1. No category

1
En kritisk redegørelse for David Favrholdts erkendelsesteori
som den kommer til udtryk i "Filosofisk Codex".
1) Indledning.
Jeg vil i det følgende gennemgå de vigtigste punkter og
argumenter
i
David
Favrholdts
bog
"Filosofisk
Codex".
Undervejs vil jeg fremføre nogle kritiske kommentarer samt et
par mere generelle betragtninger omkring erkendelsesteori.
Jeg
vil
ikke
filosofihistoriske
gå
dybere
ind
fortolkninger
er
i
hvorvidt
korrekte,
Favrholdts
men
istedet
forsøge at koncentrere mig om de problemstillinger der viser
sig
på
sigte
baggrund
af
disse
således
fortolkninger.
snarere
filosofihistorisk,
filosofihistoriske
vil
er
Eftersom
problemorienteret
gennemgangen
stof
i
nogen
opgavens
af
grad
end
selve
blive
det
overfladisk.
Omtalen af f.eks. Berkeley, Hume og Husserl skal altså primært
ses
som
baggrund
for
en
diskussion
af
Favrholdts
egne
synspunkter.
Efter
i
første
del
af
opgaven
at
have
behandlet
de
problemer som er direkte filosofihistorisk relaterede vil jeg
kommentere
forfatterens
afvisning
af
nogle
klassiske
pro-
skepticistiske argumenter. Siden vil jeg forsøge at give en
retfærdig,
men
kritisk
kritiske
realisme,
fremstilling
herunder
vil
af
Favrholdts
også
direkte,
begrebet
om
handlingsmæssig erkendelse blive forsøgt forklaret.
Afslutningsvis
vil
jeg
diskutere
de
metafysiske
implikationer af den direkte, kritiske realisme, og herigennem
forsøge at vise, at der efter min mening ikke er redegjort
tilstrækkeligt herfor i Filosofisk Codex. Det har grangiveligt
heller ikke været forfatterens hensigt at lægge større vægt
herpå, men det er min opfattelse, at de temmelig vidtrækkende
realistiske konklusioner han drager, fordrer en vis uddybning
af subjektets ontologiske status. Favrholdt ønsker ganske vist
ikke at binde sig til nogen bestemt version af realismen, men
2
når han taler om en bevidsthedsuafhængig omverden bruger han
ofte begrebet fysisk ting, og hævder vel derved at tingene
eksisterer materielt.
Da det indenfor de formelle rammer for nærværende opgave
forekommer mig lovlig prætentiøst at slutte med en konklusion,
vil jeg istedet afrunde med en kort sammenfatning af nogle
vigtige pointer i Filosofisk Codex.
2) Formålet med "Filosofisk Codex".
Inden for jura er et kodeks lig med nedskrevne principper
for
retspleje.
Er
en
række
retsregler
kodificerede
betyder
det, at de er optegnet i systematisk orden.
Når
Codex",
David
Favrholdt
skyldes
systematisere
det,
en
kalder
at
han
række
sin
bog
ønsker
principper
for
at
"Filosofisk
nedskrive
eller
regler
og
man
nødvendigvis må overholde for at udtrykke sig/tænke entydigt,
og følgelig også i enhver filosofisk virksomhed. Favrholdts
ærinde er at vise, at størstedelen af den erkendelsesteori der
er lavet efter Descartes er i modstrid med visse af disse
principper,
hvilket
bl.a.
medfører
at
den
konsekvent
gennemtænkt havner i solipsisme. Senere i værket argumenteres,
ligeledes med de omtalte principper som primus motor, positivt
for en absolut begrundelse af den menneskelige erkendelse.
3) The Cartesian Trap
- en filosofihistorisk diskurs.
Siden
Descartes
har
filosofien
været
domineret
af
skepticisme og relativisme. Denne tendens skyldes i høj grad
følgende ræsonnement, som Favrholdt kalder The Cartesian Trap:
"Eftersom
alt,
hvad
jeg
erkender,
kun
kan
blive
til
erkendelse ved at blive oplevet af mig, d.v.s. ved at "komme
ind
i
bevidstheden",
kan
jeg
faktisk
aldrig
vide,
om
der
3
eksisterer noget "uden for" bevidstheden".1
Det er en fælde fordi man, hvis man først har accepteret
ræsonnementet,
udelukker
enhver
anden
sikker
erkendelse
end
ens egne oplevelser. Dermed udelukker man sig også fra f.eks.
at sige ens egne, da accepten af ræsonnementet medfører, at
trediepersonsytringer mister deres referencers plausibilitet.
Man
kan
m.a.o.
personer
end
Descartes
ikke
en
vide
selv,
forsøgte
noget
og
ganske
havner
vist
henvise til en god Gud som
derfor
i
store
træk
kan
om
at
eksistensen
af
følgelig
i
undslippe
dette
andre
solipsisme.
ved
at
ikke vil bedrage en og, at man
stole
på
sine
sansninger.
Dette
argument er imidlertid ikke blevet taget for gode varer af
eftertidens filosoffer, som for en stor dels vedkommende er
blevet siddende i fælden.
Locke opdagede så at sige ikke selv, at han var fanget i
fælden,
da
han
ikke
så
de
problematiske
konklusioner,
man
nødvendig vis må drage på de givne præmisser. Han var klar
over, at den materielle substans ex hypothesi var principielt
uiagtagelig,
men
antog
alligevel,
at
de
primære
kvaliteter
havde oplevelsesuafhængig eksistens. Favrholdt mener ikke, at
der på de omtalte præmisser gives en tilstrækkelig grund til
at acceptere denne antagelse frem for andre, og at den derfor
er et rent ad hoc postulat.2Jeg vil senere, i forbindelse med
Hume, diskutere et relateret synspunkt, men først skal vi kort
se på Berkeleys idealisme.
Berkeley
hævder
bl.a.,
at
når
Locke
mener,
at
de
sekundære kvaliteter er subjektive og, at man nødvendigvis må
benytte sig af disse for overhovedet at erkende de primære
kvaliteter,
kvaliteter
kan
man
objektiv
ikke
med
eksistens.
rette
Locke
tillægge
mangler,
de
som
primære
Favrholdt
1David Favrholdt, Filosofisk Codex - En bog om
begrundelsen af den menneskelige erkendelse, Odense
Universitet Trykkeri 1998, U.nr.: 06.85.991408, bd. 1, side 9.
2Favrholdt, op.cit, side 13.
4
også skriver, en tilstrækkelig grund for sin antagelse af den
materielle substans.
Locke ville gerne have et substans-begreb for at forklare
hvad de sekundære kvaliteter "hænger fast på". Berkeley bruger
istedet Gud
som
den
der
indgiver
os
vore
perceptioner,
og
mener således slet ikke, at der eksisterer materielle ting. Et
af problemerne i Berkeleys filosofi er, at der ikke er mere
grund til at antage Gud som ansvarlig for vore perceptioner
end f.eks. en materiel substans. Antagelserne af eksistensen
af Gud og eksistensen af andre bevidstheder er uholdbare, da
man ikke rationelt
kan
argumentere
for
nogen
af
delene
på
Berkeley's præmisser. Også Berkeley bliver altså siddende i
"fælden".
Den næste filosof i rækken af fanger i "The Cartesian
Trap" er David Hume. Hume's synspunkt er en art empiristisk
radikalisering
af
Berkeley's.
Han
mener
således,
ikke
ad
empirisk vej at kunne erkende hverken Gud eller substantielle
bevidstheder
("minds")
begrebet
en
om
og
materiel
betegner
substans
derfor
disse
på
linje
begreber
med
som,
i
erkendelsesteoretisk sammenhæng, meningsløse.
En konsekvens af dette er, at man ejheller kan tale om
medmennesker, da også disse, på Hume's grundlag, blot må være
"bundles
of
impressions".
For
at
komme
ud
af
denne
noget
ubehagelige situation postulerede Hume, at mennesket har et
naturligt instinkt for at tro på omverdenens eksistens. Her
begår Hume hvad Favrholdt kalder "The Fallacy of Speaking with
Two Voices", som betyder, at hvis ens filosofiske analyser
f.eks. medfører uacceptable huller i ens verdensbillede kan
man ikke blot fylde disse ud med ad hoc løsninger.3Det ville
være at tale med to tunger.
Endnu en fejl som ofte begås af filosoffer hvis synspunkt
faktisk
medfører
solipsisme
kalder
Favrholdt
for
"pluralisfejlen". Denne går ud på, at man til trods for ifølge
3Favrholdt, op.cit., side 27.
5
sin teori kun at kunne tale i første person ental (hvis f.eks.
det eneste hvis eksistens man mener at erkende med sikkerhed,
er ens egne oplevelser), alligevel fremfører teorien med brug
af begreber som "os", "vi" o.s.v..4
Et
vigtigt
element
i
Favrholdts
argumentationsform
afspejles af netop disse fallacies. Han mener nemlig ikke, at
man kan hævde f.eks. erkendelsesteoretisk skepticisme som en
blot mulighed, som det kunne være formålstjentligt at holde
åben
for
eksempelvis
at
holde
sin
kritiske
sans
og
sin
filosofiske tvivl i gang. Dvs. som en art metodisk tvivlen.
