Københavns bombardement 1807 Undervisningsmateriale
Københavns bombardement 1807 Undervisningsmateriale Copyright © Det Historiske Hus ApS HISTORIE LABORATORIET: 1807 Indhold: Briterne kommer! Side 3 København belejres Side 6 Forhandling Side 9 Bombardement Side 12 Rygende Ruiner Side 15 Nederlaget Side 18 Grafik: Anna Falcon Svendsen, Falcon Grafisk Design (www.falcon-grafiskdesign.dk) Tekst: Peter Henningsen og Jakob Seerup, baseret på deres kapitler i bogen 1807: Belejret og bombarderet. Redaktion: Nanna Klitø Layout: Vicki Lund Kaspersen Korrektur: Birgitte Momme Forsidebillede: Vor Frue Kirkes tårn brænder under bombardementet – set fra Landemærket. Efter stik af C.W. Eckersberg/Københavns Bymuseum. 2 HISTORIE LABORATORIET: 1807 Briterne kommer! len af det europæiske kontinent og i Nordafrika i tiden mellem 1792 og 1815. Det var en række af krige præget af skiftende alliancer. Briterne var altid på den ene og franskmændene på den anden side. Faktisk var Napoleonskrigene i store træk en konflikt mellem Storbritannien og Frankrig om at være Europas dominerende magt. En konflikt, som med mellemrum havde stået på siden den sene middelalder. I 1794 erklærede Danmark-Norge sig neutral i konflikten ligesom Sverige. Det betød, at disse landes handelsskibe kunne sejle i fred. Samtidig kunne skibene fragte varer og udstyr for begge krigens parter. Siden den amerikanske uafhængighedskrig i midten af 1770’erne havde danske købmænd tjent store formuer på at sejle med handelsvarer for krigsførende nationer om bord på neutrale danske skibe. Neutralitetshandelen var så god en forretning, at historikerne siden har kaldt perioden fra 1770’erne til 1807 den florissante tid – den blomstrende tid. For handelen var virkelig blomstrende, og København var ved at oparbejde en rigdom, man ikke tidligere havde oplevet. Spørgsmålet var imidlertid, hvor længe Danmark kunne få lov til at udnytte sin neutralitet på den måde. Storbritannien havde længe forsøgt at overtale kronprins Frederik og hans ministre til at stoppe den griske konvojsejlads. Danmark havde i stedet reageret ved 3 T. Rowlandson/Microcosm of London. Napoleonskrigene fandt sted over størstede- Angrebet på København bliver planlagt i det britiske marineministerium. at henvende sig til det da neutrale Rusland for at få moralsk støtte. Russerne stillede sig derfor i spidsen for en egentlig neutral alliance. Medlemslandene, herunder Danmark, forpligtede sig til at forsvare og gengælde overgreb på hinandens interesser. Alliancen, som kaldes det væbnede neutralitetsforbund, blev indgået den 4. november 1800. Kort tid derefter kom Rusland til enighed med Napoleon. De krævede, at Danmark som medlem af neutralitetsforbundet skulle vælge side og aktivt bekæmpe briterne i Østersøen. Slaget på Reden Gjorde Danmark ikke det, ville landet risikere at blive invaderet af Napoleon. Hvis Danmark gjorde, som russerne krævede, ville briterne stå i en farlig situation. Danmarks flåde var nemlig forholdsvis stor. Derfor besluttede briterne med magt at HISTORIE LABORATORIET: 1807 4 Napoleons krav Til gengæld truede franskmændene nu Danmarks sydgrænse i hertugdømmet Holsten, som dengang hørte under den danske konge. Danmark fandt derfor forbundsfæller i Preussen og Rusland, som ikke ønskede en yderligere fransk invasion af det nordtyske område. Danmark opstillede en professionel hær på ca. 20.000 mand i hertugdømmet Holsten for at garantere dets sikkerhed mod en fransk invasion. For at være tættere på brændpunktet flyttede kronprinsen og udenrigsminister Christian Bernstorff i oktober 1805 til Kiel. I slutningen af 1806 oprettede Napoleon ”fastlandsspærringen”. Ifølge denne lov blev al handel med Storbritannien forbudt for franskmænd og deres allierede. Storbritannien svarede igen med at forbyde neutral handel mellem fjendtlige havne. Dette skabte naturligvis vanskeligheder for de tilbageværende neutrale lande, heriblandt Danmark. Napoleon slog nu Rusland i en række kampe. De sluttede fred i Tilsit Slaget på Reden. Willemoes om bord på det gernerske flådebatteri. Chr. Mølsted, Willemoesgården, Assens. tvinge Danmark til at træde ud af det væbnede neutralitetsforbund. Kronprins Frederik, som regerede på sin sindssyge fars vegne, havde ikke tænkt sig at give op uden kamp. I farvandet ud for København blev der anlagt en forsvarslinje af artillerifartøjer og flådebatterier i Kongedybet. Briterne måtte bryde denne forsvarslinje, hvis de ville så tæt på København, at de kunne gennemføre et vellykket bombardement af byen. Den 2. april 1801 endte det hele i et slag på Københavns red. Et lidt besynderligt slag, som Danmark egentlig tabte. Alligevel lykkedes det efterfølgende for Danmark at udlægge nederlaget som en halv sejr. Briterne fik uden større besvær nedkæmpet den danske forsvarslinje. De kunne nu bryde igennem forsvarslinjen og påbegynde et bombardement af København, men gjorde det ikke. I stedet tilbød lord Nelson, der stod i spidsen for de britiske styrker, våbenstilstand. Han regnede med, at danskerne var godt møre og sikkert særdeles villige til at