne gøre bjørnene tvekønnede. Polarfronten 3/04 Var ikke tvekønnet Nu viser en detaljeret undersøgelse af den grønlandske hunisbjørn, at den forstørrede klitoris intet har at gøre med, at bjørnen var tvekønnet. Dyrlæge og forsker ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Christian Sonne, slår fast, at der var tale om en betændelse, som f. eks. kan være opstået, fordi hunnen i brunst har været i tæt og kærlig kontakt med hanbjørne. Selvom alarmen foreløbig er afblæst for den østgrønlandske bjørns vedkommende, kan forskerne ud fra deres nuværende viden stadig ikke sige, om de relativt høje giftniveauer hos bjørnene kan gribe forstyrrende ind i den normale funktion af kønsapparatet, immunsystemet, hormonbalancen m.m. Christian Sonne slår fast, at der endnu ikke findes et håndgribeligt, videnskabeligt bevis for dette, selvom flere studier af bjørne i Østgrønland og på Svalbard tyder på en sådan sammenhæng. - Hunbjørnen fra Østgrønland er den eneste, vi har observeret med ændringer i kønsorganerne, og den var altså ikke tvekønnet. Samtidig ved vi fra en interviewundersøgelse blandt østgrønlandske fangere, at ingen af dem nogensinde mindes at have set noget, som kunne berettige en mistanke om tvekønnethed. Christian Sonne mener også, at det kniber med beviser for de bjørne fra Svalbard, som norske forskere mistænker for at være det, man i forskerkredse betegner som pseudohermafroditter (se faktaboks). De norske forskere har ganske vist konstateret ydre tegn på forstørrede kønsorganer, men da det er sket i forbindelse med bedøvelse og mærkning, og da bjørne på Svalbard ikke må aflives, har det kun været muligt at undersøge dem overfladisk og tage en blodprøve og en spækbiopsi. - Jeg kan ikke vide, om de norske bjørne er tvekønnede. Men når det ikke har været muligt at se på dyrenes indre organer, kan man ikke afskrive den mulighed, at forstørrelsen af klitoris hos de voksne, kønsmodne norske bjørne kan have samme forklaring, som vi har fundet hos hunbjørnen fra Østgrønland, siger Christian Sonne. En undtagelse er dog ifølge Christian Sonne to 1-årige tvillingeunger, fundet på Svalbard i 1996, hvor urinrørsåbningen sad 1/2 centimeter for enden af noget, der lignede en penis. Hermafrodit eller pseudohermafrodit Blandt forskere, som studerer tvekønnethed i naturen, skelner man mellem hermafroditter og pseudohermafroditter. En hermafrodit skal have både primære hun- og hankønsorganer, dvs. have en æggestok og en testikel. En pseudohermafrodit har derimod altid normale testikler eller ovarier, men har træk af det modsatte køn i de sekundære, ydre kønsorganer. Både hermafroditter og pseudohermafroditter har normale kønskromosomer, da lidelsen er et resultat af enten en fosterskade eller senere opståede hormonale ændringer. Forskerne frygter, at de organiske miljøgifte fra den industrialiserede verden kan gå ind og efterligne eller blokere kønshormonerne og bl.a. føre til tvekønnethed. Isbjørnene bliver observeret særlig tæt, fordi de, som det øverste led i fødekæden, optager giftstofferne fra alle de øvrige dyr i kæden. Forskerne frygtede, at en forstørret klitoris hos en østgrønlandsk bjørn kunne være et tegn på tvekønnethed fremkaldt af miljøgifte. Det viste sig at være en betændelse. Foto: H.T. Sandell og B. Sandell Foto: Steen Andersen (HuntersMagazine.com) retning Mistanken består Professor Øystein Wiig, Zoologisk Museum i Oslo, der er med i den norske isbjørneundersøgelse, er enig i, at Christian Sonnes konklusion kan være rigtig, da flere af de isbjørnehunner, som er blevet observeret på Svalbard, har været i brunst og har haft en betændt klitoris. - Men det gælder ikke alle, tilføjer Øystein Wiig. Vi har set fænomenet med en forstørret klitoris hos alle aldersgrupper helt ned til tremåneders alderen. De mest specielle var to hununger med en urinåbning næsten i enden af en ’penis’. De to unger blev beskrevet i en artikel i 1998, hvor også indgik to voksne hunbjørne med forstørret klitoris. Ud fra en viden om, at miljøgifte som PCB kan forstyrre hormonbalancen hos dyr og mennesker, pegede de norske forskere i artiklen på, at forureningen kunne være en mulig årsag til abnormiteterne i kønsorganerne. - Vi understregede imidlertid, at der også kunne være andre mere ’naturlige’ årsager, pointerer Wiig. For eksempel kunne det være mandlige hormoner fra en kræftsvulst hos moderen, der var blevet overført til fostrene og havde forstyrret udviklingen af deres kønsorganer, ligesom genetiske faktorer kunne spille ind. De norske forskere har ikke undersøgt de pågældende bjørne nærmere, men har senere i forbindelse med mærkning af isbjørnehunner på Svalbard fundet eksempler på forstyrrelser i kønsorganerne hos omkring 1,5% af de mærkede dyr. Mistanken til den østgrønlandske hunbjørn er fjernet og har givet vigtig viden til fremtidens undersøgelser. Men dermed er alarmen om, at miljøgiftene kan påvirke isbjørnenes kønsudvikling, ikke afblæst. Poul-Erik Philbert Østgrønlandske fangere har siden 1999 indsamlet prøver, hver gang de har skudt en isbjørn. Det har givet materiale til en detaljeret undersøgelse af sammenhængen mellem bjørnenes helbredstilstand og forekomsten af miljøgifte. Her er Christian Sonne og Maja Kirkegaard fra DMU i gang med at undersøge et kranium nærmere. Stor dansk isbjørneundersøgelse Undersøgelsen af den tvekønnede hunbjørn er et led i DMU’s og Grønlands Naturinstituts isbjørneundersøgelse, som er enestående i international sammenhæng, fordi forskerne har haft adgang til indre organer og væv fra døde bjørne. Det har de fået gennem et velfungerende samarbejde med isbjørnejægerne i Scoresbysund-området, som siden 1999 systematisk har indsamlet prøver, hver gang de har nedlagt et dyr. Christian Sonne har derfor analyseret f.eks. lever, nyrer og kranier, og har fundet skader, som fortrinsvis er aldersrelaterede. De ligner dog meget de skader, som miljøgiftene giver, og det kan derfor ikke udelukkes, at de har spillet ind. For kraniernes vedkommende var der tegn på en afkalkning, noget der måske skyldes forureningen. Forskerne har også undersøgt, hvor store mængder miljøgifte, 92 isbjørne har i kroppen, og sammenlignet med data fra samme område i 1990. Det generelle billede er, at der har været tale om et markant fald i koncentrationerne for alle miljøgiftene fra 1990 til 2000, med bl.a. ca. 78% for PCB og ca. 34% for DDT. Forskerne ville gerne have haft niveauer fra nogle af de mellemliggende år, så man kunne være sikker på, at der ikke blot er tale om tilfældige udsving fra år til år. Men umiddelbart ser det ud til, at truslen fra de gammelkendte miljøgifte er aftagende, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at mange af stofferne er blevet udfaset i industrien for flere år siden, og at koncentrationerne Kontakt: Christian Sonne, DMU, tlf. 46 30 19 54, chs@dmu.dk og Øystein Wiig, Zoologisk Museum, Oslo, tlf. +47 22 85 16 88, oystein.wiig@nhm.uio.no i det arktiske miljø langsomt er begyndt at falde. Til gengæld er det ikke muligt at sige noget om udviklingen i de nye miljøgifte, som f.eks. de bromerede flammehæmmere og perflurerede syrer, idet disse stoffer først relativt nylig har fundet vej ind i de arktiske fødekæder. 