December 2013 1
Dansk A Højere forberedelseseksamen Hæfte 1 Kl. 9.00 -15.00 2hf133-DAN/A-1-02122013 Mandag den 2. december 2013 Kl. 9.00 - 15.00 Prøvemateriale Hæfte 1 Side Tema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Opgaveformuleringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Fællestekster – udleveres kl. 9.00: 1. Oluf Gandrup og Peter Kirkegaard: Malmros’ erindringsmagi: Bringing It All Back Home . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 2. Nils Gunder Hansen: Det svære vidnesbyrd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 3. a. Klaus Rifbjerg: Engang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 3. b. Naja Marie Aidt: Gespenster . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 4. Erindringstekster af Asta og Jan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Billeder: Scene fra Nils Malmros’ film Kundskabens træ (1981) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Omslag til Klaus Rifbjerg: Amagerdigte (1965) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Marc Chagall: I and the Village (maleri, 1911) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Hæfte 2 Særtekster – udleveres kl. 10.30: 5. Uddrag af roman af Herta Müller 6. Uddrag af roman af Karl Ove Knausgaard 7. Artikel af Ib Michael Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet. 2 Tema: Erindring Temaet for hæfte 1 og 2 er erindring. Tekster og billeder belyser, hvordan erindringer kan fremstilles, herunder hvordan de kan formes til litteratur. Desuden giver materialet eksempler på diskussioner af forholdet mellem erindring og sandhed. Opgaveformuleringer Du skal besvare én af opgaverne 1-3. Anfør opgavens nummer, og formuler en overskrift som led i din besvarelse. Opgave 1 Skriv til et hf-hold et analyserende oplæg om, hvordan erindring kan formes til litteratur. Som en central del af dit oplæg skal du analysere og fortolke uddraget af Herta Müllers roman (tekst 5). Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1. Opgave 2 Skriv en introducerende artikel om forskellige måder at fremstille erindringer på. Som en central del af din artikel skal du karakterisere virkemidler i uddraget af Karl Ove Knausgaards roman (tekst 6). Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1. Opgave 3 Skriv en argumenterende artikel om forholdet mellem erindring og sandhed. Som en central del af din artikel skal du gøre rede for synspunkter og for den måde, der argumenteres på, i artiklen af Ib Michael (tekst 7). Diskuter synspunkterne, idet du inddrager artiklen af Nils Gunder Hansen (tekst 2). Desuden kan du inddrage andet materiale fra hæfte 1. Materialet i hæfte 1 og 2 forudsættes ikke kendt af dine læsere. 3 1. O luf Gandrup og Peter Kirkegaard: Malmros’ erindringsmagi Artiklen er fra filmmagasinet Macguffin, 1982. Filminstruktøren Nils Malmros (f. 1944) har lavet en række film, blandt andre ’Lars Ole, 5c’, ’Drenge’, ’Kundskabens træ’ og ’Kærestesorger’, som alle bygger på hans erindringer. 5 10 15 20 25 30 Allerførst er det væsentligt at få afgrænset, hvad man i det hele taget skal forstå ved erindring. Der er blevet talt meget om Malmros’ erindringsmagi, men der er ligeså ofte blevet talt om instruktørens fremragende hukommelse. Tilsyneladende dækker hukommelse og erindring det samme. En nærmere betragtning viser imidlertid at det slet ikke er tilfældet. Der kan være god grund til at skelne skarpt mellem de to betegnelser. Forskellen mellem de to egenskaber eller evner er kort fortalt den, at mens vi med hukommelsen søger at indordne tilværelsens hændelser kvantitativt1 på en tidsakse