Download Report

Vradsavisen udgives af
Vrads Købmandshandel
www.vrads.dk
Redaktion:
Viggo Tyrrestrup (vt)
Palle Kousgaard (PK)
Korrektur: Lise Laursen
Tryk: Medborgerhuset
Nr. 28 November 2012
ÅRETS LANDSBY 2012
Nyheden om Vrads som Årets Landsby sprang
pludseligt og uventet, men efter at byen har
sundet sig, har det sydet og boblet med aktiviteter.
Vrads har tidligere konkurreret om at blive
Årets Landsby i regionen, hvor det blev til en
nominering.
Dynamiske, kraftulde vradskvinder viser vejen frem. For en
tid kunne Vrads kaldes lille ”Zukumaland”. (PK)
Intensitet med koncentration og aktion udfolder sig på
mange plan blandt unge og lidt ældre. (PK)
Denne gang er forhistorien, at Palle Kousgaard
blev kontaktet af Silkeborg Kommunes udviklingskonsulent, om ikke Vrads skulle søge den
landsdækkende titel som Årets Landsby. Palle
kontaktede formanden for borgerforeningen,
som sammen med Palle og med Marie Raes som
pennefører kort før fristens udløb sendte en
begrundelse for og ansøgning om at blive Årets
Landsby.
Og voilà: Vi er Årets Landsby!
Men helt uproblematisk er det dog ikke, der
følger ingen penge med, vi er en lille landsby,
som selv må afholde udgifterne til festligholdelsen m.m. i forbindelse med prisoverrækkelsen, men æren er det fejreste træ i skoven,
siger vi med Peder Syv.
En af de ovennævnte bobler er udgivelsen af
denne Vradsavis, som ellers har ligget i dvale i
længere tid. Redaktionen har forsøgt, som det
ofte er gjort før, at ﬁnde ud af, hvad det er,
der gør Vrads til Vrads. Én ting er sikkert, sagen er ”multifaktoriel”, der er mange ting, der
spiller ind.
Vi håber, at denne Vradsavis udover at være til
glæde for vradserne kan synliggøre disse ting,
således at de måske kan bruges i landsbyer,
hvis eksistens står på spil.
vt
”LANDSBYEN” I STORBYEN - OG
”STORBYEN” I LANDSBYEN
Om forudsætninger for byfællesskab
af Palle Kousgaard
By og land er hinandens modsætninger, men de
supplerer hinanden. Byerne - og især de store
- rummer det moderne samfunds muligheder og
udvikling, mens landet er for bønder og kratluskere og for dem, der enten har opgivet at følge med eller af en eller anden sær grund synes,
at livsbetingelserne ude i periferien - på landet
eller i de små byer - er bedst. Den opfattelse
kunne man ind imellem få.
1
EFTERKRIGSTIDENS BYGGEBOOM
MILJØDEBATTEN
Kombinationen af stor boligmangel og indførelsen af industrialiseret byggeri efter 2. verdenskrig betød, at meget store boligbebyggelser skød op omkring de større byer i 1960‛erne,
og i midten af årtiet opførtes omkring 40.000
boliger om året, toppende med 55.000 boliger
i 1973. Parallelt med de store boligprojekter
bredte parcelhusene sig ud over landet med
300 km villavej om året. Her var lys og luft og
gode forhold for børnene, men inden for ligusterhækken var familien sig selv nok.
Efterhånden som mange kvinder ﬁk udearbejde,
og børnene tilbragte dagen i institution, blev
parcelhusområderne øde i dagtimerne og ﬁk
prædikatet - ”soveby”. En boligmæssig rigdom,
men bymæssig fattigdom. Det voksende antal
biler prægede områderne med deres store
arealkrav og krav til traﬁksikkerhed, som ofte
søgtes løst ved at adskille traﬁkarterne. Arbejdspladserne skiltes fra boligområderne.
Væk med støjende og rygende virksomheder og
deres tunge traﬁk. Trygt og sikkert blev der i
boligområderne, men de uformelle menneskelige
møder blev færre. ”Fremmedgørelse” blev et af
tidens nye begreber.
Ikke bare arkitekter, men byplanlæggere af
mange andre professioner tog udfordringen
op. De var ingeniører, bygeografer, landinspektører, kultursociologer, psykologer og mange
andre, der var grebet af at få menneskeliggjort de nye bydele ved at forme og bygge, som
digteren Inger Christensen formulerede det i
digtsamlingen Det fra 1969: ”en by der er blød
som en krop.” Man skævede ikke alene til de
tætte, gamle bydele med deres varierede liv,
men også til landsbyerne i forestillingen om, at
her fandtes det gode miljø med nærvær og det
fællesskab, de nye bebyggelser manglede.
KAN BYFÆLLESSKAB PLANLÆGGES ?
Det stildannede Albertslund Syd, som opførtes
i midten af 1960‛erne, var en stor bydel til ca.
2200 boliger i overvejende tæt-lav bebyggelse
i form af gårdhavehuse, to-etages rækkehuse
og små karreer langs en kanal. For at modvirke
monotonien arbejdede man i planløsningen med
intimsfærer. Ud over den private familiesfære
havde man det ”tvungne bekendtskab”, hvor man
tæt ved boligen ikke kunne undgå naboerne, som
man allerede fra indﬂytningen kom ”på hat ”
med, og det ”uforpligtende fællesskab” i bycentret, i aktivitetslokaler og fællesrum og langs
kanalen, hvor man skulle kunne føle sig hjemme i
mængden og selv vælge, hvem man ville hilse på.
Når man færdes i et landsbysamfund som
Vrads, kan en sådan skematisering umiddelbart
virke kunstig og måske overﬂødig, men i datidens socialt mere statiske samfund, hvor man
i lyntempo byggede nye bydele af størrelse
som mindre købstæder, syntes det væsentligt
allerede i planlægningsfasen at kunne lette
omgangen mellem mennesker. Men selv om man
i planlægningen søger at skabe rammerne for,
at livet kan blomstre frodigt, kan planlæggeren
ikke skabe liv i en by.
DET ALT FOR RATIONELLE
Det kan meget vel være, at børnene på billedet har det
godt, men børn i silhuet i et ellers tomt, forblæst og sneplettet område mellem betonvægge var et godt symbol på
fremmedgørelsen. Hedeparken i Ballerup. Industrialiseret
almentnyttigt byggeri med åbne arealer og en vandtrappe i
beton. Foto fra omkring 1970. (PK)
2
Arkitekt og samfundskritiker Poul Henningsen
(PH) udtalte om Albertslund Syd noget i retning
af, at det var en udmærket plan, men der var
bare for få possementmagere1. Ikke fordi possementmagere som sådan havde nogen funktion
i nye bydele, men det hele var for rationelt
og gennemtænkt. Der manglede kort og godt
et varieret og spontant liv, for selv de bedst
gennemtænkte projekter kræver, at der er
tilstrækkelig mange, der kan og vil udfylde og
udvikle rammerne. Det viste sig ofte sværere
end som så i tidens mange store projekter, hvor
rammerne var ﬁne, men de menneskelige resurser ikke mange nok.
1
En possementmager fremstiller borter, kvaster, bånd og
frynser m.m. til beklædning og møbler.
KOLLEKTIVER OG MILJØER I BY OG PÅ
LAND
1960‛erne og 70‛erne gav da også helt anderledes nyskabende boligformer, hvor livet spirede
nedefra. I kollektiverne og ude i ”miljøerne”,
som de uformelle grupperinger kaldtes i slutningen af 1960‛erne, spirede og voksede det
efter helt nye retningslinjer ud fra drømme og
ideologier – i mere eller mindre tætte hashtåger. Det konkretiseredes til dels i slumstormermiljøerne og frem for alt i Christiania, men
også i den københavnske omegn og så langt ud
i landdistrikterne, man næsten kunne komme.
Man søgte at realisere drømme og nye livsformer i billige landejendomme med lidt jord eller
i større og dyrere ejendomme med meget jord
med godset Svanholm i Hornsherred som det
mest markante eksempel. Og efterhånden er
hele bysamfund opstået omkring nye samfundsformer.
KULTURER MØDES
1960‛erne og 70‛ernes unge skilte sig oftest
meget ud fra landbefolkningen, og det var på
mange måder to vidt forskellige kulturer, der
mødtes. Konﬂikter var der mange af, men efter
at man havde set hinanden lidt an og fundet
ud af, at vi jo alle bare er mennesker, blev det
efterhånden lettere for byboere at ﬂytte på
landet og blive en integreret del af det lokale
liv. Den gensidige angst for det anderledes
mindskedes.
hvoraf by- og landzoneloven, som trådte i kraft i
1970, blev bremsende for landsbyer, der ikke var
udlagt som vækstområde eller egentlige centre.
Der var meget fornuft i lovene, for skræmmende
eksempler var der nok af - men sådan føltes det
absolut ikke altid i landdistrikterne.
BETYDER LUKNING LANDSBYDØD?
Skæbnetungt udkantsområde hvor alt er opgivet - eller stedet for
et afslappet liv? Udsnit af foto fra en landsby omkring 1970. (PK)
Om udviklingen med færre arbejdspladser
på landet og den efterfølgende nedlukning af
servicefunktioner på længere sigt kunne være
modvirket af en mindre restriktiv byggelovgivning i landdistrikterne, eller om ﬂere byggede
boliger dengang blot ville have givet ﬂere tomme boliger og mere forfald i landdistrikterne
nu, kan nok ikke besvares generelt. Men når der
i samfundet i almindelighed er en tendens imod
større og større enheder, vil selv en stagnation i et landsbysamfund oftest reelt betyde
tilbagegang. Skolelukning, butikslukning, langt
til alting, fraﬂytning og landsbydød. Det synes
næsten at være en naturlov, dog med enkelte
modsatrettede strømninger som fx en kortvarig
tro på, at man med internetbaserede hjemmearbejdspladser lige så godt kunne bo på landet
som i byen.
Men det nytter ikke at hænge fast i de traditionelle forestillinger om, at mister en landsby
sin købmand og sin skole, så er det ved at være
slut. For er det sådan, har det i virkeligheden
længe været slut, for landsbyernes rolle i samfundet er under stærk forandring.
OVERSKUELIGHED, FÆLLESSKAB,
MANGFOLDIGHED
”Eksoter” spiller indisk musik i naturen tæt ved Vrads i påsken 1971. Det medførte dog ikke kulturkampe, da de lokale
var klar over, at fra den kant kunne man vente sig lidt af
hvert. (Mikala Erstad Bruun)
BY- OG LANDZONELOV
Byggegrundene på landet var billige, og også her
bredte parcelhusene sig.
