1. No category

En efterårsrejse i USA
Farveorgiet
Da vi kører ind i Massachusetts denne sene
eftermiddag i oktober, kan vi se, at forvandlingen
fra sommer til vinter er i fuld gang: Skove, ja hele
bjergskråninger, synes at stå i brand, - en sand
farveeksplosion i gult og gulgrønt over orange til
knaldrødt og videre til dybt vinrødt og
mørkviolet.
Som havde en kæmpemæssig malerpensel duppet
træernes kroner med de mest fantasifulde farver.
Vejen snor sig gennem et utroligt smukt, kuperet
landskab, og hver kurve på vejen åbenbarer
stadigt nye farvepaletter, som synes mere
mageløse end de foregående.
Særligt skovene i New England i den nordøstlige del af USA, bl.a. i staterne Massachusetts, Vermont
og New Hampshire, er berømte for dette særdeles betagende, årligt tilbagevendende naturfænomen.
Når løvfaldet nærmer sig, og bladenes klorofyl går til grunde, træder andre farvepigmenter frem i en
sådan grad, at skovene iklæder sig nærmest overnaturlige farver.
Jeg rejser med mine
amerikanske
venner,
Laurie, Pat og 11-årige
Eranthis, og turen går
til Berkshire Hills, et
bjergområde
i
det
nordvestlige hjørne af
Massachusetts,
ikke
langt fra Vermont.
Området
tiltrækker
hvert
år
utallige
naturvandrere, - mennesker, som nyder den særlige aktivitet, som
her kaldes “leaf peeping”, det at beundre efterårsskovenes
ufattelige farvesymfoni.
Vi er heldige gennem en hel weekend at have det flottest
tænkelige vejr med fuld sol og dybblå himmel. Vi vandrer ad
afmærkede stier op over det 1.064 meter høje Mount Greylock, Massachusetts’s højeste bjerg. Selv
om jeg efter de første 100 fotos siger til mig selv: “Ok, ikke
flere …”, må jeg alligevel straks efter have fat i kameraet
igen, da endnu et motiv synes at overgå de forrige.
Det er især træer af ahorn-familien, med det engelske navn
maple, som udmærker sig ved de mest exceptionelle farver.
Bladenes gule og orange farver skyldes de såkaldte
xanthofyller og carotener, som også om sommeren er til
stede i bladene, men hvis farver da overskygges af det
dominerende grønne klorofyl. Den røde farve skyldes
derimod pigmenter kaldet antocyaniner, som opstår før
1
løvfald ved omdannelse af glukose i bladet, i forbindelse med, at bladet dør. Dannelsen af det røde
pigment kræver sollys, og derfor er farveintensiteten størst efter perioder med solrige dage.
Blandt andet af den grund varierer skovenes farvepragt fra år til år.
The Appalachian Trail
På Mount Greylock i Berkshire Hills støder vi på en af
USA’s meget berømte naturattraktioner: The
Appalachian Trail. Denne lange, sammenhængende
vandresti, som blev anlagt i 1921, har siden 1968 båret
det officielle navn The Appalachian National Scenic
Trail. Den strækker sig i dag 2.170 miles, eller næsten
3.500 kilometer, gennem 14 stater i en ubrudt linje
gennem Appalacherne, det 2.600 kilometer lange
system af bjergkæder i det østlige USA, fra Springer
Mountain i Georgia i syd til Mount Katahdin i Maine i
nordøst. Stien snor og bugter sig gennem mange
forskellige landskabstyper, fra kulturlandskab til den
rene vildmark. Ikke mindst ruten gennem Shenandoah National Park i Virginia byder på fantastiske
vandreture.
Hele vejen er stien konsekvent og tydeligt afmærket med hvide malede mærker på træerne. Den
hvide farve er forbeholdt Appalachian Trail, til forskel fra andre vandreruter, som er afmærket med
andre farver. De værste forhindringer i form af bl.a. væltede træstammer er ryddet af vejen, men
stien er i øvrigt i vekslende grad fyldt med krogede trærødder, klipper og sten, og den går ofte
gennem et meget kuperet terræn. Der er anlagt diskrete “trappetrin” af klipper eller træ på de stejleste
steder. Stien vedligeholdes løbende, så den ikke forfalder pga. af regn eller jordskred. Flere steder
langs stien findes der overnatningsmuligheder i form af små teltpladser eller shelters.
Det skønnes, at omkring 4 mio. mennesker hvert år vandrer på Appalachian Trail. En del
passionerede vandrere sætter sig som mål over en periode på seks til ni måneder at vandre hele
Appalachian Trail i dens fulde længde, hvilket siges at kræve ca. 5 mio. voksenskridt! Andre sætter
sig et lignende mål, men fordeler de mange kilometer over flere år, måske et helt liv.
Vi følger den berømte vandresti op ad Mount Greylock
i Massachusetts, og senere i oktober måned kører vi til
Appalacherne i Virginia for i tre dage igen at vandre på
den berømte vandresti, men nu i Shenandoah National
Park, også her gennem skove, flammende i de fleste af
regnbuens farver.
En vandring på Appalachian Trail kan anbefales alle,
som besøger det østlige USA, og som kan lide at vandre
i naturen, langt eller kort. Er man en lidenskabelig
vandrer, og er man på de kanter, er det nærmest et
“must” at stifte bekendtskab med dette ikon i
amerikansk friluftsliv!
