Jubilæumsbrochure - Allan Svendsen & Søn
Allan Svendsen & Søn A/S Jubilæumsskrift i anledning af Tømrer- og Snedkerfirmaet Allan Svendsen & Søn A/S 50 års jubilæum den 5. maj 2011 Huginsvej 3 DK-3400 Hillerød Telefon + 45 4820 9020 www.allan-svendsen.dk 50 års jubilæum 1961-2011 Historien om værkstedet i Møllestræde 13 Allan Svendsens opvækst Allan Svendsens læretid Allans selskabelige side Handelstalentet Allan Allan og hans kone Fie Svendsen Livet i Møllestræde 13 De første lærlinge Nye tider på kontoret Lønforhandlinger Pyromanbranden i 1985 Historien om Peter Svendsen Flytning til Carlsbergvej 24 Flytningen til Huginsvej 3 Værdier i Allan Svendsen og søn A/S Fremtidige visioner Jubilæumsskriftet er redigeret af Hillerød-forfatteren Lotte Petri (f. 1968), der er uddannet cand.mag. i fransk og HD i afsætningsøkonomi og udgav spændingsromanen “Den 5. Plage” (Schønberg) i 2009. Læs mere om forfatterskabet på www.lottepetri.dk 1961-2011 Indledning indhold Indhold 50 år Allan Svendsen & Søn A/S fejrer 50 års jubilæum i maj 2011. 50 års jubilæum 50 år er længe – det er et halvt århundrede, og jubilæet skal naturligvis fejres. Derfor er det nærliggende med et jubilæumsskrift, der giver et unikt indblik i virksomhedens historie, sådan som den blev oplevet af dem, der var ganske tæt på grundlæggeren, Allan Eigil Svendsen. Både tidligere og nuværende medarbejdere bidrager til at krydre jubilæumsskriftet med anekdoter om deres personlige erindringer gennem 50 år. Allan Svendsens børn har også medvirket med deres historier. Det er med til at give et ganske særligt indblik i virksomhedens udvikling gennem årtier. Lige fra etableringen i Møllestræde til i dag hvor, firmaet er flyttet til større lokaliteter på Huginsvej 3 i Hillerød. Jubilæumsskriftet vil give et spændende og nuanceret indtryk af grundlæggeren Allan Svendsen og hans søn, Peter Svendsen, som overtog ledelsen af virksomheden i 2008. At virksomheden har vist sig levedygtig i 50 år, skyldes i høj grad dygtige og loyale medarbejdere, der dagligt har bidraget med godt håndværk i tæt dialog med kunderne. Det var både gældende i 1961, hvor virksomheden blev etableret i Møllestræde 13, og i dag. Virksomheden har vist sig omstillingsparat gennem alle årene, og hverken en pyromanbrand, store og udfordrende byggesager eller finanskrisen har formået at bringe Allan Svendsen & Søn A/S ud af kurs. Værdier og holdninger hos Allan Svendsen & Søn A/S kommer til udtryk i et nyt slogan ”faglige traditioner gennem generationer”. Håndværksmæssig dygtighed kommer ikke fra den ene dag til den anden. Det er en kompetence, der er blevet givet videre år efter år til gavn for kunderne, som kan nyde godt af en meget bred vifte af opgaver, som virksomheden tilbyder. Med mere end 50 ansatte løser virksomheden i dag de fleste opgaver inden for byggebranchen – lige fra nybyggeri og ombygninger til byfornyelse og servicearbejde for både private og erhvervskunder. Derudover servicerer Allan Svendsen & Søn A/S også større erhvervskunder og står for styring af store byggesager samt servicekontrakter. I anledning af jubilæet har virksomheden også fået ny grafisk identitet, som skal afspejle, at virksomheden er en moderne ledet virksomhed, der ser optimistisk på fremtiden. 2 3 Historien om værkstedet i Møllestræde 13 Allan Svendsen & Søns historie starter med etableringen af værkstedet i Møllestræde 13 i Hillerød. møllestræde 13 Værkstedet blev oprindelig opført af snedkermester Harald M. Andersen i forbindelse med genopbygningen af Frederiksborg slot. Slottet var brændt i 1859, og Harald M. Andersen stod i den forbindelse for alt indvendigt snedkerarbejde; herunder den fornemme Musikanterstol i slottets riddersal samt slottets flotte parketgulve. Værkstedet i Møllestræde var det første uden for København, der havde maskinkraft. Maskinparken var dampdrevet og bestod af rundsav og fræser til blandt andet at fræse fer og not i stavene til de flere tønder land store parketgulve, der blev lagt i slottets 3 etager. Det hedder sig – efter pyromanbranden langt senere i juli 1985 – at man under gulvbrædderne i Møllestræde fandt spor efter dampmaskinen, der blev brugt til de mange tusinde egeparketstave, i fundamentet. Hvad angår værkstedet i Møllestræde, har der, i årene 1900-1960, været møbelforretning, børstenbinder, saddelmagerforretning og ligkisteforretning. Fotos udlånt af Lokalarkivet 4 5 Allans Svendsens opvækst Redigeret efter fortællinger af Nis Anker Boman, som var i lære sammen med Allan Svendsen og senere blev ansat i firmaet. Allan blev født den 25. april 1939 ved krigens begyndelse og var den yngste af to brødre – storebroren Leif var 10 år ældre end ham. Forældrene hed Jenny og Agner Svendsen, og Allan og hans far mindede meget om hinanden og var begge lige udspekulerede. Agner var forsikringsagent hos Grøn & White, og han fik engang lokket Nis Anker til at købe en meget dyr livsforsikring. Jenny gjorde ham opmærksom på, at der gjaldt en regel om tilbagekøb. Da Nis Anker senere blev gift, og konen opdagede, hvor dyr forsikringen var, fik han den tilbagekøbt, hvilket han faktisk kunne takke Jenny for. At Allan, ligesom sin far, var en snu rad, kom til udtryk på flere måder. En gang havde Allan lovet sin mor at aflive et kuld nyfødte