Der er ingen mening i at omtale skepticismen som et muligt
synspunkt,
for
hvis
den
var
sand
ville
den
ikke
være
kommunikerbar. Man er altså, så at sige, nødt til at kunne
"udleve" sine filosofiske standpunkter i praksis for at de kan
siges
at
faktum"
er
Filosofisk
være
mulige
standpunkter.5Dette
bærende
for
en
stor
Codex.
Favrholdt
del
har
af
"kommunikationens
argumentationen
flere
argumenter
i
imod
skeptiscisme og relativisme, som jeg vil vende tilbage til,
men
først
skal
vi
se
på
hvorvidt
disse
fallacies
faktisk
afslører forkert argumentation eller, om man tvinges til at
begå
dem
hvis
man
skal
udvikle
en
erkendelsesteori,
som
rationelt forklarer grænserne for vor erkendelse.
4) Erkendelsens grænser.
- Med specielt hensyn til Hume og Husserl.
• The Fallacy of Speaking with Two Voices.
Når f.eks. Hume tvinges til at lave en art ad hoc løsning
for at få den ydre verden, herunder andre personer, med i sit
verdensbillede,
betragter
Favrholdt
det
som
udtryk
for
en
inkonsistens i hans teori. Man må ikke tale med to stemmer.
Hvis ens teoretiske grundlag medfører, at man ikke kan vide om
4Favrholdt, op.cit., side 20.
5Se f.eks. Favrholdt, op.cit., side 63n/64ø.
6
der
eksisterer
konsekvensen
eksistere.
angående
og
andet
undlade
Spørgsmålet
f.eks.
end
at
er
oplevelser,
gætte
så,
omverdenens
på
om
må
hvad
ikke
eksistens
der
denne
er
den
man
drage
ellers
måtte
ubegrundethed
pris
man
må
betale for at teoretisere over erkendelsen. For kunne det ikke
tænkes, at når Hume ikke kan begrunde omverdenens eksistens,
er det ikke, som Favrholdt hævder, et udtryk for inkonsistens
i hans erkendelsesteoretiske fundament, men et udtryk for hvor
grænserne for den del af vores erkendelse som kan begrundes
rationelt går?6Lad mig drage en parallel.
Der er flere steder argumenteret overbevisende for, at
bevidsthed
er
Chalmers:
The
et
principielt
Conscious
privat
Mind7,
Erich
fænomen
(se
Klawonn:
f.eks.
Jeg'ets
ontologi8. Faktisk refererer også Favrholdt selv et glimrende
argument,
først
fremførst
af
F.
Jackson,
i
bind
II
af
Filosofisk Codex). Chalmers bruger bl.a. det såkaldte zombieargument: Der er ikke nogen logisk modsigelse i at forestille
sig en person fysisk, funktionelt og psykologisk9 identisk med
en selv, eller for den sags skyld en verden således identisk
med
vores,
men
uden
bevidsthed.
En
sådan
person
uden
"fænomenal følelse" kaldes for en zombie. Det er muligt, at
bevidsthed naturligt ville opstå hvis man kopierede de fysiske
6Når jeg her bruger udtrykket rationel, er det i forhold
til f.eks. det begreb om erkendelse Erich Klawonn bruger når
han taler om empati. Se Erich Klawonn, Udkast til en teori om
moralens grundlag, Odense University Studies in Philosophy
vol. 14, Odense Universitetsforlag 1996.
7David J. Chalmers, The Conscious Mind: In search of a
Fundamental Theory, Oxford University Press 1996.
8Erich Klawonn, Jeg'ets ontologi - en afhandling om
subjektivitet, bevidsthed og personlig identitet, Odense
Universitetsforlag 1991.
9"Psykologisk" defineres, i nogen grad stipulativt, hos
Chalmers som den funktionelle del af begrebet "mind" i
modsætning til den fænomenale del. En psykologisk tilstand kan
f.eks. karakteriseres ud fra dens kausale rolle.(Chalmers,
op.cit., side 12).
7
smådele fra vores verden, men det vigtige er, at tanken om
zombier er
begrebsmæssigt
sammenhængende,
dvs.
uden
logiske
modsigelser. For når den er det, etableres det (hos Chalmers i
samspil
med
en
række
øvrige
argumenter),
at
man
ikke
forklaringsmæssigt kan reducere bevidstheden til materie.10Dvs.
det ydre, ojektiverbare, afslører intet om bevidsthed. Samme
pointe kommer til udtryk hos Thomas Nagel, der argumenterer
for,
at
der
i
en
komplet
objektiv
beskrivelse
af
verden,
stadig mangler noget, nemlig en beskrivelse af bevidsthed.11
Jonathan
Dancy
leverer
i
Contemporary
Epistemology
et
rent
principielt argument, som groft sagt lyder, at hvis man f.eks.
kan forestille sig en smerte gørende ondt på nøjagtig samme
måde som ens egen, må denne faktisk opfattes som værende ens
egen.12 En analogi til dette argument er det velkendte argument
mod muligheden af en Laplace's verdensånd som går på, at man
for
at
overskue
hele
universet
skal
være
en
del
deraf.
Forsøger man at sætte sig udenfor og overskue al kausalitet,
opstår der blot endnu et kausalt system, nemlig en selv, og
man har derfor ikke overskuet hele universet, men blot en del
af
det.
Skal
man
have
komplet
erkendelse
af
en
andens
bevidsthed skal man ligeledes være en del af den. Sætter man
sig
udenfor,
ville
man
muligvis
principielt
set
kunne
betragte, men ikke have en adækvat erkendelse af, den andens
bevidsthed.
Erich
Klawonn
benytter
sig
af
en
lignende
argumentation.
Der behøver ikke nødvendigvis være tale om et ontologisk
skisma,
dette
afhænger
bl.a.
af
hvilket
værensbegreb
man
benytter sig af, men der vil altid være hvad man kan kalde en
epistemisk assymetri mellem det subjektive og det objektive.
10Chalmers, op.cit., side 96.
11Thomas Nagel, The View From Nowhere, Oxford University
Press, ©1986 by Thomas Nagel, se f.eks. side 15.
12Jonathan Dancy, An Introduction to Contemporary
Epistemology, ©Jonathan Dancy 1985, Basil Blackwell Ltd., side
70.
8
Favrholdt synes enig i dette, og argumenterer selv i afsnitet
"Subjekt
og
objekt"
for
hvad
han
kalder
en
gnoseologisk
dualisme.13Denne argumentation tenderer for mig at se i høj
grad
mod
vanskeligheder
m.h.t.
løsningen
af
det
fremmedpsykiske problem.
Favrholdt
kunne
muligvis
begrunde
sin
antagelse
af
eksistensen af andre bevidstheder med en analogislutning; "de
andre
opfører
sikkerhed
begreber
sig
som
om
der
for,
om
andre
jeg
selv",
ligger
men
noget
bevidstheder.
dette
giver
ontologisk
Favrholdt
hævder
ingen
bag
hans
som
sagt
ganske vist heller ikke en metafysisk dualisme, men kan man
tale
om
en
art
"transcendentale
erkendelsesteoretisk
faktum,
erkendelsesteoretisk
nødvendighed,
subjekter"
eller
som
et
ligefrem
uden
noget
en
ontologisk
fundament? (Jeg vil diskutere dette i flere detaljer under
punkt 7). Det jeg her har ønsket at vise er bl.a., at det er
de samme egenskaber der gør bevidstheden irreducibel, som gør
den
principielt
iøvrigt
nærmest
privat
må
(hvorfor
være
et
en
krav,
ontologisk
hvis
man
forklaring
hævder,
at
bevidstheden er privat),14 og jeg vil tillade mig at udtale mig
konklusivt og hævde, at begge dele er slået fast som fakta!
Dette fører os frem til diskussionens pointe.
?Må man på baggrund af ovenstående konkludere, at det
ville
være
filosofisk
"urent
trav"
at
diskutere
et
rent
bevidsthedsfænomen som f.eks. smerte med en anden person? begår man så ikke The Fallacy of Speaking with Two Voices?
13Favrholdt, op.cit., side 165-71.
14Det kan være nødvendigt at bruge begrebet egenskab om
hhv. bevidsthed og materie, men der er store vanskeligheder
forbundet med egenskabsdualisme eller den beslægtede
dobbeltaspektteori som kun vil tale om egenskaber. Ved at
undlade at drage ontologiske konsekvenser på baggrund af
egenskaber havner man, for mig at se, i en på forskellig vis
uacceptabel metafysisk "tomhed". En egenskab må være en
egenskab ved noget. (Se evt. mit BA-projekt herom (s.12-17) du kan rekvirere en kopi ved at skrive til
t_telving@hotmail.com).
9
Man kan jo ud fra argumenterne om bevidsthedens privathed ikke
vide, om
ens
diskussionspartner
så
at
sige
"ved"
hvad
han
taler om, når han bruger ordet smerte.
Det
fremmedpsykiske
problem
kan
ikke
løses.
Vi
er
simpelthen i kraft af vores epistemiske vilkår afskåret fra
adgang til
andres
bevidstheder.
Alligevel
er
vi
os
både
i
daglig tale, og i filosofisk argumentation bevidste om, at der
nok findes andre bevidstheder end os selv. Se nu har jeg jo
netop begået "pluralis fejlen" ved at tale i tredie-person om
andre bevidstheder end "jeg selv". Men ville man ikke snarere
sige, at det er nødvendigt at benytte sig af den slags tale,
omend den er filosofisk ubegrundet, end, at man for at undgå
the
fallacy
of
speaking
with
two
voices
kun
må
tale
i
overensstemmelse med sin filosofiske overbevisning, og derfor
(for de fleste filosoffers vedkommende) må undlade at tale om
andre bevidstheder, samt hvad der måtte foregå deri?
