Korsvejens Skole - Vi lærer til livet Nyhedsbrev til Korsvejens Skoles forældre, elever og medarbejdere. Forår 2014 Kære alle, Vi går et travlt og spændende forår i møde. Der er skolebestyrelsesvalg, der er en ny skolereform på vej og skolen og fritidshjem smelter pr. 1. august sammen til en institution. Herudover har vi på det sidste været genstand for mediernes bevågenhed, og endelig er der en skole, som i dagligdagen skal drives og fungere. I dette nyhedsbrev vil jeg forsøge at opdatere jer på disse områder. Forårets kalendernoter: 14.-21. april: Påskeferie. 24. april: Valgmøde til ny skolebestyrelse klokken 18 – 20 i festsalen 28. april: Offentliggørelse af udtræksfag for 9. klasserne klokken 9.00 i festsalen 1. maj: Fridag. 8. maj: Cyklistprøve 6. klasser 16. maj: Fridag. St. Bededag 21. maj: MGP (nærmere følger) 27. maj: Tur til Hansa Park for skolepatruljerne 28. maj: Sidste skoledag 9. klasserne. ”Karameldag”. Alle møder 8.00-11.40 29.-30. maj: Kristi Himmelfartsdag torsdag og fridag om fredagen. 3. juni: Korsvejsløbet (nærmere følger) 5. juni: Fridag Grundlovsdag 9. juni: Fridag 2. Pinsedag 23. juni: Lille idrætsdag 0.-3. klasse 24. juni: Kommunal idrætsdag 4.-8. klasse 25. juni: Dimissionsfest for afgangsklasserne og deres familier (nærmere følger) 27. juni: Sidste skoledag inden sommerferien. Alle møder 9.00 – 10.30 1 Skolereform: Der sker mange nye ting pr. 1. august, når den nye skolereform træder i kraft. Først og fremmest bliver vores to tilknyttede fritidshjem til en samlet SFO. Det betyder, at vi fra første 1. august er en samlet institution bestående af skole, Korsvejens frit og Allegårdens frit. Pædagoger og lærere skal samarbejde om klasserne på nye og spændende måder. Der ansættes en Områdeleder, som fungerer som indskolingens leder. Lokalemæssigt flyttes indskolingen over i bygning F og 0. klasserne får lokaler i nuværende Korsvejs frit. Fra 0.-3. klasse udvides skoledagen, så de mindste er i skole 28 obligatoriske timer om ugen og tilbydes lektiehjælp 2 timer om ugen. Der undervises i engelsk fra første klasse fremover. Mellemtrinet (4.-6. klasse) får stadigvæk lokaler i bygning E, men den nederste gang ved personalerummet lukkes af og gøres til arbejdspladser for personalet, som får fast daglig arbejdstid i 8 timer om dagen i tidsrummet mellem 7 og17. På mellemtrinet skal eleverne i skole 30 obligatoriske timer om ugen og tilbydes desuden 3 lektiecafetimer. Andet fremmedsprog (tysk eller fransk) er obligatorisk fra 5. klasse. Udskolingen (7.-9.) flyttes til Uglehallen. Udskolingselever har 33 obligatoriske timer om ugen samt tilbud om 2 timers studiecafe. Idræt gøres til afgangsprøvefag på linje med fx historie, kristendom, tysk, fransk osv. Der gives karakterer i idræt fra 8. klasse. Det bliver obligatorisk at have valgfag. Listen over valgfag er endnu ikke på plads. Bevægelse er et nøgleord i reformen, og der skal i gennemsnit være 45 minutters bevægelse om dagen for alle elever. Dette kan ske i undervisningen (idræt medregnes), men det kan også lægges som en planlagt aktivitet. Herudover sker der mange, mange nye ting, som I senere vil få meget mere at vide om. Jeg kan desuden henvise jer til Undervisningsministeriets hjemmeside, www.uvm.dk/Den-nye-folkeskole, som har meget detaljerede oplysninger om reformen. Principper og procedurer for glemt idrætstøj: Der er klart sket en procedurefejl som gjorde, at en elev gik alt for længe rundt i skolegården på en kold januardag. Det har vi beklaget til pågældende forældre og elev, og vi betragter sagen som afsluttet. Vi har ikke begået noget ulovligt, hvilket politikere og andre eksperter også har tilkendegivet. Vi benytter ”runder i skolegården” som kompensation for manglende idrætsundervisning, når elever – uden forældrenes skriftlige tilkendegivelse af, at de ikke kan deltage i idrætsundervisningen – har glemt tøjet. Vi kan jo ikke sende en 2 elev hjem og øve sig i volleyball når de har glemt idrætstøj. I historieundervisningen kan vi bede