1. No category

Legenden om St. Cæcilia i gammeldansk oversættelse1.
Die Legende von St. Cecilia in altdänischer Übersetzung.
La légende de sainte Cécile en prose danoise du XIVe siècle.
The Legend of Saint Cecily in Old Danish Translation.
Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen.
e-mail: 33(snabela)gvdnet.dk
Af Sancte Cecilie hennis pine2.
3
En stolt4 iomfruge het Cecilia, hun haffde Vorsherris ewangelium fialdh5 vti siit brist6, oc huærken
dagh eller nath tha lot hun ey aff gudeligh talen oc godee bøne. Hun haffdhe en vngh man til
brugom7 thær heth Valerianus; forti at hans hugh hafde soa megel ælskugh til henne, tha lodh han
radæ til brullup. Sancta Cecilia var næst siit harænd8 clæd met harclædhe9 oc vten var hun clædh
mæt gulbone10 clædæ. Hennis forældree oc hennæ brugome11 hafde soa megel gotwillie till henne,
at hun gat12 ey mæt ful mark13 openbaret at hun tientæ Cristum Jhesum. Theræ14 brullups dagh kom
omsidhær, oc sosom15 the16 sungæ fast17 vti theris høgtide, soa sangh hun i siit hiarte Vorherræ
bodhæ loff oc æræ18 oc sagde: Hærre, lath mit hiarte oc mit legom vsmittet19, at iech skal ey
forderffuis20. Hun fastæt stundom two daghe oc stundom thre, och bath Vorherre at han skulde
hennæ gømme21 foræ thet ther hun ræddis. Hun bat sech ænglæ oc apostlæ oc alle Gudz vtuolde22
til hielper, at the skulde met theræ bøne ærue23 henne thet aff Vorherræ, at han vilde hennis
renlighet vspiallet24 gøme. Mæten thettæ var alt25, tha vort nat omsidher, oc sancta Cecilia gik i
lønligh rodh met Valeriano syn bruggome, oc sagde soa till hannum: o sødæst oc aldrigh kærist26
vnge man, iach moa tegh æn ny mæræ27 sighæ, om thu louer mek thet met thin eth, at thu wilt thet
met fulkomen hugh hald oc gøme28. Valerianus loueth henne thet, at han skulde thæt gerne holdæ.
Tha sagdæ hun: iech hauer Gudz engel til ælskær29, thærr mit legome gømer met megæl god villie.
Worder han thet at widæ, at thu vilt nær mek komme met vren ælscugh30, tha vorther han tegh so
storlich vredh, at han spiæller31 tith vnghe liff, æn32 fregnær33 han thet, at thu elsker mek met34 skær
ælskugh oc ren35, oc ath thu gømer min mødom36 vspiallet, tha hauer han tegh om kiæær sosom han
hauer mek, oc teer37 syne nade vit tegh. 38 Thaa vordh Valerianus, som Gudz villie var, harlæ39
rædh och sagdæ: vilt thu at iech scal troo thin talæ, tha the40 mek then engell, oc finner iec at thet ær
Gudz engell, iach gør huath ther thu vilt, æn finnær iach oc thet, at thu elsker annen man, bodæ tegh
ok hannum scall iech dræpæ. Tha swaret Sancta Cecilia oc sagdhe: Valerianum41, om thu vilt loffue
mek oc iættæ42, ath thu vilt myne rat lydhæ, oc om thu vilt lade tik skære43 i skærels dop44 och vilt
thu troo a then Gudh i himmerige ær bodæ leffuend oc san, tha matthu then engell see. Valerianus
sagdæ: huat ær thet thær mek matte skæræ, at iech motte engellen see? Cecilia swarede: thu scalth
gange thre milæ45 vegh fran thenne borgh46 och till een vegh ther Appia heder47, thæræ matthu
finnæ mange veghfarende ther almysse tigge, ee hauer mek rum oom thom48. Ther thu seer thom,
tha sigh thom myne quædiee49, oc sigh soa til thom: Cecilia sende50 mek til ether, at i skulle mech
the51 sanctum Vrbanum biscop52, forti at iach hauer lønlic ærænd til hannum. Ther seer hannum
thu53, tha sigh hannum alle myne ordh, och ther han haffuer tech skærdh, tha førær han tegh i ny
clæder och hwidæ, oc ther thu kommer i tith hærbærge54 mæt the clædhe, tha matthu see thæn
engell, oc huat ther thu bedis aff hannum, thet vorter tek alt veth55.
Tha for Valerianus bort oc effter thet maarc56 ther han fick aff henne, tha fan han Vrbanum biscop
oc talde hannum alle the ordh ther hun hafde hannum kendh57. Tha swaret then biscop met mikil
glæde oc fial a sinæ knæ oc ractæ vp sinæ hender til himmell oc græd oc sagdhe: Herræ Jhesus
Cristus, thu ther alle renæ rath soar58, tak thenne sødæ fruct59 ther thu hauer sath60 i Cecilia thin
thærnæ. Herræ Jhesus Crist, godæ hyrdæ61, Cecilia thin tærnæ hun tiæner tek ensæ eet lustuct62
foar, forti at hennis festeman, ther hun togh om grim63 ensæ en læghæ64, then hauer hun ensææ eth
spakt lamb til tek send. Vten om han trode han komme icke hiit65, thu Herræ opnæ hans hiarte
lokæ66, at han matte kennis thær vither, at thu est hans skaber oc han motte vetersige67 deffuelen oc
hans belede68.
Ther Sanctus Urbanus hafde soa bedæth, so tedis foræ thom bode en gammell man i smoa hwide
clæder69 oc haffde eth breff vti sin handh alt scriffuit met gulstaue. Ther Valerianus soa hannum, tha
vort han so rædh at han fial nither a iordh sosom han vare døth. Tha løftæ then gamlæ man hannum
vp oc sagdæ: læs thettæ bref oc tro at thu mat wæræ verdugh at skæres oc at se engellen oc huat
som Cecilia hauer teg loffuit at fanghe. Tha togh Valerianus til ath læsæ, oc tesse ordh stode vppoa:
en Gudh oc en ær troo och eth ær dop, en ær Gudh oc Fader i himmerige, ther yuer alt ær oc i allæ
stadæ70. Ther han hafde thettæ læsith, tha sagde then gamlæ man til hannum: troær thu at thættæ ær
soa, ællær euær71 thæc ther noget om? Tha øptæ Valerianus met en starck røst oc sagdhæ: ecke moa
man sanner72 troo i iørderige73 æn thet ær. Thær Valerianus haffde so sagt, tha for hin gamlæ man
bort74. Tha togh sanctus Vrbanus oc døptæ hannum, oc kende fullelig sin troo75, oc sende hannum
soa hiem til Ceciliam liggende i syne bønæ76 i sit hærberge, oc soa hooss henne en engell stande
met skynnende fiædre och haffde vinghee, och hans øgen vare ensæ loghe77. Han hafde i syne
hender two skynnende croner78 af rosær oc aff liliær, oc gaf een Ceciliæ oc anden gaf han Valeriano
ok sagde: thesse croner skulle i mæt vsmittet lecom oc rent hiarte vell gømæ, forti at iac bar thom af
paradiiss oc til ether, oc thætte skullæ i vidæ til marc79, ath the wisnæ aldrigh oc aldrig mynskis af
theræ døn80, och aff engen man81 mugæ thee seess vten af thom ther renlighet hauer om stærc som82
i haffue. Oc forti at thu Valerianus hauer lydh eth goth radh, tha hauer Jhesus Cristus Gudz søn
sendh mek till tek, at thu skalt beddis een bøn huilken thu vilth, oc hun skal tegh vetæss83.
Vrbanus84 hørdæ oc sagdæ: yckæ ær mek søtheræ i tessæ værildhzs liuss æn myn enugh85 broders
omhuæruelsse86, oc vant ticker mek87 ath iech ær fræls, oc iech ser hannum tapæs aff døthzs
tapelsse. Thet ene sættær iach foræ alle myne bønæ, oc thet bedis iach, at sosom Vorherræ Jhesus
Cristus vilde mech frælssæ, at han vilde oc myn broder frelsse oc gøme oc gøræ bode88 oss
fulkomen i hans naffn89 vith gangels90. Ther ængellen hørde thet, tha sagdæ han met blit antlade til
Valerianum: forti at thu bedess thet ther bæst ær, oc thet ær Vorherræ kærist at fulkommæ, sosom
Vorherræ wan tek fore Cecilie skuld sin tærne, soa skal han fore thin skyldh vinnæ thin brodær, och
i skulle bodæ martirii løn tagæ.
Ther theræ talee var ændh, tha for engellen bort til himmellen. Tha taletzs the vedher Cecilia oc
Valeriano91 om gudeligh tale oc theris troo. Soa kom Tiburcius hans broder og gik ense till sin
frænkone92 oc myntæ93 sancte Cecilie hofuit oc sagde: thet ær mikit vnder, huæden then rosen døøn
oc liliæ kommer slig timeæ orss94. Tho at95 iac hafdæ rosæ oc lilie i mynæ hender, the gade ey
gyfuit mek søtære døn æn iach dønær hæræ. Met sannende sig96 iac ither, thæt97 iach ær siu98 full af
thæn ædlæ døn, at mek ticker at iach ær all læt aff99. Valerianus swareth: foræ myn skuldh vast thu
verdugh at følæ thenne døn, æn om thu vilt nu troo, tha mat thu vorde verthuæ at glædis af then
samme sywn. Vy haffue the cronær ther thinæ øghen orke100 ey at see, at ther gjorde æræ101 af rose
oc af lilie. Tyburcius swaredet Valeriano: huat ær thæt hælder102 sath103 ther thu sigher mik, æller
tæll thu mek drøme? Valerianus sagde : Gudz engell104 hauer mek kændh105 then ther thu mat see,
om thu lader tegh skæræ af alle affgude106 fylsæn107. Tyburcius swarede: ther til at iech motte see
then engell, huat sculde mek duellie108 til myn skæræls? Valerianus sagde: ycke skulde tek duællie,
æn109 sware mek thæt enæ, om thu vilt netæ110 afgude oc troo a then Gudh ther i himmerige ær?
Tiburcius swarede: iach veth ey med huat hugh111 thu sigher thette, oc ey vnderstar iac thæth. Tha
sagde sancta Cecilia: iac vnder112 thæt broder, at thu vnderstoar ey thet, at tylict scap113 ther man114
gøræ af træ ellær aff eer115 eller af sten, the mughe icke Gud116 være, ther som etercoppe dragher
syn veeff i, oc fluge gøre fylne117 i118, oc i there hofuit ær hegræ119 vanæ at dragæ reth120 i. Thet ær
engen skæll mælliom en døth man oc eth belæde, sosom en døth man hauer alle lymmæ, han
haffuer tho ey andh ellær røst eller vith121, soa hafue oc tessæ affgude allæ lymme. The dughe doc
icke, oc the dughe tho æn mynne122 en døth man, forti at man mæden han leffde, tha soa han met
øghen, oc mælte met mun oc togh met hender, hørde mæt øren, gik med fødær og dønde met næse,
æn tesse123 the toghee vphoff124 af døth oc i døth æræ the, oc aldric motte the liuæ. Tha sagde
Tiburcius: huoa thet troær ey, han moa vel lykess vether125 diur. Ther han hafde thet sagt, tha
myntæ126 sancta Cecilia hans brist127 oc sagdæ: sosom Vorherræ loth thin broder vorde mæk foræ128
brodher, soa hauer han ladet teg wordæ myn frænde, forthi ath thu afsagde thec vith affgude.129 Tha
togh Valerianus Tiburcium sin broder oc ledæ hannum til Vrbanum pawe oc talde hannum alt
huoræ thæt var vordeth. Sanctus Vrbanus vort harlæ gladh oc togh oc døpte Tiburcium, och i syue
daghe lærdæ han hannum oc giorde hannum fulkomen i Gudz tieneste.
Thæn same time130 var en gielkir i Rom131 ther heth Almachius. Huar ther han sporde cristne mæn,
tha pyntæ han thom til dødhe och loth theræ legome ligge a iorden. Tiburcius och Valerianus the
dømde thom132 huærdagh til at gøræ graffue oc iorde hellige martires legome. Sosom vant ær, at
illæ133 hadhæ the godæ, the gingæ til oc talde giælkir af huoræ mikil win the logthæ aa134 oc huoræ
hederlighe135 the iorde alle thom ther han lodh dræpe. Siden loth Almachius taghe thom oc ledæ
fore sigh oc sagdhæ: mæden i æræ fødde aff ærligh136 slæct, iac vndrær met huat villels137 i
vanslæcte ether selff. Jach hauer hørt thet138 i tage oc giffue ethert godzs ondæ vættæ139, oc thom
ther met ræt dom æræ dræpne, thom ladhæ i iorde met megel hedær. Oc forthi muge mæn vell
vnderstande, at i æræ theræ fællugs mæn140. The swaredæ: Gudh gaffue141 thet142 the thu caller
fælughs men, at the vilde oss ræknæ foræ tienestæ men143. The forsmate thet ther sywnes ath wæræ
oc ey ær, og ælste144 thet ther sywness ey at wære oc tho ær. Almachius sagde: huat er thet ey
sywnes at wære oc tho ær? The sagde: thet ær then fagneth145 ther rætte men faa i himmerige oc
then pyne ther vrætte men fao i heluide.146 Tha sagde giælkir: huar at stande wy i orde trætten147?
gøre ænting ath i offræ til gude oc vorther lithugh148, antingh i villæ och tolæ døt. The swareth: vy
villæ thine afgude icke hedre, mæn then ene gudh ther i himmerige ær, foræ hannum ville vy gerne
døt tolæ. 149 Tha thoc Almachius och salde thom i man150 i hand ther het Maximus Corincularius151,
at han skulle lade thom høffde152. Tha togh Maximus til at græde oc sagde: o myne kiære vennæ,
iac vndrer om ether at i rape153 oc skynde ether till ether døth ensæ til eth got bothmunnugheth154.
Tha sagde Tiburtius: vten vy vise155 thættæ stadelic at bætræ liff kommer effter thætte, vy vilde
thætte liff engelundh tape. Maximus sagde: viste iach huilket thet liff ær ther i syghe aff, iach
fortide156 gerne tætte liff, til thess at iec mottæ thet foa. 157 The sagde: vilt thu vidhe huat thet lif ær,
tha foa oss en dags rom oc lath oss ledhæ hiem til thin158, oc wy lade siden komme til tegh then ther
tek mottæ skæræ. Han lod thom ledhe hiem til siit huss oc prediket soa lenge159, at Maximus oc alt
hans folk trode a Gudh. Tha koom sancta Cecilia met prester om nat oc loth thom alle døbæ. Tha
sagde sancta Cecilia: heya æthle ridderæ160, caster aff ether mircke gerninger oc vepner ether met
liusæ vapn! i haffue stridh mannelige oc troo haffue i gømdh, ganger till then crone ther Gudh skal
ether giffue, oc ey ether at enæ161, mæn alle thom ther aa hannum troær!
