1. No category

Quetzalcoatls
Tilbagevenden
Af Rasmus Lind Greiner
København den 30. maj, 2013.
Kulturhistorie og Arkæologi II / Mytologi kursus, 2013.
1
INDHOLDSFORTEGNELSE
Side
1. Indledning og problemformulering
4
2. Disposition
5
3. Forskningshistorie og metode
6-7
4. Identifikation af Quetzalcoatl
8-9
5. Analyse
5.1. Den Fjerklædte Slange
9-10
5.2. Quetzalcoatl i almanakkerne
10-11
5.3. Venus
11-12
5.4. Den mixtekisk vindgud 9-Vind og Ehécatl
12-13
5.5. Leyenda de los Soles
13-15
5.6. Ce Acatl Topiltzin Quetzalcoatl
15-17
5.7. Komparativ myteanalyse
17-18
6. Opsummering, diskussion
18-20
7. Litteraturliste
20-22
2
1. INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING
Myten eller myte-historien om Quetzalcoatl afledte et væld af associationer, der frem
til spaniernes erobring af aztekernes hovedstad Tenochtitlán i år 1521 strakte sig langt
ud over det central-mexicanske kulturområde.
Som et led i spaniernes fortløbende evangelisering tegnedes et billede af at aztekerne
ved det første møde med spanierne, opfattede den spanske hærfører Hernán Cortés
som personificeringen af Quetzalcoatl, der var vendt tilbage fra havet mod Østen for
at genindtage sit retmæssige rige i året 1-Siv.
Spørgsmålet er hvor langt hen ad vejen myten om Quetzalcoatl er af præcolumbiansk
oprindelse og hvor langt hen af vejen den er af postcolumbiansk oprindelse.
De spanske beskrivelser af aztekiske myter blev utvivlsomt afpasset formålet med at
udrydde de oprindelige religioner og erstatte dem med Kristendommen. Derfor kan
det være svært at adskille de sande (oprindelige) fra de falske (afledte) mytiske
konstruktioner.
For at komplicere spørgsmålet yderligere lader der til at være en
sammensmeltning af de særskilte kosmogoniske beretninger (skabelsesberetninger om
verdens oprindelse), hvor Quetzalcoatl var impliceret og de myte-historiske
beretninger om præste-herskeren Ce Acatl Topiltzin Quetzalcoatl fra Tula (Hidalgo),
der regerede i 900-tallet. Denne vanskelige problemstilling leder til spørgsmålet:
Hvad kan vi, med udgangspunkt i en analyse af myten om Quetzalcoatl og
identifikationen
af
dennes
afstamning,
udbredelse,
centrale
motiver
og
betydningsbærende elementer i et komparativt mesoamerikansk perspektiv, aflede om
mytens sammensmeltninger i en præcolumbiansk kontekst, der peger på Quetzalcoatls
tilbagevenden?
3
2. DISPOSITION
Med udgangspunkt i et forskningshistorisk og metodisk afsnit stræbes der efter en
ikonografisk og kosmografisk identifikation af Quetzalcoatl. Derefter, i kapitlet
Analyse, diskuteres og analyseres indledningsvis arkæologien, der berør Quetzalcoatl
varianten, Den Fjerklædte Slange, hvilket følges op af en analyse af Quetzalcoatls
optræden og betydning i de aztekiske almanakker (hellige kalenderbøger).
Dernæst analyseres venusstjernens betydningsbærende sammenhænge med myten om
Quetzalcoatl, hvilket leder til en komparativ analyse af mixtekernes variant af
Quetzalcoatl,
guden 9-Vind og dennes forbindelse med den aztekiske vindgud
Ehécatl. For bedre at forstå Quetzalcoatls kosmogoniske betydning, kigger vi derefter
på skabelsesmyten Leyenda de los Soles. Hvilket følges op af en analyse af de
centrale myter der berør den toltekiske præste-herskers Ce Acatl Topiltzin
Quetzalcoatls ophav og udbredelse.
Endelig frembringes en mesoamerikansk komparativ myteanalyse, hvorigennem
myten eller begrebet Quetzalcoatl sammenstilles med en række centrale mytiske
motiver
og
arketypiske
karaktertræk
i
Quiché-mayaernes
(Guatemala)
skabelsesberetning Popol Vuh fra 1500-tallet.
Afslutningsvis afledes en opsamling og diskussion, der berør det centrale
fortolkningsspørgsmål om Quetzalcoatls betydning (og mulige tilbagevenden) i en
præcolumbiansk kontekst.
4
3. FORSKNINGSHISTORIE OG METODE
Antropologen Frans Boas proklamerede i år 1912, ifølge Bierhorst (Bierhorst 1990, s.
1-5), at de gamle religioner og trosretninger i Mesoamerika var blevet erstattet med
spanske traditioner. I tiden derefter blev en række mesoamerikanske myter udgivet af
bl.a. de tyske lingvister K. T. Preuss og Walter Lehmann, der forsøgte at rekonstruere
myternes oprindelige betydning. Deres indsats fik ikke gennemslagskraft før omkring
år 1930 (Bierhorst 1990, s. 1-5). Siden da blev den analytiske adskillelse af myten om
Quetzalcoatls vigtigste elementer igangsat af studier af Pedro Armilla i La Serpiente
Emplumada; Quetzalcoatl y Tlaloc (1947) og senere i Alfredo López Austins
Hombre-dios (1973), Roman Pina Chans Quetzalcoatl: Serpiente Emplumada (2000)
og H.B Nicholson i Topiltzin Quetzalcoatl: The Once and Future Lord of the Toltecs
(2001). Jeg gør brug af sidstnævnte i denne opgave.
