260 Kapitel 44, Skilsmisse og flytning til Korsør, oktober 1972: I begyndelsen af Oktober var skilsmissen et faktum *) og 10. Oktober 1972 flyttede jeg til Korsør. Jeg havde fået en 3-værelsers lejlighed, tom, ganske vist, men det mente jeg nok jeg skulle kunne råde bod på da Korsør jo både havde møbelforretning og isenkræmmer. Med mig havde jeg mit tøj, nogle få ting til køkkenet så jeg kunne få noget at spise, min seng og ikke ret meget andet. 90 % af det Dyveke og jeg havde haft i vort hjem, havde hun fået lov at beholde. Jeg ville bare væk, fra Dyveke og hendes familie og fra alt det gamle. Væk fra uvidenhed, væk fra København, væk fra Svinninge, væk fra receptlægerne. Bare langt væk fra det hele. Jeg forsøgte igen at få tilladelse til operation. Fars fætter sad stadig som formand i Retslægerådet og det blev som vanligt et afslag. *) Dyveke blev efter skilsmissen i København og hun beholdt dengang Hr. Stationsforstanderens efternavn, Reiff. Det accepterede han, for det var jo ”min skyld” at ægteskabet havarerede. Ankomst til Korsør: Tirsdag 10. Oktober 1972, befriet for Dyveke og hendes familie, flyttede jeg til Korsør. Jeg ankom med en gigantisk halsbetændelse. Jeg afleverede flyttebeviset og fik tildelt en sygekasselæge. Det var Poul Esmark. Han var en meget dygtig læge og han tog sig tid til sine patienter. Fruen, der var klinikassistent, skrev mine data op og jeg kom ind i konsultationen. Dr. Esmark undersøgte mig, skrev en recept på penicillin og ville sende mig hjem i seng. Jeg sagde at når jeg nu skulle hen på apoteket, kunne han lige så godt skrive 500 ”stesoer” på også. Nåda, sagde han, kikkede på mig og spurgte: ”Hvornår skal du så have de næste 500”? Jeg talte på fingrene og svarede: ”På mandag”. Esmark: ”Du kan tro det bliver løgn – nu skrubber du hjem i seng og om ½ time kommer jeg og giver dig penicillin og noget at sove på og derefter kan du bare ringe efter mig – jeg skal nok komme. På lørdag kommer du ned til min kone og mig til formiddagskaffe, så skal du fortælle mig hvorfor du har så stort et tabletmisbrug – så skal jeg fortælle dig hvad du skal have i stedet for. Formiddagskaffen og en fornyet ansøgning til retslægerådet: 261 Jeg fortalte lægeparret om det hele og Esmark fortalte at fars fætter ville gå på pension om nogle ganske få måneder. Han ville hjælpe mig med en fornyet ansøgning og allerede nu, selv om han egentlig ikke måtte gøre det, ville han begynde at få mit hormonsystem i balance. Jeg fik østrogen tabletter og ganske langsomt begyndte Esmark at trappe mig ned med hensyn til stesolid. Det gik fint, for jeg kunne se lyset skinne ”i enden på en 37 år lang, mørk tunnel”. Jeg blev langtidssygemeldt og fik sygedagpenge fra Korsør Kommune. Til Nytår forsvandt min fars fætter fra retslægerådet og doktor Esmark indsendte en ansøgning om operationstilladelsen. Der blev ret hurtigt bevilliget tilladelse til undersøgelserne og jeg mødte til snak med Preben Hertoft hver anden uge i 1973 og halvdelen af 1974. Det nye efternavn igen: November 1972 ansøgte jeg Justitsministeriets Familieretskontor om tilladelse til helt og endegyldigt at udskifte min fars efternavn med min mors. 09. Oktober 1972 blev navneændringen bekræftet som brugernavn og jeg fik nu myndighedernes foreløbige officielle tilladelse til at bruge navnet Anna-Kirsten von Bauditz i pas og kørekort. Nu: "Heldags" Anna-Kirsten. Samtalerne med Preben Hertoft: Det blev fra starten pointeret at, fra nu af måtte jeg ikke vise mig i mandstøj. Gjorde