1. No category

Bogen er udgivet med støtte fra
Den Slovenske Ambassade
i København
i forbindelse med
Sloveniens EU-formandskab
1. halvår 2008.
Flere eksemplarer af denne bog kan bestilles på:
www.saxo.com
1
FREDE MORTENSEN
SLOVENIEN
- historie, samfund, kultur
2008
2
Til Mart Vogel, f. Hepach 1934 – 2003
for inspiration, støtte og livslangt venskab
Copyright Frede Mortensen 2008
Kopiering af bogen eller større dele af den er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra Frede Mortensen. Onlinepublicering eller omformning til elektronisk form er ikke tilladt. En overtrædelse af disse bestemmelser er
strafbare og kan medføre et større erstatningskrav.
ISBN 978-87-992343-0-1
3
Indholdsfortegnelse
1. Indledning.…………………………………………………………
2. Lidt geografi ……………………………………………………….
3. Historie og selvstændighedsprocessen ……………………….
4. Det politiske system og den politiske udvikling frem til 2007..
5. Statsborgerskab og mindretalsbeskyttelse……………………
6. Økonomi og erhvervsliv.………………………………………..
7. Lokalt selvstyre.…………………………………………………..
8. Kulturlivet………………………………………………………….
9. Medier……………………………………………………………..
10. Forholdet mellem stat og kirke…………………………………
11. Skole- og uddannelsessystemet.………………………………
12. Sociale forhold.…………………………………………………..
13. Sundhedsvæsenet………………………………………………
14. Udenrigspolitik og EU-medlemskab…………………………..
15. Litteraturfortegnelse……………………………………………
16. Mere om Slovenien på internettet……………………...........
4
Indledning
Ved udvidelsen af EU den 1. maj 2004 var otte af de nye
medlemmer central- og østeuropæiske lande. Slovenien er
det økonomisk og demokratisk bedst fungerende af disse,
men ser paradoksalt nok ud til at være blandt de mindst
kendte.
Frem til selvstændigheden i 1991 udgjorde Slovenien den
vestligste republik i det daværende Jugoslavien. Historisk
og kulturelt har det altid været en del af Centraleuropa. Det
var i et årtusinde først en del af Det Tysk-Romerske Rige
og derefter af det habsburgske Østrig, før det i 1918 blev
en
del
af
Serbernes,
Kroaternes
og
Slovenernes
Kongerige.
Bortset fra en kort periode i den tidlige middelalder har
slovenerne aldrig haft deres egen stat. Alligevel har de
formået at skabe og udvikle en slovensk kultur, der har
sproget og litteraturen i centrum, og som har sit afsæt i en
omfattende luthersk reformationsbevægelse i 1500-tallet.
Det er karakteristisk for slovenerne, at de hæger om deres
kultur. Men allerede længe før reformationen begyndte
unge slovenere at tage uddannelse ved de kendte
europæiske universiteter, derfor er den kulturelle udvikling i
5
Slovenien altid sket i et tæt og frugtbart samspil med
kulturstrømningerne i Vest- og Centraleuropa.
Løsrivelsen fra Jugoslavien var da heller ikke drevet frem
af nationalisme og etniske modsætninger, men derimod af
ønsket om demokrati. Slovenerne slap også med kun ti
dages krig.
Slovenien
er
langt
det
rigeste af
de
central-
og
østeuropæiske lande. Dets BNP/indb. er 60 % større end
det polske og svarer til 80 % af gennemsnittet i EU.
Allerede
længe
før
selvstændigheden
eksporterede
slovenske virksomheder kvalitetsprodukter som hårde
hvidevarer og farmaceutiske produkter til verdensmarkedet.
Slovenien er forblevet et land med en rimelig social
balance uden ekstreme forskelle mellem rig og fattig og er
derfor også forblevet et uvoldeligt samfund.
Det er mit håb at denne bog vil bidrage til at øge
kendskabet til Slovenien og slovenerne. Landet er nu
blevet en af vore partnere i EU, og det er trods sin
beskedne størrelse en væsentlig brik i den europæiske
mosaik.
Slovenien har en stor samhandel med EU, men endnu kun
i ringe grad med Danmark. Slovenernes relative velstand
og landets politiske stabilitet burde gøre det til et
interessant marked for danske eksportvirksomheder. Det er
da også mange år siden, at Danfoss åbnede sin første
fabrik i Slovenien. Landets smukke natur og den
imødekommende befolkning gør det også til et interessant
6
turistland.
Der
er
særdeles
gode
muligheder
for
besøgende, der ønsker at få et indtryk af landet og dets
befolkning. Alle byer har en overkommelig størrelse, der
giver gode muligheder for at møde slovenerne.
Jeg har beskæftiget mig med Jugoslavien og Slovenien i
over 30 år. Siden mit første besøg i Slovenien i 1972 har
jeg været der mindst en snes gange. Jeg underviser om
landet, har arrangeret kurser og ledet studiebesøg dertil.
Nærværende bog bygger på omfattende litteraturstudier.
De vigtigste titler er opført i litteraturfortegnelsen bag i
bogen. Men som baggrund for bogen ligger naturligvis
også de mange besøg og samtaler med slovenere. I 1993
havde jeg mulighed for at interviewe en række slovenske
politikere og opinionsdannere. Gennem årene har jeg haft
lejlighed til at møde universitetsfolk og folk fra kulturlivet,
ligesom jeg har haft drøftelser med ledelse og arbejderråd i
virksomheder. Jeg har gået i stald og mark hos den lille
landmand i bjergene og bagefter nydt familiens gæstfrihed
med te og kage i køkkenet. Disse indtryk har naturligvis
også på forskellig måde præget bogens vurderinger.
Det er umuligt her at nævne alle, der direkte eller indirekte
har haft betydning for denne bogs tilblivelse. Men enkelte
vil jeg gerne rette en særlig tak til. Det gælder mine
mangeårige slovenske venner pens. museumsdirektør Jurij
Bavdaž, Idrija og docent Bojan Hvala, Maribor Universitet,
som hver på deres måde har haft uvurderlig betydning for
mit førstehåndskendskab til Slovenien. Dels gennem
mange samtaler og dels ved at give mig mulighed for at
7
møde et utal af slovenere og stifte bekendtskab med
mange sider af det slovenske samfund. Dertil har en anden
gammel ven og mangeårig kender af Slovenien pens.
gymnasielærer Wolfgang Martin, Villingen, Tyskland også
bidraget. Vi har over en årrække sammen besøgt alle
mulige afkroge af Slovenien.
Den, der har ydet det største bidrag i forbindelse med
skriveprocessen, er en anden mangeårig ven, forfatteren
Hørđur Bergmann, Reykjavik, der har gennemlæst hele
manuskriptet, stillet mange kritiske spørgsmål og bidraget
med mange konstruktive forslag til forbedringer. Hørđur har
med sin store erfaring og sit indgående kendskab til det
danske sprog haft meget stor betydning for bogens
sproglige udformning.
Jeg vil også gerne takke ambassadør Lars Møller, Bern
(tidl. Ljubljana) for værdifulde samtaler, opmuntring og
konkrete oplysninger. Tak skal også lyde til Frau Marion
Jacobsen, Deutsche Bücherei Hadersleben for uvurderlig
hjælp med fremskaffelse af litteratur fra tyske biblioteker.
Højskolen Østersøen, Aabenraa har givet mig mulighed for
gennem mange år at undervise om Slovenien og
østeuropæiske forhold generelt. Tak til højskolen og de
mange elever, der har deltaget i undervisningen med
engagement og mange kritiske spørgsmål, som har tvunget
mig til hele tiden at gennemtænke stoffet på ny.
Til slut skal der lyde en tak til ambassadør Rudolf
Gabrovec og presseattaché Peter Altus (Lange), Den
8
Slovenske Ambassade i København for godt, smidigt og
behageligt samarbejde i forbindelse med bogens udgivelse.
9
Lidt geografi
Areal:
20.273 km2
Befolkning: 2.009.000
Hovedstad: Ljubljana
Sprog:
Slovensk (slavisk sprogstamme) samt
italiensk og ungarsk i mindretalsområder
Kun halvt så stort som Danmark er Slovenien et af Europas mindste
lande, men trods sin ringe størrelse rummer det alligevel nogle meget
forskellige landskaber. Det meste af landet er højland, idet op mod
halvdelen af landet ligger mere end 500 m over havet. Kun godt 7 %
ligger mindre end 200 m over havet.
Geografisk kan man inddele Slovenien i fire dele: 1. Alpeområdet i
nordvest og nord, 2. De Dinariske Alper mod syd og sydøst, 3.
Middelhavsområdet mod sydvest og 4. Den Pannoniske Slette mod øst.
Alpeområdet udgør hele den nordvestlige og nordlige del af Slovenien
og dækker godt 40 % af hele landets areal. Bjergene i dette område, der
er de sydlige udløbere af Alperne, er ret høje. I de Juliske Alper helt mod
nordvest ligger landets højeste punkt, Triglav, der når en højde på 2.864
m. Stort set hele dette område indgår i den 840 km2 store Triglav
Nationalpark, der blev etableret allerede i 1924. Der bor kun 2000
mennesker i hele parkens område, der er underlagt en lang række
meget strenge restriktioner for at beskytte den sårbare natur. Det er i
øvrigt Triglavs tre tinder, der pryder det slovenske flag og våbenskjold.
Geografisk strækker Alpeområdet sig så lang mod syd at både
Ljubljana- og Celje-områderne regnes med. Store strækninger af
bjergområderne er dækket af skov.
Det andet store bjergområde udgøres af de nordlige udløbere af De
Dinariske Alper. Området strækker sig i et bredt bælte fra den kroatiske
10
grænse i sydøst og næsten til den italienske grænse nord for Nova
Gorica og dækker næsten 30 % af landets areal. Bjergene i dette
område er knapt så høje som i Alpeområdet, men når dog på det højeste
sted op på ca. 1.800 m. Betydelige dele af området er dækket af skove,
som rummer mange vilde dyr, bl.a. den brune bjørn, der findes i skovene
omkring byen Kočevje.
En særlig landskabstype, karst, er meget udbredt i dette område.
Karstlandskaber opstår i bjergområder, der består af bestemte typer
kalksten, hvor regnvandet kan sive ned gennem sprækker eller porøse
områder. I undergrunden opløser det efterhånden de blødere dele af
kalken, og der dannes husrum, hvorefter det overliggende materiale på
et tidspunkt styrter ned, og der dannes på den måde et meget
særpræget landskab fyldt med disse karakteristiske ”gryder ”. Andre
steder i karstlandskabet opstår der periodisk optrædende søer, hvor
regnvandet fra større områder samles, indtil det i løbet af måneder
langsomt siver ned i undergrunden. Den største af disse søer er
Cerknica-søen, der i våde perioder når en udstrækning af ca. 25 km2 og
er Sloveniens største sø.
Middelhavsområdet længst mod sydvest optager ca. 10 % af landets
areal. Det ligger lavere end De Dinariske Alper, men er i endnu højere
grad præget af karstlandskab, som her især er karakteriseret ved de
mange underjordiske grotter. I Middelhavsområdet er der sine steder 1-2
grotter pr. km2. Der er i hele Slovenien registreret over 7000 grotter. De
opstår, hvor de letopløselige kalklag findes dybt under overfladen. De
største og mest kendte er Postojna-grotterne, der ligger i De Dinariske
Alper, men de mest imponerende er Škocjan-grotterne, der ligger i
Middelhavsområdet, og som siden 1986 har været opført på UNESCO’s
liste over verdens naturarv. I disse grotter kan man foruden
drypstenshuler opleve et andet karakteristisk karstfænomen, nemlig den
underjordiske flod.
11
Længst mod øst ligger Den Pannoniske Slette, som udgør 1/5 af
Sloveniens areal. Her findes landets mest velegnede landbrugsområder
med store flade strækninger og frugtbar jord.
Flere steder i området findes der varme kilder, der udnyttes til
termalbade. Andre steder udvindes der store mængder naturligt
mineralvand. Området gennemstrømmes af den vandrige flod Mura, der
er omgivet af store engarealer med sjældne planter.
Bortset fra Middelhavsområdet har Slovenien fastlandsklima med
forholdsvis kolde vintre og varme somre. I det indre af landet er vintrene
lidt
koldere
og
sommeren
lidt
varmere
end
i
Danmark.
I
Middelhavsområdet er middeltemperaturen i januar 6 grader højere og i
juli 3 grader højere end i Ljubljana. De Dinariske Alper giver læ for
nordenvinden og samtidig nyder området godt af de milde vinde fra
Middelhavet. På grund af bjergenes forløb er klimaskiftet sine steder
meget brat.
Det slovenske bosætningsmønster er meget spredt. Af alle EU-lande har
kun Portugal en mindre del af befolkningen, der bor i byen. Til trods for
landets veludbyggede erhvervsliv bor kun halvdelen af slovenerne i
byen. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at der i de seneste 20 –
25 år næsten ikke er sket nogen ændring i fordelingen mellem by- og
landbefolkningen. I 1980 boede 48 % af befolkningen i byen. Dette tal er
i 2002 kun vokset til 50,8 %. Slovenerne lægger vægt på at bo i eget hus
og have god plads, så selv om de får uddannelse og arbejde i byen,
bygger mange af dem alligevel hus på deres hjemegn og pendler derfra
til deres arbejdsplads.
Slovenien har heller ingen storbyer og større koncentrationer af byer.
Hovedstaden Ljubljana har kun 275.000 indbyggere og den næststørste
by, Maribor har 100.000. Resten af bybefolkningen bor i godt 100 byer,
hvoraf næsten 85 % har under 10.000 indbyggere og kun to af de øvrige
har tæt ved 40.000.
12
Sloveniens historie
Det område, der i dag udgøres af Slovenien, er et gammelt
kulturområde, hvis historie strækker sig tilbage til Romerrigets tid.
Kystområdet
har
lige
siden
dengang
været
præget
af
Middelhavskulturen, mens det indre af landet igennem et årtusinde var
politisk og kulturelt tæt forbundet med Sydtyskland og Østrig.
Gennem næsten hele deres historie har slovenerne været under
fremmed herredømme. Men til trods for, at de kun har udgjort et lille
mindretal på 1 – 2 mio. mennesker, har de undgået at blive sprogligt og
kulturelt opslugt af deres langt overtallige naboer. Det skyldes ikke
mindst den lutherske reformation, som var med til at gøre slovenerne til
en kulturnation med eget skriftsprog. Men allerede tidligere begyndte
unge slovenere at tage uddannelse på universiteter rundt om i Europa.
Det var en tradition, der fortsatte. De intellektuelle, der fra omkring 1800
førte an i den nationale vækkelse blandt slovenerne, havde af den grund
et bredt europæisk udsyn, og derfor slog slovenernes nationale
vækkelse heller aldrig over i nationalisme. Det er bemærkelsesværdigt,
at selv de mest nationalt bevidste slovenere altid har haft blikket rettet
mod Central- og Vesteuropa. Deres bestræbelser er gået ud på at
udvikle den slovenske kultur, så den kunne måle sig med kulturen i det
øvrige Europa og vinde anerkendelse der.
Op igennem 1980’erne var det også frem for alt ønsket om demokrati,
der udløste en national bevidstgørelse og førte til løsrivelse. Ikke
omvendt.
I et område, der omfattede dele af vore dages Slovenien, skabte en
keltisk folkegruppe en statslignende enhed, der betegnes som
kongeriget Noricum. I år 10 f. Kr. lod Noricum sig indlemme i Romerriget,
som området i de følgende 400 – 500 år var en del af. Langs en vej, som
romerne anlagde fra Triestområdet til den ungarske slette, byggede de
13
en række militære støttepunkter. Et af disse, Emona, lå der hvor
hovedstaden Ljubljana senere opstod. Et andet lå, hvor Celje senere
opstod. Ptuj, der blev grundlagt allerede i 69 e. Kr., har eksisteret lige
siden og er områdets ældste by.
I 500 – 600-tallet, efter Romerrigets ophør, indvandrede slaviske
folkeslag, som er forfædrene til vor tids slovenere. De slog sig ned i et
område, der strakte sig fra Adriaterhavet til langt op i vore dages Østrig.
Her grundlagde de fra slutningen af 600-tallet en ”stat”, der blev kaldt
Karantanien, og som havde sit centrum i nærheden af Klagenfurt i det
nuværende Østrig.
Karantanernes
samfundsopbygning
og
styreform
var
bemærkelsesværdig. Samfundets øverste lag udgjordes af en ret stor
gruppe af frie, selvejende bønder, Edlinger. Denne gruppe, der havde en
særlig moralsk og politisk status i samfundet, valgte stammesamfundets
hertug, som derefter blev indsat ved en særegen ceremoni, der fandt
sted ved den såkaldte fyrstesten. På denne sten sad repræsentanten for
de frie bønder og ledede ceremonien. Den kommende fyrste måtte i
overværelse af de forsamlede frie bønder sværge på, at han ville
respektere folkets vilje og forsvare dets rettigheder. Først efter at løftet
var afgivet, overlod fribonden pladsen på fyrstestenen til den nye fyrste,
som indtil da havde været klædt som en almindelig bonde.
En sådan ”demokratisk” ceremoni, hvor fyrsten modtager sin magt
direkte fra de frie bønder, kendes på den tid ikke andre steder i Europa.
Den vakte da også så stor opmærksomhed i samtiden, at den er blevet
beskrevet af adskillige krønikeskrivere op gennem middelalderen. Via en
fransk filosofs beskrivelse nåede den Thomas Jefferson, der var
hovedmanden bag den amerikanske Uafhængighedserklæring.
I det slovenske område fortsatte ceremonien, der udspillede sig på
slavisk, i ca. 700 år og ophørte først i 1414, meget længe efter at
Karantanien havde mistet sin selvstændighed. De sidste århundreder
havde den udelukkende ceremoniel betydning, idet det nu var de
fremmede herskere, der bestemte, hvem der skulle være hertug.
14
Karantaniens selvstændighed ophørte allerede i 745, da fyrsten
anerkendte Bayerns overhøjhed til gengæld for, at bayerne hjalp landet
med at forsvare sig imod bestandige angreb fra de nordøstlige naboer.
Kort tid efter begyndte udbredelsen af kristendommen. De fleste af
missionærerne kom fra det irske ærkebispedømme i Salzburg, mens en
anden gruppe kom fra patriarkatet Aquileia vest for Triest. Sidstnævnte
var på den tid et magtfuldt ærkebispedømme, som havde en
selvstændig stilling i forhold til Rom. Allerede et halvt århundrede senere
blev
området
i
kirkelig
henseende
delt
mellem
disse
to
ærkebispedømmer. I tilbageblik er det ikke uinteressant, at delingslinien
kom til at forløbe tæt ved den nuværende grænse mellem Østrig og
Slovenien.
I de følgende århundreder kom området i stigende grad under tysk
herredømme og blev underlagt det tyske feudalsystem. Det medførte, at
hele landet efterhånden fordeltes som len til forskellige tyske
adelsslægter samt ikke mindst til en række bayerske og østrigske
bispedømmer. De frie slaviske bønder blev efterhånden opslugt af dette
system, men bevarede alligevel i flere århundreder en vis selvstændig
stilling. Resten af landbefolkningen blev gjort til livegne under de
forskellige feudalherrer.
På grund af den skarpe sociale deling af samfundet forblev de livegne
slavisktalende, selv om feudalherrernes sprog var tysk. Det var kirken
opmærksom på og oversatte derfor forskellige bønnetekster til slavisk.
Disse tekster, der er fra omkring år 1000, er bevarede i form af de
såkaldte ”Freising-manuskripter” og er de ældste kendte slaviske tekster
skrevet med det latinske alfabet.
Frem til sidste halvdel af 900-tallet var der en del forbindelse til slaverne
i Böhmen og Mähren (Tjekkiet), men dette samspil ophørte efterhånden,
da tyske kolonister i de følgende århundreder i stort tal bosatte sig i det
nuværende Østrig. Denne kolonisering medførte også, at sproggrænsen
15
mellem tysk og slavisk gradvist rykkede mod syd, så den ved
middelalderens slutning fulgte en linie fra Villach og lige nord om
Klagenfurt. Her lå den til sidste halvdel af 1800-tallet.
Afsondringen fra de nordlige slaviske naboer og sprogforskellene til de
tyske feudalherrer betød, at det slovenske område fik en selvstændig
sproglig og kulturel udvikling, der århundreder senere førte til en
slovensk selvbevidsthed, og som spillede en betydelig rolle for den
udvikling, der førte til selvstændigheden i 1991.
Fra 962 blev det slovenske område en del af Det Tysk-romerske Rige og
blev ad den vej knyttet politisk og kulturelt til Central- og Vesteuropa.
Landet blev organiseret i forskellige markgrevskaber og udgjorde samlet
et forsvarsområde mod ungarerne og kroaterne. Den sydøstlige grænse
mellem Slovenien og Kroatien har i det væsentlige ligget fast siden da,
altså i 1000 år.
I de følgende århundreder hersker en række tyske bispedømmer og
forskellige tyske adelige familier over størstedelen af området. Særlig
dominante blev Habsburgerne, der i 1335 arvede det meste af det
nuværende slovenske territorium. Bortset fra første halvdel af 1400tallet, da Habsburgerne i en periode fik konkurrence fra de magtfulde
grever fra Celje, forblev Slovenienområdet helt frem til 1918 en del af
Det Habsburgske Rige med hovedstad i Wien. Dog kom kystbyerne og
baglandet fra slutningen af 1200-tallet i 500 år under Venedig, der på
den tid var en magtfuld stat.
I 1100-tallet begyndte der så småt en byudvikling i det indre af landet. I
løbet af 1200-tallet fik byer som Kranj, Kamnik, Ljubljana og Maribor
købstadrettigheder. Indtil da havde Ptuj i et årtusinde været områdets
vigtigste by.
