Juli måned, bagende sol
Side 1 af 3 sider Opgave 6 Naja Marie Aidt: “Juli måned, bagende sol”. Fra DSB’s magasin Ud & Se, juni 2010. Tekst 8 Juli måned, bagende sol Naja Marie Aidt VIVIAN TOG den benede, solbrændte hånd i sin og stirrede intenst på de gule negle. ’For meget mørk neglelak,’ konstaterede hun, ’over for lang tid.’ 5 Kvinden sukkede. ’Min svaghed,’ hviskede hun, ’jeg elsker rødt.’ Herefter indledtes den timelange proces der skulle gøre disse hænder attraktive. Her sad altså Vivian med sine fede, kødfulde, hvide arme, de 10 skrå øjne, der indimellem kastede blikke ud ad vinduet, på trafikken, de forbipasserende, regnen der var begyndt at falde ved daggry, og som formodentlig ville vedblive med at falde, tungt og tæt, resten af 15 dagen. Gaderne dampede. Temperaturen nærmede sig treogtredive grader. Klokken var ti om formiddagen. Da begyndte den mørke kvinde at græde ubehersket. Men Vivian var vant til lidt af hvert. Hun filede 20 løs på højre hånds lillefinger og rakte damen en serviet. Vivian, datter af Kimiaki og Asuka, nummer tre i en søskendeflok på fire, var glad for sit job. De hvide kvinder gav gode drikkepenge og salonen var 25 pæn og rummelig. I pauserne sad hun på trappen i gården og røg cigaretter mens hun indtog store mængder popcorn. Eller hun pattede på en colaflaske og lavede ansigter til sig selv i spejlet på toilettet. 30 ’Jeg er lige ankommet,’ hikstede kvinden, ’jeg har ikke sovet hele natten. Undskyld.’ Vivian smilede sit falske smil og gav sig til at massere de tynde arme. Hun tog godt fat. Kvinden havde valgt citronolie. De fle35 ste valgte lavendel eller pebermynte. Egentlig rart med en ny duft, tænkte Vivian og sagde: ’Denne massage fjerner affaldsstofferne.’ ’Affaldsstoffer?’ udbrød kvinden forskrækket. ’Affaldsstoffer. Du er fuld af 40 dem. Kroppen er fuld af affald,’ sagde Vivian. Og kvinden følte, at hun havde ret. Fuld af affald. Sådan var det. ’Jeg hedder 1 Trude.’ Vivian fik øje på en pige i pink regnfrakke, sådan en kunne hun godt tæn45 ke sig, sådan en havde hun drømt om, gad vide hvor man kunne få sig sådan en, tænkte Vivian, det ville peppe mig op på en ond regnvejrsdag som i dag med sådan en regnfrakke, Jeezus, det ville være en 50 fest med sådan en regnfrakke. ’Det er vist et norsk navn, men jeg er fra Danmark,’ fortsatte Trude med sin underligt hviskende stemme, ’måske er det i virkeligheden tysk?’ spurgte hun selv, ’regnfrakke’, tænk55 te Vivian, ’hvad rager det mig?’ tænkte hun, ’Norge, Danmark, hvad rager det mig?’ og så nåede duften af Jessicas dim sum1) hendes næsebor og sulten begyndte at nage, Jeezus, hun var sulten, stopuret 60 tikkede, de skulle massere i ti minutter og der manglede stadig fem, en evighed. Trude ømmede sig, ’hvordan kan jeg være anspændt i armene?’ tænkte hun, ’kufferterne!’ tænkte hun så, ’selvfølgelig, over65 vægt, for hvordan pakker man til resten af sit liv? Knap havde hun tænkt tanken, før hun indså hvor tåbelig den var, hvor højtidelig, hvor sentimental! ’Det er umuligt’ kom hun til at hviske og Vivian så på hen70 de: Jeezus! Galning! Sidde her og tale med sig selv midt i en dashing diva de luxemanicure, der er godt nok nogen der kan. Trude forsvandt med bøjet hoved og blodrøde negle ud i regnen og snart efter guf75 fede Vivian dim sum og popcorn i sig i baglokalet, som var noget mere snusket end salonen. De andre piger snakkede og grinede fjollet over tåbeligheder, efter Vivians mening, ’så sagde han, så gjorde 80 han, så sagde min mor også, men så sagde jeg …’ og dagen gik, flere negle, flere drikkepenge, cola, en tur på toilettet for at tømme tarmen, et surt opkald fra hendes Note: 1) dim sum: let kinesisk måltid bestående af flere småretter Side 2 af 3 sider far, der havde lånt hende 100 dollars for tre uger siden og gerne ville have dem igen, ’hvad ligner det? Du har arbejde! Tænk på din lillesøster! Hun har brækket armen og mistet sit job!’ Jeezus, folk var ikke rigtig kloge. Og Trude havde smidt 90 sig på sengen på sit hotelværelse og lå nu og kiggede taknemmeligt på sine hænder, hun var holdt op med at tude og ventede på at regnen skulle stilne af, så hun kunne komme ud og se sig om. Det var derfor 95 hun var taget til New York her midt i juli måned, trods heden og den høje luftfugtighed, trods det at hun flere gange havde afbestilt rejsen, for så at bestille den igen dagen efter. Hun havde købt en enkeltbil100 let, velvidende at det var temmelig naivt at forestille sig at alt ville gå op i en højere enhed, at alt ville flaske sig. 85 Det var begyndt sådan her: En mand stod af toget. James P. Andersson Jr., potrygen105 de newyorker besmykket med adskillige tatoveringer samt adskillige lædersnore bundet om både hals, håndled og ankler. Han havde tilbragt otte dage i Stockholm og skulle nu til Paris, men først et døgn i 110 København, for at se på flere blonde piger og Christiania og Nyhavn. Særligt Christiania. Der var svenske aner i familien, langt tilbage, og dette var ifølge hans mor en dannelsesrejse, han havde endda fundet 115 det husmandssted syd for Stockholm som hans familie efter sigende engang skulle have ejet. Men so what. Nu ville han have øl. Det fik han, og senere mødte han adskillige blonde piger, men det endte 120 med at han sov med en mørkhåret, hvilket han ærgrede sig en smule over næste dag, da han med tømmermænd steg i flyet, som skulle bringe ham til Frankrig. En blond pige ville have været – han ledte efter 125 ordene – jo en slags trofæ. Men so what. Han stank af sprut og faldt i søvn og drømte om Christianias vægmalerier, der virkelig havde gjort indtryk på ham. Sådan var det begyndt, for det var Trude James P. 130 Andersson Jr. havde sprøjtet sin sæd ind i, og på trods af den høje promille i hans blod, var det lykkedes en enkelt, stædig sædcelle at trænge ind i et af Trudes æg (ægget havde godkendt netop denne sædcelle) og nu lå hun altså på et hotelværelse i East Village med sin hvælvede mave og tænkte dels på James (blå øjne, lædersnore, pumpende hendes køn med bortvendt ansigt) og dels på Vivian, for hvor havde 140 den pige dog været arrogant, at tale om affaldsstoffer til en gravid kvinde, og værst af alt havde hun jo netop følt at denne mave indeholdt affald, nemlig James P. Andersson Jr.s affald, for sikkert var det, at 145 han bare havde været sædtung og på gennemrejse. Så snart han havde tømt sig havde han med stor tydelighed mistet interessen for hende, og hun, på sin side, havde kun følt afsky over for ham (og i særdeles150 hed over for de lugte han udsondrede, og som hun først lagde mærke til efter samlejet) og hun havde hadet sig selv, fordi hun igen havde ladet en tilfældig mand få adgang til hendes allerdyrebareste (og 155 igen en mand med blå øjne og store hænder, hvorfor var det så tiltrækkende?). AK, og hvordan skulle hun finde ham i denne uoverskuelige by og hvorfor ville hun finde ham, heller ikke nu gav det nogen 160 mening. Trude slukkede lyset og lagde sig til at sove, mens barnet sparkede hårdt til hendes nyrer. Jeezus, ville Vivian have sagt, men hun opholdt sig et helt andet sted, nemlig i sine forældres beskedne 165 bolig i et af de faldefærdige huse på Lower East Side, man stadig kan finde, i fuld gang med at skændes med sin far om de 100 dollars. Og det virkede næsten opkvikkende og forfriskende på Vivian, dette skænds170 mål, især at se på sin søster imens, der skamfuldt bøjede hovedet, ’jeg skal nok finde et job, når min arm er vokset sammen’ mumlede hun på japansk, mens moren skænkede mere te. JEEEEZUS, råbte 175 Vivian, TAL DOG ENGELSK, råbte Vivian, SKAM DIG, råbte hendes far, DU ER EN SKAMPLET OG DU LIGNER EN LUDER! råbte hendes far og løftede truende hånden, men det fik bare Vivian til at bryde ud 180 i høj latter. 