for bedre at holde styr på dem ved at holde dem ude fra os, da søger vi i og med erindringen at komme ind til det kvalitative2 i hændelserne for at forstå dem. – Hvor hukommelsens formål er at holde følelse og betydning udenfor, og dens strategi hertil at rangere alt ind på en ligegyldig linje: kronologisk, dér ordner erindringen tværtimod fortidens hændelser ind efter hvilken betydning – følelse – de har for nutiden. For erindringen er kronologien – i sig selv – derfor uinteressant. For den er den ”rene”, abstrakte, tidslige orden intetsigende, – det, der interesserer den er betydningssammenhænge, – struktur. – Altså: ”At erindre er ikke identisk med at huske. Man kan godt huske en begivenhed til punkt og prikke uden at erindre den.... Erindringen vil hævde mennesket den evige kontinuitet i livet.” (Søren Kierkegaard3 i ”Stadier på Livets Vej”). (…) Når fortiden blot ”lever” som døde fakta, går livskontinuiteten tabt. Det moderne individ tenderer mod4 at blive endimensionelt. Det bliver rastløst, idet det i grunden er identitetsløst, fordi det er blevet udelukket fra den erfaringsdannelse, som kun erindringen kan formidle. I interviewet [Macguffin 41/42, juni 82, p. 115] siger Malmros, at han engang efter debuten og fiaskoen med En mærkelig kærlighed 5 mødte nogle klassekammerater fra dengang i 5c. I samtalens løb gik det – overraskende – op for ham, at de andre ikke, som han selv, bar dette stykke fortid levende i sig. De huskede, kunne man sige, nok, at de havde gået i 5c, kunne komme i tanke om navne, steder osv., men de erindrede ikke, som Malmros, dette stykke af deres liv. For dem var dette stykke fortid blevet tømt for betydning, for Malmros derimod var det stadig fyldt af følelser, stadig aktuelt. – Måske kan man påstå, at det er her Malmros’ kvantitativt: (her) med hensyn til faktuelle oplysninger, fx dato og varighed det kvalitative: (her) betydningen og det følelsesmæssige 3 Søren Kierkegaard: dansk filosof og forfatter (1813-55) 4 tenderer mod: har tendens til 5 En mærkelig kærlighed: spillefilm, instrueret af Nils Malmros, 1968 1 2 4 35 filmkarriere for alvor begynder. Her bliver det i hvert fald klart for ham, at han har bevaret evnen til at dykke ned i fortiden på en anden måde end de fleste. Og her, kan man tillade sig at gå ud fra, begynder han at undre sig over, hvad denne evne kan bruges til, da andre åbenbart ikke har den eller har mistet den. – Hvorom alting er: siden har Malmros lavet film om det andre har glemt, om de betydninger, følelser etc., som der ikke var plads til i de andres hukommelseshistorie. Scene fra Nils Malmros’ film Kundskabens træ (1981) 5 2. Nils Gunder Hansen: Det svære vidnesbyrd Teksten er et uddrag af en artikel fra www.berlingske.dk 28. januar 2006. Nils Gunder Hansen (f. 1956) er litteraturprofessor. 5 10 15 20 25 30 Den såkaldte vidnesbyrdlitteratur om de store forbrydelser mod menneskeheden stiller det evige problem om digtning versus1 sandhed på en ny og påtrængende måde. I de senere år er man inden for litteraturforskningen begyndt at tale om vidnesbyrdet som en helt ny genre. I vidnesbyrdlitteraturen fortæller de overlevende fra det tyvende århundredes store forbrydelser mod menneskeheden. Elie Wiesel og Primo Levi2 er to af eksemplerne på denne genre, der ikke mindst har Holocaust som sit omdrejningspunkt. Måske er vidnesbyrdet den mest tvingende måde, hvorpå virkeligheden kan melde sig i litteraturen igen. Holocaust3, Gulag4 og lignende rædsler træder frem med en moralsk tyngde, der får alle avantgardistiske5 synspunkter, om at litteratur altid kun kan handle om sig