Siden loth Almachius thom ledhe tith, ther the høffdis sculdæ i, oc fulkomet ther theræ martirii. Tha
swor Maximus fore alt folk, at han soa englæ om fagræ sosom soll162 take there siælæ i there
barm163 oc førde thom vp til himmell, oc mange troode a Vorherre, fore thet ther han tolde thom.
Ther Almachius hørde, thet Maximus oc hans folk var cristnet164, tha togh han och lodh hannum soa
lenge bæriee165, til thess at han gaff sin and vp, oc sancte Cecilie tog hannum oc iordet met Tiburcio
oc Valeriano. Tha lot Almachius spørie oc ledhe166 at theris godzs oc loth taghe sancte Cecilie ense
hun skulde være Valeriane167 husfrugh168. Ther Almachius soa at hun hafde gifuit fatugt folk alt
theris gotzs, tha nøddæ han henne til at offræ affgude. Sancte Cecilie sagde til thom, ther henne
vilde nøde: kiæræ venne, thæt ær mec fagert oc ærlicth at tole pinæ fore Vorsherræ 169 naffn Jhesus
Cristus170, en iach sigher mikit fore ether ynsk tapels171, forti at huat ther172 yther domer biuder
ether, thet vile i alt gøræ173. Tha toghe the til at grædee, at sligh en stolt174 iomfru vilde helder døø
æn leffuee, och bade henne at hun skulde ey sin vænlig175 skiftæ til døth. Tha swaret sancte Cecilie
oc sagde: thet ær icke tapels, num176 skifte177 ath giffue søør178 oc tage gull, oc giffue litell hodde179
oc taghe dighær180 huss ighen oc widæ oc giort met ædle stene181. 182 Tha gik hun bort oc stoth a en
sten oc sagdæ: troo i thæt ther iach ether sagde? tha suaret allæ: vy troo at Crist ær Gudzs søn, ther
sigh hauer sligh tærne voldh183! 184
Siden lodh hun sanctum Vrbanum gange til sith huss oc lodh cristne ther oc døbæ185 meræ æn
firtiugh siæle bode quinne och karllæ oc børn, oc een aff thom heth Gordianus186.
Ther Almachius hørde thet, tha loth han lede187 foræ sigh sancte Cecilie, oc sporde af henne188 oc
sagde soa: huat ær tit nafn? Hun swarede: Cecilie ær mit nafn oc af got slæct ær iach! Almachius
sagde: mæden thu esth af soa godh slæct, hwi gør thu tegh soa miuk189 af thyn leffnet, spør iech
tegh. Cecilia suaret: thin talæn toc vphoff af falske190, oc i falske ændis hun191. Oc Almachius
sagde: huæden kom thæc then derffue192 at thw skulde mek soa swaræ? Cecilie swarede: af godh
samwit oc sterck troo! Almachius sagde: thu vesth icke huat vold193 iec hauer. Cecilia swarede: thu
vest ey selff huat vold thu hauer, æn spør thu mek ath, tha will iach gøræ godæ redhe thec aa.
Almachius sagdhæ: sigh thet ther thu vesth. Cecilie swaret: alt thet vold ther man mo hafue194, thet
ær sosom vædhær lot i en blædræ195, oc stinger man siden mæt en noll ther vti, all then throtnæ196
ther ær i, han suighnær197 all. 198 Tha sagde Almachius: væll thec eth aff thu199, ænthing at thu
offrær til gudhe æller thw netæ200 tek at wæræ cristen. 201 Cecilia swarede: iach vndrær thu hauer
thyne øghen soa misth202, ath thu sigher thæt være Gudh, ther mek ticker, oc alle the ther øghen
haue, være steen, ær oc bly203. Almachius sagde: thin vrede thol iach væll, æn thæt toæ iach icke ath
thu mælær204 gudhe. Sancte Cecilie swarede: thet ær vnder at thet ther thu viste at sten ær, thet
sigher thu at gudh ær, thref205 met thin handh oc vith huat helder206 ær, mæden thu math207 ey208.
Tha vort Almachius harle vreth oc loth henne ledhæ til en bastwæ oc loth siden hedæ henne209
storlic het. Sancte Cecilie laa soa al then dagh oc en nath i, ath henne skadde enctet, oc ey war hun
helder swet eller annet. Thæær Almachius soa, at thet mattæ icke dwæ, tha visde han indh en
swen210 at høffde hennæ. Tha sloa han211 a henne halss thry hugh og gat212 ey slageth hennis hoffuit
aff, oc forthi at thet var soa laght213, ath man skulde ey slaa mer æn thry hug, tha loth han henne
liggæ half døth. A the thre døghær214 ther hun lifthæ syden, tha predicket hun och kende215 the
mør216 ther hun hafde mæt segh, oc antwordeth217 thom sanctum Vrbanum i handh218.
Fiarde nath ther effter tha foor sanctus Vrbanus mæt hans diaknæ219 oc groff sancte Cecilie i bland
med220 mange biscope. Siden togh sanctus Urbanus oc vigde sancte Cecilie hus henne til æræ, ther
mange iærntegen221 giorde innen foræ henne skyldh af Vorherre Jhesu Cristo222, Qui cum patre et
spiritu sancto viuit et regnat in secula seculorum223. Amen.
Tillæg.
Fragment af en oversættelse til gammeldansk
af Legenda Aureas version af legenden om St. Cecilia224.
Han op hængis pa træ225 at han skal borth taghe træsens offuertrædelse226 Tha sadhe tiburcius til sin
brodher/ miskunde thu mek oc leedh mek til guths man at iech matte fonge doop Thit227 wort han
leedder oc døppter228 Oc offte saa han guths ængle oc alt thet han beddis om thet fik han strax
Valerianus oc tiburcius the gaffue almosæ/ oc the helghe mæns kroppe tha229 iordedhe the/ huilke
som almachius foghit230 han dræpte Tha kallede almachius them til sech/ oc sporde them at Hwi the
so iordedhe them ther wore fordømde for sine syndher Tiburcius swarede hannem/ guth gaffue thet
at wi ware theres tiænere/ Huilke som thu kaller fordømde/ huilke som forsmode thet huilket som
synes at ware oc thet icke ær231 Oc the funne232 thet huilket som icke synes at wære/ oc thet ær Tha
sadhe fogheden/ hwat mone thet wære Tha sadhe tiburcius/ huilket som synes at wære oc icke ær/
thet æt alt thet som i thenne werden ær/ huilket fom framledir233 mennisken til æy at ware/ Mæn
huilket som icke synes at ware oc thet ær thet ær rætwise menniskes liiff oc onde mæns døth
Fogheden swarede Jech æy gitzer234 at thu aff thin hwgh235 taler Tha bøth han at valerianus skulde
stonde hoos/ tha sadhe han til hannem Forthi at thin broder ær æy wiis/ tha kant tho236 særlestes237
wiisslighe giffue swaar Thet ær meghet klaart at i wille faare i som forsma glæderne oc beghære
alle thing/ som glæder ær wwenner238 Tha sadhe valerianus at han haffde seet orkeløse mæn
legendis239 oc bønder ærffuitskarle240 skuffendis241 om winterdaghen Mæn om sommers time ther
the ærleghe ærffuedes frucht242 wore til komne/ tha wore the gladhe som them høstedhe/ oc the ther
fofænge243 ware begynte at grædhe som tha syntes fracke244 So245 oc wi, nw lidhe wi wære246 oc
ærffuede247/ wden248 i til kommende righe/ tha fonge wi ære oc then ewighe løn Mæn i haffue nw
then forgængelighe glædh/ wden i til kommende righe/ tha skule i haffue then ewerdeligh døth Tha
sadhe fogheden/ skule wi som alzso wforwinnelixte249 høffdinge250 ære tha haffue then ewerdelighe
graath Oc i slemmiste personer, skule i tha haffue then ewighe glædhe Valerianus swarede/
menniskene251 ære i, fødde i ether tiidh, oc icke høffdinghe, snarlighe døø skullendes252/ oc offuer
alle skule i guth gøre reghenschap Tha sadhe fogheden hwar at253 dwælie wi længer i oords
omgang254 Offrer255 gudhe edher offer/ oc tha bort gonge i wden skade The helghenne swarede Wy
gøre then sænne256 guth daghlighe offer Fogheden sadhe/ hwat ær hans naffn Valerianus swarede
Thu mat icke widhe hans naffn/ oc æy thet pafynne/ oc om thu æn meth fiædre skulde fluæ Tha
saghde fogheden/ ær icke tha Iupiter guths naffn Valerianus swarede Iupiter ær een mandræperis
naffn oc eet horkarlle naffn257. Tha sadhe almachius/ thi will faar258 tha then gantze wærden/ oc thu
meth thin brodher/ wisth259 then sannæ guth Tha sadhe valerianus Icke alleneste wi ære som thet
sighe/ wden om wæl260 een wtalligh almoghe261/ annamede thenne helligheet Thi wordhe tha thesse
helghemen fongne262 i maximi263 gømme264 Tha sadhe maximus til them O wnghdomsens
purpurleghe blomster O broderlichets kærligh atthra/ hworledis packe i ether265 til døden/ so som til
kræsne retter Valerianus swarede/ at om han thet iættedhe266 at han skulde troo/ tha skule han see
theres siæles ære effter dødhen Tha sadhe maximus Lywffne eeld267 brænde mech op om iech æy
troor oc wederkenner then guth alleenifte som i bedhe til Om thet skal so hænde som i mech sighe
Then samme maximus oc alle hans hion268 oc alle bødhlene the trodhe oc lodhe them døpæ aff
sancto vrbano269 som lønlighe kom thit til dom270 Ther morghengruæn wor ath ænde/ tha ropte
sancta cecilia oc sadhe heyia271 i crifti riddere kaster272 nw bort the mørke gerninger/ oc fører edher
i lyusens wopen273/ Tha wort the gode helghemen pa fierde myll fra byen til Iouis stuth274 wt
leddhe/ oc ther the æy wilde offre/ tha hals hugghes the ther sammen Tha sadhe maximus thet meth
sworen eeth275 sek at haffue seet276 i theres pynelses stwnd the klare ængle/ oc theres siæle so som
iomffrwer aff brudhehusith wtgongende/ huilke som the helghe ængle/ førdhe i there skøøth i
hemmelen/ Ther almachius hørdhe at maximus ær wordhen cristen/ tha loth han hannem slaa meth
stængher so længe til han dødhe/ hwes krop sancta cecilia hun iordedhe hoos valerianum oc
tiburcium Tha begynte almachius ath opledhe begges theres righdom oc277 loth han ceciliam so som
valeriani brwd fore sech standhe/ oc bøth han at hun skulde offre til affgude/ eller hun skulde taghe
døthsens dom Then tiidh hun tha skulde ther til twingis aff tiænerne278/ oc the toghe sare til at
grædhe Thi at cecilia war een skøn møø oc ædlæ/ oc hun wilde fo willielighe giffue sech i dødhen
Tha sadhe hun til them [her slutter fragmentet].
Tillæg A.
Sammenstilling af fragmentteksten og de tilsvarende dele fra Brandts tekstudgave.
Fragmentteksten.
Han op hængis pa træ at han skal borth taghe
træsens offuertrædelse Tha sadhe tiburcius til
sin brodher/ miskunde thu mek oc leedh mek til
guths man at iech matte fonge doop Thit wort
han leedder oc døppter Oc offte saa han guths
ængle oc alt thet han beddis om thet fik han
strax
Tekst fra Brandts udgave.
Tha togh Valerianus Tiburcium sin broder oc
ledæ hannum til Vrbanum pawe oc talde
hannum alt huoræ thæt var vordeth. Sanctus
Vrbanus vort harlæ gladh oc togh oc døpte
Tiburcium, och i syue daghe lærdæ han hannum
oc giorde hannum fulkomen i Gudz tieneste.
Thæn same time var en gielkir i Rom ther heth
Almachius. Huar ther han sporde cristne mæn,
tha pyntæ han thom til dødhe och loth theræ
Valerianus oc tiburcius the gaffue almosæ/ oc
legome ligge a iorden. Tiburcius och Valerianus
the helghe mæns kroppe tha iordedhe the/ huilke the dømde thom huærdagh til at gøræ graffue oc
som almachius foghit han dræpte
iorde hellige martires legome. Sosom vant ær, at
illæ hadhæ the godæ, the gingæ til oc talde
giælkir af huoræ mikil win the logthæ aa oc
huoræ hederlighe the iorde alle thom ther han
lodh dræpe. Siden loth Almachius taghe thom
oc ledæ fore sigh oc sagdhæ: mæden i æræ
fødde aff ærligh slæct, iac vndrær met huat
villels i vanslæcte ether selff. Jach hauer hørt
Tha kallede almachius them til sech/ oc sporde
thet i tage oc giffue ethert godzs ondæ vættæ, oc
them at Hwi the so iordedhe them ther wore
thom ther met ræt dom æræ dræpne, thom ladhæ
fordømde for sine syndher Tiburcius swarede
i iorde met megel hedær. Oc forthi muge mæn
hannem/ guth gaffue thet at wi ware theres
vell vnderstande, at i æræ theræ fællugs mæn.
tiænere/ Huilke som thu kaller fordømde/ huilke The swaredæ: Gudh gaffue thet the thu caller
som forsmode thet huilket som synes at ware oc fælughs men, at the vilde oss ræknæ foræ
thet icke ær Oc the funne thet huilket som icke
tienestæ men. The forsmate thet ther sywnes ath
synes at wære/ oc thet ær Tha sadhe fogheden/
wæræ oc ey ær, og ælste thet ther sywness ey at
hwat mone thet wære Tha sadhe tiburcius/
wære oc tho ær. Almachius sagde: huat er thet
huilket som synes at wære oc icke ær/ thet æt alt ey sywnes at wære oc tho ær? The sagde: thet
thet som i thenne werden ær/ huilket fom
ær then fagneth ther rætte men faa i himmerige
framledir mennisken til æy at ware/ Mæn
oc then pyne ther vrætte men fao i heluide.
