Veteranen Fremtiden hviler på fortiden Udgivet af Aalborg Idrætsarkiv Nummer 4 . December 2006 Forside: Knud Erik Færgemanns maleri: »AaB« (Klubhuset på Ny Kærvej) Side 2: Aalborg Idrætsarkivs beretning 2006 Side 3: Idrætsanlæg og husvildebarakker mellem Ny Kærvej og Over Kæret Side 10: Kricketsportens start i Aalborg v Side 14: Hvorfor bokser? Side 20: Ministerpræsident i Haraldslund Aalborg Idrætsarkivs beretning 2006 Af Poul-Erik Madsen Velkommen til et nyt nummer – det fjerde i rækken – af bladet »Veteranen«. Vi er meget stolte af at kunne præsentere årets historier i en lottere udgave – nu også med farver. I 2006 har vi haft den glæde, at materiale til arkivet er strømmet ind. Der er blevet brugt rigtig mange kræfter af alle frivillige for blot at følge med, med registrering og behandling af det indkomne materiale. Ikke mindst med fortsat at inde plads på reolerne. Vi lider alvorligt af pladsmangel. Vore planer om en udvidelse har kommunens politikere og embedsmænd foreløbig sat på »stand by« til planerne om »Nordkraft« bliver en realitet. Vi ville gerne udvide her, hvor vi er; men vi er da åben for en lytning til »Nordkraft« eller til en af de bygninger, der kan blive ledige, hvis andre lytter til »Nordkraft«. Vore samlinger har efterhånden en størrelse, der gør dem interessante. Ikke blot for de klubber, der ved jubilæer og lignende har behov for at dykke ned i egen historie; men også udenfor sportens verden er der mange, der retter henvendelse til os – f.eks. i forbindelse med slægtsforskning. Fra Universitetet har man fået øje på os. Lone Simonsen og Mathilde Storvang er to studerende fra historiestudiet på AU, der den 1. november kan alevere den afgangsopgave, der skal gøre dem til cand. mag. i historie. Opgaven har fået titlen »Idrætten i mellemkrigstidens Aalborg« og materialet til opgaven er i stor udstrækning hentet i vore samlinger. Hver uge har vi mange besøgende, der blot kommer for at se vores udstilling og få en snak om tidligere tiders idrætsliv i Aalborg. Vort håb er, at også skolerne vil sende skolebørn på besøg. På den måde kan vi være med til, at Aalborgs klubber og idrætsfolk bliver kendt af de nye generationer. Aalborg Idrætsarkiv Skydebanevej 1 / Vestre Fjordvej 23 . 9000 Aalborg Tlf. 98 16 64 99 . www.idraetsarkiv.dk . aalborg@idraetsarkiv.dk Styrelse Leder og medarbejdere Inga Højmark, Sifa Leo Møller, Sifa Poul-Erik Madsen, arkivets leder Poul-Erik Madsen, 98 14 08 90 Eigil Christensen Leo Krogh Hansen Birthe Wendt Jensen John Qvist Leif Bruno Sørensen John Sørensen Jahn Poulsen Peer Steen Hansen 2 Idræts anlæg og husvildebarakker mellem Ny Kærvej og Over Kæret Ny Kærvej-anlægget Historien om dette pragtfulde idrætsanlæg med den ine placering i forhold til Aalborgs centrum startede allerede den 30. april 1913, hvor vi gennem et mødereferat dateret den 1. maj 1913 for første gang hørte om en vis foreningsinteresse for en plads ved Gugvej og en plads ved Ny Kærvej. Mødet, der fandt sted i Karolinelund, valgte nedenstående idrætsmænd til på samtlige under SIFA sorterende boldspil- og fodsportsmænds vegne at se på de to idrætspladser, der kan være tale om at få overladt af kommunen og afgive skøn over, hvilken man bør foretrække: Aalborg Boldspilklub af 1885 (AaB) deltog med Konrad Sørensen, Anders Hansen og P. Thorsen, 3 Ny Kærvej 1985. Gamle AaB-drenge (fra venstre Poul Munk, Erik Petersen, Ernst Schøn og Svend Erik Nielsen) i ruinerne af deres gamle klubhus. Da Aalborg Boldspilklub af 1885 forlod anlægget på Ny Kærvej rykkede bl.a. B52 ind i en periode. Af Peer Steen Hansen Aalborg Fodboldklub med Chr. Rosenørn Nielsen, Hemmer Hansen og Ørnbo og Aalborg Fodsports Forening (AFF) med B. Dietzel, der lovede at møde med yderligere to fodsportsmænd. De førstnævnte seks repræsentanter mødte næste morgen, hvorimod ingen mødte for fodsportsforeningen. Efter at have beset begge pladser og drøftet deres beliggenhed m.m. indgående enedes man om at udtale: »Pladsen ved Gugvej er meget tiltalende og behøver ingen planering; den er tillige den største. Pladsen har dog også nogle ikke nærmere beskrevne mangler, som gør, at man bør foretrække pladsen ved Ny Kærvej, selvom vi foreløbig kun kan få en opvisningsbane for fodbold og cricket. Man kommer ikke uden om den kendsgerning, at fodboldspillet er det økonomisk bærende, og at det er det, der samler ungdommens interesse, hvilket for øvrigt bedst se deraf, at der i fjor var anmeldt ni fodboldhold til turneringen.« Af referatet fremgik det, at man var indforstået med at vente på øvelsesbanerne. Opvisningsbanen først og senere resten. De nuværende øvelsesbaner på Eksercerpladsen var jo nemlig stadig til disposition. »At publikum kan se opvisningsbanen fra Hobrovej – byens søndagsstrøg – forekommer os at være det stik modsatte af en mangel ved den. Fordelene er mange og store: a. Læforholdene er fuldt så gode som på den førstomtalte plads på Gugvej. b. Pladsen er altid tør. c. Pladsen vil, når Sporvejene kommer, blive overordentlig let tilgængelig og er selv nu lettere tilgængelig for hovedparten af idrætsmænd. d. Der vil kunne påregnes en overordentlig forøgelse af publikum ved opvisninger, så at det bliver muligt at arrangere kampe med københavnere og måske endog med englændere. Betydningen heraf behøver vi næppe at påpege nærmere.