9 Boret i bund Denne sommers boring på Indlandsisen bragte smeltevand og plantedele op fra isens bund. Forskerne håber, at materialet indeholder dna og pollen, som kan give viden om tiden før Grønlands nedisning. Blandt materialet fra Indlandsisens bund var også en grannål. Normalt borer holdet bag det store, internationale iskerneprojekt NordGRIP (Nord Grønlands Iskerne Projekt) is op fra Indlandsisen. Isen, som er gammel sne, indeholder oplysninger om klimaet på det tidspunkt, det faldt, og giver centimeter for centimeter en klimahistorie 120.000 år tilbage i tiden. I år var opgaven imidlertid lidt usædvanlig, for da lød den på at bore 45 meter frosset bundvand op fra bunden af det 3085 meter dybe borehul. Bunden blev nået i 2003, og til iskerneforskernes store overraskelse viste det sig, at varme fra undergrunden smelter Indlandsisen nedefra. Det betød, at der steg vand op i borehullet, og da det kommer fra vandsystemer, som kan have været afskåret fra omverdenen i måske flere millioner år, er det uhyre interessant i en forskningssammenhæng. Problemet var imidlertid, at vandet var blandet op med borevæske fra kerneboringen, og det blev derfor besluttet at lade noget ikke-forurenet vand fryse til is og hente det op i 2004. - Vi er meget begejstrede og ser frem til, at disse prøver bliver analyseret for muligt indhold af organisk materiale fra et miljø, som fandtes i Grønland før det blev isdækket for et par millioner år siden, siger professor Dorthe Dahl Jensen. Hvem ved, måske kan eksotiske livsformer eksistere under isen den dag i dag? Helt uden uregelmæssigheder gik det dog ikke. Efter at der var boret 50 kilo frosset bundvand op, begyndte boret langsomt at dreje bort fra det gamle hul og ind i gletscherisen. Det betød, at kernen bestod af både frosset bundvand og is, og at der til sidst kun var is i kernen. Da det nye hul kun lå 50 centimeter fra det oprindelige, gik man ud fra, at boret ville nå bunden ved 3085 meters dybde. Men til alles overraskelse fortsatte det ned i gletscherisen til 3091 meter, og i modsætning til sidste års boring kom der på intet tidspunkt bundvand op i hullet. Selvom boringerne ligger tæt op ad hinanden, har denne sommers boring åbenbart ikke ramt en vandkanal. I stedet blev der hentet en del rødligt mudder op fra bunden sammen med flere centimeter lange fragmenter af organisk materiale som mest ligner fyrrenåle eller barkstykker. De foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om gammelt materiale, som stammer fra den tid, da Grønland var skovdækket. Fundet af plantedelene antyder desuden, at nedisningen af Grønland er sket relativt hurtigt, for en langsomt voksende bræ ville have skyllet eller skubbet de lette dele bort. Kernen med frosset bundvand og bundmaterialet fra den nye boring skal nu analyseres nærmere. Dorthe Dahl Jensen har især store forventninger til det relativt rene, frosne bundvand, som kan indeholde dna og pollen fra en tid, hvor Grønland endnu var bevokset og uden is. Værdifuldt materiale op Boringen denne sommer forløb planmæssigt. Selvom hullet var boret, tog det ganske vist tid at nå ned til bunden igen, fordi der i løbet af det forløbne år har dannet sig isbroer. Efter et par uger ramte boret toppen af det frosne bundvand, som viste sig at være fyldt med røde partikler og have et meget højt indhold af gasser. Poul-Erik Philbert Forskerne håber, at det rødlige bundvand vil indeholde interessant, organisk mate- år siden. Polarfronten 3/04 Fotos: NGRIP riale fra før Grønland blev dækket af is for 2 millioner Kontakt: Dorthe Dahl-Jensen, Geofysisk Afdeling, tlf. 35 32 05 56, ddj@gfy.ku.dk Grønlands ældste ski Et stykke træ, fundet i et sæteranlæg i Kirkespirsdalen i det sydlige Grønland, stammer med stor sandsynlighed fra et par ski fra middelalderen. Fundet antyder, at samfærdslen i den norrøne periode bl.a. foregik på ski. I 1997 foretog Grønlands Nationalmuseum & Arkiv en arkæologisk undersøgelse i Kirkespirsdalen i Nanortalik Kommune. Under udgravningen af et lille sæteranlæg, der skulle fjernes i forbindelse med et vejbyggeri op til den kommende guldmine Nalunaq, fandt man et lille stykke tekstil af umiskendeligt norrøn oprindelse. Stykket blev kulstof-14-dateret til omkring 1425 og er således et af de seneste fund fra middelalderens norrøne samfund, der eksisterede i Sydgrønland fra ca. år 1000 til omkring år 1450 e.v.t. Træstump med lang historie Foto: NKA Noget senere blev der til det daværende Grønlandssekretariat på Nationalmuseet i København indleveret et stykke træ, der efter oplysningerne var fundet i et lignende anlæg, men nogle kilometer længere inde i Kirkespirsdalen. Et efterfølgende besøg på fundstedet kunne bekræfte, at der var tale om yderligere et sæteranlæg ligeledes bygget af sten et stykke oppe i fjeldsidens ur. Træstykket er 85 centimeter langt og ni centimeter bredt med en let rundet overside og en flad underside. Langs begge kanter ses en række huller afsat med regelmæssige mellemrum. Efter at have ligget et par år på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv blev stykket vist til afdelingen for ski på Umeå Museum i Nordsverige, der utvetydigt erklærede, at der er tale om et stykke af en såkaldt kort-ski af en type, der bl.a. ses afbildet i Olaus Magnus’ store værk fra 1555 om de nordiske folk. Det er karakteristisk for denne type ski, at foden anbringes helt bagtil, således at det meste af skien er foran foden. De små huller langs begge kanter bruges til fastgøring af en stighud på undersiden, dvs. skind monteret med hårene vendende bagud, for at forhindre bagglid. En lille stump træ blev forsigtigt skåret af og sendt til datering på AMS 14C Dateringscenter ved Århus Universitet. Efter endt undersøgelse kunne forskerne konstatere, at træet enten var lærk eller fyr, og at stykket stammede fra omkring år 1010. Hermed var den ældst kendte ski i Grønland dateret. Da man af forskellige grunde næppe kunne anvende drivtræ til ski, er skien eller træet dertil ret sikkert medbragt til Grønland udefra, f.eks. fra Norge. Trafik i Kirkespirsdalen Fundene af både tekstil og træ i hver sin ende af den norrøne tidsskala antyder, at der har været aktivitet i Kirkespirsdalen gennem det meste af perioden. Kirkespirsdalen ligger ca. 245 meter over kysten, hvor den norrøne gård nr. 60V2-II574 er lokaliseret. Det er indlysende, at man har udnyttet alle til rådighed stående foderressourcer til gårdens forskellige dyr, og at Kirkespirsdalen indgik i dens nærområde. Hidtil har det ikke været meget, arkæologerne har vidst om samfærdslen i området, da det ikke er mange fund fra den norrøne middelalder, der fortæller om samfærdsel. Der er dog fundet dele af klinkbyggede både, enkelte fund af ishakker af jern, dele af slæder og nu en stump af en ski. Da der ikke er fundet