1. No category

;
GJERPEN
EN BYGDEBOK
UTARBEIDET AV
PROVST J. L. QVISLING
SOGNEPREST TIL GJERPEN
GAARDHISTORIE
I
KRISTIANIA 1921
I KOMMISSION HOS H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)
1
GJERPEN
-
T,
A
*/-*A
&
»
GJERPEN
EN BYGDEBOK
UTARBEIDET AV
PRO VST J. L. QVISLING
Sogneprest ti r. gjf.rpex
GAARDHISTORIE
I
B Nasjonalbiblioteket
Depotbiblioteket
KRISTIANIA
I KOMMISSION HOS H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)
1921
J
Ll-^A
TgØk
r-
\
r
DKT MAI.I.INCiSKE ISOGTUYKKKHI
Bratsberg gaard, brændt 1911
BRATSBERG
Bratsberg
gaard
til Skien
paa byens
sydøstside
og ligger
paa flaten
bak støter
den bratte
styrtning
ned mot
Skienselven,
65
m. over havet *. Da den ligger paa høidedraget mellem de to dal
fører: Skienselvens i vest og Børsesjødalens i øst, har den en meget
vid utsigt til alle kanter, i alle fald fremme fra skrænten, hvor de
gamle kapelruiner ligger. H. J. Wille skriver om stedet i 1786, at
det er «den seværdigste situation, hvor øiet skuer paa én gang alle
de forandringer, man næsten kan tænke sig.» Den bekjendte tyske
reisende Leopold v. Buch, som reiste i Norge i 1806—07, taler om
«de romantiske trakter i nabolaget» av Skien og tænker derved
særlig paa Bralsberghøiden.
Den førsle kjendte eier av Bratsberg er høvdingen Dag Eilivssøn
og efter ham hans endnu mere berømte søn Gregorius Dagssøn.
Om dem fortæller sagaen baade meget og vakkert, og det er mig
en glæde at kunne begynde med et utdrag derav.
1 Navnet Bratsberg, gammelt Brattsberg, maa vel være sammensat av to sub
stantiver, hvorav det første staar i genitiv og muligvis betyder en brat styrtning,
en ufs. Sml. den trondbjemske biskops navn Olav Torbjørnssøn Bratt. I Strinden
er der et annekssogn, som beter Bratsberg. Ogsaa et sted i Stjørdalen beter Brats
berg, nævnt i sagaen under Sverres første reise til Nidaros. I Nidaros var en
gaard, som het Bratten (Brattvin?), derav Bratøren. Med hensyn til navnets dan
nelse kan man maaske sammenligne Svartshol, d. e. bakken ved den(?) svarte eller
Svarts bakke. Navnet passer godt til beliggenheten, særlig til Kapelpladsen.
1 — Gjerpen.
111.
2
GJERPEN
DAG EILIVSSØN
Det er sandsynlig, at Bratsberg har været Dags ættegaard, og
at hans far Eiliv har hat gaarden før ham, men noget sikkert vites
ikke derom. Dag Eilivssøn har været nogenlunde jævnaldrende
med kong Magnus Barfot, hvis lendermand han var i visse deler
av Viken. Han var gift med en av Norges mest høibyrdige kvin
der paa den tid: Ragnhild Skoftesdatter fra Giske, av Arnmødlinger
nes navnkundige og rike æl; hendes far Skofte var en sønnesøn
av Torberg Arnessøn, Finns og Kalvs bror.
Dag nævnes i Magnus Barfots saga blandt de tre lendermænd
i Viken, som kongen vilde, at Sigurd Ullstræng skulde raadføre sig
med og søke hjælp hos, da han hadde faat det resikable hverv at
paalægge den mægtige og trodsige Sveinke Steinarssøn nede ved
Gautelven at give fra sig sin forlening og fare fra landet. Det gik
den selvraadige og fremfusende Sigurd ilde, og kong Magnus maatte
seiv paa hærtog mot Sveinke. Paa dette tog ledsagedes kongen av
Dag Eilivssøn og de to andre lendermænd, som efter meget stræv,
ikke mindst med kongen, fik ham og Sveinke til at forlike sig
saaledes, at Sveinke skulde forlate landet. Kongen maatte dog seiv
senere kalde Sveinke tilbake for at holde styr paa alt det røverpak,
som herjet landet paa de kanter.
Dag var ogsaa med paa kong Magnus's sidsle tog vestover til
Irland høsten 1102. Sammen med Sigurd Ranessøn fra Steig og
Vidkunn Jonssøn fra Bjarkøi nævnes han som de sidste, der flygtet,
efterat kongen var falden Bartolomæusdagen, den 24de august 1103.
Endnu engang nævnes Dag i sagaen, vistnok kun med ganske
faa ord og tilfeldigvis, men paa en megetsigende maate ved en
uhyggelig scene, som forefaldt i et av Sigurd Jorsalefarers senere
aar, efterat kongens sindssygdom oftere var kommet til utbrud.
Det var en varm sommerdag, en godveirsdag i vakkert solskin, da
kongen var paa en reise langs kysten. Han hadde med sine skibe
lagt ind i en havn, hvor der ogsaa laa en Islandsfarer. Mange
baade av kongens mænd og fra Islandsfareren klædte av sig og
kastet sig i vandet og svømmet omkring mellem skibene. Blandt
dem var en Islænding, som moret sig med at dukke under for
skjellige, som var mindre gode til at svømme. Der var intet ondt
ment, og folk bare lo ad det. Kongen saa ogsaa rolig paa en stund ;
men saa kastet han klæderne av sig, hoppet ut i vandet og svøm
met hen til Islændingen, tok ham og dukket ham under gang paa
GJERPEN
3
gang; hvergang Islændingen kora op igjen, satte kongen ham under
paanyt. Folk forstod av hans adfærd og utseende, at han hadde
faat et av sine anfald, og at Islændingens liv var i fare. «Skal vi
la kongen dræpe manden?» sa lendermanden, skibshøvdingen Si
gurd Sigurdssøn. En mente, at der var vel ingen, som vaaget at
lægge sig imellem. «Def kunde nok være én mand til det, dersom
Dag Eilivssøn var her,» svarte Sigurd. Men da Dag ikke var der
og ingen anden dristet sig til det, maatte Sigurd seiv prøve. Han
fik ogsaa reddet Islændingen; men vakte ved sin indblanding saa
ledes den avsindige konges vrede, at han fandt det raadeligst efter
kongens befaling at gaa iland og forlate skibet. Men det trodde
han altsaa, at ikke Dag hadde resikert paa grund av sin anseelse
hos kongen. Det var vel nærmest med Dag som med Vidkunn
Jonssøn, at kongen aldrig glemte det, han hadde gjort for hans far,
og hvilken god mand han ogsaa ellers altid hadde været.
Foruten Baugeid, som jeg kommer til at omtale nærmere
nedenfor, hadde Dag Eilivssøn tre døtre til: Borghild, Gyrid og
Sigrid, hvorav de to sidstnævnte i alle fald blev indgiftet i rike
hjem, nemlig Gyrid nord til Austraat og Sigrid øst til Vettaland
ved Konghelle. Av Dags sønner het den ældste Orm. Han blev
lendermand borte ved Tønsberg, hvor han slog tilbake et iiendlig
indfald i landet 1137 av Magnus blinde i forbindelse med den
danske konge Erik Emune. Han hindret derunder ogsaa Danerne
fra at faa sig drikkevand og skal derav ha faat sit tilnavn «Vatn
orm». Men den mest kjendte av alle Dags barn blev sønnen Gre
gorius, som har gjort, at mindet om Bratsberg gaard aldrig kan
dø, om saa gaarden seiv skulde forsvinde. Jeg gaar nu over til at
gjengi sagaens fortællinger om ham.
GREGORIUS DAGSSØN
Dag Eilivssøn var død ved den tid, da fortællingerne om hans
søn Gregorius begynder; men hans enke levet endda, og nærmest
ved hende blev Gregorius, meget mot sin vilje, blandet ind i en
strid, som hendes søster Gyda, der bodde i Trøndelagen, var kom
men op i med en av kong Sigurd Munds mænd ved navn Geir
stein, hvis datter var kong Sigurds frille. Gyda var dengang enke,
og Geirstein, som var en slem og umedgjørlig mand, var hendes
nærmeste nabo. Paa grund av et avvist egteskapstilbud og som
forsmaadd frier blev han hendes arge uven og søkte paa alle maater
at gjøre hende fortræd, hvortil han som nabo altid kunde finde
4
GJERPEN
leilighet. En dag, han igjen hadde været utaalelig fræk, blev han
dræpt i selvforsvar av Gydas frænde Gyrd, som hun derefter sendte
ned til sin søster paa Bratsberg, forat han kunde være i sikkerhet
for Geirsteins sønner Hjarrande og Hising, som av sindelag lignet
sin far. Gregorius fraraadet sin mor at blande sig op i denne sak;
de vilde ikke faa at gjøre med den dræptes sønner alene, sa han,
men med selve kong Sigurd, og en saadan strid var de ikke voksne.
Men Ragnhild vilde ikke høre paa sin søns betænkeligheter. «Sent
vil du vorde navnkundig,» svaret hun, «hvis du ikke hevner den
uret, som gjøres dine frænder, og altid vil du agtes som en skam
for din æt.» Gregorius gav endelig efter og tilsa Gyrd beskyttelse,
dog først efterat han hadde fremlagt saken for sine 60 huskarler
og faat deres løfte om hjælp i tilfælde. Geirsteins sønner fik spørge
op Gyrds tilholdssted og reiste til kong Sigurd, som de søkte at
ophidse mot Gregorius, og vilde straks hjemsøke ham paa Brats
berg med drap og plyndring. Kong Sigurd vilde dog først prøve
at faa et lempelig forlik i saken og sendte i det øiemed en klok
og maateholden mand ved navn Lodin til Gregorius. Gregorius
var ogsaa villig til at la kongen bestemme boten for Geirstein, hvis
han i det hele fandt det rimelig, at der gaves nogen bot for ham;
ti Gregorius mente, at Geirstein hadde vel fortjent sin skjæbne, og
at hans sønner ikke var bedre end han. Sønnerne blev, da de fik
høre om denne uttalelse, endnu mere forbitrede, og det lykkedes
dem at overtale kong Sigurd til at sende en mand, som het Raud,
der var en heftig og voldsom person, med et følge paa 30 mand
til Gregorius. Raud begyndte, straks han traf Gregorius, med trus
ler og store ord; men da blev Gregorius sint og jaget Raud av
gaarde. Raud tænkte saa paa ved list at faa Gyrd i sin magt.
Han la i det øiemed halvparten av sine folk efter sig i en skog i
nærheten og kom seiv med den anden halvdel, alle forklædte som
tiggere og med vaaben under klæderne, tilbake til Bratsberg; men
de blev straks gjenkjendte og grepne, og nu slåp de ikke naadig
fra det. Gregorius sammenkaldte et husting; det dømte dem til
døden, og Gregorius lot dem alle hænge. Men derved hadde han
ikke alene faat Geirsteins sønner mot sig, men ogsaa kong Sigurd
seiv, hvad han forøvrig fra først hadde visst, senere eller tidligere
vilde bli enden paa det. Han blev nu baade én og to ganger over
falden av Geirsteins sønner i forening med mænd fra kong Sigurd;
men disse sammenstøt endte sidste gang saa, at Gregorius, etter en
skarp strid, med egen haand fældet begge brødrene. Denne sidste
GJERPEN
5
strid passerte ikke paa Bratsberg, men paa en gaard, hvor de hadde
faat spørge, at Gregorius skulde i gjestebud; de hadde saa skyndt
sig foran til gjestebudsgaarden, dræpt alle gaardens beboere og fyldt
den ute og inde med sine mænd; men da Gregorius saa de mange
folk, hadde han fattet mistanke og tat sine forholdsregler. Denne
seier gjorde Gregorius navnkundig over hele Norge; men nu torde
han ikke andet end begive sig til kong Inge, som tok vel imot ham,
og han blev snart Inges fortrolige ven og ypperste høvding. Paa
denne maate var det, Gregorius Dagssøn kom til at spille sin frem
trædende rolle i kongebrødrenes stridigheter, hvorunder han vandt
sig sit uforgjængelige navn i Norges historie. Han roses i sagaerne
som en driftig og forstandig mand og som en trofast og opofrende
ven, der hverken sparte sit gods eller sig seiv i kongens tjeneste.
Der gik endog saa stort ord av hans dygtighet og hæderlighet, at
det sagdes om ham, at ypperligere lendermand kunde ingen mindes.
Det var sandsynligvis omkring 1153, Gregorius Dagssøn saaledes
kom i kong Inges tjeneste.
Et par aar senere, sommeren 1155, finder vi Gregorius sammen
med kong Inge i Bergen, hvor han hadde med sig 90 velvæbnede
huskarler, som han seiv underholdt. Inge skulde dengang møtes
i Bergen med sine to ældre brødre Sigurd og Øistein, der vinteren
forut hadde opgjort sine egne trætter ved at enes om at avsætte
kong Inge for hans vanførhets skyld, dele landet mellem sig og
bare la broren beholde nogle gaarder med saa vidt store tilliggelser,
at han kunde ha en 30 huskarler omkring sig. Men avtalen blev
bekjendt, og Inge hadde i Gregorius Dagssøn en verge, som hans
falske brødre ikke hadde tat tilbørlig med i sine beregninger.
Kong Inge var kommen først til Bergen, dernæst Sigurd; men
Sigurd var ikke saa mandsterk som Inge. Øistein var endnu ikke
kommen, da Inge paa et sammenkaldt ting, hvor ogsaa Sigurd
hadde indfundet sig, og hvor Gregorius, som der fortælles, møtte
op med gylden hjelm paa hovedet, førte bitre klager over brødrene
og fik almuens tilsagn om, at de skulde hjælpe ham. Sigurd reiste
sig da og sa, at det var usandt, det Inge hadde kommet med; det
var bare noget, som Gregorius hadde fundet paa, sa han. Men det
skulde nu ikke bli længe til, dersom han fik raade, før han skulde
faa revet av den gyldne hjelmen, og endte med, at de to, han og
Gregorius, skulde ikke længe gaa sammen. Gregorius svarte, at han
haabet, det ikke skulde bli noget ønskelig møte for Sigurd, og at
han var rede til det.
6
(JERPEN
Et par dager efter blev en av Gregorius's huskarler dræpt paa
gaten av kong Sigurds hirdmænd. Gregorius vilde da straks ha
tat paa kong Sigurd; men Inge fik forhindret det. Nogle dager
senere, den 10de juni om eftermiddagen, dræpte et par av kong
Sigurds hirdmænd en gammel mand i Inges hird, som het Sigurd
Skrudhyrna, og det igjen paa aapen gate. Inges mor, dronning
Ingerid, der hadde været vidne til drapet, som just fandt sted, da
hun kom fra aftensangen, gik like til Inge og sa, at han længe
vilde være en liten konge, naar han ikke vilde gjøre noget ved,
om hans hirdmænd blev dræpt, den ene paa den anden, som svin!
Kongen blev vred over hendes skjændeord, men som de trættet
med hinanden, kom Gregorius ind, fuldt væbnet, og bad kongen
ikke vredes paa sin mor; ti hun sa bare sandheten. «Jeg er nu
kommen for at hjælpe dig,» sa han, «om du vil gaa imot kong
Sigurd, og her er mer end hundrede mænd ute i gaarden, mine
huskarler, og vi vil søke mot dem fra den kant, som tykkes de
andre værst.» Men da de fleste raadet fra og Inge syntes at ville
la sig raade av dem, sa Gregorius: «Saa plukker de blad for blad
av dig. De dræpte nylig min huskarl, nu din hirdmand; saa vil
de vel veide mig eller en anden lendermand, som det tykkes dem,
at du vil savne mest. De ser, at du ikke gjør noget ved det, og
saa tar de fra dig kongedømmet, efter at dine venner er tat. Nu,
hvilken vei end dine andre lendermænd vil gaa, saa vil jeg ikke
bie paa at bli hugget som et naut, og denne nat skal Sigurd og
jeg kjøpslåa med det slags kjøp, som kan falde. Baade er det saa,
at du er ilde stedt for din vanførhets skyld, og jeg tror, at du har
liten vilje til at holde dine venner oppe. Men nu er jeg fuldt rede
til at gaa imot Sigurd herfrå; ti herute er merket mit.» Det hjalp.
At Inge betænkte sig litt, kan en jo ikke undres paa; det var jo
broren, det gjaldt, og brorens liv, kunde man forståa av Gregorius's
ord. Kong Sigurd sat dengang og dråk i et hus midt i byen.
Snart omringedes huset fra alle kanter; men fra gaten like mot
huset rykket Gregorius frem, brøt ned gjærdet, som var omkring,
og trængte ind i gaarden. Det endte, som vi vet, med at kong
Sigurd blev nedhugget.
Da kong Øistein nogle dager senere kom ind mot byen, vilde
Gregorius, at man straks skulde gaa løs ogsaa paa ham; men der
blev dog mæglet et slags forlik mellem brødrene, uten at de møttes
eller talte med hverandre. Inge drog derefter nordover til Trond
hjem og Øistein tilbake til Viken, mens Gregorius reiste hjem til
GJERPEN
7
Bratsberg, hvor han nu tilbragte resten av sommeren og hosten og
vinteren utover mot jul, da han pludselig fik nyss om, at kong
Øistein var ventendes nedover fjorden fra Oslo med en stor hær
for at overfalde ham. Gregorius undslap saa vidt med sine 90
mand opover Telemarken, inden Øistein naadde frem til Bratsberg.
Paa Gregorius's efterlatte eiendom tilfredsstillet da kong Øistein sin
hævn, hugg ned hans buskap og satte ild paa husene. Dette skedde
dagene for jul aar 1155.
Gregorius fortsatte fra Telemarken over fjeldene ned til Hard
anger og kom til Studia i Etne, den mægtige høvding Erling Skak
kes gaard. Erling var ikke hjemme; men hans hustru Kristina,
Sigurd Jorsalefares datter, tok paa det bedste mot Gregorius og
skallet ham skib nordover til Bergen, hvor han traf Erling seiv
og derfrå reiste videre til Trondhjem. Her tok kong Inge mot ham
med glæde, og til erstatning for den store skade, han hadde lidt,
tilbod kongen ham, at han kunde ta av hans gods saa meget, han
vilde ha.
Sommeren efter, 1156, møttes kongebrødrenes flaater ved Sel
øerne vest for Lindesnes. Inge var igjen mandsterkere, og Øistein
maatte indgaa et forlik, hvori han blandt andet lovet Gregorius en
bot paa 15 merker guld for den skade, han hadde anrettet paa
Bratsberg. Boten blev aldrig betalt; ti aaiet efter, den 21de august
1157, dræptes den av sine egne mænd forlatte Øistein paa Ranrike
i nærheten av Forss kirke, hvor hans lik blev begravet. Efter
Øisteins død valgte hans mænd Sigurd Munds tiaarige søn Haakon
Hærdebred til konge, og Gregorius maatte den nærmest følgende tid
opholde sig i Konghelle for at verge landet mot ham, mens Inge
igjen reiste nordover. Sommeren 1158 slog Gregorius Haakon Hærde
breds mange ganger sterkere hær i Konghelle, som Haakon hadde
bemægtiget sig, da Gregorius var reist opover Viken for at samle
tlere folk. Haakon maatte trække sig tilbake til Gautland. Derfrå
reiste han ut paa vinteren over land til Trondhjem, hvorhen han
naadde noget før paaske. Inge var i Viken den vinter og Gregorius
hos ham.
Næste vaar, i 1159, omfores Inge og Haakon utenfor Bergen,
hvorhen Inge kom søndenfra og Haakon nordenfra. Haakon vaaget
ikke at seile ind til Bergen og møte Inge, men fortsatte sydover.
Paa denne reise fik han leilighet til at ta de tre bakerste skibe av
kong Inges flaate. Paa et av disse skibe befandt sig Gyrd Aamundes
søn, som var Inges fosterbror og Gregorius's svoger, gift med hans
8
GJERPEN
søster Gyrid. Gyrd blev dræpt. Haakon reiste videre sydover til
Konghelle; der la han sig nedenfor byen med sin flaate. Inge,
Erling Skakke, Gregorius og mange andre lendermænd fulgte efter.
I krigsraadet eller paa tinget, som blev holdt før kampen, tok
Gregorius først ordet og sa: «Der har været møte nogle ganger mellem
os og Haakon, og han har oftest hat flere folk, men er dog kom
men til kort. Nu har vi en meget større hær, og nu vil det tykkes
de mænd rimelig, som nylig har mistet sine gjæve frænder ved
dem, at her maa det være godt ai ta hevn; længe nok har de
trukket sig unda os i sommer. Vi har ofte sagt, at hvis de biet
paa os, saa som det nu siges, at de vil, da vilde vi vaage os til
at møte dem. Mit sindelag er, at jeg nu vil lægge til slag mot
dem, hvis det ikke er imot kongens vilje; ti jeg tænker endnu,
som det før har hændt, at de kommer til at vike, om vi lægger
modig frem; jeg skal lægge til der, hvor det synes farligst.» Under
oproningen kom Gregoriuss skib paa grund, blev kjendt og 0111
--ringet av en mængde fiender. En, som het Ivar Haakonssøn,
krøkte en stavnljaa eller entrehake omkring livet paa Gregorius,
drog ham hen til skibsbordet og hadde nær drat ham overbord,
da taket glap. (iregoriuss tykke platebrynje reddet ham; dog fik
han et såar. Siden kom en, som het Aslak Unge, Gregorius til
hjælp og fik trukket hans skib av grunden. Da la Gregorius i sin
tur til Ivars skib, og efter en lang kamp blev skibet ryddet og Ivar
seiv haardt saaret; men Gregorius lot ham bære i land og hjalp
ham at komme unda. De var venner siden. Kampen endte ogsaa
her med Haakons nederlag og flugt.
Gregorius opholdt sig den følgende tid fremdeles mest i Kong
helle for at verge landet paa den kant. I 1160 tilføiet han kong
Haakon et stort folketap paa Saurbø oppe i skogene ovenfor Kong
helle; men til hevn herfor overfaldt Haakons mænd en tid efter
Gregorius's anden svoger Haldor Brynjulvssøn paa Vettaland. De
ståk ild paa husene, dræpte Haldor og alle hans huskarler, 20 i
tallet, mens hans hustru Sigrid, Gregoriuss søster, maatte flygte
halvnaken ind i skogen. Gregorius's femaarige søstersøn Aamunde
Gyrdssøn, søn av hans søster Gyrid, blev bortført. Denne ulykke
gik Gregorius nær til hjerte, og hans sidste daad blev et forsøk,
han straks efter gjorde, paa at hevne sin svogers drap. Mot enden
av julen brøt han op fra Konghelle og kom 13de dag jul, 6te
januar 1161, til Fors. Her lot han næste morgen synge ottesang
for sig og sine mænd. Straks efter fik han øie paa fiendens flok.
GJERPEN
<
som ikke syntes at være meget talrik. En aa, som i sagaen kaldes
Bevja l, skilte dem ad. Isen paa aaen var daarlig, og Haakons
mænd hadde gjort den endnu farligere ved at hugge huller i den
og skuffe sne over. Gregorius vilde derfor gaa over paa en bro
længer oppe; men bønderne, som var med, paastod, at isen var
sterk nok, og sa, at de ikke visste, hvad det skulde
at han
ikke vaaget sig over. Gregorius svaret, at sjelden hadde man be
høvet at skylde ham for at være ræd, og det skulde man heller
ikke behøve herefter. Han bad dem følge vel og ikke staa igjen,
naar han gik ut paa isen. Han gik da utpaa med sin hær; men
saasnart bønderne saa, at isen var daarlig, vek de tilbake. Gre
gorius sakk nedi; men der var ikke dypt; men som han bad sine
mænd vogte sig, ble v han truffet av en pil i strupen. Han faldt
død om, og ti av de tyve mænd, som hadde fulgt ham, faldt der
ogsaa. De andre trak sig tilbake, men hadde sin høvdings lik med
sig. «Og her ender nu fortællingen om ham,» siger Snorre; «men
det var alles tale, at han hadde været den største høvding i Norge
i de mænds tid, som da levde.»
Jeg vil endnu efter Snorre føie noget iil, som viser, hvilken manrf
Gregorius hadde været for sin konge.
Snorre fortæller, at to aarmænd for med disse tidender til Oslo,
til kong Inge. Da de kom frem, krævet de at faa kongen i tale.
Kongen spurte, hvad tidender de hadde at sige. «Gregorius Dags
søns fald,» svaret de. «Hvorledes bar det saa ilde til?» spurte kongen.
De fortalte det. Kongen svaret: «Der raadet da de, som var mindst
forstandige.» Det er sagt, at kong Inge tok sig saa nær av det,
at han græt som et barn. Men da graaten gik av ham, sa han :
«Jeg vilde fare til Gregorius, saa snart jeg spurte Haldors drap;
ti jeg tyktes at vite, at Gregorius ikke vilde sitte længe, uten at
søke hevn; men folket her lot, som om intet var saa nødvendig
som denne juledrik, og som den ikke kunde brytes av; ti jeg vet
visst, at om jeg hadde været der, vilde det enten være faret frem
med bedre raad, eller ogsaa vilde jeg og Gregorius ha faret begge
til ett gjestebud. Men der er den mand falden, som har været
bedst imot mig og mest har holdt landet i min haand. Nu lover
jeg det ene, at fare til møte med Haakon og hans mænd, og skal
da elt av to hænde: enten at jeg skal faa bane, eller ogsaa skal
jeg stige over Haakon og hans mænd; men om de end alle kommer
til skade, er dog ikke slik mand, som Gregorius var, fuldhevnet.»
1 Den kaldes nu Bafveån, nær Uddevalla.
g"
I
10
GJERPEN
Natten efter Blasiimessedag, ut paa morgensiden, da det begyndte
at dages, 4de februar 1161, for kong Inge, under slaget paa isen
ved Oslo, efter til det samme gjestebud, hvortil Gregorius var faren
forut den 7de januar.
Om Gregorius's ældre bror Vatnorm vet man bare, hvad før er
nævnt, at han i 1137 drev den danske konge Erik Emune tilbake
til skibene, da han hadde gjort landgang ved Tønsberg. Sandsyn
ligvis er Orm død tidlig. Gregorius seiv efterlot sig bare én søn,
som het Gunnar, og som døde barnløs. Dermed utdøde Dag Eilivs
søns slegt paa mandssiden. Hvem der saa overtok Bratsberg gaard,
vites ikke. Men vel et hundrede aar senere er den blit kongens
gaard, og kongens mænd residerer der; men som «syslen» het efter
Skien, kom «lenet» og senere «amtet» til at hete efter Bratsberg,
og det var vel av denne grund, om end hverken de ældre sysle
mænd eller de senere lénsmænd altid bodde der. Dertil var det
ofte altfor daarlig bevendt med bekvemmeligheterne, hvad husene
angik, som det vel ofte var paa de kongelige eller statens eiendomme.
Dog sætter jeg ind her en saavidt mulig fuldstændig liste over disse.
SYSLEMÆND OG LÉNSMÆND (LÉNSHERRER)
PAA BRATSBERG
i
Tore Haakonssøn, ridder og baron. Nævnt som syslemand 2%
1303, da han var paa en embedsreise til Nissedal (Dipl. Norveg. I,
95). Ogsaa 17/i 2 1315.
Haakon Toressøn. 6/n 1318 utstedte han og hans søster Kristin
et brev, hvorefter deres dengang avdøde far, da han endnu var
frisk, ofte hadde sagt dem, hvad han skyldte biskop Helge av Oslo,
og at denne gjæld nu var betalt. To prester, sira Matthæus og
sira Solve, den sidste presten pai Gjerpen, bevidnet dette ved at
sætte sine segl under brevet (Dipl. 111, 13). Hvis der ikke fore
ligger en forveksling, skulde forannævnte Tore Haakonssøn være
den samme som Tore cbiskopssøn», en søn av biskop Haakon i
Oslo, senere erkebiskop, og en svigersøn av Erling Alvssøn paa
Tornberg (død 1283 og far til den bekjendte Alv Erlingssøn) 1.
Stig Haakonssøn, - s/& 1325, søn til Haakon Toressøn (?).
Ivar Ogmundssøn Rova. I 1329 var Ivar Ogmundssøn befalings
mand paa Baahus og laa da i feide med Knut Porse, hertuginde
Ingebjørgs anden mand, der var meget ilde likt av nordmændene.
1 Se Øverland, 111. Norgeshistorie, 111, s. 524 fl., 540 og 546.
i
GJERPEN
11
1334 var han drotsete hos den unge kong Magnus Erikssøn,
en værdighet, som han alt nedlagde aaret efter og blev befalingsmand
paa Tønsberghus. Senere var han igjen befalingsmand paa Baahus.
Hans ombudsmand Jon Baardssøn løslot u/$ 1336 «Torleiv or fangel
sen, idet Solve å Limini (i Gjerpen) borgade for han» (Dipl. 11,
217). En anden av hans ombudsmænd, Bjørgulv Aastessøn paa
Mærden (Mæla i Gjerpen), indberettet Va 1337 Helge Geirmundssøns
drap til kong Magnus (Dipl. I, 245). Løslatelsen av Torleiv fandt
sted paa Bratsberg. 15A 1347 var Ivar Ogmundssøn med og under
tegnet kong Magnus's og dronning Blankas testamente. Ivar Og
mundssøn døde i den store mandedød omkring 1350. Hans bror
søn, den senere drotsete Ogmund Finnssøn, gav Gimsø kloster
gaarden Prestholt i Nes for hans sjæl og vel ogsaa for hans grav
i klostret. Hans enke Ronnaug Smidsdatter gav sig samtidig ind
1 klostret som proventkone eller lægsøster. Hun gav da klostret
2 gaarder, som hun eiet i Skedjovs sogn i Viken, likesom hun i
sit testamente skjænket det 5 gaarder paa Stangenes sammesteds
og 2 paa Vestfold. Tidligere, men efterat den store pest var be
gyndt, hadde hun git 4 gaarder til Bragaseters kirke i Viken. Hun
maa altsaa ha været en baade from og formuende frue 1. Hvis
her ikke er nogen sammenblanding, var Ivar Ogmundssøn ogsaa
lagmand 27/ s1349.
Aaste Bjørnssøn. Under forutsætning av, at det er samme person
som Aaste Bjørgulvssøn, frikjendte han som kongelig ombudsmand
17A 1354 Omund Olavssøn i Nissedal for at ha været med, «hvårke
rådande eller valdande, at hængja Gunnar Ækra.»
Kjetil Vigleikssøn 13/i2 1361; 26/ a1364.
Bjørn Torleivssøn 3/e 1372; 2% 1385.
Gaute Erikssøn Galtung, alt nævnt aaret efter, 1386. Gift om
kring 1380 med Margrete Ottesdatter Rømer. Da denne mand sik
kert bodde paa Mæla, venter jeg med den nærmere omtale av ham,
til jeg kommer til denne gaard.
Efter den tid, da Gaute var borte, er disse kongens mænd her
i lenet ikke længer norske mænd, men fremmede. Jeg kommer
da først til en av de værste:
Jøns Nilssøn Skaaning, atmindelig kaldet «Svarte Jens». Han
var ridder, riksraad og befalingsmand paa Akershus, da Ogmund
Sigurdssøn Bolts oprør mot de fremmede embedsmænd brøt ut ikke
mindst i Skiens sysle. Svarte Jens prøvet først ved bud og brev
1 Sml. Chr. Lange, De norske klostres historie.
r—
12
i
GJERPEN
at dæmpe bevægelsen ; men da han saa grep til vaabenmagt, mis
lykkedes dette endnu mere for ham. Han mistet flere av sine folk
og maatte være med paa at søke et lempelig forlik. Det er ellers
merkelig, at Svarte Jenss egen foged i Skiens sysle var den eneste
danske, almuen vilde tillate at forbli i sin stilling. Da oprøret
efter den vaabenstilstand, som var sluttet paa Jersøen ved Tøns
berg, igjen brøt løsr, satte Ogmund Sigurdssøn sig i besiddelse av
bispegaarden i Oslo; men da han indestængtes der av Svarte
Jens i forbindelse med byens borgere og saa sig ingen utvei,
maatte han slutte et ydmygende forlik den 13de december 1436,
ikke fuldt Va aar efter forliket paa Jersøen, der var indgaat St.
Hansdag. Ved den endelige overenskomst den 18de februar 1437
gik dog riksraadet, paa kong Eriks vegne, med paa, at almuens
krav skulde bli efterkommet, likesom almuen paa sin side lovet
ikke at gjenta, hvad den hadde gjort. Der fulgte imidlertid
straks efter et nyt oprør under Halvard Graatop fra Drangedal;
men ogsaa dette la sig tilsidst. Svarte Jens, som var meget hatet
av almuen, blev vistnok ogsaa tilbakekaldt ved denne tid.
Hartvig Krummedige, en holstener, var likeledes ridder og be
falingsmand paa Akershus. Han er ogsaa en kjendt mand i Norges
historie, gift med Katrine Markvardsdatter Buk, en søster av Olav
Buk. Han blev ved hende eier av Brunla herregaard og synes at
ha været en likesaa sindig som dygtig mand. Man faar i alle fald
det indtryk av hans forhold til den gamle erkebiskop Aslak Bolt,
der var rasende forbitret paa ham. Hartvig Krummedige døde 1476.
Odd Alvssøn, en bror av Knut Alvssøn, var ogsaa befalingsmand
paa Akershus. Han døde ugift i 1497.
Henrik Krummedige, søn av Hartvig og født omkring 1466, altsaa
kun en ung gut ved sin fars død, hvem han dog alt i 1487 fulgte
som befalingsmand paa Akershus. Han døde i 1529. Hans eneste
barn, datteren Sofie, blev gift med Esge Bilde i Bergen. Henrik
Krummedige opholdt sig vel heller ikke stort paa Bratsberg, hvor
derimot hans «underfoged» Ture Matssøn bodde i længere tid
(Dipl. VIII, 430 og I, 953).
Mikkel Blich fik M/-> 1524 «Bratsberg len», «Skye» (d. e. Skida,
Skien) og «Skiesyssel» overlatt sig av Frederik den Iste «med al
kongelig rente, qvit og fri uden afgift i de næste 10 aar fra dette
brevs datum mod tilbørlig tjeneste» l. Ved et nyt kongebrev av
1 Efter Norske rigsregistranter, som ogsaa er kilden for flere av de følgende
meddelelser.
GJERPEN
13
4/s 1528 utstraktes forleningen til at gjælde for Blichs levetid «pro
servitio facto et faciendo», d. e. for den tjeneste, han hadde gjort,
og for den, han skulde gjøre i fremtiden; men Blich tok del i uro
ligheterne efter Kristian den 2dens tilbakekomst og forspildte der
ved kong Fredriks velvilje. 13/e1532 var Blich med og underskrev
et leidebrev for dem, som skulde underhandle om forlik mellem
de to konger.
Peder Skram til Urup i Jylland, en herregaard noget i nordvest
for Horsens, fik 6/s 1532 kongens brev paa lenet efter Blich, at
regne fra IT/ii 1532. Brevet lød paa, at «dersom kongen bliver
tilsinds eller med ham saa forhandler, at Mikkel Blick kommer
igjen i kongens tjeneste, da skulde Skram forlenes med kronens
by og den Skyden og Ski syssel, som forn. Blick i forlening har,
mod sedvanlig afgift.» Ogsaa dette brev handlet om 10 aar «pro
servitio facto et faciendo.»
Peder Skram er den bekjendte sjøhelt, «Danmarks vovehals».
Han var født omkring 1500, var med Kristian den 2den paa hans
tog til Sverige, men sluttet sig efter hans flugt til den nye konge
og blev ham tro. Efter Kristian den 2dens tilbakekomst til Norge
blev han i 1532 fra Akershus sendt ned til kong Fredrik og gav
ham saadanne meddelelser om situationen, at han blev sendt til
bake av ham med paalæg om, at forhandlingerne skulde avbrytes
og Kristian den 2den tages til fange. Skram vilde derfor ikke være
med paa at underskrive det leidebrev for kong Kristian, som han
visste ikke vilde bli holdt. Samme aar blev han altsaa lensherre
paa Bratsberg. I den ikke længe efter paafølgende «Grevens feide»
slog han, som dansk admiral, liibeckernes flaate baade ved Born
holm og ved Svendborgsund søndenfor Fyen. I det sidste slag,
som stod 16de juni 1535, blev liibeckernes politiske magt for allid
tilintetgjort. I syvaarskrigen kommanderet han den danske flaalc
i krigens første aar, men var mindre heldig i slaget utfor Øland
mot svenskerne. Han maatte da træde av 1563, saa meget mere,
som hans helbred var nedbrutt, og erstattedes med Herluf Trolle.
Han levet dog endnu i mange aar og blev en meget gammel mand,
f u/t 1581, 80 aar.
Antonius Bryske, tidligere kngl. sekretær i bergvæsenet, fulgte
ved skrivelse av u/s 1540 paa Skram som «høwitzmandt offver
Skie søssel» og skulde ha sin bolig paa Gimsø. Kong Kristian
den 3djes interesse var dengang saa sterkt optat av bergverkerne
i øvre Telemarken, at selve lensherren maatte være en bergkyndig,
i
I
i
14
GJERPEN
Ivar Jenssen Jernskjeg succederet Bryske fra 17/3 1545 og bodde,
som han, i begyndelsen paa Gimsø; men da klostret brændte ned
i 1546 ved en kvindes uforsigtighet, flyttet han over til Bratsberg,
som han maatte gaa ind paa at «holde ved skjellig bygning», like
som jordveien paa Bratsberg skulde holdes i god hævd; men han
opgav det hele, flyttet til Hedrum, hvor han kjøpte Fresje («Fritsø»)
utenfor Larvik og bodde der til sin død i 1570 1.
Klaus Hvitfeldt, 1548—1549. Han var en søn av Otto Klaussøn
Hvitfeldt til Krumstrup paa Fyen.
Absalon Juel til Meilgaard 1550—1551. Saa kom igjen
Klaus Hvitfeldt 1551—1555, derefter
Peder Hvitfeldt 1555—1558.
Klaus Hvitfeldt hadde været i Norge før. I 1543 skulde han
føre en del røvet kirkesølv ned til Danmark, men ble v opsnappet
av hollænderne, som dengang laa i krig med danskerne. Heldig
vis hadde han en mægtig bror, Kristofer Hvitfeldt paa Bergenhus;
han fanget borgermesteren av Amsterdam, og saa blev de to ut
vekslet mot hinanden.
Peder Hvitfeldt var forøvrig ikke bare forlenet med Bratsberg,
men med hele sydvestsiden av landet, likefra Lister len til og med
Brunla. Hans opgave var nærmest at forsvare kysten mot de
meget plagsomme sjørøvere. Peder Hvitfeldt var i syvaarskrigen
med tilsjøs; men var saa uheldig i 1565 at miste sine skibe i kamp
med svenskerne utfor den pomerske kyst. Han var ogsaa en ret
tens mand og var dansk kansler, mens han var lensherre i Norge.
I juli 1557 hadde han et møte i Bergen med alle landets lagmænd
for at ordne med den norske lov, der var kommen i adskillig for
virring, dels ved at snart bruktes den oldnorske original, snart for
skjellige, mere eller mindre uheldige oversættelser av den.
Kristjern Munk til Toberup (i Sønderjylland) 1558—1559. Som
befalingsmand paa Akershus gjorde Munk sig adskillig kjendt ved
sine kampe med svenskerne i syvaarskrigen, baade ved forskjellige
indfald i Sverige og ved Akershus's forsvar i 1567, da byens bor
gere, efter Munks eget eksempel, satte sine huse i brand, forat
ikke fienden skulde ha noget tilhold i dem. Kristjern Munk hadde
et overtilsyn med en hel del lén baade østenfjelds, vestenfjelds og
nordenfjelds og indledet derved oprettelsen av det norske statholder1 Mere om ham og hans sønner kan læses hos Lorens Berg i hans hygdebok
«Hedrum», under Fresje.
GJERPEN
15
embede (fra 1572). Han var en dygtig og driftig mand, som for
tjente den kongelige gunst, han besat til det sidste.
Peder Bildt, 10h 1559 til "/* 1564
24/ n15bl sendte kong Frederik den 2den ham følgende brev
til bønderne i Skiens syssel:
«Vi bede eder alle og hver særdeles strængeligen byder, at I
tilbyde Vor lensmand paa Bratsberg paa Vore vegne alle de losse
(gaupe-) og maarskind, som I kunne bekomme, og dem lader Os
være næst for et temmeligt og skjelligt værd. Vi har befalet forn.
Vor lensmand eder derfor paa Vore vegne tilfredsstille. Findes
nogen herover slig vildvare at sælge til nogen fremmede eller andre,
da skulle de derover straffes, som vedbør.»
Samme dag utfærdiget kongen ogsaa et andet brev til bønderne
i Skiens syssel av følgende indhold:
«Hilse eder alle Vore og Kronens bønder og tjenere, som bygge
og bo udi Ski syssel, evindeligen med Gud og Vor naade. Vider,
at Vi have befalet Os elskelige Peder Bild, Vor mand, tjener og
embedsmand paa Vor gaard Bratsberg, at skulle lade igjennem
brænde en stenklippe, som allerede begyndt er, til at sætte 2 eller
3 sagkværner Os og Kronen til gavn og bedste, sammeledes at lade
hugge og opflaade, hvis (hvad) tømmer, som til Vore sagmøller
fornøden er. Ti bede Vi eder alle og hver særdeles strængeligen
byde, at I retter eder efter, hvis (hvad) som forn. Peder Bild eller
hans fuldmægtig eder tilsigendes vorder, at føre saa meget ved til
samme klippe, som behov gjøres til at brænde den igjennem med,
saaat denne det første maa blive færdiggjort, desligeste at opfløde
til Vor sagmølle, som forn. Peder Bild til dess behov lader hugge.
Findes nogen herved at være uvillige og sig fortrykke og ikke ville
denne Vor befaling fuldføre, da skal han stande Os tilrette derfor
og straffes, som vedbør.»
Aaret efter fik bønderne ogsaa paalæg om at hjælpe til ved
Bratsberg gaards istandsættelse.
ls/s 1562 fik Peder Bildt brev fra kongen om at forskaffe Hen
rik Rantzow, statholder i Holsten, 60 trær, halv eg- og halv fyrre
tømmer, 18 eller 20 alen lange, eller saa lange, som han kan be
komme, og en fod udi kanten, som godt bygningstømmer. Det var
dimensioner!
Mogens Pederssøn Galt til Tyrestrup nA 1564 til Vio 1565.
Mogens Galt var fra Halland, hvor hans gaard var blit brændt
under syvaarskrigen. Til erstatning derfor fik han vel lenet. Var
(
GJERPEN
16
den gamle Peder Galt, født 1573, som Kristian den 4de lot hen
rette efter slaget paa Kolbergerheide i 1643, en søn av ham?
Peder Skram til Urup fik saa, ved skrivelse av førstnævnte dato,
2/io 1565, 25 aar siden sidst, Bratsberg len efter Mogens Galt og
indehadde det nu i henimot 7 aar, til 24A 1572. Det var ogsaa,
fordi der var overgaat ham brandulykker i Halland, baade i nordre
og søndre Halland, og baade paa hans forleningsgods og hans
arvegods.
