1. No category

Virkelighedens Luke Rhinehart hedder slet ikke Luke
Rhinehart, men derimod George Cockcroft. Pseudonymet tog han for at forstærke indtrykket af, at
”Terningemanden” er en selvbiografi. Det er den ikke.
Men terningelivet har han prøvet på egen krop. Her
ses han i Canaan på sit landsted med egen sø, lidt
skov og et smukt, hvidt træhus med en stor veranda.
”Terningemanden”
Terningemanden fortæller historien om
den succesfulde psykiater Luke Rhinehart,
som er i midten af 30’erne og har kone og
to børn, men finder sit liv umådelig kedeligt.
Som han beretter:
»Livet er øer af ekstase i et ocean af kedsomhed, og efter det fyldte tredivte år ser
man sjældent land.«
Indtil han en dag lader en terning træffe
beslutninger for sig og går ned og voldtager
sin bedste vens kone, der dog ikke yder den
helt store modstand. Derfra går det slag i
slag mod stadig mere farceagtige og komiske episoder, indtil Luke Rhinehart har komplet fremmedgjort sig selv for sin familie,
kolleger og venner og udvisket sit eget jeg.
Husker du
TERNINGEMANDEN?
Livets valg: »Terningerne får folk til at indse de utrolige muligheder, som livet har,«
siger forfatteren bag 1970’er kultromanen ”Terningemanden”, en bog der i dag er
mere populær, end da den udkom. Indblik har mødt Luke Rhinehart, der i virkeligheden slet ikke hedder Luke Rhinehart.
SOLE BUGGE MØLLER (Tekst og foto)
Jyllands-Postens udsendte medarbejder
indblik@jp.dk
NEW YORK, USA
O
g der står han på stationen i Hudson, New York, Terningemanden
i egen høje person. 77 år, omkring to meter høj, hvidhåret
under en bredskygget, grå hat,
men stadig Terningemanden.
Manden bag kultromanen af samme
navn, en bog, der som i 1970’erne og
1980’erne fik mange læsere til at finde en
terning frem, klar til at lade sig styre af tilfældet. I mit tilfælde dog i en ret tam udgave, hvor terningens magt begrænsede sig til
at bestemme, hvilken pizza jeg skulle vælge
eller hvilken fodboldkamp, som jeg skulle
smide penge på – milevidt fra bogens hovedperson, Luke Rhinehart, der tyer til voldtægt, personlighedsskifte og i sidste ende
mord for at udføre terningens befalinger.
Så jeg er en smule lettet over at finde virkelighedens Luke Rhinehart på stationen –
jeg har læst, at han selv har levet efter terningen, så jeg fandt det ganske sandsynligt,
at terningen ville have dikteret ham ikke at
møde op, eller måske fået ham til at agere
sagtmodig Jesus, døvstum åndssvag eller
hæmningsløs sexdyr. Sidstnævnte refererer
til en scene i Terningemanden, hvor hovedpersonen under et cocktailparty for den anerkendte tyske psykiater Dr. Krum skifter
personlighed hvert tiende minut.
Men han er tilsyneladende ikke under
indflydelse af terningen og er imødekommende, gæstfri og snaksalig - det er selvføl-
gelig også muligt, at en femmer besluttede,
at et mildt væsen skulle være dagens udgave
af Luke Rhinehart.
Det er knap 40 år siden, at Luke Rhinehart
satte sig til at skrive ”Terningemanden”,
men bogen er tilsyneladende lige så relevant i dag, som dengang de første ord blev
nedfældet på en skrivemaskine
på Mallorca. Hvem skulle have
troet, at så simpel en idé ville
være så langtidsholdbar og djævelsk lokkende selv i dag?
Luke er George
»Få bøger kan ændre dit liv. Denne vil.«
Sådan lyder undertitlen til Terningemanden, og der er tilsyneladende noget om det.
Udover de tusindvis af læsere verden over,
som har slået sig på terningen efter at have
Bøger af
George Cockcroft
Terningemanden (1971)
Matari* (1975) (senere genudgivet
som White Wind, Black Rider)
Long Voyage Back* (1983)
Adventures of Wim* (1986)
(senere genudgivet som Whim)
Jagten på Terningemanden (1993)
The Book of the Die* (2000)
Naked Before the World* (2008)
Jesus Invades George* (2008)
* Ikke oversat til dansk
nogle små historier. Han tog natarbejde på et
sindssygehospital ved siden af studierne, og
når der ikke var noget at lave, skrev han på
en roman, der handlede om, at Jesus kom
ned på Jorden igen og udtrykte sine holdninger og derfor blev låst inde på et sindssygehospital.
