1. No category

Canazei 2014
© Jens Anton Dalgaard
1
Et spørgsmål om plejer og forventninger
Ingen, der kender os kan være i tvivl om, at vi SKAL på skiferie hvert år. Ingen kan være i tvivl om, at vi
meget meget gerne står på ski i Canazei, Val di Fassa og tilstødende dale og bjerge. Når man så har været
der rigtigt mange gange kan det være spændende at prøve noget nyt til en afveksling, men alligevel blive
bekræftet i, at intet slår vores Canazei-koncept – fraregnet Canada og USA, der stadigvæk er work in
progress.
Derfor skulle vi i år have martsturen til Canazei suppleret med et alternativ.
Norge og Sverige gider vi absolut ikke, Østrig kunne være en mulighed, men vi blev overtalt til at prøve
Frankrig, der efter sigende godt kan være med på vores forventningsniveau. Vores Canazei-koncept lider af
den svaghed, at det koster 2 gange 1400 km bilkørsel at komme frem og tilbage, omsat i tid en lang nat og
en hel dags vinterbilkørsel. Vi har taget turen nogle gange, og det har engang imellem været lidt strengt
med køkørsel og træls føre.
Et godt alternativ ville derfor være at undgå den lange biltur. Min kollega Ulla er lige så fast kunde i
Dolomitterne, som vi er, så hun har de samme krav til skistedskvaliteterne, som vi har. Ulla havde prøvet en
miniferie med 4 dage på ski, transporteret med fly fra Billund til de franske alper. Hun var ret begejstret for
konceptet.
----- O -----Sådan startende rejsebrevet fra Alp d’Huez i marts i år.
Nu er det blevet tid til Canazeituren.
Pakkelisten og rutinen gjorde, at forberedelserne blev afviklet stille og roligt, der var styr på det, eneste
afbræk var, at FDM har lukket deres Viborgafdeling, så den østrigske motorvejsvignet blev ikke købt inden
afgang.
Så var det da også en ny variant, at vi skulle alene af sted – helt alene uden andre af de faste deltagere og
den årlige Tour de Canazei.
Jeg havde lavet en aftale med min kollega Monika om, at vi skulle forsøge at trille lidt sammen, når vi kom
hermed. Hun havde efterhånden hørt mig fortælle så meget om området, at hun havde fået lokket sin
kæreste Thor med på en tur herned i ugen før, så der var lige en overlappende lørdag, hvor vi da lige skulle
se om ikke. . .
Monika er en rigtig sød og glad ung kvinde, der har styr på sine byggesager, men jeg var en anelse bekymret
for aftalen, da der i hendes opvækst som skifarer var sket en fejlprogrammering - hun er snowboarder!!
Denne type pistefolk er vi ikke voldsomt begejstret for, de er grimt klædt og har dårlige manerer på pisten,
så er det ligesom sat på plads. Monika lovede mig, at hun nok skulle stå på ski, hvis vi mødtes, der var
selvsagt ingen grund til at lægge sig ud med chefen i fritiden på grund af dennes fordomme mod de unge
menneskers trang til at gøre tingende anderledes en os gamle.
2
Vi trillede gennem Tyskland stille og roligt i superfint vejr. Hondaen hyggede sig – dejligt at få dyser og
manifolden blæst grundigt igennem i roligt tempo. Hjemmefra havde vi set at Sellapasset var lukket på
grund af alt den sne, de har fået – 3 meter sne er også meget hernede, så vi skullekøre nedenom og op
gennem dalen. Hanne har det med at blive køresyg i bjergene, så selv Karerpass skulle undgås, det var
”busruten” denne gang. Da vi var kommet over Brenner fortalte informationstavlerne os, at passene over
Sella, Gröden (mellem Wolkenstein og Corvara) og Fedeira (mellem Arabba og Malga/Marmolada) var
lukket. Gammel nyhed, der var checket hjemmefra, så fint nok, vi skulle ”nedenom”. Vi var i rigtig god tid,
så der kunne blive et par timers powernap i bilen inden morgenmaden. Vi fulgte pænt GPS’ens anbefaling
og hoppede af motorvejen i Bolzano Syd, men så tog fanden ved apparatet. Efter 1500 km’s pænt
samarbejde kom den og min stedssans op at toppes ganske grundigt. Indrømmet, min tålmodighed var
måske en anelse tyndslidt klokken sidst på natten/først på morgenen, men jeg var slet ikke indstillet på en
sightseeing i Bolzano’s industrikvartér – guidet af et kvindemenneske, der sprøjtede sort snak ud med
kørselsdirektiver fuldstændig i modstrid med de faktiske forhold og vores indbyggede kompas – man skulle
ikke tro, hun overhovedet havde været der før – det har hun nok heller ikke, når det kommer til stykket!
På et tidspunkt gad Hanne ikke høre mere på skænderiet mellem dåsedamen og mig, så hun gjorde mig
opmærksom på, at hun rent faktisk havde været her før – for mange år siden som passager i en
Østergaardbus midt om natten – så hun kendte vejen, og vi skulle vende om. Det gjorde vi, nok også en
anelse begrundet i, at vi efterhånden fandt ud af, at GPS’en var i gang med at sende os tilbage gennem
Bolzano til Klausen for at guide os over det lukkede Sellapas.
Det tog 100 kilometer og vores powernap at ramme Canazei på denne måde. Lorenzo og Paula undrede sig
lidt over vores rutevalg – oven for La Campagnola står der en orienteringstavle for Sellapas og Pordoipas,
og Sellapas var markeret grøn – og åben !!!!