Det var vel Mogens Galt seiv, som endnu fik tid til at utføre
det paalæg, kongen hadde git lensherren paa Bratsberg i en skri
velse tidligere paa aaret, før Skram tiltraadte, og som var av
dette indhold :
«Vid, at Vi agte med det første at foiskikke et af Vore skibe
udi Langesund efter de store master, Vi have der liggendes; ti bede
Vi dig og ville, at du straks lader der indskibe forn. master, dertil
saa mange deler (bord), aaretræer, beggerholt, baandstager ogbrænde
ved, som skibet kan bære og du straks bestiller, at al tingest bliver
lagt tilrette, saaat naar skibet kommer, at det straks kan fange sit
fulde lad og uforsømmpfigen komme paa hjemreisen.»
Erik Munk, 1572 —1574, den berygtede bondeflaaer fra Nedenes
lén, som igjen fik ham tilbake, da Bratsberg sidstnævnte aar var
saa heldig at slippe ham Jeg anfører med nogen mindre utelatel
ser, hvad Øverland har skrevet om ham i sin store Norgeshistorie: l
Erik Nilssøn Munk hørte til en anset selveierslegt paa gaarden
Hjørne i Halland. p]fler i nogen tid at ha faret tilsjøs, blev han
av lensherren Erik Rosenkrands ansat som slotsfoged paa Vardø
hus og foged i Finmarken. Senere deltok han med udmerkelse i
syvaarskrigen baade ved Trondhjems tilbakeerobring og andensteds,
saavel tillands som tilvands. Han stod senere hen saa høit j
Fredrik den 2dens gunst, at han, tiltrods for at han ikke var av
adel, kom til at beklæde den ene adelige stilling efter den anden.
I 1565 blev han saaledes forlenet med Nonnesæter kloster, erholdt
27/ia 1570 Onsø skibrede, fri for forleningsavgift, og Nedenes lén.
14/ s1572 blev han tillike forlenet med Bratsberg lén og optoges
endelig n /8 1580 i adelsstanden. I sine forskjellige stillinger er
hvervet Erik Munk sig betydelig jordegods. Saaledes eiet han
Barbo gaard, paa hvis grund Arendal for største del er beliggende,
erhvervet ved mageskifte Borregaard i Smaalenene og fik alene i
1580 skjøte paa 12 gaarder.
1 111. Norgeshist. IV, s. 546 fl.
GJERPEN
17
Men saa dygtig Erik Munk har været som krigsmand, duet han
ikke til at forestaa et lén; dertil var han altfor egennyttig, vilkaar
lig, haard og voldsom. Allerede i 1572 maa der paa høieste sted
ha hersket misnøie med hans forvaltning, idet det under Bde ok
tober d. a. blev paalagt Magnus Svale at la ham paagripe og ned
sende til Kjøbenhavn, hvis han ikke raadet bod paa nogle mangler
ved sin embedsføreel. Han forstod imidlertid snart igjen at vinde
kongens tillid, saa han i 1576 fik Nedenes lén paa nye og bedre
vilkaar end tidligere.
Mindet om Erik Munks færd lever endnu i Nedenes og Raa
l)yggelaget. I vore dage er en mængde retsakter og dokumenter
fremdrat, som stiller ham i en grei belysning. Medens han seiv
hodde paa Barbogaard, lot han kongsgaarden paa Nedenes forfalde,
uthugget lenets skoger til eget bruk, ja hælet med de sjørøvere, som
hadde sit tilhold langs kysterne! Lenets bønder plaget han ved
ekstraordinære ydelser og arbeider, flyttet grænseskjel ved Barbo
efter eget tykke og uten ringeste sky. Naar en bonde kom til ham
i et erende, overfuset han ham altid med en flom av skjeldsord.
Derfor klages der over ham: «Han kalder os, fattige bønder, ikke
andet end skalke og tyve og vore fattige kvinder (kalder han) horer,
og dersom nogen er hannem noget skyldig, enten i salg eller kjøb,
og han har betalt hannem det, maa vi dog alligevel mange gange
betale paa ny igjen, endog vi har prov paa, at det er tilforn be
talt.» I aaret 1580 hadde bønderne av Raabyggelaget besluttet at
klage paa ham for regjeringen i Kjøbenhavn. De hadde skutt
sammen reise- og kostpenger for dem, der skulde tale deres sak,
opsat klagen og sendt dem avsted; men Erik Munk hadde faat nyss
om deres forehavende. Da de var kommet til Sogndal i Søgne,
møtte de en baatbygger ved navn Peder Nilssøn, som tilbød sig
at befordre dem til Danmark med en skute, som han hadde lig
gende i Ulvøsund i Høivaag; men Peder Nilssøn var en av de
mænd, som Erik Munk hadde utsendt for at opsnappe bøndernes
talsmænd, og han styret, da de vel var kommet i baaten, i retning
av lensherrens gaard! De satte sig til motverge, men enden blev,
at Peder tok fra dem deres klage, som den ene av dem hadde for
varet i en flaske, plyndret dem for deres reisepenger og satte dem
saa iland igjen paa det første det bedste sted. Flasken med klagen
i blev bragt til Erik Munk, som ikke blev blidere mot bønderne
efter dette. I en ny klage, som almuen det næste aar indsendte
til kongen, heter det derfor: «Vi beder alle eders naade ydmygeligen
'J — Gjerpen. 111.
GJERPEN
18
for Guds skyld at skille ham fra os; ti dersom han skal længere
saaledes regjere over os, da nødes vi, arme fattige mænd, til at
ovcrgive hus og hjem, kvinder og børn, og skal ikke blive byg
gendes i hans forlening, men vi nødes til at drage i en anden av
eders naades ombudsmænds lén, eller hvor Gud kan forsørge os.»
Erik Munk blev dog sittende i lenet, til Magnus Baardssøn
Rosensværd, der var lagmand paa Agdesiden i srarene mellem 1576
og 1582, var blit forflyttet til Oslo, hvorfra han med større klem
kunde tale bøndernes sak, som han med iver hadde tat sig av.
Paa herredagen i Oslo i august 1585 hadde Munk en stor mængde
saker mot sine undergivne, og samtidig kom der ogsaa nye klager
fra bønderne. Enden blev, at lenet blev ham fratat 3Ote september
og en kommission nedsat for at undersøke hans sak. Den bestod
av flere lensherrer og lagmænd, og utfaldet blev, at Erik Munk
blev dømt. Han blev indsat i fængsel paa Dragsholm slot Bde
august 1586, og hans store godser, der længe utgjorde en egen for
lening, inddroges under kronen. Efterat et forsøk paa at Ilygte
var faldt uheldig ut, blev han holdt i strengere forvaring. I sin
fortvilelse tok han sig tilsidst av dage i aaret 1594, og hans lik
blev begravet under galgen utenfor slottet.
I en løs forbindelse med en badskjærdatter fra Helsingør hadde
han flere sønner; en av dem var den store opdagelsesreisende
Jens Munk, en av de kjækkeste sjømænd, Norden har at op vise l.
Erik Brokkenhus 1574—1583. Sidstnævnte aar avgik han ved
døden. Erik Brokkenhus skulde paa kongens bekostning «holde
to ridefogder (gaardsforvaltere), hver seiv anden, en skriver, en kok,
en kjeldersvend, en fadeburskvinde, som skal brygge og bage og
vare melkningen, seiv tredje, en ladegaardsfoged og to arbeids
drenge. Til løn for disse forn. personer udi pendinge, klæder,
sko, lærred og vadmel» skulde iénsmanden faa 162 daler, «saa og
denne fternævnte fetalie (matvare):
Danst mel 6' tønder
Norst mel 40 tønder
malt 85 (!) tønder
gryn 6 tønder
22 Va nødekropper (!!)
50 faar og lammekropper (!)
2Va tønde erter
1 fg (fjerding?) smør
1 født 1579, død 1628.
GJERPEN
19
30 sider flesk
14 tønder sild
torsk 1 læst
av tiendeosten (. . . ulæselig)
17a tønde laks»
og endnu mere. For et skrækkelig æteri og drikkeri!
Erik Brokkenhus skulde ogsaa forstrække Nikolaus Beda paa
Fossum med «fetalie og andet, hvis (hvad) han til nødtørft har
behov til at drive jernverket deroppe.» 1
Henrik Brokkenhus 1583—1588, Erik Brokkenhuss bror. Han
døde ogsaa i embedet.
17/is 1586 fik han paalæg om at begive sig til Kjøbenhavn med
sit regnskap for Bratsberg len, «som skulde have været forklaret
til 16de martii, saa han er tilstede Philippi Jacobi dag førstkom
mende, at K. Maj. da ikke skulde fortænke andre midler og forlene
lenet til en anden, saafremt
forhales.»
De to brødre Erik og Henrik Brokkenhus var sønner av Eiler
Brokkenhus til Søndergaard paa Fyen. Deres far var i 1541 blit
gift med Kirstine, Erik Erikssøns datter og arving til Eline herre
gaard i Onsø, men døde allerede 6 aar efter. Henrik Brokkenhus
var født paa Eline i 1542. I 1566 blev han gift med den i 1551
avdøde bekjendte høvedsmand paa Akershus Peder Hanssøns datter
Elisabet. Peder Hanssøn seiv var svigersøn til fru Inger paa
Østraat. I dette sit egteskap hadde Henrik Brokkenhus 6 sønner,
hvorav dog kun halvparten levet op, deriblandt en, som het Eiler
efter bedstefaren. Henrik Brokkenhus hadde desuten en datter,
som het Inger, og som antagelig var opkaldt efter den mægtige
frue paa Østraat. Fru Elisabet, som var en søster av Norges
kansler Hans Pederssøn (Basse), død 1602, bortkaldtes allerede efter
10 aars egteskap, i 1576, «fra dette elende til himmeriges glæde
og det evige liv». Ni aar efter, eller i 1585, giftet Henrik Brokken
hus sig igjen, med Dorte Juel, en datter av Nils Juel til Aaberg
og en søster av eftermanden Ove Juel. I egteskapet med hende,
der kun varet omkring 3 aar, hadde han 2 barn, hvorav bare det
yngste, datteren Sofie, levet op. Henrik Brokkenhus bodde i alle
fald ikke alle de 5 aar, han var lensherre, oppe paa Bratsberg;
men da denne gaard dengang, som oftere, antagelig har været i
mindre god stand, hvad hus angaar, var han llyttet ned til Eidet,
en gaard ute ved broerne nede i Skien. Der døde han den 6te
1 Se herom senere under Fossum.
20
GJERPEN
mai 1588, ikke mer end 46 aar gammel. Livet var oftest ikke
langt for de mægtige herremænd og fine fruer i den tid.
Om hans sidste dage blev der gjort nogle optegnelser av Ras
mus Nilssøn, «prædikere og skolemester i Skien, som der da var
tilstede og hørde denne salige mands herlige bekjendelse og skrifte
maal og hanem i sin sot og sjukdom trøstede med Guds ord og
det høiværdige sakramente».
Det heter i disse optegnelser, som blev optat i liktalen: «Der
han i dette nærværindes aar 1588 paa en tirsdag den 30 Aprilis
sidstforleden paa sin gaard Eded, liggendes ved Skien, var nu ble
ven sjug ok det fornam om aftenen, som han skulde legge sig til
at sove, da ydmygede han sig straks under Guds vældige haand
og gav sig til en god taalmodighed.»
Da sygdommen forværredes om torsdagen, kaldte Brokkenhus
til sig foruten forannævnte Rasmus Nilssøn fra Skien ogsaa sogne
presten fra Solum, provsten hr. Tomas Anderssøn. Dagen efter kom
ogsaa llere venner fra Skien til ham, deriblandt lagmanden Pros
Lauritssøn og hans hustru Kirstine Ivarsdatter, borgermesteren og
andre «ærlige» folk, udi hvis nærværelse han «gladelige og met
taksigelse annammede Jesu legeme ok blod.» Om lørdagen var
den syge meget svag og bad da sin hustru om, at hans lig maatte
blive ført til Onsø og begravet i hans familiegravsted i Onsø kirke.
Siden bad han hende hilse alle hans venner og slegtninge og ta
lede med Pros Lauritssøn, fru Kirstine og de øvrige, som var komne
til ham. Sønnen Eiler var fra værende; derimod kaldte han sin
kjære datter jomfru Inger Brokkenhus til sig og formanede hende
til gudsfrygt og til alle gode dyder og bad hende, at hun vilde
bevise sin kjære moder lydighed. Han lod ogsaa sin lille datter
Sofie, som laa og sov, tåge op af vuggen, rørde ved hendes ansigt
med sin haand og vakte hende saa sagtelig op. Da hun vaagnede,
kyssede han hende paa munden og velsignede hende og sagde:
«Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, som er vor herres Jesu Kristi
evige fader, velsigne dig baade til liv og sjæl.» Senere bestemte
han, hvorledes det skulde være med hans folk, fogder, skrivere ok
andre, som havde tjent ham trolige, at de skulde vel belønnes,
hver efter sit kald og bestilling. Han lod ogsaa sin hustrus piger
og kvindfolk komme for sig, bad dem skikke sig vel og være hende
tro i Herrens frygt.
Om søndagen lod han holde prædiken for sig, ligesom der blev
GJERPEN
21
bedt for ham i Skiens kirke. Dagen efter, måndagen 6te mai,
mellem kl. 3 og 4 om ettermiddagen afgik han ved døden.»
Liket førtes efter hans ønske til Onsø kirke, hvor det jord
fæstedes den 16de juni. Biskopen, Jens Nilssøn, var seiv tilstede
og holdt liktalen. Han roser ham deri bl. a. for hans «medfødte
godhed».
Dette er et av de opbyggelige dødsleier, hvorav der forekom
mange i denne den sterke rettroenhets tid, men som ikke altid av
sluttet et tilsvarende hellig liv. Man tænke saaledes, som et eksem
pel instar oranium, paa kong Fredrik den 2den seiv, som ogsaa
døde i dette samme aar 1588.
Henrik Brokkenhus laa i 1585 i sak med bønderne i Gjerpen,
«for de ikke ville arbeide og pløie Kngl. M.s gaard Bratsberg,
som sedvanligt er, men dennem derudi fortrøkker, og endog han
haver tilbuden at ville unde dennem hver paa fem dagsarbeide at
gjøre, som han mener, at ikke være til besveringe, ville de ligevel
ikke indgaa med og sidder overhørige». Bønderne svaret ved
sine to repræsentanter, at de «rgjerne vilde gjøre sligt arbeide til
Bratsberg gaard, som av arilds tid haver været sedvanligt, saa at
de ikke skulde være bundne nogen visse dage at arbeide om aaret
og derover udi saa maade med upligt besverges». Til stor skam
for hr. Henrik Brokkenhus gik Oslo herredags dom 7/s 1585 i bøn
dernes favør 1.
Henrik Brokkenhus's forannævnte datter Sofie, der ved hans
død i J5BB var et litet vuggebarn, skal ha været Norges rikeste
gifte i sin tid og blev i 1610 formælet med den rike Jens Bielke,
hvem hun bragte i medgift baade Eline herregaard i Onsø og
herregaarden Kanestrøm paa Nordmøre. Hun blev efter tidens for
hold ogsaa en ret gammel kvinde, idet hun først døde i 1656.
Ove Juel til Kjeldgaard 1588—1597, tidligere høvedsmand paa
Akershus. Hans «følgebrev» fornyedes 31/ s 1593 fra Philippi og
Jacobi dag til samme dag 1594. 2% 1594 fik han brev om, at
han skulde være Laurits Friis behjælpelig med at hente K. Maj.
nogen østers.
Johan Urne til Volsø 1597—1602. Han forbød presterne at
drive tømmerhandel og bygge «saugmøller».
Hans Biilow til Gjerskov 1602—1609. Han døde i embedet 1609,
hadde tidligere været K. Maj.s kjøgemester. Samme aar, som han
tiltraadte, 7io 1602, fik han kngl. bevilling til at opbygge to sag1 Se Norske herredagsdombøger, utgivnc av E. A. Thomle.
22
GJERPEN
møller paa Skotfos paa hans egen bekostning og «dennem at maa(tte)
nyde, bruge og beholde og gjøre sig saa nyttige, som han kan.
Til «genant» blev bevilget ham av gaardsens og lenens indkomst
til at underholde, lønne og besolde sig sine svende, gaardens daglige folk og tjenere saavelsom fogderne og skriverne der udi lenet:
Pendinge
50 daler
dansk rug
12 tønder
dansk malt
48 tønder
norsk malt
120 tønder (!)
smør
6Va tønder
slagtefæ levendes. . . . 30 (!)
levende faar
100 (!)
flesk ........ 6 skippund
gryn
9 tønder
saltet sild
2 læster
saltet torsk
IV2 læster
tørret torsk
20 vorder (voger)
lax
2 tønder
flynder
200
aal
4 tønder
bergefisk (klipfisk) ... 16 vorder
humle
4 skippund (!)
høns
24
baisalt
1 smal læst
norsk salt
10 skippund
lyneburgersalt
1 tønde
eddike
8 tønder (!)
400 tønder havre til 4 heste.»
Hertil kom ogsaa avlingen paa Bratsberg og klostret med tilliggelser.
De kunde da nok trygt æte og drikke, baade folk og hester!
9/g 1605 fik Biilow brev om at holde rede bjelker, master, spirer
og tykke deler (planker), ligesaa beggerholt, vindebommer, aaretræer og favneved til at stuve lasten, naar skib «Fortun»(a) kom
til Langesund for at hente det.
Først 24/ i 1605 fik Johan Urne, Biilows formand, «kvittants
kvittantium», fordi han nu endelig «havde gjort god rede og regnskab for den visse indkomst og rente af Bratsberg gaards len.» 1
1 Den utgjorde, ifølge B. H. Lovenskiold, ved denne tid 481 1/* daler aarlig og
av Gimsø kloster 503 daler.
GJERPEN
23
Omtrent paa samme vis var det med Hans Biilow. Ved sin død
i 1609 stod han i stor restans hos kongen; men allerede samme
aar, Vl2 1609, fik brodersønnen Frants Biilow, kvitantium for sin
avdøde onkel og blev kongen derpaa «aldeles intet skyldig».
Alexander Raabe von Papenheim til Libanow 1609—1621.
4 /q 1613 fik han kongens brev om at lade borgermesteren udi
Helsingør bekomme tømmer til et spir paa byens kirketaarn; 26
tylvter furubjelker, 20 alen lange, og 2 tylvter, 12 alen lange, samt
at nedføre det til Langesund, hvor kronens bønder skulde tilhugge
det. De kunde da vel aldrig tiltrænge saa meget til et kirkéspir,
vel ikke engang til et kirketaarn!
17/i2 s. a. fik han brev om at levere to skibsladninger med tøm
mer til forbedring av diker i Ditmarsken, den ene eketømmer, den
anden furutømmer. Det skulde til fra Norge baade høit og lavt
og baade i nord og syd eller i øst og vest!
Alexander Raabe var yngste barn av en landraad i Brunsvig,
Georg von Papenheim, og født 13A 1563. Forældrene døde fra 9
barn i smaa kaar, da Alexander var 15 aar gammel. Han kom
da til en slegtning i Danmark, blev 25A 1586 hofjunker og kom
senere i dronning Anne Kristines specielle tjeneste. Den 9de juni
1605 blev han i Nakskov gift med jomfru Regitze Grubbe, datter
av Danmarks kansler Erik Grubbe. Aaret forut, Va 1604, hadde
han faat brev paa Ide og Marker. Samme aar, 8/n 1604, fik han
ogsaa tilsagn om forlening med Skibtvet og Spydeberg, naar (enke)
fru Mette Urne avgik ved døden, — alt «av Vor synderlig gunst
og naade», men vel nærmest ved dronningens hjælp 1. 16/ e1609
fik han saa brev paa Bratsberg og Gimsø. Dette len fik han 12
aar senere, 6/o 1621, ombyttet med Holbæk len i Danmark, da vel
baade han og hans frue længtet tilbake dit. Fra november 1630
var han syk og sengeliggende og avgik ved døden 7de januar 1631,
i sit 68de aar. Det skal ha været en god og gudfrygtig mand,
som med stor sindsro saa døden imøte og blandt andet sa i sin
dødelige sygdom: «Contra vim mortis non est medicamentum in
hortis», d. e., som vi kjender ordsproget: «Der gror ingen urt
mot døden»; men var han en from mand, hadde han vel tillike
en bedre trøst mot døden end denne. Fru Regitze var ogsaa
en from og godgjørende kvinde, der samme aar, som manden
døde, oprettet et legat til bedste for husarme i Ørslev ved
1 Se riksregistranterne for 1604.
24
»
GJERPEN
Skjelskør 1. En kiste fra 1619, som i sin tid har tilhørt dette egtepar,
findes nu i museet paa Brække. Han bodde paa «Toldboden»nede i Skien.
Eiler Urne til Gunderslevholm og Aasmark, 1621 — 1640. Eiler
Urne hadde tidligere indehat Holbæk len, hvor han fulgtes av sin
formand i Bratsberg. Han døde i Skien, men blev ført ned til
Gunderslev kirke. Hans enke Jytte Gyldenstjerne døde to aar senere.
19A 1622 fik Eiler Urne kongens brev om, at «den dreng i Brats
berg len, ungefær 12 aar gammel, som har slaget den karl ihjel, som
havde perlament (!) med hans fader, maa paa livet forskaanes, dog
at du hannem med forderligst (snarest mulig) i tugthuset i Vor
kjøbstad Kjøbenhavn nedskikker.» 24/io 1622 fik han et nyt brev
om «den unge dreng, som haver gjort det manddrab og derfor
skulde være skikket hid neder, at hans forældre og slegt mue (maa)
søge paa Vore vegne at hos dig aftinge og samme dreng siden
derefter være forskaanet, efterdi der berettes, han skal være saa
syg, han ikke duer til at nederføre.» Har man ikke faret for haardt
med ham, med fængsel o. s. v.?
16A s. a. hadde Urne faat brev om, at bønderne i Bratsberg,
som «besverges (besværes) med kulved at hugge til jernhytterne udi
Akershus len, for samme arbeid skal være forskaanet mod en viss
aarlige penges udgift for samme kulved at hugge.» Det har vel
helst været til gruberne i Bærum. Det synes forøvrig være übillig,
at bønderne i Bratsberg paa nogen maate skulde «besverges» hermed.
31/7 s. a. fik han kongens brev fra Bergen om de tyende adels
personer, som skal kaldes de Lystruper, udi Bamble len, og som
skal føre et forargeligt og meget ugudeligt levnet 2, likeledes om en
kvinde, som for adskillige ugudelige bønner «skal beskyldes, saa og
at have skilt en kvindeperson av med sit foster». Det har altsaa
været en troldkjærring, som det kanske tilsidst gik likesaa ilde som
de 4 gamle koner: Mette, Ingerid, Guri og en til, som var fra selve
Skien og brændtes der i 1632.
Vs s. a. fik han et brev om «almuen over al Telemarken, som
kommer tilhobe at holde kjørmisser 3, som der sammesteds udi lang
1 Sml. Person, hist. tidsskrift, 2den række, V, s. 254 fig, hvor der dog er nogle
unøiagtigheter i tidsangivelserne.
2 En lagmand Nils Lystrup eiet 1551 Birkevold med Lillegaarden, Slevolden.
Traaholt, Lanner og Kokkersvold i Eidanger. Er disse Lystruper efterkommere
av ham?
s Kjørmisser, d. e. kirkemesser, var egentlig fester til høitideligholdelse av kir
kernes indvielsesdag, men utartet til rene fyldelag. Biskop Glostrup ivret meget
mot dem paa sine visitaser.
GJERPHX
25
tid for adskillige fantasier og vrange meningers skyld haver været
brugeligt, da haver Vi naadigst for godt anseet, saadanne kjørmisser
aldeles at afskaffe. Iligemaade, eftersom Vi og naadigst (man kunde
da bruke dette ord rent ut i nalten ogsaa!) erfarer, at den slemme
last drukkenskab saa aldeles at have faaet overhaand hos almuen
over forn. Telemarken, at almuen der sammesteds endogsaa om
helligaftener sætter sig til drik natten ganske over, saa enten faa
iblandt dem kommer til kirken, heller ogsaa vel beskjænket, da,
efterdi saadan drukkenskab alene henser til Guds fortørnelse og
andre fattige folk til forargelse, ville Vi herved naadigst befalet og
strængeligen forbudet have, at ingen av menige almue over forn.
Telemarken sig efter denne dag i saa maade om helligaftener, naar
gudstjeneste om morgenen skal forrettes, med drik maa overlade
(overlæsse) og besverge (besvære) og dersom nogen befindes herimod
at gjøre, da at strafles, som det sig bør.»
Saa let gik det jo ikke, om det var selve kongen, som stræn
gelig forbød det, og han dråk jo ogsaa noksaa bra seiv!
17/s1628 fik Urne brev om at anlægge et «blokhus ved Kongs
havn eller Brevigen med kugler og ammunition».
5/7 1635 fik han brev om med ringeste bekostning at lade op
bygge en toldbod udi Kragevig.
14A s. a. fik han et lignende paalæg om at lade opbygge en
toldbod i Langesund.
22/ u1638 fik han brev om, «hvorledes med dennem skal for
holdes, som taler eller svarer presten udi prædikestolen eller og
hannem udi kirken overfalder (!), og hvad straf dennem derfor bør at
paalægges, da bede Vi dig, at du skal tåge dom paa dennem og siden
dennem lade skikke paa Bremerholm, med mindre det ei er gjer
ninger, som de bør at straffes paa livet fore.» Det maa vel helst
ha været oppe i Telemarken, at slik formastelse kunde passere.
Eiler Urne bodde ogsaa paa Toldboden.
Ove Gedde (Giedde) til Tommerup 1640—1650.
Ove Gedde har vistnok været en gudfrygtig mand, likesom hai>
har været en fremragende dygtig mand, hvis navn tilhører den al
mindelige historie. Sammen med sin hustru Dorotea Urne, datter
av Knud Urne til Aasmark, gav han Gjerpen kirke to store, mas
sive alterstaker av messing, betegnet med hans adelige vaaben og
hans og hustrus forbokstaver: O. G. D. W. 1 Ogsaa andre kirker
i lenet har han git saadanne alterstaker, om end mindre kostbare.
1 Se billede av Gjerpen kirkes kor, Gjerpen I, s. 26.
26
GJERPEN
Saaledes Kviteseid ældgamle kirke. Alterstakerne i Kviteseid kirke
er merket med aarstallet 1642, i Gjerpen kirke med 1643. I 1653
gav han, likesom Anne Gundersdatter paa Borgestad, 100 riksdaler
til ny kirke i Skien. Han var vistnok ogsaa en rik mand. I 1645
betalte han i «kopskat» for sig, frue og en datter over 15 aar, til
sa mmen 18 riksdaler, for en «varagtig karl» 1 riksdaler, for en
kjeldersvend 1 riksdaler, for en
dreng V 2rdl., for 2 «fruens
piger» 1 rdl., for 2 arbeid s
drenge 15 sk.
I 1641 lot Gedde foreta store
reparationer paa Bratsberg,
der var kommet saa i forfald,
at det var omtrent übeboelig,
livorfor formanden Eiler Urne
vistnok heller ikke hadde kun
net bo der. Gedde bodde an
tagelig ogsaa en tid nede i Skien
paa toldboden eller «søboden»,
som den kaldtes, og som han
i 1643 og 1644 likeledes maatte
underkaste betydelige istand
sættelser. Denne gaard, der laa
paa «Edet», det vil sige ute ved
broerne, nær den nuværende
Ove Gedde.
kanal, var VlO 1639 blit avkjøpt
Jon Thommessøn for 1500 riksdaler for at benyttes som toldbod,
men blev paa grund av tilstanden paa Bratsberg oftere ogsaa mid
lertidig bopæl for lensherrerne eller de kongelige lensmænd. Ved
reparationerne paa Bratsberg blev ifølge lensregnskaperne bl. a.
kjelderen, som var halvveis nedfalden, utbedret, en vindeltrappe
opsat fra nederste stue til de øverste kammerser, likeledes en trap
fra kjøkkenet op paa loftet og en dør anbragt mellem de øvre kam
mere, to nye vinduer indsat i kjøkkenet og et nyt vindu paa loftet
over kjøkkenet; i stuerne, ettersom vinduer var savnet, indsattes
fire nye o. s. v. x I det hele faar man herav det indtryk, at Brats
berg dengang ikke var nogen særdeles herskabelig bolig.
Ove Gedde lot i 1641 opføre ny bro over Langefos ved sjøboden,
ut paa «den første klosterø»; den kom paa 300 riksdaler. Like1 Se Andreas Blom, Efterlatte optegnelser, utgit ved J. L. Qvisling.
GJERPEN
27
ledes en ny bro fra «den første klosterø» til <den store klosterø>;
den kom paa 125 riksdaler.
Ove Gedde var født 17de december 1594. 24 aar gammel reiste
han, i november 1618, avsted paa sin berømte ekspedition til Ceylon
og Ostindien, hvorfra han først kom tilbake i mars 1622. I 1624
blev han inspektør over Kongsberg sølvverk ved dets anlæggelse
samme aar og for en fjerdedel parthaver i verket. Kong Kristian
og statholder Jens Juel hadde ogsaa hver sin fjerdedel; den fjerde
fjerdedel var der flere om. Han bodde da paa Tislegaard i Sands
vær \ 1637—1640 hadde han Tunsberg len, som han ombytter
med Bratsberg. I 1641 blev Gedde «oberst» og chef for Akers
husske regiment, i 1645 riksraad. Han var forøvrig væsentlig sjø
mand. Derfor deltok han ogsaa i Kristian den 4des sidste
krig 1643—1645 som admiral. Han steg under krigen til «riks
admiral» og blev efter Kristian den 4des død medlem av interims
regjeringen. I krigen under Frederik den 3dje blev han fanget av
svenskerne i 1658, sat længe i fangenskap og døde 2 maaneder
efter løsladelsen den 19de december 1660, to dage over 66 aar gammel.
Siver Urne til Raarup 1650—1655. Han fik forleningsbrev paa
Bratsberg 18/4 1650. Begyndelsen av hans styrelse var skrækind
gydende. 16 mand i Bamble blev dømt til at bøte hver en mark
sølv, «da de ikke kom at ro strænge og velbaarne Ziffvert Urnes
jacht den tid, hans Strænghed kom hidop». Den nye lensherre var
nok i det hele en kar, som ikke var at spøke med. Nogle Gjerpen
sokninger, som ikke møtte i rette tid og holdt vakt over en tyv,
maatte i 1655 bøte 2 ort hver, tilsammen 6 riksdaler. 8 mand,
dels fra Eidanger, dels fra Gjerpen, som efter tilsigelse ikke var
møtt frem paa Bratsberg til ulvejagt, maatte erlægge hver 1 riks
daler i bot. Siver Urne døde i Skien 1655. Hans enke Katarina
Sehested blev senere gift med generalløitnant Hans Ahlefeldt.
i, Efter Siver Urnes avgang holdtes der 29/io 1655 i anledning oyer
leverelsen til den nye lensmand besigtigelse ved 6 mand baade av
Bratsberg og av Søboden. Der hadde ogsaa været avholdt besig
tigelse Vg 1650, da Urne tiltraadte. Om Bratsberg siges der ved
besigtigelsen i 1650, at gaardens bygninger ikke saaledes be
findes, at nogen kongens ombudsmand der residere kan, eftersom
1 Tislegaard overlot han i 1648 til en av sine svigersønner, Gersdorf: Efter
T. O. Gran, Sandsværs saga. En søn av Ove Gedde, Brorstrup Gedde, blev 1653
oberberghauptmand ved Kongsberg sølvverk og fra 1658 direktør ved samme; han
døde i Kristiania 1668 (Gran).
28
GJERPEN
der alene findes et gammelt stuehus, som folkene der paabor. Ved
den senere besigtigelse 5 aar efter, i 1655, skildres dette som «et
stort, gammelt træhus, som arbeidsfolkene har at tilholde (holde
lil i), ganske forraadnet, vinduerne skamferede, sønder .... to
stuer, en nedenunder, en ovenpaa .... kjælderen übrugelig». Av
inventar opregnes: 1 kakelovn; 1 gammel skive (væggebord); 1
mælkeskap, udygtig(t), 1 kjærne, ganske udygtig, 3 gamle bænker.
Det høres ikke videre svært ut. Av uthuse paa Bratsberg nævnes:
1 gammel stald, brugelig, 3 fjøs do., 1 nyt fra Siver Urnes tid, 3
gamle lader i rad, ganske forraadnet og intet tjenlig længer at staa.
Sammeledes en gammel kjølle, som heller intet dygtig eller tjenlig
er.» Særdeles fortræffelig var det nok heller ikke paa Hs. Maj.s
sjøbod: Det østre hus ved vandet (altsaa ned mot elven og havnen),
hvor bl. a. fruerstuen var, var temmelig medtat av regn og tak
dryp. Det søndre hus (ut mot fossen), hvor der var bryggerhus
og kjøkken, var meget forraadnet og brøstfældig. Det vestre hus
(altsaa op mot høidedraget og veien), hvor borgestue var, do. do.
Om det nordre hus, hvor bl. a. kjelderen var, maatte ogsaa ordene
«forraadnet» og «brøstfældig» idelig benyttes. Paa vinduerne i alle
husene fandtes mest overalt nogen mangel og brøstfældighet. Stolpe
boden stod ovenfor gaarden ved fossen, stald og fæhus søndenfor.
I den store flom i 1653 led sjøboden meget, saa den indtil videre
blev ganske übeboelig l . Siden ødelagdes den «yderligere af onde
mennesker og plyndredes af tyve», som det heter ved besigtigelsen
i 1655. Der var i det hele 52 vinduer og 19 døre; det maa altsaa
ha været et ganske anselig kompleks av bygninger. Mere specielt
kan anføres: i østre hus var «junkers sengkammers», «fruerstuen»,
«kontrafeikammeret», sengkammeret, ammestuen. I fruerstuen, med
en trappe op til, fandtes 9 gamle vinduer foruten et litet vindu i
trappen, et klædeskap, 1 bord, hyller rundt omkring. Under loftet
var der målet. «I samme kammer findes gammelt rødt ba3r om
draget, gulvet lagt med stor astray, en dør med sine hængsler,
laas og nøgel til.» Døren var altsaa i alle fald i komplet stand for1 Den store flom i 1653 var paa sit høieste den 3dje september. Ifølge ind
beretningerne strøk dengang en mængde sagbruk med baade i og utenfor Skien.
I Skien sprængtes lænserne, og en masse temmer drev utfor fossene og nedover
hele fjorden. Damfosbro og Langefosbro blev ganske ødelagt. Aaret før, natten
til 14de februar 1652, hadde der inde i byen været en svær ildebrand, hvor
ogsaa lurken brændte. I Skien har de ofte hat baade «vandsned» og «ildsvaade»,
som der i bønnen bedes om at fries og skjermes ifrå.
GJERPEN
29
saavidt. Der var det da, de fine adelsfruer holdt til. I det nordre
hus var skrivekammerset og et litet kontor. Der sat vel den strænge
lensherre med sine skriverkarle. I det nordre hus var ogsaa «fade
buret». Til gaarden hørte forøvrig baade have og «løsthus». I
1650 solgtes det, som var igjen, for 250 rdl.
Ove Gedde fik 29/i2 1647 kngl. privilegium paa at anlægge el
bergverk paa gaarden Slaattenes ved Langesund, som han hadde
kjøpt. Han drev der med «en sort av stene, som med sølv er be
sprengt» (Riksregislr.).
Henning Valkendorf til Glorup 1656 —1657, utnævnt 7s 1656.
Ogsaå han bodde nede i Skien; men da sjøboden, efter hvad der
kom frem ved besigtigelsen, ikke heller var beboelig, hadde han
leiet Iver Jensens hus. Leien var 80 riksdaler aaiiig, hvortil kom
15 riksdaler for boder og lofter. Valkendorf døde i Skien alt aaret
efter sin ansættelse. Efter hans død utbetalte fogden Hans Tide
mand paa boets vegne tolder Hans Lucht 80 riksdaler for husleie
i 87s maaned og 30 riksdaler for loft og boder i 2 aar.
Jørgen Bielke til Hovindsholm 1657 —1661. Efter at ha været
den sidste lénsmand i Bratsberg len under den gamle ordning, blev
han ved suverænitetens indførelse den første amtmand efter den nye
ordning, men stod bare et aars tid i denne stilling, 1661—1662.
Han hadde saa meget ellers at vareta 1 .
Jørgen Bielke var søn av Kristian den 4des kansler Jens Bielke
til Austraat og foran nævnte Sofie Brokkenhus. Han var født om
kring 1615. I sin ungdom tok han del i trediveaarskrigen, senere
baade i «Hannibalsfeiden», Kristian den 4des sidste krig 1643—
1645, og i krigen mot Karl Gustav under Fredrik den 3die. I
disse krige steg han til generalløitnant over den norske hær. Han
blev i 1674 overkommandant i Kjøbenhavn og i 1675 statholder.
Han steg saaledes, likesom Ove Gedde, til de høieste værdigheter
i de forenede riker. Hans to brødre steg ogsaa høit, den ældre,
Ove, blev kansler, som faren, og den yngre, Henrik, blev admiral.
De hørte ogsaa til Norges rikeste slegt. Den ældste arvet ætte
gaarden Austraat, men Jørgen eiet herregaardeneTjerne og Hovinds
holm paa Hedemarken, Tøien ved Kristiania og meget andet. Han
var gift med den vakre Magdalena Sibylla Gersdorf, datter av riks
hovmesteren Joakim Gersdorf og en intim veninde cv Peder Grif
fenfeldt. Hvad kunde verden ha git mer?
1 En fortegnelse over amtmændene med nærmere oplysninger om de enkelte
er indtat i Gjerpen I, s. 186 fl.
30
GJERPEN
KAPELLET PAA BRATSBERG
Kapellet eller kirken paa Bratsberg laa paa det saakaldte «Ka
pitelberg» litt vestenfor Bratsberg gaard frem paa høiden med den
storartede utsigt over Skiensdalen like nedenunder. Bygningen har
været omkring 75 fot eller 24 m. lang og bredden forholdsvis. Av
murene er bevaret en del. De gjenstaaende levninger er fra 5 til
13 fot høie, høiest mot øst indunder bakken. Tykkelsen har været
indtil 8 fot. Stenen, som er brukt til muring, er temmelig liten,
raat tilhugget eller uten videre brukt, som den fandtes. Ifølge
Harry Fett l har kapellet hat en halvrund koravslutning og tilhørt
den «tidlig romanske stil». Mens det synes at ha været uten alter,
har der under koret været en «krypte» eller en underjordisk
hvælving. Disse krypter pleiet at indeholde en martyrgrav eller en
relikvie. Kun meget faa av slike underjordiske krypter er bevaret
til eller gjenfundne i vor tid.
Med hensyn til kapellets ælde vil nogen sætte den til tiden
mellem 1105 og lill og antar, at det er bygget av Dag Eilivssøn
efter hans hjemkomst fra toget til Irland med kong Magnus Barfot.
Fett sætter kapellets opførelse noget senere, til tiden omkring 1150;
Gregorius Dagssøn skulde da bli dets bygmester. Paa den vestre
mur er der opdaget en runeindskrift paa 8 bokstaver, som pro
fessor S. Bugge holdt for at være ældre end det 14de aarh., uten
at uttale sig nærmere. Et røkelsekar av bronce ble v i 1873 fundet
i en revne i fjeldet i nærheten av ruinen. Laaket er en kirke
model i romansk stil. Det opbevares nu i oldsamlingen i Kri
stiania. En 20 aar senere, i 1892, blev der ogsaa fundet 6 gamle
sølvmynter mellem fjeldet og veien. De skal være av samme form
som mynter fra Harald Haardraades tid (1047 —1066). Kapellet har
vistnok staat i nær forbindelse med klostret paa Gimsø likeoverfor,
om der hverken, som sagnet fortæller, har været nogen «høien
loftsbro» over el ven mellem dem eller nogen gra vet gang under
elven, som har forbundet dem med hverandre.
Med hensyn til naar og hvorledes kapellet paa Kapitelberget er
blit ødelagt, er meningerne forskjellige. Nogen har tænkt paa kong
Øisteins tog til Bratsberg i 1156, da gaarden blev brændt og
plyndret, efterat Gregorius hadde maattet redde sig ved flugten op
over til Telemarken, som før er fortalt. Andre sætter det langt
længer ned i tiden og tænker paa et svensk streiftog under syvaars«Norges kirker i middelalderen».
GJERPEN
31
krigen, da svenskerne i 1567 engang trængte helt frem til Skien.
Mot denne sidste antagelse taler især to ting: kapellet er aldrig
senere nævnt i middelalderen. Det er den ene; den anden er, at
presten Peder Klaussøn fra Undal, historikeren, Snorres oversætter,
som var tilstede ved herredagen i Skien i 1576, under dette sit
ophold var op til Kapitelberget og besaa ruinerne, som han derefter
omtaler i sin «Norges beskrivelse», uten at nævne noget om den,
i tilfælde, kun 9 aar iforveien stedfundne ødelæggelse. Var kapellet
blit ødelagt kun saa faa aar iforveien, da hadde han ganske sik
kert ikke undlatt at nævne det. Ruinerne var altsaa synlige endda;
men senere blev de overgrodde med jord og ganske glemt. Ved
et rent tilfælde opdagedes de igjen i december 1783 ved, at nogle
veiarbeidere hentet grus derfrå til istandsættelse av den like forbi
gaaende hovedvei mellem Gjerpen og Porsgrund. Dette omtales
av B. H. Løvenskiold, som just ved den tid holdt paa at færdig
skrive til trykning sin «Bratsberg amts beskrivelse». Senere om
tales ruinerne igjen av Krafft i hans Norgesbeskrivelse fra 1825.
Ruinerne, som længe laa utsatte for al slags molest, er nu i alle
fald blit omgit med et gjerde og er forsaavidt beskyttede l.
KLOSTRET PAA GIMSØ
Gimsø het oprindelig Gymbisey. Gimmr eller gymbr betyder et
lam, vel helst et halvvoksent lam, og gymbi er da et sted, hvor
man holder en samling av lam. Gymbisey har vel derfor fra først
været brukt som et avstængt sauebeite under Bratsberg. Fordi
selve øen hørte under Bratsberg og derfor regnedes at ligge i Gjer
pen, ikke i Solum, tar jeg Gimsø kloster med her. Det forblev
ogsaa ned igjennem iiderne at staa i den inderligste forbindelse
med Bratsberg, om det end tilsidst blev saa, at Gimsø blev nr. 1
og Bratsberg nr. 2 av dem. Klostret skal være anlagt som Bene
diktinernonnekloster av Dag Eilivssøn ved den tid, da de norske
korsfarere, som hadde været med kong Sigurd Jorsalfare, var kom
met hjem og hadde vakt en iver for Kristi sak, som ogsaa paa
denne maate la sig for dagen. Saaledes noget senere hos Sigurd
Ullstræng, som anla Nidarholms kljster, og hos Erling Skakke,
som anla Halsnø. Dags datter Bangeid, latiniseret Begeda, var
klostrets første abbedisse, og i klostret begravedes baade hendes
1 I Skien-Telemarkens turistforenings aarsskrift for 1905 har adjunkt Jonas
Hanssen skrevet om «Kirkeruinen paa Kapitelbjerget ved Skien».