De primære kilder om venusstjernen og Quetzalcoatls forskellige varianter, som
jeg analyserer i denne opgave, findes i de præcolumbianske almanakker Kodeks
Vienna (mixtekisk) og Kodeks Borgia (aztekisk) og de postcolumbianske kilder;
Historia de los Mexicanos por sus Pinturas (1533-69), Kodeks Chimalpopoca og heri
Anales de Cuauhtitlàn (1563-70) og Bernardino de Sahagúns Historia General De
Las Cosas De La Nueva España (1540-85). De grundigste analyser af disse kilder,
hvilke der refereres til, findes i H.B Nicholsons Topiltzin Quetzalcoatl: The Once and
Future Lord of the Toltecs og Michel Graulichs studie Quetzalcoatl y el Espejismo de
Tollan (1988) samt Enrique Florescanos The myth of Quetzalcoatl (1999). Disse
indeholder en minutiøs samling af størstedelen af teksterne om Quetzalcoatl og hans
forbindelse med Tula og toltekerne og sætter endvidere Quetzalcoatl i et bredere
mesoamerikansk perspektiv (Florescano 1999, s. 248).
Nogle forskere (Eduard Seler, Daniel G. Brinton, K. Th. Preuss, Lewis Spence,
George C. Vaillant, David H. Kelly, Alfonso Caso, og Michel Graulich) mener, ifølge
Florescano (Florescano 1999, s. 59-62, 249), at myterne om Quetzalcoatl er en
konstellation af myter uden noget forhold til sande historiske begivenheder og
argumenterer for at hans mytiske eksistens afspejler astrale bevægelser på himlen.
Andre forskere (George Bandelier, Desiré Charnay, Alfredo Chavero, Manuel Gamio,
Herbert J. Spinden, Wigberto Jiménez Moreno og Laurette Séjourne, H.B. Nicholsen)
mener, igen ifølge Florescano samt Nicholson (Florescano 1999, s. 59-62, 249;
Nicholson 2001, s. 201-291), at vi kan uddrage historiske bedrifter om den kongelige
5
person Ce Acatl Topiltzin Quetzalcoatl, som etablerede kongeriget i Tula,
introducerede vigtige religiøse reformer og skabte et civiliseret samfund, der siden
kom til at fungere som rollemodel for et politisk kontrolleret idealsamfund i mange
områder af Mesoamerika.
Jeg har kun i begrænset omfang valgt at koncentrere min opmærksomhed omkring
den såkaldte Erobringsmyte, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt myten om
Quetzalcoats tilbagevenden er konstrueret af spanierne, idét spørgsmålet i sig selv
genererer en helt anden række problemstillinger, som det ikke findes hensigtsmæssigt
at inkludere i denne opgaves begrænsede størrelse.
Jeg har i stedet valgt at fokusere opgaven omkring en strukturel undersøgelse af
ikonografi, almanakker, lingvistik, symbolik, myte og/eller myte-historie der berør
Quetzalcoatl i en præcolumbiansk kontekst, i lyset af en kritisk stillingtagen til de
postcolumbianske kilder, der kunne forbindes med Quetzalcoatls tilbagevenden. Til
det formål har jeg hovedsageligt brugt Enrique Florescanos førnævnte The Myth of
Quetzalcoatl, som min primære kilde, idét der her frembringes et bredt analystisk
studie af de myter, der omhandler Quetzalcoatl.
Derudover har jeg arbejdet med Elisabeth Boones Cycles of Time and Meaning in
the Mexican Books of Fate (2007), der giver et godt komparativt billedsprogligt og
myte-strukturelt indblik i de aztekiske almanakker. Til et bredere indblik i aztekisk
kultur, religion, myter og myteforskning har jeg brugt Michael E. Smiths The Aztecs
(2012), Richard F. Townsends The Aztecs (2009), Karl Taubes Aztec and Maya Myths
(1993) og John Bierhorst The Mytology of Mexico and Central America (1990). Til
slut har jeg brugt en Jungiansk tilgang til komparative arketypiske motiver og
karaktertræk i myterne og arbejdet med Allen Christensons oversættelse af Popul Vuh
(2003) og i særdeleshed hans noter ved et sammenlignende studie af centralmexicansk mytologi og mytologi fra mayaområdet. Afslutningsvis har jeg
inkorporeret Alfonso Casos tese i El Pueblo del Sol (1953), der bygger videre på
Eduard Selers skælsættende udgivelser om Kodeks Borgia og mesoamerikansk
kosmografi i starten af 1900-tallet.
6
4.
IDENTIFIKATION AF QUETZALCOATL
Indtil slutningen af den klassiske periode (900 e.v.t.) afspejlede Quetzalcoatls
forskellige facetter et særpræget ophav, der blev repræsenteret ved forskellige
kosmografiske træk. De bar forskellige karakteristika og i nogle kulturer var de end
ikke forbundne. Ikke desto mindre begyndte de at smelte sammen til den
multifacetterede skikkelse Ce Acatl Topiltzin Quetzalcoatl i løbet af 900-tallet. Her
tog krigeren, kulturhelten og kongen af Tula disse deres karakteristika på sin egen
person. Resultatet skaber en meget kompleks mytisk skikkelse, der i tiden efter
spaniernes ankomst genererede et væld af forskellige associationer, der gør det svært
at adskille myten fra historien (Florescano 1999, s. 23-33). Myten eller begrebet
Quetzalcoatl er utrolig omfangsrigt og svært definerbart, derfor er det vigtigt at
adskille gudeskikkelsen Quetzalcoatl fra den toltekiske præste-hersker Ce Acatl
Topiltzin Quetzalcoatl. Dette er årsagen til at jeg i det følgende analyserer
gudeskikkelsen Quetzalcoatl, forud for Ce Acatl Topiltzin Quetzalcoatls herkomst.
