140220 - Christiansø Skole

Christiansø Skole
Christiansø, 3760 Gudhjem
www.christiansøskole.dk
skoleleder@christiansoe.dk / 56 46 20 72
Referat
Skolebestyrelsesmøde den 20. februar 2014
Til stede: Sisse Thygesen, Marie Magni, Rikke Hansen, Lars Jørgensen, Line Sieverts, Lars Olsen og Nick Dalum (ordstyrer og referent).
1. Godkendelse af referat
Referatet fra skolebestyrelsesmødet den 11. december 2013 blev godkendt.
2. Orientering fra formanden
Line bød velkommen til det nye bestyrelsesmedlem, Sisse Thygesen.
3. Orientering fra skoleleder
 Ny elev – Frederikke Dagmar Thygesen Andreasen - er startet i 1. klasse og trives tilsyneladende fint
allerede. De andre børn er rigtig gode til at drage omsorg og hjælpe til rette.
 Til Sisse, nyt medlem af skolebestyrelsen: Stort set alle information om skolen – både aktuelle og
generelle – findes på skolens hjemmeside, www.christiansøskole.dk. Der sendes sms til forældrene,
når der er nyt på siden, som i øvrigt også indeholder en særlig forældreside
(www.christiansøskole.dk/foraeldreside), som kun forældrene, via et password, har adgang til.
 Der er skolefridag den 3. marts – fastelavnsmandag.
 Vi er fortsat ikke omfattet af de obligatoriske nationale test. Derfor gentager vi de frivillige test til
efteråret. Vi starter tidligere i 2014, end vi gjorde i 2013 (formentlig lige efter efterårsferien), så der
er mulighed for at rette eventuelle fejl, og så testenes resultater kan indgå i skole/hjem-samtalerne
i starten af november.
 I natur/teknik-timerne har vi arbejdet med et projekt ved navn ”Min Vildeste Idé”. Det er organisationen ”Unge Forskere” (se eventuelt deres hjemmeside: www.ungeforskere.nu/minvildesteide)
der står bag projektet, hvor elever fra skoler landet over deltager i en konkurrence om at få og beskrive den bedste idé til nye måder at frembringe eller spare på energien. 1. præmien er 10.000
kroner til ”klassekassen”.
 P.t. arbejder de store elever i historietimerne med en film om jernalderen. Derfor flyttes fredagens
historietime i en periode til torsdag, så der er to sammenhængende lektioner til filmarbejdet. Det
betyder, at 3.-7. klasse, indtil filmen er færdig, først får fri kl. 16 om torsdagen mod til gengæld allerede kl. 11:30 om fredagen.
4. Orientering fra forældrerådet
 Rikke gennemgik traditionen omkring fastelavn, hvor forældrerådet står for arrangementet med
tøndeslagning i Kongens Have fastelavnssøndag den 2. marts kl. 14. Om mandagen, som er skolefridag, går børnene rundt på øen fra kl. 6:00 og riser de beboere op, som på en liste hos Købmanden (som Rikke sætter op) har erklæret sig villige til at deltage. Kl. 10 mødes alle øens børn på Paraden, hvorefter der rasles og samles penge ind til Folkekirkens Nødhjælp.
 Fredag den 7. marts kl. 14 holder Skytteforeningen børnekarneval på Månen.
5. Folkeskolereformen
Den udsendte lektionsoversigt blev taget til efterretning. Herefter udarbejder lærerne en fagfordeling
(hvem har hovedansvaret for hvilke fag) samt et bud på et konkret skema for det kommende skoleår.
Det er tanken at forsøge at gøre skoledagen mere temaorienteret for fremtiden, enten i form af skiftende temaer i forskellige perioder eller i form af en sammenlægning af flere fag, så eleverne kommer
til at arbejde mere i sammenhæng og mere med tværgående opgaver. Skolebestyrelsen gav sin tilslutning til disse tanker, som lærerne arbejder videre med og kommer med mere konkrete oplæg om til de
næste skolebestyrelsesmøder.
6. Besøg på Bornholms Efterskole
Det udsendte oplæg blev taget til efterretning. Bemærk, at turen finder sted i uge 20 og ikke i uge 19
som oprindelig planlagt. Flytningen skyldes eksamen på Bornholms Efterskole i uge 19. Følgelig flyttes
vores planlagte skolebestyrelsesmøde og skole/hjem-samtaler fra uge 20 til uge 19. Opdateret årskalender kan findes på og udskrives fra skolens hjemmeside (www.christiansøskole.dk/side3).
7. Eventuelt
På foranledning af Roland blev det drøftet, om vi bør udvide vores ø-rensning til to gange årligt, så der
gøres rent både før og efter turistsæsonen. Der var umiddelbart tilslutning til ideen. Vi prøver at indarbejde det i næste skoleårs årskalender.
2
SB 20/2 2014