Især i København havde mange en – vel nok berettiget – frygt for, at det åbne land skulle lide
overlast under en ukontrolleret spredt vækst af
boliger og erhverv. 1960‛erne var derfor tiden for
udarbejdelsen af en lang række planlægningslove,
Grundlæggende skal man se på, hvilke reelle
fortrin et landsbyliv kan have frem for storbylivet. Disse fortrin skal man underbygge og
styrke snarere end at se på, hvordan man kan
give kunstigt åndedræt til det, der alligevel
forsvinder, hvis det ikke gives nyt indhold.
Når arkitekterne ved de store bebyggelser lod
sig inspirere af forestillinger om landsbyfællesskab, så ville det være nærliggende, om man
også i landsbyerne lod sig inspirere. Ikke alene
af ideen om overskuelighed og fællesskab, men
også af mangfoldigheden i livet i storbyerne.
Altså overskuelighed, fællesskab og mangfoldighed.
3
Vrads ”downtown” 1982. Billedet er klippet fra DR-Bonanza
og fjernsynsserien ”Rejseholdet”, hvor en episode foregik
omkring Vrads. Hvordan mon her ville se ud om 30 år ?
Det kan nytte. Samme hus 30 år senere. Nu med Købmandsbutikken, som renoveredes i 2011. Ved den lejlighed ﬁk
huset vinduer, der klæder det bedre. (Søren Rasmussen)
NÆRHED ER EN KVALITET
Den mangfoldighed, der potentielt er tilstede
i et landsbysamfund, kan selvfølgelig ikke måle
sig med storbyens mangfoldighed af tilbud. Men
det behøver den heller ikke. Kvaliteten af et
arrangement behøver ikke kun måles objektivt,
for den oplevede kvalitet vokser med nærheden.
MANGE ÅBNE AKTIVITETER
Af de mange aktiviteter i Vrads er nogle sat
i gang af behov, mens andre primært er sat i
gang, fordi nogen havde lyst og tog initiativ.
Men uanset baggrunden er det vigtigt, at så
mange aktiviteter som overhovedet muligt er
åbne for alle, og at så meget som muligt foregår
eller i det mindste præsenterer sig i det fælles
rum. Altså at de er tilgængelige og bydende sig
til for alle i byen - og også meget gerne fra oplandet. Det er vigtigt, at der er mange aktiviteter på tværs af generationer, og selv om nogle
aktiviteter ikke er for børn, er det godt, hvis
børn kan være med.
DE FÆLLES RUM
Når man bl.a. i Albertslund Syd og andre nye
bebyggelser beskæftigede sig med grader af
4
intimsfærer, var det for at gøre det nemmere
at færdes og deﬁnere sig selv i en by, sammensat af mange ens elementer. Også i en landsby
som Vrads ﬁndes sådanne sfærer, uden at det
egentlig er planlagt.
Købmandsbutikken i Vrads med det runde bord
og terrassen uden for er de mest alment indbydende og ”åbne rum”. Terrassen er møbleret
størstedelen af året og altid ”åben”, og butikken er bemandet og åben mindst ﬁre timer hver
dag for et kig, et køb eller en snak og som regel
for en kop kaffe. Sandsynligheden for at falde i
tilfældig samtale er stor, og nok er butikken et
salgssted, men i mindst lige så høj grad også et
mødested.
Vrads er desuden privilegeret af en ﬁn uofﬁciel
torvedannelse mellem købmanden på den ene
side og forsamlingshuset (”Papagenopladsen”) og
kirken på den anden. Her imellem går den vej,
neddroslet til ét spor, som er eneste forbindelse mellem byens seks ud- og indadgående veje.
Mange gående eller kørende passerer hen over
torvet, mødes, hilser og falder i snak.
Forsamlingshuset er til både åbne og lukkede
arrangementer, og haven er tilgængelig, når
huset ikke er udlejet.
Da Vrads Smedje blev nedlagt, blev bygningerne købt til beboelse og erhvervsværksteder
af en gruppe vradsere (hørt for nylig: ”Erhvervsparken”!), mens den gamle smedje blev stillet
til rådighed for byen som et aktivitetsrum,
der drives og anvendes af en forening, alle kan
være med i. Her foregår mangt og meget, og
det er nemt ude fra at orientere sig om, hvad
der foregår.
GRADEN AF INVOLVERING
Manges deltagelse i mange aktiviteter har den
fordel for helheden, at mange lærer mange facetter af hinanden at kende. Man møder andre
sider af hinanden i en studiekreds, end man gør
i en arbejdsgruppe, end man gør i et kor, osv.
Der opstår derfor kun i begrænset omfang en
fast jargon, og det øger ikke alene forståelsen
og tolerancen, men det fremmer også empatien og gør det nemmere at navigere socialt og
påtage sig opgaver og ansvar. Med et citat fra
Vradsavisen 2007: ”efterhånden udvikler der
sig en positiv spiral: Når man laver noget sammen, lærer man hinanden at kende, man bliver
tryg i samværet med hinanden og tør bruge
ﬂere sider af sig selv, tager derved nye initiativer osv. Selvfølgelig er der pligter, men når de
gøres i fællesskab går det lettere.”
Men det er lige så vigtigt, at man ikke behøver
at deltage i landsbyens aktiviteter for at bo og
føle sig velkommen i bybilledet, og at man i det
hele taget ikke behøver involvere sig mere, end
man selv vil.
ANSVARLIGT ANARKI
MAN KAN SÅ MEGET SAMMEN
Begrebet ansvarligt anarki introduceredes i
forbindelse med Vrads Åben landsby – Levende kultur i 2007, og når vi i Vrads bruger
begrebet ansvarligt anarki som en beskrivelse
af en beslutnings- og handlingsstruktur, er det
netop et udtryk for, at formen tillægges mindre betydning. Det handler om at vise hensyn og
om både at kunne ”give plads” og ”tage ansvar”.
Selv om A måske er mere erfaren med noget
end B, så behøver A i det ﬂeste tilfælde ikke
nødvendigvis at gøre noget, B gerne vil, og ”får
B lov”, bliver der måske to, der er gode til noget, og måske bliver de herefter endnu bedre i
fællesskab.
Og dybest set kan formelle positioner ikke
bruges til så meget. Bedre at ”lægge titlerne
bort” – de ﬂeste af dem i det mindste. En foreningsstruktur kan være nødvendig, hvis der er
udadvendt økonomi involveret i større omfang,
eller hvis en formaliseret arbejdsdeling er nødvendig; men ellers bør det være så lidt formaliseret som muligt og derfor nemt at ændre eller
holde op med igen, hvis behov og lyst mangler.
Når man i et samfund samler sine erfaringer og
resurser, kan man meget selv. Andelsbevægelsen, der i 1800-tallets slutning bredte sig over
land og by, viste tydeligt, hvor meget fællesskabet kunne udrette, og etableringen af Vrads
Købmandshandel viste, at 12 mennesker kunne
sætte et levedygtigt projekt i gang, uanset at
de 12 interessenter næppe havde samme ideologiske baggrund.
Den andetsteds omtalte terrasse foran butikken voksede ligeledes ud af fælles ønsker og
arbejde, og Smedjen, Spilledåsen og Vrads
Festivalen er blevet til ud fra ideer til fællesskabets bedste.
DE RESURSESTÆRKE
Når man taler om en velfungerende landsby som
Vrads, hører man ofte udefra, at ”I er også så
mange resursestærke i byen”. Men at resurserne i det hele taget er blevet opdaget, skyldes
netop, at vi ved efterhånden at have lært at
give plads for hinanden og fokusere på hinandens bedre sider styrker hinandens potentialer.
Det behøver ikke altid at være lige nemt, og
det er da heller ikke altid i Vrads – bestemt
ikke - gået uden konﬂikter, men som i så mange
andre forhold gælder det om at få fokuseret
på essensen i problemet og få det væsentlige
frem til overﬂaden i stedet for at lade et begrænset problem vokse til en hel slægtsfejde,
noget man rundt omkring desværre stadig møder reminiscenser af fra tidligere tider.
En pavillon i forsamlingshusets have byggedes af frivillige
for penge, der især var kommet ind ved en frivilligt dreven
café. Pavillonen stod færdig i foråret 1998. (PK)
MUSIK SKAL DER TIL
I det hele taget er musiklivet kommet til at
spille en stor rolle i Vrads, og et væsentligt
pust fremad ﬁk det ved høstfesten 1996.
Da Borgerforeningens bestyrelse besluttede
at droppe den traditionelle suppe-, steg- og ismusikant, og i stedet opfordrede beboerne til
selv at spille for hinanden, blev der samlet ﬁre
(langt fra professionelle) bands, hvor kravet
var, at ingen måtte medvirke i mere end tre,
for musikerne skulle nemlig også selv ud at danse. Der var ikke tænkt længere end til høstfesten, men af disse bands eksisterer også i dag
Vrads Spillemandslaug, Rockbandet (nu under
navnet Philip Stewart Band) og et bossanova
band, der i ideen videreføres til lejlighedsbrug
under navnet Vrazz Jazz.
Af lidt ældre dato er Vrads Byorkester, som er
orkestret for alle, der vil spille med. Oprindelig
var det vist et kriterium, at man ikke øvede,
men alt med måde, og i en udvidet udgave medvirker Vrads Byorkester sammen med Vradskoret med en til lejligheden ny komposition, Vrads
2012 Ouverture, ved overrækkelsen af prisen
som årets landsby 2012.
Fællesskab og sammenhold illustreres ved en workshop med
dansegruppen Malingo gennem afrikanske danse. (PK)
5
DE MANGE NATIONALITETER
Pavillonen i Forsamlingshusets have udlejes med huset, men
bruges også ved mange fælles arrangementer. Pavillonen
åbner sig til himlen - et symbol på, hvordan landsbyer gerne
skulle kunne åbne sig - udad og opad. (PK)
IKKE ALLE LANDSBYER HAR SAMME
MULIGHEDER
Man kan stille en række forhold op, som i sig
selv hverken er nødvendige eller tilstrækkelige
betingelser for en landsbys evne til at overleve,
men som kan bidrage væsentligt til at gøre det
hele meget nemmere. Findes der fx inden for
rimelig afstand et varieret udbud af arbejdspladser, vil det være en meget væsentlig positiv
faktor for landsbyens evne til at tiltrække og
fastholde vidt forskellige beboere. På samme
måde er det positivt, hvis landsbyen er omgivet
af en varierende og spændende natur og/eller
andre bysamfund i nærheden, man kan have et
socialt og kulturelt samspil med. Vi behøver heller ikke at lave store analyser for at afgøre, om
en tilgængelig landsby med moderat traﬁk og
et veldeﬁneret bycentrum er mere eller mindre attraktiv end en bydannelse med spredte
huse langs en befærdet hovedvej eller end en
by, der udgøres af ﬁre kvadranter omkring et
tungt traﬁkeret vejkryds.
På alle disse områder er Vrads privilegeret , og
ikke alle landsbyer har samme gode forudsætninger. Nogle forhold kan ændres til det bedre,
mens andre er sværere at forandre.
