1. No category

DET SALOMONISKE FRIMURERI
AF
MARK V. AGAPE
I forbindelse med den vestlige okkultismes receptionshistorie, spiller
frimureriets lange formative periode en særlig rolle, dersom denne bidrog til
både konservering og nyfortolkning af flere centrale okkulte forestillinger.
Beklageligvis har gætterier, ønsketækning og en vedvarende intern tendens til,
at ville legitimere sig ud fra vidt forskellige traditioner, ført til en næsten
uigennemtrængelig forveksling mellem frimureriets historiske tilblivelse og
dets mytiske oprindelse. Sidstnævnte har sine okkulte rødder vidt forgrenede
mellem de egyptiske præsteskaber, kong Salomons tempel, de antikke
mysteriekulte, middelalderens tempelriddere og lang række andre religiøse
koncepter. Der er imidlertid intet der på nogen måde kan bekræfte, at disse
institutioner, grupperinger og bevægelser har haft en reel indflydelse på
frimureriets historiske tilblivelse, som et broderligt ordensfællesskab. Langt
mere sandsynligt er det, at dets historiske genealogi skal findes i de
middelalderlige stenhuggergilder og laug i Skotland og England. Den ældst
kendte tekst med et egentligt frimurerisk indhold, er det såkaldte Halliwell
Manuscript, bestående af fireogtres lyriske sider. Det begynder med en
evokation af Euklid og geometrien, hvorom det fortælles, at denne viden har
spredt sig fra Egypten til ”forskellige lande.” Evokationen efterfølges af
femten skriftlige punkter, der dels skal regulere og forfine murermesterens
moralske habitus; han må ikke huse tyve, han må ikke tage imod bestikkelse,
han skal gå regelmæssigt i kirke etc., og dels vedrører arbejdet på
byggepladsen; hans murere må ikke arbejde om natten, han skal undervise
sine lærlinge ordentligt, han må ikke forpligte sig til et arbejde som han ikke
er i stand til, at fuldføre etc. Ligeså er der femten punkter for håndværkerne,
der skal følge et adfærdskodeks lignende muremesterens, om det end noget
mere lempeligt. Selve manuskriptet kan dateres til et sted mellem slutningen
af det 14. århundrede og midten af det 16. århundrede, men de nærmere
omstændigheder er uklare. Dog vides det, at det har skiftede hænder
adskillige gange før det kom i the Royal Librarys varetægt. I 1757 blev det på
ordre fra kong Georg II overdraget til British Museum. Blandt samtidige
1
skotske optegnelser fra murerlaug, findes den ældste kendte henvisning til et
hemmeligt ”murerord”, hvormed den enkelte murer kunne identificere sig
overfor andre murere. Af størst betydning er dog optegnelserne over nogle
permanente murerlaug, der alle praktiserede en form for initiation, som den
antagne murerlærling måtte gennemgå for, at blive optaget i murerlauget.
Enkelte steder har der også været en lignende ritualisering af overgangen fra
murerlærling til murersvend, og i sjældne tilfælde af overgangen fra
murersvend til murermester. I begge tilfælde understøtter det tesen om, at en
vis form for frimureri var tilstedeværende i Skotland allerede i det 16.
århundrede Det er ligeså veldokumenterede, at de skotske murerlaug
forventede af deres medlemmer, at disse studerede ars memorative. Det kan
i øvrigt ikke afvises, at det var nogle af Brunos elever som forestod disse
instruktioner. Formålet var naturligvis, at medlemmerne skulle blive fortrolige
med det levende arkitektoniske billedsprog, der senere også indgik i
frimureriets hermetiske symbolik.
I begyndelsen af det 17. århundrede var de fleste af murerlaugenes
medlemmer ”operative”, i den forstand, at de var arbejdende mænd der
ernærede sig gennem deres murerarbejde. Men der var også en langt mindre
gruppe af mænd, de såkaldte ”accepterede” eller ”spekulative” murere, der
sjældent havde nogen direkte tilknytning den konkrete opførelse af
bygninger. Øjensynligt var de mest interesserede i murerfagets mytiske
forlæg, herunder de ritualer og symboler som de antog skjulte en hemmelig
viden. Den første accepterede murer var sandsynligvis den skotske soldat og
filosof, Sir Robert Moray, der ansøgte om medlemskab i 1641 og endte som
mester for sin egen loge i Edinburgh. I 1646 blev også den engelske
parlamentariker, Ashmole, initieret som frimurer i Lancashire. Både Moray
og Ashmole var blandt grundlæggerne af the Royal Society, begge støttede de
kongen under den engelske borgerkrig, og begge var spekulative murere.