Favrholdt mener, at analogien fra andre kroppe til andre
bevidstheder
er
fremmedpsykiske
utilstrækkelig,
problem
er
bl.a.
muligt
fordi
at
tale
det
om
ved
det
begrundede
sandsynligheder - det kan, i C.S. Peirce's terminologi, løses
ved "abduktion". Denne kunne eventuelt foregå på grundlag af
ovennævnte
selv",
analogislutning:
hvilket
groft
"De
sagt
andre
også
opfører
er
både
sig
som
jeg
Husserls
og
Wittgensteins løsning på problemet.15 Dette lader sig ikke gøre
når
det
drejer
sig
om
omverdensproblemet,
hvilket
i
Humes
tilfælde skyldes, at hans præmisser desangående medfører en
usikkerhed, der ikke lader noget mere sandsynligt end andet.
Når man ser sig afskåret fra en rationel begrundelse af en
ydre virkelighed, er man ex hypothesi også afskåret fra at
udtale sig om sandsynligheden for eksistensen af en sådan.
Jeg har i denne forbindelse svært ved at se, hvorfor
abduktion på grundlag af f.eks. den omtalte analogislutning
til
eksistensen
af
andre
bevidstheder
skulle
være
bedre
15David Bell, Husserl, Routledge 1990, ISBN o-415-070457, side 209.
10
funderet end abduktion på grundlag af f.eks. visse fænomeners
kohærens og kontinuitet, som jo er en mulighed i forbindelse
med omverdenen (se mere herom nedenfor).
Jeg
mener,
at
analogien
kan
illustrere,
at
vi
er
begrænsede i vore erkendemuligheder, men at vi alligevel gang
på gang overskrider disse begrænsninger. De er nemlig ikke et
problem
i
begynder
det
at
daglige,
men
teoretisere
bliver
over
det
vores
i
samme
erkendelse,
øjeblik
og
vi
dermed
stiller strengere krav til begrundelse end normalt. Dette er
så vidt jeg kan vurdere også hvad Hume mener, når han siger,
at erkendelsen af "bodies" er så vigtig en affære, at naturen
ikke
har
overladt
det
til
vore
usikre
ræsonnementer
og
spekulationer at begrunde den. Hume skriver, at "We may well
ask ,what causes induce us to believe in the existense of
body?, but it is in vain to ask whether there be body og not.
That is a point which we must take for granted in all our
reasonings".16Også
filosofihistorikeren
Frederick
Copleston
understreger vigtigheden af at forstå, at Hume ikke benægter
eksistensen af fysiske ting, men faktisk lægger vægt på, at
vi, omend vi ikke rationelt kan føre bevis derfor, ikke kan
undslå os at tro derpå.17Hume skriver, at når lægfolk, som
filosoffer "attribute objects to some impressions, and deny
them
to
others",18
19
kan
det
ikke
skyldes
filosofisk
argumentation, da den ikke kan etablere en sådan ontologisk
skelnen.
Hume
erkender
nemlig
at
være
fanget
i
"Descartes
16David Hume, A Treatise of Human Nature, volume I,
London: Published by J.M. Dent & Sons. Ltd., Everymans Library
edited by Ernest Rhys, Side 182-83.
17Frederick Copleston, S.J., A History of Philosophy Volume V, ©1959 by Frederick Copleston, This ed.: 1994, Image
Books Doubleday, ISBN 0-385-47042-8 (pbk), side 293-94.
18Hume, op.cit., side 187.
19 Der tænkes her på det klassiske skel mellem primære
kvaliteter som objektivt eksisterende og sekundære/tertiære
kvaliteter som blot subjektive.
11
fælde":
Efter
at
have
erkendelsesmateriale
er
indset
at
det
"impressions",
kan
eneste
man
sikre
ikke
slutte
herfra til andre eksistensformer. Troen på ydre ting må derfor
skyldes noget andet, nemlig "the imagination". Denne bringes
til den fordomsfulde tro på ydre ting p.g.a. deres kohærens,
bestandighed, og kontinuerlighed i forandring.20Der er her tale
om et konkret eksempel på at "tale med to stemmer", men jeg
vil i det følgende, med Husserl som eksempel, diskutere, om
ikke den fejlagtige dobbelthed the fallacy of speaking with
two
voices
konsekvens
hævder,
af
snarere
end
uddybelsen
en
af
fejl,
er
visse
en
uundgåelig
filosofiske
og
naturvidenskabelige områder, som gør, at man af og til må tale
på
forskellige
niveauer.
erkendelsesteori
i
næste
Sammenligningen
afsnit
skal
mellem
kun
fysik
tydeliggøre
og
eller
generere forståelsen af mit synspunkt. Jeg er klar over, at
der er store uoverensstemmelser mellem de to emneområder, men
håber læseren vil finde, at den har en illustrativ kvalitet.
• Dagligsprog og specialiseret sprog.
I forholdet mellem kvantemekanik og klassisk fysik kan
man sige, at der gives to korrekte, men ikke desto mindre
inkommensurable beskrivelser af den samme virkelighed. F.eks.
er
visse
af
kvantemekanisk
den
klassiske
niveau.
dagligsproget,
Men
hvor
kausalitetsprincippet,
fysiks
man
er
man
for
love
nødt
ugyldige
til
bl.a.
at
kunne
at
på
bruge
overholder
forklare
den
kvantemekaniske virkelighed. Når man taler om kvantemekanik,
er der altså tale om en art specialiseret sprog, som ikke
umiddelbart
passer
på
vores
daglige
opfattelse
af
virkeligheden. Kvantemekanikken er en af de mest efterprøvede
fysiske
klassiske
teorier
fysiks
til
dato.
Alligevel
komplementaritet
siger
dertil
man
ikke,
trods
at
den
den
klassiske fysik er forkert. Det er blot to forskellige måder
20Hume, op.cit. side 189-90.
12
at beskrive virkeligheden på. Disse er hver især bedst egnet
til deres respektive områder.
Favrholdt
skriver,
at
når
Husserl
foretager
sine
fænomenologiske analyser har han allerede forudsat, at der er
en omverden.
Dette
er
ikke
tilladeligt
når
hans
metode
er
erklæret fænomenologisk, og man kan følgelig anklage ham for
at begå The Fallacy of Speaking with two Voices.21 Men ses
Husserls
fænomenologi
med
ræsonnementet
ovenfor
om
kvantemekanik in mente, og man godtager, at fænomenologien er
resultatet af en dybdegående undersøgelse af hvad det rent
faktisk
er
muligt
for
os
at
erkende
med
sikkerhed,
begår
Husserl ikke ovennævnte fallacy. Hvis Favrholdt har ret i sin
fortolkning og, at Husserl ender i solipsisme, hvilket Husserl
jo
iøvrigt
selv
så
problemerne
omkring,
gør
det
ikke
nødvendigvis fænomenologien forkert. Den fungerer blot kun på
et "teknisk", erkendelsesteoretisk niveau, og må benytte sig
af et dagligdags tingssprog for at kunne forklare sig selv. Nu
kunne
man
jo
hævde,
erkendelsesteoretisk
udgangspunkt
for
at
hvis
sikkert,
en
dagligsproget
hvordan
sikker
kan
ikke
det
erkendelsesteori?,
så
men
er
være
denne
indvending mener jeg ikke holder. Dagligsproget er jo netop,
på linje med
klassisk
fysik,
ikke
på
et forkert
sprogligt
niveau, men blot på et andet sprogligt niveau, hvor vi af
uvisse
årsager
(f.eks.
"forestillingsevnen")
er
som
i
Hume
stand
mente
til
at
i
kraft
af
overskride
den
teoretisk set sikre erkendelses grænser. Det er det niveau
Husserl kalder "Die Welt der natürlichen Einstellung", som er
"præfilosofisk".22
Descartes,
Man
kan
eventuelt
sammenligne
filosofisk
set
uacceptable,
det
udtalelse
om,
med
at
forbindelsen mellem sjæl og legeme bedst forstås, når man ikke
tænker for meget derover.
Ovenstående
forklaring
er
21Favrholdt, op.cit, side 91.
22Favrholdt, op.cit., side 163.
dog
desværre
ikke
13
uproblematisk. Husserl holder nemlig ikke de to sprog, eller
beskrivelsesmåder,
adskilte.
Favrholdt
finder
det
uacceptabelt, at Husserl ikke alene bruger tingssproget som
redskab til at komme ind i fænomenologien, men, at han også i
selve den fænomenologiske virkelighedsbeskrivelse uafladeligt
bruger den
"mundæne"
virkelighedsopfattelse.
Han
må
f.eks.,
udover at tale i flertal også tale om at bevæge sig i et
fysisk rum osv. Niels Bohr må også bruge dagligsproget for at
komme "ind i" kvantemekanikken, men det Husserl, udover at
forudsætte
fysiske
tings
eksistens
i
forklaringen
af
sit
synspunkt gør, er at bevæge sig ned på fænomenologisk niveau
og
derefter
trække
dette
niveau
tings/objekts
niveau
ved
at
mene
kunne
eksistensen
af
noget
bevise
forsøgte
han
bl.a.
vha.
ud
op
fra
på
fænomenologien
udover
begrebet
almindeligt
fænomener.
om
at
Dette
transcendental
subjektivitet, som går ud på, at fysiske ting groft sagt er
givet for os på en anden måde end rene bevidsthedsfænomener.