En af psykiaterne på hospitalet var en
mand ved navn Luke Rhinehart, der praktiserede terningeterapi, men ellers var en mindre
figur i bogen. Hovedpersonen var en vis Eric
Cannon, som har en mindre rolle i bogen
”Terningemanden”. Efter omkring 100 sider
opgav George Cockcroft dog romanen, lagde
den til side og glemte alt om den.
Indtil han et årti senere med en ph.d. i litteratur på sit cv underviste et seminar om frihed på Universidad de las Americas i Mexico
City. Under en time sagde han henkastet, at
den ultimative frihed selvfølgelig ville være
at træffe alle sine beslutninger ved at kaste
en terning. De studerende reagerede så kraftigt på ideen med enten fascination eller afsky, at der i en alder
af 33 år gik et lys op for George
Cockcroft. Han måtte skrive en
bog om Terningemanden.
Terningen gav ham en kone
læst bogen, har den inspireret dokumentarfilmen ”Diceworld” om folk, der lever deres
liv i terningens vold, inspireret et rejseprogram på Discovery, hvor terningen bestemmer, hvor værterne rejser hen, adskillige teaterstykker og er blevet kaldt en af århundredets 50 mest indflydelsesrige romaner af
BBC og århundredets bedste af det engelske
blad Loaded Magazine.
Terningelivet er blevet beskrevet som at
spille russisk roulette med seks patroner,
hvilket dog ikke holdt den britiske journalist Ben Marshall fra at gå all in, da han besluttede at leve efter terningens tilfældige
indskydelser for en historie til Loaded Magazine.
Resultat: Han mistede sin kæreste - efter
at have fået hende til at strippe på en natklub i Los Angeles - og tog en heroindosis,
der kunne have kostet ham livet.
Manden der har skabt alt postyret, virker
dog ganske hyggelig, som han senere sidder
foran ildstedet med sin døve hund i hjemmet i Canaan, en lille landsby af den slags,
hvor man ikke låser døren, og hvor det er
helt rimeligt at køre bil med et glas whiskey
i kopholderen. Her bor han sammen med
sin kone, Ann, på et landsted med egen sø,
lidt skov og et smukt, hvidt træhus med en
stor veranda.
Virkelighedens Luke Rhinehart hedder i
øvrigt slet ikke Luke Rhinehart, men derimod George Cockcroft. Pseudonymet tog
han for at forstærke indtrykket af, at ”Terningemanden” er en selvbiografi. Det er den
ikke. Men terningelivet har han prøvet på
egen krop.
»Terningerne får folk til at indse de utroli-
George Cockcroft havde formet et makkerskab med terningen adskillige år tidligere. Aftalen mellem de to var, at George listede en
række muligheder for, hvad han skulle fordrive dagen med, og så besluttede terningen
for ham. Som dreng spillede han fantasi-baseballkampe, hvor terningen dikterede, hvor
succesfuld batteren var, men snart udviklede
det sig til, at han spurgte terningen til råds i
det virkelige liv. Et lige antal øjne betød ja,
ulige et nej. Han øvede sig også i at udtrykke
følelser som had eller kærlighed mod en bestemt person - selvfølgelig dikteret af terningen.
Den unge George havde dog aldrig overvejet, at der skulle være noget banebrydende
over hans lille leg. Det var blot en måde som
en ellers lidt genert dreng kunne krænge sig
ud af sin skal på.
»Jeg var en meget stiv og hæmmet person
som ung og havde brug for at bryde fri. Og
dette gimmick virkede for mig. Det var et påfund til at gøre ting, jeg ikke ellers kunne gøre,« siger han.
Faktisk ville han aldrig have mødt sin kone
gennem mere end 50 år, hvis det ikke havde
været fordi terningen den dag i 1954 landede
på en treer. George Cockcroft havde netop
fået fri fra det psykiatriske hospital, da han
kørte forbi to nydelige, unge sygeplejersker.
Nu var George jo et lettere sky element og
stoppede ikke op, men eftersom en af terningens funktioner var at få ham til at gøre ting,
som han ikke ville gøre instinktivt, lod han
terningen bestemme, om han skulle vende
om og tilbyde dem et lift. Ulige: ja, lige: nej.