selv, til at henvejres som røg. Alligevel er genren ikke uden problemer, som det fremgår af hosstående bogdebat. For det første berører den det klassiske metodiske problem inden for historievidenskaben: hvilken status kan man tillægge det personlige vidnesbyrd, erindringen, den senere analyse fra én, der selv var med, da det skete? Hvordan undgår man projektioner og erindringsforskydninger, alle de fejlkilder som subjektiviteten rummer? På den anden side er det netop i tilfældet vidnesbyrdlitteratur svært med kildekritik og problematisering, fordi ofrene er kommet tilbage fra en rejse ind i mørkets hjerte6, som de fleste andre har svært ved overhovedet at forestille sig. Vil en kritisk holdning over for vidnerne ikke være utilbørlig, på grænsen til overgreb og folkemordsbenægtelse? Et andet problem er, om man i det hele taget kan skrive uden at komme til at digte. Selv en almindelig skriverkarl7, der blot nogle gange skriver klummer8 på baggrund af egne oplevelser, vil opleve en bestemt form for fristelse. Han fristes sådan set ikke til at lyve eller opdigte ting, der ikke har fundet sted. Det er meget mere harmløst. Det er små diskrete arrangementer i forhold til materialet, næsten ubetydelige ommøbleringer, så den oplevelse, man fortæller om, bliver mere sammenhængende, mere prægnant9, mere effektiv i sin henvendelse til en læser. Ordene faldt måske ikke lige på den måde, men det var jo det, der var meningen. Er der ikke et bedre flow i beretningen, hvis vi siger, at begivenhederne kom i en lidt anden rækkefølge? Jeg overværede ikke selv denne scene, men det bliver versus: overfor Elie Wiesel (f. 1928) og Primo Levi (1919-87): jødiske forfattere, som overlevede koncentrationslejre og skrev opsigtsvækkende romaner om deres ophold i lejrene 3 Holocaust: folkemord, især om tyskernes folkemord på jøder under 2. verdenskrig 4 G ulag: tvangsarbejdslejre i Sovjetunionen 1930-56 5 avantgardistiske: avantgarden i kunsten er de kunstnere, som søger det nye og banebrydende 6 rejse ind i mørkets hjerte: (her) et ophold i en grusom virkelighed, som er ukendt for de fleste 7 skriverkarl: nedladende betegnelse for middelmådig skribent 8 klumme: fast rubrik i aviser og ugeblade, skrevet i en meget personlig form 9 prægnant: rammende 1 2 6 35 40 45 50 nu mere levende, når jeg lader som om. Osv. Det materiale, man skriver på, forlader virkelighedens og erindringens orden for at træde ind i et æstetisk arrangement10. I visse tilfælde kan det gå helt grassat. Måske er det det, der er sket for den amerikanske forfatter James Frey11, der for nylig er blevet grebet i at have opdigtet store dele af sin storsælgende selvbiografi »A Million Little Pieces«. Eller også har han løjet helt kalkuleret. Som omtalt i avisen her i tirsdags den 24. januar rummer den nye udgave af Elie Wiesels erindringsbog om Auschwitz12 en signifikant ændring. I den oprindelige udgave beskrev han, hvordan de unge jøder under transporten til Auschwitz havde seksuelt samkvem. I den nye udgave hedder det blot, at de kærtegnede hinanden. Har Wiesel i sin tid digtet en mere magtfuld og symbolsk scene, end der var belæg for for at få begivenheden til at træde frem i hele sin radikalitet13? Eller er der omvendt tale om en retouchering14 af en scene, der skønnes at være for barsk for nutidens sarte læsere? Det er svært at afgøre. Begge muligheder er problematiske, men det er den første, der er mest kompromitterende for vidnesbyrdet. Litteraturvidenskabens fader Aristoteles15 udlagde i sin tid i sin »Poetik« forskellen på historieskrivning og litteratur på denne måde: historieskrivningen