1. No category

Magien ved
det kunstige
1. Kapitel
Af1
RTF:
www.torstved.dk
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Chapter: A1.938#
[Left Blank]
2
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Thors Óre
Fader, hvor du som er min samlen, af en verden værd
min sog og savn, kan finde sære veje frem.
Jeg glemmer hvorfor, hvad jeg vil, men så høre jeg
stemmer, der taler stille og roligt til mig, fortæller mig
historier om livet og hvad jeg ikke forstår. Jeg har stadig
de stemmer, og syner, du gav mig, i gave en nat min
smerte var stor, og jeg drømmer om den havn hvorpå
jeg bor.
Jeg er ikke længere bange for at dø, det er jeg alt for
ung til, og desuden for uintrasseret i livet.
Men jeg er bange for at leve, af den ene grund at jeg ved
hvad jeg må gøre, og har kun få år tilbage hvor i
muligheden forelægger. Visionen kom til mig som et
frygt indgydende syn, hvorefter jeg forstod.
Total og fulstændig mangel på grund til andet end
fortsættelser, den kontinuerlige forsinkelse, vi er.
Jeg siger ikke at vi ikke kan følge med, det jeg her
fortæller dig; er. Jeg er træt, træt af dig og træt af mig.
Træt af at se en ildgrón virkelighed, igennem øjne
styrket af Id’ets mission, et barns overlevelse.
Chapter: A1.938#
1.
3
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Skyer på en skyfri himmel, katte der gór. Hunde der taler
og mennesker der dór. Tilbage i udgaard.
Viljestyrke, intet andet tilbage at gentage end sig selv.
Osse for at huske hvad det er, jeg er ordret til.
Men i kaos vandre jeg mod lyset, jeg så i en drøm, det
genere mig slet ikke at alting føles så øm.
Jeg er faret vild i en skov af tanker, forrygte og forvirede.
Men osse gude smuke og menneske skrøbelige.
Men jeg ved også, efter endt forskning, at disse ikke er
andet end kaotiske signaler i min hjerne.
Der klæder sig ud som noget jeg burte være opmærksom
på, i stedet for alt det smukke omkring mig.
Ting vokser frem i mørket og fugten, ting jeg kultivere
for at fortære når de er modne, mine bær.
Det er ikke så vanvittigt at forestille at jeg gik fra
forstanden det der er mærkeligt er at jeg brød mig om
det.
Men vokset op som en af mine egne, og aldrig være på
tværs med at virkeligheden var en sær størelse.
Modvilligt men tvunget, er jeg sat til at indse en sandhed
der ikke lige er sådan til at, se i øjnene.
Jeg er udpræget mærkelig, bruger selv ordet særpræget,
men om hvad er har min særling’s status givet mig en
Chapter: A1.938#
2.
4
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
hidtil uovervejet mulighed for at dykke, i min
underbevisthed, og jeg har fundet en perle.
3.
Jeg har altid ret, selv når jeg tager fejl; har jeg stadig lidt
ret. Men nogle gange tager jeg altså fejl, om det er
udefra kommende fejlkilder, som jeg vil diskutere
senere, eller om jeg bare laver fejl, er ikke undersøgt.
Undtagen knap to års ikke sammenhængende
ungdomsuddannelse, fra hvilken jeg samplige gange blev
smidt ud, fordi de ikke forstod hvad det var jeg prøvede
at få til at blive forståeligt, virkeligt.
Min antagelse er ikke forståelig, afligevel vil jeg i de
næste cirka hunrede sider prøve at forklare hvad det er
jeg tror, og hvorfor det er jeg tror det. Det bliver en rejse
mellem noder på planer imáginære.
Teste viser mig som, noget enestående, prekognitiv
fredelig kriger, eller dovenskab og dømmende.
En drømmer der altid ønsker tingene bedre, er jeg blevet
kaldt magiker, fjols og konge, men aldrig færdig.
Chapter: A1.938#
---------------------------------------------------------------------------
5
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Jeg var ikke enig i de midelmådige informationer, vi fik i
skolen og blev, gentagende gange, smidt ud for at
diskutere dem. Jeg er stadig ikke enig, men har fundet
en anden måde at fremlægge mine agumenter, ikke i
tros, men i læring. Ved jeg hvor jeg høre til? Ja, vil jeg
svare, for jeg ser ingen grund til nej, nill eller falsk.
Men det hele gjorde mig vanvittig. Jeg mistede en skrue,
eller noget. Jeg prøvede at presse mig ud over mine
grænser og hvad jeg så, var et fantastisk virtuelt sceneri,
et sted, fanget imellem virkeligheder.