Den grønne terning kiggede op på ham
med sine tre hvide øjne, han vendte bilen,
ge muligheder, som livet har. Men du behø- gav pigerne et lift og aftalte at spille tennis
ver ikke kaste en terning. Alt, du behøver at med dem dagen efter. Og da han så sin fremgøre, er, at sætte dig ned en dag, afbryde din tidige kone hoppe omkring på tennisbanen i
normale rutine og sige ”næste uge vil jeg gø- kort nederdel, var han solgt. Så da han satte
re noget anderledes” og så skrive seks ting
sig til skrivemaskinen og gav Terningemanned. Bare at gøre det vil få dig til
den liv kunne han trække på siat tænke over, hvor ensformigt
ne egne erfaringer. Men han
dit liv er blevet, og hvor mange
havde også opdaget, hvordan
andre ting du kunne gøre,« siger
terningen kunne lede til farligere
George Cockcroft.
og farligere situationer.
Fascination og afsky
Tilfælde på Mallorca
George Cockcroft var aldrig født til at være
forfatter. Faktisk interesserede han sig overhovedet ikke for litteratur eller for at skrive,
da han var yngre, men skulle i stedet være
elektronikingeniør. Indtil han blev træt af
det og skiftede til psykologi. Da han var i
starten af 20’erne, begyndte han at skrive
Som så meget andet i George Cockcrofts liv
var det et tilfælde, at ”Terningemanden” blev
udgivet.
Godt nok var han begyndt at skrive på romanen, men eftersom terningelivet havde
Fortsættes E
man først blev ringet op af Western Union,
dræbt enhver ambition for en mere tilbageder så læste beskeden op. I røret berettede
lænet livsstil (sammenholdt med det fakoperatøren, at de amerikanske rettigheder til
tum, at han praktiserer zen), havde han ik”Terningemanden” var blevet solgt for
ke specielt travlt med at skrive. Faktisk hav50.000 dollars, en uhyrlig sum for en unide han kun skrevet 220 sider på fire år.
versitetsprofessor, så George var nødt til at
Men så skete det, at han i 1969 sammen
bede manden i røret om at gentage, for han
med sin kone og tre børn flyttede til Malmåtte bestemt have læst forlorca for at undervise i littekert. Men den var god nok.
ratur på universitet. Her leveIndenfor et par år købte Parade han et afslappet terningemount filmrettighederne til
liv i hippiekolonien Deya og
bogen. Den virkelige Terninstødte en dag på en ung knøs
gemand sad i held.
på 21 år, der selv havde en
Og selv om Terningemanspirende forfatter i maven.
den aldrig havde samme sucHan plagede George om at få
ces i USA som i Europa (Danlov til at læse det foreløbige
mark, Sverige og England er
manuskript til ”TerningeFra undertitlen af bogen
de lande, hvor den har solgt
manden” og foreslog derefbedst), så kvittede George
ter, at de to slog pjalterne
Cockcroft lærergerningen og blev forfatter
sammen og skrev en historie om sex, stofpå fuld tid.
Hvis du har fået lyst til at lege med terningerne,
fer og hippier. Det var jo 1969. Så de be»Selv om der var nogle økonomisk interhar George Cockcroft et forslag til hvilke mulighe- gyndte at skrive en såkaldt potboiler – en
essante år i starten af 1980’erne, har jeg leder, du kan give terningen:
bog skrevet udelukkende med profit for øje
vet af at skrive lige siden, selv om jeg er en
uden kunstnerisk formål overhovedet. Og
meget uproduktiv forfatter,« siger han.
så
skete
det,
at
de
mødte
en
englænder
på
.
morgen et den lokale pub, der netop havde startet sit
Så uproduktiv, at han kun har udgivet
i
e
d
j
e
b
ted
a ar
s
r
yderligere syv bøger på de 38 år, der er gået
eget forlag og derfor ledte efter materiale.
i
f
e
i
r
r
f
ø
ng
Tag
siden ”Terningemanden”. Han er ikke den
Han fik det foreløbige manuskript til
g du ka stemme.
n
i
t
s
k
slags forfatter, der ikke kan lade være med at
”Terningemanden” og potboilerens første
e
e
b
s
t
n
s
e
i
L
ing
n
r
e
skrive. George Cockcroft kan sagtens lade
200
sider
med
tilbage
til
England
og
snart
t
d
og la
være. Faktisk lader han være det meste af tiefter modtog George et telegram, der medden. Så nyder han bare livet. Læser lidt. Siddelte,
at
forlæggeren
med
glæde
ville
udgidu har ve ”Terningemanden”. George fik endda et der i gyngestolen. Der kan gå måneder og år
m
o
s
n
med knasende tørke i skriveland. Og så lige
r andesom ddu
irkeli forskud på 5.000 dollars, hvilket var en
Fortæl en
n elleanden
l eeller
d u vhar
pludselig åbner himlen sig og inspirationen
ganske pæn sum for en uudgivet forfatter
været falsk overfor, hvad du virkelig dengang.