TILFÆLDIGE SAMSPIL
Heldet eller tilfældet spiller også en rolle. For
Vrads skulle det vise sig ualmindeligt heldigt,
at året 1992, hvor Vrads Købmandshandel åbnede, samtidig var året hvor udﬂugtscentret
og timesharehotellet Vrads Sande blev købt til
meditationscenter. Meditationscentret har ført
mange kunder til Vrads Købmandshandel, og når
der er store internationale seminarer på Vrads
Sande, høres mange sprog i butikken. Mange
ﬂyttede og ﬂytter stadig til Vrads på grund af
meditationscentret, og mange af tilﬂytterne er
engageret både her og der. Huspriserne er steget i Vrads, og husene kan sælges.
6
Betegnelsen ”vradsere” bruges ikke alene om
beboerne i Vrads, men om alle, der er personligt
engageret i byen og dens liv. Vradserne har vidt
forskellig baggrund, uddannelse og beskæftigelse, og de kommer fra mange egne, ikke
alene i Danmark, men også fra mange steder i
udlandet. Det er meditationscentret selvfølgelig en del af forklaringen på, men ikke den
hele, for også musikken og de øvrige kvaliteter
i landsbyen trækker, så der i øjeblikket i selve
byen ud over ”danskere” er voksne beboere fra
England (1), Holland (5), Tyskland (7) Østrig (2),
Norge (1), Frankrig (1), USA (3), Thailand (1)
og Etiopien (1). Nogle af disse er blevet danske
statsborgere.
ØKONOMI
De ﬂeste funktioner i Vrads er selvﬁnansierende, men Forsamlingshuset og Spilledåsen
modtager tilskud til foreninger efter gældende
regler. Ligeledes har Spilledåsen fået tilskud
til etablering, og såvel forsamlingshus som
købmand har fået tilskud igennem LAG fra Fødevareministerium og Kommune til bygningsforbedringer.
UENIGHEDER OG FORSONING
Meditationscentret
Selvfølgelig var ikke alle glade for meditationscentret. Hvad skulle man med en indisk
guru, når man havde kirken, som igennem generationer havde været stedet, man delte
familiehøjtiderne med hinanden i form af dåb,
konﬁrmation, bryllup og begravelse. Og hvordan
sikrede man sig mod en eventuel uheldig påvirkning af de unge? Det hjalp dog lidt, at både en
skræmmende forlystelsespark og Tvind havde
været inde som andre muligheder. Meningerne
var delte, men det hjalp nok også, at der blandt
køberne var nogle med mangeårig relation til
Vrads og personlige bekendtskaber med ﬂere i
Vrads. Selv om de var lidt mærkelige, var de nu
også gode nok.
Snabegård
Nogle år forinden var Snabegård med sine godt
20 ha blevet købt sammen med en parcel, hvor
der måtte bygges 12 huse.
For køberne redegjorde Hildur Jackson for
planer og muligheder ved et møde i forsamlingshuset, men begreber som permakultur med lavenergihuse og muldtoiletter blev af nogen nærmest omsat til en ny Thy-lejr med jordhuler og
det, der var værre. (Her må indskydes, at det
ikke var mere end ca. 75 år siden, at der endnu
på egnen boede fattige i jord- og tørvehytter!).
En gruppe omkring Snabegård ﬁk af Them Kommune lov til selv at udforme en lokalplan for
området, hvilket betød en lokalplan, der var
meget anderledes, end man var vant til, hvilket
naturligvis skabte undren..
To vradsboere, som vist nærmest stod på hver
sin side af skillelinjen, blev imidlertid enige om,
at et sådant ude fra kommende projekt ikke
måtte splitte byen, og ”forsoningsmiddagen”
deltager mange af os stadig i. Ideen var nemlig
at indføre fællesspisning i Vrads, som stadig,
og især i vinterhalvåret, ﬁnder sted i forsamlingshuset.
En gård skal efter loven bebos af en landmand
senest to år efter købet, og da dette første
Snabegårdprojekt løb ud i sandet, og der faldt
dagbøder for ikke at opfylde bopælspligten,
blev gården i 1993 solgt for en yderst rimelig
pris til en gruppe med relation til meditationscentret. Det handlede nu om økologisk jordbrug
og bygning af mere eller mindre almindelige
træhuse, som dog heller ikke alle i byen brød
sig om. Projektet blev almindeliggjort ved, at
man ﬁk lov til at matrikulere de nye huse selvstændigt, så de ville kunne handles uden om det
fælles anpartsselskab. Det var betingelsen for
at kunne få kreditforeningslån. Ret hurtigt kom
man i byen til at kende menneskene, og så var
det ikke så galt endda.
Efterhånden har ”landmanden” i gruppen dog
købt de ﬂeste andele af gården, så det ligner
mere og mere et helt traditionelt selveje.
Vandværket
Da de mange nye huse på Snabegård skulle
bygges, havde Vrads Vandværk lige fået lavet
nye boringer, som man ikke rigtigt havde sparet penge op til. Behændigt satte bestyrelsen
tilslutningsafgiften op, så de 12 nye grunde og
andre tilﬂyttere kunne betale boringen. Det
satte kommunen dog stop for ved at diktere en
maksimal tilslutningsafgift.
Skomagergården
Også en anden gård, Skomagergården, har sat
sindene i kog. Planerne for Skomagergården var
mange, mens ejeren ikke havde travlt med at få
solgt. En ”developer” søgte at købe og få lov til
at udstykke hele gårdens areal. Holdningerne i
byen var skarpe til en så stor byudvikling, men
projektet lod sig ikke gennemføre, og alt faldt
til ro.
En ny gruppe, der havde en ide om at bo hundrede familier sammen, søgte om at måtte
udstykke til et mindre antal af huse, som de
regnede med i første omgang at kunne få lov til.
Nogen mente, det kun var en begyndelse, og en
venlig kommuneingeniør havde udtalt sig positivt på trods af at en kommuneplan, der netop
var i høringsfasen, ikke nævnte byudvikling i
Vrads. Igen blev der splid i byen, og også det
projekt faldt.
Mange uoverensstemmelser er gået i sig selv
igen. Måske er nogen rejst fra byen, fordi de
ikke brød sig om de nye forhold, men det har
næppe været hele grunden, for nogle af dem,
der er rejst fra byen, har måske nærmest fortrudt og kommer med glæde tilbage jævnligt
– til glæde for alle.
FREMTID OG VÆRDIER
Forsøgt set både indefra og udefra er ovenstående en slags tilbageskuende beskrivelse af
situationen i Vrads, som den har udviklet sig og
er nu, og ikke et fast udtryk for en ideologi eller et værdisæt at styre efter.
Ansvarligt anarki indebærer netop, at input
fra mange forskellige sider er baggrunden
for de tiltag, der ved fælles indsats får liv og
bærer frugter i øjeblikket og frem, men som
også giver en vis sikkerhed for, at frugterne
ikke bliver overmodne og for meget over sidste
salgsdato.
Det sidste er vanskeligt i en almindelig hierarkisk struktur, hvor man i højstemte øjeblikke
kan tale om, at stafetten gives videre, mens der
i et ansvarligt anarki snarere er tale om ﬂere,
måske endda adskillige stafetter, der bringes
i løb, men hvor man i fællesskab ﬁnder ud af,
hvilken eller hvilke, der kommer i mål.
For så små byer som Vrads vil befolkningssammensætningen variere meget over årene. Før
1992 var der ikke mange børn i byen, men børnetallet nåede op omkring 70, men er nu mindre, og den tid kan komme igen, hvor der bliver
trængsel i toppen af alderspyramiden. Det er
ikke nødvendigvis negativt for byens liv, men
kan give et større generationsspring, når nye
kommer til. Men forhåbentlig vil landsbylivet til
stadighed være en foranderlig organisme med
plads til alle at være og virke i og ikke et monument over, hvad nogen gjorde engang.
DE MANGE MØDER
Det er ikke arten af aktiviteter, der betyder
så meget, men de skal være til gensidig inspiration og glæde. Det skal være let at ﬁnde frem
til og ﬁnde plads i de fælles sammenhænge, og
det, vi gør sammen, skal være udviklende og
kunne åbne de mentale rum, der giver lyst til
at udveksle med andre, dog hverken mere eller
mindre end den enkelte har lyst til og føler sig
tilpas med. På den måde møder vi hinanden med
glæde, når vi mødes i byen og rundt omkring, og
det lader sig gøre, hvis tilstrækkelig mange vil
det.
7
VRADS KØBMANDSHANDEL
af Viggo Tyrrestrup
Vrads Købmandshandel fejrede i april i år på
festlig vis sin 20 års fødselsdag. Den blev i sin
tid oprettet af 12 lokale folk, fordi der ikke
længere var butik i Vrads. Tidligere havde der
været en brugs, der blev til købmand og hvor
Vrads Købmandshandel er nu, kom en døgnkiosk, som lukkede i 1990.
Vrads Købmandshandel blev stiftet som en selvejende institution, hvor alle aktive købmænd
udgør bestyrelsen. Overskuddet skal gå til
velgørende formål i Vrads og omegn og den vigtigste opgave er at være et sted, hvor landsbybeboerne kan løbe på hinanden og udveksle nyt.
Denne sociale funktion er i høj grad lykkedes.
Udover at forhandle de almindeligste dagligvarer og mere specielle ting, det meste økologisk,
er butikken landsbyens centrum og treffpunkt.
Omkring det runde bord i butikken eller på
terrassen udenfor mødes lokale og udefra kommende. Her går snakken ofte livligt, og nye
initiativer opstår. Her melder man sig til fælles
arrangementer og kan ofte være heldig at løbe
ind i en, man lige har brug for at snakke med.
I alle årene har kunder/besøgende undret sig
over den fantastiske butik, men det, der gør
det, er vel blot, at den virker lidt gammeldags,
at købmanden siger hej, gerne vil snakke og
byder på en kop kaffe. Betjeningen er nok mere
personlig og ikke så rutinepræget som i andre
butikker.
Oven på butikken er landsbykontoret med netcafé, kopimaskine og diverse foldere. Ved siden
af er butikkens galleri som permanent udstiller
lokal ‛husﬂid‛ såsom keramik m.m. og indimellem
er der udstillinger af lokale kunstnere eller med
et lokalt tema.
Butikken har en primitiv teltplads og fungerer
som et uofﬁcielt turistkontor, der bl.a. kan anvise overnatningsmuligheder.
En nyere funktion er afhentnings-og indleveringssted for materiale fra Silkeborg bibliotek.
I de senere år har butikken om formiddagen i
december måned fungeret som varmestue for
lokale, og indimellem er der strikkecafé om det
runde bord.
I januar-februar 2011 gennemgik butikken en
tiltrængt renovering. Der blev lagt nyt gulv,
ydervæggene blev isoleret, og nye sprossede
vinduer kom til. Af udgiften blev kr. 215.000
formidlet dækket gennem LAG (Lokal Aktions
Gruppe) Silkeborg og betalt af Silkeborg kommune og Fødevareministeriet. Samtidig ﬁk også
den resterende del af facaden nye vinduer.