« Det blev Ny Kærvej, der blev den nye boldspilplads, men først i 1934. På et byrådsmøde den 4. maj 1931 behandlede byrådet et fra Aalborg Boldspilklub af 1885 indgået andragende om leje af areal til sportsplads øst for Hobrovejens Skole. Markudvalget bemærker til sagen, at det er for store summer, der skal anvendes for at bringe det omhandlede areal i stand til det nævnte formål efter klubbens ønske, men da Hobrovejens Skole derved får en udmærket sportsplads, kan udvalget efter omstændighederne anbefale planens gennemførelse, dog på betingelse af, at skolen afholder udgifterne til den årlige vedligeholdelse af pladsen. Sagen vedtoges i princippet, idet spørgsmålet om bevillingen hertil og om arbejdets igangsættelse senere vil være at forelægge for byrådet. Efterfølgende blev banerne anlagt som et beskæftigelsesarbejde i lighed med lere andre større projekter i Aalborg. Borgmester Marinus Jørgensen forelagde på byrådsmødet den 14. maj 1934 et andragende om at måtte lade Spantehal C lytte fra udstillingsarealet for Nordjysk Udstilling til sportspladsen ved Hobrovejens Skole som klubhus for AaB. Tilladelsen blev givet. Betingelsen fra kommunens side var, at banerne om dagen skulle stå til rådighed i gymnastiktimerne for eleverne på Hobrovejens skole og stå til rådighed for AaB om aftenen og om søndagen. Dengang var weekend et næsten ukendt begreb. Lørdag var arbejdsdag, for forretningsfolk en meget lang arbejdsdag, så der var ikke frihed til idræt. Inspektør på det nye – efter datidens forhold imponerende anlæg – blev Charles Ludvigsen, og alle – ikke mindst gæstende klubbers spillere – kan mindes den varme og velmente velkomst, han altid gav. Søndag den 14. oktober 1934 blev den store dag, hvor AaB ik eget græs 4 under støvlerne. For en gangs skyld var førsteholdets turneringskamp lyttet fra Aalborg stadion til AaB’s stadion, som den daværende formand Hartvig Jensen benævnede det. Modstanderen var Aalborg Freja, der blev besejret med 2-0. Det øsregnede, og visse steder stod banen under vand. Men trods det dårlige vejr overværede et par tusinde tilskuere kampen og åbningshøjtideligheden. En anden vigtig begivenhed for AaB i 1934 var medlemskabet af englænderen Graham W. Lockey, der var en begavet boldspiller i såvel cricket som fodbold, og som senere blev dansk mester i golf. Lockey kunne som engelsk statsborger ikke komme på det danske landshold, men i lere sæsoner blev han betegnet som landets bedste innerwing. I knap 36 år var anlægget rammen omkring AaB’s sportslige og sociale liv. Indretningen var i 1960’erne ved at blive sprængt af en fantastisk medlemstilgang på grund af den sportslige succes, AaB 5 Første træningssøndag 14. februar 1937. AaB’s tredie sæson på banerne ved Ny Kæret kan begynde. Siddende fra venstre: Hjalmar Nielsen, ukendt, ukendt, Frantz Behrend, Henry Haack og Anker Højfeldt. Stående: Svend Egon Christensen, Carl Ejnar Hansen, Gunnar Hansen, Svend Hyttel, Egon Johansen, Svend Jensen, Carlo Winther, Børge Hoff og Richard Larsen. havde på den tid, så bestyrelsen arbejdede med planer for en udlytning. Der var forskellige planer fremme, bl.a. en mulig lytning til Hasseris, men enden på det hele blev udlytningen til Aalborg Øst på Hornevej med indvielse af anlægget den 25. juli 1970. AaB’s baneanlæg på Ny Kærvej var den 13. maj 1945 på klubbens 60 års dag rammen om – formodentlig – det største folkelige møde i Aalborgs historie. Anslået deltog omkring 40.000 mennesker i mødet, der var første offentlige efter besættelsens ophør den 4. maj. Blandt talerne var bl.a. Mogens Fog og Frode Jakobsen fra Frihedsrådet. Da AaB forlod anlægget på Ny Kærvej rykkede B52 ind i en periode. I 1985 blev det gamle klubhus revet ned og i stedet opførtes en bygning til en international børnehave. Den bygning bærer i dag navnet »Foreningshuset, Ny Kærvej« og er ramme om klublivet i ikke mindre end otte foreninger: Aalborg Cykle-Ring, Volleyballklubben Aalborg HIK, Aalborg SeniorSport, Aalborg Beachvolley Klub, VK74 Aalborg, AKG, Aalborg Skiklub og Aalborg Australsk Fodbold. Husvildebarakkerne »Øen« Øens husvildebarakker, der blev opført på den for Chang-tilhængere kendte gl. adresse Aron Jacobsens Vej syd for AaB’s baner, blev etableret i 1924-26 med baggrund i den alvorlige boligmangel, der herskede i Aalborg på den tid. Det var nogle meget skrabede boliger – også efter den tids normer. Boligerne 1. oktober 1943. Interiør fra husvildebarak på Aron Jacobsens Vej. blev lavet uden el, vand, varme og kloakker. Uforståeligt hvordan man kunne byde »fattig«-folk sådan en boligstandard. Der var heller ikke skole i området, da Hobrovejens skole først blev opført og indviet omkring 1930. Min personlige oplevelse med øbørnene var fra engang vi trænede på AaB’s lysbane. Lige pludselig kom en lok børn ind på vores bane og tog bolden med over til Øen. Så blev den eftermiddag ødelagt. Men jeg tror, bolden gjorde gavn og skabte glæde blandt de unge mennesker. Det var dem vel undt. En senere kendt aalborgenser, der er opvokset i Øen, var Oscar Pedersen, der senere blev direktør for hotel og casino Marienlyst i Helsingør. Grundlaget for hans karriere var en tjeneruddannelse i Kilden. Oscar Pedersen glemte ikke sine rødder i Aalborg. Hans broder Carl blev en anerkendt skomager i Vejgaard, og moderen boede sine sidste år hos Oscar i Helsingør. En anden kendt aalborgenser, Sven Burmester, fortæller i Nordjyske Weekend den 2. september 2006 om hans ungdomsoplevelser med børnene fra Øen på Hobrovejens Skole og sammenlignede dem med de muslimske problembørn i nutidens danske skoler. Blev der stjålet bøger eller andet på skolerne, blev ø-ungerne altid beskyldt for at stå bag. Det var hårdt at leve i husvildebarakkerne. Mange børn, få penge, arbejdsløshed og dårlige boligforhold, men heldigvis var der i 1966 en handlekraftig formand for lystanlæggene ved navn Marius Andersen, der ik foranlediget, at Øen blev nedlagt og ryddet, således at Øens areal blev tildelt Chang som en del af baneanlægget i forbindelse med planlægningen af AaB’s udlytning fra Ny Kærvej. 