huilket som icke synes at ware oc thet ær thet ær
rætwise menniskes liiff oc onde mæns døth
Fogheden swarede Jech æy gitzer at thu aff thin
hwgh taler Tha bøth han at valerianus skulde
stonde hoos/ tha sadhe han til hannem Forthi at
thin broder ær æy wiis/ tha kant tho særlestes
wiisslighe giffue swaar Thet ær meghet klaart at
i wille faare i som forsma glæderne oc beghære
alle thing/ som glæder ær wwenner Tha sadhe
valerianus at han haffde seet orkeløse mæn
legendis oc bønder ærffuitskarle skuffendis om
winterdaghen Mæn om sommers time ther the
ærleghe ærffuedes frucht wore til komne/ tha
wore the gladhe som them høstedhe/ oc the ther
fofænge ware begynte at grædhe som tha syntes
fracke So oc wi, nw lidhe wi wære oc ærffuede /
wden i til kommende righe/ tha fonge wi ære oc
then ewighe løn Mæn i haffue nw then
forgængelighe glædh/ wden i til kommende
righe/ tha skule i haffue then ewerdeligh døth
Tha sadhe fogheden/ skule wi som alzso
wforwinnelixte høffdinge ære tha haffue then
ewerdelighe graath Oc i slemmiste personer,
skule i tha haffue then ewighe glædhe
Valerianus swarede/ menniskene ære i, fødde i
ether tiidh, oc icke høffdinghe, snarlighe døø
skullendes / oc offuer alle skule i guth gøre
reghenschap Tha sadhe fogheden hwar at
dwælie wi længer i oords omgang Offrer gudhe
edher offer/ oc tha bort gonge i wden skade The
helghenne swarede Wy gøre then sænne guth
daghlighe offer Fogheden sadhe/ hwat ær hans
naffn Valerianus swarede Thu mat icke widhe
hans naffn/ oc æy thet pafynne/ oc om thu æn
meth fiædre skulde fluæ Tha saghde fogheden/
ær icke tha Iupiter guths naffn Valerianus
swarede Iupiter ær een mandræperis naffn oc eet
horkarlle naffn . Tha sadhe almachius/ thi will
faar tha then gantze wærden/ oc thu meth thin
brodher/ wisth then sannæ guth Tha sadhe
valerianus Icke alleneste wi ære som thet sighe/
wden om wæl een wtalligh almoghe / annamede
thenne helligheet Thi wordhe tha thesse
helghemen fongne i maximi gømme Tha sadhe
maximus til them O wnghdomsens purpurleghe
blomster O broderlichets kærligh atthra/
hworledis packe i ether til døden/ so som til
kræsne retter Valerianus swarede/ at om han
thet iættedhe at han skulde troo/ tha skule han
see theres siæles ære effter dødhen Tha sadhe
maximus Lywffne eeld brænde mech op om
iech æy troor oc wederkenner then guth
alleenifte som i bedhe til Om thet skal so hænde
som i mech sighe
Then samme maximus oc alle hans hion oc alle
bødhlene the trodhe oc lodhe them døpæ aff
sancto vrbano som lønlighe kom thit til dom
Ther morghengruæn wor ath ænde/ tha ropte
sancta cecilia oc sadhe heyia i crifti riddere
kaster nw bort the mørke gerninger/ oc fører
edher i lyusens wopen / Tha wort the gode
helghemen pa fierde myll fra byen til Iouis stuth
wt leddhe/ oc ther the æy wilde offre/ tha hals
hugghes the ther sammen Tha sadhe maximus
thet meth sworen eeth sek at haffue seet i theres
pynelses stwnd the klare ængle/ oc theres siæle
so som iomffrwer aff brudhehusith wtgongende/
huilke som the helghe ængle/ førdhe i there
skøøth i hemmelen/ Ther almachius hørdhe at
Tha sagde giælkir: huar at stande wy i orde
trætten ? gøre ænting ath i offræ til gude oc
vorther lithugh, antingh i villæ och tolæ døt.
The swareth: vy villæ thine afgude icke hedre,
mæn then ene gudh ther i himmerige ær, foræ
hannum ville vy gerne døt tolæ.
Tha thoc Almachius och salde thom i man i
hand ther het Maximus Corincularius, at han
skulle lade thom høffde. Tha togh Maximus til
at græde oc sagde: o myne kiære vennæ, iac
vndrer om ether at i rape oc skynde ether till
ether døth ensæ til eth got bothmunnugheth. Tha
sagde Tiburtius: vten vy vise thættæ stadelic at
bætræ liff kommer effter thætte, vy vilde thætte
liff engelundh tape. Maximus sagde: viste iach
huilket thet liff ær ther i syghe aff, iach fortide
gerne tætte liff, til thess at iec mottæ thet foa.
The sagde: vilt thu vidhe huat thet lif ær, tha foa
oss en dags rom oc lath oss ledhæ hiem til thin,
oc wy lade siden komme til tegh then ther tek
mottæ skæræ. Han lod thom ledhe hiem til siit
huss oc prediket soa lenge, at Maximus oc alt
hans folk trode a Gudh. Tha koom sancta
Cecilia met prester om nat oc loth thom alle
døbæ. Tha sagde sancta Cecilia: heya æthle
ridderæ, caster aff ether mircke gerninger oc
vepner ether met liusæ vapn! i haffue stridh
mannelige oc troo haffue i gømdh, ganger till
then crone ther Gudh skal ether giffue, oc ey
ether at enæ, mæn alle thom ther aa hannum
troær! Siden loth Almachius thom ledhe tith,
ther the høffdis sculdæ i, oc fulkomet ther theræ
martirii. Tha swor Maximus fore alt folk, at han
soa englæ om fagræ sosom soll take there siælæ
i there barm oc førde thom vp til himmell, oc
mange troode a Vorherre, fore thet ther han
tolde thom. Ther Almachius hørde, thet
maximus ær wordhen cristen/ tha loth han
hannem slaa meth stængher so længe til han
dødhe/ hwes krop sancta cecilia hun iordedhe
hoos valerianum oc tiburcium
Tha begynte almachius ath opledhe begges
theres righdom oc loth han ceciliam so som
valeriani brwd fore sech standhe/ oc bøth han at
hun skulde offre til affgude/ eller hun skulde
taghe døthsens dom
Then tiidh hun tha skulde ther til twingis aff
tiænerne /
oc the toghe sare til at grædhe Thi at cecilia war
een skøn møø oc ædlæ/ oc hun wilde fo
willielighe giffue sech i dødhen Tha sadhe hun
til them
Maximus oc hans folk var cristnet, tha togh han
och lodh hannum soa lenge bæriee, til thess at
han gaff sin and vp, oc sancte Cecilie tog
hannum oc iordet met Tiburcio oc Valeriano.
Tha lot Almachius spørie oc ledhe at theris
godzs oc loth taghe sancte Cecilie ense hun
skulde være Valeriane husfrugh. Ther
Almachius soa at hun hafde gifuit fatugt folk alt
theris gotzs, tha nøddæ han henne til at offræ
affgude. Sancte Cecilie sagde til thom, ther
henne vilde nøde: kiæræ venne, thæt ær mec
fagert oc ærlicth at tole pinæ fore Vorsherræ
naffn Jhesus Cristus, en iach sigher mikit fore
ether ynsk tapels, forti at huat ther yther domer
biuder ether, thet vile i alt gøræ.
Tha toghe the til at grædee, at sligh en stolt
iomfru vilde helder døø æn leffuee, och bade
henne at hun skulde ey sin vænlig skiftæ til
døth. Tha swaret sancte Cecilie oc sagde:
1
Den gammeldanske tekst er fra en såkaldt legendesamling, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En
Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859). Trods den af Brandt valgte titel er medtaget Visio Sancti Pauli, en i
middelalderen særdeles udbredt legende om apostlen Paulus' besøg i helvede, her i dansk oversættelse, hos Brandt
kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Endvidere, helt ulegendarisk, en oversættelse af Matthæus-Evangeliet kap. 26-27.
Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen "nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers
Tjeneste". Endvidere påpeger han at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af
den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Vor Herres Pine, mens Margarete-legendens stil
betegnes som stiv.
På dansk findes der to omfattende behandlinger af legenden. Poul Andræ: Cæciliernes Villa ved den appiske Vej
(Kjøbenhavn 1885) handler dels om bygningsværket, mens siderne 80-155 har St. Cæcilia som emne. Andræ anser
personen Cæcilia som historisk, en kvinde der har tilhørt den berømte romerske slægt Cæcilierne (Caecilii eller Gens
Caecilia).
Den gammeldanske version fra Brandts udgave er oversat til nudansk i Johannes Jørgensen: Romerske Helgenbilleder
(København 1902) s. 54-64.
En gennemgang af blandt andet evt. kilder for den gammeldanske version ses i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder
(København 1961), kap. 13 "Hellige Kvinder" s. 210-214 (kapitlet gennemgår de enkelte tekster i Brandts udgave).
Der findes if. Tue Gad s. 211 kun én hovedversion, i nyere tid bl. a. udgivet af bollandisten Hippolyte Delehaye: Étude
sur le Légendier Romain (Bruxelles 1936), s. 194-220; en indledning til legenden kan læses hos Delehaye s. 73-96.
Henvisninger til Delehayes udgave vil ske med forkortelsen Delehaye.
Derudover findes der en række forkortede udgaver af legenden.
Den gammeldanske version i Brandts udgave er ikke afhængig af nogen af de korte varianter, kun af hovedversionen.
Men denne kilde er forkortet (Tue Gad s. 211) idet det uvæsentlige er skåret bort. Hvilke dele der svarer til den latinske
tekst hos Delehaye, gennemgår Tue Gad s. 211-212. I modsætning til de forkortede varianter, der er skrevet om, er den
gammeldanske version altså en tekst, der har plukket dele ud af hovedversionen.
Legenden findes også i Legenda Aurea, men I Legenda Aurea er forkortelserne fordelt over hele legenden, således at
alle væsentlige træk resumeres (Tue Gad s. 211). Se Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio
Secunda (Dresden und Leipzig 1850), s. 771-777. Forkortelse: Legenda Aurea.
Legenda Aurea og Delehayes udgave må altså have haft fælles forlæg, og der er, ikke overraskende, utallige eksempler
på identiske formuleringer.
Et fragment af en gammeldansk oversættelse af Cæcilia-legenden fra Legenda Aurea er udgivet af Paul Diderichsen og
Holger M. Nielsen i: Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter (København 1931-1937), hæfte 1 (1931) s. 48-53,
med parallel gengivelse af relevante partier fra De sancta Caecilia i Graesse’s Legenda Aurea-udgave s. 774-776.
Fragmentet er i digitaliseret form vedhæftet digitaliseringen af Brandt-udgaven som Tillæg.
Endvidere er vedhæftet som Tillæg A de (nogenlunde) parallelle partier fra fragmentet og fra Brandts udgave af Cecilielegenden.
If. http://www.kalkmalerier.dk/ findes hun kun afbilledet i Vium Kirke, Aarhus Stift. Dog er hun velkendt i
middelalderlige danske kalendere. Hun fejredes d. 22. november, en dato der er kendt i dansk historieskrivning, idet
Erik Klipping blev dræbt Skt. Cæcilienat 1286. Om en vis polularitet tyder det, at navnet var ret udbredt i dansk
middelalder og senmiddelalder, se Knudsen, Gunnar, Marius Kristensen og Rikard Hornby (udg.): Danmarks gamle
Personnavne. I. Fornavne (København 1936-1948), sp.175-182.
Tue Gad diskuterer s. 210-211 om der er en historisk kerne i legenden. Konklusionen er at det synes mere end
tvivlsomt. Snarere er der if. Gad tale om at den oprindelige Cæcilia ikke var en historisk martyr men blot en
menighedens velgørerinde. Cæciliakirken [i bydelen Trastevere i Rom. PEJ] er en af de såkaldte titelkirker, indrettet i
tidligere privatboliger; den kaldes Titulus Cæcilia efter ejeren, og senere Titulus Sanctæ Cæciliæ, idet man opfatter
Cæcilia som navnet på en helgeninde (Gad s. 210).
Håndskriftet til Brandts Hellige Kvinder findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4). Brandt anser
det for at være opstået omkring 1450. Den gammeldanske tekst er derimod noget ældre, hvilket ses af en del
konservative træk (f. eks. former som attan = atten, iørtriki = jorderige). Om disse, se Brandts udgave s. 98-100 samt
hans ordliste s. 101-115.
Jeg har i min udgave gengivet Brandts tekst nøje, og jeg har i det store hele anvendt hans tegnsætning, som gør teksten
mere læselig.
Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få.
u kan skrives u, w eller v: hun = hun, mwn = mund, vp = op (gammeldansk up).
v kan skrives v, u eller w: vorde = vorde, huat = hvad, hwæm = hvem.
i skrives ofte y: yckæ = ickæ, skynnende = skinnende, syn = sin.
Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder.
Latinske navne og ord bøjes ofte i den kasus de ville have i en latinsk kontekst: dansk til Maxencium, sml. latin: ad
Maxencium. Vanskeligere tilfælde forklares i noteapparatet.
Forkortelser:
Legenda Aurea = Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850).
Vulgata Clementina = en ældre Vulgata-version. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam
(Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På
nettet: http://vulsearch.sourceforge.net/html/
Nova Vulgata = Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: http://tinyurl.com/8hek6v5 - Nova
Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste
tekstforskning.
1931 = den autoriserede danske oversættelse af GT fra 1931.
1992 = den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992.
GT = Gamle Testamente.
NT = Ny Testamente.
GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et
rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I
vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet
normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev
udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste
gammeldanske kilder fra omkring 1300. Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k
adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser
gengives som e. - I mine henvisninger angives seddelnummeret, i reglen efter søgebegrænsninger som Hellkv (=
Brandts udgave) eller Religion.
Kalkar = Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), Bd. 1-5. København 1881-1918.
2
pine: martyrium
3
I Delehayes udgave er der først to teologiske kapitler, hvor bl. a. Cæcilia sættes ind i en større sammenhæng. Den
gammeldanske udgave går direkte i gang med fortællingen, svarende til Delehayes kap. 3 (s. 196).
4
stolt: fornem, af ædel byrd. Hos Delehaye s. 196 betegnes hun som virgo clarissima = en jomfru af meget høj stand.
5
fialdh; skjult. Se GldO, infinitiven fjale.
6
brist: bryst. Delabialisering, f. eks. y til i, forekommer if. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. I, §
139 (København 1928) ”i de nuværende Dialekter navnlig i Østjysk (Molbodialekten, Nordsamsø mm […] Ved
Bedømmelsen af ældre Skriftformer (navnlig fra 15. Aarh.) maa der regnes med nærliggende Mulighed for ”omvendt
Skrivemaade” (Hyperdorismer)”. If. GldO, opslagsordet bryst, søgebegrænsning HellKv, har denne samling kun
formen brist og tilsvarende risthæ (= ryste).