Siden starten har ca. 50 købmænd været ak-
8
Ved festlige lejligheder - som her ved indvielsen af den
renoverede butik - spilles og synges Bibi Fussings gamle
Købmandssamba, som blev skrevet til åbningen i 1992 - eller
måske var det først året efter. (Anne-Grethe Kousgaard)
tive i butikken, pt. er der 24. Antallet af timer
man er købmand varierer meget, ansvarsområderne ligeså. Alle hjælper efter evne, og der er
ikke noget der hedder dårlig samvittighed, som
det hed i et af butikkens mottoer fra starten.
Lønnen, man får, er glæden ved at være med.
Butikken har i tidens løb haft besøg fra andre
landsbyer af grupper, der har planer om at
starte noget lignende, og ﬂere købmænd har
været udenbys og fortalt om V.K.s måde at
drive butik på. For tiden er en udenlandsk lokal
beboer i sprogpraktik.
AFTENSANG MED SANGE FRA TAIZÉ
af Hanne Gustavussen
På en fælles skitur til Hovden sad Lene Korshøj
Rasmussen og jeg og blev vældig begejstrede
over vores erfaringer hver især med sange fra
Taizé. Sange som vi begge har haft dejlige meditative stunder med.
Taizésange er enkle meditative lovsange på ﬂere sprog og fra forskellige traditioner. Sangene
gentages som regel mange gange. De bliver sunget i et fælleskirkeligt, internationalt kloster
i en fransk landsby – Taizé – og traditionen er
udsprunget herfra. Stedet besøges hvert år af
op mod 100.000 gæster.
Min erfaring beløb sig til nogle weekendture
med en taizégruppe fra Ry, som min søster
var med i, men tanken om, at vi kan mødes fra
mange forskellige traditioner og synge og meditere sammen tiltalte mig, og glæden herved
var årsag til begejstringen på fjeldet. Så Lene
og jeg enedes om, at vi, meget for vores egen
for vores egen skyld, ville starte Taizé-aftensang i Vrads kirke. Første gang var onsdag den
7. juli 2010, og sangen fortsætter stadig hver
den første onsdag i måneden. Vi mødes en aften
i måneden til stilhed, sang og samvær i Vrads
Kirke. Vi lærer de enkle sange sammen, sætter
efterhånden stemmer på, og lade sangene stå i
meditativ stilhed.
Vi har haft rigtig mange gæster fra nær og
fjern, og en aften sad jeg alene og sang, indtil
Connie dukkede op. Så var vi to. Vi har ingen
succeskriterier. Vores egen glæde og begejstring ved aftensangen er stadig lige stor.
Hvis du har lyst til at prøve at være med, er du
hjertelig velkommen. Der kræves ingen forudsætninger for at være med.
Døren er åben fra kl. 19, hvor man er velkommen til at komme indenfor og lade roen indﬁnde
sig. Ca. 19.15 går vi i gang med at synge. Klokken
19.45 slutter aftensangen.
Kommende datoer er: 5. december, 9. januar,
6. februar, 6. marts, 3. april, 1. maj og 5. juni.
Vel mødt fra med-initiativtager
Hanne Gustavussen, tlf. 26256764.
FHÅS
af Lis Kragelund
For 5 år siden ﬂyttede Erik og jeg til Vrads for
at nyde vores nye træhus og den lokale natur i
fred og ro. Det gør vi i rigt mål.
Desuden ﬁk vi en helt uventet gave, nemlig
mødet med de mange inspirerende og interesserede indbyggere i Vrads. Man mødes på kryds
og tværs i mange forskellige sammenhænge
både seriøst og muntert. Det skal være sjovt
for alvor, siger man.
Jeg forestillede mig, at jeg - som jeg var vant
til – nok måtte rejse til Folkeuniversitetets
afdelinger i de større byer for at få tilgodeset
mine kulturhistoriske interesser.
Normalt studerer man historie ‛lodret‛ efter
en tidslinie eller som en følge af begivenheder,
men jeg var nysgerrig efter at vide, hvordan
det var at være menneske i en bestemt tidsperiode. Jeg ville gerne ﬁnde sammenhænge og
lære nyt om historie og om, hvordan de politiske forhold kan aﬂæses i kulturens og kunstens
forskellige udtryksformer.
Jeg var på nippet til at kontakte Folkeuniversitetet med min idé, da jeg luftede idéen for den
inkarnerede vradser, Viggo, som udbrød: ”Jamen, det kan vi da selv klare i Vrads.”
Med nogen skepsis gik jeg videre med tanken.
For ka‛ man nu det? Er der overhovedet andre i
Vrads, der interesserer sig for den slags? Er vi
selv dygtige nok til at holde oplæg, så det bliver
seriøst? Hvad med økonomien? Hvem vil holde
oplæg?
Ved fælles hjælp og efter mange samtaler gik
vi i gang. Jeg valgte årtiet 1900 til 1910, og Viggo døbte foretagendet FHÅS, en forkortelse af
For Hundrede År Siden.
Viggo ﬁk pensioneret lærer og historiker, Jørgen Ballegaard, bosat i Bryrup, til at give os
et politisk skelet ved det første arrangement.
Her aftalte vi, at et arrangement altid sluttede
med, at den, der havde lyst til at holde det næste oplæg, meldte sig med et emne og bestemte
den næste dato. Viggo var straks klar med et
foredrag om malerkunsten i perioden. Siden har
de, der har haft lyst, oplyst og underholdt os
andre med spændende viden inden for deres
interesseområde.
Efter oplægget drikker vi kaffe med bagværk
og diskuterer, hvad vi har hørt og lært i løbet
af aftenen. På den måde får vi vendt og drejet
og perspektiveret emnet.
Sådan har vi nu gennem 2 år gennemført en halv
snes arrangementer med mellem 10 og 17 deltagere. Medlemmer af Den Gamle Smedje har
gratis adgang, andre betaler 20 kr.
Emnerne har spændt vidt: malerkunst, musikalske strømninger, litterære strømninger, den
tekniske udvikling, synet på børn og børneopdragelse, kvinders forhold, lokale forhold samt
kost og sundhed (med hjemmebagte smagsprøver, uhmmm!!).
Det kræver jo unægteligt en indsats af oplægsholderen at forberede sig og ﬁnde en fremstillingsform. Kun et par stykker af os er mere eller
mindre professionelle i foredragsbranchen, men
det viser sig, at jo mere man fordyber sig, jo
mere interessant bliver emnet. Og man kan være
helt sikker på et lydhørt og aktivt publikum.
Med afsæt i, hvad vi nu ved om, hvordan det var
at leve mellem 1900 og 1910, har vi som afslutning på foredragsrækken bevæget os op i tiden
forbi Første Verdenskrig til Weimar republikken. En tid, som vidner om demokratiets svagheder. Aktuelt, fordi det understreger, hvor
vigtigt det er, at vi passer på vores eget demokrati, også her i Vrads. Til dette komplicerede
emne har vi dog fået hjælp af udefrakommende
kræfter - familie og venner – som leverede professionelle foredrag om de politiske forhold og
kunsten i Weimar republikken.
Det er helt trist, at de berigende og hyggelige
aftener nu er forbi, men vent bare: vi er parate
med nye idéer.
9
KØBMANDSTERRASSEN - OPHOLDSSTED OG HASTIGHEDSDÆMPENDE
FORANSTALTNING
af Palle Kousgaard
Omkring 1970 havde nogle husmødre i Delft i
Holland stillet møbler ud i gaden for at dæmpe
traﬁkken på deres boligvej (og børnenes legegade), og det blev den anarkistiske begyndelse
på de stille- og sivegader, som vi nu kender i
mange byer – shared space hedder det vist på
nydansk.
BYFORSKØNNELSE I VRADS
Them Kommune havde lidt heldigt fået mange
penge i kassen, og i 1995 afsattes midler til
over en årrække at forskønne kommunens bysamfund. Jeg var projektkonsulent for kommunen og kom desuden til at stå for design og udførelse af torveprojekter i Bryrup og Hjøllund.
I Vrads, hvor jeg var kommet i bestyrelsen af
borgerforeningen, nedsattes i 1996 en gruppe,
der skulle arbejde videre med forslag til forskønnelse af Vrads.
Vi holdt mange møder i den bredt sammensatte
gruppe, som ud over Morten Koch og mig fra
borgerforeningens bestyrelse bestod af Hanne
Gustavussen som repræsentant for menighedsrådet, Hans Jørn Jensen fra forsamlingshuset begge var de desuden købmænd - og fra Vrads i
øvrigt Pernille Behrend, Erik Gram-Hanssen, Alf
Rasmussen og Mogens Bonﬁls. Gruppens analyse
og forslag var klar i januar 1997 og præsenteredes ved et borgermøde i februar.
TRAFIKREGULERING ER OGSÅ FORSKØNNELSE
Da projekterne i Bryrup og Hjøllund var gennemført, havde byrådets sammensætning og
kommunens interesse for forskønnelse imidlertid ændret sig til mest at handle om traﬁk. Det
var også forskønnelse, hævdede nogen, og pengene var delvis brugt til noget andet. Så Vrads
var rykket ned i bunken..
Vi holdt imidlertid fast i projektet, hvor det
var os magtpåliggende at få nedsat gennemkørselshastigheden i byen generelt og især ved
torvet (mellem købmand og forsamlingshus),
hvor en nedrivning af et hus og en udvidelse
af kørebanen i midten af 1980‛erne nærmest
havde skabt fri fart igennem byen. Vi ville desuden synliggøre og styrke torvefunktionerne og
anvende noget af det udeﬁnerede areal foran
købmanden som forareal til butikken, hvor vi
kunne placere et par caféborde bag nogle beskyttende steler.
Morten Koch havde en drøm om en terrasse
foran butikken, og jeg så gerne en form for
10
Principskitse af vejforløbet gennem Vrads fra forskønnelsesudvalgets rapport 1997. En forløber for terrassen. (PK)
siveløsning, så bilerne skulle passere på de svagere traﬁkanters betingelser. Men det virkede
for radikalt og svært at få igennem.
VI RYKKER FOR SVAR
Vi undlod ikke at rykke kommunen, som så tilbød
at opstille et par fartmålere, men til det er jeg
i en avis citeret for at sige, at fartmålere jo
kun ville vise det, bilisterne alligevel kunne se
på deres speedometer. Det var spild af penge,
og de 90.000 kr. fartmålerne kostede, kunne vi
anvende meget bedre selv. Det bakkede kommunen heldigvis op om, så nu kunne vi arbejde
videre med terrasseprojektet.