regner ned over ham og han tapper løs på maskinen hver dag i
Samtidig var George ravet uklar med lemener om ham eller hende.
er hderen
månedsvis, indtil bogen er færende.af universitetet, fordi han havde rødig og inspirationen igen tørrer
get pot med de studerende, hvilket lederen
ud. Sådan flyder årene forbi.
bestemt ikke syntes var en god idé. Til genLad ter
ningen
gæld syntes de begge, det var en god idé,
v
æ
destina
Genoplivet popularitet
tioner f lge mellem se at George Cockcroft tog orlov et
I begyndelsen af dette årtusinde skete der
or din n
ks halvt år. Og så kunne han lige
æste fe
det mystiske, at ”Terningemanden” pludsegodt bruge tiden på at skririe. så
lig begyndte at blive populær igen. Efter 30
ve de to bøger færdig.
Brug dagen på at skabe –
års relativ stilhed omkring bogen ville tilfælHvor de første 220 sider
B
rug annoncer,
da
det, at den pludselig blev langet over disken
havde været fire år undervejs,
ord, kunst, mad,
med større hast end nogensinde. Og George
så blev de næste 500 sider spyttet ud på fire
humor, skitser, hvad
du
j
Cockcrofts agent blev nu kontaktet af formåneder – vel at mærke samtidig med, at
a
t
a arbejde på.
ilat
t
t
s
læggere i lande, der aldrig havde udgivet bohan
skrev
potboileren
færdig
ved
siden
af
har
lyst
til
y
l
har
gen tidligere, lande hvor den havde været
sammen med sin ven (den blev knap 30 år
udsolgt fra forlaget i 20 år, lande der ikke ensenere
til
Rhineharts
bog
”Naked
Before
det sted the World”). Derpå sendte han begge bøger gang eksisterede i 1971. Fra oprindeligt at
n
a
r
e
l
l
være trykt i seks lande – heriblandt Dantil forlæggeren, som var yderst tilfreds med
l et e
dage.
ærge ti
e
f
r
t
n
e
mark – bliver bogen nu trykt i over 25 lande
”Terningemanden”
og
knap
så
tilfreds
med
e
t
s
g
Ta
r de næ
o
fra Thailand til Brasilien og Bulgarien til
potboileren, men George var glad og regnef
g
e
n
.
e
d
in
Tyrkiet.
de ikke med at bogen ville få den store opTerningemanden har altid været det, man
mærksomhed, og så købte han
Træd t
vil kalde en kultroman – det vil sige, at den
en sejlbåd, en 30 fods katamai
l
b
a
ge f
mennes
ikke er blevet promoveret på anden vis end
ran, tog konen og børnene med
kelige r ra den
gennem folk, der har læst den og anbefalet
på dæk og sejlede Middelhavet
ace. Beg
at gøre
ynd
tingene
den til vennerne. Og så blev internettet optyndt i et par måneder.
på d
frem fo
fundet og folk anbefalede ikke længere kun
r verden in måde
Uproduktiv forfatter
bogen til vennerne, men til hele verden.
s måde
.
Tilbage i USA modtog George Cockcroft en
»Langt størstedelen af de fanbreve, som
dag et telegram. Det var af den slags, hvor
jeg får, er fra unge under 23 år, der ikke engang var født, da
den udkom. Så en
bog man skulle tro
var forældet, appellerer paradoksalt
nok til flere mennesker i dag end nogensinde før,« siger
George Cockcroft.
Og selv om han
ikke er en person,
der dvæler ved fortiden , så nager det
ham tydeligvis, at
der aldrig er blevet
lavet en film over
”Terningemanden”.
Det er ikke fordi, det
ikke har været forsøgt.