Kontakt til Monika – de var helt klar til liftstart - morgenmad og omklædning og ned til liften og få tanket
liftkortene op – 556 Euro for 7 dage – man må sige, at der bliver skruet op for priserne på fornøjelser i
Italien i disse år. Vi tog ”op på bjerget” – Thor med super udstyr - K2 Apache ski - Monika i absolut nydeligt
dress – og et grundigt hærget snowboard. Det havde sneet om natten og det føg på Belvedere, kombineret
med et fladt, træls lys var det nu ikke videre lækkert at køre i, så vi satte kursen over mod Anna og Ortisei.
Der var ingen mennesker på bjerget, så vi kørte hurtigt deroverad.
Der røg en fordom.
Det dur bare ikke at køre i en gruppe med skiløbere og snowboardere, sådan er det. Tempo og bevægelser
passer bare ikke sammen, det ved alle skiløbere. Jeg har set mange snowboardere, der uden tvivl var
dygtige, uanset hængerøv i bukserne og sikkert meget dyre jakker, der lignede noget fra Kirkens Korshær,
der tonser ned af bjerget i et solotrip, dem om det, men køre sammen med dem, det kan man ikke.
Monika er en hamrende dygtig snowboarder, det hersker der ikke tvivl om. Hun har en fantastisk flot og
elegant stil. Det var en æstetisk nydelse at se og høre hende køre snowboard. Hun kører stærkt uden de
voldsomme kast med brættet, det foregår i et roligt afbalanceret glid, og tempoet passer fint med os
tempokørere på ski - så jo, man kan godt køre sammen i en harmonisk gruppe, hvis snowboarderen
matcher Monikas evner, men dem tror jeg, der er langt imellem.
3
Sneen var god og der var ingen mennesker på bakken, så det gik tjept – Skovbakkevej/Træ i midten var
super, så den fik alt hvad den kunne trække, lækkert at være på hjemmebanen igen – adrenalinen kom i
top og matheden efter nattens køretur forsvandt. Sasslong’en i et hug ned til toget uden syre i lårbasserne
på førstedagen, det kunne vi godt være bekendt (for de ikke-stedkendte er det altså så en Worldcup
styrtløbspiste !)
De unge mennesker var tilfredse med deres
tid ned af denne prof piste.
Vi droppede turen ned til Anna, det blæste en
del på Seceda, og da Monika og Thor skulle
være tilbage i Canazei i god tid inde
hjemturen, vendte vi om, og efter en hurtig
formiddagspause på Fermeda trillede vi
tilbage til området ved Plan del Gralba og Piz
Seteur. Nu er Monika og Thor begge
bygningskonstruktører, så vi blev jo nødt til at
vise dem toiletterne på 1. sal på Piz Seteur –
som inspiration, så vi kunne jo lige så godt
spise frokost der, nu vi var der. Mens vi spiste frokost begyndte det at sne, så vi trillede hjem i snevejr og
sluttede af med en Spritz Aperol ved kirken. Monikas Skitracker sagde noget med godt 50 km, det er
bestemt godkendt som en førstedagstur.
Vi blev sure på Louis i Italiakælderen for et par år siden, og har ikke været der siden, men eftersom vi havde
gang i at aflive fordomme, mente Hanne og jeg, at stedet skulle have en ny chance. Vi fik et par pizzaer og
en flaske OK vin, Louis så vi ikke. Vi spurgte efter ham, damen, der styrede butikken rystede på hovedet,
næh, han var der ikke mere, så . . . det er nok næppe tabet af vores omsætning, der har gjort udslaget, men
det var rart at kunne komme der igen, de laver fine pizzaer 
Ikke kun kvinder har ret til minusdage.
Der er fuldt besat her på Campagnola – nydelige modne danskere som os – og en ladning russere. De
generer os slet ikke, det er ”nette leute” som Floriana siger, ellers er det ud – og det ved vi, de mener! Men
på en eller anden måde er de med til at opmuntre byen til at justere priserne opad, som tilfældet har været
i Bayern og Østrig. Det Canazei, vi lærte at kende som en hyggelig lille bjergby med masser af originalitet
forsvinder fra gang til gang, de bliver mere og mere turistpoppet og –proppet. De lækre kludebutikker,
Hanne elskede at snuse rundt i er væk, erstattet af filialer af SportsWalter med hundedyrt skitøj og ingen
kunder. Grunden til, at vi allerede ved det nu er, at det har sneet en 20-30 cm natten til søndag, og det sner
fra morgenen af, temperaturen er høj – tæt på nul – og skyerne hænger i knæhøjde. Vi ved, at det bestemt
ikke er nogen god oplevelse at stå på ski i et tykt lag ny tung sne, omklamret af skyer, der hygger sig med at
drysse mere sne i hovedet på alle de turister, der tumler rundt i blinde - de har glædet sig til at komme ned
i sneen, og har betalt en krig for fornøjelsen, så skal de have sne, skal de!
Vi beslutter os for at få lavet service på vores ski og går ned til ”Lillemand” med dem, han kan lave dem på 3
timer, så klarer det op til middag har vi da brugt denne vejrmæssig grounding til noget fornuftigt. Han er
4
sød og imødekommende som sædvanlig og spørger undrende, hvorfor vi vil have lavet kanter, med et par
meter sne på alle pister er der ingen is, der driller, så vore kanter er fine nok til dette føre, og i øvrigt er der
for travlt, så det har han ikke tid til. Vi går ned til SportsWalter med dem, vi ved nok bedst – niks – ingen
skiservice mere, altså måtte vi slæbe dem hjem igen. Vi ved, at det er noget skrammel at tage på bjerget,
men vi stresser lidt over alle de mennesker, der vælter ned til liften, noget SKAL der ske.
