Featureuge med kontraster Langhøjskolen summede af energi og glæde, da årets featureuge løb af stablen i uge 12. Langhøjskolens featureuge er en anderledes og rigtig spændende uge, hvor alle lærere og elever bliver blandet. Eleverne arbejder på tværs af klasser og alder og lærer på den måde andre elever at kende. I år var hovedtemaet kontraster, som fx liv/død og land/vand. Eleverne arbejdede i forskellige værksteder, og der blev skabt hjemmelavet vulkaner, spillet teater, skrevet med blæk, dyrket motion og meget andet. Featureugen blev rundet af fredag eftermiddag med åbent hus, hvor forældre, søskende, bedsteforældre osv. kom for at se, hvad eleverne havde arbejdet med. Der blev opført et stort show i teatersalen, hvor alle værksteder viste en bid af, hvad de havde arbejdet med. Eleverne fremviste egne film, scienceforsøg, gymnastik, sang og teater. Det var en eftermiddag med en masse liv og glæde på skolen. Som en del af featureugen var der en fotokonkurrence hver dag, hvor eleverne tog et billede inden for et givent emne. Der blev kåret tre vindere pr. dag. Billeder og emner kan stadig ses på gangen uden for skolens kontor.
© Copyright 2024