De mesoamerikanske kulturer delte en række kosmogoniske fællestræk, på tværs af et
Polyteisme (flerguderi) kosmos, der bundede i en refleksion af et afledt behov for
menneskets tilpasning til naturlige og sociale realiteter. Den udbredte tro på
Panteisme (guddommelig kraft i alt), medvirkede til at de mange guder opererede på
tværs af hinandens primære funktioner og påvirkede stort set alle aspekter af
hverdagslivet og legitimerede politisk magt i en bred forstand (Aguilar 2005, s. 6971; Bierhorst, s. 12-15; Boone 2007, s. 13, 65, 75, 100-101, 134, 147, 122-123, 195;
Florescano 1999, s. 20, 49-62, 193; Smith 2012, s. 200, 204, 219; Taube 1993, s. 75).
Den aztekiske multifacetterede gudeskikkelse Quetzalcoatl optræder strukturelt som
en konstant i mesoamerikansk kosmogoni og er måske den vigtigste skabergud af
civilisationer (de højeste præster i Tenochtitlán fik titlen Quetzalcoatl) og visdom
(han var vogter af Calmecac (almanak-skolen) i Tenochtitlán) for aztekerne og
mixtekerne (Boone 2007, s. 173). Han havde kosmologisk betydning som
komplementær modsætning af de jordlige og guddommelige kræfter og lyset og
mørket (Florescano 1999, s. 1).
Ordet Quetzalcoatl er sammensat af to ord ”Quetzal” og ”Coatl”. Quetzal er afledt af
Nahua (aztekisk) ordet ”Quetzalli” (særlige grønne fjer) og er samtidig navnet på
7
fuglen Pharomacrus Mocinno (Christenson 2003, s. 80; Florescano 1999, s. 1). Coatl
betyder slange. Fuglen og slangen har optrådt i Mesoamerika siden de tidligste
olmekiske civilizationer (1200 f.v.t.). Michael D. Coe og Peter D. Joralemon
identificerer, ifølge Diehl (2004, s. 101-102).
Den Olmekiske Drage med en
forgænger til Quetzalcoatl.
Quetzalfuglen, som løsrevet mytisk element associeres direkte med Quetzalcoatl,
med Østen (som Quetzalcoatl er hersker over) og den røde farve (Boone 2007, s.113).
Dens fjer signalerede, ifølge Boone (2007, s. 35), rigdom i forskellige aspekter af livet
og optræder strukturelt på tværs af arkæologien og i almanakkerne, i
hovedbeklædningen på gudeskikkelser, herskere og almindelige borgere i forbindelse
med forskellige ceremonielle handlinger.
Quetzalcoatl optræder efter sigende i over 1000 repræsentationer i almanakkerne
og i arkæologien. Hans særlige attributter er en tredelt ansigtsmaling udgjort af rød,
sort og gul og han optræder ofte med skæg, en musling om halsen, kurvede
øreornamenter, jaguarbeklædning og i sit aspekt som vindguden Ehécatl med et
kolibrinæb (Smith 2012, s. 41; Townsend 2009, s. 135).
5.1 ANALYSE / DEN FJERKLÆDTE SLANGE
Motivet med den fjerklædte slange kan muligvis kan spores tilbage til de tidlige
olmekere og frem til spaniernes ankomst, hvor betydningen var blevet mere kompleks
og udbredt. Det er ikke hensigten med denne opgave at afklare dette fænomen i dets
fulde spektrum, blot at redegøre for nogle af de centrale træk. I den forbindelse er det
oplagt at koncentrere opmærksomheden omkring Den Fjerklædte Slanges Pyramide i
den central-mexicanske bystat Teotihuacán, da vi kan se nogle ikonografiske
lighedstræk med toltekernes guddom 9-Vind samt vindguden Ehécatl, som jeg
kommer nærmere ind på i kapitel 5.4. (Smith 2012, s. 203).
Den Fjerklædte Slanges Pyramide blev bygget mellem år 150 og 200 e.v.t.
(Florescano 1999, s. 7-8). På pyramiden optræder en række komplementerende
skulpturer af den fjerklædte slange samt en figur, der ifølge Smith (Smith 2012, s.
203) kan associeres med den senere aztekiske regn -og tordengud Tlaloc, eller ifølge
8
Alfonso Caso og Ignacio Bernal i Florescano (1999, s. 7-8), med en gudeskikkelse de
betegnede som ild -eller krigsslangen.
Den fjerklædte slange optræder næsten altid inden for rammerne af et vandmedium, omgivet af liljer, muslingeskaller og spirende frø, der alle symboliserer
frugtbarhed (Florescano 1999, s. 5). Alfonso Caso og Ignacio Bernal (ifølge
Florescano 1999, s. 7-8), har endvidere tolket symbolikken i skulpturerne som en
økologisk cyklus med den fjerklædte slange som repræsentant for regnsæsonen og
ildslangen som repræsentant for tørke-perioden.
Florescano (Florescano 1999, s. 7-8), skriver at befolkningen i Teotihuacán
oplevede deres by som midtpunktet i det såkaldte Quincunx, der er en grundlæggende
mesoamerikansk kosmogonisk konstruktion bestående af et firedelt kosmos, et helligt
midtpunkt og et livets træ der med sine rødder forbinder den lagdelte underverden
med den lagdelte himmelske verden (Aguilar 2005, s. 69-71). I dette Qunicunx
optrådte de komplementære modsætninger mellem de to figurer, som repræsentanter
for skabelsen af universet. I forlængelse deraf har Karl Taube pointeret at hovederne
af den fjerklædte slange og ildslangen, refererer til dualiteten i Teotihuacáns kosmos
og politiske virke (Florescano 1999, s. 7-8).
Denne kosmosforståelse afspejler sig også i de aztekiske almanakker, hvor
Quetzalcoatl optræder som en af de helt centrale figurer.
5.2. ANALYSE / QUETZALCOATL I ALMANAKKERNE
Eduard Seler kaldte i starten af 1900-tallet Quetzalcoatl for en gud af tid og
kalenderen (Boone 2007, s. 27). I Kodeks Borgia figurerer han som navnet på den
anden dag (2-Vind) af de tyve dagstegn og han er vogter af den anden Trecena i den
hellige 260-dages kalender (260-dages kalenderen er udgjort af 13 dagstegn og 20
numre, der arbejder sammen i tretten dages intervaller ”Trecenas” i perioder af i alt
260 dage, før kalenderen starter forfra) (Boone 2007, s. 47, 49; Smith 2012, s.52-56).