Denne virtuelle virkelighed, i vores underbevisthed, er
vores mødested, der, hvor vi kommunikere.
Jeg tror på at vi alle har en sjæl, men jeg tror også at
disse sjæle blot er fragmenter, af noget større.
Jeg tror ikke på Gud, men har taget mange af de bud
som er forestillet til mig. Jeg må ikke slå ihjel, jeg skal
ære min næstes ønsker, jeg skal prøve ikke at leve i són,
og at være god ved mig selv. Men Gud tror på mig, om
jeg så er uægte, og Asse troende. Jeg har nemlig taget de
oprindelige religioner til mig, dannet et ’moderne’
kludetæppe af fællestræk, og ting der lød rigtige og ladet
mig inspirere af de forældede udgaver, til noget jeg kan
stå inde for. Ikke guds ord, men menneskets. I denne nye
Chapter: A1.938#
4.
6
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
sender, s.ea[0] e); }
tidsalder, hvor reglerne i spillet har ændret sig, til en
global spilleplade, og vi skal finde på hvad vi gør, er det
guddommelige ord på magisk vis til rådighed til at
kommunikere mellem steppens stammer, og det vi ikke
kan verbaliz’ere, skriver vi ned på formler og udfører
eksperimenter med. Vi har aldrig været tættere på at
knække livets gåde. Først havde vi overtro, der boede
guddommelige væsner i og omkring alt i os. Så kom
gudsfrygt, hvor der kun var en almægtig gud, som var
både stræng og alt tilgivende, så tog videnskaben sit
indtog og satte spørgsmål ved det hele. Psykken er sidste
fronter, for når vi kigger ind, ind i os selv, finder vi en
gåde.
Alt, alle sanse indtryk, føle, lugte, se, høre, smage er
centre i hjernen der fortolker virkeligheden for os.
Du spiser foreksempel en appelsin: Du ser Appelsinen
ligge på bordet, det der sker er at din hjerne ser noget
rundt og orange med en særlig tekstur ligge på bordet,
den har lært at fortolke dette som en frugt, en appelsin.
Du samler appelsinen op. Din hånd griber ud efter
appelsinen, på et signal fra hjernen, og sender signaler
tilbage til hjernen om teksturen, massefylden og
konsistensen, og jo ganskerigtigt, det er en appelsin så
din hjerne går skridtet videre og lugter nu til appelsinen.
Din hjerne analysere signalet, den syrlige duft. Du kan se
Chapter: A1.938#
{ public static void Main(object
7
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
at saften ligefrem sprænger fra appelsinen, og hvis du
ikke havde lyst til appelsinen før, så får du det når den
tilbyder sig moden, og i det du sætter neglene i og, flår
skalden af, oplever din hjerne et overload af signaler.
Kroppen klargør sig til at fordøje den forestående frugt,
hjernen tager i fulde drag oplevelsen af appelsines
teksture og duft, for at forsøge at fastslå den kommende
smag.
I det du sætter tænderne i, og kirtlerne går igang,
udskiller hjernen også endorfiner der er et belønnings
stof, hjernen bruger til vores overlevelse, simpelthen
belønner os for handlinger den ser i ens fordel.
5.
’Hey, m8s, jeg er altså faret vild igen.’, ’Hvor er du?’,
’Det ved jeg ikke, men her er smukt jeg tror jeg bliver.’.
Jeg lever et duel liv, et i vores virkelighed, et i min. Og
de klasher, jeg ved ikke hvad jeg skal tro.
Min uoverensstemmelse stammer fra isolation og sult.
Af at tage den lange vej hjem.
Men var en åbenbaring, noget jeg lever efter og kan stå
inde for. Filosofi Imáginær, tvungen virkelighed.
Jeg bliver medicineret for min lidelse, amfetamin, 20mg
Chapter: A1.938#
6.
8
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
om dagen. Og et andet stof der stadig er under patent.
Selv om det har slået op til flere patienter ihjel, for
hjertet kan kun gå i så mange stykker.
Selv er det for mig, smartdrugs, som i USA, hvor
ungdommen leger medicinskål, til festerne.
7.
Engine
Type Emu
Baze
Lang.
Assenmly
IV@NOV
mORE.NET
C9.AST
.NET
High level
Operater
Tag based
Com
Command
Phase
8.
Abstract
Continual
Input
Lang.