killinger. Allan havde allieret sig med Nis Anker for – mod betaling af 5 kr. – at aflive killingerne. Allan havde allerede fået penge af sin mor for at skille sig af med dem, men det anede Nis Anker ikke, hvorfor han hoppede på limpinden og bar dem ned til Slotssøen og gav dem én i hovedet med en sten. Det var først senere, at han fandt ud af, at Allan allerede havde tjent 15-20 kr. på den historie. Men Nis Anker var sådan set tilfreds med det, han havde fået, selvom Allan havde snøret ham! En anden gang var Nis Anker på udkig efter en motorcykel, og Allan sagde, at han havde en meget flot motorcykel til salg, som stod nede i kælderen. Senere viste det sig, at det slet ikke var Allans egen motorcykel. Den tilhørte en af hans mors bekendte, som havde spurgt, om den måtte stå i kælderen vinteren over. Allans forældre, Jenny og Agner, var meget imødekommende, og deres hjem var altid fyldt med gæster, lejere og ansatte. Allan kone, Fie, havde søskende fra Færøerne. Og når de var I Danmark for at arbejde eller uddanne sig, lejede de også værelser hos Jenny og Agner. 25. april 1939 6 7 Allan Svendsens læretid Redigeret efter fortælling af Nis Anker Boman Allans Svendsens læretid er fyldt med blandede minder. Lige fra udførelsen af forskellige snedkeropgaver, som han sprang let og elegant henover, til den flotte sølvmedalje, han modtog for sit svendestykke. Allan startede i lære som møbelsnedker hos firmaet Borella-Hansen & Co. i 1954 i Hillerød under Herman Petersen, der var mester. Firmaet blev kendt som ”Borellas Hjørne” og lå på Torvet, men havde værksted i Helsingørsgade i nærheden af Jægerbakken. Borella-Hansen blev anset for at være en meget streng mester. Han havde en form for leddegigt, der gjorde, at hans led med tiden var blevet stærkt forkrøblede. På trods af sit handicap frembragte han fantastiske frihåndstegninger til datidens designermøbler, så kunden kunne få et godt indtryk af det færdige produkt. Allan var ikke en særlig ihærdig lærling, og det kom nogle gange til syne i hans måde at arbejde på. Engang skulle han lave et renæssanceskab. Som lærling startede man helt fra bunden og lavede møblet fra start til slut. Man startede med at skære og måle materialet op, hvorefter det kom på tørrestue til drejning eller billedskærer. Allan skulle lave et renæssanceskab efter Borellas tegning med en fin vindrueranke foroven. Vindruerankerne med klaser blev lavet af billedskærer frøken Andreasen, også kaldet ”Mutter Haksine” – hun var en lille spinkel kvinde, som havde svært ved at arbejde med hårde træsorter, og derfor måtte hun bruge dobbelt så mange slag med stemmejernet som de store lærlinge. Hun var en skrap dame, som lærlingene havde stor respekt for. Allan fik lavet skabet, men da han skulle montere vindruerne, fandt han ud af, at der var en klase for meget. Så snuppede han lige en sav, skar klasen over og rykkede det hele sammen igen, så det passede smukt. Mod forventning sagde mester ikke noget. Normalt ville der vanke en skideballe, men det var typisk Allan. Han kunne sno sig! Lærlingen Christian Jørgensen og Allan skulle også engang lave to ens møbler. Allan blev ikke overraskende først færdig. Dengang kunne lærlingene opnå en lille bonus på 10-25 kr. af mester, hvis de blev hurtigt færdige. Dermed fik mester en større fortjeneste, da han havde forudsat højere svendetimepriser i sit tilbud til køberen af stolene. De fik begge en bonus, men Allan opdagede, at Christian havde fået mere end ham. Straks gik Allan ind til mester og spurgte, hvorfor Christian havde fået mest. Mester svarede bare, at det kunne ses, at Allan havde sjusket, og at det var gået for hurtigt! 8 allans læretid 9 Allan og svendestykket Allan var ret udspekuleret, hvad angik hans valg af svendestykke og han tog sig gevaldigt sammen, da det kom til prøven! Han fandt på, at han ville lave et stort palisanderskrivebord med lange skuffer, som han vidste, havde størst chance for at blive godkendt. Allans med-lærling hed Søren Eriksen og kom fra Karlebo. De to kom i lære samtidig og blev udlært samme dag. Søren Eriksen havde hørt, at hvis man fik sølvmedalje, kunne man få 100 kr. af mester i belønning for sit svendestykke. De udstillede begge deres svendestykker på Hotel Leidersdorff og fik flotte sølvmedaljer. Allan fik lokket Søren Eriksen til at spørge mester, om de kunne få 100-kronesedlen, og de fik hver deres 100-kroneseddel. Dog var mester noget forbavset over, at især Allan havde fået sølvmedalje, men samtidig var han også meget stolt over det fine resultat. Sølvmedaljen skaffede senere Allan et job som snedker på Helsingør Skibsværft, men malermester Skoubo-Svendsen havde brug for en dygtig mand i sit snedkerværksted og ansatte Allan. allan og svendest ykket 10 11 Allan Svendsens selskabelige side Redigeret efter fortælling af Nis Anker Boman og Kurt Larsen. Kurt var den første ansatte i firmaet ’Allan Svendsen’. selskab Ud over sit arbejde holdt Allan også meget af fest og farver, og han var en ganske festlig fyr. Dette afspejler sig i følgende fortællinger. Selskabslege Allan elskede fest og farver. Bedst var det, når han kunne lokke nogen med til en selskabsleg, og Allan havde især en forkærlighed for at lave tricks. Han fandt engang på en leg, hvor han lagde 5 ting