Det var i den tid, hvor enhver kommune med respekt for sig selv skulle have en rundkørsel, og i
kommunen fremkom fra vejafdelingen ideen om
at lade Løvevej, Lystrupmindevej, Ansøvej og
St. Bredlund mødes i en rundkørsel, som samtidig ville virke hastighedsnedsættende. Det ville
vi i gruppen under ingen omstændigheder være
med til. Vi syntes ikke ligefrem de gennemkørende biler skulle køre æresrunde i byen, og jeg
måtte med min faglige baggrund som by- og traﬁkplanægger sætte hårdt ind over for Hanne
Bjertrup som var formand for traﬁkudvalget.
Det havde vi mere forstand på, hævdede jeg,
og vi ﬁk vores vilje.
TERRASSEPROJEKTET TAGER FORM
Nu stod terrassen imidlertid ikke længere kun
som et ønske om et opholdssted, men som et
reelt hastighedsdæmpende alternativ til en
rundkørsel.
Kombinationen af liv på torvet og en omtrentlig
halvering af vejarealet, som kun ville tillade
passage af biler i et spor, måtte nødvendigvis
medføre bilisternes skærpede opmærksomhed
og nedsatte hastighed, og traﬁkmængderne
med en årsdøgntraﬁk på under 1000 biler var
trods alt så beskedne, at vi vurderede, der ikke
ville blive væsentlig kødannelse ved passagen.
Samtidig ville vi, hvad der besynderligt nok var
ret kontroversielt, ﬂytte de hajtænder, som
tidligere havde været ved Torupvej og Lystrupmindevej, til St. Bredlundvej, så den vej, folk
tidligere havde opfattet som gennemgående, nu
blev belagt med ubetinget vigepligt. Det betød i
virkeligheden kun, at vi tydeliggjorde den højrevigepligt, der formelt havde været i et par år,
hvor hajtænderne ikke var blevet malet op efter asfaltering af vejen – men en vigepligt stort
set ingen respekterede. Men vi var overbevidst
om, at ingen bilister fra Torupvej og Lystrupminevej alligevel turde køre frem uden at se sig
grundigt for. At alle på den måde skulle føle sig
frem, gav en ekstra hastighedsnedsættelse.
KAMP MOD MODSTANDEN
Der skulle argumenteres kraftigt, ikke bare
over for kommunen, men også ved et efterfølgende borgermøde i Vrads, og når man indtager
markante synspunkter kommer efterfølgende
også tvivlen. Er vores løsning nu den rigtige? Er
det farligt?
Jeg kunne ikke ﬁnde tilsvarende løsninger andre steder, men jeg havde nogle tidligere kolleger fra min tid som underviser og forsker på
DTU. Nu afdøde N.O. Jørgensen havde været
leder af Rådet for Traﬁksikkerhedsforskning
og var nu professor på mit gamle institut for
Vej-, Traﬁk- og Byplanlægning på DTU, og Jens
Rørbech, nu professor emeritus, var blevet
stadsingeniør i København. Begge syntes de, at
vores løsning lød utraditionel, men både spændende og fornuftig. En af dem, jeg husker dog
ikke hvem, sagde, at jeg skulle forestille mig,
hvordan det i alle tænkelige situationer ville
være at komme kørende fra de forskellige veje.
Det var den bedste måde at vurdere det på. Og
det var jo netop det, vi havde gjort.
Så sværere var det ikke.
Sommer i turistsæsonen i Vrads. Terrassen foran Vrads
Købmandshandel og forpladsen til Vrads Forsamlingshus bliver ﬂittigt brugt. Foran forsamlingshuset raster deltagere
i en organiseret vandring med forplejning, mens de indivudelle turister sidder på terrassen. Vejen passerer i ét spor,
og det røde felt med ”streetprint” trænger til en opmaling.
(Søren Rasmussen)
DEN FÆRDIGE TERRASSE
Et egentligt sivesystem advokerede vi ikke for,
men med rødfarvningen af resten af vejarealet og i øvrigt af andre steder, der kræver
særlig opmærksomhed, kom vi en del ad vejen.
Asfaltﬁrmaet Icopal havde udviklet konceptet
”streetprint”, hvor et mønster trykkes i den
opvarmede asfalt. Det ville adskille sig tilpas
meget fra vejbelægningen og ikke give det skift
i dækstøj, som kendes fra arealer med belægningssten. Desværre var der ikke penge til gennemfarvet asfalt, så asfalten må males op fra
tid til anden.
Terrassearealet blev, som det kendes i dag,
indrammet af kraftige granitsteler, som bærer
rækværket. Harmonisk og sikkert – dog knækkede den ene stele en nat, hvor en ung landmand
havde været på besøg hos kæresten ude vestpå, men skulle nå hjem til morgenmalkningen.
Det er ikke nemt at være virkelysten landmand.
Han faldt i søvn og kolliderede med terrassen.
Heldigvis kom han intet til, og han kom pænt
ind til Nette og undskyldte støjen og vedkendte
sig det fulde ansvar. Granitstelen blev limet
sammen igen, og så vidt vides er der ikke sket
andre uheld i de forløbne 12 år.
INDVIELSE OG EFFEKT
Traﬁkprojektet, som desuden omfattede byporte af to moderat voksende lindetræer ved
nogle af byskiltene, blev indviet af formanden
for Teknisk Udvalg, Hanne Bjertrup, der i sommeren 2000 klippede snoren og glædede sig
over det ﬁne resultat, som tydeligt nok både
løste traﬁkproblemerne og var en reel forskønnelse. Alt i alt et forbilledligt samarbejde mellem Vrads og Them Kommune
De første efterfølgende målinger viste en hastighedsreduktion over torvet på næsten 50%,
hvilket er en helt unik hastighedsnedsættelse.
Den samlede pris for hele projektet med møblering og trægulv på terrassen, asfaltarbejde
og træer var 90.000 kr. – samme pris som to
hastighedsmålere, der kun kunne blinke til traﬁkanterne.
For Vrads har terrassen - ud over det gode liv
omkring bordene - betydet, at St. Bredlundvej
ikke har barrierevirkning i byen. Byen virker
som en enhed, og børn og voksne krydser let og
sikkert vejen. Bilisterne kan se, at der sker noget på stedet, hvilket i sig selv er motiverende
for at køre langsomt.
Vi kan næppe ønske det meget bedre. En forøgelse af traﬁkken vil kunne give problemer
med blokering af vejene. Det vil i sig selv gøre
det mindre attraktivt at skyde genvej gennem
Vrads, men vi skulle meget nødig komme i den
situation, hvor nogen atter kunne tænke sig
vejen i to spor igennem byen !
11
VRADS FESTIVAL
af Lars Nyhuus Henriksen
Under kronen af det store bøgetræ har
Vrads‛ere og venner holdt fest siden 2007.
Men hvordan startede det? Og hvad skal det
til for?
Det startede på et planlægningsmøde 16. maj
i 2007. I indbydelsen stod der ”vil du være
med til at lave Musikfestival i Vrads en lørdag i
sommeren 2007. En eftermiddag og aften med
lokal musik, festivalmad, tivoliboder, stemning
og hygge. Arrangementets overskud går til
Spilledåsen, som har brug for ting til både musikrummet og hyggerummet.” På bare en måned
blev det til en helt rigtig festival med øl, Sankt
Hansbål og punkere. Vrads Festival har siden
været ”de forhåndenværende søms festival”. Vi
har så godt og vel lavet det, vi havde evnerne og
ressourcerne til. Ind imellem har vi sigtet højt,
det har været drøjt. Ind imellem har vi været
ﬂyvende. En enkelt gang har medhøret drillet
på scenen. En anden gang faldt en ung punker i
graven, da han var på tyvetogt efter øl i Peders
garage. Men, når bare musikken spiller...
Musikken bliver sat på programmet efter demokratiske principper. Hvis man bor i Vrads eller
allernærmeste omegn, har man adgang til scenen, uanset om man er begynder eller professionel. På festivalen er der plads til alle, og man
er ligemand uanset om man er Wienersymfonistryger eller laver larm som ung protest: Man
er lige dårligt betalt! Alle er frivillige, både
musikere, caféfolk, telthold og lydmænd. Alt i
alt plejer der at være omkring 100 forskellige
mennesker involveret i festen. Det siger sig
selv, at det kunne ikke lade sige gøre, hvis man
tog sig betalt. Overskuddet plejer at ligge mellem 15.000 og 25.000 kr. , som går til fælles
formål: Spilledåsen, pavillonen og forsamlingshuset har f.eks. modtaget penge.
Asmus‛ punk band i teltet. (Ebbe Høyrup)
12
Mette og Brice i Forsamlingshuset på Vradsfestival 2008. (PK)
Musikken står i centrum: Old Boys Big Band har
de sidste par år givet koncert mandag, som et
endeligt punktum for festivalen. Sosha – den
lokale heks fra Bryrup – har under menighedsrådets velsignelse givet koncert i kirken. Børnene fra Massa Qoussa har givet koncerter på
kokosskaller og trommeskind. Christian viser
jævnligt eventyret om Svinedrengen som dukketeater. Hvert år siger han, at vi ikke holder
til gentagelsen – men for børnene har forestillingen snart status på højde med Disneys
juleshow. Den skal være der, uden ændringer.
Når natten falder på, fortrækker de voksne til
varmen hos Øllauget, og de unge sætter usandsynligt store anlæg på scenen. Asmus Høyrup
har i den grad præsenteret landsbyen for hurtig og hårdtslående heavy. Ingen er i tvivl om
hans talent, og han trækker et fast publikum af
hønisser, som under alle andre omstændigheder
aldrig i livet ville gå til heavykoncert. Men talentet er der, og det er en fornøjelse at se og
høre nogen, som bare kan. Mangfoldigheden af
Hjalte og Frederik m.ﬂ. i teltet. (Lars Jørgen Grønbjerg)
udtryk giver anledning til lydhørhed. Lydhørhed
på tværs af genrer og generationer. Gå til festival og bliv overrasket!
Et år dukkede en lille franskmand og en lang
pige op på festivalen. Den lille mand havde en
enorm kontrabas på ryggen, og parret var nyligt
kommet hjem fra et 3 måneder langt musisk
ophold hos pygmæerne. De blev hængende og
ﬂyttede ind bag købmanden mandagen efter
festivalen, helt nyforelskede i det hele. Siden
har Mette og Brice givet musiklivet en ekstra
dimension, vi kan kalde det avantgarde. Og jo,
festivalen er ikke uden ambitioner: Lige dele
avantgarde og landsbytosserier – et grundlæggende princip om lydhørhed og lighed.
Vi har derfor besluttet at vedblive som glade
amatører: Ingen parkeringsvagter, ingen entré,
ingen toiletvogne og ingen dankort-automater.
Det er vigtigt, at det er lysten, der driver værket. Lysten til at mødes, feste, spille og lytte.