Der er ikke tvivl om, at korrekt
påklædning er et vigtigt element i en
god udendørsoplevelse. Forskere har
nu studeret den menneskelige
anatomi og fundet ud af, at vi både
kan have det varmt og svede og vi kan
have det for koldt og fryse, hvis vi er
udendørs, og de har også fundet ud
af, at det er ret bøvlet at stå og skifte
undertøj midt på pisten, hvis man
skifter fra at svede til at fryse. Derfor
har de nu opfundet et udskifteligt
hudlag, som supplement til det medfødte.
Det er lige før, man ikke behøver anden påklædning end det, hvad enten man er på
Nordpolen eller midt i Sahara med middagstid – siger fabrikanten.
Udsigten til af slippe for hedeture og kolde skuldre under udøvelse af sportslige
aktiviteter tiltaler Hanne så meget, at hun er nødt til at optimere sit udstyr med
dette fantastiske stykke ingeniørkunst. Og ingen dag er mere velvalgt til at handle i
end sådan en dag, hvor hendes husbond ikke gider at tumle rundt i noget, der er
totalt uegnet til at bidrage til fornøjelsen ved at stå på ski, selv om liftkortet syder
af ineffektivitet i ærmet.
Hanne blev upgraded med et nyt hudlag. Når man tænker på hvad en plastikkirurg
kunne finde på at forlange for en sådan operation, er det da billigt sluppet med et
trecifret beløb, selv om det er i Euro. Hun er rigtig glad for det, og det er vigtigt det er lækkert, sidder godt og skal selvsagt prøves, så hun er nødt til at komme op
for at teste det NU !
Hvad gør man ikke for at gøre sin dejlige kone glad, så uanset jeg syntes det var
komplet tåbeligt at køre op nu – der var jo ikke en bjergtop at se hernedefra - der
var kun skyer få hundrede meter over os – tager vi grejet på og går ned til liften –
klokken er lidt i 11. Lorenzo kigger undrende på os, jeg trækker på skuldrene og han
gør det samme, han er også vant til, at det er lettere af føje fruen end at
argumentere sig ud i en håbløs kamp mellem følelser og sund fornuft.
Det var forfærdeligt på Belvedere, det blæser, det sner, lyset er gråt og sneen fuldstændig uden konturer,
der ligger et tykt lag knoldet nysne på pisten, og der er vildt mange mennesker, der tumler rundt, de
5
eneste, der for alvor kan synes, at dette er pragtfuldt, må være folkene på skadestuen, der skal have betalt
søndagsvagten af forsikringsselskaberne.
Vi bruger vores erfaring til at LISTE NED af denne ellers så dejlige boulevard af en piste. Det nederste stykke
af skovløjpen var hæderlig, der var bedre sigt under skyerne og der var ikke så mange pukler af nysne. Vi
gav det en chance til og tog æggene over på Rondella. Da vi står ud af liften, tænker vi på Carsten og Per,
der sidste år kom til skade lige der, fordi vi også den gang partout SKULLE op på bjerget i lortevejr.
Så sagde jeg, ”nu er det nok, det her vil jeg ikke risikere bentøjet på, det er sgu da for åndssvagt. Forskellen
på at være på arbejde og være på ferie er, at på arbejde kan man blive nødt til at gøre noget, selv om det er
åndssvagt - på ferie, skal man kun gøre det, der er fornøjelse ved, og det er der ikke ved det her !”
Hanne var ikke svær at overtale, vi trillede ned igen – der var ikke gået en time siden vi tog op, frokost
udendørs ved kirken, mens vi kiggede på de andre fornuftige, der gradvis kom svingende om hjørnet fra
skovløjpen.
Vi har slæbt en stak bøger og computere med, dem hyggede vi os med – lækker aftensmad på Pareda,
betjent af fruen selv, smilende og sød – og selvsagt toptunet i 12 cm stiletter og stram kort kjole mit alles –
det er jo også søndag  I morgen mandag ser det bedre ud med vejrudsigten, ikke prangende men bedre, det kan heller ikke blive
ringere end i dag – så en minusdag for skifolket – men Hanne fik shoppet udstyr, og hun hverken frøs eller
svedte i de minutter, vi var på bjerget, så det virker – længe leve videnskaben.
Mandagens program blev godkendt.
Vi havde tænkt over, hvor vi ville køre hen, det skulle være over nul-grænsen ved ca 1.300 m, men ikke for
meget op i skyerne ved 2.500 m, og så ville vi gerne undgå de tunge hovedveje på SellaRondaen. Det er
fastelavnsferie i disse dage, så italienerne har fri, så de fylder oven i de mange udenlandske turister. Vi
valgte at køre til Santa Croc – Heiligen Kreuz, der ligger helt ude i kanten af pistekortet, nord for Vila. Det
var letskyet til morgen, lyset var ikke super, men brugbart, sneen derimod var helt perfekt, så vi kom
hurtigt til Arabba og fik prøvet den nye lift på vejen
derover.
Der er da pænt med sne i Canazei, men i Arabba er det ret
vildt, der er meget mere sne der, selv om der ikke er
mange kilometer derover.
Arabba ligger i en anden dal, der er lidt tragtformet, så når
fugtig luft fra sydvest bliver presset op i denne dal giver
det nedbør, når den bliver presset op over bjerget. Der
ligger bjerge af sne, og da det gik værst til, var byen
afskåret fra omverdenen i flere dage.