andre stykker træ, der er tolket som ski, kan det tænkes, at brug af ski ikke var så udbredt og måske kun blev benyttet i begyndelsen af nordboernes tilstedeværelse i Grønland. Joel Berglund Kontakt: Joel Berglund, tlf. 00 46 70 24 86 605, e-mail: berglund.joel@telia.com Det 1000 år gamle træstykke blev fundet i Kirkespirsdalen i det sydlige Grønland og stammer sandsynligvis fra et par ski. 11 Foto: Jakob Lautrup, GEUS Isfjorden som globalt arvestykke Fakta s I anledningen af at Ilulissat Isfjord er blevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, har Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) udarbejdet en bog om Isfjorden med bidrag fra en række eksperter. Bogen fokuserer hovedsageligt på de glaciologiske forhold i og omkring Isfjorden, men omfatter også afsnit om bl.a. planteliv, dyreliv, hellefisk, arkæologi, Efter lang tids spændt venten har Ilulissat Isfjord nu fået plads på UNESCO’s eksklusive verdensarvsliste. Ilulissats nyere historie og Ilulissat i dag. Bogen er redigeret af Ole Bennike, Naja Mikkelsen, Henrik Klinge Pedersen og An- Efter flere års forudgående arbejde i kulissen er det lykkedes grønlandske og danske myndigheder at skaffe Ilulissat Isfjord en attraktiv plads på UNESCO’s verdensarvsliste over bevaringsværdige lokaliteter. Isfjorden bliver hermed ikke blot den første lokalitet i Grønland, men det første naturarvsområde inden for rigsfællesskabet, der får tildelt den flotte status. Indtil nu har kun de danske kulturarvssteder Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingestenene kunnet bryste sig af at være arvestykke for hele verden. 19 meter i døgnet Ilulissat Isfjord ligger i Disko Bugten omtrent midt på Grønlands vestkyst. Udover selve Isfjorden omfatter verdensarvsområdet de tilgrænsende landområder og et stykke af Indlandsisen. Alt i alt et område på 4042 kvadratkilometer. I bunden af Isfjorden udmunder gletscheren Sermeq Kujalleq, der dræner en stor del af Indlandsisen. Her vælter gletscheren frem med en hastighed på 19 meter i døgnet, hvilket gør den til en af verdens hurtigste og mest aktive. Årligt producerer den 35 kubikkilometer is i form af store isfjelde, der driver mod mundingen af fjorden og går på grund ved banken, hvor de indtager hovedrollerne i et malerisk sceneri i næsten konstant foranderlige former og farver akkompagneret af bragen og knagen fra fjeldenes bevægelser. Da vanddybden ved Isfjordens munding kun er omkring 200 meter, går de store isfjelde på grund og spærrer for de mindre isfjelde. Det betyder, at fjorden – der formentlig er mere end 1000 meter dyb – normalt er tæt pakket med små og store Polarfronten 3/04 isfjelde. Om vinteren dannes et fast dække af havis, mens der er større og mindre isfrie områder i fjorden om sommeren. ker Weidick. Foto af Jakob Lautrup m.fl. Den er også udgivet i en engelsk og en grønlandsk udgave, er på 116 sider og rigt illustreret. Prisen er 324 kroner. ISBN 87- Ej blot til lyst … 7871-134-7. Bogen kan købes ved henven- Fra Isfjorden flyder de gradvist smeltende isfjelde til mere lavvandede områder og videre ud i Disko Bugten. Herfra fortsætter de deres rejse med havstrømmene nordpå langs Grønlands vestkyst. Mens smeltevand og isfjelde fører næringsstoffer til Isfjorden, skaber gletscherisen turbulens i vandet. Begge forhold er årsag til, at der er et rigt liv i Isfjorden. Således har fiskeriet gode kår i Ilulissat, og sammen med turisme er det byens vigtigste erhverv. Omkring 10.000 turister besøger årligt Ilulissat, som har Isfjorden som den altoverskyggende attraktion. Men ikke blot er fjorden skøn at skue – den er tillige af kulturhistorisk værdi, idet den i kraft af sine naturrigdomme har tiltrukket bosætninger igennem 4400 år. Først var det Saqqaq-folket, der slog sig ned ved fjorden. Dernæst fulgte Dorset-folket, og omkring år 1200 bosatte Thule-folket sig i området. Tæt på Ilulissat ligger også Sermermiut, hvor arkæologerne i årevis har arbejdet med at finde rester fra alle tre kulturer i lag i jordbunden. Udgravningerne viser, at Grønland med stor sandsynlighed har været folketom i perioder. Isfjorden er også til stadighed genstand for videnskabelige undersøgelser. Den er nemlig et væsentligt vidnesbyrd om den seneste istids sidste fjerdedel. delse til GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 Anerkendelse forpligter En status som naturarvsområde inde- København K, telefon 38 14 20 00, e-post geus@geus.dk. bærer ikke blot anerkendelse, men også en forpligtelse til i fremtiden at beskytte området. For med optagelsen bliver Isfjorden hele verdens arvestykke og dermed en global attraktion. Derfor er der også taget skridt til at igangsætte et program, der skal overvåge turisternes påvirkning af naturen. For turister vil der uundgåeligt blive flere af i de kommende år. Da størstedelen af området er vildmark og kun meget sjældent besøges, vil der dog først og fremmest blive brugt ressourcer på at bevare området nær Ilulissat by. Jane Tolstrup Læs mere om Isfjorden på www.dpc.dk/Ilulissat 13 NANOK i historiens fodspor Medlemmer af Nordøstgrønlandsk Kompagni har brugt de seneste to somre på at rejse rundt og registrere gamle hytter og fangststationer langs den nordøstgrønlandske kyst. Igennem århundreder har den grønlandske østkyst været gæstet af mennesker fra nær og fjern. Jægere, handels- og opdagelsesrejsende, slædepatruljer m.fl. har fristet tilværelsen i det golde og uvejsomme terræn og på deres vej efterladt sig håndgribelige minder for eftertiden. Blandt disse er især de mange hytter og stationer, der ligger spredt rundt i det vidtstrakte landskab som beviser på områdets rige kulturhistoriske fortid. Igennem ikke færre end 14 år har medlemmer af Nordøstgrønlandsk Kompagni, NANOK, viet deres somre til udforskning af netop denne kulturskat. Formålet er at skabe et samlet, tidssvarende register over kystens bygninger. I feltsæsonen 2003 lykkedes det for de to udsendte hold at registrere ikke færre end 100 lokaliteter i området mellem Daneborg i nord og Kong Oscars Fjord i syd. I år gjaldt det så området fra Nathorst Fjord i syd til Hochstetter Forland i nord. Og på trods af, at ekspeditionsdeltagerne kun havde tre mod normalt fem uger til rådighed, blev det til omtrent det samme antal registrerede lokaliteter. Inuit-ruiner i Germania Havn Ifølge NANOK’s direktør Peter Schmidt Mikkelsen, der var en af deltagerne på denne sommers Nordhold, skyldtes den succesfulde færd ikke mindst, at vejret artede sig til fordel for ekspeditionen. Nordholdet, der ud over Peter Schmidt Mikkelsen bestod af fotograf Erik Jochumsen og studerende Søren Kristensen, lagde ud med at besøge Germania Havn og Sabine Ø, der fra gammel tid har været et knudepunkt på grund af beliggenheden ved åbent vand. Ruiner på stedet vidner også om, at det har været et godt fangststed for Inuit i tidligere tider. Foto: Nanok Historisk vingesus i Alabama-hytten Germania Land Hochstetter Forland Shannon Ø Sabine Ø Daneborg Ella Ø Vega Sund Kong Oscars Fjord