Alexander fedes op til ishockey

Alexander fedes op til ishockey
Af: Svend Jakobsen - Foto: Svend Jakobsen/Privatfoto - Opdateret: 20. september 2010
Alexander Nielsen har trænet målrettet og seriøst.
Det overordnede mål er en stamplads på Herning Blue Fox, der
er et af de mest markante ishockey-hold i Danmark. Samt en
professionel kontrakt så han kan leve af sin sport - ishockey.
Navnet er Alexander Prahl Nielsen, og alderen er bare 17 år.
Og hvordan kan en 17-årige Holstebro-knægt så tro på, han
kan spille sig ind på en stamplads blandt garderhøje hockeyspillere i byen 30 kilometer mod syd.
Og at det lige netop blev ishockey, der fik opmærksomheden fra Alexander, lå jo
ikke til højrebenet. Som søn af Timmy Nielsen, tidligere førsteholdsspiller i fodbold i
Herning og Holstebro, var det jo nok mere naturligt, hvis det var fodbold, der var
blevet førsteprioriteret.
"Jeg spillede også fodbold i ti år - men på et tidspunkt blev jeg mere interesseret i
ishockey. Det skete faktisk i forbindelse med, der blev bygget skøjtebane i Holstebro
Lystanlæg. Året efter var vi en flok drenge, der rejste til Herning for at spille
ishockey. Jeg er dog den eneste, der stadig hænger ved, og det har jeg efterhånden
gjort i syv år," siger Alexander Prahl Nielsen.
Seriøs kost
Holstebro-knægten har altid været tynd, men det arbejder
den garderhøje holstebroer på at ændre.
"Jeg har taget 15 kilo på det sidste år. I dag vejer jeg 75
kilo, og jeg skal tage yderligere ti kilo på for at kunne begå
mig i toppen af den danske ishockey-liga. Jeg spiser utroligt
meget og spiser også meget seriøst. Så årsagen til, jeg har
taget de mange kilo på, er seriøs kost og træning. Men det
er også nødvendigt, når man står over for en seniorspiller,
der kan være to meter og ti høj og veje 120 kilo. De fleste
seniorspillere vejer plus 90," siger Alexander Prahl Nielsen.
Han har trænet på ungdomsholdene gennem de sidste år lige fra U-14. Men nu
spiller han U-20 og 1. division i Herning.
Et par trykkede ribben, ledbånd i håndleddet og en operation i knæet er resultatet
af en hård sport.
Teknik
Ishockey har ry for at være en sport, der er yderst vanskelig motorisk. Der skal styres
en puck, samtidigt med der skal løbes både forlæns og baglæns på skøjter, og så er
der jo alle de modstandere på omkring 100 kilo.
"Det er en fysisk krævende sport. Det er en kontaktsport, og min styrke er hurtighed
og overblik, og det er afgjort noget, jeg har med mig fra min tid som fodboldspiller i
HB. Her var jeg forsvarsspiller og havde et godt overblik, og det har jeg stor glæde af
i dag," siger Alexander, der fortæller, at ishockey-spillere normalt topper som 21årig. Det giver den lokale spiller fire år mere for at nå målet.
Herning er kendt for at have en god ishockeyklub, hvor der bliver udviklet mange
talenter. Alexander træner stort set hver dag - hvis ikke lige han spiller kamp.
"Jeg fik min debut på 1. divisionsholdet, der er lige under Blue Fox holdet. Det var
den 26. august på udebane mod Århus, og vi vandt kampen 5-2. Jeg havde den
glæde at få fuld spilletid," siger Alexander.
Divisionsholdet trænes af Erik Pedersen, der også er træner for det danske U-18
landshold.
"Mit mål er at blive fast spiller på 1. divisionsholdet. Og helt overordnet er min drøm
at komme på kontrakt og komme til at spille for Blue Fox. Jeg har viljen og giver den
en skalle til træning, og så håber jeg, det slår til, så jeg lever af ishockey, når jeg er
21 år," siger den lokale spiller, der har overvejet at flytte til Herning for at slippe for
de mange bus- og togture.
"Jeg valgte dog at blive her i Holstebro, da det er en meget hyggeligere by end
Herning er," slutter Alexander Nielsen.