1. No category

SOCIOLOGISK INSTITUT
KØBENHAVNS UNIVERSITET
Bachelorprojekt
Andreas Refsgaard (533) og Jesper Fels Birkelund (586)
Retssagens teater
I spændingsfeltet mellem juridisk ideal og social praksis
Vejleder: Marie Bruvik Heinskou
Opgavens omfang: 143.828 tegn
Fodnoternes omfang: 10.482 tegn
Afleveret den: 30/05/11
Indhold
Abstract (533,586) ........................................................................................................... 3
1. Indledning (533,586) ................................................................................................... 4
1.1 Placering i den eksisterende forskning (533,586).................................................................. 4
1.2 Vores briller (533,586) .............................................................................................................. 5
1.3 Problemformulering (533,586) ................................................................................................ 6
1.4 Disposition (533,586) ................................................................................................................ 6
2. Metodiske overvejelser (533,586)................................................................................ 7
2.1 Fokusområde og udvælgelseskriterier (533) ......................................................................... 7
2.2 Studiet af retssager historisk (586) ......................................................................................... 9
2.3 Observation (533)................................................................................................................... 10
2.3.1 Metodiske refleksioner ................................................................................................. 10
2.3.2 Diskussion af empirien................................................................................................. 11
2.3.3 Feltnoter vs. retsudskrifter........................................................................................... 13
2.3.4 Tilstedeværelse i retssagen ........................................................................................... 14
2.4 Interviews (586) ...................................................................................................................... 14
2.5 Etiske overvejelser (533) ....................................................................................................... 15
2.6 Analysestrategi (586) .............................................................................................................. 15
2.6.1 Kodning af empirien..................................................................................................... 16
2.6.2 Overblik over analysen................................................................................................. 16
3. Den legitime retssag (533,586) ..................................................................................17
3.1 Begrebsdefinition (533) ......................................................................................................... 17
3.2 Rettens legitimitet i kontekst af et legalt-rationelt samfund (586) .................................. 17
3.3 Den legitime retssag – grundtanken (533) .......................................................................... 18
3.4 Dommerens rolle (586) ......................................................................................................... 19
3.5 Forsvarsadvokatens rolle (533) ............................................................................................ 20
3.6 Anklagerens rolle (586) .......................................................................................................... 21
3.7 Opsamling (533) ..................................................................................................................... 21
4. Retssagens teater – en interaktionistisk analyse (533,586) ...................................... 22
4.1 Begrebsapparat (586) ............................................................................................................. 22
4.1.1 Interaktion...................................................................................................................... 22
4.1.2 Setting ............................................................................................................................. 23
4.1.3 Roller og performance.................................................................................................. 24
4.1.4 Hold ................................................................................................................................ 26
4.1.5 Retssagens hold ............................................................................................................. 27
4.1.6 Opsamling ...................................................................................................................... 29
-1-
4.2 ”Onstage” – performance, brud og genopretning (533) .................................................. 31
4.2.1 Definition af onstage .................................................................................................... 31
4.2.2 Dommeren som holdleder........................................................................................... 31
4.2.3 Ironiske ytringer ............................................................................................................ 33
4.2.4 Opsamling ...................................................................................................................... 34
4.3 ”Offstage” – opløsning af roller og nye logikker (586) .................................................... 36
4.3.1 Goffmans back region og retssalens offstage........................................................... 36
4.3.2 Interaktioner uden manuskript ................................................................................... 37
4.3.3 Fra rolleopfyldende til institutionel logik .................................................................. 38
4.3.4 Tiltaltes isolation offstage ............................................................................................ 40
4.3.5 Opsamling ...................................................................................................................... 41
4.4 ”Gråzonen” – logikker fra offstage i onstage (533) .......................................................... 43
4.4.1 To eksempler på gråzonen........................................................................................... 43
4.4.2 Opsamling ...................................................................................................................... 46
5. Kritiske perspektiver
– retssagens teater og udfordringer for den legitime retssag (533,586) ....................... 48
5.1 Luhmann og retssystemet (586) ........................................................................................... 48
5.1.1 Forsvarsadvokatens grundlæggende logik................................................................. 49
5.2 Når forsvarsadvokaten ikke kan leve op til sin rolle (533) ............................................... 50
5.2.1 Formidlingen til klienten – ”holde klienten underrettet” ....................................... 50
5.2.2 Fremstillingen af klienten – ”gode personlige forhold”.......................................... 51
5.3 Når forsvarsadvokaten ikke vil leve op til sin rolle (586) ................................................. 52
5.3.1 Pragmatiske logikker..................................................................................................... 53
5.3.2 Afstand og afsmag ........................................................................................................ 53
6. Konklusion (533,586) ................................................................................................ 57
6.1 Eksklusionen af tiltalte (533,586) .......................................................................................... 57
6.2 Fremstillingen af tiltalte (533,586)......................................................................................... 58
7. Litteratur................................................................................................................ 60
7.1 Bøger og tidsskrifter ............................................................................................................. 60
7.2 Adgang til love og etiske retningslinjer fra hjemmesider................................................ 62
Bilag 1 – Feltnoter
Bilag 2 – Transskriberede interviews
Bilag 3 – Transskriptionsnøgle
Bilag 4 – Interviewguides
Bilag 5 – Metodiske refleksioner over interviews
-2-
VEDLAGT PÅ CD-ROM
VEDLAGT PÅ CD-ROM
VEDLAGT PÅ CD-ROM
VEDLAGT PÅ CD-ROM
VEDLAGT PÅ CD-ROM
Abstract
The purpose of this study is to explore how social interactions in the courtroom challenge
the legitimacy of the courts and, in extension, the defendants’ legal security.
Legal proceedings are often conceived as standardized situations where formal procedures
are carried out by professional actors who – without regard to personal or situational
considerations – perform their duties in accordance with existing legislation. Through
observational studies and interviews with a judge, a defence attorney and a public prosecutor, we are attempting to reintroduce humans and social encounters as central to the study
of legal proceedings. We focus on situations where court proceedings are in clinch with
their formal standards – where the institutional actors step out of their pre-defined patterns
for acting and the trial is torn between being both a legal and social situation.
Drawing on Goffman’s concepts such as front and back region, roles and teams, we outline
different phases of the trial: Onstage, where the court is in session and the space for action is
subject to tight restrictions; and offstage, where the court is in recess or adjourned, and a
more informal atmosphere arises with the possibility to signify role distance. In a third
phase of the trial, “the gray area”, the informal offstage logics seem to take over onstage
situations and reveal how little the institutional actors of the court really care about the
ethical foundation of the legal proceedings if there is no defendant present to perform for.
We find the primary onstage logic of the defence attorney to be paradoxically conflicting
with this role’s professionally ethical obligation to represent the accused in a favourable
light and to function as his or her advisor. Even worse are the proceedings’ offstage phases
where enormous cracks appear in the professional façade, and the defence attorney, often
in league with the prosecutor and even the judge, seems more occupied with time-saving
considerations than the defendant’s best interests. Especially the defence attorney’s
behaviour is problematic because he or she is in direct contradiction with the principle of
acting only and exclusively in the client’s interests.
-3-
Law is reason free from passion
- Aristoteles
1. Indledning
Den danske befolkning har – sammenlignet med andre lande – en bemærkelsesværdig høj
tillid til deres retssystem. I den internationale SoCap undersøgelse fra 2005 svarer mere end
9 ud af 10 danskere, at de har ”tillid” eller ”stor tillid” til retssystemet, hvilket er højere end
i noget andet land (Svendsen & Svendsen 2006:92). I en weberiansk optik er befolkningens
tiltro til domstolene tæt forbundet med retssagens formaliserede karakter og domstolenes
dømmen ud fra rationelt formulerede love (Teridman 1987:810). Ifølge Ph.d. og ekstern
lektor ved Københavns Juridiske Fakultet, Rasmus H. Wandall, udmærker det danske
retssystem sig ved helt ned på domstolenes laveste niveau, byretten, at være præget af mere
formaliserede og gennemsigtige principper end lignende institutioner i udlandet:
In contrast to the lower courts of several other jurisdictions, in Denmark this court level
brings a high degree of formality to the processing of criminal cases (…) From a legal
point of view, the choice to impose immediate imprisonment is guided by clear and relatively simple rules (Wandall 2008:1).
Ud fra en sådan vinkel virker studiet af retssystemet udelukkende som en juridisk disciplin
– og når nu den danske befolkning har tillid til retssystemets legalt rationelle fundament,
hvorfor skulle det så overhovedet være relevant for sociologer at beskæftige sig med
retssager? Det korte svar er, at ovenstående oprids helt udelader alle menneskelige og
sociale aspekter af retssagen som en konkret situation.
En retssag er meget andet end et legalt rationelt systems simple kalkuler i henhold til
gældende lovgivning. Aristoteles idé om loven som fornuft frigjort fra affekt agerer uden
tvivl som rettesnor for både lovens udformning og den dømmende magts beslutninger,
men er i sagens natur kun en idé og derfor mere et ideal end en objektiv beskrivelse. I den
konkrete retssag er det sociale væsener, der indtager rollerne som anklager, forsvarer,
dommer og domsmænd. Enhver, der observerer bare et par retssager, vil også indse, at
virkeligheden er anderledes og langt mere kompleks, end de formelle legale principper
foreskriver. To retssager er aldrig ens, og det er ud fra en sociologisk betragtning naivt at
afvise, at en retssag ud over sine juridiske aspekter ikke samtidig er en social situation.
Retssagen bør altså undersøges som en social situation, på linje med andre sociale situationer, med henblik på at undersøge, hvordan de sociale og juridiske aspekter af retssagen
påvirker hinanden.
1.1 Placering i den eksisterende forskning
”Retssagen” er i vores optik et forholdsvist overset fænomen i nutidig samfundsvidenskab.
Det undrer os, hvorfor en så betydningsfuld situation, der grundet dens åbenhed er let at få
adgang til, ikke studeres grundigere og fra flere vinkler.
-4-
Historisk har ”retten” bestemt været både et empirisk og teoretisk fokus for sociologien –
siden før sociologien overhoved blev anerkendt som en separat disciplin – og klassikerne
behandlede alle retten som et centralt aspekt af deres samfundsanalyser. Webers fremstilling af den retlige modernisering som en øget formålsrationalisering reflekterede, og
repræsenterede måske det klareste eksempel på, hans historiske sociologi. Durkheim så
forekomsten af forskellige typer retsformer – repressiv og restitutiv – som et slags socialt
barometer, der indikerede niveauet af mekanisk eller organisk solidaritet i samfundet. Marx
behandlede ikke retten på samme direkte måde som Weber og Durkheim, men forholdt sig
alligevel til lovene som en særlig del af den institutionelle overbygning, der hjalp til at
beskytte den herskende klasses interesser (Manzo 1997:1-2). Fælles for klassikernes syn på
retten er en tendens til at reducere domstolenes virke til blot et lille element i et større
retsligt system, der videre kun er en del af den sociale struktur som et hele.
I midten af 1900-tallet og i forbindelse med især etnometodologiens opståen voksede et
mere empirisk fokus på retssagen frem. Disse nye strømninger trak på klassikernes bidrag
til retsstudiet, men insisterede som noget nyt på at studere retssagen som et fænomen i sin
egen ret (Ibid.:2-3, Atkinson & Drew 1979:1-2). Fokus rykkede sig til minutiøse sociolinguistiske undersøgelser af det talte sprog i retten. Overordnet blev temaet retssagens sociale
processer og de interaktioner, som konstituerer dem. Mere specifikt har analyserne især
drejet sig om de formelle og funktionelle egenskaber af ”spørgsmål” og ”svar” samt typer
af vidnesbyrd og deres indvirkning på juryer. Disse analyser har ofte haft en kritisk vinkel
på den retlige diskurs’ underliggende magt og ideologi (Cotterill 2003:3).
Det er denne ”empiriske drejning”, vi tilslutter os, når vi ønsker at studere retssagens
sociale setting. Vi ønsker dog at zoome lidt ud fra samtaleanalysens meget minutiøse blik
for bedre at kunne se de større penselstrøg – retssagens ”sociale stof”. Vi vil anvende en
interaktionistisk analyse af retssagens aktører, der fokuserer på deres omgang med de roller,
de udfylder i retssagen.
1.2 Vores briller
Vi betragter tidsligt og rumligt retssagen som et fænomen i sin egen ret. Vi interesserer os
dermed for de interaktioner, der finder sted i retslokalet, fra kort inden retssagen starter til
kort efter den slutter.
Retssagens interaktioner er funderet i de roller, aktørerne udfylder i retssagen, og de
konstellationer af samarbejde, der kan opstå imellem aktørerne. Disse roller og konstellationer af samarbejde er på sin side funderet i det legitimitetsgrundlag, som i rettens kontekst
udgøres af regler og forskrifter for god retlig adfærd.
Ved at se på retssagen som eksisterende i spændingsfeltet mellem en konkret social
situation og et abstrakt juridisk ideal, vil vi forsøge at fokusere på de situationer, hvor
førstnævnte forårsager ”brud” på sidstnævnte. Vi vil analysere disse brud med fokus på
konsekvenserne for tiltaltes mulighed for en fair retssag – tiltaltes retssikkerhed.
-5-
1.3 Problemformulering
På den måde når vi frem til følgende problemformulering:
På hvilke måder udfordres principper for den legitime retssag af den sociale interaktion i retssalen,
og hvilke problematikker ift. tiltaltes retssikkerhed opstår som følge heraf?
1.4 Disposition
Efter disse indledende bemærkninger vil vi præsentere vores metodiske tilgang til undersøgelsen og kritisk diskutere vores brug af observationsstudier og interviews. Efter en kort
eksplicitering af vores analysestrategi indledes analysen med et mindre afsnit om ”den
legitime retssag”.
Selve kernen i analysen falder i to dele. Første del er en goffmansk inspireret interaktionistisk analyse af retssagens interaktioner. Efter indledningsvist at have sat Goffmans
dramaturgiske begrebsapparat i relation til en retssag følger tre empiriske analyser af
interaktion i tre forskellige tidslige faser af retssagen. I anden del samler vi op på denne
analyse og forholder den kritisk til det ”legitimitetsgrundlag”, vi indledende præsenterede.
Her vil de interaktionistiske perspektiver blive suppleret med mere strukturorienterede
teoretiske perspektiver fra henholdsvis Luhmann og Bourdieu. Vi ønsker at skabe en
dybere forståelse for især forsvarsadvokatens mangfoldige logikker, der kan være i clinch
med det legitimitetsgrundlag, rollen er baseret på.
Afslutningsvist vil der blive konkluderet på disse brud på ”den legitime retssag” og de
udfordringer, de skaber for tiltaltes ”retssikkerhed”.
-6-
2. Metodiske overvejelser
I det følgende vil vi eksplicitere, hvordan vi har opnået viden om og indsigt i den måde,
interaktionerne i retssager foregår på. Vores metodiske tilgang er en kombination af
observationsstudier og kvalitative enkeltinterviews. Vi har valgt at starte ”nedefra” ved at
tage ud og observere retssager, som dagligt finder sted i retslokalerne ved Københavns
Byret. Rent praktisk er det oplagt, idet retsforhandlinger i udgangspunktet er offentlige, og
vi dermed har haft fri adgang til retssagen som fænomen. Vi betragter det også som en unik
mulighed for at få ”direkte” adgang til fænomenet i stedet for at interviewe os frem til
andenhåndsberetninger. Vores interviews skal dermed primært forstås i et metodetriangulerende perspektiv. Ved at gå i dialog med retssagens aktører søger vi at udfordre og dermed
kvalificere vores tolkninger fra observationsstudiet.
Først vil vi specificere vores empiriske fokus – vores udvælgelseskriterier for observationer
og interviews. Dernæst vil vi kort danne en historisk ramme om studiet af retssager og især
positionere os i forhold til den inden for området dominerende etnometodologiske
tradition. Med udgangspunkt i dette vil vores epistemologiske grundlag blive diskuteret –
herunder en diskussion af vores empiri. Endelig vil mere konkrete overvejelser om vores
tilstedeværelse i retten blive fremhævet.
2.1 Fokusområde og udvælgelseskriterier
Vi har foretaget i alt tolv observationsstudier i forbindelse med dette projekt. Heraf to
indledende pilotobservationer og ti ”reelle” observationer. Alle har de fundet sted i
retslokaler i Københavns Byret i februar og marts 2011.
Udvælgelseskriteriet har været strafferetssager, der ikke er tilståelsessager, i Københavns Byret. I
dette ligger tre aspekter:
1) Idet retssagerne ikke er tilståelsessager, skal skyldsspørgsmålet bestemmes, hvilket
skaber de umiddelbare forudsætninger for retssagens ”sociale spil”. Tilståelsessager
er kortere, indeholder færre aktører og er udelukkende beregnet på bestemmelsen
af straflængde, hvilket ikke på samme måde skaber grobund for et nuanceret billede
af retssagens interaktionsrum.
2) I stedet for byretten kunne fokus lige så vel have været på f.eks. landsretten eller
endda Højesteret, idet retssagerne her ligesom i byretten er offentlige. Rationalet
har været, at retssager i byretten alt andet lige er mindre ”formelle” end ved de højere retsinstanser. Sagerne er af mindre principiel karakter, hvorfor grundlaget for at
bryde med de stringente procedurer tilsvarende er større. Desuden er retssagerne
kortere – i byretten varer en retssag typisk et par timer, mens de kan vare flere dage
ved de højere instanser. Dette har betydet, at vi har kunnet prioritere at overvære
flere forskellige sager.
-7-
3) Valget af strafferetssager er sket på bekostning af civile sager. I strafferetssager er
det ikke to civile parter, der står over for hinanden, men med en klassisk engelsk allegori ”man against the system”. Her er det i vores optik interessant at undersøge,
hvordan ”systemet” formår at leve op til dets egne idealer i dets behandling af den
almene borgers straffesag.
Et fjerde kriterium, vi har overvejet i forbindelse med valget af strafferetssager, er karakteren af den kriminalitet, der skal prøves ved retten. Her har vi efterstræbt at overvære
retssager, der omhandler besiddelse af stoffer samt mindre berigelseskriminalitet som især
hæleri og tyveri1. Dette har dels været en etisk overvejelse om ikke at observere grove
kriminalitetsformer som f.eks. vold, voldtægt eller endda mord (se afsnit 2.5 ”Etiske
overvejelser”), men skal også ses i lyset af vores ønske om mindre ”formelle” retsforhandlinger. Vi har bevidst undgået økonomisk kriminalitet af forskellig art ud fra en forestilling
om, at sådanne retsforhandlinger er meget tekniske, og at tiltalte måske selv kan være en
juridisk informeret aktør. Vi har også haft en formodning om, at berigelseskriminalitet og
mindre forseelser med euforiserende stoffer ville være to typer af kriminalitet, hvor de
tiltalte socioøkonomisk ville befinde sig langt fra forsvarer, anklager og dommer. Forekomsten af en social og forståelsesmæssig afstand mellem tiltalte og de institutionelle aktører er
interessant, da den potentielt udgør en udfordring for rettens opretholdelse af sine egne
idealer og legitmitetsgrundlag.
Ud over observationsstudierne har vi foretaget tre kvalitative interviews med hhv. en
forsvarsadvokat, en anklager og en dommer, der alle jævnligt optræder i strafferetssager ved
Københavns Byret. Disse fandt alle sted i april 2011. Det kunne have været givende at lave
flere interviews, men i en prioritering af observationsstudierne begrænsede vi os til et
interview med hver af de institutionelle aktører2. De interviewede er en mandlig forsvarsadvokat på omkring 60 år, en mandlig anklager på omkring 40 år og en kvindelig dommer
på omkring 50 år3.
1
Den praktiske udvælgelse af retssager har foregået på Danmarks Domstoles hjemmeside, www.domstol.dk,
hvor der lægges ugentlige retslister ud, som viser, hvor og hvornår retsforhandlingerne finder sted, samt
hvilken type kriminalitet, tiltalte står anklaget for. I realiteten er typen af kriminalitet ikke altid udspecificeret,
og vi har ikke altid kunnet finde retssager, der lå inden for vores umiddelbare fokus. Derfor har vi ud over
tyveri, hæleri og euforiserende stoffer også observeret retssager, der omhandlede hærværk, telefontrusler og
kast af flaske mod politibetjente.
2
Interviews med personer, der har stået som tiltalte ved en retssag, kunne også have bidraget med et
interessant perspektiv. Her har vi dog igen måttet prioritere, og de institutionelle aktører er nu engang dem,
som dette projekt baserer sig på, ift. disses efterlevelse af kravene til en ”legitim” retssag.
3
Vi har valgt ikke at lave en uddybende informantpræsentation, da vi primært bruger informanternes udsagn
som supplement til vores feltnoter. Desuden ser vi informanterne som repræsentanter for deres roller som
forsvarer, anklager og dommer, snarere end som privatpersoner, hvis personlige baggrund det er nødvendigt
at have styr på for at forstå deres udsagn. Rent praktisk ved vi heller ikke meget mere om de tre informanter
end deres stilling, arbejdsplads og omtrentlige alder. De tre interviewpersoner er rekrutteret gennem personlig
kontakt til anklager efter en retssag, en venindes kæreste, der gav os en mailadresse til en forsvarsadvokat, og
endelig gennem formel forespørgsel til Københavns Byret om tilladelse til et interview med en dommer.
-8-
Observation af tolv retssager og interviews med tre jurister er selvfølgelig et begrænset
empirisk materiale, hvorfor vi heller ikke gør os nogen tanker om en endelig empirisk
afdækning og repræsentation af retssagen som fænomen. På trods af vores begrænsede
empiriske materiale, mener vi at have observeret klare systematikker i retssagens interaktioner, som må formodes at være gældende for retssager generelt og dermed pege ud over
vores konkrete undersøgelse.
2.2 Studiet af retssager historisk
En kort historisk analyse af studiet af retssager vil nu danne udgangspunkt for vores videre
metodiske refleksioner.