De
disse.23
transcenderer
Husserls
fremgangsmåde
kvantemekanikkens
I
henhold
måske
specielle
svare
til
til,
analogien
at
man
kausalitetsforhold
ville
f.eks.
via
forsøgte
at
vise, at kausaliteten også på makro-niveau er usikker (her er
der
ganske
vist
tale
om
en
negativ
argumentation,
men
eksemplet skal også kun fungere illustrativt).
Favrholdt
Husserls
skelner
tænkning,
men
ikke
mellem
låser
ham
de
forskellige
groft
sagt
fast
faser
på
i
de
fænomenologiske grundtræk man bl.a. finder i Ideen zu einer
reinen
Phänomenologi
und
phänomenologischen
Philosophie.
Rimeligheden i dette fremgår af, at en komplet dybdegående
analyse
af
Husserls
synspunkter,
grundet
deres
store
afvigelser, ville være temmelig uoverskuelig, og for øvrigt
nærmest umulig,
da
en
del
Husserl
materiale
endnu
ikke
er
udgivet.
Men
Favrholdt
mener
som
23Bell, op.cit., side 200-201.
beskrevet
ikke,
at
14
omverdensproblemet kan løses inden for de cartesianske rammer
Husserl, navnlig i den tidligere del af sin tænkning, bevæger
sig indenfor. Husserl er fanget i the cartesian trap. Derfor
er det pudsigt at se, at Husserl faktisk senere i sin karriere
begyndte at operere med nogle begreber meget lig dem Favrholdt
selv bruger i sin erkendelsesteori. Husserl taler således, i
lighed med
teori,
Favrholdt
hvor
og
objektet
i
stor
kontrast
konstitueres
udfra
til
sin
tidligere
en
transcendental
bevidsthed, om en art handlingsbaseret omverdenserkendelse (se
punkt 6 nedenfor angående Favrholdts begreb herom). Det er
gennem vores krop, og dermed muligheden for at handle, at det
tilsyneladende
medieres,
ontologiske
og
at
skel
objektsiden
mellem
subjekt
overhovedet
kan
og
objekt
tillæges
nogen
ontologisk værdi. Om samspillet mellem perception og fysisk
objekt skriver Husserl: "...they work together in such a way
that the aspects have the ontic mening of, or the validity of,
aspects of the object only through the fact that they are
those
aspects
(Crisis
continually
106).24
§28/p.
required
by
"Kinaesthesia"
the
skal
kinaesthesis"
forstås
som
muligheden for at handle.
Ifølge Favrholdt er fænomenologiens fatale fejlatagelse,
at eliminationen af objektsiden umuliggør entydig beskrivelse.
Derfor kan teorien ikke fremstille sig selv på egne præmisser,
og giver følgelig hvis ikke et forkert, så i hvert fald et
inadækvat billede af hvordan vores erkendelse fungerer (mere
herom
under
konkludere
pkt.
noget
6).
på
Det
kunne
baggrund
af
altså,
denne
uden
at
kortfattede
jeg
tør
Husserl-
omtale, tyde på, at Husserl senere i sit forfatterskab har
nærmet
sig
et
synspunkt,
som
også
Favrholdt
ville
realistisk.
5) Skepticismens umulighed.
- Gennemgang af nogle argumenter for og imod skepticisme.
24Bell, op.cit., side 213.
kalde
15
Indtil nu har jeg set på hvad Favrholdt mener er den
metodemæssige
årsag
til,
at
så
mange
filosoffer
frivilligt
eller ufrivilligt er havnet i relativisme og skepticisme. Jeg
vil i det følgende diskutere nogle konkrete eksempler på proskepticistiske argumenter og se hvad Favrholdt kan stille op
imod dem.
• Er livet en drøm?
Spørgsmålet
er
stillet
af
både
Chuang
Tzu
(ca.
300
f.v.t.), og senere bl.a. af Descartes. Drømmetesen kan ikke,
som
Descartes
gjorde
det,25
formuleres
i
flertal.
Hvis
man
hævder, at livet er en drøm må man nødvendigvis hævde det som
"min drøm", da de ting man i drømmen tror er uden for ens
bevidsthed i givet fald er illusioner - drømt virkelighed.
Overholder man ikke dette begår man "pluralis-fejlen".26
Fremsætter jeg så tesen for mig selv og hævder, at mit
liv er en drøm, må jeg som udgangspunkt acceptere, at ingen
hører mit udsagn. Alle de argumenter jeg evt. kan finde imod
drømmeargumentet er ex hypothesi ugyldige. Jeg kunne f.eks.,
hvis jeg vågner op til "den rigtige" virkelighed og min tese
således har vist sig rigtig, blot igen fremsætte tesen for mig
selv hvilket jeg kunne gentage i det uendelige. Derfor har jeg
ikke
nogen
tilstrækkelig
grund
til
at
antage
én
"rigtig
virkelighed" frem for en anden. Argumentet er ikke tvingende,
men selvom det var, kunne det jo tænkes, at det blot var noget
jeg havde drømt. Dette gør sig som antydet gældende for alle
argumenter imod drømmetesen.
Det ligger altså i selve anskuelsen, at jeg ikke kan
argumentere
imod
argumentere
for
samme
tvivl
som
den,
den,
de
men
da
derfor
sådanne
negative
også
at
argumenter
argumenter.
jeg
må
ikke
kan
underkastes
Drømmetesen
hører
25Se f.eks. De store tænkere - Descartes, 2. udgave, 2.
oplag 1996,©Munksgaard, København 1991, side 135.
26Favrholdt, op.cit., side 95.
16
derfor til "det uudsigelige", og kan ikke fremsættes som et
filosofisk
synspunkt,
men
højst
som
en
tro.27
personlig
Spørgsmålet er, om ikke Descartes har ment drømmetesen, ikke
som en personlig tro, men som en personlig tvivl?. Hertil må
man dog svare, at det, med ræsonnementet ovenfor in mente,
ikke
på
noget
tidspunkt
kan
være
en
særlig
konstruktiv
metodisk tvivl, eftersom positionen jo, hvis den fremsættes
som filosofisk hypotese, faktisk gendriver sig selv.
• Tankeeksperimentet angående hjerne-i-karret.
Dette skepticistiske argument er i høj grad analogt til
drømmeargumentet.
Det
bygger
på
den
mulighed,
at
hjernekirurgien på et tidspunkt vil være i stand til at holde
en
hjerne
i
live
i
et
kar
med
næringssubstrat,
og
deri
kunstigt (evt. via en datamat) indgive den alle de data som et
normalt fungerende menneske får gennem sanserne.28 Denne tanke
åbner muligheden for, at man selv på lignende vis kunne tænkes
at være underlagt et erkendemæssigt bedrag og, at man derfor
ikke kan sige noget om noget med sikkerhed.
Der
er
visse
tankeeksperimentets
eksperimentet
med
praktiske
reélle
hjernen
problemer
mulighed.
kan
(jvf.
forbundet
De
som
argumenterne
fremmedpsykiske problem ovenfor) f.eks. ikke
med
udfører
om
det
se de oplevelser
de indgiver, og udførelsen vil således kræve nøjagtig viden om
hvorledes bevidsthed er korreleret med fysiske processer. Et
andet problem er, at tankeeksperimentet forudsætter, at man
kan have en normalt fungerende bevidsthed uden en fri vilje.
Det
er
vel
trods
alt
indtil
videre
et
åbent
spørgsmål
om
viljeshandlinger er determinerede.
En
hypotesen
mere
går
principiel
på,
at
hvis
indvending
min
hjerne
mod
hjerne-i-karret
(hypotesen
kan
som
drømmeargumentet kun formuleres i første-person) er isoleret i
27Favrholdt, op.cit., side 99.
28Favrholdt, op.cit., side 100-102.
17
et næringssubstrat er min reference dertil forkert, eftersom
den hjerne jeg refererer til befinder sig inde i mit hovede.
Det vil altså sige, at jeg ikke engang kan formulere hypotesen
i første-person, eftersom det jeg forstår ved min hjerne ikke
er det samme som det der er tilkoblet datamaten.
Thomas Nagel svarer på en sådan indvending, at man så i
stedet for at sige at man er en hjerne i et kar må sige,
at:"Perhaps I can't even think the truth about what I am,
because I lack the necessary concepts and my circumstances
make it impossible for me to acquire them!".29 Nagel mener dog
iøvrigt
slet
ikke,
at
usikkerheden
omkring
visse
begrebers
referencer kvalificerer indvendingen.
Uanset
argumenter
hvad,
som
kan
mod
Favrholdt
svare
drømmeargumentet
igen
nemlig,
med
at
de
med
samme
en
så
radikal tvivl kan man ikke vide noget om noget som helst, og
der er derfor hverken noget der kan kvalificere argumenter for
eller
imod
hypotesen.