135 Nå, men det blev nat og det blev morgen og regnen var nu afløst af yndigt solskin, gaderne stadig blanke af væde, regnen Side 3 af 3 sider havde kortvarigt renset luften. Trude havde iført sig en rød kjole, der smukt match ede hendes negle, og nu forsøgte hun at forklare hotelreceptionisten at hun hverken hed True eller Trout, som betyder ørred eller forel, eller kombineret med 190 ’old’: gammel tudse, men han virkede ikke overbevist. Til gengæld indvilgede han i at forsøge at hjælpe hende med at støve James P. Andersson Jr. op. ’At han hedder jr. kan blive vores redning’, sagde han høj195 tideligt, og tastede navnet ind på computeren, ’lad os se om vi har heldet med os’. Det havde de ikke. Tooghalvtreds personer matchede søgningen og ingen af dem havde tilnavnet Jr. ’Måske er han listet 200 uden sit tilnavn?’ foreslog Trude, ’hmmm’, sagde receptionisten skuffet, nu hvor hele hans strategi var faldet til jorden, ’i det tilfælde vil jeg råde dig til at ringe dem alle tooghalvtreds op’, og så printede han 205 adresser og telefonnumre ud til Ms Trout, hvis ene fod sov tungt i de lidt for højhælede sandaler (blå). Trude rystede venstre ben, for at få liv i foden, og bevægede sig så ud i mylderet med bankende hjerte. For 210 hvad skulle hun sige? Hallo, mit navn er Ørred, har du pumpet mit køn og efterladt en del af dig i mig, som nu bliver til noget helt tredje? Hun sank ned på en bænk, svimmel og varm, og rodede i tasken efter 215 cola. Mobiltelefonen knugede hun allerede hårdt i hånden. 185 Vivian var imidlertid bøjet over en fod. En mand med stærkt behårede ben havde stukket bentøjet i sæbevand og lænet sig 220 tilbage i de lyserøde puder. Han læste i en slidt udgave af John Fowles’ ’Troldmanden’. Den havde Vivian læst flere gange, men hun havde intet tilovers for den. Hun anså den for pubertær og umoden, og hav225 de først genvundet respekten for John Fowles, da hun havde opdaget, at han selv tog afstand fra bogen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Vivian selv gik med en forfatter i maven. Hun havde store 230 planer. Og den pink regnfrakke, som hun siden i går havde været besat af at få i sin besiddelse, var en del af disse planer. Selv iscenesættelse er alfa og omega, tænkte hun, og gav sig til at raspe hård hud af mandens højre hæl, intet bør overlades til tilfældighederne. Under kitlen prydede en tatovering med ordlyden Literature rocks, ledsaget af et dødningehoved i sort og gult, Vivians bløde mave. Hun tog hver 240 tirsdag aften toget til et skrivekursus i Midtown, hvor en tyndhåret, svagt læspende midaldrende mand underviste en håndfuld unge mennesker i skrivekunst. Der blev talt lige lovligt meget om følelser på 245 det kursus, efter Vivians mening, for efter Vivians mening handler dét at skrive overhovedet ikke om følelser, men om, fuldstændig køligt og karrierebevidst, at kunne fremtrylle en chokerende bestseller, 250 der kan gøre sin forfatter rig og berømt. Rig og berømt. Vivian smilede for sig selv. Hun var nu færdig med den læsende mands fødder og tog imod betalingen. Usle drikkepenge. Lede stodder. Hun forsøgte at til255 kaste ham er misbilligende blik, men James P. Andersson Jr., for ham var det, var travlt optaget af at se kritisk på sine undersåtter. Så stak han dem i et par jesussandaler. Han smækkede døren op og forsvandt 260 ned ad gaden. Og Trude, der nu lå ned på bænken, ringede med rystende stemme til de tooghalvtreds der bar hans navn, men ingen af dem var ham. Hun tilbragte tre uger i New York i ulidelig varme, og rejste 265 derefter hjem med uforrettet sag (eller nej – for hvilken sag havde hun?) og tiltagende plukveer. Sidst i oktober fødte hun en velskabt pige, der absolut intet havde tilfælles med affald, men som derimod var usæd270 vanlig køn og velduftende. Barnets tilstedeværelse så desuden ud til at bringe lykke og held, for Trude forelskede sig straks efter fødslen i en mandlig sygeplejerske med fine, små hænder og grønne øjne, og 275 det varede ikke længe før de sammen flyttede ind i en lejlighed på Toftegårds Plads. Og jo – Vivian fik sin pink regnfrakke. Om James P. Andersson Jr. fortæller historien ikke mere. Ud over at han ved flere lejlig280 heder blev set i færd med at surfe på Long Beach i både august og september (han faldt efter sigende hele tiden af brættet). Man må formode at hans lædersnore efterhånden blev opløst i bølgerne. 235
© Copyright 2024