32
(JERPEN
far og hendes bror Gregorius, hvis lik av den grund blev ført hjem,
da han var falden ved Foss eller paa Bevjeaaen 7de januar 1161.
Klostret blev meget anset og derhos meget rikt ved store gåver.
Saaledes er foran alt nævnt, at syslemanden Ivar Ogmundssøn Rova
fik sin grav der, og at hans enke, fru Ronnog Smidsdatter, efter
hans død blev optat i klostret som proventkone og hviler der, alt
ledsaget av store jordegodsgaver. Da biskop Øistein Aslakssøn en
halvhundrede aar senere forfattede sin jordebok, eiet klostrat paa
Gimsø ikke mindre end 266 gaarder og gaardparter. Derav laa 36
i Gjerpen, hvoriblandt dele av Bratsberg og Follaug, 21 i Mælum,
anneks til Solum, hvoriblandt dele av Gisholt, Bergan og Hustvet,
15 i Bamble, deriblandt Slaattenes ved Langesund, i Brunlanes, i
Berg sogn 25 og i Tanum 28. Klostret søkte vel ved mageskifte
at erhverve eiendomme her, fordi de laa saa bekvemt til for det
sjøveien. Ellers eiet klostret gaarder langt avsted, saaledes ikke
mindre end 9 i Sogn, som ved reformationen blev tillagt Bergens
lutherske biskop, efterat det katolske bispeembedes eiendomme var
inddrat av kongen 1. En vigtig og værdifuld herlighet var særlig
laksefisket paa Ryg i Øiestad. Der var eljers ogsaa et godt lakse
fiske i fossen like ved klostret. En stor herlighet av en anden
art var øen Jomfruland, som just har faat sit navn av, at «jom
fruerne», d. e. nonnerne fra Gimsø, var der og hvilte sig ut i den
friske sjøluft paa den vakre, flate ø. Øens rette gamle navn var
«Aur», tat av jordsmonets art paa øen.
Av abbedisserne kjendes endnu navnene paa en del. Foruten
Baugeid ogsaa Aasa, Gelaug (Gerlaug?) latiniseret Genoveva, og
Ragnhild, alle i det 14de aarh. Deres navne er særlig bevaret ved
deres iver i erhvervelse av jordegods til klostret. Abbedisserne
bar paa grund av sin styrende og husmoderlige værdighet titlen
frue». I det 15de aarh. var der igjen en syslemand i Skiens sysle,
som i liv og død traadte i den venskabeligste og nøieste forbindelse
med klostret, nemlig likeledes foran nævnte Gaute Erikssøn Galtung
og hans hustru Margrete Ottesdatter Romer. Ved den lid het
abbedissen antagelig Helga, og noget senere var der igjen en abbe
disse, hvis navn endnu kjendes, men alene hendes hellige nonne1 Se Chr. Lange, De norske klostres historie i middelalderen, s. 456 fl. Hans
Keynholds i 1917 utgivne lille bok cGimsøy Kloster ved Skien» indeholder meget
stof om just ikke meget nyt; men forfatteren synes ikke at ha magtet at
ordne det, likesom der ogsaa er medtat adskillig, som er noksaa uvedkommende.
GJERPEN
3
navn, ikke hendes oprindelige og rette, nemlig Scolastica l. Den
sidste abbedisse, hvis navn kjendes, var Margareta Amundsdatter,
som 21de april 1514 solgte halve Jonsgaarden i Skien til Gunnar
Torsteinssøn, som kjøpte den paa Skiens kirkes vegne for 22 dan
ske mark. Denne fru Margareta var vel ogsaa den sidste i det
hele; ti nu var klostrets dage som saadant snart talte, og den graa
dige verdslige magt tok det som et uimotstaaelig lokkende bytte
vistnok tidligere, end tilfælde var med noget andet nonnekloster, —
paa grund av «vrang og urettelig undervisning», forklarer biskop
Hans Reff. Nu blev klostret til et verdslig len, og det var ikke av
de smaa. Det blev da snart bortgit sammen med Bratsberg, snart
for sig seiv. Efteral Kristian den 2den alt hadde gjort et vilkaarlig
indgrep, nærmest i nonneklostrene paa Gimsø og i Oslo dem imel
lem, men i virkeligheten til fordel for en verdslig mand, Didrik
Villumssøn tolder, forlenet Fredrik den Iste ufa 1529 førnævnte
Iver Jenssøn Jernskjæg med Gimsø kloster «mod slig tyngde og
afgift til jomfruerne, som der er skik». Fordi Iver, skjønt han sa,
at det var mot hans vilje, hadde støttet Kristian den 2den, da han
1531—1532 hadde magten i Norge, blev lenet fratat ham i 1532
og git til Hans myntmester, men forøvrig med samme forpligtelse
likeoverfor nonnerne. Biskop Magnus i Hamar skriver i et brev
fra 1533, at Iver Jenssøn «havde beskjæmmet de fattige nonner i
Skien, medens han var der», og at han hadde et «skalkerygte».
Hvorvidt myntmesteren var mere reel mot dem, vites ikke, heller
ikke, hvorledes hans efterfølger i forleningen fra u/n 1538, Otto
Andersson, var i det stykke. Han fjernedes vistnok alt i 1540,
men godvillig, idet han ktedenfor Gimsø fik Hamar gaard; men
høvedsmanden paa Akershus, Peder Hanssøn, som hadde faat ord
net dette for kongen, kunde nu -7/s 1540 skrive til kongen: «ere
alle nonner med deres egen frie vilje uddragne og ere gifte, und
tagen en gammel nonne, som ei vilde gifte sig (og vel heller ikke
fik); dog er hun med fri vilje uddragen og er hos sine venner.
Eders fyrstelige naade skal med sandhed vide, at de vare hverken
nødte eller tvungne til at drage ud, ligesom de have begjæret mit
brev paa, at de maatte uddrage.» Samtidig utber Peder sig seiv
klostret i forlening; men kongen, Kristian den 3dje, var paa denne
tid saa optat av sine store forhaabninger om kobberverkerne oppe
1 I 1413 gav Helga fru Ingeborg Erlingsdatter kvittering for hendes bestyrelse
av 9 gaarder i «Nordlandene» (d. e. i Sogn), og i 1447 indgik Scolastica en for
ening med nonnerne i Oslo om gjensidige sjælemesser.
3
Gjerpen. 111.
GJERPEN
34
i Telemarken, at han, efter bergmester Hans Glasers raad at gjøre
Gimsø til en hovedstation for bergverksdriften, baade ved at an
lægge en smeltehytte og en mynt der med tilhørende vaaningshuse
for bergmændene, ikke vilde høre paa Peder Hanssøn og hans
advarsler. 14/ s1540 utnævnte kongen Anlonius Bryske til berg
hauptmand i Norge, med bolig i Gimsø kloster og med ordre til
at opføre en smeltehytte der; men saa smeltet det hele bort, da
baade klostret og lurken og altsåmmen brændte ned en vakker dag
i 1546 ved uforsigtighet av bergmand Hans Widemanns hustru.
Dermed var da for altid Dag Eilivssøns og Baugeids kloster ut
slettet av jorden. Klostergodset blev igjen lagt under Bratsberg;
men bortforlenedes dog endnu nogle gange r ved særskilt forlening,
som til Jørgen v. Ansbach 1559, Jørgen Urne 1578 og Geert
Rantzau indtil 1588; siden blev det igjen forenet med Bratsberg
og tilsidst solgt sammen med dette til privat eiendom '.
Fredrik den 3dje var i stor pengenød efter den overilede og
ulykkelige krig med Sverige 1657 —1660. Det bevæget ham til at
sælge Gimsø kloster, hvis eiendom me dog nu var meget reducerede,
med de samme tilliggende, indbringende sagbruk og Bratsberg
gaard. Amlmanden Jørgen Bielke, som var bosat paa stedet, blev
kjøperen; men det var ikke den egentlige grund til handlen just
med ham. Bielke hadde tilgode av kongen ikke mindre end 22,000
riksdaler. For denne store sum overlot kongen ham det hele.
Dog maatte Bielke forpligte sig til at yte kongen en aarlig avgift
av 20,000 skaarne bord. Aaret efter, i 1663, solgte Bielke sag
brukene til Skien for 15,000 riksdaler, og mot at kjøperne skulde
svare kongen 17,800 av de 20,000 bord. Bielke beholdt dog 7 av
sagene. Av dem laa 2 paa selve klosterøen og 5 paa Eidet, læn
ger inde mot bj^en; men i 1665 solgte han baade selve klostret og
de tilbakeværende sagbruk og derhos Bratsberg, Follaug, Ekornrød
og Follestad til statholder Kristofer Gabel, som samme aar igjen
solgte det hele til den berømte generaladmiral Kort Adeler for 26,000
riksdaler, og dermed begynder et nyt avsnit i Klostrets og Brats
bergs historie.
Der var i aarene 1565 til 1607, altsaa i hele 42 aar, en prest
i Leikanger i Sogn, som het Jens Engelssøn. Sønnerne kom øst
over. Den ene, Engel Jenssøn, kom til Skien, hvor han tilsidst
blev lagmand, den anden, Søren (Søfren) Jenssøn, kom til Lange1 Se Lange, s. 460 fl.
GJERPEN
35
sund, hvor han blev forvalter eller bestyrer av kongens saltverk,
«kongelig saltmester >. Hans hustru het Dortea Nilsdatter og var
vel fra disse kanter. Han hadde dog sluttet ved saltverket, og
egteparet var flyltet til Brevik, da de l(sde december 1622 fik en
søn, som de kaldte Kurt eller Kort. Søren Jenssøn var da, eller
i-alle fald var han i 1629, ogsaa «borger i Skien», om end «boen
dis i Brevig». I sidstnævnte aar fik han ved Eiler Urne kngl. be
villing til at bygge en sag i Solumfossen i Drangedal. Han drev
i det hele nu med sagbruk og trælaslhandel helt bort til Sannidal
og Kragerø, som nogen aar efter hans død fik kjøbstadsrettigheter
i 1666 l. Da han var 15 aar, reiste sønnen Kort Søfrenssøn til
Hoorn i Nordholland for at lære sjømandskap. Derefler tok han
tjeneste ombord paa den hollandske flaate under den berømte ad
miral Tromp og var, 17 aar gammel, med i slaget ved Duyns,
hvor Tromp i 1639 slog spanierne. Senere for han nogle aar paa
Middelhavet med kaptein Johan Reiersen fra Hoorn og gik med
ham i venetiansk tjeneste. Venedig var dengang en mægtig repu
blik, og da Reiersen nogle aar efter døde, overtok Kort hans skib.
I 1646 var han paa besøk baade hjemme i Norge og i Holland,
hvor han giftet sig med en hollænderinde, som het Engeltje (Ange
lica). Efter et aars forløp vendte han saa tilbake til Venedig, hvor
han blev fører av skibet «Store St. Jørgen». Venedig hadde fra
sommeren 1645 ligget i krig med tyrkerne, og i denne krig deltok
nu Kort med stor tapperhet og dygtighet og vandt et ry, som gjen
lød baade i Holland og i Danmark. Krigen førtes især nede ved
Kreta og i Arkipelagus samt oppe ved Dardanellerne. Rygtet har
især fæstet sig ved hans kamp med Ibrahim pascha, hvis hoved
han avhug med sin venstre haand, efterat hans høire arm var gjort
magtesløs ved et hugsaar, som paschaen først gav ham. I det
etnografiske museum i Kjøbenhavn opbevares endnu de vaaben,
Kort førte med sig tilbake fra Venedig, deriblandt paschaens heste
hale og hans sverd. I 1659 blev han utnævr.t til ridder av St.
Markusordenen, og det venetianske senat tilstod ham en aarlig
pension, som skulde utbetales ogsaa til hans arvinger ned til tredje
led. I 1661 vendte han tilbake til Holland, hvor han i juli 1662
giftet sig med Anna Pelt, datter til en rik, avdød kjøbmand i Am
sterdam. Hans første hustru var nemlig død fra ham, mens han
1 Se Krog Steffens's jubilæumsbok om Kragerø. Ifølge Finne Grønn var Søren
Jenssøn byfoged i Skien 1613—1614 og derefter 1614 til omkring 1620 saltverks
forvalter. Han døde i Brevik 1649.
36
GJERPEN
var i venetiansk tjeneste. Fra den tid, han giftet sig anden gang
i Holland, var det vistnok ogsaa han kaldte sig Adeler (Adelaer)
og tok en ørn i sit vaabenmerke. Før hadde han kaldt sig Kort
Siverssøn, som klang mere hollandsk end Sørenssøn. Man har
tænkt, at «Adeler» er en oversættelse av Ørn, og at han paa mød
rene side kan ha hørt til denne familie, som dengang fandtes her
paa Skienskanten og noget senere opover Telemarken l.
Kong Fredrik den 3dje var meget ivrig for fuldkommengjørel
sen av sin flaate, og gjennem generalløitnanten over den norske
hær, Klaus Ahlefeldt, fik Kort Adeler i januar 1663 anmodning om
at indtræde i sit fædrelands tjeneste. Kort Adeler gjorde sig kost
bar og fremhævet de glimrende tilbud, han hadde fra Holland;
men sidst blev det dog saa, at han i august s. a. indfandt sig i
Kjøbenhavn, hvor han da 15/o1663 blev ansat som admiralitetsraad
og admiral med den vældige gage 7,200 riksdaler 2. I 16G5 fik han
titel av «generaladmiral», og aaret efter ophøiedes han i adels
standen. I 12 aar var Adeler derefter knyttet til den danske ma
rine og gjorde, ved siden av riksadmiralen nordmanden Henrik
Bielke og den i Kristiania fødte Nils Juel, god fyldest for sig, men
til at vise sin dygtighet i krigen og haandhæve sit gamle ry som
tapper sjømand, da krigen endelig kom, fik han liten anledning;
ti nu kom døden over ham. 13de august 1(375 var han gaat om
bord paa flaaten, men kom ikke til at ta del i noget egentlig slag.
Han blev syk utover høsten og var syk ombord i flere uker og
trodde seiv, at hans time snart vilde komme. 17de oktober nød
han nadverden ombord, men stred imot sygdommen, saalænge han
orket; han haabet endnu at skulle kunne komme fienden under
øine. Den 30te oktober lot han flaaten seile op til Dragør, for
under den store sykelighet ombord at faa friskt mandskap fra Kjø
benhavn; men det blev daarligere og daarligere med ham, og den
2den november maatte han overgi kommandoen til Nils Juel, hvor
paa han lot sig bringe iland og til sit hjem, efter at ha tat av
sked med officerer og mandskap. Han fik al den pleie, som det
var mulig at skaffe ham; men den ote november om morgenen
kl. 8 sov han ind, ikke fuldt 53 aar gammel.. Tre maaneder efter
blev han under store høitideligheter bisat i Holmens kirke, hvorfra
1 Se min «Ovre Telemarkcns historie i det 17de aarh.», s. 208 n.
2 Efter sin tilbakekomst til Danmark besøkte Kort Adeler ogsaa sit fædreland
i 1G64, efter 18 aars forløp: han hadde, som før nævnt, sidst været bjemme i 164(>.
Nu var hans far død, men hans mor levet endnu.
GJERPEN
37
hans lik flyttedes ti aar senere til et gravkammer i Frue kirke.
Der blev der sat et kostbart monument over ham. Indskriften er
paa latin, og der staar, at han hadde været «tyrkerne en skræk,
barbarerne en rædsel, Kandia (Kreta) et skjold, venetianerne en
mur, hollænderne en hæder, nordmændene en ære, den danske
sjømagt en pryd og et mirakel i Norden» 1.
I 1665 kjøpte han altsaa Gimsø kloster og Bratsberg med alle
tilliggelser for 26,000 riksdaler. Samme aar kjøpte han ogsaa
Gjerpen provstigods for 6000 riksdaler, og til sine 8 sagbruk i
Skien fik han 14/ s1669 forkjøpsret paa tømmer i Tinn, Grans
herred og Lilleherred. I 1673 fik han patronatsretten til Gjerpen
kirke, likesom han i 1671, da danebrogsordenen indstiftedes, sam
men med Griffenfeldt, blev en av de første riddere av denne orden.
Men — — — døden kom snart og skilte ham ved alt, uten ved
hans kostbare kiste og monumentet i Frue kirke 2.
I sit første egteskap hadde han en søn «Sigvart» (-— Siver):
han døde ugift 24/i1683 paa hjemreise fra Indien. I sit 2det egte
skap hadde han foruten 3 døtre sønnen Fredrik Kristian, født 1668.
Fredrik Kristian Adeler blev 10/9 1694 gift med Henriette Margrete
Lente, datter av geheimeraad Lente. Samme aar kjøpte han herre
gaarden Dragsholm paa Sjælland, som han gav navnet «Adlersborg».
I Jørgen Bielkes tid og vel ogsaa noget længer bodde general
fiskal Søren Kristenssøn Smidt tilleie paa Bratsberg; men han døde
nok nede i Skien omkring 1669. Hans enke, Margrete Wulfsdatter,
blev i 1670 gift anden gang med borgermester i Skien Anders An
derssøn. Smidt var en formuende mand, saa det kan vel ikke ha
været saa ilde med bekvemmeligheterne paa Bratsberg dengang,
naar han vilde bo der. Ifølge skiftet hadde nemlig Smidt bl. a.
jordegods i Telemarken for 3,187 riksdaler, sakbruk og tømmer
for 3,444 og en gaard i byen for 247. Den sidste har vel ikke
været saa rar 3.
Efter Kort Adelers død kom paa en eller anden maate — for
en tid — Gimsø og Bratsberg under hans 6 aar yngre bror Nils
Adeler*. Han hadde tidligere drevet som trælasthandler, skibs1 Se Øverland, 111. Norgeshistorie V, I, s. 2(53 fl.
2 Om Kort Adelers storartede begravelse se Løvenskiold, Gjerpen provstigods,
s. 27 fl.
8 Finne Grønn, Pers. hist. Tidsskrift, Skifter i Skien.
4 Nogle mener, han var et par aar ældre end Kort og født i 1620; men paa
hans gravmæle staar, at han var født i 1628.
38
GJERPEN
reder og kjøbmand i Kragerø. Hermed vedblev han fremdeles, for
saavidt som han kjøpte og solgte skoger og jordegods i Telemarken
— her navnlig i Skafse, Veum og Vraadal — foruten som før i
Bamble og Sannidal. Samme aar, som hans bror døde, var han
blit amtmand i Bratsberg, nærmest som viceamtmand eller som
konstitueret, 1675 — 1690, og derefter i 2 aar, 1691—1692, som vir
kelig amtmand.
Saa svære eiendomme, som Nils Adeler hadde under haand,
nemlig foruten Bratsberg og Gimsø med alle tilliggelser, ogsaa for
skjellige eiendomme i Bamble, Sannidal, Drangedal og Tørdal, i
alt til en skyld av 85 huder 2Va skind, og derhos mange skibe
og sagbruk, saa viste det sig dog ved hans død i 1694, at hans
bo var insolvent, og arvingerne gik, som det heter, «fra arv og
gjæld», i 1699. Ved siden av uheldige spekulationer skyldtes dette
for en ikke ringe del de voldsomme, utsugende skatter, hvori de
rike lignedes.
Nils Adeler hadde været to gange gift, først med Anna Sletter,
datter av borgermester Hans Sletter, med hvem han skal ha hat
12, i alle fald ikke mindre end 9 barn — hun døde i Kragerø
i 1672 —, og anden gang, 1675, med enken Marie Cloumann fra
Kjøbenhavn, en kusine av Peder Schumacher eller Griffenfeldt l.
Nils Adeler opholdt sig vistnok ogsaa noget paa Gimsø, men skrev
sig ellers helst «Nils Søfrensen Adeler til Jomfruland», som han
kjøpte i 1667. Jomfruland, der, som før omtalt, engang laa under
Gimsø kloster, var længe siden frasolgt dette og hadde nu en tid
tilhørt den rike Skiensmand .lon Thomessøn paa Fjæregaard.
Derefter hadde det tilhørt statholder Hannibal Sehested, Kristian
den 4des svigersøn, som skrapet til sig alt det jordegods i Norge,
som var ham mulig, for efter svigerfaderens død at falde i unaade
og maatte gaa fra det hele. Adeler hadde kjøpt Jomfruland av den
rike assessor i Skien Klaus Andersen. Nils Adeler levde sine sidste
aar i Kragerø, hvor han døde 3dje juli 1694 og ligger begraven.
Kragerø er ham vistnok megen tak skyldig; ti det var antagelig
gjennem hans forbindelser i Kjøbenhavn og ved statholder Gylden
løves venskap for ham, at Kragerø fik sine byprivilegier ved konge
brev av 16/ i1666, hvorav vel ogsaa Adeler som forretningsmand paa
1 Det er en feil, som jeg har optat fra Krog Steffens, at Anna Sletter tidligere
hadde været gift med tolder Nils Piilgaard i Langesund. Se Gjerpen I. s. 187.
Det var hendes datter Anna, født tB/io 1661, død 17/s1729, som blev gift med Piil
gaard (rettet efter Thomle).
GJERPEN
39
stedet hadde sin personlige fordel, likesom han samme aar blev
utnævnt til «overraadmand» i den nye by. Men med hans øko
nomiske stilling var det, som sagt, daarlig ved hans død. Det er
rørende at læse, hvad hans enke Maria Cloumann, der efter hans
død tok bolig i Skien hos sin datter, skriver i et andragende til
Skiens magistrat. Hun hadde været en rik mands datter, kjøbmand
Nikolai Cloumann i Kjøbenhavn. Dernæst hadde hun ogsaa været
gift med en rik mand, likeledes i Kongens Kjøbenhavn, Henrik
Mathiesen, død 1668, og saa endelig med den storrike amtmand
og kancelliraad Adeler. Hun skriver 24 10 1702 til magistraten om
sin mislige økonomiske stilling, i anledning hendes urimelige skatte
ligning: «Den velædle og velvise magistrat ville for den høie øv
righed udi det Kngl. rentekammer behage tilligemed mig, høist
bedrøvede, fattige enke, at testere det, den vel vitterligt og altfor
meget kjendt (er), min slette vilkaar, som jeg efter min salig mands
død er sat udi, at om jeg ei havt mine børn her paa steden, der
forundl(e) mig huseværelser \ da ikke vidst mig nogen raad eller
redning til min videre ophold, eftersom man efter og formedelst
den ilde medfart (med) min sal. mands bo maatte gaa fra arv og
gjæld, saa jeg fast ikke fik saa meget med mig, som jeg til nogen
hjælp kunde helde mit hoved til, og fordi (det er mig) umulig udi
skat, at (jeg) kan svare efter den rang, min mand været udi 2 ; ti
nu er jeg i en altfor ringe, fattig enkestand og i denne min høie
alder maa nyde brødet med mine børn o. s. v. Omkring 1705
opholdt hun sig i nedre Telemarken en tid, men flyttet senere igjen
tilbake til Skien, hvor hun døde i 1718, 85 aar gammel.
Henrik Adeler var en søn av Nils Adeler i hans første egteskap.
Han var født i 1660 og blev i en alder av 32 aar amtmand i
Bratsberg efter sin far, som vek pladsen for ham i 1692. I 1684
var han blit sekretær i kancelliet og i 1691 assessor i hof- og
stadsretten i Kjøbenhavn. Efter al ha været amtmand i Bratsberg
i 18 aar, til 1710, forflyttedes han som stiftamtmand til Kristians
sand, hvor han var 1711—1718, da han døde paa søndre Brække
den Bde februar 1718 under et besøk i Skien eller til sine eien
domme ved Skien. 1704—1711 var han ogsaa medlem av «Slots
loven» og bar tilel først av justisraad, senere av etatsraad.
1 En steddatter av hende, Margrete Adeler, var blit gift men sognepresten i
Skien Hannibal Jessen; men hun bodde vel nærmest hos sin egen datter, Mechtele
Mathiesen. Med Adeler hadde hun forresten hat en søn.
I 1677 hadde Adeler betalt skat for en husstand paa 30 personer!
40
GJERPEN
Hans skatteprotokol fra 1703 eksisterer endnu og opbevares nu
paa museet 1.
I 1686 var Henrik Adeler blit gift med en datter av borger
mesteren i Kjøbenhavn, Drude Hansdatter Bladt. Efter hendes
død blev han anden gang gift med en dansk enke, Margrete Hans
datter Struch, der tidligere hadde været gift med sogneprest til
Marslev paa Fyen, Hans Jensen Bornemann (død 1690).
Henrik Adeler synes ikke at ha været nogen rigtig grei mand
at ha at gjøre med 2. I 1712 laa han ogsaa i proces med sine to
forpagtere paa Bratsberg, vistnok væsentlig paa grund av mislig
vedlikehold av husene. Det gir i alle fald os leilighet til igjen at
faa et indblik i, hvorledes det i denne henseende saa ut paa Brats
berg paa den tid.
Den 23de april 1712 sattes retten paa Bratsberg gaard til av
holdelse av synsforretning 3. Ifølge denne var der i uaaningshuset,
i den vestre understue «et døgtig gulv, trende kanner med vindøier,
alle vel forset, undtagen nogle ruder brustne, en jernkakelovn med
4 jernfødder under, sprukken paa begge sideplader, skab med dør,
tyende døre i stuen, den ene til kjøkkenet med hængsler og klinke,
den anden ud til svaien, med hængsler, klinke og laas. Ved samme
stue er kjøkken, deri skorsten op igjennem huset, hvilke vaaninger
Aslak Nilsen (den ene av forpagterne) bebor. I den østre under
stue, som Ingebret Knudsen (den anden forpagter) bebor, fandtes
døren dertil laasfærdig, gulvet døgtig samt den anden dør indad
til kjøkkenet med klinke. Tyende kanner med 6 vindøier, hvorav
den ene vindøi ud til gaarden ganske borte og 20 ruder ude (!),
som vil koste 2Vs rigsdaler. I den anden karm vindøier var 8
ruder borte, som vil koste 16 sk. I samme stue staar en gammel,
forfalden og paa de tyende sideplader meget brøstfældig kakelovn.
Ovenpaa til de vestre værelser en storstue, derudi væggerne med
loftet og dørene anstrøgne. Samme stue dørlaas for, 3 kanner
vindøier, et lidet brunt skab med rum i og laasfærdig, gulvet fat
tedes ikke heller noget. Næst derved var et målet kammer. Deri
1 En ældrc bror av ham,
godt frem og var alt utnævnt
sak med stedsøsteren Vendele
forvisning (Thomle).
2 Se Gjerpen I, s. 188.
3 Synsforretningen findes
protokol for dette aar,
Nils Adelers ældste søn, Søren, var ogsaa kommen
til lagmand i Tønsberg, da en ulykkelig leiermaals
Mathiesen i 1688 førte til hans avsættelse og lands
i sin helhet indført i Bamble sorenskriveris justis
GJKRPHN
41
var en karm med 3de døglige vindøier i, hylder eller hjelder og
gulvet døgtig samt døren laasfærdig. Begge disse værelser bruger
Aslak Nilsen. Derimod haver Ingebret faaet avdeling i den østre
stue ovenpaa til 4de kammer, derudi findes 11 vindøier, hvorudi
er 3 ruder ude, som vil koste 6 sk. Gulvet udi allesammen var
døgtig. I svaien til disse overværelser staar en karm med 3de
Ovenfor avbildede gaard blev nedrevet i 1870 aarene; naar den var opført, vites ikke.
vindøier udi, 9 ruder ude, som vil koste 18 sk. Svaldøren til ind
gangen til underværelserne, saavelsom bislaget, med gulv, trapper,
tag og render vel fors}'net. I lige maade og den under den vestre
husvaaning murede kjelder med døren og jernlaage uskadt.
Stolpeboden fandtes som i den forrige beskrivelse, i lige maade
og det gamle brijggerhus og drengestuen, undtagen at den ene laas
er fratagen. Den østre lade, som Ingebret bruger, som i forrige
(beskrivelse); men paa taget fattes her og der spaan til forbedring
at indsætte, at koste i alt 5 mark 12 sk.» o. s. v. Saa fulgte en
vidløftig procedure med prokuratorer og andet tilbehør.
Fredrik Adeler, en sønnesøn av admiralen, blev stiftamtmand i
Kristianssand i 1751 og døde der i 1766. Hans far, som fra 1717
hadde været befalingsmand paa Sjælland, døde efter lang tids
svakelighet i 1729. Hans enke Anne Beate Rosenkrantz hadde i
sin ungdom været hofdame hos Fredrik den 4des anden dronning,
42
GJERPEN
Anne Sofie (Reventlow). Hun døde hos sin søn paa Gimsø og blev
indsat i likkapellet ved den av ham byggede nye kirke i Solum.
En datter av hende var gift med den høit ansete general v. Wake
nitz (født 1726, død 1808 i Kristiania).
Fredrik Georg Adder. Han var født i Danmark 25/s1736, men
blev i sit 28de aar amtmand i Bratsberg. Efter at ha været amt
mand her i 7 aar, 1764—1771, blev han mot sin vilje forflyttet til
Lister og Mandals amtmandsembede, som han indehaddc 1771 —
1773, men var saa 1773 —1781 igjen amtmand i Bratsberg. Der
efter var han stiftamtmand i Kristianssand, som sin far, men nedla
dette embede i 1787 ef(er forskjellige übehageligheter i anledning
Kristian Lofthusaffæren, fik 100 riksdaler i pension og flyttet hjem
til Gimsø, hvor han senere bodde som privatmand og hadde nok
at vareta.
Paa Kristian den 7des fødselsdag 29de januar 1777 stiftet han
under et stort gilde paa Gimsø det saakaldte «opmuntringsselskab»
for landmænd i amtet. Selskapet holdt ogsaa senere sine aarlige
møter hos ham, hvorunder præmier og medaljer utdeltes til de
dygtigste jordbrukere. Seiv var Adeler en fremragende jordbruker
og hadde i 1776 faat den mellemste av de 3 præmier paa 150—
100—50 riksdaler, som det danske riksstyre hadde utsat til aarlig
utdeling i Norge. Det oplystes i den anledning, at han hadde
dyrket op av nyt 50 tønder land, gravet 5,000 alen hovedgrøfter
og 12,000 sidegrøfter samt tillagt kloslret 7 og Bratsberg hele 24
nye husmandspladser. Selskapet avløstes ;!0;-, 1830 av det nu
værende «landhusholdningsselskap» for amtet.
Efter Skiens store brand i 1777 i den værste aarstid, november
maaned, underholdt Adeler hele vinteren over 70 mennesker og
gav derhos husly til saa mange, som der var plads for i hans
rummelige huse l.
Da kronprins Fredrik (den senere Fredrik den 6te) i 1788 be
søkte Skien, hvor han bodde i Bårnholdts gaard retfor broerne
(brændt i 1886), avla han ogsaa kammerherre Adeler et besøk paa
Gimsø. Delte gjorde Adeler meget væsen av og lot til minde derom
reise en stor støtte i haven paa Gimsø. Den er nu opstillet i
museumshaven paa Brække og erstattet paa Gimsø med en efter
ligning i granit. Da støtlen er av en art bløt marmor, er stenen
adskillig forvitret og inskriptionerne utvisket, men dogendnu læselige.
1 Se mere om ham i Gjerpen I. s. 193 fl., hvor ogsaa hans billede findes.
foruten et billede av det gamle Gimsø.
I
GJERPEN
43
Det paa støtten anbragte høitravende vers er ganske karakteristisk
og skal gjengives her:
Høytidelige sted, i dine dunkle skygger
skal Fredriks gyldne navn opflamme Nordmands aand,
mens dette minde, som erkjendtlighed ham bygger,
usvækket, evig staar og trodser tidens tand.
Her stod han smilende og vinked saligheder
fra himmelens og fra sin faders trone frem.
Ja, Nordmænd, knæler her for ham, som elskde cder,
som skabde overflod i Nordens kolde hjem.
Det synes underlig, især naar man tænker paa den tullete far
i Danmark og den meget uanselige kronprins, at slikt kunde bydes
og mottages, uten at føles som den groveste harcellas. Men saa
var tiden. En Skiensdame har forfattet verset.
Adeler pleiet senhøstes at foreta en aarlig inspektionsreise til
sine gaarder, navnlig i Gjerpen. Det gjorde han ogsaa i 1810, i
sit 75de aar. Han besøkte da ogsaa Sem ved Børsesjøs øvre ende.
Gaardens 3 bruk hadde likesiden 1723 tilhørt den Adelerske fa
milie. Forpagteren, proprietær Peder Haraldsen, vilde holde et
mindre selskap i den anledning og hadde indbudt prokurator Brang
strup, som hodde paa Grini, like i nærheten, og provst Blom paa
Gjerpen, som ogsaa kunde siges at bo i nabolaget. Adeler hadde
med sig sin søn Anton Beatus, godsforvalteren Dahl, en bror av
Dahl, som var gartner paa klostret, og to til, i alt 6 personer, som
alle kjørte sammen i en tung karet med 4 hester for. Der blev
traktert sterkt til aftens med medisterpølse og anden «rørig mat».
Kammerherren, som var en storæter og en meget svær og korpu
lent mand, tok dygtig til sig av retlerne. Særlig den aften lot han
sig maten smake, da han ikke hadde spist stort før om dagen:
han kom nok nærmest fra Bratsberg. Aftenen var mørk, en første
novemberaften, og veien yderst slet. Haraldsen bad derfor sel
skapet slåa sig til hos ham om natten; men kammerherren vilde
endelig hjem. Da de hadde lykter paa vognen, mente han, at det
ikke var nogen fare. Brangstrup og Blom, som gik hjem tilfots,
blev lyst bortover av en gut. Da veien var svært sølet, førte han
dem ind paa jordet, hvor der var nogenlunde tørt. Adelers kusk,
som trodde, de gik veien, styret hestene efter guttens lykt, og den
store, tunge karet med alle disse mennesker i væltet overende i
grøften. Ingen av de andre kom dog videre til skade; men da
kammerherren blev drat frem av vognen, var han bevisstløs og
r
44
(UKHPEX
ogsaa næsten livløs at se til. De vendte da tilbake med ham til
Sem, og der sendtes øieblikkelig bud ned til Skien for at hente
lægen, landfysikus i Bratsberg, Sørenssen, den senere professor.
Da han kom tilstede, erklæret han, at døden alt var indtraadt.
dog, mente han, ikke egentlig som følge av noget sterkt støt ved
væltingen, men snarere paa grund av kammerherrens overfyldte mave l.
Han blev bisat i familiebegravelsen ved Solum kirke, hvor hans
kiste senere var at se. Folkesnakket sa, at han laa der med en
pølse i halsen, hvorav han var blit kvalt 2. Han laa der med sin
mor og sin anden hustru. Han hadde seiv bygget Solums kirke i
1766 og indrettet begravelsen. Kirken blev i 1854 av den da
værende eier av Gimsø, enkefru Cappelen, skjænket Solums kom
mune, og der blev da, i likhet med hvad der litt senere blev gjort
med den Bortingske begravelse i Gjerpen kirke, indrettet et barne
værelse av gravkapellet. De døde, som hadde endt livet og gjort
sin sidste kirkereise, vek pladsen for dem, som skulde begynde
paa det og gjorde sin første kirkereise. Kisteplaterne av Adelers
og hans mors kister opbevares nu i kirkemuseet paa Brække.
Paa kammerherrens er hans titulatur angit saaledes: «Den Høy
velbaarne Her Friederich Georg Adeler, stiftsbefalingsmand, Kam
merherre, Ridder af Danebrogen, Stor Kors og Herre til Giemsø
Kloster, Medlem af Wiidenskabernes Selskab i Tronhiem.»
Adeler hadde gil et legat til længere skoleundervisning for barn
fra hans gaarder Bratsberg og Follaug. Ved Skiens byutvidelse i
1854, hvormed var forbundet Bratsbergklevens utskillelse og hen
læggelse til byen, blev legatkapitalen delt mellem Skien og Gjerpen.
Gjerpen har nu i flere aar opsparet renterne av sin del for med
tiden at nyttiggjøre dem paa en heldigere maate, end før kunde ske.
Kammerherre Adeler var først gift med Juliane Cicignon, fra
hvem han blev skilt i 1785. Senere giftet han sig igjen med enken
efter kammerjunker Jakob Løvenskiold, Karoline Schubert, der døde
i 1798, 12 aar før sin mand. Jeg kjender ikke til, hvem der mest
hadde skylden for skilsmissen fra den første hustru, roen har ondt
1 Se mer herom hos Schneider, «Fra det gamle Skien», s. 252 fl.
2 Fra mine guttedage ved Skiens skole og fra mine besøk paa Solum preste
gaard hos provst B. Wettergreen erindrer jeg, at det oftere blev sagt, at vi kunde
krype ind i likkjelderen gjennem en aapning i muren, og at naar vi løftet laaket
av kammerherrens kiste, kunde vi endnu godt se baade kammerherrens svære mave
og pølsesnabben, som ståk frem av munden; men jeg tror, at provsten ikke vilde,
vi skulde gjøre det, og vi gjorde det derfor ikke.
GJERPEN
45
for at tro, at det var Adeler. Navnet Cicignon var dengang et
kjendt navn; ti der har været 3 generaler i Norge, far, søn og
sønnesøn, av dette navn. Familien var av hollandsk adel. Den
første av generalerne, bedstefaren, døde 1696, den sidste 1766 som
stiftsbefalingsmand i Bergen. 12A 1746 fik han følgende vidnesbyrd
i sin chefs «konduiteliste»: «Obrist Lieutenant: Ulrich, Friederich
Cicignon. Middelmaadig sta
tur, dog av smuk exterieur
(ydre). Aldeles ikke til laster
hengiven, men til det, som ros
værdigt og dydigt være kand.
Er af en meget hurtig og god
begreb, applicerer sig med ald
optænkelig flid paa tjenesten,
hvorfore hand og kand vente
fuldkommen fremgang og pro
gress.» Fru Adeler maa an
tagelig ha været hans datter;
ti familien utdøde alt i 1815;
men man skulde ikke ha trodd,
at hun da kunde været saa
slem, skjønt hun paa ingen
maate har saa tiltalende et
ansigt som hendes mand l.
Anton Beatus Adeler, der vist
Fru Juliane Adeler, fodt Cicignon.
nok er opkaldt efter bedstemoderen- Anne Beate, var kammerherre Adelers søn i hans første
egteskap og født 1767. Da han var litet begavet, i alle fald litet
praktisk begavet og litet for sig, hadde hans far bestemt, at hans
mange vanskelige eiendommer efter hans død skulde overtages av
brodersønnen baron Fredrik Adeler til Adelersborg i Danmark.
Han var i 1802 blit stiftamtmand i Trondhjem, men allerede i 1804
igjen forflyttet til Danmark. Han enedes med sin fætter om, at
denne skulde overlate ham alt mot en aarlig livrente paa 1600
riksdaler. Efter Fredrik Adelers død i 1816 sluttedes der en ny
overenskomst med hans bror, baron Kristian Adeler. Ifølge denne
skulde Anton Adeler ha 1,000 spd. i aarlig livrente og, som før,
fri bolig i fløien av Gimsø gaard. Men ved denne tid forlovet
1 C. J. Ankers Generalspersoner, s. 71 fl.
s. 252, hvor hendes billede lindes.
Schheider «Fra det gamle Skien»,
GJERPEN
46
/
i
!
Anton Adeler sig, vel 50 aar gamme], med den dygtige Mogensine
Bentzen, datter av borgermester justisraad Bentzen i Skien. Hun
var ikke længe før blit enke efter skibskaptein Andreas Hall (død
1816). Hun hadde kastet det stygge navn «Mogensine» og kaldte
sig nu paa god norsk «Signe» Hall. Mdm. Hall bragte sin nye
mand flere barn i medgift, og da der endnu ikke var kommet
nogen ordentlig høiere skole i Skien - - den kom forøvrig ikke
mange aar efter —, fik hun sin mand til i 1821 at forlate Gimsø
og flytte til Oslo for at skaffe barnene god skoleundervisning. Her
i Oslo kom «kammerjunker» Anton Beatus Adeler til i 1843 at
ende sit liv paa samme maate som sin far i 1810, nemlig ved at
vælte med sin vogn, men ellers vistnok ikke av samme grund.
Han var en god og venlig mand, glad i læsning og bøker, hvorav
han hadde samlet sig en hel mængde. Han var da 76 aar gam
mel. Den ferme enke giftet sig for tredje gang og døde først i
1856, 75 aar gamme], var altsaa født omkring 1780.
Gimsø kloster var forøvrig alt længe før, i 1823, av geheimeraad
inde Adeler solgt til Eidsvoldsmanden — grosserer Didrik Cappe
len — paa Mæla, som alt i 1801 hadde avkjøpt F. G. Adeler en del
av klostrets skoger og sagbruk. Didrik Cappelen var Skiens rikeste
mand '. Han gav for Gimsø og Bratsberg tilsammen 26,400 danske
sølvspecier og 6000 specier i norske papirpenger. Ved hans død
i 1828 skiltes endelig for altid Bratsberg og Gimsø. Gimsø fik
sønnen Hans, og svigersønnen Christopher Hansen Blom fik Bratsberg.
Hans Cappelen døde i 1846 (født i 1803), efter i 1832 at ha latt
gaarden pragtfuldt om bygge, saa den helt ut svarte til navn av
herregaard. Enken styrte det hele med stor dygtighet efter sin
mands død; men da hun blev vel gammel til længer at fortsætle
dermed, overtoges de store eiendommer av den ældste søn Didrik,
i sin tid baade ordfører og stortingsmand. Forskjellige uheld støtte
nu til. Gaarden nedbrændte 18de november 1885, de store skoger
paa Tinn maatte sælges til staten i 1894, og i 1897 solgtes selve
Gimsø til et aktieselskap, der aaret efter igjen solgte det til et andet.
Hensigten var nu at utnytte det hele til fabrikanlæg og industri.
Og saa blev det. C. W. Schnitler skriver med rette i «Norske
haver i gammel og ny tid» i den anledning om Gimsø: «Fabrik
livet har nu næsten opslukt den engang fredlyste ø, hvor Gimsø
rike og ansete kloster blev grundet ca. 1110. Bare navnet er igjen.»
Han minder om fortidens herlige haver paa den, særlig i F. G.
1 Mer om ham under Mæla.
(.JERPEN
47
Adelers dage, da de omfallet ikke mindre end 50 maal. De nye
eiere ryddet og ryddet, grov og grov. Hovedskaller og dødningben
kom derunder frem i dagslyset, og nviserne hadde inserater med
mere eller mindre spændende formodninger, om ikke Gregorins
Dagssøns og nonnernes jordiske levningcr kunde være deriblandt.
En tobaksfahrik var det, som først reisle sig paa klostrets indviede
grund. De mange fabrikpiper
stikker høit tilveirs, langt høiere
end del gamle kloster-kirketaarn
hadde gjort, og sender ut sine
tykke gulgraa røkskyer. De dund
rende fosser med vandfald, som
skummer i hvilt og gull, er læni
met og lagt i baand av den mo
derne storindustri.
Vi vender os til selve Brats
berg igjen.
Den nye eier av Bratsberg,
Christopher Hansen Blom, var søn
av Hans Christophersen Blom paa
Lagmandsgaarden, av den gamle,
forretningsdygtige slegt, der stam
mer fra Laardal i Telemarken l.