forhandle. Samtidig skete der det, at den russiske zar afgik ved døden. På den måde blev den russiske indflydelse på neutralitetsforbundet, og dermed Danmark, pludselig svækket. Derfor kunne kronprins Frederik let gå ind på de britiske forhandleres krav. Kravene var, at Danmark skulle træde ud af forbundet samt lade være med at udruste den danske krigsflåde. Briterne havde endnu ikke hørt om zarens dødsfald og var derfor glade for resultatet. København og flåden var reddet - for denne gang. HISTORIE LABORATORIET: 1807 Kronprins Frederik regerede på vegne af sin sindssyge far, kong Christian 7. F.C. Gröger/Det Nationalhistoriske Museum på FrederiksborgSlot. den 7. juli 1807, hvor Napoleon kom overens med zar Alexander 1. Det betød, at Danmark efterhånden var det eneste neutrale land på det europæiske fastland. Den britiske udenrigsminister Canning ville ikke sidde med hænderne i skødet, mens Napoleon handlede. Det var kun et spørgsmål om tid, før Napoleon ville stille direkte krav til Danmark. På det tidspunkt, hvor bestemmelserne i Tilsitfreden blev kendt i Storbritannien, havde Canning faktisk allerede igangsat en storstilet militær aktion: Ekspeditionen til København og kravet om overdragelse af den danske flåde til Storbritannien. Storbritannien sendte i juli 1807 en større invasionsflåde til Østersøen. Formålet var at kræve den danske flåde udleveret – af frygt for at den skulle falde i Napoleons 5 hænder. Briternes frygt var dog baseret på et falsk rygte. I virkeligheden var den danske flåde ikke særligt godt udrustet. De fleste skibe lå aftaklede på Holmen i København, dvs. de kunne slet ikke sejle nogen steder. HISTORIE LABORATORIET: 1807 Den 18. juli gav den britiske udenrigsminister Canning ordre til, at den britiske flåde skulle gøre sig klar til togt. Canning beordrede den 22. juli samtlige britiske havne lukket for trafik. Det gjorde han for at sikre, at hverken Danmark eller Napoleon skulle opdage, hvad briterne pønsede på. Intet skib – selv ikke den usleste pram – måtte afsejle eller lægge til på engelsk område. På denne måde kunne man effektivt forhindre, at informationer om den britiske flådeudrustning nåede fastlandet. Forbuddet blev først ophævet den 31. juli. Da havde den britiske flåde allerede været undervejs i fem dage. Den britiske flådestyrke, der nærmede sig Danmark i august 1807, var enorm. Den bestod af i alt 25 linjeskibe og ca. 40 fregatter, slupper, kanonbåde og bombarderskibe, i alt ca. 65 orlogsskibe, herunder et 98-kanoners skib, 18 74-kanoners skibe og seks 64-kanoners skibe. Hertil kom 377 transportfartøjer, mere end halvdelen af dem var chartrede tyske skibe. Om bord var en landgangshær på ca. 30.000 mand, ca. 3.000 heste og et omfattende artilleri af kanoner, haubitser, morterer og de nye congrevske brandraketter. Det var en imponerende styrke, der vidnede om, hvor alvorligt Storbritannien tog situationen. Man ville have den danske flåde, uanset prisen. Der blev landsat 30.000 britiske tropper ved Vedbæk nord for København i dagene fra den 16. august 1807 og frem. Det var ikke blot en afgørende be- 6 J.C. Borups Forlag/Københavns Bymuseum. København belejres Den britiske flåde ankommer til Øresund i august 1807. givenhed i danmarkshistorien, men også i Napoleonskrigene internationalt set. Briterne går i land Hvis briterne havde forventet modstand, blev de skuffede. Ingen dansk hær ventede på dem, for den lå i Holsten, klar til at imødegå et evt. fransk angreb. Samme dag havde kronprinsen ellers udsendt en bekendtgørelse om, at krigen mellem Danmark og Storbritannien nu var en realitet. Alle tro undersåtter skulle gribe til våben for at tilintetgøre ”Fiendens frække Hensigter”. Alligevel kunne de britiske soldater næsten uantastet under fuld musik marchere mod København, hvortil de ankom nogle dage senere. Charles Cadell, der befandt sig i det 28. regiment, fortæller i sine erindringer: ”Vi mødte ingen modstand; vi så blot nogle få dragoner i det fjerne. Hæren rykkede frem med omkring fire mil denne aften, og om natten lå vi med vore våben i en bygmark”. HISTORIE LABORATORIET: 1807 stillinger var uden for rækkevidde af byens forsvarere. Men de forreste britiske stillinger blev udsat for hyppig beskydning fra Københavns volde. Københavns beliggenhed kom til at spille en afgørende rolle i byens forsvar og belejring. Byen var reelt en fæstning. Et system af volde og skanser omkransede storbyen med dens ca. 100.000 indbyggere. Uden om voldene var byen yderligere omgivet mod sjællandssiden af søerne og på den anden side af Amagers flade marker. Mod sydvest og øst var byen omgivet af vand ved henholdsvis Kalveboderne og Københavns Red. Søforsvaret var forbedret siden 1801. Udbygningen af søbefæstningen med det primitive fort Prøvestenen og det mere vel- København omringes udbyggede Trekroner med kraftigt artilleri afskrækkede de britiske orlogsskibe fra at I ro og mag kunne den britiske øverstkommanderende, general Cathcart, dagen efter gruppere sine regimenter og batterier i en halvkreds om byen fra Svanemøllebugten i øst til Kalveboderne i sydvest. Herfra