på et bord. Han sendte derefter sin kone Fie uden for døren og bad Nis Anker om at pege på én af tingene, hvorefter han kaldte Fie ind igen. Fie skulle så gætte, hvilken ting Nis Anker havde peget på, og mærkeligt nok gættede Fie altid rigtigt. Nis Anker havde ingen anelse om, hvordan det kunne lade sig gøre! Først mange år senere fandt han ud af, at fidusen, i al enkelthed, gik ud på, at Allan udpegede tingen med den cerut, han havde i munden, og derfor kunne Fie altid gætte tingen! Enkebal på Damhuskroen Engang skulle Delta Bio bygges om. Biografen lå i København, og publikummet var primært det bedre borgerskab. Da biografen skulle indvies, blev alle håndværkerne inviteret til rejsegilde og derefter i biografen. Filmen hed ”Æblekrigen”– en svensk film om en lille lokalbefolkning i byen Änglamark. Den var ikke noget for håndværkerne, der kedede sig bravt og faldt i søvn under filmen! Efter biografforestillingen blev der budt på champagne og pindemadder, men der var ikke nok til at mætte hårdtarbejdende folk. Især var Allan og Kurt stadigvæk meget sultne og forlod selskabet. De prajede en taxa og bad om at blive kørt hen til et sted, hvor de kunne få noget at spise og blive underholdt. Taxachaufføren kørte dem til Damhuskroen, hvor der var enkebal. Endelig fik de noget ordentligt at spise, og selvom Allan ikke var den store ”balløve”, gik der ikke lang tid, før han blev budt op til dans. Kurt blev også budt op af en dame, der havde omkring 7 uforsørgede børn. Det blev en meget munter aften med masser af dans og efterfølgende ømme tæer. 12 13 Handelstalentet Allan Redigeret efter beretninger af Nis Anker Boman, Kurt Larsen og søstrene Annette Clausen – født Svendsen – og Connie Svendsen. Allan havde et særligt talent – nemlig at forhandle. Disse følgende beretninger er alle eksempler på denne særlige evne. Et skab bliver til et armbåndsur Allan ønskede at købe et skab af Nis Anker. Det var et arvestykke, som Nis Anker havde stående derhjemme, og som han holdt meget af. Nis Anker var ikke det mindste interesseret i at sælge, da skabet havde stor affektionsværdi for ham. Men efter mange års forsøg lykkes det alligevel Allan at få overtalt Nis Anker til at sælge det til ham, fordi Nis Anker ønskede sig et armbåndsur og manglede penge. Allan lånte ham pengene til armbåndsuret og købte skabet. Han lovede, at skabet senere kunne købes tilbage. Men det fik Nis Anker aldrig lov til! Jakkesættet En anden gang skulle Nis Anker og Allan ud at feste. Nis Anker havde ikke noget selskabstøj og ville gerne være lige så flot klædt som Allan. Allan foreslog, at Nis bestilte et jakkesæt hos Allans egen skrædder Ib Holm, og at han kunne betale det af løbende. Derefter fik Nis Anker syet et fint jakkesæt, der blev hans første og i øvrigt eneste jakkesæt. Det tog omkring et års tid at betale det tilbage, men jakkesættet er faktisk aldrig blevet slidt op, og for nylig lånte Nis Ankers søn det til en 60’er fest. Robåde Allan opkøbte også gamle robåde og satte dem i stand for at videresælge dem til velhavere med grunde direkte ned til Slotssøen i Hillerød. handelstalentet allan 14 Da Allan blev klaversælger Da familien boede i Ålholmparken, gik Annette til klaver. Allan var den eneste, der bakkede op om det projekt, og han mente, at hvis man spillede på et instrument, var det i orden, hvis man en gang imellem kom til at ramme de forkerte tangenter. I den forbindelse begyndte Annette og Allan at opkøbe klaverer. Annette prøvespillede de forskellige klaverer og bedømte klangen og så efter, om de havde metal- eller trærammer. De afhentede klavererne på en ladvogn og satte dem ned i kælderen, hvorefter Allan gav dem noget lakpolish, så de var klar til at blive videresolgt med god fortjeneste. 15 Handelstalentet Allan Bilkøb Når Allan skulle købe biler, skinnede hans forretningstalent igennem, da der naturligvis skulle tinges grundigt og længe om prisen. Allan lod gerne forhandlingsforløbet strække sig over flere uger, hvilket bilforhandleren efterhånden havde vænnet sig til. Men Allan elskede selve forhandlingsprocessen og fik det faktisk altid, som han ville. Forhandling med frikadeller Allans handelstalent kom også til udtryk på hjemmefronten. Da firmaet startede i det små, blev der altid lavet frikadeller af 250 gram kød til 2 voksne og 2 børn. Det var jo ikke nok til at mætte en hårdtarbejdende mand, så Allan købte frikadeller af sine børn ved middagsbordet til 1 kr. pr. stk. Senere, da firmaet ekspanderede og økonomien blev bedre, manglede der aldrig kød til søndagsmiddagen på Kalvehavevej. forhandling med frikadeller 16 17 Allan og hans kone Fie Svendsen Anna Sofie Jaida Ludvigsdottier Hansen, kaldet Fie, var Allans kone, og kom oprindeligt fra Klaksvik på Færøerne. Allans kone Fie gjorde stort indtryk på sine omgivelser med sin varme og gode humør. Hun var en stor støtte for Allan og åbnede ofte dørene for medarbejderne i privaten. Desværre døde hun alt for tidligt, allerede i 1978. Freddie Hansen, ansat i firmaet, beskriver hende således: Fie var en fantastisk kvinde. Hun var altid lattermild og imødekommende over for de ansatte og en god mor for sine børn. Hun indbød ofte til kaffe derhjemme på Holmegårdsvej. Henning Sztuk, ansat i firmaet, har også minder om Fie: Allans