7
brugom: forlovet. Se GldO, opslagsordet bruthgume. Delehaye s. 196 har sponsum, akkusativ af sponsus = forlovet.
GldO materiale viser at bruthgume også kan betyde gommen ved bryllupsfesten, jf. seddel 1, 3, 4, 9 etc.
8
næst siit harænd: nærmest sit kød. Delehaye s. 196 har subtus ad carnem = indenunder ved kødet/ kroppen.
9
harclædhe: klæde vævet af grove dyrehår, ofte gedehår. Da Delehaye s. 196 har cilicio, ablativ af cilicium, må dét
være betydningen, da cilicium netop er ru klæde af dyrehår. Belæggene i GldO, opslagsordet ”harklæthe”, viser talrige
eksempler på, at fromhed eller bodsøvelser understregedes af, at den fromme inderst på kroppen bar sådan et klæde.
Dermed efterligner de Johannes Døberen, som if. NT, Matthæus-Evangeliet kap. 3, v. 4 (Vulgata) bar vestimentum de
pilis cameli = (1992) klæder af kamelhår. Man vil se af GldO’s eksempelmateriale, at sådan bodsbeklædning også var
kendt i GT, f. eks. 1. Mosebog kap. 37, v. 34 (Vulgata: cilicium); 2. Kongebog kap. 6, v. 30 (Vulgata: cilicium); Jonas’
Bog kap. 3, v. 6 (Vulgata: saccus).
10
gulbone: guldindvirket, smykket med guld. Delehaye s. 196 har auro textis = med klæder af guld; en tekstvariant har
auratis textis = med forgyldte klæder.
11
Hennis forældree oc hennæ brugome: if. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København
1965), § 568, s. 55-57, veksler i samtidens kilder typen hennis med typen hennæ, uafhængigt af det følgende substantivs
køn, tal og kasus. Eksempler fra GldO, søgebegrænsning HellKv, er tydelige nok: seddel 1: hennis legome; seddel 2:
henne mør (= hendes jomfruer); seddel 3: henne affødæ (= hendes afkom); seddel 16: i henne forælderss hus etc. - Ang.
formen brugome: if. GldO, opslagsordet bruthgume, synes Hellige Kvinder kun at kende former med bortassimileret th,
hvor - ud over nærværende belæg - de 2 øvrige også er fra Legenden om St. Cecilia (brugome, bruggome) og det fjerde
fra legenden om St. Katerina (brughum). Langt hovedparten af belæggene i GldO svarer til typen bruthgume.
12
gat: kunne. Se GldO, infinitiven gite. Dette verbum følges her af en præteritum participium (openbaret), hvor det i
dag følges af en infinitiv - undtagen i den faste vending: gad vidst, som dog konkurrerer med gad vide.
13
mæt ful mark: helt åbent; Delehaye s. 196 har indiciis evidentibus = med klare udsagn. Da ”mark” i GldO’s
eksempelmateriale undertiden svarer til et latinsk forlægs signum = tegn, er meningen af ”ey mæt ful mark” muligvis at
hun ikke siger det med klare tegn.
14
theræ: i samme sætning ses varianten theris. Der gælder her det samme som ved det ovenfor nævnte hennis/ hennæ,
jf. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København 1965), § 574, se s. 125ff., s. 145 og s. 169ff.
GldO, søgebegrænsning HellKv, har da også eksempler som seddel 14: theris egeth fæderneland; seddel 18: theræ
houith etc.
15
sosom: da, mens
16
the: de ikke kristne
17
fast: kraftigt. Synes at stå som modsætning til at Cæcilia ”sang i sit hjerte”.
18
sosom the sungæ fast vti theris høgtide, soa sangh hun i siit hiarte Vorherræ bodhæ loff oc æræ: Delehaye s. 196 har:
cantantibus organis, illa in corde suo soli Domino decantabat = mens instrumenterne spillede, lovsang hun i sit hjerte
alene Herren.
19
vsmittet: Delehaye s. 196 har immaculatum, et ord der i den katolske kirke også bruges om Jomfru Marias
undfangelse (conceptio immaculata = den ubesmittede undfangelse).
20
lath mit hiarte oc mit legum vsmittet, at iech skal ey forderffuis: citat fra Salmernes Bog, kap. 119 (118), v. 80.
Delehaye har s. 196: Fiat cor meum et corpus meum immaculatum ut non confundar = Lad mit hjerte og mit legeme
forblive ubesmittet, at jeg ikke skal blive dækket af skam. Vulgata (både Clementina og Nova): Fiat cor meum
immaculatum in iustificationibus tuis, ut non confundar = (1931) Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at
jeg ikke skal blive til Skamme, eller (1992) Gid jeg helhjertet må følge dine love, for at jeg ikke skal beskæmmes.
21
gømme: bevare
22
vtuolde: læses utvolde = udvalgte.
23
ærue: opnå. Om dette verbum, se Kalkar bd. IV, s. 972, opslagsordet Ærve(de), (go.), samt GldO, opslagsordet
ærvethe.
24
vspiallet: læses uspjallet = ukrænket; se GldO infinitiven spjalle; grundbetydningen er ødelægge. If. GldO,
opslagsordet uspjalleth bruges dette ord ofte i betydningen ’seksuelt uberørt’.
25
var alt: foregik; Delehaye s. 196 har cum haec agerentur = mens dette foregik.
26
aldrigh kærist: allerkærest; det forstærkende førsteled har if. GldO, opslagsordet aldrekær, varianter som aldra,
aldræ, alder, aller, mens skrivningen aldrigh (med varianter) må være sjælden.
27
æn ny mæræ: en ny ting; Delehaye s. 196 har mysterium = en hemmelighed. ”ny mæræ” er låneord fra
middelnedertysk nige mere/ nie mere = en nyhed.
28
hald oc gøme: man havde vel forventet halde oc gøme.
29
ælsker: håndskriftet har ælkær. Delehaye s. 197 har amatorem = elsker (substantiv. - amatorem er akkusativ af
amator). If. GldO, opslagsordet ælskere, kan dette ord bruges både om himmelsk, åndelig kærlighed og om jordisk og
seksuel kærlighed.
30
met vren ælscugh: vren læses uren. Delehaye s. 197 har polluto amore = med syndig/ ukysk kærlighed (pollutus: egl.
snavset, besudlet).
31
spiæller: ødelægger. Se GldO, infinitiven spjalle. Delehaye s. 197 har amittis: du mister.
32
æn: men
33
fregnær: erfarer. Se GldO, infinitiven fræghne.
34
met: står ikke i håndskriftet. Interpolation jf. Brandts udgave s. 53.
35
met skær ælskugh oc ren: Delehaye har s. 197 sincero et immaculato amore = med ren og ubesmittet kærlighed; se
noten til vsmittet ovenfor.
36
mødom: jomfruelighed, uberørthed. Delehaye s. 197 har ordet virginitas = jomfrustand. Mø = en uberørt kvinde, se
GldO, opslagsordet mø, søgebegrænsning Religion, seddel 1: thæn hælghæ mø sancta maria; seddel 8: […] ath wor
frwge war och ær skær møø. bode før æn hwn føde sin søn Jhesum Christum Och saa och sydhen han war føddher. och
bliffwer ewinnælighe etc. Gammeldansk mø kan også betyde et pigebarn, en tjenestepige, en ugift kvinde. - Det vil
stilistisk falde helt ved siden af at antage, at Cæcilia med ordet ”mødom” skulle tale om sin anatomi.
37
teer: viser. Se GldO, infinitiven te.
38
Herfra er der ændringer i sætningsrækkefølgen i forhold til Delehaye (s. 197), i en grad som kunne tyde på, at
forlægget for den danske oversætter har været lidt anderledes end Delehaye’s tekst. I ordvalget er ændringerne mindre.
De mest påfaldende noteres i noteapparatet.
39
harlæ: meget
40
the: bydeform af verbet ”te”.
41
Valerianum: lige nøjagtig dette navn står ikke hos Delehaye (s. 197: Caecilia dicit ei: ”Si consiliis meis promittas te
acquiescere et permittas te purificari etc. = Cæcilia siger til ham: ”Hvis du lover at rette dig efter mine råd og lover at
rense dig etc.), men er indsat af den danske oversætter/ afskriver, som underligt nok netop i egennavne udviser en
sælsom usikkerhed i det latinske. Det burde hedde Valeriane = vokativ, og slet ikke Valerianum = akkusativ.
42
loffue mek oc iættæ: loffue og iættæ betyder begge ”love”. Indsættelse af et synonym var meget almindeligt i
datidens danske tekster. ”iættæ” har vi endnu i udtrykket ”det forjættede land” = Israel, det land Herren havde lovet
israelitterne.
43
skære: rense
44
skærels dop: renselsens dåb. Delehaye s. 197 har fonte perenni = i den evige kilde.
45
thre milæ: er romerske mil, hvor hver mil er tusind doppeltskridt, eller ca, 1,5 km.
46
borgh: by (som er Rom).
47
een vegh ther Appia heder: det antikke Via Appia startede ved Porta Capena i Rom, sydøst for Circus Maximus, og
passerede byporten ved Porta Appia. Fra 1. til 4. mil findes talrige katakomber, som kom til at tjene som
begravelsesplads for de kristne. I Calixtus-Katakomberne fandt Cæcilia angiveligt sit sidste hvilested; i disse
katakomber lå endvidere et antal paver, som den gammeldanske legende kalder biskopper. Pavelisten Liber Pontificalis
anfører Calixtus (død 222) som den 17. pave og skriver: […] fecit alium cymiterium uia Appia, ubi multi sacerdotes et
martyres requiescunt, qui appellatur usque in hodiernum diem cymiterium Calisti = han grundlagde en anden
begravelsesplads på Via Appia, hvor mange præster og martyrer hviler, og som indtil i dag kaldes Calistus’
begravelsesplads (se http://www.thelatinlibrary.com/liberpontificalis1.html ). If. http://tinyurl.com/cvvz7ec er de dog
grundlagt i årene efter 150.
48
ee hauer mek rum oom thom: altid har jeg tid til dem. Det gammeldanske udtryk ligner en latinsk konstruktion.
Delehaye s. 197 har således De hiis mihi semper cura fuit = dem har jeg altid taget mig af (cura = omsorg). Se Kalkar,
bd. III, s. 621, opslagsordet Rum (rom) no., spalte 2.
49
quædiee: hilsen, se GldO, opslagsordet kvæthje (sb.). Delehaye har s. 197 benedictionem = velsignelse.
50
sende: præteritum! Se GldO, infinitiven sænde.
51
the: vise
52
sanctum Vrbanum biscop: den tidligste pave Urban er Urbanus I. Han var biskop i Rom, altså pave, i årene 222-230
og var dermed Calixtus’ efterfølger. Den i note 1 nævnte Poul Andræ betvivler, vel med rette, at det kan være pave
Urban I. Efter hans opfattelse døde Cæcilia ”vistnok i Aaret 178”. Urban I var pave under kejser Alexander Severus
(208-235), som var ”human og retfærdig med de Christne” (Andræ s. 153), og Urban I har angiveligt grundlagt kirken
Santa Cecilia in Trastevere i Rom. Her kommer vel koblingen mellem Cæcilia og ”biskop Urban”. If.
http://www.newadvent.org/cathen/11514a.htm restaurerede pave Pascalis I (død 824) denne kirke, og efter i Calixtuskatakomberne at have fundet Cecilias jordiske rester, overførte han disse til kirken. Andræ mener at legendens Urban er
en person, der har ”ledet Kirkens Anliggender som Vikar for den dalevende Pave Eleutherius (ca. 177-193), men uden
selv at være Menighedens Overhoved” (s. 153). Men der kan også bare være rod i kendskabet til de historiske fakta,
som det jo også ses f. eks. i Bibelens tidsfæstelse af Jesu fødsel - hvis det da ikke er bevidst manipulation.
53
Ther seer hannum thu: løjerlig ordstilling, der kunne være latinsk påvirket. Delehaye har s. 197 Hunc tu dum viseris
= når du har set ham.
54
hærbærge: værelse, rum. Delehaye har s. 197 cubiculum = soverum.
55
veth: opfyldt. Se GldO, infinitiven vete.
56
maarc: kendetegn. Delehaye har s. 198 signa (pluralis af signum): kendetegn, angivelser.
57
kendh: meddelt. Se GldO, infinitiven kænne.
58
soar: sår (verbum). Se GldO, infinitiven sa. ther alle renæ rath soar: Delehaye s. 198 har seminator casti consilii =
den der sår et renfærdigt råd. En variant lyder: seminator castitatis consilii = den der sår renfærdighedens råd.
59
søde fruct: Delehaye s. 198 har seminum fructus = frugterne fra den sæd. Når den danske oversætter indsætter søde,
kan det skyldes datidens lidt sentimentale forkærlighed for at betegne alt helligt som sødt (Gud, Jesus, Helligånden;
mennesker kan være søde og rene i Guds kærlighed; Guds ord er sødere end alt etc.), som oftest påvirket af latinsk
dulcis, som i den sammenhæng nærmest betyder mild, god, tiltalende o.l. GldO, opslagsordet søt, søgebegrænsning
Religion, har f. eks. seddel 6: (deres udskejelser gør) at then hælghe and kan jkke begynnæ at wordhæ them søth (latinsk
forlæg for wordhæ søth: dulcescat); seddel 25: Gudz brennande kærlekhet ær os sødiste hughswalilsse bordh (latinsk
forlæg for sødiste: dulcissime); seddel 33: (Jesu røst er) søt i bøner oc kennedom (latinsk forlæg for søt: dulcis) etc. Vi
finder også sød i vores moderne betydning: søtæ dottær cristine! (seddel 2); modermælk skal være icke swr, men sødh
(seddel 18); wiinbær oc fiken ære søøt oc godh (seddel 28) o.l.
60
ther thu hauer sath: som du har sået. Delehaye s. 198 har seminasti = har sået. Der refereres til NT, Lukas-Evangeliet,
kap. 8, v. 4 ff: Lignelsen om sædemanden. Det enkelte frø er Guds ord, som kan spire i menneskets hjerte.
61
godæ hyrdæ: der refereres til NT, Johannes-Evangeliet, kap. 10, v. 11 (1992), hvor Jesus om sig selv siger: ”Jeg er
den gode hyrde.”
