1. No category

Mellem alt
og ingenting
af Nanna Gylde n kærn e
Jeg genkendte den med det samme, kærligheden der som et
pelset vilddyr holder mig fast mellem sine bløde trædepuder. Blid og legesyg og frygteligt årvågen, de hvasse kløer er
parat millimeter under hud og hårlag hvis jeg skulle prøve at
undslippe. Jeg genkendte straks dens varme ånde, som
havde den været der altid.
~
~
r
Mørket var faldet til ro over tagene, og Bilal havde ting han
skulle have ordnet inden det blev for sent. Uopsættelige ting
som gav anledning til en række kortfattede beskeder til
mange forskellige mobilnumre, nogle i et brysk tonefald, andre med stemmebånd der var glatte af underdanighed. Bilal
har altid noget han skal have ordnet, og tit når det er sent, og
det er ikke alt sammen ting der kommer mig ved, så når han
sagtnede farten fordi planlægningen krævede al hans koncentration, fortsatte jeg langsomt hen ad fortovets fliser ved
siden af Nazir.
<:.
115
!i i
1ii
Iii'
I
Vi gik og var stille i gadestøjen, og et par gange kunne vi
ikke lade være med at sende hinanden antydningen af et
smil når Bilals stemme steg op over den susende lyd af bildæk mod asfalt. Selvom Nazir og Bilal er tvillinger, lever de i
hver sin verden. Ligesom Bilal og jeg gør. Ligesom Nazir og
jeg. Men Nazirs verden er ikke hendes egen; den er inden i BilaIs. Hans liver som et hegn omkring hendes, og han ville
uden at betænke sig gøre alt for at beskytte hende. Alt.
Hvad det nu end var der skulle ordnes den aften, så kunne
det ikke klares over en mobiltelefon. Det krævede Bilals personlige tilstedeværelse, og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Med hastige skridt indhentede han Nazir og mig, og alle
spor af smil og længsel var forsvundet fra vores ansigter da
vi gjorde plads imellem os på fortovet.
»Du bliver nødt til at følge hende hjem,« sagde han og
gjorde et kast med hovedet i retning af Nazir. »Og tag lige
min taske med.« Jeg tog imod den, og hendes smil var stadig
så tæt på at den ingenting vejede. Bilal kiggede et øjeblik
frem for sig med rynket pande og tilføjede så: »Din bøsserøv.« Det lød ikke uvenligt, og sådan ved jeg at det heller ikke
var ment. Han sagde det bare for på sin egen måde at markere, inden han forsvandt ud i sidegaderne for at passe forretningen.
Vi gik videre langs kirkegården, og hun sagde: »Se, de har
spærret natten inde.« Og jeg så hvordan det dybblå mørke
var hegnet inde sammen med træerne bag den okkerfarvede
mur, der vendte udad mod gadelygternes lys, og indad mod
116
en anden verden. Jeg så hvordan det indespærrede nattemørke steg op og forbandt sig med alt det andet mørke der
hang over byen. Og jeg vidste for første gang at jeg så det
samme som et andet menneske.
Ved siden af hinanden gik vi ind gennem gitterporten der
trods tidspunktet stod på klem, i strid med kirkegårdsregulativerne, men i overensstemmelse med det der er større. Vi
gik ind i en nat der på samme tid var transparent og uigennemtrængelig tæt. Vi gik uden at ænse den sultne knurren
fra rovdyret der dovent hvæssede kløer bag gravstenene,
som andet end en dæmpet spinden.
Lyden af vores skridt på den grusbelagte sti må være blevet
tøvende for til sidst at dø hen. Vi må have nærmet os hinanden, langsomt og fulde af vished, tror jeg. Sådan prøver jeg at
huske det, selvom billederne hele tiden flimrer og forskydes
i min erindring. Jeg ønsker sådan at visheden allerede var
der, som om det hele tiden havde været meningen med os.
Hvordan vores skridt end standsede, og hvordan vi end
nærmede os hinanden, så ved jeg at vi stod pande mod
pande, men stadig med sitrende afstand mellem kroppene,
og i saqlme øjeblik det var begyndt, havde det varet altid.