eleven læse kapitlet om Romerrigets fald, hvis de har glemt historiebogen. Baggrunden for vores valg af procedure er, at flere og flere af vore store elever bevidst glemmer tøj, hvis det, der skal ske i idrætsundervisningen ikke lige er det, de synes er sjovest. Samtidig har vi haft sundhed generelt oppe at vende. Så ud fra devisen: Hellere lidt bevægelse end ingen, er proceduren skabt. Vi forsøgte med skridttællere og sendte elever fra klasser med udgangstilladelse ud på en gåtur i området. Desværre oplevede vi, at man kan sætte sig på en bænk, ryste skridttælleren og komme tilbage med en skridttæller, som viste mange kilometer tilbagelagt. Der var altså ikke meget bevægelse i den model. Vi valgte derfor at gøre gåturene til ture i skolegården, hvor vi, fra kontorets vinduer, kan se eleverne. Der er ca. 150 meter alt i alt rundt i skolegården, hvis man går langs murene. Når elever sendes ud, går jeg eller en anden ud og taler med eleverne undervejs. Desværre var kontoret underbemandet på grund af sygdom den pågældende dag i januar, så ingen var ude at tale med eleven. Det var en klar fejl. Vi havde dispenseret mange andre kolde dage. De mindre elever tager runderne som et rekordforløb: Hvor meget kan du/I nå? Og når jeg skriver ”de mindre elever”, så er det ikke 0.-3. klasses elever vi taler om. I de små klasser i indskolingen (0.-3.) kan en elev altid deltage i eget tøj, låne lidt tøj osv., så med mindre de har brækket en arm eller et ben kan de altid deltage – og gør det gerne. Lærerne vurderer naturligvis, om eleven skal sidde på kontoret og lave noget andet, eller om de kan indgå som hjælpere. De mindste elever har ikke et hygiejneproblem i, at de om lidt skal sidde i et klasselokale og lugte af sved, fordi de har været med til idræt i eget tøj. Det er heller ikke her, vi har oplevet problemer. Set i lyset af, at idræt får status af afgangsprøvefag fra næste skoleår, vil jeg gerne appellere til alle om, at I hjælper jeres børn med at huske idrætstøjet hver gang, og at I også tager en alvorlig samtale med jeres barn inden I skriver en seddel om fritagelse. Skolebestyrelsesvalg: Der er givet særskilt besked om valget og procedure udsendt af Tårnby Kommune den 31. marts 14. Jeg vil blot henvise til denne og opfordre alle, der har lyst til at gøre et stykke arbejde for skolen, til at møde op den 24. april og deltage i debatten og høre nærmere. Fag- og opgavefordeling for næste skoleår: På dette tidspunkt af skoleåret plejer vi at være godt i gang med fordeling af lærere til diverse fag og klasser. Men ikke i år. 3 Reformens mange nye tiltag gør, at vi er forsinkede, og det betyder, at I altså ikke kan få svar på, hvem der får jeres børn i hvilke fag endnu. Vi skal tænke mange ting helt forfra, så I må også regne med, at de lærere jeres børn har nu, ikke nødvendigvis rykker med op i næste klasse. Kravet om, at alle lærere i 2020 udelukkende underviser i deres linjefag, vil give os nogle større udfordringer i fagfordelingen fremover, og skønt vi altid har tilstræbt at gå ud fra dette princip, så er der altså ændringer på vej. Det betyder også, at vi ikke kan forvente at have skemaer for næste år klar inden ferien. Vi gør et ihærdigt forsøg, men forvent det ikke. Sikkert er det dog, at alle klasser får gode lærere i alle fag, og at alle får skemaer, senest når vi kommer i skole efter ferien! Rigtig godt forår til alle. Grethe Birch På Korsvejen har vi traditioner for det kreative, det faglige og det sjove. Vi respekterer hinandens udfordringer og giver alle plads til at lære. Vi lærer til livet i samspillet med andre. Jeg forventer, at du gør dig umage, og det kan du også forvente af mig. Når jeg træder ind på skolen ved jeg, at jeg hører til. Familie, venner og gamle elever deltager flere gange i arrangementer på skolen. Sammen fortæller vi vores historier og tager dem med os ud i livet. For når man står ved en korsvej i sit liv, er det betydningsfuldt, hvor man kommer fra. Jeg kommer fra Korsvejen. 4
© Copyright 2024