For publikum betyder det, at grænsen mellem
at være gæst og aktør ikke er så stor. Der er
mange gæster, som kommer hvert år, fordi
Vrads Festival er blevet et mødested for lydhørhed. Hvad gør det så, at man tager en tørn i
opvasken. Det er bare en del af samværet.
Jeg tror, at fællesskab opbygges gennem
fælles handlinger. Festivalen er en del af
landsbyens fælles opdrag. Hvis man er tvivl, har
teltholdet altid plads til nogle, der vil lære at
slå pløkker i.
Simone med venner i forsamlingshuset. (Lars Jørgen Grønbjerg)
Billeder fra Vradsfestivalen fra forskellige år.
Fra oven: Aftensmaden serveres (PK), publikum i circusteltet (Anne-Grethe Kousgaard), opmærksomme tilhørere (PK)
og stille reﬂeksion i ølbaren. (Søren Rasmussen)
13
MIN OPVÆKST I VRADS
af Irmelin Gram-Hanssen, f. 1986
Det var vidunderligt at vokse op i Vrads. Når jeg
lykkeligt og med drømmende øjne fortæller andre unge mennesker om min opvækst, mødes jeg
ofte med måben og endda skepsis, for størstedelen af mine jyske med-immigranter er lettede
over at være kommet til København og væk fra
deres hjemstavn – væk fra den snæversynethed der desværre er kendetegnende for mange
landsbyer, i såvel som udenfor Danmark.
Irmelin (tv) sammen med vradsere af alle aldre under en
workshop ved Vrads Festival 2008. Festivalen er opstået i
tæt relation til Spilledåsen. (PK)
I løbet af min opvækst i Vrads har jeg naturligvis haft mine øjeblikkes frustration over
manglende transportmuligheder, lidt for stille
lørdage aftner og lidt for mange velkendte ansigter, når man bare ønsker at være i fred, men
alt i alt har jeg kun store, søde, bløde og røde
minder fra min barndom og ungdom i Vrads.
Jeg kan nævne mange aspekter af livet som
ungt menneske i Vrads, der har gjort, at jeg ser
tilbage på min opvækst med så stor glæde. Et
helt centralt aspekt er dog den måde, hvorpå
børn og unge mennesker bliver betragtet i
Vrads. I stedet for at betragte denne del af
befolkningen som en gruppe, de voksne skal
”gøre noget ved”, bliver de betragtet som individer med ressourcer, der kan bidrage til den
positive udvikling af landsbyen.
Som beskrevet i forbindelse med udnævnelsen
af Vrads til Årets Landsby udøver folk i Vrads
en slags ”anarki med ansvar”, og det gælder
også for landsbyens yngre indbyggere. Som
14
unge mennesker ﬁk vi råderum til at påvirke
vores omgivelser og blev inddraget i beslutningsprocesserne på lige fod med de voksne.
Der blev gjort en aktiv indsats for at ﬁnde
frem til, hvad vi gerne ville have, og hvordan vi
kunne opnå det.
Jeg tænker her speciﬁkt på skurvognen og Spilledåsen. Disse to projekter blev foreslået af de
unge og ført ud i livet gennem et samarbejde
mellem børn, unge og voksne. I forbindelse med
skurvognen betød det enormt meget for os, at
de voksne tog vores behov for et ungdomssted
alvorligt, og at der var tillid til, at vi kunne administrere det. Det blev ikke kun de unges prioritet, men en prioritet for hele landsbyen.
Med Spilledåse-projektet var der ligeledes respekt for de unges ønsker og en tiltro til, at vi
var i stand til at fuldføre et så storstilet projekt. De af os, der var med i processen, ﬁk ikke
bare et musikhus og værested men også indblik
i organisatorisk arbejde og en fornemmelse for,
hvilke veje man kan gå for at skabe samfundsudvikling på lokal plan.
Det, der gjorde det fantastisk at være ung i
Vrads, var, at vi var medskabere af landsbyen
og dermed en uundværlig del af byens liv og udvikling. Vores ideer var værdsatte og blev ført
ud i livet. Den oplevelse er meget værd, og jeg
tror, at den har været med til at danne mit livssyn, og den måde jeg går til udfordringer i livet
på. Sandheden er, at jeg stadig har en drøm
om at ﬂytte tilbage til Vrads. En drøm om revy,
købmand, Vrads Festival, spillemandslaug, bøgetræer, hede, meditation og fællesspisning. Årsagen til, at mine følelser for Vrads er så varme,
er selvfølgelig først og fremmest de mennesker,
der bor der, og som gør landsbyen til det, den er.
Men Vrads er mere end summen af dens indbyggere, for igennem den positive interaktion mellem børn, unge og voksne er der skabt en landsbykultur, der bygger på respekt og åbenhed for
nye ideer, og som gør det muligt for et ungt
menneske som mig at se muligheder i landsbyen,
nu og i fremtiden.
De unges skurvogn stod først på Snabegård og derefter
ved det gamle Liselund ud ad Torupvej. Tegning Viggo 2001.
EN BARNDOM I VRADS
af Juliane Thulesen, f. 1991
Da Palle spurgte mig, om jeg ville skrive dette
indslag til Vrads-avisen, nævnte han, at det
aldeles ikke behøvedes at være alt for glansbillede-agtigt. Vi skal jo ikke være sådan nogle,
som synes alt for godt om os selv.
Så kom jeg lidt i vildrede, for jeg tænker vist
på min barndom som ret glansbilledagtig, gik
det op for mig. Jeg husker bedst, at Vrads
igennem barneøjne så meget hyggelig, smuk og
tryg ud. Da jeg så forsøgte at huske det knap
så sjove ved at vokse op i Vrads, var det første,
jeg kom i tanke om, den utrolige kedsommelighed hver gang man temmelig forgæves forsøgte
at få mor til at holde op med at snakke, når vi
skulle hjem fra butikken. Og man havde sagt
det; ‛Mor, du skal ikke snakke vel. Vi skal bare
spise is og så gå igen‛.
Og jaja, men det hjalp ikke spor. Johannes og
jeg kunne bruge alle vores børnekræfter på at
slide i hver vores arm og bruge hver eneste af
vores talegaver, men det var en umulig opgave.
Mor skulle snakke og helst i en lille time, hver
gang vi skulle købe bare en liter mælk. Den
frustration tror jeg ikke jeg havde haft i lige
så høj grad, hvis jeg ikke var vokset op i Vrads.
For Vrads er jo egentligt lidt for hyggelig.
Men for nu at opfylde Palles ønske, tror jeg
egentlig ikke, at Vrads endegyldigt er et fantastisk sted for børn. Det hænger nok nærmere
sådan sammen, at Vrads og jeg var et perfekt
match. Jeg passede godt til Vrads. Jeg var lidt
en enspænder, jeg havde masser af projekter
og kunne holde mig selv beskæftiget i timer
med hestene (Peter Dues heste) eller med at
skrive eller klatre i træer.
Og jeg var ikke ensom, ikke spor, for jeg kendte jo alle. Alle var mine venner (og er det da
stadig), selv om de ikke lige var på min alder.
Jeg kan huske én gang, hvor jeg tænkte, at det
kunne være sjovt at bo i Bryrup. (En tanke, som
jeg tror de ﬂeste ‛Vrads-børn‛ har haft, i hvert
fald kender Johannes også godt til den.) Jeg
gik i tredje klasse, tror jeg, og en del af dem
fra min klasse boede i samme kvarter oppe på
bakken. De kunne løbe ind og ud hos hinanden,
og de behøvede ikke at aftale det på forhånd.
Det måtte være fantastisk, tænkte jeg.
Det kan man selvfølgelig også i Vrads, men det
kræver nu, at man har et par kammerater på sin
årgang, eller i hvert fald, så nogenlunde på sin
egen alder. Det havde hverken Johannes eller
jeg. (Jeg ﬁk det dog da Martinyerne kom.) Så
vi legede med dem der var, og det var årgangen
under mig og to årgange over Johannes. Det gik
rigtig godt i rigtig lang tid. Men de blev nu lidt
Juliane Thulesen i sommeren 2006. (PK)
store til Johannes. På et tidspunkt begyndte
de at snakke lidt for meget om piger for hans
smag. Efter det legede vi ikke så meget med
dem mere. Først da vi blev ældre og aldersforskellen ikke blev så tydelig. I dag er de jo stadig mine bedste venner.
Nå, men det, jeg gerne vil sige, er vist, at for
mig var Vrads fantastisk. Vrads var et eventyr
fuld af muligheder, med skov, heste, hølofter,
naboer og frihed. Som barn var det perfekt.
Først i teenageårene blev Vrads for lille og for
langt væk fra resten af verden. Så ﬂyttede vi.*
Det hjalp en del. Nu er Vrads et slags fristed,
en lille tryg oase, som man kan vende hjem til
og slappe af og være fuldstændig sig selv og gå
i nattøj og gummistøvler til langt op på dagen.
Det er rart at have sådan et ekstra hjem, at
kunne besøge, når man trænger til et lille pusterum.
* Juliane ﬂyttede med sin kæreste fra Vrads til Silkeborg.
(red).
15
OM BOGEN ”BARNETS BESKYTTER”
AF JULIANE THULESEN
anmeldelse ved Palle Kousgaard
I begyndelsen af 2012 ﬁk Juliane Thulesen antaget sin debutroman ”Barnets Beskytter” hos
forlaget Mellemgaard, og i begyndelsen af efteråret var bogen trykt og klar til salg.
Med den fysiske bog i hånden er lang tids arbejde med en historie og dens personer slut,
og når genren er ”Fantasy”, er der tale om en
historie og nogle personer der, indtil manuskriptet er aﬂeveret, kun har levet inde i forfatterens hoved.
Fantasy
J. R. Tolkiens ”Lord of the Rings”, som udkom i
1965, blev af mange læst igen og igen og hurtigt
taget til indtægt for en erkendelsesudvikling,
hvor kampen mellem godt og ondt sammen med
karakterernes udvikling og forfald nøje blev
diskuteret. Magt korrumperer!
Det er fantasy-genrens store styrke, at man
kan boltre sig i disse modsætninger og desuden
bruge magien og mystiske væsner til at overskride grænser og åbne døre ind i nye dimensioner.
Handlingen foregår i hierarkiske og feudale miljøer i en tid, der minder om middelalderen. Der
kæmpes med sværd og skydes med bue og pil, og
man færdes til fods og til hest, hvis man da ikke
får et lift af et ﬂyvende væsen. Landskabet er
romantisk, men undertiden farligt og forarmet
og underlagt mørke naturkræfter. Det er eventyr for børn og voksne – og for forfatteren selv,
der må lade sig føre med af fortællingen.
Juliane Thulesen. Fra bogens bagﬂap. Foto:
Till Frölich.
i direkte tale, hvis personen taler netop sådan,
men ikke i selve fortællingen. Man kan undlade
mange kommaer; men er de der, skal de være
rigtige.