bevægede de britiske tropper sig videre ind mod Københavns volde. Den 25. august stod de ved søerne. De lagde nu en jernring omkring byen og mødte næsten ingen modstand. Enkelte udfald fra København blev slået effektivt tilbage. De britiske soldater overnattede i telte eller under åben himmel i de stillinger, som de gravede. Det var høsttid, og det høje korn på markerne blev brugt til at lave hytter af. Det kunne skærme lidt for nattekulden og insekter. De bagest beliggende 7 Det Kongelige Bibliotek. Når briterne ingen modstand mødte, skyldtes det altså, at hovedparten af den danske hær lå i Holsten. De tilbageværende tropper var forsvindende små i forhold til briternes 30.000 mand. De danske tropper på Sjælland bestod af ca. 5.500 mand regulære soldater. Hertil kom en bondehær på ca. 2.400 mand samt den københavnske borgervæbning på 4.000 mand, der bestod af håndværkere, som var under ledelse af håndværksmestre. De skulle bevogte byens volde. Hertil kom Livjægerkorpset på 300 mand, der bestod af unge handelsfolk og Studenterkorpset på 800 mand. Københavns samlede forsvarsstyrke bestod altså i alt af ca. 13.000 mand, og kun en tredjedel af dem var rigtige soldater. General William Schaw, Lord Cathcart, kobberstik af C. Bestland efter maleri af I. Hoppner 1809. HISTORIE LABORATORIET: 1807 Det Kongelige Bibliotek. gå for tæt på byen fra søsiden. Ikke en eneste bombe ramte København fra søsiden takket være søforterne og de forsvarende danske skibe. Det tog tid for de britiske tropper at bakse det tunge belejringsartilleri på plads og etablere batterier rundt om byen til trods for deres meget overlegne ressourcer. Batterierne var arrangeret i to linjer. Den inderste linje nærmest voldene var udstyret med feltkanoner med fladbaneskyts. De skulle imødegå danske angreb eller støtte en eventuel britisk storm mod de danske stillinger. Den yderste linje bestod af meget svære morterer. Fra en afstand af mellem 1.500 og 2.000 meter skulle de bombardere byen med granater. Granaterne havde en kaliber på 8, 10 eller 13 britiske tommer og vejede op til 50 kg hver. De store, runde kugler var fyldt med krudt og forsynet Briternes landgang i Vedbæk. 8 med et brandrør. Det kunne indstilles, så kuglens sprængladning eksploderede ved nedslaget. De 40 morterer var anbragt, så de ikke kunne ses fra Københavns volde. Det var krumbaneskyts, som ikke behøvede frit udsyn til målet. Fra positioner som Rolighedsvej, Nørrebrogade ved Assistens Kirkegård og Øster Allé kunne man snildt ramme de tætbefolkede boligkvarterer omkring Frue Plads. Hensigten med at anvende dette tunge artilleri var ikke at ramme militære mål. Det stod hurtigt klart, at briterne sigtede efter de markante kirketårne. Kampen i Classens Have Den 23. august iværksatte danskerne et modangreb mod nogle britiske batterier ved Svanemøllen. To dage senere rykkede de danske tropper ud mod nogle britiske batterier på Assistens Kirkegård. Målet var at fælde nogle træer, som dækkede for de danske soldaters udsyn. Det endte i en kamp med briterne i området omkring Classens Have på Østerbro. Briterne trak sig imidlertid i ly i haven, og kampen måtte opgives for denne gang. Den 31. august rykkede de danske tropper ud igen. Det lykkedes denne gang for dem at fordrive briterne fra haven. Dens træer blev nu fældet, således at haven ikke længere kunne tjene som skjul for de fjendtlige tropper. Kampen i Classens Have var faktisk danskernes eneste vellykkede modangreb. HISTORIE LABORATORIET: 1807 Briterne igangsatte hele missionen mod Danmark, fordi Storbritanniens udenrigsminister Canning havde modtaget et brev fra den britiske diplomat lord Pembroke om, at den danske flåde var under udrustning. Han troede derfor, at danskerne sammen med Frankrig ville blokere de livsvigtige britiske forbindelseslinjer i Østersøområdet. Bedre blev det ikke af, at Canning den 7. juli modtog endnu et brev fra en af sine hemmelige agenter i Le Havre i Normandiet. Han fortalte, at han fra velinformerede kilder vidste, at Napoleon snart ville invadere hertugdømmet Holsten og kræve den danske flåde udleveret. Det var Napoleons hensigt, berettede kilden, at benytte flåden til en invasion af Irland. Canning sendte den britiske diplomat sir Francis Jackson til Kiel for at forhandle med kronprins Frederik og udenrigsminister Christian Bernstorff. Han var så opsat på omgående handling, at han ikke gav sig tid til at vente på opdaterede informationer fra sine folk i København. Cannings hastværk fik store konsekvenser, fordi historien om udrustningen af flåden var usand. Fra dansk side holdt man netop flåden i ro for ikke at provokere Storbritannien. Diplomatiet fejler Kronprins Frederik, som regerede i sin sindssyge fars sted, opholdt sig med hæren i Holsten sammen med sin udenrigsminister. Han havde overladt forhandlingerne med de 9 General Ernst Peymann (1735-1823) og søofficeren Steen Bille (1751-1833) under belejringen af København i 1807. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Forhandling udenlandske diplomater til Udenrigsministeriets direktør Joachim Bernstorff, udenrigsministerens bror. Det var ret uheldigt. Det gav nemlig en uhyre langsommelig forretningsgang, for Joachim Bernstorff havde ikke ret til selvstændigt at træffe vigtige beslutninger. Efter hvert møde med fremmede diplomater – også de britiske – måtte han videresende alle forespørgsler og noter til Holsten for at få kronprinsens og udenrigsministerens svar. Det kunne tage op til en uge, før svaret kom tilbage til Joachim Bernstorff. Herefter skulle afgørelserne underskrives af landets formelle regent, den sindssyge kong Christian 7. Først derefter kunne Bernstorff endelig levere svaret til de fremmede diplomater. Den britiske diplomat Jackson skulle præsentere kronprinsen og udenrigsministeren for et ultimatum: Danmark skulle alliere sig med Storbritannien og lade briterne HISTORIE LABORATORIET: 1807 Udenrigsminister Christian Günther Bernstorff befandt sig i Holsten sammen med kronprins Frederik, da de mødtes med den britiske udsending Francis Jackson. J.F.A. Darbès/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. råde over den danske flåde. Danskerne ville dog få flåden tilbage, når krigen med Napoleon engang var forbi. Ville man ikke indgå i en alliance, krævede briterne dog stadig råderet over den danske flåde. Men altså kun som et slags ’lån’, ikke som et krigsbytte. Hvis Danmark afviste alle britiske krav, ville landet blive udsat for en belejring og et bombardement af København, indtil man gav efter. Jackson fik otte dage som frist til at få forhandlingerne på plads. Derefter ville den britiske flåde tage sagen i egen hånd. Uanset hvilken løsning danskerne valgte, stod det som et ufravigeligt krav, at briterne skulle have fuld kontrol over den danske flåde. Men Francis Jackson fik forkludret 10 forhandlingerne grundigt. Han krævede nemlig bare den danske flåde udleveret – i stedet for at tilbyde danskerne at være med i en alliance. Canning havde ønsket, at Jackson skulle overtale danskerne på en venligsindet måde, med logiske argumenter. I stedet fik han præsenteret sagen så klodset, at både kronprinsen og udenrigsministeren blev rasende og følte sig dybt forulempede. Krig uden kronprins Uden at have givet Jackson noget entydigt svar på ultimatummet drog kronprins Frederik den 8. august til København. Han ville træffe forberedelser til byens mobilisering og hente sin syge far. Så snart Jackson fandt ud af, at kronprinsen havde forladt Kiel, rejste han selv til København. Men de to forhandlere mødtes ikke igen: Da kronprinsens rejseselskab på vejen tilbage til Kiel ankom til Nyborg, hørte de, at Jackson dagen før havde krydset bæltet i modsat retning. Dermed gik briterne glip af en chance for at fremsætte deres krav igen. Samtidig mistede Danmark muligheden for at undgå bombardementet uden at underkaste sig totalt. I København troede man, at kronprinsen var kommet for at kæmpe side om side med sine undersåtter. Men her tog man grundigt fejl. Kronprinsen havde forsikret Jackson om, at han ville være på kamppladsen og kæmpe til det yderste, hvis briterne angreb København. Men han nøjedes med at samle de kommanderende generaler, landets ministre og de ledende embedsmænd HISTORIE LABORATORIET: 1807 om sig, ”og han erfarede da snart af disse, om ej alt før, at den britiske armada var af en sådan styrke, at forsvar med held måtte anses for aldeles ugørligt og umuligt”. Han gav derpå sine ordrer og rejste allerede samme dag tilbage til Kiel med sin far og de ledende regeringsmænd. I spidsen for byens forsvar sattes den 72-årige generalmajor Ernst Peymann. Han fik den øverste myndighed over landstyrkerne og flåden. Som hans næstkommanderende udpegedes generalmajor Carl Bielefeldt fra landstyrkerne og kommandør Steen Bille fra flåden. Og straks efter var kronprinsen på vej tilbage til Kiel. Der var med andre ord tale om det værst tænkelige diplomatiske kaos. Alle beslutningstagere var ude af stand til at komme i kontakt med hinanden. Den britiske udsending optrådte oven i købet uden den diplomatiske dygtighed, der måske kunne have afværget situationen. Kanonerne tager over Den 1. september fremsatte briterne som ægte gentlemen igen en opfordring om at udlevere flåden, så videre krigshandlinger og blodsudgydelse kunne undgås. I modsat fald måtte briterne nødtvungent igangsætte et bombardement af København. Når byen faldt, ville de tidligere storsindede tilbud ikke længere gælde. I så fald ville man ikke nøjes med at tage flåden som lån, men erobre den og beholde den. Byen ville blive behandlet som enhver anden erobret fæstning. Peymann måtte betragte dette 11 som det sidste tilbud fra engelsk side. Nu kunne det ikke længere trækkes i langdrag. Peymann spurgte straks, om briterne ville tillade, at der blev sendt en udsending ned til kronprinsen i Holsten for at høre hans mening. Det ville de ikke. Dagen efter henvendte briterne sig endnu en gang til Peymann med besked om, at man nu fra britisk side havde strakt sig til det yderste. Briterne fremsatte nærmest i desperation igen tilbuddet om fredelig overenskomst. Endnu en gang afviste Peymann rutinemæssigt