jeg det ville samtaler og mulig tilladelse til operation øjeblikkeligt blive inddraget. Ind imellem var jeg rigtig arrig på ham, men Hertoft forklarede mig at inden han sendte mig på en operationsstue måtte han være helt sikker på at min beslutning var rigtig, for DER VAR INGEN 262 VEJ TILBAGE – INGEN FORTRYDELSESRET. Jeg var stadig ret utålmodig men han holdt stand indtil en dag hvor jeg ophidset knaldede hånden i hans skrivebord og fortalte ham på ”jævnt dansk” hvad jeg mente og jeg anvendte kun store bogstaver, runer, hieroglyffer, kyrilliske bogstaver samt en del andre underlige tegn (!”#¤%&/()=?+´½½@£$}´´`>\<¨~, et par galger var der vist også og en bøddeløkse). Så spurgte han stille: ”Er du snart færdig”? Jeg stoppede op og han sagde at det var den reaktion han havde ventet på og jo, jeg skulle nok få lov at blive opereret. Korsør Kommune: Der var stadig mennesker der ikke vidste nogen ting om noget som helst. De sad bare som små konger bag deres polerede skriveborde. Her ibland Socialborgmester Poul Mortensen og sygekasseleder Georg Marott samt overmatros, socialudvalgsformand Messerschmidt. De gjorde hvad de kunne for at sabotere min operation. Et af de krav der fra justitsministeriets og retslægerådets side blev stillet for at opnå en tilladelse til operation var jo at jeg aflagde alt hvad der hed mandstøj. Det havde jeg gjort for lang tid siden, men kravet lød altså sådan. En sygemelding fra Hertoft på ½ år fejede de af bordet en uge før 263 jul 1973. Jeg skulle ikke regne med flere sygedagpenge om jeg så kom med 100 sygemeldinger fra selveste dronningen. Nu skulle de fand’me lære mig at tage mandstøj på og passe et arbejde. Korsør Kommune gjorde hvad de kunne for at aflive mig: Sygekasselederen hjælper ved at holde mig under vand til jeg er færdig med at begå selvmord. 264 Jeg vil med disse ord sige dem alle tre tak for alt det onde de gjorde imod mig. En håbløs situation: Det kunne være en novelle, men det er den barske virkelighed. Jeg vandrede planløst rundt i gaderne, grædende, frysende, havde hverken venner, veninder eller kammerater. Der var ingen der brød sig om mig. Jul ville der heller ikke blive, og udsigten til at ryge ud af lejligheden om et par måneder, højest, fordi jeg nu ikke kunne betale huslejen, og piller til et selvmord havde jeg heller ikke. På det nærmeste paralyseret stod jeg med et ved rækværket på broen og stirrede ned i havnens mørke vand under broen ......................... Jeg kunne jo bare hoppe i når det blev mørkt, så kunne Marott, Mortensen og Messerschmidt fiske mit lig op i morgen tidlig. Selvmordsforsøg nr. 7 og 8: Jeg løb rundt om hjørnet, samlede en brosten op og smed den gennem Marotts vindue hvorefter jeg hoppede i havnebassinet. Nogle Falckreddere havde set det, så jeg blev fisket op og kørt hjem og jeg fik en sprøjte med 2 ml. novokain. Med så meget stesolid jeg endnu havde i kroppen kunne de lige så gerne have hældt en theske vand i havnen for at undersøge om vandstanden steg i New York. En time efter fiskede de mig igen op af havnen og kørte mig hjem. Denne gang kom Esmark og han gav mig så meget at jeg faldt i søvn. Klokken 23 kom Matrosformand Messerschmidt, Socialborgmester Poul Mortensen og Sygekasseleder Georg Marott og ringede på døren, til en nærmest bevidstløs Anne-Kirsten lukkede op. De kom med et par træsko, et par cowboybukser og en sweater. Nu skulle jeg lære at arbejde og så sendte de mig ... .. ... .. efter to selvmordsforsøg den samme dag ..... ud på et nattemørkt Storebælt med færgen Arveprins Knud. Jeg skulle gøre rent, men det varede ikke længe før matroserne fra to færger roede Storebælt rundt for at fiske mig op af bølgerne. Jeg forsøgte at svømme væk fra redningsfolkene. Jeg ville ikke reddes. Den dag var det påtvunget selvmordsforsøg nr. 9. 