En klassisk tilgang til dette studium er den marxistisk inspirerede retssociologi. Denne
tilgang kritiseres rimeligt nok for sjældent at være tilstrækkeligt genstandssensitiv til at
engagere sig i detaljerede beskrivelser og analyser (Atkinson & Drew 1979:3-4). De
empiriske analyser bærer i stedet præg af en eklektisk tilgang, hvor ”særligt interessante”
observationseksempler udvælges og analyseres ud fra et allerede opstillet teoretisk apparat.
I stedet for at stille spørgsmål om retssagens sociale processer bliver spørgsmålet i højere
grad, hvad retten som system kan siges at ”gøre ved” tiltalte – hvordan tiltalte i retten
undertrykkes, fremmedgøres, stigmatiseres, bliver ”labeled” etc. (Ibid.).
Mere inspiration henter vi fra den etnometodologiske tradition, som har dannet baggrund
for store dele af det retssociologiske bidrag, der har analyseret retssagens ”sociale orden”4.
Denne tankestrømnings opståen kan ses som en protest mod den sociologiske tilbøjelighed
til at presse stramme teoretiske koncepter ned over komplekse sociale fænomener
(Ibid.:18). Etnometodologerne fandt det naivt at tro, at vi som samfundsforskere skulle
have en særlig adgang til ”verden som den er” i al sin kompleksitet. Det er arrogant at bilde
sig ind, at sociologiske beskrivelser og forklaringer skulle betragtes som anderledes end
lægmænds i den forstand, at de skulle være en bedre repræsentation af den virkelighed og
de hændelser, der dagligt omgiver os alle. Som socialforskere skal vi ikke hæve os over den
verden, det er vores opgave at beskrive og forklare. Etnometodologiens modsvar bliver
derfor at lave ”accountable” forskning i øjenhøjde (Manzo 1997:5). Accountable i den
forstand, at man opfatter de involverede aktører som refleksive væsner, såkaldte ”members”, hvis handlinger ikke skal studeres og tolkes, men skal forstås ud fra de meninger, de
selv tillægger dem. Spørgsmålet bliver her, hvordan (og ikke hvorfor) folk i sociale situationer i
al deres hverdagslige kontekst skaber den sociale social orden, der omgiver dem.
I retten som institutionel setting bliver fokus for undersøgelserne, hvordan ”members” selv
beskriver og tillægger deres aktiviteter mening, og hvordan disse forståelser tit er anderledes
end dem, der bliver tillagt dem udefra og fra institutionens side (Ibid.:7). Dette ”gap”
mellem praksis på den ene side og idealiserede teoretiske konstruktioner af ”loven” på den
Traditionens grundlægger, Harold Garfinkel, navngav faktisk etnometodologien i forbindelse med en
analyse af juryers mønstre for beslutningstagning i Chicago i midten af 1900-tallet (Atkinson & Drew
1979:23).
4
-9-
anden side søger etnometodologien at imødekomme ved at lade de undersøgte members
komme til orde og i en forstand ”lable” sig selv nedefra (Ibid.:11).
Tilgangen til at lade analysepersonerne selv italesætte deres levede aktiviteter lægger
selvfølgelig op til kvalitative interviews, men har historisk også baseret sig på direkte studier
af sociale fænomener. I sådanne etnografiske studier bliver fokus at sætte sine traditionelle
sociologiske tolkningsrammer til side, i ”parentes”, for at inspicere aktiviteterne direkte og
på deres egne vilkår (Ibid.:8). Det gælder i en vis forstand om at kunne ”se træerne for
skoven”. Disse etnografiske studier er dog i sig selv modstridende med ambitionerne om at
fralægge sig rollen som observatør og lade de studerede individer tale for sig selv. I studiet
af retsforhandlinger opstod i 1960’erne i stedet en ny tendens, som tog båndoptagelser og
retsudskrifter som dets data. Hermed kunne man ”zoome” helt ind på det talte sprog i
rettens interaktioner og lave mere minutiøse analyser af, hvordan retssagens aktører skaber
meningsfyldte argumentationer. Etnometodologisk samtaleanalyse blev hermed studiet af
hverdagens og den institutionaliserede organisations tale og relaterede aktiviteter.
2.3 Observation
2.3.1 Metodiske refleksioner
Fokus for vores projekt er retssagen som en social setting. Ligesom etnometodologerne
starter vi nedefra i vores analyser af denne. Ved at betragte retssagen som en tidsligt og
rumligt afgrænset hændelse, ønsker vi at studere dens faser og de relevante aktørers tale og
interaktion. Vores udgangspunkt er, om ikke forudsætningsløst, så eksplorativt og uden
nogen form for faste besnærende teoriapparater.
Ligesom i flere etnometodologiske undersøgelser er det også et særlig ”gap”, der i første
omgang har animeret vores sociologiske undren. Vi interesser os for, hvordan de på en
gang meget faste og abstrakte regler for interaktion i retssagens praksis faciliteres, og hvilke
”brud”, der kan forekomme på dem. Forekomsten af denne afstand mellem ”ideal” og
”praksis” tillægger vi den sociale situations egendynamik, som aldrig helt lader sig tøjle af
reglers snærende bånd. Denne egendynamik bunder, som etnometodologien foreskriver, i
det refleksive og bevidst handlende menneske, men også i et menneske, der indgår i sociale
sammenhænge, som det ikke altid er fuldstændig herre over eller får total indsigt i. Hermed
anerkender vi den kritik, som f.eks. Goffman har rettet imod etnometodologien (Hviid
Jacobsen & Kristiansen 2002:205). Vores udgangspunkt er, at mennesket i retssagens
kontekst er underlagt mange forskellige inklinationer og logikker, hvoraf nogle er bevidste
og meningsfulde og andre ikke.
Denne anke mod etnometodologiens refleksive aktører gør, at vores rolle som analysatorer
bliver en anden end den egalitære. Vores rolle er ikke rent beskrivende at manifestere det
allerede tænkte; vi må være kritiske over for aktørers rationaler for handlen. Som udefrakommende har vi et anderledes blik end det vante. Et skævt blik, som kan bryde igennem
de common-sense-forståelser, der fører til at noget betragtes som ”selvfølgeligt” eller
- 10 -
”meningsfuldt”. Vores rolle er dermed en udfordrende dialog med rettens aktører og deres
rationaler og mønstre for handlen.
Denne ”verdens kompleksitet” gør at vores umiddelbare induktive tilgang til rettens sociale
setting ikke er frugtbar hele vejen igennem projektets proces. Det har været nødvendigt
løbende at grave et par kritiske spadestik dybere, end verden selv har præsenteret sig. Meget
åbent gik vi til vores indledende pilotobservationer, hvor vi kun i begrænset omfang skrev
noter og i stedet mærkede efter, hvordan strukturen i de sociale interaktioner foldede sig
ud, og hvordan de kunne siges at bryde med rettens idealer. Herfra begyndte så de
indledende øvelser med se disse sociale omstændigheder i lyset af det teoretiske bagtæppe,
vi som sociologer trækker rundt på. De følgende ”reelle” observationer har været guidet af
disse indledende tanker, som skabte en ramme omkring forståelsen af retssagens roller og
interaktioner og de logikker, der er på spil. På den måde har vi formet projektet som en
abduktiv dialog mellem empiriske observationer og teoretiske inspirationer.
Dette er også en indsigt, vi henter i, at forskning og forståelse i al almindelig er hermeneutisk; vores abduktive proces har været en anerkendelse af dette vilkår. Man kan ikke gå
totalt induktivt til et fænomen og derigennem afdække det ”som det er”. Med den filosofiske hermeneutiker Gadamers ord, må vi anerkende vores grundlæggende fremmedhed til
de fænomener, vi vil undersøge (Gadamer 1999:130). Denne fremmedhed møder os som
en forforståelse, der udgør et fikspunkt for den forstående proces. Forståelsen bliver
dermed en forhandlende dialog mellem fænomenernes egenart og vores på forhånd
etablerede forståelsesrammer.
I denne sammenhæng kan det være relevant at anerkende sin egen aktive og subjektive rolle
i den grundlæggende formulering af et socialvidenskabeligt projekt. Selvom vi er startet fra
en meget generel idé om retssagens ”gap” og fra en åben teoretisk tilgang, så kan hele
grundidéen om denne afstand mellem abstrakte regler og faktisk handlen ses som inspireret
af vores personlige sympatier. Den tiltalte, der i retten står over for et fremmed system, er
afhængig af en fair retssag. Aspekter af retssagen, der bryder med disse idealer, vil klart
være et fokuspunkt for os. Dette gør, at vi lægger mærke til bestemte ting i retssager, måske
overser andre, og dermed tolker (og måske dømmer) handlinger i et bestemt lys. Et sådant
normativt grundlag kan vi ikke helt frasige os, selvom vi forsøger at gå både eksplorativt og
nøgternt til værks.
2.3.2 Diskussion af empirien
Vores i første omgang åbne og eksplorative tilgang til retten som fænomen er ud over det
bevidste fravalg af et teoriapparat også rent praktisk funderet i vores ambition om at tage
detaljerede og beskrivende feltnoter. Vi har lagt stor vægt på at lade den sociale situation
”tale for sig selv” ved udelukkende at beskrive retssagens hændelsesforløb og ikke tolke
direkte i situationen. I de situationer, hvor vi alligevel har følt os foranlediget til at vurdere
og analysere interaktionerne, har vi markeret tydeligt ved brug af klammer:
- 11 -
Kvindelig domsmand får øjenkontakt med mandlig domsmand og smiler [En overbærende
anerkendelse af oplæsningens trivialitet]
(Retssag 3, Jespers feltnoter:698-699)
Der er taget feltnoter lige op til retssagens start, under hele retssagens forløb, inklusiv
pauser, og også i tidsrummet lige efter retssagen, indtil alle aktører har forladt retslokalet.
På den måde forsøger vi at indfange hele retssagen som situation og dermed den kontekst,
som de enkelte interaktioner skal ses i.
Vores feltnoter er selvfølgelig begrænsede på den måde, at det kun er et begrænset uddrag
af retssagens tale og øvrige sociale gestikulationer, de indfanger. En retssag er som så
mange andre situationer så begivenhedsrig, at det praktisk er umuligt at indfange alt. Vores
fokus har især været på, hvad vi har opfattet som ”bruddene” i retssagen. Længere formelle
procedurer og juridiske argumentationer er kun nedfældet refererende, mens humor,
følelsesmæssige udbrud og alt, der ligger uden for den grundlæggende juridiske diskurs, er
forsøgt indfanget mere detaljeret. Vi har efterstræbt at være tro mod situationerne ved
hovedsageligt at fokusere på det talte ord og få nedskrevet de relevante dialoger og
monologer så fyldestgørende og nøjagtigt som muligt. Dertil forsøger vi at indsætte disse
ytringer i kontekst af både hele retssagens forløb og de mere specifikke forhold omkring
den situation, de udspringer af – f.eks. hvem der er til stede i øjeblikket, hvordan de står, og
evt. retter deres fokus i forhold til hinanden.
Detaljerede og beskrivende feltnoter betyder selvfølgelig ikke, at vi objektivt beskriver
verden ”som den er”. Som allerede erkendt, er det praktisk umuligt at få ”alt ned” på papir
i observationen af en retssag. Det, vi får nedfældet, er påvirket af det fokus, vi går til
observationerne med – vores fokus på retssagens ”brud”. Løsningen med at indsætte
retssagens tale i den sociale kontekst kan endda kritiseres for at skabe de selvsamme
problemer, den er tænkt til at imødegå. Som samtaleanalytikerne Atkinkson og Drew
sarkastisk bemærker, er etnografens mission en ”indefinitely extendible descriptive enterprise that
necessarily follows from an ethnographic focus on contextual features” (Atkinson & Drew:33). Det er
en uendelig mission at beskrive en kontekst – for hvad er kontekstens kontekst? Det man
endelig udvælger som konteksten er så endvidere farvet af det fokus, som også i første
omgang fik en til at fokusere på en bestemt sproglig ytring.
De sproglige ytringer, der står som de primære data i vores feltnoter, kan heller ikke siges at
være en objektiv gengivelse af det sagte. For det første er de fragmenterede, fordi retssagens dialoger kan indeholde så meget information, at det er svært at citere mere end
brudstykker. Selv det, vi får gengivet, er usikkert på den måde, at de informationsfyldte
dialoger gør det svært nedfælde alt ordret. Faren er her, at vi hører, hvad vi ”ønsker at
høre” og dermed ender med ikke blot fragmenteret, men også tendentiøs empiri.
For at imødegå disse problematikker har vi benyttet, hvad man kan kalde en forskertrianguleringsstrategi (Denzin 1989:239). Ved de fleste retssager har vi begge været til stede som
- 12 -
observatører5. Idet vi begge tager feltnoter til de samme observationer sikrer vi en større
reliabilitet i gengivelsen af retssagens interaktioner. Først og fremmest får vi herved
indfanget flere aspekter af retssagen, idet det den ene af os overser, overhører eller ikke
formår at få nedfældet, får den anden måske med. I gengivelsen af det sagte kan vi tilmed
sammenligne vores citater og i tilfælde af overensstemmelse imellem dem, opnår vi større
sikkerhed omkring, at vi har formået en rimelig korrekt gengivelse.
2.3.3 Feltnoter vs. retsudskrifter
Argumenterne for at observationsdata er fragmenteret og vinklet er samtaleanalytikernes
stærkeste grunde til at overgå til transskriberede båndoptagelser og retsudskrifter fra
retssager6.
Vores valg af observationsstudier med feltnoter kan i første omgang ses som en praktisk
beslutning, idet det var den mulighed, der umiddelbart bød sig. Det er ganske enkelt
forbudt ved lov at lyd- eller videooptage retsforhandlinger (Retsplejeloven § 32). Dertil
kommer, at officielle retsudskrifter er svære at få adgang til og sjældent bliver foretaget til
mindre retsforhandlinger i Danmark.
Når det er sagt, så har vores valg af feltnoter bestemt været bevidst, idet vi har set flere
oplagte fordele ved denne form for empiri. Først og fremmest har vi selv været til stede og
overværet retssagerne i stedet for blot at have ”læst” dem. Denne tilstedeværelse giver en
anden mulighed for at se det sociale udfolde sig i situationerne. Vi kan se alt det, der ligger
imellem ”linjerne” – imellem de rent sproglige aspekter af retssagen. F.eks. har vi kunnet
fokusere på, hvordan aktørerne bruger latter og toneleje i deres dialoger, og hvor de rent
fysisk befinder sig i lokalet i forhold til hinanden. Denne talens ”kontekst” kan kritiseres jf.
ovenstående, men i vores optik er løsningen ikke helt at ignorere problemet. Det er naivt at
tro, at man skulle møde verden ”renere” og mere ”direkte”, fordi man baserer sin forskning på mere objektivt transskriberede retsudskrifter – her er biasen blot den totale mangel
på talens kontekst.
Mindst lige så relevant for vores projekt har været det, der mere bogstaveligt ligger mellem
linjerne i retssagen – de faser af retssagen, hvor selve forhandlingen ikke er i gang. Dette er
især i retssagens pauser og i minutterne lige op til og lige efter den formelle retsforhandling.
I vores behandling af retssagen som et socialt rum, der kan bryde med de formelle idealer,
er disse uformelle faser helt centrale. Det er i sådanne pauser, at spændingsfeltet mellem det
5
Dette har været tilfældet for begge pilots samt 8 ud af de 10 øvrige retssager; de sidste 2 retssager
overværede vi hver for sig.
6
Dertil kommer, at man ved at benytte sig af fuldt ud transskriberede retsforhandlinger i en forstand
mindsker afstanden mellem empirien og dem, der i sidste ende skal læse undersøgelsen og bedømme dets
datagrundlag. Forskeren og læseren har her ”samme” adgang til den fremlagte empiri, hvorfor de følgende
tolkningers hensigtsmæssighed nemmere kan vurderes eller diskuteres. Ved at fremlægge empiri, læsning af
empiri og den følgende analyse af denne læsning, sikrer samtaleanalysen sympatisk nok større gennemsigtighed i arbejdet. Vi efterstræber ligeledes gennemsigtighed ved at vedlægge vores feltnoter som bilag til
projektet – dog må vi leve med disses subjektive karakter.
- 13 -
formelle og uformelle for alvor kan manifestere sig. Officielle retsudskrifter er selvfølgelig
kun tænkt til de formelle faser af retsforhandlingen, hvorfor en analyse baseret på dette
materiale helt ville overse store dele af retssagens sociale spil.
2.3.4 Tilstedeværelse i retssagen
Den typiske observation starter med, at vi møder op foran retslokalet 5-10 minutter før det
tidspunkt, retssagen er planlagt til. Døren står typisk åben, så vi frit kan træde ind i lokalet,
sætte os på tilhørerpladser placeret op af bagvæggen og begynde at tage noter. På den måde
får vi et billede af retssagens optakt, hvor forsvarer og anklager ankommer, af og til går en
retssekretær rundt i lokalet, og vi ser tiltalte ankomme og hilse på sin forsvarer.
I udgangspunktet forsøger vi at spille så lille en rolle som muligt i retssagen7. Vi er synligt til
stede i retssagen, men tilstræber at påvirke interaktionen så lidt som muligt ved ikke selv at
indlede samtaler med retssagens aktører og klæde os i ”pænt”, men ikke for formelt tøj. I
det hele taget forsøger vi ikke at henlede opmærksomhed på os selv. Selvom vi gør vores
bedste for at fremstå ”neutrale” og forblive på ”afstand”, er der ingen tvivl om, at vi bliver
bemærket og er en mere eller mindre aktiv del af det rum, vi observerer. Det er sjældent, vi
ikke er blevet spurgt om vores ærinde i retssagen, og sådanne forespørgsler har vi altid
svaret ærligt på.
Efter retssagen har vi sommetider selv taget kontakt til især forsvarer og anklager for enten
at afklare ”tekniske” tvivlsspørgsmål eller høre, om de kunne være interesserede i at give et
interview. Vi vælger dog ikke at tillægge vores tilstedeværelse i retssagerne den store
betydning for de interaktioner, der har udspillet sig. Det er en helt naturlig del af retssager,
at der er tilhørere, eller ”publikum”. Det være sig venner eller familie af tiltalte, jurastuderende, journalister eller andre interesserede. Derfor virker det generelt som om, at især de
institutionelle aktører ikke lader sig påvirke synderligt af et par sociologistuderendes
tilstedeværelse. Især under selve retsforhandlingerne falder vi naturligt i baggrunden. I
pauserne bliver vi talt til, men i aktørernes interne dialoger lader det dog ikke som om, de
tager nogen form for hensyn til vores tilstedeværelse. Dertil er det snarere reglen end
undtagelsen, at de har publikum på.
2.4 Interviews
Som med vores observationer har vi gjort os overvejelser omkring udførslen og den
vidensmæssige status af vores interviews. De tre interviews er udført i tiden umiddelbart
efter vores observationsstudier og har på den måde været en mulighed for at diskutere disse
observationer med disse institutionelle aktører, der agerer i retssager hver eneste uge, og få
deres perspektiv på vores tanker. Man kan kalde interviewene en slags ”sikkerhedsventil”
eller et led i en metodisk triangulering, hvor vi ved at undersøge retssagens interaktioner fra
et alternativt perspektiv har kunnet udfordre og nuancere vores foreløbige læsninger og
tolkninger.
7
Hvis man skal sætte en mærkat på vores position som forskere i feltet, placerer vi os et sted mellem
”Observers-as-participants” og ”complete observes” (Bryman 2004:301).
- 14 -
Da interviewene imidlertid ikke er vores primære empiri, har vi valgt at placere yderligere
refleksioner om disse i bilag 5. I bilag 4 findes desuden interviewguides og i bilag 3 en
transskriptionsnøgle.
2.5 Etiske overvejelser
Ud over metodiske og praktiske overvejelser omkring vores empiriindsamling har vi
løbende også skulle forholde os til etiske problemstillinger ved vores projekt.
En af disse kan anskueliggøres ud fra Brymans skelnen mellem overt versus covert ethnography,
dvs. mellem feltstudier, hvor man som forsker åbent melder sin position og ærinde ud over
for feltet, og feltstudier, hvor man forsøger at holde sin reelle identitet og opgave hemmelig
(Bryman 2004:294). Som tidligere beskrevet har vi forsøgt at tiltrække så lidt opmærksomhed som muligt før, under og efter retssagen – men ved ikke på forhånd at melde vores
identitet og ærinde ud, umuliggør vi indhentelse af informeret samtykke8:
Covert observation transgress that principle because participants are not given the oppertunity to refuse to cooperate. They are involved whether they like it or not (Ibid.:296).
Retssager er åbne for offentligheden, og eftersom vi hver gang, vi blev spurgt ind til vores
ærinde i retssalene, svarede ærligt, mener vi ikke at have overtrådt nogen etiske grænser9. I
stedet har vi taget en række etiske forholdsregler vedrørende vores væren i retssagerne og
omgang med empirien derfra. Vi har forsøgt at holde os fra særligt følsomme sager
omkring vold, seksuel misbrug eller mord. Derudover har vi været indstillet på at forlade
retssagen, hvis tiltalte undervejs ytrede dette ønske, eller vi selv havde fornemmede en
trykket stemning omkring vores tilstedeværelse. Dette har vi dog på intet tidspunkt oplevet
som værende tilfældet. Endelig har vi anonymiseret feltnoterne, så geografiske steder,
navne og andre særlige kendetegn ikke fremgår i deres oprindelige form. Interviewtransskriptionerne er anonymiseret på samme vis som feltnoterne.
2.6 Analysestrategi
Vi vil i dette afsnit kort gøre rede for, hvordan vores empiriske materiale er blevet analyseret, og hvordan vores analyse er struktureret.
Vi giver ikke retssagens aktører muligheden for at sige til eller fra og forbryder os dermed mod eksisterende
etiske forskrifter, som f.eks. den amerikanske sociologiforenings Code of Ethics stykke 12.01a (American
Sociological Association 1999). Spørgsmålet er dog, om dette kunne have været undgået på en fornuftig
måde, og hvor stort et etisk problem der reelt er tale om.