62
lustuct: villig (?), se Kalkar, bd. II, s. 853, opslagsordet Lystug. GldO, opslagsordet lustigh, har, ud over stedet i
Cæcilia-legenden, ikke belæg der ligner. Delehaye s. 198 har ovis tibi argumentosa = et for dig flittigt får. Ikke
overraskende noterer Delehaye en variant apis argumentosa = flittig bi. Måske vælges ovis på grund af ordet hyrde
(pastor). I Amandus G’sell: Die Vita des Erzbischofs Arnold von Mainz, i: Gesellschaft für ältere deutsche
Geschichtskunde (Bd. 43, Berlin 1920, s. 27-86) siges s. 34: In [håndskriftet. PEJ] M fol. lr ist von Arnold gesagt:
'tamquam argumentosa ovis'. In [håndskriftet. PEJ] F dagegen heisst es: 'augmentosa apis'. Der Ausdruck
'argumentosa ovis' stammt aus dem Officium der hl. Caecilia und geht zurück auf die Passio S. Caeciliae. Seit dem 13.
Jh. ungefähr wird in manchen liturgischen Büchern 'ovis' durch 'apis' ersetzt. Gegen Ende des 16. Jhs., wahrscheinlich
seit der Ausgabe des Breviarium Pianum von 1568 verschwindet 'ovis' vollständig aus diesem Officium der römischen
Liturgie. Augmentosus (af augo = forøger) betyder tilsyneladende det samme som argumentosus, altså indbringende,
flittig.
63
om grim: så vild, så grum
64
læghæ: løve. Opslag i GldO, opslagsordet løve, viser ret så varierende ordstammer, f. eks. løw(æ), løw, liøw(en),
legh(or), lev(or), leo(rnes), ley(er), løy(ær), lø(ær), ’et leon’ (vel nærmest en latinisme; hertil den rent latinske form
leo). Se også Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet løve.
65
Vten om han trode han komme icke hiit: hvis han ikke troede, kom han ikke herhen.
66
hans hiarte lokæ: hans hjertes dør. ”hiarte” er genitiv singularis.
67
vetersige: afsværge
68
motte vetersige deffuelen oc hans belede: Delehaye s. 198 har: renuntiet diabolo et pompis eius et idolis eius = (at)
han kan afsværge djævelen og hans dyrkelse og hans afgudebilleder. Med djævelens afgudebilleder tænkes vel dels på
de romerske guder, dels på dyrkelsen af kejseren som gud.
69
i smoa hwide clæder: da Delehaye s. 198 har niveis vestibus indutus = iført snehvide klæder, er smoa utvivlsomt en
skrivefejl for snee (som ordet staves i Hellige Kvinder).
70
en Gudh etc.: svarer til NT, Efeserbrevet, kap. IV, v. 5-6: Delehaye's tekst svarer til Vulgata Clementina: unus
Dominus, una fides, unum baptisma, unus Deus et Pater omnium, qui super omnia et in omnibus nobis = én Gud, én tro,
én dåb, én Gud og alles fader, som er over alle ting og i os alle. Nova Vulgata har: v. 5 unus Dominus, una fides, unum
baptisma; v. 6 unus Deus et Pater omnium, qui super omnes et per omnia et in omnibus = én Herre, én tro, én dåb; v. 6
én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle ting og i alle. 1992 har: v. 5 én Herre, én tro, én dåb; v. 6 én Gud
og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle. - Varianterne er i legendens sammenhæng helt ligegyldige, idet
det afgørende er at Valerianus skal afsværge den romerske hedenskabs polyteisme til fordel for kristendommens
monoteisme.
71
euær: tvivler; læses ever. Se GldO, infinitiven æve.
72
sanner: mere sandt
73
iørderige: If. GldO, opslagsordet ”jortherike”, søgebegrænsning Hellkv, kender samlingen Hellige Kvinder kun
typen jortherike med ø i førsteleddet. Derimod har ”jorth” i samme tekstsamling ikke ø. Se Johs. Brøndum-Nielsen:
Gammeldansk Grammatik, bd. I (København 1928), § 178. 3.
74
tha for hin gamlæ man bort: den latinske tekst hos Delehaye s. 198 får bedre understreget scenens karakter af en
vision: […] ille senior ab oculis eorum elapsus est = (da) forsvandt den gamle mand for deres blikke. - En variant har
elevatus est = blev bortløftet.
75
kende fullelig sin troo: belærte ham til fulde om sin tro; kænne = belære, undervise.
76
sende hannum soa hiem til Ceciliam liggende i syne bønæ etc.: her er noget sprunget over/ faldet ud. Delehaye s.
198-199 har: remisit eum ad Caeciliam diligenter instructum. Veniens igitur Valerianus, indutus candidis vestimentis,
Caeciliam intra cubiculum orantem invenit = (så) sendte han ham, omhyggeligt undervist, til Cæcilia. Da Valerianus
ankom, iført strålende hvide klæder, fandt han Cæcilia bedende i hendes soverum.
77
hans øgen vare ensæ loghe: minder om NT, Johannes’ Åbenbaring, kap. 1, hvor Johannes i visionen så en, der
lignede en menneskesøn og (1992, v. 14) hans øjne var som luende ild. Delehaye s. 199 har noget andet: flammeo
aspectu radiantem = strålende i et ildskær.
78
croner: krandse, kroner; låneord fra latin corona, der både kan betyde krands og krone. De kristne martyrer er i kunst
og litteratur karakteriseret ved at bære en krands eller en krone. Der tales om corona martyrii = martyriets krone. Når
krandsene/ kronerne her i legenden er dannet af roser og liljer, skyldes det at netop disse blomster er hyppigt omtalt i
bibelen og i legender. Om liljen, se f. eks. GT, Højsangen, kap. 2, v. 1-2 og v. 16, kap. 4, v. 6, kap. 5, v. 13, kap. 6, v. 3,
kap. 7, v. 2; NT, Matthæus-Evangeliet kap. 6, v. 28; NT, Lukas-Evangeliet, kap. 12, v. 27. Endvidere afbildes englen,
der bebuder Maria Jesu fødsel, ofte med en hvid lilje i hånden, eller Maria ses ved samme lejlighed i sin stue med en
hvid lilje i en vase, hvor liljen symboliserer hendes renhed. Om rosen, se f. eks. GT, Højsangen, kap. 2, v. 1-2; GT,
Esaias’ Bog kap. 35, v. 1. Især omkring Marias person omtales roser - og det er ikke bibelsk, ligeså lidt som liljen er
det. Hun ses afbilledet i en rosenhave, som er en aflukket have, ligesom Maria i middelalderens teologi og digtning
betegnes som hortus conclusus = den lukkede have, dvs. hun var uberørt; billedet er vel inspireret af NT, Højsangen
kap. 4, v. 12: Hortus conclusus, soror mea, sponsa = (1992) En lukket have er du, min søster, min brud. I
middelalderens utallige Maria-sange er rosen hyppigt omtalt, se f. eks. fra Danmark Marius Kristensen (ed.): En
Klosterbog fra Middelalderens Slutning (København 1933), s. 47-48 ”Mith hiertæ brendher”, s. 50 ”O Rosa in Jericho”,
s. 152-158 ”Gudh fadher och søn then heliandh”, s. 207 ”O Maria generosa”.
79
marc: mærke, tegn. thætte skullæ i vidæ til marc: Delehaye s. 199 har et hoc vobis signum erit = dette skal være jer et
tegn. Kan være citat fra GT, Jeremias’ Bog, kap. 44, v. 29, eller fra NT, Lukas-Evangeliet kap 2, v. 12, begge steder: Et
hoc vobis signum.
80
døn: duft. Duften i forbindelse med krandsens usynlighed refererer muligvis til det i legender ofte omtalte fænomen,
at afdøde martyrers og helgeners lig udsender en ”vidunderlig duft”. Baggrunden er nok at søge i NT, 2. Korintherbrev
v. 14-16 hvor den gode duft er symbol på Kristus, men stanken er symbol på fortabelsen. I Legenda Aurea, i legenden
om St. Alexius, fortælles s. 406 at der fra hans grav udgik en suavissimus odor = en vidunderlig duft. Ligeledes i
Legenda Aurea: De inventione Sancti Stephani protomartiris (= Om hvordan den tidligste martyr St. Stephan blev
fundet), står der s. 463 at der ved fundet af liget bredte sig en suavissimus odor. I Hellige Kvinder ses, at en sådan duft
også kan udgå fra levende personer, der skal lide martyriet: s. 64, 21 aflægger en dronning og en høvedsmand besøg i
St. Katerinas fængsel og de mødes af sødhe døn. St. Sofias datter St. Spes pines af den onde kejser Adrianus, men der
udgik trods grumme pinsler if. s. 85, 35 then bestæ døn af hendes legeme. If. Danske Helgeners Levned, bd. 2
(København 1968) s. 313 udgik der fra den hellige Niels’ grav i Aarhus en vidunderlig vellugt, der opfyldte staden og
omegnen (se også Tue Gad s. 177-179). Eksemplerne er utallige - og ret stereotype.
81
man: menneske
82
om … som: så … som
83
vetæss: efterkommes. Infinitiv if. GldO vete.
84
Vrbanus: fejl for Valerianus. Delehaye s. 199 har følgende i sammenhæng: ”[…] ut quam volueris petitionem
insinues”. At ille audiens adoravit et dixit: ”Nihil etc.” = […] at du skal få opfyldt hvilken bøn du ønsker”. Men da han
hørte dette, tilbad han og sagde: ”Intet etc”.
85
enugh: eneste
86
omhuæruelsse: omvendelse; hværve = vende.
87
vant ticker mek: ondt tykkes det mig, Se GldO, opslagsordet thykje.
88
bode: begge
89
naffn: genitiv singularis.
90
vith gangels: læses vithgangels = vedgåelse, bekendelse (til). Se GldO, opslagsordet vithergangelse. Delehaye har
confessio = bekendelse.
91
Valeriano: må være fejl for Valerianus. Navnene Cæcilia og Valerianus er ikke nævnt på det tilsvarende sted hos
Delehaye s. 199 (kap. 9).
92
frænkone: kvindelig slægtning (af frænde + kone). Delehaye s. 199 har cognatam = slægtning.
93
myntæ: kyssede. Se GldO, infinitiven minne. Delehaye s. 199 har osculatus est = kyssede.
94
slig timeæ orss: på sådan en årstid. Delehaye s. 199 har hoc tempore = på denne tid.
95
tho at: selvom. Om vendingen ”tho at”, se GldO, opslagsordet thoat.
96
sig: siger (1. pers. præs. sgl.). Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VII (København 1971), §
768, s. 433-434.
97
thæt: at (jysk form, sml. nyjysk ”te”).
98
siu: Brandt s. 55 anser det for en fejl for soa, hvilket må være en rigtig antagelse. Svarende til (siu/) soa full har
Delehaye s. 200 ita … refectus = så styrket.
99
all læt aff: Delehaye s. 200 har totum renovatum = ganske fornyet. Verbalformen læt er perfektum participium af
gammeldansk late = lade. Formen læt synes jysk, sml. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VI
(København 1971), § 695, s. 302. læt aff betyder antagelig opvækket, vakt til nyt liv, sml. GldO, opslagsordet late,
søgebegrænsning HellKv, seddel 26: lat vpp thenne man = opvækker denne mand (fra de døde), hvor samme tekst
(Kristina-legenden i Legenda Aurea) i Paul Diderichsen og Holger M. Nielsen: Fragmenter af gammeldanske
Haandskrifter (København 1931-1937), s. 28, 14 har up wæk thæn man (af døth).
100
orke: evner, formår
101
gjorde æræ: er gjort
102
hælder … æller: enten … eller. Se GldO, opslagsordet hælder, søgebegrænsning HellKv, seddel 14.
103
sath: sandt. Om assimilationen ”sant” til ”sat(h)”, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II
(København 1932), § 250, s. 35-36.
104
Tyburcius swaredet Valeriano: huat ær thæt hælder sath ther thu sigher mik, æller tæll thu mek drøme? Valerianus
sagde : Gudz engell etc.: Delehaye s. 200 har: Dicit ei Tiburtius : ”In somnis haec audio an in veritate ista tu loqueris,
Valeriane?” Valerianus dixit : “In somnis usque nunc viximus, nam modo in veritate sumus et fallacia in nobis nulla
est. Dii enim quos colimus ad omnem fidem daemones demonstrantur.” Dicit ei Tiburtius : ”Unde hoc nosti ?”
Respondit Valerianus : ”Angelus Dei etc.” = Tiburtius siger til ham: “Hører jeg dette i søvne eller siger du det til mig i
virkeligheden, Valerianus?” Valerianus sagde: ”Vi levede hidtil i en drømmeverden, men nu lever vi i sandheden, og
bedraget i os er borte. De guder som vi dyrker i fuld tro, viser sig at være dæmoner.” Tiburtius siger til ham: ”Hvor ved
du det fra?” Valerianus svarede: ”Guds engel …” etc.
105
kændh: lært at kende
106
afgude: genitiv pluralis. Delehaye s. 200 har idolorum, genitiv pluralis af idolum = afgud.
107
af alle affgude fylsæn: af alle afguders smuds (eller ondskab). Delehaye s. 200 har for afgude idolorum: genitiv
flertal af idolum = afgud. Substantivet fylsæn er dannet til adjektivet ful = ond, uren. Om fylsæn, se GldO, opslagsordet
fylsen.
108
duellie: læses dvelje = vente; sml. nudansk dvæle.
109
æn: men
110
netæ: fornægte
111
hugh: Delehaye s. 200 har intentione = mening, hensigt. Gammeldansk hu(g) betyder if. Kalkar, bd. II, s. 284 hu
eller sind.
112
iac vnder: jeg undrer mig
113
tylict scap: den slags figurer. Delehaye s. 200 har figuras = figurer.
114
man: mennesker
115
eer: malm
116
Gud: Delehaye s. 200 har deos = guder, hvilket er det logiske. Formen ”gud” må alligevel antages at være ental, da
GldO, opslagsordet guth, søgebegrænsning HellKv, viser, at denne legendesamling har flertalsformen ”gude”.
117
fylne: smuds, uhumskheder. Jf. det ovenfor nævnte fylsæn.
118
fluge gøre fylne i: Delehaye s. 200 har quas […] aves stercorant: som fuglene kaster deres møg på.
119
hegræ: hejrer; det samme i ental, jf. GldO, opslagsordet hæghre. Da Delehaye s. 200 har ciconiae = storke, er
Kalkars bemærkning i bd. II, opslagsordet Hegre, overflødigt: ”et insekt? […] Mulig stankelben, jvfr. eng. cranefly.
Flere steder i Jylland bruges hjunthejre son insekthavn.”
120
reth: formen er ental (med apokoperet e, af rethe). If. GldO, opslagsordet rethe, er den normale entalsform redhæ
(seddel 107), reedhe (seddel 108) o.l., mens flertalsformen er repræsenteret ved redher (seddel 155). Delehaye s. 200
har nidos = reder.