»Markus,« hviskede hun efter en evighed så lang som et
suk, og jeg hørte hendes stemme love alt hvad den ikke
måtte.
Min egen strube var tør og stram, alligevel klemte hendes
navn sig fri: »Nazir,« og jeg vidste at det aldrig nogen sinde
117
kunne gøre mig mæt, uanset hvor tit det vibrerende z kildrede min tunge: »Nazir. Nazir.«
Hendes øjne var så mørke, hendes hår så blanksort og
hendes ære så dyrebar at den kun kunne afregnes i blod. Vi
vidste det begge to, og som stædige drømmere i mørket
fandt vi hinanden inderst inde.
Morgensolen ramte mig med en kile af panik og trøstede
mig straks efter med hendes kildrende, dulmende navn.
»Nazir,« hviskede jeg ned i puden for at holde kaos ude lidt
endnu. »Nazir,« hviskede jeg for ikke at mærke hvordan kærlighedsdyrets ånde brændte, mens det holdt mit flaksende
hjerte mellem sine kløer.
Jeg lod mig fylde afhendes navn, fordi det lille, skrøbelige
z der dirrede på min tungespids, var det eneste jeg havde at
holde fast i. Så snart mine tanker slap deres spinkle holdepunkt, var det ikke Nazirs stemme jeg hørte, men Bilals.
Hans logrende ord og bjæffende ordrer opad og nedad i den
verden der var hans, og hvor de var mange der ordnede ting
i fællesskab når mørket havde lagt sig over byen.
»Det var en fejltagelse, det skulle aldrig være sket, « sagde jeg
prøvende til mig selv mens solen puffede mig hen ad gaden
med en hånd i ryggen. Og jeg forestillede mig hvordan det
ville være at sige sådan til Bilal. »Du, Bilal, jeg er sgu ked af
det, men ... «
Men det var ikke nogen fejl, det var Meningen Med Det
Hele der havde sat kløerne i, og når den først har fundet en,
118
slipper man ikke helskindet væk. Det der var sket i mørket,
skulle ske igen og igen og være resten af mit liv. Tanken
fyldte mig med varme og rædsel, så både tårer og lort pressede sig voldsomt på.
Og hvad Bilal angik, var fejltagelser ikke nogen undskyldning, det vidste jeg naturligvis godt. Han var langt fra at
være en bøsserøv.
Der var ingenting jeg kunne sige til Bilal, og uden om ham
kunne jeg heller ikke komme. Ikke fordi han egentlig forventede så meget snak fra min side, for som regel sagde jeg bare
ja. Til at han kunne låne til et par shawarmaer, til at tage hans
taske med på vejen. Til at følge hans søster hjem. Man kan
sige at jeg arbejdede for Bilal, og at lønnen aldrig havde været til åbenlys forhandling.
I de næste dage fik jeg lejlighed til at sige ja til både shawarmaer og taske, men Nazir skulle hverken eskorteres ud
eller hjem.
Jeg sad hver dag på min stol i klassen og forsøgte at holde
kroppen i ro, mens jeg oplevede alt gennem feberens upålidelige optik. Det største blev småt, som havde det aldrig fundet sted. Det mindste voksede sig større end alt. Tænk, hvis
Bilal fik noget at vide, tænk, hvis han allerede vidste noget,
eller måske bare havde en anelse. En anelse kunne være nok.
Midt i desperationen var et enkelt blik fra Nazir som at
kigge ind i tusind nætter s eventyr, og jeg vidste at jeg følte
det samme som et andet menneske. Fortabte stjal vi os til
119
glæden, og vilddyret slikkede os tilfreds med sin raspende
tunge.