Byernes befolkning begyndte at udvikle håndværk og handel som
selvstændige erhverv, og da de var forholdsvis frie i forhold til
feudalsystemet, udviklede de sig til en ny social samfundsklasse, der
adskilte sig markant fra både adelen og de livegne bønder.
16
Håndværkerne og købmændene var som i de sydtyske byer
medbestemmende i byernes styre. Det gjaldt dog ikke for kystbyerne
Koper og Piran. Disse byer, der har rødder helt tilbage til oldtiden, kom
som nævnt under Venedig. Her var det kun gamle overklasseslægter,
der var repræsenterede i bystyret
Reformationen og den slovenske kulturs fødsel
1500-tallet var en begivenhedsrig tid i slovensk historie. Der foregik
gennem landet en livlig handel fra de tjekkiske, østrigske og ungarske
områder til Italien, og det fremvoksende handelsborgerskab i byerne nød
godt af landets strategiske beliggenhed. Bønderne langs handelsruterne
hentede sig også en fortjeneste ved at medvirke ved transporten af
varerne.
Det var også en kulturel blomstringstid. De livlige forbindelser med
naboområderne
bragte
også
humanismens
og
den
lutherske
reformations tanker til Slovenien. Men det var tillige en tid med
voldsomme bondeoprør og frygtelige tyrkiske plyndringstogter.
Det Tyrkiske (Osmanniske) Rige havde de foregående 150 år bredt sig
op over Balkan, så vestgrænsen af deres besiddelser var der, hvor
Bosniens vestgrænse er i dag. Derfra foretog militære enheder allerede
fra sidste del af 1400-tallet jævnligt plyndringstogter så langt mod vest
som til det nordøstlige Italien. Disse togter gik ikke mindst ud over
bønderne, som var de mest forsvarsløse. Deres feudalherrer havde
ganske vist pligt til at forsvare dem, men den pligt levede de kun i ringe
grad op til. Nogle steder byggede bønderne derfor selv forsvarsværker i
form af høje ringmure omkring kirker, der lå på bakketoppe, hvorfra det
var muligt at forsvare sig mod de ridende tyrkiske plyndringsmænd.
Flere af disse gamle forsvarsværker eksisterer stadig. Det var først efter,
at Habsburgerne fra 1530 begyndte at opbygge et forsvarsbælte, den
såkaldte Militærgrænse, langs Bosniens vestgrænse, at de tyrkiske
plyndringstogter aftog.
17
Bøndernes vrede mod feudalherrerne kulminerede i forbindelse med
indførelsen af nye skatter og nye hoveriforpligtelser. Der kom en lang
række bondeoprør, der begyndte i 1470’erne og fortsatte i de følgende
250 år, indtil livegenskaben blev afskaffet. En af de voldsomste
opstande fandt sted i 1515, da omkring 80.000 bønder og andre
undertrykte deltog. Denne og de andre bondeopstande blev slået ned
med brutal militær magt, men flere af opstandene var så omfattende, at
adelen ikke magtede at nedkæmpe dem alene og måtte have hjælp af
en kejserlig hær. Ved borgen i Ljubljana står der en skulptur, der viser de
forbitrede bønder bevæbnede med lange stænger, der i enden har
monteret et kraftigt, krumt og spidst knivsblad.
Men forholdene var ikke ens overalt, og ikke alle feudalherrer var
primitive bondeplagere, og ikke alle livegne var totalt forarmede. Det er
præsten og humanisten Primož Trubars (1508 – 86) livsforløb et tydeligt
vidnesbyrd om. Trubar, der blev lederen af den protestantiske
reformation i Slovenien, var søn af en livegen møller, men fik trods
denne sociale baggrund mulighed for at studere teologi i Rijeka, Wien og
Triest.
Med støtte fra biskoppen i Triest blev Trubar drivkraften i en meget
omfattende luthersk reformationsbevægelse, der strakte sig over de
sidste tre fjerdedele af 1500-tallet.
Denne protestantiske bevægelse fik ikke kun religiøs, men i meget høj
grad også kulturel betydning. I overensstemmelse med Luther lagde
Trubar vægt på, at mennesker skulle kunne læse om kristendommen på
deres eget sprog. Men da et slovensk skriftsprog ikke fandtes, begyndte
han at udforme et og anses af den grund for at være den slovenske
nations fader.
Indtil reformationstiden havde skriftsproget været tysk eller latin. I 1550
udgav Trubar de første bøger på slovensk, en ABC og en katekismus,
og i det følgende halve århundrede udgav protestanterne i alt 50 bøger
18
på slovensk. 1584 udkom hele Bibelen i slovensk oversættelse af Jurij
Dalmatin. Foruden gudstjenestebøger blev der også udgivet skolebøger.
Protestanterne lagde i det hele taget stor vægt på undervisning. I 1564
udarbejdede Trubar en plan for en ny luthersk kirkeorganisation, som
bl.a. indeholdt et forslag om, at præsten i hvert sogn skulle undervise
børnene i at læse og skrive slovensk.
De aktive deltagere i den omfattende protestantiske bevægelse var ikke
kun en lang række slovenske kirkefolk, men også andre lærde, som
bidrog med at skrive skolebøger og oversætte udenlandske værker til
slovensk. De slovenske protestanter havde hele tiden tætte forbindelser
til trosfæller i Tyskland. Særlig nære var kontakterne til protestanterne i
Würtemberg.
Mange af de udgivne bøger blev trykt i Tyskland, hvor Trubar også i
lange perioder opholdt sig, når han af katolske kræfter blev tvunget til at
flygte fra det slovenske område.
Når reformationsbevægelsen kunne få et så betydeligt omfang, som den
fik, hang det sammen med, at ikke blot de førende borgere i byerne,
men også en del af adelen var bevægelsens drivende kræfter og
støttede den politisk og materielt.
Det er absolut med rette, at de slovenske protestanters videnskabelige
og humanistiske indsats betragtes som det slovenske folks kulturelle
fødsel. Det, som de skabte, blev fundamentet for al senere slovensk
kulturudvikling. Trods den hårde skæbne, der efterfølgende blev
bevægelsen til del, anerkendes deres indsats i dag fra alle sider.
1590 dør den habsburgske ærkehertug Karl, der havde tolereret de nye
tanker. Men hans søn og efterfølger var en fanatisk katolik, som snart
tog fat på at rulle den protestantiske reformation tilbage ved at forbyde
protestantiske gudstjenester og skoler, hvorefter han med militær magt
fordrev de protestantiske præster og brændte deres bøger. Man kan på
den baggrund godt hævde, at modreformationen tog sin begyndelse i
19
det slovenske område allerede et kvart århundrede før 30-årskrigens
udbrud.
Næste runde i bekæmpelsen af protestantismen kom i slutningen af
1620’erne,
da
Habsburgerne
havde
nedkæmpet
de
tjekkiske
protestanter og havde fået magt nok til at konfrontere adelen i Slovenien,
som man i første omgang var gået uden om. Efter 1628 måtte alle
adelige i Slovenienområdet, som ikke ville overgå til den katolske tro,
udvandre. I løbet af to år udvandrede rent faktisk 750. 30 år tidligere var
der udvandret en række intellektuelle. Det var derfor ikke blot den
protestantiske bevægelse, der blev kvalt. Undertrykkelsen satte også en
stopper for den slovenske sproglige og kulturelle udvikling i de følgende
par århundreder.
Dog udkom der i 1689 et bemærkelsesværdigt bogværk, som var på
3000 sider og rummede hele datidens viden om det slovenske områdes
natur, topografi, etnografi og historie. ”Die Ehre des Herzugtums Krain”
var skrevet på tysk af den berejste og lærde adelsmand Janez Vajkard
Valvasor (1641 – 1693), som brugte store dele af sin formue på at få
værket trykt.
Reformperiode og bondefrigørelse
For alle andre end de livegne bønder blev 1700-tallet en økonomisk
fremgangstid, hvor der foregik et omfattende byggeri. Mange byer
ændrede udseende og overalt skød barokkirker og
–slotte op.
Med Maria Theresias magtovertagelse i Wien i 1740 indledtes der en
periode
med
gennemgribende
reformer,
der
også
kom
Slovenienområdet til gode. Reformerne blev fortsat og udvidet under
sønnen Josef II.
Vi kender i Danmark slutningen af 1700-tallet som de store
landboreformers tid med ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 som en
central begivenhed. I Det Habsburgske Rige var der en lignende
udvikling i gang. Siden 1600-tallet var forholdene for de livegne bønder
20
blevet stadig værre. Derfor var Iivegenskabens afskaffelse i 1781 uden
tvivl den mest afgørende reform for den videre udvikling. Den gav
bønderne deres personlige frihed, som en del af dem udnyttede til at
vandre til byerne for at tage arbejde i manufakturerne.
Der foregik i den samme periode en omfattende udbygning af vejnettet
gennem det slovenske område fra Wien til Triest, og flodtransporten blev
forbedret. Der blev iværksat en række andre tiltag til fremme af
erhvervslivet, bl.a. indførtes der nye metoder og afgrøder, som øgede
landbrugsproduktionen. I sidste halvdel af 1700-tallet blev minen i Idrija
verdens største producent af kviksølv. Ved århundredets slutning havde
minen ca. 1000 medarbejdere. Omkring 1750 begyndte tørlægningen af
sumpene syd for Ljubljana, hvilket fik stor betydning for befolkningens
sundhed.
I slutningen af århundredet havde økonomien udviklet sig så meget, at
den kunne bære en selvhjulpen slovensktalende middelklasse, hvis
medlemmer selvbevidst gjorde sig til talsmænd for en national-kulturel
bevægelse. En betydelig del af disse mennesker var veluddannede. De
fulgte med i de europæiske politiske og kulturelle hovedstrømninger og
sendte deres sønner til kendte universiteter i Göttingen, Tübingen, Wien
og Paris.
1774 indførtes et treårigt alment skolevæsen. Alle børn skulle lære at
læse, skrive og regne så godt, at de kunne blive dygtige landmænd,
fabriksarbejdere og soldater. Selv om skole- og administrationssproget i
Østrig var tysk, fik skolerne i det slovensktalende område i et vist
omfang lov til at undervise på slovensk. Skoleloven af 1774 blev derfor
også begyndelsen til den slovenske grundskole. Selv om indførelsen gik
langsomt, blev skolerne alligevel en af grundpillerne i den slovenske
nationale genfødsel, der foregik i de følgende årtier. Dertil bidrog også,
at der nu for første gang siden reformationen 200 år tidligere kom gang i
udgivelsen af bøger på slovensk.
En gruppe intellektuelle var parate til at udnytte den nye reformtids
muligheder. I 1784 blev en ny oversættelse af Bibelen igangsat. Allerede
21
i 1768 var der udkommet en slovensk grammatik, der især var møntet på
at udvikle slovensk til et litterært sprog. 1788 og 1791 udkom i 2 bind
den første slovenske historie udarbejdet på videnskabeligt grundlag.
Den var skrevet på tysk, men ud fra en national, slovensk synsvinkel og
lagde vægt på beskrivelsen af slovenernes civilisationshistorie og
levevis. Forfatteren var en af de mest fremtrædende slovenske
repræsentanter for oplysningens ideer Anton Tomaž Linhart (1756 –
1795).
Napoleonskrigene berørte også det slovenske område, som i 1809 1813 blev en del af Napoleons Illyriske Provinser. Selv om det kun
drejede sig om 4 år, blev der på det kulturelle område indført fornyelser,
der fik varig betydning. I løbet af de fire år lykkedes det en fremtrædende
slovensk
intellektuel
at
få
skrevet
et
sæt
skolebøger
til
de
slovensksprogede grundskoler, som Napoleon ønskede at fremme.
Disse bøger, der dækkende mange forskellige fag, fik også på længere
sigt stor betydning.
Efter
Napoleons
fald
kom
det
slovenske
område
igen
under
Habsburgerne. I marts 1848 udbrød der revolution i Wien ligesom
mange andre steder i Europa. De revolutionære rejste krav om
demokrati, national selvbestemmelse og ophævelse af feudalsystemet.
Revolutionen tog slovenerne på sengen. De var totalt uforberedte på
politisk handling. Men nyheden om oprøret i Wien bredte sig hurtigt, og i
Wien, Graz og Ljubljana opstod der straks små organisationer af
slovenske intellektuelle, der gik i gang med at udarbejde nationalpolitiske
programmer. Det første blev udsendt af gruppen fra Wien, men alle
koncentrerede sig om de samme tre krav:
1) De fire administrative enheder, hvor der boede slovenere, skulle
sluttes sammen til et forenet Slovenien.
2) Her skulle skole- og forvaltningssproget være slovensk.
22
3) Det forenede Slovenien skulle ikke løsrives, men derimod have
selvstyre inden for kejserriget.
På trods af at programmet var udarbejdet i hast og under situationens
pres,
forblev
det
rettesnoren
for
slovenernes
nationalpolitiske
bestræbelser helt frem til 1. verdenskrig.
I slutningen af 1700-tallet optræder betegnelsen slovenere for første
gang.
Med
1848-programmet
begynder
navnet
Slovenien
som
betegnelse for området at give mening. Før den tid var der ingen
formuleret ide om Slovenien som en samlet politisk enhed.
Men i 1848 havde kravene om et forenet Slovenien ringe folkelig støtte.
Det var de intellektuelles projekt.
De havde til gengæld ingen svar på bøndernes sociale problemer.
Blandt bønderne udløste begivenhederne i Wien et sidste bondeoprør
med krav om feudalherredømmets afskaffelse. Dette krav blev opfyldt i
september
1848.
Bønderne
blev
dermed
befriet
for
deres
hoveriforpligtelser og afgifter til feudalherrerne og fik ret til at købe deres
gårde til fastsatte priser, som de skulle afdrage over 20 år. Denne reform
var afgjort det mest betydningsfulde resultat for Slovenien af
begivenhederne i 1848.
National vækkelse
I de følgende årtier svækkedes Det Habsburgske Rige udadtil af de
storpolitiske udviklinger i Europa, Preussens stigende magt og
Tysklands og Italiens samling. Indenrigspolitisk vekslede perioder med
autoritær centralisme med mere reformvenlige perioder. Fra 1860’erne
oprettedes forskellige organer for demokratisk repræsentation, og i 1867
kom der afgørende forfatningsmæssige reformer. Riget deltes i en
østrigsk og en ungarsk del med stor grad af selvbestemmelse inden for
hvert område. De to dele omfattede dog begge en række andre
folkeslag, heriblandt slovenerne, som forblev en del af Østrig.
Disse begivenheder var med til at vække en politisk bevidsthed blandt
slovenerne. I lighed med de store Samlingsbankemøder, som vi kender
23
fra 1840’ernes Danmarkshistorie, organiserede de nationale ledere
blandt slovenerne i perioden 1868 – 70 en række udendørs politiske
massemøder. Disse møder samlede for første gang slovenere i store tal
fra både land og by og fra alle dele af det slovenske område. Det største
samlede 25 – 30.000 mennesker. Møderne er blevet betegnet som en
slags national folkeafstemning til fordel for et forenet Slovenien.
For de slovenske nationale ledere var situationen i sidste del af 1800tallet meget kompliceret. Nationalismen tiltog iblandt den tyske
befolkning, som gik ind for hele områdets germanisering. Skolevæsenet
blev i tiltagende grad et nationalpolitisk stridsspørgsmål. I perioden skete
der en udbygning af skolevæsenet, og de almene grundskoler bredte sig
til alle dele af landet. Striden stod dog ikke så meget om de
slovensksprogede grundskoler, men i så meget desto højere grad gjaldt
den mellemskolen, gymnasiet og læreruddannelsen. Her stod kampen
om, hvorvidt fremtidens ledende personer i samfundet skulle være
slovensk
eller
tysk
slovensksprogede
orienterede.
klasser.
Men
Enkelte
steder
indførelsen
af
kom
der
slovensk
dog
som
undervisningssprog skete meget langsomt og under stor politisk
modstand fra de regionale tyske kredse. Spørgsmålet var så
kontroversielt, at et forslag om at indføre slovensksprogede klasser i
gymnasiet i Celje bragte regeringen i Wien til fald i sommeren 1895. På
grund af de tyske liberales modstand lykkedes det ikke at få oprettet et
eneste statsligt, slovensksproget gymnasium. Men i 1904 blev et sådant
oprettet af bispesædet i Ljubljana. Før 1. verdenskrig var situationen dog
den, at 90 % af befolkningen kunne læse og skrive. Det gjaldt både den
slovenske og den tyske.
Når disse modsætninger voksede sig så store, hang det sammen med,
at slovenernes nationale overlevelse næsten udelukkende var knyttet til
sproget. Evnen til at læse slovensk var selve kernen i en persons
slovenske identitet. I en bog fra 1992 om Jugoslaviens opløsning har
kapitlet om Slovenien titlen ”Flere digtere end generaler”. Den titel er på
24
mange måder meget præcis. Det var frem for alt bøgerne og artiklerne af
de mange skønlitterære og faglitterære forfattere, der op gennem 1800tallet meget bevidst skrev på slovensk, som i de år udgjorde rygraden i
den slovenske kultur og var med til at skabe en slovensk identitet hos
befolkningen.
I første del af århundredet fik Sloveniens sin første store digter, France
Prešeren (1800 -1849). I sidste del af 1800-tallet gør en lang række
kunstnere og forfattere sig gældende. Den betydeligste var forfatteren
var Ivan Cankar (1876 – 1918).
Set i lyset af såvel modreformationen, som bremsede slovensksprogede
bogudgivelser i ca. 200 år, og den efterfølgende modstand mod
slovensksprogede skoler må den slovenske nationale vækkelse i 1800tallet kaldes både overraskende og imponerende.
Det er samtidig særdeles bemærkelsesværdigt, at de slovenske
kulturpersonligheder, der var drivkraften i denne udvikling, ikke var en
gruppe snæversynede nationalister. Som det allerede havde været
tradition i århundreder, havde de taget deres uddannelser på
universiteter i Wien, Tyskland og Italien. De var derfor gennem deres
virke med til at udvikle den slovenske kultur i tæt samspil med den
generelle central- og vesteuropæiske kultur, som de selv var opdraget i
gennem deres studier, og som de følte sig som en del af.
På det økonomiske og erhvervsmæssige område skete der en hastig
udvikling i de år. Byggeriet af en jernbane fra Wien til Triest (som den
gang var en overvejende slovensk by) skred hastigt frem og var i 1846
nået til Celje og i 1849 til Ljubljana. Til sammenligning indviedes
Danmarks første jernbane fra København til Roskilde i 1847.
Bybefolkningen voksede, og der grundlagdes adskillige moderne
fabrikker og store virksomheder inden for kul- og stålindustrien. Allerede
århundreder tidligere var der begyndt en omfattende bjergværksdrift.
Slovenien har haft rige forekomster af en lang række mineraler. Foruden
kul og jernmalm var de betydeligste bly, zink og kviksølv.
25
Industriudviklingen
var
dog
ikke
kraftig
nok
til
at
opsuge
overskudsbefolkningen på landet. Trods en betydelig udvandring førte
overbefolkning til forarmelse af landbefolkningen. Landbrugene blev delt
igen og igen for at skaffe livsgrundlag til flere. I 1902 havde 75 % af
landbrugene under 10 ha.
Fra 1890’erne stillede en gruppe socialt bevidste katolikker, de såkaldte
kristne socialister, sig i spidsen for oprettelsen af kreditforeninger og
andre andelsforeninger for bønderne. Disse foretagender fik stor
betydning og bidrog på afgørende måde til at mindske de værste
fattigdomsproblemer på landet.
Politisk vækkelse
Det var først i 1890’erne, at der kom egentlige, politiske partier. Hidtil
havde de ledende slovenere koncentreret sig om 1848-programmets
punkter. Dem var der stadig enighed om, og bekymringen for
slovenernes fortsatte kulturelle overlevelse i konfrontationen med den
voksende tyske nationalisme i Østrig deltes af alle. Men nye
samfundsmæssige problemer begyndte at trænge sig på i form af
fattigdom og sociale problemer både på landet og i byerne. Men også de
ideologiske forskelle blev mere udtalte. Her drejede det sig især om
modsætningerne mellem på den ene side de katolske og konservative
kredse og på den anden siden de liberale og fritænkeriske intellektuelle.
Det første parti, der blev grundlagt, var et katolsk parti, der normalt
omtales som ”de klerikale”. Det var kulturelt konservativt, men samtidig
meget socialt orienteret. Det var dette parti, der stod bag de omtalte
andels- og kreditforeninger for landmændene. 1894 grundlagde partiet
desuden den første arbejderforening, der egentlig var en katolsk
fagforening for byarbejdere. I 1914 var der blevet oprettet over 450
arbejderforeninger med tilsammen 40.000 medlemmer. Disse aktiviteter
fik meget stor betydning for medlemmerne og for samfundet, og de var
med til at give de klerikale dominerende politisk indflydelse i de følgende
fire årtier. Partiet havde tilslutning fra meget brede kredse i samfundet.
26
De fritænkeriske intellektuelle og byernes middelklasse af forretningsfolk
stiftede et liberalt parti, som dog ikke fik større betydning. De var mest
imod noget. Imod de klerikale og imod den tyske indflydelse, men de
havde ingen politik, der sigtede på løsningen af tidens presserende
samfundsproblemer.
Det sidste parti, der blev stiftet i 1890’erne, var det socialdemokratiske.
Det havde især tilslutning blandt arbejderne i de forskellige minedistrikter
samt i Ljubljana og Triest, der dengang stadig havde en meget stor
slovensk befolkningsdel. Partiet havde tæt forbindelse til det østrigske
socialdemokrati, men det havde sin egen profil. Det fik tilgang af en
række intellektuelle, som var socialt engagerede, men som ikke følte sig
hjemme
hos
de
klerikale.