Han
kan
således,
som
ved
drømmeargumentet slutte med at konkludere, at hjerne-i-karret
hypotesen hører til det uudsigelige, og følgelig højst kan
antages som en personlig tro.30
Ifølge Thomas Nagel skal skepticisten først og fremmest
vise, at forestillingen om at man f.eks. er en hjerne i et kar
er en tænkelig mulighed. Dette mener Nagel som antydet, at den
er,
og
det
er
således
ifølge
ham
umuligt
helt
at
sætte
skepticisten stolen for døren. I sin bog The View From Nowhere
giver Nagel ligefrem udtryk for, at skeptiscisme er et onde,
man må leve med i samme øjeblik man forfægter et realistisk
standpunkt.31Favrholdt har flere argumenter imod dette, som jeg
vil vende tilbage til under næste punkt, men først skal vi se
på en kritik af Favrholdts synspunkt, som bl.a. er fremført af
Søren Harnow Klausen.
29Nagel, op.cit., side 73-74.
30Favrholdt, op.cit., side 105.
31ibid.
18
Harnow Klausen begynder sin omtale af de skepticistiske
tankeeksperimenter
med
at
understrege,
at
de
ikke,
som
fremlagt af Favrholdt, skal opfattes som hypoteser, men blot
søger at vise, at vi ikke med sikkerhed kan udelukke, at det
forholder sig som i de givne eksempler. Der argumenteres altså
ikke for de tankeeksperimentelle scenariers virkelighed eller
sandsynlighed, men blot for deres mulighed.32Man kan sige, at
tankeeksperimenterne
skal
erkendelsessituation,
og
gengive den.
konkrete
At
ses
altså
Favrholdt
hypoteser,
i
kun
dog
til
illustrere
opfatter
kunne
analogi
vores
den
-
ikke
tankeeksperimenterne
muligvis
være
en
som
fordel
i
kritisk omgang dermed, da man således er bedre stillet til at
afsløre
om
analogierne
erkendelsessituation
f.eks.
er
falske.
overhovedet
hjernen-i-karret
kan
hypotesen.
Dvs.
om
illustreres
Hvis
vores
adækvat
af
tankeeksperimentet
ikke kan være sandt kan det jo heller ikke være en mulighed.
Man lader sig med Favrholdts indgangsvinkel eksempelvis ikke
narre af pluralis-fejlen.
Harnow Klausen argumenterer ved hjælp af to scenarier,
som begge beskriver en persons placering i verden, inklusive
dennes erkendelsesteoretiske
scenarier
er,
at
hvor
situation.
det
ene
er
Forskellen
beskrevet
på
de
to
således,
at
personen opfatter verden som (vi tror!) den er, er det andet
beskrevet som om personen opfatter de samme ting, men bliver
bedraget
af
eksisterer
illustrere,
en
ond
to
at
dæmon
og,
individuelle
begge
at
der
i
virkeligheden
bevidstheder.
scenarier
er
Dette
mulige
i
kun
skal
den
erkendelsesteoretiske situation vi befinder os i. Det er mao.
muligt for F.eks. Favrholdt at opstille alle sine gendrivelser
af
skepticistiske
erkendelsesteori,
argumenter
inklusive
samt
den
at
gengive
hele
sin
pro-absolutistiske
32Søren Harnow Klausen, Dansk Trascendentalfilosofi: En
kritik, Refleks - Filosofisk institut, Odense Universitet,
nr.25 - april/97, ISSN 0906-6446, side 40.
19
argumentation,
inden
for
rammerne
af
begge
scenarier.33Hvis
virkeligheden nu engang er anderledes end jeg tror den er,
hjælper gode argumenter simpelthen ikke.
I Filosofisk Codex imødegås en sådan indvending, nemlig
den,
at
udelukke
uanset
alle
muligheden
argumenter
for,
at
kan
alt
man
hvad
ikke
man
med
sig
oplever
selv
er
en
illusion - at man f.eks. er en hjerne i et kar. Hertil svarer
Favrholdt med hvad han betegner som same-to-you argumentet:
"Ifølge den hypotese du går ind for, kan du selv være en
hjerne i et kar, og det implicerer, at du ikke engang kan
vide, om der findes den mulighed, fordi hypotesen udelukker,
at man kan vide noget som helst med nogen som helst grad af
sikkerhed".34Opfatter
mulighed,
er
det
man
ifølge
hjerne
i
Favrholdt
karret-tesen
det
samme
som
som
en
blot
at
sige:"Vi kan ikke vide noget, etc...", men at dette lige så
lidt kan begrundes som det modsatte. Nietzsche kunne, hvilket
han også på sin egen tid gjorde, til dette, som forsvar for
skepticismen have svaret med et "um zu besser". Dette opfatter
jeg som udtryk for, at det, at man hverken kan begrunde det
ene eller det andet absolut, ikke blot er skepticismens tese,
men også dens utaknemmelige vilkår, og er man skepticist er
det just citerede ræsonnement vel blot en bestyrkelse af ens
synspunkt. Thomas Nagel imødegår dette argument, at det skulle
styrke skepticismen også at lade dens tese omfatte sig selv,
med en Favrholdt-lignende argumentation: "...then it does not
call for
a
reply,
since
it
is
just
a
report
of
what
the
subjectivist finds agreeable to say. If he also invites us to
join him, we need not offer any reason for declining, since he
has offered us no reason to accept".35 Nagel siger i øvrigt, i
overensstemmelse
med
Favrholdt,
at
det
generelt
er
en
33Harnow Klausen, op.cit., side 41.
34Favrholdt, op.cit., side 106.
35Thomas Nagel, The Last Word, Oxford University Press
1997, ISBN 0-19-510834-5, side 15.
god
20
strategi
at
spørge
om
generelle
påstande
om
sandhed
eller
mening også omfatter sig selv.36
I
det
følgende
vil
der
blive
kigget
nærmere
på
om
Favrholdt i sin erkendelsesteoris positive udformning formår
at begrunde, at der er en nødvendig forbindelse mellem sprog
og virkelighed, og om vi følgelig forpligtes ontologisk af
f.eks. det objektive tingsbegreb i vort sprog. Eller mao., om
der findes andre nødvendige relationer end de rent logiske.
6) Kernen.
- Fra konceptuel interdependens til ontologisk virkelighed.
• Logik og Begrebsinterdependens.
Favrholdts erkendelsesteori tager udgangspunkt i, at vi
for
at
kunne
udtrykke
os/tænke
entydigt
nødvendigvis
må
overholde visse regler i vores sproglige formuleringer. Der er
den
divalente
logiks
principper:
Kontradiktionsprincippet,
identitetsprincippet og udelukkelsesprincippet. Overholder man
ikke disse er der ingen der forstår hvad man siger - man kunne
f.eks. ved brud med kontradiktionsprincippet konsekvent svare
"ja" og "nej" til samme spørgsmål, men ville iøvrigt næppe
forstå
hvad
forudsætter
kan
"samme
spørgsmål"
kendskab
imidlertid
til
ikke
betyder,
da
begrebet
identitetsprincippet.
forstås
"samme"
Principperne
uafhængigt
af
et
"fundamentalsprog", som bl.a. indeholder begreberne ting, tid
og rum. Tag kontradiktionsprincippet, som for at fungere i
anvendelse må indeholde et begreb om tid, eksempelvis således:
"En ting kan ikke både eksistere og ikke eksistere til ét og
samme
tidspunkt"37.
Tidsangivelsen
er
nødvendig
for
at
princippet fungerer, dvs. ikke blot som formaliseret logik,
men
i
anvendelse.
Ellers
kunne
man
jo
hævde
at
f.eks.
et
stearinlys godt både kan eksistere og ikke eksistere, nemlig
36Ibid.
37Favrholdt, op.cit., side 131. (min kursivering).
21
før og efter det er brændt ned.
En
tidsangivelse
kan
kun
fastslås
vha.
en
koincidens
mellem to ting, f.eks. en viser og en streg på et ur. Her ser
vi et eksempel på begrebsinterdependens, nemlig det, at man
ikke
kan
forstå
begrebet
bevidsthedsuafhængig
(og
tid
uden
udstrakt,
at
dvs.
kende
rumlig)
begrebet
ting.
(Man
kunne indvende, at man godt kan have en rent fænomenologisk
tidsopfattelse - "tiden føles lang/kort" - men for at kunne
sige, at "tiden føles lang", er man nødt til at vide, at den
kun føles lang og ikke faktisk er det. For at kunne skelne, må
ens
tidsbegreb
altså
rumme
både
den
fænomenologiske
tidsopfattelse og den af bevidstheden uafhængigt eksisterende
tid). Interdependensen mellem en række fundamentale begreber
er Favrholdts vej ud af skepticismens klør, for ønsker man at
hævde noget som helst entydigt, må man foruden de logiske
principper,
overholde
visse
interdependenser
begreberne
imellem. Dette indebærer, at man ikke kan komme uden om brugen
af f.eks. objekt, subjekt, tid og rum. De vigtigste begreber i
"fundamentalsproget" er sammenfattet i "kernen".1
Dette er en meget vigtig pointe hos Favrholdt (og Peter
Zinkernagel fra hvem grundideen i teorien stammer). Man har
faktisk siden
Aristoteles
formulerede
de
logiske
principper
taget disse for gode varer, men fejlagtigt troet at de kunne
stå alene. De logiske principper skal ganske vist overholdes
for, at man kan udtale sig entydigt, men overholder man kun de
logiske principper risikerer man at havne i absurditeter, som
det f.eks. skete for Berkeley. Han så ikke, at det ikke er nok
at overholde de logiske principper for at argumentere korrekt.
