Truppen i Randers HH forstærket I jagten på fortsat succes har Randers HH henover jule-pausen fået 2 nye spillere i truppen. Det drejer sig om det unge talent Steffen Stenholt, som kommer til Randers HH fra Viborg HK også drejer det sig om den mere rutinerede Peter Krogh, som har flere års liga-erfaring med i bagagen. Peter Krogh har frem til jul været spillende træner i 2. divisionsklubben Aalestrup IF, men inden Peter Krogh returnerede til barndomsklubben i forrige sæson, var han en markant spiller på Viborg HKs Herreligahold. Peter Krogh skal i første omgang spille sig ind i Randers HHs højre side, som indtil nu har været ret sårbar overfor skader, idet der kun er 3 deciderede højre fløje/ højre backs i truppen. Det forventes at Peter hurtigt kommer op i det gear det kræves at spille med i toppen af 1. division, efter 1½ sæson i henholdsvis 3. division og 2. division, og kommer han op på sit tidligere topniveau, er det en meget spændende spiller som cheftræner Ole Bitsch har fået ind i sin trup; ”Ja, Peter kan spille på et rigtigt højt niveau og han kan bruge begge arme til at kaste, gribe og skyde med, så han er en ret unik spiller. Vi har ledt efter nogle gode supplementer til vores trup, idet vi har lidt under en forholdsvis smal trup og forholdsvis mange skader og i Peter Krogh mener jeg, at vi har fået en spiller som kan blive en gevinst på forholdsvis kort sigt” udtaler Ole Bitsch og tilføjer at han også ser Peter som en forstærkning af truppen på den lange bane. Endnu en spiller er trukket i den limegrønne Randers HH trøje. Det er den kun 20 årige Steffen Stenholt, som kommer fra Viborg HKs 2. divisionshold. De 2 nye Randers HH spillere Peter Krogh (tv) og Steffen Stenholt er nu trukket i den limegrønne Randers HH trøje ! Foto: Pressefoto ”Steffen kan udvikle sig til at blive en god 1. divisionsspiller og har liga-potentiale, men han skal arbejde med sin fysik” siger Ole Bitsch, som har fulgt den unge spiller i et halvt år, idet Steffen har trænet med i Randers HH 1 gang ugentligt i hele efterårs sæsonen. ”Jeg er glad for at Steffen har valgt at flytte permanent til Randers HH og jeg tror at vi på sigt kan få en stærk spiller ud af ham”, udtaler Ole Bitsch, om den godt 2 meter høje back. ”Jeg er enormt glad for de 2 nye spillere i truppen, idet vi kan sikre et fortsat godt og udviklende træningsmiljø, med masser af intensitet i træningen. Med en smal trup og en lille håndfuld skader har træningssekvenserne ikke være helt så skarpe, som de kunne have været, men det forventer jeg vi får rettet op på nu”, slutter Ole Bitsch. Grundet karantæneregler for klubskifter bliver Peter Krogh først spilleberettiget for Randers HH d. 21. januar imod TMS Ringsted, mens Steffen Stenholt allerede kan spille d. 15. januar imod Skive. Yderligere informationer om forstærkning af Randers HH truppen kan fås hos Sportschef Peter Hansen.
© Copyright 2025