Han optræder derudover som vogter for det fjerde tegn i fødselsalmanakken i Kodeks
Borgia i forbindelse med den del af fødselsritualet, der vedrører piercing (Boone
2007, s. 143) og han optræder som den niende dagshersker af De Tretten Herskere af
Dagen (indbygget cyklus i almanakkerne) i Kodeks Borgia (Boone 2007, s. 46- 47).
9
De fundamentale skabelseskræfter, der blev frembragt af Ehécatl på den første
side i kosmogonien i Kodeks Borgia og ved starten af det andet afsnit om skabelsen af
dagstællingen og tid, vidner om hans rolle som nøgle-agent i forbindelse med jordens
skabelse, tid og guder, mennesker, menneskeofringer, majs, venuscyklusser,
ceremonier og herunder Kodeks Borgia i forbindelse med Ny-Ild ceremonien, hvor
han optræder som det sidste element i bogen (Boone 2007, s. 147, 179-181, 189-190).
Ved hver af dagstegnene i almanakkerne skrev de spanske munke modsvarende
noter som værende enten god, dårlig, variabel eller uden betydning. Dette indikerer at
de havde vidt forskellige opfattelser af dagstegnenes semantiske betydning. Alligevel
var dagen 2-Vind det eneste dagstegn der, ifølge Boone (2007, s. 105) af både
franciskanermunken Sahagún og dominikanermunken Diego Durán, blev betragtet
som et dårligt tegn i alle henseender. Durán skriver ”...those born under the evil sign
Wind ”were to be fickle, inconsistent, negligent lazy... gluttons, parasites, rovers, who
have neither roots or rest” (Boone 2007, s. 86, 105; Florescano 1999, s. 5).
Som et led i spaniernes bestræbelser i at destruere de gamle religioner er vi måske
vidner til et konkret indgreb i de gamle religioner, der velvidende om hans betydning
for aztekerne, demoniserede hans semantiske mening i almanakkerne.
I Mesoamerika blev solens, månens, venusstjernens og andre astrale cyklusser brugt
som basis i de skæbnesbestemmende almanakker. Heri optrådte Venus blandt andet i
forbindelse med fødselsritualer og ægteskab. Det er derfor ikke overraskende, at
astronomien spiller en stor rolle i mesoamerikansk mytologi i en bred forstand (Boone
2007, s. 151; Taube 1993, s. 73).
5.3. ANALYSE / VENUS
Venusstjernen havde en krigslignende symbolik i Teotihuacán og mayaområdet i Den
Tidlig-Klassiske Periode (år 150-600 e.v.t i det centrale Mexico.) (Florescano 1999, s.
16) og var samtidig tæt forbundet med begyndelsen af regnsæsonen og plantningen af
majs (Florescano 1999, s. 20).
Venus optræder på himlen i en cyklus af 584 dage, hvoraf den er usynlig på himlen i
de sidste 8 dage (Boone 2007, s. 152). Aztekerne troede at venusstjernen forsvandt
10
ned i underverdenen (Mictlan) i de 8 dage den er usynlig på himlen, hvorefter den
vendte tilbage og genoptog sin cyklus på dagen Ce Acatl (1-siv) (Florescano 1999, 2.
38-44). Så når aztekerne så venusstjernen i form af den mytiske variant af
Quetzalcoatl som morgenstjernen Tlahuizcalpantecuhtli stige op i østen (lyset), eller
ned i vesten som Quetzalcoatls mytiske tvillingebror Xolotl (mørket), kunne deres
kalenderpræster lokalisere en præcis dato og derved aflæse, hvilken skæbne i kampen
mellem det gode og det onde den medbragte i henhold til almanakkerne (Boone 2007,
s. 41, 154-155; Florescano 1999). Sahagún og Anales of Cuauhtitlan skriver begge at
Venus bragte skade både til
majshøsten og samfundet og truede herskerskabet
(Boone 2007, s. 154). ”and when it newly emerged, much fear came over them; all
were frightened...” (Sahagún 1953-1982, bog 7:12 fra Boone 2007, s. 153). Her er vi
måske også vidner til en spansk forvridning og demonisering af kalendertegnendes
oprindelige semantiske betydning.
I myten om Venus i Kodeks Chimalpopoca berettes det at når Venus brændte og
dets aske var væk, så kunne man se Quetzalcoatls hjerte stige op fra resterne af ilden 8
dage senere (Boone 2007, s. 20). Med udgangspunkt i Selers astrologiske studier af
kalenderne fra starten af 1900-taller, argumenterede Alfonso Caso (1953, s. 29), for at
Venus bevægelser på himlen udgør basis for myten om Topiltzin Quetzalcoatls flugt
fra Tula, som jeg kommer nærmere ind på i afsnit 5.6. om Ce Acatl Topiltzin
Quetzalcoatl. Hans konklusion er, at profetien om hans tilbagekomst i det samme år
på datoen 1-Siv, i virkeligheden er en astral metafor for Venus transformation til
morgenstjernen (Florescano 1999, s. 246-247).
Spørgsmålet er hvornår Den Fjerklædte Slange og tilbedelsen af venusstjernen
smelter sammen med den senere myte-historiske Ce Acatl Topiltzin Quetzalcoatl. I
den forbindelse er det nødvændigt at kigge nærmere på Quetzalcatls mixtekiske
modpart; guden 9-Vind og den senere aztekiske variation af Quetzalcoatl; vindguden
Ehécatl.