tilbuddet. Briterne gjorde tilsyneladende alt, hvad de kunne, for at undgå en storm på København. I virkeligheden var det imod de britiske officerers militære æresbegreber at udføre et bombardement af en forsvarsløs by. Arthur Wellesley, som senere blev en meget berømt general, ville f.eks. langt hellere have afskåret København fra tilførsel af forsyninger. På den måde kunne man have fået byen til at overgive sig uden at bombardere den. Problemet med et bombardement var, at danskerne ikke kunne overgive sig med æren i behold, før det rent faktisk var begyndt: ”Danskerne kæmper i virkeligheden kun for æren”, hævdede Wellesley, ”og det ville være vanærende ikke at underkaste sig et bombardement”. HISTORIE LABORATORIET: 1807 Efter at briterne havde belejret København, besluttede den øverstbefaldende for forsvaret af byen at ødelægge de ting uden for voldene, som fjenden kunne tænkes at få glæde af. Den 19. august begyndte danskerne at afbrænde træer på store områder omkring den nuværende hovedbanegård. Og den 24. august afbrændte man samtlige reberbaner, de steder hvor der blev produceret tovværk, på Vesterbro. Med i købet røg hele den sydlige side af Vesterbrogade helt til Vesterbro torv samt de bygninger, der lå mellem Sortedamssøen og volden. Også bygningerne på Glacisholmen og landsteder på Vesterbro blev flammernes bytte. Det var den brændte jords taktik. Til gengæld mødte briterne under belejringen kun ringe militær modstand. De blev udsat for nogle spredte småangreb fra forskellige danske korps samt fra den sjællandske bondehær. Den 29. august tørnede denne primitive hær bevæbnet med hellebarder, spyd og sværd m.v. sammen med 1.000 kiltklædte skotter. Fjenden marcherede frem med sænkede bajonetter til lyden af trommer og sækkepiber. Danskerne flygtede i panik mod Køge. Slaget kaldtes senere Træskoslaget, fordi mange af bønderne smed deres træsko, inden de stak af. Vor Frue Kirke i fare Onsdag den 2. september brød helvede imidlertid løs. Det kom tilsyneladende bag 12 Københavns Bymuseum. Bombardement Briternes bombardement af København natten mellem den 4. og 5. september 1807, set fra Christianshavn. Koloreret stik, C.W. Eckersberg/G.L. Lahde. på københavnerne, at de britiske belejrere rent faktisk havde ondt i sinde. Indtil da havde man ikke taget truslen videre alvorligt. De første bomber slog uden varsel ned på Kongens Nytorv og ved Nikolaj kirkeplads. Nikolaj Kirke var allerede en ruin efter en stor bybrand i 1795. På området havde der bredt sig en række boder, hvor byens slagtere holdt til med kødudsalg. Samtidig begyndte en konstant og vedvarende beskydning med sprængbomber og brandraketter. Det blev værre, efterhånden som det blev mørkt. Himlen over København oplystes af et storslået fyrværkeri med død og ødelæggelse til følge. Sprængbombernes virkning var skrækindjagende. De kunne trænge igennem flere etager, når de først ramte plet. Og de stoppede først deres uhyggelige susen gennem husene, når de nåede kælderetagerne, hvor de eksploderede. ”I flere tilfælde HISTORIE LABORATORIET: 1807 Københavns Bymuseum. havde de morderiske granater banet sig vej helt ned i kældrene og dræbt mødre med deres børn ved brystet”, beretter Charles Cadell med utilsløret afsky. Ved daggry om morgenen den 3. september blev skydningen så småt indstillet. Den stoppede helt mellem kl. 7 og 8 om morgenen. Nattens rædsler var ovre, og københavnerne kunne få et tiltrængt pusterum. Det var især gået ud over de kvarterer, der lå nærmest volden. Herfra begyndte allerede samme dag en folkevandring med kurs mod Christianshavn og Amager. Man vidste, at der ikke var britiske tropper her. Derfor blev både Christianshavn og Amager betragtet som sikre tilflugtssteder. De fattige søgte i stedet tilflugt i Rundetårns sneglegang eller i ruinerne under det i 1794 nedbrændte Christiansborg, i slottets buegange eller i de kongelige stalde. Hele torsdagen den 3. september var der fred og ro. Men om aftenen ved 18-tiden brød helvede atter løs. Bombardementerne varede lige til kl. 8 fredag morgen den 4. september. Det gik igen hårdt ud over voldkvartererne, men denne gang havde briterne også indstillet kanonerne efter byens tårne. Man sigtede tydeligt nok efter at ramme Vor Frue Kirke, der var det højeste af alle byens vartegn. Den første nat havde brandvæsenet næsten klaret at holde skik på brandene. Det blev dog sværere og sværere at holde trit, efterhånden som beskydningen forstærkedes. Brandfolkene blev trætte af mangel på søvn og hvile, og de løb tør for vand. Det blev også sværere og sværere at komme ind i husene og slukke ilden, da folk havde forladt dem og låst efter sig. Desuden blev gaderne ufremkommelige på grund af ruindynger og brændende bygninger. Vor Frue Kirke brænder Efter endnu en stille dag om fredagen den 4. september startede beskydningen igen fredag aften. Denne gang voldsommere end de foregående to nætter. Nu faldt der bomber over et meget større areal, og enkelte nåede endda helt ud til Christianshavn. Uden for Vestervold, der husede de store tømmerpladser, omtrent der hvor Københavns Hovedbanegård ligger i dag, gik der ild i de store lagre af tømmer, og en voldsom brand flammede op. Det lykkedes nu briterne at få ram på tårnet på Vor Frue Kirke. En brandraket satte sig fast i spiret og begyndte at smelte kobberpladerne. Det smeltede kobber satte Vor Frue Kirkes tårn brænder – set fra Landemærket. Rundetårn ses til venstre. Efter stik af C.W. Eckersberg. 