Det Kongelige Bibliotek og Bornholms Regionskommune har fornøjelsen af at invitere til åbningen af kulturarvsportalen “Danmark set fra luften – før Google” med luftfotos fra hele Bornholm. danmark set fra luften Åbningen finder sted i Bornholms Regionskommune, Ullasvej 23, Rønne, mødelokale A Onsdag d. 27. november kl. 15.00-16.00 Ved åbningen taler: Winni Grosbøll, borgmester i Bornholms Regionskommune Steen Colberg Jensen, viceborgmester, fmd. for Teknik- og Miljøudvalget Erland Kolding Nielsen, direktør for Det Kongelige Bibliotek Derudover vil forskningsbibliotekar Henrik Dupont fortælle om Det Kongelige Biblioteks Luftfotosamling, og forskningsbibliotekar Mette Colding Dahl vil give en præsentation af portalen “Danmark set fra luften – før Google”. Der vil blive serveret en let forfriskning. Allerede i 1913 anskaffede Det Kongelige Bibliotek de første luftfotografier. Siden har biblioteket fået overdraget eller købt en række større og mindre arkiver, bl.a. hele arkivet efter Sylvest Jensen Luftfoto. Biblioteket har på nuværende tidspunkt mere end 3,5 millioner unikke luftfotooptagelser fra hele Danmark. I 2010 fik Det Kongelige Bibliotek en særbevilling fra Kulturministeriet, der gjorde det muligt at realisere første fase af en digitalisering af samlingen, samt at udvikle en portal, hvor denne store samling luftfotos kunne præsenteres online for offentlighedden. “Danmark set fra luften – før Google” åbnede i september 2012 med 50.000 luftfotos fra Fyn og de omliggende øer. Det tal er i skrivende stund vokset til godt 200.000 luftfotos. Nu er turen så kommet til Bornholm, og det forventes, at der i løbet af få måneder vil være godt 35.000 luftfotos fra øen online. “Danmark set fra luften – før Google” har etableret et unikt samarbejde med befolkningen: Adresser i moderne forstand findes ikke i de luftfotofirmaarkiver, Det Kongelige Bibliotek har overtaget. Ofte kendes kun en flyrute eller en lokalitet, og ikke en præcis lokalisering af de enkelte luftfotos. Det Kongelige Bibliotek har derfor brug for lokalbefolkningens hjælp til at få hvert af de mange luftfotos placeret korrekt. Derudover giver portalen også mulighed for at brugerne kan tilføje oplysninger eller kommentarer til de enkelte fotos – f.eks. navne på tidligere ejere, byggeår eller andet, der kan være med at fortælle stedets historie. Det Kongelige Bibliotek arbejder løbende på at finde finansiering til at inddrage nye geografiske områder af Danmark. Visionen er i løbet af få år at kunne vise hele landet set fra luften – før Google.
© Copyright 2024