kone Fie forstod, hvad folk kunne lide. Der gik ikke langt tid, før Fie fandt ud af, at Henning skulle have sin egen skål med frugtsalat, når der var julefrokost i firmaet. Den blev altid tømt! Connie Svendsen supplerer: Fie og Allan supplerede hinanden på en fin måde. Fie arbejdede i firmaet og holdt styr på økonomien og ruttede aldrig med pengene. Engang, da Allan havde foræret hende en flot pels, spadserede hun i byen iført pels og træsko – hun mente ikke, at det var nødvendigt at spendere et par pæne støvler, der passede til pelsen. Det resulterede i, at hun fik et par smukke støvler af Jenny, så hun kunne fremtræde mere standsmæssigt! Sjove historier fra Allan og Fies sommerhus i Liseleje Fortalt af Freddie Hansen fie 18 Allan og Fie havde en sommerhusgrund i Liseleje. Freddie var sammen med nogle af de andre ansatte med til at ombygge Allan og Fies sommerhus, når der ikke var så meget at lave på værkstedet. Engang havde de netop støbt klaplaget til sommerhuset, og pludselig dukkede der en hund op, som løb ind på den nystøbte beton. De forsøgte naturligvis at få hunden jaget væk, men jo mere de prøvede, desto mere legesyg blev den. Aldrig havde de set så mange poteaftryk i beton! En anden gang da strandtrappen ved sommerhuset i Liseleje skulle repareres, var det blæst op til storm. På stranden havde nogen fastsurret Allans jolle til broen, men der var fare for, at den ville drive til havs på grund af bølgerne. Kurt ville prøve at redde jollen, så han smed bukserne og gik ud i vandet. Pludselig kom der en enorm bølge, der skyllede ind over trappen. Da bølgen trak sig tilbage, dukkede Kurt op med brillerne hængende skævt på det ene øre, tang i håret og underbukserne nede om knæene. Kurt syntes ikke det var særligt morsomt, men båden kom da fri! 19 Livet i Møllestræde 13 Redigeret efter Kurt Larsen. Fra møbelforretning til byggefirma Forretningen, der blev købt i Møllestræde 13, var tidligere ligkisteforretning med tilhørende værksted. Allan overtog den ca. et år efter, at han var begyndt som selvstændig og ændrede blot navnet til ”Allan Svendsen”. Kurt blev ansat kort efter, da Allan havde erkendt, at han havde brug for hjælp, så han ikke skulle stå alene med det hele. På det tidspunkt var Kurt soldat, men aftalte med Allan, at han kunne være soldat om natten oppe i Kagerup og arbejde for Allan om dagen. Nogle gange måtte Kurt dog bede om tidlig fyraften! De første mange år arbejdede Kurt som svend, men da virksomheden ekspanderede, blev der brug for en daglig leder, og valget faldt på Kurt. Allans første store licitationsopgave var for Bondestandens Sparekasse i Slotsgade. Entreprisen var på 44.000 kr. for snedkerarbejde. Dette var startskuddet for den fremtidige tømrer- og snedkervirksomhed. Derudover stod virksomheden stadig for reparation og salg af møbler, og der blev ansat en møbelsnedker ved navn Anker, der var god til at polere. Kurt koncentrerede sig om bygningsarbejde, som Allan mente ville blive indbringende i fremtiden, og som Kurt i øvrigt fandt meget interessant. Allan påstod, at han kunne forudse, hvor der var penge at tjene i fremtiden og han svor, at firmaet ville spinde guld på bygningsarbejde. Derfor blev møbelforretningen ganske langsomt afviklet, og virksomheden begyndte at tage sig af større byggesager. Karlekammerskabet Redigeret efter Anker Bendsen. Allan opkøbte gamle møbler og havde fået et gammelt karlekammerskab hjem, som stod ude i gården, fordi det var for usselt til at blive solgt. En dag kom bonden fra Hulegården i Lynæs forbi for at købe møbler til et karlekammer. Han efterspurgte et karlekammerskab og ville høre, om skabet ude i gården var solgt. Det endte med, at han købte skabet for 80 kroner. Allan var ikke hjemme, men da han senere på dagen kom hjem, spurgte han, om Budcentralen havde kørt det på lossepladsen. Men Anker sagde, at han havde solgt det for 80 kroner. Det, syntes Allan, var en rigtig god pris, selv om han først ikke rigtig troede på historien. Men til sidst fik Anker ham dog overbevist, og Allan bad ham om at købe en omgang bajere for at fejre salget. Butikken havde lørdagsåbent, og nogle gange blev Anker sat til at passe den. Det var lidt kedeligt, men ofte han fik besøg i butikken af gode venner eller kollegaer. Der blev drukket bajere, og det hændte, at Anker bare lukkede butikken og tog sig en lur på høvlebænken. 20 livet 21 møllestræde 1983 i møllestræde 22 23 De første lærlinge Redigeret efter Freddie Hansen, som fortæller røverhistorier fra lærlingetiden, og efter Anker Bendsen, der fortæller historien om karlekammerskabet Espen fra Gilleleje var en af de første læredrenge. Espen elskede at sejle kajak. En sommer havde man fået bragt en vognladning beg til værkstedet, som Espen ville bruge til at tætne en gammel kajak, som han havde liggende ude i gården. Efter at have arbejdet ihærdigt med at tætne kajakken med store mængder beg, var det planen, at den skulle søsættes i Gilleleje Havn. Desværre gik den til bunds som en sten. Årsagen var de mange kilo beg! Freddie kom i lære hos Allan Svendsen i 1966 som læredreng nummer 3 efter at havde været arbejdsdreng et halvt år forinden. Han var meget glad for sin læreplads. Snedkerværksstedet i Møllestræde var hyggeligt med bindingsværk og kalkede vægge. Der