Faktisk har Paramount, som ejer rettighederne, fået
skrevet ikke mindre
end 15 filmmanuskripter gennem tiden, heraf det ene af
Cockcroft selv, og et
enkelt der ikke havde en eneste figur eller scene fra bogen,
men projektet er altid strandet. Måske
»Jeg havde ikke tid til at rette i "Terningemanden", så jeg tror, at det første udkast, som jeg skrev det forår, aldrig er blevet rettet
fordi ”Terningeigennem. Jeg hader at tænke på, hvor dårligt den er skrevet, for jeg skrev den i hvert fald i hast,« siger George Cockcroft. Derfor har
manden” er for
han aldrig haft behov for at læse "Terningemanden" igen i sin helhed, men har dog læst enkelte afsnit, da han skrev filmmanuskriptet blasfemisk for ameover bogen.
rikanerne, hvem
Fortsat E
»Få bøger
kan ændre dit
liv. Denne vil.«
Terningespil til læserne
ved. Derfor forsøgte George Cockcroft sammen med en gruppe producere i 2008 at
købe rettighederne tilbage fra Paramount
for en million dollars for at lave en film baseret på hans eget filmmanuskript, men Paramount afbrød
pludselig forhandlingerne uden
forklaring. Han håber dog på, at
der snart vil ske noget.
Gådefuld mystiker
Der hersker en vis mystik omkring George
Cockcroft, måske fordi han gemmer sig bag
navnet Luke Rhinehart, måske fordi han
for det meste lever et tilbagetrukket liv og
til tider kunne hans forlægger ikke engang
få fat i ham. Han giver ikke særlig mange
interviews og gør ikke noget for at afmystificere sig selv. Der er ingen af de lokale boghandlere, der har hans bøger på hylden,
ganske enkelt fordi de ikke ved, om han eksisterer. Og han føjer til mystikken med
svar som disse:
Fik terningerne dig nogensinde til at gøre
vanvittige ting?
»Jeg må hellere være påpasselig med at
besvare det spørgsmål. Men i bund og
grund, nej.«
Men …?
»Nej.«
Men de fik dig til at gøre ting, du ikke ellers
ville have gjort?
»Ja.«
Og så breder der sig et gådefuldt smil på
hans læber. Men han siger ikke mere.
Han forsikrer dog om, at han mest brugte
terningen til uskyldige beslutninger som,
»hvilken bog skal jeg læse«, »hvilket kapitel
skal jeg skrive nu« og så videre. Terningerne lagde han på hylden efter at have skrevet ”Terningemanden” færdig, og hans tro
på terningefilosofien er blødt lidt op på
hans ældre dage.
»I bogen følte Luke, at det var hans livsmission at se, hvor langt han kunne køre
terningelivet ud og se, hvad konsekvenserne var. Jeg har aldrig følt den trang, så jeg
brugte den mest til at træffe beslutninger,
når jeg var ubeslutsom,« siger han.
Men af og til hiver han stadig sine grønne yndlingsterninger frem - han har en stor
glaskrukke fyldt med terninger i forskellige
størrelser og farver stående på sit
kontor - og overlader sin fri vilje
til dem. F.eks. når han handler
med aktier. Helt glemt er terningerne ikke.
Har ikke noget jeg
Fælles for de fleste af George Cockcrofts bøger er, at de leger med tilfældet, og hvordan
vi i vores moderne samfund har lukket
spontanitet og kreativitet inde til fordel for
alvor og fornuft. Vi er låst fast i én bestemt
personlighed.
»Mange vestlige filosoffer tror, at vi har
et sandt jeg. Men deres jeg er fyldt med
selvmodsigelser, hvis du ser på den måde,
de handler og tænker. Jeg har ikke noget
jeg, men jeg ser blot en række tanker og følelser, der flyder fra min bevidsthed, der leder til handlinger. Luke bruger terningerne
til at udforske, hvor påvirkeligt sindet er og
til at se om mennesker vil være lykkeligere,
hvis de var befriet fra at tro, at de har et jeg.
Og jeg mener, at han påviste sit argument,«
siger han.
Vil det være sundt at gå så langt, som Luke
gør med terningeterapien?
»Nej, og jeg tror ikke, at der er nogen, der
kan gøre det. Det har nogle hårde konsekvenser for Luke, at han bruger terningerne, men hvis du raflede så meget i virkeligheden ville dit liv falde fra hinanden ret
hurtigt, og du ville miste dine venner og
dem du holder af ret hurtigt.«
Derfor mener han, at terningelivet hovedsageligt er en gimmick for unge mennesker. De kan eksperimentere mere med livet, fordi de ikke har formet permanente
forhold.
»Forhold kræver nærmest per definition
tid og pålidelighed. Men jeg tror, at samfundet ville være en smule mere spændende, hvis det var antaget, at alle var upålidelige og en lille smule gale af og til. Så tror
jeg, at vi alle ville føle os en smule friere.«
Note:
Dele af denne artikel er skrevet under indflydelse af terningen.
Udvælgelsen af afsnit, citater og formuleringer i den endelige
artikel er derfor tilfældigt valgt af terningen.