Nathorst Fjord Polarfronten 3/04 Et af højdepunkterne på rundrejsen var ifølge Peter Schmidt Mikkelsen opholdet på Shannon Ø. Her besøgte ekspeditionsholdet bl.a. Alabama-hytten, der blev opført i 1910 i forbindelse med Ejnar Mikkelsens og Iver Iversens slæderejse efter spor fra de tre omkomne fra DanmarkEkspeditionen: Brønlund, Mylius-Erichsen og Høeg Hagen. Da det stod klart, at ekspeditionsholdets skib Alabama ikke var til at redde efter at have været i faretruende clinch med isen, besluttede Mikkelsen og Iversens fem kammerater at bygge en hytte af skibets træmateriale. Da Mikkelsen og Iversen imidlertid kom tilbage til stedet i november 1910 efter i ugevis at have ledt efter de savnede, kunne de konstatere, at kammeraterne var rejst hjem og blot hav- de efterladt den netop opførte hytte. Og således gik det til, at Mikkelsen og Iversen i årene 1910-12 kunne kalde Alabama-hytten for deres hjem. Behov for en kærlig hånd Sydholdets tur gik bl.a. omkring Ella Ø og Vega Sund, hvor den hårdt medtagne hytte Sverresborg blev registreret. I det hele taget stødte sydholdet, der bestod af Lars Bønding, Jesper Stentoft og Ole Schiermer Nielsen, på en hel del hytter, der kunne trænge til en kærlig hånd. Ærgerligt i betragtning af, at bygningerne både besidder historisk værdi og udgør yndede ’hoteller’ for områdets rejsende. Ifølge Peter Schmidt Mikkelsen fremgår det af både mundtlige tilkendegivel- Rensdyrfund i Østgrønland Skeletter af uddød ’minirensdyr’ er fundet i Østgrønland. Forskere ved Zoologisk Museum i København står parat til at undersøge det sjældne fund. Da en fanger i slutningen af august i år bevægede sig rundt i et bjergterræn omkring Scoresbysund i Østgrønland, gjorde han et overraskende fund. Tre kilometer uden for byen opdagede han pludselig 14 dybfrosne rensdyrskeletter – nogle endda med både hud og hår på. Det stod hurtigt klart, at de i mange år havde ligget gemt under sne og is og derfor var ualmindelig velbevarede. Via distriktslægen i Scoresbysund blev der hurtigt sendt bud til Grønlands Naturinstitut, som kontaktede Peter Gravlund fra Zoologisk Museum i København. Her venter man i øjeblikket på at komme i gang med at analysere det interessante fund, der er blevet sendt til Danmark med fragtskib. ”Den ægte vare” Selv om undersøgelserne først lige er gået i gang, står det imidlertid klart, at der er tale om en uddød, grønlandsk rensdyrart, som levede for mere end 100 år siden. Et slags minirensdyr - tætbygget med tyk pels og sandsynligvis et kraftigt fedtlag. Det er forskernes teori, at dyret indvandrede til Grønland fra det nordlige Canada for ca. 5000 år siden. Herfra er nogle med tiden vandret videre over nordisen til Svalbard. Hidtil har zoologerne på Zoologisk Museum kun haft et par udstoppede eksemplarer af arten. Det er lykkedes forskerne at foretage visse DNA-tests med dette materiale, men med de nye fund bliver mulighederne for at lære dyret bedre at kende væsentligt forbedret. Takket være sneen og de permanente frostgrader, der har virket nærmest konserverende, er skeletterne meget velbevarede med levn af både hud, hår og sener. Peter Gravlund håber på at finde forskningsmidler, så det bliver muligt at aldersbestemme skeletterne via en kulstof-14-test. Herefter er det målet at foretage en undersøgelse af fundpladsen, der muligvis kan give svar på, hvorfor dyrene døde. En af de hytter, som ekspeditionsholdet besøgte under sommerens rejse i Nordøstgrønland, var Ullahytten ved Grandjean Fjord. Foto: Jens Chr. Knudsen De velbevarede rensdyrknogler er nu ankommet til Danmark, hvor de skal undersøges nærmere. ser og beretninger i hyttebøger, at hytter og stationer istandsat af NANOK ofte foretrækkes frem for moderne, komfortable Sirius-depothytter. Det er ikke mindst på den baggrund, at NANOK snarest muligt ønsker at genoptage arbejdet med at renovere udvalgte bygninger, så de kan blive til lige så stor glæde og gavn for fremtidens grønlandsfarere, som de var det for fortidens. Jane Tolstrup 15 Tredje Galathea-ekspedition på tegnebordet Et nyt forslag lægger op til, at den traditionsrige Galathea-ekspedition, der søsattes for første gang i 1848, genoplives. Som noget nyt er det planen at lægge ’verdensomsejlingen’ forbi Antarktis. På foranledning af Christian VIII stævnede korvetten ’Galathea’ i 1848 ud fra København med kurs mod bl.a. Afrika, Indien og Sydamerika. Godt 100 år senere, i 1950, lettede fregatten ’Galathea’ anker fra København og sejlede omkring Afrika mod Indien og videre til Australien. Mens den første ekspedition hjembragte videnskabelige værdier i form af mere end 100 kasser og krukker med zoologiske, botaniske, geologiske og etnografiske genstande, lykkedes det Galathea-2 at påvise eksistensen af 115 forskellige arter af dyr i dybhavet omkring Filippinerne, heriblandt søanemoner, tanglopper, muslinger og søpølser. gå til det frosne kontinent, Antarktis. Det vil give danske forskere en kærkommen mulighed for at besøge verdens sydlige polarområde. - Jeg synes, det er spændende med et nationalt projekt, ikke mindst fordi det danske forskningsengagement i Antarktis ofte foregår i internationale projektsamarbejder. I 2007 starter det internationale polarår og ekspeditionen vil derfor være en god basis for danske forskeres deltagelse i dette arrangement, hvilket bør inddrages i planlægningen af Galathea-3, siger Hanne K. Petersen, direktør for Dansk Polarcenter. God mulighed for danske forskere Formidling i højsædet Nu, godt et halvt århundrede senere, er den tredje Galathea-ekspedition under opsejling. Det er Morgenavisen JyllandsPosten, der står bag idéoplægget, men også Nationalmuseet, som ligger inde med meget af det tidligere hjembragte materiale, er med i projektet. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har afsat to millioner kroner til planlægning af Galathea-3, der forventes gennemført fra august 2006 til februar 2007. Og denne gang er det planen, at turen også skal Det er de statslige forskningsråd, der skal udvælge de forskningsprojekter, som skal med på Galatheas togt. Projekternes egnethed i forhold til formidling og undervisning vil indgå i udvælgelsen, der foretages af bestyrelsen for ekspeditionsfonden. Et af hovedformålene med at søsætte den tredje Galathea-ekspedition er nemlig at øge interessen for naturvidenskaberne som helhed. - Galathea-3 vil styrke interessen for naturvidenskab blandt de unge. Ekspedi- Foto: Hans Meltofte tionen vil også give værdifuld viden om verdens videre udvikling, globaliseringen og det højteknologiske samfund, siger videnskabsminister Helge Sander. Derfor er det planen, at Undervisningsministeriet skal udarbejde undervisningsforløb, der bl.a. vil give skolerne og forskningsskibet mulighed for at kommunikere med hinanden direkte via satellit. Samtidig skal forskningen kobles til en massiv formidlingsindsats i de danske medier. Og med nutidens sammensmeltning af trykte og digitaliserede medier er der mulighed for, at ekspeditionen bliver en omfattende