duftede af træ, gamle møbler, lak og politur. Kvarteret omkring Møllestræde var hyggeligt, og alle kendte hinanden. Der var ikke så mange i firmaet, da han startede. Der var Allan, Kurt, Anker Bendsen, og Nis Anker. Derudover var der Ib, som blev udlært som møbelsnedker. Ib var Allans første lærling i firmaet. Han frøs altid skrækkeligt meget, så han havde stillet sin høvlebænk klos op ad den gamle limovn i et forsøg på at holde varmen. Engang da Ib var meget forkølet, stod Allan og Anker og rodede med nogle flasker. De holdt én med 3-dobbelt salmiakspiritus op under Ibs næse og spurgte, om han kunne lugte, hvad der var i flasken. De påstod, at de selv var i tvivl om indholdet. Efter at Ib havde snuset til flasken, måtte han skuffe dem med, at han ikke kunne lugte noget på grund af forkølelsen. Allan og Anker gav ham det gode råd, at han bare skulle snuse kraftigt ind med det resultat, at Ib gik lige i brædderne! På værkstedet lærte man at bruge det gamle værktøj, så som håndhøvle, rubanke, borsving, håndsave og stemmejern. Værkstedet havde ikke ret mange elektriske maskiner, og nogle af dem gav stød, når vejret var fugtigt. Freddie holdt meget af samarbejdet med Anker, bl.a. med renovering af Slotskroen og arbejdet indenfor på møbelværkstedet om vinteren, når der ikke var så meget at lave. Efter Freddie kom en ny lærling ved navn Finn. Han blev aldrig udlært, da han kørte galt på sin knallert. Han blev ramt af en bil og kom slemt skade. Efter Finn kom Erland i lære, og derefter blev Henning Sztuk lærling. de første lærlinge 24 25 fest for 100 kr. De første lærlinge Freddie fik indført julefrokosten på værkstedet i Møllestræde. Han spurgte Allan, om ikke det var en god idé, og fik 100 kr. til at købe ind for. Freddie skaffede et par bukke, nogle plader, lidt papir, og så blev der ellers dækket op til julefrokost. I de 4 år Freddie var i lære, indtil han blev udlært i slutningen af 1970’erne, voksede firmaet støt og roligt med flere ansatte bl.a. John Hansen, Gunnar og Carl Frederik. Freddie var ansat hos Svend Pedersen, da Allan overtog Svends firma i 1994, og har været hos Allan Svendsen siden da. Han syntes stadigvæk, at det er en god arbejdsplads – også selv om han er den ældste lærling fra dengang, da firmaet kun bestod mester, tre svende og tre lærlinge! Redigeret efter Henning Sztuk, som fortæller om værkstedet i Møllestræde og efter Anker Bendsen. Henning har været ansat snart 40 år i firmaet. Først i Møllestræde, derefter på Carlsbergvej og siden på Huginsvej. Han startede som lærling i Møllestræde i 1971 og fik dengang 123 kr. om ugen, der steg til 268 kr. det sidste år. Dengang var der 3 lærlinge og 4-5 svende. Der var blevet indkøbt en rød Audi-varevogn og en blå folkevogn med lad. På et tidspunkt havde firmaet også en Ford Thames, hvor det var nødvendigt, at man krøb ind under den for at sætte den i bakgear! Opvarmningen af værkstedet foregik med at fyre med affaldsspåner. Man stampede spånerne i nogle runde stålbeholdere med koniske rør, som man brugte i forbindelse med optændingen. Lærlingene kom gerne før svendene og tændte op, så der var lunt, når de mødte om morgenen. Nogle gange hændte det, at ovnen eksploderede, hvis den ikke var stampet ordentligt. Så kom der røg i værkstedet! Man deltes om el-håndværktøjet. Værkstedet ejede én Black & Decker-rundsav, én stiksav, og to boremaskiner. Allan havde et lille kontor på ca. 1,2 x 2,4 meter med en lille luge ind til værkstedet, hvilket var bekvemt, når han skulle lave regninger i forbindelse med momsafregningen. Han fik ugebøgerne, hvor alt udført arbejde omhyggeligt var blevet noteret. Siden fik Kurt også et kontor, hvor bordpladen bestod af en spånplade lagt på en udtrukket skuffe fra arkivskabet. Værkstedet havde også en skurvogn, som blev kaldt ”Prærievognen”. Engang skulle den flyttes med ladvognen, hvor vognen var spændt efter med tov. Tovet knækkede, og Prærievognen fortsatte gennem en hæk og videre ind i en have, så Allan måtte til lommerne og få en vognmand til at flytte den! 26 27 Nye tider på kontoret Der skulle selvfølgelig også laves kontorarbejde, og der måtte kvinderne træde til. Derudover blev der med tiden indført edb – et moderne tiltag, som ikke alle i firmaet havde lige nemt ved! Peter Svendsen fortæller Kurt Larsen var meget fremsynet og visionær. Han elskede gadgets, og elskede telefoner med trykknap. Når der skulle anskaffes nye telefoner, fik Kurt altid den nyeste og smarteste model. Allan var godt tilfreds med at overtage hans gamle telefon med drejeskive og gik ikke så meget op i moderne teknik! Kurt var i øvrigt også den første, der fik en computer, ud over kontordamerne. Connie Svendsen beretter Connie og søsteren Annette fik også lov at hjælpe til med rigtigt kontorarbejde. ”Mænnernes” ugesedler skulle splittes op på de forskellige sager, og der skulle også skrives tilbud og regninger på skrivemaskine med kalkerpapir. Connie husker, at Kurt Larsen havde en diktafon, som han brugte i forbindelse med de lange tilbud. Kurts fakturaer var meget detaljerede. Det kunne man ikke sige om hverken Allans tilbud eller regninger. De var korte og kontante. Søstrene skulle også tjekke regningerne igennem for regnefejl. De havde en lille kalender, hvor de satte et kryds, hvis