fortæller, hvad der rent faktisk er sket, litteraturen fortæller, hvad der muligvis kunne være sket. Denne skillelinje er ofte noget mere stiplet, end det kan lyde her, og deraf kommer mange af litteraturens velsignelser og problemer. æstetisk arrangement: kunstnerisk form James Frey (f. 1969): amerikansk forfatter 12 Auschwitz: koncentrationslejr i Polen (1940-45) 13 radikalitet (her): ekstremitet 14 retouchering: rette fejl og uskarpheder på et foto 15 Aristoteles: (384 f.Kr. – 322 f.Kr.): græsk filosof 10 11 7 3.a. Klaus Rifbjerg: Engang Teksten er fra digtsamlingen Amagerdigte, 1965, som bygger på forfatterens erindringer. Klaus Rifbjerg (f. 1931) er dansk forfatter. 5 10 15 20 25 30 Engang tænkte jeg kun flygtigt på hvad alt skulle blive til. Solen ramte om sommeren den gyldne morter1 på sekretæren2 og nede i kælderen stillede min far riven på plads. Når jeg stod op om morgenen fandtes mine sko lige for hånden, jeg vaskede mig klædte mig på spiste min morgenmad og cyklede mellem villahække ind til byen. Selv det som andre vil kalde grimt fandt jeg tryghed i. Der var ikke noget slemt i griselugten fra Sundholm, og de skrappe skyer af tobaksstøv fra Augustinus og American Tobacco3 styrkede kun længslen efter voksen uafhængighed. Når jeg kom hjem stillede jeg cyklen på den lille gårdsplads, gik gennem gruset ind ad havedøren. Hvis der var nogen, sagde jeg dav, ellers fandt jeg bare min mad (fem stykker: et med leverpostej, et med spegepølse, et med kødpølse, et med æble og et stykke franskbrød med ost) – og spiste den. morter: krukke, hvor man kan knuse fx krydderier sekretær: skuffemøbel med skriveklap 3 Augustinus og American Tobacco: tobaksfabrikker 1 2 8 35 Om aftenen når vi havde spist og hørt radioavis (jeg læste for det meste mine lektier om eftermiddagen) kom en eller to af mine venner tit. En nat kan jeg huske det pludselig gik op for mig at jeg engang skulle dø. 40 Jeg lå længe i mørket med en stor fornemmelse over mig, og inden jeg faldt i søvn tænkte jeg meget på de ting jeg har nævnt i digtet og følte at jeg allerede havde mistet dem. 9 3.b. Naja Marie Aidt: Gespenster1 Teksten er fra digtsamlingen Så længe jeg er ung, 1991. Naja Marie Aidt (f. 1963) er dansk forfatter. Nu vinker alle børnene farvel og så glemmer jeg dem de har boet hos mig så længe men nu glemmer jeg dem 5 10 15 20 den spæde, den mindre, den store hende fra første klasse som svarer igen den glade, den trætte, den mutte hende fra anden klasse som løsriver sig og bliver alene 11 år og hendes ansigt forandres 14 år og alt laves om nu traver alle forvoksede teenage tøser ud af mit hoved farvel, farvel nu glemmer de mig små Madonnabilleder2 25 der var så mange af dem fastholdte billeder af tid solbrændte knæ med rifter Lolitamunde3 og øjne 30 35 40 til alle tider blev jeg mere rastløs end godt var igennem min voksne hud lo de dæmonernes ublu latter afslørede alt i grænseløs uvidenhed nu råber alle børnene FARVEL og ikke på gensyn nu er jeg bare Den Eneste Ene kun hvad jeg ser i spejlet er jeg Gespenster: spøgelser Madonna: ophøjet ren kvinde (jomfru Maria kaldes Madonna) 3 Lolita: i Nabokovs roman Lolita (1955) forelsker en voksen mand sig i en 12-årig pige. Herefter brugt om visse flirtende ungpigepositurer 1 2 10 4. Erindringstekster af Asta og Jan a. Asta Teksten er fra www.erindringer.dk, 2011. Asta Bugge Visholm (f. 1996). Asta oplyser følgende: Jeg bor på Østerbro, mine bedsteforældre i Brønshøj. Historien er skrevet april 2011, da jeg var 14 og gik i 7. 