6
De lokale frygter forårets komme, hvis det tør voldsomt og pludseligt, drukner de i laviner og smeltevand,
og det er værre end disse dynger af fredsommelig sne, der bare ligger der og er lidt i vejen.
Pralongniabjerget var kanonfin – dejlig kold sne, pisterne var velpræparerede, så vi var hurtigt ovre ved Vila
og videre nordover, så allerede kl. 12 var vi ved Heiligen Kreutz – godt 42 kilometer fra Canazei.
Omelet med speck i det gamle refugie fra 1718, - et kig ind i kapellet, det er utroligt,
hvor fint det klarer at være uopvarmet og dagligt få leveret sne på gulvet fra de
besøgendes skistøvler.
Vi bliver
ikke
længe, der er langt
hjem, og skyerne
bliver tykkere og
tykkere og lyset dermed dårligere. Vi kører igen over Pralongia, dels fordi sneen er super og for at undgå
mylderet ved Corvara
Da vi nærmede os Arabba, var pisterne noget mere knoldede og vi var godt møre – pattebakken levede op
til sit rygte, og turen ned til vejen og den gule Pordoilift var en tung omgang. Sass Becébakken pillede det
sidste ud af lårene, fordi det var blevet kraftigt overskyet igen, og sneede lidt, så lyset var frygteligt fladt
som i går, og pisten var grundigt kørt op og ret ujævn. Kl. 16 efter 7½ time på ski og 87 kilometer på GPS’en
knappede vi skiene ved broen – slut for i dag.
Hanne gad ikke engang afterski ved kirken, men ville hellere
hjem, nu slapper vi af og samler kræfter til aftensmaden –
dagens næste programpunkt.
7
Tirsdag – vi skal kigge på nye varianter.
”Aldrig-mere-listen” fik forresten yderligere en trimning i går aftes.
Te Cevena – restauranten i kælderen under Garni Hirsch på hjørnet ved pølsevognen var tidligere et godt
sted, hvor vi en overgang havde stambord sammen med Orla og Bolschekogeren. Så skiftede det personale,
hvem, der så lavede maden, ved vi ikke, men kok var han næppe og serveringspersonalet blev importeret
østfra uden nævneværdige sprogkundskaber, hvilket alt i alt betød, at ingen fik den mad, de bestilte, og det
de fik, var svært ringe. For at runde succesen af, tog man ikke mod plastikpenge, kun cash – så Te Cevena
blev slettet på listen over mulige spisesteder.
Oplevelsen med Italia forleden har givet os mod på at være lidt åbne over for en lempelse i den gamle
black-listning, så vi kiggede indenfor på Te Cevena i aftes.
Det ligner sig selv, men er nu udstyret med
dygtige engelsktalende servitricer. Hende, der
serverede for os kunne oven i købet anbefale en
vin fra det lidt sparsomme kort, der kunne
matche vores lammekoteletter og sirlion steak
med pandestegte kartofler og spinat til. Lækker
mad til fornuftig pris - 60 Euro for to ”dyre”
kødretter, en flaske vin og en 1 liter
mineralvand.
Råvarekvaliteten og tilberedningen blev godkendt efter
Hannenormen – det var absolut i orden –og ingen smadder
med MasterCard’et og så lige den sidste detalje: ingen
coperto.
Coperto er deres måde på at opkræve drikkepenge forlods, der bliver lagt 1 euro til regningen pr. kuvert,
så det kan godt løbe op, hvis man er mange. De er ikke flinke til at skilte med det på spisesedlen uden for
restauranten, så det kan godt være, at din yndlingspizza er 50 cent billigere ude på gaden, men på
regningen er den pludselig blevet 50 cent dyrere på grund af dette ”tvungne drikkepengesystem”. Jeg synes
sådan set, at det er i orden, hvis de gør opmærksom på det. Vi danskere er ikke vant til at give drikkepenge,
så det er vi af princip fedtede med, hernede består tjenernes løn delvis af drikkepenge, så det er klart, at
det er surt at servere på en restaurant, hvor der kommer mange danskere, hvis ikke man ”finder på noget”.
Den vinkyndige søde servitrice fik 4 Euro i drikkepenge fordi, hun fortjente det, og fordi vi følte os godt
betjent, og kunne selv bestemme, så . . . hvilket system er egentligt bedst ?
8
Hanne ville gerne køre Sellaronda i dag, hun valgte turen og jeg valgte farven, det blev den grønne. De
fleste rutinerede foretrækker den orange, fordi det opleves, som om der er meget mere liftkørsel på de
grønne end den orange. Når det blev den grønne var det dels for ikke igen igen at skulle ned af
pattebakken i Arabba sidst på dagen, men også fordi et grundigt studie af de detaljerede pistekort
godtgjorde, at vi kunne lave en variant af grøn Sellaronda, hvor vi fik lagt noget mere skiløb ind i ruten. Som
tidligere nævnt er sneen på Pralognia fantastisk i år, den er knastør og kold og dermed hurtig, der er masser
af den, og så er der ikke så mange mennesker som på hovedruten, ikke mindst i dag, hvor det er rimeligt
godt vejr og sidste dag i italienernes fastelavnsferie.
Vejret var uldent fra morgenen af, og skyerne i form af snebyger kom drivende i knapt 2000 m højde, det
kan give nogle flotte scenerier, som et foto ikke retfærdiggør – i hvert fald ikke mit lommekamera.