Christopher Hansen Blom var
født i Skien 2/a 1800 og nedsattc
sig, 23 aar garn mel, som kjøb
Christopher Hansen Blom,
fotografi av Fr. Klein.
mand i byen, men drev ved siden
av butikhandlen baadeentobaksfabrik og et honningkakebakeri. Ved svigerfaderens død i 1828
arvet han foruten Bratsberg og andre jordeiendommer ogsaa flere
sagbruk og begyndte nu tillike at drive trælasthandel, skibsrederi
og skibsbyggeri. Han blev derved for sin tid Skiens rikeste mand.
I 1854 hadde han under Skiens store brand det uheld, at ogsaa et
næsten fuldfærdig skib, der tilhørte ham, blev ildens rov.
Før han fik Bratsberg, hadde han kjøpt Frogner, som støter til
Bratsberg fra nordsiden. Her opførte han først en enetages gaard
i aarene 1825—1830 og plantet med egen haand den lange allé av
pyramidepopler, som fra hovedveien fører ned til gaarden og nu
er en pryd for det hele landskap. I 1840 paabygget han gaarden
1 Mer om Hans Christophersen Blom under Lagmandsgaarden.
48
GJERPEN
en andenetage og gav den i det hele det herregaardsmæssige præg,
som den nu har. Han ntvidet ogsaa jordeiendommen ved store
tilkjøp, saa Frogner ' ogsaa i den henseende blev en storgaard, der
i sin utvikling hadde gaat i en motsat retning av de andre: at
utvides og ikke formindskes i tidens løp; men det var kim noget
midlertidig. Efterat Bloms svigersøn amtslæge Andreas Backer
FYogneralléen
var avgaat ved døden i 1913, undergik ogsaa denne vakre storgaard
den almindelige skjæbne. Den blev indkjøpt av Gjerpens kommune
for 90,000 kroner og utparcellert i en mængde smaabruk og hus
tomter, mens hovedbygningen og haven, med en del av den bedste
jord, skal beholdes og indrettes til en landbruksskole for smaa
brukere, en anvendelse av det resterende, hvortil statsminister Gun
nar Knudsen har skjænket en stor sum. Paa Frogner opholdt
Blom sig om sommeren, men om vinteren bodde han mest i sin
store gaard i byen, hyor han hadde sit kontor. Han var bank
administrator i Skiens avdeling av Norges bank, likefra dens op
rettelse i 1835, og ridder av St. Olavsorden «for alménnyttig virk
somhet». Til oprettelse av en arbeidsskole for gutter i Skien gav
han 12,000 kroner, likesom han skjænket bjren en ny kirkegaard,
1 Frogner,
gjødslet mark.
gammelt .Fraunar, av «fraun», der
skal betyde frugtbar, eg.
GJERPEN
49
den vakre «Gravlund» paa Li, hvor han ogsaa seiv ligger begraven.
Han døde paa Frogner den 10de april 1879, i sit 80de aar. Blom
var, som sin farbroder provst Fredrik Blom paa Gjerpen, en høi,
mager mand, av et livlig og elskværdiggemyt. Han var meget glad i
musik og gjorde ogsaa meget for at fremme det musikalske liv i Skien.
Bloms bo kom paa 850,000 kroner. Han var første gang gift
med Marie Elisabet Cappelen, født
i Skien 28/io 1796 og død samme
steds 21/$ 1834. Anden gang blev
han gift med Lovise Karoline Lund,
datter av dansk justisraad Kristian
Fredrik Lund, født 2 7i 1814 i Dan
mark, død paa Frogner, vel et aar
efter sin mand, 10/5 1880. Blom
hadde mange døtre, men kun en
eneste søn :
Didrik Cappelen Blom, til hvem
han i sekstiaarene overlot Bratsberg.
Didrik Blom var søn av Chr. H.
Bloms første hustru Marie Elisabet
Cappelen og opkaldt efter bedste
faderen paa morssiden. Han var
født paa Frogner - 3A 1834 — hans
mor døde 5 uker efter hans fødsel
— og døde paa Bratsberg 13de april
Didrik Blom.
1894. I sin tidlige ungdom blev
Fotografi av Fr. Klem.
han sendt over til Skotland for at
utdannes til landmand, hvortil hans lyst stod, og han blev ogsaa
en dygtig og interessert jordbruker l. Ved siden av sit jordbruk
drev han flere kalkovner, likesom han hadde en hel del grund
avgifter av det fra Bratsberg i 1854 fraskilte Bratsbergkleven. Han
hodde først paa det «gamle Bratsberg» 2, men flyttet siden husene
noget længer sydover, først de store uthuse, som opførtes i 1863,
og senere i 1880 den nye hovedbygning, der opførtes efter tegning
av hans svoger ingeniør Johan Christie paa Lagmandsgaarden 3.
1 Besætningen paa Bratsberg utgjorde Vi 1891: 11 hester, 31 storfæ, 4 faar,
2 svin. Fjærkræ: 40 høns, 15 ænder, 2 gjæs, 23 kalkuncr. Gaardens matrikul
skyld var 35 mark 66 øre. (Efter prof. Helland, Bratsberg amt.)
Billedet derav se foran!
8 Billedet av den nye gaard er sat over hele dette st37kke.
4 — Gjerpen. 111.
50
GJERPEN
Didrik Blom blev *% 1864 gift med Anna Helene Blom, en
datter av skibskaptein Kristian Blom paa Falkum. Den ældste av
sønnerne Christopher Blom, født paa Bratsberg 1U 1870, cand. jur.
1895 og sakfører i Skien fra 1896, overtok vistnok gaarden efter
faderens død, men interesserte sig ikke for jordbruk. Han utpar
cellerte da efterhaand fuldstændig hele den store jordeiendom og
rev ned og solgte dens store uthusbygninger. Alene hovedbygnin
gen og haven var igjen urørte, og dem solgte han da endelig ogsaa
i 1904 til:
amtmand Viggo Ullmann. Da Ullmann nogle aar senere blev
syk og hadde maattet opgi baade embede og hus, blev Bratsberg
amt, fordi amtsformandskapet, for at skaffe amtmanden en pas
sende bolig, ved hans kjøp av gaarden hadde stillet amtet som
garant for laanet dertil av det Stistrupske legats midler, nødt til
at indfri laanet og seiv overta gaarden, da Ullmanns efterlatte ikke
saa sig istand dertil eller hadde lyst til at bo der længer l. Mens
gaarden saaledes stod tom og forlatt, brændte den ved en kvindes
uagtsomhet fuldstændig ned en søndagsmorgen 9de juli 1911. For
saavidt gik det med Bratsberg i 1911, som det hadde gaat med
Gimsø i 1546. Saa stod den øde brandtomt, grundmurene og den
store havetrap av sten i flere aar ganske overlatt til sig seiv, med
de svedne, svartbrændte vægger av det tidligere stabbur, hvor Ull
mann hadde henbragt en del av amtsarkivet, som ogsaa var strøket
med. Havegjerdet laa nede. Inde i haven vokste det vildt. Det
hele kunde minde om, hvordan det saa ut paa Bratsberg efter
kong Øisteins besøk der i Gregorius Dagssøns tid. I 1914 solgtes
endelig ruinerne til en borgerlig mand, uten noget tap for amts
kassen, og en ganske pen bygning har reist sig igjen paa den
gamte tomt og gjerdet om haven er igjen rettet op; men Bralsbergs
saga er for altid ute.
1850 —1851 bodde digteren, sorenskriver i nedre Telemarken
Konrad Nikolai Schwaeh et aars lid paa Bratsberg, mens eieren av
gaarden Chr. H. Blom bodde paa Frogner. Et minde herom er
hans digt i «Correspondenten» no. 92 for 1850: «Fyrren paa Brats
berg». Det er pompøst, men poesiløst som det meste av Schwachs
poesier. Bedre er det, han synger om klostret, naar han i et
digt derom siger, med tanken paa Kristian den 3dje og hans berg
verksanlæg:
1 Om amtmand Ullmann, se Gjerpen I, s. 202 fl.
GJERPEN
51
Der vilde han, hvor, medens salmer løde
og virakskyer steg i duftrig flugt,
fra Golmsberg smelte kobberet det røde
og fylde luften op med svovellugt.
Det skedde ei. Som frelsermand i nøden
kom ilden til det nok alt skjændte gods;
den rensed tomten gjennem kraftig gløden
og bød vanhelligt kongemagtsprog trods 1.
Hvad vilde Gregorius sige, om han kunde komme tilbake og se
sin gamle ætlegaard? Kanske han, naar han fik tænkt sig vel om
og set sig vel om, ikke vilde synes, at det var gaat saa ikle endda.
Hans fordums ga ard dyrkes flittig overalt utover
de vide marker og skaffer mat til mange munde.
Det hadde vel græmmet ham mer, om han var
kommen op før og hadde set det daarlige stel paa
Bratsberg under de danske fogders og lénsmænds
vanstyre. Var han saa gaat ned paa Kapitelberget,
ned paa høiden ved kapelruinen, og slaat og set
utover: Ak, hans kapel! Dets klokker ringet ikke
længer ut over fjeld og dal og intet andet var der
istedet, dets prest sang ingen messe længer hverken
til ottesang eller vesper, og røkelseskarret blev ikke
svunget længer; alt ifrå hans dage var ruin! Men
saa han saa længer utover i nord og syd, i vest
og øst, da vilde han set, hvor landet var blit
rikt og fagert og byen fuld av store gaarder og
elven av store, skibe, hvis make han aldrig hadde
Det gamle,
set, og høie kirketaarn saa han, baade nede i gjenfundne røkelse
Skiduni og nord å Gerpini, og dype, sterke klokke
kar fra kapellet.
toner runget derifrå og kaldte menigheterne til
større Herrens huse. Da vilde Gregorius tilsidst maatte ha glædet
sig meget.
Og søster Baugeid paa den anden side av elven, hvad vilde hun
sige, naar hun saa ind i de mange rare bygninger, de hadde sat
op baade rundt omkring og like over hendes kloster, ja over baade
1 «Golmsberg» er en forvanskning i de gamle dokumenter for Golnesberg,
tyskernes navn paa Guldnes i Seljord, Schwach bodde senere paa Kristiansro
utenfor klosteret og døde der i septbr 1860. Han ligger begraven paa Solums
kirkegaard. Hans far, Im. Schwach, hadde i sin tid været prest i Solum.
52
G.TKRPEN
hendes og hendes fars og hendes brors og alle søstrenes og alle
de fromme mænds og kvinders grave, som hadde søkt hvile der
nær Gud? Hvad vilde hun sige? Hun vilde intef forståa av dette;
men hun vilde sige: «Vi har hat vor tid, og vi har gjort vor gjer
ning.» Og saa vilde hun, lys og let, flyve langt bort derifrå paa
duens vinger, mens hendes bror Gregorius vilde vende tilbake til
sin milde og gode, fra al legemets skrøpelighet utløste herre og
konge, og til deres glade gjestebud, hvortil ingen ødelæggelse og
ingen fiende nogensinde naar frem.
igmandsgaarden efter
>i
ul
LAGMANDSGAARDEN
Lagmandsgaardens
eller «Gjerpen lille»,
egenllige
i motsætning
navn er Gjerpen,
til prestegaarden
«Gjerpen Gjerpen
søndre>
som støter til nordenfor. I middelalderen hørte en ikke übetydeli;
del av søndre Gjerpen til Gimsø kloster, ifølge den røde bok,
1401 ikke mindre end 5 markebol; men de er senere igjen komne
tilbake under gaarden. Paa sydsiden støter Frogner til Lagmahds
gaarden, og søndenfor Frogner ligger igjen Bratsberg. Lagmands
gaarden har faat sit nu alene brukte navn av, at den var embeds
gaard eller «avlsgaard» for lagmændene i Skiens sysle. Det var
da ogsaa en prægtig eiendom Fra Lagmandsgaarden er vakker
utsigt over byen med skog og fjeld i bakgrunden.
Som jeg under Bratsberg søkte at stille op rækken av de gamle
kongelige lénsmænd, vil jeg her, under Lagmandsgaarden, prøve at
gjøre det samme for de gamle lagmænds vedkommende, skjønt
dette er faldt mig betydelig vanskeligere. Den ældste sogneprest i
Gjerpen og den ældste lagmand, jeg har fundet, har levet omtrent
paa samme tid.
LAGMÆND
Vige er nævnt som lagmand 2/g og n/e 1294. Likeledes fin
des han nævnt i august 1305 og i mars 1308. Efter P. A. Munch
varte hans lagmandstid fra 1299 til 1313; men den maa i alle fald
54
('JERPEN
ha begyndt flere aar tidligere (se Dipl. N. I, 82). Lagmandsem
bedet oprettedes vistnok omkring 1250 av Haakon Haakonssøn. Der
har vel derfor været en to-tre lagmænd i Skiens sysle før Vige, men
neppe fler. Telemarken og Grenland forenedes ved den samtidige
sysselinddeling og dannet «Skidusysla» og «Skiduthing». Numedal
skal ogsaa ha ligget til Skiens lagdømme.
Bjørn Olavssøn fulgte antagelig efter Vige. Han er nævnt som
lagmand i 1325, 7s 1328 og 28/.s 1331.
Toruid Tordarssøn, M/i 1335.
Ivar Ogmundssøn, 6A 1336
Eirik Steinarssøn, 31/ s1337 og 13/i2 s. a
Tord Torgilssøn, 8/s 1341. 13/ os. a. var han «i gestgardenom i
Skidu»; videre 26/ s1342.
Gaute Aslakssøn, 21/io 1346.
Ivar Ogmundssøn, anden gang 27/ 3 1349. Han var ogsaa sysle
mand K Død antagelig i pesten dette eller det følgende aar.
Sigurd Gyrdssøn, ™/2 1368, 13/ i 1370, Via 1373.
Harald Haakonssøn, 19As 1386, Vs 1391, 19/i 2 1395, 13/ sog 2%
1396, 12/5 1399, 10A 1409, \U 1413. Han har altsaa mindst været
lagmand i 27 aar.
Torgeir Geirmundssøn, 18/ e1417, 11/ i1427, 14A 1432, altsaa mindst
lagmand i 15 aar.
Gante Erikssøn, 272 1440, u/s 1445, 19/io 1446, 18/io 1449, 18/i
1458. Lagmanden Gaute Erikssøn kan visselig ikke være den
samme som den kjendte syslemand, riksraaden, som var med i
Kalmar 1397 2. Den Ude mars 1445 var han med flere vidne til,
at Trond Eivindssøn solgte til Torleiv, Grim og Vivil, Steinars søn
ner, gaarden Boserud, som «ligger i Gerpine sokn». Dipl. I, 791.
Baade Vivil og Bose er sjeldne navne.
Olav Karlssøn, 14/ n1461. Den 18de mars 1463 var han i «enom
garde i Skide, som Dansen nemnis, frædagen nest for midfaste».
Den gaard er vel altsaa blit benyttet baade til lek og til alvor.
Han nævnes videre u/io 1465 og 26/3 1470. Den først nævnte av
disse dager var han vidne til en gaardhandel vedkommende midtre
Lunde i Lundehered og utfærdiget brev derom paa «syndre Gei
pene i Gerpene sokn å Hoghunde» (Hovund), altsaa paa Lag
mandsgaarden. Sidst nævnte dag dømte han Torgils Torstenssøn
til at betale Jon Herbrandssøn 3 mark guld for den skade, han
Se foran under Bratsberg, desuten under Gimsø.
2 Om ham se foran og senere under Mæla.
GJKRPEN
55
hadde tilføiet ham ved, at han hadde kastet «ein øxe honom fore
munnen og utslegit hans tenner, som syneliget var». Dipl. IX,
357. Denne «ukjure», som, efler boten at slutte, ogsaa maa ha
været formuende, har antagelig været fra Telemarken.
Hans Andersson, Via 1475, 20/6 1476, u/n 1477. Retten blev den
tid av lagmanden sat i «Herrans garde i Skido».
Gudleik Andressøn, «sitandis i logmans stad i Skido», var 13/s
1480 tilstede paa Folio (Follaug), hvor han var vidne til, at Atter
(Otar?) Nilsson solgte Anund Simonssøn 1 øres bol i «Skogaanom,
som ligger i Gjerpene sokn i Uphovom» (d. e. Uphofund). Dipl.
11, 912. Gudleik var fremdeles lagmand de nærmeste aar, 22/g1481
og 27/ s1484.
Amund Sigurdssøn var u/e 1486 «sitjandes i lagmansstad i Skidar»,
likesaa 26/ s 1490, 10/ n1492, 15/ e 1495 og %s 1498. Lagmands
relten holdtes da i «Karis garde». 5/s og 26/3 1502 holdt han ting
i «Tores gåre i Skydo», 14/ e 1505 derimot igjen i «Karis garde i
Skido lngerdagen nest fore Botulfsvokuaftanan uppæ rådstoga».
Denne lagmand bodde i alle fald omkring aar 1500 paa Falkum,
som vel har været hans personlige eiendom.
Lijdeke Gudleikssøn, sh 1511, 19/ s 1512, Ve 1514, Ve 1523, 16/e>
1525 og endnu i 1526. Han holdt ret i «Dølegarden» i Skien.
Jesper Sørenssøn, vistnok en danske, hvis navn ogsaa skrives
«Jess Søfrensen eller Sevrinsen», var «lauman i Skyen» 10/ n1537.
Han holdt da «rett og radstuffve» i «synste gard Sundhen i Skyen»
(nu Sandviken). Dipl. VIII, 735. Derimot holdt han til i «Klerke
garden» Vs 1542. Samme aar, den 14de mai 1542, var han paa
skoggang mellem Anund og Brynhild Borge. Anund eiet det søn
dre og Brynhild det nordre bruk. Det viste sig, at Brynhild hadde
hugget nogle bord for langt syd ind paa Anunds eiendom. Dipl.
X, 713. Ved «bord» menes vel «kvaav», d. e. huie bord til tak.
Jesper Sørenssøn var endnu lagmand 7de mars 1543.
Nils Andersson, 16/5 1545. 27de august 1550 utfærdiget Nils
lagmand sammen med provst Engelbrekt paa Gjerpen og borger
mester Søren Thoos i Skien et brev om de rette arvinger efter
Adzer Kræmmers hustru Sigrid. 19/ c1556 forlenedes han for sin
store umag i sit embede med Gimsø klosters laksefiske paa Ryg
i Øiestad, frit, uten avgift. I 1559 fik han en ny lønsforbedring,
idet der blev ham overlatt en sag paa Bollefos ved Dølevik, d. e.
inderst ved broerne i Skien. Denne sag laa senere fast til lag
mandsembedet; et minde derom er der endnu i navnet «Laugstol».
56
GJERPEN
Inden det skedde, hadde den samme sag været forpagtet av borge r mester Jørgen Ansbach \ som brændte sagrender gjennem «Eidet ,
d. e. høideryggen, som skiller Hjellevandet fra elven nedenfor.
Den 10de november 1561 nævnes borgermester Søren Thoos
som lagmand; men det kan kun være nnder et midlertidig for
fald av den rette lagmand, som fremdeles var Nils Anderssøn, der
endnu var lagmand 2%i 1562, 12/ e 1565 og i 1566. Nils Anders
son har altsaa været lagmand i over 20 aar. I 1562 dømte han,
at hr. Nils paa Hollen ikke maatte ta større landskyld av Olav
Valebjørg (Fyresdal), end som gammelt været haver.
Hans Jakobssøn Lo (Low) var lagmand 30/9 1567. Den 26de mai
1570 ntfærdiget kongen en skrivelse til lensherren Peder Skram,
hvorefter han, «da lagmanden Hans Jakobsen Loe havde beklaget
sig over, at lagbogen (d. e. lagmandsembedel) ikke var saa forsjunet,
at lagmanden deraf kunde have hans tilbørlige underhold, da,
paa det at lagbogen der sammestcds kan være desbedre forsørget
og almuen mue (d. e. maa) blive forseet med en god, forstandig
lagmand, som kan skaffe dem log og ret», paalægges Peder Skram,
at han vil lade ham følge en sagmølle som den, lagmanden, for
ham var, i værge havde, og en gaard, naar nogen ledighed bli
ve i » 2. Nils Anderssøn var endnu lagmand 14/ e1572; men
Peder Friis, tidligere ansat i Tønsberg, synes temmelig snart
efter at ha fulgt Hans Lo. Friis levde dog ikke længe efter for
flyttelsen ;ti 2 Vo 1576 fik hans «efterleverske» lov til fremdeles at
bruke en sagmølle, som hendes mand hadde hat 3. Peder Friis
hadde en datter, som het Karen.
Pros Lauritssøn Hørby til Nørholm hadde tidligere været lag
mand i Steigen og fik 1577 dette lagdømme efter Friis. Pros var
uegte søn av en jysk adelsmand, som eiet gaarden Hørby og var
seiv blit adlet i 1560. Pros Lauritssøn var tilstede ved lens-herren
Henrik Brokkenhnss dødsleie 1588 og døde seiv 15/ i 1596. Da
biskop Jens Nilssøn paa sin visitasreise just var kommen til
Gjerpen, gjorde han den avdøde lagmand den ære at forrette ved
1 Den samme som i 1559 forpagtet Gimsø. Han var en av Skicns rikéste
mænd og døde omkring 1596.
2 Riksregistranterne.
8 Prof. Alexander Bugge siger i nogle artikler i bladet «Fremskridt» «om det
teldste Skiene, at en datter av Ansbach var gift med lagmand (?) Peder Jorgensson.
Det er da vel den samme som Peder Friis, og Friis maa være død forholdsvis
ung, hvis svigerfaren overlevet ham i omkring 20 aar.
..,•>•
GJKRPKX
57
hans jordefærd vi/l». Derom er der da indført en meget utførlig
beretning i hans visitasbok, som lier delvis skal gjengives:
«Samme dag, straks biskopen var kommen, gik han hen i kir
ken og saa graven, som er gjort til salig Pros's lig. Samme dag
var det skyveir og sne formiddag; mod aftens lid klaret det op,
og solen begyndte at skinne.
Den 10de februar drog bispen og hr. Hans Hjort (presten paa
Gjerpen) til Skien. Og som de kom noget paa veien, kom Peder
Iversen og Knud Knudsen imod bispen og talede med ham og
antvordet ham en fortegnelse over salig Pros's slegt og byrd og
liv og tenest. Samme tid begjærede de, at bispen vilde komme
ned til byen og være deres gjest om aftenen. Saa reiste de alle
ned til byen, hvor bispen besøgte det herberge, som var bestilt til
ham hos raadmand Iver Christensen, Jørgen Ansbachs svoger. Der
gik bispen op paa sit kammer og salte sig til at skrive en times
tid. Siden for han op til Gjerpen igjen, hvor han bJev om nat
ten, idet han for den med invitation fra Peder Iversen og Knud
Knudsen til ham sendte raadmand Lanrits Hansen undskyldte sig
med, at han den aften ikke havde tid.
Samme dag smukt, klart solskin, nordenvind og intensum fri
gus (d. e. sterk kulde).
Den Ilte februar kom hr. Thomas Andersen (sognepresten i
Skien) tidlig om morgenen op til bispen paa Gjerpen og talede
med ham om sangen, som skulde ske for liget, og om degnene,
som skulde bære lysene for liget.
Kl. 9 drog bispen og hr. Hans paa Gjerpen ned til byen for
at følge salig Pros's lig til sin legerstedt udi Gerpene kirke. Da
mødte hr. Jens (Jenssøn) fra Bamble bispen og fulgte med ham
ned til byen, hvor de gik hen i bispens herberge hos Iver Chri
stensen. Der kom til dem hr. Peder Vemundsen \ hr. Thomas
Andersen, hr. Jens (Nilssøn) paa Hollen, hr. Laurits (Matssøn) paa
Saude og hr. Hans Hjort og talede med ham. Saa gik bispen og
presterne hen udi Pross gaard - og tøvede der lidt, medens de
satte liget paa ligvognen eller ligslæden. Derpaa kjørle de liget
med 1 hest til Gerpen kirke, saa (fik 12 degne med vokslys, saa
gik presterne og alt kleresiet. Saa kjørte Peder Iversen, Knud
1 Prest i Sandeherred 1567—1626.
Pros har altsaa ikke bodd paa Lagmandsgaarden.
58
GJERPEN
Knudsen, Fredrik Lange 1 og Laurits Lystrup 2. Dernæst fru Kir
sten (enken), fru Margrele 3, jomfru Ulfhild 4 og de andre fruer:
fru Ingerd 5, fru Dorthe Lindenow 6, fru Dorthe Ravensberg 7 , fru
Dorthe Juel 8, og jomfruerne allesammen. Derefter kjørte bispen,
hr. Peder Vemundsen 9, Skiens borgermestere og raad, som siden
bar salig Pros's lig ind i kirken og satte det i koret, indtil præ
dikenen var endt. Bispen prædikede over teksten Rom. 5: For
syndens skyld kom døden i verden. Da prædikenen var ude og
liget var begravet i Gjerpen kirke straks ved koret, blev sunget
salmen: Nu lader os hans legem begrave, hvorefter Fredrik Lange
traadte frein i koret og havde en orats (tale) til alle, som havde
fulgt den salige mands lig til sin hvilested, ædel og uædel, læg
og lærd.
Da al ting var ude, gik bispen som snareste hen i prestegaarden
paa Gerpen og op paa sit kammer, hvor Peder Iversen og Knud
Knudsen kom efter og begjærede, at han vilde komme til byen
som gjest. Straks efter drog bispen til byen og gik til Pros Lau
ritsens etterlevende hustru, hvor der var til gjest: Peder Iversen,
Fredrik Lange, Knud Knudsen, en stor bob prester: hr. Peder
Vemundsen, hr. Thomas Andersen, hr. Peder paa Tjødling, hr.
Laurits paa Hedrum, hr. Jens paa Hollen, hr. Søren paa Bø, hr.
Laurits paa Saude, hr. Hans Hjort, hr. Jens paa Bamble, hr.
Peder i Eidanger, hr. Jesper i Drangedal. Ligeledes disse fruer
og jomfruer: fru Dorthe Lindenow, fru Margrete Brede, fru Dorthe
Ravensberg, fru Ingerd Litle, fru Dorthe Juel, jomfru Ulfhild Ivers
datter, jomfru Barbara Brede, jomfru Anne Lindenow, jomfru Boel
Galle, jomfru Karen Galle, jomfru Emmerents, jomfru Alice, Lau
rits Lystrups datter, og jomfru Sofie, Henrik Brokkenhuss datter 10.
Ligeledes begge borgermestrene i Skien, Peder Skriver og Peder
1 Fredrik Lange til Falkensten, lensmand over Tønsberg len.
2 Se foran.
3 Peder Iversens hustru.
4 Ulfhild Iversdatler, en søster av Peder Iversen.
5 Ingerd Litle, g. ni. Olaf Kalips.
" Dorthe Lindenow, g. m. Fredrik Lange.
7 Dorte Ravensberg, g. m. Oluf Galle.
s Enken efter den i lf)88 døde lensmand i Bratsberg Henrik Brokkenhus.
" Hvorfor var ikke Peder Vemundsen sammen med «alt kleresiet>? Skulde
Sandeherredspresten til særlig udmerkelse følge bispen?
10 Jomfru Sofie var bare barnet endnu, da hun ved sin fars død i 1588 endnu
laa i vuggen.
GJERPEN
59
Jørgensen, Peder Jørgensens fader og andre raadmænd, deriblandt
Iver Christensen, Verner og Laurits Rasmusen og mange andre,
baade av raadet og borgere i Skien.
Samme dags aften, der klokken kunde være 8, gik bispen der
frå og hen i sit herberge.
Samme dag smukt, klart solskinsveir, nordenvind og haard
frost.»
Pros Lauritssøns hustru Kristine var en datter av Iver Jenssøn
Jernskjeg, altsaa en søster av forannævnte Peder Iverssøn og jom
fru Ulfhild. Hans mor Karen var en datter av Oluf Galle paa
Tom herregaard. Peder Iverssøn bodde da paa Fritsø (Fresjar),
og bispen fulgte med dit fra Skien og de allerfleste av de foran
nævnte adelige, baade herrer, fruer og jomfruer. Det var da kan
ske ingen tilfældighet, at bispen just ved den tid kom til Gjerpen
og holdt visitas. Han har vel været anmodet om at utføre be
gravelsen.
Kristine Iversdatter var ogsaa en av de mange jomfruer den
gang, der blev altfor tidlig gifte. Som født i 1545, var hun bare
15 aar, da hun i 1560 blev gift med Pros. Hans ophøielse i den
adelige stand samme aar har maaske staat i forbindelse med dette
hans adelige giftermaal. Fru Kristine blev forresten efter omstæn
digheterne noksaa gammel; hun døde i 1604, 8 aar efter sin mand,
59 aar gammel. Det er fornemmelig gjennem dattersønnen, at
Pros» er blit os et kjendt navn. Pros's datter Inger blev nemlig
gift med kngl. toldskriver i Langesund Nils Mund til Serritslev
og blev med ham mor til den bekjendte admiral Pros Mund, der
faldt i slaget ved Femern 13de oktober 1644. Nils Mund bodde
paa Bjerketvet i Eidanger, hvor sønnen Pros ogsaa bodde og der
hos eiet Lillegaarden, det nu værende pleiehjem i Eidanger for om
streiferbarn.
Knud Knudssøn, lagmand efter Pros 1596—1603. Han var Pros
Lauritssøns svigersøn, gift med hans datter Karen, hvad der for
klarer den fremtrædende rolle, han spilte ved sin formands be
gravelse. Trods sit borgerlige navn var han adelig, og saa norsk
eller dansk, som navnet høres, fra Frisland. Han var forøvrig et
temmelig tvilsomt subjekt, som aldrig burde ha sittet i lagmands
stol. Han blev avsat i 1603 og i 1615 endog forvist fra byen!
Engel Jenssøn, søn av før nævnte sogneprest til Leikanger Jens
Engelssøn og bror av Kort Adelers far Søren Jenssøn. Han be
gyndte sin bane som skrivekar hos Erik Brokkenhus og fortsatte
60
J
GJERPEN
dermed hos Eriks bror og eftermand Henrik. Han maa ha været
en dygtig mand, i alle fald en mand, som visste at kave sig frem;
ti efterat han tidligere var valgt til medlem av byens raad, blev
han i 1(503 lagmand efter Knud Knudssøn; men som denne sin
form and var han ikke av nogen prima moralsk kvalitet; ti alt
efter et aars forløp blev han avsat i 1604 og i 1615 bortvist fra
baade byen og lenet! Hvad har det været, hvorved disse to i
fællesskap har gjort sig fortjent til denne skam? Engel opholdt
sig senere i Nedenes, saaledes paa Skaregrøm ved Grimstad og paa
Molland oppe i Landvik. Den sidstnævnte gaard eiet han. Han
var gift med en Skiensdame, Jørgen Ansbachs datter Karen, som
var enke efter sagbruks-eier Søren Nilsson, da Engel fik hende.
En datter av ham, Anne Engelsdatter, født 1589, var vel, før han
blev utvist, blit gift i Skien med den rike Jan Trinepol og døde
1660, 71 aai gammel. En anden datter av ham, Maren, blev gift,
efter at han var utvist fra Skien, med en mand borte i Landvik,
som tilhørte familien Friis og skal ha været adelig.
Laurits Hansson. Han hadde tidligere været borgermester i Skien
og døde enten i slutningen av 1622 eller i begyndelsen av 1023.
Tomas Jenssøn blev utnævnt til lagmand efter Laurits 2% 1623.
Ogsaa han hadde tidligere været borgermester i Skien. Han bodde,
i alle fald fra 1631, paa nordre Brække, nabogaarden til Lagmands
gaarden, nedenfor den og nærmere byen. I 1648 hadde han ogsaa
Haugen ute ved Menstad, men denne gaard eiet han ikke; han
hadde bare «bygget», d. e. leiet den. I 1645 betalte han, altsaa
under krigen, i «kopskat» for sig, hustru og søn ikke mindre end
9 riksdaler, desuten for to drenger og én pike 8 skilling for liver.
Som lagmand hadde han bruken av «saugene» nr. 10 og 11. For
resten var han, muligvis paa grund av alderdomssvakhet, ikke lag
mand til sin død. Naar han døde, vites ikke bestemt; men hans
hustru, Maren Thygesen, var 2T/n 1659 som enke fadder oppe i
Seljord hos Zacharias Schanke, der tidligere hadde været resid
kapellan i Skien.
Lorents Bøiesen. Hverken hans tiltrædelses- eller hans fra
trædelsesaar kan jeg angi; men mange aar var han ikke lagmand,
og hans lagmandstid ligger indenfor 1650 aarene. I 1654 frifandt
han Seljordingen Halvor Leivsson Rui, som hadde dræpt Sveinung
Haugstuen, fordi drapet var «en gjerning, han hadde gjort til bil
ligt forsvar for sit eget livs frelse».
i
GJE R PK X
61
Nils Friis blev heller ikke gammel i lagmandsstolen; han døde
alt i 1658. Det samme var tilfælde med
Rasmus Andersson: han døde omkring 1660. Saa kommer en
meget velkjendt mand i det gamle Skiens historie:
Klaus Andersson. Han hadde ogsaa begyndt som skriver hos
lensherren, dengang Siver Urne. Senere var han foged nogle aar,
1652—1655, hvorefter han blev stiftsskriver i Bratsberg. 1661 —
1680 var han lagmand, men vedblev fremdeles at fungere som
stiftsskriver, ja, han var ogsaa assessor i overhofretten. Da han
dertil var en meget rik mand, som sat i store forretningsforbindel
ser, har Klaus Anderssøn været en mand, som ikke har ligget paa
latsiden.
I 1661, det samme aar, som han blev lagmand, svaret han skat
av jordegods til en samlet skyld av 50 tønder, 7 mæler, 1477a
huder og 3 skind. I Gjerpen eiet han saaledes øvre og nedre Søli,
4 huder i Sanni, 8 huder i Ris og 6 huder i Øvrum, alt paa Ut
haugen ; men hans største rigdom laa kanske i hans mange sag
bruk og i hans skibe. Han «redet» saaledes sammen med vice
lagmanden, svigersønnen Iver Hanssøn, «St. Anna», der var en
«fløite» med 2 mers, 14672 læster. Et andet fartøi av samme
slags, «St. Johannes», paa 137 læster, redet han sammen med Jo
han Grool. End videre «Den norske løve», en «pinnas» med to
mers, 113 2A læster, sammen med Gregers Peterssøn, og endelig
Katarina Elisabet», en «fløite» med to mers, 107 læster.
Klaus Anderssøn bodde paa søndre Brække, men hadde fra 1659
«stæd og fæstet» nordre Brække, som han i det følgende aar, 6/t
1660, erhvervet til eiendom ved mageskifte med betydelig mellem
lag for en gaard i Eidanger. Her bodde han vistnok, da han
døde i 1681, efter det foregaaende aar at ha nedlagt lagmands
embedet. De tre nabogaarder Lagmandsgaarden og nordre og søn
dre Brække blev ett stort eiendomskompleks under ham.
Klaus Anderssøns hustru Anne var en datter av den rike sag
brukseier Kristen Anderssøn i Skien. Hendes bror Anders Kri
stenssøn, Klaus's svoger, var ogsaa en meget rik mand, som fra
1658 var gift med den rike Inger Gjertsdatter Trinepol. Det blev
rigdom til rigdom. Derimot blev Klauss bror Anders Anderssøn
til slut noksaa fattig. Han siges at være blit meget skadet ved
utilbørlige ekspropriationer fra Kort Adelers side, som Adeler fik
sat igjennem ved «høikongelig gunst». Det ser ikke ut til, at den
berømmelige admiral egentlig har været nogen hædersmand, naar
V
62
GJERPEN
det gjaldt at kunne bli rik. Anders Andersson døde i 1690 og
efterlot sit bo i «en stor underbalance».
Klaus Andersson hadde mange barn:
1. Maren, født paa søndre Brække 15/ i1658. Hun blev, vel 157a
aar gammel, 15/ n1673 gift med den senere lagmand Iver
Hanssøn. Efter hans død i 1693 blev hun gift anden gang
med bergraad Nils Mechlenburg i 1699. Hun blev begravet
22As 1716, 59 aar gammel.
2. Anne, døpt i Skien 2% 1660, blev, likeledes omkring 1572
aar gammel, gift med Stig Andersson Tonsberg, og efter hans
død i 1690 anden gang med generalmajor Johan Arnold. Hun
døde u /é 1713, 53 aar gammel 1.
3. Anders, døpt i Skien 27i 1662, blev, som sin far, assessor i
overretten. Han døde i Kristiania 16/2 1698, kun 36 aar gam
mel. Hans hustru Karen Tonsberg, datter av stiftamtmand
Matias Tonsberg, var alt død aaret før sin mand.
4. Su ver 1
. .
o. Kristen
)> tvillinger, døpte
l i Skien 19/ii 1663, døde som smaa.
6. Hans, døpt i Skien VlO 1666, døde ogsaa som barn, begravedes
2% 1668.
7. Johanne, døpt 8/is 1669, blev begravet 8/o 1670
8. Johanne, nr. 2, døpt a7/i2 1671, levnet op. Hun blev 16/s1690
efter sin fars død, 18 aar gammel, gift med vicelagmand i
Kristiania Laurits Jakobssøn, og efter hans død 13/ e1720, over
48 aar gammel, med overinspektør Jørgen Mandal. Hun levet
endnu i 1726.
9. Inger, døpt 14/ e 1673. Kun 15 aar gammel blev hun gift med
tolder Jørgen Erboe i Langesund; efter hans død, i 1701, med
Kai Børting 2, og efter Kais død i 1717 blev hun tredje
gang gift, 14/ s 1720, med major Reinhard Belitz i Staværn,
hvor hun døde i 1725, 52 aar gammel, paa alder omtrent som
søstrene.
10. Anniken, døpt 26/7 1674, vel et aar yngre end nærmeste barn.
18 aar gammel blev hun gift med tidligere foged, da borger
mester i Skien Herkules Weyer. Hun døde alt 19/i1699, kun
24V2 aar gammel.
Man ser, at Klaus Anderssøns døtre har været søkte varer paa
egteskapsmarkedet, baade som jomfruer og som enker, og har de
1
1
I
1 Mer om hende under Borgestad.
4 Mer om ham under Fossum.
s
GJERPEN
63
andre lignet nr. 2, fru Anne Arnold, saa har det ikke bare været
for den ventede rike arv. Foruten hvad foran er nævnt, eiet
Klaus Anderssøn ogsaa Brunlanes jernverk, som ved opgjøret av
hans bo, med malm, jern og jordegods blev taksert til 11,500 riks
daler, jordegodset forresten til 20,537 riksdaler, skogene til 556
rdl, sagtømmerel til 3,500 rdJl., sagbrukene til 2,400 rdl., skibs
parlerne til 13,228 rdl., en efter branden i 1671 endnu ikke bebyg
get tomt til 800 rdlr., guldsmykkerne til 85 .rdl., sølvtøiet til 256
rdl., altsaa ikke noget særlig flot, men meget rimelig efter forhol
dene forøvrig, i alt brutto 71,056 rdl. I et bo efter en saa stor
forretningsmand var det rimelig, at gjælden ogsaa var betydelig.
Den utgjorde 31,471 rdl., saa boet netto kom paa 39,582 riksdaler l.
Under krigen med Sverige 1657—1660 utrustet Klaus Anders
søn to ryttere, viste sig ogsaa ellers offervillig i kongens og fædre
landets tjeneste. Til paaskjønnelse herav fik han ved kngl. brev
av 5/« 1659 «frihed for skat, skydsfærd, paalæg og tyngde» av 2
huder i nordre Brække.
I Klaus Anderssøns tid overgik der Skien to svære ildebrande,
en i 1652 og en i 1671. Den sidste indtraf første pinsedag og
ødela baade kirken, skolen, raadhuset og omkring 100 private
gaarder. Branden begyndte i præsident Bårnholts hus, just som
folk sat og spiste middag, efter at være kommet hjem fra kirken.
Klaus Anderssøn gav en stor, i Helsingør støpt klokke til den
nye kirke.
Iver Hanssøn, Klaus Anderssøns svigerson og eflermand, var født
omkring 1645, vicelagmand fra 1671 til svigerfarens avgang i 1680,
derefter virkelig lagmand til 1693, da han døde, kun omkring 48
aar garn ni el. Han blev begraven i Gjerpen kirke 27/ t 1693. Han
var blit rikt gift; men han var en endnu rikere arving efter sin
tar Hans Iverssøn, som døde i 1668. Men gammel blev han ikke
i sin rigdom.
David Gørressøn Kliim var lagmand i 21 aar fra 1693 til 1714.
Han var en søn av raadmand i Kristiania Gørres Fredrikssøn og
født i 1643. 27 aar gammel blev han i 1670 foged i Raabygge
laget, hvorfra han i 1679 befordredes til foged i Sandsvær og Nume
dal. I 1687 blev han assessor i overhofretten og vicelagmand i
Skien, men vedblev fremdeles, ja mange aar efterat han var blit
lagmand, at bo paa sin vakre gaard Loftstuen i Hedenstad nær
Kongsberg, likesom han ogsaa eiet en hel række gaarder utover i
1 Efter Finne Grønn.
f
64
GJERPEN
Sandsvær. Loftstuen solgte han først i 1712, et par aar før sin
død, u/-0 1714. Hans lik indsattes først i Gjerpen kirke, men før
tes senere til et gravkapel, han hadde bygget sig ved Hedenstad
kirke, og som, da det var blit meget forfaldent, nedreves i 1781.
Han fandtes endda «hel og holden» i kisten. Hans hustru Mag
dalene Høver, datter av den tyske prest paa Kongsberg Egidius
Høyer, var født 1664 og saaledes 21 aar yngre end sin mand.
Hun indsattes i kapellet i decbr. 1734. Deres ældste datter og vel
ogsaa ældste barn Antine Sofie, født 1683, da moderen var i sit
19de aar, blev, bare 16 aar garn mel, gift med den senere
prest paa Kongsberg mag. Johan Mikael Weise. En yngre dalter
Egidie Marie, født 1685, blev derimot i en for den tid sjelden sat
alder 8/« 1723 gift med Nils Høst i Skien, og ved sin død indsat
i Gjerpen kirke *. Der var ogsaa Gørressøns svigersøn blit indsat,
sorenskriver Hans Morland, som bodde paa Flom i Flaabygd, men
under et besøk hos sin svigerfar nede i Skien døde i hans hus 24A 1 714,
kun 37 aar gammel. Da lagmanden seiv døde 14/ r> 1714, bare nogle
faa uker efter, kunde man tro, at de begge er blit angrepne av
en smitsom sygdom. Den datler, der blev gift med Morland, het
Magdalene som sin mor og var født i 1688. Altsaa var hun ved
sin mands død kun 2o —26 aar gammel. De maa ha været kirke
lig sindede folk, da de i 1712 gav en kostbar lysekrone til Kviteseid
kirke. Flaabygd hørte dengang til Kviteseid. En ældre datter av
lagmanden, Gregoria'2, var i 1704 fadder i Gjerpen kirke hos oberst
løitnant Krag.
Lagmand Gørressøn bodde maaske ikke nogen gang fast paa
Lagmandsgaarden, seiv eflerat han var flyltet fra Loftsluen ; men
det vites dog, at han satte gaarden i god stand.