Flere
af
dem
havde
studeret
på
Karlsuniversitetet i Prag hos den senere tjekkoslovakiske præsident
Thomaš Masaryk og var præget af hans humanistiske tanker.
Hidtil havde den slovenske elite arbejdet imponerende med at udvikle
sproget og litteraturen, men bortset fra skolevæsenet havde de ikke
taget megen del i udformningen af samfundet. Grundlæggelsen af
politiske partier og andre samfundsmæssige organisationer kan ses som
de første tegn på en begyndende politisk bevidsthed hos bredere dele af
befolkningen. Men det var endnu ikke for alvor gået op for hverken
befolkningen eller politikerne, at forholdene i Europa i almindelighed og i
Det Habsburgske Imperium i særdeleshed var under hastig forandring.
I århundreder havde alle imperiets borgere i princippet haft lige
muligheder, men siden 1848 havde den tyske nationalisme ændret den
østrigske del til i realiteten at være en tysk stat, hvor der ikke var plads til
ikke-tyske
kulturfolk.
Trods
de
voldsomme
stridigheder
om
slovensksprogede skoler skulle der gå helt til efter århundredskiftet, før
de slovenske politikere og intellektuelle var villige til at se skriften på
væggen. Det lange politiske og kulturelle samliv havde skabt en
samhørighedsfølelse med Østrig, som var meget stærk.
27
En række begivenheder i 1908 – 09 var imidlertid med til at ændre synet
på det østrigske regime. Der var begyndt at komme sammenstød
mellem unge tyskere og unge slovenere. I september 1908 blev to unge
slovenere skudt af østrigske soldater under en demonstration i Ljubljana.
Denne handling ophidsede alle dele af den slovenske befolkning,
inklusive en lang række borgere, som ikke ellers var politisk aktive. Den
var med til at bevidstgøre både befolkning og politikere om den ændring,
der var sket i det østrigske regime. I 1909 stod den østrigske regering
bag et par opsigtsvækkende politiske retssager i Kroatien, hvilket
yderligere stemplede den i folks øjne.
Alligevel fortsatte politikernes urealistiske drømmerier om slovensk
selvstyre inden for Østrig, fordi de ikke kunne få øje på en alternativ
fremtid for slovenerne. De var sig meget bevidste, at slovenerne var for
få og for svage til at klare sig som selvstændige. Både fra Tyskland og
fra Italien blev der kikket med begærlige øjne på det slovenske område.
I 1912 fik den fastlåste tilstand gymnasieelever fra en lang række byer
over hele det slovenske område til at danne illegale grupper, der
opfattede sig som oprørere mod ”det etablerede”. Disse grupper påtog
sig uden videre rollen som drengen i Kejserens Nye Klæder over for
politikernes stadig mere luftige planer vedrørende Østrig og gik helt
åbent ind for dannelsen af en uafhængig jugoslavisk (jugo = syd) stat.
Året efter kom der endnu en anbefaling af, at slovenerne engagerede sig
i dannelsen af et uafhængigt Jugoslavien. Den kom fra ingen ringere end
Sloveniens mest ansete forfatter Ivan Cankar. Ved et møde i Ljubljana i
april 1913 holdt Cankar en tale, hvori han rent ud sagde, at det officielle
Østrig var blevet eksponent for tysk imperialisme. Derfor var den eneste
fremtid for slovenerne at søge at danne en jugoslavisk forbundsstat
sammen med Kroatien og Serbien. Det skulle udelukkende være en
politisk sammenslutning, for en fælles jugoslavisk kultur eksisterede ikke
og ville ikke opstå. Han pegede på de store kulturelle og civilisatoriske
forskelle, som en tusindårig forskellig historisk udvikling havde medført.
Egentlig lå slovenerne kulturelt set meget fjernere fra serberne, end de
28
lå fra østrigerne/tyskerne. Deres eneste kulturelle forbindelse til serberne
var, at de begge talte et slavisk sprog. Cankar var sig således fuldt
bevidst, at hans forslag ikke var en ideel løsning, men for ham at se var
det den eneste mulige i den givne situation, hvis slovensk kultur og
identitet skulle have en chance for at overleve.
Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige
Efter 1.verdenskrigs udbrud blev slovenernes problemer endnu større. I
1915 overtalte de allierede Italien til at gå med i krigen ved at love, at de
efter krigen bl.a. kunne indlemme de vestlige dele af det slovenske
område i Italien. Det førte straks til nogle meget blodige kampe ved
floden Isonzo (slovensk Soča), hvor de slovenske tropper i den østrigskungarske hær kæmpede særligt indædt, fordi de her følte at de
forsvarede deres fædreland mod at blive overtaget af italienerne.
I løbet af efteråret 1918 gik Det Habsburgske Rige i hurtig opløsning og
kapitulerede den 28. oktober. I august havde alle slovenske partier
dannet et fælles Nationalråd, der i september begyndte at udøve
regeringsmagt i Slovenien. Den 29.oktober proklamerede slovenerne
sammen med kroaterne og serberne i Østrig-Ungarn, at de oprettede en
fælles stat. Allerede natten mellem den 24. og 25. november aftaltes det
at slutte denne stat sammen med Kongeriget Serbien i ”Serbernes,
Kroaternes og Slovenernes Kongerige”. Aftalen om sammenslutningen
blev lavet i stor hast, og uden at væsentlige detaljer vedrørende den
fremtidige stats politiske opbygning var aftalt, bortset fra at den serbiske
konge skulle være konge for det nye land. Serberne var ivrige af deres
egne grunde. De ønskede et Storserbien. På den slovenske side
skyldtes hastværket, at italienske militære styrker den 3. november var
begyndt at sætte sig i besiddelse af de vestlige dele af Slovenien, som
de var blevet lovet af de allierede. De rykkede hurtigt frem, også
længere end aftalt, og nærmede sig Ljubljana. I den situation var
serberne de eneste, der militært ville kunne bremse italienerne. Der blev
da også straks dannet militære enheder af især serbiske soldater, som
29
stoppede italienerne og drev dem lidt tilbage. Alligevel fik Italien ved
fredstraktaten i Rapallo i 1920 tildelt mere af det slovenske område, end
de var blevet lovet i 1915.
Fastlæggelsen af grænsen til Østrig skete ved en folkeafstemning på
samme måde, som tilfældet var med den dansk – tyske grænse i
Sønderjylland. I afstemningszonen havde ca. 2/3 af befolkningen
slovensk som dagligsprog, men ved folkeafstemningen i oktober 1920
stemte alligevel kun 41 % for, at zonen skulle være en del af den nye
sydslaviske stat, mens 59 % stemte for fortsat tilhørsforhold til Østrig.
Valgdeltagelsen var næsten 96 %.
Statsgrænsen kom derfor til at ligge sydligere end sprog- og
nationalitetsgrænsen. Årsagen til afstemningens udfald var dels nogle
lokale økonomiske forhold, og dels at mange slovenere følte større
tilknytning til Østrig end til Serbien. Til resultatet bidrog også, at de
serbiske tropper som besættelsesmagt i afstemningszonen i tiden forud
for afstemningen ved deres vilkårlige og hensynsløse optræden havde
stødt mange slovenere fra at stemme for et tilknytningsforhold til en stat,
hvor serberne var dominerende.
Den officielle proklamering af ”Serbernes, Kroaternes og Slovenernes
Kongerige” skete den 1. december 1918. I overgangsperioden fra 29.
oktober til 1. december 1918 var Slovenien i praksis forholdsvis
selvstændigt, og reelt beholdt slovenerne en stor grad af autonomi helt
frem til vedtagelsen af den fælles forfatning den 28. juni 1921. Det
lykkedes
i løbet
af
denne
korte periode
at
danne
en bred
samlingsregering, som gennemførte en lang række love, der tog sigte på
at overføre området til slovensk administration. Slovensk blev straks
gjort til forvaltningssprog, og de østrigske embedsmænd blev erstattet af
slovenere. Det lykkedes også i 1919 at få oprettet et længe ønsket
slovensk universitet i Ljubljana. Gamle politiske modstandere viste en
forbavsende evne til at samarbejde om at nå politiske resultater. Et
forhold, som også sås lige efter selvstændigheden i 1991.
30
Den nye forfatning blev en stor skuffelse for de fleste slovenere og
kroater. De havde ønsket en forfatning, der gav de enkelte folkeslag en
stor grad af selvstyre, især inden for kulturelle og sociale områder. Men
serberne ønskede en enhedsstat, og det lykkedes dem at få et knebent
flertal for en meget centralistisk forfatning. Al magt kom fra nu af til at
ligge hos en centralregering i Beograd.
Imidlertid var slovenerne vant til at være et mindretal i en stor stat, hvor
den væsentlige magt lå uden for deres område. Den erfaring og en
forbavsende politisk moderation kom dem til gode i den nye
centralistiske stat. I stedet for at gå i konfrontatorisk opposition, som
kroaterne gjorde, gik de efter at få den indflydelse, der var mulig. I
størstedelen af mellemkrigstiden var det katolske slovenske folkeparti og
dets leder Anton Korošec helt dominerende i slovensk politik. Partiet fik
igennem hele perioden omkring 60 % af stemmerne, mens de liberale
som det eneste andet betydende parti lå på omkring 20 %. De liberale
stod ret ensidigt som talsmænd for byernes erhvervsdrivende og
velhavende borgerskab. Det slovenske folkeparti var på den ene side
konservativt katolsk, men havde også en markant social profil, ikke
mindst over for landbefolkningen. Partiet var ualmindeligt velorganiseret
og var meget aktivt i igangsættelsen af en lang række frivillige
organisationer lige fra de allerede nævnte andelsforeninger for
landmændene til ungdomsforeninger, kulturelle og kirkelige foreninger.
Korošec var en usædvanlig dygtig politiker, der var medlem af en lang
række regeringer i Beograd. Man kan godt betegne ham som en
opportunist på Sloveniens vegne. Han indgik et utal af kompromisser,
men tabte aldrig sine mål af sigte. Med denne salamimetode lykkedes
det ham på trods af den meget centralistiske forfatning at få skabt og
opretholdt en stor grad af reel autonomi for Slovenien, selv om de
slovenske mandater kun udgjorde 20 % af alle. Hans politik skabte
selvfølgelig megen kritik, men han beholdt alligevel en bred folkelig
opbakning. Når politikken overhovedet lod sig gennemføre, hænger det
31
sammen med Sloveniens ringe størrelse og dets beliggenhed langt fra
Serbien. Det kunne aldrig blive en trussel mod Serbien. Samtidig
spillede det en stor rolle, at Korošec havde så stor og vedvarende
vælgerstøtte i Slovenien.
På det kulturelle område skete der meget store fremskridt. Alle skoler på
alle niveauer blev slovensksprogede. I 1921 var der 9 % analfabeter i
Slovenien, men ved 2. verdenskrigs udbrud var der ingen. I samme
periode steg antallet af gymnasieelever 2½ gang, mens antallet af elever
i forskellige erhvervsskoler steg til det 5-dobbelte. Det nye universitet i
Ljubljana begyndte i 1919 med 695 studerende. Dette tal var i 1938
vokset til 1964.
Administrationssproget i det slovenske område blev slovensk, og der
blev oprettet en lang række vigtige slovenske kulturinstitutioner: et
nationalmuseum, et nationalgalleri og et nationalteater. 1928 oprettedes
Radio Ljubljana, der sendte på slovensk.
Det centralistiske styre hindrede heller ikke en god økonomisk udvikling i
Slovenien. Fra at have været et underudviklet område i Østrig-Ungarn
blev Slovenien nu det mest udviklede område i det nye kongerige. Der
kom en vis industriudvikling. Lige før 2. verdenskrig tegnede industrien
sig for 30 % af BNP. Der var i alt næsten 800 virksomheder, hvoraf 40 %
hørte til inden for brancherne træ, tekstil og byggematerialer. Samtidig
skete der en kraftig udbygning af elektricitetsforsyningen. Men selv om
de nye industrier betød mange nye arbejdspladser, var det dog
stadigvæk ikke nok til at opsuge overbefolkningen på landet. Mange
måtte hutle sig igennem på meget små landbrug. De veletablerede
andelsselskaber, der ydede lån til lavere renter end bankerne, var dog
stadig til stor hjælp for landmændene i disse vanskelige år, men som i
det øvrige Europa blev kriseordninger alligevel nødvendige i 30’erne.
32
Den relativt gode udvikling i Slovenien skete på trods af nogle meget
vanskelige og ustabile politiske forhold i Serbernes, Kroaternes og
Slovenernes Kongerige. I 1929 indførte kongen diktatur og omdøbte
landet til Kongeriget Jugoslavien. Alle politiske partier blev forbudt, men
fortsatte alligevel i form af mere eller mindre lovlige dækorganisationer.
Selv om Korošecs politik på mange områder var vellykket og sikrede en
lang række fordele for Slovenien, blev det stadig vanskeligere for ham at
manøvrere, fordi modsætningerne i samfundet og inden for hans eget
parti skærpedes.
Den erhvervsmæssige og kulturelle udvikling fremkaldte sociale og
ideologiske opbrud. Industrialiseringen og 30’ernes økonomiske krise
skabte nye sociale problemer, der krævede løsning. Byudviklingen og
den bedre uddannelse medførte en øget sekularisering af samfundet.
Samtidig
med
denne
udvikling
opstod
der
nogle
meget
fundamentalistiske og konservative bevægelser inden for den katolske
kirke. I begyndelsen af 1930’erne rykkede Vatikanet og den katolske
kirke politisk stærkt mod højre af frygt for den voksende anti-kirkelige
kommunistiske bevægelse. Paven fordømte i 1931 i en rundskrivelse
enhver
form
for
socialisme,
inklusive
den
kristne
socialisme.
Toneangivende katolske kredse var tillige mildt stemte over for den
voksende fascisme.
Disse politiske, ideologiske og sociale spændinger førte i Slovenien til
sprængning af både det katolske og det liberale parti. Siden det katolske
partis grundlæggelse i 1890’erne havde det haft en meget socialt bevidst
fløj, som kaldte sig kristne socialister, og som var de aktive i
organiseringen af fagforeninger. De havde derfor stor tilslutning blandt
den voksende gruppe af byarbejdere, som de mente, at partiet svigtede
under den økonomiske krise. Denne fløj brød i løbet af 30’erne ud af det
katolske parti og dannede en selvstændig organisation. De kristne
socialister var også blevet mere kulturelt-nationalt bevidste under indtryk
af kongens diktatoriske styre, som førte til en endnu mere centralistisk
politik fra Beograd.
33
Inden for det andet store parti, de liberale, skete der også en spaltning.
De liberale havde i modsætning til det katolske parti hele tiden gået ind
for en jugoslavisk enhedsstat. Nu brød en meget velanskrevet gruppe af
nationalt og demokratisk sindede mennesker med partiet og dets
centralistiske politik.
Som reaktion mod de fascistiske og højreorienterede strømninger
rykkede både denne gruppe og de kristne socialister gradvist mod
venstre. I slutningen af 1930’erne var de i kontakt med den forbudte
kommunistiske bevægelse, som i 1937 stiftede et ”selvstændigt”
slovensk kommunistparti med et nationalt orienteret program.
Som allerede nævnt kom ikke alle slovenere med i den jugoslaviske stat.
Værst stillet var den store gruppe, der kom under Italien. Ikke mindst
efter Mussolinis magtovertagelse i 1922 blev den nationale og kulturelle
undertrykkelse meget voldsom. Det resulterede i, at der enkelte steder
blandt det slovenske mindretal opstod til dels bevæbnede grupper, som
bekæmpede fascisterne.
Heller ikke i Østrig og Ungarn var der gode forhold for mindretallene. I
Østrig var der tosprogede skoler og slovenske kulturorganisationer, men
det slovenske mindretal var alligevel hele tiden udsat for et vist
fortyskningspres. Assimilationspresset mod mindretallet steg efter det
autoritære styres indførelse i 1933 og blev yderligere udtalt efter
nazisternes anneksion i 1938.
I Ungarn blev det slovenske mindretal systematisk ungariseret, og der
var følgelig ingen tosprogede skoler.
2. verdenskrig
Den 6.april 1941 angreb Tyskland og dets allierede Jugoslavien, som
blev nedkæmpet i løbet af knap to uger. De angribende lande delte
derpå landet imellem sig, dog således at der i Kroatien og Bosnien
oprettedes en ”selvstændig” kroatisk quislingstat, hvorved Slovenien
blev isoleret fra det øvrige Jugoslavien. Slovenien selv blev delt mellem
34
Tyskland, Italien og Ungarn. Tyskland satte sig på den nordlige del, der
grænsede op til Østrig, som siden 1938 havde været en del af
Nazityskland. Italien besatte den sydlige del, der lå i forlængelse af det
område, som Italien havde sikret sig efter 1. verdenskrig. Ungarn
annekterede et område med blandet befolkningssammensætning helt
mod nordøst, som grænsede op til Ungarn.
Følgerne for befolkningen blev værst i den tysk besatte del. Her satte
besættelsesmagten straks ind med en stærk undertrykkelse og kontrol
med befolkningen, som hurtigst muligt skulle germaniseres. Man forbød
enhver brug af slovensk i både skole-, kirke- og kulturliv. Ad flere
omgange blev i alt godt 60.000 mennesker deporteret fra området og
alle deres ejendele konfiskeret. Omkring en tredjedel, der især
omfattede gejstlige og andre veluddannede mennesker, blev sendt til
Serbien og Kroatien. De øvrige, der især omfattede bønder fra den
sydøstlige del af det tysk besatte område, blev sendt til Tyskland som
tvangsarbejdere. Ind i det område, hvor de havde boet, flyttede en
gruppe tyskere, som siden 1300-tallet havde boet i en samlet
tysksproget og tysk kulturel enklave i det sydlige Slovenien. Da dette
område nu var under Italien, tvang nazisterne denne gruppe til at flytte til
det nævnte område, hvorfra de efter krigen på ny blev fordrevet til Østrig
eller Tyskland. Desuden flygtede ca. 17.000 mennesker fra den tysk
besatte til den italiensk besatte del, hvor forholdene var betydeligt
mildere for den slovenske befolkning, inkl. jøder. Italienerne gav området
en slags indre selvstyre og lod de slovenske institutioner fortsætte.
Alligevel blev 25.000 personer fra dette område interneret og sendt i
koncentrationslejre.
Ungarerne indlemmede straks det besatte område i Ungarn. Det betød
en total kulturel undertrykkelse af alt slovensk. Ikke blot bynavne og
gadenavne, men også personnavne (som i Italien) blev ændret og gjort
ungarske. De unge blev udskrevet til soldater i den ungarske hær.
De slovenske politikere reagerede på samme måde, som de danske
gjorde i begyndelsen af 1940’erne. De forsøgte sig med en
35
samarbejdspolitik, som dog kun til en vis grad lod sig gennemføre i den
italiensk besatte del. Politikerne mente, at en voldelig modstand ville
være udsigtsløs, og at den frem for alt ville blive meget blodig.
Andre grupper mente, at det var nødvendigt at gå til væbnet modstand,
hvis man efter krigen skulle have en chance for at blive omfattet af de
allieredes del af verden.
De stigende politiske modsætninger, der viste sig gennem 1930’erne,
kom til fuld og tragisk udfoldelse i første halvdel af 1940’erne, hvor
Slovenien ikke blot kom til at opleve besættelse og modstandskamp,
men også borgerkrig.
I foråret 1941 var Slovenien præget af to konflikter, der i de følgende år
blev vævet ind i hinanden. Der var voksende spændinger i befolkningen
som følge af, at landet stod midt i en moderniseringsproces. Forskellene
voksede mellem på den ene side de traditionelle, katolsk-konservative
befolkningsgrupper
og
på
den
anden
side
arbejderne
og
de
veluddannede unge i byerne, hvor udviklingen både materielt og mentalt
løb stærkt. Som følge af den fremmede besættelse opstod der samtidig
en uenighed om, hvorvidt man skulle yde aktiv eller passiv modstand
mod besættelsesmagterne.
Disse uenigheder udnyttede det lille nystiftede slovenske kommunistparti
til at sætte dagsordenen. Sammen med de grupper, der var brudt ud af
det katolske og det liberale parti, og som de allerede samarbejdede
med, dannede de i foråret 1941 Befrielsesfronten, der fik tilslutning af
mange
unge,
en
del
af
arbejderne
og
de
intellektuelle.
Modstandsbevægelsen blev organiseret i den italiensk besatte del, fordi
undertrykkelsen og kontrollen med befolkningen i den tysk besatte del
var så intens, at det næppe havde været muligt der. Desuden var de
intellektuelle i dette område enten blevet deporteret eller var flygtet til
den italiensk besatte del.
Befrielsesfronten ville kæmpe for at befri Slovenien. Men det viste sig
hurtigt, at kommunisterne også havde en anden dagsorden: En
omdannelse af Slovenien til en kommunistisk stat efter krigen.
36
To begivenheder bidrog til at tydeliggøre denne hensigt. I september
1941 vedtog Befrielsesfronten en udtalelse om, at de ville betragte alle
modstandsgrupper, der ikke var en del af Befrielsesfronten, som fjender,
der forrådte folket og de nationale interesser. De søgte med andre ord at
tiltage sig monopol på modstandskampen.
Selv om kommunisterne hurtigt tog ledelsen af Befrielsesfronten, var
denne alligevel en koalition af de grupper, der havde stiftet den. Den 1.
marts 1943 følte kommunisterne sig imidlertid stærke nok til at kræve, at
de andre grupper nedlagde sig selv som selvstændige politiske grupper
og på den måde i praksis lod sig opsluge af kommunisterne. Dermed
forsvandt enhver rest af pluralisme fra Befrielsesfronten.
