Studentertale 2013 Kære studenter. At få lov til at holde tale til jer er et helt særligt privilegium, som jeg i den grad nyder. Det er jo ikke lige netop jer hvert år, men jer som gruppe og repræsentanter for et fællesskab af elever, der har opnået noget særligt med deres skolegang. Det er som om, at der er noget, der samler sig ved denne lejlighed, noget der samles i et punkt for derved at spredes. I ved, at det er sidste gang i på den her skole‐borupgaard‐ordnede facon kan sidde sammen og vide, at dem I sidder sammen med er jeres ‐ jeres venner og kammerater. Forældrene ved det, og er stolte af det. Lærerne ved det og er også stolte af det. Jeg ved det og er ufattelig stolt af det. Nu spredes I og perspektivet skifter. Det hele bliver lidt mere alvorligt. Lidt mere voksent. Og lidt mere vidunderligt. Hvad er det så jeg så gerne vil sige til jer her, når jeg har lejligheden. Jo først vil jeg gerne sige noget om perspektiver. Det er i år Søren Kierkegaard år. Han blev født for 200 år siden, og har jo i den grad siden fyldt mange menneskers hjerner og liv både i Danmark og i udlandet. I 1813 var Danmark gået statsbankerot, lidt ligesom vi hele tiden frygter det kan ske i Grækenland. Staten stoppede alle betalinger og gælden blev ikke indfriet. Vi havde været i krig, og der var ikke nogen let løsning på problemerne. Året efter afstod vi Norge ‐ så var der dog et problem mindre. Men hvad man ikke vidste i samtiden, så udgjorde de ulykkelige år omkring bankerotten også på mange måder den begyndende fase i Danmarkshistorien til det, vi kalder Guldalderen. En periode hvor kulturlivet blomstrede bredt ‐ musikalsk og kunstnerisk og ikke mindst litterært. En af de stærkest duftende ‐ smuk var han nemlig ikke ligefrem ‐ blomster var Søren Kierkegaard. Her i vores tider anno 2013, hvor vi stadig døjer med den økonomiske krises alvorlige bølgeskvulp, så er fejringen af SAK (sådan forkorter man ham) også en rar påmindelse om, at selv når det ser mørkest ud, så venter der oftest lysere tider. Se det er blandt andet også derfor, at I har tre års historie i gymnasiet. Jeg skal på ingen måde bilde nogen ind, at jeg forstår mig på Kierkegaard, men i stedet fortælle en historie om en diskussion, en fejde, et intellektuelt skænderi, der fandt sted mellem Kierkegaards sekretær Levin og en af datidens allerstørste kulturpersonligheder nemlig Heiberg. Det, de var uenige om, var, hvordan man studerer sprog. Heiberg havde lavet en nydansk oversættelse af et brev som Tycho Brahe havde skrevet. Brevet havde han gjort læsbart for samtiden ‐ og sikkert tilføjet nogle moderne ord, på samme måde som, hvis vi skrev Kierkegaard om med brug af moderne slangord. Det vigtigste for Heiberg havde været at overgive meningen og sammenhængen i brevet til sine læsere. Det var Levin ikke tilfreds med. Han mente, at ordenes egentlige betydning i detaljer var det vigtigste at studere, og det var det udgangspunkt enhver ny oversættelse skulle tage. Kun på den måde kunne man gøre indholdet tilgængeligt for nutidige mennesker. Det er nu sjovt at tænke på, at de sad og tænkte sådan i 1800tallet. Nu i 2013 så taler vi om at lave nyoversættelser af tekster fra netop 1800tallet til vores tid. Så vi kan forstå det bedre. Sproget udvikler sig hele tiden. De to herrers synspunkter blev kondenseret i to grundsynspunkter. Om man ‐ som Heiberg ‐ skulle se på teksten gennem teleskopet, altså det brede perspektiv. Eller om man ‐ som Levin ‐ skulle se på teksten gennem mikroskopet, altså fokusere på enkeltdelene. Teleskoper eller mikroskoper. Det leder mig hen til netop det om perspektiver, som jeg gerne vil sige noget til jer om. I har nu fået evnen til at kunne skifte. Den træning, som studentereksamen giver jer, er en træning i at have blik for, hvornår det er teleskopet, man bruger og samtidigt have respekt og forståelse for de indsigter og muligheder, det giver at have mikroskopet med på studiet. Det er vigtigt, at der er mennesker i samfundet, som kan det, og I har nu med jer en forpligtelse til at bruge jeres detaljerede kvalifikationer og overordnede kompetencer til nytte for os alle. Og vi ser behovet næsten dagligt. Hvis ikke der er nogen der i detaljer kan studere, om det er mere farligt at ryge menthol cigaretter end andre cigaretter, så er beslutningstagerne på bar bund og vil kunne bøje sig for tilfældige opinionsundersøgelser blandt tilfældige mennesker, der ringes op midt i aftensmaden. Og hvis ikke der er nogen, der kan se det store perspektiv i, at unge på ingen måde må lokkes ind i rygning af lækre smagsstoffer, og at vi som samfund må beskytte også dem, der ikke selv kan træffe en sådan rigtig beslutning, så er vi lige så ilde stedte og vil flakke rundt mellem de forskellige muligheder. Husk derfor altid at have respekten for de skiftende perspektiver med. Der kan være situationer, hvor nogen beslutter for jer, at det ene perspektiv er mere rigtigt end et andet, men I ved at der findes muligheder og indsigter både i detaljen og i horisonten. Hold øje med dem. Kierkegaard indtog i denne strid i øvrigt en mere tilbagetrukket position, men kom dog en gang med en kommentar, som også er en kommentar til videnskab i det hele taget. Jeg er ked af, at