Man kan nemlig ikke anvende de logiske principper korrekt uden
at anvende dem i en nøje bestemt forbindelse med en række
bestemte begreber. Heriblandt ting, sted og tid. Logik er, som
udtrykt
af
Peter
Zinkernagel
"nødvendige
relationer
mellem
forskellige størrelser", og dermed mere end blot A=A osv..
Begrebsinterdependens kendes også fra polære begreber,
22
som højre/venstre, eller fra ugedagene, som heller ikke kan
forstås uafhængigt af hinanden - det ville ikke give mening at
sige, at alle dage var tirsdag. Der er imidlertid en forskel
på
disse
begrebers
interdependens
og
den
interdependens
Favrholdt hævder gør sig gældende for begreberne i kernen.
Førstnævnte er nemlig ikke på samme vis ontologisk forankrede;
de er ikke på samme strenge vis dikteret os af virkeligheden,
og
kunne
derfor
omformuleres
og
stadig
fungere.
Der
ville
f.eks. ikke være noget uforståeligt i at have ti ugedage - en
sådan kalender ville fungere. For begreberne i kernen gælder
det derimod, at de har en strengt korrekt anvendelse, som man
nødvendigvis
må
overholde
såfremt
man
ønsker
at
tale/tænke
entydigt - anvender man dem forkert fungerer de simpelthen
ikke.38
Udover ting, tid og rum er subjekt og objekt vigtige
begreber
i
kernen.
beskrivelse,
dvs.
Konsekvensen
er
Man
en
blot,
adækvat
beskrivelse
præget
af
af
kan
godt
lave
en
beskrivelse
uden
brug
at
ens
beskrivelse
virkeligheden,
fænomenologiens
særlige
Favrholdt drager denne konklusion39
men
fænomenologisk
af
ikke
en
objekt.
bliver
en
beskrivelse
betragtningsmåde.
At
skyldes for det første, at
det slet ikke er muligt at tale fænomenologisk uden en, om
ikke andet, implicit brug af tingssproget. For det andet mener
Favrholdt, at der faktisk gives en sikker erkendelse af ydre
ting,
og
at
fænomenologien
derfor,
selv
på
et
erkendelsesteoretisk niveau, er inadækvat - mere herom senere.
Det samme gør sig gældende for fænomenalister og andre der,
forskelle til trods, er beslægtet ved at hævde, at alt er
oplevelser,
fænomener,
erscheinungen,
sanse-data
eller
38Favrholdt, op.cit., side 152.
39-Han kunne nemlig, som jeg har forsøgt ovenfor, slutte,
at fænomenologien bevæger sig på et niveau som afspejler
grænserne for vor rationelt begrundelige erkendelse, og derfor
faktisk er adækvat for erkendelsesteori, men blot ikke for
"lebenswelt".
23
lignende.
Når f.eks. fænomenalisten fremlægger sit synspunkt bruger
han implicit eller eksplicit en række begreber, som ifølge
hans teoretiske fundament ikke har nogen tilstrækkelig grund
for deres anvendelse. Dette kan illustreres ved udsagnet "alt
er oplevelser". For at bruge begrebet oplevelse på forståelig
vis er man nødt til også at have et begreb om noget som ikke
er
en
oplevelse,
dvs.
noget
oplevelsesuafhængigt
eksisterende.40For hvordan skulle man definere en "oplevelse",
hvis ikke i forhold til noget som ikke er en "oplevelse"? I
modsat fald ville man involvere sig i en petitio principii ved
at
skulle
definere
fænomenalisten
oplevelse
hævder,
at
"alt
ud
er
fra
oplevelse.
oplevelser",
Når
kan
man
følgelig enten ikke forstå hvad han siger, eller hvis man kan
forstå hvad han siger gendriver han sig selv, da forståelsen
af
udsagnet
forudsætter
kendskab
til
begrebet
om
objektivt
eksisterende ting. Hvis begreberne brugt til introduktion af
tesen - f.eks. "sanseorgan", "sansning", "legeme" - refererer
til noget som ikke er oplevelser i introduktionen (hvilket
iøvrigt må forudsættes hvis man regner med at forklare tesen
til andet end egne oplevelseskomplekser), bliver de ved med at
gøre det også i det videre ræsonnement.41Det er altså ifølge
Favrholdt ikke
benytte
i
erkendelsesteoretisk
dagligsproget
som
sammenhæng
introduktionssprog
tilladt
til
et
at
mere
teknisk niveau på hvilket der tvivles på de i introduktionen
anvendte begrebers referencemæssige sikkerhed. man kunne måske
sige, at man i givet fald begår "the fallacy of equivocation".
Det
er
i
en
vis
forstand
også
hvad
der
påpeges
i
sprog-
virkelighedsargumentet, som jeg skal vende tilbage til i det
følgende afsnit.
• Handlingsmæssig erkendelse og direkte, kritisk realisme.
40Favrholdt, op.cit., bd.II, side 49.
41Favrholdt, op.cit., bd.II, side 54.
24
En indvending mod argumentet ud fra begrebsinterdependens
kunne dreje sig om tingsbegrebets ontologiske forankring, dvs.
hvorvidt
begrebet
"ting"
dækker
over
noget
ontologisk
fundamentalt?,- og er det legitimt, som Favrholdt synes at
gøre,
at
slutte
fra
begreb
til
virkelighed,
eller
imidlertid
man
skal
sig
blot
mulighed/umulighed?
Her
tror
jeg
besinde
på
sin
kritik, og være sikker på at man ikke lægger Favrholdt flere
ord i munden end han har ytret. Spørgsmålet er nemlig hvor høj
en grad af, eller måske snarere hvilken form for, ontologisk
forpligtelse
der
faktisk
ligger
i
den
direkte,
kritiske
realisme, som forfatteren selv benævner sit synspunkt. For at
forstå dette kan man se nærmere, dels på den "handlingsmæssige
erkendelse", som Favrholdt tillægger en selvstændig status, og
dels på forholdet mellem sprog og virkelighed.
Man kunne til en speciel handlingsmæssig erkendelse sige,
at
ens
handlinger
kun
kendes
i
form
af
oplevelser
af
at
handle, og at faktisk enhver omverdenserkendelse derfor kan
reduceres til oplevelseserkendelse. Alt hvad man kan at få
kendskab til
må
nødvendigvis
opleves
på
den
ene
eller
den
anden måde.
Derfor
er
det,
handlingsmæssige
for
erkendelse
at
kunne
nødvendigt
introducere
først
at
den
have
accepteret argumenterne for, at begrebet oplevelse ikke kan
defineres/forstås, hvis alt er oplevelser.42
Herefter
kan
man
forklare
hvad
der
gør
den
handlingsmæssige erkendelse vigtig i forståelsen af objektive,
ydre ting. Dette er, at man i sine handlinger begrænses af
noget forskelligt
fra
en
selv.
Ved
handling
i
samspil
med
tænkning kan man løsgøre fysiske relationsbestemmelser fra det
givne sanseindhold, og følgelig muliggøres erkendelsen af en
forskel på oplevelsen af det oplevede og selve det oplevede
(=objektet). Denne afgrænsning mellem subjektivt og objektivt
42Se f.eks. Favrholdt, op.cit., bd. II, side 49-50.
25
kan foregå i og med først at have accepteret, at alt ikke kan
være oplevelser. Når man accepterer dette, vil man se, at ens
krop tilhører objektsiden, dvs. den er en del af omverdenen,
og derfor giver den et andet indblik i hvad omverdenen er for
noget
end
den
blotte
oplevelse
gør.
Man
kan
via
den
handlingsmæssige erkendelse f.eks. finde ud af hvad der er
muligt og umuligt. Her tænkes på mulighed de re i modsætning
til
mulighed
de
modargumentation,
dicto,
som
hvilket
man
bl.a.
gør
en
modallogisk
finder
den
hos
Torben
Munksgaard,43 irrelevant.
Endvidere
fremmer
den
handlingsmæssige
erkendelse
forståelsen af Favrholdts synspunkt hvilken vanskeliggøres af,
at
den
ydre
verden
han
omtaler
ligger
uden
for
vores
forestillingsevne. At den gør dette, er en konsekvens af den
direkte kritiske realisme, som siger, at vi erkender tingene,
ikke som de er i sig selv, men som vi erkender dem. Det er
objektivt
eksisterende
forestille
os
forestillingsevne
ting
dem
vi
som
ikke
erkender,
men
vi
ikke-erkendte,
kan
række
ud
kan
ikke
da
vores
over
vores
sansemuligheder. Vi kan f.eks., naturligvis, ikke forestille
os hvordan et træ der ikke perciperes ser ud, lugter eller
føles.
Skulle
forestillingsevnen
sandsynligvis
ende
vi
overskride
ville
i
det
noget
disse
blive
for
mig
grænser
rent
at
se
for
gætteri,
og
dybest
set
uforståeligt, som f.eks. Kants noumenon.
Den handlingsmæssige erkendelse, kan bruges til at hjælpe
os til at forstå, at ting optager plads i rummet, og dermed
eksisterer, hvad enten de opleves eller ej. Dette, at noget
ændrer vore muligheder for at handle, medvirker til at lave en
forståelig
definition
af
noget
bevidsthedsuafhængigt
eksisterende. En adækvat definition skal i sagens natur være
rent begrebslig, dvs. uden sansemæssige forestillinger, og jeg
43Torben Munksgaard, Om at slutte fra begreb til
mulighed, Refleks - Filosofisk institut, Odense Universitet,
nr.30 - nov/98, ISSN 0906-6446, side 27-31.