Disse to billeder er taget med kort mellemrum
Venter på ”bussen” ved Pecol i klart vejr
På toppen af Sass Becé (Fodomliften) midt i en tæt sky med sne
Der investeres hvert år i nye
lifter – de stedkendte skal
lige have den nye lift mod
Arabba placeret. Efter den
første del turen fra Pordoi
og ned, skulle vi tidligere
stoppe, tage skiene af og gå
over vejen og tage dem på
igen på den anden side. Det
var bøvlet og farligt.
Nu er der lavet en ny lift på
denne side af vejen, den
løfter os et godt stykke op i
et nyt skiterræn over Arabba. I har den lange gule Pordoilift til højre i billedet – den næstsidste, på vej
hjem fra Arabba.
9
Grøn Sellaronda med lang blå genvej/afstikker:
Start med en almindelig grøn over Arabba og de næste to lifter. Efter den lækre racerpiste ned til
Campolongo drejes til højre og tag lift 31 op til Cherz. Kør ligeud og tag den blå boulevardpiste skiltet ”Vila
og Pralognia” . Den ender ved lift 28 – den lange kolde – op til Pralongia. Når man kommer op på Pralongia
hold til venstre inden restauranten og tag piste 8 mod Corvara. Det er også en fin blå piste. Halvvejs nede
kommer Rif Baita restauranten på højre hånd – det er et ”myldersted” med en op-lift (Pralongia 2) - og en
krydsende piste fra Vila.
Hold eventuelt et kaffestop her – toiletter i stueetagen ! – og der er en dygtig skiservicemand uden for.
Vi fik lavet service på skiene, mens
vi holdt kaffepause, så hurtigt gik
det - Det koster 19 Euro for en fuld
pakke med kanter og voks.
Pisten forsætter ned mod Corvara,
og man lander igen på ”den grønne
hovedvej” ved transportliften hen
over campingpladsen.
En del
begyndere vil nok finde denne
variant langt mere behagelig end
den røde direkte vej, og er sneen
god, synes øvede sikkert, det er
lækkert at kunne vende spidserne
og bare lade brædderne løbe i fri leg uden at skulle andet end at lave bløde carv.
Apropos skiservice – hold da kæft for en forskel. Der kom virkeligt skub i Hannes ski efter den omgang, og
da vi ramte pukkelskramlet ved Wolkenstein kunne vi godt mærke, at kanterne huggede med det samme.
For mit vedkommende var det overlækker bonus at glide kvikt gennem ørkenen stort set uden at stage 
Der var noget med nogle nordmænd og forkert smøring under OL – vi kan i hvert fald konstatere, at
skiservice gør en markant forskel på oplevelsen, så der skal ikke gå så langt imellem næste gang.
Liftgrejet er på hårdt arbejde i sæsonen, og nogle af
lifterne er tussegamle, så der skal ske havari en gang
imellem. Det bliver hurtigt til lange køer, når en lift går
i stykker på en travl dag som i dag. Det var nok lidt
mere bekvemt at stå et kvarters tid i liftkøen og kigge
på, at de skyndte sig det de kunne for at ordne
problemet, frem for at have siddet i en stol nær
toppen og ikke kunne gøre andet end at fryse.
10
Der er kommet en ny lift fra Wolkenstein og op til Dantecepies. De orange æg er skiftet til nogle nye knapt
så orange æg, men stadigt med skiholdere uden på kabinen. De har
flyttet liften og har lagt pisterne og der er kommet en mittelstation
oven for Panoramarestauranten – hvor vi spiste frokost (så denne
gang fik vi det til at passe, Ulla )
Vi ramte liftkøerne ved Wolkenstein, og havde besluttet os for at tage
en slapper i dag, så vi trillede stille og roligt hjem, selv om skiføret og
vejret var rigtigt fint på Rondella. Det blev da til 50 kilometer, selv
om vi var nede ved broen kl. 13.20.
En makshastighed på 125
km/t er en fejlregistring,
efter racerbakken sagde
uret 72 km/t på toppen og
det skal nok passe.
”Bulen” til højre på kortet er udvidelsen på den grønne
SellaRonda – en stille og rolig tur som det fremgår af
dokumentationen.
Den hurtige tur gav plads til den tur forbi COOP’en og
vinhandleren som er obligatoriske besøg på en
Canazeitur, så lageret af specialiteter kan blive fyldt op
igen.
Vejrudsigten ser lovende ud for de kommende dage,
for uge 11 er den næsten for god, masser af sol og
solide plusgrader kan snart gøre eftermiddagssneen
tung at køre i. Vi må håbe, at nattefrosten varer ved, så der fortsat er lækre pister nogle uger frem.
Verden er lille og Viborg er stor – på en måde.
Der er ikke nogen kendte ansigter her på La Campagnola, men vi har da allerede set flere kendte ansigter.
11
Hanne kunne straks efter ankomsten spotte ”Tommy Seebach” – ham har hun og ungerne kørt i bus med
for mange år siden.
Gurli fra sygehusets IT-afdelingen har vi mødt et par gange, det er da betryggende at vide, at der er
sagkundskab i nærheden, hvis PC-grejet skulle strejke. Vi ankom i lørdags sammen med en dansk Audi med
en Sølvsten-nummerpladeholder. Den viste sig at have fragtet fotograf Lars Holm herned. Lars har jeg
snakket meget Canazei med tidligere, han har lavet nogle heftigt flotte skibilleder, blandt andet hernede.