Så en eftermiddag blev det alligevel muligt. Nazir havde
møjsommeligt konstrueret et spejlkabinet af fortielser,
halve sandheder og hele, udspekulerede løgne, som man
skulle have andre gener end mine for at begribe, men som
gjorde det muligt. Lyden af min rygsæk mod gulvet hang
stadig i entreen da hun ringede på, og selvom vi havde al
mulig grund til at være bange, kunne vi længe kun være
glade. Først da min finger strøg hen ove~ sveddråberne i de
fine, mørke hår på hendes overlæbe, kunne drømmen ikke
længere bære, og hun slap tårerne fri.
Jeg behøvede ikke at spørge hvorfor, og min stemme ville
ikke have lystret mig. Alt hvad jeg kunne gøre, var at bygge
en rede omkring hende af min dyne og vugge hende, mens
jeg kæmpede for ikke at styrte ned i den håbløshed der åbnede sig som en sort skakt inden i mig.
»Min storesøster stak af,« sagde hun ud i luften, som om
det ikke var henvendt til nogen, og verden videde sig ud med
svimlende hast.
»Jeg troede hun var rejst til Pakistan for at blive gift.«
Hun lo en grim lille latter. »Ja ja, det er hvad Bilal går og siger. Efterhånden tror han det sikkert selv.«
Og så fortalte hun: Storesøster Yasmine havde tabt sit
hjerte til en mand som ikke havde noget højere ønske end at
give hende sit eget levende, pulserende hjerte i bytte. Han
var både muslim og pakistaner, men ikke den rigtige paki120
staner, og der var for længst lagt andre planer for Yasmine.
Hun havde grædt og tryglet og truet med at tage livet af sig i
et forsøg på at overbevise forældrene om at aftaler indgået i
en fjern tidszone ikke kunne gælde når man havde postnummer DK-2200, men forgæves. Moren havde grædt og
tryglet og truet endnu mere hjerteskærende end Yasmine
selv for at få hende på bedre tanker. Faren havde kort og godt
og så det var umuligt at misforstå, forbudt Yasmine at mØdes med den mand hun elskede. I nogle uger vandrede hun
rundt i lejligheden, tavs og bleg og uden at komme uden for
en dør. Der var ikke længere trods i hendes ophovnede øjne,
kun en strøm af stadigt silende tårer. Men en morgen stod
hendes seng tom, den var kold som havde hun aldrig ligget i
den, og knap nok med duften af Yasmine tilbage. Nazir
havde aldrig fortalt nogen om den seddel hun fandt stukket
ind under sin hovedpude: »Farvel, lillesøster. Sørg for at
blive lykkelig.« Nu boede Yasmine et sted som ingen kendte,
og det var ellers ikke fordi familiens efterretningsvæsen
havde ligget på den lade side. For forældrene var hun død.
Nej, Nazir rettede sig selv med en stemme der dirrede let:
Det var som om hun aldrig havde eksisteret.
Jeg ~ømmede mig. »Og nu skal Bilal sørge for at det ikke
går ligesådan med dig ... «
Stakkels Yasmine, stakkels Nazir der havde mistet sin søster,
men først og fremmest tændte historien et lys i mig: Det
kunne altså lade sig gøre at slippe væk. Der var steder hvor
Bilal og hans forbindelser var ude af stand til at finde en igen.
121
\l
I;
Ic
I
li
Il
II
II
I
Når der var gået et stykke tid, gav de op. Det var hvad Nazir
lige havde fortalt. Og når Yasmine kunne, så kunne Nazir
også. Mine fingre strøg over hendes hår, gled igennem det
som for at væve et dristigt fletværk af nye natsarte drømme.
»Nazir, vi kan tage ud og rejse. Jeg har sparet sammen til at
tage på interrail, der er penge nok til os begge to.« Og jeg
tænkte at når jeg havde holdt hende skjult længe nok i et
fremmed land, så ville hun blive min.
Jeg kunne se hende smile inde bag håret, og lyset brændte
så stærkt i mig at alle skygger blev usynlige.
»Vi kunne tage til Grækenland, eller til Spanien,« for jeg
tænkte at hun måtte længes efter solen.
»Hellere til Irland,« sagde hun. »Der er så frodigt, alting
gror på sådan en grøn måde.«
Og Irland var fint med mig. Jo længere væk fra Pakistan, jo
bedre. Alt hvad Nazir ville, var fint med mig.