En søn av lagmand David Gørressøn Kliim, David Davidssøn
Kliim, døpt % 1690, blev officer, sekondløitnant 21 / e1709, kaptein
I<s/8 1717, begge dele ved Vesterlens regiment. Han døde tidlig,
kun 34 aar gammel. Efter sin far overtok han hans store gaard
i Skien i nærheten av kirken. Paa husets tak stod der en ut
skaaret løve, værelserne i huset var staselig utstyrt, bl. a. med 30
gyldenlærs stoler, paa væggene hang 12 familieportrætter. I boet
1 Se T. O. Gran, Sandsværs saga, s. 271 fl
2 Gørres er en forvanskning av Gregorius, som heldigvis ikke blev overført
paa datteren. Klim, hvorfra Gørressøn hadde sit tiliiavn, skal væra en landsby
i Vendsyssel i Jylland. iMed den hænger vistnok ogsaa Holbergs Nils Klims nava
sammen. Han var klokker i Bergen og het egentlig Nils Andersson, død 1690.
«
GJERPEN
65
var meget sølvtøi. Kliim synes at ha været finere paa det end
selve Klaus Anderssen *.
Gert Lange, David Kliims eftermand, var nordenfra. Han var
født i Nordland 1649 og tidligere foged i Helgeland, hvor han
bodde paa gaarden Torget indre i Brønøy. I en alder av 57 aar
blev han i 1690 vicelagmand i Skien, med ret til at succedere
Kliim. Vi IT 17 blev han ogsaa assessor i overhofretlen og 30/u
1731 virkelig kancelliraad; men aaret efter døde han i Skien, 10/<j
1732, og blev begravet i Gjerpen kirke lfl/s næstefter i den, for
storfolk dengang især, usedvanlig høie alder av 83 aar. Dog over
levet hens enke ham og blev begravet i Gjerpen kirke vel 7 aar
efter, 29A0 1739, 77 1/* aar gammel. En bror av ham, Henrik
Lange, som døde i Kristiania 23/i2 1708, var sekretær hos stat
holder Gabel.
En (latter av Lange, som het Birgitte, blev 9/a 1718 gift med
borgermesler Weyers søn Nils. Hun blev 13/ s 1746 begravet i
Gjerpen, 60 aar gammel. Langes søn Hans blev 1746 tolder i
Langesund og begravet i Eidanger 19/ia 1750. En anden av søn
nerne, Tomas Lange, blev V: 1726 «prokurator ved alle over- og
underretter i Norge»; men stillingen kan ikke ha indbragt ham
saa meget som titlen var stor til, da han efter sin brors død fore
trak at succedere ham som tolder i Langesund. Han døde i Pors
grund 19A 1773 og maa da ha været en meget gammel mand.
Han var lhfa 1730 blit gift med Barbara Abigael Monrad, datter
av sogneprest David Monrad i Gjerpen. Hun blev ogsaa meget
gammel og døde som sin mand i Porsgrund, 17/ e 1792, 81 aar
gammel -.
Truels Wiel, lagmand 1732-1742. Hans far var trælasthandler
paa Strømsø. Wiel var, som Gert Lange, først vicelagmand fra
1714, blev 18/3 1716 assessor i overhofretlen og endelig virkelig
lagmand efter Gert Langes avgang. Han har faat det vidnesbyrd,
at han var «en retskaffen, fornuftig og lovkyndig mand». Han bodde
virkelig paa Lagmandsgaarden og døde der 12/ a 1744. I 1720
var Wiel, som var en trælasthandlers søn, blit gift med en træ
lasthandlers datter, Maren Moss.
Lyche — fornavnet har jeg ikke set — var derefter
lagmand til 1764. Baade han og formanden hadde nedlagt sine
1 Finne Grønn, Skifter.
- Den bekjendte statsraad Otto Vincent Lange var en sønnesøn av Tomas Lange;
lagmanden var altsaa hans oldefar.
5 — Gjerpen.
111.
C.JKRPKX
embeder, før de døde. Lyche døde i 17b'5. Han var tidligere
borgermester i Skien, hvor han i 1732 hadde forfattet: «En be
retning om Skien og ladestederne ved fjorden».
Jonas Gregers, lagmand 1764—1777. I hans tid forenedes lag
mandsembedet med stillingen som første borgermester i Skien.
Kiler Hagerup, lill —1797. Han blev den sidste lagmand og
sluttet den lange række, som hadde gaat gjennem mer end 500
aar; ti lagmandsembederne ophævedes i hans embedstid. Eiler
Hagerup var født 1740 og søn av stiftamtmanden i Kristianssand
Hans Hagerup. Eiler Hagerup hadde titel av justitsraad og bar
fra 1781 som tillæg til sit fædrenenavn adelsnavnet «Gyldenpalm».
Hagerup-Gyldenpalm levet siden i mange aar i Porsgrund, hvor
han først døde i 1817. I 1772 hadde han giftet sig med en Aren
dalsdame, Annette Andrea Dedekam. Av hans barn blev i alle fald
datteren Margrete døpt i Gjerpen, !'A 1771), og sønnen Eiler (Eilert)
28/ i 1781.
Den nuværende vei over nordre Brække op til Lagmandsgaar
den anlagdes i 1789 efter overenskomst mellem Hagerup og eieren
av nordre Brække, Halvor Nielsen. Den gamle vei var saa «dyb
og bløt», at den til visse tider av aaret var ufremkommelig x.
Efterat lagmandembedet var ophævet, blev dets embedsganrd
solgt. Kjøbmand Hans Christophersen Blom, som i flere aar hadde
forpagtet gaarden, kjøpte den da i 1799 og opførte paa den en
ny, stor toetages hovedbygning, hvor han tok bolig. Han gav
2,500 riksdaler for gaarden.
Hans Blom hadde forresten vel 20 aar iforveien bygget sig en
meget stor gaard nede i Skien efter byens brand i 1777, som
kaldtes «Blommegaarden» og efter ham eiedes av hans før nævnte
søn Christopher Hansen Blom paa Frogner. Denne gaard brændte
i den store brand i 18K6, og en sidebygning til den var just det
sted, hvor branden begyndte.
Hans Blom var en bror av provst Fredrik Blom paa Gjerpen
og, som han, født paa Bjaaland oppe i Laardal, antagelig i slut
ningen av 1743, da han blev døpt % 1744. Han gik samme vei
som flere av slegten: var først sjømand, og da han opgav sjøen,
kjøbmand i Skien, hvor han blev en av byens rikeste og mest
1 «Veiforeningen», skrevet paa stemplet papir og datert 21 » 178!). bevares
endnu paa Lagmandsgaarden.
GJKKPKX
67
anselte mænd. Ved siden av kjøbmandsforretningen drev han hon
ningkakebakeri og tobaksspinderi og endelig skibsrederi. Sammen
med sin svigerson Didrik Cappelen paa Mæla bygget han skibet
«Baron Holberg», som var Skiensfjordens største skib i sin tid.
Da der indsamledes penger til et eget universitet i Norge, gav han
1500 riksdaler. Han var paatænkt som Skiens repræsentant paa
Eidsvold; men hans død 2a/s 1814 hindret hans valg. Isteden
valgtes da svigersønnen Cappelen.
Bloms Lagmandsgaarden
Hans Blom var gift med Elisabet Katarina Rougtvedt, en datter
av kammerraad foged i nedre Telemarken Andreas Rougtvedt.
Hun var født i Kjøbenhavn i februar 1755, gift 13/io 1777 og døde
i 1823. Det var en meget dygtig kvinde, som med held fortsatte
mandens forretning. De hadde ikke mindre end 16 barn.
Andreas Rougtvedt Blom blev født i Skien aO/8 1787 og døde
paa Lagmandsgaarden 13/ s 1851 Da skiftet efter hans mor av
sluttedes, n/e 1825, fik han en arv paa 6,356 spd., hvorav Lag
mandsgaarden med <Duestien» blev utlagt ham for 6,000 spd.
Ogsaa Andreas Blom gik tilsjøs i sin ungdom og blev skibsfører.
Under krigen kom han i svensk fangenskap, men fik rømme til
Fredrikshald, hvorfra han blev hjulpet videre av statsraadinde Tank.
Med sin hustru Kristiane Blom, provst Bloms eneste barn, fik han
en betydelig arv og eiet en tid omkring 40,000 spd., men var
68
GJERPEN
uheldig som skibsreder og mistet
det meste av sin formue. Lag
mandsgaarden fik han dog be
holde til sin død. Ogsaa hans
enke, født 18A 178(5, død 7/8 1877,
91 aar gammel, fik leve sine aar
tilende der. Datteren Harma, født
paa Falkum 8/3 1815, overtok
gaardens styre efter hans død
og fik ogsaa være der, til hun
døde, ugift, ogsaa i høi alder,
18/ s1893. Den egentlig odels
berettigede eier var
Hans Blom, der var født paa
Lagmandsgaarden 15/ u 1819;
men han kom aldrig til al
overta gaarden, da han blev
skolemand. Han var baade teo
logisk og filologisk kandidat,
Johan Christie.
men blev lærer. Efterat ha væ
I'ngdonisfotografi fra Tyskland.
ret rektor paa Tromsø forflyttedes han i samme egenskap til Fredrikshald, men maatte paa
grund av sykelighet ta avsked i 1577 og tilbragle sine sidste leve
aar i Gjerpen, hvor han døde paa Mæla '! > 1881 og ligger begraven
paa Gjerpen kirkegaard. Han har utgit franske og russiske lære
bøker, likesom han under sit ophold paa Tromsø i det hele salte
sig godt ind i russiske forhold.
Ingeniør Johan Koren Christie, søn av toldkasserer Werner
Christie. født i Bergen 18/ia 1827, blev 7i 1872 gift med Christopher
Hansen Bloms datter Katrine Fredrikke Blom, født 89/io IS4I, og kjøpte
Lagmandsgaarden for en del av sin hustrus store arv, der utgjorde
100,000 kroner. Han overtok gaarden i 1880, forbedret dens drift
og istandsatte eller nybygget husene, som var i en meget daarlig
forfatning. Hovedbygningen blev ikke bare istandsat; den blev
væsentlig forandret baade i det indre og i det ydre. Saaledes blev
den nu væsentlig énetages. Christie, som fra 1860 hadde været
ansat ved statens veivæsen og fra 1875 ved jernbanevæsenet, var
mindre økonomisk og forretningsmæssig anlagt. Særlig faldt hans
teglverksspekulationer saa uheldig ut, at han i 1902 maatte opgi sit bo
til kreditorerne. Derimot hadde han utprægede kunstneriske og arkæo-
f.JEKPKN
69
logiske interesser, som var gaat i arv til ham. Hans onkel var den
bekjendte præsident fra riksforsamlingen paa Eidsvold og stortinget
samme aar, likesom den bekjendte arkitekt fra Trondhjems dom
kirke var hans bror. Som Bergens museum skylder stiftamtmand
Christie sin tilblivelse, var det ogsaa hans brorsøn ingeniør Christie,
som i 1891 la den første grund til Skiens museum og arbeidet
utrættelig og opofrende for dets fremgang. Skiens museum dan
ner grundlaget for det store fylkesmuseum paa søndre Brække,
hvis stiftelse Christie dog ikke fik opleve, da han døde i Skien
et par aar i forveien, den 16de august 1907, henimot 80 aar gammel.
Boets administration skilte Lagmandsgaardens hovedbygning og
have fra jordveien. Den sidste ble v tildels utparcellert, men det
meste av hvad der ikke alt var frasolgt av Christie seiv, — som
f. eks. Bergsland, hvorover nu Bratsbergbanen gaar ind i den store
in nei, og som nu i det hele ligger under byen og blir bebygget
fra byen, - kjøptes først av en telemarking Sondre Bjaaland fra
Laardal. Han passet dog litet til forholdene, hvorfor han igjen
solgte gaarden til jærbuen Seland fra Time, der fremdeles har den
og har drevet den med stor dygtighet. I det sidste aar (1918) har
han imidlertid solgt fra en betydelig del av det bedste til msegler
Hans Høier, søn av den tidligere eier av søndre Brække Nils
Høier. Da Høier er blit en rik mand under de nuværende kon
jnnkturer, vil der antagelig snart reise sig en anselig rigmands
villa nordenfor den gamle gaard.
Konsul Hans Halvorsen Holta er den nuværende eier av Lag
mandsgaardens hovedbygning og. have. I de nærmeste aar efter
eiendommens opløsning blev der drevet et pensionat i hovedbyg
ningen, saa leiedes den av amtmand Viggo Ullmann; men da han
i 1904 kjøpte hovedbygningen og haven, som stod igjen av det
gamle Bratsberg, kjøptes Lagmandsgaarden av grosserer H. H.
Holta, som i høi grad har baade utvidet og forskjønnet den gamle
gaard, saa den nu med sin store, smukke have igjen er blit en
fuldt herskabelig bolig.
Holta er født 7de november 1859 i Sauherad, hvor hans far
var gaardbruker. Efter at ha faat en foreløbig utdannelse paa
folkehøiskolen, gjennemgrk han først undérofficersskolen i Kri
stianssand og senere Griiners handelsakademi i Kjøbenhavn. Efter
et ophold i England nedsatte han sig saa i 1882 som kjøbmand
i Skien. Ved sin store forretningsdygtighet og sine mange inter
esser er han efterhaanden kommen til at indta en meget fremskutt
70
C.JKHPEX
plads i forskjellige retninger.
Han er saaledes medlem av
det store trælastfirma Blak
stad Holta & Co. og har
i senere aar væsentlig været
den ledende i firmaet. Like
ledes er han formand i di
rektionen for Skiensfjordens
Kreditbank, i styret for Skiens
verksteder og Skien—Tele
markens dampskibsselskap.
Han er blit videre kjendt for
sit energiske arbeide for op
rettelsen av en færgeforbin
delse mellem Brevik og Jyl
land. Han er fremdeles for
mand i Skien—Telemarkens
ttiristforening og i styret for
Telemarken—Grenlands mu
H. H. Holta
seum paa søndre Brække.
1 anledning av sit (50 aars jubilæum har han oprettet et legat
til museet paa 10,000 kroner eiter tidligere al ha skjænket det
20,000 kroner, endvidere 5,000 kroner til historielaget for Tele
mark og Grenland, likesom han til utgivelsen av Gjerpens bygde
bok I. 2 bidrog med 500 kroner. Endelig gav han samtidig med
den store gave til museet 20,000 kroner til et legat for fattige og
gamle i hans hjembygd.
Konsul Holta blev 80/ia I*9o gift med Dorothea Charlotte Erich
sen, en datter av kjøbmand Johan Erichsen i Skien.
Gaardsrummet paa Mæla.
Kfter et gammelt daguerreotypi
MÆLA
Mæla
sletten nordenfbr
hvori
det nuMæla
fra Iste
juli ligger
1916 paa
er indlemmet.
Paa Skien,
østsiden
grænser
til
prestegaardens nederste del, som nu likeledes hører til byen. Gaar
dens rette, uforvanskede navn vilde være Mærden. Navnet er for
øvrig blit forandret paa samme maate som Hollen til Holla, Dolven
til Dolva o. s. v. Den sidste del av sammensætningen forekom
mer, som alt i Gjerpen I nævnt, ogsaa i flere av navnene paa de
i nærheten liggende gaarder, som, foruten i prestegaardsnavnet
Gjerpen, i Hyni, Grini, Limi (eg. Hynin, Grinin o. s. v.), paa Ut
haugen i Sanni, Søli (Søilin) o. s. v. Den første del i navnet antages at
være morSr, gen. marSar, dyrenavnet maar, altsaa oprindelig Mar
darvin = «Maarengen». Med hensyn til dyrenavnet, sml. Rosvold,
eg. Refsvellir, llævevoldene, Furuvold, eg. Folavellir, Folevoldene,
likeledes Oterholt, Svinholt, Ekornrød. I dansketiden skrev man
rent feilagtig «Mellum», som man til eks. kan se i de gamle pro
tokoller, da tingene holdtes paa Mæla.
Mæla var, saa langt man kan se tilbake, delt i to bruk, nordre
og søndre Mæla, hvorav nordre Mæla eller «Stormæla» altid har
været hovedbruket. Det hadde i 1890 en skyld av 65 mark 97
øre. Hertil hørte dengang 12 bortforpagtede stykker, hvorav der
svartes en aarlig grundleie. Pr. Iste januar 1891 utgjorde besæt
ningen 8 hester, 61 storfæ, 6 svin. Av fjærkræ holdtes 36
72
GJERPEN
høns. Der var over 1000 maal dyrket jord foruten en meget stor
have.
Den første kjendte eier av Mærden het Aaste, et sjeldent mands
navn, som dog er bevaret i Gjerpen i gaarden Aasterud eller, som
man her siger, «Aasterød», paa østkanten av bygden l. Aaste var
kong Erik Magnussøns ombudsmand i 1294.
Bjørgulu Aastessøn hadde gaarden 42 aar senere og har været
Aastes søn. 12te mars 1336 var han, sammen med et par andre
mænd, paa Bratsberg vidne til, at Ivar Ogmundssøns ombudsmand
Jon Baardssøn løslot Torleiv «av fangelsen», idet Solve a Limine
(altsaa en Gjerpensmaiid) «borgade» eller indestod for ham, Dipl.
11, 217. Aaret efter, 7/s 1337, indberettet Bjørgulv, seiv som Ivar
Ogmundsens ombudsmand, Helge Geirmundssøns drap til kong
Magnus. Dipl. I, 245.
Ivar Ogmundssøn var dengang syslemand 2.
Aaste Bjørgulvssøn, den førstnævnte Aastes sønnesøn, var eier
av Mærden 17de januar 1354, da han som kongelig ombuds
mand frikjendte Omund Olavssøn i Nissedal for at ha været
med «hvfirke rapande eller voldande at hengja Gunnar Ækra».
Det var en sjelden maate at dræpe paa. Siden der øiensynlig
har været flere med paa drapet, har det kanske været en slags
lynchjustis?
I 1395 het eieren av Mærden Tormod Valdjuvssøn. Hans «eigin
kona» Herborg var maaske en sønnedatter av Aasle og Tormod
maaske blit eier av gaarden ved hende. Det nævnte aar «a odens
dagen nestefter Marteinsmesso», altsaa onsdagen efter 10de novem
ber, gjorde han, under uttrykkelig tilslutning av sin hustru «i
prestegardenom i Gerpini» en overenskomst med biskop Øistein
Aslakssøn, som da opholdt sig paa Gjerpen under sin visitasreise
til Telemarken. I et brev, utstedt paa Gimsø 14de januar 1409
overlot egteparret Tormod og Herborg («Berulvsdatter» vistnok feil
agtig for Bjørgulvsdatter) søndre Mærden til ridder Gaute Erikssøn
for hans levetid, «at bygge, saa og pløie,» hvorefter gaarden igjen
skulde falde tilbake under Tormod og Herborg og deres arvinger.
Vidner til overenskomsten var provsten Jon Kjetilssøn paa Gjerpen
1 Hermed kan sammenlignes en anden gaard paa denne kant: Grunderud, av
det likeledes sjeldne mandsnavn Grunde. Gaarden kaldes nu almindelig «Grøn
nerød» ! Værre er dog forvanskningen av Kiriksrud i øvre Gjerpen, der er blit
til «Erse»!
Se om ham foran under Bratsberg.
GJERPEN
73
og lagmanden Harald Haakonssøn. Dipl. IV, 775. Allerede iet
brev av 30te oktober 1385 tales der om «nørdre Mærdine i Gerpine
sokn», saa gaarden alt har været delt før 1409, da Gaute fæstet
søndre Mærden. Aaret efter dette sidste, den 6te december 1410,
kjøpte Gaute av biskop Jakol) Oslo domkirkes gaard i Skien,
kaldet «Herrans garde», en gaard, som oftere omtales, blandt andet
som tingstue for lagmanden. Gaute forpagtet ogsaa biskopstienden
av Gjerpen sogn for en aarlig avgift av 5 nobler. Denne handel
sluttedes paa Gjerpen prestegaard, hvor biskopen da opholdt sig,
antagelig paa visitasreise. Dipl. IV, 783.
Denne Gaute Erikssøn er en i Norges historie velkjendt mand.
Han tilhørte familien Galtung, var ridder og riksraad. I sidst
nævnte egenskap tok han del i Kalmarmøtet i 1397, hvor unions
dokumentet ble v opsat. Ellers var han fra 138(5 sijslemand i Skiens
sysle. I et brev av ste april 1399 betegnes han som kongens
«fogothe i Skidu syslo». Allerede før 1380 er han nævnt iet
brev fra dronning Margrete til hendes husbond kong Haakon; hun
ber kongen i brevet, at han ikke vil være «üblid» paa Gaute
Erikssøn, fordi han ikke var istand til at komme til ham. 19de
december 1386 udstedte lagmanden Harald Haakonssøn i «austr
gardsstovone i Gimsøine» et brev, hvorefter han med llere var
vidne til, at Olav Olverssøn solgte Gaute Erikssøn et markebol
jord i Hægseter (Høgset), som ligger «i Gerpine sokn å Hofund»,
for to merker guld, som han skyldte Gaute, Dipl. I, 550. Et par
maaneder før hadde biskop Øistein paa sin visitasreise i Tele
marken, mens han opholdt sig paa Kilen i Kviteseid, den 24de
oktober 1386 forpligtet en drapsmand deroppe, Grjotgard Nikulas
søn, til at betale Gaute Erikssøn, antagelig paa kongens vegne, 8
pund «hardstein» eller brynesten, som skulde leveres i Skien 3
uker efter, Dipl. IV, 651. Den 12te mai 1399 erkjendte sysle
manden paa Færøerne, Greip Ivarssøn, i et i Skien utstedt brev
at have kjøpt av «hæderlig ridder og sin kjære frænde» hr. Gaute
Erikssøn et skib, som han med Guds hjælp vilde «sigle» til Fær
øerne, og skulde give for det 200 mark at betale med 2 huder for
hver mark og 24 «pakker» færøisk vadmel. Iste april 1412 gav
Gaute Aslak Askjelssøn gaarden Nottingen i Mandalen paa Agder
«frjølst og heimholt firir hvarjum manne».
Gaute Erikssøn var fra omkring 1380 gift anden gang med
Margreta, en datter av riksraad Otto Svalessøn Rømer og en datter
datter av drotseten Erling Vidkunnssøn (død 1355). Med hende
74
GJERPEN
hadde han en datter, som het Gertrud. Gaute og denne hans
hustru ligger begravne paa Gimsø, hvor han allerede i levende
live hadde en «sovestue».
Ved fru Margretas død gav han
klostret flere gaarder. Tidligere hadde han git Vadstena kloster
i Sverige 3 gaarder i Vestergotland for sin første hustru og hendes
mor, som hadde faat sit hvilested der. Hr. Gaute har været baade
en høitstaaende og from mand, ser det av alt ut til.
En anden i tidens historie ikke ukjendt mand bodde nu længe
fremover paa nordre Mæla, nemlig fogden Herlaug Pederssøn ; ja,
han synes at ha bodd der i omkring halvhundrede aar
Han
var der allerede 14/io 1410, da Gaute endnu var paa søndre
Mærden.
Herlaug Pederssøn nævnes i september 1414 som «fuithe i
Skydo syslo», i juni 1410 er han «fauuita»(!) fremdeles og har
vel været det nogen aar tidligere ogsaa. 12te januar 1424 kaldes
han «undersyslemand», som vel ikke er wrsentlig forskjellig fra
foged, der ved denne tid holdt paa at bli en almindelig benæv
nelse paa disse kong Eriks forhatte tjenestemauid. 1426 og like
ledes 1446 tituleres han «væbner». Ved forliket paa Jersøen mel
lem Svarte Jens og Amund Sigurdssøn (nærmere omtalf foran)
fritoges specielt Herlaug Pederssøn fra at forlate landet, mens alle
de øvrige fremmede fogder skulde utvises og kun ha fred i landet
til nærmeste St. Hans. Han har da vel ikke været saa ilde likt
som de andre; men 8 aar senere, i 1444 eller aaret forut, gjordes
der ogsaa et opløp, som specielt var rettet mot ham. Et minde derom
er be\aret i et brev av 30te mars 1444, da Orm Sigurdssøn fra
Øverland i Kviteseid forlikte sig med ham for sin verfar (svigerfar)
Grim og sig seiv «fore roll' ok utløp, som de hafve giort Herlaug,
i sva mate, at Orm skal atterfange (faa igjen) ein dyne ok V styk
ker klæde ok give honom 11 11 mark gulls ok have luget (betalt)
innen XII manade», Dipl. V, 724. Den Ode september 1454 kvit
teret han paa Mærden Svenke Svenssøn for bøter i anledning hans
overfald paa Herlaugs tjener Jeppe Falster, der hadde tilsynet med
en gaard, Herlaug hadde i Hardanger, eller som det heter i brevet
«for det roff, som han mik røffede udi Hardanger». Dipl. I, 831 •
I begyndelsen av aaret 1458 levet han endnu, da han var
tilstede med flere andre paa et møte i Skara i Sverige; men aaret
efter, Bde juni 1459, levde han ikke længer. Hans hustru Ådal
(Aadel) Erlingsdotter, som tydelig maa ha været norsk, var nemlig
da enke.
C.JKRPKX
75
Jens Pederssøn, en bror av Herlaug, blev hans eftermand som
foged og bodde ogsaa paa nordre Mærden. Ovennævnte Bde juni
1459 stadfæstet han «det kaup (d. e. den handel), som min broder
Herlaug Pederssøn, hvis sjæl Gud naade», hadde sluttet med Egil
Neridssøn, til hvem Herlaug hadde solgt 3 markebol jord i nedre
Taraldli i Molands sogn i Fyresdal. Dipl. I, 880. Den 14de mars
1474 — altsaa omkring 15 aar senere — var provsten paa Gjerpen
Peder Gudleikssøn med flere vidne til, at «Jens fut» og hans
hustru forliktes med Margit Aslaksdatter om en arv og mange
andre ting, hvorom der hadde været tvist mellem dem, — som
det heter i brevet: «ok mong onnor malefni ok articula, som
theirra mellom var komet.» Det er baade oldnorsk og latin, saa
det kanske er provsten, som har sat forliksbrevet i stil. Dipl.
111, 905.
Sidstnævnte brev blev opsat paa søndre Mærden, saa fogden
kanske nu var flyttet dit. Endnu nævnes han i et brev, dateret
14/ii 1477, saa han altsaa har været kongens foged paa disse kan
ter omkring 20 aar. Som sin bror var han gift med en norsk
kvinde, Herborg Nikelasdatter. Hun var av formuende forældre.
At faa egte slike kvinder var just et maal for mange av de
danske adelsmænd, som kom herop. Del var ikke nok med, at
de gjennem haard inddrivelse av tunge skatter utsuget landet, saa
vel som gjennem haarde bøter; de sat ogsaa efter de rike gifter,
og det fremrnede var vel ogsaa her fint og gildt i mange av de
unge pikers øine.
Der var vistnok endnu en tredje bror; foruten Herlaug og
Jens ogsaa en som het Håkon Pederssøn. I 1452 fungerte han
her en stund; ellers var han foged i Brunla og nævnt som saadan
baade 1447 og 1453.
Saa vet jeg intet om eierne av Mæla i hele 200 aar. Mjn
kunde vel altid med en del besvær faa visst noget om deres
navne i det mindsle; men det har ikke faldt saa for mig, at seiv
det har lykkedes. Nu følger derimot en række eiere, av hvis
vældige rigdomme det endnu lyser. Med dem kom vel ogsaa først
Mælas egentlige «glansperiode»; men jeg maa ogsaa med hensyn
til dem la mig nøie med mindre, end jeg kunde ønske. Det
er ogsaa i grunden egentlig Skiensfolk og ikke Gjerpenfolk, som
det her gjælder.
I første halvdel av 17de aarhundredeeiedes søndre Mæla av borger
mesteren i Skien Jan Trinepol. Det maa vel, efter navnet at dømme, ha
76
G.IKKPKN
været en hollænder av første oprindelse. Alt i 1609 var han borger
mester i Skien. Foruten Mæla eiel han i Gjerpen 3 huder i det
nærliggende Venstøp samt 1 tønde i Sukka oppe i Puttene og
likeledes en tønde i Luksefjeld. Dette tyder egentlig ikke med
nødvendighet paa nogen større rigdom, og den var kanske heller
ikke større. I 1651 var Jan Trinepol ikke længer ilive, og 18/ia 1660
blev hans enke, Anne Engelsdatter, en datter av lagmanden Engel
Knudsen, der, som vi lærte ham at kjende blandt lagmændene,
kun var en «middels» engel, begravet i Gjerpen kirke, 71 aar
ga mm el.
Sønnen Kornelius Trinepol var raadmand og rik kjøbmand i
Skien, foruten eier av Mæla. Han blev begravet is/s 1678, 677*
aar gammel. Han hadde været to ganger gift, først med Aase
Iversdatter og anden gang med Karen Iversdatter Friis fra Landvik
ved Grimstad, der var av adelig slegt, likesom en datter av lag
mand Engel Jenssøn. Maren Engelsdatter, blev gift med en mand
derborte av samme familie. Deres datter Aase Trinepol blev 7/io
1673 gift med fændrik ved Vesteiiens regiment Laurits Brun,
som kun levet 7s aar efter bryllupet og blev begravet oppe i
Kviteseid aVs 1674.
Samtidig med at disse Trinepoler hodde paa søndre Mæla bodde
Hans Iverssøn paa nordre eller paa Stormæla, og med ham blev
det ogsaa stort der 1. Til at at begynde med var Hans Iverssøn
ikke meget velstaaende; men han var en flink forretningsmand,
og han var det ogsaa i begge sine egteskaper. Ved det ene som
ved det andet endte han som sin tids rikeste mand i Skien, og
hadde han faat et længere liv, hadde han vist ogsaa faat en
endnu større formue, men han blev begravet 3 % 1668, kun vel
51 aar gammel, da han var født 7a 1617. Skiftet efter ham blev
sluttet til jul 1668 (5/is). Boet kom paa 64,530 riksdaler foruten
3,124 i usikre, mest utenlandske fordringer. Hans omfattende
jordegods takseredes til 18,328 riksdaler. Naar vi nævner enkelte
av hans eiendomme, faar vi bedre begrep om, hvoiiedes vi maa
bedømme priserne, maalte med nutidsmaal. I Eidanger eiet han
saaledes Jønholt og admiral Pros Munds tidligere herregaard
Bjerketvet, i boet takseret til 800 riksdaler, i Solum Siljan, i Holla
Fén og Romnes - takseret til 400 riksdaler —, fremdeles Søve,
den nuværende landbruksskolegaard, Gunheim i Sauherad, takseret
1 Kornelius Trinepols hustru Aase Iversdatter er maaske en søster av Hans
Iverssøn.
GJERPEN
7
til 300 riksdaler, Bjerva i Bø, Jamtvet, Ramberg og østre Ryen
i Heiddal, Kleppen i Hjartdal,, ja, helt op til Seljord og Kviteseid
hadde han gaarder! Den samlede skyld av boets hele jordegods
var 98 tønder, 2 mæler, 637ahuder og 3 skind. Men alt dette jordegods,
hvis samlede takst, som nævnt, var 18,328 riksdaler, utgjorde dog
ikke mer end fjerdeparten av hele hans formue! Hertil kom nem
lig baade bygaarder og skibe, store lagere og kostbart løsøre.
Alene sølvtøiet taksertes til 700 riksdaler! Rikere mand har der
visst aldrig været i Skien, hverken før eller senere. Omsat til
nutidens værdier blev det hele mange millioner.
Hans Iverssøns første hustru het Pernille og var datter av den
rike trælasthandler Halvor Nilssøn. Hun var født 1624 og døde
1659, kun 35 aar gammel. Hun var en søster av Gjerpenspresten
Nils Halvorssøn. Hans Iverssøn giftet sig igjen aaret efter, Via
1660, med Magdalene, datter av sognepresten i Skien, hr. .lesse
Matsen. Hun overlevet sin mand i mange aar og døde først i
1707. Med Pernille hadde han 7 barn, 3 Rønner: Ivar, Halvor
og Gjert, og 4 døtre: Dorte (død som barn), Karen, Anne og
Maren. Av barnene med den anden hustru kan nævnes datteren
Pernille, opkaldt efter den første hustru. Ved skiftet efter hende
fik barnene tilsammen en arv paa 15,800 riksdaler. Dertil skulde
hver faa 100 riksdaler, naar de skulde ha bryllup, for at det kunde
bli et stort gilde. Da han var død, la barnene paa sin side sam
men og kjøpte for 500 riksdaler deres farbror Gjerts gaard i byen.
Den skulde indredes til et kapel over hans grav. Kirken, skolen
og byens fattige hadde han betænkt med tilsammen 500 riks
daler. Storsindet har han været, og stort vilde barnene gjøre det
til hans ære. Hæder over hans minde, om alt nu er glemt! Han
har gjort sin gjerning.
Svogeren, mag. Hannibal Jessen, sogneprest i Skien, gift med
Margrete Adeler, som før nævnt, eiet i den følgende tid søndre
Mæla.
Ved skiftet efter ham i 1695 taksertes denne del av
gaarden til 450 riksdaler.
Prokurator Peder Bagge er derefter bl it eier av nordre Mæla,
hvorledes, vet jeg ikke. Omkring 1710 optræder han ofte paa
tingene som «fogedfuldmægtig». Hans søn Jakob blev under en
St. Hansmoro ved uforsigtighet skult ihjel av en kamerat, søn av
prokurator Peder Christensen, mens de lekte med en nøklebøsse.
Peder Bagges hustru het Margrete.
i.
78
GJERPKX
Kjøbmand Peder Jakobssøn Juel arvet nordre Mæla ved egteskap
med Bagges datter Katrine 1 .
Grosserer Didrik v. Cappelen arvet nordre Mæla paa samme
maate, ved egteskap med Juels datter Petronelle (født 1737, død
1785). Aaret efter hendes død, i 1786, giftet Cappelen sig igjen
med den 18-aarige Kristiane Elisabet Bøiesen (eller Ording), han
var da 52 eller 34 aar ældre. Cappelen, som var født i 1734,
døde i 1794, 60 aar gammel 2. To aar efter hans død giftet ogsaa
enken sig igjen, i 1796, med Jakob Aall paa Borgestad, hvor hun
døde i 1833.
Didrik v. Cappelen, junior, var født i Skien 21 / t 1767 og døde
paa Mæla 3 /± 1828. Den bekjendte Gudbrandsdøl Kristen Pram,
som i aarene 1804 —1806 reiste i Norge, ansat hos et kngl. dansk
selskap til jordbrukets fremme, skriver i sin indberetning til sel
skapet om Didrik v. Cappelens jordbruk paa Mæla: «Paa en
avlsgaard, som han eier nær byen, sætter han ære i at drive kul
turen til det høieste ved anvendelse a f an skallet fortrinlig ager
dyrkningsapparat, ved forsøg med forskjellige sædearter og for
skjellige kulturmaader» o. s. v. 3
Didrik v. Cappelen, junior, var ogsaa to ganger gift, først med
Marie Plesner, født 1768, død 1800, kun 32 aar gammel, anden
gang med Marie Severine Blom, født 1778, død 1832, datter av
Hans Christophersen Blom paa Lagmandsgrarden. Cappelen, som
i sin tid var Skiens rikeste mand og foruten Mæla eiet Gimsø,
Bratsberg og Hollen jernverk, fordelte disse eiendomme saaledes,
at sønnen Hans av andet egteskap fik Mæla og Gimsø, sviger
sønnen Christopher Hansen Blom, der var gift med datteren Marie
Elisabet, fik Bratsberg, mens sønnen Didrik av første egteskap,
født 1795, fik det større eiendomskompleks Hollen gaard med
jernverket. Sidstnævnte døde i 1866.
1 Raadmand Peder Rasmussen Juel, død 1684, og sønnen Peder Pederssøn
Juel, sogneprest i Eidanger, død 1685, er vel av samme familie. Prestens søster
Sarka var anden gang gift med postmester Mikkel Povelssøn Ringkjøbing, første
gang med Jakob Pederssøn Bloch, død 1694.
2 Didrik Cappelen var søn av kjøbmand i Skien Didrik Cappelen, som var
født 1699 og døde 1768. Han var gift med Dortea Ringkjøbing, død 1761. en
datter av ovennævnte postmester Ringkjøbing og Sarka Pedersdatter. Hans far
Ulrik Fredrik Cappelen var ogsaa kjøbmand i Skien, født 1668. død 1722. Hans
far Johan Cappelen, født 1627, død 1688, var foged i Lier. Familien er av tysk
oprindelse.
8 Se Schneider, Fra det gamle Skien.
GJERPEN
79
Det kostbare monument over ham paa Skiens gamle kirkegaard
blev, tillikemed de gjenværende rester av hans ben, da kirkegaar
den rasertes og opfyldtes, overført til Brække museum, hvor det
er opstillet i havens samling av gamle gravmonumenter l.
Hans Blom Cappelen, der var søn av Marie Severine Blom,
Hans Bloms datter, var født 23h 1803 og døde juledag 1846. Hans
mor hadde bodd som enke hos ham og var død paa Gimsø 2/n
1832. Han blev 26/i2 1825 gift med Benedikte ? Cappelen, en datter av
grosserer Ulrik Fredrik Cappelen i
Porsgrund. Hun var født i 1804
og døde paa Gimsø IH/n 1881, efter
med stor dygtighet at ha fortsat sin
mands mangeartede forretning, un
der firma «Hans Cappelens enke»,
indtil 1874, da Gimsø overtokes av
sønnen Didrik 2.
Mikael Cappelen, tidligere bosat
i Lier og Drammen, kjøpte, som del
synes, Mæla av Hans Cappelen paa
Gimsø og døde paa Mæla s/n 1829,
kun 42 aar garn mel, hvorefter gaar
den indehavdes av enken Petronelle
Kristine Carpelen. Deres datter Marie
Severine, opkaldt efter bedstemoren,
født Blom, født i Drammen i 1814,
koniirmertes i Gjerpen i 1830.
Fredrik Charlow Sophns Borch
F. C. S. Borchsenius.
senius kjøpte Mæla av enkefru
Petronelle Cappelen.
Borclisenius var søn av sogneprest Johannes Borchsenius i
Værum, Jylland, hvor han blev født 10/ i 1808. Han var norsk
juridisk kandidat fra 1832 og blev i 1844 foged i nedre Tele
marken. Han nød stor tillid baade i det engere og i det større
distrikt, var saaledes ordfører i Gjerpen 1853—1859 og repræsentant
for Bratsberg amt paa ikke mindre end 8 storting: 1842, 1845,
1848, 1854, 1857, 1858, 1862—1863 og 1864. Paa Mæla blev der
straks efter hans overtagelse av gaarden oprettet en landbruksskole
for amtet, hvis første bestyrer likeledes var en dansk prestesøn (fra
Se mer om ham og hans anden hustru under Borgestad.
Mer herom foran under Gimsø (Bratsberg).
80
GJKRPKN
Sjælland) Kaspar Holter Jensenius, der utgav en «Økonomisk
beskrivelse av Bratsberg amt».
Da Jensenius i 1850 sluttet ved
skolen, ansattes en svensk agronom Skoglund som bestyrer. Skolen
nedlagdes i 1867 for senere at avløses av en fuldkomnere land
bruksskole paa Søve.
Foged Borchsenius var gift med Anne Margrete Wessel, datter
av den gamle sorenskriver Jonas Wessel paa Bjørndalen i Solum.
Hun var født Via
1810 og døde 27i
1885 i Skien. Borch
senius døde ogsaa
i Skien, L2/ia 1880.
(iaarden var da
solgt til den rike og
agtede Heiddøl Ola
Håane, fra Haave i
Lillehered, en god
ven av kong Oskar
den 2den, som han
efter indbydelse be
søkte paa Bygdø.
Efter Haaves død
gik gaarden over til
svigersønnen Hal
vor Jønsi i H eid dal,
der heller ikke til
Ola Haave og Kong Oskar den 2dcn.
liilledet <>r In I under Hamlakskunalens aapniug
Fotograf Saabye. Skien.
flyttet Mæla, men
blev boende i Heid
dal. Han var gift
med Haaves datter
Marie, som døde
1914.
En mængde embedsmænd har i tidens løp bodd paa Mæla og leiet
sig bolig i gaardens rummelige bekvemmeligheter. Saaledes amt
mændene Lindberg og Esemann i ældre tid og i nyere tid amt
mændene Wedel Jarlsberg, Aubert og Engelhart, og flere soren
skrivere og fogder samt forskjellige andre embedsmænd, skole
mænd, ingeniører o. s. v.
Jeg har paa grund av omstændigheterne hat mindre leilighet
end ønskelig til at sætte mig ind i Mælas nyere historie.
Fossuin gaard.
FOSSUM
Fossuin
maa, Hovedgaarden
som den nu fremtræder,
siges
at være
slots
mæssiggaard
bebygget.
var oprindelig
nordre
Fossum;
men godset omfatter nu baade nordre, søndre og midtre Fossum
med underliggende 10 husmandspladser og 5 bortforpagtede jord
stykker. Hertil, som fjernere tilliggelser, 62 leilændingsgaarder og
44 husmandspladser, med samlet skyld 837 mark. Den dyrkede
jord utgjør 14 800 maal, skogen 325 000 maal x.
Sammensamlingen av dette store jordegods staar i oprindelig
forbindelse med et jernverk, der antages at være det ældste i
landet.
Den fra øvre Telemarkens bergverkshistorie fra Kristian den tredjes
dage kjendte bergmester Hans Glaser omtaler i en indberetning til
kongen fra 1538 «den overflødighed af jernmalm, som fandtes der
i egnen». Han skriver bl. a.: «Efterdi Gud har vist os over
flødighed af jernmalm, som sees udbredte paa mange steder i
vidtudstrakte feldte, hvorpaa tre hammersteder allerede ere hos
mig muthede og bekræftede, saa have de, som ere givne disse
hammersleder i forlening, foresat sig til foraaret at bygge jern1 Efter Helland. Bratsberg amt. Opgaverne er lier. som andensteds, fra Vi
1891. Efter en senere opgave til Wladimir Moes «Norske storgaarde» utgjorde da
den samlede skyld 815 mark. leilændingsgaardenes antal 56. husmandspladsene 42.
Forskjellen er frasolgt.
(i — Gjerpen.
111.
GJERPEN
82
hamre.» Med hensyn til benævnelsen «hammersteder» oplyser
professor Helland, at jerntilvirkningen dengang endnu ikke foregik
i masovner, men i aapne esser, hvor jernmalmen blev utvundet
og derefter hamret.
I en senere indberetning fra 1543 siges der, at jernmalm ud
vindes i mængde «ovenfor Skien», og at den er av en særdeles
god beskaffenhed.
I 1550 fik lensherren paa Bratsberg Klaus Hvitfeldt brev fra
kongen, rettet til bønderne i «Skisyssel, udi Gjerpen sogn og Melum
sogn, Slemdal og Solum hered», hvori kongen paalægger Hvitfeldt
«at færdigholde jernhytten til kongens behov». Naar derfor han eller
hans fuldmægtige tilsiger dem, «skulle de hugge bulved og føre den,
hvorhen det befales. Om der, medens dette arbeide staar paa, ud
skrives nogen almindelig kongeskat, da skulle de for denne være
forskaanede» l.
