KØB EN UNIK BYGGEGRUND – og byg/lev bæredygtigt

KØB EN UNIK BYGGEGRUND – og byg/lev bæredygtigt
Du modtager denne skrivelse, fordi du har udtrykt interesse for økosamfundet
Hallingelille og de ledige byggegrunde.
HVAD SÆLGES?
Der sælges to grunde af 300 m2 hver, hvilket er en opdeling af en større grund, der
tidligere har været tiltænkt det kollektiv, der nu i stedet har etableret sig på gården
Hallingebjerg, i tilknytning til Hallingelille. Den sydligste grund er byggemodnet, mens
endelig byggemodning af den nordlige grund foregår i dialog med køber. Dette er
indregnet i prisen.
Grundene ligger i Hallingelille’s østgruppe (én ud af tre bogrupper), tæt på legeplads,
boldbane og fælleshus (se billede). Adressen er Hallingebjergvej 12, 4100 Ringsted.
HVOR MEGET KOSTER DET?
Grundene koster hver 542.500 kr. brutto, inklusive andel af fællesskabet, der tæller
den største andel af beløbet. Prisen er nøje udregnet i forhold til almindelige grunde i
Hallingelille (derfor lidt billigere end almindelige 400 m2) + tillæg for ommatrikulering
og endelig byggemodning. Dette for at stille alle grundejere i Hallingelille lige, dvs. at
alle har bidraget ligeligt til fællesskabet, uafhængigt af markedskræfternes vinde.
Alle grundejere er medlemmer af Grundejerforeningen Hallingelille og dermed bl.a.
medejere af et stort fælleshus, badesø, heste- og fårefold, boldbane, legeplads,
fredsskov og store fællesarealer. Der betales kontingent til grundejerforeningen (600
kr. i kvartalet pr. parcel samt yderligere 600 kr. i kvartalet pr. voksen person).
HALLINGELILLE – ET ØKOSAMFUND og ET FÆLLESSKAB
Hallingelille er et nystartet økologisk fællesskab, der konkret består af enogtyve
grunde, et seniorbofællesskab, et fælleshus, en sø, en fredsskov og en del fælles
jord, bl.a. centeret i hver bogruppe. Hver grundejer står for sit eget hus, og man stræber efter at
anvende bæredygtige byggematerialer og forsyningskilder (jordvarme, masseovne, solenergi mm).
Fællesarealet drives af foreningen og forskellige laug under denne. Der bor i dag ca. 50 voksne og
35 børn i Hallingelille - samt får, geder, grise, heste og diverse smådyr.
Hallingelille er desuden et socialt og praktisk fællesskab med en levende ’entreprenørånd’.
Fire gange om ugen er der fællesspisning i fælleshuset, på de månedlige fællesmøder diskuteres
stort og småt om planer og dagligdag i landsbyen og beslutninger træffes ved konsensus.
Hver anden måned er der desuden arbejdsdag, hvor de praktiske gøremål i landsbyen ordnes.
Herudover er der ofte forskellige hyggelige aktiviteter: Børnedage, fester, værdiweekend,
viseaften, zumba, yoga, kor, koncerter, film m.m. Vi modtager også internationale gæster.
Der forventes, at man engagerer sig aktivt i Hallingelille, mindst ved at deltage i de årlige 5
arbejdsdage (eller udføre alternative opgaver) samt at indgå i Hallingelille’s pointsystem.
Her vælger man sig ind på forskellige arbejdsgrupper, f.eks. i grøntsagsgruppen,
rundvisergruppen eller kulturudvalget, der arrangerer den årlige cirkusdag, Skt. Hans festen og
andre arrangementer.
Beboerne i Hallingelille rummer en bred mangfoldighed, men der må siges at være en overvægt af
par sidst i 30’erne, med et barn eller to. Flere er alternative behandlere, nogle er lærere, private
konsulenter eller andet. Hallingelille ligger i Valsømagle udenfor Ringsted, med busforbindelse til
Ringsted station.
Luftfoto af Hallingelille fra 2004. Halligebjergvej 12 er markeret, som den daværende store grund.
20 ud af 21 grunde er i dag bebyggede. På www.hallingelille.dk kan man læse mere .
Vi håber, at i er blevet interesserede i vores økofællesskab og kontakter os for et
besøg. For yderligere information, ring til Camilla Englyst på tlf. 29723145/skriv
cenglyst@gmail.com
Med venlig hilsen, Camilla, Marie, Mads og Janusch – økolandsbyen Hallingelille