8
9
For rettens tiltalte og vidner ville vi dog gerne have indhentet informeret samtykke. Omvendt har vi ikke
ønsket at være en ekstra byrde for dem og gøre dem mere nervøse i en i forvejen presset situation. Mange
tiltalte ankommer først til retssalen få øjeblikke, inden denne reelt går i gang, og vi har følt det som værende
meget upassende, hvis vi skulle rejse os op og melde ud, hvad vores projekt gik ud på under retssagen. Ud
over at tiltrække opmærksomhed og forstyrre retssagens aktører og situationens ”naturlighed”, ville tiltalte
potentielt føle sig under endnu større pres, end vedkommende i forvejen var under, idet der sad forskere og
analyserede på deres gøren og laden. Flere tiltalte forstod desuden ikke dansk og at skulle forklare et
forskningsprojekt gennem en tolk til tiltalte, der ofte kommer direkte fra varetægtsfængsling, har vi også
vurderet som værende mere skadeligt end gavnligt.
- 15 -
2.6.1 Kodning af empirien
Undervejs i empiriindsamlingen var det ikke til at undgå at danne sig forskellige idéer om
analysens opbygning, og hvilke teoretiske perspektiver det kunne være interessant at
inddrage. Vi forsøgte dog at lægge disse overvejelser til side og gå så induktivt som muligt
til læsning og kodning af empirien. Efter empiriindsamlingen gennemlæste vi derfor vores
materiale eksplorativt og fandt ud af, at det for vores feltnoter i første omgang var
interessant at skelne mellem situationer, hvor retssagen var i gang og situationer, hvor
retssagen ikke var i gang. Imidlertid var det svært at passe alle situationer ind i denne
opdeling, hvorfor en tredje kategori, gråzonen, blev oprettet.
Inden for hver af disse temablokke fokuserede vi på at kortlægge mønstre for interaktion
ved at adskille alle interaktioner mellem f.eks. forsvarer og anklager fra interaktioner
mellem forsvarer og tiltalte og yderligere opdele disse ift., hvad interaktionen overordnet
gik ud på. For at kunne gøre dette, meningskondenserede vi de forskellige interaktionssituationer uden at forsøge at tolke eller tænke disse i forhold til et teoretisk analyseapparat10.
2.6.2 Overblik over analysen
Vores analyse baserer sig i høj grad på kodernes skelnen mellem situationer, hvor retssagen
er i gang, hvor den ikke er i gang og endelig gråzonen. Disse tre temaer har derfor fået
hvert sit afsnit i analysen, som i alt består af seks dele. Først en teoretisk diskussion af
retssagens legitimitetsgrundlag, der empirisk trækker på dels lovskrifter og etiske retningslinjer, dels vores tre interviews. Dernæst kommer et teoretisk afsnit om Goffmans
dramaturgiske begrebsapparat set i en retssagskontekst, hvorefter de tre hovedtemaer fra
vores kodning har fået hver deres afsnit under overskrifterne ”Onstage”, ”Offstage” og
”Gråzonen”. Endelig kommer afsnittet ”Kritiske perspektiver”, hvor vi sætter vores
analytiske hovedpointer fra de foregående afsnit i nye teoretiske lys vha. Luhmann og
Bourdieu.
10
Vores interviews blev også kodet efter de tre inddelinger i retssagens faser, men kom grundet vores
spørgeguide også direkte ind på emner som ”Rettens legitimitet”, ”Tiltaltes rolle i retssagen” og ”Kritiske
perspektiver på forsvarerens rolle”, som derfor blev koder specifikt for vores interviews.
- 16 -
3. Den legitime retssag
I det følgende vil vi undersøge det danske retssystems – eller mere specifikt den danske
retssags – legitimitetsgrundlag. Dette vil vi bruge løbende i analysen til at forstå retssagens
institutionelle aktørers forhold til de roller, de påtager sig i situationen. Samtidig vil rettens
legitimitetsgrundlag være udgangspunktet for vores senere kritiske analyse af, hvorvidt
retssagens faktiske sociale dynamikker lever op til disse normative forskrifter.
3.1 Begrebsdefinition
Legitimitet er et ofte benyttet koncept inden for socialforskning, men defineres forskelligt
og mangler en klar begrebsliggørelse (McEwen & Maiman 1986:257). Overordnet refererer
legitimitet som koncept til en offentlig institutions ret til at blive adlydt (Mack & Anleu
2010:139), hvilket vi accepterer som bred definition og udgangspunkt.
Inden for den retspositivistiske tradition refererer legitimitet som ”ret til at blive adlydt” til
institutionelle aktørers opførsel, som er i overensstemmelse med et sæt etablerede regler
eller principper (McEwen & Maiman 1986:258). Dette betegnes som ”institutionel
legitimitet”. Disse tanker må til dels adskilles fra en klassisk weberiansk forståelse, hvor
legitimitet ikke kan begrænses til et udelukkende internt fokus på institutioners virke (ibid.).
For Weber tilhører legitimitet en institution, som et spejlbillede tilhører et spejl. Legitimitet
involverer her en ekstern befolkning af individer og deres perception af, at en institutions
regler og beslutninger er obligatorisk bindende for dem. Denne attitude skal så videre føre til
en adfærd, hvor der sker frivillig overholdelse af regler, hvormed en legitim orden kan
opretholdes11.
Inden for rammerne af vores projekt er den specifikt institutionelle opfattelse af legitimitet
relevant, idet vi vil forstå de regler, der ligger til grund for det danske retssystem, og forstå
hvordan aktørerne i retssagens kontekst trækker på disse.
3.2 Rettens legitimitet i kontekst af et legalt-rationelt samfund
Selvom vi ikke tager udgangspunkt i Webers forståelse af legitimitet, så er hans placering af
begrebet i en moderne kontekst stadig interessant og aktuel. Weber knytter til enhver
gældende herredømme- eller autoritetsform understøttelse af en tilsvarende legitimitetstro
(Weber 2003:175). Vi følger Weber, idet han plæderer for, at vi grundlæggende lever inden
for rammerne af et moderne legalt-rationelt bureaukratisk samfund. Her indenfor er
legitimitetsgrunden et system af rationelt formulerede regler og love.
Den bureaukratiske struktur er en forudsætning for forvaltningen af et moderne, højt
differentieret samfund (Dalberg-Larsen 2004:26-27). Inden for rammerne af retssystemet
11
Forholdet mellem institutionel legitimitet og frivillig adfærd, der er i overensstemmelse med den institutions
bestemmelser, anses tit som værende kausalt forbundet. I et demokratisk retssamfund knytter det sig bl.a. til
det forhold, at lovene er formulerede ud fra demokratiske principper og dermed kan ses som en afspejling af
folkestemningen.
- 17 -
kan man sprogfilosofisk argumentere for, at ”almindelige” procedurer for ræsonnering,
som de manifesteres i f.eks. samtalepraksis, kommer til kort i komplekse forhandlinger om
faktiske omstændigheder, placering af skyld og ansvar etc. Og de kommer til kort, idet
sådanne forhold skal bestemmes med genkendelig ”bestemthed” og ”endelighed”
(Atkinson & Drew 1979:7-8). Ved at specificere love og procedurer for implementering
søger rettens bureaukratiske forvaltning at skabe standardiserede og effektiviserede
løsninger på problemer, hvor dagligdags forhandlingspraksis i stigende grad forekommer
utilstrækkelig.
Det forhold, at det specificerede system af regler og procedurer i udgangspunktet er
formuleret af det samme tvetydige og kontekstafhængige sprog, det blev sat i verden for at
”ordne”, gør det dog paradoksalt umuligt for dette lovsystem at opnå status af en ”definitiv
løsning”. Hvordan en regel skal forstås og efterleves vil altid afhænge af en konkret
situation, hvor den tolkes i et bestemt lys af en bestemt kontekst.
For at retssystemet skal kunne leve op til sit legitimitetsgrundlags krav om lovmæssig
standardiseret proces, har de formelle love brug for en overbygning, hvor der råder nogle
uformelle, men stabile retningslinjer for god retslig proces (Bitsch et al. 2002:55). I selve
udførelsen af lovene – i retssagens mikroprocesser – bliver legitimitetsgrundlaget afhængigt
af de institutionelle aktørers efterlevelse af det skrevne ord, men også nogle værdier, som
ikke udelukkende baserer sig på læsning af loven, men må indlæres ved praktisk omgang
med feltet (Atkinson & Drew 1979:9). I det følgende vil vi forsøge at indfange rettens
legitimitet i spændingsfeltet mellem disse formelle og uformelle regler.
3.3 Den legitime retssag – grundtanken
Den europæiske menneskerettighedskonvention (EMK) og Retsplejeloven (RPL) er to
centrale kilder for lovgivning omkring den retlige proces i Danmark. I EMK’s artikel 6,
stykke 1 udtrykkes den retlige grundværdi som retten til en retfærdig rettergang:
Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid
om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage
for en forbrydelse.
EMK er inkorporeret direkte i dansk lovgivning, hvorfor denne sætning kan ses som en af
de formelle grundsætninger for det danske retssystem. Rettens kerne udtrykkes her som
opnåelse af ”retfærdighed” igennem procedurer, der er uafhængige12 og upartiske13. Vores
kerneforståelse af rettens legitimitet knytter sig i forlængelse af dette an til retssagen som en
12
Domstolens uafhængighed er i høj grad et makroperspektiv på den dømmende magts uafhængighed af især
den politiske sfære (Institut for Menneskerettigheder 2006). Dette aspekt af rettens legitimitet ligger altså et
stykke fra vores situationelle fokus på retssagen, hvorfor det ikke vil blive behandlet indgående.
13
At være upartisk betyder, at domstolen ikke må begunstige nogen parter i en sag, og at der udefra ikke må
være tvivl om, at det går sådan til (Ibid.). Kun idet domstolene i deres ageren opfører sig og dømmer i
overensstemmelse med gældende love (og altså ikke f.eks. personlige interesser eller sympatier) kan dette
efterleves. Retten er på den måde idealtypen på det bureaukratiske system, som den er en integreret del af.
- 18 -
neutral og upartisk situation, hvor der hersker lighed for loven. Herunder står opdelingen
af rettens roller i forsvarer, anklager og dommer centralt – især dommeren, som garant for
rettens neutralitet, og forsvareren, som tiltaltes tillidsmand, spiller centrale roller for den
praktiske udførelse af den legitime retssag.
3.4 Dommerens rolle
Dommerens rolle er særlig, idet den i en forstand er personificeringen af rettens værdier og
ansvarlig for opretholdelsen af disse. I RPL § 150-151 gøres det klart, hvordan dommeren
inden for lovens rammer har den fuldstændige magt til at bestemme og håndhæve
retssagens procedurer samt sørge for, at forhandlingen foregår med ”den tilbørlige orden og
værdighed”. Hvad der nærmere ligger i ”tilbørlig orden og værdighed” er dog ikke lovmæssigt
defineret14. Sådanne retningslinjer må man søge i andre kilder end de lovbestemte. I andre
lande har dommerstanden formuleret uformelle etiske retningslinjer15, hvilket man dog i
Danmark ikke har fundet nødvendigt (Melchior 2005). I stedet henholder man sig til ”The
universal charter of the judge”, som Danmark med flere andre lande underskrev i 1999
(The International Association of Judges 1999). Denne udgøres af 15 artikler om god
dommerskik og er dermed betydeligt mindre i omfang end de etiske retningslinjer for
dommere i f.eks. USA. Helt i tråd med EMK’s artikel 6, formuleres det her, hvordan
dommeren skal sikre en upartisk og uafhængig retssag, hvor dommeren udelukkende er
underlagt lovene og intet ydre socialt, økonomisk eller politisk pres (se artikel 1-4). Hertil
står artikel 5, hvor det lyder: “In the performance of the judicial duties the judge must be impartial and
must so be seen”. Ud over at være neutral, skal dommeren altså også lade til at være det.
Dommeren skal medvirke til at skabe et billede over for tiltalte og derigennem
offentligheden om, at retten er retfærdig.
Her flyder aspekter af den weberianske legitimitetsforståelse ind i den institutionelle, idet
dommerstandens interne forskrifter direkte henviser til en ydre offentlighed, hvis opfattelse
af retssagen anses for relevant for dens legitimitetsgrundlag. Dette nævner dommeren
under vores interview også selv som noget helt centralt for hendes virke:
Dommer: Det er da klart, at vores afgørelse skal være rigtig, hvis man kan tale om rigtige
afgørelser. Det er da et fundament. Men det er bare ikke nok. Det er ikke nok, at afgørelsen er rigtig. Det er også meget vigtigt, at folk bliver behandlet ordentligt, når de er her
(…) Vi roser os selv med at folk har tillid til os, det vil vi gerne bevare (Dommer:730-734).
Aspekter af respektfuld behandling og engagement i tiltalte anses ligeledes for vigtige, men
ud fra en overvejende instrumentel mening med at opretholde et billede af og en tillid til
retten som upartisk og retfærdig.
14
Undtagelsen er RPL § 56, der skriver, at dommeren ikke må ”fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet
som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold”. Altså at dommeren skal fremstå
politisk og religiøst neutral.
15
F.eks. USA (American Bar Association 2007) og Norge, der er i gang med implementeringen af et sådan
sæt etiske retningslinjer (Aasland 2007).
- 19 -
3.5 Forsvarsadvokatens rolle
RPL § 126 er den formelle grundsætning for forsvarsadvokatens rolle:
En advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger. Sagerne skal fremmes med fornøden hurtighed.
Modsat dommerstanden, har Det Danske Advokatsamfund et sæt nærmere udfoldede
Advokatetiske regler (AER), der fungerer som tillæg til denne formelle grundsætning
(Advokatrådet 2010)16. Overordnet hedder det her, at advokatens opgave er ”at fremme
retfærdighed og modvirke uret” (AER 1.1). Dertil at advokaten har ”juridiske og moralske forpligtelser” over for klienten, over for ”domstolene og andre myndigheder og instanser, for hvilke advokaten
optræder på klientens vegne – advokatstanden og de enkelte kolleger” samt over for en mere abstrakt
idé om ”offentligheden”, som anses for værende afhængige af en ”fri og uafhængig advokatstand”.
Advokatens primære og fornemmeste opgave er dog at tjene sin klients tarv og fungere
som dennes tillidsmand:
”En advokat, der har påtaget sig at udføre en klients sag for en domstol, en voldgiftsret eller et administrativt nævn, skal loyalt og samvittighedsfuldt inden for lovens grænser forsvare og fremme sin klients interesser” (AER 4.1) samt være dennes ”rådgiver” (AER 1.1).
Som forsvarsadvokaten selv formulerer det under vores interview:
Forsvarer: [V]i skal jo udelukkende være klientens forlængede arm. Det er også en misforståelse man tror, at jeg skal sidde og søge sandheden. Jeg skal bare sørge for at varetage
vedkommendes interesser (Forsvarer:157-159).
Først og fremmest skal forsvarsadvokaten føre klientens sag rent juridisk. Man kan sige, det
er forsvarerens rolle at få sin klient kendt ikke-skyldig eller alternativt få tilkendt den lavest
mulige straf17. Derudover har advokaten en forpligtelse til at fungere som klientens rådgiver
og holde denne underrettet om sagens forløb både forud for og under selve retssagen
(AER 3.1.2.1). Idet det kan være svært for tiltalte at forstå forholdene omkring det juridiske
sprogbrug og de formelle procedurer, understreger anklageren under vores interview, at
forsvareren er tiltaltes eneste garanti for at kunne forstå og følge med i forløbet omkring
sin sag (Anklager:1425-1441).
Forsvarsadvokaten spiller som dommeren også en rolle i at fremstille både retssagen og sin
egen rolle heri som en del af en retfærdig proces. Man skal ikke blot gøre sit bedste for
tiltalte, man skal også få det til at fremstå sådan. Under interviewet nævner forsvarsadvoka16
Det har af flere omgange været debatteret om disse retningslinjer skulle gøres formelt sanktionerbare, men
det har endnu ikke vundet tilslutning (Bitsch 2002: 55-58). Klagesager om god advokatskik behandles af
Advokatnævnet ud fra retsplejelovens § 126 og kan derfor principielt dømmes i strid med de Advokatetiske
regler.
17
I straffeloven beskrives det nærmere, hvordan forsvarsadvokaten kan påvirke strafudmåling ved at fokusere
på ”lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden” (Straffeloven § 80).
- 20 -
ten vigtigheden af, at han f.eks. ikke fremstår som værende på for gode termer med
anklageren (Forsvarer:572-583), idet det vil gå ud over billedet af hans indsats som
”helhjertet”. I de Advokatetiske Regler kan disse tanker henvises til det forhold, at
advokaten ”ved opretholdelse af sin hæderlighed og personlige integritet altid [skal] tilstræbe, at han kan
bevare klientens tillid” (AER 2.2), og at ”tillid og fortrolighed mellem advokat og klient er en nødvendig
forudsætning for advokatens virke” (AER 2.3.1).
3.6 Anklagerens rolle
RPL § 96 omhandler anklagerens rolle i retten:
De offentlige anklageres opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter
reglerne i denne lov.
Stk. 2. De offentlige anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at
forfølgning af uskyldige ikke finder sted.
Anklagerens rolle er at formulere et anklageskrift og dertil fremlægge vidner og beviser,
som anses for centrale i belysningen af de forhold, tiltalte anklages for. Anklageren skal i en
forstand fremlægge sagen, som den ”objektivt er” og søge at få tiltalte dømt inden for disse
rammer (Anklager:394-432).
Det er en rolle, der selvfølgelig er central for opretholdelsen af den retlige proces, men som
anklageren under interviewet bemærker, så spiller han en mindre rolle i forhold til at
opretholde grundlaget for en god proces. Anklageren har i sin opførsel ikke de samme
forpligtelser over for tiltalte og idealerne om upartiskhed som forsvarsadvokaten og
dommeren:
Anklager: Jeg synes ikke, at den stil anklageren vælger at have, at det på nogen måde bryder med sådan nogle lighedsbetragtninger (…) Anklagerens opførsel kan [heller] ikke have
nogen betydning for, hvordan retten skal opføre sig (Anklager:616-619)
3.7 Opsamling
Retssagens legitimitetsgrundlag er i det foregående blevet analyseret som de institutionelle
aktørers efterlevelse af love og forskrifter for god retlig adfærd. Dommerens rolle er at
opretholde værdierne om rettens upartiskhed ved i sin ageren alene at rette sig efter loven
og samtidig opretholde et billede af, at dette sker. Forsvarsadvokaten er tiltaltes tillidsmand
i retssagen – skal være 100 % på tiltaltes side og støtte vedkommende igennem den
juridiske proces. Samtidig skal forsvarsadvokaten ligesom dommeren sørge for at skabe et
billede af, at denne rolle udfyldes reelt for at bevare sin klients tillid. Anklageren skal danne
modvægt til forsvareren – fremlægge sagen ”som den er” og få tiltalte dømt inden for disse
rammer.
- 21 -
4. Retssagens teater – en interaktionistisk analyse
Vi forstår en retssag som et tidsligt og rumligt isoleret fænomen. Et fast fysisk rum danner
rammerne om en mængde aktører, som i retssagens interaktion udfylder bestemte funktioner og følger på forhånd fastlagte mønstre for handling.
Under vores observationer følte vi os i høj grad som tilskuere til et ”rettens teaterstykke”,
der gang på gang udspillede sig foran os. Sagerne var forskellige, men kulissen, rollerne og
manuskriptet var påfaldende ens. Under interviewet med forsvareren tog denne også
uopfordret udgangspunkt i teatermetaforen under en forklaring af forskellige typer af
retssager (Forsvarer:47-49). Vi fandt det derfor oplagt at arbejde videre med teatermetaforen og søgte teoretisk inspiration til vores analyse hos den canadiske sociolog Erving
Goffman.
I dette afsnit vil vi forsøge at vise, hvordan Goffmans dramaturgisk inspirerede begrebsapparat, som det udfoldes i ”The Presentation of Self in Everyday Life” (Goffman 1959),
konkret kan anvendes til analyse af retssager. Hvor de senere analyseafsnit går empirisk
dybt, er dette afsnits formål i højere grad at introducere og diskutere Goffmans begreber
om interaktion, setting, roller, teams og performance i relation til mere overordnede aspekter af
retssager.
4.1 Begrebsapparat
4.1.1 Interaktion
Som tidligere præsenteret for læseren, er vi grundet vores mikroperspektiv og brug af
observationsstudier interesserede i at studere den sociale interaktion, der finder sted under
en retssag. Derfor er det også på sin plads at få gjort klart, hvad vi grundlæggende mener
med begrebet ”interaktion”. Goffman definerer interaktion som:
[T]he reciprocal influence of individuals upon one another’s actions when in one another’s
immediate physical presence (Goffman 1959:26).
For Goffman relaterer interaktion sig altså til den gensidige indflydelse individer har på
hinanden, når de mødes ansigt-til-ansigt i en given situation. Vi vil tage udgangspunkt i
denne forståelse af begrebet, da vi mener, det er brugbart for vores analyse af retssager. I
en retssag er en gruppe af mennesker samlet på et afgrænset fysisk sted i en begrænset
tidsperiode. Da der er tale om de samme typer af aktører (forsvarere, anklagere, dommere,
tiltalte mv.), som mødes i den ene retssag efter den anden, har vi en antagelse om, at disse
mennesker påvirker hinanden, og vil søge at påvirke hinanden på forskellige måder. For at
have et udgangspunkt at analysere disse interaktioner ud fra, vil vi først se nærmere på den
fysiske ramme, som retssalen udgør for retssagen.