Via 1558 fik mester Wulf hammersmed «Kronens jernhytte i
Skiens syssel, med hammer og al redskab, til anderledes tilsiges,
dog at han skal holde sig og sit folk og svende, som han bruger
til jernhytten, paa egen omkostning med løn og underhold og aarlig
give kongen i afgift den niende vog godt stangjern af alt det jern,
han der smeder og gjør, efter Kjøbenhavns vegt, hver vog for 30
skilling dansk. Kongen vil lade lensmanden paa Bratsberg regne
med ham hver maaned og betale ham det jern, han paa kongens
vegne bekommer af ham, og hvis (d. e. hvad) jern han ydermere
kan forarbeide, maa han sælge og forvende til sin nødtørft, hvor
han vil. Han skal seiv bekoste al kul og jern, sten, ild og
arbeidsløn og dermed ingen besværing gjøre undersaatterne. Om
kongen bliver tilsinds, at han vil forandre jernhytten eller mester
Wulf ei vil bruge den længer, da skal han levere fra sig hammeren
og alt tilbehør i jernhytten efter hans inventarium, ligesaagodt som
han det annammede, og holde samme redskab færdig og ved magt
paa egen omkostning, saa længe han bruger det. Ligeledes skal
han holde hytten ved bygning med tag og vægge; men dersom*
det ganske hyttehus forfalder og maa opbygges paany, da skal
lensmanden opbygge ham del uden besværing. Kongen har og
undt mester Wulf kronens bondegaard nordre Foss, som han nu
seiv udi bor, saa længe han er hammersmed, fri for afgift» 1.
22/ s 1559 skrev kongen, nu Fredrik den anden, til lensmanden
Peder Bildt: «Vid, at Vi have befalet Vore hammersmede paa
1 Riksregistranterne
(iJKRPKX
83
jernhytten udi Skien (d. e. i Ski syssel) at skulle til Vort behov
arbeide nogle jernstænger og anden del, og de beklager, at de ikke
have at forlægge, hvis de skulle paaholde; thi bede vi, at du for
lægger og forstrækker dem til deres underholdnings behov og anden
nødtørft halvparten af hvis (hvad) malt og rug, som vore bestil
linger formelde, Vi dem givet have, og dersom nogen vil fordriste
dem (d. e. sig) til at feide (!) eller forurette dem paa jernhytterne
udi nogen maade, at du da haandhæver dem og tager borgen af
hvilken, som vil feide dem» \
Samme dag, 2i/s 1559, fik Kort hammersmed leie jernhytten
med bruk av Foss, Hammeval (Jønnevald?) og Barby (Berberg?).
Kort hadde hytten i leie til sin død i 15G4, hvorefter Hans Albrekts
søn den 16/io s. a. fik brev paa den, og gaarden Aas at bo paa.
Aas tilhørte altsaa ogsaa kongen, var «kronens gaard» 2.
13/-> 1563 skriver kongen: «Vi have undt og udi leie ladet
mester Ulf (= Wulf) hammersmed og hans broder Michel' vor og
kronens jernhytte udi Skiens syssel med hammer og alt Vort red
skab, som der tilhører, efter som de nu seiv udi verge har, at
have, nyde, bruge og beholde udi samfulde 3 aar næstefter dette
Vort aabne brevs datum.» Betingelserne var de samme som tid
ligere. «Vor lensmand paa Bratsberg skal forstrække forn. mester
Ulf og hans broder Michel paa deres arbeide til deres underhold
ning hvert aar, saa længe de have forn. jernhytte, 100 tønder malt,
liver tønde for 2 mark danske, og 50 tønder rug, hver tønde for
2Vs mark danske, og skal med dem afregnes udi den betaling for
det jern, Vi kjøber af dem, i halvdelen af forn. malt og rug» 2.
Peder Klaussøn, der, som nævnt under Bratsberg, var.paa
disse kanter i 1576 og nyttet tiden til at se sig omkring paa for
skjellige steder i byens omegn, var ogsaa op til Foss. Han for
tæller, at der paa Foss var «jernhytter, udi hvilke vandet med
stor kunst og behændighed driver deres instrumentel' og redskab».
26/ g1576 fik «skibsbygger Hugo Bedou og consorter (d. e. parti
cipanter) bekomme de jernhytter udi Bratsberg og Skien len, som
hans broder Nikolaus Bedou begyndt har, at have, nyde, bruge og
beholde udi 20 samfulde aar. Sammeledes, paa det forn. mester
Hugo Bedou og de, som skulle arbeide udi samme hytte, kunne
have nogen plads og værelse, da have Vi av samme gunst og
naade undt og bevilget, at forn. mester Hugo Bedou og hans con1 Kongen tænkte kanske paa feiden oppe i Seljord for ikke saa længe siden
2 Riksregistranterne.
84
(I.IKKPKN
sorter maa bekonune en Vor og kronens gaard, kaldis Gulset 1 , og
den med al eiendom og rette tilliggelse, intel undentaget, at have,
nyde, bruge og beholde kvit og fri, uden afgift, til saalænge forn.
aar ere forløbne» 2.
20/ o 1582 lik lensmanden Erik Brokkenhus kongens «kvittans
paa 1350 daler, hvormed han hadde forstrekt Hugo Bedou, Vor
skibsbygger, og nogle andre engelske hans consorter, med den
besked, at Vi skulle betale hvis (hvad) bekostning, Vi derpaa have
ladet anvende» -. Hugo Bedou, der efter dette synes at ha været
engelskmand, maa altsaa være kommen dygtig til kort.
Senere leiel borgermester Laurits Rasmussen i Skien jernhvtten
med tilliggende sagbruk og jord. Efter hans død ble v den ved
brev av 28/s1602 overdrat, likeledes med tilliggelser, til kngl. sekretær
Jørgen Brokkenhus mot en aarlig avgift av 20 gamle daler, foruten
hvert liende skippund av det utbragte jern. Denne forlening utløp
i 1611, hvorefter driften igjen synes at være overtat av kongen.
Efter en indberetning fra 1622 av bergmester Tobias Kupfer —
et meget passende navn paa en bergmester! —var jernverket «ved
Skeen» paa denne tid til liten nytte, uagtet «egnen var rig paa
skjønne jernmalme, der var tjenlige til slaalstøbning». Videre med
deler Kupfer, at nogle tønder jernmalm derfrå skulde prøves i
< høiovnen i Bergurm (d. e. Bærum). Ved «høiovn» menes mas
ovn, en indretning, som altsaa endnu ikke fandtes paa Fossum.
Der tales i denne tid ogsaa om en «mester Wolf», som solgte
sagblad, filer, krumtapper o. s. v., og om en Oluf «Bedagh» paa
Aarhus, der vel maa ha været i familie med foran nævnte Hugo Bedou.
2&/io 1624 fik Johan Post og Herman Krefting og flere, der dannet
det saakaldte «jernkompagni», brev paa det da som Fossum ut
trykkelig betegnede verk, og vistnok tillike privilegium paa alle
jernverker i Norge, saaledes ogsaa paa Eidsvolds og Bærums. Fos
sum verk overlevertes 2/io 1625 til kompagniet, som 2 aar efter,
IT/io 1627, fik sit privilegium fornyet.
Johan Post var egentlig guldsmed i Kjøbenhavn og hadde i alle
fald været det like siden 1609, saa han vistnok var en ældre mand
ved denne tid. Han foretok kun av og til reiser herop, men hadde
fremdeles sin faste bopæl i Kjøbenhavn, hvor han ogsaa døde nogle
aar senere, i 1631.
1 Gulset het oprindelig Gudulfsseter, sml. Gulsrød i Hedrum, hvis
navn var Gudulfsrud.
Kiksregistranterne.
GJKUPKX
85
Som man efter dette kunde vente, la han vistnok ikke nogen
større kraft i sin bergverksdrift. Henrik Post, som overtok driften
efter sin far, kom et par aar senere, 5/t 1633, under tiltale for lag
mandsrel til verkets fortabelse, fordi driften ikke var blit fortsat,
skjønt han hadde oppebaaret 1000 riksdaler (!) av kongen i for
skud. Allikevel fik han ''/ > 1635 nyt privilegium i forbindelse med
hans fars compagnon Herman Krefting; men samme aar om høsten,
7de november, bød kongen, «da Henrik Post og participanter ikke
havde fortsat bergverket udi Skien (her vistnok klart forstaat. om
syslen), skulde bygninger og materialia ved samme taxeres og
vurderes, forat de dermed contenteret bliver»; men hvorledes det
var og ikke var, vedblev dog Henrik Post, som nu hadde tat fast
bopæl i Skien, at ha med verket at gjøre. 6 aar senere, 17/<s 1641,
blev imidlertid privilegiet paa jernverket ved Skien overdrat til
«Jytte, Eiler Urnes*, da Henrik Post ikke vilde drive det længer.
Med «Jytte, Kiler Urnes» menes Jytte Gyldenstjerne, lensherren
Eiler Urnes enke.
Henrik Post var vistnok svakelig ved denne tid og kjendte sig
ikke skikket til at forestaa noget bergverk; han døde ogsaa allerede
aaret efter, i 1642. Hans enke Johanne Elisabet overlevet ham i
mange aar; hun blev begravet i Skien 88/ i 1679, 81 aar gl. Av
deres barn blev datteren Maria Post stam mein or til en hel række
prester av hendes navn. Hun var nemlig SAo 1651 blit gift med
sognepresten i Sauherad i nedre Telemarken, Povel Olufssøn.
Hendes mand var født i Sigdal i 1624 og døde i Sauherad i 1(581.
Med Maria Post var han kim gift i 9 aar, da hun alt blev begraven
15/i) 1660; men hr. Povel var ikke mindre end 4 — fire — gange gift,
og i disse egteskaper blev han far til ikke mindre end 1H barn!
Maria Posts barn og efterkommere optok hendes navn. En søn
av hende, Abraham, født 165(5, blev sogneprest i Hjartdal, en anden,
Hans, født 1658, sogneprest i Laardal, og Henrik sin fars efter
mand i Saude. Men ogsaa sønner fra Povel Olufssøns andre egte
skaper optok navnet Post, saaledes Isak, født 1664, sogneprest i
Bø, Johan, født 1676, sogneprest paa Fyen, og Jakob, sogneprest i
Sørum; de kaldte sig alle Post 1. En søn av Henrik Post, Johan Post,
født lU 1628, død 7/5 1675, blev oppe i Sauherad i 1662 gift med
en søster av sin svoger, Marte Olufsdatter fra Sigdal. Han var
kjøbmand i Skien og døde i huset hos sin mor. Enken ilyttet op
igjen til Sauherad, hvor hun blev begravet 6/a 1696. Det har vel
1 Sml. Finne Grønn, Utdrag av Skiens ældste skifteprotokoller.
86
(UERPKX
ikke været saa rart med dem, naar de saaledes maatte holde sig
til andre.
I 1657 overtokes Fossum verk som eiendom av Preben von
Almen. Preben var tysk adelsmand, hadde tidligere i flere aar
været kngl. lensmand i Nordland og Finmarken. Han drev kanon
støperi ved verket, og en av gruberne kaldtes lang tid efter for
«Prebensgruben». Efter amlmand v. Marschalks forflyttelse til
Bergen som stiftamtmand i 1669, blev Preben von Ahnen hans
eftermand i Bratsberg 1 . I denne stilling døde han i 1675, efter i
1669 at ha so'?t Fossum til
Peter Børting. Børting var født i Trondhjem 8/s 1626 og kom
i sin ungdom til Danmark, hvor han han i 1655 blev «ridefoged»
hos den mægtige adelsmand, den vakre kvindejæger Kai Lykke
paa Rantzansholm paa Fyen, han, om hvem man gjorde det vers
i Danmark:
Enhver skjøn jomfru, hun onsker sig
Gud give, Kai Lykke vikle have mig!
Kai visste, hvad magt han hadde over kvindérne; ti han holdt
et helt harem. Med en av hans haremsdamer, Sofie Abelsdatter
Speet, blev Peter Børting gift i 1656, og til hende var det, Kai
Lykke skrev det overmodige, skjæbnesvangre brev med de pralende
og fornærmelige uttalelser, som tydedes paa dronningen Solie Amalie,
og det var Peter Børting, som, for at hevne sig paa Kai Lykke, i
1661 fik brevet praktisert i kongens hænder. Kai Lykke maatte
flygte fra alt for at redde livet, og Peter Børting blev for denne
sjofle handling, hvorved han voldte sin husbonds ulykke, av kon
gen utnævnt til «generalinspektør» over Kais store, under kronen
inddragne godser. Derhos blev han ogsaa amtsforvalter over Ny
borg slot og lén. Børting erhvervet sig efterhaand saa stor for
mue i Danmark, at han i 1669 kunde kjøpe Fossum verk av
Preben von Ahnen for 5 000 riksdaler. Til Fossum føiet han
efterhaand flere andre jernverker i nærheten: Bolvik eller Vold.
Ulefos og Baaseland eller Nes, som man nu kalder det. Ulefos og
Bolvik solgte han senere igjen til den rike Halvor Borse, men be
holdt de to andre, Fossum og Nes. Det manglet ikke Børting paa
dygtighet. Likesom han i det hele forbedret disse to jernverker, navn
lig Fossum, forbedret han særlig den ved Fossum av Preben paa
begyndte kanonstøpning, saa kononerne derfrå nu blev meget gode,
1 Se mer om ham i Gjerpen I, s. 186 fl.
GJKRPKX
87
Han flyltet senere kanonstøperiet til Larvik, hvorhen han transpor
terte malmen fra Fossurn. Han hadde ogsaa to sagbruk igang ved
Fossum, hvorav det ene fik ret til at skjære 4 000 bord aarlig.
Peter Børting døde 13de juni 1702 og blev 4de juli begravet i
det likkapel, som han hadde indrettet til sig og familie paa nord
siden av kirken. Kapellet fjernedes ved kirkens restauration 1871
—1872, og de der staaende likkister begravedes paa kirkegaarden;
men platen paa Børtings egen kiste er opbevaret i museet paa
Brække. Den har følgende inskription: «I sjælens overbevisning
ved Guds haand (aand?) og en stadig tro og en viss tillid om en
glædelig opstandelse til det evige liv, er hensovet og hviler her det
nu avsjælede legeme af den velædle og velbyrdige mand Peter
Børting, kngl. Maj.s til Danmark og Norge virkelige commerceraad
og proprietair til Fossums og Baaselands jernverker, som blev født
udi Trundhjem d. Bde Martii anno 1626, igjen forløst paa Fossum
gaard udi Bratsbergis amt d. 13de Junii 1702.»
Saa gunstig som denne inskription paa hans kiste, tyder ikke
verdens og eftertidens dom om Peter Børting. Av Øverland be
tegnes han med sterke ord som «en slubbert og flaaer av værste
sort, kranglevoren og processyg, en gjenstand for alles had og for
agt» 1. Omtrent paa samme vis dømmer Krog Steffens, om end i
mere moderate uttryk: «Han var ilde anset av sin samtid, og
eftertiden har ikke kunnet rokke ved den strænge, men vistnok
fuldt retfærdige dom, der blev fældet over ham» 2. Ved siden av
hans grovt forræderske forhold mot sin principal Kai Lykke for
tælles der i Danmark fra hans generalinspektørs dage, at han,
likeledes av hevngjerrighet, lot en uskyldig mand dømme fra livet
som tyv og straks hænge! Saken blev tat op igjen og nøiere under
søkt, hvorav resultatet blev, at baade Børting og hans hustru sat
tes i fængsel; men det lykkedes ham dog at komme paa fri fot
Hans Hustru Sofie Speet var død nogle aar før ham. Hun
blev begravet % 1698, 67 aar gammel. Hun var altsaa født i
1631 og 25 aar, da hun blev gift med Børting.
Av Peter Børtings barn var den ældste søn Frants født i 1656
og vel helst en søn av Kai Lykke. Han blev gift med Maren Elisabet
Bræmer, datter av borgermester Bræmer. Hun døde i ung alder
aar 1700. Frants Børting seiv døde paa Nes eller Baaseland 2S/u
1 111. Norgeshistorie.
Slegten Aall.
88
CiJKKPEX
1707, 51 aar gammel. En søn, hvis fødsel kostet moren livet,
blev født paa Baaseland 24/.5 1700 og kaldt Peter efter bedsiefaren.
Han døde 6/i 1719 i Trondhjem. ikke fuldt 19 aar gammel.
Peter Børtings anden søn Kai var født i 1658 og opkaldt efter
hans principal Kai Lykke. 45 aar gammel blev han i 1703, efler
sin fars død, gift med foran omtalte lagmand Klaus Anderssøns
datter Inger, etteråt hun tidligere hadde været gift med tolder
Jørgen Erboe, med hvem hun hadde 8 barn, hvorav en datter
fødtes efter faderens død; han fik altsaa straks en stor familie.
Med Kai hadde hun 3 barn:
Petronelle Sofia, opkaldt efter begge hans forældre, døpt 7/<;
1705, begravet 26/« s. a.
Sofia, født Ve 1706, begravet 86/ n1715, 9 aar, og
Peter Jørgen, født a6/i 170K, begravet 24/ s 1710.
Saaledes døde alle Peter Børtings sønnebarn i en tidlig alder.
I 1713 klaget bønderne i Gjerpen over Kai, fordi han betalte
deres kul med jern istedenfor med penger og derhos beregnet skip
pundet til 9 riksdaler, mens bønderne ikke kunde faa mere for
det end 6! Eplet var ikke faldt langt fra stammen. Kai Børting
begravedes 2s/i 1717, vel 59 aar gammel. Hans enke Inger Klaus
dalter giftet sig igjen for tredje gang, 10/5 1720, med major Belitz
i Fredriksvern, men døde, som alt før omtalt, i 1725, saa hendes
sidste egteskap blev ikke meget langt.
Den ældste av Peter Børtings sønner Frants var heller ikke
noget dydsmønster. Som Kai Lykkes formentlige søn slegtet han
i hvert fald nærmest paa ham. Ifølge Gjerpens ældste kirkebok
begravedes i 1652 hans «slegfreddatter» Anne, 2 aar gammel, og i 1686
døptes «monsieur Frants Børlings frillebarn Marte». Kanske jeg
endnu kunde ha fundet nogen fler, om jeg hadde været rigtig opmerk
som. Moren til det sidsle barn var «Anders smeds stifdatter Maren».
Peter Børting efterlot sig ogsaa 2 døtre: Anne Kristine og Jnliaria.
Den første blev i 1692 gift med major Kristian Mechlenburg, og
aaret efter døptes deres søn Peter Børting; men han døde alt 3 dage
gammel. Juliana, som hadde været fadder for søstersønnen, blev
1702 gift med kaptein Ulrik Fredrik Fien. Det maa vel ha været
pengene, som særlig trak disse friere; ti Peter Børtings døtre hadde
ikke stort bedre ord paa sig end sønnerne; de var i hvert fald
stride og trættekjære. Men disse «officiers» trængte, som vi før
har set, til penger 1.
1 Se Gjerpen I, 2, officerer.
GJKRPEN
89
Ved skiftet efter Peter Børting taksertes Fossum til 24000 riks
daler og Baaseland til 14000. Franls overtok Baaseland, Kai halv
parten av Fossum, og hver av døtrene en fjerdepart. Broderlodden
i det hele var 27 823 riksdaler og søsterlodden 13 914. Allikevel
var i det mindste Kai Børtings bo fallit ved hans død, og de øvriges
økonomiske stilling heller ikke glimrende; i alle fald sees sviger
sønnerne Mechlenburg og Fien oftere at være stevnet til tings
for gjæld 1.
Kanske Landstads salme kunde passe paa Peter Børtings historie:
Av syndesanket guld og gods
der helvedgnister sprager,
samvittigheden sidder hos
og hjertefreden tager.
Det arves ei i tredje led
Fossum verk dreves av Kai og svogrene i forening de nærmeste
aar efter Peter Børtings avgang. Senere optoges endnu flere part
havere, blandt andre de bekjendte mænd biskop Bartolomæus Deich
mann i Kristiania og hans svigersøn rektor ved Kristiania Katedral
skole Jakob Rasch. Disse to burde vel helst som bra skomakere
ha holdt sig til sin læst. Biskop Deichmann var født i Danmark
i 1671 og døde i 1731, — en helt igjennem tvilsom personlighet trods
al hans uomtvistelige dygtighet. Svigersønnen var født 1669, var
altsaa et par aar ældre end svigerfaren (!) og døde i 1737. Hans
hustru Anne Deichmann var født aar 1700 og altsaa ikke mindre
end 31 aar yngre end sin mand! Men kompagniskapet gik daar
lig; de hadde bare tap og underbalance paa driften. Geheimeraad
Fredrik Kristian Adeler kjøpte i 1717 5/s parter og i 1723 resten.
Geheimeraad F. C. Adeler var en søn av admiralen og født i 1668.
'% 1694 var han blit gift med Henriette Margrete von Lente,
datter av en geheimeraad Lente. Han var assessor i høiesteret,
justisraad, senere amtmand og fra 1717 befalingsmand paa Sjælland
og geheimeraad; men i 1721 nedla han alle sine høie embeder,
«svag, som han følte sig av helbred, og træt av hoflivet og dets
rænker.» Nogle aar efter døde han 19/4 1727 2.
Av sønnerne overtok Kristian Lente Adeler familiegodset Drags
holm paa Sjælland, nu kaldet «Adelersborg», men døde ugift i 1759.
En anden av sønnerne, Fredrik Adeler, blev stiftamtmand i Kri1 Gjerpen I, 2, officerer.
- Se Leopold Løvenskiold, Gjerpen provstigods, hvor der ogsaa tindes et til
talende billede av ham. Se ogsaa foran under Gimsø.
{
90
GJERPEN
stianssand og en treije søn stiftamtmand paa Fyen. Ingen av dem
hadde nogen videre lyst paa Fossum verk, og i 1729 solgte arvin
gerne verket til grev Anton Danneskiold-Laurvigen, som i 1734 igjen
solgte det til Herman Leopoldus og hans svogre Vilhelm og Karl
Deichmann. I 1739 overtok Leopoldus verket alene. Hermed be
gynder et nyt avsnit i Fossums historie; ti i hans families besid
delse er det siden forblevet. Forinden jeg gaar over hertil, vil jeg
nærmere omtale den mand, som i 1708 kjøpte Baaselands verk efter
Frants Børtings død. Det er Nils Josten, som baade var en ganske
merkelig mand i sig seiv og en, som oftere kommer paa tale, hvor
det i denne tid gjælder forhold paa disse kanter.
Nils Jostens far, Henrik Josten, var en tid foged i Bamble; han
blev utnævnt i 1662 og avskediget i 1670, døde før 19/3 1685. Aaret
efterat han var hlit foged, giftet han sig, Vn 1663, med den vel
staaende Kirsten Syvertsdatter, der længe overlevet ham, idet hun
først blev begravet i Skien 24A 1702. Henrik Josten eiet bl. a.
Bjørntvet i Eidanger og Gisholt i Solum. Enken overtok disse
gaarder efter ham, og sønnen Nils overtok dem igjen efter hende.
En av Henrik Jostens døtre var gift med sorenskriver Hans Jes
perssøn i Seljord.
Nils Josten var en spekulant i stor stil. Han drev saaledes
Guldnes kobberverk i Seljord 1691 —1707, men med tap. 170S
overtok han, som nævnt, Baaselands verk, forpagtet og drev ogsaa
Fossum verk i aarene 1720—1724. Ja, han drev endogsaa et kob
berverk helt oppe paa Smølen! Gaarder og skoger kjøpte og solgte
han paa mange steder. Ellers var han, som det het, «wohnhaftig»
paa Baaselands verk og kostet meget baade paa selve verket og
paa husene, hvorav han opførte flere fra nyt. Han reiste natur
ligvis meget og var kun stundvis hjemme. Saaledes hadde han
kontor og logi baade i Skien, Brevik og Bisør.
Nils Josten var saa uforsigtig — og vel ogsaa saa godmodig —,
at han stillet sig som kautionist baade for fogden Peter Høier i
Nedenes og for fogden Melchior Høier i Bratsberg. Den sidste kom
i en vældig kassemangel paa hele 33000 riksdaler og gik fallit.
Josten stod ogsaa i ulykkebringende forbindelse med zahlkassereren
Povel Weibye; men værst var det, at han paa en eller anden maate
var indviklet i amtmand Povel Juels landsforræderske forbindelse
med Busland. Alle tre, Josten og Weibye og Juel, blev sat fast,
og Josten døde efter en tids forløp i fængslet i Kristiania 1729,
<len Iste eller 2den oktober. Statholder Ditlev Vibe var hans uven;
CJHHPKX
91
det gjorde ogsaa sit til at forværre hans stilling. Nils Josten var
gift med Kristine Borse, en datter av rikmanden Halvor Borse.
Hans svoger assessor Joakim Borse, Halvor Borses søn, var med
i kautioneringen for Melchior Høier og blev fuldstændig ruinert
derav. Jostens datter Margrete, der var født i 1706, blev samme
aar, som hendes far døde i fængslet, gift med Nils Aall, familien
Aalls stammefar. En anden av døtrene var gift med senere soren
skriver i Senjen Tobias Hichmann og en tredje med amtmand i
Bratsberg Jakob Lindberg ('?).
LØVENSKIOLDSLEGTEN
Den første her i landet av denne slegt bar navnet Herman Leo
poldus og var kjøbmand i Kristiania; han var, efter familietraditio
nen, kommen fra Bremen til Norge. Ifølge Karl Deichmanns op
tegnelser kom han derimot fra Liibeck, men rigtignok føier han
til: «om erindres ret». PZgentlig skal han i hvert fald ha været fra
Sachsen, hvor slegten endnu skal findes, som forøvrig ogsaa i Bre
men, og bære navnet «Leupold».
Herman Leopoldus blev 12/s1674 gift i Kristiania med Barbara
Wiggers, datter av en Herman Wiggers og hustru Maren Jørgens
datter. Hun var døpt i Vor Frelsers kirke 8A 1654, var altsaa 20
far ved sit giftermaal, og ved sin begravelse Via 1692 kun 38 aar
gammel. Herman Leopoldus seiv skal ha været født omkring 1620
og altsaa ved sit giftermaal 54 og ved sin begravelse, 9A 1696, om
kring 76 aar gammel. Han efterlot sig en betydelig formue.
Sønnen av samme navn, Herman Leopoldus den yngre, var født
18/io 1677 og blev døpt i Vor Frelsers kirke S4/io s. a. Han fik i
sin tid ansættelse i det danske kancelli som sekretær, men opgav
senere denne stilling og uttraadte av statens tjeneste; dog sees han
at ha beholdt litlen. Efter tilbakekomsten til Norge kom han hit
paa Skienskanten, hvor han blev forlovet og 3/s 1700 paa Fjære
gaard i Solum gift med Inger Borse, en datter av førnævnte Hal
vor Borse, assessor i bergamtet. Inger Borse døde allerede 5A 1714,
kun 37 aar gammel. Hun døde paa Bjørntvet, hvor Leopoldus
dengang bodde, og som han nogle aar senere, i 1719, kjøpte. Hun
var, efter mandens vidnesbyrd paa bindet av en gammel familie
bibel, «min allerkjereste og yndigste kone». Dette hindret ham dog
ikke i, temmelig snart efter at gifte sig igjen, nemlig 10/ n1716,
med Kirsten Brinch fra Arendal, en datter av den rike kjøbmand
92
i
GJKRPEX
og trælaslhandler Søfren Anderssøn. Hr. Leopoldus synes saaledes
at ha hat et godt øic for at samle sig midler ogsaa gjennem sine
egteskaper. Kirsten Brinch bar sin mors Karen Brinchs familienavn.
Hun var født 1696 og døde 6/i« 1736, 40 aar gaminel. Hendes
mand opholdt sig dengang nede i Danmark, man liket blev ført
op til Norge og indsat i en muret begravelse ved Eidanger kirke,
hvor ogsaa den første hustru hvilte. Bjørntvet ligger nemlig i
Eidanger. Leopoldus døde ogsaa seiv nede i Danmark, paa herre
gaarden Birkenholm paa Sjælland '% 1750, 73 aar gammel, og
ligger begravet i Danmark.
Hans rike svigerfar Halvor Borse eiet foruten Fjære gaard i
Solum ogsaa Hollen gaard, Ulefos og Bolvik jernverker. Av disse
eiendommer fik Leopoldus Hollen og Bolvik som sin hustrus arv;
svogeren Joachim Borse fik Fjære og Ulefos. Ved hans fallit paa
grund av viderværdigheterne med fogden Melchior Høier kjøpte
fru Anne Arnold paa Borgestad Ulefos gaard, men Leopoldus kjøpte
den tilbake efter hendes død i 1713. Endelig tok han igjen fra
de nye eiere Fjære gaard og Ulefos verk ved odelssøksmaal i 1726.
Til alt detle kjøpte han i aarenes løp ogsaa mange andre eien
dommer, baade gaarder og skoger, opigjennem Telemarken. For
øvrig var han alt i 1700, før sine giftermaal, ilignet en skat paa
ikke mindre end 190 rdl. 2 mark 12 sk. Hans mange eiendom
mer i Norge bestyredes av Nils Aall, efter at han seiv var flyttet
ned til Danmark. Ifølge et brev fra denne, datert ai /n 1740, eiet
Leopoldus dengang gaarder og skoger baade i Hollen, Bø, Hvidesø,
Førrisdal, Laurdal og Vinje. Forøvrig hadde Nils Aall, da han i
1730 opretlet egen forretning i Porsgrund, med butikhandel, træ
lasthandel og skibsrederi, tildels maatiet frasige sig denne vidløftige
bestyrelse; men kjendskap til den kunde han jo ha fremdeles 1.
Herman Leopoldus var samme aar, som han blev eier av hele
Fossum, av Kristian den 6te blit ophøiet i adelsstanden, 6/ii 1739,
under navnet «Løvenskiold\ der muligvis er valgt paa grund av
den formodede betydning av første led, «leo», i Leopoldus. Det
kan ha sin interesse at bli bekjendt med det kongelige aapne brev,
hvorved Herman Leopoldus og hans egte descendenter optoges i
adelsstanden; det lyder saaledes:
1 Kn ældre søster av Kirsten Brinch, Else, blev ogsaa gift «stover, nemlig med
den rike engelskmand, trælasthandler og skibsreder James Bowman i Porsgrund.
Se Inga Friis, som har skrevet en række interessante artikler i «Grenmar» om det
gamle Bjørntvet og disse forhold.
G.TKHPKX
93
«Vi Christian den sjette, af Guds naade Konge til Danmark og
Norge, de Venders og Gothers, hertug udi Slesvig, Holsten, Stor
marn og Dytmarsken, greve udi Oldenburg og Delmenhorst, Gjøre
alle vitterligt: at Vi af sær kongelig naade til Os elskelig Herman
Leopoldus til Aggersvold og Birkholm, Voris etats- justitz- og can
celliraad, hafve i henseende til dend af hannein aflagde allerunder-
danigste tro tjeniste, aller
naadigst bevilget og tilladt,
ligesom Vi og udi kraft af
dette Voris aabet brev be
vilge og tillade, at hand,
hands egtebørn og livs ar
vinger, saa og deris egte
afkom af mand og qvinde
kjøn, maa og skal, enhver
for sig, dend ene som dend
anden, nyde alle de frihe
der, privilegier, ære, verdig
hed og prærogativer, som
alle andre af adelen udi
Voris riger og lande niude
og hafve, eller herefter be
komme kunde, og samme
til evig tid hafve og bruge,
saa at hand og hans egte
Herman Leopoldus Løvcnskiold.
børn og livsarvinger samt
deris egte afkom herefter
for rette indfødte adelsfolk af alle og enhver skal agtis og holdis.
Til desto større kjendetegn af saadan Voris kongelig naade hafve
Vi derforuden allernaadigst tilladt, at hand og hands egtebørn og
deris egte livsarvinger og afkom af begge kjøn herefter og alle
tiider maa kaldis med tilnavn Løvenskiold: saa og benaadet hannem
og dennem med saadant skiold, hjelm og vaaben, som efter følger:
skioldet er blaat, hvorudi er sadt en opstaaende løve af sølv, med
en udslagen rød tunge og væbnet med guldklover; ofven paa det
hele skiold er sadt en aaben tournierhielm med en guld crone ofver,
af hvilken igjen udspringer den i skioldet staaende, her kuns med
forbeenene opspringende løve, saaledis som det her udi dette Voris
aabet brev med sine rette farver iindis afmalet: hvilket skiold og
vaaben forbemeldte Herman Løvenskiold, hands rette livsarvinger
!
94
G.TKRPEN
og børn, saa og deris egte afkom af mand og qvindekjøn maa og
skal bruge udi alle erlige, adelige og ridderlige samqvemme, for
retninger og leiligheder, paa alle steder, udi alle tilfælde og til alle
tiider efter eget behag, og som de til deris ere, heder og ziirat for
nøden eragte kunde, ligesom andre udi Voris riiger og lande, paa
fæderne og møderne side føde og baarne adelsfolk, deris skiold,
hielm og vaaben føre og bruge. Hvorved Vi, saavelsom og Vore
kongelige arfve efterkommere og successorer i regjeringen meer
bemeldte Herman Løvenskiold, saa vel som hands egtebørn og livs
arvinger samt deris afkom af mand og qvindekjøn, som tilforn
sagd er, allernaadigst haandthæfve og beskytte vilde. Forbydendis
alle og enhver herimod, som forskrevet staar, at hindre eller udi
nogen maade forfang at gjøre, under Voris og Vore efterkommere
i regjeringen, deris største u-naade.
Gifvet paa Vort slot Friderichsberg dend 6. November aar efter
Christi fødsel et tusind syv hundrede tredive og niende, som Voris
regjeringsaar det niende.»
I 1735 kjøpte Leopoldus Gjerpen kirke av de Adelerske arvin
ger 1. Allerede geheimeraad Adeler hadde begyndt at gjøre store
skogindkjøp til Fossum verk, og Leopoldus fortsalte dermed. En
stor del av disse skogstrækninger tilhørte dengang Saude preste
gjeld, men er nu lagt til Luksefjeld og Gjerpen.
Leopoldus viste ogsaa adskillig godgjørenhet. Saaledes gav han
i 1731 en gaard med tilliggende løkke paa Blekebakken i Skien lit
Skiens hospital. To aar senere føiet han til et kontant pengebeløp
paa 1000 riksdaler, hvis renter skulde utdeles til hospitalslemmer
av borger- eller haandverksstanden.
Efter Herman Leopoldus Løvenskiold fulgte sønnen av samme
navn, Herman Leopoldus, den tredje av samme navn, søn efter far,
i alle fald i 3 umiddelbart sammenhængende led, en ganske eien
dommelig navngivning. Han var Inger Horses søn og født 6A 1701.
En yngre søn til hende, Halvor, opkaldt efter hendes far, født i
1702, var alt død i 1706. Med Kirsten Brinch hadde Leopoldus
1 Kirken kjøptes ved auktion paa Gimsø 15de april 1735 for 6 600 riksdaler,
som blev høieste bud. Kirkegodset utgiorde ved denne tid 45 gaarder eller gaard
parter i Gjerpen, 4 i Slemdal, 5 i Solum, 1 i Bamble, 3 i Holla, 2 i Sauherad.
I Gjerpen hørte blandt andet til 3 huder i Venstøp, 1 i Hyni, 4 i nordre Rising,
1 i nordre Foss, 8 i Sneltvet, 6 i Løberg, 5 i Kjær, 1 i Sukka, 1 i Skogsrud, 3
huder og 6 skind i Ballestad, 4 i nordre Ris, 6 i søndre, 6 i Øvrum, 6 i liver av
Søligaardene. Endvidere medfulgte patronatsretten til at besætte sogneprestembedet.
(Sml. Løvenskiold, Gjerpen provstigods.)
GJKRPEX
95
først hat en datter, Inger, der blev opkaldt efter hans første hustru,
men døde, før hun endnu var aarsgammel. Hans næste barn blev
opkaldt efter Kirsten Brinchs far Søfren, som forøvrig ogsaa var
Halvor Borses fars navn. Dette «Søfren», ombyttet med det bedre
klingende og oprindeligere Seveiin, blev nu ogsaa et i familien
hyppig forekommende navn. Denne Søfren, som var født i 1719,
blev stamfar for den danske linje av familien Løvenskiold og titu
lertes «friherre til Løvenborg».
Herman Leopoldus, tertius, blev lb/i 1728 gift med Margrete
Deichmann, en datter av biskopen og søster av officererne Peter
og Vilhelm Deichmann l. Ved sin svigerfar biskopens formaaende
indflydelse fik han cancelliraadtitel. Han døde 13/9 1759 og hans
hustru kun faa uker efter, 6/io 1759. De bodde paa Borgestad, som
han i 1731 hadde kjøpt av major Hans Holmboe, og vil derfor bli
nærmere omtalt under denne gaard. Bolvik hadde han kjøpt av
sin far i 1728.
Efter Herman Leopoldus Løvenskiolds død overtok hans ældsle
søn Bartolomæus Borgestad a, mens den næstældste søn Herman
Løvenskiold i 1761 overtok Fossum i forbindelse med sin svoger
kaptein Bartolomæus Rasch; men 3 aar senere, i 1764, overtok
Herman Løvenskiold det hele.
Om denne sin yngre bror skriver Bartolomæus H. Løvenskiold
i sin «Beskrivelse over Bratsberg amt» (s. 83): «Uden derved at
handle imod den vedkommendes (bramfri) tænkemaade, maa som
en sandhed bevidnes, at han i sin ganske opførsel udviser sine
medborgere al mulig tjenstvillighed og ved alle leiligheder udmerker
(sig ved) en utrættelig omsorg og gavmildhed imod de nødlidende
og fattige.» Denne uttalelse stadfæstes ved, at arvingerne efter kan
celliraad Løvenskiold den 31/s1761 besluttet i fellesskap at skjænke
1000 riksdaler til et legat for Gjerpen sogns fattige, dog saaledes,
at renterne midlertidig skulde oppebæres med en halvdel hver av
forvalter Kristofer Krog og kaptein Fleischer, som det da antagelig
har været smaat med. Efter deres død øket Løvenskiold kapitalen
til 1200 riksdaler, hvis renter aarlig skulde fordeles mellem 8 fat
tige. Dette er det saakaldte «Løvenskioldske legat», som endnu
kommer til hjælp i trange kaar.
B. H. Løvenskiold fortailler yderligere om sin bror, der var ut
nævnt til kammerherre, en titel, som senere meget hyppig kommer
1 Om dem se Gjerpen I, 2, stykket Officerer.
Om ham ogsaa mer under Borgestad.
96
GJERPKN
igjen i denne famlilie: «Ved Fossum jernverk er iaar (1783) av hr.
kammerherre Herman Løvenskiold indhegnet en anselig dyrehave,
hvor alt findes mange rensdyr, danske og engelske raa- og daadyr
og en stor del norske harer; samme anpriste indretning, der koster
eieren anseligt, er den eneste i hele Norge.»
Om Fossum verk meddeler han, at der i 1783 var en masovn,
to dobbelte stangjernhammere, en spiker- og boltehammer, et puk
verk, en «stampemølle», to «melmøller» og 6 «saver». Verket hadde
da 40 malmgruber, 00 skoger og 9 dammer. Der producertes gjen
nemsnitlig 575 tons støpegods og 340 tons stangjern.
Herman Løvenskiold, som var født 12/ia 1739, blev i 1763 gift
med Ingeborg Akeleijc, født 1;i/r, 1741 og datter av overlods i Tøns
berg Jens Werner Akeleye. Hun var av dansk adel. en stor skjøn
het, men ogsaa temmelig løs av sig. Egtefolkene, som omtrent var
ganske ukjendte med hverandre ved deres giftermaal. sympatiserte
ikke, og det gik snart ilde. Hun indlot sig i en kjærlighetsforbin
delse med den for sin usedelighel og tillike ellers ogsaa berygtede
«onde greve*, som han kaldtes, Konrad Danneskiold Laurvigen,
der hadde insinueret sig hos egtemanden og blit en altfor hyppig
gjest i hans hus. Det ulykkelige egteskap blev alt opløst 2 aar
efter, i 1765, hvorefter fru Ingeborg fortsattc sin løse forbindelse
med greven liketil hans død i 1783, og derefter med en ny elsker l.
Løvenskiold indgik et par aar efler nyt egteskap med sit søsken
barn Inger Marie Deichmann, en datter av hans onkel oberstløit
nant Vilhelm Deichmann 2. Hun var født bh 1749, og da hun døde
6/o 1793, indgik han, endnu samme aar, -ju 1793, sit tredje egte
skap, med søsteren Kristine Sofie, der døde 2%s 1808.
Forinden han indgik i dette nye egteskap, maatte Løvenskiold
skifte med sine barn i andet egteskap — med Ingeborg Akeleye
hadde han ingen barn hat —, og skiftet holdtes av svigerfaderen
daværendc oberst Deichmann paa faderens og av broderen Severin
(Søren) Løvenskiold paa barnenes vegne.
Disse var:
Herman, hofjunker og fændrik i den kongelige garde,
Margrete, gift med stiftamtmand kammerherre Moltke, og
Vilhelmine, den gang 14 aar.
1 Mere om denne i sin tid opsigtsvækkende begivenhet se Gjerpen bygdebok,
Iste bind II i særskilt stykke.
2 Da hun var hans nære slegtning, maatte han søke bevilling til egteskapet.
Den findes i «Bevillinger». hefte 2, paa universitetsbibl oteket.
GJERPEN
97
Boels samlede formue ansattes til 182000 riksdaler, boets gjeld
til 5191 riksdaler. Ren formue 176 800 riksdaler. Av arvingerne
hadde stiftamtmand Moltke forlods alt oppebaaret 22500 rdl. 1
Samme aar, som disse vigtige ting passeret i hans liv, solgte
Herman Løvenskiold ogsaa Fossum til sin ovennævnte bror Severin
og flyttet seiv til Faret i Solum, hvor der senere blev amtssykehus
og nu er sindssykeasyl. Her tilbragte han sine sidste aar og døde
24/5 1799, ikke fuldt 60 aar gammel. Hans anden hustru var blit
indsat i kapellet ved Gjerpen kirke; men han seiv og hans tredje
hustru blev begravet ved Solums kirke i svigerfaderen oberst Deich
manns gravsted.
Hans ovennævnte datter Margrete, født paa Fossum i 1772, blev
alt i 1786 — kun 14 aar gammel! — gift med daværende amtmand
i Bratsberg Fredrik Moltke. Om bryllupet skrev hendes far til en
ven Ve 1786: «Vores datter stod brud meget simpel, 4 retter mad,
ingen Deser Vim (sic) eller pokaler. Syv personer av den nær
meste Islegt var selskabet. Indskrænkning er baade rigtig og sparer
bekostning» 2. Det passet sig i hvert fald bedst, naar et barn skulde
saa uforsvarlig tidlig bortgiftes. Bekostningens sparsomhet hjalp
vel heller ikke stort til at forandre denne — alt godt ved ham
ufortalt — i pengesaker temmelig umulige brudgom. Hun døde
1808 nede i Danmark. Den yngre datter Vilhelmine, som ved
skiftet i 1793 var 14 aar, født 1779, blev i 1796, altsaa ogsaa meget
ung, omkring 17 aar, men dog i en litt rimeligere alder end søste
ren, gift med dansk kammerherre oberstløitnant Fr. Anton von der
Maase, født 1773, død 1821. Hun døde i Danmark, 50 aar gam
mel, i 1829 3. Sønnen Herman, der var fændrik i garden ved
skiftet og født 1777, blev oberst i dansk tjeneste og døde, avske
diget, i Kjøbenhavn 1843.