26
vil mene, at den handlingsmæssige erkendelse er det sidste
trin i abstraktionen fra sanseforestillinger til noget rent
begrebsligt.
Det
vil
altså
sige,
at
den
handlingsmæssige
erkendelse ud over at løsgøre oplevelsen fra det oplevede, og
dermed muliggøre eksakt naturerkendelse, også kan virke som
generator
for
hvorledes
vi
i
filosofisk
forstand
kan
begrebsliggøre en bevidsthedsuafhængigt eksisterende omverden.
Et andet forsøg på at få et konceptuelt mere sikkert greb
om
virkeligheden
foregår
vha.
sprog-virkelighedsargumentet.
Dette benytter sig, groft sagt, af samme argumentationsform
som the fallacy of equivocation.
Når man diskuterer transcendentalfilosofiske positioner i
stil med den her behandlede får man ofte en indvending som
følgende:
"Det er klart, at det er meningsløst at hævde, at livet er en
drøm, men ikke desto mindre kan det godt være tilfældet, i
virkeligheden, at livet er en drøm."44
Det problematiske ved indvendingen er, at udsagnet "livet
er en drøm", som forekommer to gange, forudsættes at betyde
noget
forskelligt
Første
gang
hhv.
første
forudsættes
det
begrebsmæssigt,
hvorimod
omhandle
virkeligt,
noget
og
det
anden
at
det
omhandle
anden
dvs.
gang
gang
optræder.
noget
forudsættes
sproguafhængigt.
rent
at
Favrholdt
mener ikke at det er legitimt at lave dette skel, og sprogvirkelighedsargumentet lyder så, at hvis "livet er en drøm" er
en meningsløs påstand, må det gælde både første og anden gang
den optræder.
En indvending kunne være om ikke der alligevel godt kan
være
flere
betydninger
af
sætningen
alt
efter
hvilken
sammenhæng den anvendes i. Første gang siger man jo ikke, at
selve det at livet er en drøm er meningsløst, men blot at det
er meningsløst at hævde at livet er en drøm. Hvorfor dette er
44Favrholdt, op.cit., bd.II, side 57.
27
meningsløst skulle være fremgået af det foregående (punkt 5).
Men betyder dette, at hvad der ikke kan hævdes med mening ikke
kan være tilfældet? -betyder det, at det faktum, at man ikke
kunne hævde/kommunikere/udsige/formidle det hvis livet var en
drøm,
at
det
ikke
kan
være
tilfældet.
Det
synes
at
blive
konsekvensen af at ækvivalere de to udsagn i den citrerede
passage ovenfor.
Indvendingen er dog i en vis forstand misforstået, for
hvis
en
person
tilsyneladende
ønsker
at
problem,
gøre
må
en
opmærksom
udsagnet
på
det
udtrykkes/hævdes
alligevel. Selv om ens diskussionspartner forklarer en, at der
er forskel på at hævde sætningen og evt. blot tænke den, må
han
jo
for
at
gøre
dette
klart
for
én
kommunikere
sit
synspunkt, og dermed er "begge" sætninger hævdede, og skellet
følgelig
ophævet.
Når
Descartes
i
det
på
forsiden
anførte
citat ikke indser umuligheden af, at lade ordene ligge og tale
om det værende, er det netop fordi han ikke ser de ting sprogvirkelighedsargumentet påpeger.
Til spørgsmålet om, om det der ikke kan hævdes med mening
ikke kan være tilfældet, kan man evt. svare, at det muligvis
godt kan være tilfældet, og at det muligvis ikke kan være
tilfældet, men at man ikke kan have nogen viden herom, idet
viden implicerer entydig brug af sproget. Der er med andre ord
ikke tale om et spørgsmål der kan besvares, idet svaret hører
til det uudsigelige.
Det
Favrholdt
ønsker
virkelighedsargumentet
er,
at
at
anskueliggøre
sproget
ikke
med
kan
sprog-
konfronteres
med virkeligheden som det forsøges i den fra Filosofisk Codex
citerede passage. Hvis man ønsker at udtale sig om, eller blot
tænke på, virkeligheden må det nødvendigvis foregå i sproget.
Også
selvom
virkelighed,
man
som
ønsker
Favrholdt
at
jo
tale
om
en
klart
mener
sproguafhængig
findes,
er
man
tvunget til at benytte sig af sproget. Når vi spørger om der
ligger
noget
bagved
vort
begreb
om
virkeligheden,
dvs.
om
28
begrebet
virkelighed
forskelligt,
er
det
refererer
vi
til
noget
om
hvordan
spørger
fra
sig
selv
begrebet
skal
anvendes, hvis det skal anvendes korrekt.45Dette gælder også
for begreberne
i kernen (som Favrholdt vil mene tilsammen
beskriver virkelighedens beskaffenhed). Hvis ikke alle disse
begreber, f.eks.
"ting",
refererede
til
noget
eksisterende,
ville vi kunne slette dem af sproget, og ville ikke savne dem.
Men vi har jo set, at selv ikke "oplevelse" kan defineres uden
brug af disse begreber. En lang række af begreber ville slet
ikke kunne anvendes, hvis ikke de faktisk refererede til noget
fra sig selv forskelligt.
At
begreberne
i
fundamentalsproget
ikke
står
til
diskussion implicerer ikke at vort begrebsnet ikke yderligere
kan udvides/ præciseres, som det f.eks. flere gange er sket
inden
for
fysikken.
Det
er
usandsynligt
at
man
ikke
i
fremtiden vil udvikle teorier som er i stand til at beskrive
træk
ved
virkeligheden
utilstrækkeligt
til.
som
Men
vort
nuværende
begrebsnet
fundamentalsproget
vil
er
ifølge
Favrholdt altid være en betingelse for en sådan udvikling, og
kan altså ikke ugyldiggøres af deraf.
7)
Gnoseologisk
dualisme
versus
metafysisk/substantiel
dualisme.
Som det forhåbentlig er fremgået under forrige punkt,
drager Favrholdt
en
konsekvenser
sin
af
række
rimelig
veldefinerede
erkendelsesteori.
begrebsinterdependensen,
i
samspil
med
Han
den
ontologiske
mener
ud
fra
handlingsmæssige
erkendelse at vise, at der ligger noget substantielt bag vore
begreber om ting mv. Han vil, som indledningsvis nævnt, godt
nok ikke binde sig til nogen bestemt version af realismen, men
eftersom han ofte omtaler det oplevesesuafhængigt eksisterende
i vendinger, som bruges om det man indenfor filosofi normalt
forstår som substantiel materie, f.eks. "fysisk ting", mener
45Favrholdt, op.cit., bd.II, side 59.
29
jeg
ikke
det
er
urimeligt
at
opfatte
"oplevelseuafhængigt
eksisterende ting" som noget med materiel ontologisk status.
Favrholdt
er
tingsbegrebet,
imidlertid,
vag
mht.
i
hvilken
modsætning
til
ontologisk
ved
status
det
erkendende subjekt skal tillægges. Man kunne hævde, at det i
en erkendelsesteoretisk
diskussion
er
sekundært
at
behandle
disse implikationer, men bl.a. fordi Favrholdts synspunkt har
en række klare metafysiske konsekvenser på objektsiden mener
jeg det er hensigtsmæssigt at se lidt nærmere på hvordan man
skal definere subjektet ontologisk.
Forfatteren skriver selv, at eftersom begreberne i kernen
(se
slutnote
1)
er
interdependente
repræsenterer
de
alle
noget. Dette, mener jeg, må således også gælde for begrebet
"subjekt". Man må, som det forklares, ikke hypostasere f.eks.
begrebet oplevelse til at være en entitet. Man oplever ikke
oplevelser, men har oplevelser.46 Dette argument er iøvrigt for
mig at se tvivlsomt, men eftersom oplevelser opstår i og med
en relation mellem subjekt og objekt, mener jeg det er et
spørgsmål om der kan opstå noget på bagrund af mødet mellem
noget ontologisk
fundamentalt
(tingene)
og
noget
ontologisk
tomt, eller i det mindste meget vagt defineret (subjektet). Er
det ikke nødvendigt at lade subjektbegrebet repræsentere noget
ontologisk for at få det til at hænge sammen? Det er min
opfattelse, at det er, og jeg tror vanskeligt Favrholdt kan
undgå
de
nærmest
substansdualismen
nødvendigheden
af
kontroversielle
ved
en
at
"nøjes
problemer
med"
erkendelsesteoretisk
at
dualisme.
ved
forfægte
Han
kan
som antydet undlade at uddybe emnet yderligere for trods alt
at lægge visse rammer for bogens område, men hvis hans tese
faktisk ikke
kan
hænge
sammen
uden
at
hævde
subjektet
som
noget i en eller anden forstand substantielt, er det for mig
at
se
hvad
han
bør
gøre.
Utilbøjeligheden
til
at
46David Favrholdt, Erkendelsesteori: Problemer Argumenter - Løsninger, Odense Universitetsforlag 1994, 2.
oplag 1995, side 122-23.
drage
30
ontologi
ind
i
billedet
på
subjektsiden
understreges
af
modviljen mod at lade oplevelser betegne entiteter. Der er et
eksempel
i
bogen,
hvor
forfatteren
vågner
op
og
har
et
sansebillede af en rose på sin væg, som han godt ved ikke er
der i fysisk forstand. Problemet er, at hvis oplevelsen af
rosen
ikke
ontologisk
er
en
entitet,
fundamentalt,
og
subjektet
hvorledes
er
ikke
er
noget
som
jo
klart
Codex
en
række
rosen,
foreligger, så konstitueret?