- 22 -
4.1.2 Setting
Noget af det første man lægger mærke til, når man som udefrakommende observerer
retssager i Københavns Byret, er den fysiske udformning retssalene. Billedet nedenfor er en
skitse af en typisk retssal fra en dansk byret:
I Goffmans termer udgør selve retssalen teaterstykkets setting eller scene, forstået som den
rumligt afgrænsede lokalitet, inden for hvilken interaktionen finder sted (Goffman 1959:3233). Selvom en egentlig analyse af retssagen som fysisk rum ligger uden for vores interessefelt, er der alligevel flere interessante ting at sige om retssalens udformning ud fra et
goffmansk perspektiv om interaktioner, roller og performance.
Som det ses af skitsen, er de forskellige pladser i retssalen forbeholdt bestemte af retssagens
aktører. Dette gør sig også gældende for retssalene i Københavns Byret, der uanset
forskelle i areal og udsmykning, alle er udformet på en måde, så retssagens aktører altid
placeres samme sted i lokalet. Så snart folk har indtaget deres pladser, hersker der ikke tvivl
om, hvem der optræder som forsvarer, dommer, anklager, tiltalte osv. Dermed skaber selve
rummets indretning og de retningslinjer, der ligger fra domstolenes side omkring placeringen af de forskellige parter, en tæt forbindelse mellem individerne i en retssag og den rolle
eller funktion, hvert individ har til opgave at udfylde. Tilhørerne er desuden tydeligt
afgrænset fra retssagens involverede parter og placeret bagerst i lokalet.
Døren bag dommerbænken er forbeholdt dommere og domsmænd, og benyttes derfor ikke
af tiltalte, forsvarer, anklager, vidner eller tilhørere. Åbningen af døren er forbundet med et
- 23 -
særligt ritual, som udenforstående ikke altid er opmærksomme på. Måske derfor fik en
skoleklasse på besøg i Københavns byret forklaret ritualet umiddelbart inden retten gik i
gang:
Anklager stiller sig foran skoleeleverne og fortæller videre om retssagen.
Anklager (henvendt til skoleklasse): ”Så er det sådan, at når dommeren kommer ind, så
rejser vi os lige op. Det er for at vise respekt. Når dommeren siger til, sætter man sig bare
ned igen. Okay?”
Elever (i kor): ”Ja”
(Retssag 10, Andreas’ feltnoter:2100-2105)
At folk rejser sig og indstiller sig på, at retssagen skal til at begynde, når dommeren og
domsmændene kommer ind af døren, er en fast del af enhver retssag. Faktisk var det så
almindeligt, at vi i vores feltnoter stort set ikke har noteret, når det skete, men derimod har
fokuseret på situationer, hvor især tiltalte ikke var opmærksomme på ritualets eksistens:
Dommeren kommer ind. Alle rejser sig undtagen tiltalte [som tilsyneladende ikke ænser,
det er procedure]. Forsvarer giver en lille, men kraftig bevægelse med hånden som signal
til, at tiltalte skal rejse sig. Tiltalte rejser sig.
(Retssag 2, Jespers feltnoter:383-385)
Dommerens åbning af denne dør er central, idet det ikke kun vidner om en høj grad af
forudbestemt adfærdskoordinering, men samtidig markerer skiftet mellem, hvad vi
definerer som offstage og onstage18. Åbningen af døren svarer – for nu at blive i teatermetaforen – til at scenetæppet går, skuespillerne indtager deres pladser, og publikum retter
opmærksomheden mod den optræden, der skal til at finde sted. Med offstage forstår vi
dermed de tidspunkter, hvor retssagen endnu ikke er begyndt, måske er afbrudt af en pause
eller helt er afsluttet. Med onstage forstår vi omvendt de tidspunkter, hvor selve retssagen
faktisk er i gang. Vores begreber om onstage og offstage er inspireret af Goffmans skelnen
mellem front region og back region. Mens onstage og front region stort set er ækvivalente,
adskiller vores offstage sig markant fra Goffmans back region ved først og fremmest ikke
at markere et fysisk adskilt rum. Hvordan begreberne nærmere forholder sig til hinanden,
vil vi præcisere i afsnit 4.2 og 4.3.
4.1.3 Roller og performance
Scenen, forstået som retssalens fysiske indretning, og tæppet, forstået som den dør,
hvorigennem dommeren træder ind i rummet, er altså med til at definere, dels hvilke
positioner/roller personerne i retssagen skal udfylde, og dels hvornår disse roller skal
udfoldes. I det følgende vil vi skitsere Goffmans teori om netop prædefinerede roller, og
hvordan sådanne roller bliver performet foran et publikum.
Goffmans dramaturgiske blik på interaktioner kommer af en interesse for, hvordan folk
fremstiller dem selv og deres aktiviteter over for andre (Hviid Jacobsen & Kristiansen
2002:92). Gennem indtryksstyring af dels de udtryk personen giver gennem direkte verbal eller
tegnmæssig kommunikation og dels de udtryk, personen afgiver gennem mere uformel og
18
Vi har valgt denne engelske dikotomi, da der ikke på dansk findes nogle ækvivalente begreber.
- 24 -
tilsyneladende uintenderet kropslig adfærd, søger personen at kontrollere, hvilket indtryk
andre får af ham/hende (Goffman 1959:14-16). Denne indtryksstyring og forsøg på at
kontrollere, hvilke informationer og signaler, der udsendes, er central for forståelsen af,
hvad Goffman kalder en performance:
A ’performance’ may be defined as all the activity of a given participant on a given occasion which serves to influence in any way any of the other participants (Ibid.:26).
En person performer eller optræder altså, når denne gennem sin aktivitet forsøger at påvirke
andre til at få et særligt indtryk af vedkommende. En performance i goffmansk forstand
handler altså, set fra den optrædendes synspunkt, om at skabe et særligt billede af sig selv
over for omverdenen. Som Hviid Jacobsen & Kristiansen påpeger, kan ønsket om at skabe
et særligt billede af sig selv hænge sammen med forsøget på at påtage sig eller leve op til en
bestemt rolle:
Formålet med at optræde er grundlæggende, at man ønsker at afgive et bestemt indtryk til
andre tilstedeværende, at man som en skuespiller påtager sig en bestemt rolle, til hvilken der
hører såvel forventninger som forpligtelser (Hviid Jacobsen & Kristiansen 2002:97).
Rollen definerer dels normative forskrifter og dels forventninger om typisk adfærd, der
knyttes til individers forskellige positioner i sociale interaktioner (Goffman 1961:85,93).
Dog kan det diskuteres, om koblingen mellem performance og rolle er så oplagt, som
Hviid Jacobsen & Kristiansen fremstiller den i citatet ovenfor. Bare fordi en person udfører
en performance over for andre, låser dette ham ikke nødvendigvis fast i en rolle med dertil
hørende faste forventninger og forpligtigelser, snarere tværtimod. Goffmans begreb om role
distance (som vi vender tilbage til senere i analysen) omhandler netop diskrepansen mellem
den empiriske udførsel af en rolle og de normative eller typiske forventninger, der knytter
sig til en given institutionaliseret rolle (Ibid.:134).
Rollebegrebet er dog et nødvendigt udgangspunkt for overhovedet at kunne teoretisere
over en eventuel afstandstagen fra en rolle, og, i en common-sense-forståelse af retssager,
giver det også intuitivt mening at snakke om roller – retssagen ville slet ikke kunne
gennemføres, hvis der manglede personer til at udfylde rollerne som dommer, forsvarer,
anklager, tiltalte osv. Rollebegrebet skal altså forstås som noget institutionelt forankret og
dermed ikke ud fra en ren teatralsk/dramaturgisk optik – enhver kan ikke påtage sig rollen
som dommer eller forsvarer for en dag, og de forskellige aktører kan ikke (officielt) bytte
roller. Forsvarere, anklagere og dommere er henholdsvis forsvarere, anklagere og dommere
af uddannelse og profession. På samme måde er tiltalte helt konkret tiltalt for en lovovertrædelse. Rollerne er med andre ord ikke spontant opstået, men baseret på institutionelt
fastlagte kriterier og regler for ageren under retssagen, hvilket bl.a. er udspecificeret i
Retsplejeloven. Med andre ord er rollerne altså ikke kun noget der spilles – rollen er fast
knyttet til en funktion, som nødvendigvis skal varetages, for at retssagen kan gennemføres.
På trods af, eller rettere, lige netop på grund af rollernes institutionelle forankring, er det
interessant at fastholde et dramaturgisk blik på dem. Spørgsmålet bliver ikke, hvorfor
individer påtager sig særlige roller, men i stedet hvordan det konkrete individ, der befinder
- 25 -
sig i positionen som eksempelvis forsvarer, performer sin abstrakte rolle med alt hvad det
indebærer af rolleopfyldelse eller rolledistance.
4.1.4 Hold
Hidtil har vores blik udelukkende været fokuseret på det enkelte individs ageren i forhold
til at skabe et særligt billede af sig selv eller i forhold til en særlig rolle. For Goffman er et
sådant blik på sociale interaktioner imidlertid for snævert, og man bør i stedet forsøge at
forstå den enkeltes performance som en del af en større helhed:
[W]e commonly find, that the definition of the situation projected by a particular participant is an integral part of a projection that is fostered and sustained by the intimate cooperation of more than one participant (Ibid.:83).
Samarbejde mellem forskellige performere er ofte en nødvendighed for, at disse er i stand til
at skabe og opretholde et troværdigt billede af dem selv og deres aktivitet over for andre.
Idet den enkeltes optræden sker i samarbejde med andres optræden, skifter det analytiske
blik fra individet til teamet:
I will use the term ’performance team’ or, in short, ’team’ to refer to any set of individuals
who cooperate in staging a single routine (Ibid.:85).
Et team eller hold er altså i Goffmans forståelse en mængde performere, der samarbejder om at
iscenesætte en optræden. Dette samarbejde handler ikke primært om at sætte hinanden i et
gunstigt lys, men derimod om sammen at skabe og opretholde en fælles definition af
situationen, både udadtil og indadtil:
Et hold forsøger at vedligeholde en vis konsensus vedrørende situationsdefinitionen, således at den enkelte aktør kan handle passende og i overensstemmelse med denne definition,
men holdet forsøger samtidig at opretholde en bestemt definition af situationen over for
dem, der står udenfor (Hviid Jacobsen & Kristiansen 2002:98-99).
Opretholdelsen af den fælles situationsdefinition er central af (mindst) to grunde:
1) For at den sociale interaktion skal fungere, er det vigtigt, at de performende tilpasser
deres situationsdefinitioner til hinanden, så der ikke forekommer stridigheder om, hvordan
en situation skal defineres (Goffman 1959:20). For at undgå pinligheder, kollaps af
situationsdefinitioner og roller etableres et working consensus: Individernes arbejder sammen
om at skabe nogle rammer, inden for hvilke interaktionen kan forløbe forudsigeligt og
effektivt.
2) Kollaps i situationsdefinitionen er vigtige at undgå, idet det kan have store konsekvenser
for, hvordan publikummet til denne optræden opfatter, ikke blot individerne eller holdet,
men også den institution eller sociale struktur, de optrædende repræsenterer:
In a sense these larger social units – teams, establishments, etc. – become committed every
time the individual performs his routine; with each performance the legitimacy of these
units will end to be tested anew and their permanent reputation put at stake (Ibid.:235).
- 26 -
I en goffmansk optik er opretholdelsen af domstolenes legitimitet altså afhængig af et
konstant vellykket performance fra de deltagendes side – det er vigtigt at opretholde et
billede af en retssag, hvor det ser ud som om der er styr på tingene, og hvor der (i det
mindste på overfladen) hersker konsensus om, hvordan alt skal foregå.
4.1.5 Retssagens hold
Hvilke individer der tilsammen udgør et hold er ikke givet på forhånd, og i det følgende vil
vi derfor forsøge at give to forskellige bud på, hvordan en retssags aktører kan tænkes at
være opdelt i hold19.
De rolleopfyldende hold
I vores umiddelbare forståelse af retssagen kan der tages udgangspunkt i en konflikt
mellem anklagemyndigheden på den ene side og forsvareren og dennes klient på den
anden. Forsvarer og anklager har modsatrettede interesser i retssagen, og hver af dem har
til opgave at få deres forståelse af situationen til at være den gældende, således at sagens på
papiret neutrale parter, dommeren og domsmændene, bliver overbevist om rigtigheden og
autenciteten af denne. I forrige afsnit så vi også, hvordan den legitime retssag i høj grad
baserer sig på institutionelle aktørers udførsel af ”modstridende” logikker. Mindre abstrakt
kan man ved at kaste et blik på f.eks. RPL § 865 og 866 se, hvordan disse idealer rent
praktisk udmøntes i en ”tur-baseret” struktur i fremførelsen af beviser og vidner i retssagens proces, hvor anklager og forsvarer, som spillere på hver sit hold, skiftes til ”angribe”
sagen.
En sådan opdeling, hvor forsvarer og tiltalte udgør ét hold, anklager udgør et andet hold og
dommere og domsmænd et tredje (neutralt) hold kalder vi de rolleopfyldende hold. Inddelingen
er forsøgt skitseret på nedenstående tegning:
19
At operere med flere samtidige opdelinger af hold kan måske virke ulogisk og uoverskueligt og er heller
ikke noget, Goffman umiddelbart gør brug af i The Presentation Of Self in Everyday Life. Imidlertid synes vi
i observationer at kunne identificere to simultant eksisterende holdopdelinger, som vi holder fast i i den
videre analyse.
- 27 -
Det institutionelle hold
Vi har gennem vores observationer imidlertid også observeret logikker, der gør det oplagt
at tænke dommer, forsvarer og anklager sammen som ét stort hold. Holdet er retssagens
institutionelt fastlagte aktører, der tilsammen har to opgaver:
1) De institutionelt fastlagte aktører har som hold et fælles ansvar for, at situationen ikke
kollapser. Den sociale interaktion skal fungere uden pinligheder og konflikter og må ikke
kollapse, da det er problematisk for domstolens legitimitet. Dette forstår vi som grunden
til, at aktørerne i høj grad accepterer retssagens ”teatralske” opsætning – forsvarer, anklager
og dommer accepterer egne roller og respekterer hinandens roller. De følger procedurerne
for ”god” opførsel, de respekter ceremonien omkring at rejse sig for dommeren, og de
respekterer og reproducerer det særlige sprogbrug. Her kan fremhæves deres konsekvente
tiltaleformer som ”forsvarer”, ”anklager” og den mere abstrakte ”høje domsmandsret”.
Denne pointe ses også i dele af den marxistisk inspirerede retssociologi – skuespillet
opretholdes ikke kun i hver enkelt rolles interne interesser og logikker, men også i et fælles
forehavende om at beskytte et billede af situationen og dermed retten som legitim (Carlen
1976:31). Carlens kritiske tolkning er her, at anklager og forsvarer, der formelt spiller
forskellige roller på forskellige hold, på et andet plan er del af et overordnet institutionelt
hold. I vores perspektiv er dette institutionelle hold, der arbejder sammen for at performe
billedet af retten som et kohærent og legitimt system, selve grundlaget for ”skuespillets” og
dermed rettens opretholdelse. Idet vi ikke vi ikke som Carlen arbejder ud fra en antagelse
om rettens væsen som undertrykkende, accepterer vi dette grundlæggende samspil i det
- 28 -
omfang, at de enkelte aktører stadig lever op til deres de legitimitetskrav, der stilles til deres
roller.
2) En anden opgave, dette institutionelle hold har, er ansvaret for at få sagen behandlet
inden for den afsatte tidsramme. Dette skaber en gensidig afhængighed og et behov for
samarbejde. Uanset om dommer, forsvarer og anklager hver især har forskellige professionelle dagsordner, har vi observeret, at de tilsammen udgør et working consensus, der arbejder
sammen om at få gennemført retssagen. Denne pragmatiske logik skinner klart igennem i
de tre interviews med henholdsvis forsvarer, anklager og dommer (Forsvarer:594-597;
Dommer:938-957; Anklager:678-692). Vi ser et særligt problematisk perspektiv i denne
pragmatiske logik på tværs af retssagens faste aktører, hvilket vil blive fremhævet yderligere
i den senere analyse.
Det institutionelle hold og dets ”publikum” er forsøgt skitseret på nedenstående tegning. Her
står de institutionelle aktører sammen, mens tiltalte i en forstand er reduceret til en del af
publikum:
4.1.6 Opsamling
Vi har i dette afsnit forsøgt at knytte Goffmans dramaturgiske begrebsapparat til studiet af
retssager. Med interaktionen som det analytiske udgangspunkt har vi vist, hvordan retssagen
finder sted i en særlig setting, som, sammen med retssagens juridiske regler og mere
uformelle skikke, ligger op til en forståelse af retssagens aktører som individer, der performer
- 29 -
i forhold til prædefinerede roller. Rollerne har vi suppleret med begrebet om hold, inden for
hvilke individer arbejder sammen om at opretholde situationsdefinitionen, et working consensus
og domstolens legitimitet udadtil. Vi har skitseret to forskellige inddelinger af hold – de
rolleopfyldende hold og det institutionelle hold – som vi vil anvende i den videre analyse med
henblik på at påpege spændinger ift. idealet om den legitime retssag.
- 30 -
4.2 ”Onstage” – performance, brud og genopretning
Efter disse grundlæggende tanker om retssagens setting, roller, teams og performance, vil vi
nu fokusere på de situationer under en retssag, hvor situationsdefinitionen bliver angrebet
af ”upassende” opførsel fra retssagens aktører. Afsnittet vil lægge ud med en afklaring af
vores onstage-begreb efterfulgt af en teoretisk opridsning af, hvordan man kan forstå brud
og forsøg på genopretning af disse. Herefter vil forskellige former for ”brud” på onstage
opførsel blive analyseret og set i forhold til opretholdelsen af den legitime retssag.
4.2.1 Definition af onstage
I foregående afsnit definerede vi onstage som de tidspunkter, hvor retsforhandlingen er i
gang. Samtidig nævnte vi, at vores begreb om onstage og Goffmans begreb front region ligger
meget tæt op af hinanden. Vi vil kort præcisere dette ved at se nærmere på begge begreber,
først Goffmans front region:
Given a particular performance as a point of reference, it will sometimes be convenient to
use the term ’front region’ to refer to the place where the performance is given (Goffman
1959:109-110).
Front region referer altså det til det fysiske sted, hvor der bliver performet. Front region
svarer til teatrets scene, hvilket Hviid Jacobsen & Kristiansen fint uddyber:
Det er her, aktørerne spiller deres roller. På scenen er der publikum på, og derfor retter aktøren sin optræden ind efter de normer og standarder, der ser ud til at gælde inden for området (Hviid Jacobsen & Kristiansen 2002:100).
Selvom front region er en rumligt defineret størrelse og vores onstage er tidsligt defineret,
ser vi en mængde overlap. Når retssagen er i gang, indfinder de forskellige aktører sig på de
af settingen prædefinerede positioner og skal i overensstemmelse med bl.a. reglerne i
Retsplejeloven opføre sig på bestemte måder. Onstage er derfor ligesom front region der,
hvor det er tydeligst, at individerne performer deres roller og retter sig ind efter situationsdefinitionen.
4.2.2 Dommeren som holdleder
Goffman har skrevet meget om hvordan menneskers interaktion er styret af ritualer og
normer, der har til formål at regulere samhandling, så pinligheder undgås og individer ikke
bryder ind i hinandens privatsfærer (se f.eks. Goffmans værker Behaviour in Public Places
(1963) og Relations in Public (1971)). Goffman er derfor ofte blevet udlagt som en slags
Durkheim på mikroplan, hvis teori om samhandlingsordenen placerer individets selv som det
hellige og ukrænkelige objekt for tilbedelse og beskyttelse i moderne vestlige samfund
(Hviid Jacobsen & Kristiansen 2002:75,198). Vores observationer indeholder dog ikke
mange eksempler på individets beskyttelse imod krænkelse, men derimod på hvordan
forskellige hold eller forsamlinger af individer arbejder sammen for at opretholde en given
situationsdefinition. I den forbindelse vil vi stille skarpt på en specifik skikkelse, nemlig
holdlederen.
- 31 -
Holdlederen er udpeget til at indtage en styrende rolle. Han eller hun skal sikre sig, at
holdets performance fungerer som den skal og har i den forbindelse den centrale funktion
af at få folk til at performe i overensstemmelse med holdets samlede linje:
[T]he director may be given the special duty of bringing back into line any member of the
team whose performance becomes unsuitable (Goffman 1959:102).
Uanset om blikket vendes mod de rolleopfyldende hold eller det institutionelle hold, vil dommeren i
en eller anden grad indtage en position som holdleder. Dommerens irettesættende
handlinger og styring af slagets gang kan på samme tid ses værende retssagens neutrale
parts facilitering af de rolleopfyldende holds kamp imod hinanden og som lederen af det
institutionelle holds opretholdelse af holdets effektive og legitime performance. Dette er
dommerens grundlæggende rolle og funktion (se afsnit 3.4 ”Dommerens rolle”). Lad os se
nærmere på, hvordan dommeren konkret dikterer ”slagets gang” onstage:
Anklager: ”Jeg vil gerne afhøre tiltalte fra ny”
Forsvarer: ”Der er jo grundlovsforhøret”
Anklager: ”Jeg vil gerne høre tiltaltes forklaring”
Forsvarer: ”Du kan jo ikke høre begge dele”
Anklager: ”Jo”
Dommer: ”Vi lader anklager gøre som anklager vil”
(Retssag 5, Andreas’ feltnoter:932-937)
Eksemplet ovenfor, hvor dommeren afgør stridigheder mellem en forsvarer og en anklager,
er typisk for vores observationer. Hverken forsvarer eller anklager bryder direkte med
situationens definition eller deres egne roller, men dommeren har alligevel den funktion, at
han eller hun afgør stridigheder, så sagen kan fortsætte. I andre situationer irettesætter
dommeren enkeltpersoners opførsel eller performance, som f.eks. her, hvor en tiltalt er
mødt for sent op i retten:
Tiltalte kommer ind og sætter sig ved siden af forsvarer.
Tiltalte: ”Pænt goddag”
Dommer: ”Hvis du lige vil tage kasketten af?”