Allerede fra begyndelsen havde medlemmer af Befrielsesfronten i en
række tilfælde udøvet terror og overgreb mod dele af civilbefolkningen,
som søgte at undgå at blive involveret i kampe og derfor ikke
umiddelbart støttede dem. Disse angreb på ofte helt uskyldige borgere
er en af Befrielsesfrontens meget mørke pletter. De terroriserede
borgere var på mange måder under dobbelt pres, fordi de på den anden
side
ofte
måtte
undgælde,
når
besættelsesmagterne
lavede
gengældelsesaktioner efter partisanangreb. Der blev ganske vist sine
steder dannet landsbyværn, men aldrig i et omfang, som virkelig
battede.
Det katolske folkeparti, som ellers på mange måder havde udviklet sig
meget, stod i de år uden kompetent leder. Korošec døde pludseligt i
1940, og hans efterfølger blev dræbt af en bombe i forbindelse med det
tyske angreb på Jugoslavien.
Trods kommunisternes forsøg på at monopolisere modstandskampen
blev
der
gjort
forskellige
forsøg
på
at
danne
borgerlige
modstandsgrupper. Men da grupperne hverken havde fælles ledelse
eller koordinerede deres aktiviteter, havde de kun ubetydelig slagkraft.
Det blev for alvor tydeligt i efteråret 1943 efter Italiens kapitulation, som
øgede Befrielsesfrontens magt betydeligt. Straks efter begyndte en
37
regulær borgerkrig, hvor Befrielsesfronten fuldstændig nedkæmpede de
borgerlige modstandsgrupper, der var opstået.
Denne
situation
gjorde
de
borgerlige
desperate.
De
frygtede
kommunisterne mere end noget andet. Derfor oprettede resterne af de
nedkæmpede grupper sammen med andre den 15. september 1943
gruppen Domobranci (Hjemmeforsvaret), der samlede næsten alle antikommunistiske bevægelser, og som blev udstyret, trænet og ledet af SS.
Med stærk symbolvirkning aflagde Domobranci i april 1944 og januar
1945 i overværelse af Ljubljanas katolske biskop og en SS-general og
sammen med SS og den tyske værnemagt ed på at de ville bekæmpe
kommunismen og de allierede.
Den slovenske Befrielsesfront kæmpede under det meste af krigen
meget selvstændigt og blev først fra november 1943 formelt en del af
Titos Partisanbevægelse, selv om de lige fra begyndelsen havde
arbejdet sammen med dem. Det blev i løbet af krigen tydeligt for de
allierede, at det i det jugoslaviske område var Partisanerne, der ydede
den største militære indsats mod tyskerne, og de blev derfor i juni 1944
officielt anerkendt af de allierede. Dermed mistede anti-kommunisterne,
som ellers havde opretholdt kontakt med de allierede, enhver støtte fra
disse. Den britiske regering krævede rent ud, at de forligte sig med
Befrielsesfronten og ophørte med at bekæmpe denne og de allierede.
Det nægtede de.
Det
fik
skæbnesvangre
følger
ved
krigens
slutning,
hvor
Befrielsesfronten havde al politisk magt i hænderne i Slovenien.
Domobranci og en række af deres civile støtter flygtede til de engelske
besættelsesstyrker i det sydlige Østrig. De sendte dem imidlertid tilbage
til Slovenien, hvor Befrielsesfronten begik deres værste krigsforbrydelse,
idet de omgående likviderede de tilbagesendte. Det drejede sig om
mindst 8600 personer. Måske betydeligt flere.
Denne tragedie og de voldsomme modsætninger under krigen er først
nu ved at blive endevendt af historikerne. Under det kommunistiske styre
var de tabu.
38
Det kommunistiske Jugoslavien
Ved et møde i Bosnien i november 1943 havde Befrielsesfrontens
repræsentanter sammen med repræsentanter for Partisanerne fra de
øvrige dele af Jugoslavien vedtaget en række politiske beslutninger om
efterkrigstidens Jugoslavien. Landet skulle være ”en forbundsstat af
ligeværdige nationer, som på basis af retten til selvbestemmelse,
inklusive retten til udtræden, havde udtrykt deres vilje til at leve sammen”
i en sådan fælles stat. Slovenien blev derfor ved krigens slutning et af
forbundslandene i denne stat, der også kom til at omfatte størstedelen af
de områder med slovensk befolkning, som efter 1. verdenskrig kom
under
Italien.
Dog
var
der
uenighed
med
stormagterne
om
Triestområdets tilhørsforhold. Problemet løstes først i 1954, hvor det
besluttedes, at Triest by skulle forblive under Italien, mens oplandet mod
øst og syd skulle høre til Jugoslavien. Slovenien fik derved en knap 50
km lang kyststrækning med den vigtige havneby Koper.
Selv om det nye Jugoslavien ifølge forfatningen var en forbundsstat, var
styret i begyndelsen ekstremt centralistisk og hierarkisk. Dog havde de
enkelte republikker i vidt omfang selvbestemmelse på kultur- og
skoleområdet. Slovenien var som før krigen den rigeste del af landet og
havde det højeste uddannelsesniveau. I 1947 lå dets BNP/indb. 63 %
over det jugoslaviske gennemsnit.
Det nye styre nationaliserede alle industrivirksomheder og ligeledes en
betydelig del af håndværksvirksomhederne. De private landmænd fik i
begyndelsen lov til at beholde maksimalt 25-30 ha, som dog få år senere
blev reduceret til 10 ha. I Slovenien med de mange små landbrug ramte
indgrebet knapt så hårdt som andre steder. Så i 1954 var ¾ af
landbrugsjorden stadig ejet af private landmænd, som dog i de første år
var tvunget til at aflevere en del af høsten til staten til meget lave priser.
Jugoslavien var det andet land i verden, der fik kommunistisk styre, så
både ideologisk og i praksis efterlignede det nye styre Sovjetunionen.
39
Mange anti-kommunister blev i de første år chikaneret, arresteret og
dømt for politiske forbrydelser. Men selv om den jugoslaviske ledelse
bestod af ret fanatiske kommunister, var de ikke parate til uden videre at
lade sig dirigere fra Moskva. De havde stort set selv befriet landet
gennem partisankampen og havde ikke sovjetiske tropper stående på
jugoslavisk jord, som det var tilfældet i nabolandene. De fastholdt deres
selvstændige standpunkter i stridsspørgsmål med Sovjetunionen, som i
1948 udstødte dem af den kommunistiske familie. Bruddet fik store
konsekvenser både på kort og langt sigt. På kort sigt skabte det
betydelige økonomiske problemer for Jugoslavien, som netop havde
vedtaget en femårsplan, der kalkulerede med store leverancer fra
Sovjetunionen. Leverancer som nu ophørte. De økonomiske problemer
blev dog mindsket af, at Jugoslavien i disse år modtog store økonomiske
bidrag fra FN og USA, inklusive Marshall-hjælp.
Opgøret med Sovjetunionen gav en øget folkelig opbakning til Tito og
det jugoslaviske regime. Men inden for kommunistpartiet kom det til en
udrensning af alle formodede sovjetsympatisører, hvoraf nogle blev
sendt i arbejdslejre som den berygtede Goli Otok. På det ideologiske
område tvang udstødelsen Jugoslavien til at finde sin egen udformning
af
kommunismen.
Det
blev
til
det
såkaldte
arbejder-
selvforvaltningssystem. Grundideen var, at der gennem decentralisering
overførtes beslutningskompetence til medarbejderne i virksomhederne.
Det var fra begyndelsen meningen, at denne kompetence kun skulle
omfatte det økonomiske område, men med tiden bredte den sig til andre
områder. Skønt kommunistpartiet beholdt den egentlige magt, så var
den mere diffus end i de andre kommunistiske lande.
Arbejder-selvforvaltningssystemet var i begyndelsen begrænset af en
stærk statslig styring, men alligevel gav det gode udviklingsmuligheder
for den forholdsvis veludviklede slovenske industri. Fra 1954 til 1959
voksede det slovenske nationalprodukt med 50 %.
40
Samtidig skete der en kvalitativ udvikling inden for industrien, der blev
mere differentieret og begyndte at fremstille mere komplicerede
produkter, idet især maskin- og elektroindustrien og den kemiske industri
udbyggedes.
I begyndelsen af 1960’erne bremsedes Jugoslaviens økonomi igen, fordi
systemet alligevel var for stift, og der kom flaskehalse forskellige steder.
Der var voksende problemer med betalingsbalancen og en stærkt
stigende udlandsgæld. Arbejdsløsheden voksede, fordi virksomhederne
fik mulighed for at rationalisere og afskedige overflødige medarbejdere.
Men samtidig åbnedes grænserne, så at alle, der ønskede det, kunne
tage job som gæstearbejdere i Vesteuropa, som i de år havde stor
mangel på arbejdskraft. Det mindskede arbejdsløsheden derhjemme, og
samtidig sendte gæstearbejderne betydelige beløb hjem i udenlandsk
valuta. Der skete også en vis udvandring fra Slovenien. Til gengæld kom
der med tiden et betydeligt antal gæstearbejdere fra det øvrige
Jugoslavien til Slovenien.
Den mere diffuse rolle, som kommunistpartiet spillede i Jugoslavien, gav
mulighed for samfundsmæssige debatter. Allerede fra 1950’erne kunne
man ane liberale og konservative fløje inden for partiet. De konservative
var ofte folk uden megen uddannelse, der havde skabt sig en position i
partiet, fordi de havde udmærket sig i partisankampen, mens mange
liberale var unge veluddannede, som åbent diskuterede samfundets
udvikling. Især i slutningen af 1960’erne kom der intense debatter i
Slovenien og Kroatien. Åbningen af grænserne havde givet både
politikere og den brede befolkning gode muligheder for let og tit at
besøge nabolandene og derfra hjembringe masser af oplysende
tidsskrifter og nye ideer. De slovenske liberale kommunister ønskede at
fremme
markedsprincipper
i
økonomien
og
lave
en
langsigtet
planlægning, der inkluderede miljøhensyn.
I 1965 vedtoges der på forbundsplan en række reformer, som medførte
en decentralisering af den politiske magt og gav et større råderum for
markedskræfterne i økonomien. Kort tid efter valgtes den progressive
41
kommunist Stane Kavčič til leder af regeringen i Slovenien. Han gik
straks i gang med reformer, der sigtede på at fremme de mest moderne
sektorer som elektronik- og serviceindustrien med henblik på øget
samarbejde med Vesteuropa. Regeringens mål var at skabe en
markedsøkonomi med en social stat.
Hans ideer blev dog for provokerende for de traditionelle kommunister,
som i 1972 fik ham afsat og erstattet med en af deres egne. De liberale
blev udrenset af partiet og samtidig strammes kulturpolitikken med
afskedigelser af intellektuelle fra tidsskrifter og fra Ljubljana Universitet.
Alligevel begyndte det, som Kavčič’s regering satte i gang at bære frugt,
således at den slovenske industri i endnu højere grad blev dominerende
både internt i Jugoslavien og med hensyn til eksport.
I 1974 fik Jugoslavien en ny forfatning, som medførte meget store
ændringer i selvforvaltningssystemet. Kommunistpartiets magt blev
samtidig øget på en række områder, men alligevel betød den nye
forfatning, at den politiske magt blev decentraliseret så meget, at de
enkelte republikker, altså også Slovenien, blev næsten selvstændige på
en lang række områder. Forfatningsændringerne indebar, at mange
beslutninger blev lagt ud i kommunerne og helt ud i afdelingerne i de
enkelte virksomheder. Selv om kommunistpartiet var aktivt overalt, betød
det nye system, at et meget stort antal mennesker blev inddraget og fik
erfaring med forhandling og beslutningstagen i komplicerede spørgsmål.
Systemet var tungt og bureaukratisk, men i Slovenien med dets meget
veluddannede befolkning fungerede det hæderligt, samtidig med at det
gav demokratisk træning til en stor del af befolkningen. Det slovenske
samfund udviklede sig i de følgende år kraftigt. Økonomien og
levestandarden blev stadig bedre, og der var ingen arbejdsløshed. Man
fik et godt socialt sikkerhedsnet, pensioner og et godt sundhedsvæsen.
Velstandsniveauet i Slovenien nåede i slutningen af 1980’erne op på
over det dobbelte af det jugoslaviske gennemsnit.
Den nye forfatning tog højde for de meget store økonomiske og
kulturelle forskelle mellem republikkerne, men der kom til at mangle en
42
central koordinering af økonomierne i hele Jugoslavien. Resultatet blev,
at forskellene mellem republikkerne blev større, mens den samlede
jugoslaviske økonomi gik tilbage, og den jugoslaviske udlandsgæld
voksede katastrofalt.
Sammenfattende kan man sige, at den jugoslaviske og slovenske
historie i perioden fra 1945 til 1980’erne var præget af, at de politiske,
økonomiske og kulturelle forskelle inden for Jugoslavien øgedes. Det var
også en tid med store politiske udsving. Perioden fra 1945 til
begyndelsen af 1950erne var præget af politisk undertrykkelse og en
efterabning af det sovjetiske samfundssystem. Det var en barsk tid, der
kostede dyrt både menneskeligt og økonomisk.
Efter konflikten med Sovjetunionen begyndte eksperimenterne med
selvforvaltningssystemet, som efterhånden bredte sig og fik meget
indgribende indflydelse på både den samfundsmæssige og den
forfatningsmæssige
udvikling.
Denne
proces
kulminerede
med
vedtagelsen af 1974-forfatningen, der for alvor gjorte Jugoslavien til en
forbundsstat, hvor de enkelte republikker fik overordentlig stor
selvbestemmelse.
Man skal imidlertid ikke overse, at der ikke var tale om et demokratisk
system. Det var altid i sidste instans det kommunistiske parti, der
bestemte kursen. Partiet var dog en samlingsorganisation med mange
fløje, også sådanne som i dag ville svare til Socialdemokrater, SF osv.
De politiske forhold varierede meget alt efter hvilke grupper, der havde
overtaget inden for partiet. På den ene side var der de doktrinære
kommunister, der frem for alt ville bevare partiets absolutte magt. De så
med skepsis på enhver politisk og økonomisk reform, der betød
decentralisering af magten. Mange serbiske kommunister havde den
holdning.
Men kommunistpartiet rummede også mange progressive politikere, der
ville reformere og modernisere systemet. Et flertal af de slovenske
kommunister tilhørte denne fløj og kæmpede for mere decentralisering,
43
som både økonomisk og kulturelt var en fordel for Slovenien. Tito tilhørte
ingen af fløjene, men formåede, mens han levede, at skære igennem,
når han mente, at den ene af fløjene fik så megen magt, at det kunne
true Jugoslaviens enhed eller det kommunistiske system, som begge for
ham havde højeste prioritet.
Som en del af Jugoslavien var Slovenien underlagt de overordnede
partibeslutninger. Men til trods for det skiftende politiske klima formåede
slovenerne at modernisere og udvikle deres økonomi, så den hele tiden
lå langt foran alle de andre republikkers. Inden for kulturlivet var der en
åbenmundethed og en sprælskhed, som jævnligt blev for vidtgående for
de politiske magthavere. Men straffene til de skyldige blev aldrig mere
alvorlige, end at man måtte have fornemmelsen af, at disse havde en vis
forståelse hos indflydelsesrige folk.
Denne forholdsvis tolerante holdning i det slovenske samfund hænger
utvivlsomt sammen med, at Slovenien igennem hele sin historie har
tilhørt Central- og Vesteuropa. Kraftigt medvirkende er sikkert også den
kulturelle inspiration, som med grænseåbningerne i 1960’erne tilflød
slovenerne fra den vestlige verden.
Alt i alt lykkedes det Slovenien som delrepublik i Jugoslavien at udvikle
sin økonomi og gøre værdifulde politiske erfaringer, som kom dem til
gavn, da udviklingen i 1980’erne tog fart.
Selvstændighedsprocessen
I 1980 døde Tito og i årene lige før og efter døde flere andre af de gamle
frontfigurer i jugoslavisk og slovensk politik. Disse dødsfald skete samtidig
med, at Jugoslavien bevægede sig ind i en meget alvorlig økonomisk,
social, politisk og forfatningsmæssig krise, fordi det politiske system var
lammet, og nødvendige reformer derfor ikke kunne gennemføres.
Forfatningen fra 1974 gav de enkelte republikker en så høj grad af
selvbestemmelse, at det var vanskeligt at træffe fælles jugoslaviske
beslutninger.
44
Samtidig blokerede kommunistpartiets magtmonopol for demokratisk
funderede løsninger af problemerne. Det er ikke helt forkert, når nogle
hævder, at Jugoslaviens opløsning i højere grad skyldtes mangel på
demokrati, end det skyldtes nationale modsætninger. Udligningspolitikken
spillede ligeledes en stor rolle.
I den situation kom især Slovenien og Serbien i et stigende
modsætningsforhold, idet Serbien ønskede at tackle Jugoslaviens
problemer gennem at skabe en enhedsstat med et stramt autoritært og
centralistisk styre i Beograd. Slovenien ønskede derimod at indføre
demokrati og at løsne båndene mellem de enkelte republikker ved at
omdanne Jugoslavien fra en forbundsstat til et statsforbund. Serbiens
voldelige undertrykkelse af den albanske befolkning i Kosovo øgede kun
den slovenske mistillid til serberne.
Samtidig begyndte den samlede jugoslaviske økonomi at udvikle sig
katastrofalt. Der var gennem en årrække oparbejdet en stor udlandsgæld.
Renterne
af
denne tyngede
stadig mere,
og de
internationale
lånebetingelser blev mere stramme. Da regeringen i Beograd i 1983 efter
krav fra Valutafonden krævede, at alle skulle afdrage efter evne uden
hensyn til, hvem de oprindelige lån var kommet til gode, skabte det store
spændinger. Det betød i praksis, at meget store økonomiske byrder ville
blive lagt på Slovenien og Kroatien, som var de republikker, der havde
store eksportindtægter i vestlige valutaer.
Kravet forstærkede de to
republikkers
at
stigende
utilfredshed
med,
deres
betalinger
til
udviklingsstøtte til de fattige republikker tilsyneladende ikke altid blev brugt
til
hensigtsmæssige
udviklingsprojekter,
men
snarere
til
lokale
prestigeprojekter eller endnu værre, at en del af pengene blev svindlet
bort.
Det var ikke kun de økonomiske problemer, der skabte modsætninger.
Beogradregeringens ønsker om en centraliseret lovgivning vedrørende
uddannelse, videnskab og kultur skabte mere offentligt røre og folkelig
modvilje i Slovenien, end de økonomiske krav havde gjort.
45
I Serbien udarbejdede Serbiens Videnskabernes Akademi i 1986 et
såkaldt Memorandum, der gav udtryk for ekstreme serbisk-nationalistiske
og centralistiske synspunkter. Disse anskuelser blev grundlaget for serbisk
politik, da Slobodan Milošević året efter valgtes til leder af det serbiske
kommunistparti. Partiet holdt desuden strengt fast den traditionelle
kommunistiske planøkonomi og bekæmpede enhver udvikling i retning af
markedsøkonomi.
I kraft af historien og de livlige forbindelser med Central- og Vesteuropa
siden grænseåbningen i 1960’erne var den kulturelle åbenhed og
nytænkning større i Slovenien end i resten af Jugoslavien. Op gennem
1980’erne foregik der en intens kulturel og politisk debat, som i betydelig
grad havde stiltiende accept fra indflydelsesrige kommunister. Det gjaldt
ikke mindst Milan Kučan, som i 1986 blev valgt til leder af det slovenske
kommunistparti, der under hans ledelse opnåede en sjælden grad af
folkelig accept. Allerede fra 1976 havde der i ungkommunisternes blad
Mladina (Ungdom) været ført en meget åben debat om en lang række
kontroversielle kulturelle og politiske emner. Fra midten af 1980’erne
opstod der spontant en række NGO’er, der kritiserede kommunismen og
argumenterede for retten til fri meningsudveksling og respekt for
menneskerettighederne.
Som det er fremgået af det historiske kapitel, er der en meget lang
tradition for, at kulturpersonligheder spiller en fremtrædende rolle også i
politiske sammenhænge. Frem til dannelsen af det første Jugoslavien i
1918 var ”de kulturelle udtryk på samme tid et surrogat for politiske
viljestilkendegivelser og den vigtigste form for politisk liv", som
vicekulturminister Jože Osterman udtrykte det i 1993.
I 1980'erne spillede kulturpersonligheder også en stor og afgørende rolle i
opgøret med det gamle system. De blev så at sige ophavsmændene til
Sloveniens parlamentariske liv. Mange af dem kendte hinanden fra
studietiden på Ljubljana Universitet, hvor de i slutningen af 1960’erne var
med i det slovenske studenteroprør.
46
I 1982 grundlagde personer fra denne gruppe kulturtidsskriftet Nova
Revija, hvor der i de følgende år førtes en intensiv samfundskritisk debat.
Debattørerne i tidsskriftet var både af liberal, katolsk og socialdemokratisk
observans. Samtidig foregik der en tilsvarende debat mellem mange
intellektuelle,
der
var
medlemmer
af
kommunistpartiet.
Men
diskussionerne bevægede hurtigt væk fra overvejelser om, hvordan man
kunne ændre socialismen til at handle om, hvordan man kom ud af
socialismen, og de kom dermed i høj grad til at dreje sig om demokrati og
en slovensk national udvikling. En kulmination kom med udgivelsen i 1987
af det berømte nr. 57 af Nova Revija, som var et temanummer med titlen:
”Bidrag til Sloveniens nationale program”. Artiklerne i nr. 57 var en slags
opsummering af de forrige års diskussion og fik vidtgående indflydelse på
de følgende års udvikling frem mod demokrati og selvstændighed.