8) Afsluttende bemærkninger.
David
Favrholdt
leverer
i
Filosofisk
stærke argumenter mod relativisme og skepticisme - synspunkter
der
efter
forstand,
hans
at
mening
hvis
man
hviler
på
misforståelser,
gennemtænker
alle
i
konsekvenser
den
deraf
gendriver de sig selv. Det gør de bl.a. fordi de havner i
solipsisme,
og
kommunikerbare,
derfor,
og
såfremt
følgelig
de
ikke
er
kan
sande
ikke
er
opretholdes
som
filosofiske standpunkter, men højst som personlig tro.
Et af de argumenter man som skepticist mener at kunne
anvende
er
drømmeargumentet,
men
som
vist
kan
heller
ikke
drømmeargumentet opretholdes som andet end en personlig tro.
Når f.eks. Søren Harnow Klausen er uenig i Favrholdts måde at
fremstille de forskellige skepticistiske argumenter på skyldes
det i første omgang, at Harnow ikke mener det er nødvendigt at
tro på deres sandhed for at kunne anvende dem. Han mener mao.
de blot skal vise at det kunne forholde sig som de hævder.
Hermed mener han ikke at have forsøgt at hævde, at alt f.eks.
er en drøm, eller at vi, som han foreslår, bliver narret af en
drilsk dæmon.
Jeg
mener
faktisk
ikke
det
fremgår
eksplicit
af
Filosofisk Codex, at det skulle være umuligt at livet er en
drøm.
Hvad
der
derimod
fremgår
er,
at
det
er
umuligt
at
argumentere for hypotesen eller at hævde den. Når man ikke kan
31
argumentere derfor, kan man heller ikke finde nogen grund til
blot
at
tænke,
illustrerer
at
sin
det
skulle
skepticisme
med
være
tilfældet
-
drømmeargumentet
når
er
man
det
jo
netop for at sige, at alt hvad man tror på kunne være forkert,
dermed også hvad man tænker om drømmeargumentet. Opretholder
man drømmehypotesen som en personlig tro bliver det som følge
heraf en rationelt set totalt ubegrundet tro.
jeg
tror
muligvis
det
er
i
diskussionen
om
hvad
der
umuligt kan være tilfældet, og hvad der umuligt kan hævdes med
mening, at f.eks. Favrholdts og Harnow Klausens uenighed har
sit ophav. Man kunne sige, at i samme øjeblik Favrholdt tager
udgangspunkt i hvad han kalder kommunikationens faktum er der
ikke længere noget omverdensproblem. Kommunikationens faktum
kunne dog opfattes som et rent postulat, dvs. man har uden end
at argumentere for sig selv bortkastet solipsismen. Derfor er
det en god ide også at argumentere for, at man slet ikke kan
tænke
et
skepticistisk
tankeeksperiment
uden
at
skulle
underlægge sig selv den tvivl det hævder, hvorved der opstår
en selvmodsigelse. Ofte hører man det svar som Harnow Klausen
er
citeret
for,
nemlig
at
et
givent
tankeeksperiment
blot
hævdes som en mulighed og derfor ikke behøver underlægges sin
egen tvivl. Hertil kunne man svare, at hvis noget hævdes blot
at være en mulighed, er spørgsmålet om noget der ikke på noget
tidspunkt kan være aktuelt overhovedet er en mulighed. Men at
vi på et tidspunkt ude i fremtiden skulle være bedraget af en
ond dæmon, eller at livet engang i fremtiden skulle være en
drøm er jo ikke hvad skepticisten mener. Når han hævder at vi
kunne være bedraget af en ond dæmon er det her og nu han
mener, og det, vil jeg mene, er en umulig påstand. Hvis den
var sand gav den ex hypothesi ingen mening.
Spørgsmålet kan synes at blive hvor kritisk man vil være
i sin filosofi, dvs. tager man det f.eks. for givet at vi kan
kommunikere?
Men
det
er
efter
min
opfattelse
en
misforståelse, for i filosofi er det ikke blot et spørgsmål om
32
hvor kritisk man vil være, men tillige, hvor kritisk man kan
faktisk kan være. Jeg anførte ovenfor, at det er Favrholdts
mening at skepticisme og relativisme hviler på misforståelser.
Disse misforståelser er netop, at de tror de kan fremstille
sig selv og have ret på en gang, men som jeg efterhånden har
gentaget flere gange i forskellige formuleringer, kan man ikke
med sikkerhed hævde, at intet er sikkert. Spørgsmålet om hvor
kritisk man kan være er hvad Favrholdt har forsøgt at redegøre
for i Filosofisk Codex.
Fallacy
of
Speaking
uacceptable
Jeg har undervejs kritiseret The
with
konsekvenser
Two
Voices
hvis
den
for
at
anvendes
give
en
række
konsekvent.
Det
mener jeg stadig er tilfældet. Hvis man ikke i den forstand må
tale med to tunger bliver der pludselig en række vigtige ting
man
er
afskåret
imidlertid
ikke
fra
være
at
tale
holdbar
om.
for
Denne
at
den
fallacy
behøver
direkte,
kritiske
realisme kan være det. Man kan snarere se den som en metode
til at pege på visse eventuelle mangler ved fænomenalismen,
end til en direkte ugyldiggørelse deraf.
Afslutningsvis
har
jeg
kritiseret
den
gnoseologiske
dualisme for at være inkonsekvent, og rent faktisk gøre visse
aspekter
af
Favrholdts
uforståelige.
forfatteren
Det
vægrer
er
erkendelsesteori
i
sig
en
ved
vis
at
mere
forstand
binde
sig
eller
mindre
forståeligt,
til
en
at
metafysisk
dualisme (hvilket jeg tror muligvis kunne afhjælpe en del af
problemet)
da
et
sådant
træk
kunne
lægge
visse
retoriske
begrænsninger for teorien. Dvs. han kunne holde sig fra at
forpligte sig ontologisk sig af taktiske årsager, eftersom en
del
filosoffer
opfatter
substansdualismen
som
et
forældet
synspunkt med uløselige komplikationer. Om dette er tilfældet,
eller det snarere eventuelt skyldes skepsis overfor den høje
grad tilfældighed der ofte synes at bestemme rene metafysiske
spekulationer skal jeg ikke dømme.
33
1. Kernen:
tænkning
logik
talord - antal
subjekt
tid
oplevelse
primitiv ting
erindring
sted
genkendelse
adfærd
perception
sansning
sanseorgan
handling sansning
krop
liv
person
1Litteraturliste:
Primære værker:
David Bell, Husserl, Routledge 1990, ISBN 0-415-07045-7.
David Favrholdt, Filosofisk Codex - en bog om begrundelsen af den
menneskelige erkendelse. bd.1-2, Odense Universitet 1998, Odense
Universitet Trykkeri U.nr.: 06.85.991408.
David Hume, A Treatise of Human Nature, volume I, London: Puublished
by J.M. Dent & Sons. Ltd., Everymans Library edited by Ernest Rhys.
Thomas Nagel, The Last Word, Oxford University Press 1997, ISBN 0-19510834-5.
Thomas Nagel, The view from nowhere, Oxford University Press 1986,
ISBN 0-19-505644-2 (pbk).
Sekundære værker:
David J. Chalmers, The Conscious Mind: In search of a Fundamental
Theory, Oxford University Press 1996.
Jonathan Dancy, An Introduction to Contemporary Epistemology,
©Jonathan Dancy 1985, Basil Blackwell Ltd. ISBN 0-631-13621-5.
De store tænkere - Descartes, 2.udgave, 2.oplag 1996 ©Munksgaard,
København 1991, ISBN 87-16-10863-9.
David Favrholdt, Erkendelsesteori: Problemer - Argumenter Løsninger, Odense Universitetsforlag 1994, 2. oplag 1995, ISBN 877838-042-1.
Erich Klawonn, Udkast til en teori om moralens grundlag, Odense
University Studies in Philosophy vol.14, Odense Universitetsforlag
1996.
Artikler:
Frederick Copleston, S.J., A History of Philosophy - volume V, ©1995
by Frederick Copleston, This ed.: 1994, Image Books Doubleday, ISBN
0-385-47042-8 (pbk), siderne 258-318.
Søren Harnow Klausen, Dansk transcendentalfilosofi: En kritik,
Refleks, Filosofisk Institut, Odense Universitet, nr.25 - april/97,
ISSN 0906-6446, Siderne 26-43.
Torben Munksgaard, Om at slutte fra begreb til mulighed,
Refleks, Filosofisk Institut, Odense Universitet, nr.30 - nov/98,
ISSN 0906-6446, Siderne 27-31.
Søren Bredmose Simonsen, Problemer i David Favrholdts
Erkendelsesteori, Refleks, Filosofisk Institut, Odense Universitet,
nr.31 - marts/99 ISSN 0906-6446, Siderne 61-64.
Thomas Telving, Kritisk redegørelse for, samt diskussion af David J.
Chalmers' teori om bevidsthed, BA-projekt af Thomas Telving, Odense
Universitet, Studenterarkivet filosofisk institut 1998.