Tiltalte: ”Ja”
(Retssag 8, Andreas’ feltnoter:1960-1963)
Optrinnet er interessant, fordi en tilsyneladende ubetydelig ting som en hovedbeklædning
skal behandles som det første overhovedet, idet tiltalte kommer ind. ”Hvis du lige vil tage
kasketten af, så kan vi komme i gang”, synes dommeren at indikere. Set i en goffmansk optik
påpeger holdlederen, at tiltaltes ydre fremtræden (hans såkaldte personal front (Goffman
1959:34)) ikke passer overens med den formelle og seriøse definition på retssagen, som
holdlederen prøver at opretholde. Derfor er det nødvendigt for dommeren at få tiltalte til
at rette ind og tilpasse sit ydre til situationens definition, før retssagen kan fortsætte.
Dommeren kan dog også selv forbryde sig mod retssagens forskrifter. Som i dette
eksempel, hvor dommeren kommer til at tiltale et vidne fra politiet med en forkert
stillingsbetegnelse:
- 32 -
Dommer tiltaler vidnet ukorrekt ift. hans stilling, men bliver gjort opmærksom på det af
vidnet. Dommeren undskylder.
Vidne: ”Jeg lystrer på det meste”
Dommer: ”Nå ja, det skal jo være i orden”
(Retssag 6, Andreas’ feltnoter:1364-1366)
Dommere begår altså også små brud på de eksisterende regler. Det interessante ud fra en
performance-optik er ikke bruddene i sig selv, men dommerens kommentarer til dem. Helt
eksplicit siger dommeren, at tingene ”skal jo være i orden” og dermed, at alting så at sige
skal køre efter bogen. For så vidt er sådanne brud ufarlige og betydningsløse for retssagens
forløb, men dommeren synes at indikere, at der er noget mere og større på spil. Hele
retssagens forløb skal udstråle ordentlighed, hvorfor det bliver nødvendigt ikke blot at rette
småfejl, men også italesætte at disse rettes – netop fordi de kunne så tvivl om, hvorvidt
alting forløb efter reglerne. Generelt er det dog bemærkelsesværdigt, at det stort set kun er
dommeren selv, der er opmærksom på at rette de små brister, som han eller hun laver.
Dommeren står altså, i egenskab af sin position som holdleder, uden for næsten al form for
korrigering fra sagens øvrige aktører.
4.2.3 Ironiske ytringer
Et interessant aspekt ift. brud på og genopretning af situationen er, at ironiske ytringer
(oftest med forsvarer eller anklager som afsender) stort set aldrig bliver irettesat. Lad os se
på et eksempel, hvor tiltalte står anklaget for at have stjålet en mængde mobiltelefoner og
skjult dem i foret på sin jakke:
Forsvarer: ”Jeg har et enkelt spørgsmål. Jeg er forsvarer for manden. Prøvede han at skjule
telefonerne?”
Vidne (politimand): ”Det var tydeligt, at der var noget i jakken – at den var tung”
Forsvarer: ”16 telefoner vejer jo også noget” [sagt med en legende stemme, en joke, smågrinende]
(Retssag 5, Jespers feltnoter:1118-1122)
Det er klart, at en episode som ovenstående kan fortolkes på et væld af måder, men det er
umiddelbart svært at se, hvordan bemærkningen om, at ”16 telefoner vejer jo også noget”,
er en del af forsvaret for tiltalte. Tiltaltes sag var ikke den bedste, eftersom han af politiet
var blevet pågrebet med 16 stjålne telefoner på sig. Måske derfor træder forsvareren med
den ironiske kommentar for et øjeblik ud af sin rolle og tilkendegiver diskret en uoverensstemmelse mellem hans rolles forpligtelser og hans egen personlige opfattelse af sagen.
Hvis tolkningen er korrekt, er der tale om et typisk eksempel på role distance fra forsvarerens
side, der dog pga. sin ironiske indpakning ikke bliver irettesat:
Sulleness, muttering, irony, joking, and sarcasm may all allow one to show that something
of oneself lies outside the constraints of the moment and outside the role within whose jurisdiction the moment occurs (Goffman 1961:114).
Ifølge Goffman er humoren ideel til denne afstandstagen. Ironiske bemærkninger er en
slags uofficiel linje for kommunikation, som dels ikke officielt udfordrer personer og holds
integritet eller situationens status quo, og dels er mulig at ”slippe af sted med”. Afsenderen
kan i princippet blot hævde, at han eller hun ”ikke mente noget med det” (Ibid.:187).
- 33 -
Vi slutter af med at se nærmere på, hvordan en ihærdig forsvarer under en retssag benytter
sig af ironi i sit forsvar for tiltalte, som er anklaget for at være i ledtog med en narkopusher.
Her benyttes ironien dog som en del af forsvaret for tiltalte og ikke for at markere role
distance. Først griner forsvarer hånligt af anklagers spørgsmål til vidnet (den anholdende
politibetjent) om, hvad tiltalte laver foran en bestemt bygning. Det slipper hun af sted med:
Anklager spørger vidne, om tiltalte står foran [bestemt lokalitet i København], fordi han
venter på at få mad.
Vidne: ”Jeg kan jo ikke se, om han står og venter på at få mad”
Forsvarer griner.
(Retssag 7, Jespers feltnoter:1586-1588)
Derefter stiller forsvareren et ledende spørgsmål til vidnet, som dommeren dog retter
smilende:
Forsvarer: ”Køberen – er det ikke korrekt, at han nægter at udtale sig om sælgeren?”
Dommer: ”Det var i hvert fald et ledende spørgsmål” Smågriner, smiler.
(Retssag 7, Jespers feltnoter:1590-1591)
Til sidst bruger hun sarkasme til at kritisere anklagers udspørgen af en af de politimænd,
der anholdt tiltalte:
Anklager: ”Hvad var din tanke omkring de penge?” (Som blev fundet på tiltalte ved anholdelsen).
Vidnet begynder at sige noget.
Forsvarer (afbryder): ”Hvad var din tanke omkring de penge?”
[Anklager kigger undrende på forsvarer]
Forsvarer: ”Hvad var din tanke omkring de penge?” ”Jeg hørte ikke, hvad du svarede”
Vidnet svarer noget med, at han forbandt pengene med narkokriminalitet.
Dommer: ”Han er jo politimand” (smågriner)
(Retssag 7, Jespers feltnoter:1602-1609)
Forsvarer må reelt ikke blande sig jf. den tur-baserede struktur for afhøring af vidner, men
lader sig ikke slå ud af dette. I stedet lader hun som om, hun ikke hører, hvad der bliver
sagt og derfor gentager anklagers spørgsmål hele to gange og lægger tryk på ordet ”tanke”.
Forsvareren er tydeligt sarkastisk over for, at anklager vil høre vidnet, en politimands,
mening og tanker om sagen. Dommeren går som holdleder ind og får styr på situationen ved
smågrinende at konstatere, at vidnet er politimand og jo selvfølgelig kæder penge og
narkokriminalitet sammen.
4.2.4 Opsamling
Vi har i dette afsnit set nærmere på situationer, hvor en situationsdefinition bliver angrebet
af ”upassende” opførsel fra retssagens aktører. Hvad der er passende og upassende
opførsel er selvfølgelig et spørgsmål om fortolkning, men ikke desto mindre synes vi at
have observeret tilstrækkeligt af episoder med brud og genopretning til at kunne gøre os
nogle overordnede refleksioner:
- 34 -
I et legitimitetsperspektiv fungerer onstage som regel som det skal. Dommeren indtager en
position som holdleder ved at regulere andres adfærd og opretholde orden og en forholdsvis stram linje for, hvordan tingene skal foregå. Dette kunne måske godt kritiseres20, men
grundet vores fokus på den institutionelle legitimitet, vælger vi ikke at se dette i et problematisk lys. Det er dog interessant, at dette rummet for ageren kan ”åbnes” og regler brydes
ved f.eks. at bruge ironi. Vi har vist, hvordan forsvarere benytter sig af dette, men i
realiteten står muligheden åben for alle parter. Endelig har vi bemærket, at dommeren selv
har et større spillerum, idet det er sjældent, at andre af retssagens aktører for alvor irettesætter ham eller hende.
20
F.eks. ud fra et marxistisk perspektiv på retten (jf. Carlen 1976).
- 35 -
4.3 ”Offstage” – opløsning af roller og nye logikker
I dette afsnit stiller vi skarpt på interaktionen umiddelbart før og efter en retssag og i
særdeleshed i retssagens pauser. Teoretisk vil vi trække på Goffmans tanker om aktiviteter i
det han kalder back region, men vil forsøge at skitsere vores eget begreb offstage, der dækker
situationer i selve retssalen, hvor sagen ikke er i gang eller er sat på pause. Kombineret med
de allerede præsenterede begreber om performance, roller og hold vil vi inddrage empiri, der
kan hjælpe os med at forstå, hvordan logikkerne offstage i en retssag adskiller sig fra
logikkerne onstage, hvilket særligt er interessant i et legitimitetsperspektiv.
4.3.1 Goffmans back region og retssalens offstage
Hvad sker der, når retssagen ikke er i gang? For at forstå sådanne situationer er det værd at
kaste et blik på Goffmans begreb om back region. Begrebet dækker de lokaliteter, hvor
kravet om indtryksstyring og performance for en stund er lagt på hylden, idet de er
afgrænset fra den front region, hvorpå de performende individer optræder over for et publikum
(Goffman 1959:115-116). Fraværet af publikum gør det muligt at smide masken, træde ud
af rollen og optræde friere uden risiko for at udfordre situationsdefinitionen eller det
selvbillede, der ønskes opretholdt:
Here the performer can relax; he can drop his front, forgo speaking his lines, and step out
of character (Ibid.:115).
I retssagens kontekst er det svært at få øje på deciderede back regions, og selvom man kunne
forestille sig, at gange, toiletter eller andre afgrænsede fysiske lokaliteter i situationer kunne
falde ind under back regions, har vi grundet vores faste fysiske placering som tilhørende i
retssagen ikke observeret anden adfærd, end den der finder sted i selve retslokalet og på
gangen umiddelbart foran retslokalet. Som beskrevet i analysens indledende afsnit ser vi
åbningen af dommerens dør som analog til teatrets tæppe, der går fra. For os at se er selve
den fysiske retssal dermed både en form for front region og back region - blot på forskellige
tidspunkter. Retssagens skift mellem det, vi kalder onstage og offstage, er dermed udelukkende
et tidsligt spørgsmål, hvorimod Goffmans skelnen mellem front og back region i højere
grad er rumligt forankret21 (Ibid.:115-116).
Den goffmanske back region er endvidere for stærkt et begreb at bruge om retssalen under
pauser eller umiddelbart før og efter retssagen, eftersom Goffman forstår back regions som
steder, hvor individerne smider deres scenemasker og opfører sig frit uden at performe22.
Hvor Goffmans back region er fri for tilskuere, er dette ikke tilfældet i retssagens pauser.
21
For at yde Goffman retfærdighed må det pointeres, at han absolut ikke er blind for den tidslige dimension i
forholdet mellem front og back region. F.eks. er han inde på, at den samme rumlige lokalitet kan skifte
mellem at være front og back region: ”[A] region that is thoroughly established as a front region for the regular
performance of a particular routine often functions as a back region before and after each performance” (Goffman 1959:128).
22
Hviid Jacobsen & Kristiansen pointerer dog, at ”selv de skuespillere, der lader maskerne falde og sammen slapper af
bag scenen, stadig har fronter og opfører skuespil for hinanden” (Hviid Jacobsen & Kristiansen 2002:100), hvorfor den
goffmanske back region altså ikke er totalt blottet for performance.
- 36 -
Vi var f.eks. altid til stede i retssalen, ligesom andre tilhørere, vagter og tolke – foruden
forsvarer, anklager og tiltalte – ofte befandt sig i eller omkring retssalen. Selvom vores
offstage-begreb på flere punkter adskiller sig fra den typiske back region hos Goffman, vil
vi hævde, at flere logikker fra back region kan overføres til vores begreb om offstage i
retssager. Lad os se nærmere på nogle empiriske eksempler.
4.3.2 Interaktioner uden manuskript
Et interessant aspekt ved retssagens offstage er, at de i høj grad prædefinerede mønstre for
interaktion, der prægede interaktionen i onstage (f.eks. i form af turn-taking, tiltaleformer
mv.), ophører med at eksistere. Der er så at sige intet manuskript at følge offstage. Dette
kommer f.eks. til udtryk i den måde, hvorpå tilhørerne til retssagen bliver inddraget i
samtaler offstage, der er langt mere spontane og ukontrollerede end dem onstage.
I retssag 6 var en af forsvarsadvokaterne særligt interesserede i at komme i kontakt med os:
Forsvarer: ”Er i journaliststuderende?”
Os: ”Nej, sociologi”
Forsvarer: ”What’s the difference?” (griner)
Forsvarer spørger ind til, hvorfor vi overværer retssager. Vi forklarer om vores projekt.
Undervejs i denne dialog prøver tiltalte at komme i kontakt med forsvarer vedrørende noget, der står i et sagspapir, tiltalte sidder med. Forsvarer svarer ikke tiltalte, før samtalen om
vores projekt er færdig, selvom Jesper prøver at henlede forsvarerens opmærksom på tiltalte.
Forsvarer (henvendt til tiltalte): ”Hvad siger du?”
(Retssag 6, Jespers feltnoter:1274-1280)
I en senere pause genoptager forsvarer kontakten med os af to omgange og spørger til
vores studie, fortæller om sidste års statskundskabsrevy og fortæller historier om uformelle
retssager. Derefter taler han kort i telefon med sin datter (Retssag 6, Jespers feltnoter: 13881408).
Det er altså tydeligt, at der er nogle andre logikker på spil offstage end onstage. Hvor retssagens onstage er forbeholdt behandlingen af sagen, åbner offstage handlingsrummet op for
helt andre mønstre af interaktion. Forsvareren ovenfor virker mere interesseret i at tale
med os end i at agere forsvarer for sin klient, hvilket indikerer, at performance af rolle og
behovet for at vise tilknytning til det rolleopfyldende hold slækkes betydeligt offstage. Eftersom
retsforhandlingen ikke er i gang, er der tilsyneladende ikke samme opmærksomhed på (eller
grund til) at performe sin rolle og opretholde idéen om sit hold – man kan ligefrem optræde
som privatperson og ringe til sin datter. Når rammerne er så løse, overrasker det ikke, at
retssagens pauser kan give anledning til nogle ret spøjse samtaler mellem f.eks. forsvarer og
anklager23:
Forsvarer kommer ind i retssalen og sætter sig.
Anklager: ”Var det ikke [navnet på en advokat], der stod på retslisten og skulle have været
her i dag?”
23
Denne samtale foregik mens tiltalte, en ikke-dansktalende udlænding, var til stede.
- 37 -
Forsvarer: ”Nu har vi [vores advokatfirma] jo kun indvandrere. Vi bor [i en københavnsk
bydel]. De [indvandrere fra den københavnske bydel] kan slet ikke skelne mellem forsvarer,
dommer og anklager. De ser det som en del af systemet alt sammen. Derfor er det et ansættelseskrav, at vores advokater ikke fremgår af retslisten”
Forsvarer taler med anklager om det svenske og det danske retssystem, om noget med
hvordan man symbolsk ser ud til at have valgt side ift. tiltalte, og om at blive set som en del
af systemet. Forsvarer snakker videre om hvordan det er at køre rundt i bil i udsatte områder. Anklager snakker med [men virker ret mistroisk, giver i sit tonefald udtryk for, at det
lyder lidt overdrevet].
Forsvarer: ”Jeg bor i en bydel, hvor folk bliver skudt hver dag. Du kan ikke som almindelig civil køre rundt i [område i københavnsk forstad]. Folk går rundt med skudsikker vest.”
Forsvarer fortæller om, at han var valgobservatør ved et valg i Afrika for 15-20 år siden,
hvor de var på sikkerhedskursus.
Forsvarer: ”Det er derfor man skyder efter hovedet”
Dommer kommer ind og forsvarer får ikke færdiggjort sin sætning. Dommer oplæser
dommen.
Da dommen er afsagt og dommeren og tiltalte har forladt retssalen, fortsætter forsvarer sin
historie til anklager:
Forsvarer (henvendt til anklager): ”Konklusionen af historien fra før er, at man ikke skal
gå med skudsikker vest”
Anklager: ”Ellers bliver man skudt i hovedet?” (griner)
Forsvarer: ”Præcis. Ellers skal man bruge sådan en usynlig vest, politiet bruger. De koster
så bare 5-10 gange så meget. Politiet er også meget bange for at gå med veste”
(Retssag 5, Jespers feltnoter:1166-1217 og Andreas’ feltnoter:1070-1136)
Hvad fortæller eksemplet ovenfor os om offstage? For det første bliver effekten af dommerens
”træden ind og ud” af døren til retssalen understreget – forsvareren er ved at fortælle
anklager en historie, men afbrydes af dommerens indtræden og må vente omkring et
kvarters tid, til dommeren igen er gået og pointen kan leveres. Det er altså helt tydeligt, at
grænserne for hvad der kan foregå offstage er nogle helt andre end onstage. For det andet er det
i pauserne muligt for anklager og forsvarer for en stund at lægge modsætningsforholdet
mellem sig på hylden og indgå i uformelle snakke. For det tredje er det værd at bemærke,
hvordan samtalerne har tendens til at bevæge sig langt væk fra retssagens og onstages
oprindelige fokus – for at udtrykke det med en term fra Goffman: at drifte. Med drifting
forstår Goffman det, at visse deltagere i en social situation, ved f.eks. at være opslugt af en
fælles diskussion, glemmer deres omgivelser og gradvis bevæger sig bort fra en situations
dominerende definition (Goffman 1963:174). En lang pause i retssag 3 blev f.eks. benyttet
af forsvarer og tiltaltes tolk til bl.a. at tale om straffesystemer i østeuropæiske lande, slavisk
sprog, østeuropæiske storbyer, samarbejde med politiet og meget andet (retssag 3, Andreas’
feltnoter:655-714 og Jespers feltnoter:758–794).
4.3.3 Fra rolleopfyldende til institutionel logik
Offstage hersker en stemning af, at sagen ikke er i gang. Men derfor behøver alle samtaler
ikke omhandle ting, der ligger uden for sagen. Det er i høj grad muligt for forsvarere og
anklagere at tage sagen op, blot på andre vilkår, men også med andre potentialer end
onstage. Til at illustrere dette vil vi benytte uddrag fra retssag 6, hvor to unge mænd af
- 38 -
anden etnisk herkomst end dansk var tiltalt for hærværk i en såkaldt ”radiatorsag”24. Sagen
er flere år gammel, da den igen tages op en fredag eftermiddag, og allerede inden retssagen
er i gang, begynder anklager og den ene forsvarsadvokat så småt at mærke hinanden an:
Forsvarer1 og anklager begynder at snakke om, hvad forbrydelsen skal ”koste” af fængselsstraf.
Anklager: ”Jeg vil påstå, at det er 6 mdr. Der skal ikke være nogen rabatter, havde jeg
tænkt”
Forsvarer1: ”Så kan jeg ikke udelukke, at vi skal have en udsættelse”
(Retssag 6, Andreas’ feltnoter:1197-1200)
Retssagen går i gang, og begge forsvarsadvokater nævner over for dommeren, at sagen
muligvis bør udsættes, da Kriminalforsorgen ikke har foretaget personundersøgelser på
deres klienter. Under den følgende pause bliver der indledt uformelle forhandlinger, idet de
to forsvarsadvokater forsøger at lægge pres på anklageren:
Anklager og forsvarer2 diskuterer tidligere domme for tiltalte2, mens de kigger på anklagers papirer. De står begge ved anklagers bord.
Forsvarer2: ”Af procesbesvarende hensyn bør man ikke fængsle. Det er noget der giver
mellem 60 dage til 3 måneder”
Anklager: ”Aaaaarrrh” [trækker lidt på det]
Forsvarer2: ”Sammenholdt med kompleksiteten”
Forsvarer1: ”Eller mangel på samme”
Forsvarer2: ”Jeg ved, vi har en dommer, som er lidt praktisk orienteret, så lad os finde en
praktisk løsning”
Forsvarer1 (kigger og smiler til A): ”En rutineret anklager ville kunne løse den”
Anklager: ”Ja, ja, ja. Hvem har også fundet på at beramme en retssag fredag eftermiddag?”
[lettere irriteret]
Forsvarer1: ”Ja, det er sgu ikke mig”
Forsvarer2: ”Ja, man vil jo gerne lidt tidligere hjem om fredagen”
(Retssag 6, Andreas’ feltnoter:1294-1305 og Jespers feltnoter:1366-1379)
Lidt senere i samme pause:
Anklager: ”Den her begynder jo at lugte mere og mere af, at jeg skal ønske en betinget
dom. Kan vi få retten til at beslutte noget om betinget med samfundstjeneste?”
Forsvarer1: ”Ja ja, det kan vi sagtens”
Anklager og Forsvarer1 diskuterer om samfundstjeneste også kan lade sig gøre for tiltalte2's vedkommende, da han har mange tidligere straffe.
Forsvarer1: ”Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Det er en juridisk umulighed”
Forsvarer1, tiltalte1, forsvarer2 og tiltalte2 er ude på gangen og diskutere [formentlig om
tiltalte1 er indstillet på samfundstjeneste]. Forsvarer1 kommer ind.
Forsvarer1 (henvendt til anklager): ”Det we han godt” [Med påtaget jysk accent]
Anklager: ”Det vil han gerne?”
Forsvarer1: ”Ja”
(Retssag 6, Andreas’ feltnoter:1316-1329 og Jespers feltnoter:1381-1386)
Anklager prøver uden held at få fat på et forsinket vidne ved at ringe til ham. Drøftelserne
genoptages kort efter:
24
Dette var en betegnelse anklageren brugte i en pause, da han skulle forklare os om sagens omstændigheder.