Bidragyderne understregede Sloveniens forfatningsmæssige ret til
selvbestemmelse og argumenterede for oprettelsen af en stat med vestligt
demokrati
baseret
på
markedsøkonomi,
respekt
for
menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettigheder.
Programmet og dets forfattere blev fordømt af kommunistpartiet.
Redaktøren af Nova Reveja, den senere slovenske udenrigsminister
Demitrij Rupel, blev fyret, men ingen blev straffet.
Synspunkterne i denne kulturelle og efterhånden stadig mere politiske
debat, der fra midten af 80'erne førtes blandt de intellektuelle, bredte sig
derfra ud i en bredere slovensk offentlighed og fremmede en åndelig og
mental modning i befolkningen i forhold til demokrati. Det fik stor betydning
for forløbet af selve selvstændighedsfasen i 1990-91 og for den senere
rolige demokratiske udvikling.
Kulturpersonlighedernes fremtrædende
rolle afspejlede sig også meget tydeligt i det første slovenske parlament,
der blev valgt i 1990. Her besatte folk fra kulturlivet så mange som 20 - 25
% af pladserne.
Flere begivenheder gjorde slovenerne stadig mere fast besluttede på at
sikre sig en form for uafhængighed med plads til demokrati og kulturel
selvbestemmelse. I forsommeren 1988 blev tre journalister fra Mladina og
47
en underofficer arresteret og beskyldt for at have offentliggjort militære
hemmeligheder. Den ene af journalisterne var den senere forsvarsminister
og nuværende regeringsleder Janez Janša. Underofficeren, der arbejdede
med kommunikation inden for den jugoslaviske hær, havde erfaret, at
hæren overvejede at erklære Slovenien i undtagelsestilstand for at kunne
kvæle den frie debat der. Det, følte han, var så alarmerende, at han lod sin
viden offentliggøre. Han tilstod åbent og blev idømt 4 års fængsel. Hærens
planer skabte selvfølgelig stor vrede i Slovenien. Det øgede kun vreden, at
de arresterede blev dømt ved en militær og ikke ved en civil domstol, og at
retssagen foregik på serbo-kroatisk og ikke på slovensk, skønt den foregik
i Slovenien. Måske var det sidste kun en kluntethed fra hærens side, men
det forværrede en i forvejen prekær situation.
På et tidspunkt i 1989 bekendtgjorde Milošević, at han ville foranstalte en
massedemonstration i den slovenske hovedstad Ljubljana af serbere, som
skulle køres dertil i særtog og busser fra alle dele af Serbien. Lignende
demonstrationer og magtopbud havde det serbiske styre netop med held
brugt til at gennemtvinge forfatningsændringer i Vojvodina, Montenegro og
Kosovo. I Kosovo var der desuden blevet brugt mere håndfaste metoder i
form af politivold, der havde resulteret i adskillige dræbte. Slovenske
myndigheder truede med at standse tog og busser, før de nåede frem, så
demonstrationen blev aflyst. I stedet opfordrede serberne til handelsboykot
af slovenske varer. "Nogle (læs: serberne) holdt op med at respektere de
principper, som lå til grund for oprettelsen af efterkrigstidens Jugoslavien.
Det fik slovenerne til at spørge, om deres plads fortsat var i en sådan stat",
som
et
fremtrædende
medlem
af
det
reformerede
slovenske
kommunistparti udtrykte det i et interview i 1993.
Endnu en begivenhed undergravede tilliden. I dec. 1990 lavede Milošević i
samarbejde med den serbiske repræsentant i Den Jugoslaviske
Nationalbank et kup, som betød at nationalbanken trykte ekstra penge,
som Serbien manglede. Det drejede sig om et beløb svarende til 7 – 8
mia. danske kroner. Den påfølgende hyperinflation skadede især
Slovenien og Kroatien med deres betydelige eksportindustrier.
48
I efteråret 1989 vedtog det slovenske parlament en række ændringer af
den slovenske forfatning, der i høj grad tog sigte på at præcisere de
paragraffer, der handlede om retten til selvbestemmelse og udtræden af
forbundsstaten. Yderligere blev det vedtaget at ophæve kommunistpartiets
magtmonopol og tillade flere partier.
I
januar
1990
trak
det
slovenske
kommunistparti
sig
ud
af
sammenslutningen af jugoslaviske kommunistpartier og omdannede sig til
et demokratisk venstreparti. I april 1990 holdes de første demokratiske
valg med deltagelse af flere partier. Valget blev vundet af en gruppe
partier, der var samlet i koalitionen ”Sloveniens demokratiske opposition”
(DEMOS), som fik 54 % af stemmerne. Det tidligere kommunistparti fik 17
% og ungkommunisterne, som nu kaldte sig Det Liberal-Demokratiske
Parti, fik 14 %. Ved det efterfølgende præsidentvalg blev kommunisternes
leder siden 1986, Milan Kučan valgt med 59 % af stemmerne.
I december 1990 annoncerede Slovenien og Kroatien, at de havde til
hensigt at erklære sig uafhængige. Samtidig foreslog de, at de næste seks
måneder blev brugt til at forhandle om, hvordan de fremtidige relationer
skulle være til de øvrige republikker i Jugoslavien. Men da Serbien som
nævnt
ønskede
en
centralisering
af
magten
i
Beograd,
førte
forhandlingerne ingen vegne.
Den 23. dec. 1990 blev der holdt folkeafstemning om Sloveniens
selvstændighed. Valgdeltagelsen var helt oppe på 93,2 % og 88 % af alle
valgberettigede stemte for uafhængighed.
Den 25. juni 1991 erklærede Slovenien sig sammen med Kroatien
uafhængigt. To dage efter gik den jugoslaviske hær til angreb for med
magt at forhindre løsrivelsen. Det jugoslaviske militær bestod af to dele.
Dels et almindeligt militær, som det kendes fra alle lande, og dels det
såkaldte territorialforsvar, som sorterede under de enkelte republikker. Det
slovenske territorialforsvar bed voldsomt fra sig, og det kom til en ti dage
lang krig. Den ledende kraft bag det slovenske forsvar var den allerede
nævnte Janez Janša, der er militærekspert og var den nye regerings
forsvarsminister. EF sendte mæglere og fik skabt en våbenstilstand mod,
49
at de to lande udsatte iværksættelsen af deres uafhængighed i 3 måneder.
Hæren blev trukket tilbage til kasernerne. Straks efter flygtede næsten alle
slovenske soldater og et stort antal slovenske officerer fra den
jugoslaviske hær og sluttede sig til den slovenske. Selv om det var
forudset ved våbenstilstanden, kom det ikke til yderligere forhandlinger.
Den 8. oktober efter udløbet af de 3 måneders udskydelse satte den
slovenske regering uafhængigheden i kraft og satte ved samme lejlighed
landets nye valuta TOLAR i omløb. Den 15. oktober forlod de sidste
jugoslaviske soldater Slovenien.
Da temanumret af Nova Revija udkom i 1987, var der ikke slovenske
planer om total løsrivelse. Men man krævede Jugoslavien omdannet fra
en forbundsstat til et statsforbund, en såkaldt konføderation. Centrale
aktører hævder, at slovenernes meddelelse i december 1990 om, at de
agtede at erklære sig uafhængige, havde til formål at blødgøre især
serberne så meget, at de ville gå med til omdannelsen til en konføderation.
Mere turde man ikke håbe på.
Politisk set var Sloveniens vej mod uafhængighed en proces, som fik sin
egen dynamik. Ingen vidste, hvor langt den ville løbe. Heller ikke de
centrale aktører. Hver parts træk forstærkede den anden parts modtræk.
"Selvstændighed var at gribe en mulighed, som vi øjnede, og som måske
aldrig kom igen", som en fremtrædende politiker udtrykte det i 1993.
Når processen endte med Sloveniens uafhængighed, skyldtes det især, at
Serbien blokerede for en demokratisering af Jugoslavien. Det fik
slovenerne til at drage den konklusion, at demokrati kun kunne
virkeliggøres i et Slovenien, der var løsgjort fra Jugoslavien. Ønsket om
demokrati var en væsentlig drivkraft i uafhængighedsprocessen.
I en række interviews, som forfatteren i 1993 havde med fremtrædende
politikere fra alle politiske lejre, var det påfaldende, at alle fremførte, at det
især var kulturelle og dernæst politiske og økonomiske årsager, der drev
selvstændighedsprocessen. I den rækkefølge. Det kulturelle indbefattede i
50
høj grad også den politiske kultur, hvor forskellene inden for Jugoslavien i
disse vanskelige år viste sig at være lige så store som på andre områder.
Man kan måske sammenfatte de slovenske holdninger på denne måde:
Serberne hæmmede udviklingen i Slovenien, ikke så meget fordi de var
fattigere og mere tilbagestående, men fordi de holdningsmæssigt og
politisk modarbejdede en demokratisk og markedsøkonomisk udvikling,
der ville føre Jugoslavien i retning af den vesteuropæiske politiske,
økonomiske og kulturelle hovedstrøm, som det var og er slovenernes mål
at blive en aktiv del af. Serberne trækker os væk fra Europa, som det ofte
blev udtrykt.
Ydermere var de slovenske politikere overbeviste om, at serbernes
fremfærd ville føre til krig. En krig, de ville gøre alt for ikke at blive
inddraget i. Helt undgik de som nævnt ikke krig, men de ”slap med” ti
dage.
51
Det politiske system og
den politiske udvikling frem til 2007
Som i alle andre stater er det politiske system i Slovenien præget af
landets historiske erfaringer. Skønt mindre udpræget end i det øvrige
Øst- og Centraleuropa har forskellene mellem land og by historisk været
store. Befolkningen i afsides landsbyer og bjergområder var langt op i
tiden meget traditionel og præ-moderne i tankegang og havde kun i
meget ringe grad nogen forbindelse til de intellektuelle kredse i byerne
og deres kulturelle og politiske debatter. Disse forskelle er i dag stort set
forsvundet.
På landet forblev den katolske kirke helt op til 2. verdenskrig den
dominerende og samlende åndelige og sociale magtfaktor. Konservative
kredse inden for kirken modvirkede i høj grad fremkomsten af
selvstændige og selvtænkende samfundsborgere, der er forudsætningen
for et moderne, velfungerende demokrati. Kirken kom også til at præge
det slovenske samfund dybt med en korporativ tankegang, der ikke ser
samfundet som bestående af individuelle borgere, men derimod af
funktionelle grupper, der har hver deres plads og funktion i samfundet.
Det er derfor også disse funktionelle grupper, der bør være
repræsenteret i landets styre. Denne korporative kultur bygger på
værdier som stabilitet, ligeværd, enhed, retfærdighed og solidaritet. Den
slovenske korporatisme lægger stor vægt på, at flest mulige inddrages
med henblik på at opnå kompromisser og forsoning mellem samfundets
forskellige interessegrupper.
Denne tankegang øver stadig i betydeligt omfang indflydelse på den
slovenske politiske kultur. 1974-forfatningen og selvforvaltningssystemet
var præget af disse tanker, og de er også til stede i den nye forfatning,
hvor de først og fremmest kommer til udtryk i Nationalrådet (se senere).
Men det er også karakteristisk, at forfatningens bestemmelser og andre
procedurer tager sigte på at skabe konsensus, ligesom denne politiske
52
kultur ikke er uden indflydelse på, at de fleste regeringer siden
selvstændigheden har bygget på brede koalitioner af partier.
Et
andet
specielt
træk
ved
Slovenien
er,
at
der
allerede
i
kommunisttiden, især i 1980’erne, opstod et civilsamfund bestående af
en lang række foreninger, sammenslutninger, studiekredse osv., som
det liberale kommunistiske regime lod udvikle sig. De aktive udgjordes af
folk fra mange forskellige lejre som kritiske intellektuelle, skribenter,
journalister, fagforeningsfolk, studerende, økologer og pacifister. I dag er
der registreret 14.000-15.000 foreninger.
Det er også værd at bemærke, at ingen yderligtgående partier har
kunnet bide sig fast i Slovenien, som dog ikke har været helt forskånet
for politiske skandaler.
De største politiske uenigheder i det første årti efter selvstændigheden
har haft rod i fortiden. De dybe traumer fra splittelsen under 2.
verdenskrig og de efterfølgende massakrer er ikke helt glemt. Der har
også været konflikter med tilknytning til den katolske kirke i perioden
1997 - 2004, da den katolske kirke i Slovenien havde en meget
konfrontatorisk ærkebiskop, der begyndte at stille politiske krav på
kirkens vegne.
Men alt i alt har det politiske system med et stærkt parlament formået at
gøre dette til stedet, hvor politiske stridigheder afgøres. Det slovenske
styre fungerer i praksis som et samarbejdende og konsensussøgende
folkestyre.
Den nye forfatning blev vedtaget den 23. december 1991. Den lever op
til
alle
de
krav,
retsstatsprincipper,
der
stilles
til
frihedsrettigheder,
en
demokratisk
magtens
forfatning:
tredeling
osv.
Forfatningen uddyber og specificerer desuden de generelle principper
ved f. ex. at have en særlig paragraf, der forbyder dødsstraf og en anden
der forbyder anvendelse af tortur og nedværdigende straf.
Forfatningen understreger, at Slovenien er en socialstat, der bekender
sig til velfærdsstatens principper, ligesom der er en paragraf, der sikrer
53
borgerne retten til at leve i et sundt miljø og pålægger samfundet en
forpligtelse til at beskytte naturen og den kulturelle arv.
En af forfatningens længste og mest detaljerede paragraffer handler om
beskyttelsen af det ungarske og det italienske mindretals rettigheder,
som er meget omfattende. Bl.a. er de garanteret ét medlem hver i
Nationalforsamlingen.
Slovenien er en republik med en præsident, der vælges direkte af
vælgerne for 5 år. Han kan kun genvælges én gang. Ved valget skal
kandidaten have over 50 % af stemmerne for at blive valgt. Får ingen
kandidat over 50 % af stemmerne, går de to kandidater med flest
stemmer videre til en anden valgrunde.
Præsidenten er landets statsoverhoved og øverstkommanderende for
militæret, men har derudover kun ringe politisk magt. Dog kan
præsidenten i kraft af sin personlighed have betydelig indflydelse som
moralsk kraft. Præsidenten i landets første 10 år som selvstændig nation
var Milan Kučan, der var den sidste leder af det slovenske
kommunistparti, og som spillede en stor rolle i forbindelse med landets
overgang til demokrati og selvstændighed. Han stillede op til
præsidentposten som uafhængig kandidat og har i sin præsidentperiode
hævet embedet op over partiinteresser og har på den måde været med
til at styrke borgernes fællesskabsfølelse i et land, der mangler
statstraditioner. Han afløstes den 1.1.2003 af den mangeårige
statsminister Janez Drnovšek fra Det Liberal-Demokratiske parti. På
grund af sygdom stillede Drnovšek ikke op ved præsidentvalget i 2007.
Som ny præsident valgtes den tidligere FN-ambassadør Danilo Türk
med 68 % af stemmerne i den afgørende anden valgrunde. Türk, der er
professor i folkeret, var opstillet af centrum-venstrepartier.
Parlamentet
består
af
to
kamre
Nationalforsamlingen
og
Nationalrådet. Nationalforsamlingen er den lovgivende forsamling.
Dens 90 medlemmer vælges for en 4-årig periode ved proportionalvalg.
Det er under visse omstændigheder mulighed for, at der kan blive
54
udskrevet
valg,
før
4-årsperiodens
udløb.
Der
er
en
4
%’s
spærregrænse. Dog er det ungarske og det italienske mindretal som
nævnt garanteret hver ét medlem. Man kan stemme og vælges, når man
er fyldt 18 år. Nationalforsamlingen står ifølge forfatningen forholdsvis
stærkt i forhold til regeringen, men i praksis har regeringen mere magt
end den formelt har ifølge forfatningen.
Der har været opstillet et utal af partier, men flere af dem, der lignede
hinanden, har sluttet sig sammen. Alligevel blev der ved valget i 2004
indvalgt 7 partier foruden de to mindretalsrepræsentanter.
Følgende
er
de
vigtigste
partier,
der
har
været
valgt
til
Nationalforsamlingen:
LDS
Sloveniens Liberale Demokrati. Partiet er udsprunget af
ungkommunisterne, men har siden selvstændigheden været
et social-liberalt parti. Frem til valget i 2004 havde partiet bortset fra nogle få måneder - været med i alle regeringer
siden selvstændigheden. Det har i disse tilfælde tillige haft
statsministerposten.
SKD
Kristeligt Demokratiske Parti. Konservativt katolsk orienteret
parti, der nu er opløst og indgår i SLS.
SLS
Det Slovenske Folkeparti. Partiet begyndte under navnet
Slovenske Landmænds Forening, men har siden 1992 haft
sit nuværende navn. Det er et borgerligt parti
SDS
Slovenske Demokratiske Parti. Oprindeligt er parti, der
mindede om det tyske socialdemokrati, men partiet er siden
rykket til højre og er blevet det førende borgerlige parti. Det
minder om de kristeligt demokratiske partier i Tyskland og
har da også indledt et samarbejde med det bayerske CSU.
Efter valget i 2004 er partiets leder, Janez Janša, blevet
leder af regeringen.
ZLSD/SD
Den Forenede Liste af Socialdemokrater. Det er det
omdannede tidligere kommunistparti, som i dag er et
velfungerende,
parlamentarisk
venstreorienteret
socialdemokrati. Partiet tog i 2005 navneforandring til
Socialdemokratiet SD.
55
Nyt
Slovenien
Højreorienteret kristeligt folkeparti, der er stiftet af Andrej
Bajuk, der var statsminister i en borgerlig regering i 7
måneder i 2000.
DESUS
Pensionistparti, der ligger til venstre for midten og især
repræsenterer pensionistinteresser
SNS
Sloveniens National Parti. Nationalistisk, anti-kommunistisk
og med visse autoritære træk
SMS
Sloveniens Ungdoms Parti.
Ved valgene siden selvstændigheden er valgene forløbet som det ses af
tabellen
Valg
1992
1996
%
%
Partier
mand.
mand.
LDS
23,4
22
27,0
25
SLS
8,6
10
19,3
19
SLS + SKD
SDS
3,3
4
16,1
16
SKD
14,5
15
9,6
10
Nyt Slovenien
(ZLSD), nu:SD
13,5
14
9,0
9
DESUS
4,3
5
SNS
10,2
12
3,2
4
DS
5,1
6
ZS
3,7
5
SMS
Mindretal
2
2
Andre
17,7
11,5
Total
100
90
100
90
Ved læsningen af skemaet skal man være opmærksom
2004
2000
%
%
mand.
mand.
36,3
34*
22,8
23
6,8
7*
9,5
9
15,8
14
29,1
29 *
8,7
8
9,0
9*
12,1
11*
10,2
10
5,2
4*
4,0
4*
4,4
4
6,3
6
4,3
4
2
2
3,7
11,8
100
90
100
90
på, at valgloven blev
ændret før valget i 2000.
* = regeringspartier
Valgdeltagelsen er faldende. Ved valget i 2004 var stemmeprocenten
kun var på 60,5 %, mens den i 2000 var på 70 % og i 1996 på omtrent
74 %.
Nationalrådet er en helt speciel slovensk institution, der er et direkte
barn af Sloveniens korporative tradition. Rådet repræsenterer ikke
borgerne som personer, men er derimod sammensat af repræsentanter
for
organisationer
og
samfundsorganer
som
erhvervslivet,
lønmodtagerne, andre interessegrupper og lokalsamfundene. Alle disse
56
interessegrupper er nødt til at organisere sig for at opnå repræsentation i
Nationalrådet, idet det er organisationerne, der vælger medlemmerne af
rådet.
Repræsentanterne
for
lokalområderne
vælges
af
22
valgmandskollegier, der er valgt af kommunerne vægtet efter deres
størrelse.
Valgene
er
således
indirekte
og
gælder
for
5
år.
Sammensætningen fremgår af nedenstående skema.
Repræsentanter for
Arbejdsgivere
Lønmodtagere
Landmændene
Håndværkerne
Liberale erhverv
Universiteter og højere læreanstalter
Undervisningssystemet
Forskningen
Socialvæsenet
Sundhedsvæsenet
Kultur og sport
Lokalområderne
I alt
Mandater
4
4
2
1
1
1
1
1
1
1
1
22
40
Nationalrådet har i det væsentlige kun rådgivende funktioner, men kan
også øve direkte indflydelse. Det kan bl.a. fremsætte lovforslag og
kræve at Nationalforsamlingen genbehandler et vedtaget lovforslag og
vedtager det på ny. Endelig kan det under visse omstændigheder kræve
en lov sendt til folkeafstemning.
Regeringen.
Statsministeren vælges af Nationalforsamlingen efter indstilling fra
præsidenten.
Alle
fagministrene
skal
enkeltvis
godkendes
af
Nationalforsamlingen.
Forfatningen bygger på det parlamentariske princip. Ingen regering eller
minister kan forblive i sit embede, hvis han ikke støttes af et flertal i
Nationalforsamlingen. Vedtagelsen af et mistillidsvotum til regeringen
foregår i praksis ved, at Nationalforsamlingen med over halvdelen af
samtlige medlemmer vælger en ny statsminister. Man kan altså ikke
57
vælte en regering uden i samme proces at have valgt en ny (konstruktivt
mistillidsvotum).
Slovenien har også en ombudsmand, der skal sikre, at staten,
lokalforvaltningerne
og andre
offentlige
myndigheder respekterer
borgernes menneskerettigheder og de fundamentale frihedsrettigheder.
Ombudsmanden vælges af Nationalforsamlingen med 2/3’s flertal og
fungerer stort set på samme måde som den danske.