Allerede mod slutningen af det 17. århundrede, udgjorde de spekulative
murere majoriteten i de fleste loger, hvilket efterlod mange loger uden et
eneste operativt medlem. De tidligste rent spekulative loger i London var
under ledelsen af den britiske bankmand, politiker og borgmester, Sir Robert
Clayton. Uden held havde man længe gerne ville etablerede en egentlig
storloge, men dette lod sig ikke gøre før 1717, hvor the Grand Lodge of
England blev grundlagt. Formelt skete dette ved, at repræsentanter fra fire
londonske loger mødtes til et middagsselskab, hvor Anthony Sayer blev valgt
2
som stormester. Det var imidlertid kun dens tre første stormestre der var
børn af almuen. Den sidste, en huguenotflytning ved navn John Theophilus
Desaguiliers, var draget fra Frankrig til Oxford i håbet om, at kunne redde sit
liv og færdiggøre sine juridiske studier. Han blev medlem af the Royal Society
i 1714 og senere kurator samme sted.. Desaguiliers var en yderst respektabel
og lærd gentleman. Han nærede en levende interesse for tidens
naturvidenskabelige landvindinger, som han i sin egenskab af kurator, gerne
demonstrerede til stor begejstring for de mange tilhørere. Det var ligeså
under Desaguiliers, at frimureriet for alvor blev attraktivt for samfundets
øverste klasser. I 1721 besøgte han Skotland, og lagde ved samme lejlighed
grundstenen til den første skotske storloge. Denne fik sin første stormester i
1736.
Samtidig med fremkomsten af de første storloger, blev også frimureriets
aksiomer udviklede og kodificerede. Dette skete i form af en række
konstitutioner, de såkaldte ”Old Charges”, der bl.a. havde til formål, at styrke
frimureriets kristologiske ethos. Ophavsmanden til mange af disse var den
skotske præst, James Anderson. Det var dog ikke alle loger der velvilligt
accepterede den selvudnævnte storlogens diktater. Særligt ikke de ældre
laugsloger, der kraftigt modsatte sig mange af de nye tiltag, herunder
konstruktionen af en tredje grad. Ganske vist havde der længe eksisterede en
tredje grad, men denne lå ikke i naturlige forlængelse af de to første grader.
Der imod havde der været tale om en mestergrad i ordets egentlige
betydning, hvor mesterens rolle ikke var symbolsk, men konkret i den
forstand, at han forestod og var ansvarlig for laugets administration. I visse
tilfælde var det også mestermuren der videreformidlede den specifikke viden
om de arkitektoniske detaljer, der af nødvendighed måtte hemmeligholdes.
Den generelle utilfredshed med the Grand Lodge udmøntrede sig i
etableringen af en ny storloge; the Antient Grand Lodge of England. Striden
mellem dem rasede helt frem til 1813, hvor de fusionerede under navnet the
United Grand Lodge of England. Samtidig var flere politiske og religiøse
bevægelser begyndt, at udnytte logerne strategisk. Ikke mindst fordi
strukturen i deres kommunikative apparater, tillod en effektiv
hemmeligholdelse af sammensværgelser. Striden stod imellem dem der på
den ene side ønskede, at gennemtvinge en restaurering af sturtslægten efter,
at denne var blevet fordrevet af den britiske trone. Og på den anden side,
dem der ville installere en repræsentant fra det hannoveranske slægtled. Den
3
egentlige baggrund var dog den engelske borgerkrig, der i virkeligheden var
kulminationen på en lang magtkamp mellem stuartkongerne og parlamentet.
Kongen havde beføjelse til, at indkalde og opløse the House of Lords, men
kunne ikke udskrive skatter uden dets godkendelse. Ikke desto mindre
forsøgte Karl I, at gøre dette udenom parlamentet, for dermed, at finansiere
hans krigsførelsen mod Skotland. Men parlamentet satte hælene i og rejste en
hær, hvilket i 1642 førte til en regulær borgerkrig. Lavadlen bistod kongens
hær med folkelige militser, men kunne ikke stå distancen mod
parlamentshæren, der under Oliver Cromwell ledelse fik Karl fanget og hans
hoved afskåret, hvormed vejen i 1649 var beredt for et nyt diktatur med
Cromwell som Lord Protector. At magtskiftet fra the House of Lords til the
House of Commons mildest talt ikke havde været problemfrit, stod lysende
klart ved Cromwell i 1658. For genoprettelse af monarkiet hjemkaldte man
Karl II, søn af den nu hovedløse Karl, fra hans landflygtighed i
Nederlandene. Der blev dog aldrig tale om et monarki i nogen absolut
forstand, hvilket ej heller var hvad man ønskede. Den unge Karl var
parlamentets marionet og måtte stiltiende acceptere, at skattebevillingsretten og dermed grundlaget for krigsførelse - lå hos parlamentet samt. at
regeringsførelsen skulle tage udgangspunkt i the House of Commons
direktiver. Med restaurationen i 1660 genindførtes forfatningen fra før
borgerkrigen, men forfatningskampen blev først endeligt afgjort med ”the
glorious revolution”, hvilket definitivt afgjorde sagen til parlamentets fordel.