Det henviser til en sag, som af uvisse årsager ikke er blevet behandlet inden for den tidsramme den burde
(deraf navnet radiatorsag; altså en sag, der så at sige er faldet om bagved radiatoren og glemt).
- 39 -
Forsvarer2 kommer ind, afbryder og spørger ind til noget med samfundstjeneste og Kriminalforsorgen.
Anklager: ”Vi er vel efterhånden nået dertil, hvor vi er ret ligeglade med, hvad Kriminalforsorgen mener – og om de bliver sure?”
Forsvarer1, forsvarer2 og anklager snakker om vidnet, som stadig ikke er dukket op.
Forsvarer2: ”Kan vi ikke spørge ham motorcykelbetjenten, der sidder på gangen i stedet?”
(griner)
Anklager: ”Her, du kan lige læse de her rapporter” (griner)
(Retssag 6, Andreas’ feltnoter:1343-1349 og Jespers feltnoter:1395-1398)
Det er interessant, at anklageren går fra indledningsvis at benytte et ”jeg” til efterhånden at
bruge et ”vi” i drøftelserne om, hvilken straf, der skal begæres fra anklagers side, og om
hvorvidt Kriminalforsorgen er en instans, der er værd at forholde sig til. Set i et holdperspektiv vidner dette om, at anklager ikke længere (primært) ser sig selv som en modstander af forsvarerne, men snarere som en medspiller. ”Sagen er gammel, dommeren er
pragmatisk, det er fredag eftermiddag, alle vil gerne hjem, lad os lige få den her overstået”
synes at være mantraet for anklageren og de to forsvarsadvokater. De rolleopfyldende hold er
mere eller mindre sat på standby, mens det institutionelle hold hersker – ikke for at opretholde
et billede af en legitim retssag, men for at effektivisere sagens gang. Dette fokus på
pragmatik frem for performance af roller og stram efterlevelse af retssagens regler understreges af den joke, som forsvarer2 leverer om at en tilfældig betjent kunne agere vidne,
hvilket anklager spiller med på.
Det skal understreges, at eftersom vi analytisk bevæger vi os på et performance-niveau,
hvor det, vi iagttager og analyserer, er aktørernes ageren i forhold til deres rolle og de(t)
hold de tilhører, har vi ingen interesse i og ej heller adgang til mere strategiske og juridiske
overvejelser, der eventuelt kunne ligge til grund for aktørernes handlen. I en sådan optik
kunne tilsyneladende venskabelige forhandlinger som den oven for, sagtens være benhårde
kampe om at få modstridende mål opfyldt. Det er uden for vores kapacitet at kunne
vurdere, for så langt rækker vores observationer, teoretiske udgangspunkt og viden om
retssystemet ganske simpelt ikke.
4.3.4 Tiltaltes isolation offstage
Vi har hidtil beskæftiget os med forsvarer og anklagers ageren offstage og deres kommunikation med hinanden. Men hvad med tiltalte? Ofte befinder tiltalte sig relativt isoleret i
retssagens pauser uden kommunikation med nogen. I sager med udlændige drifter tolk og
forsvarer og evt. anklagers samtaler ofte ud i noget, der ikke har noget at gøre med tiltaltes
sag. I en pause i retssag 5 inddrages tiltalte ikke i den private snak (selvom den omhandler
et land i Østeuropa, hvor tiltalte også er fra), men bliver rent fysisk talt hen over hovedet
på:
Forsvarer og tolk snakker om et møde forsvarer var til med en østeuropæisk ambassadør.
De snakker om tolke, om takster, om kolleger, østeuropæiske advokater, sprog, grammatik,
mv. Tiltalte sidder helt stille mellem forsvarer og tolk og kigger ned i bordet.
(Retssag 5, Andreas’ feltnoter:995-998)
- 40 -
Hvis tiltalte er dansktalende, er der sommetider venskabelig snak mellem tiltalte, forsvarer
og anklager offstage (se f.eks. retssag 1, Andreas’ feltnoter:231), men ofte bliver pauserne
nogle akavede situationer, hvor det virker som om, kontakt bevidst undgås. Som her i
retssag 2:
Tiltalte, forsvarer og anklager kommer ind i lokalet. De sætter sig på deres pladser. Ingen
siger noget. Forsvarer og anklager kigger på deres papirer. Tiltalte kigger på sin mobiltelefon og fører sin hånd op til hovedet.
Forsvarer kigger op og ud i luften. Kigger ned i bordet. Læner sig tilbage i stolen. Kigger
hen mod dommerens dør. Kigger ud i luften igen.
Anklager læser Weekend-avisen.
Tiltalte kigger lige frem i luften.
Ingen siger noget. Ingen kigger i retning af hinanden.
Forsvarer ruller på sin stol. Gaber. Ruller tættere på tiltalte. Puster ud og tager hænderne
bag ryggen.
(Retssag 2, Andreas’ feltnoter:370-382)
Der går i omegnen af 6-7 minutter, hvor ingen i retssalen siger et ord. Øjenkontakt bliver
også forsøgt undgået. Da stilheden endelig bliver brudt af forsvareren, sker det i form af en
kommando til tiltalte:
Forsvarer (henvendt til tiltalte): ”Så, nu er det som om de kommer. Luk lige døren”
Forsvarer peger på vidnestolen, som tiltalte skal sidde ved når dommen afsiges. Tiltalte
lukker døren ud til gangen og sætter sig i stolen.
(Retssag 2, Andreas’ feltnoter: 385-387)
Forsvarer føler øjensynligt intet behov for at tale med sin klient i pausen, hvilket ikke er
noget særsyn (se f.eks. Retssag 10, Andreas’ feltnoter:2174-2181; Forsvarer:392-394). Hvad
der dog er mindst lige så interessant er, at forsvarer og anklager heller ikke har nogen
kontakt i situationen. Hvis vi genkalder henholdsvis de rolleopfyldende hold og det institutionelle
hold, kan man sige, at tiltaltes tilstedeværelse i retssalen suspenderer muligheden for at
forsvarer kan markere role distance eller venskabelighed med anklager, såfremt dette lå dem
på sinde. Forsvarer kan ikke skifte logikken fra de rolleopfyldende hold ud med det institutionelle
holds logik. Så længe tiltalte er til stede (og forstår hvad der bliver sagt), bliver forsvarer nødt
til at performe sin rolle for tiltalte.
4.3.5 Opsamling
Vi har i dette afsnit set nærmere på de interaktioner, der finder sted offstage, dvs. når
retssagen ikke er i gang. Med begrebet offstage, har vi trukket på Goffmans tanker om back
region, men samtidig haft fokus på, hvordan de to begreber adskiller sig fra hinanden.
Det er tydeligt, at der hersker en mindre kontrolleret stemning offstage end onstage i en
retssag. Der er intet manuskript at forholde sig til, og samtaler flyder friere og drifter i alle
mulige retninger. Generelt er der mindre pres på at performe sin rolle eller vise tilknytning til
de rolleopfyldende hold. Er tiltalte ikke til stede, kan der let ske et skift i logik fra de rolleopfyldende
hold til det institutionelle hold, hvor anklager og forsvarer uformelt samarbejder om at finde et
pragmatisk og tidsbesparende kompromis.
- 41 -
I det hele taget bliver tiltalte sjældent inddraget offstage. Tiltalte bliver ofte talt hen over
hovedet på, hvis ikke tiltaltes tilstedeværelse gør, at der er meget stille i retssalen. Flere
forsvarere synes ikke at have noget behov for at konversere med tiltalte i retssagens pauser,
og idet tiltalte er til stede (og forstår dansk), bliver det svært for forsvarer at have venskabelige samtaler med anklager. Offstage findes dermed også situationer hvor der performes og
rolleforskrifter efterleves – dog i langt mindre grad end onstage.
- 42 -
4.4 ”Gråzonen” – logikker fra offstage i onstage
I analysens foregående afsnit har vi stillet skarpt på kontrasten mellem onstage og offstage –
perioder hvor retssagen er i gang, og perioder hvor retssagen ikke er i gang. Vi har set disse
perioder som stramt afgrænsede faser, der, adskilt af dommerens indtræden i retssalen,
opererede med hver deres logik. Imidlertid har vi også observeret situationer, som ikke
synes at passe til hverken onstage eller offstage. Gråzonen er dermed vores begreb for
tidspunkter, der kan siges at ligge et sted mellem onstage og offstage, eller måske nærmere reelt
være onstage (idet sagen oftest er i gang), men være præget af en offstage-logik. Ved at
gennemgå vores empiriske materiale fandt vi en fællesnævner for disse ”skæve” situationer
og kunne dermed opstille et kriterium for gråzonen: Dommeren skal være til stede i retssalen, men
enten er retssagen ikke i gang, eller også er den i gang, hvor nogle centrale aktører mangler. Som oftest er
det tiltalte, der ikke er til stede – enten fordi vedkommende slet ikke er mødt op25, eller
fordi vedkommende er væk i lang tid under en pause26.
4.4.1 To eksempler på gråzonen
Vi ser nærmere på retssag 4, hvor det netop er tiltalte, der ikke er mødt op. Vi starter i
decideret offstage, inden retssagen skal til at gå i gang. Forsvarer og anklager diskuterer
sagen alene i retssalen:
Anklager: ”Du har slet ikke haft kontakt med ham?”
Forsvarer: ”Helt oprindeligt, da jeg blev beskikket, ringede han til mig. Ellers har jeg prøvet adskillige gange at ringe og skrive til ham, men uden held.”
Anklager: ”Hvis det er en udeblivelse, hvad er det så? Og hvorfor er vidnet først indkaldt
til 14:30?”
Forsvarer: ”Ej, det er da løgn!” (Hævet stemme [opgivende tonefald])
Anklager: ”Spørgsmålet er, om det overhovedet er nødvendigt med det vidne?”
Anklager og forsvarer diskuterer betydningen af vidnet.
Anklager: ”Jeg har jo slet ikke forberedt den her sag. Sidste gang var det også et andet
vidne” (Sukker [opgivende tonefald])
Forsvarer: ”Der er jo også afsat to timer, men altså” (griner)
Forsvarer og anklager taler om, hvor tiltalte bliver af, og om han overhoved kommer.
Forsvarer: ”Han kommer jo ikke!” [Sagt meget direkte og hårdt]
Forsvarer og anklager taler om noget med, at hvis tiltalte udebliver, kan der ikke ankes.
(Retssag 4, Andreas feltnoter:813-828 og Jespers feltnoter:895-907)
Som det fremgår af uddraget fra feltnoterne, er stemningen og samtalen mellem anklager
og forsvarer ret uformel. Forsvarer giver udtryk for en irritation over udsigten til, at tiltalte
ikke dukker op, og sagen derfor kan trække i langdrag. Anklager er også bramfri, idet hun
ærligt over for forsvarer melder ud, at hun ikke har forberedt sig på sagen. Der er altså tale
om en stærk offstage-logik, hvor parterne agerer mere som medspillere (jf. det institutionelle
hold) end modstandere (jf. de rolleopfyldende hold). Lad os se hvad der sker, når sagen går i
gang:
25
26
Hvilket er tilfældet i retssag 4 og 8.
Hvilket er tilfældet i pilot 1.
- 43 -
Dommer og domsmænd kommer ind.
Dommer: ”Ja, sid ned. Vi skal behandle sagen mod [tiltaltes navn]. Jeg forstår, at tiltalte
ikke er mødt – er det korrekt?”
Forsvarer: ”Vi kan jo lige kigge”
(Forsvarer rejser sig og kigger ud på gangen. Siger tiltaltes navn. Kommer ind i retssalen
igen og lukker døren). Dommer, anklager og forsvarer diskuterer noget omkring en udeblivelsesdom.
Anklager: ”Strafpåstanden er 20 dage”.
Forsvarer: ”Jeg protesterer formelt mod at sagen bliver fremmet, idet tiltalte ikke er mødt
op”
Dommer: ”Du protesterer formelt mod at sagen bliver fremmet?
Forsvarer: ”Ja, formelt. Altså nu er det jo tredje gang, så synes han burde dukke op”
Dommer: ”Domsmændene og jeg må konferere. Et halvt øjeblik, vi er tilbage om 5 minutter”
(Retssag 4, Andreas feltnoter:846-857 og Jespers feltnoter:909-923)
Forsvarsadvokaten udviser en tydelig role distance, idet hun eksplicit udtrykker diskrepansen
mellem rollens forpligtelser og hendes personlige syn på sagen. Rollen er ikke sluppet, idet
hun formelt protesterer, men der er ingen tvivl om, at hun vil have retssagens øvrige
aktører til at forstå, at protesten er noget hun er nødt til – ikke er noget hun personligt
ønsker. Idet sagen starter igen, og dommeren melder ud, at sagen ikke fremmes, går
forsvareren endnu længere:
Dommer: ”Sagen vil ikke blive fremmet. Nogle begæringer fra anklager?”
5 sekunders pause [hvor Anklager tænker].
Anklager: ”Nej”
Forsvarer: ”Jo. Altså, nu er jeg jo forsvarer, ikke anklager, men eftersom det er ret uformelt, så skal du vel begære ham anholdt?”
Anklager: ”Ja” [Tøvende]
27
Supervisor : ”Forsvarer protesterer” (griner højlydt)
Forsvarer: ”I princippet (smiler). Men vi kan jo ikke blive ved. Der er grænser for, hvor
mange gange vi kan køre den her sag.”
Dommer: ”Anklager begærer tiltalte arresteret?”
Anklager: ”Ja”
(Retssag 4, Andreas’ feltnoter:864-874 og Jespers feltnoter:930-940)
Det er især sætningen ”Altså, nu er jeg jo forsvarer, ikke anklager, men eftersom det er ret uformelt, så
skal du vel begære ham anholdt?”, der er værd at bide mærke i. Med dette udsagn viser forsvarer
helt tydeligt, at al performance af roller, hold og opretholdelse af den stramme og kontrollerede situationsdefinition, der normalt kendetegner onstage, er totalt tilsidesat. Sat på
spidsen og set i en Goffman-optik, siger forsvareren, at eftersom denne situation ikke er præget af
de samme regler som normalt, kan jeg godt bryde ud af min rolle og agere på en måde, der er i direkte
modstrid med min rolle og min klients interesser.
Hvorfor er det så uformelt? Hvorfor er det muligt for folk at lave sjov, bryde med roller og
hold, give udtryk for egne holdninger, og endda, som i dette sidste observationsuddrag,
overtage hinandens roller, selvom retssagen rent faktisk er i gang? Hvorfor er alle tilsyneladende indforståede med denne opførsel, og hvorfor er der ingen, som forsøger at bringe
27
Sidder som tilhører, men har til opgave at overvære dommerens præstation, da denne er relativt uerfaren.
Har indtil dette punkt forholdt sig tavs og passiv.
- 44 -
situationen tilbage til en strammere onstage-logik. I vores optik er svaret, at eftersom tiltalte
ikke er til stede, er der intet grundlag for at opretholde de stramme onstage-regler.
Retssag 8 underbygger dette billede. Vi starter igen i decideret offstage, inden sagen er
startet:
Anklager: ”Jeg har hørt fra din klient, at han kommer 10 minutter for sent”
Forsvarer: ”Nå, kommer han? Det var dog en overraskelse af de store”
Anklager og forsvarer taler om et vidne, der er frafaldet. Anklager spørger om dette er okay
med forsvarer.
Forsvarer: ”Nej, jeg er ligeglad. Fuldstændig.”
(Retssag 8, Andreas’ feltnoter:1818-1821 og Jespers feltnoter:1693-1696)
Forsvareren lægger en tydelig afstand til sin klient og til sin rolle som tiltaltes tillidsmand i
denne offstage-situation. I sig selv er dette kritisabelt, men det bemærkelsesværdige er, at
forsvareren ikke ændrer adfærd – selv når dommeren er i rummet:
Dommer kommer ind.
Dommer: ”Sid blot ned, det er mig, der kommer alene. Vi har fået at vide, at tiltalte kommer 10 minutter for sent”
Dommer: ”Hvis han nu ikke dukker op, hvad gør vi så? Er der forkyndt for ham”
Anklager forklarer, at der er forkyndt.
Anklager: ”Jeg overvejer faktisk også, pga. sagens alder, at lave en udeblivelsesdom”
Dommer, anklager og forsvarer taler om muligheden for en udeblivelsesdom.
Forsvarer: ”Jeg har ikke hørt fra ham. Har kun set ham, da han afgav forklaring. Det er
den eneste gang, jeg har set ham”
Vidne kommer ind i retssalen.
Vidne: ”Goddag” (smiler)
Forsvarer: ”Er du [tiltaltes navn]?”
Vidne: ”Det håber jeg ikke. Jeg er vidne her” (griner)
Dommer: ”Så skal du tage plads udenfor”
Vidne: ”Okay”
Vidne går ud på gangen.
Forsvarer: ”Man kunne jo håbe. Jeg har ikke set min klient i et år”
Forsvarer kigger ud til vidnet, der befinder sig på gangen.
Forsvarer: ”Men hvis der kommer en, der ser sølle ud, så må du godt lige give lyd”
Vidne: ”Ja ja, jeg kender ham godt” (griner)
Forsvarer: ”Nå, ok” (griner)
(Retssag 8, Andreas’ feltnoter:1839-1861 og Jespers feltnoter:1711-1735)
Forsvareren tager i den grad personlig afstand til tiltalte foran både dommer, anklager og
vidnet. Han har ikke set sin klient i lang tid og tror indledningsvis, at vidnet er tiltalte.
Forsvarer har altså reelt ingen idé om, hvordan hans klient ser ud, men skaber alligevel et
ekstremt negativt billede af vedkommende ved at bede vidnet være på udkig efter personer,
”der ser sølle ud”.
Det besluttes, at retssagen køres som en udeblivelsessag, og selvom vi i det følgende
uddrag på papiret befinder os i en onstage-situation, hvor anklager begynder at føre bevis
for, at tiltalte har stjålet værdifuldt inventar fra et bosted, ændrer forsvarers opførsel sig
ikke synderligt:
- 45 -
Anklager fortsætter sin afhøring og viser flere fotos, denne gang fra overvågningskameraer
inde på bostedet. Forsvarer bryder ind.
Forsvarer: ”Anklager, der er jo ingen diskussion om, at det er tiltalte, der går ind der med
[navn på person]’s nøgle”
Anklager fortsætter afhøringen. Vidne forklarer om bostedets låse og bliver spurgt til bostedets forskellige indgange.
Vidne: ”Må jeg ikke låne et stykke papir, så kan jeg tegne det for jer. Det er meget lettere.”
Forsvarer: ”Er det egentlig ikke fuldstændig ligegyldigt? Vi har jo set ham [tiltalte] på billederne og set, at han låser sig ind af dørene?”
Anklager: ”Så har jeg ikke yderligere spørgsmål”
Dommer: ”Forsvarer?”
Forsvarer: ”Nej tak”
(Retssag 8, Andreas’ feltnoter:1926-1942 og Jespers feltnoter:1807-1826)
Selvom retssagen nu er i gang, ændrer forsvarerens attitude sig ikke det store. Forsvarer
udstråler ligegyldighed med sagen og irritation over dens omstændelige bevisførelse. Han
virker kun opsat på én ting – at fremskynde processen. Han lægger stor afstand til sin rolle
som forsvarer ved at fjerne al tvivl om, hvorvidt det er tiltalte, der optræder på billederne
fra overvågningskameraet. Det er muligt, at tiltalte ikke ville benægte dette, og at det på sin
vis ikke gør nogen forskel for sagens udfald. Dog er det bemærkelsesværdigt, at forsvarer i
den grad, det er tilfældet, hjælper anklager med at føre sin sag.
4.4.2 Opsamling
Situationerne i gråzonen er problematiske, idet klare offstage-logikker bliver overført til
situationer onstage. Når tiltalte ikke er til stede, er der for forsvareren ikke noget incitament
til at performe sin rolle eller opretholde forestillingen om at være på hold med tiltalte. Den
herskende logik bliver dermed ofte det institutionelle holds, hvor pragmatik vægtes højere end
forpligtelser over for tiltalte. Det bliver muligt for især forsvarsadvokaten at markere en role
distance ved at tage afstand fra sin klient, give udtryk for personlige holdninger eller på
anden vis udadtil markere en diskrepans mellem sit selv og rollen som forsvarer.
Hvordan kan dette være? Hvordan kan offstage-logikker snige sig ind i onstage-situationer,
som det er tilfældet i gråzonen? Goffman peger på spændingen mellem det at performe
moralsk og det rent faktisk at opføre sig moralsk:
In their capacity as performers, individuals will be concerned with maintaining the impression that they are living up to the many standards by which they and their products are
judged. Because these standards are so numerous and so persvasive, the individuals who
are performers dwell more than we think in a moral world. But, qua performers, individuals
are concerned not with the moral issue of realizing these standards, but with the amoral issue of engineering a convincing impression that these standards are being realized. Our activity, then, is largely concerned with moral matters, but as performers we do not have a
moral concern with them (Goffman 1959:243).
Ifølge Goffman går individer i virkeligheden ikke op i moral – kun i at give andre indtryk af, at
de overholder moralske standarder. Ud fra vores empiriske fund er det nærliggende at se
ændringerne i performance, afhængigt af hvorvidt tiltalte er til stede, i dette lys. Fokus på at
opretholde et billede af domstolen som en legitim institution rummer sin egen modsætning
- 46 -
– for så snart tiltalte ikke er til stede at performe over for, bliver den moralske opførsel
suspenderet28.
28
Det kan undre, at vores tilstedeværelse som tilhørere ikke har fået f.eks. forsvarer til at performe sin rolle i
højere grad end tilfældet har været, men, som omtalt i afsnit 4.3 ”Offstage”, synes tiltaltes tilstedeværelse at
være mere afgørende.