Graphics
Program
Xetend Ai
Frame
World
Render Ai
Når helvede fryser over. Og himlen falder ned,eller
basunerne tromme. Jeg ser, fordi jeg ikke kan lade være
hvad, som vil komme som en velkendt overraskelse, i
fremtiden. Men mit nu er noder, i en stresset hverdag
hvilken, rundt om mig strømmer i åbenbarrede systemer
bundet, i virkelighed. Men i virkeligheden er den skæbne
vi er bundet, íí, konstant flux, som prøver det at finde sig
tilrette. Og det jeg ser, er, hvor væsnet virkeligheden,
gerne vil hen nu. Og gør mit bedste for at gógle i dets
Chapter: A1.938#
Open Sorce Projekt under General Public Lisence
9
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
spor. Som en anden delfin i kølvand.
Intelligent og bevidst, men fanget i sit element. Skønt et
dejligt sted at være er græsset jo grønnere på land.
Ved siden af mig selv, finder jeg to sider, fire hvis man
tæller i retninger men det er en vektor da man kan sige
fremme til højre, så to. En til den ene, og en til den
anden. Og imellem, befinder lille mig sig. En tid.
For den er kort, løber altid ud. Men at forestille sig, tid er
en lov, du kan regne med den. Selv om også den bliver
brudt, mens vi graver oldtids fund op, og graver
tidskapsler ned. Og er bevidste om miljøet for vores
efterkommere. Alt imens tiden render.
9.
Chapter: A1.938#
Men vi får se, hvad imorgen bringer. For igår og idag, var
god. Og jeg har håb, og en kniv spids tro.
Om bjerge som kommer til mig, ud af bar nød. Til marker
af roser vejende i vinterens nedfald, en melodi.
På få ord; tangent til umuligt, nætsen virkeligt, virtuelt
eller ikke abstrakt, for er metafysisk muligt.
Men man siger ingen ting er umulig, eller i det mindste
på en sup-neuclid plan, kvante forskning.
1
0
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
10.
Chapter: A1.938#
Tallene har mening, hver deres klang. Som en symfoni
udgør tallene som i et tarot sæt mening.
Et er arbejderen, det tal der laver alle de andre og som
er det eneste primtal der ikke kan divideres.
To er hemmelighedernes tal, hvordan er det opstået og
hvad skal det bruges til, ikke et primtal.
Tre, tre er maskulinum af den svage slags, det er at se
uforstående til som det lille barn, tre er et primtal.
Fire er når et tog bliver på skinnerne, det er kunstigt for
det er det to toer og kan derfor divideres med to.
Fem er, selvkultivation, fem sørger for sig selv og kun sig
selv, frem for alt ville den gerne være en, er primtal.
Seks er at sørge for andre, seks er sensuelt femininum og
byder sig selv til verdenen, kan divideres.
Syv, er sygdom, død, ødelæggelse men også telefonen til
himlen, det kan være sundt at bo i syv, primtal.
Otte er stærk femininum, hun er moderen og giveren,
men hun er også regelsætteren, ikke et primtal.
Ni er dominant, faderlig og regelsætter, patriarken i
huset, og kun ravaliseret af manglen på tal. Divideres.
1
1
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
11.
I vores moderne, og oplyste, tider er valget så som så
med mójsommelighed. Gennemskueligheden i top.
Vanvidet til salg, alt opkøbt, til en god pris. Så jeg sidder
inde med bjerge af galskab, som sælger godt.
Som billerne sagde til mennesket, hvis du kan finde på
det, er det allerede gjort. Og ormene, så gør det da.
Men jeg tog ikke imod ordre, og ting tager tid, så længe
som de skal.
Jeg har
tillært mig
tålmodighed
.
Men det har
været svært,
at få
stemmen til
at lystre, og
kampen
syndes oftest uafgjort. Men jeg vandt.
Nu er jeg født under min heldige stjerne, og livet syndes
lettere.
Chapter: A1.938#
12.
1
2
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Og kigger dagligt ud gennem mine trammer, fra et selvforenstaltet fængsel, fra mit sind. For verdenen er stører
end mig. Og jeg er blot en lille ting.
Men gennem trammerne ser jeg vidundere og mirakler.
Når dagligdagens små ting lykkes, og alt falder i hak.
Man siger det går op, i en højere enhed. Altså bliver helt.
Og imens jeg ryger malurt, kan jeg næsten se systemet.
Og ønsker mig tilbage til den anden side af regnbuen.
Der hvor jeg kan være barn igen, og gøre barnlige ting.
Og ikke vide hvem man er, og hvorfor man er her.
Før det går op for en, at man ikke er verdens centrum.
Før man forstår at folk kun drømmer, fordi de ikke ved
hvad de ellers skal gøre, af sig selv. Folk er dumme!
Som vi har alt et sted fra, ved vi heller ikke noget vi ikke
har fået afvide og fejler derfor, det nye.
