4 Samfund # 44 1. november 2013 Weekendavisen Vækst. Den nye skov kaldes publikumsvenlig, bevægelsesparat, multifunktionel og er fyldt med udstyr, aktiviteter og instruktion. Men selve skoven gror bare - uden at have særlige intentioner med os. Derfor kan den helbrede. Nem pille at sluge Af pernille stensgaard fOTO: anne prytz schaldemose S kovrider Søren Paludan står og venter ved siden af sin firehjulstrækker på parkeringspladsen. Han er i solide støvler, sweater og vatteret grøn fjällrävenvest, dertil en ung og kompakt brun labrador, som han går på jagt med, og i baggrunden breder Paludans egen Kærehave skov sig over 38 hektar. En skovrider efter bogen og alligevel overhovedet ikke. Han driver ikke skov for træets skyld som sin skovriderfar og generationerne før ham og heller ikke, som de lærte det på Københavns Universitet, hvorfra han blev forstkandidat i 1986. Men han begyndte traditionelt. Da han købte Kærehave som »et godt tilbud« i 2000, regnede han med at sælge træ og jagt som alle andre private skovejere, der tilsammen ejer 73 procent af landets skove. Dengang var kineserne helt vilde med bøgetræ, prisen tre gange så høj som nu, og der stod gammel bøg i Kærehave skov, klar til hugst. Århundredets storm, decemberorkanen i 1999, havde endnu ikke oversvømmet markedet med billigt træ. Det lå stadig i enorme mængder rundt omkring i Europas medtagne skove og endte med at blive solgt for nærmest ingenting. Hurtigt kom hele situationen til at skrige på eksperimenter. Midtsjællandske Ringsted ligger ret nøgent på en bakke. Nærmeste skov er Søren Paludans Kærehave skov, der ligger lige i kanten af byen. Langt de fleste andre skove i kommunen er også private, åbne for offentligheden fra klokken seks om morgenen til solnedgang, men kun på veje og stier. Sådan har det været siden politikerne i 1969 tvangsåbnede de private skove. Og derfor vil de fleste skovejere helst ligge isoleret, langt fra byerne og det store publikums slid. Søren Paludan så anderledes på det. Måske kunne skovens nærhed til en by være en fordel for alle parter. Måske kunne han udvikle og sælge noget nyt – sundhed – til de stressede og demente, de kræftramte og de sårede, storrygerne, de angste og alle børnene, der ikke fejler noget og skal blive ved med det: LAYOUT: ANDREAS PERETTI »Folks oplevelse af skoven er af langt større værdi end kævler, jagt og juletræer,« siger han, mens vi går ad de nye brede og handicapvenlige grusstier til 500.000 kroner. »Min skov blev en modelskov, hvor jeg sammen med Ringsted Kommune leder efter måder at nedsætte sundhedsudgifterne på. Danskere bliver ældre og ældre, flere vil blive syge og budgettet sprængt, hvis vi ikke kan finde ud af at forebygge og finde andre billige, bedre løsninger. For hver dag man kan holde folk ude af plejehjemmene, er det godt for alle.« Livgivende, helbredende Kærehave har en størrelse, så den er til at finde rundt i. Paludan er fuldt til stede over det hele. Et mudderhul er forvandlet til en sø. Et stykke tæt skov til en lysning. Der er bålpladser med grilludstyr som i de amerikanske nationalparker og en container med økser, knive, fiskenet og udstyr til madlavning over åbent bål. Langbordene har plads til 50 børn, og så er der tilløbsstykket – en 250 meter lang naturfitness- eller motorikbane af træstammer og stubbe. »Sidste år en hvid januardag inviterede jeg en række af byens børnehaver til saft, æbleskiver og en tur i skoven. Mange af børnehaverne ligger kun et kvarters eller en halv times gang herfra, men de havde aldrig været i skoven. I dag skal man jo introduceres til naturen, men så kommer de også igen og igen. Da jeg var barn, var vi ude hver aften, i skoven eller i haven, men nu er det, som om man skal lære børn at lege.« I oktober modtog Søren Paludan Region Sjællands sundhedspris for sit målrettede arbejde med at få institutionerne til at bruge skoven. Han har en driftsaftale med Ringsted Kommune, der betaler 150.000 om året. Paludan er frustreret over, at det ikke hænger økonomisk sammen: Jagten kan ikke lejes ud, når så mange mennesker befinder sig i skoven, de slider på den, og Paludan bruger oceaner af sin egen tid på at få vegetationen til at se afvekslende og naturlig ud, uden at nogen lægger mærke til det. Men han vil hellere fortælle historier om den livgivende, helbredende natur. Om mennesker, der er kommet sig i skoven. En dement kvinde, der ikke havde sagt et ord i tre år, begyndte at tale. En anden havde fået 16 brud i en trafikulykke og brugte skoven tre timer hver dag som genoptræning. På skift har byrådet og grupper af professionelle folk fra ældreplejen over lærere og pædagoger til genoptræningsfolk været på kursus i skoven for at lære alle dens kvaliteter at kende. En fysioterapeut, der er koordinator for indsatsen for kommunens hjerneskadede, har haft et forløb med patienter i skoven. Ringsted Gymnasium holdt idrætseksamen i Kærehave etc. For første gang arbejder en privat skovejer så tæt og omfattende sammen med en kommune. Medicin uden bivirkninger Eva Skytte i Dansk Skovforening, skovbrugets brancheorganisation, har arbejdet tæt sammen med Søren Paludan om projektet. Hvis det lykkes Paludan og Ringsted at skrue en aftale sammen, så begge parter vinder på det, kan modellen brede sig over hele landet. »For byer, der ikke har egen skov i