265 Kaptajnen på den færge jeg skulle være på, talte med mig i en kahyt da jeg var blevet fisket op og pakket ind i varme tæpper. Han fik beretningen om Korsør Kommune og navnlig om socialudvalgsformandens rolle i sagen. Inden færgen nåede Korsør var overmatrosen fyret fra DSB. Gentagne aflivningsforsøg: Korsør Kommune gjorde det ene fortvivlede forsøg efter det andet på at aflive mig, og da de fik besked på at de ikke måtte tage sygedagpengene fra mig, prøvede de skattemæssigt at ødelægge min økonomi. De tog så meget af mine sygedagpenge at de måtte give mig et socialt tilskud for at jeg kunne betale husleje. Gid Matrosformand Messerschmidt, Socialborgmester Poul Mortensen og Sygekasseleder Georg Marott måtte rådne op i Helvede når de er færdige med at vaske hænder. Forsøg på at flytte fra Korsør til Hørsholm: Korsør Kommune ville på den ene side gerne af med mig, men på den anden side beholde mig for at have en de kunne chikanere. Jeg havde fundet en lejlighed i Hørsholm. Hørsholm kommune spurgte selvfølgelig i Korsør og der fik de at vide at jeg udover dagpengene fik et ret stort socialt 266 tilskud. Korsør sagde bare ikke noget om at de trak næsten 80 % af mine sygedagpenge og om årsagen dertil. Resultatet var at Hørsholm Kommune ikke ville se skyggen af mig. På den ene side og på den anden - de vidste ikke selv hvad de ville og værst af alt - de forsøgte ikke at finde ud af det. De vidste ingenting. De forstod ingenting. De ville ikke vide eller forstå. De prøvede at begrave mig i byrokrati og rende fra ansvaret for deres egne handlinger. Korsør Kommunes Byvåben Tak, de er HELT færdig! Tak, de er HELT FÆRDIG!!! Rigshospitalet: De næste måneder gik rimeligt. Jeg fik lov at være nogenlunde i fred. 14. maj 1974 blev jeg indlagt på Rigshospitalet for at gennemgå operationen. Der var før operationen en del undersøgelser jeg skulle igennem. Operationen, to halve mennesker bliver til eet helt menneske: 16. Maj om morgenen blev jeg kørt ned på operationsgangen. Jeg fik en ”beroligende” indsprøjtning men i første omgang syntes den ikke at berolige noget videre. Jeg foldede mine hænder og bad Jesus holde mig i 267 hånden under operationen og faldt så til ro. Det kunne naturligvis være sprøjten der virkede, men jeg er dog sikker på at det var Jesus der tog min hånd og beroligede mig. Jeg kom ind på operationsstuen og narkosesygeplejersken kom med en sprøjte med noget der lignede ”bolchevand”. Jeg spurgte hende om hun mente det kunne få mig til at sove ….. overlægen fra døren til operationsstuen: ”Åh jo, det går sikkert – kan de tælle til 10” frk. Bauditz? Jeg: ”En, to, tre, fire, fem, seks …..” og så var der en eller anden idiot der slukkede lyset". Næste formiddag under stuegangen sagde overlægen: ”Hør nu her – de kom kun til seks i går selvom de hævdede de kunne tælle til 10” og så stod han der med et flabet, drenget grin over hele femøren. To halve ”intet” var nu blevet til et helt menneske. Operationen var klar. Jeg fik brev fra Justitsministeriets Familieretskontor om at jeg nu officielt kunne anvende mit nye navn, Anna-Christina Charlotta Ewa-Louisa Suzanna von Bauditz. Anna-Christina efter opvågningen, men endnu med en del bedøvelse i kroppen.