- 47 -
5. Kritiske perspektiver – retssagens teater og udfordringer
for den legitime retssag
Den foregående analyse har tegnet konturerne af ”retssagens teater” og de faser, det
udspiller sig i. I det følgende vil vi samle de kritiske tråde fra denne analyse og supplere
med nye kritiske perspektiver på den samme empiri. Med udgangspunkt i et begreb om
”den legitime retssag”, vil vi spørge, hvorvidt retssagens sociale praksis lever op til disse
juridiske idealer? Vi vil fokusere på, hvor aktørerne ikke formår at leve op til deres rollers
krav, og hvorfor de lægger afstand til disse roller. Hovedfokus vil være på forsvarsadvokaten,
som i retssagen spiller den helt centrale rolle som tiltaltes tillidsmand. Det er samtidig
forsvarsadvokatens ageren i forhold til sin rolles krav, som vi i vores interaktionistiske
perspektiv har oplevet som stærkt udfordret af retssagens sociale mønstre.
I denne kritiske analyse anerkender vi vores interaktionistiske analyses situationelle
begrænsninger. For at forstå problematikkerne omkring rettens aktørers omgang med deres
roller, må vi i en forstand kigge ud over det situationelle – ud over retssagens rammer – og
forstå, hvordan retssagen er en del af større sociale processer:
1) For at forstå, hvorfor forsvarsadvokaten ikke altid kan leve op til sin rolle, vil vi
foretage en luhmmansk inspireret læsning af forsvarerens grundlæggende logikker.
Vi vil vise, hvordan forsvareren i udfyldelsen af sin rolle ikke formår at leve op til
rollens krav, idet disse indeholder indre logiske modsætninger. Det synes umuligt
på én gang at være ”professionel” og samtidig engageret i rådgivning af sin klient og
i fremstillingen af vedkommende.
2) Derefter vil vi rette fokus mod de tilfælde, hvor forsvareren nærmere ikke vil leve
op til sin rolle. Hvor forsvareren, ofte sammen anklager og til tider dommer, dyrker
pragmatiske logikker, som trækker i en anden retning end forpligtelserne over for
tiltalte. Forsvarerens afstand til sin rolle, og dermed tiltalte, kan dog også ses som
en afstandstagen i et bourdieusk perspektiv, idet advokater i det sociale rum normalt befinder sig i en reel social afstand til de individer, de i retten repræsenterer.
5.1 Luhmann og retssystemet
I vores interaktionistiske analyse har vi primært problematiseret forsvarerens ageren
offstage og i gråzonen. Til dette har Goffmans begreber om performance og role distance
været gode til at forklare, hvordan forsvarsadvokaten holder op med at performe og
forlader eller markerer afstand til sin rolle, når tiltalte ikke er til stede. Vi har imidlertid
stødt på yderlige problematikker omkring forsvarerens ageren, som ikke har kunnet
udfoldes inden for denne teoriramme. Selv når forsvareren performer sin rolle og gør sit
bedste for at føre klientens sag, risikerer vedkommende at forsømme andre af rollens
forpligtelser. For at forfølge denne problematik vælger vi at lade os inspirere af den tyske
sociolog Niklas Luhmann og hans tanker om kommunikation mellem system og omverden.
Dermed hæver vi vores analyse over det hidtil mere situationelle niveau.
- 48 -
Luhmann beskriver det moderne samfund som et funktionelt differentieret system
bestående af en række subsystemer, der alle opererer med unikke binære koder (Hagen
2007: 390). Subsystemerne er, hvad Luhmann kalder autopoietiske, dvs. lukkede men
samtidigt åbne, idet de udelukkende forholder sig til omgivelserne ud fra deres egen kode.
Retssystemet er et af det moderne samfunds subsystemer. Det opererer ud fra koden
lovligt/ulovligt (Luhmann 1995:150), hvilket betyder, at retssystemet kun iagttager sin
omverden ud fra overvejelser om, hvorvidt aktiviteter her er lovlige eller ulovlige. Informationer om eksempelvis profit/ikke-profit eller magt/ikke-magt sorterer retssystemet fra og
overlader til henholdsvis det økonomiske og det politiske system, som har disse modsætningspar som deres binære kode.
Selvom et luhmannsk perspektiv umiddelbart er for fokuseret på systemers kommunikation
frem for menneskers interaktion til at gå i spænd med vores interaktionistiske udgangspunkt, tillader vi os at forfølge tanken. Hvis retssystemets logik kan koges ned til bestemmelsen af tiltaltes handlinger som enten lovlige eller ulovlige, hvordan forholder forsvarsadvokaten sig så til informationer, der falder uden for denne binære kode?
5.1.1 Forsvarsadvokatens grundlæggende logik
I vores observationer har vi oplevet flere eksempler på, at tiltalte prøver at tage kontakt til
forsvarer under retsforhandlingerne, men bliver ignoreret:
Tiltalte prøver at kommunikere noget til forsvarer efter vidneudsagnet, men forsvarer verfer ham væk med hånden og siger, så alle kan høre det:
Forsvarer: ”Nej, jeg tror vist, vi har hørt nok”
(Pilot 1, Jespers feltnoter:56-57)
Det kan forekomme brysk fra forsvarerens side ikke at ville konferere løbende med tiltale i
retssagen, men ud fra forsvarerens egen optik er sådanne afvisninger nødvendige for at
kunne føre sagen så godt som muligt:
Forsvarer: ”Der er tre ting du vinder sager på (…) Det er oplysninger, oplysninger og oplysninger” (Forsvarer:678-679).
Ifølge forsvarsadvokaten vindes sager ved at fremlægge oplysninger, der af retten accepteres som værende gyldige. Derfor bør man som forsvarer ikke fokusere for meget på tiltaltes
indvendinger under retssagen, men kun på at frembringe oplysninger, der kan vinde sagen.
I vores interview eksemplificerede forsvarsadvokaten dette med et tænkt vidneudsagn fra
en færdselssag:
Forsvarer: "Det er rigtigt nok, han kørte over for rødt lys", nu tager vi noget helt banalt.
Og så sidder tiltalte og siger: "Det passer ikke, han lyver. Hvorfor spørger du ham ikke om
noget?" Og så må man sige: ”Han forklarer, at du kørte over for rødt lys”, og hvis det næste spørgsmål man stiller, det er det der typiske håbløse spørgsmål, hvis man følger den tiltaltes pres, det er: "Er du sikker på, at der var rødt lys?" Så vil svaret være: "Ja, jeg er fuldstændig sikker". Du skal meget hellere (…) sige: "Undskyld, hvordan var vejret, hvad var
klokken, hvor var De positioneret da De så det?"(Forsvarer:285-292).
- 49 -
Forsvareren fokuserer udelukkende på at frembringe oplysninger, og ignorer dermed de af
tiltaltes udsagn og opfordringer, der ikke er kompatible med retssystemets kode. Dette
distancerede forhold til klienten omtales i interviewet som "professionelt" (Forsvarer:373;625) og dermed som et udtryk for, at det er i tiltaltes interesse, hvis sagen skal
vindes.
5.2 Når forsvarsadvokaten ikke kan leve op til sin rolle
Dette billede af forsvarsadvokatens grundlæggende logik drager klare paralleller til
Baumans analyse af den bureaukratiske logik, som den udfoldes i Modernitet og Holocaust.
Den bureaukratiske organisation medfører den totale ”udskiftning af moralsk ansvar med
teknisk ansvar” (Bauman 1994:137). Bauman beskriver, hvordan denne adiaforisering er
selve grundlaget for moderne moralske sammenbrud som holocaust, idet den bureaukratiske relation reducerer menneskelige forhold til rene mængder, renset for alt kvalitativt
indhold (Ibid.:143). Mens Bauman fælder moralske domme over den bureaukratiske
organisation, vil vi i stedet spørge, hvordan forsvarsadvokaten lever op til de normative
forskrifter, som retssystemets legitimitet baserer sig på – og dermed forblive inden for
rammerne af systemets egen normativitet.
Så længe retssagens aktører kan leve op til de regler og forskrifter, som deres roller
forpligter dem til, vil vi ikke kritisere deres distancerede professionalisme. I forsvarsadvokatens tilfælde ser vi dog visse indre modsætninger i rollen som professionel jurist og de
grundlæggende krav om at kommunikere med sin klient og under retssagen fremstille
denne i et positivt lys.
5.2.1 Formidlingen til klienten – ”holde klienten underrettet”
Problemerne i forsvarsadvokatens ensporede logik opstår, når han/hun ikke formår at leve
op til sin rolle som sin klients tillidsmand. I første omgang består denne rolle i rent formelt
at holde klienten underrettet om sagens forløb, både forud for og under selve retssagen (se
afsnit 3.5 ”Forsvarsadvokatens rolle”). I flere tilfælde har forsvarsadvokaten slet ikke
mødtes med sin klient i forløbet op til retssagen og ved dermed slet ikke, hvem han/hun
repræsenterer29. I retssag 9 møder tiltalte ikke op og efter at have forklaret dommeren, at
han aldrig har mødtes med sin klient, henvender forsvareren sig efter retssagen grinende til
anklageren:
Forsvarer: ”Jeg ved ikke engang, hvem vi skulle lede efter” (griner). ”Det ville være praktisk, hvis man som forsvarer fik et billede af ham fra politiet” (griner). ”Nå, der er et”
(Retssag 9, Jespers feltnoter:2058-2059)
Forsvareren er samtidig tiltaltes eneste garanti for at kunne følge med under selve retsforhandlingen. Her består ansvaret i en forstand i at oversætte de logikker, som præger den
retlige kommunikation, og derigennem sørge for, at tiltalte forstår, hvad der er på spil i
29
Det kan der selvfølgelig være årsager til, som advokaten ikke er herre over. I flere tilfælde nævner
forsvarsadvokaterne, at de gentagende gange har forsøgt kontakt til deres klienter, som ikke har svaret tilbage
på deres henvendelser (se f.eks. retssag 4, Jespers feltnoter:896-897 og retssag 9, Jespers feltnoter:2049-2050).
- 50 -
forhandlingerne. Her forekommer det os også, at forsvareren kommer til kort. I retssagens
onstage-faser prioriterer forsvarsadvokaten at fokusere på den juridiske kode, mens tiltalte
glemmes eller overhøres. I pauserne, hvor muligheden for dialog ellers åbnes, vælger
forsvarsadvokaterne alligevel i flere tilfælde at undgå denne formidlende rolle over for
klienten (se afsnit 4.3.4 ”Tiltaltes isolation offstage”). Når forsvarer og tiltalte endelig
indgår i en dialog, risikerer de endda blot at udstille deres modstridende logikker:
Tiltalte1 og tiltalte2 går ud på gangen. Forsvarer2 går også ud, men kommer ind igen. Han
taler med forsvarer1 om, at tiltalte2 giver udtryk for et ønske om en ubetinget straf. Forsvarer2 imiterer tiltalte2:
Forsvarer2: ”Bare lad mig sidde den af”
Forsvarer2: ”Han er underlig” (griner)
(Retssag 6, Jespers feltnoter:1496-1498)
Tiltalte har her over for sin forsvarer givet udtryk for, at han vil have sagen overstået og
bare ”sidde den af” i fængslet. Dette stiller forsvareren i sin grundlæggende logik sig helt
uforstående over for. Tiltaltes rationaler er ud fra forsvarsadvokatens logik ”underlige” og
stemmer ikke overens med målet om frifindelse.
Forsvarsadvokaten har altså i sin helt grundlæggende professionelle tilgang til sagen svært
ved at leve op til sin rolle som tiltaltes ”rådgiver” (AER 1.1) og til kravet om i et rimeligt
omfang at ”holde klienten underrettet om sagens forløb (AER 3.1.2.1)
5.2.2 Fremstillingen af klienten – ”gode personlige forhold”
Forsvarsadvokatens fokus på retssagen som et skyldsspørgsmål kan også siges at have mere
vidtrækkende konsekvenser for retssagens udfald og tiltaltes straf. En retssag er måske
primært et spørgsmål om skyld, men i tilfælde af en skyldig kendelse, er det også et
spørgsmål om strafudmåling. I straffeloven § 80 ligges der vægt på tre omstændigheder, der
kan være af betydning for strafudmåling: lovovertrædelsens grovhed, gerningsmandens
bevæggrunde (motiv) og dennes personlige og sociale forhold før og efter gerningen. En
indgående diskussion af samtlige disse forhold ligger uden for rammerne af dette projekt.
Vi vil dog hæfte os ved konceptet om gode ”personlige og sociale forhold”, som forsvarsadvokaten i en forstand skal formå at italesætte under retssagen.
Formelt set er baggrunden for disse ”gode personlige forhold”, som de ofte betegnes (Retssag 2,
Jespers feltnoter:444), den personundersøgelse, som Kriminalforsorgen udarbejder bl.a.
igennem interview med tiltalte. Heri lægges vægt på tiltaltes ”forhold i hjem, skole og
arbejde samt hans legemlige og åndelige tilstand” (RPL § 808). Personundersøgelsen skal
fremlægges af forsvarer under sagen og er central for spørgsmål om, hvorvidt en dom skal
gøres betinget (herunder også samfundstjeneste), og om der skal foretages retsfølger, der
træder i stedet for straf.
I vores observationer er der flere eksempler på, at forsvarsadvokaten ikke lader til at
prioritere de personlige forhold højt og kun meget overfladisk gennemgår undersøgelsen,
eller helt vælger at se bort fra den. Som eksempel kan tages en retssag, hvor forsvarsadvokaten ønsker at gennemgå de personlige forhold tidligt i sagen, men dommeren afbryder og
- 51 -
siger, at det hører sig til senere i processen (Retssag 3, Jespers feltnoter:568-570). I løbet af
retssagen vender forsvareren kun en enkelt gang tilbage til de personlige forhold, idet han
spørger den østeuropæiske tiltalte, hvad han har af arbejde i sit hjemland (Ibid.:613). Da
retsforhandlingen når til det punkt, hvor dommeren giver forsvarsadvokaten mulighed for
at spørge yderligere ind til tiltaltes personlige forhold, svarer han ”Jeg synes, min klient har
fortalt om sine personlige forhold” (Ibid.:711).
Her ses det, hvordan forsvarsadvokaten i løbet af sagen har været meget optaget af sagens
faktiske omstændigheder, som ligger inden for rammerne af hans primære logik af at få
placeret sin klients ageren som ”lovlig”. Personlige forhold, der kan have betydning for
strafudmålingen, anses af forsvareren som værende sekundære og bliver derfor bagatelliseret.
Et endnu mere problematisk eksempel er fra retssag 8, hvor forsvarsadvokaten nærmest
formår at bruge tiltaltes personlige forhold imod ham.
Dommer: ”Så kan vi gå til de personlige forhold”
Dommer indleder med at bemærke at tiltalte er ustraffet som et positivt aspekt. Forsvarer
læser op fra personundersøgelsen, og melder ud, at han kun ønsker at give et resume af
den. [Det er meget kort, overfladisk, usammenhængende og svært at følge med i]
Forsvarer spørger ind til tiltaltes arbejdserfaring. Tiltalte har været vvs-montør og nyligst
plejehjemsassistent.
Forsvarer: ”Har du haft arbejde, siden du har været plejehjemsassistent i 2007?”
Tiltalte: ”Ja”
Forsvarer: ”Lad mig spørge på en anden måde” ”Har du et arbejde nu her?”
Tiltalte: ”I øjeblikket er jeg på bistand”
Derefter spørger forsvarer ind til, om tiltalte har problemer med alkohol eller ”kun drikker
til fester og sådan”. Tiltalte svarer det sidste.
Forsvarer: ”Hvad med stoffer?”
Tiltalte: ”Det har jeg… ikke noget problem med”
(Retssag 8, Jesper feltnoter:1944-1958)
I stedet for at bruge personundersøgelsen til at stille tiltalte i et positivt lys, formår
forsvareren i stedet at få slået fast, at tiltalte er arbejdsløs bistandsmodtager og kommer
tilmed til at insinuere, at tiltalte skulle have et alkohol- og stofmisbrug.
Forsvarsadvokaten formår altså i visse tilfælde ikke at leve op til sin rolle, som jf. straffeloven § 80 indebærer at skabe en positiv fremstilling af tiltalte. Fremstillingerne synes til tider
nærmere at kunne modarbejde tiltaltes sag, når de bidrager til at sætte tiltalte i et tvivlsomt
lys. Disse situationer, hvor forsvarsadvokaten ligefrem begynder at optræde nedladende
over for klienten, vil blive behandlet i det følgende fokus på forsvarsadvokaten, der ikke vil
leve op til sin rolle.
5.3 Når forsvarsadvokaten ikke vil leve op til sin rolle
I det følgende vil vi vende blikket mod situationer, hvor retssagens aktører slipper deres
roller på måder, der angriber retssagens legitimitetsgrundlag. Vi vil starte med at kort at
opsummere problematikkerne ved det institutionelle holds pragmatiske logikker og vil herefter
nuancere disse med et bourdieusk perspektiv om social afstandstagen.
- 52 -
5.3.1 Pragmatiske logikker
Som vi så i analysens afsnit om ”offstage” og ”gråzonen”, tilsidesætter retssagens aktører i
disse faser deres rollemæssige forpligtigelser, når deres logik skifter fra de rolleopfyldende
til det institutionelle hold. De markerer role distance og forhandler eller arbejder på anden
vis sammen om at få retssagen gennemført så hurtigt som muligt. Situationen er ”ude af
kontrol”, og bryder med de principper for legitimitet, som retssagen er funderet i. Forsvareren lever ikke op til sin forpligtigelse om at ”fremme sin klients interesser” (AER 4.1),
men handler grundet effektiviserende og tidsbesparende logikker, ofte stik imod disse!
Dommeren gør for lidt for at kontrollere situationen og synes til tider selv optaget af
pragmatiske hensyn (se f.eks. retssag 6, Jespers feltnoter:1434-1439). Her er dommeren i
modstrid med idealet om at dømme ud fra gældende lov uden skelen til personlige
interesser.
5.3.2 Afstand og afsmag
Revnerne i aktørernes professionalisme og deres rolleopfyldelse synes dog ikke udelukkende at kunne reduceres til rationelt effektiviserende betragtninger. Den ”afstand”, som er
blevet observeret mellem tiltalte og de øvrige aktører, i særdeleshed forsvarsadvokaten,
synes ikke kun at være et spørgsmål om stridende rationaliteter og kommunikative logikker
– det er også en reel social afstand, eller afstandstagen. Dette har vi indtil videre manglet en
forståelsesramme for. Et er, at retssagens offstage-faser skaber mindre formelle omstændigheder omkring interaktionerne, så man kan tage sin professionelle maske af for en stund
– men hvorfor slår denne rollesuspendering over i til tider nedladende og ekskluderende
forhold?
Med de franske sociologer Pierre Bourdieu og Loïc Wacquant kan man indvende, at et
goffmansk perspektiv her giver anledning til ”en vis nærsynethed, for ikke at sige blindhed, over for
overordnede, objektive magtstrukturer, der er usynlige for det blotte øje” (Bourdieu & Wacquant i
Hviid Jacobsen & Kristiansen 2002:212-213). Ved at betragte retssagen som en samhandlingssituation, hvor den sociale orden i en forstand udfoldes og skabes i selve samhandlingen, overses situationens forhistorie og forspil. Vi har allerede modificeret dette interaktionistiske perspektiv ved at anerkende, at retssagen ikke er en forudsætningsløs social
situation, idet aktørerne trækker på institutionaliserede roller i deres samhandling. Spørgsmålet er dog, om ikke aktørerne er underlagt større sociale magtstrukturer?
Når forsvarsadvokaten opfører sig direkte uinteresseret og til tider nedladende over for sin
klient, forekommer det os som en socialt meningsfyldt positionering inden for, hvad man
med Bourdieus termer, ville kalde det sociale rum (Bourdieu 1997:20-21)30. Advokatstanden
placeres traditionelt øverst i rummet af sociale positioner, hvor de sammen med andre
30
Det sociale rum er den grundlæggende arena for den kamp om anerkendelse, der finder sted mellem
forskellige sociale positioner. Individers forskellige mængder af tilegnet kulturel og økonomisk kapital er
afgørende for placeringen i rummet af sociale positioner og former derigennem vores todimensionelt
stratificerede samfund. Den samlede mængde af kapital udgør den overordnede placering på samfundets
socioøkonomiske rangstige (Bourdieu 1997:20-21).
- 53 -
liberale erhverv som læger, udgør samfundets top (Ibid.:22)31. De klienter, som forsvarsadvokaterne i vores observationer har skullet repræsentere, udgør et betydeligt andet segment
inden for det sociale rum. Med vores fokus på berigelseskriminalitet og stofmisbrug,
indfanger vi en gruppe mennesker, som ikke har mange penge og tyer til kriminalitet for at
få nogle. Ingen af de 14 tiltalte, vi i de 12 retssager har observeret, har haft et fast job og
dermed en fast indtjeningskilde. Få af dem havde tilmed nogen form for reel uddannelse.
De tilhører både økonomisk og kulturelt samfundets bund. Det er denne markante
modsætning mellem tiltalte og deres juridiske repræsentanter, der i retssagens kontekst kan
siges at medføre, at sidstnævnte ønsker at tage afstand fra førstnævnte. For at markere sin
overlegne position, vælger forsvarsadvokaterne til tider at distancere sig fra tiltalte: ”To (…)
signify their divorce from those whose interests they are defending” (Bourdieu 1987:837). Mens
Bourdieu hovedsageligt beskriver denne afstandstagen som opretholdelsen af en professionel facade (hvilket vi har analyseret i et luhmannsk perspektiv), så er det i vores optik også
åbenlyst, hvordan afstandstagen i retssagens kontekst hurtigt bliver til direkte afsmag.