deres nærhed, er der god økonomi i at lave brugsaftaler med private skove. For Ringsted er det en god forretning,« siger Skytte. Hun har regnet på det: Hvis Ringsted alternativt valgte selv at rejse skov tæt på byen med opkøb af landbrugsjord, ville 38 hektar koste omkring 10 millioner kroner svarende til årlige omkostninger på cirka en halv million til renter og vedligehold. Og så ville kommunen få en mark med nyplantede træer i stedet for som nu en gammel, smuk og oplevelsesrig skov med skovenge, søer, gamle store træer og et rigt dyreog fugleliv. Eva Skytte og skovforeningen er ved at bevæge sig ind på statsskovenes største produkt: oplevelser, drømmerier, absencer, frikvarter. Rollefordelingen mellem de private og statslige skove (18 procent) har groft sagt været, at de private tjente penge på traditionel drift, og statsskovene leverede tabsgivende friluftsliv og blev trukket ud af fuld produktion, fordi hensyn til profit og publikum ofte kolliderer. To store landsdækkende undersøgelser fra 1977 og 1994 viser begge, at skovgæsterne mere end noget andet ønsker at opleve stilhed i skoven. Stilhed, natur og dyr. Ikke motorsave, lastbiler, træer på snorlige rækker og andre spor efter produktion. Folk er heller ikke meget for, at man fælder store områder på én gang. Det forstyrrer billedet af skoven som noget stabilt i en foranderlig verden. Forholdet er følelsesmæssigt. Og statsskovene har indrettet sig efter kunderne – og efter krav om biodiversitet og bæredygtighed. Ingen sprøjtemidler, flere gamle træer, mindre dræning, mere økologi og områder med urørt skov har gennem de seneste 20 år især gjort statens skove vildere og mere varierede. Nu dyrker statens skovfogeder natur fremfor produktionstræ. Eva Skytte er forfatter til Sundhed og livskvalitet i naturen – et idékatalog (2013), hvor hun peger på, at skovene kan levere bivirkningsfri medicin. Skovene mødes med krav, der i virkeligheden er lige så rationelle som tidligere. Naturen bliver bedt om at levere behandling til fysiske, psykiske og sociale sygdomme som ulighed og arbejdsløshed. Hvorfor naturen virker I kapitlet »Hvorfor virker naturen?« anfører Eva Skytte fire teorier, der har det til fælles, at naturen fremstår som skånekost og meget mindre krævende end civilisationen og byerne. Rachel og Stephen Kaplan er begge professorer i psykologi på University of Michigan. Forskerparret mener, vi har to typer opmærksomhed – en rettet og en spontan. Den første kræver energi og koncentration, den bruger vi i byerne, hvorimod den spontane opmærksomhed er mindre krævende og i brug i naturen. Hjernen kan slappe af, restituere sig. Professor i arkitektur og sundhedspleje Roger Ulrich mener, at vi på en brøkdel af et sekund vurderer omgivelser ud fra et overlevelsesmæssigt synspunkt. Naturlige omgivelser vurderes instinktivt som trygge. Blodtrykket, stresshormonniveauet og muskelspændingerne falder. Det modsatte sker i miljøer med meget lidt natur, hvor man ikke kan stole på sine ubevidste og instinktive kropslige reaktioner. »Naturens åbne tiltale« kalder dr.scient. Bjørn Tordsson, det særlige ved naturen. Ifølge Tordsson har naturen ingen intention med os eller nogen iboende mening. Alligevel er den fuld af udtryk. Det betyder, at man i naturen kan være, som man nu engang er. Den er et rum, man kan tolke sig ind i. Den svenske hortonom og forsker Johan Ottosson har beskæftiget sig med mennesker i krise og tager sit udgangspunkt i teorien om relationstrappen. Mennesker i krise har svært ved at klare komplicerede relationer. De har brug for mere grundlæggende og enkle relationer som er tilpasset deres følelsesmæssige tilstand for at komme gennem krisen. Ottossons trappe har fire trin: 1. døde ting som sten 2. træer og blomster. 3. dyr og 4. mennesker. Nederst på trappen er døde ting, som man kan have de enkleste relationer til, og øverst ligger andre mennesker med de mest komplicerede relationer. Hvor på trappen, man begynder, afhænger af krisens styrke. En mandag formiddag i Kærehave møder man børnehavebørn, skoleklasser og et ældre ægtepar med hinanden i hånden. I de to år, der er gået, siden Søren Paludan som tydelig værtsfigur slog skoven på vid gab og inviterede folk ind, er besøgstallet skudt i vejret. Det viser tre infrarøde målere, der blev sat op ved projektets start i 2012. Fra at have været stort set mennesketom er der i de sidste måneder kommet 200 om dagen. På skovens hjemmeside ligger en reklamefilm med akustisk guitar og klip af kvinder, der mediterer i skovbunden. En præst holder gudstjeneste i det fri, en ældre mand laver en fløjte til et barn af en gren. Folk løber, tænder bål, synger fødselsdagssange, laver mad, spiller bold, ror kajak, fisker. En aktivitetskalender lister arrangementer, der vil få Kærehave til at »summe af fysisk aktivitet og bålhygge«. Forældre kan bestille børnefødselsdag med bål i hytten, skattejagt, saftevand og kage og instruktion på naturfitnessbanen. Meningen med den klassiske produktionsskov er en helt anden end meningen med den nye publikumsvenlige, bevægelsesparate og multifunktionelle skov fyldt med udstyr, aktiviteter og instruktion. Men selve skoven har ikke forandret sig lige så meget. Den gror bare – uden at have særlige intentioner med os, som Bjørn Tordsson siger. KORREKTUR: FLEMMING GERTZ
© Copyright 2024