5.4. ANALYSE / DEN MIXTEKISKE GUD 9-VIND OG EHECATL
Arkæologen Alfonso Caso var, ifølge Florescano (1999, s. 23-24, 112-115) den
første til at identificere 9-Vinds karaktertræk. Caso studerende og fortolkende, ifølge
11
Florescano (Florescano 1999, s. 23-24, 112-115), det præcolumbianske mixtekiske
Vienna Kodeks, der kronologisk beskriver de mixteksiske dynastier, der begyndte i år
720 e.v.t. og sluttede i år 1305 e.v.t.. Caso fandt frem til at guden 9-Vind, der
optræder som den vigtigste agent i mixtekisk kosmogoni og for skabelsen af den nye
æra på åbningssiderne i Vienna-Kodekset, blev født på dagen 9-Vind i året 10-Hus i
260-dags kalenderen. Han identificerede også 9-Vinds fødsel ud af flintesten i Kodeks
Vienna (Florescano 1999, s. 23-24, 112-115; Smith 2012, s. 205, 210-211; Taube
1993, s. 18). Vi ser det samme narrativ med Quetzalcoatl der blev født ud af flintesten
i Kodeks Borgia (Boone 2007, s. 174).
Guden 9-Vind adskiller himlene fra vandene, skaber jordens fysiske former
fordelt ud over de jordlige fire hjørner i Quincunx og hjælper med at holde skyerne
oppe. Han er ansvarlig for skabelsen af andre guder og for etableringen af de første
mixtekiske dynastier. 9-Vind repræsenterer dualistiske kræfter og bærer mange
forskellige attributter, herunder; krig, sang, skrift, ofring og ceremonier (Boone 2007,
s. 174). Dette karakteriserer ham, ifølge Florescano (1999, s. 112-115), som en
kulturhelt i en bredere mesoamerikansk forstand (Florescano 1999, s. 23-24, 112115).
Skaberguden Ehécatl afstammer, ifølge Florescano (1999, s. 51-5, 62-111) fra
guden 9-Vind. Quetzalcoatl tildrog sine attributter fra den variant af Ehécatl der blev
tilbedt i Cholula, hvor det største tempel i Mesoamerika er opført til hans tilbedelse.
(Boone 2007, s. 27, 41; Boone 2000, s. 101; Florescano 1999, s. 1; Townsend 2009, s
114-117, 135).
9-Vinds bedrifter i Kodeks Vienna afspejler tilnærmelsesvis Quetzalcoatls centrale
mytiske bedrifter i den aztekiske skabelsesberetning Leyenda de los Soles (legenden
om solene), hvor Quetzalcoal, i lighed med 9-Vind, optræder som en primær
skabergud.
5.5. ANALYSE / LEYENDA DE LOS SOLES
Leyenda de los Soles i kodeks Chimalpopoca og History de los Mexicanos por sus
Pinturas, tager udgangspunkt i jordens skabelse og slutter med aztekisk historie, der
12
ligesom quiche mayaernes skabelsesberetning Popul Vuh, ifølge Taube (1993, s. 24)
blev brugt til at legitimere elitæres magtrettigheder.
Aztekerne troede at den nuværende verden var etableret på fire forrige sole (
verdener). Leyenda de los Soles i kodeks Chimalpopoca beretter om, hvordan disse
blev destrueret (Taube 1993 s. 20). Før den indledende skabelse fik den oprindelige
højeste dualitære gud Ometeotl fire sønner: Tezcatlipoca, Xipe Totec, Huitzilopochtli
og Quetzalcoatl. Den ene af de fire skaberguder: Quetzalcoatl fik til opgave at
adskille jorden fra vandene og skabe andre guder, mennesker samt mad til
menneskene (Smith 2012, s. 198-199).
Quetzalcoatl havde en nøgleposition og agerer som ødelægger af den første sol,
vogter af den anden sol, ødelægger af den tredje sol og i udpræget grad som
hovedagent ved skabelsen af den femte sol sammen med hans bror Tezcatlipoca
(Boone 2007, s. 32-34). Ved skabelsen af den femte sol, berettes der i History de los
Mexicanos por sus Pinturas, om at Quetzalcoatl og Tezcatlipoca fandt jorden dækket
af vand fra den forrige sols oversvømmelser. Det gigantiske solmonster Tlatecuhtli
svømmede rundt i et uendeligt hav. De to guder forvandlede sig til slanger i vandet,
hvor de siden rev Tlatecuhtli over i to. Den øvre del blev til landjorden og den nedre
del blev til himlen og stjernerne.
Quetzalcoatl og Tezcatlipoca forvandlede sig til træer for at støtte himlene op og den
regerende solgud Tunatiuh, gjorde dem siden til herskere af himlen, stjernerne og
mælkevejen (Florescano 1999, s. 112-115).
Ifølge kodeks Chimalpopoca blev Quetzalcoatl derefter sendt til underverdenen
Mictlan for at hente knoglerne fra menneskene fra den forrige sol. Efter en række
prøvelser i Mictlan, fik Quetzalcoatl lov til at få knoglerne, men de blev siden knust
da underverdenens hersker Mictlantecuhtli lavede en fælde for ham. Det lykkedes
ham dog siden at samle knogleresterne sammen og bære dem til et mytisk paradisisk
sted ved navn Tamoanchan. Den gamle gudinde Cihuacoatl maste dem på en metate
hvorefter Quetzalcoatl og de andre guder mødtes omkring knoglerne og spredte deres
blod på dem, hvilket ledte til menneskets skabelse, i den femte sol (Boone 2007 s.
107, 111; Florescano 1999, s. 36-37; Smith 2012, s. 198-199; Townsend 2012, s.
126).
Leyenda de los Soles i Kodeks Chimalpopoca følger op på menneskets skabelse i
Tamoanchan, med deres søgen efter mad. Quetzalcoatl så en rød myre der bar et
majskorn, der var ophobet i det hellige bjerg Tonacatepetl. Quetzalcoatl forvandlede
13
sig til en sort myre og fulgte efter den røde myre til det sted hvor majsen var og bar,
efter nogle prøvelser, et majskorn til Tamoanchan, hvor guderne tyggede på det og
placerede det i munden på de menneskelige spædbørn for at give dem styrke. Således
blev majsen skabt (Boone, s. 203; Florencano 1999, s. 39).