Dette kommer til udtryk i situationer, hvor forsvarsadvokaten kommer med unødigt
nedladende kommentarer om sin klient. Et åbenlyst eksempel er retssag 8, hvor tiltalte
kommer for sent, og forsvarsadvokaten – i både dommer og anklagers påhør – til et vidne
omtaler sin klient som ”en, der ser sølle ud” og efterfølgende griner (retssag 8, Andreas’
feltnoter:1859 – se også afsnit 4.4.1 ”To eksempler på gråzonen”). I pausen i en anden
retssag omtaler forsvarsadvokaten sin østeuropæiske klient som ”skødesløst klædt” – her
rettet til sagens tolk i anklagers påhør (Retssag 3, Jespers feltnoter:750). Et sidste eksempel
er en retssag, hvor tiltalte ikke møder op, og forsvarsadvokaten ikke har været i stand til at
få kontakt til sin klient. Efter retssagen taler forsvarer til anklager, imens dommeren er få
meter fra dem – i rummet bag dommerskranken, hvor døren står åben:
Forsvarer: ”Har du hans [tiltaltes] telefonnummer?” ”For sådan nogle mennesker skifter jo
telefonnummer, som vi andre skifter skjorte, ikke?”
(Retssag 9, Jespers feltnoter:2091-2092)
Disse udmeldinger fra forsvareren giver udtryk for, hvor stor social afstand, der er imellem
forsvarsadvokaten og den klient, han skal repræsentere. Ved at omtale tiltalte som ”sølle”,
”skødesløst klædt” og som ”sådan nogle mennesker”, markerer forsvarsadvokaten afstand
til klienten og dermed rollen som vedkommendes tillidsmand. Forsvareren forsømmer den
positive fremstilling af tiltalte, der kan have en central betydning for strafudmåling – han
ligefrem modarbejder den!
Forsvarsadvokatens afsmag og afstandstagen udvikler sig til tider til ekskluderende forhold,
hvor forsvarer og anklager ”står sammen” i deres nedladende behandling og omtale af
31
”Det juridiske felt” er termen for det disciplinært og professionelt demarkerede område, som juridiske
aktører opererer inden for. Det juridiske felt er særligt, fordi det markerer en profession, som i samfundets
større billede, har monopol på en særlig kulturel – eller juridisk – kapital på samme måde som læger i en
forstand har monopol på viden om den menneskelige krop. For advokater er det indsigten i de regler, som
vores legalt-rationelle samfund er funderet i og indsigt i det særlige juridiske sprog, som disse regler er
formuleret ud fra (Terdiman 1987:828f). På den måde har advokaterne en helt særlig position i det sociale
rum.
- 54 -
tiltalte. Et eksempel er vores første pilotobservation, hvor disse to i retssagens kontekst
stridende aktører, mødes om at gøre grin med tiltalte. Tiltalte stod anklaget for at have
foretaget telefontrusler mod en offentlig instans, idet han følte, de i ledtog med et forsikringsselskab konspirerede imod ham:
I en pause, hvor tiltalte er på toilettet står forsvarer og anklager midt i lokalet og taler
sammen.
Anklager: ”Nåh, skal vi ikke lige have afdækket konspirationsteorien?”
Forsvarer: ”Jeg skulle have spurgt [vidnet]: ”Er I i lommen på [navnet på et forsikringsselskab]?” ” (Forsvarer og anklager griner)
(Pilot 1, Jespers feltnoter:63-65)
I samme pause træder dommeren ind i retslokalet og begynder at blande sig i forsvarer og
anklagers samtale:
Imens tiltalte stadig er på toilet, begynder dommer at udspørge forsvarer og anklager omkring en mentalundersøgelse for tiltalte. Efterfølgende begynder de at diskutere opkaldsregistreringslistens gyldighed. Anklager mener ikke, den er troværdig.
Dommer: ”Vi skal jo ikke behandle sagen, når han [tiltalte] ikke er her” (griner)
(Pilot 1, Jespers feltnoter:70-73)
I denne situation opstår en ”gråzone”, hvor de institutionelle aktørers samtale bevæger sig
længere ud end den burde, idet dommer, forsvarer og anklager begynder at behandle sagen
uden at tage hensyn til, at retten ikke er sat. Der kan ses tendenser til, at retssagens øvrige
aktører ”rotter sig sammen” mod tiltalte, som ekskluderes fra den retssag, hvor vedkommende på én gang er objekt og subjekt. Tiltalte, der står som subjekt for at udlægge sin
version af sagen og objekt for rettens vilje, får suspenderet sin subjektive rolle og bliver
objekt for latterliggørelse, snarere end upartiske retsafgørelser.
Dette personlige eller sociale aspekt af retssagen truer hele dens legitimitetsgrundlag, som
er funderet i en fast rollestruktur. Især forsvareren svigter sine helt primære opgaver af at
”fremme sin klients interesser” (AER 4.1) og ”bevare klientens tillid” (AER 2.2). Dommeren lever bestemt heller ikke op til idealerne om upartiskhed og håndhævelse af ”den
tilbørlige orden og værdighed” (RPL § 151). Under selve retsforhandlingen i samme retssag
formår dommeren over for et vidne videre at udstråle alt andet end upartiskhed:
Under forsvarers udspørgen af vidne5 spørger han, hvor lang tid hun vurderer opkaldene
fra trusselmageren har varet. Hun svarer ”flere minutter”. Så spørger han (med henvisning
til opkaldsregistreringerne) om det kan passe, at opkaldene kun varede 14 sekunder – og
om det i øvrigt overhoved ville være muligt at foretage en meningsfyldt samtale på 14 sekunder hos [den offentlige instans hun arbejder ved]. Først svarer hun afvisende, men indskyder alligevel ”Man kan nå at sige meget på 14 sekunder”.
Dommer: ”Ja, det tror jeg gerne” [tørt og nærmest med foragt i stemmen]
(Pilot 1, Jespers feltnoter:48-54)
Her lader dommeren, endda i en onstage-situation, til at vise foragt for tiltalte, og den
handling, som dommeren sarkastisk insinuerer, tiltalte har foretaget. Her er faren, at der
ikke er nogen til at sætte holdlederen i rette – for hvem skal irettesætte rettens håndhæver?
- 55 -
I tråd med klassisk marxistisk retssociologi kunne man spørge, om disse ekskluderende
tendenser ikke bør ses som del af en systematisk ”degradation ceremony”, hvor tiltalte
strippes for sin værdighed som optakt til den juridiske straf (Carlen 1976:23)? Rollerne som
forsvarer, anklager og dommer er måske blot et skin for den overordnede retlige funktion
af undertrykkelse og reproduktion af den herskende orden? Disse tanker vækker også
genklang i Foucaults velkendte panoptikon-analogi, hvor rettens funktion, som en del af
samfundets overvågning, kan reduceres til kontrol af samfundets kriminelle elementer
(Foucault 2003). I vores mikroperspektiv på retten har vi dog bevidst valgt at holde os fra
sådanne absolutte tolkninger. Ved at se de ekskluderende tendenser som en konsekvens af
samfundets distinktionssystem – og ikke som en systematisk undertrykkelse – har vi
bevaret perspektiverne på retssagens interaktionistiske egendynamikker og multiple
logikker32.
32
Dette er ikke for at sige, at Bourdieu ikke er marxistisk inspireret og ikke har sine egne tanker om
undertrykkende strukturer og overklassens dominans. Hans begreber om ”symbolsk vold” og ”miscognition”
er f.eks. centrale forklaringsmodeller på det stratificerede samfunds reproduktion (Terdiman 1987:812-813).
Men ved ikke at forfalde til økonomisk reduktionisme bevarer Bourdieu et dynamisk begrebsapparat, der ikke
reducerer alt til et spørgsmål om samfundets økonomiske basis.
- 56 -
6. Konklusion
Formålet med denne opgave har været at undersøge, hvordan retssagens sociale interaktioner udfordrer principper for rettens legitimitet, og hvilke problematikker ift. tiltaltes
”retssikkerhed”, der opstår som følge heraf. Inden vi samler op på disse problematikker, er
det dog på sin plads at komme med en generel bemærkning. I et legitimitetsperspektiv er
mange af de strafferetssager, vi har observeret i Københavns Byret, forløbet på en fornuftig
måde. Retssagens faste aktører gør generelt store indsatser for at leve op til deres roller på
bedst mulig vis, og i mange tilfælde bliver retssagerne afviklet på en saglig, professionel og
respektfuld manér.
I andre tilfælde har vi dog observeret seriøse brud med det grundlag, retten baserer sin
legitimitet på. Dommere, anklagere og forsvarere er mennesker ligesom alle andre og
påvirkes derfor af den sociale situation, de befinder sig i. Ved at trække på Goffmans
dramaturgiske teoriapparat, synes vi at kunne påpege store ændringer i ageren og performance afhængigt af retssagens faser af onstage og offstage. Onstage er mulighedsrummet for
ageren underlagt stramme restriktioner, modsat offstage, hvor særligt forsvarsadvokaten
markerer afstand til sin rolle og sine forpligtelser over for tiltalte.
Disse faser trækker på Goffmans begreber om hhv. front og back region, men er tilpasset
til at forstå retssagens specielle dynamikker. At være ”on” eller ”off” er ikke betinget af den
rumlige adskillelse, men derimod af, hvorvidt retssagen er i gang. Selvom hver fase har sine
afgrænsede perioder, kan logikker fra de uformelle offstage-situationer overtage situationer
onstage og gråzoner opstå. I gråzonen er sagen som oftest i gang, men tiltalte fraværende,
hvorfor role distance, pragmatik og afstandstagen over for tiltalte træder i stedet for
reguleret rolleopfyldende adfærd. Hermed afsløres, hvor lidt retssagens faste aktører
egentlig går op i at overholde retssagens etiske retningslinjer og professionelle facade,
såfremt dem, de skal performe over for, ikke er til stede.
Med udgangspunkt i et begreb om tiltaltes ”retssikkerhed”, vil vi fremhæve to sammenhængende problematikker, som er funderet i de brud på den legitime retssag, vi empirisk
har analyseret. Disse problematikker udspringer af vores interaktionistiske analyse, men
også i anerkendelsen af, at strukturer uden for retslokalets fire vægge, påvirker den
samhandling, der finder sted inden for dem.
6.1 Eksklusionen af tiltalte
En retsforhandling finder sted i en formel setting og føres i et formaliseret juridisk sprog.
Det kan være overvældende for tiltalte, og ”langt de fleste” kan ikke forstå alt det, der foregår
omkring dem (Anklager:1372). Tiltalte forventes dog heller ikke at kunne forstå alt eller
deltage aktivt i retssagen – i stedet er vedkommende repræsenteret ved en forsvarsadvokat,
hvis ansvar det er at fungere som rådgiver. Forsvareren skal holde tiltalte informeret og
formidle de juridiske omstændigheder undervejs i retssagen, men er grundet sin juridisk
binære kode mere optaget af at få kategoriseret tiltalte som ”uskyldig”. I dette luhmannske
- 57 -
perspektiv synes hensyn til rådgivning og formidling af den retlige proces at lide under
forsvarerens professionelle logik. Tiltalte får sjældent anskueliggjort sagens gang, og
forsvareren kører i stedet i et ”lukket” spor, tiltalte ikke indvies i.
Forsvarsadvokaten synes heller ikke i retssagens pauser at spille denne formidlende rolle.
Snarere deltager forsvareren i uformelle samtaler eller pragmatiske forhandlinger med den
stridende part, anklageren. Disse forhandlinger foregår i en forstand ”bag ryggen” på
tiltalte, som ofte ikke er til stede eller ikke er dansktalende. Forsvarsadvokaten træder altså
midlertidigt ud af sin rolle og lader sig i stedet styre af tidsbesparende logikker, hvorfor
tiltalte i en forstand efterlades helt for sig selv.
De ekskluderende tendenser, der opstår i retssagens offstage-faser og gråzoner, synes også
at tage karakter af en social afstand eller afstandstagen ift. tiltalte. Forsvarsadvokaten og
den klient, han eller hun skal repræsentere, udgør i strafferetssager ofte – for at benytte en
bourdieusk terminologi – to diametralt forskellige positioner i det sociale rum. Advokater
tilhører en økonomisk og kulturelt privilegeret stand, hvilket kan føre til en vis afsmag for
de tydeligt mindrebemidlede tiltalte, der står anklaget for tyveri, hæleri eller besiddelse af
euforiserende stoffer. I gråzonen og offstage opretholdes og markeres denne sociale
afstand og med nedladende eller sarkastiske kommentarer. Denne ekskluderende adfærd
involverer ofte anklager og i sjældne tilfælde dommer.
Tiltalte ekskluderes dermed fra den retssag, hvor vedkommende i en forstand både skulle
være objekt og subjekt. Dette bryder med rettens legitimitetsgrundlag, som det er funderet i
forsvarsadvokaten som tiltaltes rådgiver, formidler og tillidsmand generelt. Bør tiltalte have
tillid til sin forsvarer og til en upartisk og fair retssag generelt? Ikke ubetinget.
6.2 Fremstillingen af tiltalte
Når tiltalte ikke betragtes som en ”ligeværdig” aktør i retssagens interaktionsrum, kan man i
Baumans ånd pege på, at retssagens etiske fundament udvandes og grænserne for, hvordan
tiltalte kan fremstilles, udvides.
Forsvarsadvokaten har til opgave at fremstille sin klients ”gode personlige forhold” ved at
trække på Kriminalforsorgens personundersøgelse. Forsvareren er dog sjældent særlig
optaget af denne fremstilling, og ”billedet” af tiltalte synes i stedet at opstå imellem linjerne
i retssagens interaktioner. Når forsvarsadvokaten fordomsfuldt omtaler sin klient som
”sådan en”, der er ”sølle” eller ”skødesløst klædt”, skabes stereotype forestillinger om den
tiltalte, der ikke selv har gode muligheder for at give en alternativ fremstilling. På den måde
bliver retssagen, om ikke en ”degradation ceremony”, så et ladet rum, hvorfor man bør
spørge sig selv, om der her reelt eksisterer lighed for loven? Bør tiltalte have tillid til sin
forsvarer og til en upartisk og fair retssag generelt? Ikke ubetinget, mener vi.
Ved at fokusere på det ”billede”, der i rettens kontekst skabes af tiltalte, kan de abstrakte
mål, vi har opstillet for rettens legitimitet, dermed ses som værende af konkret betydning
for tiltaltes retssikkerhed og endda for udfaldet af den enkelte retssag. Hvorvidt skylds-
- 58 -
spørgsmålet kan blive påvirket af dette billede er kontroversielt, men ikke utænkeligt.
Strafudmålingen er derimod helt formelt funderet i en idé om ”gode personlige forhold”, der
tager sit udgangspunkt i det billede, forsvarsadvokaten formår at fremmane i sin fremstilling af tiltalte, men som også opstår imellem linjerne i rettens interaktioner. Rettens aktører
er fortolkende væsener, og de stereotype billeder, der i rettens sociale rum skabes af tiltalte
mener vi ikke kan undgå at påvirke vurderinger af, hvorvidt tiltalte er ”sådan en”, der skal
have 30 eller 40 dages fængsel:
Anklager: ”Hvis det så er en, som fremstår pæn og nydelig, og som har opført sig... passende, eller i hvert fald ikke opført sig dårligt under retssagen, så er du måske mere tilbøjelig til at give ham 30 dage [i fængsel], end du er til at give ham 40, ikke? Og omvendt, hvis
det er en eller anden, som har siddet og gnasket tyggegummi med en kasket på, som han
ikke vil tage af, og sidder og hænger og er provokerende, når han bliver stillet spørgsmål, så
vil du nok hælde mere til de 40. Og det er - nu er det jo ikke mig, der tager stilling til det,
men sådan ville jeg da selv have det i hvert fald” (Anklager:1459-1465).
“Law is reason free from passion” sagde Aristoteles i et kendt citat. Idealet eller illusionen
om retten som frigjort fra affekt lever måske stadig, men i den daglige retlige praksis er
virkeligheden en helt anden. Ved at genindsætte mennesket med dets roller, performances
og mangfoldige logikker i studiet af retssagen, har vi slået et slag for at betragte denne som
en social situation i sin egen ret.
- 59 -
7. Litteratur
7.1 Bøger og tidsskrifter
Atkinson, J. Maxwell & Paul Drew 1979: Order in Court: The Organisation of Verbal Interaction
in Judicial Settings. London: Macmillan.
Bauman, Zygmunt 1994: Modernitet og Holocaust. København: Hans Reitzels Forlag.
Bitsch, Henrik, Mogens Holm & Henrik Stakeman Spang Hansen 2002: God Advokatskik –
en håndbog. København: Advokaternes Serviceselskab.
Bourdieu, Pierre 1987: “The Force of Law: Toward a Sociology of the Juridical Field”.
Hastings Law Journal, 38, nr. 5: 814-853.
Bourdieu, Pierre 1997: Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen. København:
Hans Reitzels Forlag.
Bryman, Alan 2004: Social Research Methods. New York: Oxford University Press.
Cotterill, Janet 2003: Language and Power in Court. A Linguistic Analysis of the O.J. Simpson Trial.
New York: Palgrave Macmillan.
Dalberg-Larsen, Jørgen 1992: ”Luhmann og retten”, i Jens Christian Jacobsen (red.):
Autopoiesis. København: Politisk Revy: 127-148.
Dalberg-Larsen, Jørgen 2004: ”Hvad udgør rettens kærne – retsafgørelser retsregler eller
retsprincipper?”, i Jørgen Dalberg-Larsen & Bettina Lemann Kristiansen (red.): Om
retsprincipper. København Ø: Jurist- og Økonomforbundets forlag: 11-48.
Denzin, Norman K. 1989: ”Strategies of Multiple Triangulation”, in Norman K. Denzin:
The Research Act. A theoretical introduction to sociological methods. Prentice Hall: 234-247.
Foucault, Michel 2003: Overvågning og Straf – Fængslets fødsel. København: Det lille Forlag.
Gadamer, Hans-Georg 1999: “Forståelsens historicitet som det hermeneutiske princip”, i
Jesper Gulddal & Martin Møller (red): Hermeneutik – en antologi om forståelse. Gyldendal.
Goffman, Erving 1959: The Presentation of Self in Everyday Life. London: Penguin Books.
Goffman, Erving 1961: Encounters. Two Studies in the Sociology of Interaction. Haramondsworth:
Penguin Books.
- 60 -
Goffman, Erving 1963 : Behaviour in Public Places: Notes on the Social Organization of Gatherings.
New York: Free Press.
Hagen, Roar 2007: ”Niklas Luhmann”, i Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen
(red.) 2007: Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag: 390-408.
Hviid Jacobsen, Michael & Søren Kristiansen 2002: Erving Goffman. Sociologien om det
elementære livs sociale former. København: Hans Reitzels Forlag.
Kvale, Steinar 1997: Interview. En introduction til det kvalitative forskningsinterview. København:
Hans Reitzels Forlag.
Kvale, Steinar 2006: “Dominance Through Interviews and Dialogues”. Qualitative Inquiry,
12, nr. 3: 480-500.
Luhmannn, Niklas 1995: ”Retssystemets enhed” i Jens Christian Jacobsen (red.): Autopoiesis
II. København: Politisk Revy: 134-164.
Mack, Kathy & Sharyn Roach Anleu 2010: “Performing Impartiality: Judicial Demeanor
and Legitimacy”. Law & Social Inquiry, 35, nr. 1: 137-173.
Manzo, John F. 1997: “Ethnomethodology, Conversation Analysis, and the Sociology of
Law”, in Max Travers & John F. Manzo (ed.) 1997: Law in Action. Ethnomethodological and
Conversation Analytic Approaches to Law. Aldershot: Dartmouth/Ashgate Publishing Limited.
McEwen, Craig A. & Richard J. Maiman 1986: “In Search of Legitimacy: Toward an
Empirical Analysis”. Law & Policy, 8, nr. 3: 257-273.
Melchior, Emil 2005: ”Etiske retningslinjer for dommere”. Danmarks Domstole, nr. 26: 21.
Svendsen, Gert Thinggård & Gunnar Lin Haase Svendsen 2006: Social Kapital. En introduktion. København: Hans Reitzels Forlag.
Terdiman, Richard 1987: “The Force of Law: Toward a Sociology of the Juridical Field.
Translator’s Introduction”. Hastings Law Journal, 38, nr. 5: 805-813.
Wandall, Rasmus 2008: Decisions to Imprison. Court Decision-Making Inside and Outside the Law.
Aldershot: Ashgate Publishing Limited.
Weber, Max 2003: ”Det legitime herredømmes tre rene typer”, i Max Weber: Udvalgte
tekster, bd. 2. København: Hans Reitzels Forlag: 174-188.
- 61 -
7.2 Adgang til love og etiske retningslinjer fra hjemmesider
Aasland, Gunnar (leder af arbejdsgruppen) 2007: Etiske regler for dommere – utkast fra
arbeidsgruppe oppnevnt av Domstoladministrasjonen.
http://www.domstol.no/upload/DA/da/Aktuelt/Etiske%20regler%20for%20dommere.p
df (besøgt 2. maj 2011).
Advokatrådet 2010: Advokatetiske Regler.
http://www.danskeadvokater.dk/Default.aspx?ID=17000 (besøgt 2. maj 2011).
American Bar Association 2007: Model Code of Judicial Conduct.
http://www.americanbar.org/content/dam/aba/migrated/judicialethics/ABA_MCJC_app
roved.authcheckdam.pdf (besøgt 2. maj 2011).
American Sociological Association 1999: Code of Ethics.
http://www.asanet.org/images/asa/docs/pdf/CodeofEthics.pdf (besøgt 24. maj 2011).
Den europæiske menneskerettighedskonvention (EMK).
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=59378 (besøgt 2. maj 2011).
Institut for Menneskerettigheder 2006: Retten til en retfærdig rettergang.
http://menneskeret.inforce.dk/internationalt/den+europ%C3%A6iske+menneskerettighe
ds-+konvention/18+artikler/6+ret+til+retf%C3%A6rdig+rettergang (besøgt 2. maj).
Retsplejeloven (RPL).
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=133272 (besøgt 2. maj 2011).
Straffeloven.
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=133530 (besøgt 2. maj 2011).
The International Association of Judges 1999: The Universal Charter of the Judge.
http://www.iajuim.org/site/modules/smartsection/category.php?categoryid=48&lang=en (besøgt 2. maj
2011).
- 62 -