5 10 15 20 25 Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst sov hos min farmor og farfar. Men min storebror og jeg elskede det. Vi gjorde ting, vi ikke gjorde derhjemme. Vi gik sent i seng på en almindelig hverdag, selvom vi altid blev fortalt, at det måtte vi ikke. Vi spiste slik efter vi havde børstet tænder, hvilket aldrig kunne ske derhjemme. Når vi spiste aftensmad hos farmor og farfar, hvilket for det meste bestod af verdens bedste frikadeller, drak vi altid solbærsaft fra Ribena til. Den var altid stærk, hvilket passede os meget godt. Til saftevanden og verdens bedste frikadeller fik vi altid kogte kartofler og brun sovs. Jeg tror, at hemmeligheden bag frikadellerne var, at de blev stegt i ekstra meget smør. (…) Aftenkaffen var endnu en af de traditioner, vi ikke havde derhjemme. Derfor gjorde det aftenkaffen helt speciel, fordi det kun fandtes hos dem. Altså kun den rigtige slags aftenkaffe. Alle andre aftenkaffer var bare rene parodier, på min farmor og farfars aftenkaffe. Sådan her gik det for sig: Thomas og jeg sidder på den grønlige sofa, der er polstret med tweed. Min farmor og farfar sidder derimod i deres faste lænestole. Min farfars var af brun læder og yderst komfortabel. Min farmors af orange eller rød læder og næsten endnu mere komfortabel. Men dog syntes jeg stadig at sofaen var den bedste. (…) Så kom dagens næste måltid: frokosten. Det var mest bare rugbrød med diverse pålæg, men lækkert var det. Da vi var færdige med frokosten og havde slået mave kom vores mor og far, og hentede os. Men før de gik fik de da lige eftermiddagskaffen med. Den bestod af cirka det samme som formiddags- og aftenskaffen. Og så var det ellers tilbage til den virkelige verden og Østerbro. Tilbage til de tre måltider om dagen. Tilbage til den almindelige sofa fra Ikea. Tilbage til den kedelige grå hverdag, som min farmor ville sige. b. Jan Teksten er fra psykoweb.dk. Uden udgivelsesdato. 30 Jeg skynder mig hjem fra skole. Jeg er glad – for i dag kommer Bo på besøg, og vi skal lege sammen hele dagen, det har vi aftalt. Mor ved det godt, fordi jeg spurgte om han måtte komme og hun sagde ja og lovede mig at hun nok skulle lade være med at lave ballade, som sidst med Per, hvor hun var fuld. Da jeg kommer hjem har mor drukket hele formiddagen og ligger nu og snorker på sofaen inde i stuen. Hun har ikke taget tøj på, og morgenkåben er gledet lidt til side. Der er tomme 11 35 40 45 flasker og fyldte askebægre på bordet og en meget uhumsk stank i stuen. Hun har ikke engang luftet ud – så jeg åbner et vindue. Ude i køkkenet står der stadigvæk tre dages opvask, og hunden har skidt på gulvet i gangen, fordi den er ikke blevet luftet. Efterhånden som jeg ser mig omkring med Bos øjne, kan jeg se at det er en umulig situation at redde eller forklare. Jeg er rasende – men det hele bliver bare indeni, for det er jo håbløst og vil ikke ændre på noget. Jeg skammede mig, hadede min mor og følte mig helt forkert. Da Bo ringer på døren, gav jeg ham historien om at ”min mor er syg, og skal have fred”, så derfor legede vi udenfor. Faktisk tror jeg aldrig han kom hjem hos mig, det jeg husker er at vi altid skulle lege hos ham, ligesom jeg heller ikke kan huske at jeg har inviteret til fest, så det er jeg heller ikke god til nu. Det lykkes også her at skjule problemet, men mens jeg nu mindes, at jeg lyver for Bo, mærker jeg skammens maske glide over mit ansigt og ved at jeg forråder vores venskab – men hvad skulle jeg gøre? 12 Marc Chagall: I and the Village (maleri, 1911. Museum of Modern Art, New York). Marc Chagall (1887-1985) er russisk-fransk maler, født og opvokset i Hviderusland. 13 54 57 1T RY K S A G 4
© Copyright 2024