Men vi har også som mennesker, en trang til at gentage
tingene, som stammerne uden for vores kontrol.
Lige på kanten med muligt, tangerende. Hvor det så end
er, lige så så nært starten. Beundrings værdigt, svært
sært, en reflektion af neuronens lange rejse fra hjerne til
handling. At vi er lidt bagud.
Så det er svært at gælde for sine handlinger hvis hjernen
først modtager signal om hvad den laver 5 milisekunder
Chapter: A1.938#
13.
1
3
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
efter den har handlet, via sanseindtryk. Det gør det også
svært at navigere i en virkelig som er 5 milisekunder
gammel. I virkeligheden er det vanskeligt at tro, at vi
forstår hvad der sker med os.
14.
Udtrykket er ikke med os, men dybt nedtrykt. Afhjulpen
af udslip, forurening. Virksomhedsspild.
Fordi det trives i modvind, og nu er stierne blevet
ensadrettet, i det mindste som forsøg.
Men det er kun når jeg ikke forstår, jeg ikke gider at
forsøge. Når handlingen er frarøvet mening.
Og en afbetalings ordning, starter, med en månedes
restance. For det er dyrt at være fattig.
Forfra ser det ud som det gjorde bagfra, så noget kan
tyde på et anogram. Et andet program.
Virkeligheden på en abstrakt måde, det forløb der
udspiller sig i, hvert øjeblik. Virtualiteten.
I det virkelige, realitet, i metafysiken, kvanterne og
euklierne. Den anden side af forhænget.
I en verden hvor naturen bare opføre sig usædvaneligt,
bemærkelses værdigt kan man næsten sige.
Chapter: A1.938#
15.
1
4
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Et sted hvor intet overholder de konverse naturlove,
hvor her er der, og alt er i konstant flux.
16.
Man i bund og grund, ikke hvad man havde forventet og,
det gør det sjovt. Gammel gæld ud af verden.
Muligvis kaos mellem opdateringer, skyld i at udstyr
sætter ud, om hvad alt er spiller det virkeligt død.
Fundet at i virvaret hjælper et fikspunkt til at styre efter,
selv om rejsen kun er en procentil præsis.
Statistist en sandsynelighed, og så begynder jeg forfra
med fraktal i mente, minus fraktal i mente, nill.
Det er ikke fraværet, det er at der er en fejlkilde, sniger
sig ind i mellemregningen, forvire resultatet.
Man afhjælper denne afvigelse med nuttet[úldén] logik,
ubestemt diagnose værktøg, køre processen.
Det det samme, før og efter jeg fandt, Nµ da jeg var på
kokain og døde af det, du kan ikke overbevise mig,
fantasien er en virkelighed, en virtualitet om du vil, ikke
Chapter: A1.938#
Og da jeg døde, en nat, af et hjerte stop. Så jeg
Valkyrerne danse? Eller er det noget jeg forestiller mig?
At jeg har ni liv, måske. Eller ikke. Måske har jeg et,
måske har jeg ikke noget. Gad vide hvor man får et nyt.
17.
1
5
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
rent abstrakt og, det var det der fik mig på sporet.
Når nu individer i forskellige dele af verden, får ens eller
lignende idéer ud, af det synende blå, hvad er det så der
kimer disse bevidste fantasier, hvad i underbevidstheden
er, fælles. Det har ikke noget at gøre med afhjælpningen
af en selv, men om en kræft der påvirker os på måder vi
slet ikke kan forstille os.
Hvis en reaktion er for hver handling, og handlingen er
en modreaktion, er handlingen så ikke forudsigeligt.
Det er ikke Grárkærs, ej heller rigtigt Olenoterisk,
beastialsk. Uret sat af syn, brændt på synsnerven.
Billeder af vold og hor, randtid. En ikke så barnlig
barndom, med gys og porno. Modtaget med posten.
I menten var at det ikke virkede. Min udregning har som
sagt en fejlkilde, en manglende udregning.
Det jeg mente var, at der var fejl i mellemregningen, og
jeg derfor havde udeladt denne, eller hovedregnet.
Men det var der ingen til at forstå, alle lagde sig i støvet
og kun de få stod og så, hvad vi tilbeder.
Jeg tror ikke ligheden i de historiske, og moderne
religioner er tilfældigt, og vi Danskere der så blev
tvunget, skulle være de første med insigt nok, komulativt
psykologisk at fordybe os.
Chapter: A1.938#
18.
1
6
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
19.
Når det stopper er det jo bare tal, vi har allerede
decimalerne(0.0...1.0), og fraktalerne (0/1...1/0), og dog
hvad med dem vi værken kan beskrive i det ene eller i
det andet system. Dem hvor for vi bruger symboler.