Retsvæsenet er opbygget af distriktsretter, regionalretter, højere retter
og højesteret. De to førstnævnte er førsteinstansdomstole, hvorfra
domme kan appelleres til højere retterne og evt. videre til højesteret.
Dommerne, hvis udnævnelse gælder til pensionsalderen, vælges af
Nationalforsamlingen efter indstilling fra Det Juridiske Råd. Dette råd
består af 11 medlemmer. De 5 vælges af Nationalforsamlingen efter
indstilling fra præsidenten. Disse medlemmer skal komme fra kredsen af
praktiserende advokater og juridiske professorer. De øvrige 6 vælges
blandt dommerne ved landets domstole.
Der er en særlig forfatningsdomstol, der består af 9 juridiske eksperter
valgt for ni år af Nationalforsamlingen efter forslag fra præsidenten. De
kan ikke genvælges. Forfatningsdomstolen er den højeste juridiske
myndighed i spørgsmål om loves overensstemmelse med forfatningen,
men også i spørgsmål vedrørende overholdelse af menneskerettigheder
og fundamentale frihedsrettigheder. Dens afgørelser er bindende for alle
statslige organer
Ved valget i oktober 2004 skete der tilsyneladende et vælgerskred i
borgerlig retning. Men valget afspejler snarere, at Slovenien nu efter en
14-årig overgangsperiode er på vej til at blive et normalt parlamentarisk
demokrati,
hvor
regeringer
veksler
med
jævne
mellemrum.
I
overgangsperioden spillede spørgsmålet om landets internationale
anerkendelse og forankring en afgørende rolle for politikerne og
58
befolkningen. Dette kapitel føles nu tilendebragt med landets optagelse i
såvel EU som NATO, som næsten alle partier stod sammen om.
I de første adskillige år efter selvstændigheden var alle regeringer brede
koalitioner i den forstand, at de havde deltagelse af partier, som står
hinanden meget fjernt. Flere regeringer har haft deltagelse af såvel
konservative partier som det tidligere kommunistparti. Ikke i alle tilfælde
blev disse regeringer dannet på grund af parlamentarisk nødvendighed,
men derimod ud fra et ønske om at inddrage flest mulige i ansvaret og
indflydelsen på landets styre. Det er et forhold, der har været
stabiliserende for landets politiske udvikling og klima i de første
vanskelige overgangsår. En yderligere stabiliserende faktor var, at
regeringslederen gennem hele denne periode var den vellidte leder af
partiet LDS, Janez Drnovšek, der nu er Sloveniens præsident.
Det første brud med denne politik kom, da det i 2000 lykkedes en gruppe
borgerlige partier at danne regering. Den holdt dog kun i 7 måneder.
Dens dannelse og politik havde kun lidt med Sloveniens aktuelle
situation på det tidspunkt at gøre, men var derimod en direkte udløber af
den voldsomme og tragiske konflikt, der splittede det slovenske samfund
i årene 1943 – 45. Leder af regeringen var Andrej Bajuk, der er født i
1943 af forældre, som var tilknyttet eller sympatiserede med
Domobrantci og flygtede for livet i 1945 sammen med andre af samme
overbevisning til Argentina, hvor denne gruppe og deres efterkommere
har boet siden, og hvorfra Bajuk for nogle år siden vendte tilbage til
Slovenien. En måned efter regeringens tiltræden deltog Bajuk og flere
ledende regeringsmedlemmer i en ceremoni, der hædrede dem, der
havde samarbejdet med nazisterne under 2. verdenskrig.
På den baggrund førte regeringen en højre-katolsk blokpolitik, der skulle
gøre op med de tidligere regeringers politik. Men denne ensidige politik
blev straffet af vælgerne. Ved det efterfølgende valg mistede de
deltagende partier, inklusive Bajuks nydannede parti, Nyt Slovenien, en
tredjedel af mandaterne.
59
Efter valget i efteråret 2000 kom der igen en regering ledet af Janez
Drnovšek, der var regeringsleder frem til 1.1.2003, da han som nævnt
blev valgt til præsident.
Valget i oktober 2004 blev på flere måder skelsættende i slovensk
politik. Det socialliberale parti, LDS, der siden selvstændigheden havde
været det regeringsbærende parti og parlamentets største, mistede en
tredjedel
af
sine
mandater,
mens
det
konservative
Slovenske
Demokratiske Parti, SDS, mere end fordoblede sit mandattal og blev
parlamentets
største
parti.
Valgresultatet
var
i
første
omgang
overraskende for de fleste iagttagere, for den hidtidige regering havde
ikke klaret sig specielt dårligt.
En nærmere analyse viser, at der var tale om et sammenfald af en
række årsager, hvoraf nogle stikker dybere end utilfredshed med den
hidtidige regerings politik. Opnåelsen af de to højt prioriterede
udenrigspolitiske mål, medlemskab af EU og NATO sås af mange som
slutstenen på landets overgang til selvstændighed og optagelse i det
internationale samfund. Derfor kunne man nu begynde at koncentrere
sig mere om de almindelige indenrigspolitiske uenigheder, der
karakteriserer ethvert demokrati.
For det andet var der tydelige tegn på, at LDS efter 12 år som ledende
regeringsparti var kørt træt og løbet tør for ideer. Samtidig havde det
efterhånden tillagt sig en vis arrogant og bedrevidende facon, der stødte
vælgerne. Det var også tydeligt, at vælgerne syntes, at der i al
almindelighed trængte til fornyelse. Det er ikke godt for et demokrati, at
det samme parti er ved magten i så mange år i træk. Uden at der direkte
har været sager, så var der en voksende fornemmelse af kammerateri
både ved stillingsbesættelser og på andre områder. Det til trods for, at
Slovenien sammen med Estland figurerer som de mindst korrupte lande
i Østeuropa. De ligger endda bedre end flere af de gamle EU-lande.
For det tredje lykkedes det SDS ved valget i 2004 at fremstå som et
troværdigt alternativ til LDS som ledende regeringsparti. Svagheden ved
de forløbne års politiske liv i Slovenien var, at der manglede en
60
troværdig og kompetent opposition. De borgerlige partier var meget
splittede og havde ledere, der ikke var samarbejdsorienterede. Derfor
havde de hidtil ikke reelt kunnet true regeringerne eller give dem et
kvalificeret modspil.
For det fjerde faldt valgdeltagelsen fra ca. 70 % i 2000 til ca. 60 % i
2004. Det skyldes afgjort, at mange vælgere var utilfredse med LDS,
men ikke har kunnet overvinde sig til at stemme på Janša og SDS.
Endelig har det givetvis også spillet en rolle, at LDS mistede sin
populære regeringsleder, da Janez Drnovšek i 2003 blev valgt til
præsident.
Efter valget dannede lederen af SDS, Janez Janša, en regering
bestående af fire partier. Tre borgerlige og pensionistparties DESUS, der
ligger til venstre for midten. Den borgerligt dominerede regering har
dermed fravalgt det højreorienterede nationalistparti.
Flere af partierne og personerne er gengangere fra den kortlivede
regering i år 2000. Men det ser ud til, at den nye regering har lagt
konfrontations- og demonstrationspolitikken fra 2000 på hylden. Alle
synes at have lært af den efterfølgende vælgerreaktion. Janez Janša
understregede
således
allerede
i
forbindelse
med
regeringens
tiltrædelse, at det er den nye regerings forpligtelse at lægge vægt på de
ting, der ikke deler Slovenien. DESUS har desuden fået følgende
nedfældet i regeringsgrundlaget: ”fortiden må ikke splitte”.
Regeringen har da heller ikke i den praktiske politik taget initiativ til
afgørende brud med den hidtidige udvikling, men har bygget videre på
den ud fra egne politiske ideer. Den har dermed også vist, at den ønsker
at videreføre traditionen med det samarbejdende folkestyre.
Man kan således se regeringsskiftet som sundhedstegn, der viser, at
Slovenien har et normalt fungerende demokrati, hvor regeringer af
forskellig farve veksler med jævne mellemrum, fordi de hele tiden trues
af en kvalificeret opposition.
Men den nye regering sidder med en meget grim sag, som dens partier
selv har skylden for ikke for længst er løst. Det drejer sig om en gruppe
61
på godt 18.000 mennesker, som i 1992 ulovligt blev slettet af registret
over personer med permanent opholdstilladelse, og som derfor i
debatten går under betegnelsen ”de slettede”. Der er tale om personer
med oprindelse i andre republikker i det tidligere Jugoslavien, der ikke
inden fristens udløb havde søgt om slovensk statsborgerskab, hvilket de
ellers i de allerfleste tilfælde ifølge loven ville have været berettigede til.
Mange af dem havde boet mange år i Slovenien, og nogle var født der af
forældre, som i Jugoslavienårene var flyttet til Slovenien. Mange var så
integrerede, at de ikke havde gjort sig klart, at de tilhørte gruppen, der
skulle ansøge om nyt statsborgerskab eller opholdstilladelse.
Sletningen af dem skete rent administrativt på den dag, da
udlændingelovens frist udløb. De pågældende fik ingen besked og
opdagede derfor først deres situation, efterhånden som de henvendte
sig til myndighederne i et eller andet ærinde. De fik så den besked, at de
opholdt sig ulovligt i landet, og deres papirer blev stemplet ugyldige, så
de reelt var retsløse. Der har i årenes løb i mange af disse sager været
anvendt en bureaukratisk formalisme, der mere hører hjemme i
totalitære end i demokratiske stater.
Da ”de slettede” ikke udgjorde en bestemt gruppe, men bestod af
isolerede enkeltmennesker eller familier, gik der lang tid, før deres
situation blev en politisk eller juridisk sag. Men på et tidspunkt tog
Forfatningsdomstolen fat på problemet og kikkede udlændingeloven
efter i sømmene. I 1999 dømte domstolen loven forfatningsstridig, fordi
den
ikke
angav
opholdstilladelse.
specifikke
betingelser
Parlamentet
vedtog
for
at
få
permanent
derpå
en
ny
lov,
som
Forfatningsdomstolen i 2003 også dømte forfatningsstridig. Domstolen
pålagde samtidig regeringen omgående at begynde at udstede
opholdstilladelserne på grundlag af domstolens kendelse.
Noget blev nået inden regeringsskiftet, men da de nuværende
regeringspartier i oppositionstiden brugte alle midler for at forhindre de
tidligere regeringer i at følge Forfatningsdomstolens kendelser, har
62
Janša-regeringen da også først i begyndelsen af 2007 taget konkrete
skridt til at få forholdene bragt i orden.
Sagen er alvorlig af flere grunde. Dels fordi den har gjort en lang række
mennesker retsløse, men også i dybere forstand fordi den på baggrund
af Forfatningsdomstolens kendelser ikke kun er et politisk problem, men
også et forfatningsmæssigt. Det er en trussel mod retsstaten, hvis
politiske uenigheder ikke bliver løst inden for forfatningens rammer og i
respekt for de garanterede borgerrettigheder. Det er uholdbart, at
politikere modarbejder Forfatningsdomstolen, som i forfatningen netop er
oprettet til at være den øverste instans til beskyttelse af forfatningens
bestemmelser.
63
Statsborgerskab og
mindretalsbeskyttelse
Befolkningsmæssigt er Slovenien et meget homogent land. Ved
folketællinger kan borgerne give oplysninger om, hvilken etnisk gruppe
de føler sig knyttet til. Men de er ikke på nogen måde forpligtede til det.
Ved den seneste folketælling i 2002 erklærede 83 % sig som slovenere.
7 % erklærede tilknytning til en af de andre folkegrupper fra det tidligere
Jugoslavien. De fleste af disse er personer, der har slået sig ned i
Slovenien i løbet af de mange år, hvor landet var en del af Jugoslavien,
men nogle er også flygtninge fra krigene i Bosnien-Herzegovina. 9 % af
borgerne ønskede ikke at svare på spørgsmålet om etnisk tilhørsforhold.
Næsten alle borgerne er velintegrerede i samfundet. Ca.98 % af
befolkningen
har
slovensk
statsborgerskab.
I
forlængelse
af
selvstændighedserklæringen blev alle, der var statsborgere i det tidligere
Jugoslavien, og som boede fast i Slovenien, tilbudt slovensk
statsborgerskab uden særlige betingelser, hvis de ansøgte om det inden
for 6 måneder. Over 170.000 fik på den måde statsborgerskab. Men
som tidligere nævnt kom en gruppe på godt 18.000 mennesker voldsomt
i klemme, fordi de i februar 1992 uden videre blev slettet af registret over
personer med permanent opholdstilladelse og fra den ene dag til den
anden gjort både statsløse og retsløse. At denne sag efter flere domme
ved Forfatningsdomstolen endnu ikke i begyndelsen af 2007 er bragt i
orden, sætter en grim plet på Sloveniens ellers fine renommé på
menneskeretsområdet.
Ud over indvandrerne fra de øvrige dele af det daværende Jugoslavien
findes der to meget små hjemmehørende (autoktone) mindretalsgrupper,
nemlig den italienske og den ungarske. De er direkte nævnt i
forfatningens artikel 64, der giver dem meget omfattende og specifikke
rettigheder, som er sikret dem uden hensyn til deres antal. Det er en af
de paragraffer, som alle de slovenske partier er stolte af at fremhæve.
64
Der er tale om meget små grupper. Ifølge personernes egne opgivelser i
forbindelse med folketællingen i 2002 tæller det italienske mindretal
2.258 personer og det ungarske 6.243. Begge lever i grænseområderne
til henholdsvis Italien og Ungarn. Den geografiske udstrækning af de
områder, der er dækket af mindretalsbestemmelserne, er fastsat ved lov.
I
disse
områder
skal
mindretallene
være
repræsenterede
i
kommunalbestyrelserne. Hvert mindretal har derudover som tidligere
nævnt ret til at vælge et medlem af Nationalforsamlingen. Den mest
håndfaste mindretalsbeskyttelse ligger i, at alle love og andre
forordninger, der berører mindretallenes garanterede rettigheder og
status kun kan vedtages, hvis mindretallenes parlamentsmedlemmer
tilslutter sig. På disse områder er de med andre ord tillagt en vetoret.
Det drejer sig fortrinsvis om sproglige og kulturelle rettigheder. I hvert af
de to områder har slovensk og mindretalssproget samme status. Det
betyder, at mindretallet har ret til at blive betjent på deres eget sprog hos
de offentlige myndigheder, både de administrative og de juridiske.
Enhver form for offentlig skiltning i de respektive områder er ligeledes på
både slovensk og mindretalssproget.
Også
på
skoleområdet
mindretalsområderne
skal
er
alle
ligestillingen
børn
–
helt
både
konsekvent.
slovenske
I
og
italienske/ungarske – ikke blot være to-sprogede, men også lære om
hinandens historie og kultur Sådan har det i øvrigt været siden 1959!
Alle børn i områderne går i de samme skoler. Men skolesystemerne er
forskellige i de to områder. I det italienske område bliver alle børn, altså
både dem, der tilhører mindretallet og de slovenske, undervist i både
slovensk og italiensk fra børnehaveklassen og hele vejen op gennem
grundskolen. Begge sprog er obligatoriske for alle.
I det ungarske mindretalsområde er der en anden tradition. Her er alle
skoler konsekvent to-sprogede. Der undervises ikke blot i ungarsk og i
slovensk. Der undervises frem for alt på slovensk og på ungarsk. Igen er
det alle børn, både de ungarske og de slovenske, der på den måde
bliver to-sprogede. De går fra børnehaveklassen og hele vejen op
65
gennem grundskolen i de samme klasser, hvor begge sprog bruges som
undervisningssprog. For at undervise i disse skoler skal lærerne bestå
en særlig eksamen, der dokumenterer, at de er fuldstændig to-sprogede.
Ordningen er tilsyneladende fuldstændigt accepteret og skaber ingen
specielle problemer. Den har nu fungeret i over 45 år og giver børnene
en ekstra kompetence og en ligeværdighed, der er med til at integrere
mindretallet totalt.
Hvis elever fra mindretallets grundskoler vil fortsætte undervisningen på
gymnasieniveau uden for deres hjemområde, har de ret til at blive
undervist i deres eget sprog, hvis mindst 5 elever kræver det. Men der er
også gymnasier inden for mindretalsområderne.
I 2002-03 var der i det italienske område 416 elever grundskolerne. 283
gik i italiensksprogede skoler på gymnasieniveau. I det ungarske område
var der 987 børn i grundskolerne. I det to-sprogede gymnasium i
Lendava ved den ungarske grænse var der 280 elever.
Mindretallene har også deres egne radiostationer. De italienske
begyndte allerede i 1945, og der er desuden en italiensk TV-station, der
sender fra Koper, hvorfra dens udsendelser også kan ses af det
italienske mindretal i Kroatien (Istrien). Denne station er ret enestående,
idet den i de sidste 10-12 år har den også sendt programmer til det
slovenske mindretal i Italien.
Mindretallene har ret til at pleje forbindelserne til henholdsvis Italien og
Ungarn. Forfatningen bestemmer desuden, at Slovenien skal ”give
finansiel støtte og tilskyndelse til iværksættelse af disse rettigheder”.
Endnu et mindretal er nævnt specifikt i forfatningen, nemlig romaerne
(”sigøjnerne”). Der skønnes at være 7.000 – 10.000 i Slovenien. De
lever spredt, men med en koncentration mod nord-øst og med spredte
grupper langs den sydlige del af grænsen mod Kroatien. Der gøres et
meget stort arbejde af regeringen i samarbejde med romaernes
organisation for at integrere folkegruppen bedre i samfundet. Men
romaernes levevis gør det vanskeligt at udmønte deres rettigheder og
iværksætte sociale og undervisningsmæssige tiltag for dem.
66
Regeringens finansielle og anden støtte til mindretallene styres af
Kontoret for Nationaliteterne, mens Nationalforsamlingen har oprettet en
speciel Kommission for Nationale Folkegrupper.
Ligesom der lever nationale mindretal i Slovenien, lever der også
slovenske mindretal i nabolandene Italien, Østrig og Ungarn. Det drejer
sig om 60.000 – 80.000 i Italien, omkring 50.000 i Østrig og 3.000 –
5.000 i Ungarn.
I 2002 vedtog Italien en ny lov om beskyttelse af sproglige mindretal.
Loven
giver
en
række
undervisningsmæssige,
kulturelle
og
administrative fordele og lettelser for mindretallene, men lægger al magt
og ansvar hos de lokale myndigheder, som skal anmode om at måtte
bruge loven inden for deres område. Loven er i 2007 sat i kraft af
myndighederne i delstaten Friuli Venezia Giulia, der grænser op til
Slovenien, og hvor det slovenske mindretal lever. Der er udpeget 32
kommuner, hvor loven finder anvendelse. Her har mindretallet ret til at
bruge sit eget sprog i kommunikation med myndighederne, og
personlige dokumenter kan udstedes i tosproget udgave. I nogle af
kommunerne kommer der ligeledes tosprogede skilte.
I Østrig er forholdene for mindretallet generelt bedre og har udviklet sig
på en rimelig god måde inden for de sidste 50 år. Der er tosprogede
skoler, som i de senere år har fået stigende elevtal. Desuden fungerer
en lang række kulturelle organisationer. Mindretallets muligheder for at
gøre sig gældende er dog hæmmet af interne stridigheder. Der er en
meget
traditionel,
”nationalistisk”
fløj
og
en
mere
moderne,
samarbejdsindstillet fløj. Til valg stiller de dog op på enhedslister og har
p.t. i alt 52 kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Siden 1970’erne har der løbet en strid om opstilling af tosprogede
byskilte. Det har nationalisterne i Kärnten med Jörg Haider i spidsen
hidtil i vidt omfang forhindret på trods af flere påbud fra den østrigske
forfatningsdomstol.
67
Siden 1990 har forholdene for det slovenske mindretal i Ungarn udviklet
sig positivt. Ikke mindst efter at Ungarn i 1993 vedtog en lov om
beskyttelse af etniske og nationale mindretal.
Mindretallet udgiver en 14-dages avis. En slovensk radiostation sender
en time dagligt. Der er også enkelte TV-programmer. Endelig er der
også begyndt forskellige undervisningstiltag på slovensk. Men disse
initiativer
er
vanskelige
at
omsætte
i
praksis.
Dels
fordi
mindretalsområdet, der ligger i en trekant mellem den østrigske og den
slovenske grænse, er fattigt og tilbagestående, og dels fordi der er
mangel på uddannet personale.
68
Økonomi og erhvervsliv
Selv om
over halvdelen af
Sloveniens befolkning ved
anden
verdenskrigs udbrud stadig levede af landbrug, så tegnede industrien sig
dog for knap 30 % af BNP. Industriens ekspansion fortsatte efter krigen i
det kommunistiske Jugoslavien. Men især i det første tiår efter krigen
blev der spildt enorme ressourcer på grund af de regerende
kommunisters vanvittige økonomiske politik, der mere var præget af
ideologi og storhedsvanvid end af sans for produktivitet.
Den slovenske industriudvikling er foregået meget decentralt, og
virksomhederne er ofte i udpræget grad knyttet til deres lokalsamfund.
De fleste medarbejdere kommer fra lokalsamfundet og bliver livet
igennem i virksomheden. Samtidig er der ofte et meget tæt samspil
mellem virksomhederne og kommunens ledelse. Dette samspil var på
mange måder en integreret del i selve selvforvaltningssystemet, som
indebar, at medarbejderne var med til at bestemme over brugen af
virksomhedens overskud, hvoraf en del blev afsat til lokale offentlige
opgaver som udbygning af skoler og børnehaver osv. Det kunne også
dreje sig om, at man gradvis fik asfalteret vejene ud til nærtliggende
bjerglandsbyer, hvorfra medarbejdere dagligt pendlede til virksomheden.