1 Se mere om denne Fredrik Moltke, Gjerpen I» s. 194 fl
2 Ludv. Daae, Det gamle Kristiania.
8 Konradine Dunker gjengir i «Gamle dage» litt av et skuespil «Scener av
livet i Trondhjem 1793», hvor en oberstløitnant Colbjørnsen og frue er blandt de
agerende personer. Fruen: Nu skulle vi til Christiania og der i selskaber hos
general Haxthausen, oberst Bielefeldt og general Mansbach o. s. v. og stiftamtmand
Moltke med den deilige frue. Vi skulle ogsaa se hendes søster, fru v. d. Maase,
der er ligesaa deilig som hun og —— —. Oberstløitnanten: Men Moltke er jo
ikke længer i Christiania, Moltke er i Danmark. Fruen: Saa? Er Moltke i Dan
mark igjen, i Kjøbenhavn? (hun ler) Ja, saa er det nok sandt, hvad folk sagde.
Oberstløitnanten: Hvad sagde folk, om Moltke? Fruen: De sagde, at kronprinsen
var forliebt i fru Moltke. Oberstløitnanten: Sikken dum snak! o. s. v.
7 — Gjerpen.
111.
98
C.JKKPKN
Universitetsstipendiat W. P. Sommerfeldt har til Skiensbladet
«Fremskridt» i 1919 git meddelelser om «rydningsmænd i Gjerpen
for halvandet hundrede aar siden» og i forbindelse dermed om
«Kammerherre Løvenskiolds fortjenester». Jeg indtar denne sidste
del her; den første maa snarere henhøre under en senere i Gjer
pens bygdebok forhaabentlig kommende fremstilling av jordbrukets
fremgang ned igjennem tiderne i dette prestegjeld. Sommerfeldt
skri ver:
Det danske landhusholdningsselskap hadde paa sin præmieliste
i 1784 utenfor selskapets ordinære liste en post «for ædle hand
linger, som røbe den sande patriot og retskafne husholder, den
dydige undersaat og veltænkende menneskeven». Herunder nævnes
kammerherre Løvenskiold som den første:
Likesom selskapet i de forrige aaringer har hat den fornøielse
at kunne offentlig bevidne den udmerkede agtelse, som nogen av
de herrer proprietærer i Danmark ved deres store og patriotiske
handlinger, saavel til landvæsenets forbedring, som i andre hen
seender har tilveiebragt sig hos selskapet, saa finder det iaar en
ikke mindre fornøielse i offentlig at anføre og udmerke en proprie
tær i Norge, nemlig hr. kammerherre Herman Løvenskiold til Fos
sum jernverk i Bratsberg amt, som ved sine mange patriotiske og
berømmelige foretagender og forbedringer dertil har gjort sig fuld
kommen værdig. Skogenes formerelse og besparelse har han først
og fornem melig hen vendt sin opmerksomhet til, for derved at ved
likeholde den rigdom, som naturen ved skogenes fremvekst har
skjænket baade eieren og landet. Ved en særdeles rydningsmaate
har han bragt det saa vidt, at han nu ser mange aldeles forhugne
marker igjen begrodde med den skjønneste furru- og granskog,
som end ydermere er blit befordret ved frøutsæd av samme slags
trær; hvilket eksempel saaledes har virket, at baade leilændinger
og selveiere nu kappes om hvem der kan opelske den største skog
strækning. Han har avskalfet den uskik, at avhugge trær til St.
Hans-løvning, hvorved mange trærs ødelæggelse og likesaa mange
andre uordentligheter, som fulgte med denne høitidelighet, er fore
bygget. Han har utfundet den bedste tid til ethvert slags trærs
hugst, saavel til at befordre træets varighet og nytte efter dets be
stemmelse, som til at befordre nye skoges fremvekst, hvilken orden
andre skogeiere har befundet nyttig, og derfor nu følger. Hos hans
egne bønder har han til skogenes besparelse aldeles avskaffet de
tidligere brukte skadelige spaantrær-tak, og i deres sted set alle
GJEHPKX
99
deres bygninger forsynet med teglstenstak, likesom han har indført
en bedre og varigere bygningsmaate blandt bønderne.
I henseende til akerdyrkningen, som bondens rette næringsvei
har kammerherren ei alene faat adskillige gamle misbruk og for
dærvede vedtægter avskaffet, men endog indført en bedre dyrknings
maate baade ved gjødselens fordelagtigere anvendelse og jordens
bekvemmere tilberedelse, ved at uttappe vandet fra sumpige steder,
og at oprydde og frugtbargjøre de steder, hvor skogene ei lider
derved, hvilke nyttige forbedringer han har understøttet ved at ut
sætte 150 rdlr. til belønninger for dem, som i disse fag utviser den
største llid.
Han har formaadd bønderne til at anlægge og dyrke kjøkken
hauger til kaal og røtter, ja endog at plante gode og nyttige frugt
trær, saa at næsten enhver gaard dermed til nødvendighet er for
synet, likesom han og seiv har anlagt en anseelig haveplads og
forsynet den med inden- og utenlandske frugttrær, ei alene til egen
nytte og fornøielse, men endog for at tjene andre med disse sidste
sorter derfrå.
For at forsyne egnen med de bedste slags vilde dyr, der i sin
orden er likesaa vigtige og nyttige, som planterikets produkter, har
hr. kammerherren latt anlægge en dyrehauge, hvis indhegning har
kostet ham over 1000 rdlr. og dertil med megen bekostning for
skrevet adskillige slags vilde dyr av daadyr, raadyr, hjorte, rensdyr
m. il., ei alene fra Norges nordlige egne, men endog fra Danmark.
England og Sverige.
Ikke mindre har hr. kammerherren latt sig være angelegent at
indbringe adskillige av de bedste fiskesorter der i egnen, hvoriblandt
karper, brasen, aarbug, gjørts ni. (1. likesom han og allerede for
nogen aar siden har sat ørret og aborrer i adskillige ferske sjøer
deromkring, som saaledes har formeret sig, at samme nu tjener
mange fattige og andre til en sikker og god føde.
Sparsommelighet er en av de hoveddyder, som hr. kammer
herren ved alle leiligheter har søkt at anprise for almuen og i
disse hans rosværdige bestræbelser har han heller ikke været uhel
dig; ti længe førend den kongelige allernaadigste forordning om
overdaadighels indskrænkning utkom, hadde han allerede bragt det
derhen, at alle de bønder, som blev gifte paa hans gods, holdi
deres bryllupper baade i henseende til klædedragt og beværtning
med største tarvelighet og ikkun i overværelse av deres nærmeste
100
GJERPEN
slegt, hvortil han især opmuntret dem ved at gjøre enhver saadan
tarvelig brudgom al fornøden hjælp til at sætte bo.
Skadelige fordomme og andre vedtægter har hr. kammerherren
likeledes søkt at utrydde blandt almuen. At ta huden av døde
heste og kjør blev før anset som en uærlig gjerning og kunde
aldrig av nogen ske uten de fornærmeligste bebreidelser, men ved
nt utlove 2 rdlr. for hver hud til den bonde som seiv ved sine folk
hadde avtat den, og desuten hjælp til at kjøpe hest igjen, har han
bragt det derhen, at enhver mand nu forretter dette arbeide uten
undseelse, hvorved mange penge spares for lær til bondens kjøre
og rideredskaper. Likesaa har han og, skjønt med utrolig møie,
faat indført den gode skik at bønderne nu forretter sine kjøre- og
pløiearbeider med hopper og vallaker istedetfor før med hingster,
ved hvis tap en bonde, især naar han var fattig, næsten maatte
se sig ganske ødelagt, da nu derimot et tap av en hoppe, som han
desuten seiv kan opføde til bruk, neppe blir ham følelig.
For at forebygge mangel i dyre aaringer har han latt opbygge
et meget stort og rummelig forraadshus der i sognet, for at ind
samle det for i gode og frugtbare aar, som kan bespares, av hvil
ket de trængende igjen nyder undsætning, naar fornødenheten ut
fordrer det; likesom han og har latt indrette andre store hømaga
siner til almindelig hjælp i tilfælde av misvekst og ringe høavling.
Han har latt bekjendtgjøre for almuen, hvorledes kvæget i fortrang
kunde fores om vinteren med mose, blandet med hø, uten syn
derlig avgang i melken. I disse sidste aaringer, da mangel paa
levnetsmidler næsten har været almindelig, har han ikke alene ut
delt en mængde korn til føde for nødlidende, men endog skjænket
de trængende det nødvendige sædekorn til deres avis fremme.
Til landeveiens istandsættelse har han git en sum penge, hvil
ket eksempel siden har hat flere efterfølgere. Det er natnrlig, at
folkemængden ved disse ypperlige indretninger av hr. kammer
herren har tiltat, saa rummet i Gjerpen og Slemdals kirker er blit
altfor indskrænket for almuen, hvorfor han har latt den første ut
vide og zire, som har kostet ham henved 6000 rdlr., og paa den sidste
er en likedan forbedring begyndt, som likeledes vil bli meget kostbar.
Endelig har hr. kammerherren og, til gavn for Hans Majestæts
tjeneste og landet, ettersom ingen bekvem malm til kanonstøpning
findes der i landet uten ved hans verk, ombyttet disse malme med
Laurvigens, og derved bidraget til kanonstøpningens ønskelige fremgang, hvorved store pengesummer spares for landet.
(UKKPEN
101
Dette er i korlhet det væsenlligste av de mange ypperlige ind
retninger og forbedringer, som selskapet har erfaret, at hr. kammer
herren ha iverksat. De er saa store og rosværdige, at han derved
har tilveiebragt sig selskapets fuldkomne høiagtelse, hvorfor det til
bevis herpaa tilkjender ham sin guldmedalje med opskrift: Den
fortjente til ære.
Severin Løvenskiold var født paa Borgestad 20/ s 1743, altsaa 50
aar, da han kjøpte Fossum av broderen. Han var ogsaa kammer
herre. Han kjøpte sin svoger Jakob Aalls gaard i Porsgrund, den
senere efter ham saakaldte «Kammerherregaarden»; ti han opholdt
sig i alle fald i vinterhalvaaret helst der, og her døde han 26/ii 1818,
over 75 aar gammel. Porsgrunds kommune indkjøpte kammer
herregaarden i 1838 og gjorde den til byens raadhus. Som saadant
gjorde den tjeneste, til den ærværdige gaard nedbrændte i 1902.
I 1777 hadde han ogsaa kjøpt Bolvik av sin far.
Severin Løvenskiold blev 27/3 1775 gift med Benedikta Henrikka
Aall, en datter av Nils Aall i Porsgrund med hans tredje hustru
Fredrikke Sofie Rasch. Hun var født i Porsgrund og døde ogsaa
der, 21/ s1813.
En i sin tid bekjendt mineralog, Hausmann, som besøkte Se
verin Løvenskiold i hans hus i Porsgrund, har skrevet: «I denne
anseede familie raader Kjøbenhavns fine tone i den skjønneste for
ening med norsk ærlighed. Muser og gratier kappes om at gjøre
omgangen i denne familiekreds übeskrivelig tiltrækkende.» Ogsaa
andre Porsgrundsfamilier fik lignende ros i denne tid.
Som avlsgaard brukte Severin Løvenskiold gaarden Kjølnes like
ved byen.
Den mand, som er mest kjendt indenfor almenheten av den
store Løvenskioldske slegt, og gjennem hvem den ogsaa har grepet
betydeligere ind i Norges politiske utvikling i dets mest skjæbne
svangre tid, er Severin Løvenskiolds ældste søn av samme navn.
Severin Løvenskiold, junior, blev født i Porsgrund Va 1777. Kun
9 aar gammel blev han i 1786 sendt ned til Tyskland, hvor han
forblev, til han var 17 aar. Han gik der først paa det dengang
ansete opdragelsesinstitut i Wandsbeck ved Hamburg; derfrå kom
han til gymnasiet i Eutin, som da bestyredes av den berømte lærde
og digter J. H. Voss, i hvis hus han bodde, og av hvem han blev
undervist i latin og græsk. Fra 1793 studerte han bergvidenskap
i Sachsen og Schlesien. I 1794 reiste han tilbake til Kjøbenhavn
og tok juridisk eksamen med bedste karakter i 1796. Derefter fik
102
GJERPEN
han ansættelse først i rentekammeret og fra 1801 i finansdeparte
mentet. Her gjorde han tjeneste sammen med en mand, som han
senere kom til at staa i nær forbindelse med under vigtige begiven
heter i fædrelandet, nemlig grev Herman Wedel Jarlsberg. Allerede
i 1802 kaldte dog hans far ham hjem for at overta bestyrelsen av
Fossum gods. Omtrent samtidig hermed utnævnte regjeringen ham,
27A 1803, i hans 26de aar, til amtmand i Bratsberg. Dette embede
frasa han sig i slutningen av 1813, da han mente, av hensyn til
fædrelandets tarv, ikke længer at kunne staa i den danske konges
tjeneste, men vedblev dog at
embedet til vaaren 1814, da
han, som valgt repræsentant til riksforsamlingen, maatte reise til
Eidsvold. Paa Eidsvold tilhørte han i utpræget grad det saakaldte
«svenskeparti» og stod fra først av paa temmelig spændt fot til
Kristian Fredrik. Professor Koht skriver om Løvenskiold, at han
var en «djerv mand, som frimodig uttalte sin mening like overfor
alle og ikke gik paa akkord med sin overbevisning» l. Fætteren
Jakob Aall, der med begge sine brødre, Jørgen og Nils, likeledes
var paa Eidsvold, skriver noget lignende. «Han var vant til at
agtes i sin kreds som den første, og her kom han blandt mænd,
som hver for sig troede sig ligesaa god som han. Uforsigtig var
han stundom i sin tale; han gav sine følelser altfor frit løb og
indlod sig med enhver, som vikle angribe hans politiske tro. Han
havde derfor blandt os alle de heftigste debatter udenfor forsam
lingssalen.» 2
Den aristokratiske Løvenskiold slred alt, hvad han kunde, mot
ophævelsen av adel og arvelige forrettigheter samt mot indførelsen
av almindelig vernepligt 3. Paa Eidsvold seiret hans mening i begge
spørsmaal, men kun for senere at tape i dem begge.
Ved lov av Iste august 1821 avskaffedes 7 aar senere alt adels
skap i Norge, dog med et forbehold for de da levende adelsmænd
og deres før loven fødte barn. I denne anledning fremla Løven
skiold, som da var statsraad, en redegjørelse for sin ret, ledsaget
Se jubilæumsverket «Eidsvold
2 «Erindringer». Videst gik det mellem ham og den hidsige bergmester Sten
strup, repræsentanten fra Kongsberg. Løvenskiold hadde kaldt Stenstrup en «tosse»,
og Stenstrup gjengjældte det med «at han bar sin næse for høit og fortjentc en
ørefik! Ja, det var nær kommet til duel eller slagsmaal mellem de to, og det paa
selveste 17de mai!
:i Koht karakteriserer Løvenskiold som «den største autokrat baade eftergrund
sætninger og efter væsen» og som «kanske den mest stivsindede politiker, Norge
har hat».
GJERPEN
103
av følgende reservation: «Som den norske stats borger og dens.
loves undersaat erkjender jeg, som min families øvrige medlemmer,
den pligt at bøie os under disse loves bud, endog naar de saare
og krænke, endog naar disse loves retfærdighed og gavnlighed ikke
kan erkjendes; men forsaavidt staten kan erstatte noget af de
goder og rettigheder, som rigets fordums konger have forundt min
den Løvenskioldske familie, som det i diplomerne heder: «for evig
tid», men som nu skal blive den uforskyldt berøvede ved lov af
Iste angust 1821, finder jeg mig beføiet og forpliglet til herved at
reservere for mig som for ethvert medlem af familien, for fødte og
ufødte, skadesløsholdelse til tid og sted efter grundlovens 105te §'.
Da iøvrigt min den Løvenskioldske familie, «efter hosfølgende
diplomer, ikke alene nyder adelige og friherrelige rettigheder i Norge
(ved kongebrev af 1773), som ved lov af Iste august 1821 be
tages her i riget dens derefter fødte descendentere, men ogsaa i
Danmark, hvor familien besidder eiendomme, som muligens kan
tilfalde dens her i riget senere fødte descendentere, i hvilket til
fælde vedligeholdelsen af disses adel i Danmark kunde være af
stor vigtighed for dem, saa vil jeg, som min families talsmand i
denne begivenhed 2 , formentlig handle uforsvarligt mod dens efter
lov af Iste august 1821 fødte descendentere, om jeg ikke, som
herved sker, reserverede den adelige og friherrelige stand og dermed
forbundne rettigheder, som efter hosfølgende diplomer tilkommer
den Løvenskioldske familie i Danmark saavel for dens her i riget
fødte som ufødte medlemmer og descendentere.»
I november 1814 blev Løvenskiold statsraad ved statsraadsavde
lingen i Stockholm, men tok avsked i 1817 og flyttet hjem til
Fossum. I den tid arbeidet han baade i Stockholm, Kjøbenhavn
og Kristiania med pengeopgjøret mellem Norge og Danmark i an
ledning adskillelsen sammen med J. H. Vogt; men tok avsked,
fordi der ingen ende blev paa de langvarige forhandlinger. I 1827
valgtes han til stortingsrepræsentant for Bratsberg, men blev aaret
efter, i 1828, statsminister i Stockholm efter Sommerhielms død. I
1 § 105 bestemmer, at «saafremt statens interesse fordrer, at en statsborgers
eiendom, fast eller rørlig, exproprieres i offentligt øiemed, skal han derfor nyde
fuldstændig erstatning af statskassen». Nu lyder §en noget anderledes: «Fordrer
statens tarv, at nogen maa avgive sin rørlige eller urørlige eiendom til offentlig
brug, saa bør han have fuld erstatning af statskassen.»
2 «Begivenhed» er et ord, som ofte forekommer i Løvenskiolds skrivelser, hvor
det brukes i betydning av «sak» eller «anledryng».
104
GJERPEN
denne tid indtraf den hekjendte riksretssak mot ham i 1836, fordi
han ikke hadde protestert mot stortingets opløsning. Løvenskiold
indgav da ansøkning om avsked; men ved et protokoldiktamen til
kjendegav kongen «statsminister Løvenskiold sit ønske om, at han
ikke vilde berøve nationen sin tjeneste og kongen sine patriotiske
og gavnlige raad». Han blev da staaende, indtil han efter grev
Wedels død i 1840, under 21/% 1841 utnævntes til statholder.
Paa grund av den med aarene tiltagende alderdomsskrøpelighet
søkte Løvenskiold avsked fra 10de august 1855, men vedblev dog
med embedets bestyrelse til vicekongen kronprins Karis ankomst
17de mai 1856. Da flyttet han 3dje juni for godt hjem til Fossum,
hvorfra saa døden igjen flyttet ham alt samme aar om høsten den
lode september i hans 80de aar 1. Han hadde faat alle de æres
bevisninger, som verden kunde gi ham. Foruten at han, som
fædre og efterkommere, var kammerherre alt fra 1804, hadde han
fra 1816 hat storkors av Nordstjerneordenen og var fra 1829 sera
limerridder. I 1847 fik han storkors av St. Olavsorden «for ud
merket fortjeneste», i 1848 blev han ridder av Elefanten og endelig
hædredes han i 1853 med medaljen for borgerdaad i guld. Ellers
hadde han nu ogsaa til forskjellige tider faat føle noget av verdens
beskhet, baade privat og offentlig- Hans likkiste staar i det Løven
skioldske likkapel ved Gjerpen kirke. Herfrå bares den ut 17de
mai 1914 og bekransedes av herredsstyrets repræsentant, direktør
i Gjerpens sparebank Julius Rasmussen, idet ordføreren var fra
værende paa Eidsvold. En stor forsamling overvar høitideligheten,
som fandt sted like efter festgudstjenesten i kirken.
Mellem aarene 1811 og 1818 opførte Løvenskiold den nuværende,
paladsagtige hovedbygning paa Fossum. Den er opført av slagsten
ved den danske (tyske?) bygmester Boydler 2. Den ældre gaard laa
ikke ganske paa samme plads, men noget i sydvest for den nu
værende. Mens Løvenskiold endnu bodde i den gamle gaard, an
modet forannævnte Kristen Pram om tillatelse til at avlægge ham
et besøk. I sin svarskrivelse til Pram av 24/ s1805 indbød Løven
skiold ham da til sin «gamle hytte». Pram besøkte ham der to
ganger, 22de og 28de november. Løvenskiold har maaske ogsaa
1 Det kjendte billede av ham er målet av Bergslien i 1854, i hans 77de aar.
At han da- var saa gammel, skulde ingen tro, som ser billedet.
s Av kirkeboken kan man se, at Johan Gottfried Boydler senere bodde paa
Osebakken. En datter av ham, Anne Marie, som var født i Kjøbenhavn 28 2 1806,
konfirmertes i Gjerpen.
GJERPEN
105
med dette uttryk villet spøkende hentyde til, at Fossum, mand og
mand imellem, i alle fald stadig tidligere, betegnedes som «Hytta».
Utgangspunktet for denne betegnelse er da, i tilfælde, ikke husels
uanselighet, men en reminiscens av dets ældste navn «jernhylten» 1.
Under hans lange fråvær fra Fossum, baade som statsminister
og som statholder, styredes hans eiendommer av hans bror hof
marskalk Ernst Løvenskiold, som bodde der med sin danske frue
Fanny, født Seckendorf. En av deres dølre, den unge, livsglade
Sofie, var forlovet med statholderens søn Herman; men hun døde
ganske pludselig i en alder av kun 17 aar. Der la sig ellers en
tyngsel over huset, naar den myndige statholder var hjemme, og
alle drog et lettelsens suk, naar han igjen reiste 2.
Severin Løvenskiold var % 1802 indtraadt i egteskap med kom
tesse Hedvig Sofie Knuth, født 9/io 1784. Hun døde, kun litt over
34 aar gammel, 17/i1819, 11 dage efter at ha født sin yngste søn.
Løvenskiold giftet sig ikke igjen, — en hæderlig undtagelse fra de
fleste! I haven paa Fossum reistes der et mindesmerke over hende,
likesom villaen i Luksefjeld, «Sofies minde», vistnok har faat sit
navn efter hende 8.
Av deres barn merkes:
Ernst, født 1803, død 1867 som øverste kammerherre
1 I den ældste kirkebok omtales Fossum oftere som «Hytten». Saaledes heter
det i 1681: «Hans saugmesters dotter ved Hytten, Mette, baptizata (døpt) dom. 2,
a trin.» <Laurits Hansen ved Hytten turn. (begr.) 29 mai, 74 aar gl.» o. s. v.
2 Se den danske fru Bodenhoffs breve i boken «Et lykkeligt hjem», bvorav er
større utdrag i Gjerpen I, 2.
3 Fru Dunker fortæller følgende i sine erindringer «Gamle dage»: «Det var i
aaret 1808 — feil! det var i 1807, før Kjøbenhavns brand. Min mand og jeg op
holdt os dengang i Rodenberg i Grafschaft Schaumburg. Den lille by Rodenberg
er beliggende saa nær badestedet Neundorf som Gamlebyen er ved Christiania.
Det var om sommeren i badetiden, og vi gik næsten liver dag til Neundorf. Bandt
badegjesterne dette aar var nuværende statholder Løvenskiold med sin gemalinde
og to smaa sønner. Fru Løvenskiold var en søsterdatter af grev Gebhard Moltke
eller af grevinden. Moltke er nylig død paa sine godser i Fyen, dengang vår han
stiftamtmand i Kristiania. Jeg havde nogle gange seet fru Løvenskiold hos Moltke T
og hun havde syntes mig en sand, udmerket skjønhed. Hun var meget høi og
rank af skabning. Ved badet betragtede jeg fru Løvenskiold med beundring og,
stolt af en saadan landsmandinde, gjorde jeg nogle tyske damer af mit bekjendt
skab opmerksomme paa hende. Ak, ved du, hvad de svarede mig? «Ja, das ist
so recht ein schlotteriges Schåtzchen,» s. 120 fl. «Schlotterig» betyder ustø, vak
lende, til eks. schlotterige Haltung, schlotteriger (iang. Hang deres betegnelse
sammen med, at hun forekom dem svakelig? Gebhard Moltke var stiftamtmand
i Kristiania 1802—1809, døde 1851.
i
r
106
GJERPEN
i
Adam, født 1804, død 1886 som øverste kammerjunker, tidligere
minister i Haag.
Otto, født 1811, død 1882 som assessor i høiesteret.
Leopold, født 31 / s1813, blev som dansk frivillig i den dansk-tyske
krig dødelig saaret r>/6 1848 under slaget i Sundeved og døde
6 dage efter i Flensborg. En ivrig bjørnejæger.
Herman, født 6/i 1819, den yngste av dem, blev den senere eier
av Fossum.
I 1854 solgte den gamle statholder Fossum til sønnerne Otto
og Herman, som derefter eiet godset i fællesskap til 1868, da det
hele overlokes av Herman l.
Fossum verk blev nedlagt i Herman Løvenskiolds tid, i 1867,
fordi jerntilvirkningen paa grund av skogens stigende værd og kul
lenes, som følge derav og av arbeidspriserne, altfor uforholdsmæs
sig stigende kostbarhet, ikke længer vilde gi noget overskud. Ver
ket hadde da været i drift over 300 aar. I 1826 hadde Krafft
skrevet, at der dengang især blev støpt kakelovner; men fra 1855
var der, foruten konifyrer, gryter, mølle- og sagbruksrekvisiter,
ogsaa blit støpt bomber og kanonkuler. Nu ophørte al denne virk
somhet og blev ombyttet med andenslags produktion, svarende til
de forandrede forhold. Bolvik jernverk var nedlagt to aar før,
i 1865.
Herman Løvenskiold, der ogsaa var kammerherre som faren og
bedstefaren, var gift med en dansk slegtning av sig, Hedevig Løven
skiold, født 1839 i Kjøbenhavn og 20 aar yngre end sin mand.
Herman Løvenskiold døde Ve 1873, kun 54 aar gammel, vistnok
som følge av et fald og et haardt støt, der voldte en pinefuld ryg
sygdom, som blev hans endeligt. Den endnu unge enke overtok
godsets bestyrelse og vedblev dermed til i 1885, da hun overlot det
I
i
1 Ifølge folketællingslisterne i 1815 utgjorde tjenerskapet paa Fossum dengang
7 mænd foruten informator Lund og 13 kvinder, derav var den 30-aarige madatne
Schanke formodentlig husjomfru. De fleste av tjenerne var i tyveaarene. Dog var
en av tjenerne, Bent, 60 og en av kvinderne, Birgitte, 74. Herskapet, amtmand
Løvenskiold og fru Sofie, hadde dengang 5 barn mellem 12 aar og 1 maaned.
Ved folketællingen i 1835, 20 aar senere, da Løvenskiolds broder Ernst stod for
styret, var der foruten den sindssvake Klaus Henningsdal, 58 aar gammel, 5 mænd
og 11 kvinder foruten jomfru Marie Linaae, 22 aar, og husjomfru Olme Olavsen,
27 aar. Familien bestod da, foruten av Ernst Løvenskiold og hustru, av deres to
smaapiker, 8 og 3 aar gamle.
Se forøvrig adskillig mcr om Løvenskiold i Gjerpen I under amtmænd og paa
forskjellige steder i I, 2.
GJKRPKX
107
til sønnen Leopold og seiv Uvitet tilbake til Kjøbenhavn. Her døde
hun 14/io 1903. Hendes kiste blev ført op til Norge og indsat i
likkapellet. En ugift datter, Sofie Hedvig, som bodde sammen med
hende i Kjøbenhavn, var alt død 12/a1895, ikke fuldt 30 aar gam
mel, og var likeledes blit ført op og bisat i likkapellet l.
Herman Løvenskiolds søn Herman Leopold Løvenskiold, født 1859,
overtok, som nævnt, i 1885 det samlede godskompleks, hvis eier
han fremdeles er, mens de endnu i live værende brødre flyttet ned
til Danmark. Som sin far og flere av sine fædre var han kammer
herre, fra 1898 til 1905, da kammerherrestillingen ophævedes i vort
land. I det kommunale liv tok han i nogle aar adskillig del, var
saaledes medlem av herredsstyret fra 1887, derav i 3 aar, 1896 til
1898, som ordfører, likesaa var han i ilere aar, 1890—1898, med
lem av skolestyret. Med undtagelse av at han fremdeles fungerer
som overformynder for Gjerpen og Slemdal, har han senere trukket
sig aldeles tilbake fra alle kommunale hverv, da hans store eien
dommes bestyrelse krævet hans tid. Med hensyn til dem har han
utført mange forandringer og forbedringer, specielt kan nævnes som
noget, der ogsaa direkte er kommet mange andre tilgode, hans
kostbare veibygningsarbeider fra Gjerpen til Valebø i Hollen og til
og opigjennem Luksefjeld. Det nye orgel, han ved sit sølvbryllup
skjænket Gjerpen kirke, er paa sit sted omtalt. For tiden holder
han paa med en overordentlig kostbar restauration og oppudsning
av Gjerpen kirke, hvorved det gamle gudshus er blit ganske ukjen
delig og en stor seværdighet.
Løvenskiold blev i 1883 gift med Hannah Parr, en datter av
skibsreder Søren Parr i Drøbak, født 1860. De har følgende barn:
Katarina Harma Hedevig, født 1887, gift med fabrikeier Bror
John Murman i Malmø.
Herman Leopoldus, født 1890, gift med Anna Cecilie Wilhelm
sen, datter av skibsreder Wilhelmsen i Tønsberg.
Sofie Eugenie, født 1894, gift med den bekjendte musiker Fritjof
Backer Grøndahl.
Hedevig Harma Franciska, født 1898, gift med italiensk premier
løitnant Enrico Armanni, bosat i London.
1 Adskillig av interesse, særlig om Herman Løvenskiold. er at læse i fru Bo
denhoffs breve, hvorav meget alt er anført i Gjerpen bygdebok, I. 2.
Borgestad, set fra syd.
BORGESTAD
Borgestad
mellem mot
Skien
og Porsgrund,
nærmerehar
dennavnet
sidst
nævnte ligger
by, nedover
SUienselven.
Oprindelig
været «Borgestod», Borgarstod, som viser, at det først har været
baatstø for det ovenfor liggende Borge, likesom det noget længer
oppe liggende Menstad, eg. Menstod, oprindelig Mjærvinarstpb, har
gjort samme tjeneste for det paa høiden likeoverfor liggende Mén.
Det samme er tilfælde med Follestad endnu længer oppe ved
Skienselvens begyndelse; det har oprindelig været baadstø for den
ovenfor liggende gaard Follaug 1.
Paa Borgestad laa i middelalderen et kapel, der omtales i et
diplom av 13/i2 1333 og litt senere i «Den røde bok», hvor det
kaldes «Borgastaba kirkja». Efter dette bruktes ogsaa formen
«BorgastaSir», men ifølge prof. O. Rygh med urette. Det findes,
som kapellet paa Ballestad, «Baldastada kirkja» 2 , ikke nævnt se
nere end i Den røde bok, der er fra omkring aar 1400. Kapellet
paa Bratsberg findes ikke engang nævnt i Den røde bok; saa tid
lig var det blit borte. Men mindet om kapellel paa Borgestad er
1 Follaug er vistnok oprindelig en flertalsform «Foliar
2 1 BaldastaSir er første de mandsnavnet Baldi.
('.JERPEN
109
endnu bevaret i navnet paa et jorde: «Kapeljordet», søndenfor
gaarden, nogenlunde ret ned for det nuværende Borgestad kapel,
Foruten prestegaarden Borgestad eiet kapellet ogsaa 3 andre gaar
der i Gjerpen til prestens underhold samt 2 gaarder i Gjerpen og
1 i Solum til kirkens vedlikehold. Likeledes hadde Ballestad
kirke 3 gaarder til indtægt for sin prest; av dem laa én i Gjer
pen, én i Slemdal og én i Eidanger. Til kirkens vedlikehold var
der skjænket 2 gaarder i Gjerpen. Til sammenligning kan anføres,
hvad Gjerpen hovedkirke eiet, nemlig 63 gaarder eller gaardparter
i Gjerpen og utenfor Gjerpen 21, tilsa m men 84. Bare til lyshold
i kirken var der skjænket Gjerpen kirke 4 gaardparter og ellers
til dens vedlikehold 13 gaarder l.
Som tidligere kirkegods kom ogsaa Borgestad ved reformationen
under kronen. 25/9 1584 fik saaledes Laurits Rasmussen, «som nu
nogen tid lang sig haver ladet bruge hos afgangne Erik Brokken
hus udi adskillig K. Maj. bestilling og hverv, brev paa Norges krones
gaard, kaldes Borgestad, den udi hans livs tid beholde med aarlig
landgilde og anden rettighed, som han efter Norges lov pligtig er
at yde og gi ve» 2.
Den første selueier til Borgeslad blev den rike Skiensborger Gjert
Klaussøn (Niemann), som i 1048 til byttet sig Borgestad ved mage
skifte, idet han gav eiendommer paa andre kanter til 16 huders
skyld, mens Borgestad kun hadde 8 eller den halve skyld; men
Borgestads beliggenhet var jo saa megel mere værd, navnlig for
ham, end de gaarder, han gav i vederlag.
Gjert Klaussøn var oprindelig «kjøbsvend», d. e. buiikbetjent,
hos borgermester Kristen Anderssøn i Skien; men principalens
enke, Anne Gundersdatter, hadde giftet sig med ham efter mandens
død i 1643. Ved hendes midler var det, Gjert Klaussøn kunde
erhverve sig Borgestad, og der bodde da hans hustru til sin død
i høi alder. Hun blev begravet i Skien z/s 1694. Da hun saa
ledes levet over 50 aar efter sin førsle mands død, var det ingen
gammel enke, Gjert fik.
Den sidste, som leiet Borgestad av kronen, Wittekind Huus,
hadde faat sig gaarden overdrat ved kngl. brev av 7/e 1647, altsaa
kun et aar, før Gjert kjøpte den. Den samme Wittekind Huus,
1 Sml. Løvenskiold, Gjerpens provstigods.
8 Norske riksregistr. Den samme mand, der var borgermester i Skien, leiet
efter hvad der er meddelt under Fossum, ogsaa «jernhytten» med tilliggende sag
bruk og jord.
i
f
I
110
i
<
i
GJERPEN
der var borgermester i Kristiania, hadde ogsaa leiet Gjerpen prov
stigods s.
En datter av Anne Gundersdatter i hendes første egteskap,
Anne Kristensdatter, blev gift med føromtalte lagmand Klaus An
derssøn. Med ham blev Anne Kristensdatter mor til nedennævnte
Anne Klausdatter; men en datter i hendes egteskap med Gjert,
Inger Gjertsdatter, født 1645, blev 31/ i1664, 19 aar gamme], gift
med assessor Halvor Borse til Fjære gaard, eier foruten av Fjære,
av Hollen og Bolvik jernverker m. m.
Halvor Borse er av saa indgripende betydning i distriktets hi
storie, at jeg tinder det rigtig, som tidligere for Nils Jostens ved
kommende, at meddele noget nærmere om ham og hans slegt,
der ogsaa gjennem sønnen blev nøie knyttet til Borgestad.
Han var søn til sognepresten i Hjartdal Søfren Hanssøn Borse,
der alt var prest i Hjartdal omkring 1630 og blev begraven 2/s
1675. Inger Gjertsdatter døde i 1673, 38 aar gammel, og Halvor
Borse giftet sig igjen, halvandet aar senere, -8/i 1675, med Mar
grete Lobes, datter av slotspresten paa Akershus mag. Joachim
Lobes. I 1676 kjøpte Halvor Borse det i 1652 anlagle Ulefos
verk av Anders Matssøns enke og anla seiv i 1692 Bolvik verk.
Han var assessor i det søndenfjeldske bergaml og kommerceraad.
Han bodde paa Fjære, hvor han døde i 1701.
Hans søn, kancelliraad Joachim Borse, født 1679, arvet Ulefos
og Fiære efter faren. Som før omtalt hadde han været saa uhel
dig at gaa i kaution for fogden Melchior Høier, hvis vældige un
derbalanca paa 33000 riksdaler voldte, at Borse gik ganske fallit.
Ulefos, som han hadde faat utlagt efter sin far for 12000 riks
daler, blev i 1724 solgt ved tvangsauktion til geheimeraad F. C.
Adeler. Likeledes blev Fjære solgl; men her fik han dog bli
boende til sin død, idet baade Ulefos og Fjære et par aar efter
tokes igjen paa odel av svogeren Herman Leopoldus. Joachim
Borse var fra u/is 1703 gift med Charlotte Amalie Arnold, datter
av generalmajor Arnold og Gjertrud Iserberg. Hun var født i
1686, altsaa kim 17 aar, da hun blev gift; han var heller ikke
svært gammel, kun 24 aar. Joachim Borse døde paa Fjære 1739
i en alder av 60 aar. Hans hustru overlevet ham i 20 aar og
døde først i 1759, 73 aar gammel. Søsteren Inger Borse, født 1677,
gift med sekretær Leopoldus, døde allerede i 1714, kun 37 aar
gammel. En silhouet av hende skal endnu findes, hvorefter hun
Se Løvenskiold o# riksregistranterne.
GJERPEN
111
har været «stor og kjæk og ser bydende ud» 1. En anden søster,
Kirstine Borse, der var gift med Nils Josten, saa efter billede, «fin
bygget, sød og yndig ud» l. Hun døde i 1729, samme aar som
sin ulykkelige mand.
Joachim Borses søn Hans Jacob Arnold Borse, født 1714, oberst
1780, tok i 1787 avsked i Bergen med generalmajors rang og 500
riksdaler i pension. Han døde 1793, 79 aar gammel. En an
den søn, som het Halvor efter bedstefaren, var gift med Bolette
Fredrikke Monrad, men kjendes ikke videre. En sønnesøn, Joa
chim Borse, blev kjøbmand i Brevik og hadde en datter, som het
Charlotte Amalie. Hun blev gift med sorenskriverfuldmægtig Ebbe
Nielsen paa Ballestad, hvor hun døde i 1877 2.
Halvor Borses hustru Inger Gjertsdatter var død tidlig, kun 28 aar,
og blev begravet 28,4 1673. Hun efterlot sig en søn Søren (Søfren),
der var opkaldt efter bedstefaren paa farssiden, presten i Hjartdal.
Han bar titel av sekretær, men var nok sykelig. Han solgte i hvert
fald gaarden til generalmajor Johan Arnold for 530 riksdaler, men
døde straks efter, før han fik tid til at utstede skjøte. Dette ut
færdigedes da av Joachim Borse, Herman Leopoldus og Nils Jo
sten «paa vore kjeristers (d. e. hustruers) veigne». Det blev skre
vet paa Fjære gaard 2% 1702. Som man ser av skjøtet, hadde
den gamle Anne Gundersdatter, «salig Gjert Clausens efterleverske»,
ikke været istand til at utrede den datteren Inger skyldige farsarv,
og som efter hendes død, fremdeles übetalt, gik over til datter
sønnen Søren Halvorssøn Borse. Den utgjorde oprindelig 600 riks
daler; men den stakkels gamle «gudelskende matrone Anne Gun
dersdatter» hadde hverken kunnet utbetale arven eller avholde
renterne. Gjælden var herved og ved et av svigersønnen derhos
ydet laan til den gamle, da pantebrev i Borgestad blev utstedt
18/i2 1691, steget til 750 riksdaler; ti foruten at han ikke hadde
mottat noget av sin kones arv, hadde svigersønnen ogsaa for
strakt hende med et pengelaan, hvorav han i 1691 fuldstændig
eftergav hende den ene halvdel, 121 rdl. 3 mk. 17 sk., og trans
porterte den anden til dattersønnen; men beløpet skulde tillikemed
det øvrige henstaa ukrævet i gaarden, saalænge bedstemoren levet.
Herom heter det i det i 1691 utstedte pantebrev:
«Og som forb.m. min h(jerte) kjerre svoger (d. e. svigersøn)
1 Inga Friis i «Grenmar».
" Gjennem denne Ebbe Nielsen lever endnu familien i Gjerpen.
tet de fleste ældre medlemmer av familien til Aabenraa i Slesvig.
Ellers flyt
112
!
GJERPEN
sin heraf halfue tilkommende part til sin søn hafver foræret, saa
hafver og for.bte min hjerte kjere dattersøn ladet see sit goede
hjertelag imod mig, hans høytaldrende moer-moder, idet hand ikke
allenste gifvet mig betalningstied, til min dødelig affald skieed, mens
endog sønlig tilbødet sig, at vil forskiyde mig alt det, som jeg til
min goede ophaald kan vere behøfvende foruden nogen mangel.
Da, paa det han for saadan sin sønlig beteende (adfærd) ikke alt
for stor skade skulde tåge, heller ikke efter min død istæden for
god betalning erlange klammer og trætte; thi sætter jeg hannem
hermed til fuld forsikring og vederpant min fri og frelselig eiende
odelsgaard Borgestad.»
Skjønt hun vilde, at hendes kjære dattersøn «i alle optenckeHge inaader skal være og blive skadesløs holden», maa han dog
ha mistet ganske betydelig, hvis alt skulde være betalt med de
530 riksdaler, general Arnold gav for gaarden. Godt var det for
den stakkels gamle bedstemor, for hvem det vistnok maa være
gaat adskillig lil agters i hendes alderdomsdage, at hun hadde saa
formuende svigerson og saa snild en dattersøn, for hvilken sidste
det da ogsaa var vel, at han ved den tid, syk, som han var, slåp
væk baade fra gaarden og fra verden.
Pantebrevet sees at være tinglæst paa «Limmie stefnestue i
Gjerpen» 7de juli 1692 og den 31te januar 1695 av sekretær
Søren Borse at være fremlagt «udi sterboen effter dydædle matrone
sal. Anne Gundersdatter».
Generalmajor Johan Arnold, Borgestads nye eier, var ikke min
dre end 4 ganger gift, nemlig:
1) med Anna Stadsgaard, mor til feltmarschal Arnold;
2) fra 1677 med Sofie Giedde;
3) fra 1682 med Gjertrud Iserberg, datter av handelsmand Herman Iserberg i Kjøbenhavn, og endelig
4) fra 1692 med Anne Klausdatter.
Den sidste blev den bekjendte, høitagtede «fru Anne til Borge
stad». Hun var født i Skien 5/e 1659, døpt 2 % 1660 og var,
som før omtalt, datter av assessor, senere lagmand Klaus Anderssøn.
Knn 16 aar gammel, blev hun, 24/ s1675, gift med Stig Anderssøn
Tonsberg, født 1646, død 1690. Han var ved sin død kun 44
aar, og hans unge enke 31. Gravskriften over Stig er bevaret;
den lyder saaledes:
GJERPEN
113
J. H. S. 1
Her ligger giemt til lifsens og ærefuldgiørelsens stund det døde
støv, som efterblev av den velædle og høifornemme, nu sal. mand
Stig Andersen Tonsberg, da Gud tog hans sjæl til sig den 26 aug.