20.
Set i lyset af dette, at det er nul og et, og måske bare en
beskrivelse for en mængde vi skal være enige om.
En betegnelse, eller standarten, for en fællesnævner, om
det så er nul, eller et er et spørgsmål om tro.
21.
22.
Alle undtagelserne, den ene oven på den anden men,
efter alt afligevel intet.Kun en afvigelse, et glitz.
Chapter: A1.938#
Det var ikke mangel på evne der førte mig videre i
færden, søgenen på spørgsmålet for, som vi alle ved er
svaret 42.
Og regnestykket lyder Det er en gud, og hvis der er to
eller tre læg dem da sammen hver i sær, til du har et
enkelt ciffer; som 932 bliver til 1fire1en1nul, hvilket
giver 1fem. Men også 932, giver 1en1to1to eller 1fem.
1
7
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Målingen gentaget, uden succes, resultat stadig negativ
form mængde, uden håb for at bevise algorithmen.
Dens visuelle flade på x og z aksen, og kaotiske udsving
på y aksen, giver noget nært et virtuelt landskab.
Chapter: A1.938#
23.
1
8
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
sender, s.ea[0] e); }
I en kælder sort som kul, eller noget.
Aldrig helt hunrede procent, nærmere tyve - femogtyve.
Mange pauser i produktionen.
I sidste ende, afsluttet tilfredstillende.
Og de festede, natten lang, lige til solen stod op over,
den fjerne bakkekam.
Og som morgenen gryede dansede, der engle på
tagtoppene, og i duggen på græsset. Menneskeaben er
et sært dyr.
Vi kan sige så meget uden at bruge ord, eller intet i et
vandfald af udtryk.
Men hvad er vi egendelig, i en tidstrøm.
Bip på et digitaltnetværk, i live. Et pixel på vægen. En
bille mellem negle.
Lydvæge, blandt andre celler, bloddyr.
Udvæksling af erfaringer, opdragelse.
Undersøgelse, og konklusion.
I virkeligheden er det ikke så svært, liv,
bare uforudset, ukonkluderet.
Hvis man lader sig følge af strømmen, kommer man jo
nok der hen hvor skæbnen havde tiltænkt en.
Og måske er det i sidste ende livet, om det så er
skrigende og sparkende, eller med en hvis karmisk ro, er
jo kun op til det enkelte individ, og dets skaber.
Chapter: A1.938#
{ public static void Main(object
1
9
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Det var imellem, man fand ham. Og det tidspunkt, det
gik op for ham ingen ved hvem flaskehalsen pejer på.
At vanvidet syndes klarest mens viljen var særlig
skarpsindigt, og kun handlingen var i vejen og han så
mest.
Det skramte ham ikke, men han burte lytte bedre efter
for det var det samme igen, de kom, han gik.
Jeg tror hunredetyve procent på skæbne, eller kognitive
mønstre, hvor i man er helt eller delvis, låst.
Men nu er det hele væk, jeg fik det taget en aften, jeg
overnattede på en togstation, Københavns hoved.
Jeg er ikke helt væk i de gader, men jeg er heller aldrig
kommet helt tilbage. Lidt af mig ligger i en baggård.
Men i miraklernes tid, er intet andet end muligt,
chancen står for døren i det mindste, sandsynligheden.
Er en særling, får dig til at grine, men jeg har smagt
smerte, og har den der mine, der ikke er forbigående.
Imennem fact og ficktion, der hvor muligheder mødes.
Der lærte jeg en kostode at kende, for en penny.
Nu er jeg min legeplads en dør jeg har nøgler til. Stedet
hvor jeg fandt plads til at gøre fantasi til virkelighed.
En forbrikshal med maskiner der fabrikere det stof de
selv er gjort af, ud af ingenting.
Chapter: A1.938#
24.
2
0
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Der er diamanter, guld og det der lettere forgår,
nærmere de to stykker sølv jeg skal betale Kamos med.
Når min rejse ender, og jeg skal finde fred med mig selv,
og min menneskelighed, vil jeg intet fortryde.
25.
Vejen frem, i historien, var ikke blevet væk men, det var
tæt på. Den gik bare i ring, uden ende.
Stedet man plejede at finde sammenhæng, var tæppet
midlertidigt revet væk under.
Starten ventede, på start. Skudet skulle lyde, i den lille
bjergdal, for løbet skulle gå.
Steppen hvorpå man boede, strakte sig så langt øjet
kunne nå. Men hjemme var blandt stjernerne.