De største træer i verden
Efter opholdet i Massachusetts krydser Laurie og jeg nu det store land fra øst til vest, - seks timers
flyvning fra Baltimore til San Fransisco. I Californien, nærmere betegnet i bjergkæden Sierra
Nevada, skal vi ved selvsyn opleve verdens største træer af arten Sequoia, som her forekommer i en
imponerende bestand.
2
Vi indlogerer os på et lille, hyggeligt guesthouse umiddelbart uden for Sequoia National Park, og
næste dag kører vi i lejet bil de ca. 25 km op ad smalle snoede bjergveje for at komme derop, hvor
Sequoia-træerne vokser i omkring 2.000 meters højde. Vi har på en stor del af turen opad kørt
gennem nåleskove med ganske velvoksne gran- og fyrretræer, da et skilt ved vejkanten forkynder, at
vi nu kører ind i ”Giant Forest”. Og giganternes skov er det i sandhed! Jeg har på forhånd hørt en del
om disse kæmpetræer, men det skal vise sig, at det,
jeg har hørt, slet ikke har kunnet forberede mig på
virkeligheden! Pludselig ser vi et træ, som ikke synes
at være af denne verden. Stammen er utroligt meget
tykkere end noget, jeg nogensinde før har set, og
træet når op i en ufattelig højde. Vi er kommet til
Sequoia’ernes verden.
Jo længere vi kører, jo flere af disse kæmper dukker
der nu op langs begge sider af vejen.
Vi parkerer centralt i Giant Forest og bereder os på en
exceptionel vandretur i disse eventyrlige omgivelser.
Afmærkede vandrestier – lokalt kaldet trails – leder os gennem Giant Forest, hvor kæmpetræerne står
tæt, - i hundredvis. Først her helt tæt på Sequioa’erne fornemmer vi, hvor gigantiske de i
virkeligheden er. Denne lille oversigt bekræfter, at vi her står over for et naturfænomen ud over det
sædvanlige:
Sequoia
Max. alder
3.200 år
Max. højde
ca. 95 meter
Max. tykkelse af bark
78 cm
Max. gren-tykkelse
ca. 2,4 meter
Max. diameter af stamme ved fod ca. 12 meter
Det falder straks i øjnene, at mange af træerne
bærer tydelige præg af brand. Barken er svedet og
delvist brændt på rigtigt mange af træerne, hvilket
ikke kan undre i betragtning af træernes alder.
Som det fremgår af ovenstående tabel, kan
Sequoia-træerne blive kolossalt gamle, og de
fleste af dem, vi vandrer iblandt, må formodes at
have rundet mindst de 500 år. Og i løbet af den periode har skovene her naturligt nok oplevet talrige
skovbrande, ikke mindst forårsaget af lynnedslag.
Det har vist sig, at netop skovbrande er forudsætningen for artens eksistens her på bjergskråningerne
i Sierra Nevada. Koglerne, som i øvrigt ikke er større end hønseæg, kan sidde grønne og uåbnede på
3
træet i op til 20 år. Men skovbrande får koglerne til at tørre, åbne sig og sprede frøene.
Brandene rydder desuden skovbunden og skaber gode lysforhold for frøenes spiring.
På et tidspunkt før denne viden om skovbrandenes betydning for formeringen bekæmpede man
skovbrandene med det resultat, at Sequoia-bestanden gik tilbage!
Den ekstremt tykke bark beskytter træets vitale dele mod brandene.
Her i Sequoia National Park står verdens største træ. Det
bærer navnet ”General Sherman Tree” og skønnes at have en
vægt på 1.256 ton. Det svarer cirka til vægten af seks
fuldvoksne blåhvaler.
Træet, som står i en lille indhegning for at beskytte det mod
publikum, har ved foden en diameter på 11 meter, og det når
op i en højde af 84 meter. Man anslår træets alder til et sted
mellem 2.300 og 2.700 år. ”General Sherman” var altså et
ganske velvoksent træ, allerede da Jesus gik på Jorden.
Når man udnævner ”General Sherman”-træet til at være
verdens største, er det med hensyn til vægt og rumfang. Hvis
man derimod fokuserer på højde, tilfalder æren en anden art
af nåletræer, Redwood, som vokser tæt ved stillehavskysten i
Californien. Verdens højeste træ er en Redwood, som i 1999
blev målt til 112 meter.
Og hvad alder angår, tilfalder æren en tredje art af nåletræer,
som vokser i White Mountains, også i Californien. Her
findes det ældste træ i verden, ”Methuselam”, hvis alder man
har beregnet til godt 4.700 år. Træet er stadig levende, og det må altså formodes at have spiret, endnu
før man begyndte at bygge Cheops-pyramiden!
I tre dage tager Laurie og jeg dagligt turen de 25 km op ad bjergskråningerne i nationalparken for at
vandre blandt Sequoia’er gennem stadigt nye områder i Giant Forest. Herefter fortsætter vi videre
nordpå for at genforenes med Pat i en anden af Californiens berømte nationalparker:
Den næste uges tid skal vi sammen udforske den spektakulære Yosemite National Park.
Jens Kristian Overgaard
Oktober 2006
4