121
vith: forstand
122
æn mynne: endnu mindre
tesse: dvs. de hedenske gudebilleder
124
vphoff: oprindelse
125
lykess vether: sammenlignes med
126
myntæ: kyssede. Se GldO, infinitiven minne.
127
tha myntæ sancta Cecilia hans brist: da kyssede sankt Cæcilia han bryst. Delehaye s, 201 har: sancta Caecilia
osculata est caput eius = Sankt Cæcilia kyssede hans hoved. Delehaye noterer i en fodnote at et andet håndskrift har
sancta Caecilia osculata est pectus eius = Sankt Cæcilia kyssede hans bryst. Legenda Aurea s. 773 har tilsvarende:
Caecilia osculans pectus ejus = idet Cæcilia kyssede hans bryst.
128
foræ: som
129
herefter er der - i forhold til Delehayes udgave - udeladt en stor del tekst, fra s. 201 midt på siden til s. 207, idet det
følgende svarer til Delehayes udgave s. 207: Tunc Valerianus perdeuxit eum ad papam Urbanum = Så førte Valerianus
ham til pave Urbanus.
130
time: tid
131
en gielkir i Rom: if. Delehaye s. 207 var han urbis praefectus = guvernør i byen. If. GldO, opslagsordet gælkere,
svarer dette gammeldanske ord ofte til et latinsk forlægs præfectus. Se også Kalkar, bd. II, s. 48, opslagsordet Gjaldkir,
og Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet Gældker.
132
dømde thom: synes at betyde ”påtog sig”. Delehaye s. 207 har vacabant = tog sig tid.
133
illæ: de onde
134
huoræ mikil win the logthæ aa: hvor stor anstrengelse de gjorde sig på. Delehaye s. 208 har quam studiose = med
hvilken iver. Om ordet ”win”, se Kalkar, bd. IV, s. 834-835, opslagsordet Vind.
135
huoræ hederlighe: med hvilken hæder
136
ærligh: ærefuld, ædel
137
villels: vildfarelse. Delehaye s. 208 har superstitionem = religiøs vantro, religiøst sværmeri.
138
thet: at
139
ondæ vættæ: ringe personer. Delehaye s. 208 har viles personas = foragtelige personer. Se Kalkar, bd. IV, s. 920,
opslagsordet Væ[a]t(te), samt GldO, opslagsordet Væt (sb).
140
fællugs mæn: Kalkar, bd. I, s. 819 oversætter det ved ”fælle”. GldO, opslagsordet fælaghsman, har blot tre belæg,
som alle stammer fra samlingen Hellige Kvinder og hvor to af belæggene er fra Cæcilia-legenden. Alle har et latinsk
forlæg: seddel 1 (St. Kristinas Legende) consors = som har del i; seddel 3 svarer til dette sted: (at i æræ theræ) fællugs
mæn, hvor Delehaye s. 208 har conscii = medvidere. Seddel 2 er Valerianus’ og Tiburtius’ svar: (the ther thu caller)
fællugs mæn, hvor Delehaye s. 208 har collegas = som man har fællesskab med.
141
Gudh gaffue: gaffue er 3. pers. sgl. præteritum konjunktiv. Typen er meget udbredt i gammeldansk, se BrN GG, bd.
VIII (København 1974), s. 149-150 (= pkt.5. 5stKl). If. BrN GG, bd. VIII, s. 133 (pkt. 2) bruges præsens konjunktiv
også.
142
thet: at
143
tienestæ men: tjenere (= nogle der tjener andre). Delehaye s. 208 har servos = tjenere. Sande kristne tjener ydmygt
deres næste; således betegner enhver pave sig som servus servorum = tjenernes tjener.
144
ælste: elskede. Se GldO, infinitiven ælske. If. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II, § 369,
(København 1932) bortfalder konsonanten k i trekonsonantgruppe lk, nk, rk, sk med følgende konsonant, altså ælskte
 ælste.
145
faghneth: glæde. Delehaye s. 208 har vita = det liv.
146
herefter er der - i forhold til Delehayes udgave - udeladt en stor del tekst, fra s. 208 nederst Almachius dixit: Non
puto etc. til s. 211 Almachius dixit: Quid verborum circuitu immoramur = Almachius sagde: Hvad skal al denne snak?
(Ordret: Hvorfor opholder vi os ved ordenes omsvøb? På gammeldansk: huar at stande wy i orde trætten).
147
huar at stande wy i orde trætten: Se noten ovenfor. Ang. huar at: GldO har under opslagsordet hvarat = ”med
hvilket formål”, ”hvorfor” to belæg, det ene det nærværende fra Brandts udgave af Cæcilia-legenden, det andet fra den i
note 1 nævnte gammeldanske oversættelse af Cæcilie-legenden i Legenda Aurea, Paul Diderichsen og Holger M.
Nielsen: Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter (København 1931-1937), s. 50: hwar at dwælie wi længer i oords
omgang, hvor vendingen oords omgang er en ordret oversættelse af Legenda Aureas verborum circuitu (Legenda Aurea
s. 775). Ang. orde trætten = opgør med ord: sml. GldO, opslagsordet orththrætte. Der findes kun dette ene belæg.
Substantivet ”trætte” betyder ”ordstrid”, ”heftig diskussion”. Se også GldO, opslagsordet thrætte.
148
lithugh: fri. Det samme ord som nudansk ”ledig”. Delehaye s. 211 har inlaesi = uantastede, uskadte.
149
herefter er der igen et spring i forhold til Delehayes udgave, nemlig fra s. 211 Almachius dixit: Quis est Deus til s.
212 (ca.): Tunc gloriosi martyres, sententia accepta, tenti a Maximo, corniculario praefecti = De ærefulde martyrer,
blev efter at have modtaget dommen, arresteret af Maximus, guvernørens underordnede. Muligvis opfatter den
123
gammeldanske tekst Cornicularius som en del af personnavnet, eller også opgiver oversætteren at finde et passende
dansk ord.
150
i man: skal læses ”1 mand”, idet romertal I i middelalder og senmiddelalder sædvanligvis blev skrevet i (II blev
skrevet ii, XI blev skrevet xi etc.).
151
salde thom i man i hand ther het Maximus Corincularius: Delehaye s. 212 har: tenti a Maximo, corniculario
praefecti = anholdt af Maximus, guvernørens underofficer. I Legenda Aurea s. 773 traduntur … in custodiam Maximi =
bliver de overgivet Maximus til forvaring.
152
høffde: halshugge
153
rape (ether): skynder (jer). GldO, opslagsordet rape (vb.), kender kun to belæg, så verbet synes sjældent.
154
bothmunnugheth: gæstebud, altså both plus munnugheth. Ordet skal vel udtales bodmunget. Delehaye s. 212 har
epulas = festmåltid, gæstebud. Ang. bothmunnugheth: GldO, opslagsordet buthmungat, kender kun tre belæg, hvoraf de
to skrives buthmun og er fra samme tekst, og det tredje, bothmunnugheth, er fra nærværende Cæcilia-legende. Når
GldO vælger formen buthmungat som opslagsord, skyldes det den oldnordiske form mungát. GldO kender under
opslagsordet mungat kun ét belæg, nemlig mungati fra en gammeldansk oversættelse af Gutasaga; dette mungati synes
at betyde øl. Ordet findes også kommenteret i ordlisten til H. S. Collin och C. J. Schlyter (ed.): Westgötalagen
(Stockholm 1827), s. 127: Mungat (mungæt), n. öl och andra slags drycker, samt Mungaths tiþir, f. pl. et gille [hvor
man] gemensamt förpläga sig med öl och andra drycker. Brandt skriver i en note s. 102 om bothmunnugheth: må vel
være Gæstebud med Mungåt og andre Herligheder. Om etymologien skriver Niels Åge Nielsen: Dansk etymologisk
ordbog (København1969), opslagsordet ”mundgodt”, at det er en sammensætning af oldnordisk munr = glæde, fryd og
gát = en spise. Den moderne betydning ”noget godt til munden” er en folkeetymologi.
155
vise: vidste; formen er præteritum af verbet vite. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VII
(København 1971),§ 771, s. 452, pkt. 3.
156
fortide: forlod, fornægtede. Se GldO, infinitiven forti. Verbet er låneord fra middelnedertysk vortien = svigte,
opgive, forsage, sml. Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), se bd. V (1880) s. 474.
157
herefter er der - i forhold til Delehayes udgave - udeladt en del tekst, fra s. 213, linje 8: Dicit ei Valerianus til s. 213:
Dicunt ei ambo = Da sagde de to til ham.
158
hiem til thin: hjem til dig. ”thin” er genitiv af ”thu”, styret af præpositionen til. Delehaye s. 213 har ad domum tuam
= til dit hus. Om det personlige pronomen ”thu” i genitiv, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V
(København 1965), s. 22, pkt. 4.
159
Han lod thom ledhe hiem til siit huss oc prediket soa lenge: meningen må være: Han lod thom ledhe hiem til siit
huss oc the prediket soa lenge. Delehaye s. 213 har: duxit eos in domum suam; ad quorum praedicationem …: man
førte dem til hans hus; ved deres prædiken …
160
heya æthle ridderæ: Delehaye s. 213 har Eia milites Christi = Af sted, Kristi stridsmænd. Billedet af de kristne som
kæmpende findes allerede i NT, se f. eks. 2. Korintherbrev kap. 10, v. 3-6, Efeserbrevet, kap. 6, v. 10-18, Første
Thessalonikerbrev, kap. 5, v. 8. I Andet Timotheusbrev kap. 2, v. 3 ses i Vulgata betegnelsen bonus miles Christi Iesu =
en god Jesu Kristi stridsmand. I den i note 1 nævnte gammeldanske oversættelse af Cæcilie-legenden i Legenda Aurea, i
Paul Diderichsen og Holger M. Nielsen: Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter (København 1931-1937), s. 52,
siger Cæcilie: heyia i cristi riddere, svarende til Legenda Aurea’s eia milites Christi (s. 775). Det latinske eia/ heia
bruges som udtryk for opfordring = af sted, frisk mod eller lign. Se også GldO, opslagsordet heja.
161
ey ether at enæ: ikke til jer alene. Delehaye s. 213 har non solum vobis: ikke blot til jer. Typen ”at ene” = alene er
behandlet i Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. IV (København 1962), s. 82.
162
soll: solen
163
i there barm: dvs. ud af deres bryst. Delehaye skriver s. 214: (vidi) egredientes animas eorum de corporibus = (jeg
så) deres sjæle forlade deres kroppe.
164
cristnet: døbt. Delehaye s. 214 har fuisset christianus = var kristen. If. GldO, opslagsordet kristne, oversættes
Markus-Evangeliets kap. 16, v. 16 - hvor Vulgata har: Qui crediderit et baptizatus fuerit = (1992) Den, der tror og
bliver døbt - i gammeldansk (jf. seddel 43) ved Den som troer och er cristnet. En del belæg i GldO gengiver former af
latin baptizare = døbe ved verbet ”kristne” (f. eks. seddel 3, 4 og 28).
165
bæriee: slå. Se GldO, infinitiven bærje. Delehaye s. 214 har plumbatis tundi = (at han skulle) prygles med svøber
med blykugler.
166
spørie oc ledhe: er vel synonymer. Delehaye s. 214 har blot quaerere = søge. Tidens gammeldanske prosa yndede
den type synonymer. De forekommer sporadisk i samlingen Hellige Kvinder, men er hyppige i Mariager
Legendehåndskrift (se Knudsen, G. (red.): Mariager Legende-Haandskrift. København 1917-30).
167
Valeriane: burde være Valeriani (genitiv), da de latinske navne i teksten normalt bøjes som havde de stået i en
latinsk tekst.
168
ense hun skulde være Valeriane husfrugh: Delehaye har s. 214 quasi Valeriani coniugem = i hendes egenskab af
Valerianus’ hustru. If. GldO, opslagsordet ænse, må det betyde ”som om”, ”ligesom”. Ved søgebegrænsning HellKv ses
en del belæg, hvor et latinsk forlæg har quasi = som om (f. eks. seddel 3, 4, 5, 10).
169
herræ er genitiv singularis. På et ældre sprogtrin får den type an-stammer i gen. sgl. -a, altså herra. Men efterhånden
får gruppen -s i gen. sgl., påvirket af a-stammerne. Vi finder i Brandts legendesamling genitiver af typen vorsherræ,
som er den almindeligste form (f. eks. 9,1; 29,8; 41.6), vorsherræs (f. eks. 20,21; 52,2) og vorherræs (f. eks. 48,9;
63,10). Det betyder ikke nødvendigvis at skriveren har været usikker, men at forlæggene har budt på forskellige former.
170
at tole pinæ fore Vorsherræ naffn Jhesus Cristus: igen kæntrer det latinske, idet Jhesus Cristus er nominativ, hvor
man havde forventet en genitiv, altså: at tole pinæ fore Vorsherræ naffn Jhesu Cristi = at udholde pinsler i Vorherre
Jesu Kristi navn. Delehaye s. 214 har omnia pro Christo ferre tormenta = at udholde alle pinsler for Kristus. Hertil
angiver hos Delehaye en fodnote varianten omnia pro Christi nomine ferre tormenta = at udholde alle pinsler for Kristi
navn. Formentlig har det gammeldanske forlæg udvist denne variant.
171
ether ynsk tapels: tabet af jeres ungdom. ynsk = ungdom, sml. GldO, opslagsordet yngske. Hos Delehaye s. 215
læser vi: Sed de vestra satis doleo iuventute, quam sine sollicitudine gerentes […] = Men jeg er føler sorg for jeres
ungdom, som I henlever sorgløst. Meningen i den danske sætning synes at være, at hun beklager deres tab, fordi deres
liv er fortabt, idet de gør det onde, mens hendes tab af livet, som kristen, ikke er et tab, men en vinding af noget bedre.
172
ther: som
173
forti at huat ther yther domer biuder ether thet vile i alt gøræ: Hos Delehaye s. 214 siger Cæcilia til de udsendte
apparitores (øvrighedens udsendte embedsmænd): vos ministri estis iudicis vestri et videtur vobis quod ab eius
impietate alieni esse non debeatis = I er jeres dommers [nemlig Almachius’. PEJ] tjenere og I synes at I ikke bør være
imod hans ondskab (underforstået: I ønsker i virkeligheden at hjælpe mig). I andre versioner af legenden lyder
eftersætningen lidt anderledes, således i Jacobus Laderchius: Sanctæ Cæciliæ Virginis et Martyris Acta, Tomus II (Rom
1723), s. 209: vos estis ministri vestri Præsidis, & videtur vobis, quod desideratis esse alieni ab eius impietate = I er
jeres dommers tjenere og I synes at ønske at være imod hans ondskab. Denne sidste version synes ganske udbredt (se
eksempler på nettet).