13 HISTORIE LABORATORIET: 1807 Københavns Bymuseum. ild til træværket, og inden længe stod den gamle prægtige middelalderkirke i flammer. Der findes beretninger om, hvordan man kunne høre britiske jubelråb i det fjerne, da tårnet blev ramt. Fra den brændende kirke bredte flammerne sig som en steppebrand gennem Latinerkvarteret og fortærede professorboligerne og de studerendes kollegier. Det lykkedes at redde Trinitatis Kirke og universitetsbiblioteket på loftet fra flam- Vor Frue Kirke brænder, Københavns bombardement set fra Christianshavn. Detalje fra maleri af Wagner. merne. Holmens faste stok, flådens faste mandskab, ydede en enorm arbejdsindsats og nedbrød de omliggende huse for at forhindre ilden i at sprede sig. Bombardementet fortsatte natten og formiddagen igennem lige til kl. 12, lørdag den 5. september. 14 Det stod lysende klart, at det var nyttesløst at modstå briterne. Jo længere man holdt stand, jo mere ville byen blive ødelagt. Bombningen standses Magistratens 32 mænd (den tids borgerrepræsentation) og en række af byens kendte mænd henvendte sig nu til Københavns kommandant Peymann og bad ham om at kapitulere. Nok var Peymann en skrivebordsgeneral uden megen militær erfaring, men han var intet fjols. Han kunne udmærket se, hvor det bar hen. Problemet var blot, at han ikke havde fået nogen beføjelser af kronprinsen til at indgå våbenhvile eller kapitulation. Han havde tværtimod fået ordre om at kæmpe til det yderste. Da al videre modstand var nyttesløs, sendte Peymann dog et bud til general Cathcart for at bede om våbenstilstand og forhandlinger. Cathcart svarede, at han kun ville standse beskydningen, hvis Peymann kapitulerede. Peymann måtte svare, at han ikke kunne kapitulere officielt, før han havde talt med myndighederne i byen. Alligevel indstillede briterne bombardementet. Natten mellem den 5. og 6. september var der for første gang i flere dage stille i byen. HISTORIE LABORATORIET: 1807 Danmark havde overgivet sig. De britiske soldater rykkede straks ind på Holmen for at klargøre flåden, så den kunne sejle til Storbritannien. Sophia Thalbitzer, en købmandskone fra København, fortæller, hvordan flådens håndværkere, de såkaldte ’tømmermænd’, kom i oprør, da de hørte om kapitulationen: ”En utallig Mængde Mennesker, hvoriblandt 500 Tømmermænd med deres Øxer, havde forsamlet sig paa Kongens Nytorv og forlangte at vide Indholdet af Capitulationen, og truede med at ødelægge den øvrige Deel af Byen, ifald Flaaden blev overleveret de Britiske. Garden til hest, Husarerne, Rytterne og Bosniakkerne søgte forgieves at holde styr paa dem. Denne dag var næsten ligesaa skrækkelig som de Andre. Fienden udenfor, Oprør inden i Byen, de brændende Ruiner, de mange ulykkelige Mennesker, som havde mistet deres Mænd, Koner eller Børn ved Bomberne, og deres Ejendom ved Ilden. Man kan ikke tænke sig større Elendighed”. Det var imidlertid ikke kun Holmens faste mandskab, der var i oprør. Kommandør Paludan deltog i kampene på en af de kanonbåde, der forsøgte at afværge angreb fra søsiden. Han fortæller også om, hvordan nyheden om kapitulationen chokerede søofficererne og matroserne: ”Harme opfyldte hver Mands bryst. Mandskabet græd og faldt hinanden om Halsen. 15 Københavns Bymuseum. Rygende ruiner Området omkring Gråbrødre Torv i ruiner efter briternes bombardementer. ”Hvad har vi kjæmpet for, hvad har vi lidt for? De Forræddere, som have handlet saaledes imod os, burde trampes ned!” – dette var de almindelige udtryk”. Slukørede roede de i land ved Larsens Plads. Her mødte Paludan som den første Holmens kvartermester, der sad og græd ”som et lille barn”. Paludan klappede ham trøstende på ryggen og gik hjem til sit logi, hvor alt var, som da han forlod det. ”Det var, som om jeg var vågnet af en frygtelig drøm”. Flygtningelejre De materielle skader på København var store: Der var i løbet af de rædselsfulde bombenætter blevet kastet et utal af bomber, granater og brandraketter. Byens myndigheder registrerede 1.071 skader på ejendommene. Hårdest var det gået ud over kvartererne ved Nørrevold: Nørre kvarter, Klædebo kvarter, Frimands kvarter og Rosenborg kvarter. Her var stort set HISTORIE LABORATORIET: 1807 omkring i byen i telte. De, der kunne findes plads til, fik ophold i byens kirker. De elendige forhold, som stod på i månedsvis efter bombardementet, skabte grobund for infektionssygdomme. I mange år har den udbredte opfattelse været, at omkring 1.600 mennesker blev dræbt under det britiske bombardement. Nye historiske undersøgelser viser imidlertid, at antallet af døde var begrænset. Ifølge kirkebøger og hospitalslister døde kun knap 200 civile som direkte årsag af bombardementet. Militæret opgjorde et lignende antal