Han er spottet sammen med Pia Barrett (hedder det ikke sådant i sladderbladene ?). Pia har en fortid som
afdelingssygeplejerske på medicinsk afdeling, nu er hun mig bekendt leder af friplejehjemmet Sct
Kjeldsgården. Der var også en for mig ukendt herre med i samme gruppe, så rolig nu . . .
Dette er et par af Lars’ billeder, som jeg har
lånt på hans hjemmeside – der er flere af
slagsen på www.larsholm.dk
Der er copyright på dem, med mon ikke han
accepterer dette lille reklameindslag ? 
Der kan sikkert findes flere 8800’ere i området for
tiden, vi kender dem ikke alle, men det er da lidt
tankevækkende at løbe ind i 3, vi kender - vil jeg
mene.
Tirsdag aften skulle vi igen prøve et andet
spisested, denne gang en sted, vi aldrig har
været på før. Ifølge Lorenzo skulle de lave god
mad på La Montanara, der vist betyder bjerget.
Et lidt sjovt navn til en restaurant, der ligger i en
kælder. Den ligger lige over for Italia, tidligere
var det et solidt tilrøget lokale for skibumser og
lokale folk – ikke et sted, hvor man lige dumper
ind. Hanne havde smugkigget ind ad vinduerne,
og bemærket at de havde flotte vinglas, så det
var nok et OK spisested, Lorenzo anbefalede.
12
Det er bestemt et rustikt med hyggeligt sted, hvor personalet var effektivt
og hyggede om gæsterne, også de udklædte karnevalsdeltagere, der kom
ind og blev gratis beværtet af en af servitricerne i tyrolerhotpants og
fletninger, hvilket de bestemt satte pris på
Spisekortet er ikke stort, men er man til pasta den aften
er det bestemt fin mad til OK priser.
De har en valpolicella rødvin – Capitel Nicalo til 22 Euro,
det er voldsomt godt, hvis man er til en fyldig
ripassoagtig sag.
Appassimento betyder fadlagret, så lærte vi det – bossen i restauranten oplyste, at vinhandleren ved kirken
har vinen, han køber den der, så det kan da være vi alligevel skal kigge derind igen inden hjemturen.
Onsdag – endelig rigtigt Canazei skiferievejr.
Det er når man står op til sådan en flot morgen med frostvejr, sol og masser af lækker sne, at det er svært
at finde en naturoplevelse, der slår dette.
13
Og når man så kommer op på bjerget til et
superpræpareret stuegulv af en piste, der ligger
indbydende og venter på at blive kørt på, så ved vi,
at vi er i Italien, hvor de sætter en ære i af levere
sådanne pister hver morgen, hvis det da ikke har
sneet helt tovlig op til liftstarten.
Det blev en Canazei classic skidag. En tur over til
Anna i Ortisei på lækre pister. Efterhånden kom der
rigtigt mange mennesker op i det fine vejr, men vi
ramte restauranten lige inden det store rykind og fik
sågar vores stambord ved husmuren.
Vi har testet flere varianter af Speck mit Eier und
bratkartofln på disse kanter. Annas er absolut den
bedste udgave, så menuen var givet, inden vi tog hjemmefra – det var lækkert som altid - vi lod menuen
ledsage af vand og en glimrende weissburgunder von fass.
Den eneste ulempe ved en Annatur er, at man næsten altid skal vente ved mittelstationsliften på vejen
hjem, fordi liftkapaciteten er for lille. I dag var ingen undtagelse – 25 minutter tog det, inden vi blev løftet
på til Seceda igen og kunne begynde hjemfarten, desværre i tiltagende gråvejr – så det var direkte hjem
gennem mylderet af mennesker – der er åbenbart nogle italienere, der har scoret en ekstra fridag i dag.
Og så er der er vildt mange svenskere, det er nyt – flere end hollændere, og det siger en del. Men vi har det
bedre med svenskerne end hollænderne, de står godt på ski (mærkeligt hva’ ?) og har køkultur, og så er
svenskerne faktisk generelt nogle smukke mennesker. Hollændere tror, de kan stå på ski, og er vestens
russere, når de er værst, De er høje som svenskere, men langt grovere bygget, og så snakker de for højt på
det rædselsfulde sprog, de har. Udlændinge kan ofte ikke høre forskel på dansk og hollandsk, men det kan
vi – tydeligt endda.
Her taler vi ikke om fordomme, det er faktuelle kendsgerninger - resultatet af mange års kildekritiske
befolkningsstudier overalt i Europa og omegn – hollændere kan være svært trælse at dele space med.
Fra Val Gardenatoget direkte kurs mod Canazei – bagom ved ”tæske-stave-bakken” – og en superfin
Rondellaskovløjpe hjem. Spritz Aperolstop ved kirken kl. 15 – dagen noteret for 68 GPS kilometer – det er
godkendt program for Bedste Hanne og Mufar.
14
Så kan det ikke blive bedre – og dog.
Vi ved godt, at det kan være opslidende at høre os snakke stolpe op og stolpe ned om Canazei’s
fortræffeligheder – ledsaget af tvungne kig på pistekortet. I år har vi da oplevet, hvor sneen kommer fra,
og at det ikke er sådan lige at få klappet det hele på plads og få bestilt solskin til vores ankomst, det må
man tage med.