citatet ikke er for sarte ører, men jeg håber, I kan tåle det, når jeg nu forsikrer jer om, at det er vores største filosof, der skriver det. Kiekegaard skriver i 1846: Forskeren begynder straks at adsprede med sine enkeltheder, nu skal man til Australien, nu til Månen, nu ned i en hule under jorden, nu Fanden i Vold i Røven efter en indvoldsorm. Nu skal teleskopet bruges, nu mikroskopet, hvo Satan kan holde det ud!' Og det er ikke en nudansk udgave af citatet. Pointen for ham var altså, at denne stræben efter viden, var en stræben, der i sig selv kan være svær at holde ud, fordi den konstant tvinger os videre. Det kan man jo mene, og hastigheden er jo ikke blevet mindre siden han levede, men med hans enorme værk er det nu svært helt at tage hans holdning for pålydende. Jeg opfordrer også jer i den grad til at gå ud og studere verden i bund. Vi har brug for, at I dykker ned i livet og i verden og vrider indsigterne og gnisten ud af den. Vi har givet jer fundamentet til studiet og til livet ‐ fagene I har lært og de tværfaglige tilgange ikke mindst. Afsted med jer ‐ ud og driv det så vidt, som ingen havde troet muligt. I må også i fremtiden gerne kigge op over overfladen en gang imellem ‐ gennem periskoper må det så blive. Husk der er flere perspektiver på tingene. Jeg vil også gerne sige noget om, at I skal bruge hovedet. Daniel Kahneman udgav i 2011 en meget stor samling af resultater omhandlende hjernens funktion under titlen: “At tænke hurtigt og langsomt”. Pointen hos ham er, at grundlæggende er der to måder for hjernen at fungere på ‐ to systemer, som han kalder dem. System 1 er processer, der er automatiske og hurtige, og kræver kun lille eller ingen anstrengelse og fornemmelse af bevidst kontrol. System 2 er derimod den langsomme behandling af komplekse beregninger, som kræver anstrengelse og bevidsthed. Hvis jeg f.eks. stiller jer følgende spørgsmål: Et bordtennis bat og en bordtennis bold koster tilsammen 1.10 dollars og battet koster 1 dollar mere end bolden. Hvad koster bolden så? Da vil en stor del af os svare med system 1, at bolden koster 10 cent, mens det korrekte svar faktisk er 5 cent. Det dovne system 2 lod vi sove og svarede med det intuitive, men desværre forkerte svar. Kahnemans bog handler om, hvordan vi gennem viden om systemerne ‐ måderne at tænke på ‐ formår at få det bedste ud af dem begge og dermed af vores intellektuelle kapacitet. Det handler om, at vi gennem selvkontrol og intenst arbejde med de mentale processer kan styrke det dovne og anstrengende system 2 til at tage over, og derved blive til mere livsduelige mennesker, i det komplekse samfund, hvori vi lever. Og det handler også om, at vi skal vide, at det hurtige system 1 er helten i vores hjerne. Det system, der har løst utallige konflikter for os igennem evolutionen. Systemerne er jo netop kommet til at fungere på denne måde, fordi den verden vi møder ‐ fra savannens trusler om at blive ædt af en løve til nutidens krav om specialiseret viden på højt niveau ‐ byder på udfordringer, som betinger begge systemers høje aktivitet. Jeres lærere har nu trænet jeres hjerners systemer og gjort jer til moderne alment dannede væsner, hvilket netop betyder, at I har trænet begge jeres systemer. Gå nu ud og brug hjernen til nytte for jer og for os. Brug hovedet. Det er det dyrebareste vi har. Og jeg vil også gerne slutte med at sige noget om, at I skal opføre jer ordentligt. Ikke, at jeg ikke har sagt det før ‐ det har jeg! ‐ men idag vil jeg nu tviste den lidt. Opføre sig ordentligt. Opføre har en indbygget dobbelthed i sig og kan både handle om at blive ført op til et højere niveau ‐ I ved der, hvor vi voksne befinder os :‐) Men det kan også handle om at bygge noget op. At rejse et bygningsværk solidt og så det ikke vælter, hvis jorden skælver. Et hus er mere end en ting. Når I nu forlader gymnasiet skal I ud og hver især opføre det værk, som skal blive til jer og jeres hele personlighed. Måske troede I, at arbejdet var gjort, men her må I stole på os gamle og lytte til os, når vi fortæller jer, at det projekt heldigvis aldrig slutter. Det er det, jeg her i dag mener, I skal ud og gøre ‐ og gøre netop ordentligt. Det skal gøres på en ordnet måde, så I selv ved, hvad det er, der sker og ikke bare sejler mellem de lette tilbud, men faktisk selv mærker, hvad der er rigtigt for jer. Og det skal gøres ordentligt i betydningen grundigt, og så fundamentet holder. Der hører både solid viden og centrale værdier med til et ordentligt livsfundament. I har vist gennem de tre år her på skolen, at respekt for hinanden er en af de allervigtigste værdier for fællesskabet. Den varme I lige nu nærer for hinanden er en, der opstår, fordi I værdsætter hinandens forskelligheder og netop ikke tilstræber, at alle er ens. Pas godt på hinanden i fremtiden og pas godt på jer selv. Begge dele hører i den grad med til fundamentet. På den måde har I ‐ med klart blik for de talrige perspektiver, med blik for både intuition og rationalitet og med de varme følelser for hinanden og jer selv ‐ så har I muligheden for at opføre jer selv helt fantastisk ordentligt. Med de ord dimitterer jeg jer hermed som studenter fra Borupgaard Gymnasium 2013. Rigtig hjertelig tillykke.