døde i forbindelse med indsatsen mod briterne. Disse tal er altså meget lavere, end hvad man hidtil har antaget. Det gamle tal på 1.600 døde stammer fra en bog, der blev udgivet i midten af 1800-tallet, men oplysningerne i den er forkerte. Alligevel kan man stadig finde det høje tal i mange historiebøger og opslagsværker. alle bygninger jævnet med jorden. Mirakuløst havde Skt. Petri kirke og universitetets konsistoriebygning mod Nørregade overlevet rædslerne, selv om kirken var raseret indvendigt. Nørregade og Fiolstræde hørte ellers til de hårdest ramte områder. Universitetets hovedbygning var brændt, mens det var lykkedes at redde universitetsbiblioteket på Trinitatis Kirkes loft. Tusinder blev efter bombernes hærgen hjemløse. Ca. 300 gårde og huse var nedbrændt, mens godt og vel et par tusinde huse var beskadiget af bomber og brand. Ca. 7.000 familier måtte forlade deres hjem efter briternes angreb. Særligt de fattige var meget udsatte, da de ikke havde mulighed for at bo hos venner el- James Lonsdale 1808/familieeje. ler familie. I stedet slog mange lejr rundt Fredelig besættelse Ifølge aftalen om kapitulation omfattede den britiske besættelse Kastellet (den militære fæstning) og flådens områder på Nyholm samt Gammelholm på Sjællandssiden (øst for Holmens Kanal). Briterne indkvarterede ikke deres soldater i selve byen. Dels fordi den var for ødelagt, dels fordi man ikke ville provokere københavnerne unødigt. En engelsk officer fortalte, hvordan danskerne generelt behandlede de britiske besættere med høflighed og respekt, selv om de ikke lagde skjul på ”deres misfor- Sir William Congreve under bombardementet af København i 1807. Bag ham ses en raketaffutage – en rampe, hvorfra en brandraket netop er blevet affyret mod byen. 16 HISTORIE LABORATORIET: 1807 nøjelse” over gæsternes angreb: ”Jeg hørte ikke om, at nogen person skulle være blevet forulempet eller dårligt behandlet, selv ikke i hovedstaden, til trods for den sværm af britiske officerer, der befandt sig dér dag og nat, og det endda selv om den ild, der havde fortæret deres huse, endnu ikke var døet ud. I en lignende situation ville der i de fleste andre hovedstæder, i særdeleshed i det sydlige Europa, have fundet utallige attentater sted.” brandraketter, som blev brugt under bombardementet. Congreve havde fået ideen til sine raketter i indien, hvor briterne var blevet angrebet med krudtdrevne raketter bygget af jern. Der blev i alt affyret ca. 300 congrevske raketter mod København under det britiske bombardement. Selv om der blev skudt langt flere almindelige granater og bomber ind over byen, var københavnerne mest bange for raketterne. De fløj nemlig så langsomt, at man kunne nå at se dem komme. Congreves opfindelse var forløber for den slags raketter, men bruger i moderne krigsførelse. Inden Congreve tog ind til byen, havde han fået at vide, at københavnerne nærede en vis uvilje mod netop ham. Derfor havde han forklædt sig. I to dage vandrede han rundt i ruinerne og så på virkningerne af sit forbløffende våben. Han var efter sigende meget tilfreds. Han mente, at det var hans vidunderlige raketter, der havde forårsaget de største brande: ”Den anden nat, da ingen raketter blev affyret, opstod der ingen brande, skønt næsten 1.000 granater og brandbomber blev kastet ind i byen. På de to nætter, hvor raketterne blev anvendt, brændte hele byen voldsomt”. Vidunderlige raketter Orlogsmuseet. Blandt de britiske besøgende i København efter bombardementet befandt sig også William Congreve, som havde opfundet de De to typer congrevske raketter med hhv. spidst og rundt hoved. Spidserne havde modhager, som kunne sætte sig fast i f.eks. træbjælkerne under et tag. 17 HISTORIE LABORATORIET: 1807 Nederlaget Københavns Bymuseum. Bombardementet endte altså med en overgivelse. Den 6. september begav tre danske forhandlere sig til fods fra den ødelagte by til Lille Triangel for at mødes med briterne og kapitulere betingelsesløst. Danskerne accepterede at udlevere flåden. Man accepterede endvidere, at Kastellet og orlogsværftet på Holmen blev besat, indtil flåden var blevet taklet og gjort klar til afgang. Den 19. oktober 1807 blev sat som frist. Herefter skulle briterne være ude af landet. Den britiske flåde landsatte nu 6.000 mand, der i løbet af seks uger udrustede hele den danske flåde. De skibe, de ikke kunne tage med sig, huggede de i stykker. De fjernede samtidig alt materiel fra flådens magasiner. Briterne var så grundige, at de endda tog værktøj, som tilhørte værftets arbejdere. Alt, hvad der ikke kunne tages med, blev ødelagt. Overalt på både Nyholm og Gammelholm blev der udført omfattende hærværk. Et billede af søfolk, som vælter et linjeskib, der stod på stablen på Nyholm, gik Europa rundt i forskellige gengivelser på kobberstik. Det blev ude i verden set som et tegn på Storbritanniens uretfærdige behandling af Danmark. Billedet vakte vrede selv i Storbritannien. Tiden fra den 7. september og frem til flådens afsejling den 22. oktober var en af de mest besynderlige situationer, København nogensinde har været i. Byen Briterne