multimediebegivenhed. Selv om det hovedsageligt er det naturvidenskabelige område, der tilgodeses med ekspeditionen, vil der dog blive givet plads for forskning og formidling inden for det humanistiske og samfundsmæssige område. Rammen om Galathea-3 bliver efter al sandsynlighed havundersøgelsesskibet Dana, der muligvis skal bygges om til den store opgave. Bl.a. overvejes det at udstyre skibet med et helikopterdæk. Jane Tolstrup Kommentar: Forskningsaftale på toppen af Indlandsisen Dansk Polarcenter, Grønlands Hjemmestyre og National Science Foundation (NSF) indgik i juli måned en aftale om forskningssamarbejde. Mødestedet var den amerikanske forskningsstation Summit på toppen af Indlandsisen, hvor direktør Hanne Petersen fra Dansk Polarcenter og Landstyremedlem Henriette Rasmussen mødtes med repræsentanter for NSF for at underskrive aftalen. Det drejer sig om en rammeaftale, der åbner mulighed for konkrete forskningsprojekter og transportstøtte til fælles projekter mellem amerikanske, danske og grønlandske forskningsinstitutioner. NSF er den største generelle amerikanske forskningsfond og har i mange år støttet amerikansk forskning i Grønland. Direktør Hanne Petersen ser aftalen som en mulighed for at øge forskningssamarbejdet med USA og få større gavn af den store forskningsaktivitet, der udføres i Grønland. Aftalen åbner også for udveksling af studerende og for samarbejde om konferencer og symposier. Med et kommende internationalt polarår i 2007 skulle der være gode muligheder for at omsætte rammeaftalen til konkrete projekter. Aftalen blev underskrevet på Summit, fordi der allerede er indledt et samarbejde mellem parterne om at få europæiske forskningsinteresser repræsenteret på forskningsstationen. European Polar Board har udtrykt interesse for et sådant forskningssamarbejde og havde en repræsentant med på turen. USA har haft forskningsstationen på Summit siden iskerneboringerne i 90’erne, og den har de seneste år været helårsbemandet. Den er enestående på grund af sin beliggenhed på Indlandsisens top, 3200 meter over havet, og er den eneste arktiske station, der kan modsvare stationerne i Antarktis. Minik Rosing, professor, Geologisk Museum Styrk den dansk–grønlandske forskningsindsats i Arktis Denne opfordring kommer fra professor Minik Rosing, formand for Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, der mener, at en satsning på vores ekspertise og erfaring inden for arktisk forskning både kan styrke Danmarks internationale forskningsposition og fremme interessen for Grønland i Danmark. En undersøgelse, Forskningsstatistik for Grønland 1995-2000, har dokumenteret, at den danske forskningsindsats i Grønland er mindsket betydeligt i de senere år. Dette er paradoksalt og uheldigt, idet Arktis - herunder Grønland - tiltrækker sig en stadigt stigende international forskningsmæssig opmærksomhed af både grundvidenskabelig og målrettet karakter. I den undersøgte periode er den forskning, som udføres ved grønlandske institutioner, øget i takt med, at Grønlands Hjemmestyre har opbygget egne forskningsinstitutioner. Dette er naturligvis glædeligt, og tendensen kan tolkes som et udtryk for en naturlig og ønskværdig overførsel af kompetence til Grønland fra Danmark i samklang med principperne for udmålingen af det danske bloktilskud. Den danske forskningsindsats i Arktis bør imidlertid ikke ses udelukkende som en forpligtelse, der i heldigt fald kan delegeres, men snarere som en collage af forskningsfelter med et mægtigt potentiale. Forskningsfelter, hvor Danmark og Grønland tilsammen besidder en særlig ekspertise, og hvor vi har et forspring frem for de fleste andre på den internationale forskningsscene. At øge den danske forskningsindsats i Arktis er naturligvis ikke et mål sig selv, men de danske og grønlandske forskningsmiljøer besidder tilsammen særlige forudsætninger for at bidrage til den internationale indsats inden for arktisk forskning, som gør, at disse miljøer kunne få en definerende og koordinerende rolle i den meget omfattende internationale forskning i Arktis. En øget dansk forskningsindsats i Arktis kunne berige danskgrønlandsk forskning og medvirke til øget internationalisering af forskningen. En betydelig dansk forskningsindsats i Grønland vil ud over den rent forskningsmæssige gevinst være af stor betydning for rigsfællesskabets fortsatte funktion. En understregning af dansk interesse i et fortsat tæt rigsfællesskab kan med fordel udtrykkes gennem en synlig forskningsindsats i et koordineret samarbejde med den grønlandske indsats. Omfattende og synlig dansk forskning i Grønland vil medvirke til at vedligeholde og stimulere en bred dansk opmærksomhed og interesse for Grønland. Forrige århundredes bredspektrede og intense dansk-grønlandske forskning i Nordog Østgrønland er den direkte årsag til, at Grønland i dag er én nation med ét folk og ikke er opsplittet i regioner med forskellig national tilknytning. Denne indsats er også årsagen til, at Danmark og Grønland tilsammen råder over en betydelig erfaring og ekspertise inden for arktisk forskning og logistik. 17 Fire kvinder frem for et Hjemmestyre Grønlands Hjemmestyre har modtaget en gave af Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, i forbindelse med sit 25-års jubilæum: En ny bog, der dels tager temperaturen på kulturen efter et kvart århundrede med hjemmestyre, dels fungerer som et indspark i den grønlandske kulturdebat. For 25 år siden løsnede Grønland de politiske og administrative bånd til Danmark med oprettelsen af Grønlands Hjemmestyre. I anledning af den skelsættende begivenhed har fire kvindelige forskere fra Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, sat sig for at se på, hvordan det er gået på den kulturelle front siden da. Det er der kommet en bog ud af, der sætter fokus på, hvad hjemmestyret har betydet for den sproglige, litterære og mediemæssige udvikling i Grønland. Grønland i verden Det er forskerne Birgitte Jacobsen, Birgit Kleist Pedersen, Karen Langgård og Jette Rygaard, der behandler hhv. det sproglige klima, skønlitteraturens situation, unges læsevaner og TV-mediets udvikling i Grønland. Som titlen Grønlænder og global – grønlandsk sprog, litteratur og medier i 25-året for Hjemmestyrets indførelse antyder, skuer forfatterne dog ikke først og fremmest indad. Som en rød tråd gennem bogen løber overordnede overvejelser om, hvordan den grønlandske identitet og kultur står i en tid, hvor den globale virkelighed trænger sig på og uundgåeligt øver indflydelse på lokale kulturer i verdens yderområder. For nok har Hjemmestyret dannet ramme om en administrativ og politisk selvstændighed, der har søgt at fremme de kulturelle værdier, som betragtes som særligt grønlandske. Men det har ikke betydet, at Grønland har vendt sig mod sig selv. Især den brede vifte af medier, der overalt har holdt sit indtog, har været garant for kontakt til den omgivende verden. Grønlandsk tv en realitet Netop mediernes betydning i det grønlandske samfund behandles af Jette