Det var der ingen der kunne forstå, men det er også
meget flygtigt. Grænsende til forestillet. Landet
fremmet, og stranden ukendt. Men kun en vej frem,
hvorfra man kom.
Og at rejsen blev lang, stod der på afgangs teminalen,
og ville ende på tragisk vis, med afslutningen.
Men den mellemliggende strækning, med dets væld af
indtryk, udbudt til den der blot tør opleve.
Og hvis der er noget jeg gør, så er det tør. Nu lider jeg
Chapter: A1.938#
26.
2
1
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
godt nok af kronisk genereliseret angst, men sådan har
det ikke altid været, og rusen ved suset er større end
bivirkningen ved de 20mg amfetamin jeg får.
Daglig medicinering, med det skrappe stads, med det
skarpe stads. Medicin der gør mig klogere.
27.
Prostitution, voldtægt og stofmisbrug. Mit liv er ikke
normalt, eller rettere er aldrig blevet normaliseret.
Jeg ønsker ikke mine oplevelser, for selv min fjende,
færdige er de angst opfordrende, som for at sætte mig i
en ’standby’ tilstand. At klargøre mig til et eller andet
fysisk.
Jeg undskylder af hele mit hjerte til, alle mine engle jeg
har gjort ondt, med indblik i mit usædvanelige liv.
28.
F
t
c2
b1
O
Chapter: A1.938#
a1
2
2
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
29.
Virkeligheden trykker sig på, og jeg indser at simple
daglige gøremål, syndes ganske umulige for mig.
Jeg gør ikke rent, jeg køber sparsomt ind. Jeg har svært
ved at gå i bad, og børster slet ikke mine tænder.
Jeg er igang med at spare op til en bøjle, der kan
ommodeleres til gebis, når jeg taber mine tænder.
Men 50K kr,- er mange penge, når man er på førtids
pension. Og knap kan få daglig dagen til at fungere.
Men så har jeg mit hoved, mit herrerige, mit tredje
element. Luft, vand og sind. Lige, naturlige systemer.
Usamarbejdsvilligt. Var mit hoved, det er usædvanelig
meget ved mod. Jeg går og bære rundt på,
sog.
Sygdommen ridsler ned af ryggen, og
lammer mig. Fra at handle,
katatonisk psykosocial
adfærdsmønster.
Mangt og meget mellemlagt, dog
skal det siges, at når fremtiden tiltaler
en, er man ikke i tvivl.
Det var demonerne der generede ham
Chapter: A1.938#
30.
2
3
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Lille mand, smask bland fjender, stormagter og venner.
Dem der ikke forstår, os. Lader stå udenfor, eller kaserer.
Men hvis man tager cirklen, og deler med lige over tre,
får man potensen af længden til centrum. Eller den
doblte længde, diameteren, ved, omkredsen cirklen
tegned ad længden til centrum, delt med det infermøse,
lige over tre.
Jeg overfiksere tit, som i foto-studie, hvis det nu virker.
For i funktion nitriner indhold i blodet er giftigt
nødvendig.
Snart hvad som helst; virkeligt, så længe det er
flertallets.
Chapter: A1.938#
mest. Daemon som han staver det.
Med den direkter oversættelse af det navn den har fået,
engel.
Nemlig det persiske navn Azura, som også er navnet på
en tradition i det mere radikale Islamiske miljø, hvor de
årligt pisker sig selv til blods.
Jeg er ikke selvpinende, men jeg er selvkultiverende. Og
intelligent, så skællet mellem hvad jeg oplever og hvad
jeg ved, har aldrig været større.
Som jeg kaster mig ud i livet.
For at drukne, i fulde drag.
2
4
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
sender, s.ea[0] e); }
Som jeg nedstiger, fra oven, og kommer tilbage til
jorden, ser jeg klart, fordarv og korruption, og jeg ønsker
mig at være en engel igen, et stykke marmor, endnu ikke
befriet.
Sanseløst uvidende om sin kommende storhed, og
ukendt.
Ikke uset, for skulptøren ser at hvis blot det yderste lag
bliver fjernet, fra marmoren, kommer engel frem.
Men selv engle kan falde, eller nedstige, og har gjort det
gentagende gange i prehistorien. Ikke mindst som da de
lærte os magien, metalkunsten, og fik børn med vores
kvinder. Disse, de fleste, blev godt nok druknet i
sønfloden, og kun deres sjæle vandre stadig jorden, for
fra tid til anden, igen at tage menneske form. Halv
engle, vogtere, og
daemoner. Disse,
frugten af at en
engel ligger med en
class CalkSpace
menneske kvinde, er
{
beastialske og
ukontrolable.
public CalkSpace()
Ikke som sønnen af
{
Gud, som jo var
}
næstekærlig og god.
public static void Main()
{
CalkSpace ns = new CalkSpace ();
}
}
Chapter: A1.938#
{ public static void Main(object
2
5
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Jeg føler min personlighed delt i minimum tre
individuelle entiteter men ikke som hos en person med
Dissioativ Personligheds Forstyrelse, da jeg ikke udlever
dem, men de er som venner, der altid er der.
