Læs artiklen her - Amager Erhvervsråd

Formanden: Amager Erhvervsråd gør en forskel!
Hugo Andersen, formanden for Amager Erhvervsråd, fyldte firs sidste vinter, men han bliver ved med at arbejde, så
længe lysten er der.
Skrevet af Lars Hansen
Amager Erhvervsråd. Københavnsområdet mistede i starten af 80’erne næsten en kvart million industriarbejdspladser.
Derfor så Amager Erhvervsråd dagens lys i 1984 - der måtte sættes gang i udviklingen. Og der er gennem de senere år
gennemført mange projekter til gavn for erhvervslivet og samfundet på øen i Øresund generelt - og flere er på vej. Men vi
skal også have fjernet hindringer på mange lovmæssige områder for at fremme integrationen i Øresundsregionen, siger
chefen.
Mærsk Mc-Kinney Møller og Haldor Topsøe. Navne, der uden tvivl klinger bekendt, er kendt for, at de arbejdede for fuld
kraft hele livet og har været med på allerhøjeste plan i dansk erhvervsliv, selvom de var langt over pensionsalderen.
Hugo Andersen fyldte firs sidste vinter. Han er knap så kendt som førnævnte duo. Alligevel tilhører han samme kategori,
for han er”still going strong” som formand for Amager Erhvervsråd og direktør for Tårnby Karosserifabrik. Han har skarpe
synspunkter samt en betydelig viden og livserfaring, som han drager nytte af i sine mange gøremål. Og han er da også
altid god for en kæk bemærkning:
- Jeg er glad for at arbejde, siger Hugo Andersen. Så det vil jeg da blive ved med, så længe lysten er der, hjernen stadig
virker, og fysikken er i orden.
Hugo Andersen fortæller, at han købte Tårnby Karosserifabrik i 1970. I dag reparerer, opretter og lakerer virksomhedens
mekanikere, pladesmede og vognmalere forsikringsskader på alle bilmærker og køretøjstyper samt udfører mekanisk
klargøring, reparation af bremser, styretøj og så videre til de årlige periodesyn samt svejsning af eventuelle rustskader.
Tårnby Karosserifabrik har – ud over en stor, mangeårig kundekreds af private bilister– en del større erhvervskunder
som for eksempel Arriva, Nettbuss, City-Trafik, Falck samt nogle af de kommunale brandvæsener i hovedstadsregionen.
- På grund af vores nærhed til lufthavnen har vi også en del af de mange specialkøretøjer, der anvendes "inden for
hegnet" derude, oplyser Hugo Andersen, som også sidder i formandsstolen for Amager Erhvervsråd på syttende år.
Sådan startede det
I 1984 var der på Amager en gruppe visionære erhvervsfolk, som med bekymring havde fulgt den negative
erhvervsmæssige udvikling - specielt på Amager. Københavnsområdet havde mistet omkring 250.000
industriarbejdspladser - heraf mange på Amager. Selskaber som Superfos, BP Kemi, Sadolin & Holmblad og Vølund var
flyttet væk fra øen. Amager Erhvervsråd satte sig for, at man ville ændre dette, da man kunne se det betydelige
potentiale, der var for på langt sigt at kunne skabe ”En Nordeuropæisk Metropol” i området Skåne-Sjælland (MalmøKøbenhavn) med dets mange universiteter, forskningscentre og dengang endnu mange konkurrencedygtige, velkørende
mindre og mellemstore produktionsvirksomheder. Og på denne baggrund blev
Amager Erhvervsråd stiftet
- Amager Erhvervsråds hovedformål var - og er stadig - at arbejde for, at vore eksisterende virksomheder har de bedst
mulige vilkår samt at skabe de bedst mulige betingelser for, at nye kan lokalisere sig hér på Amager. Det gør vi blandt
andet ved hos vores lokal - og folketingspolitikere samt relevante ministre at skabe forståelse for, at en velfungerende,
overskudsgivende privat erhvervssektor er den vigtigste forudsætning for, at vi kan bevare og udvikle vort
velstandssamfund. Amager Erhvervsråd samler og bearbejder de generelle krav og ønsker, som vores
medlemsvirksomheder har. Amager Erhvervsråd viderebringer disse til vore politiske beslutningstagere, således at de får
det bedst mulige beslutningsgrundlag for, at der kan skabes gode, klare og gennemskuelige rammelove og
bestemmelser for at drive virksomhed i Danmark, forklarer formanden, som også er politisk aktiv og tidligere har været
formand for den konservative vælgerforening i Dragør og for Amager-kredsen.
Erhvervslivet og samfundet styrket
- Der er i de senere år gennemført mange projekter til gavn for vores erhvervsliv og samfund generelt. Metroen gennem
Ørestad og langs Østamager, Amager Strandpark, udvidelsen af lufthavnen, motorvejen over Amager og regionaltog til
Sverige. Også placeringen af Den Blå Planet vil gavne Amager på det turistmæssige område, som inden for de senere
år er blevet ét af vore mest indbringende erhverv. Amager Erhvervsråd arbejder ligesom Wonderful Copenhagen og
Copenhagen Capacity konstant på at skabe de bedste forudsætninger for, at skabe ”En Nordeuropæisk Metropol”.
Amager Ervervsråd har repræsentanter i en række fora, hvor det lader erhvervslivets stemme høre og taler
erhvervslivets sag. Som formand deltager jeg i en lang række konferencer, og for nyligt i Øresundskomitéens 20-årsfødselsdag, ligesom jeg er med i Dansk Industri for motorbranchen, fortæller Hugo Andersen.
Amager Erhvervsråd har også fokus på Østersøregionen, hvor anlægget af Femern-forbindelsen ifølge formanden også
vil betyde vækst og udvikling i Øresundsregionen.
- I Øresundsregionen er der et særdeles godt samarbejde mellem borgmesteren i Malmø og overborgmesteren i
København, som konstant arbejder på at fremme integrationen i Øresundsregionen. Men der er mange områder, hvor
dansk og svensk lovgivning bør harmoniseres – ikke mindst på skatteområdet. Men Skåne er en del af Sverige, så det er
ofte mellem Malmø og Stockholm problemet med at få gennemført harmoniseringen i Øresundsregionen ligger og ikke,
som man måske skulle tro, mellem Malmø og København. Den svenske regering prioriterer Stockholm, og mener ikke, at
der, selvom Skåneregionen bidrager med 40 procent af Sveriges BNP, skal være ”særlove” i Skåneregionen.
Udligningsordningerne i forbindelse med danskere, der arbejder i Sverige, men er bosiddende i Danmark og omvendt, er
problematisk. Hvilken side af Sundet skal have mest i skat? Derfor er integrationen i Øresundsregionen ikke tilstrækkelig.
Der skal fjernes hindringer på mange lovmæssige områder for at fremme integrationen i Øresundsregionen, som med
dens strategiske placering i den nordlige del af EU i Østersøregionen byder på mange muligheder for at skabe
erhvervsmæssig og økonomisk vækst, lyder det fra Hugo Andersen.