1690 udi hans priselig alders 44de aar.
Syr. 46 kap., v. 20, 21 (:)
Saa mange, som ikke vende sig fra Herren, deris hukommelse
være i velsignelse og deris ben vorde grønne endnu av deris sted,
som de ligge.
0 salig Stig, som stigede paa Jakobs himmelstige
med sjælen op blandt englene og ind i himmerige,
her hviler sine ben ifred ved nedersf trin av stigen
og grønnes af sit sted, endog i jordefligen.
Dit navn er i velsignelse og bliver ei hos nogen
af dine etterlevende sat hen i glemmebogen.
De kjender det for deris pligt, at til det allersidste
at viske støvet av din fjæl og pynte din ligkiste.
De tænker og at komme her og ligge ved din side,
som før laa i din arm og lænd, — hvor snart, maa Herren vide
dog ei saa lige her; de jo skal alle engang stige
paa himmeltrappen med dig op og høre rosten sige:
Stiger hid op!
Apoc. 11 v. 12 2.
Hverken de, som laa i Stigs lænd, eller hun, som laa i hans
arm, kom dog til at ligge ved hans side. Fru Anna la sig i hvert
fald, som saa mangen anden dydziret enke, først, mens hun levet,
i en anden mands arm og derefter i døden ved hans side; men
da denne hendes første egtemand døde, sparte hun i sin kjærlig
hets sorg ikke paa noget, som kunde tjene til at ære og bevare
hans minde. Kisten var likesaa kostbar som solid, og liktalen,
som blev holdt av mag. Hannibal Jessen, sognepresten i Skien,
blev trykt i Kjøbenhavn in qvarto 1694; ti lang var den, et helt
opus. Stig var ellers søn av borgermester Anders Madssøn i Tønsberg.
Ved sin egteskapsforbindelse med fru Anne Klausdatter kom
general Arnold til at drive en utstrakt trælasthandel og viste sig
derved, maaske under indflydelse av sin gode hustru, i de betin
gelser, som han tilstod bønderne oppe i Telemarken, noblere og
velvilligere end de fleste andre trælasthandlere paa den tid.
1 d. e. Jesus Hominum Salvator: Jesus menneskenes frelser.
2 Apocalypsis, d. e. Joh. Aabenbaring.
8 — Gjerpen. 111.
114
(iJEHPKN
Foruten trælasthandel kom general Arnold, fornemmelig vistnok
gjennem sin driftige frue, til ogsaa at drive skibsrederi. I 1704
eiet han skibene «Haab Johannes», «De tre venner» og «Svanen».
Hertil kom i 1706 «St. Anna». «Svanen» hadde tidligere tilhørt
Halvor Borse, senere Nils Josten og endelig Arnold; «Haab Jo
hannes» var paa 286Vs kommercelæster, det største skib i fjorden
og bygget paa Borgestad l.
General Arnold opførte den
endnu staaende, om end me
get forandrede hovedbygning
paa Borgestad. Ikke længe
efterat den var blit færdig,
kom Fredrik den 4de paa be
søk til Borgestad. Det væ
relse, hvori kongen sov, stod
siden, til minde om det sjeldne
besøk, gjennem «seks menne
skealdre» med uforandret ut
styr. Kongens reise gjaldt
egentlig Fossum verk 2.
Johan Arnold døde den
ste juni 1709, 71 aar 3 maa
neder og 12 dager gammel.
og blev indsat i det 10 aar
iforveien indrettede likkapel
ved Gjerpen kirke torsdag ste
General Arnold
september.
Sognepresten i
Gjerpen, David Monrad, holdt «parentationen» over ham, med tekst
Aab. 14. 13 («Salige er de døde, som»). Denne likprædiken skulde
ogsaa være blit trykt og var til den ende blit censurert av bisko
pen i Akershus, Munch, og anbefalt til trykning av det teologiske
fakultet i Kjøbenhavn; men Arnolds enke og de øvrige arvinger
blev uenige om trykningsomkostningerne, saa det blev intet av.
Skjønt det ikke var saa greit med trykning dengang, var vel dette
en noksaa Hau avslutning. Men kislen var i alle fald kostbar. I
Brække museum lindes av dens prydelser bevaret to vaabenskjold
med det Arnoldske familievaaben: tre ekenøtter paa et skjold, end
1 Se Schneider, Fra det gamle Skien.
- Hvad skjæbnesvanger følge dette kongebesok hadde for den unge prestefrue
paa Gjerpen, derom se Gjerpen I, s. 70 fl.
GJERPEN
115
videre to «sørgende krigere», et «dødens symbol» og et krusifiks
av messing l.
Oljemalede portræter saavel av fru Anne Arnold som av gene
ralen hænger endnu paa Borgestad. Efter disse at dømme har
fru Anne været en vakker dame med et fint ansigt, mens man
egentlig ikke kan rose hendes gemal for at ha været nogen skjøn
net; derimot har hans ansigt et godt uttryk. Almindeligere kjendt
og tillike varigere er vel det minde, man har, særlig av hende, i
«Fru Anne Arnolds vise», forfattet av sogneprest Hans Paus i Kvi
teseid (død 1715). Den var digtet paa telemarkingernes vegne til
fru Anne Arnolds ære og var i sin tid og sin kreds en meget
kjendt sang, som Landstad optok i sin store samling av norske
folkeviser. Jeg hitsætter nogle vers av den 2.
Stolt Anne, hon bur uppaa Borgestad gaard,
hon er seg blandt frugur dei blide,
hon sveiper seg baade i silkje og maar,
utn hennar gjeng segninn saa vide.
Gud, lat hennar liva evindeleg vel!
Hon fagnar sin herre, den adel saa god,
ein høvding i Noriges rike;
han tener kongen tilhest og tilfot.
for ingen saa vilde han vike.
Gud, lat o. s. v.
Hon lyser i stoga, hon
i gard
hon heve so mykje at gjera
med bonden, som uppe i fjøllo bur
naar lian til byen maa ferdast.
Gud, lat o. s. v.
Hon hjelper paa bonden, er ingen for stor,
det maa me j fjøllo berøma;
hon er for okkon ei nyttug, blid mor,
Gud skal hende derfor beløna.
Gud, lat o. s. v.
1 Mere om general Arnold er meddelt i Gjerpen I, stykket om officerer i Gjer
pen i 18de aarh.
* Se hos Landstad s. 682—686.
(UKRPEN
116
Hon tor fulla gjeva kon mungaat 1 i skaal,
naar me koma trøitte og arme;
hon skaffar kon konnit med reidelegt maal,
me turve kji syte og harmast.
Gud, lat o. s. v.
So længji me kunna styre kons plog,
so længji, som kjyri vil trivast,
og fura vil vekse uti 'kot>s skog.
me hugnast 3 med hennar at liva.
Gud, lat o s v.
Farvel, vene mor fruga kons! 3
med frugur og jomfrugur halde,
farvel, høge adel, Anne Arnold,
me ynskjer deg uti Guds valde.
Gud, lat hennar liva evindeleg vel!
Anne Arnold døde paa Borgestad Ilte november 1713, 54 aar
gammel, og indsattes i likkapellet 18de januar næste aar. Grav
platen paa hendes kiste er bevaret i museet. Inskriptionen lyder
saaledes :
J. H. S.
1. Gor. 15. v. 54. Døden er opsluget til seier.
Til et vist, levende haab udi troen til den fra de døde op
standne Ghristum JEsum hviler udi denne ligkiste høiædle og vel
baarne, nu himmelsalig
Fru Anna Clausdatter,
salig hr. generalmajor Johan Arnolts, som udi Schiens bye hafde
sin indgang til verden den ste Junii anno 1659 og sin udgang af
verden paa Borrestad gaard den Ilte April (?) anno 1713.
Esaiæ 35, v. 8. 9. 10. Paa helligdommens vey schal ingen løve
være, og inlet glubende dyr schal komme der op paa, schal ikke
findes der, men de igjenløste skulle vandre der, og Herrens for
løste skulle igjen komme til Zion med fryd, og evig glæde schal
være ofver deris hofvet: ja fryd og glæde skulle betage dem, og
pine og such og sorrig schulle flye fra dem.
1 øl.
2 tinder os vel ved.
s vor.
iJERPEN
117
Videre staar der:
Jeg paa din ligkiste dig til gravskrift kun indgraver to linier
som dig bør foruden avind:
En d}'dig Anna her sin roe og hvile hafver,
som Gud og dyden har opofret alt sit liv.
Hvem er denne «jeg»? Saa tilføies til slutning:
have hen1 Thess. (4) v. 14. Saa skalal Gud føre dem, som
s
sovet udi Jesum (!), frem med
hannem.
Den, som siger «udi Je
sum», kan vel ikke ha været
hverken prest eller anden lærd
mand. Hvem er saa inskrip
tionens autor «jeg» ?
Foruten inskriptionsplaten
haves i museets kirkekjelder
ogsaa to vaabenskjolde fra fru
Annes kiste, et med generalens
vaaben og et med fruens: 7 roser.
Som i Hans Pauss vise,
tales der ogsaa i den ældste
kirkebok om flere «jomfruer»,
som bodde paa Borgestad i
fru Anne Arnolds tid. Om
disse jomfruer kan anføres
nogle oplysninger, hentet fra
Fru Anne Arnold.
forskjellige kanter.
I sit første egteskap med
Stig Tonsberg hadde fru Anne nogle barn, hvorav i alle fald to
døtre levet op og tilbragte sin første ungdom paa Borgestad. I sit
andet egteskap med general Arnold hadde hun seiv ingen, men
barn av hans tidligere egteskaper var eller vanket der. Saaledes
nævnes i kirkeboken:
Karen Tonsberg, der blev gift med fru Annas bror assessor
Anders Klaussøn; men hun var sandsynligvis ikke nogen datter
av Stig, men snarere av hans bror Matias de Tonsberg. Karen
Tonsberg blev, som saa mange fruer i den tid, ikke gammel. Hun
blev begravet V 31696, i en alder av 24 aar; hun døde sandsyn
ligvis paa barselsseng. Hendes mand Anders var ogsaa kortlevet;
(JJKRPEN
118
han døde to aar efter, 2/» 1698. De blev begge ført fra Kristiania
og indsat «i sin begravelse» i Gjerpen kirke.
Anne Tonsberg. Hun har antagelig været en datter av fru
Anne i hendes første egteskap. Sam «jomfru Anne Tonsberg paa
Borgestad» var hun, samme aar som Karen Tonsberg døde, fadder hos
en sergeant i Gjerpen. Hun var saaledes ikke fornemt stor paa
det; men hun var i det hele en yndet fadder baade hos storfolk
og hos smaafolk. Va 1698 blev hun gift med kommerceraad An
dreas Schøller i Trondhjem og kom ganske væk fra disse kanter.
Efter hans død skal hun anden gang være blit gift med en offi
cer, oberstløitnant Johan Henrik Wenigel (?).
Charlotte Amalie Arnold, den tredje unge jomfru paa Borgestad,
er bedre kjendt. Hun var en datter av general Arnold i hans
egteskap med Gjertrud Iserberg og blev, som før omtalt, 'Vis 1703
gift med assessor Joachim Borse. Den rigdom, de hadde nydt
baade hver for sig og i den første tid av deres egteskap, blev
pludselig borte; men de fik dog leve sine aar tilende paa Fjære
vakre gaard, om del ellers vistnok var temmelig smaat for dem,
og vel ikke mindst for hende i hendes lange enkestand.
Efter fru Anne Arnolds død blev Borgestad solgt til major Hans
Holmboe. Han hadde gaarden til 1731, da solgte han den til
cancelliraad Herman Leopoldus (senere Løvenskiold). Som om
talt under Fossum, var han 15/7 1728, altsaa 3 aar, før han over
tok Borgestad, blit gift med biskop Deichmanns datter Margrete.
Han døde 18At 1759 og hun faa uker efter, 6Ao 1759. De var efter
nogle optegnelser i Gjerpens sogneprestarkiv flittige kirkegjængere
og gjester ved Herrens bord 1. De har ogsaa været velgjørende og
gode folk. Særlig maa man anta, at fruen har været det, at dømme
efter hendes gravskrift. Inskriptionen paa hendes kiste lød nemlig
saaledes:
Guds tanker ere ikke som vore. Havde ønsker og forbønner
kunnet noget formåa, kunde døden vige for alle dyders kjerne, da
skulde du ikke saa tidlig forefundet i denne grøft (?) det usle efter
ladte af en ren, dyrebar og ædel sjæl(?), af velædle og velbyrdige
frue Margareta Deichmann, som indgik i denne verden 1708, i sit
egteskab 1728 med velædle og velbaarne hr. cancelliraad Herman
Løvenskiold, som hun overlevede, da hun skiltes fra dette forfænge
lige d. 6. Oktober 1759.
Saa er videre tilføiet følgende rimeri:
Se Gjerpen I, s. 134.
(UKHPKN
119
Vil nogen vide mer. lad fattigmaud fremsige,
lad børn. søskende, de hjælpeløse staa,
et vidne om, at du har ei havt lige.
Dit minde aldrig dør (og ei?) forsvinde skal.
Har kjærlighed havt sted, et svigløst hjerte bolig.
besminket('.') gudsfrygt, dyd, bchaglig omgangs held,
en rund og gavmild haand. et hjerte ædelmodig.
da fandtes det hos dig, lev derfor evig vel!
Om man ogsaa i disse sterke ord vil trække adskillig fra, saa
maa der allikevel bli adskillig igjen til hendes forijente pris. For
øvrig er indskriften usedvanlig slet bokstaveret, likesom retskriv
ningen forøvrig er under al kritik. 1 uttrykket «besniinket guds
frygt» maa antagelig være utelatt et u.
Denne Herman Leopoldus, senere Herman Løvenskiold, var
søn av den i 1739 adlede og navnforandrede sekretær Herman
Leopoldus fra Kristiania og født i 1701. Han kjøpte Bolvik i 1728,
Borgestad i 1731 og Fossum i 1739, men bodde helst paa Borge
stad, hvor han skal ha ført et stort og selskapelig hus. Han
hadde 3 sønner og 3 døtre. Den ældste av sønnerne var en mand,
hvis navn endnu almindelig kjendes, nemlig:
Bartolomæus Herman Løvenskiold. Det usedvanlige navn «Bar
tolomæus» skri ver sig fra bedsiefaren paa morssiden biskop Barto
lomæus Deichmann. Han overtok av farens eiendommer Bolvik
og Borgestad, og biskop Deichmanns enke, Kise Rosenmeyer, levet
sine sidste aar hos sin snilde dattersøn og døde paa Borgestad
11 / i1745. Paa Borgestad kjender man endnu og kan endnu paa
vise «bispindens kammer».
B. H. Løvenskiold blev født paa Bolvik ->9/9 1729. Va 1751
egtet han Edel Margrete Rasch, en datter av rektor kancelliraad
Jacob Rasch og biskop Deichmanns datter Anne; han blev saa
ledes gift med sin kusine. Hun døde paa Borgestad n /io 1791,
nogle aar efter sin mand, der var død 17/-> 1788.
Hvad der gjør, at hans navn endnu er kjendt, er hans «Be
skrivelse over Bratsberg amt», der blev trykt i Kristiania 1784.
Literært set, har den vel litet værd, men historisk vil den frem
deles beholde sin betydning. Stofordningen er miserabel og stilen
ofte høist snurrig; men forfatteren gjør sig heller ikke nogen ind
bildninger om at være en stor stilist og vel heller ikke om at
være en større forfatter i nogen henseende. Han har skrevet, fordi
det har været ham en irang at skrive, og etsteds i boken siger
han seiv om sine litterære emner: «Mine udtrykke ere uudkunst-
p
120
GJERPEN
lede, og jeg mangler den veltalenhed, der ofle gjør en mager af
handling beundret. Jeg skriver velment rene sandheder uden
kunst, og jeg udbeder mig mild bedømmelse.» Man faar ved læs
ningen iblandt indtryk av, at lian maa ha været noget sløv eller
glemsom, og han er, som sagt, litet istand til at ordne stoffet; han
har ikke magtet dette, skjønt det skulde jo ikke været saa uovcr
kommelig; men overalt merkes hans livlige interesser, og overalt
har man en følelse av, at forfatteren personlig er en hædersmand.
Jeg har alt før (Gjerpen I, s. 8) anført en liten prøve paa hans
kuriøse stil, der overgaar sig seiv, naar han blir poetisk stemt.
Det var en skildring av Gjerpens heiiige natur, hvorav jeg her
gjentar en del i litt større sammenhæng: «Sognets smukke belig
genhed i tre miles længde er overalt anprist; og naar man med
agtpaagivenhed igjennemfarer denne yndige skueplads fra Aasebro
(d. e. Osebro ved Porsgrund) til Bestul i Luksefjeld paa den tid
af aaret, da naturen spiller i alle sine rørende optrin, naar træerne
prange med sit buskede løy og dalernes roser fremskyde til ambra,
naar soltrosten forener sig at slåa slag i slag under den i luften
zitrende, syngende lærke, og naar gjøgene udstøde sine lyd, som
give mange søde gjenlyd i fjeldene og i de grønne lunde, maa man
løle de mest rørende og mest indtagende sindsbevægelser, fulde af
beundring over den store Skabers alinagt og høihed og det blom
strende, herlige naturrige. Denne vellystige tidspunkt opliver vel
de ensomste ørkener, men dobbelte syner af alt det, der kan op
muntre sanserne, fremviser dette sogn i sin ganske omkreds» os. v.
Næsten endnu høiere stiger han, hvor han priser sin egen gaard
Bolviks naturherligheter; jeg beholder her ogsaa hans ortografi.:
«Her ere rundt omkring mange lystige Egne, og jeg, som ofte
igiennemreiste alle disse Egne paa alle Aarets Tider, saa vel da
Foraarets Mildhed borldrev Vinter-Dampene af Jorden og Soelens
Straaler bortsmeltede de iisbroelagte Vande, da Fuglene besang
Lundene paa de nyelig Løv-hængte Grene; da Bækkene skummede
og Fossernes Brusen opfyldte Dahlerne med Lyd og Gienlyd fra
de omkring liggende Høye; jeg igiennemreiste disse Egne med de
sødeste Følelser, da Sommerens Yndigheder omstraaledes af Blom
sterkrandse; da Skovene vrimlede af velfødde Dyr og arbeidende
Mennesker, som her lagde Grundvolden til Livets Underholdning
i Vinter-Dagene, der i de lystige Sætter-Dahle deltoge i den fede
og vederqvægende Sæter-Mad, og efter fuldført Dags Arbeide lok
kede de skiønne og nydeligste Fiske til deres Fiskekroge; da Trosteii
GJERPEN
121
slog sine Slag, Giøgerne galede og da den nedgaaende Soel gav
Skygger og Afbildninger af lutter fortryllende Optrin; jeg bievaanede
ofte disse Skov-Beboere i Dagens søde Morgenrøde at optage de
med adskillige Fiske-Slags berigede Garn, da Lærken udtrillede over
os sine indtagende Toner, da Hyrdinderne besang Dagens Komme
og Qvægets Brølen og vclklingende Klokker hilsede Morgenstunden
rundten om os. I dette Canaan fandt jeg lutter Yndigheder, og i
liver Forandring altid nye Skiønheder.»
Foruten amtsbeskrivelsen forfaltet B. H. Løvenskiold ogsaa læn
gere beskrivelser av Borgestad og Bolvik, efler sigende paa over
tyve skrevne ark; men de er komne bort.
Som praktisk gaardbruker var hr. Bartolomæus vistnok bedre
end som forfatter. Han siger seiv, at han paa Borgestad, som han
kjøpte i sin fars dødsbo u/i 2 1760 for 4000 riksdaler, anvendte et
lignende beløp til forbedring av huse og jordvei. Gaarden opgaves
i hans tid at føde 4 hester og 26 kjør. Han var ogsaa en ivrig
havedyrker, og et av ham plantet epletræ stod langt ind i forrige
aarhundrede og ydet Borgestadfolket, hvad de kaldte «slekte kan
celliraader». Eplerne paa det træ smakte nemlig bedst, naar de
blev stekt. Vaarbeiting, som folk i denne tid begyndte at slutte
med i Gjerpen, hadde han alt ophørt med paa Borgestad flere aar
i træk, 1782 undtat, «da der var en alrnindelig, stor og beklagelig
fodermangel.» Han prøvet ogsaa med tobaksdyrkning; men den
blev det ikke noget større av. Han fortæller ellers, at man i Gjer
pen omkring 1780 begyndte at bli mere omhyggelig om skogen,
der var blit meget ødelagt. Han siger ogsaa, at Gjerpensogningerne
tilbragte en del av sommeren paa sætrene og samlet ost og smør,
samt at de kjørte den paa sætrene samlede gjødsel hjem til gaar
dene om vinteren. Den maatte da bli noksaa kostbar, naar man
saa paa arbeidet. Næste eier av Borgestad blev B. H. Løvenskiolds
svigerson:
Jakob Aall. Han var født 25/ e1754 og blev gift med Løven
skiolds datter Edel Margrete 2Vio 1779. Hun var født paa Fossum
19/s1753 og var altsaa vel et aar ældre end sin mand. Jakob Aall,
som alt aaret før svigerfaderens død hadde overtat drilten av Borge
stad, var yngste søn og tolvte barn til gamle Nils Aall i Porsgrund,
Aalleslegtens stamfar her i landet 1.
1 Nils Aall var født 1702 og døde 1784. Hans kiste var nedsat under gulvet
i østre Porsgrunds kirke, hvorfra den '% 1903 med flere andre kister tokes op
og begravedes paa kirkegaarden.
122
(UKRPEN
13 aar gammel var Jakob Aall i 1767 blit sendt til Kjøbenhavn,
senére opholdt han sig 2 aar i England og kom saa hjem i 1777.
Han tok da borgerskap i Porsgrund efter sin gamle far, som nu
trak sig tilbake fra forretningerne, 75 aar gammel. Hermed fulgle
ogsaa flere eiendommer baade i nedre og øvre Telemarken. I
Porsgrund hodde han i 10 aar og ombygget i denne tid sin fars
gaard der. Saa flyttet han
til Borgestad og solgte by
gaarden til sin svoger kam
merherre Severin Løven
skiold, der var gift med hans
søster Benedikta Henrikka.
Jakob Aalls hustru Edel
Margrete Løvenskiold døde
-6/i2 1795, 43 aar gammel,
og mindre end 3A aar efter
hendes død giftet han sig
igjen 19A 1796. Men det var
rigtignok ogsaa noget at skyn
de sig for; ti hans anden
hustru var baade en ypperlig
kvinde og en meget velstaaen
de ung enke. Det var nem
lig før omtalte Didrik Cap
pelens rikt utstyrede enke,
som just for kort tid siden.
Jakob Aall til Borgestad.
i 1794, var blit ledig. Kri
stiane KHsabct Boyesen (eller Ording — det er igrunden samme
familie), datter av kjøbmand i Skien Realf Boyesen, var født 17/t
1767 i Skien og altsaa endnu kun i sit 27de aar, da hun blev enke
efter rikmanden Didrik Cappelen paa Mæla, en mand med en for
mue paa 300000 riksdaler, hvad der nu vilde sige flere millioner.
Hun hadde kun været 18 aar, da han fik hende, from og stilfærdig
og begavet, men skulde ogsaa faa det godt betalt av ham. Først
skulde hun efter hans død ha «alle pretiosa og mynter», — og
hun var da saavidt en almindelig kvinde, at hun forstod at vur
dere det —, saa skulde hun ha en gaard i byen, som var taksert
til 2500 riksdaler, med 1500 riksdaler til husets møblering, videre
500 riksdaler til en liten villa paa landet og tilslut renterne av
16000 riksdaler til sin død! Efter overenskomst med Cappelens
GJERPEN
123
arvinger omgjordes dette og sattes i en rund sum til 30000 riks
daler. Saaledes utstyret var den 28 aarige enke, som Jakob Aall
nu indførte i sit hjem, og hvad der var det bedste: hun var der
hos baade forstandig og hjertegod, foruten at hun var gudfrygtig,
hvad der fra gammelt, likefra grev Zinzendorfs dage og hans paa
virkning paa en av forfædrene, hadde ligget til slegten. Med sin
første hustru hadde Jakob Aall ingen barn faat; med den anden
fik han ikke mindre end 7, 1 søn og 6 døtre. De var følgende:
Edel Margrete, døpt 8% 1797, opkaldt efter hans første kone. Hun
blev gift med provst Realf Ottesen, der var født 1779, altsaa IS
aar ældre. Han døde i 1860, hun aaret efter, i 1861.
Didrikke, døpt 8/a 1799, opkaldt efter moderens første mand,
Didrik Cappelen. Hun blev ogsaa gift med en prest og provst,
bror til søsterens mand, provst Olto Kristian Ottesen Han var
adskillig yngre end broren, født 1788, og døde i 1870. Ogsaa denne
søster døde aaret efter sin mand, 1871.
Fredrikke Sofie, født 10/ s 1800, blev ogsaa gift med en Ottesen
og bror til de to provster; men denne gang blev det en skibsreder,
Jakob Ottesen i Porsgrund. Han var den ældste av brødrene,
men blev gift med den yngste av søstrene. Han var født i 1778,
men døde alt i 1836, 4 aar efter deres bryllup. Som Didrikke var
død 10 aar efter søsteren Edel Margrete, 1861 —1871 —, saa døde
den tredje søster igjen 10 aar efter Didrikke, i 1881, men hadde
da fra 1849 været gift med toldkasserer Rasch i Grimstad. Saa
kommer der paa rad 3, som ikke levnet op, deriblandt den
eneste søn:
Marie Regine, født 'Vvi 1802: Nikoline Maria, født 2A 1804, og
Nils, født 3%2 3806. De døde alle tre smaa.
Benedikta Henrielta, født i 1810, opkaldt efter Jakob Aalls søster
(Henrietta istedenfor tidligere «Henrikka»). Hun døde ugift i 1887,
sidst av alle sine søskende, som hun jo ogsaa var den yngste.
Jakob Aall var en venlig og munter mand og glad i god mat
og svær til at spise, en ren storæter. Det sagdes at være hans
«mindste kunst», at fortære en hel gaas, før han kl. l/a5om mor
genen satte sig i sin vogn for at kjøre til Kristiania 1 . Aa ja, men
slike gjæs blev ham vel litt dyre paa slutten!
Ved kronprins Fredriks besøk i Skien i 1788 eskorterte Jakob
Aall ham opover i spidsen for hundrede telemarkinger i national
dragt. De var jo kjendt fra gammelt, ogsaa nede i Kongens Kjø1 Krog Steffens, Slegten Aall.
f
124
GJERPEN
benhavn, for at være stridbare karle! Seiv sat Aall paa en borket
hest, i gul trøie og gule skindbukser, med dragen kaarde og et
morskt opsyn, fortæller fru Mogensine Bentzen, alias fru Signe
Adeler \ i sine utrykte optegnelser. Ogsaa paa brodersønnen, den
senere Eidsvoldsmand Jakob Aall, gjorde dette syn et sterkt ind
fryk, allermest den ellers saa godslige onkels forandrede utseende.
Han skriver paa sin stilfærdige maate om det: «Aall, den blide
mand ellers, red barsk i spidsen for toget.»
Jakob Aall gav 5000 riksdaler til opreitelsen av universitetet
Han skjænket ogsaa Brunkeberg kirke en stor lysekrone av bronce.
Forøvrig var Jakob Aall, likesom fru Anne Arnold, meget avholdt
i øvre Telemarken, og da han engang hadde eftergit en fattig enke
oppe i Øiefjeld hele hendes gjæld til ham, maaite poeten Targje
Vindsvold stemme sin harpe deroppe til et takkedigt paa hendes
vegne og i hendes navn. Det begyndte saaledes:
Tusind tak jeg nu maa sige
til den kjøbmand uden lige,
som al gjclden mig forlod.
Glade giv er, som vil tænke
paa en fattig, husvild enke,
tak ske Dem, som var saa god!
Da jeg sad i sorgens trængse),
vented lijælp med ængstlig længsel,
alt mit haab til Himlen var,
fik jeg dette budskab høre,
hvad De mod mig vilde gjere,
som var mig en lykke rar.
Kristen Pram, der ogsaa besøkte Borgestad, som han besøkte
Mæla og Fossum, skriver saaledes: «Gaarden Borgestad eies av
kjøbmand Jacob Aall, som har 3 avlsbrug og er en meget for
muende mand, nærpaarørende med de øvrige af dette navn og
deltagende i den agtelse for sand hæderlighed som samtlige, der
bære det.»
Jakob Aall fik en død, som man efter hans levevis maatte frygte
for: han blev rammet av slag den 19de september 1826 og døde
den 23de. Hans enke skrev derom efter hans død: «Den 19de
om morgenen, da han frisk som ellers var opstaaet, fik han en
rørelse, som betog ham saavel lemmernes og (som) stemmens brug,
og laa han saaledes, indtil hans livslys udslukkedes.» En saadan
1 Om hende foran under Bratsberg (Gimsø).
G.J KR PEN
125
død kunde han jo godt ha faat, især i sin alder, over 72 aar, uteii
at man behøver at sætte den i nogen forbindelse med hans stor
æteri; men den hang dog vel sammen med det.
Jakob Aalls enke døde 16de mai 1833 i sit 06de aar. Sviger
sønnen provst Otto Ottesen har skrevet følgende om hende: «Op
fostret af gudfrygtige forældre i den sande gudskundskab, blev hun
ei bildet af denne verdens ting,
endskjønt hun kun 18 aar gam
mel indtraadte i egteskab og
derved kom i en saare stor vel
stand, der som oftest bliver en
anstødssten for de dødelige, og
endskjønt hun ved endnu i sin
blomstrende alder at indtræde
i andet ægteskab ombyttede det
stille, indgetogne liv med et for
hende uvant, muntert selskabs
liv i en talrig, velstaaende fa
miliekreds, i overflødighed og
jordlivets mangehaande glæder
og nydelser, der ei mindre pleie
at være farlige for støvets børn
paa adskillig maade.»
Paa grund av de vanskelige %-,_ m
tider efter 1814 gik det mer og
Bankadministrator H. J. Cappelen.
mer tilbake med Jakob Aalls
formue, og han trak sig efterhaand ut av alle forretningsforbindel
ser; han opsa i 1822 ogsaa sit i 1777 erhvervede borgerskap i
Porsgrund. For at redde gaarden for familien solgte han ved auk
tionsskjøte, datert Vu 1822, Borgestad til stedsønnen Didrik Cap
pelen, der igjen ved skjøte av 28/4 1823 for en kjøpesum, stor 8896
spd. 62 sk., overdrog gaarden til sin bror:
Realf Cappelen, der var en stedsøn av fru Aall i hendes første
egteskap. Den nye eier overlot pietetsfuldt den søndre del av huset
til de gamle og bodde seiv i den nordre del. Han var gift med
Anne Sofie Stenbuch, datter av presten Stenbuch i Eidanger. Hun
døde i 1850 og han i 1853, 62 aar garn mel.
Erik Johan Cappelen, Realf Cappelens søn, var født i 1828.
Erik Cappelen var cand, jur., bankadministrator ved Norges banks
avdeling i Skien og i 10 aar, I<Bs9—1869, ordfører i Gjerpen. Hans
126
f.JEKPKN
far var blit utdan net til landmand i Danmark, og sønnen viste sig
ogsaa at være en dygtig jordbruker. Særlig var han glad i hester
og sa spøkende om sig seiv, at han heller burde ha været kaval
lerist éiid jurist. Hans hustru, Maren Dorotea Blehr, var født paa
Stathelle i 1830. Cappelen døde 10h 1881, 53 aar gammel; hans
hustru, der i mange aar hadde været sykelig, overlevet ham i 5
aar og døde 86/* 1886, 56 aar
gammel. Deres datter og ene
sle barn Anne Sofie Cappelen,
født 1854, blev Iste juli 1880
gift med ingeniør Gunnar
Knudsen, der saaledes blev
Borgestads nye og er dets
nuværende eier.
Aanon Gunnar Knudsen er
ved siden av statholder Se
verin Løvenskiold den mest
landskjendte mand fra Gjer
pen, og som politiker lands
kjendt i endnu langt høiere
grad, end hin var.
Han blev født l% 1848
paa Salterød ved Arendal, av
forældre skibsreder Kristen
Knudsen og Gurine Aanon
sen. Efter i 1866 at være
Statsminister (iunnar Knudsen.
blit student fra Skiens skole
og i det følgende aar at ha lat andeneksamen, reiste han til Gøte
borg, hvor han i 1869 tok polyteknisk eksamen. For sin videre
utdannelse opholdt han sig derefter en tid i England. I 1871 begyndte
han med skibsbyggeri og skibsrederi, og siden har han paa mangfol
dig maate tat del i det høiere forretningsliv. Han var saaledes i 1874
med ved oprettelsen av Laugstol bruk i Skien, i 1882 i Porsgrunds
gjærfabrik og i 1885 i Porsgrunds bekjendte porcellænsfabrik. Paa
Borgestad anla han i 1886 et teglverk og i 1893 en chamottefabrik.
Fra 1888 har han ogsaa været medeier i Ekelands verk. Senere
har han stiftet og staat i spidsen for det store skibsrederiselskap,
der bærer navnet Borgestad». Likesom han i mange aar har
været medlem av og tildels formand i «Det norske landmandsfor
bund», har han ogsaa drevet "sin egen gaard paa en fremtrædende
GJEKPKN
127
dygtig maate. Blandt andet har han beplantet 76 maal med 1500
epletrær, der nu staar i fuld vekst og gir et rikt utbytte l.
Hovedbygningen lot han allerede i 1882 restaurere og ombygge,
hvorved den blandt andet utstyredes med en vakker karnapbygning
paa den søndre side 2.
Hans deltagelse i det kommunale og politiske liv har været av
den største betydning baade for land og herred. Fra 1886 har han
i mange aar været ordfører i Gjerpen; at han ikke altid har været
det, er vistnok alene kommet av, at høiere hverv har kaldt ham
bort fra hjemmet. Fra 1892 har han saaledes stadig været stor
tingsmand for Bratsberg; men deltagelse i regjeringen har ofte
hindret ham i at fungere i dette hverv. I 1901 blev han første
gang siatsraad, 1901 —1902, i 1905 var han det anden gang; stats
minister første gang 1908—1910, anden gang Iste januar 1913 til
16de juni 1920, da han indleverte sin avskedsansøkning efter en
finansvotering dagen iforveien, som gik ham imot.
Han har været den drivende kraft i flere indretninger, der først
og fremst er kommet hans egen bygd tilgode, som det store Aarli
fosanlæg, der forsyner bygderne om Skiensfjorden med lys og kraft.
Likeledes har han under megen motstand gjennemført, at Bratsberg
banen fra Notodden er bygget paa østre side av Nordsjø istedenfor
paa vestre, saa den gaar gjennem Gjerpen istedenfor gjennem
Holla og Solum.
Hans gavmildhet har været meget stor. Før er omtalt hans
legater til forskjønnelsen av Gjerpen kirkes omgivelser og til opret
telsen av husflidsskoler for gutter i Gjerpen 8. Endvidere har han
skjænket kommunen Borgestad murede folkeskolebvgning med stor
tomt; men allermest at nævne er hans storartede gave av kirke
paa Borgestad gaards grund med tilliggende stor kirkegaard. I
denne kirke lar han for tiden ved maleren Vigeland indsætte kost
bare glasmalerier, til avløsning av de ældre fra Tyskland indkjøpte,
mere fabrikmæssige. Hertil maa endnu føies legater til hans ar
beidere, som han i det hele sørger udmerket for.
Hans gode hustru avgik ved døden den 24de juni 1915, efter
nogen tids sygdom, 61 aar gamme]. Dødsaarsaken var kræft. Hun
1 Borgestad føder omkring 40 kjør og 8 hester. Det har et areal av 843 maal,
hvorav 98 er skog. Der er 166 bortfæstede hustomter, hvorav 86 ligger paa Ose
bakken. Gaarden har 2 kilometer værdifuld strandlinje.
2 Se billedet over stykket.
1 Gjerpen I.
128
GJERPEN
begravedes 29de s. m. under den største deltagelse fra nær og fjern.
Begravelsen fandt sted fra Borgestad kapel, som altid hadde været
hende saa kjært, og som hun hadde prydet med særskilte kostbare
og vakre gåver. Paa sit dødsleie oprettet hun to legater, et paa
10000 kroner lil støtle for menighetssykepleien i Gjerpen, og et
paa 5000 kroner, av hvis renter der nærmest skal skaffes Nytestamenter til samtlige konfir
manter, hvad der hittil hadde
vist sig uoverkommelig.
I sin nekrolog skriver Ski
ensbladet «Varden» bl. a.:
«Med undtagelse av en kort
tid i begyndelsen av sit egte
skap, da Frednes var hendes
bolig, har hun bodd paa sin
fødegaard, og seiv naar hen
des mands stilling gjorde an
detsteds nødvendig, var det
Borgestad, som var hendes
rette hjem. Her laa hendes
gjerning og hendes interesse.
Her virket hun og ledet hun
det hjemlige arbeide, som den
gode hustru og den gode mor,
hun var. Her viste hun det
Fru Sofie Knudsen.
rike hjertelag og den kjærlige
omtanke, som saa mange har
nydt godt av. Det er mange hjem i distriktet, som med deltagelse
har spurt efler hendes tilstand, efterat sygdommen meldte sig, og
som sørger ved hendes bortgang.
Fru statsminister Knudsen var en statelig dame, en repræsentativ
skikkelse med en værdig fremtræden ; men det likefremme væsen
og det gode hjerte opdaget man snart, og det vil i særlig grad bli
beva ret i erindringen.»
Den kjendte assessorfrue Theodora Hagerup Bull skrev i anled
ning fru Knudsens død i kvindebladet «Urd»:
«Første gang, jeg saa fru Knudsen, var i 1906 i en fest hos den
daværende danske minister.
I en sterkt oplyst sal sat en krans av damer, og mellem dem
en, som straks forekom mig egenartet. Holdningen, maaten at bære
GJERPEN
129
hoelet paa, den stille, fordringsløse sikkerhel, den fornemme, Ult
tilbakeholdne værdighet,
- jeg kom til at tænke paa familie
billeder fra gamle slotte, jeg hadde set, og jeg syntes, denne
dame eiet en skjønnet, som jeg ikke visste at gi noget passende
navn. Den laa ikke i træk eller linjer, snarere virket den
gjennem noget sluttet, karakterfuldt og paa samme tid elsk
værdig, der gav uttryk for en viss harmonisk høihet.
Mit indtryk fra den
gang, da jeg stod og saa
paa fru Knudsen, uten
at vite, hvem hun var,
har jeg stadig siden faat
bekræftet.
Netop saa enkel og
fornem var hun. Og
hun gik den vei, der for
hende var den rette,
uten at søke sit eget,
men med altid uforan
derlig godhet overfor
andre.»
Barn:
Lovise Blehr. født 3/:>
1881. Hun har reist
Gudrun Knudsen paa dodslciet,
sommeren 1902.
meget i utlandet og,
mens hendes mor var
hjemme paa Borgestad, repræsenteret fruen hos sin far i Kristiania
Erik Cappelen, født 7s 1882, ingeniør av utdannelse, væsentlig
skibsreder. Han har i de senere aar været valgt til forskjellige
betydningsfulde kommunale hverv. Han er gift med Anne Mar
grete Prytz, datter av statsraad Prytz.
Kristen, født l/g 1884, skibsreder, gift med Alfhild Bjercke, datter
av grosserer farvehandler Bjercke, Kristiania.
Gudrun, født 9/i 1886. Hun blev tidlig angrepet av tuberkulose
og opholdt sig i længere tid forgjæves paa Mesnalien. Paa hendes
dødsleie meddelte hendes far hende, at hun hadde en arv paa
40000 kroner, og spurte, hvad hun vilde, der skulde gjøres med
dem. Hun svarte, at de skulde gives til «syke barn». Der blev
av dem oprettet et legat: «Gudrun Knudsens legat til tuberkuløse
i Gjerpen», hvis renter aarlig utdeles, dels til ophold paa sanatoriet,
<)
Gjerpen.
111.
130
GJERPEN
dels til anskaffelse av bedre underholdning i hjemmel. Hun var
from og god og alt ganske ung merkelig omsorgsfuld ib r andre.
Hun døde Z2/9 1902, noget over 16 aar gammel, og blev 29/o1902,
en solstraalende høstdag, begravet i det samtidig indviede familie
gravsted paa Borgestad, der ligger like paa nordkanten av den nu
værende kirkegaard.
Margit, født 2/V> 1889, foreslod hjemmet paa Borgeslad under
faderens fråvær. Hun er i de sidste aar blit valgt til fiere kom
munale hverv. Gift 22de november 1919 med brukseier Didrik
Schjøtt fra Skien, men bosat i Gjerpen.
Rolf, født 24/8 1893, ingeniør, har opholdt sig i Amerika for sin
videre utdannelse, men er desværre nu blit angrepen av samme
sygdom som søsteren Gudrun.
INDHOLi)
(i amle storgaardcr i Gje r pen:
Sid<>
Bratsberg
Lagmandsgaarden
Mæla
Fossum
Borgestad
1
:>;{
71
81
10S
i
Av J. L. Qvisling er tidligere Depotblbliotekef
historiske skrifter:
Fyresdals prestegjelds og pr
Sogneprest Daniel Thrap i «Kirke
bygdebeskrivelser har i denne b. o
;|| i
7ftcrl -M 070
/OSU
T 1*J ii)
det er os helt glædelig at notere
Fyresdals historie, anden omarbeidede utgave,
1912-1913. 400 sider.
Forfatteren Erik Lic i«Norske Intelligenssedler»: Et særdeles
fortjenstfuldt samlerverk. Som skriftet nu foreligger, er det
næsten som et helt nyt verk.
Prester i Øvre Telemarken fra de aeldste tider til
omkring 1600. 1902. 101 sider.
Sogneprest O. Olafsen i «Dagsposten»: Dette provst Qvislings
arbeide er meget fortjenstfuldt.
Gjerpens prestegjelds og presters historie, 1904—
1905. 363 sider.
Arkivar Finne Grønn i «Morgenbladet»: Det bidrag, som
provst Qvisling har givet, vil modtages med tak og haab,
at han ikke hermed vil lade sin pen hvile.
Øvre Telemarkens historie i det 17de aarh. 1906.
296 sider.
Professor Halvdan Koht i «Varden»: Det som Qvisling gjev
innafor den raama han sjølv har sett seg, det er so rikt og
gildt og forvitnelegt, so me maa berre vera inderleg takk
same for værke hans.
Bidrag til Øvre Telemarkens historie fra det 18de
og 19de aarh. 1908. 189 sider.
Konservator Rikard Berge i «17de Mai»: Han er ein, som
arbeider, og ein, som arbeider godt. Han hev framifraa
evne til at skipa godt det, han hev samla.
Fra mine unge aar.
1912.
162 sider.
Overlærer J. A. Schneider i «Varden»: Rigtig festlig fortalt.
Gjerpen. Den historiske del I. 1917. 209 sider.
Den historiske del 11. 1919. 148 sider.
Knut Mollestad i «Fremskridt»: Disse bygdebøker er av
største værd i fædrelandskjærlighetens tjeneste.
DRT MAI.MNGSKE BOOTRVKKERI