Borgerkrigen og den efterfølgende revolution betød en grundlæggende
forandring af frimureriets væsen. Dels havde man lagt stor afstand til de
operative murere, der i visse tilfælde helt blev udelukkede fra det spekulative
frimureri. Og dels havde man givet afkald på et egentligt samlende fællesskab,
dersom man var forfaldt til sekteriske stridigheder. Det var således afgørende,
at frimureriet blev reformerede på en række forskellige punkter. Centralt i
denne reformproces stod den skotskfødte forfatter, Andrew Michael Ramsay.
Tidligt i sin manddom var han konverterede til katolicismen, og havde
efterfølgende tilbragte det meste af sit liv i fransk eksil. Hans ubetinget
vigtigste bidrag til reformeringen var konstruktionen af det såkaldte skotske
frimureri. Især udbygningen af det eksisterende gradsystem, hvor f.eks. den
”kongelige bue”-grad blev ganske central. Selve konceptet, der er en
illuminerende symbolsk fortolkning af kundskaben bag katedralbygningens
vanskelige kunst, herunder konstruktionen af de mægtige gotiske hvælvinger,
4
stammede dog oprindeligt fra Christopher Love. Denne var noget så
komplekst som en walisisk okkultist og poet, der beklageligvis måtte lade livet
i forbindelse med et royalt plot imod den puritanske regering. I sine profetier
henviste Love til en indgraveret messingsøjle, der var blevet rejst før
syndfloden af Adam og Evas søn, Seth, i samarbejde med profeten Enok.
Budskabet var naturligvis millenaristisk og byggede på den jødiske historiker
Josefus påstand om, at Seth var i besiddelse af søjler af sten, hvormed han
kunne bevare sin esoteriske viden om himmellegemerne og deres
egenskaber. På trods af den såkaldte oplysningstid, så var der i Loves
teologiske miljø, en stærk præcedens for, at bruge Josefus som et autoritativt
kompromis mellem testamenterne, hvormed også de mytiske fortællinger om
Seth og Enok opnåede en vis aktualitet. Men skønt det med nogen succes
lykkedes for Ramsay, at inkorporere den kongelige bue som en fjerde grad i
frimureriet, samt udvikle et tilsvarende ritualsæt, så var det først efter hans
død, at den blev udbredt i Storbrittanien. Dette skyldtes formentlig, at de
fleste af datidens britiske frimurere ikke anså den for, at være en naturlig
forlængelse af de tre såkaldte blå grader, men der imod et radikalt brud med
disse. Til gengæld vandt den hurtig indpas hos mange amerikanske
frimurere. Det centrale mysterium i buegraden omhandler ”genopdagelsen”
af Enoks søjler. Ifølge overleveringen modtog Enok en guddommelig vision,
hvori han blev instruerede i, at opføre et underjordisk tempel understøttede
af ni buer, som tillige indeholdte en guldplade, hvorpå der var indgraveret
esoteriske symboler. Søjlerne blev opført udenfor templet og konstruerede
på en sådan måde, at de kunne modstå enhver oversvømmelse. Den ene var
frembragt af det reneste marmor, og havde indgraveret de hemmeligheder
som templet skjulte. Den anden var af messing og havde indgraveret de frie
kunstners principper, med særlig vægt på murerkunsten. Tusinder af år
senere blev Enoks tempel opdagede af Salomons arkitekter, hvormed de på
vegne af menneskeheden, genvandt indsigten i disse glemte mysterier,
herunder også de hemmeligheder der symbolsk blev forbundet med Adam
og Evas ophold i Edens have. Samtidig Seth gjort til den allegoriske
videreformilder. Naturligvis på bekostning af broderen Kain, skønt det ifølge
nogle fortolkere, oprindeligt var ham der havde modtaget initiationens
mærke fra guden selv:
5
”Men Herren sagde til ham: ”Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syg
gange.” Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham
ihjel."
Genesis, kap. IV, vers. XV.