174
stolt: Delehaye s. 215 har elegans = højt dannet, forfinet. I tekstens begyndelse betegnes hun også som ”stolt”, hvor
Delehaye s. 196 har clarissima = af meget høj stand.
175
vænlig: skønhed. Se GldO vænlek. Substantivering til væn = smuk. Delehaye s. 215 har pulchritudinem = skønhed.
176
num: men
177
skifte: et bytte
178
søør: skarn, smuds
179
hodde: hytte
180
dighær: stort
181
oc widæ oc giort met ædle stene: både storslået og gjort af ædle stene. Der refereres til Johannes’ Åbenbaring, kap.
21, v. 11-21 om det ny Jerusalem.
182
Her er i forhold til Delehaye s. 215 et mindre, opbyggeligt afsnit sprunget over.
183
voldh: valgt.
184
I forhold til Delehaye s. 216 er her oversprunget et par interessante linjer: Dicit eis Caecilia: ”Ite ergo et dicite
infelici Almachio quod ego inducias petam ut non urgeat passionam meam. Et huc intra domum meam faciam venire
qui vos omnes faciat vitae aeternæ participes.” Et ita Domino procurante completur. = Så siger Cæcilia til dem: ”Gå
derfor hen og sig til den ulyksalige Almachius at jeg beder om fred og han ikke skal kræve mit martyrium. Og at jeg her
i mit hus vil lade komme alle jer der ønsker det evige liv.” Og således fulbyrdes det ved Guds hjælp.
185
lodh cristne ther oc døbæ: Delehaye s. 261 har blot baptizavit intra domum = døbte i huset.
186
een aff thom heth Gordianus: denne løsrevne bemærkning virker uforståelig. Men hos Delehaye s. 216 ses en lidt
bedre og bredere begrundelse for at nævne ham: … inter quos unus clarissimus vir erat nomine Gordianus. Hic sub
umbratione nominis sui domum sanctae Caeciliae suo nomine titulavit, ut in occulto, ex illa die, ex quo ibi baptisma
Christi celebratum est, Ecclesia fieret, ita ut etiam Papa Urbanus illic moraretur, et licet occulte, cotidie tamen
redemptionis Christi ibi crescerent lucra, et infinita fierent diabolo detrimenta. = … blandt hvilke der var en særdeles
berømt mand ved navn Gordianus. Denne betegnede, under sit navns beskyttelse, St. Cæcilias hus som sit, for at, i det
skjulte, fra den dag Kristi dåb blev fejret der, at kirken blev dannet, således at også pave Urbanus kunne opholde sig
der, og at de, i det skjulte, hver dag, kunne lade fremvokse fordelen ved løskøbelsen ved Kristus og gøre djævelens
nederlag uendelig.
187
lede: føre
188
i Delehayes udgave forløber det følgende lidt anderledes: Quam interrogans ait: ”Quod tibi nomen est?” Respondit:
”Caecilia”. Almachius dixit: ”Cuius conditionis es?” Caecilia respondit: ”Ingenua, nobilis, clarissima.” Almachius
dixit: ”Ego te de religione interrogo.” Caecilia respondit: ”Interrogatio tua stultum sumpsit initium, quae duas
responsiones una putat inquisitione concludi.” = Han spurgte hende: ”Hvad hedder du?” Hun svarede: ”Cæcilia.”
Almachius sagde: ”Hvad er din stilling?” Ceæcilia svarede: ”Jeg er født af frie forældre, adelig, af særdeles anset
stand”. Lamachius sagde: ”Jeg spørger dig om din religion.” Cæcilia svarede: ”Din udspørgen tog en dum begyndelse
ved at tro at kunne få to svar med et spørgsmål.” - Hun kritiserer hans brug af ordet conditio, angriber ham altså på
baggrund af den klassiske retoriks krav om klarhed. Dette finder den gammeldanske oversætter vel for højtflyvende,
men prøver alligevel at redde lidt af det, dog ikke med imponerende held.
189
miuk: ydmyg.
190
falske: Kalkar bd. I, s. 502, opslagsordet Fals(k), no. citerer dette sted fra Cæcilia-legenden og regner altså falske for
et substantiv = svig, bedrageri. GldO, opslagsordet falsk (adj.), søgebegrænsning HellKv, anser Cæcilia-legendens
falske for et adjektiv, hvilket vel er forkert. GldO har substantivet falsk, men kun et enkelt citat med substantivet falske,
se seddel 5, de håndskrevne tilføjelser.
191
thin talæn toc vphoff af falske, oc i falske ændis hun: er naturligvis et ekko af den ovenfor citerede latinske sætning:
Interrogatio tua stultum sumpsit initium, quae duas responsiones una putat inquisitione concludi. Hvis den
gammeldanske sætning i konteksten skal give mening, må det betyde at hun anser Almachius for en gennemført
svigagtig person - hvilket hans indledende spørgsmål i sig selv ikke afslører, men som i legender er en traditionnel
opfattelse af onde hedninge.
192
derffue: dristighed
193
vold: magt
194
alt thet vold ther man mo hafue: man = et menneske. Delehaye s. 261 har potestas hominis = et menneskes magt.
195
vædhær lot i en blædræ: luft kommet i en blære; lot: perfektum participium af late = komme i, hælde i.
196
throtnæ: opsvulmede. Sml. GldO, opslagsordet thrutne (sb.). Delehaye s. 216 har rigor = hårdhed.
197
suighnær: synke sammen. Se GldO, infinitiven svighne. Sml. Kalkar, bd. IV, s. 227, opslagsordet Svej[ig]ne.
198
i forhold til Delehaye s. 217 mangler en del fortsat meningsudveksling mellem de to.
199
væll thec eth aff thu: vælg dig et af to.
200
netæ: nægter. Se GldO, infinitiven nete.
201
i forhold til Delehaye s. 217-218 mangler en del fortsat meningsudveksling mellem de to.
202
misth: mistet
203
ath thu sigher thæt være Gudh, ther mek ticker, oc alle the ther øghen haue, være steen, ær oc bly: at det du siger er
Gud, hvor det forekommer míg - og alle dem der har øjne - at det er sten, malm og bly. Om ther mek ticker, oc alle the
ther øghen haue i stedet for ther mek ticker, oc alle thom ther øghen haue, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk
Grammatik, bd. V (København 1965), § 768, s. 174: ”Pluralisform the træder almindeligvis i Stedet for den syntaktisk
ventede AccDat., naar der umiddelbart efter staar en Relativsætning” etc. If. Brøndum-Nielsen, samme bind s. 497,
afløses dativen allum ”almindeligvis” af akkusativformen allæ, alle. Delehaye s. 218 har det noget klarere: Nam quos tu
deos dicis, et ego et omnes qui oculos habent, saxa videmus esse et arramentum et plumbum = For dem du kalder guder,
dér ser både jeg og alle der har øjne sten og malm og bly.
204
mælær: spotte. Se Kalkar bd. III, s. 168, opslagsordet Mæle, go., pkt. 3. Kalkar har kun ét belæg, hvor betydningen
er klar. Det synes at være det samme ord som verbet mæle = tale, sml. GldO, opslagsordet mæle (vb.), seddel 79, som
synes det eneste, hvor betydningen kan være spotte, forhåne. Delehaye s. 218 er ikke til megen direkte hjælp ang. dette
ord: Almachius siger at han godt kan bære Cæcilies iniurias = fornærmelser, men iniurias mod guderne tåler han ikke.
205
thref: føl! Se GldO, infinitiven threve.
206
helder: snarest (?)
207
math: kan. Se GldO, infinitiven mughe.
208
thref met thin handh oc vith huat helder ær, mæden thu math ey: Delehaye s. 219 lader hende sige: Mitte manum
tuam et tangendo disce saxum hoc esse, si videndo non nosti = Ræk din hånd frem og lær, ved ved at føle, at dette er en
sten, hvis du ikke kan ved at se.
209
henne: = badstuen
210
swen: Delehaye s. 219 har blot misit qui = sendte han én som (skulle halshugge hende).
211
han: Delehaye s. 219 har speculator = bøddel.
212
gat: kunne. Se GldO, infinitiven gite. Dette verbum følges her af en præteritum participium slageth.
213
laght: fastsat, bestemt. Se GldO, infinitiven lægje. Denne bestemmelse er ikke omtalt hos Delehaye, men ses i
Legenda Aurea S. 777: Et quia decretum erat, ne quartam percussionem decollandus acciperet = Og fordi det var
bestemt, at en person der skulle henrettes ved halshugning, ikke skulle have et fjerde hug [...].
214
døghær: døgn. GldO, opslagsordet døgher, kender kun dette ene belæg.
215
kende: underviste (udtales altså ken-de). Se GldO, infinitiven kænne.
216
mør: sådanne jomfruer nævnes ikke hos Delehaye. Her står s. 219 (omnes) quos docuerat in fide dominica = (alle)
som hun underviste i gudstroen. Imidlertid har den ovenfor nævnte Jacobus Laderchius: Sanctæ Cæciliæ Virginis et
Martyris Acta, Tomus II (Rom 1723) s. 215-116: Per triduum autem, quo supervixit, non cessavit omnes mulieres, quas
enutrierat, & quas educaverat, in fide Dominica confirmare = I de tre dage hvor hun overlevede, ophørte hun ikke med
i gudstroen at styrke de kvinder, som hun havde opfostret og som hun havde undervist.
217
antwordeth: overgav. Se GldO, infinitiven andvarthe. Ordet er låneord fra middelnedertysk, se Karl Schiller:
Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. I
(1875), s. 111, opslagsordene antworden, antwerden, antwarden. Selv om det ikke fremgår af denne ordbog, var former
med præfikset and- ganske almindeligt i middelnedertysk.
218
oc antwordeth thom sanctum Vrbanum i handh: da sanctum Urbanum er akkusativ, må sætningen betyde: hun
overlod St. Urbanus til dem. Det er dog næppe meningen. Delehaye har s. 219: sancto papae Urbano tradidit
commendatos = hun overgav den hellige pave Urbanus dem, der var i hendes varetægt. Så den gammeldanske tekst
burde have lydt: oc antwordeth thom sancto Vrbano i handh. - Ang. commendatos som er akkusativ flertal maskulinum,
og som sådan kan referere til både mænd og kvinder: Når vi tænker på det ovenfor nævnte gammeldanske mør, har if.
Delehaye s. 219, fodnote 20, håndskriftet P 1 commendatas = de kvinder der var i hendes varetægt. Forlægget for den
gammeldanske oversættelse kan altså have stået P1 nær. Ovennævnte Jacobus Laderchius: Sanctæ Cæciliæ Virginis et
Martyris Acta, s. 216 har da også & Sancto Urbano tradidit commendatas = og hun overdrog de kvinder der var i
hendes varetægt, til St. Urbanus. Sml. Anne-Élisabeth Urfels-Capot (ed.): Le sanctoral du lectionnaire de l'office
dominicain (1254-1256). Paris 2007, på nettet http://elec.enc.sorbonne.fr/sanctoral/html/sanctoral.html hvor der under
152, In festo beate Cecilie virginis et martiris, underpunkt 152.9 Lectio nona citeres fra en version af Cæcilia-legenden:
Per triduum autem quod supervixit omnes puellas quas nutrierat confortabat. Quibus et divisit universa que habuit et
sancto Urbano tradidit commendatas = I de tre dage, hvor hun overlevede, styrkede hun alle de jomfruer hun havde
opfostret. Til dem uddelte hun alt hvad hun havde og overdrog jomfruerne i sin varetægt til St. Urbanus. - Legenda
Aurea har s. 777: omnes, quos ad fidem converterat, Urbano episcopo commendavit = hun overgav alle dem der var
blevet omvendt til biskop Urbanus (omnes quos: som akkusativ flertal maskulinum omfattende både mænd og kvinder).
219
mæt hans diaknæ: Delehaye s. 219 har cum diaconis. En diaconus var en art hjælpepræst uden en egentlig
præsteuddannelse, præstens medhjælper. Den gammeldanske form var if. GldO djakn, men i 1400-tallet ses formen
diegen, dæghen. Opfattelsen i Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II (København 1932) s. 327 at
Ordet diākn […] har endnu i 15. Aarh. næsten kun i-Form (diækn, dyæghn) svarer ikke til eksempelmaterialet i GldO.
Endvidere synes typen med k at dø ud vest for Øresund i begyndelsen af 1400-tallet, hvorfor en form som diakne i den
gammeldanske Cæcilia-legende virker konservativ (eller snarere peger på et noget ældre forlæg).
220
i bland med: blandt
221
iærntegen: jærtegn mirakler. If. GldO opslagsordet ”jartekn” kender samlingen De hellige Kvinder kun formen med
førsteleddet iærn- (med forskellig skrivning). Det er vel en folkeetymologi, påvirket af ordet jern, hvor man altså synes
ikke at forstå betydningen af førsteleddet og så har omtolket dette. Ang etymologien for førsteleddet i jærtegn/ jartekn:
det menes at svare til gotisk aírkns (udtalt erkns) = ren, ægte, som også findes i oldnordisk jarknasteinn = ædelsten. If.
Ordbog over det danske Sprog findes formen Jærntegn endnu hos Holberg
222
ther mange iærntegen giorde innen foræ henne skyldh af Vorherre Jhesu Cristo: er vel en fejl for ther mange
iærntegen giordes innen foræ henne skyldh af Vorherre Jhesu Cristo. Sml. Samlingen Hellige Kvinder, s. 73, linje 3-4:
(en kirke) ther som fore hennis [Lucia’s. PEJ] skyld mange hande iærntegen gøræs aff Vorherræ Jhesu Cristo.
223
Qui cum patre et spiritu sancto viuit et regnat in secula seculorum: (latin) = Som med Faderen og Helligånden lever
og regerer i evighedernes evigheder (”i evighedernes evigheder” synes gennemgående at svare til 1992-oversættelsen,
hvor Vulgata har ”in secula seculorum”). Afslutningen Qui cum patre etc. ses tilsvarende hos Delehaye s. 220.
224
tekst efter Paul Diderichsen (red.): Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter (København 1931-1937), s. 48-53,
med parallel gengivelse af relevante partier fra De sancta Caecilia i Graesse’s Legenda Aurea-udgave s. 774-776, uden
angivelse af trykkested eller år (her forkortet LA). Der refereres i det følgende til Diderichsens udgave ved forkortelsen
Diderichsen. If. Diderichsen s. 250 har fragmentet tidligere tjent som bogomslag, indtil det indlemmedes i Den
Arnamagnæanske Samling, hvor det findes i samlebindet AM 79, 8 o. Teksten dateres til sidste halvdel af 1400-tallet.