»Vi tager telt med,« fablede jeg videre. »Bor i telt og går på
pub.«
»Jeg kan ikke gå på pub,« sagde hun, og boblen var ved at
briste. Vi levede i hver sin verden, og Bilals verden var som et
hegn omkring hendes. Indtil jeg befrier hende, tænkte jeg,
for jeg var stadig blændet af det strålende lys.
»Så bliver vi i vores telt,« hviskede jeg, og mine hænder
forlod hendes hår. »Og vi kommer aldrig mere tilbage.«
Hendes tårer fulgte deres eget våde spor nedad mod ører
og hals, og de blev en del af min brændende lyst, jeg måtte
ind i det dyb hvor tårerne havde deres udspring. Øjeblikket
122
før lys og mørke gled i et, opdagede jeg til min forbavselse at
nogle af dem dryppede fra mine egne øjne.
»Vi kan gifte os,« sagde jeg da tusmørket åd sig ind på mit
værelse. »Vi kan bare gifte os. Og vi behøver aldrig mere
komme tilbage.«
Nazirtav.
»Ligesom din søster,« sagde jeg, uden at det fik tavsheden
til at forsvinde.
Jeg kunne alt for tydeligt høre min egen stemme: »Man
kan få hjælp, ikke? Til at komme væk.«
Nazirvendte sit sorte blik imod mig. »Hvad så med Bilal?«
»Hvad så med Bilal? Hvad mener du: Hvad så med Bilal?«
Hun snoede et hjørne af min pude mellem fingrene, igen
og igen. »Vi er jo tvillinger,« sagde hun endelig.
Jeg mærkede ubehaget begynde at rotere i mit mellemgulv. »Han opfører sig som om han ejede dig, det siger alle.«
»Ja ja, han opfører sig som en idiot ... « Hun virrede lidt
med hovedet, det var åbenbart en ligegyldig detalje. »Men
det er ham der har ansvaret for mig. Vi har været sammen
hele vores liv, og der er ingen: der kender ham så godt som
jeggør .«
»Og derfor tør du ikke vælge selv at blive lykkelig?«
Hun sendte mig et blik som var jeg et barn. »Derfor ville
jeg have svært ved at gøre ham ulykkelig.«
Bilal ulykkelig? En kvalmende hvirvel sugede mig væk fra
Nazir og hØjt op over byen hvor alting kunne ske i mørket.
123
Bilal var ingen bøsserøv, der satte sig ned og var ked af det.
Bilal gjorde ting, og han gjorde dem ikke alene.
»Husk hvad din søster skrev,« sagde jeg. »Hun ville være
lykkelig, og hun ville have dig til at blive det.«
»Vi kunne gifte os,« gentog jeg efter en lang tavshed. »Når
vi bliver gamle nok. «
Hun overlod det til mig selv at være den der til sidst rystede benægtende på hovedet. Og først da sagde hun det som
jeg hele tiden havde frygtet at høre: »Det var en fejltagelse.
Jeg skulle aldrig være kommet.«
I skolen gik vi som søvngængere og talte ikke sammen, men
vores ~jerter lå blottede under de skarpe klør. Forpinte så vi
på hinanden i langstrakte sekunder.
Efter mange dage strejfede hendes varme ånde mit øre.
»Må jeg komme op til dig i morgen? Der er noget jeg skal
sige.« Jeg nåede knap nok at nikke før hun var væk.
Det næste døgn var jeg som en druknende, hvis eksistens
flimrede mellem angst og håb mens nye bølger hele tiden
truede med udslettelse. At jeg allerede lignede en strandvasker, forstod jeg da Bilal af sig selv kom og spurgte om han
skulle tage en shawarma med til mig. Jeg var ikke i stand til
andet end at ryste på hovedet mens jeg prøvede at holde
kvalmen i skak.
Hendes øjne var tomme da hun trådte ind, og jeg forstod at
de var det for min skyld; jeg havde ikke kunnet tåle det blik
hun holdt spærret inde bag det mørke ingenting.