6 1952. 1972. Idrætsklubben Changs jubilæumsnummer i september var prydet med denne tegning. Idrætsklubben Changs klubhus ved Provstejorden 20 år senere. Klubhuset er blevet udvidet. Changs baneanlæg Chang blev stiftet i 1912 (samme år som Aalborg Freja) af drenge og lærlinge. Medvirkende til Changs overlevelse i de første spæde år, var den praktiske kendsgerning, at de holdt sig langt væk fra den meget benyttede Eksercerplads. Chang holdt til i Grusgraven (i dag atletikstadion Skovdalen), hvor der var sparsomt med græs, og underlaget i sommermånederne var hårdt som cement. Her delte Chang plads med AFF. De store kampe og atletikstævner blev stadig afviklet på Eksercerpladsen. Chang hentede sine medlemmer fra midtbyens forretninger og kontorer. Chang blev »lipproletariatet«s lidt forinede klub med næsten akademisk omgangstone og særpræget jargon. I de første seks år klædte man om mellem buskene. Men bedre tider var på vej. Chang søgte sammen med AFF kommunen om at få opført et klubhus, men betingelsen var, at man selv skulle komme med 1.500 kr. Opgaven var umulig. Det lykkedes kun at indsamle 800 kr. Kommunen forbarmede sig over dem. De ik et omklædningshus for de 800 kr. – tilmed med bruser. Koldt vand ganske vist, men alligevel. Men pladsen blev for trang for Chang. I foråret 1938 søgte Chang om økonomisk støtte til opførelse af et klubhus ved det nye baneanlæg ved Aron Jacobsens Vej – kun adskilt fra AaB’s anlæg af husvildebarakkerne. Udgiften ved opførelsen ville andrage ca. 30.000 kr., hvoraf klubben selv disponerer over 10.000 kr. Udvalget for kasse- og regnskabsvæsenet indstillede, at Aalborg Kommune yder et tilskud på 20.000 kr. til gennemførelse af byggeriet med den klausul, at hvis kommunen indenfor et tidsrum på 10 år måtte ønske at overtage baneanlæg og klubhus til andet brug, skal der ydes klubben en erstatning på 1.000 kr. pr. år for hvert år, der mangler i, at denne 10-årige periode er udløbet. Byrådet vedtog sagen i sit møde den 27. juni 1938. Chang-sagen var i øvrigt den eneste idrætssag, Aalborg Byråd behandlede i 1938-39! Oktober 1938 blev det nye anlæg og klubhus indviet, og da klubben den dag hejste lag og vimpel, var det under forhold, som langt oversteg de dristigste forventninger. Chang havde først i 1990’erne en vanskelig økonomisk periode, der resul- 7 terede i, at kommunen overtog klubbens hus, men heldigvis for Chang, til brug for Changs idrætslige formål. Aalborg KFUM’s Idrætsklub En lok spejdere og FDF’ere havde – udover aktivitet i KFUM – en ting mere til fælles. De spillede fodbold. De ik den ide, at KFUM burde oprette en fodboldklub. Ideen blev forelagt KFUM’s bestyrelse, der godt kunne se, at tingene kunne kombineres. Der blev bevilget to fodboldmål og en bold. Torsdag den 21. juli 1938 blev der holdt stiftende generalforsamling, der ifølge Provstejorden. I 1988 tog SIFA’s daværende formand Leo Møller det første spadestik til Idrætsklubben Changs tennisbaner. Klubbens formand Frits Vilger er tredie person fra højre. referaterne medførte en livlig debat og en beslutning om en idrætsafdeling i KFUM’s regi. Hver onsdag var der en times træning på de græsklædte skydebaner i vestbyen. Klubben blev meldt ind i JBU. Den 4. september 1938 spillede man den første turneringskamp. AaB var modstanderen, men ingen kan huske resultatet. Der gik 15 år, inden KFUM ik sig eget klubhus og 13 år inden klubben ik en fodboldbane, den – næsten – kunne kalde sin egen. I disse år lakkede spillerne rundt. Der blev spillet på Fjordmarken, på Bækkedal, på AaBs og Changs baner. Omkring 1950 havde klubben godt 300 medlemmer og det var utroligt, at man kunne holde sammen på et aktivt, fælles klubliv under disse omstændigheder. Men det lod sig gøre, og blandt andet KFUM’s store bygning i midtbyen lagde rum til sammenkomster og møder. 8 Aalborg KFUM’s Idrætsklub. 2. august 1953 blev klubhuset på anlægget ved Provstejorden indviet. I midten af 40’erne blev der første gang rettet henvendelse til kommunen. Klubben ville gerne have sin egen bane. I april 1948 meddeler Aalborg Kommunes markudvalg, at den nye bane syd for Chang vil blive stillet til rådighed for KFUM, men ikke alene. Banen tages i brug i maj 1951, og KFUM deler den med Kommunens Idrætsforening og Sømændenes Idrætsklub. Som omklædningsrum har klubben et gammelt træhus, som er lyttet med fra Vesterkæret. Kommunen giver tilsagn om lån til et nyt klubhus i februar 1952, og i slutningen af året går håndværkere og frivillige i gang med at bygge huset op ad skråningen mod Provstejorden. Den 18. april 1953 er der rejsegilde, og den 2. august sker den festlige indvielse. Med fanen i spidsen marcherer de aktive 9 idrætsudøvere samt gæster fra Aarhus KFUM ind på banen, og sammen med 150 indbudte sætter de deres præg på dagen. Frem til indvielsen af Hasserisparken 19 år senere dannede klubhuset på Provstejorden rammen om klubbens liv. Der blev bygget om, renoveret og investeret med jævne mellemrum. De første års kolde brusere blev forsynet med varmt vand. I 1968 fungerede KFUM’s idrætsafdeling tre forskellige steder i byen. Der var et behov for at få samlet klubben. Der var lere planer, men det hele endte med, at daværende SIFA-formand og borgmester Marius Andersen den 12. august 1972 sammen med sognepræst C. V. Rønn Sørensen indviede KFUM’s nye hjemsted Hasserisparken. Med henvisning til AaB’s tidligere afvisning af arealet, sagde Marius Andersen: »AaB ved ikke, hvad