Vi har ikke tal på, hvor mange gange vi har været her, men det er mange gange, og de andre gæster på
Campagnola er lige så garvede som os – og lige så grå i toppen. Ulempen ved at vende tilbage til det samme
sted igen og igen er, at vi over årene lagrer de gode minder og indstiller os på, at denne tur skal være
koncentratet af alle gode oplevelser indtil nu plus lidt ekstra. Det er lidt som Disney’s juleshow, vi skal se
Bambi på glatis –”come on Bambi, the water is stiff ” og Anders And i sneboldkrig med nevøerne. (Det er i
grunden lidt mærkeligt, at de fortsat render rundt som forældreløse, når man tænker på alle de
Hollywoodstars, der adopterer børn i bundter ) Traditioner har det med at være rare og trygge og
samtidig være lidt for forudsigelige.
Det er et fantastisk område,
her er meget smukt og her er
en dejlig masse sne, der
efterhånden er banket flot på
plads, så pisterne kan ikke være
bedre.
Og så blev det
Kaiserwetter i dag – lige under
0 grader fra morgenen af og
klar solskin. Vi sad og
hyggesnakkede
lidt
over
morgenmaden og udvekslede
erfaringer med de andre gamle.
Vores plan for torsdagen var
en af vores ynglingsture, Piz
Seteur – Wolkenstein –
Edelweisstal og tilbage igen,
altså en del orange og en del grøn SellaRonda. Det er en dejlig tur med fint skiløb og ikke alt for meget
liftkørsel og så slipper vi for Arabbapuklerne, en planlægning vores bentøj og bekvemmelighed værdsætter.
Vi ved, at vi udmærket kan køre i de pukler, men vi synes altså ikke, at det er sjovt, vi gør det kun, når det er
nødvendigt, så kan vi slippe for at udsætte os for anstrengelsen sidst på dagen, lyder der ingen protester fra
nogen kant.
På denne tur passer vi selv klokken, og det giver en god start på dagen, at kaffen får lov til at virke inden vi
skal af sted – skiprogrammet rummer kun tissepauser (oplysning til de tungnemme) - så vi var ikke klar til at
komme ned til liften til Nauntoftetid. Vi var nok et kvarter bagefter.
OK, Marmolada er lukket, og et andet skiområde i nærheden er lukket, og vi har hørt, at det er svært lunt i
Østrig og Bayern, og så har de placeret fastelavnsferien lige netop i denne uge. Det er, hvad det er - Europa
15
er stort og der er mange andre lækre skiområder i Dolomitterne – har vi hørt – og ja, vi ved godt, at vi selv
har reklameret vildt og inderligt for området, men bare nogle af dem have ladet være med at høre efter,
eller ikke have været så vilde med at træffe os på en solskinsdag i Canazei og omegn i uge 10 – 2014, så
havde vi uden problemer kunnet nyde at gennemføre dagens program.
Det brændte totalt sammen allerede inden vi fik skiene på.
Der var lang kø ved liften nede i Canazei hele formiddagen – så er det ikke svært at gætte sig til, hvordan
det så ud oppe ved SellaRonda-lifterne. Vi har aldrig aldrig nogen sinde set så mange mennesker på bjerget
inden kl. 10. Forstil jer skovløjpen mylderfyldt af folk på det tidspunkt og kø ved Rondellaæggene – der
plejer aldrig at være et øje fra morgenen af. Vi blev hurtigt enige om, at nu skulle vi virkeligt bruge vores
grundige kendskab til området, hvis vi skulle stå på ski i stedet for at stå i kø – hele tiden.
Efter Piz Seteur trak vi væk fra
hovedvejen, ned på bagsiden
fra Piz Seteur, selv om vi var
lidt kede af at fravælge
Skovbakkevej, men udsigten
til et ventekaos ved Plan del
Gralba gjorte beslutningen
let.
Direkte ind i den lange
slæbelift op ”i hjørnet” ved
siden af ”funbakken”. Der er
en dejlig boulevardpiste, som
er ret overset – også af os – men i dag nød vi, at her var der plads til fart og nydelsen af jomfrueligt
pistegulv. Vi blev helt ud i kanten af pistekortet og kørte de ydmyge pister til Monta Pana, flot vejr og super
sne – og ingen mennesker. Vi droppede Seiser Alm, og lå og trillede en i øvrigt ganske kontant ukendt sort
piste ved Monte Pana – tog liften tilbage til ”neden for tyrens røvhul” (pardon my french!) og ramte så
igen menneskehavet, men det var vi nødt til – vi havde en plan. Efter flere liftkøer på 20 – 30 minutter på
begge sider af Piz Seteur nærmede vi os vores frokostmål.
16
Den med tyren.
På arbejde har jeg noget kørende med denne skjønne
kvinde.
Strictly business må jeg hellere pointere up front. Lisbeth
laver flot og fræk udsmykning på det nye VCR. Hun blev
altså ikke valgt til opgaven, fordi hun står på ski – i dette
område, men det var da sjovt at opdage, at hun også har
høje kvalitetskrav i denne retning.
Udfordringen ved at udveksle tips, kan være, at
kommunikationen bliver en anelse besværet af, at lokaliteterne hernede bliver døbt efter en ret personlig
ordbog. ”Tyrens Røvhul” – ”Pattebakken i Arabba” – ”Tæskestave-bakken” – ”Trekanthuset” og så videre,
så da Lisbeth sagde til mig, ”du skal altså prøve verdens bedste pizza på ”restauranten bag ved tyren”
måtte jeg inderømme, at jeg så forvirret på hende.
Øh – ”Den med tyren” var en spansk rødvin fra Skjold Burne som min mor i 60’erne gjorde klar til danske
ganer ved at trykke en sukkerknald eller to ned i magnumflasken inden der skulle skænkes, når der var fine
gæster. Jeg mener nu ikke at have set Skjold Burne føre sig frem i området. De er altså ret lokale i deres
udbud af vine.