”Han og Dina tordnede side om side, med Tork
og de andre, imod bønderne, der red på små arbejdsheste.” Man ved, at Dino er Drakos hest,
og jeg studsede og standsede, da jeg i øjenkrogen så det første komma. ”Tordnede” Drako
virkelig side om side med sin hest? Og hvem var
det, der red på små arbejdsheste?
Et andet sted omtales en mand og en hingst, og
ved et efterfølgende henførende ”han” troede
jeg naivt, det var manden, der refereredes til.
Men det skulle vise sig at være hingsten.
Disse er forholdsvis gennemskuelig eksempler,
men der er ﬂere af den slags uklarheder.
Juliane og fantasy
Det er et univers, der passer Juliane godt. Hun
er fortrolig med jorden, med naturen og med
vejrliget og især med at ride, og hun har et
grundlæggende sundt forhold til, hvad der er
godt og ondt. I romanen har hun endda et bud
på, hvordan det onde opløses.
”Barnets Beskytter” er skrevet i en periode,
hvor Juliane - fra folkeskole igennem gymnasietiden og til nu - selv må have gennemgået
en væsentlig udvikling, personligt såvel som i
danskfærdigheder.
Medrivende og poetisk
Men i bogens begyndelse og især fra omkring 2.
del er det meget bedre, og ﬂere steder er sproget ﬂot og overbevisende. En længere beskrivelse af, hvordan hovedpersonerne fanges ved
lysmagi, er medrivende og betagende godt gjort.
Man kan i det hele taget mærke, hvordan Juliane
oftest begynder helt nede på ”jorden”, indsnuser
atmosfæren og så nærmest som en musikalsk
improvisation udvikler sætningerne. Det går ikke
altid helt godt, men mange steder rigtig godt,
og jeg har klippet nogle ﬁne og poetiske steder.
Citaterne er ikke sammenhængende.
Først nogle svagheder
Det er en imponerende bog, Juliane har skrevet,
men alt i bogen er ikke lige godt, og der er dele
af den, jeg havde svært ved at læse på grund
af en usikker sætningsopbygning og en meget
alternativ tegnsætning. Sådan mødte jeg bogen
og følte lidt modstand, og derfor kommer det
først. Kommaer er til for at vejlede læseren, og
tilsyneladende umotiverede kommaer midt i sætninger gjorde, at jeg måtte læse langsomt og om
og om igen. En sådan brudt kommasætning kan gå
Eksempler
”Det forstod Drako ikke, men de andre mænds
mundvige vibrerede let til begyndelsen af smil,
der aldrig blev tydelige.”
”Drako følte en sten fra maven smuldre og blive
til frisk, livligt vand, der skyllede rundt i hans
krop og rensede natten væk.”
”Et smertens skrig sprang fra hans sprukne
læber og ekkoet fra det rungede længe efter
hans krop lå død.”
16
”De stoppede alle tre op, så brat at Drako næsten ﬁk overbalance, da hans ben holdt op med
at gå under ham.”
Sanselighed
Drako er hovedpersonen, men det er kvinderne,
der er de virkelig stjerner. Philicia er en tjenestepige, men med en større bestemmelse. Hun
bor en tid sammen med Drako, og ﬂere gange
hører vi i samme sekvens om hendes gennemsigtige natkjole, og da hun trækker den over hovedet og står nøgen, siger hun: ”Lad være med
at kigge sådan”, og hun siger det ”irettesættende med en tydelig undertone” og sender ham
”et udfordrende blik bag de sænkede mørke
øjenvipper.” Ja, skal man springe til eller holde
sig tilbage. Det er ikke altid let at være mand
– heller ikke i en fantasy-verden.
Der er meget sanselighed og ømhed i bogen,
både i naturbeskrivelserne og - på trods af
barske attituder - i beskrivelsen af personerne,
som kan skifte fra det ophøjet stærke til det
helt udslukte. På et tidspunkt vågner nogle
personer i fangenskab: ”..stemmen var lille og
angst, som en drivvåd kattekilling, der beder om
at blive lukket ind for natten.”
Mange adjektiver og udsagn
Juliane skriver i en fortællende stil, hvor hun
undertiden næsten som en personlig forklaring
halvt henvendt til læseren tillægger ekstra og
indimellem overﬂødige oplysninger, som giver
brud i stilen, men som alligevel er underholdende. I bogens middelalderunivers ﬁndes både
lænestole og fjedermadrasser, og efter et
medrivende og uhyggeligt drama, som er swingende og ﬂot beskrevet, siger Drakos gamle
ven, Durik: ”Det var sgu lidt uhyggeligt.” Og det
kunne han da have ret i.
Et udtryk som ”marmorgyldent” er rigtig ﬂot,
selv om jeg ikke ved, hvordan det ser ud, og
udtryk som ”de løb listende” giver mig mere
stemning end konkrete billeder.
magiker, Clair, laver et nummer, da nogle af heltene er kommet over en voldgrav, og soldaterne
på borgmuren skal lokkes væk. Hun får en skikkelse, ”der til forveksling lignede en af de pænere ludere i Kongen Stad, dem som betjente
hoffet”, til at springe ud af sine ﬁngerspidser
og svæve op imod toppen af muren, hvor skikkelsen så ventede, til der kom en soldat. ”Hun
så på ham og bevægede sig langsom baglæns i
vuggende sensuelle bevægelser og gjorde tegn
til soldaten om at følge med.” Han råbte til de
andre vagter: ”Der er ikke noget her, men jeg
kigger lige efter alligevel.” Så blev han lokket
væk, og ”Clair smilede smøret: ”Alle mænd er
ens, i hvert fald alle soldater.””
Konklusion
Juliane har i mit dedikerede eksemplar skrevet,
at hun håber, jeg synes om bogen. Og det gør
jeg bestemt. Juliane henter stoffet indefra
og former det dér fra. Det er helt efter mit
hjerte. Hun går frisk til stoffet og skal ikke
bebrejdes for, at jeg ﬁnder svagheder, som
forlaget måske nok skulle have påpeget, for det
er som helhed en ﬂot og lovende debut af en
ung forfatter.
Bogen er angivet at være for 11-16 årige, og det
burde vel egentlig have været en ung, der havde
skrevet om den. Men respons fra en læse- og
skriveerfaren kollega kan vel også bruges.
Jeg har ikke beskrevet handlingen i bogen. Den
må man selv læse sig til, og historien er god.
Man er i godt selskab, og man kommer til at
kende Juliane bedre. Og det er ikke så ringe.
Meget er rigtig godt
Juliane tør meget med ord og sætninger, og
mange steder – også i kampscenerne - boltrer
hun sig med spil på mange tangenter. Der er
vendinger og ord, fx hvislende, slank og grinede,
der optræder rigelig mange gange. Slanke,
smukke og kloge kvinder er selvfølgelig i orden,
og ”perfekt skønhed” kunne jeg godt tænke mig
at vide, hvad er. Der er ord, der ikke helt passer ind i sammenhængen, og en del sætninger,
der kæntrer; men der er meget, der er rigtig
godt både i indhold og formulering, og historien
hænger godt sammen og tager til i spænding.
Magien
Magien er selvfølgelig uden for læserens fatteevne. Her må man lade sig forføre af forfatteren, som også lader magien forføre. En kvindelig
Juliane Thulesens debutroman. Omslagstegningen
er af Lars Ringgaard.
17
ILDSJÆLE OG FRIVILLIGE, HVAD ER
NU DET?
af Palle Kousgaard
Ildsjæle
I 2005 havde Vrads besøg af TV2 Øst, som
skulle til byen for at besøge månedens ildsjæl,
Hans Holm. Ildsjælsstaffen udspillede sig på
den måde, at månedens ildsjæl udpegede den
næste. Det blev til et kort klip med få ord og
meget postyr, og det inspirerede til, at den følgende Vrads Revy selvfølgelig med mikrofoner,
kameraer og teknikere skulle interviewe årets
Vildsjæl, mens en hel masse andet foregik samtidig. Som nogen måske husker, var vildsjælen
Tycho Virrestrup, den gamle redaktør Viggo
Tyrrestrups alter ego, og i sædvanlig Vradsrevy-stil spillede Hanne Viggo (Tycho) og omvendt. En frivillig substituering af en vildsjæl.
En af begrundelserne for at gøre Vrads til
årets landsby 2012 havde også med ildsjæle
at gøre. Ildsjæle og frivillige. Men ildsjæle er
de få, der år efter år trækker læsset for de
mange, og det kan man ikke længere tale om
i Vrads, fordi der er så mange, der skiftevis
trækker læsset og bakker op om initiativerne.
Der er ikke rigtig nogen, der behøver at trække noget læs længere, end de selv har lyst til,
for der er hele tiden mange, der er klar til at
videreføre det, der er væsentligt, eller til at
sætte nyt i gang.
Frivillige
På samme måde er begrebet ”frivillige” lidt underligt. Vrads Købmandshandel er ligesom Meditationscentret Vrads Sande drevet af ”frivillige”,
og dermed menes nok, at man ikke får løn for sin
indsats. Har vi råd, kan vi gøre meget frivilligt,
men hvor frivilligt kan man sige, noget væsentligt
er, når grænsen mellem indre og ydre nødvendighed er ikke-eksisterende. Hvis vores engagement
i livet i Vrads, som vi ﬁnder så vigtigt og sætter
så stor pris på, sammenlignes med at trække vejret, er det så frivilligt eller nødvendigt.
Når vi taler om de aktive i Vrads, regner vi
normalt ikke aktivitet på Meditationscentret
med, skønt det er tæt på og med et betydeligt
sammenfald af personer. Men for en del er det
i praksis et enten eller, og der er et stort internationalt netværk omkring de store seminarer på
Vrads Sande med mennesker, vi ikke ser i Vrads.
En, der er med i rigtig meget
Det er ikke noget mål i sig selv eller en særlig
kvaliﬁkation at deltage i meget, men hvis vi til
denne specielle lejlighed som årets landsby
vil præsentere en vradser, der er med i rigtig
meget, så er Mille Aagesen et godt bud, og ikke
alene deltager hun i meget i Vrads, men det gør
hun også på Meditationscentret. Mille har tidli-
18
Mille Aagesen sommeren 2006. (PK)
gere igennem ﬂere år været leder af køkkenet
på meditationscentret, hvor hun stadig er dybt
involveret.
Mille nærmer sig pensionsalderen, men indtil da
har hun almindeligt arbejde som pædagog - på
trods af, at hun dårligt har tid. Hun tager sig i
øvrigt også en del af sine tre børnebørn.
I Vrads er Mille købmand og aktiv i Vradskoret,
Revy/Kabareten, Spillemandslauget, Dansedagene, Borgerforeningens bestyrelse som mødedeltagende suppleant, Vrads Købmandshandels Læsekreds, Den gamle smedje, FHÅS, Fotoklubben,
Filmklubben, Ler for børn, og så er hun altid klar
til noget nyt både som deltager og igangsætter.