Rygaard, der mere specifikt fokuserer på, hvordan det grønlandske fjernsyn holdt sit indtog i det nye Grønland efter 1979. Forud for KNR TV’s premiere 1. november 1982 var gået mange år med et ganske vist optimistisk syn på fremtidens muligheder for formidling af nyheder og infor- Polarfronten 3/04 mation til hele befolkningen, men også med frygt for, hvordan Grønlands sprog og kultur skulle overleve mødet med den udenlandske medievirkelighed. I dag tyder meget på, at tv-mediet er på vej til at indtage rollen som samfundets kit på samme måde, som radio og aviser gjorde det før i tiden. Også selv om det blot er ca. hver femte udsendelse, der er på grønlandsk. Sprogdebatten fortsætter Spørgsmålet om sprogets status og betydning behandles mere indgående af Birgitte Jacobsen, der har interviewet en række personer med sprogproblematikken inde på livet. Jacobsen konkluderer, at selv om det grønlandske sprog ikke længere betragtes som truet, hersker der stadig bekymring over det danske sprogs stigende indflydelse i form af de såkaldte ’danismer’. Også intolerance over for dialekter præger nutidens Grønland, der seks år inden Hjemmestyrets oprettelse fik ny retskrivning. Litterær kreativitet efterlyses Hvad angår litteraturens rolle i Grønland efter 1979 er der både godt og skidt at sige. Birgit Kleist Pedersen finder det f.eks. alarmerende, at gruppen af ikke-læsere er langt større end gruppen af læsere. Samtidig er det betænkeligt, at de store, skønlitterære værker udebliver til fordel for digtsamlinger, noveller og kortere romaner. Også Jette Rygaard påpeger det generelle problem, at der både læses og skrives for lidt. Som forklaring giver hun, at Grønland ikke er et tilstrækkeligt litterært samfund til at fostre et bredt spektrum af skribenter, og at skolen ikke er gearet til at højne kreativitet og gode, sproglige kompetencer. Helt skidt står det dog ikke til. For i næste ombæring må det konstateres, at der trods alt kommer en jævn strøm af skønlitterære værker på grønlandsk. Og set i et internationalt lys er den grønlandske, litterære produktion imponerende i betragtning af landets størrelse. De fire forfattere udtrykker i bogens indledning håb om, at de behandlede emner vil inspirere til videre debat. I hvert fald er der med de fire artikler skabt et nyt udgangspunkt for fremtidig diskussion af nogle af de helt centrale spørgsmål i det grønlandske samfund. Jane Tolstrup 19 Air Greenland - arktisk specialist • Taxi-flyvning • Medicinske evakueringer • Efterforskning – support til videnskabelige efterforskningsprojekter • Redningsoperationer • Specielle transporter – herunder flyvning med underhængende last (slingflyvning) Fly- og helikopterflåde: 1 Airbus 330-200 1 Boeing 757 6 De Havilland DASH 7 2 De Havilland 6-300 (Twin Otter) 1 Beech Super King Air 200 2 Sikorsky S-61N 4 Bell 212 4 AS 350 B2 Ellen Forchhammer Kære Knud Air Greenland Charter & Cargo P.O.Box 1012 3900 Nuuk www.airgreenland.com Charter: Telefon +299 34 34 34 Fax +299 32 08 98 E-mail: glcharter@airgreenland.gl Genudgivelse af Bergit Forchhammers udvalg af brevvekslingen mellem Ellen Hallas (Forchhammer) og Knud Rasmussen. Udgivet første gang i 1979. I breve og navnlig i "de små blå" holder Ellen Hallas Knud Rasmussen underrettet om, hvad der sker i venne-kredsen, når Knud Rasmussen er på ekspeditionsrejser i Grønland og dermed væk fra alle de fornøjelige og mere alvorlige tildragelser hjemme i København og omegn. Cargo: Telefon +299 34 34 34 Fax +299 32 61 48 E-mail: gohfb@airgreenland.gl Brevene er gennemlyst af det varme venskab og den dybe hengivenhed, som bestod mellem Ellen Hallas og Knud Rasmussen, og bogen er samtidig et smukt billede af livet i København i begyndelsen af 1900-tallet. Bogen er gennemillustreret med billeder, hvoraf mange er www.reklame.gl nye i forhold til førsteudgaven. ISBN: 87-90133-21-8 199,00 kr. Forlaget Atuagkat Polarfronten 3/04 Nye bøger Henning Jacobsen: I dunkel skygge. Forlaget Atuagkat 2004. 282 sider, 248 kr. Henning Jacobsen er atter tilbage med en kriminalroman om politiassistenten Debora Abelsen, alias Tipo. Ikke nok med, at hovedpersonen møder store problemer i tjenesten i Illoqarfik. Hun må også selv kæmpe med personlige problemer. Bl.a. dét, at hun ikke taler grønlandsk på trods af, at hun er halvt grønlænder. David N. Thomas: Frozen Oceans: The Floating World of Pack Ice. The Natural History Museum 2004. 224 sider, £ 22.00. Bogen er den første af sin art, der giver en fyldestgørende indføring i pakisens hemmeligheder til et bredt publikum. Pakis er det flydende lag af frossen havvand, der - når det er på sit højeste - dækker 13 procent af Jordens overflade. Forfatteren, der er en veteran udi rejser til verdens polare områder, har forsynet bogen med at væld af flotte fotografier. Birgitte Jacobsen, Birgit Kleist Pedersen, Karen Langård og Jette Rygaard: Grønlænder og global – grønlandsk sprog, litteratur og medier i 25-året for Hjemmestyrets indførelse. Ilisimatusarfik 2004. 203 sider, 198 kr. I anledning af Grønlands Hjemmestyres 25-års jubilæum har Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, udgivet en bog som gave til jubilaren. I fire kapitler tager fire lektorer pulsen på litteraturens, sprogets og mediernes tilstand i året for løsrivelsen. Tre af kapitlerne bygger på interviews, mens det fjerde bygger på en undersøgelse af grønlandske unges læsevaner. (Se omtalen her i bladet, s. 18). Claus Andreasen m.fl. (red.) Illernit – Spor – Traces. Inuk Kalaallit Nunaaniukiuni 4400-ni – Mennesket I Grønland i 4400 år – 4400 Years of Man in Greenland. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv 2004. 69 sider, 98 kr. Bogen fortæller Grønlands lange historie gennem nedslag i forskellige dokumenter og genstande, der præsenteres flot på glittet papir med forklarende tekst på både grønlandsk, dansk og engelsk. Genstandene illustrerer ikke en sammenhængende historie, men rummer viden om menneskenes forskellige livsformer og kulturelle aktiviteter gennem de seneste 4400 år. Tidsskriftet Grønland nr. 5-6 2004, Det Grønlandske Selskab. Oplysninger om abonnement og løssalg på www.groenlandselskab.dk. Tema-nummer om Hjemmestyrets 25 års-jubilæum med bidrag af en lang række fremtrædende personligheder i den grønlandske offentlighed. Nummeret indeholder artikler af bl.a. Finn Lynge, der skriver om Grønland som en nordisk mikronation, og Ivalo Egede, der reflekterer over demokratiets vilkår efter 25 år med hjemmestyre. Bøger fra DPC Ole Bennike m.fl. (red.): Ilulissat Isfjord – et verdensarvsområde. Foto af Jakob Lautrup m.fl. GEUS 2004. 116 sider, 324 kr. I anledning af at Ilulissat Isfjord er blevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste har Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) udarbejdet en populærvidenskabelig bog om isfjorden, der indeholder bidrag fra en række eksperter. Selv om der fokuseres på isfjorden som glaciologisk fænomen, omfatter bogen også afsnit om planteliv, dyreliv, hellefisk, arkæologi, Ilulissats nyere historie og Ilulissat i dag (se omtale s. 12). Kâle Rosing: Aliortut. Tupinnartunik oqalualaarutit Kalaallit Nunaanniit/Sælsomme historier fra Grønland. Forlaget Atuagkat 2004. 