124
»Jeg har fået en ny mødom.« Hun sagde det bare. Stod i døren til mit værelse og sagde det. Seks ord, otte stavelser, som
var forskellen mellem alt og ingenting: Jeg-har-få-et-en-nymø-dom. Stemmen var lige så nøgtern som ordene, tynd og
lidt hæs, men alligevel så klar at hvert et ord trådte tydeligt
frem, og der ikke var noget at misforstå. Den dirrede kun let
under vægten af den store, gamle historie som de få stavelser bar med sig, og der var intet at tilføje.
Efter en istid af tavshed rakte hun en forkommen hånd
frem og rørte ganske let ved min, så jeg mærkede en lille håbefuld plet af tø i det forfrosne. Desperat greb jeg efter begge
hendes hænder for at få en lille smule mere af hende som jeg
ville have alt af, og hun lod mig holde dem uden at gøre
modstand. Hun lod mig holde dem som var de små døde dyr
hvis sidste varme jeg fik lov at suge til mig. Og jeg ville have
mere end hændernes døende varme.
Jeg ville ind hvor fremmede fingre i blege, talkumpudrede handsker havde klippet med hViskende lyde i vævet og
syet med omhyggeligt steriliserede instrumenter, ind hvor
de havde lukket alt det til som vi sammen havde åbnet.
Og jeg kom derind. Jeg slap hendes hænder for at gribe fat
og kamme ind, og jeg kunne ingenting åbne igen, kun bryde
såret op og ødelægge.
Synet af rifter der først var hvide mod den gyldne hud, ind"
til bittesmå bloddråber langsomt piblede frem og tog form,
forfulgte mig ind i sØvnen og gennem den næste dag,
Nazirs stol stod tom, og Bilals sorte tvillingeblik var
125
,, ,
1
brændende kul. Jeg vidste ikke selv hvad jeg havde forventet:
At hun skulle sidde på sin plads foran mig mens jeg vagtsomt holdt øje med om små bloddråber indefra blev suget
ud i blusens fine stof? Synet forfulgte mig videre gennem
den næste nat hvor jeg blev fanget og holdt fast af mit eget
gennemsvedte lagen, som havde det været et fremmed væsen.
Men værre end synet var ordene. Inden Nazir gik ud ad
min dør og lydløst lukkede efter sig, havde hun spurgt om
jeg ikke ville vide hvor hun havde fået pengene fra. Og allerede da hun spurgte, kendte jeg svaret, bg jeg var ved at kvæles i den foragt jeg havde næret for ham. Bilal havde uden at
betænke sig gjort alt for at beskytte sin søster. Alt. Og nu
havde jeg stjålet fra dem begge to.
Den tredje morgen ringede jeg omsider halvvejs lammet
til den klinik jeg for længst havde fundet i telefonbogen.
Først var der en lidt for lang tavshed, så fulgte det professionelt venlige svar: Jo, de foretog den slags operationer. Og
prisen var 6000 kroner, tilføjede telefonstemmen i et indforstået tonefald da min tavshed trak ud.
Forskellen mellem alt og ingenting var 6000 kroner. Eller
forskellen mellem ingenting og alt.
Kassereren skubbede en seddel over til mig, så jeg kunne
skrive mit mærke.
Jeg tøvede kun et øjeblik, så skrev jeg INTERRAIL og skubbede den tilbage. Hun værdigede knap nok papirlappen et
blik inden den b.lev anbragt i det lille rum bag skranken, og
126
jeg fik de seks store sedler i bytte. Men hun må alligevel have
læst hvad der stod, for da jeg vendte mig for at gå, smilede
hun - næsten som om hun -havde set noget hun ikke burde
have set - og sagde »god rejse«.
Jeg skrev hendes navn uden på konvolutten og havde det
ikke bedre end før. Men der var ikke andet jeg kunne gøre.
Ikke andet end at prøve at fjerne de blodige spor efter den
glubske kærlighed der ikke vil slippe mig.
~