Mille bor i den oprindelige bolig til Den Gl.
Smedje og har eget værksted med keramik og
maleri i den ene ende af smedjen, som er omtalt
i artiklen om Storby og Landsby.
Smedjen er et netop et af byens, åbne rum,
hvor man udefra kan se, hvad der forgår, og
hvor døren oftest er åben. Noget af det, der er
så vigtigt i en landsby.
Redaktionel tekst:
Fra en rigtig vradsiværksætter, som konstaterede, at Vradsfestivalen manglede telte
til favørpriser, har vi modtaget:
ANNONCE
TUMPE BUSINESS – alt for guldgravere og
landsbytosser
v/ Lars Nyhuus Henriksen
Vildmarksforedrag – et år i vildmarken
62° Nord
Udlejning af:
·
Cirkustelt og beduinertelt
·
PA-anlæg og lysanlæg
·
Vildmarkshytter og skihytter
www.62n.dk
AKTIVITETER I VRADS
Foreninger m.m.
For at give et billede af Vrads‛ mangfoldighed
og til almindelig forbrugeroplysning har redaktionen efter bedste evne søgt at lave en liste
over ﬁrmaer, foreninger og aktiviteter i Vrads.
Det er en vanskelig opgave og vi beder om tilgivelse, hvis vi har glemt noget/nogen eller på
anden måde har fejlet.
Menighedsrådet, Bryrup og Vrads Kirker kontakt
Lene Korshøj Rasmussen, tlf. 75756406
Neder Vrads Grundejerforening
formand Søren Rasmussen, tlf. 75756310
Spilledåsen
formand Benny Andersen. benny@vrads.dk
Thørsting -Wrads Herreders Øl Laug
olderfrue Birgith Fruerlund, bf.pp@post.tele.dk
Vrads Borgerforening
formand Lone Kristiansen, lone@vrads.dk
Vrads Forsamlingshus
formand Lars Korshøj, lars@korshojkokken.dk
Vrads Gl. Smedje
kontakt Mille Aagesen, mille@vrads.dk
Vrads Købmandshandel tlf. 75757030
Vrads Sande Meditationscenter vrads@srcm.org
Vrads Vandværk formand Peter Martiny
75756878
Firmaer/erhverv
Bille Øbro Fuger v. Hans Frederik Bille Øbro,
www.bille-obro.dk
Design 4 Use v. Yvonne Pi Nielsen,
yvonnepinielsen@hotmail.com
Det Grønne Hus v. Peter Sørensen,
www.dghus.dk
Dysleksi i Fokus v. Moniek Geven,
www.dysleksi-i-fokus.dk
Flow Institute v. Lisbeth Ejlertsen,
www.ﬂowinstitute.dk
Genskab dit liv v. Helle Laursen,
www.hellelaursen.dk
Go ide, ideproducerende tegnestue v. Ruddi B.
Olesen og Anette Gjurup. ruddi@goide.dk
Hewikut Kvartsgulve www.hewikut.com
I leg for alvor v. Anne-Grethe Kousgaard
www.ilegforalvor.dk, ag@ilegforalvor.dk
Kilian Water v. Rene Kilian, www.kilianwater.com
Korshøjs Køkken www.korshojkokken.dk
MeaDan Consult v. Erik Brodersen,
erikbrodersen@mail.dk
Natural Balance Pilates v. Karen og Michael
Christensen, www.naturalbalancepilates.dk
Naturfocus v. Christian B. Hvidt, www.
naturfocus.com
Oikos Byg v. Arne Birkø, www.oikosbyg.dk
Ovnsætter Agner Thulesen www. vrads.dk/
virksomheder/Agner Thulesen
Qi gong v. Troels Bjerrum, www.troelsbjerrum.dk
Simonne Holm-ﬁne art photography
www.simonneholm.com
Taxavognmand Jan Simonsen, tlf. 41300800
Vinden Vender v. Palle Kousgaard.
www.vindenvender.dk, forlag@vindenvender.dk
Vrads Snedker og Tømrerforretning v. Per
Sørensen, www.vradssnedkeren.dk
Vrads Telt og Lyd m.m. v. Lars Nyhuus
Henriksen, www.tumpekraft.dk
Erhvervsdrivende med meget jord
Damgården: Jan Groot-Boerle, svineproduktion
Liselund: Peder Brochmann, kødkvæg
Ryttergården: Peder Due, kødkvæg
Store Hjøllund Plantage A/S, www.st-hjollundplantage.dk, skovfoged Poul Arne Madsen, tlf.
86869010
Grane Plantage, Grane Plantages Fond, www.
graneplantage.dk, kontakt via hjemmesiden.
Snabegård Skov, Silkeborg Statsskovdistrikt,
silkeborg@sns.dk, tlf. 86820844
Aktiviteter i øvrigt
Danse- og bevægedage kontakt Lis Kragelund,
tlf. 30233048
Det Ny ORSON ﬁlmklub kontakt Lis Kragelund,
tlf. 30233048
FHÅS studiegruppe kontakt Lis Kragelund, tlf.
30233048
Fotoklubben kontakt Steen Bülow, tlf. 41569079
Kreativ håndarbejdscafé i Smedjen. Start i
Jan.2013 kontakt Bitten Leckband tlf. 75757541
Ler for børn kontakt Mille Aagesen, tlf. 75757507
Læsekredsen kontakt Palle Kousgaard,
palle.kousgaard@ﬁbermail.dk
Naturpatruljen kontakt Kim Rasmussen,
kimrasmussen@ﬁberfart.dk
Pilﬁngene pileﬂetning v. Bitten Leckband,
tlf. 75757541
Vrads Festival www.vradsfestival.dk, kontakt
Lars Nyhuus Henriksen, tlf. 86811552
Vrads kabaret kontakt Palle Kousgaard,
palle.kousgaard@ﬁbermail.dk
Andre faste aktiviteter:
Fællesspisning, nytårskur, og fastelavnsfest.
Musik
Brice Soniano rytmisk og klassisk kontrabassist,
udgør med Mette Burild og Toma Gouband,
trommer, trioen Iris, www.bricesoniano.com,
kontakt tlf. 30645497
Christian Overgaard guitar og sange især af
Leonard Cohen, Johnny Cash og Tom Waits, tlf.
75756263
Flemming Laursen sangskriver, komponist og
musikant, især inden for ”folk”. Booking og
kontakt: tlf. 75756559
Kis og Hans Holm freelance medarbejdere på
musikprojekter i hele Danmark , tlf. 75756663
Malingo gruppe der optræder med
trommerytmer og dans fra Zukumaland,
Tanzania, kontakt og booking Maria Kristensen,
tlf. 22995748
Massa Qoussa afrikansk musik, www.
massaqoussa.dk, kontakt Benny Andersen, tlf.
86821590, booking: book@massaqoussa.dk
19
KUNSTUDSTILLING
I forbindelse med udnævnelsen af Vrads
til Årets Landsby åbner en udstilling af en
gruppe lokale kunstnere.
Udstillingen ﬁnder sted i Vrads Købmandshandels Galleri og i Forsamlingshuset. Deltagere
er Anne-Grethe Kousgaard, Connie Jørgensen,
Lars Ringgaard, Mille Aagesen, Randi Brøndegaard Ruddi B. Olesen og Viggo Tyrrestrup.
I Vrads Købmandshandels åbningstid kan udstillingen ses i galleriet og i Forsamlingshuset efter aftale med købmanden. Slutter 1. dec. 2012.
Billedkunst og keramik
Lars Ringgaard maleri, skulptur, scenograﬁ,
illustration m.m. tlf. 60678551
Mille Aagesen keramik og maleri, tlf. 75757507
Ruddi B. Olesen maleri, udsmykninger,
tlf. 29903050
MINDEORD
ANNONCE
Byens eneste sociale højhusbyggeri renoveret uden støtte fra landdistriktpuljen !
En samling foretagsomme Vradsborgere har - måske i anledning
af den forestående festivitas?
- haft alle fuglekasserne nede fra
pælen midt i skilteskoven.
Et sejlivet rygte kan hermed
manes i jorden: der var brugt redemateriale i ﬂere af kasserne,
så de har skam været i brug af
fuglene! Kasserne lever nu igen op
til højeste byggestandard klar til
indﬂytning næste forår !
Henvendelse: Naturpatruljen.
Redaktionel tekst:
På Søndervang - Vrads‛ førende iværksættervej - bakker naboerne hinanden op.
Ene Runa, 7 år og nabo, fortæller om VRADS
SNEDKER OG TØMRERFORRETNING v/
PER SØRENSEN
”ANNONCE”
Pia Benzon fotograferet under en tanke- og intuitionskrævende konkurrence ved en købmandsjulefrokost 2008. (PK)
D. 12 oktober mistede vi Pia Benzon. Pia kom
tidligt med i Vrads Købmandshandel, hvor hun
ydede en god og engageret indsats. Hendes
store glæde ved og omsorg for børn gav sig bl.a.
udtryk i, at hun tog ansvaret for butikkens legetøjssortiment.
Vi vidste alle, at Pia var meget syg, men udadtil
forblev hun sig selv. ”Hvor ser du godt ud, Pia”
var der ﬂere, der sagde. Hendes svar var ” Ja,
men jeg ved jo ikke, hvordan jeg ser ud indeni”.
Vi kommer til at savne Pia.
red.
20
Han er i hvert fald god til at lave både. Er
det ikke en båd, han selv har bygget?
Nej, det har han faktisk ikke. Han har selv
bygget nogle andre ting.
Men, han har selv bygget sit hus, og det synes jeg er vildt. Han er god til at lave det
rummeligt og stort. Og prøv lige at tænk:
Hvordan kan man lave et hus? Bare sådan
lige. Ups!
Hvordan kan han det?
Det ved jeg ikke. Han er bare en tømrermester. Han har også selv lavet sit eget bådhus.
Han kan alt muligt med møtrikker og sådan
noget. Han kan ﬂække brænde. Han kan stable brændet op fuldstændigt. Han er bare
en god ven.
Tryk: Medborgerhuset Toftebjerg, Them, tlf. 8970 2870
Mette Burild rytmisk sanger, se under Brice
Soniano, kontakt tlf. 35115497
On Time rytmisk vokalgruppe, vedr. booking
kontakt Lars Korshøj, tlf. 40752201
Phil Stewart Band amerikansk rock, se:
myspace.com/philstewartband, kontakt og
booking Philip Stewart, tlf. 20447573
Taizésang i Vrads Kirke kontakt Hanne
Gustavussen, tlf. 75756867
Vradskoret dirigent Hans Holm, tlf. 75756663
Vrads Spillemandslaug kontakt Palle Kousgaard,
palle.kousgaard@ﬁbermail.dk
Vrazz Jazz og Vrads Byorkester ad hoc bands
kontakt Hans Holm, tlf. 75756663