Ang. tegnsætningen: Som det er normalt på den tid, anvendes kun virgula ( / ). Punktum bruges slet ikke i dette
fragment. Der hvor vi ville sætte punktum, angives opholdet ved at følgende sætning begynder med en majuskel.
Skrivning af majuskler og minuskler er rettet til efter Diderichsen udgave.
Teksten efterfølges af et ”Tillæg a” med sammenstilling af fragmentteksten og de tilsvarende dele fra Brandts
tekstudgave.
225
Han op hængis pa træ: LA s. 774 har in ligno suspenditur: han ophænges på et træ. I oldtiden og middelalderen var
det ganske almindeligt at man i stedet for crux = kors, brugte lignum = træ (se næste note). Ofte ses i billedlige
gengivelser en grov træstamme med afhuggede tværgrene, en slags Y-agtigt kors, hvorpå Christus hænger.
226
borth taghe træsens offuertrædelse: LA s. 774 har ligni prævaricationem tollat = skal bære træets overtrædelse. Der
refereres til GT, 1. Mosebog, kap. 3, hvor Adam og Eva i paradis overtræder Guds påbud og spiser af det forbudne træ,
træet til kundskab om godt og ondt (1. Mosebog, kap. 2, v. 8) og derved dømmes til synd og død. Ved sin død på
korsets træ, overvinder Jesus synden og døden. Koblingen mellem træet i paradis og korsets træ var almindelig kendt i
middelalderen. Se f. eks. Legenda Aurea, De inventione sanctae crucis = om fundet af det sande kors, s. 303: Inventio
sanctae crucis post annos CC et amplius a resurrectione domini facta est, legitur enim in evangelio Nicodemi, quod
cum Adam infirmaretur, Seth filius ejus portas paradisi adiit et oleum ligni misericordiae, quo corpus patris perungeret
et sanitatem reciperet, postulavit. Cui apparens Michael archangelus ait: noli laborare neque flere pro oleo ligni
misericordiae obtinendo, quia nullatenus illud assequi poteris, nisi quando completi fuerint quinque millia quingenti
anni, licet ab Adam usque ad passionem Christi anni tantum quinque millia centum nonaginta novem fluxisse
credantur. Legitur quoque alibi, quod angelus eidem ramusculum quendam obtulit et jussit, quod in monte Libani
plantaretur. In quadam vero hystoria Graecorum licet apocrypha legitur, quod angelus de ligno, in quo peccavit Adam,
eidem tradidit discens, quod, quando faceret fructum, pater sanaretur. Qui rediens et patrem mortuum inveniens, ipsum
ramum super tumulum patris plantavit = Fundet af det sande kors skete efter 200 og flere år efter Herrens opstandelse,
for vi læser i Nicodemus’ evangelium at da Adam blev syg, gik hans søn Seth hen til porten til paradis og bad om olie
fra medlidenhendens træ, så han kunne salve sin faders legeme dermed og gøre ham rask. Så viste ærkeenglen Mikael
sig for ham og sagde: »Du skal ikke begære at få olie fra medlidenhedens træ, og græd ikke over det, for det får du ikke
før der er gået 5500 år«, dog mener nogen at der fra Adam indtil Kristi lidelser ikke gik mere end 5199 år. Man læser
også at englen gav Seth en kvist og bød ham at plante den på Libanons bjerg. I en græsk historie, som dog er apokryf,
finder man at englen gav Seth [en kvist] af det træ som Adam havde syndet ved og belærte ham at når denne kvist
bragte frugt, skulle hans fader blive rask. Da nu Seth kom hjem, var hans fader allerede død. Da plantede han kvisten på
hans grav, og kvistens voksede op og blev et stort træ. - En variant ses Gunnar Knudsen (ed.): Sydrak. Efter
Haandskriftet Ny Kgl. Saml. 236 4TO (København 1921-32), s. 55: Adam leffde j ny hwndrede aar ok xxx aar. Ok tha
han skulde døø, Tha sende han een aff syne søner til eengelen, Ath han skulde forwerffwe [skaffe, give. PEJ] hanum
swndhet aff then sywghe [læses sjuge. PEJ], som han j war. Hans søn gik til engelen for paradiis porth Ok wilde hawe
wereth jnladeth, Men engelen, han stodh omoth [spærrede ham adgangen. PEJ]. Tha spwrde han om sin fadhers
swndhet [ᴐ: han spurgte om hvordan faderen kunne blive rask. PEJ]. Tha gaff engelen hanum tree kerne Ok sadhe: fa
[giv! PEJ] thin father them, ok stik them j hans mwndh, Ok sigh hanum: aff the kerne skal han fa swndhett Aff sin
drøwelse [dårligdom. PEJ], Ok thet skeer æffter fæm dawe ok een halff. Tha wændæ han segh heem til sin fadher Ok
gaff hanum the tree kernæ j syn mundh, Ok sadhe hanum, hwat engelen hadhe saght, Ok badh hanum ekke drøwes, Thii
ath æffter v sadhe ok een halff Tha skulde han fa booth aff syn sywgdom. Tha sukkedhe Adam ok sadhe: een dagh Ffor
gudh ær twsende aar [citat fra GT, Salmernes Bog, kap. 90, v. 4. PEJ], ok sa dødhe han, ok diefflene toghæ hans siell
Ok kaste henne j helwedhe. The ny hwndredhe aar betydhe then wlydelsæ, Som han giorde gudh, Ath han forsmadde the
ni engle koor. Ok the tree kernæ betegne, Ath ther skulde woxæ aff [aff = deraf. PEJ] try tree, ok gudh skal worde
korssfest Ok døø pa eet aff them. Ok mmeth syn dødh skal han swndgøre adam aff sin sywghe, Thet ær ath han skall
frelse hanum aff helwedhe, Ok the fæm dawe betegne fæm twsende aar. - Adam døde i året 930 efter verdens skabelse.
If. middelalderlige danske annaler, se f. eks. Erik Kroman (ed.): Danmarks middelalderlige annaler (København 1980),
s. 4 blev Kristus født år 5154 efter verdens skabelse, så regnestykket passer nogenlunde. - På malerier af korsfæstelsesscenariet ses altid et kranium liggende ved foden af korset. Det tolkes som Adams kranium.
227
Thit: derhen (sml. nudansk did).
228
leedder oc døppter: meget konservative sprogformer (nominativ singularis hankøn, sml. norrøne former som spákr,
blindr).
229
Diderichsen skriver s. 260 i en note til dette sted: tha] denne Brug af det »sammenfattende« eller »genoptagende«
tha (se Udg.’s Afhandling i Studier tilegnede V. Dahlerup. (1934). 92ff.) er interessant, idet den viser, at en foranstillet
nominal Verbalbestemmelse (kan) opfattes som situativ Indleder, mens Subjektet vistnok altid »genoptages« ved det
tilsvarende anaforiske Pron.; lignende Brug af tha findes […] i Skriververset fra Köln (se AphS.IV.66, hvor der også
nævnes senere (poetiske) Exx. fra Glda. og Fsv.). Skriververset, fra ca. 1350, lyder: iac wet en frugha iwæreldet wære /
hænna lif tha wil iac æra, se Brøndum-Nielsen, J. (red.): Danske Sprogtekster 3, s. 1. København 1929.
230
foghit: LA s. 774 har praefectus = guvernør. I Cecilia-legenden i Hellige Kvinder betegnes Almachius som gielkir,
med samme betydning.
231
oc thet icke ær: og som ikke er. LA s. 774 har et non est = og ikke er.
232
funne: fandt
233
framledir: LA har perducit: leder til, forfører.
234
gitzer: gætter, formoder. GldO har kun et belæg med verbet gitse, nemlig nærværende. Se Johs. Brøndum-Nielsen:
Gammeldansk Grammatik, bd. VII (København 1971), s.60, hvor det oversættes ved gisne, formode. Sml. LA s. 774,
som har puto = jeg mener.
235
thin hwgh: din (fulde) fornuft.
236
tho: eller thu. Læsning if. Diderichsen s. 48 usikker.
237
særlæstes: i særdeleshed. LA s. 49 har saltem = i det mindste.
238
som glæder ær wwenner: wwenner læses uvenner. LA s. 775 har det lidt klarere: et omnia inimica gaudiis affectatis
= og som stræber efter alt hvad der er fjendtligt for glæderne.
239
orkeløse mæn legendis: orkeløs betyder if. Kalkar bd. III, s. 385 uvirksom, ledig, ørkesløs, men også: unyttig,
overflødig. Indholdsmæssigt svarer orkeløse mæn vel til døgenigte, dagdrivere. Ang. legendis (ordret legende): LA, s.
775 har otiosos jocantes; otiosus har samme betydning som orkeløs; jocantes er præsens particium pluralis af verbet
jocari, som i middelalderen har betydningen spotte, skænde på (jf. Lorenz Diefenbach: Glossarium latino-germanicum
mediae et infimae aetatis. Darmstadt 1997 (reprografisk optryk af originaludgaven Frankfurt a. M. 1857), s. 307. Ved
valget af oversættelsen legendis for jocantes = spottende, spiller sikkert det middelalderlatinske jocare = lege ind.
Kalkar, bd. II, s. 770, opslagsordet Leg, har gøre leg = drive spot, som eksempler: ther aff giorthe the alle leegh oc
daaræ; de gjorde af ham leg; eller GldO, opslagsordet lek, seddel 73: Thess i mellom war ther lather oc leegh oc
skufferiith (skufferiith = hån, spot. Latinsk forlæg for lather oc leegh oc skufferiith: derisio = latterliggørelse,
forhånelse.). Kalkar har ikke et verbum ’lege’ = håne, spotte.
240
bønder ærffuitskarle: man savner vel et oc: bønder oc ærffuitskarle. Imidlertid synes det at være en ordret
oversættelse af LA s. 775 operarios agricolas deridentes, hvor oversætteren har opfattet operarios som et substantiv og
har læst ordene således: operarios, agricolas deridentes = spottende daglejere, bønder. Snarere er operarios et adjektiv,
så vi læser: operarios agricolas deridentes = spottende slidsomme bønder.
241
skuffendis: spottende.
242
the ærleghe ærffuedes frucht: de ærlige arbejdets frugter
243
fofæng: overflødig, unyttig.
244
frack: GldO har meget få belæg som desuden ikke siger så meget. Kalkar, bd. I, s. 755 oversætter det ved dygtig,
tapper, skøn. LA s. 755 har urbani (ental urbanus). ”urbanus” betyder egl. ”som hører til byen”, men kan også betyde
vittig, morsom (jf. Jensen og Goldschmidt: Latinsk-dansk Ordbog) eller ligefrem: dristig, uforskammet (jf. Georges:
Ausführliches lateinisch-deutsches Handwörterbuch).
245
so: således (som bønderne på marken ved vintertide)
246
wære: læses u-ære. LA s. 775 har ignominiam (akkusativ af ignominia) = vanære, skam.
247
ærffuede: møje. Grundbetydningen af gammeldansk ærvethe - ligesom tysk arbeit - er møje, nød. Ikke tilfældigt har
LA laborem (akk. af labor) med samme betydning.
248
wden: læses uden = men.
249
wforwinnelixte: læses uforvinnelicste = uovervindelige.
250
høffdinge: LA s. 775 har principes = ledere, fyrster.
251
menniskene: som mennesker. Diderichsen noterer s. 260 at Brugen af best. Form paa dette Sted er paafaldende. LA
s. 775 har homuntiones = små mennesker (nominativ singularis homuntio).
252
snarlighe døø skullendes: da sammenhængen i LA s. 775 er homuntiones estis […] citius morituri = I er små
mennesker, der snart skal dø, refererer i den danske tekst snarlighe døø skullendes til menniskene.
253
hwar at: med hvilket formål
254
oords omgang: ordret oversættelse af Legenda Aurea s. 775 verborum circuitu = ordstrid.
255
offrer: imperativ, 2. pers. plur.
256
sænne: sideform til san. Se GldO, opslagsordet san, adj.
257
een mandræperis naffn oc eet horkarlle naffn: der refereres til Jupiter, som fortalt i mytologien.
258
will faar: farer vild
259
wisth: må betyde: har lært at kende. LA s. 775 har nosti = har lært at kende.
260
om wæl: ligeledes. Se GldO, opslagsordet æmvel.
261
almoghe: mængde. LA s. 775 har multitudo = mængde. Overgangen til den nuværende betydning = småkårsfolk er
if. GldO, opslagsordet almughe, ved at ske i senmiddelalderen.
262
fongne: overgivet. Se Kalkar, opslagsordet Fange (få), bd. I, s. 506, pkt. 2) give, skaffe.LA s. 775 har traduntur =
blev overgivet.
263
maximi: Maximus er guvernørens underordnede, hvilket fremgår af det følgende. Heller ikke LA s. 775 har
umiddelbart nogen yderligere præsentation af ham.
264
gømme: forvaring
265
packe … ether: iler
266
om han thet iættedhe: hvis han lovede. Ang. iættedhe, se GldO, infinitiven jatte.
267
Lywffne eeld: udtales ljune-eld = lynild.
268
hion: husstand. LA s. 775 har familia = husstand, tjenere o.l.
269
vrbano: Urbanus er omtalt i LA s. 772 som Urbanus episcopus. Hvis han er biskop i Rom, er han pave. Den tidligste
pave Urban er Urban I, som var pave i årene 222-230. Cecilia døde angiveligt i året 178. Urban I var tilmed pave under
kejser Alexander Severus (208-235), som førte en liberal politik over for de kristne.
270
dom: den normale skrivning er them. Om formen ”dom” skriver Diderichsen s. 261: maa sikkert opfattes som
fonetisk, dialektal Skrivemaade for them.
271
heyia (eller måske hey ia): LA s. 775 har eia.
272
kaster: imperativ, 2. pers. plur.
fører edher i lyusens wopen: anlæg jer lysets våben.
274
til Iouis stuth: til Jupiters statue. LA s. 775 har ad statuam Jovis. ’stuth’ betyder egl. støtte.
275
meth sworen eeth: under ed.
276
sek at haffue seet: at han havde set. Konstruktionen er en latinsk akkusativ med infinitiv, og LA s. 775 har da også:
se … vidisse = at han havde set, ordret: sig at have set.
277
oc: desuden
278
tiænerne: LA s. 776 har apparitoribus (ablativ pluralis, nom. sgl. apparitor) = øvrighedens udsendinge. Kan også
oversættes ved fængselsbetjente, retstjener o.l.
273