Det er en dreng på cirka min egen alder, og en lille pige
på omkring 8 år som jeg først sent i mit liv lærte at
kende, da en personage i det miljø jeg datidigt færdes,
fortalte mig, at jeg havde en demon siddende på
skulderen, og at han ikke kunne fjerne den. Så jeg gik til
lægen, min praktiserende læge sådan en man også
havde som barn, og som gav en et stykke slik, hvor der
var en særlig slags vaccine på, som, som de jo skal
henvidste mig til fagfolk der fortalte mig at jeg, skulle
være sindssyg, mig. Nå men, tungt medicineret
nedfælder jeg stadig disse tekster, og fremstiller,
fortæller folk mig, billeder man kan forsvinde i.
Som en tone i mit øre, farvet af mit sindstilstand og
daglige oplevelser, konstant, uafbrudt og høj.
Jeg tror alt er i en konstant flux, kun holdt sammen af
vilje. Hvis vi ser ned under det lag vi kan sanse, er
virkeligheden kaotisk og, alt er muligt, eller det vil sige,
de naturlove vi kender gælder ikke, ting kan være på
flere steder på en gang, og slet ikke være. Og måske er
Chapter: A1.938#
31.
2
6
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
det der det svage led ligger, at vi er tilbage til nul.
Som et hul i eksistensen, en tunel i virkelighed hvor stof
burte være, men det er stadig sanset som sandt.
Og det gør det jo ikke falsk, bare fordi vi ikke kan forstå.
Ikke har nogen love for, eller i det mindste endnu.
Virvaret, facaden. Det daglige kaos omkring mig,
afterner hvor jeg opdager, at jeg igen har vendt skjorten
med vrangen udaf, eller glemt noget, eller handlet uden
at tænke, sagt noget. Jeg kan ikke være let at omgåes.
Måske er det det der gør mig, og ikke bare er en facade
for noget andet, men distraktioner er der nok af i
verden. Mine gribende hashtåger er så, og dog de er små
kontinuerlige, og har været det i 30 år.
Fidusen var at klare sig, om det så betød alt, eller intet.
Fidusen var hvad man gjorde, ved alt, eller intet.
Jeg kalder mig nykristen, og det er noget nyreligiøst fis,
jeg er agnostiker – Troende uden at vide, eller vide at
man kun kan tro, det betydre intet at man kun er
andenhånds sikker som, jeg på eXtrid – socialvirkerum.
Det område at vores psykke, jeg vil kalde den sociale
virkelighed, og som mest af alt kommer til udtryk i
reglerne i den sociale virkelighed, normer og etikette,
noget man bliver udstødt hvis, man bryder. Kontra er
Chapter: A1.938#
32.
2
7
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
iNtrid, forståelsen at selvet. Som jeg desvære, eller,
score, skyhøjt i, og ikke så meget i den psykosociale side
af de personificerede intelligenser, følelses intelligens.
Og faldet fra uskyld, lærings processer, prøve. >>Hr.
Lære, må jeg gå?<< forståeligt nok er jeg aldrig blevet
forstået, men det er ikke skyldsbetinget, det er
indforstået. Komik, ikke humor men, tragikomisk
sørgeligt.
Jeg ved ikke hvor min vej føre mig forbi, fortiden forlagt
til fordel for fordelagtighed, muren ej slående.
Gennembrudet var i mine samtaler, med det i mig der er
størere, hvilket jeg før jeg havde lært at begrænse mig,
gik fra forstanden, da jeg blev sat overfor. Jeg klarede
mig godt, i skolen, tog den halve tid om opgaverne, og
læste så skøndlitterære bøger for resten af pengene. Det
var ligesom de film, gysere, med grænser til det vulgære,
jeg kunne ikke lade være, men det var smuk kærlighed
blandt dødens vold og ødelæggelse. Jeg er snart voksen,
sagde barnet. Og hvorfor, når ikke kun alt men, intet
bliver sværere. Byrden øges gradvis, såvel som de dertil
rettede belønninger medhøre. Initiativ belønnes, skrives
det.
For virksomhed, er det at de 50K jeg står og mangler,
Chapter: A1.938#
33.