119 sider, 198 kr. I 1970 udkom Kâle Rosings bog om mystiske og sælsomme oplevelser for første gang – men kun på dansk. Nu er den her i grønlandsk oversættelse med en genudgivelse af den danske tekst fra dengang. Forfatteren fortæller i bogen om oplevelser, som han og hans familie har været ude for, og som ikke kan forklares ud fra almindelige, fysiske love. Palle Petersen: Gabas slædehunde. Borgens Forlag 2004. 30 sider, indb. 179 kr. Gaba har en stor drøm om at vinde det store hundeslædeløb. Han bor i en lille, grønlandsk bygd sammen med sine ti helt egne slædehunde. Han kører sin mor, når hun skal på besøg i nabo-bygden. Og han tager med sin far på fangst og fiskeri. Forfatteren har skrevet og leveret billeder til en lang række billedbøger om Grønland. Werner Schwarzhans: Fish otoliths from the Paleocene (Selandian) of West Greenland. – Meddelelser om Grønland Geoscience 42. Danish Polar Center 2004. 32 sider, 125 kr. Ørestenene er det sidste, der er tilbage, når en fisk dør og opløses. Denne bog handler om fossile øresten i Grønland, som bl.a. kan give en ide om fortidens klima og miljø. Den tyske geolog Werner Schwarzhans har studeret fossile øresten i mere end 30 år og konkluderer i bogen, at der i Paleocen har været de samme klimaforhold i Danmark og Grønland, så fisk fra de to områder formentlig har kunnet bevæge sig mellem områderne uden at støde på forhindringer i form af klimabarrierer. Gå på nettet og få 60% i rabat på Meddelelser om Grønland I forbindelse med Polarforskerdagen holder vi udsalg på Meddelelser om Grønland indtil årgang 2001. Fra den 15. november til den 15. december 2004 er priserne sat ned med 60%. Meddelelser om Grønland udgivet før 1979 har i mange år været udsolgt. Vi har fundet et lille lager med ca. 4 stk. af hver titel og sælger dem nu til 30 kr. pr. stk. Send en mail til dpc@dpc.dk med en liste over de bøger, du ønsker eller se nærmere på DPC’s hjemmeside på www.dpc.dk. 21 KORT NYT Isbjørnetyve på spil Nyt museum i Ivittuut På den norske ø Svalbard har befolkningen igennem den seneste tid været plaget af ubudne gæster på fire ben. Det er øens isbjørne, som i deres søgen efter føde er begyndt at bryde døre og vinduer op i øens jagtog sommerhytter. Ifølge Georg Bangjord fra det norske direktorat for naturstyring er bjørnetyvene et tiltagende problem. Det skyldes ikke mindst, at folk efterlader mad i hytterne. Isbjørnene vænner sig hurtigt til, at bygninger rummer føde, hvorfor de vil få for vane at søge føde her. En smuk, gammel bygning skal efter en renovering være et nyt museum for Grønlands geologi og byens minehistorie. Visionen er at skabe et sted, hvor besøgende kan få noget at vide om Grønlands og især Ivittuut-områdets turbulente geologi gennem de sidste 3,2 milliarder år. I planlægningen tages der samtidig højde for, at stedet skal kunne bruges som base for kursister og studerende fra universiteterne. Satellitter afslører kratere i Antarktis Ved at anvende avanceret satellitteknologi har en gruppe forskere kortlagt enorme kratere under det antarktiske isdække. Kraterne stammer sandsynligvis fra en asteroide, en sværm af kometer eller kometfragmenter. Ifølge forskerne indtraf nedslagene, der skabte kratere over et område på 2.092 kvadratkilometer, for omkring 780.000 år siden og har formentlig forårsaget en stigning i vandstandene med 60 cm. Royalt besøg i Zackenberg Gummistøvlerne var pudsede, måleinstrumenterne lagt på hylden og det bedste felttøj fundet frem, da regentparret i juli måned besøgte Dansk Polarcenters forskningsstation Zackenberg på deres rejse rundt i Grønland. Dronningen og Prinsen ankom med et Twin Otter-fly og blev budt velkommen af Dansk Polarcenters direktør Hanne K. Petersen. Dagen bød på både faglig introduktion til forskningsarbejdet ved Zackenberg, rundvisning på stationen samt frokost. Regentparret nåede tillige en faglig spadseretur i Zackenberg-dalen, inden de tog afsked. Ny CITES-bekendtgørelse Den 10. september vedtog Landsstyret en ny bekendtgørelse vedrørende eksport og import af vilde dyr og planter, der er omfattet af CITES/Washingtonkonventionen. Med vedtagelsen ønsker Landsstyret at sikre, at Grønland fuldt ud opfylder konventionens retningslinjer, således at der ikke foregår ukontrolleret handel til skade for arter omfattet heraf. Bekendtgørelsen skal også sikre, at grønlandske forretninger fortsat kan sælge kunsthåndværk fremstillet af f.eks. narhval og hvalros. Grønlands Naturinstitut vil fungere som Grønlands videnskabelige myndighed og har bl.a. til ansvar at erklære, om eksporten eller importen sker på et bæredygtigt grundlag. Gravfund i Nordvestgrønland I Inglefield Land ca. 100 kilometer nord for Qaanaaq har et hold arkæologer fundet tre Inuit-gravpladser, der formentlig stammer tilbage fra Thule-kulturen, som tog sin begyndelse omkring det 11.-12. århundrede. Gravpladserne er de første nogensinde, der er fundet så langt nordpå. Arkæologerne fandt herudover 2000 år gamle varder, teltringe og vinterhuse. Ifølge museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum, Hans Lange, er fundene så banebrydende, at de grønlandske historiebøger skal skrives om. De fundne genstande skal nu undersøges nærmere og vil efter al sandsynlighed afsløre nye hemmeligheder om både Dorset-kulturen, der eksisterede frem til omkring 1400-tallet, og den senere Thule-kultur. Stort frafald på grønlandske studier Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 70% af de grønlandske studerende afbryder deres uddannelse i utide. Ikke bare er frafaldet stort på de faglige grunduddannelser. Også de videregående uddannelser er ramt af tendensen. Ud af ca. 1800 optagne på de korte videregående uddannelser, er 677 stoppet før endt studietid. Og af omkring 540 studerende på de længere videregående uddannelser har et par hundrede afbrudt forløbet før tid. Ifølge Elvira Knudsen fra Danmarks Statistik viser undersøgelsen ikke noget om årsagen til det store frafald. Foto DPC Polarfronten 3/04 Ny ph.d.-afhandling om diabetes En ny ph.d.