Alt sammen i et tæt samspil med kommunalbestyrelsen.
Mange virksomheder var både veldrevne og succesrige. Medarbejderne
følte stor tilknytning til og medansvar for deres virksomhed og dens
langsigtede udvikling. Men på den anden side indebar disse forhold
også ofte, at de enkelte virksomheder og lokalsamfund kunne have en
tilbøjelighed til at blive lukkede enheder, som havde nok i sig selv. De
arbejdede tæt sammen indadtil, men i meget ringe grad udadtil. Samtidig
blev disse lokale netværk mere og mere uigennemskuelige og kom i
stigende grad til at minde om små selvstændige grå økonomier.
Straks ved selvstændigheden stod landets politiske og administrative
ledelse over for nogle meget store udfordringer på det økonomiske
69
område. Den første var indførelsen af den nye valuta TOLAR, som blev
indført straks efter, at selvstændigheden trådte i kraft i oktober 1991. Det
hastede meget med at blive løsgjort fra det jugoslaviske pengesystem,
som var på katastrofekurs. Samtidig med den nye valutas indførelse
vedtog parlamentet en række økonomiske love og andre reguleringer,
bl.a. en lov der gjorde den slovenske nationalbank, Banka Slovenije,
fuldt uafhængig af politisk indblanding. Det var i høj grad medvirkende til
at give den nye valuta troværdighed og stabilisere dens kurs. Der førtes
endvidere en stram økonomisk politik, der en overgang bl.a. indebar
lønstop for alle offentligt ansatte, og samtidig holdt man et forholdsvis
højt renteniveau. Den galopperende inflation blev bremset.
Den 1. januar 2007 blev den slovenske Tolar udskiftet med Euro, da
Slovenien som det første af de nye østeuropæiske medlemmer af EU
blev medlem af Eurozonen.
Som alle omstillingsøkonomierne oplevede Slovenien et fald i BNP, som
fra 1989 til 1992 blev reduceret med ca. 20 %, hvilket dog var mindre
end i en række andre østeuropæiske lande i de tilsvarende år. Samtidig
steg arbejdsløsheden til næsten 140.000 i 1993.
Fra 1993 begyndte det at gå fremad med en gennemsnitlig vækst i BNP
i faste priser på godt 4 % pr i de følgende år. I 2005 voksede økonomien
med 4,0 %. I 1997 var nationalproduktet igen nået op på 1990-niveauet.
Udviklingen i overgangsårene ses tydeligt af nedenstående tabel:
1991 1992 1993 1994 1995 2000 2005
Realvækst i BNP
Inflation % p.a.
Arbejdsløshed %
Reallønsindex
(1990=100)
- 8,9
117,7
--
- 5,5
201,3
8,3
2,8
32,3
9,1
5,3
19,8
9,1
4,1
12,6
7,4
4,6
8,9
7,0
4,0
2,5
5,8
77,0
76,0
84,5
87,6
91,5
105,4
118,0
Kilde: Slovenia (The World Bank 2004) s. xxvi / s. 298 samt Statistical Yearbook 2006
(Statistical Office of the republic of Slovenia).
70
Som udgangspunkt stod den slovenske økonomi da også ganske godt.
Igennem hele perioden 1945 – 88 var den vokset hurtigere end i resten
af landet, så det slovenske BNP/indb. i 1988 var på godt det dobbelte af
gennemsnittet for hele Jugoslavien.
Den efterhånden meget store industrisektor, som allerede i mange år
havde været meget eksportorienteret, bidrog i slutningen af 1980’erne
med 40 – 45 % af BNP. Markederne for den kvalitetsmæssigt svageste
del af industrien var især resten af Jugoslavien og det øvrige Østeuropa,
hvor disse virksomheder let kunne afsætte deres produkter, fordi disse
trods alt i de fleste tilfælde var betydeligt bedre end lokale
østeuropæiske produkter. Men Slovenien fik allerede fra 1960’erne også
virksomheder, der producerede kvalitetsprodukter til verdensmarkedet,
fortrinsvis Vesteuropa. Disse industrier havde de mest veluddannede
medarbejdere og udviklede sig i et konstant samspil med deres vestlige
kunder og samarbejdspartnere.
I årene før selvstændigheden var Sloveniens eksport pr. indbygger
næsten 2½ gange så stor som det jugoslaviske gennemsnit. De 8 % af
befolkningen, der boede i Slovenien, stod for 20 % af den samlede
jugoslaviske eksport, altså salg til lande uden for Jugoslavien.
Selv
med
dette
gode
udgangspunkt
betød
overgangen
til
selvstændighed en voldsom økonomisk omstilling. Hidtil var 58 % af
Sloveniens ”eksport” gået til det øvrige Jugoslavien. Som følge af
bruddet og krigene faldt denne eksport væk. De samtidige omvæltninger
i Sovjetunionen og Østeuropa i øvrigt betød at meget af eksporten til
disse områder også faldt væk.
Det er dog ikke det fulde billede, idet det gennemgående var forskellige
virksomheder, der eksporterede til hhv. østlige og vestlige markeder. De
ændrede forhold gik derfor i særlig grad ud over de virksomheder, hvis
produkter fortrinsvis var blevet solgt til de østlige markeder, hvorimod de
virksomheder, der eksporterede kvalitetsprodukter til Vesteuropa, ikke
var berørt i samme grad. Da samtidig mange af de kriseramte
virksomheder især lå i bestemte egne af landet, havde omvæltningerne
71
også et regionalt aspekt. Ikke mindst landets østlige dele blev hårdt
ramt. Virksomheden TAM i Maribor med knap 9.000 medarbejdere er et
illustrerende eksempel. Foruden busser og lastbiler fremstillede
virksomheden tanks til den jugoslaviske hær. Sidstnævnte produktion
ophørte naturligvis straks, men virksomhedens lastbiler og busser kunne
heller ikke konkurrere på markedsvilkår.
Andre vanskeligheder var indirekte og direkte følger af krigene i Kroatien
og Bosnien, der fortsatte til 1995. Skønt krigen i Slovenien kun varede i
10 dage i sommeren 1991, blev den slovenske turistindustri voldsomt
ramt, fordi turisterne, mens krigene rasede, var bange for at rejse til et
område, der kunne forbindes med Jugoslavien. Den samme usikkerhed
gjorde sig også gældende blandt potentielle udenlandske investorer,
hvilket var en medvirkende årsag til at disse i de år holdt sig tilbage.
Foruden
disse
tab
af
indtægter
kom
udgiften
til
de
mange
krigsflygtninge. I 1993 var der en overgang i nærheden af 100.000,
hvilket svarer til 4 – 5 % af befolkningen.
Det lykkedes Slovenien at komme igennem de svære år uden underskud
på statsbudgettet. De meget store ekstraudgifter, der kom fra selve
etableringen af den nye stat og i forbindelse med den voldsomme
tilbagegang i økonomien, blev klaret ved udstedelse af forholdsvis højt
forrentede statsobligationer, som bidrog til at fordele udgifterne over en
længere periode, og som først forfaldt efter, at der på ny var kommet
gang i økonomien.
I forlængelse af selvstændigheden og den samtidige overgang til en
vestlig form for markedsøkonomi var det nødvendigt at få afklaret
ejerforholdene inden for erhvervslivet. I det tidligere Jugoslavien var
virksomhederne ikke statsejede, men samfundsejede. Det betød i
praksis, at de ingen formelle juridiske ejere havde. Forenklet sagt havde
staten i sin tid ”foræret” virksomhederne til medarbejderne. Det betød
ikke, at de fik ejendomsret til dem, men derimod at de fik driftsret.
72
Virksomhederne – efter 1974 var det endda virksomhedsafdelingerne –
udgjorde kernen i selvforvaltningssystemet. De blev drevet af et
demokratisk
valgt
arbejderråd
og en direktør/direktion
valgt
af
arbejderrådet. Disse basisorganisationer, som de officielt hed, blev i
Slovenien
for
manges
markedsorienterede
vedkommende
virksomheder.
drevet
Arbejderrådet
som
og
normale
direktionen
disponerede inden for visse lovbestemte rammer over investeringer,
overskud m.v. I de veldrevne virksomheder var investeringsgraden
generelt høj. I Slovenien, hvor arbejdskraften er veluddannet, fungerede
systemet mange steder rimeligt godt. Da man højst kunne vælges til
arbejderrådet for to gange to år i træk, bevirkede systemet, at mange af
medarbejderne fik skoling og erfaring med beslutningstagen gennem
deltagelse
i
arbejderrådet.
I
de
virksomheder,
der
fortrinsvis
eksporterede til Vesteuropa, fik medarbejderne og ledelsen desuden
forståelse for vigtigheden af kvalitets- og produktudvikling samt
konkurrenceevne.
Men der var også mange mindre effektive virksomheder, som det
politiske system hidtil i praksis havde forhindret i at gå konkurs, selv når
de kørte med underskud. Enten gennem ”lån og kreditter” fra de politisk
kontrollerede banker eller ved at ”overtale” andre virksomheder til at
overtage dem. Ved selvstændigheden i 1991 stod man groft sagt med
tre forskellige grupper af virksomheder, 1) de fuldt konkurrencedygtige
virksomheder, der eksporterede til verdensmarkedet, 2) de rimeligt gode
virksomheder, der i forskellig grad havde behov for omstilling og
produktudvikling, især som følge af bortfald af deres hidtidige markeder i
det øvrige Jugoslavien eller i Østeuropa, og 3) de på alle måder
skrotningsmodne virksomheder.
På den baggrund kom privatiseringen i Slovenien til at forløbe på en
anden måde end i de øvrige østeuropæiske lande. Flere øvede
indflydelse på processen. Overgangen til nye ejerformer gav her
anledning
til
en
lang
række
spørgsmål:
Hvilke
formål
skulle
privatiseringen tilgodese? Drejede det sig først og fremmest om at få
73
tilført virksomhederne kapital? Denne måtte især komme fra udlandet.
Var det ønskeligt?
Hvilke rettigheder havde de ledelser og
medarbejdere, som hidtil havde drevet virksomhederne, og som følte
stor tilknytning til dem og ansvar for dem? Hvordan skulle man tilgodese
tidligere ejere og deres efterkommere, som havde fået deres virksomhed
konfiskeret af kommunisterne i 1945? Hvilken rolle skulle forhold som
”social retfærdighed”, ”fairness” osv. spille i processen? Under det hele
lå der mange både åbenlyse og skjulte politiske dagsordener.
De mange spørgsmål blev så intenst debatteret, at processen strakte sig
over to år, så den endelige vedtagelse af privatiseringsloven først skete i
november 1992. Forløbet er egentlig ganske typisk for politisk
beslutningstagen i Slovenien. Trods store uenigheder og kriser ender det
ofte med et kompromis, som mange partier kan acceptere, og som
derfor er bredt legitimeret.
Diskussionerne
om
privatiseringsloven
forløb
samtidig
med
forhandlingerne om den nye forfatning og fik på forskellig måde
indflydelse på den parlamentariske udvikling i Slovenien. Forløbet er
indgående beskrevet i en svensk doktorafhandling*), som tegner et
billede af en lang og spændende demokratisk og erkendelsesmæssig
proces. Afhandlingen viser tillige den afgørende betydning, som en
gruppe
slovenske
intellektuelle
og
centrale
personer
i
det
liberaldemokratiske parti spillede med hensyn til både at formulere og
formidle
det
endelige
kompromis
om
privatiseringsloven.
De
intellektuelle formåede at nyformulere problemstillingerne og var
derigennem med til at bryde fastlåste synsvinkler og tankemåder.
Sammen med et dygtigt politisk håndværk ledte det frem til det endelige
kompromis, der tog højde for de forskellige interessegruppers
synspunkter og bekymringer.
__________
*)
Branka Likić Brborić: Democratic Governance in the Transition from Yugoslav Self-
Management to a Market Economy. The case of the Slovenian privatization debates 1990 –
1992. Uppsala 2003
74
Hvad
blev
så
det
konkrete
resultat?
Første
skridt
i
privatiseringsprocessen drejede sig om, at give virksomhederne juridiske
ejere, som der kunne sættes navn på. Det skete forenklet sagt ved, at de
omdannedes til aktieselskaber. Dog blev alle virksomheder, der leverede
offentlige serviceydelser, og virksomheder, der var gået fallit, samt i
første omgang, landbrug holdt uden for den generelle privatiseringslov.
Næste skridt bestod i, at alle borgere fik udleveret et ”ejerskabscertifikat”, som varierede i værdi i forhold til personens alder. Børn op til
18 år fik et certifikat med en nominel værdi af 100.000 Tolar (700 Euro).
Værdien forøgedes gradvist således, at personer over 48 år fik et
certifikat, der lød på 400.000 Tolar (2.800 Euro). Certifikaternes samlede
værdi svarede til 20 % af den beregnede værdi af ”samfundskapitalen”,
dvs. den samlede egenkapital af alle samfundsejede virksomheder i
landet.
Ifølge privatiseringsloven skulle ejerskabet af de enkelte virksomheder
fordeles på følgende måde: 10 % skulle gå til en national pensionsfond
og andre 10 % til en såkaldt kompensationsfond, der skulle sørge for
godtgørelse til de mennesker eller deres arvinger, som i sin tid havde
fået deres virksomhed konfiskeret af kommunisterne. 20 % skulle
sælges via investeringsfonde på det frie marked for rede penge eller
ejerskabscertifikater. 20 % reserveredes til nuværende og tidligere
medarbejdere i bytte for ejerskabscertifikater. Angående de sidste 40 %
kunne virksomhederne selv vælge, om de ville sælge dem til
medarbejderne med rabat på op til 50 % eller afhænde dem i fri handel,
via auktion eller licitation.
75
Skemaet viser fordelingen i oversigtsform.
Værdien af virksomheden
10 % til
kompensationsfond
til godtgørelse
af tidligere ejere
10 % til
pensionsfond for
ældre og
handicappede
20 % til salg
via investeringsfonde
til alle for
ejerskabscertifikater
eller penge
20 % til ”salg”
til tidligere og
nuværende
medarbejdere
for deres ejerskabs
certifikater
40 % kunne den enkelte
virksomheds besluttende
organer vælge at sælge
med rabat til medarbejdere
eller sælge i fri handel via
auktion eller licitation
Den enkelte virksomhed fik således stor indflydelse på, hvordan den ville
gennemføre privatiseringen i praksis. Det førte i forlængelse af de
historiske erfaringer fra selvforvaltningssystemet til, at de fleste
virksomheder valgte den interne privatisering, hvor medarbejderne
overtog og købte over halvdelen af aktierne. I de største og mest
kapitaltunge virksomheder var denne metode ikke mulig, så de hentede
størstedelen af aktiekapitalen fra eksterne investorer. De største af disse
blev investeringsfondene, samt pensions- og kompensationsfondene,
som er halv-statslige.
Mange succesrige eksportvirksomheder valgte den interne privatisering.
Medarbejderne og ledelserne ønskede ikke at få eksterne aktionærer,
som kunne tænkes at have forholdsvis kortsigtede økonomiske
interesser. For dem var virksomhedens langsigtede overlevelse og
indtjening de højest prioriterede mål. Samtidig bidrog metoden til
samfundets sammenhængningskraft i en svær overgangstid, fordi den
som indirekte resultat havde, at mange borgere tog et medansvar, som
de var vant til fra selvforvaltningssystemet, og fordi den alt andet lige
mindskede de sociale omkostninger ved privatiseringen.
Der blev oprettet to regeringsorganer til at føre loven ud i livet: Kontoret
for Privatisering, som rådgav og kontrollerede procedurerne i de enkelte
virksomheder, og Udviklingsfonden, der blandt andet tog sig af de
nødlidende virksomheder, der enten blev lukket eller reorganiseret, så
76
de kunne sælges. Det drejede sig om ca. 100 virksomheder, der
tilsammen beskæftigede 10 % af samtlige beskæftigede i industrien.
I forlængelse af den første privatiseringsfase forløber der nu en anden
fase. Efter pres fra forskellige internationale organisationer ændrede
Slovenien til omkring århundredeskiftet en række love, så der åbnedes
op for en lettere adgang til udenlandske investeringer. I praksis er det
imidlertid de enkelte beslutningstagere i virksomhederne og deres
opfattelser, der får afgørende betydning. De slovenske direktioner har
traditionelt haft stor indflydelse og har samtidig som allerede nævnt haft
et tæt samspil med deres medarbejdere og andre netværk. Denne
kombination beskytter virksomhederne mod fjendtlige overtagelser. Men
den har også den bagside, at den holder konkurrenter ude. Samtidig
sker der det, at handelen med aktier ofte bliver meget uigennemskuelig,
så der åbnes mulighed for, at der kan foregå uregelmæssigheder.
Det bør også nævnes, at det offentlige bureaukrati stadig er meget tungt.
Der er behov for nye procedurer og for en bedre forståelse for moderne
administrativ praksis. Begge dele kræver en omfattende efteruddannelse
af såvel de administrative ledere som deres medarbejdere.
Ellers er den anden fase af privatiseringen karakteriseret af to
tendenser.
Den
første
er,
at
de
stærke,
internt
privatiserede
virksomheder styrker ejerskabet ved at opkøbe flere egne aktier samt
opkøber svagere virksomheder i andre lokalsamfund, hvorved de får en
bredere forretningsbasis og spreder risikoen. Det medfører samtidig et
opbrud i de meget snævre relationer inden for lokalsamfundene.
Den anden tendens er, at en række virksomheder, der i mange år har
indgået i joint ventures med udenlandske partnere, eller som har haft
mangeårige
snævre
forretningsforbindelser
til
store
udenlandske
virksomheder, lader sig helt opkøbe af disse. Den udbredte skepsis over
for udenlandske ejere er således ikke generel. Det drejer sig frem for alt
om, hvem de nye ejere er. Er det folk, man har et vist kendskab til og
føler, at man kan stole på? Hvis der er tillid til, at de nye ejere vil
77
opretholde og videreudvikle virksomheden, og at de respekterer den
slovenske virksomhedskultur, forløber disse overtagelser normalt uden
problemer. Det gælder f. ex. bilfabrikken i Novo mesto, som i 2004 blev
helt overtaget af Renault. Samme år købte Goodyear de sidste 20 % af
aktierne i dækfabrikken Sava. Blandt de større udenlandske investorer
er også danske Danfoss, som har to fabrikker i Slovenien med
tilsammen
godt
1.400
ansatte,
og
som
fortrinsvis
fremstiller
kompressorer til køleskabe og frysere. Den første fabrik blev købt
allerede i 1992. Den har en slovensk direktør og har i de forløbne år
mere end firedoblet antallet af medarbejdere.
Taget under et kommer 2/3 af de udenlandske investeringer fra Østrig
(40 %), Tyskland og Frankrig.
Slovenske virksomheder investerer også i stigende grad i udlandet, ikke
mindst i de jugoslaviske efterfølgerstater.
En række store virksomheder er stadig i 2006 ikke blevet fuldt
privatiseret. Det gælder bl.a. de store banker og det dominerende
forsikringsselskab. Langsommeligheden skyldes bl.a., at man vil
forhindre, at disse og andre nøglevirksomheder helt bliver overtaget af
udenlandske ejere. Det vil man gøre ved, at staten i forbindelse med
salg beholder en aktiepost på lidt over 25 %, som giver den
kontrollerende indflydelse. Når privatiseringen går langsomt, skyldes det
også, at de statskontrollerede pensions- og kompensationsfonde ejer
betydelige aktieposter, som de ønsker at afhænde i takt med at de får
brug for pengene til pensioner og kompensationer. Endelig har de
skiftende regeringer, inkl. den nuværende haft svært ved at afgive den
magt, der følger med et statsligt eller et halvstatsligt ejerskab via
fondene.
Den langsomme og gradvise privatisering er med til at bevare den
sociale sammenhængningskraft i samfundet, men bremser på den
anden side for en hurtigere produktivitetsudvikling. Trods dette har
slovenske virksomheder hidtil klaret sig godt på eksportmarkederne. Den
78
nye regering, der tiltrådte i 2004, søger at fremskynde processen, men
har ikke lagt op til en afgørende ændring. Det må tolkes som, at der
eksisterer en vis politisk konsensus om den hidtidige linie.
En række økonomer har på baggrund af de første ti års erfaringer lavet
mange sammenlignende undersøgelser af, hvordan virksomheder med
de forskellige
ejerskabsstrukturer klarer sig.
Det
er nogle
ret
komplicerede regnestykker, fordi de skal tage højde for, at det som
nævnt ikke var de samme typer af virksomheder, der blev intern
privatiseret, som dem, der fik eksterne ejere. De sidstnævnte var som
nævnt ofte store og kapitaltunge virksomheder, som det var umuligt for
medarbejderne at overtage, og som derfor fik fremmede ejere. Disse
virksomheder er karakteriseret af større dynamik og ekspansion end
gennemsnittet.
De internt privatiserede virksomheder førte i de første år en mere
forsigtig politik og koncentrerede sig om, at rationalisere og konsolidere
sig. En af grundene til dette var, at der indtil for nyligt har været stor
træghed i de slovenske bank- og kreditformidlingssystemer, som gjorde
det svært at få lån til omstruktureringer.
Men tager man disse forskelligheder med i beregningerne, er der ingen
tegn på, at ejerformen spiller nogen større rolle for virksomhedernes
resultater. De internt privatiserede virksomheder klarer sig lige så godt i
den internationale konkurrence som virksomheder med udelukkende
eksterne
ejere.
Det
hænger
sandsynligvis
sammen
med,
at
medarbejderne i mange virksomheder allerede i selvforvaltningstiden var
vant til at forholde sig til international konkurrence.