2
8
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
{ public static void Main(object
sender, s.ea[0] e); }
Livets små mirakler udfolder sig overalt, rundt omkring
os, hvert hjerteslag bringer en ny elektrisk ladning, til
hjernen samtidig med at det pumper blodet rundt. Om
energien, elektriciteten, er rimerlig konstant i mængde,
eller om denne er del af noget andet størere og mere
skræmmende, lige som blodet i kroppen, ved jeg ikke
men, jeg forestiller mig at der er forskel på Gud, og, det
frakterede væsen den menneskelige sjæl representere.
Gaia siges at lytte til råd, og at give dem til dem der gad
lytte, jeg lyttede, jeg fik svar.
Min historie er lige så skrammende, lige så fantastisk
som livet, den er fundet hvor den lå i en revne og
nedfældet som jeg husker den, eller kunne finde
arkiveret eller nedfældet. Andet er fundet på nettet, og
jeg beklager dybt at teksten, stadig, må være fylt af fejl.
Den kære læser må blot se gennem fingre med mine fejl,
forstyrelser, handikap. I
verdener har jeg rejst, set
solen stå op mens jeg
Chapter: A1.938#
halvtrestusinde er lige, hvad omsætningen må være, for
ikke regristreret selskab, årligt. Men dette beløbs profit,
er selvfølgelig uden vareindkøb og andre beløb.
Så jeg drev virksomhed, mest for at holde mig igang,
men også fordi jeg kunne lide det, historierne.
2
9
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
sender, s.ea[0] e); }
holdt i hånd, men intet som et barn, der virkelig oplever
verden – det første åndedrag, de første skridt, det første
skridt. Vækst.
Min akorporlighed skinder igennem i virkeligheden, og
giver mig en euferisk krop, og knap en fysisk, mere.
Men ikke helt forsvundet, der inde et sted. Bag
meditatons og magisk systemetik muren, stadig
kæmpende for liv, og død, og retfærdighed, og
meningsløshed, og vanvid.
Kom med mig på en rejse, så gammel at, hvor
eftertraktet dette end er, er det os ikke muligt at
glemme dansen. Hemmeligheden der skal få os
helskinnet igennem forgreningerne i den virkelighed vi
lever. Intet set, intet hørt. Alt taget som en selvfølge.
Tvetydigheden i skæben at have det frie valg, er ikke
gået min næse forbi, og jeg tyer her til kabalah
fortolkningen af Ydrasíl, at vi i øjeblikket vores skaber
kalder, kan indløse den billet det frie valg er bundet til.
Så og sige, ønske os, alt.
Og hvorfor ikke, hvem siger at noget er fejl, måske er alt
dele af den idé vi kaster os i støvet for.
Virkeligheden, er at jeg ved det ikke, jeg har simpelhen
ikke andet end min tro at have det i, og den ikke noget
at have i. Det hele er lidt som en revy, det vendre
tilbage, gang efter gang. Sære væsner der kigger mig
Chapter: A1.938#
{ public static void Main(object
3
0
using moonToy.Int32.IVaNOV.NET;
sender, s.ea[0] e); }
over skulderen, taler uden at bruge ord, ude af synk med
virkeligheden, i deres egen dimension.
Jeg deler forhænget og beder til herreren, da det jeg
husker ikke kan, ikke må være sandt, var jeg skrøbelig.
Fortiden er lævn, og fremtiden håb. Nutiden er alt det
andet. Lige midt i nuet, i cyklonens øje, er et væsen som
ikke kunne tage mere, som virkeligheden sagde fra
overfor, lukkede inde, og rettede til.
Men jeg er ikke sådan at rette til, hver en handling har
en lige så kræftig modhandling, sådan er naturen bare
indrettet, og jo mere stresset jeg blev jo hårdere
arbejdede jeg. Jeg tror ikke mit tilfælde er så
usædvaneligt, bare fordi der er faktorere der gør mig
unik, er forskældene ikke til at tage og føle på. Vi græder
når vi er kede af det og siger av når det gør ondt.
Grænseværdierne flukturerer blot væsentligt fra dem
man finder blandt den generelle befolkning, nogen på en
skala, andre på en anden. Jeg slår ud på to, atypiske
tilstande; psykotisk adfær, og autistisk adfær.
Dette er skrevet i håbet om at åbne øjne, og måske
reperere en kløft imellem mennesker der skal leve
sammen på denne jord. Vi er alle skabt lige.
Som for årtiger, og århunreder, og årtusinder siden må vi
kæmpe for vores eksistens grundlag, jeg gør det ved at
udgive en bog.
Chapter: A1.938#
{ public static void Main(object
3
1