de er gået glip af«. Der er senest – for få år siden – indviet et dejligt klubhus på Under Lien. KFUM har fået sit varige hjem. Kricket sportens start i Aalborg Et arkiv gemmer på mange arkivalier i små brune kasser. Vi medarbejdere her på Aalborg Idrætsarkiv ved ikke altid, hvad der er i kasserne. Måske bortset fra Leo Krogh Hansen, for han ved næsten alt. Derfor var det også en overraskelse, da jeg i forbindelse med søgning af materiale til et andet emne stødte på et afgangsprojekt fra Aalborg Universitet. Projektet hedder »Sportens etablering og gennembrud i Aalborg i perioden 18701914«. Det er skrevet af Lars Raunholt og Arne Rahbek. Projektet behandler starten af sporten i Aalborg meget grundig, og især afsnittet om kricket er meget fyldigt. Denne artikel er derfor blevet til med det nævnte projekt som hovedkilde. Kricket kun for de få Kricket var den første af de engelske sportsaktiviteter, der blev indført i Danmark. Foruden kricket bestod de af cykling og roning. Kricket blev bragt til Danmark af de engelske ingeniører, der kom hertil for at bygge jernbaner. I begyndelsen har spillet sikkert været løsere organiseret end på klubplan. Deltagerne i kricketsporten har dog sikkert ikke været arbejderne på jernbanen de såkaldte jernbanebørster. Deres liv har Peter Riismøller beskrevet i sin bog »Sultegrænsen«, så ingen kan være i tvivl om, at disse arbejdere ikke havde overskud til sportslige aktiviteter. Det var da også et hold bestående af unge oficerer og latinskoleelever, der under ingeniør Betts ledelse vandt over Randers i den første kricketkamp i Aalborg den 7. juni 1866. Den første Klubhus..... I 1903, da »Cimbria« ophørte, overtog Aalborg Boldklub – fra 1906 Aalborg Boldspilklub af 1885 – dette klubhus på Eksercerpladsen ved Fyensgade. Til venstre for huset fører en sti til en lille bane, som benyttedes af Kjellerupsgades Skole samt Afholdsfolkenes Idrætsforening. Da AaB i 1934 lyttede til nyt baneanlæg på Ny Kærvej, købte Gorm Bremmer huset til Tekstilarbejdernes Idrætsforening. I nederste etage var omklædningsrum med koldt styrtebad. På første sal et omklædningsrum og yderst med altanen et smalt bestyrelsesrum. Af Eigil Christensen idrætskonkurrence i Danmark. Aalborgholdet blev i Aalborg Stiftstidende omtalt som klub fra Aalborg, men der indes ingen oplysninger om, der har været en rigtig klub, eller spillet er blevet trænet under løsere former. 10 Det er dog latinskolen, der kan registreres som den første klub i Aalborg, idet Aalborg Kathedralskoles Kricketklub blev dannet i 1884. Materialet om klubben er dog sparsomt, ligesom det er om klubberne Dæk, Sejr og Aalborg Private Kricketklub, som alle eksisterede fra 1885 og frem mod 1890. I 1889 skriver Aalborg Stiftstidende, at der indes ni kricketklubber i Aalborg, men det har ikke været muligt at inde materiale om de ire af disse klubber. Den skarpe læser siger nu, at jeg kun har omtalt otte klubber, og det er ganske rigtigt, for den sidste er Aalborg Kricketklub, som egentlig er døbt Aalborg Boldklub ved sin start i 1885. Allerede i 1886 skiftede den navn til Aalborg Kricketklub. Formodentlig fordi den i sine første år kun havde kricket på programmet. Medlemmerne var ved 11 starten hovedsageligt oficerer samt handels- og kontorfolk. I 1887 afholdtes der en turnering i Aalborg med deltagelse af KB, Aarhus, Horsens, Viborg og Randers. Et sammensat hold fra Jylland kunne dog ikke besejre KB, som havde 10 års forspring i kricketspillet. Aalborg Kricketklub havde i de første år et godt samarbejde med Randers, og sporten havde også et godt tag i publikum. Således skriver Aalborg Stiftstidende, at der var lere hundrede tilAalborg Boldspilklub af 1885. Forreste række fra venstre: Ukendt og Carl Pedersen. 2. række: Ukendt, Peter Christensen (Kluns), Chr. Østergaard og Sofus Gregersen. Bageste række: Arthur Søndergaard, ukendt, Niels Gregersen samt 4. og 5. ukendt. skuere til en kamp mellem Aalborg og Randers, selv om kampen blev afviklet i silende regn. DBU stiftes I 1889 deltog repræsentanter fra Aalborg Kricketklub sammen med repræsentanter fra 25 andre klubber i stiftelsen af DBU (Dansk Boldspil Union). Unionens opgave var at arrangere kampe og indføre præmier. Der var kun tale om kricket som boldspil. Den første unionskamp, som Aalborg Kricketklub deltog i, blev tabt. Det var mod Viborg, som havde fået en af Aalborg Kricketklubs bedste spillere på holdet. Det var premierløjtnant Schwartz, der var blevet forlyttet til Viborg. Fra 1890 og frem til 1893 ligger Aalborg Kricketklub stille. Årsagen kan være, at klubben havde mistet nogle af sine spillere som nævnt ovenfor, og som Aalborg Stiftstidende havde skrevet i foromtalen til en kamp mod Randers, som »Stiften« mente, Aalborg ville få svært ved at vinde, da nogle af de bedste spillere havde forladt klubben. At Aalborg Kricketklub lå stille, var dog ikke ensbetydende med sportens død. Andre klubber så dagens lys som Sport og ungdomslogen Skjold. Skjold varslede nye tider i kricketsporten, idet også håndværkere begyndte at spille kricket. Kricketsporten havde en nedgangsperiode fra 1890 til 1895, og det blev Ungdomslogens Sportsforening Skjold, der stort set var ene om at repræsentere Aalborg i kricket i de år. JBU stiftes Da JBU blev stiftet i 1895, var det da også Skjold, der repræsenterede Aalborg. Aalborg Kricketklub meldte sig først skriftligt ind senere samme år. I 1896 startede Cimbria, 1897 Heimdal og året efter Aalborg Boldklub af 1898. Både Heimdal og Aalborg Boldklub af 1898 henvendte sig til håndværkerstanden. Sidstnævnte blev da også kendt under navnet Aalborg