Allan en sjælden gang havde regnet forkert. De havde et flot grønt pengeskab i hjørnet af kontoret til momskopier af regningerne og en lille kontantbeholdning. Annette Clausen – født Svendsen – fortæller om indførelsen af edb 28 på kontoret Annette blev ansat på kontoret i forbindelse indførelsen af it eller edb, som man sagde dengang. Indtil da havde man klaret sig med blyant og papir, f.eks. til udfyldelse af timesedler. Allan indgik en aftale med to lokale mestre – Carlo Lorentzen og Palle Andersen fra Lynge – om fælles indkøb af edb. De kørte systemerne parallelt for at få det hele implementeret på bedste vis. It var aldrig hendes fars, Allans, stærke side. I det hele taget var det med at skrive ikke hans foretrukne syssel, selv om han faktisk havde en meget sirlig og smuk skrift. Allan mente, at man bare skulle trykke på en knap, og så skulle fakturaen nok komme ud i den anden ende, nærmest af sig selv. Han mente, at det der med edb lød nemt og smart. Men det med at fodre systemet med tal sørgede Jytte og Annette for. Annette overhørte engang en telefonsamtale, hvor en kunde spurgte, om det kunne være rigtigt, at en opgave skulle koste så meget. Allan sagde, at han lige ville tjekke ”systemet” for at være helt sikker. I virkeligheden kunne han ikke betjene en computer. Men han var fantastisk god til at give indtryk af, at han havde helt styr på systemet. 29 Lønforhandlinger Kurt Larsen fortæller: Kurt Larsen var bygningssnedker og den første af Allans medarbejdere, der fik forhandlet en timeløn på 8 kr., hvilket Allan syntes var forfærdelig mange penge. Han havde en karakteristisk måde at nærmest vride sig på, hvis han følte, at han skulle af med særligt mange penge. Men Kurt sørgede for, at firmaet fik sit første transportmiddel i form af en scooter, hvilket var en stor fordel, noget som Allan heller ikke var sen til at indse. Ved firmaets begyndelse blev lønnen udbetalt kontant, og det hændte, at man glemte lønningsdagen og kom tomhændet hjem. Dette blev konerne naturligvis stærkt fortørnede over, så det var en lettelse, da det blev overladt til banken at sørge for lønudbetalingerne. Connie Svendsen overhørte ved et tilfælde nogle diskussioner om løn Connie var engang med til et værkstedsmøde, hvor der skulle forhandles løn, og” mænnerne” ville have én procentsats, og hendes far ville give en anden. Hun husker jargonen som meget hård, men hendes far beroligede hende og forklarede efterfølgende, at sådan var det, når der skulle forhandles løn! Nis Anker var ansat i 6 omgange hos Allan. Han påstår selv, at det ikke var på grund af pengene, for han kunne have fået mere i løn andre steder. Men Allan evnede at få sine ansatte til at føle sig som noget ganske særligt – desuden var de andre mestre ikke nær så flinke, selvom de gav mere i løn. forhandlinger portrætfotos: Rikke Sommer 30 31 Pyromanbranden i Møllestræde 1985 Mange påsatte brande hærgede Hillerød og omegn i perioden 1973-1985. Kurt Larsen beretter: Da pyromanen huserede i Hillerød og omegn, lugtede der ofte af røg. Det endte med, at det også brændte i Møllestræde. Kurt blev kaldt ind kl. 4 om morgenen, hvor han straks gik i gang med at kaste mapper og papirer ud ad vinduet til Allan, der stod ude i gården og smed materialet ind i bilen. Det lykkedes at redde regnskabet, der dog var blevet svedet og lugtede af røg længe efter. branden Branden havde ødelagt meget, med undtagelse af kontoret der kun var svedet. Ejendommen, hvor værkstedet havde til huse, var ejet af Hillerød Kommune, som havde et ønske om at rive det hele ned og bygge en ny ejendom på grunden, og man så gerne, at al industri blev flyttet væk fra bymidten. Derfor gjaldt det om at få genopført værkstedet hurtigst muligt, da der kun var ganske få dage til byrådsmødet og dermed risikoen for at blive husvild. Kun 4 dage efter at branden havde raseret, blev der holdt rejsegilde, og heldigvis besluttede byrådet, at firmaet kunne blive boende. Politiet havde ikke held med at opklare forbrydelserne ved hjælp af spor fra gerningsstederne, og det var nærmest ved et rent tilfælde, at sagen blev opklaret. Sagen fik sit gennembrud, efter et S-tog udbrændte på Hillerød station i 1985. Politiet modtog en vigtig opringning fra Institutionen Følstrup om en af deres beboere, der var kommet hjem med brandhuller i tøjet og lugtede kraftigt af røg. Politiet anholdt manden i 1985 og sigtede ham for brandstiftelsen i S-toget. Senere erkendte manden, at han stod bag mange af de påsatte brande, der hærgede Hillerød. Der var påsatte brande af skure, forretninger, en børnehave, Lokalhistorisk Museum, men også tre kæmpe brande; en tømmerhandel og en stearinfabrik, hvor en brandmand mistede livet under slukningsarbejdet, samt Hafniabranden i 1973, hvor 35 mennesker omkom. Derudover slog han en ung pige ihjel på Fanø. Manden var retarderet, så da Retten i Hillerød idømte ham erstatningskrav på over 170 millioner kr., ville han da gerne afdrage! For ham kunne det lige så godt have været 25 kr.! Ud over erstatningskravet blev han idømt livsvarig anbringelse på en sikret anstalt. Han nåede som pyroman i årene 1973-1985 at blive ansvarlig for 37 menneskeliv. 