Det berygtede mærke ændrede dog ikke på, at det ifølge overleveringen
tilfaldt Enok, at bevare den primordiale visdom, som han indgraveret på
søjlerne før syndflodens kommen. Og skønt Noa sidenhen fik andel i
kundskaben, for han var trods alt også blandt Jahves udvalgte, så forblev
hemmeligheden skjult indtil Salomons arkitekter afdækkede søjlerne. At de
spekulative frimurere betragtede dem selv som den kongelige buegrads sande
vogtere, fremgår tydeligt af Ramsays notater. Heri stipuleres det, at det
”sande” salomoniske frimureri blev nedarvede gennem middelalderens gilder
og laug, hvorefter de spekulative frimurere tilegnede sig den ædle kunst, som
de efterfølgende stillede til rådighed for enhver der viste sig værdig til, at
modtage den. At frimureriet blev symbolsk knyttet til Salomons mytiske
tempel, understreges tillige af de mange referencer til passager fra Første
Kongebog, f.eks.:
”Kong Salomon sendte bug efter Hiram fra Tyrus. Han var søn af en enke fra
Naftralis stamme, hans fader var fra Tyrus og havde været kobbersmed; han var fuld
af visdom og kundskab og indsigt til at udføre ethvert slags bronzearbejde. Han kom
til kong Salomon og udførte alt arbejde for ham.”
Første Kongebog, kap. VII, vers XIII – XIV.
Et af Hirams særlige værker var et par bronzesøjler, hvorom der i minutiøse
detaljer berettes:
”Han formede de to bronzesøjler; hvad af dem var atten alen høj og havde en
omkreds på tolv alen; de var hule, og de var fire fingre tykke. Han lavede to
søjlehoveder, støbt i bronze, til at sætte på toppen af søjlerne; hvert søjlehoved var fem
alen højt. Til søjlehoveder på toppen af søjlerne var der fletninger, fletværk, kvaster og
kædeværk, syv til hvert søjlehoved. Han lavede granatæblerne, to rækker hele vejen
rundt over på den ene fletning, som skulle dækkes søjlehovederne på toppen af
søjlerne, og på samme måde gjorde han ved det andet søjlehoved. Søjlehovederne,
6
som var på toppen af søjlerne i forhallen var af lotus-form; de var fire alen. Og der var
søjlehoveder overfor, oven på de to søjler igen, over for vulsten, som var på den
anden side af fletningen, og der var to hundrede granatæbler i rækker hele vejen rundt
på det andet søjlehoved. Han stillede søjlerne op ved templets forhal. Han stillede
den højre søjle op og kaldt den Jakin; og den venstre søjle stillede han op og kaldte
den Boaz. Øverst på søjlerne var det lotusværk. Dermed var arbejdet med søjlerne
færdigt.”
Første Kongebog, kap. VII, vers XV – XXII.
Denne mytiske Hiram må imidlertid ikke forveksles med den i Konge Bogen
nævnt, kong Hiram af Tyrus, der ifølge myten blev adspurgt af kong
Salomon, om han ville bistå ham med hjælp i forbindelse med opførelsen af
templet. Når diverse frimureritekster og ritualer referer til Hiram, er det altså
den mytiske arkitekt der i Luthers oversættelse af Det Gamle Testamentet,
fik tilnavnet ”Abif.” At denne ifølge myten tillige blev ihjelslået efter arbejdets
fuldførelse, har kun bidraget yderligere til hans popularisering blandt
frimurere, dersom nogle heri har set et mytisk forlæg for tredjegradens
ritualisering af den symbolske død. Receptionen af Hiram Abifs skæbne har
selvsagt også været uløseligt forbundet med frimureriets axis mundi, det
salomoniske tempel. Det er endvidere en ofte fremført påstand, at
frimureriets højere grader, de såkaldte ”røde, indeholder et skjult hævnmotiv
for den ulykke som overgik Hiram Abif. Denne forestilling bygger på en
ubevist påstand om, at nogle af tempelridderne skulle være flygtede til
Skotland for, at undgå kætterbålets flammer i Frankrig. Med sig skulle de
have bragt store mængder alkymistisk guld, som de bl.a. brugte til
finansieringen af en hemmelig loge i Kilwinning, hvorfra de og deres
efterkommere planlagde bloddryppende hævnaktioner. Ikke alene er tanken
om en sådan ubrudt successionslinje odiøs, den er også svært uforenelig med
frimureriets historiske tilblivelse. Men sandt er det dog, at sagnet om Hiram
Abif, der måtte dø fordi han nægtede, at afsløre hemmelighederne om
templet, til stadighed nyder stor respekt blandt mange frimurere, om end
hemmeligholdelsen kun er af en symbolsk karakter.
7