ødelagde en række danske orlogsfartøjer, som var ved at blive bygget på værftet på Holmen i København. var som sådan ikke besat; men britiske officerer havde lov til at færdes i byen indtil solnedgang. De britiske officerer benyttede anledningen til at besøge det kongelige kunstkammer, den kongelige malerisamling og andre spændende steder - ligesom de gik på fransk restaurant! Uerstattelige tab Om aftenen den 20. oktober stod de britiske skibe ud gennem sundet med de første 100 skibe. Dagen efter fulgte den britiske hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. Men de erobrede skibe var kun en sidegevinst for Storbritannien. Det var først og fremmest adgangen til det attraktive østersøområde, der var blevet sikret for britisk skibsfart. Den danske flåde kunne nu ikke længere - hverken som neutral magt eller allieret med Frankrig og Rusland - udgøre nogen trussel for den briti- 18 HISTORIE LABORATORIET: 1807 ske skibsfart i området. Denne sikring af forsyningslinjerne var af strategisk vigtighed. Ikke kun i forhold til krigsførelsen, men også på langt sigt, fordi det britiske behov for skibstømmer og andre råvarer var stort. Tabet af flåden var uerstatteligt: Landet havde hverken tid, økonomi eller egetræ nok til at opbygge en ny orlogsflåde. I stedet måtte man frem til krigens afslutning i 1814 nøjes med de få større skibe, man kunne bygge. Derudover måtte man klare sig med rokanonfartøjer i en slags guerillakrig til søs. Når briterne skulle føre deres konvojer med vigtige laster ud fra Østersøen gennem Øresund, kunne de være sikre på nærgående interesse fra de danske kanonbådes side. Hvis vinden pludselig lagde sig, og de store britiske sejlskibe måtte ligge stille, havde kanonbådene deres fordele. Med deres årer kunne de hurtigt manøvrere sig frem og erobre de ubeskyttede handelsskibe. Men hvis vinden kom igen og gav de hurtige britiske orlogsbrigger mulighed for at afskære kanonbådenes tilbagetrækningen til kysten, var de helt fortabte. Københavns Bymuseum. punkterne i den såkaldte kanonbådskrig i årene 1807-14 var, da den københavnske roflåde angreb linjeskibet HMS Africa syd for Dragør i oktober 1808. Et større sammenstød med briterne fandt sted den 22. marts 1808 i Slaget ved Sjællands Odde. Her kæmpede Danmarks sidste udrustede linjeskib Prins Christian Frederik, der havde ligget i Norge under bombardementet, en heltemodig kamp mod den britiske overmagt, men tabte. Ved den lejlighed døde Peter Willemoes, en søhelt fra Slaget på Reden i 1801. Den lille Christiansø øst for Bornholm fungerede under Englandskrigene 1801-1814 som en beskyttet base for danske kapere og kanonbåde. Den 24. oktober 1808 indledte briterne et angreb på denne fæstning ude i Østersøen. Hvad formålet var, er aldrig rigtig blevet opklaret. Angre- Nye alliancer Kapringen af handelsskibe med kostbare laster var egentlig kanonbådenes største åbenlyse fortjeneste. Egentlige militære sejre opnåede man ganske vist ikke, ud over at nogle mindre britiske orlogsskibe måtte overgive sig til kanonbådene. Et af højde- Presning på gaden. Maleri af ukendt kunstner fra ca. 1780. 19 HISTORIE LABORATORIET: 1807 Chr. Mølsted/Øregård Gymnasium. Danmark fallit Krigen var dyr for Danmark. Store beløb gik til hæren, til byggeriet af kanonbåde og skanser langs de danske kyster. Dernæst til genopbygning af det ødelagte København. Sidst, men ikke mindst var spaniernes ophold heller ikke billigt. For at dække udgifterne blev der trykt flere pengesedler, men pengene blev mindre og mindre værd. Det endte med, at Danmark i begyndelsen af 1813 gik ’statsbankerot’ - der var simpelthen ikke flere penge i statskassen. Udenrigspolitisk gik det lige så galt. Napoleons nedtur begyndte med nederlaget i Rusland og ved Leipzig. Ved den endelige fredsaftale i Kiel 1814 måtte Danmark ef- Besætningsmedlemmer fra den danske orlogsflåde ser deres fartøjer forlade Københavns havn under britisk kommando. ter 450 år afstå Norge til Sverige. Danmark var i løbet af få år blevet forvandlet fra en blomstrende handelsnation til et forarmet land. Bombardementet af København, briternes erobring af flåden samt bankerotten i 1813 og tabet af Norge fik stor betydning for landet og dets indbyggere i de kommende år. 1807 kan derfor siges at være et af de mest afgørende år i danmarkshistorien. bet ophørte da også lige så pludseligt, som det var begyndt. Danmark-Norge var stik imod eget ønske blevet tvunget ud af neutraliteten og sluttede nu forbund med Napoleon og spanierne. Som følge af dette sendte Napoleon den 13. marts 1808 en styrke på 9.000 mand, primært spaniere, til Danmark. Styrken blev ledt af den franske marskal Jean-Baptiste Bernadotte. De franske og spanske soldater skulle sammen med de danske afdelinger gå til angreb mod Skåne, fordi Sverige havde nægtet at stille sig på fransk side mod Storbritannien. Dette blev dog aldrig til noget, men spaniernes tid i Danmark var årsag til adskillige problemer. Bl.a. nedbrændte slottet Koldinghus den 29.-30. marts 1808 på grund af spaniernes alt for voldsomme fyring i kaminerne. 20
© Copyright 2024