Efter skabelsesepisoderne af jorden, mennesker og deres mad og drikke i Kodeks
Chimalpopoca, var der stadig kun mørke. Guderne samledes i Teotihuacán for at ofre
sig selv så solen kunne bevæge sig tværs over himlene. I den forbindelse agerede
Quetzalcoatl som den der åbnede brystet på nogle af de andre guder for at ofre deres
hjerter til Tunatiuh. Herefter fandt solen fandt sin rette bevægelse tværs over himlen
(Florescano 1999, s. 112-115; Smith 2012, s. 200).
I Mesoamerika blev menneskeofringer og auto-.bodsudøvelser vurderet som en
symbolsk død, som erstatning for den rigtige død, og blev udført som betaling til
guderne til gengæld for fortsat liv. I den forbindelse spillede Quetzalcoatls bedrifter
en forbilledlig rolle, idét han var den første gud der udførste auto-bodsudøvelser (selv
ofringer), da han blødte på knoglerne fra resterne af den gamle verden og det var ham
der ofrede nogle af de andre guder i Teotihuacán for at solen kunne finde sin rette
bane over himlen (Florescano 1999, s. 20; Smith 2012, s. 200, 219).
H.B. Nicholson (2001, s. 201-291), argumenterer for at den historiske figur Ce Acatl
Topiltzin Quetzalcoatl muligvis har spillet en central historisk rolle i Tula i 900-tallet,
men at han senere blev blandet sammen med multi-facetterede gudeskikkelse
Quetzalcoatl, der i sig selv afspejler et væld af associationer
Derfor er det vigtigt at vi adskiller med den myte-historiske Topiltzin fra
gudeskikkelsen Quetzalcoatl for derved at aflede sammenhænge og modsætninger
mellem de to figurer.
5.6. ANALYSE / CE ACATL TOPILTZIN QUETZALCOATL
Der er ikke meget arkæologisk bevis for den historiske Ce Acatl Topiltzin
Quetzalcoatl. Derimod er der bedre belæg for at analysere den mytiske konstruktion
(Florescano 1999, s. 38-44). Kilderne der beskriver Topiltzin blandes ofte sammen
med guden Quetzalcoatl og bærer præg af at være dels historiske og dels mytiske,
eller myte-historiske.
14
I Anales de Cuauhtitlàn står der at Ce Acatl Topiltzin (vores prins) Quetzalcoatl
bliver født på den skæbnesbestemmende dag Ce Acatl (1-Siv) i 260-dages kalenderen.
1-Siv er som nævnt i kapitel 5.3. den samme dag som Venus genoptog sin 584 dages
cyklus, efter de 8 dage hvor den er usynlig på himlen. Hans far, Miccoatl, kan
karakteriseres som en erobrer og gudeskikkelse, der etablerede sin magt i det
nordvestlige Mexico. Hans mor, Chimalmat beskrives som en livgivende indfødt
gudeskikkelse af de provinser og områder som Chimalmat erobrede. Det skrives at
han i sin ungdom foretog auto-bodsudøvelser for at blive en stor kriger (Coe 1999, s.
166; Florescano 1999, s. 38-44; Taube 1993, s. 1, 13).
Efter sin fars død ledte han sit folk og etablerede kongeriget Tula i starten af 900tallet. Topiltzin optræder siden som en erobrer af utallige provinser, en grundlægger
af dynastier og en forbilledlig præst. Han forenede den karismatiske helt og
præsteskabet med det højeste herskerskab (Christenson 2003, s. 80; Florescano 1999,
s. 5, 34-42; Taube 1993, s. 20).
Det blomstrende Tula mødte sit forfald da den eksemplariske præstehersker efter
sigende faldt ind i en tilstand af synd, hvilket forbindes med guden Tezcatlipocas
tilstedeværelse, der har ageret som quetzalcoatls komplementære modpol siden
skabelsen af kosmos. Her er vi vidner til et mytisk overlap af en mulig historisk
begivenhed og de kosmogoniske beretninger (som beskrevet i kapitel 5.5.), i Leyenda
de los Soles.
Sahagún skrev at Tezcatlipoca medvirkede til at Tula blev ramt af omfattende tørke,
frost, madforgiftning, sult, monstre på gaderne, krige, og kollektive massakrer. Da
Topilzin så sit nederlag i øjnene besluttede han at forlade Tula omkring år 987 e.v.t.
hvorefter han med sine følgere drog mod det mytiske land Tlillan Tlapallen (landet af
rød og sort) i østen (metafor for når solen blender ind i mørket) (Florescano 1999, s.
38-44; Coe 1999, s. 166). Ved den mexicanske golf tog han afsked med sine følgere
og lovede dem at han og hans efterkommere ville vende tilbage på datoen 1-Siv, som
var den samme dag hvor han blev født og hvor Venus genoptog sin cyklus (se kapitel
5.3.) (Florescano, s. 44-46).
Davis Prescott skrev i midten af 1800-tallet: ”and then entering his wizard skill, made
of serpents´skins, embarked on the great ocean for the fabled land of Tlapallan”
(Prescott 1843, s 26). Topiltzin endte ifølge myterne sin rejse med at sætte ild til sig
selv (Florescano 1999, s. 38-44).
15
Franciskanermunken Diego de Landa skrev i Relación De Las Cosas De Yucatán
(1566), at mayabyen Chitcen Itza i det nordlige Yucatan blev besøgt af en ikke-maya
præst fra den anden side af golfen, på omtrent det samme tidspunkt som Topiltzins
tog afsked med sine følgere ved den mexicanske golf (Coe 1987, 132; Florescano
1999, s. 46-51; Landa 1941, 20-23). Men meget af den toltekisk inspirerede arkitektur
i Chitcen Itza er en del ældre end Topiltzins besøg. Herunder den store boldbane
(Schele and Mathews 1998, 200), hvilket kunne indikere at den toltekiske inflydelse i
mayaområdet, går forud for Topiltzins besøg.