Joda, sagde Lisbeth, det er en meget stor tyr, du kan da ikke undgå at se den. Nu skal man jo være
påpasselig med at drage associationer mellem hvad dejlige kvinder går og lægger mærke til i et skiterræn,
og jeg er jo ikke meget for at indrømme, at der kunne tænkes at være et sted, som jeg ikke kender, hvor
der skulle være en tyr på arbejde som vejviser. Lisbeth arbejder med kommunikation og events til daglig, så
hun kunne godt fornemme, at der skulle mere maskuline facts på bordet, hvis hun fik os sendt i den rigtige
retning, så jeg fik en SMS med en præcis stedangivelse – leveret af hendes mandlige bekendte.
Rifugie Friedrich August ligger ved verden ende helt ude i et hjørne på
bagsiden af Rodella, der kommer man kun, hvis nogen har fortalt en,
at der er noget at komme efter på de
kanter. Og indrømmet, det er OK at
referere til stedet som det med tyren,
der står en voldsom ”udstoppet”
kleppert på pisten derovre – godt at
der er hjelmpåbud for børn på ski her,
når de nu synes, det ser sjovt at køre
under den.
Vi fik vores pizzaer, og udvidet vores
horisont – og fik en tur i den korteste
slæbelift, vi har set for at komme
tilbage til ”civilisationen”.
17
Vi trak over på Belvedere – vi skulle da have
nogle Kristianiature for at slutte dagen af. Det
blev til en enkelt, vi ville hellere hjem og
afterski’e og handle det sidste.
Floriana gav efter for Hannes insisteren og
accepterede, at foråret var kommet til
Campagnola, så hun fandt altanmøblerne frem,
så vi kunne få sol på næsen og luft til fusserne.
Aftensmaden blev på Wine & Dine – i morgen
fredag skal der pakkes – og trilles lidt på ski i
Alba, der må der være bedre plads end på
Belvedere, alt sammen inden vi ved 15-tiden
sætter kursen op over Sellapas og mod Elisabeth og Konrad i Paulushofen.
Desværre passede vore planer ikke med Orla’s i år, han kommer herned i næste uge – det gør en af Hannes
kollegaer også – vi har bestræbt os på at gøre det alt klar til dem – sneen kan ikke være bedre, der er
masser af den, fastelavnsferien er ovre og vejret i næste uge:
Kaiserwetter så langt øjet rækker – så . . .
© Jens Anton Dalgaard marts 2014.
18
Efterskrift.
Det var ret smart at køre til Alba, den sidste dag – parkering lige ved liften og direkte ind i bussen op.
Der var stort set ingen mennesker på Buffare, så der var absolut ingen ventetid ved lifterne. Vi trillede stille
og roligt rundt, og spiste frokost i A-huset ved den sorte nedkørsel. Sikke et skodsted – total kaos i logistik
og det hele – desværre måtte vi notere en nitte til den sidste bjergfrokost i år.
Ned ad den svært sorte worldcup piste – og så kunne vi tage skiene af ved siden af bilen i superlækkert
forårsvejr.
Hjem til Campagnola efter bagagen, bade, betale og farvelkindkys til os og alle dem, de kender.
Op over Sella, hvor vi fik en forståelse for, at de
havde måttet grave en del for at åbne vejen,
men den var fin uden ret meget trafik – og så
ellers de 400 km op mod Paulushofen i tæt
fredagstrafik, men uden stilstand.
Det var fuldt udsolgt hos Euringer, som
sædvanligt.
Konrad havde været ved at leje vores værelse
ud, men Elisabeth havde reddet det, fortalte hun
os over den obligatoriske velkomstdrink. ”Selvfølgelig kommer Die Familie Dalgaard, når de har reserveret”
havde hun sagt til ham, hvilket forklarede det ” der-kan-du-selv-se-blik” hun triumferende sendte ham, da
vi trådte i receptionen. Konrad havde meget travlt med ”at ordne noget” efter den irettesættelse, men fik
da sagt pænt velkommen inden han forsvandt – det kunne let have kostet endnu et nederlag til fruen, hvis
han var krøbet udenom.
19
Vi fik 224 – et af de luksuriøse, store værelser i Neubau – Elisabeth er god til at forkæle os.
Der var fuldt besat med hjemmeværnsfolk, der ordnede verdenssituationen og stilfærdigt prøvede at
tørlægge Konrads fadølsanlæg. En umulig opgave – her er de vant til storkonsumenter.
Vi spiste kæmpebøf mit alles,
drak Frankenvin og lyttede et
hamonikamusik fra Stammtisch. Så var det puttetid.
Morgenmad og 1050 kilometer foran os. Det gik
meget let i år – trafikken gled
uproblematisk ad den vante
rute over Leipzig/Magdeburg.
Vi kørte kl. 8.45 og var
hjemme i Viborg kl. 18.00.
Der skal så lige lægges 7 gange 5 kilometer sidste
nedkørsel til de 198 pistekilometer på liftkortet – 233
kilometer, det er da vist godkendt med en dag, hvor vi
ikke rigtigt fik stået på ski:
GPS:
Liftkortet:
Lørdag (Seceda)
50 km
37 km
Søndag (grounded)
20 km
12 km
Mandag (Heil. Kreutz)
87 km
54 km
Tirsdag (Grøn SR)
50 km
32 km
Onsdag (Annatal)
68 km
42 km
Torsdag (Monte Pana) 55 km
33 km
Fredag (Alba/Pozza)
36 km
23 km
366 km
233 km
20