Håndværker Boldklub. Kampene foregik på den store eksercerplads, og om søndagen var der ofte to kampe i gang samtidig som i 1898, hvor Skjold og Aalborg Boldklub af 1898 kæmpede samtidig med Heimdal og Dæk. Mod slutningen af 1800-tallet havde kricketsporten sit højdepunkt i Aalborg, og i 1899 blev der stiftet tre nye klubber. Ternen stiftet af Håndværks- og Handelslærlingeforeningen. Stjærnen og den sidste klub Dannebrog, som tilhørte afholdsforeningen I.O.G.T. Klubberne forsvandt hurtigt igen. To andre klubber gik også ind i 1899. Det var Aalborg Boldklub af 1898 og Skjolds seniorhold. Aalborg Kricketklub skiftede igen navn i 1899 til Aalborg Boldklub, formodentlig fordi klubben, som de øvrige kricketklubber, havde taget fodbold på programmet. Fodbolden tager over Kulminationen på kricketspillet skete i Aalborg omkring århundredeskiftet. Kricketsporten blev kraftig truet af fodboldspillet, som var i fremmarch. Så stærk, at »Stiften« i 1899 skrev, at fodboldspillet har skadet kricket overordentlig meget. Fodbolden hørte efter deres mening til i foråret og efteråret, og bør ikke gribe forstyrrende ind i tiden for kricketspillets udøvelse. Men helt død var kricketsporten dog ikke, for i 1901 spillede et sammensat hold fra Cimbria og Aalborg Boldklub i overværelse af ca. 1.000 tilskuere en kamp mod KB. Aalborg vandt kampen. I 1901 blev også Nørresundby repræsenteret inden for kricketsporten, idet kricketklubben Nørresundby Boldklub begyndte sine aktiviteter dette år. 12 I 1902 dannedes Aalborg Boldklub 1902 og to år senere Sparta. 1904 var også året, hvor Cimbria gik ind og overlod foruden en stor del af sine medlemmer også deres boldhus til Aalborg Boldklub. Prioriteringen i de forskellige klubber er nu skiftet til fordel for fodbolden. I 1905 begyndte den nyoprettede klub Aalborg 1904 sine aktiviteter, og Sparta gik ind. Sammenlagt kan man konstatere, at der i Aalborg har eksisteret mindst 20 forskellige klubber, hvoraf lere af klubberne efter århundredeskiftet havde lere hold. Det store antal klubber kan skyldes den omstændighed, at de forskellige klubber kun optog bestemte befolkningsgrupper. Fra starten kun overklassen, men senere også håndværkerstanden, men ikke arbejderklassen. Så udviklingen må siges 13 Aalborg Boldspilklub af 1885. Jysk mester i kricket 1915. Knælende og liggende fra venstre: L. P. Lauritzen (Sukker), Lars og Karl Petersen samt Carl Borris. 2. række: Oscar Jørgensen, Mozart Arndt og Niels Madsen. 3. række: Frode Andersen, Arthur Søndergaard, Sofus Gregersen, Hanry Poulsen og Chr. Kjelstrup (dommer). at være gået fra elitesport til massesport. Interessen blandt tilskuerne var stor. Højdepunktet var en inalekamp i 1910, den samlede ca. 3.000 tilskuere. At det var en populær sport understreges også ved, at kricket sammen med roning var de første, der modtog økonomisk støtte fra det offentlige. Men konkurrencen mod fodbold det kunne kricket ikke klare. BOKSER? HVORFOR Jeg vil spole ilmen/tankerne tilbage til årene 1963-1971. En dreng (årgang 1950) på 12-13 år har ofte en masse energi og kræfter, der skal brændes af. En af de måder, mange af mine kammerater og jeg ik brændt noget »krudt« af på, var ved at vikle halstørklæder om hænderne og bokse mod hinanden. Det foregik blandt andet i skolegården. Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg havde et vist talent for det. Selv de »store«, der vel kun var et par år ældre, kunne jeg »tyre«. Jeg besluttede derfor, at jeg ville være bokser. Da jeg fortalte mine forældre om min plan, blev den absolut ikke positivt modtaget. Jeg var dog vedholdende og argumenterede for mine planer, så det endte med, at min far kontaktede Frode Laustsen, den daværende hovedformand for Jyden, for at sikre sig, at jeg blev medlem af en ordentlig og seriøs klub. Sjovt nok anbefalende Frode Jydens bokseafdeling varmt, så sådan blev det. Mine forældre gav mig dog kun meget nødtvunget lov til at gå til boksetræning, men kampbokser kunne det aldrig blive tale om pointerede de. I de følgende år, i hele vinterhalvåret og vel at mærke i al slags vejr, cyklede jeg til træning to gange om ugen fra Nr. Tranders til Poul Paghs Gades Skole og ikke mindst retur efter to til tre timers hård træning i en varm gymnastiksal, der bare dampede og lugtede af sved. En tur på vel ca. 15 km i alt. Det tror jeg ikke mange unge vil byde sig selv i dag. Jyden var dengang suverænt Danmarks bedste bokseklub med adskillige lands- Af Lars Krogh Hansen holdsboksere. De bedste blev professionelle: Børge Krogh – senere særdeles dygtig træner i klubben, Kjeld Larsen, Leif Schmücker og Erik Jørgensen – senere mange år hovedformand for klubben. Selv om de blev/var professionelle, trænede de heldigvis fortsat i klubben. Så der var nok forbilleder og senere da jeg selv blev ældre og bedre, mange gode boksere at sparre med. Klubbens daværende dygtige træner Arne Christiansen kendte til mine forældres indstilling, men syntes mit talent var tilpas stort til, at det var »synd«, hvis jeg ikke ik lov til at prøve mig af som kampbokser. Derfor lagde vi sammen en lille plan. Jeg skulle simpelthen invitere min far ind og se de kommende klubmesterskaber, så han ved selvsyn kunne blive overbevist om, at jeg havde talent og var fysisk stærk nok til at blive kampbokser. 