32 33 Historien om Peter Svendsen Peter blev født i 1970 og boede i mange år sammen med familien i Ålholmsparken i et hus, som Allan havde bygget. Han gik på Ålholmsskolen og viste som sin far hurtigt evner for matematikken, selvom han ikke altid huskede at lave lektier. Efter morens død flyttede familien ind i ”Hjulmandens Hus” på Kalvehavevej, efter at huset havde gennemgået en totalrenovering. Peters første rigtige forretning var handel med knallerter, som han opkøbte, lavede i stand, polerede og solgte videre med fortjeneste. Som 13-årig havde han 10.000 kr. på bankbogen, hvilket han var meget stolt af. Peter fortæller om sine første succesrige handler med knallerter Peter var i gang med at forhandle med en nølende, potentiel knallertkøber, som forsøgte at presse prisen helt i bund. Hans far havde overværet optrinnet fra vinduet og kaldte på ham. Der var åbenbart en meget interesseret køber i telefonen, der ønskede at tale med Peter. Dette havde en så gunstig virkning på knallertkøberen, at han gik med til Peters pris og trak af sted med knallerten. Handlen lærte Peter meget om forhandlingsteknik! Peter kom tit på værkstedet for at feje og rydde op om eftermiddagen for at tjene lidt ekstra lommepenge, og samtidigt rengjorde han firmabiler om søndagen. I weekenderne kom han med på værkstedet, hvor han sammen med faren lavede knivskæfter, både, skabe og endda hjemmelavede vandski af træ. Peter kom på teknisk skole og tog samtidig 10. klasses afgangseksamen. Han besluttede sig for at blive snedker, men havde i bedste teenagestil sat sig for, at det i hvert fald ikke skulle være hos sin far! Det endte med, at han kom i lære hos Kaj Løwe, hvor han i øvrigt undlod at gøre opmærksom på, at han var Allan Svendsens søn. Der gik jo ikke længe før Kaj, og den tidligere mester Aage, fandt ud af, hvem Peter i virkeligheden var. af tale 34 Peter Svendsen fortsætter: Kaj Løwe havde lige overtaget snedkermester Aage Jensens værksted i Løngangsgade, som var i gåafstand til Kalvehavevej. Peter fortæller, at det var som en rejse tilbage i tiden. De fleste af maskinerne var gamle, og når de mødte om morgenen, var det så koldt, at al limen var frosset, og det gjaldt om hurtigst muligt at få tændt op i den gamle brændeovn, så man kunne få varmen. Peter husker Kaj Løwe som en god læremester. Måske behandlede Kaj ham lidt strengere end de andre, fordi han var Allan Svendsens søn og helst ikke skulle tro, at han var noget! Peter fik en lærekontrakt, og han husker, at han fik et komplet sæt værktøj den første jul, mens han var i lære. Det var en af de bedste julegaver, han nogensinde har fået. Kaj fik på et tidspunkt konstateret cancer, men han var en stålsat mand, der selv kørte til og fra Rigshospitalet for at få kemoterapi. 35 Historien om Peter Svendsen Peter husker, at han engang blev udlånt til sin fars firma, dagen før nytårsaften, fordi værkstedet var bagud med en sag. Han gik og sømmede beklædning på og kom ved et uheld til at skyde sig i foden med en sømpistol. Han blev kørt på skadestuen af Svenner og kom direkte ind på oprationsbordet med store beskidte gummistøvler på. Sømmet var gået gennem foden. De kunne ikke få hele sømmet ud og prøvede flere forskellige tricks, dog uden held. Til sidst hentede Svenner en stor hammer og en papegøjetang ude i bilen, satte papegøjetangen på sømhovedet og slog på tangen for at få det ud. Det var særdeles pinefuldt, og lægerne gav ham så meget smertestillende medicin, at han var svimmel længe efter! Efter at være blevet færdiguddannet startede Peter hos sin far. Peter meldte sig frivilligt til Den Kongelige Livgarde som værnepligtig. Ikke overraskende gik Allan op i det med liv og sjæl og hjalp til med at instruere i at lave pressefolderne ekstra skarpe og pudse støvler, så man kunne spejle sig i dem. Efter soldatertiden startede Peter igen hos sin far som svend. Nytårsaften 1998 mødte Peter sin kone Annette til en fest i Haderslev. Hun var fra Jylland, og de besluttede sig hurtigt for at flytte sammen i Hillerød. Hun kom senere til at undervise på Ålholmsskolen. I årene, der fulgte, fik de 3 børn: Christian Kjelde, Fie Kjelde og Jens Allan Kjelde. I 2006 erhvervede parret Holmegårdsvej 6 i Hillerød. Det var hans farmor og farfars gamle hus, hvor Allan var blevet født i 1939. De følgende år ekspanderede Allan Svendsen & Søn A/S, og Peter kastede sig over mange nye projekter blandt andet med erhvervelse af en del erhvervs- og boligudlejningsejendomme i Hillerød. 36 peter 37 Flytning til Carlsbergvej 24 – på vej mod nye tider Flytningen til Carlsberg blev på mange måder begyndelsen på en ny æra i firmaets historie. I 1994 spurgte Allan sønnen Peter, om han ville starte på kontoret. Allan var på det tidspunkt ved at overtage tømrermester Svend Petersens ejendom på Carlsbergvej og havde til hensigt at flytte virksomheden derhen. Jytte Kragh fortæller om den dag, idéen om flytningen blev introduceret: Pludselig en dag fortalte Allan, at han havde indledt forhandlinger med tømremester Svend Petersen. Forhandlingerne omhandlede overtagelse af bygninger, svende og biler fra Svend Petersen på Carlsbergvej. Dette krævede nogen overvejelse, men alligevel blev beslutningen hurtigt taget. Snart blev der indrettet kontor i værkstedsbygningen, da man ikke fandt vandtårnet egnet. I 1996 rykkede de ansatte ind i et nyindrettet kontor på Carlsbergvej, og