Toltekerne havde ry som et meget dygtigt folk der mestrede alle kunstarter og
håndværk (Christenson 2003, s. 80; Sharer 1983, s. 166) og ved spaniernes ankomst
beærede mange herskere sig af at være af toltekisk oprindelse.
Efter Tulas opståen og nedbrud optræder karakteren Ce Acatl Topiltzin
Quetzalcoatl mange steder reproduceret i Mesoamerika, hvilket afspejler Tulas
enorme betydning og spredning på tværs af Mesoamerika (Florescano 1999, s. 44- 46,
54-62, 249).
Myten eller myte-historien om Quetzalcoatls indflydelse har tydeligvis strakt sig langt
ud over det central-mexicanske kulturområde, hvorfor det synes vigtigt i det følgende
at foretage en mesoamerikansk komparativ analyse.
5.7. KOMPARATIV MYTEANALYSE
I det følgende sættes betydningen af Quetzalcoatls mytiske motiver og bedrifter
med Quiché-mayaernes tredelte skabelsesberetning Popol Vuh.
Quiché- mayaernes primære gud Tohil (ild, sol og regngud), var, ifølge Christenson
(Christenson 2003, s. 80-96),
sammenlignelig med Quetzalcoatl. Den fjerklædte
slange bliver allerede nævnt i de indledende strofer af skabelsesberetningen, som en
af de centrale aktører (Christenson 2003, s. 61; Campbell 1970, 8; Carmack 1983, 1718). Derudover argumenterer flere forskere (Boone 2007, s. 18, 192; Nielsen, Sellner
og Raunart 2008, s. 67; Taube 1993, s. 17, 44-45, 73), for at narrativet i Leyenda de
los Soles, bærer centrale lighedstræk med den mytiske del af Popul Vuh, hvor de
16
såkaldte heltetvillinger drager ned i underverdenen og skaber grundlag for
majsvæksten som menneskene er lavet af.
Michel Graulich (Graulich 1988, s. 222-224) argumenterer endvidere for at
Topiltzins flugt fra Tula kan ses som en metafor for død til regeneration, som også
synes foreneligt med myten om heltetvillingerne og Quetzalcoatl og Tezcatlipocas
komplementære forhold i Leyenda de los Soles og Venus cyklussen: den yngste
heltetvilling Xbalanque, associeret med Venus i dets morgenfase og den anden
heltetvilling, Hunahpú med Venus i dets aftenfase (Florescano 1999, s. 14).
Taube (Taube 1993, s. 17) skriver at det mytiske motiv med heltetvillingerne, som det
optræder i Popul Vuh og Quetzalcoatls parring med Xolotl og Tezcatlipoca, er meget
gammelt i Mesoamerika og at det optræder mange andre steder på de amerikanske
kontinenter.
I Popul Vuh (Christenson 2003, s. 96) stifter vi bekendtskab med en vigtig
karakter, 7-Macaw og hans kone Chimalmat. I aztekisk mytologi var hun mor til Ce
Acatl Topiltzin Quetzalcoatl, som jeg har været inde på før. Dette indikerer et fælles
mytisk udgangspunkt mellem den central mexicanske kulturhelt og heltetvillingerne i
mayaområdet. I Popul Vuhs historiske afsnit beskrives det sidenhen hvordan
herskerne i Quiche maya dynastiet rejste mod en epi-toltekisk by ved navn Tulan
Zuyva for at modtage deres ret til at herske af Nácxit-Quetzalcoatl (Florescano 1999,
s. 112-115; Campbell 1970, 8). Heraf kan vi altså spore flere forskellige fællestræk på
tværs af det centralmexicanske område og mayaområdet der på forskellig vis deler
mytiske fællestræk og arketypiske karaktertræk der peger mod et fælles mytisk og
astralt udgangspunkt (Taube 2009, s. 41-52).
6. OPSUMMERING OG DISKUSSION
Myten om Quetzalcoatl afleder et væld af associationer, hvis kosmogoniske og
mytiske oprindelse kan være svære at placere i en temporal kontekst. Ikke desto
mindre optræder den tidlige ”mulige” variant (Den Olmekiske Drage) af Quetzalcoatl
allerede i den såkaldte mesoamerikanske moderkultur; olmekerne ved golfkysten,
men begynder med større sikkerhed at vinde indpas som en livsgivende guddom (Den
fjerklædte Slange) i Teotihuacán i den Tidlig Klassiske Periode.
17
Quetzalcoatls mixtekiske modpart; skaber og herskerguden 9-Vind, udbredes i
årene op til etableringen af Tula i det centrale Mexico i starten af 900-tallet,
tilsyneladende samtidig med at vindguden Ehécatl begyndte at blive tilbedt i Cholula.
Venus og den senere aztekiske variant af Quetzalcoatl; Tlahuizcalpantecuhtli var tæt
knyttet til begyndelsen af regnsæsonen og plantningen af majs i den tidlig klassiske
periode og optræder centralt i aztekisk kosmogoni, hvilket kan hænge sammen med
aztekernes indretning efter profetiske natur de tillagde venusstjernen.
Quetzalcoatls mytiske motiver og associationer udvides kraftigt på tværs af
Mesoamerika efter Tulas nedbrud i slutningen 900-tallet. Men spørgsmålet om
hvorvidt myten om Quetzalcoatl har relation til sande historiske begivenheder, skiller
vandene i forskerkredse.