14 Jeg vandt klart de tre kampe han så og jeg blev klubmester i min vægtklasse. Men vigtigst af alt, min far blev overbevist om, at jeg var en rimelig god teknisk bokser og gav mig lov til at prøve for alvor. Den første kamp Min første kamp foregik på Brovst Hotel. Jeg skulle møde en af de lokale »helte«. Kampen forløb int. Jeg vandt på point og ik en rigtig lot omtale i aviserne næste dag, hvor bl.a. den meget anerkendte træner Thorkild Jensen (Sparta og Orion) udtalte, at jeg sandsynligvis blev en af Aalborgs kommende storboksere. Da jeg efter kampen kom hjem, var mine forældre alene hjemme. De fortalte, hvor spændte mine brødre var på resultatet. Jeg foreslog, at vi skulle holde lidt sjov med dem. Når mine brødre kom hjem, skulle mine forældre sige, at det ikke var gået så godt, jeg havde fået mange tæsk og hvilede mig på sofaen. Min far skulle dekorere mit ansigt med rød marmelade og sværte mig ved øjnene med en brændt korkprop. De gik på vores lille »nummer«, så vi ik os alle et godt grin. Gode vaskepenge Dengang var boksning en yderst populær sport, stævnerne var næsten altid udsolgte. Det betød, at der efter et stævne var råd til endda ine middage med præmieoverrækkelse. Yderligere ik vi boksere kontanter »kaldet vaskepenge«. I begyndelsen ik jeg 25-30 kr. og sluttede med op til 600 kr. pr. kamp. Min ugeløn som tømrerlærling i 196768 var til sammenligning kr. 36,54 og i 1972-73 tjente jeg som tømrersvend kr. 20 i timen, så de sidste kampe omregnet i nutidskroner må svare til ca. kr. 4.000. 15 Jydegården I 1969 købte bokseafdelingen i Jyden et nedlagt landbrug ved Munkensvej nær Løkken. Vi var en del håndværkere blandt klubbens medlemmer, så mange weekender blev brugt på at bygge værelser m.m. i den gamle stald. For at holde træningen vedlige, cyklede jeg ofte op til gården. Aalborg Boksebyhold Boksebyholdet var dengang næsten identisk med det danske landshold. Klubberne Sparta, Lindholm og Jyden kunne altid sammensætte to særdeles stærke byhold – et junior- og et seniorhold. Følgende oplevelse er fra en tur med boksebyholdet for seniorer til Sverige. Vi boksede i en kæmpehal med 3-4.000 tilskuere. Den danske og nordiske mester Carsten Andersen, Lindholm, boksede kampen lige før mig. Carsten mødte en meget stærk inne, som det svenske hold var forstærket med. Carsten ramte innen med et så perfekt højre kryds, at det gjorde kampen til en surrealistisk oplevelse. Det var »lidt« specielt at gå op i ringen efter den oplevelse, men det er nu engang en del af boksesporten. På grund af sent afbud fra min oprindelige modstander og for ikke at den lange rejse blev forgæves for mit vedkommende, havde jeg under vejningen accepteret at møde en svensker, der var to vægtklasser tungere end lille mig. På grund af vægtforskellen var jeg betydelig hurtigere end svenskeren og jeg førte klart efter de to første omgange. Jeg havde specielt i anden omgang lokket ham til at angribe ved med vilje at søge ud mod tovene, sænke paraderne og slå contra, når han kom væltende frem. Desværre blev jeg for overmodig, han fangede mig pludselig med et slag mod min kæbe, et slag der delvis lammede mig. Jeg kunne kun med øjnene følge, at han slog et højrehåndssving, uden at jeg kunne dukke mig. Slaget ramte mig tungt på kindbenet og jeg gled ned ad tovene. Der blev talte over mig, men jeg var helt klar til at fortsætte og kamplederen sagde boks, men i det samme smed min sekundant håndklædet i ringen. Jeg var parat til at sparke håndklædet ud af ringen og bokse videre, da jeg var sikker på, at jeg kunne »køre« sejren hjem. Min sekundant ved dette stævne var Lindholms træner Kurt Johansson. Han forklarede efterfølgende, at da han ikke kendte mig så godt, turde han ikke tage ansvaret. Han frygtede, at vægtforskellen var for stor og at pressen ville bore i og »blæse« dette op, hvis jeg ik »bøllebank« og tabte på knockout. Jeg ik et kæmpe »sæbeøje« og et brækket kindben som »belønning« for min selvsikkerhed og lyst til at vise min modstander og publikum min teknik og hurtighed. Typisk knockout-bokser Aalborg byhold for juniorer mødte Århus byhold. Jeg skulle møde en dygtig og hårdtslående bokser, der havde stoppet de sidste seks eller syv modstandere i første eller anden omgang. Hans klubkammerat var soldat i Aalborg og trænede derfor med i Jyden, og da vi var i samme vægtklasse, boksede vi ofte med hinanden. Jeg »iskede« efter at høre ham fortælle om min kommende modstanders stærke og svage sider, hvilket han som en god klubkammerat selvfølgelig ikke gjorde, dog sagde han: »pas på hans farlige uppercut«. Der var lagt op til en meget hård kamp, hvor min modstander var storfavorit. Jeg var derfor ekstra »tændt« og selvfølgelig også nervøs. Frode Laustsen. Jyden er en seriøs klub, hvor vi passer godt på de aktive medlemmer. Det blev heldigvis min aften. Alt lykkedes for mig. Efter en hård og jævnbyrdig første omgang, udboksede jeg ham i den grad og »fangede« ham med hårde slag på de rigtige tidspunkter, så da der blev talt over ham anden gang i anden runde, stoppede kamplederen kampen til min fordel. Jeg glemmer aldrig den nærmest euforiske følelse, jeg oplevede. »Speciel« oplevelse Jeg døjede med pandehulebetændelse, havde hovedpine og var derfor ikke oplagt til at bokse. Alligevel sagde jeg ja til en kamp i Skagen. Min modstander var modsat mig tændt fra kampens begyndelse. Han angreb uafbrudt og ramte mig mange gange. Jeg ik virkelig klø. Aldrig har jeg fået en opsang, som den min sekundant Børge Krogh gav mig i pausen mellem første og anden omgang. Det sidste han sagde, inden jeg gik ud til anden omgang var, at tog jeg mig ikke øjeblikkeligt sammen og begyndte at bokse frem for at slås, så ville han smide håndklædet i ringen. 