-afhandling skrevet af læge Marit Eike Jørgensen konkluderer, at diabetes forekommer særdeles hyppigt blandt grønlandske Inuit. Det er formentlig livsstilsændringer kombineret med genetiske forhold, der er årsag til det stigende antal diabetestilfælde i Grønland. Tidligere var det en udbredt opfattelse, at forekomsten af type 2 diabetes var lav blandt de arktiske folk. Udviklingen af diabetes hænger tæt sammen med den samfundsmæssige udvikling i Grønland gennem de seneste 50 år. I dag er fangst og fiskeri for de fleste en fritidsaktivitet, og den vestlige livsform med fastfood og stillesiddende aktiviteter vinder frem. Tulugaq-kampagnen er slut 1. september sluttede Tulugaq-kampagnen, der siden 2002 har sat fokus på bæredygtig udnyttelse af Grønlands levende ressourcer. Kampagnens medarbejdere har anbefalet Landsstyret at sikre, at fremtidige tiltag vedrørende bæredygtighed koordineres i en tværinstitutionel styregruppe. Indtil nu har elleve grønlandske kommuner tilsluttet sig det såkaldte Tulugaq-dokumentet, der indeholder fem initiativer til fremme af bæredygtig udvikling. De kommuner, der har underskrevet dokumentet, er Upernavik, Uummannaq, Ilulissat, Qeqertarsuaq, Maniitsoq, Sisimiut, Nuuk, Paamiut, Ivittuut, Qaqortoq og Ittoqqortoormiit. Retsvæsenbetænkning færdig Efter ti års arbejde har Retsvæsenkommissionen afsluttet rapporten om det grønlandske retsvæsen. Retsvæsenkommissionen blev bl.a. nedsat pga. Europarådets kritik af tidsubestemt anbringelse af grønlandske fanger i Herstedvester. I perioden 1994 til 2002 har kommissionen endevendt både domstolenes, politiets og kriminalforsorgens arbejde. Arbejdet er mundet ud i en række konkrete forslag. Bl.a. foreslås det at oprette et lukket fængsel i Nuuk, så det ikke længere er nødvendigt at anbringe grønlandske fanger i danske fængsler. Tuberkulose rammer unge Ifølge embedslæge Knud Brinkløv Jensen rammes et stigende antal unge grønlændere under 25 år af tuberkulose. Det er især unge, der bliver boende i lokalområderne, som risikerer at blive smittede. Det skyldes, at der her er flest smittede ældre til at bringe smitten videre. Grønland har fem-ti gange flere tuberkulosetilfælde end de stærkest belastede områder i Vesteuropa. I nærmeste fremtid vil en overlæge og en sygeplejerske rejse rundt i Sydgrønland for at oplyse folk om, hvad de kan gøre for at undgå sygdommen. Europæisk frimærkepris til Grønland For første gang nogensinde har POST Greenland vundet prisen for årets flotteste Europafrimærke. Prisen gives for et frimærke, der dog først udgives den 18. oktober 2004. Frimærkets motiv er to grønlandske piger iklædt grønlandske nationaldragter med blomster og ishav som baggrund. Fotoet er taget af John Rasmussen fra Narsaq Foto, med typografi af Dorit Olsen fra Nuuk. Det er den europæiske postorganisation PostEurop, der hvert år kårer det flotteste frimærke. Grønlandsk kunst på Amalienborgmuseet Frem til den 6. februar kan udstillingen ’Grønland i Kongehuset’ opleves på Amalienborgmuseet. Udstillingen viser et udvalg af Prinsens samling af grønlandsk kunst og kunsthåndværk. Også smykker, tasker og legetøj givet til den kongelige familie igennem tiderne udstilles. Desuden vil man kunne se Kronprinsesse Marys grønlandske nationaldragt, som hun fik overrakt under besøget i Grønland denne sommer. Udstillingen er skabt i samarbejde mellem direktør Emil Rosing fra Nationalmuseet i Grønland og museumsinspektør ved Amalienborgmuseet Gerda Petri. En meget gammel øgle På den norske ø Svalbard har forskere gjort et sensationelt fund: et 160 millioner år gammelt fossil af en hidtil ukendt fiskeøgleart. Fiskeøgler er øglernes svar på delfiner. Da de beboede Jorden, havde de samme kropsfacon som hajer og delfiner og levede som disse i havet. Det fundne skelet er fra et 4-5 meter langt eksemplar af arten. Forskerne håber nu, at der kan etableres et forskningsmiljø omkring fundene på Svalbard. Spørg ’Polarkassen’ Center for Arktisk Teknologi har oprettet en spørgeportal på internettet. Her kan man bl.a. stille spørgsmål om byggeri, miljø, energi, levnedsmidler og bioteknologi. Spørgsmålene besvares af et ekspertpanel bestående af folk fra Grønland og Danmark. Det er muligt selv at vælge, om svaret skal gives på folkeskole-, gymnasie- eller universitetsniveau. Find Polarkassen på http://www.aperiinnarit.gl/index_dk.php 23 Tjekkede Thule-portrætter Ny fotoudstilling tegner et tankevækkende, men lige lovlig pænt billede af livet i Thule-området. På verdens top, 1300 kilometer fra Nordpolen i ’det yderste land’ Thule, lever de. Polareskimoerne, der indvandrede fra Canada i 1860’erne og siden har været det folk i Grønland, der med størst succes har holdt den indtrængende, moderne livsform fra døren. Meget er hændt siden Knud Rasmussen i 1910 for første gang besøgte Nordvestgrønland. Det var dengang, hvor børnene muntrede sig med legetøj skabt af ’moder jord’, og kvinderne syede tøj og tilberedte dagens måltid af mændenes hjembragte fangst. Og hvor bjørneskindsbukser og overtøj af rensdyr- og ræveskind ikke var klædningsstykker med stor identitetsmæssig og symbolsk værdi, men simpelthen den nødvendige uniform til overlevelse i en af verdens klimamæssigt mest ekstreme hjørner. I dag præges dagligdagen i verdens nordligste samfund i høj grad af, at ikke bare den vestlige livsstil, men også den moderne, økonomiske orden har bidt sig fast med store, og ikke altid positive, forandringer til følge. På isbjørnejagt i gummistøvler Copyright: Arktisk Institut En fotoudstilling på Nordatlantens Brygge i København byder aktuelt på en rejse udi samfundet ved verdens ende. Bag fotografierne står den finske fotograf Tiina Itkonen, som i 1995 pakkede sit kamera og drog til Inughuits land. Siden skulle hun vende tilbage hertil to gange, og af de mange billeder, der kom ud af rejserne, vises nu et spændende udvalg. Fotografierne er på én gang kontrastfyldte og harmoniske. Traditionens møde med moderniteten tematiseres og iscenesættes, så det giver stof til eftertanke. For selvom vi alle godt ved, at det globale marked for længst er nået til Thule-området, gør det alligevel indtryk at se piercingen, gummistøvlerne, plastikbaljerne og det elektriske komfur så godt ’integreret’ i bygde-kulturen. Mørket mangler Fotografierne er lækre og kunstneriske, men læses de som dokumentation, mangler der alligevel noget. Man spejder forgæves efter mørket, farerne og klimaets råhed, som så uomgængeligt sætter rammerne for livet i det højarktiske. I et område, hvor stormene ofte piber, og hvor isnende kulde og mørke i månedsvis lægger sig tungt og ubarmhjertigt, er det barske løjer at få tilværelsen til at fungere på de tiltagende moderne præmisser. Ej heller springer den sociale nød, som ikke mindst byen Qaanaaq har kæmpet med igennem de senere år, i øjnene. Men nøden er der! Massivt økonomisk underskud, høj arbejdsløshed, udbredt alkoholisme, dårligt fungerende uddannelsessystem og heraf følgende desillusion blandt de unge er blot nogle af de problemer, som kommunen står over for. Selvom fotografierne glimtvis lader den sociale og økonomiske slagside skinne igennem, kan de alligevel forekomme at være for pæne og ’ufarlige’ i forhold til den virkelighed, de portrætterer. Nøden anes, men fordi den overvejende æstetiseres frem for problematiseres, virker den aldrig helt vedkommende og bevægende. Udstillingen er først og fremmest interessant, fordi den skildrer, hvordan det lokale bliver opslugt i det globale, et fænomen, der breder sig som en steppebrand over hele kloden i disse år. Jane Tolstrup Udstillingen ‘Inughuit’ kan opleves frem til 31. oktober på Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, 1401 Kbh. K. Dengang … … og nu. Tiina Itkonens fotografier indfanger Thule-samfundets forandring.