Svend Petersen gik på pension. Efter overtagelsen af både ansatte og arbejdspladser fra Svend Petersen var firmaet efterhånden ekspanderet og blevet til ”tømrer- og snedkerfirmaet”. Så nu var rammerne store nok til også at invitere håndværkerne med ægtefæller med, når der skulle festes! Firmaet blev omdannet til Allan Svendsen & Søn A/S i 1995, og i 1998 blev der foretaget generationsskifte, da Peter Svendsen overtog firmaet. I november 1999 døde Allan efter længere tids sygdom, og firmaet havde dermed mistet sin grundlægger og dygtige, afholdte leder. carlsbergvej 38 39 Flytning til Huginsvej Allan Svendsen & Søn A/S havde vokseværk. Tingene gik stærkt, og medarbejderstaben voksede. Efterhånden blev lokaliteterne på Carlsbergvej for små, og Industrivænget 18 blev erhvervet i 2005 som firmadomicil. Men da virksomheden fortsat ekspanderede, forudså Peter, at rammerne nok ville blive for trange og begyndte at se sig om efter nogle større lokaliteter. Valget faldt på Huginsvej 3, hvor Time Management havde haft til huse, og man gik i gang med at indrette det til værksted og kontor. I 2006 rykkede firmaet fra Carlsbergvej til Huginsvej. Carlsbergvej blev solgt til Hillerød Kommune, som på daværende tidspunkt havde igangsat Campusplaner for det område. Kurt Mark Christensen, som også havde været i lære i firmaet, blev i samme forbindelse udnævnt som driftsdirektør i Allan Svendsen & Søn A/S, og der blev etableret en professionel bestyrelse. I 2008 blev Kurt Mark Christensen udnævnt som adm. direktør i Allan Svendsen & Søn A/S. Da finanskrisen var på sit højeste i 2009, overtog Peter jobbet som adm. direktør, og Kurt Christensen fratrådte året efter. Allan Svendsen & Søn gik ikke ram forbi finanskrisen. Medarbejderstaben blev næsten halveret fra omkring 80-100 til 50. Alligevel nåede firmaet gennem krisen med skindet på næsen. En stor del af forklaringen var loyale og trofaste medarbejdere, der leverede et godt resultat til kunderne og bakkede op om ledelsen. Derudover var et større virksomhedsudviklingsarbejde med til at give et godt overblik over, hvor der skulle trimmes, og hvor kræfterne skulle lægges fremover. I den forbindelse indgik medarbejdernes meninger i udviklingsarbejdet. Allan Svendsen & Søn A/S har medvirket i mange spændende byggeprojekter, herunder sceneopsætningen for det Kongelige Teater til ”De Tre Musketerer” i Dyrehaven, Munkeengen i Hillerød og Danske Banks nye domicil i Nordsjælland. vok seværk 40 41 Værdier i Allan Svendsen & Søn A/S Hvis man skal karakterisere ledelsen i Allan Svendsens tid, må man konstatere, at han gav medarbejderne store frihedsgrader, og han må egentlig betegnes som en ret moderne virksomhedsleder af sin tid. Han udstak målet, og så måtte medarbejderne selv finde ud af at nå frem til målet. Det viser et nuanceret, respektfuldt menneskesyn, som kan betegnes som frihed under ansvar. Allan Svendsen var god til at uddelegere og gav medarbejderne plads til at udfolde og udvikle sig. Han havde et udviklet handelstalent og var god til at lodde markedet og kundernes behov. Peter Svendsen har ført den tradition videre. På trods af finanskrisen, står virksomheden i dag styrket til at servicere nuværende og fremtidige kunder. Dels har Peter Svendsen formået at fastholde og ansætte de rigtige medarbejdere, og dels har han forstået at tilpasse virksomheden til det aktuelle marked. Peter Svendsen har forstået at uddelegere ansvar og behandle medarbejderne med respekt. Det er ikke tilfældige værdier, for de var også gældende, da hans far etablerede virksomheden for 50 år siden. Man kan tilføje, at uddelegering af ansvar i en ganske særlig grad måske ikke var særligt almindeligt i branchen i begyndelsen af 1960’erne, men det har vist sig at være en af de afgørende fordele, som Allan Svendsen & Søn A/S har haft gennem årene. For ud over faglig dygtighed er det medarbejderne, der skal servicere kunderne. Føler kunderne sig ikke godt behandlet, kommer de ikke igen. Faglig høj ekspertise og tæt dialog med kunden er nøgleværdier. faglig ek sper tise 42 43 visioner visioner visioner visioner Fremtidige visioner Allan Svendsen & Søns A/S vil fremover fokusere på at få endnu flere serviceopgaver for større kunder. Firmaet løser i forvejen opgaver for Biogen Idec, Leo Pharma A/S, Region Hovedstaden og en række boligselskaber. Der er både kompetence og lyst til at tiltrække større kunder og entrepriser, lige som virksomheden gerne løser både store og små opgaver for private kunder under mottoet ”faglige traditioner gennem generationer”. Det er ambitionen, at kunden altid skal føle sig i gode hænder, og at opgaven løses i tæt dialog med svende, lærlinge og ledelse. Virksomheden sætter et godt arbejdsmiljø meget højt, hvilket gør arbejdspladsen attraktiv, og det vil forhåbentlig også fremover tiltrække kompetente og dygtige medarbejdere. Allan Svendsen & Søn A/S vil også i fremtiden satse på efteruddannelse og god lærlingepolitik, så medarbejderne konstant holdes ajour og udvikler sig løbende. Det har været en stor fordel, at så mange medarbejdere har været i virksomheden så længe, og der vil også fremover blive investeret meget i at fastholde de mange dygtige og engagerede medarbejdere hos Allan Svendsen & Søn A/S. 43
© Copyright 2024