16 Det var lige, hvad jeg havde brug for. Kampen ændrede totalt karakter. Jeg udboksede i den grad min modstander. Mod slutningen af omgangen, ramte jeg ham hårdt, han væltede bagover ud mod tovene, jeg stod parat til at fyre »pillen« af, når tovene sendte ham retur, men kamplederen Jens Vinter, Lindholm, greb fat i min højre handske, for derefter at tælle min modstander ud. Da stævnet var slut, kom min modstanders far hen for at hilse på mig med ordene: »Det var helt i orden, at du gav min søn en bokselektion«. Skelsættende skæbnekamp En skelsættende skæbnekamp var ved de jyske juniormesterskaber, hvor jeg tabte knebent til min klubkammerat og gode ven Ole Thuesen. Ole og jeg kendte hinanden ud og ind fra utallige træningsrunder, normalt to til fem omgange hver træningsaften, og desuden fra adskillige opvisningskampe. Vi var meget jævnbyrdige, skiftedes til at have overtaget og havde stort udbytte af at træne med hinanden. Børge og Bjarne Krogh var vore sekundanter. Det blev aftalt, at de kun måtte vaske os og reparere eventuelle småskader, men ikke komme med råd. Jeg var overbevist om, at jeg førte komfortabelt efter de to første omgange. Begyndte endda i pausen mellem anden og tredie omgang at tænke på min kommende modstander, en hårdtslående højrefodsbokser fra Nordsalling, hvilket medførte en lidt mindre koncentreret indsats i sidste omgang, men slet ikke nok til at bringe sejren i fare. Derfor fattede jeg ikke, hvordan dommerne kunne lade mig tabe på point. Jeg følte mig virkelig bortdømt. Jeg var utrolig skuffet, så tæt på det mål jeg havde sat mig og trænet ire til fem gange om ugen for at opnå. 17 Ole blev efterfølgende jysk og dansk mester samt nummer to ved de nordiske mesterskaber og ik en lot karriere på det danske landshold. Såvel ved de jyske som de danske mesterskaber blev Ole for øvrigt kåret som den bedste bokser ved mesterskaberne. Bokseopvisning Om sommeren var der ofte bud efter os. Det var meget populært med bokseopvisning ved idrætsstævner, byfester og sågar ved dyrskuer. Jeg boksede opvisning med mange dygtige boksere – bl.a. Ole Thuesen, Kurt Mathiasen, der senere blev klubbens træner, Ulf Therkelsen, jysk og dansk mester og Peter Christiansen, jysk og dansk mester. Mine opvisningskampe mod den tidligere professionelle europamester Børge Krogh, vel den bedste tekniske bokser gennem tiderne i Danmark, var helt specielle. Først boksede vi to omgange fri contra, hvor vi rigtig gik til den og ik vist teknisk boksning. Vi sluttede med en omgang med bind for øjnene. Det var noget publikum kunne lide. Der blev slået mange »huller« i luften og der opstod altid nogle sjove situationer. Kamplederen havde taget boksehandske på og slog tit til os for at føre os sammen. »Fangede« en af os kamplederen, »fyrede« vi en serie slag af på ham. Når Børge og jeg endelig stod over for hinanden, skete der noget. Vi kendte hinanden så godt, at vi kunne »køre« lange serier til både krop og hoved med »indlagte luftslag« til ære for publikum. Knockoutet til træning, men aldrig i kamp En aften til træning, hvor jeg boksede med den professionelle bokser Kjeld Larsen, blev jeg ramt rent på hagen af et højre kryds. Jeg vågnede op, adskillige minutter senere, omgivet af alle de øvrige boksere, der i den grad så ned på mig. Jeg kunne først rejse mig efter lere minutter, så det var en alvorlig knockout. Jeg havde efterfølgende en samtale med vores træner Børge Krogh. Han bad mig blive helt væk fra træning i ire uger og jeg måtte ikke træne fri contra før om otte uger. Kampe kunne tidligst komme på tale om 10 til 12 uger. Jo, Frode Laustsens ord om, at Jyden var en seriøs klub, hvor der blev passet godt på de aktive, var korrekte. Gennem mine otte år som aktiv medlem af Jyden pådrog jeg mig selvfølgelig en del skader. Brækkede næsen, bøjede et par ribben, sprang trommehinden et par gange, brækkede det ene kindben, ik lere tænder slået løse af bl.a. letsværvægteren Finn Svendsen, Sparta, ik en del små længer i ansigtet samt i munden, utallige håndskader og blå øjne i utallige »afskygninger«. Træning Den ene gymnastiksal på Poul Paghs Gades Skole havde Jydens bokseafdeling to aftener om ugen. Jydens brydeafdeling og den anden bokseklub Sparta var ligeledes brugere af dette »træningscenter«, der bestod af to almindelige gymnastiksale, hvor alt »isenkrammet« hver træningsaften skulle hentes frem, hænges op, for igen at blive pakket væk, når træningen var slut. Aalborg Bokse Alliance var for det meste meget velfungerende. Det var ikke almindeligt, at boksere internt skiftede klub, derfor var det velset at træne i de andre klubber. For mit vedkommende mest i Sparta med boksere som Ingolf Svendsen, Marius Christensen, Finn Lykke, Kurt og Kjeld Petersen og superteknikeren John Larsen. Også Ole Svendsen, Lindholm trænede jeg en del med. Venskaber blev skabt på tværs af klubgrænserne. Den professionelle Børge Krogh havde en overgang indrettet et kælderrum i Haraldslund som sit træningscenter. Her trænede vi, seks af Jydens boksere. I perioder fem gange om ugen, hvilket var meget lærerigt og spændende. Så med de ine træningsmuligheder, var det vores egen skyld, hvis vi ikke var i topform. Kammeratskab I Jyden havde vi et ualmindeligt godt kammeratskab. Nye medlemmer blev altid mødt med stor imødekommenhed og der var en lyst til at lære fra sig af alle. Navne jeg umiddelbart tænker på er: Tom Kristensen, Kjeld Krogh, Erik Jørgensen, Poul Christensen, Claus Jacobsen, Kurt Sørensen, Jørgen Sall, Hans Bundgaard, Cleve Sørensen, Karl Johan Jørgensen, Kjeld Pedersen, Jens Albertsen, Ole Thuesen, Ulf Therkildsen, Peter Christiansen, Bjarne og Børge Krogh. Statist på Aalborg Teater En dag dukkede den kendte ilmskuespiller Ebbe Langberg op i træningslokalet. Det var i egenskab af teaterdirektør ved Aalborg