Vi er måske vidner til særegen udvikling af skabelsesberetninger, gudeskikkelser
og observering og tilpasning til astrale cyklusser, hvis associationer og attributter den
kvasi-historiske præste-hersker Ce Acatl Topiltzin Quetzalcoatl tog til sig og som
siden transformeres med myten om azteksernes guddom Quetzalcoatl. Hvilket
Quetzalcoatls centrale optræden i forbindelse med snart set alle skabelses og
ceremonielle begivenheder i Kodeks Borgia og i Leyenda de los Soles, vidner om.
Hvorefter myterne siden blandes yderligere sammen. Der er ingen tvivl om
Quetzalcoatl spillede en central rolle i central-mexicansk kosmogoni og i store dele af
Mesoamerika, hvilket hans optræden og associationer i Popul Vuh vidner om. Men
spørgsmålet er hvad vi kan aflede ud af det.
Venus genoptog sin cyklus efter 8 dage ”i skjul” på dagen 1-Siv i 260-dages
kalenderen, som også var dagen hvor Ce Acatl Topiltzin Quetzalcoatl blev født og
den samme dag som han lovede sine følgere at han ville vende tilbage igen, da han
forlod dem og rejste mod Tlapallan.
Dette (muligt kalkulerede) sammentræf med Hernán Cortés ankomst til Mexicó i året
1-Siv, udgjorde siden grundlaget for historien om at Cortés var inkarnationen af
Quetcalcoatl der vendte tilbage fra havet mod østen for at genindtage sit retmæssige
rige.
Men eftersom der ikke er nogle præcolumbianske myter og profetier der nævner
noget om Quetzalcoatls tilbagevenden i netop dette år (Townsend 2009, s. 223), er der
ikke bevisbyrde for at konkludere ret meget ud det.
18
Alfonso Caso har, med udgangspunkt i Selers studier fra starten af 1900-tallet
påpeget at Venus bevægelser på himlen udgør basis for myten om Topiltzins flugt fra
Tula mod det mytiske land af sort og rød i østen og at profetien om hans tilbagekomst,
ikke er andet end en mytisk måde at forklare planetens usynlige periode i vesten, hvor
Topiltzin, ifølge myten sætter ild til sig selv og rød og sort forenes. Forudsigelserne
om hans tilbagekomst som Tlahuizcalpantechutli skulle således blot være en astral
metafor for Venus transformation til morgenstjernen.
7. LITTERATURLISTE
Aguilar, Manual et. al 2005. Constructing Mythic Space: The Significance of a
Chicomoztoc Complex at Azatzingo Viejo. University of Texas Press, Texas. s. 69-71.
Bierhorst, John 1990. The Mythology of Mexico and Central America. William
Morrow Co., New York. s. 1-5, 12-15.
Boone, Elizabeth H. 2000
Stories in Red and Black: Pictorial Histories of the
Aztecs and Mixtecs. University of Texas, Austin. s. 101.
Boone, Elizabeth H. 2007. Cycles of Time And Meaning in the Mexican Books of
Fate. University of Texas, Austin. s. 7, 13, 18, 20, 27, 32-35, 41, 46-47, 49, 65, 75,
86, 100-101, 105, 107, 111, 122-123, 134, 143, 151-155, 173-174, 179-181, 189-190,
192, 195, 203, 209-210.
Campbell, Lyle 1970. Nahua Loan Words in Quichean Languages, Chicago
Linguistic Society, Chicago. s. 8
Caso, Alfonso 1953. El Pueblo del Sol. Fondo de Cultura Económica, Mexico. s. 29.
Christenson, Allen 2003. Popol Vuh: The Sacred Book of the Maya. O Books,
Winchester. s. 80-96.
19
Coe, Michael D. 1986. The Maya. 5. Udgave. Thames and Hudson, London. s. 132,
166.
Diehl, Richard A. 2004. The Olmecs. Thames and Hudson, New York. s. 101-102.
Florescano, Enrique 1999. The Myth of Quetzalcoatl. The Johns Hopkins University
Press, Baltimore, Maryland. s. 1, 5, 7-8, 14, 16, 20, 23-33, 34-51, 59-115, 49-62,
246-249.
Graulich, Michel 1988. Quetzalcoatl y el Espejismo de Tollan. Institut Voor
Amerikanistiek, Antwerpen. s. 222-224).
Nicholsen, H.B. 2001. Topiltzin Quetzalcoatl: The Once and Future Lord of the
Toltecs. University Press of Colorado, Colorado. S. 201-291.
Nielsen, Jesper og Sellner, Toke Reunert 2008. Bringing back the Dead:
Shamanism and the Maya hero Twins’ Journey to the Underworld. Acta Americana,
Vol. 16 (1). s. 67.
Prescott, William H. 1843. The History of the Conquest of New Spain. The Folio
Society, London. s. 26.
Sharer, Robert J. 1983 The Ancient Maya. 4. Udgave. Stanford University Press,
Stanford, California. s. 166.
Smith, Michael E. 2012. Creation, death and the gods: The Aztecs. 3 udgave.
Blackwell Publishers, Malden.. s. 41, 52-56, 198-200, 203-205, 210-211, 219.
Schele, Linda og Mathews, Peter 1998. The Code of Kings. Scribner, New York. S.
200.
Taube, Carl 1993. Aztec and Maya Myths. University of Texas Press, Austin.
s. 1, 13, 17-18, 20, 24, 44-45, 73, 75.
20
Taube, Carl 2009. Maya Maize God and the Mythic Origins of Dance: The Maya
and their Sacred Narratives: Text and Context in Maya Mythologies, redigeret af
Geneviève Le Fort, Raphaël Gardiol, Sebastian Matteo & Christophe Helmke. (Acta
Mesoamericana 20). Verlag Anton Saurwein, Markt Schwaben. s. 41-52.
Townsend, Richard 2009. The Aztecs. 3 udgave. Thames & Hudson, London. s. 126,
114-117, 135).
Tozze, Alfred M. 1941. Relación de las Cosas de Yucatán: A Translation. Papers of
the Museum of American Archaeology and Ethnology, Harvard University.
Cambridge, Massachusetts. s. 20-23.
21