Teater, han kom. Til forestillingen »Romeo og Julie« med Lone Hertz og den svenske skuespiller Lars Pasgaard i hovedrollerne, havde han brug for nogle »raske svende« til et kæmpeslagsmål. Vi blev lokket med »ussel mammon«. Børge Krogh skulle instruere slagsmålet, der foregik i starten af forestillingen. Vi øvede i et par måneder, blev bedt at at deltage i mere, så det endte med jeg var på scenen hele elleve gange i hver 18 forestilling, selv til fremkaldelserne var jeg med til at danne »kødrand«. I slagsmålet gik vi til den. En af mine »modstandere« måtte en tur på skadestuen og Børge Krogh erstattede ham i de 10 dage, han var skadet. Det medførte en del presseomtale. Jeg har stadigvæk et »Se og Hør« med et foto af os i »kamp«. I det hele taget en spændende og anderledes oplevelse. Min tid som bokser sluttede i 1971 Selv om mine ambitioner og lyst til at prøve om jeg kunne komme helt til tops i boksning var stor, var beslutningen om at slutte let. Min datter Anja blev født i 1971. Jeg måtte erkende, at jeg blev nødt til at stoppe som bokser for at give famlielivet en chance. Et langt og spændende kapital i mit liv var slut. Beretningen om årets gang på Idrætsarkivet tog en brat vending, da vi på vor normale åbningsdag onsdag den 25. oktober ik beskeden om, at medarbejder og kære kollega på arkivet Johannes Lauridsen var gået bort. Johannes Lauridsen havde netop anskaffet sig en ny cykel. Når vejret var til det, ville han cykle fra Gistrup ud til sine opgaver på arkivet. Det var på sin første cykeltur til arkivet, at Johannes blev ramt af en blodprop, der ik så tragiske følger. Alle medarbejdere var dybt rystede. Vi har mistet en god kollega og kammerat. Arkivet har lidt et stort tab. Johannes var Idrætsarkivets »håndværker«. Med baggrund i sit fag som snedker, var det Johannes, der kunne løse alle de opgaver, der kræver et godt håndelag. Man kan i dag ikke gæste arkivets udstilling uden at bemærke Johannes indsats. De præcise ophængninger af billeder og udstillingshylder, opklæbning af kort, indramning af billeder og ikke mindst arkivets æresvæg med billeder af de sportsudøvere, der gennem tiderne har deltaget i de Olympiske Lege som repræsentant fra en klub i Aalborg. Alt er det Johannes værk. Johannes var selv en af de olympiske deltagere på æresvæggen. Som repræsentant fra AIK Vejgaard var han i 1960, Danmarks repræsentant i maratonløbet ved De Olympiske Lege i Rom. Ved OL forbedrede Johannes sin personlige rekord på maraton distancen med 12 min. til tiden 2.32.32,2. Johannes var dansk mester på 20 km ire år i træk fra 1954-1957. En meget stor del af Johannes mange idrætspræmier er i dag udstillet på arkivet. Johannes var et socialt menneske, der elskede en snak med de idrætsveteraner, der besøgte arkivet. Hans kontakt i den Olympiske Klub, med deltagere fra andre Olympiske Lege, satte han meget pris på. Johannes elskede diskussionerne om nutidens professionelle idrætsfolk kontra hans egen tids amatøridrætsfolks indstilling til sporten. Hans glødende engagement vil blive savnet ved kaffebordet. Vi ærer alle mindet om en stor idrætsmand, en god kollega og nær ven. 19 Ministerpræsident i Haraldslund Lille vægtstang til ministerpræsidenten. På Jydens vegne overrakte John Christensen en lille vægtstang i sølv til ministerpræsident Kosygin. også lejligheden til at udtrykke ønsket om, at sovjetiske vægtløftere kunne besøge Danmark. Året efter indfriede ministerpræsident Kosygin ønsket og sendte et hold topidrætsmænd til Danmark, hvor de efter starten i Aalborg turnerede rundt til landets største byer. Kosygin kvitterede for opvisningen ved at overrække John Mørch en plaquette fra Moskva. Steen Krogh Hansen modtog en fornem billedbog fra Moskva. Historien fortæller efterfølgende, at Kosygin ikke var forberedt på at skulle have gaver med i Haraldslund. Så den plaquette som John Mørch modtog var egentlig tænkt som en gave til borgmester Marius Andersen. Både plaquetten og bogen om Moskva er i dag skænket til SIFA/Aalborg Idrætsarkiv, hvor de kan ses. Tryk: Antonsen Bogtryk/Offset ApS USA’s tidligere præsident Bill Clinton besøgte i september Frederikshavn. Han er ikke den første leder fra et af verdens største lande, der har besøgt Nordjylland. I december 1971 alagde daværende Sovjetunionens ministerpræsident Aleksej Kosygin besøg i statsminister Jens Otto Krags og Helle Virkners sommerhus i Skiveren. Den prominente gæst skulle naturligvis også besøge Aalborg, nu han var i Nordjylland. Aalborg kommune ville meget gerne vise gæsterne fra Sovjet den dengang næsten nye Haraldslund svømmehal med motionscenter. Ministerpræsident Aleksej Kosygin blev en søndag formiddag modtaget ved Haraldslund af byens borgmester Marius Andersen, rådmand Hans Brusgaard, under hvis kommunale domæne Haraldslund hørte, samt Haraldslunds inspektør Tage Johansen. Ministerpræsidenten så på de normale søndagsaktiviteter i Haraldslunds svømmebassiner og i kondicentret. I vægtløftningslokalet, der var vægtløftningsklubben Jydens træningslokale, gav John Christensen og Steen Krogh Hansen (dansk juniormester) en demonstration i vægtløftning og høstede stort bifald herfor fra den sportsinteresserede og selv udøvende Kosygin. På Jydens vegne overrakte John Christensen – der i dag er Dansk Vægtløftnings-Forbunds formand John Mørch Christensen og medlem af SIFA’ s bestyrelse – en lille vægtstang i sølv til ministerpræsidenten. Den også dengang veltalende John Mørch holdt en nydelig lille tale, hvor han sagde, at danske vægtløftere havde russiske kollegaer som forbilleder og trænede efter deres programmer. Han benyttede