Som eksempler på succesrige virksomheder, hvor medarbejderne har
købt mange aktier, kan nævnes Gorenje, som producerer hårde
hvidevarer, og som er Sloveniens største fremstillingsvirksomhed med
over 8.000 medarbejdere. Ca. 10 % af Gorenjes aktier ejes af
medarbejderne. En anden stor virksomhed er Prevent med 5.500
79
medarbejdere
i
Slovenien
og
9.000
på
verdensplan.
Prevents
hovedprodukt er sædebetræk til biler. Her ejer medarbejderne ca. 1/3 af
aktierne.
Ved udgangen af 2002 var ejerskabet af de privatiserede firmaer fordelt
på følgende måde:
Interne ejere (tidligere og nuværende medarbejdere samt ledere)
40 %
Andre slovenske virksomheder
25 %
Investeringsfonde
15 %
Pensions- og kompensationsfondene
5%
Udenlandske ejere
3%
Andre, inkl. staten
12 %
Siden 2002 er der kommet en større andel af udenlandske ejere.
Allerede før privatiseringslovens vedtagelse i november 1992 skete der
en del ”vilde privatiseringer” på et meget uigennemskueligt grundlag.
Loven foreskriver en revision af disse privatiseringer, som i visse tilfælde
var karakteriserede ved både korruption og kriminalitet. Et typisk forløb
var, at der af direktionen og dets venner blev oprettet et parallelt firma.
Ofte i samme bygning, med næsten samme navn og samme direktør.
Forretningerne blev så langsomt dirigeret over i det nye selskab, mens
man lod det gamle dø langsomt. Sideløbende overtog man de gode
medarbejdere og købte aktiverne billigt ud af det gamle selskab.
På grund af landets geografi med store bjerg- og karst-områder er kun
25 % af landets areal egnet til landbrug. Heraf kan det meste kun bruges
til vedvarende græs, så det dyrkede areal svarer kun til 8 – 9 % af
landets areal. Til sammenligning udgør det dyrkede areal i Danmark ca.
60 %.
Kollektiviseringen af det jugoslaviske landbrug efter 1945, som skete i 2
faser, slog fejl, så det meste af landbrugsjorden forblev på private
80
hænder. Men for at komme ”storbønderne” til livs begrænsede
kommunisterne de enkelte landbrugs størrelse til højst 10 ha eller 15 ha,
hvis jorden var dårlig eller lå i bjergområder. I Slovenien ramte disse
begrænsninger ikke særlig hårdt, da de fleste landbrug på grund af
terrænet i forvejen var af begrænset størrelse. De landbrug, som var
større end tilladt, fik det overskydende areal konfiskeret. Den
konfiskerede jord blev udstykket til små husmandsbrug på højst 5 ha
eller lagt sammen til store selvforvaltningslandbrug, hvoraf 80 % havde
over 500 ha. Disse store landbrug blev især oprettet på den bedste
landbrugsjord. Deres produktivitet og høstudbytter var da også omkring
50 % bedre end de private landbrugs. Der blev oprettet i alt godt 200 af
disse brug, som drev 10 % af landbrugsjorden.
Ved selvstændigheden var landbrugsstrukturen derfor generelt meget
dårlig. Kun 8,6 % af de private landbrug havde over 10 ha landbrugsjord,
som endda i mange tilfælde var spredt på flere parceller. Kun 1/5 af de
private landbrug var heltidsbedrifter. Efter 1991 er der lovgivet om, at
den konfiskerede jord skal gives tilbage til de oprindelige ejere eller
deres efterkommere. Det er en meget kompliceret proces, da
matrikeloptegnelserne i mange tilfælde ikke svarer til virkeligheden i
landskabet. Foruden en lang række andre vanskeligheder medfører
denne tilbagelevering en yderligere forringelse af landbrugsstrukturen.
Man har på forskellig vis søgt at undgå en total opsplitning af de store
selvforvaltningslandbrug. Der er desuden spontant indgået en lang
række leje- og forpagtningsaftaler, hvor unge landmænd overtager
driften af ældre landmænds jord. Der vil under alle omstændigheder ske
ret store forandringer i de nærmeste år, da mange af de ca. 150.000
små landbrug ejes af ældre mennesker. Mange landbrug drives som
deltidslandbrug, hvor familiemedlemmer, som bor i byerne, hjælper til
ved høst.
Slovenien er ikke selvforsynende med fødevarer. Nettoimporten svarer
til ca. 3 % af den totale import. Det er især korn, sukker og grønsager,
der importeres.
81
I forbindelse med EU-medlemskabet blev støtten til det slovenske
landbrug lagt om. Den slovenske stat fortsætter med at støtte landbruget
i overgangsperioden, men beløbet nedtrappes i takt med at støtten fra
EU stiger fra 25 % i 2004 til 100 % i 2013. De beløb, der tilflyder
landbruget, sigter ikke entydigt på at forbedre landmændenes
indkomster. De tager i høj grad også sigte på miljøbeskyttelse af sårbare
naturområder via bæredygtige driftsformer. Endelig ønskes den stigende
ikke-produktionsafhængige støtte fra EU brugt målrettet til udvikling af
landdistrikterne for at modvirke affolkning. Men alle ansvarlige er klar
over, at der skal ske en kraftig forøgelse af den slovenske
landbrugssektors konkurrenceevne, hvis de gode hensigter skal blive til
virkelighed.
54 % af Slovenien er dækket af skov (i Danmark er det 12 %), men
skovbrugets situation er ikke bedre end landbrugets. De to er i øvrigt tæt
forbundne. Efter privatiseringen er 80 % af skovarealet ejet af 250.000
forskellige ejere. Heraf er en stor del små landbrug. Kun 15 % er
statsskov. Selv om Slovenien har lang erfaring og stor viden inden for
skovbrug, er det med denne struktur næsten umuligt at få et rationelt
skovbrug. Så hvis de økonomiske og rekreative ressourcer i de enorme
skovarealer skal udmøntes, er det nødvendigt, at der skabes en række
store og sammenhængende skovarealer. Enten via en koncentration af
ejerskabet
og/eller
gennem
et
meget
tæt
samarbejde
mellem
skovejerne.
Slovenien er det rigeste af de nye, tidligere kommunistiske lande i
Central- og Østeuropa. Dets bruttonationalprodukt pr. indbygger målt i
købekraft svarede i 2005 til 82 % af gennemsnittet af EU-landenes.
82
Den overordnede struktur af landets økonomi fremgår af denne tabel:
Beskæftigede
2006 i %
10,2
Primære erhverv
Bidrag til
BNP 2006
i%
2,8
(landbrug, minedrift m.v.)
Sekundære erhverv
34,5
33.2
31,1
43,7
24,2
20,3
100,0
100,0
(fremstillingsindustri, byggeri m.v.)
Tertiære erhverv
(forretningsservice, turisme m.v.)
Tertiære erhverv
(sundhed, uddannelse, offentlig administration m.v.)
Som tallene viser, er der stadig en del rationaliseringsgevinster at hente i
både landbruget og industrien, som begge stadig beskæftiger forholdsvis
mange i forhold til bidraget til BNP.
Af de 25 – 49-årige er 93 % af mændene og 90 % af kvinderne på
arbejdsmarkedet.
Sammensætningen
af
eksporten
vidner
om
omfanget
af
kvalitetsindustrierne. I 2006 var de vigtigste eksportprodukter:
Biler
13,6 %
Maskiner
11,5 %
Elektriske maskiner og apparater
9,9 %
Medicinske og farmaceutiske produkter
6,9 %
Møbler og møbeldele
5,1 %
I 2006 gik 68,4 % af eksporten til EU-landene. Staterne i det tidligere
Jugoslavien aftog 16,3 % af eksporten. Målt på enkeltlande var de
største aftagere
Tyskland
19,7 %
Italien
12,9 %
Kroatien
8,7 %
Østrig
8,7 %
Frankrig
6,8 %
83
Der er et mindre underskud på betalingsbalancen svarende til ca. 1 % af
BNP. Der er et stigende overskud på tjenestebalancen, hvor turisme og
transportindtægter giver store bidrag. Det var dog først i 2001, at antallet
af turister igen var på højde med niveauet fra før selvstændigheden. I
2005 kom der knap 1,6 mio. udenlandske turister, som gav hotellerne i
alt 4,4 mio. overnatninger.
84
Lokalt selvstyre
Lokalt selvstyre har en lang historie i Slovenien. Begyndelsen blev lagt
allerede under Habsburgerne, der i årene efter 1848 gennemførte
forskellige
love
om
kommunalt
selvstyre.
I
det
kommunistiske
Jugoslaviens selvforvaltningssystem spillede kommunerne også en
central rolle.
Den lokale identitet og bevidsthed er stærk, og der kan visse steder
være en tendens til, at lokalsamfundene ser indad og er sig selv nok.
Denne ”sognementalitet” har givet sig udslag i, at antallet af kommuner
efter selvstædigheden er mere end tredoblet fra 62 til 210. Det er
forholdsvis let at danne nye kommuner. Samtidig rummer forfatningen
en meget generel formulering om, at staten skal overføre penge til
kommuner, som på grund af ”utilstrækkelig økonomisk udvikling ikke kan
klare sine forpligtelser”. Det har givet incitament til oprettelse af nogle
meget små og økonomisk set særdeles svage kommuner i afsides egne.
Kommunestrukturen
er
således
meget
uensartet.
Halvdelen
af
kommunerne har under 5.000 indbyggere, som er den retningsgivende
minimumsstørrelse. Den mindste har kun 342. 11 af de største
kommuner, hvor 35 % af befolkningen bor, har status som bykommuner,
der har særlige beføjelser og forpligtelser. En bykommune skal være på
mindst 20.000 indbyggere og have en række sundhedsmæssige,
uddannelsesmæssige og kulturelle institutioner på et vist niveau samt
opfylde visse andre krav. De største kommuner er hovedstaden
Ljubljana med 267.000 indb. og Maribor med 111.000 indb.
Kommunerne ledes af en kommunalbestyrelse, der kan have fra 7 – 45
medlemmer, og en direkte valgt borgmester, der også er leder af
administrationen. Begge valg gælder for 4 år. I mindretalsområderne er
der særlige valgordninger, der garanterer mindretallene repræsentation.
85
Kommunerne er ansvarlige for, at befolkningen har adgang til
daginstitutioner
for
børn,
grundskoler,
sociale
boliger,
bibliotek,
dagligvarebutik og bank. Forsyningsvirksomhed (vand, el. m.v.),
miljøforanstaltninger og renovation samt det lokale vejnet sorterer også
under kommunerne. Endvidere skal de sørge for social omsorg for ældre
og handicappede. Bykommunerne er desuden ansvarlige for at
administrere et netværk af skoler på alle niveauer, sundhedsvæsenet,
inkl. sygehuse, offentlig transport, kultur (museer, teatre m.v.). Da en
stor del af de små kommuner hverken har økonomiske eller
administrative ressourcer til at løse mange af deres opgaver, må de
samarbejde
med
andre.
Det
påhviler
i
den
sammenhæng
bykommunerne betydelige koordineringsopgaver. Desuden er der
oprettet 58 såkaldte administrative enheder bestående af fra 1 til 15
kommuner, som administrerer regeringsopgaver i deres respektive
områder.
Taget under et går de vigtigste kommunale udgifter til: børnehaver og
vuggestuer (15 %), grundskoler (12 %), renovation, kloakering,
rensningsanlæg og andre miljøforanstaltninger (12 %) og veje (9 %).
Forestiller man sig en tænkt slovensk gennemsnitskommune stammer
dens indtægter fra følgende kilder
% af kommunens
indtægter
Indkomstskat
Formueskat, skat på fast ejendom + en
lang række mindre afgifter og gebyrer
Direkte overførsler fra staten i form af
udlignings-/bloktilskud beregnet ud fra areal,
vejlængder, antal børn og ældre m.v.
Indtægter fra kommunale aktiver m.v. *
42
20
19
19
100
* bl.a. udlejning af jord, ejendomme, erhvervsarealer, som kommunerne fik overdraget i
forbindelse med ophævelsen af selvforvaltningssystemet.
86
Det er dog kun ejendomsskatterne samt nogle smågebyrer, i alt ca. 10
%, som kommunerne selv er herrer over. Alligevel er de ikke altid
overivrige efter at inddrive disse indtægter, da de fratrækkes
udligningstilskuddet fra staten. Indkomstskatterne opkræves af staten,
som derefter overlader 35 % deraf til kommunen.
Den skitserede gennemsnitskommune findes ikke. I virkeligheden er
forskellene mellem kommunerne meget store, dels på grund af de
mange små kommuner og dels på grund af et meget forskelligt
indtægtsgrundlag i landets forskellige dele. Det betyder, at enkelte
kommuner får op til 95 % af deres indtægter fra staten.
Blok- og udligningstilskuddene fra staten beregnes ud fra en såkaldt
”passende udgift pr. indbygger”, som parlamentet vedtager i forbindelse
med
den
årlige
finanslov.
Men
dette
gennemsnitstal
er
så
uhensigtsmæssigt, at det medfører, at nogle kommuner modtager langt
mere end deres aktuelle udgifter tilsiger og andre modtager langt
mindre. Systemet ansporer således ikke ”de heldige” kommuner til at
økonomisere, samtidig med at det stiller andre i en næsten umulig
situation. Det er dog især de reelt meget fattige kommuner, der nyder
godt
af
systemet,
der
på
den
måde
bliver
en
slags
skjult
egnsudviklingsstøtte. Den er dog både dyr og uhensigtsmæssig, da den
ikke fører til nogen egentlig udvikling.
Selv om Slovenien i sig selv er et lille land, er der meget store regionale
forskelle, såvel geografiske som erhvervsmæssige. Skønt netop disse
forskelle skaber et behov for regionale politisk-administrative enheder,
har Slovenien hidtil kun haft to administrative niveauer, stat og
kommuner. Forfatningen lægger op til, at der dannes et tredje niveau,
men det har kommunerne hidtil med forfatningen i ryggen kunnet
forhindre. I 2006 er forfatningen dog blevet ændret således, at staten
fremover får større magt i forhold til kommunerne.
Mangelen af regionale enheder, der kan varetage de enkelte landsdeles
interesser, har haft mange uheldige konsekvenser. Der finder f.eks.
87
ingen regional planlægning sted, og det er derfor umuligt på en
sammenhængende og rationel måde at hjælpe de vanskeligt stillede
områder. Imens vokser de økonomiske, befolkningsmæssige og sociale
forskelle mellem landsdelene hurtigt. En undersøgelse viser, at de
såkaldte ”affolkningsområder” dækker 42 % af landets areal og rummer
ca. 15 % af befolkningen. Affolkningen er størst i afsides bjergområder,
som Slovenien har mange af.
I mangel af en regional inddeling har Sloveniens Statistiske Kontor lavet
sine egne såkaldte ”statistiske regioner”. Deres beregninger viser, at det
østligste
område
er
det
fattigste,
mens
Ljubljanaområdet
og
kystregionen er de mest velstående. En opgørelse fra 2003 viser, at
forskellen i indkomster mellem den rigeste region omkring Ljubljana og
den fattigste længst mod øst er som 2:1. Trods økonomiske tilskud til de
fattige områder er forskellen vokset. I 1996 var den 1,65:1. Til
sammenligning er den tilsvarende forskel mellem Frederiksborg amt og
Storstrøms amt i Danmark 1,27:1.
På trods af – eller måske netop på grund af – den meget udbredte
lokalbevidsthed har de slovenske kommuner ikke særligt store
beføjelser. De kommunale udgifter udgør kun ca. 10 % af samtlige
offentlige udgifter, mens til sammenligning kommunernes og de hidtidige
amters udgifter i Danmark har udgjort halvdelen. Opsplitningen i de
mange små kommuner, der i mange tilfælde mangler både økonomiske
og administrative ressourcer, har således i praksis ført til at landet er
særdeles centralistisk styret, selv om der er stort behov for en regionalt
differentieret politik. Der er først håb om, at dette vil ændre sig, når man
enes om en regionsopdeling. I 2008 vil egnsudviklingsstøtten stige fra 1
% til 1,5 % af BNP.
88
Kulturlivet
De seneste 500 år har sproget og litteraturen været den kerne, der har
bundet slovenerne sammen og givet dem en fælles identitet. Gennem de
mange århundreder, hvor der ikke eksisterede en slovenske stat, var det
forfatterne, der skabte slovenernes selvforståelse og gav udtryk for
deres ambitioner. Slovenien var en kulturnation længe, før det blev en
statsnation.
Denne udvikling begyndte med den protestantiske reformationsbevægelse, der skabte det slovenske skriftsprog og dermed blev den
første egentlige kulturskabende kraft i Slovenien.
Efter modreformationens sejr blev den katolske kirke en dominerende
faktor i den kulturelle udvikling. Dens indflydelse var mangesidig og
pegede i forskellige retninger. På landet, hvor kirken i århundreder
havde den altdominerende åndelige og kulturelle indflydelse, var den
med til at fastholde befolkningens anti-moderne holdninger. I sidste del
af 1800-tallet og igen i 1930’erne var konservative kredse i den katolske
kirke meget aktive inden for kultur- og samfundslivet og bekæmpede
udviklingen af et åbent, liberalt og demokratisk samfund.
Men der har også været helt andre holdninger inden for den katolske
kirke, som har sat deres præg på kulturen. Den fornemste repræsentant
for disse holdninger var biskop Anton Martin Slomšek (1800-1862), der
var biskop i Maribor (som frem til anden verdenskrigs afslutning var en
overvejende tysk by) i den østlige og mere fattige del af landet. Skønt på
mange måder konservativ igangsatte han her et åbent og forholdsvis
frisindet folkeoplysningsarbejde med henblik på at løfte det sproglige og
kulturelle
niveau
hos
brede
befolkningsgrupper.
Han
oprettede
søndagsskoler, der formidlede basale læsefærdigheder, ikke mindst til
piger. Han skrev en læsebog, der både var en skolebog og et helt lille
leksikon for den slovenske landbefolkning. Hans væsentligste bidrag til
kulturlivet var dog uden tvivl, at han i 1851 oprettede Hermagoras
Forlag. Dette katolske forlag, der stadig eksisterer, udgav bøger af
89
praktisk talt enhver slovensk forfatter og desuden nyttige og belærende
bøger for et bredt publikum. Frem til 1. verdenskrig fungerede forlaget
nærmest som en bogklub, der i 1918 havde nået et medlemstal på
90.000, og som indtil da havde udgivet over 16 mio. bøger, inkl.
skolebøger. Dets virksomhed spillede derfor også en stor rolle for det
slovenske sprogs udbredelse i den østlige del af landet, hvor tysk i den
periode stod stærkt.
Slovenienområdet har siden Romerrigets tid ligget ved en korsvej. Derfor
har folk i byerne langs de store færdselsårer, først og fremmest
Ljubljana, hele tiden været i en levende kulturel vekselvirkning med de
omgivende samfund. Men landets natur med mange bjerge betyder
også, at der er store dele af landet, hvor folk bor i isolerede bebyggelser
i bjergene og i afsides dale. Her kom der meget langt op i tiden ingen
friske pust udefra, og befolkningen blev meget indadskuende og
mistroisk. Alligevel er forholdene i Slovenien anderledes end i mange
østeuropæiske lande, hvor storbyerne i århundreder ofte lå som
isolerede enklaver, der havde meget ringe forbindelse med de
omgivende, tilbagestående landområder. Dels er Ljubljana ikke særlig
stor, og dels ligger der spredt ud over landet en række andre gamle
byer, der i århundreder har været forbundne med de omgivende
landområder.
Langt tilbage i historien har der været tradition for, at unge søgte
uddannelse. Allerede i de første 200 år efter grundlæggelsen af Wiens
Universitet i 1365 var ca. 20 % af de studerende fra det
slovensksprogede område. Adskillige gjorde karriere ved universitetet og
nogle blev dekaner, rektorer m.v. Selv om de fleste i de første
århundreder fik deres virke uden for det slovenske område, kom de
alligevel til at betyde meget for dets videre udvikling, fordi de via deres
familiære tilknytning skabte forbindelse mellem lærdomscentret og
hjemlandet.
90
Der er god mening i, at den lutherske reformator Primož Trubar (1508 –
1586) som tidligere nævnt kaldes den slovenske nations fader. Det er
skabelsen af det slovenske skriftsprog og reformationstidens mange
bogudgivelser på slovensk, som al senere slovensk kulturudvikling
bygger på. På den tid eksisterede de senere sproglige og nationale
modsætninger ikke, og betydelige dele af adelen støttede som allerede
nævnt den protestantiske bevægelse, skønt mange af adelsfamilierne
var af tysk herkomst. Nyere forskning har vist, at mange af dens
medlemmer på den tid også var slovenskkyndige, og noget tyder på, at
en hel del af de bevarede slovensksprogede bøger overlevede
modreformationens bogbrændinger, netop fordi de stod på hylderne i
adelige biblioteker.
Det er lidt af et under, at der igen opstår en slovensk litteratur efter de
150 - 200 års kulturel undertrykkelse, der fulgte modreformationen. Selv
om der igennem hele perioden havde været unge, der studerede, var det
først fra 1700-tallets reformperiode, at det igen blev et anseeligt antal.
På den tid voksede velstanden, og der udviklede sig en selvhjulpen og
selvbevidst middelklasse af håndværkere og bønder, der skabte
grobund for en ny kulturel opblomstring. De havde økonomiske
muligheder for at give deres sønner en god uddannelse, som de først og
fremmest fik på universitetet i Wien, men også på andre kendte,
europæiske universiteter. Flere af Sloveniens største digtere og
folkeoplysere er netop sådanne middelklassesønner, der havde studeret
i udlandet, og som senere vendte hjem og skrev på modersmålet. De
bidrog til at knytte en forbindelse mellem de intellektuelle og bønder og
håndværkere, som ad den vej blev fortrolige med tanker ude fra den
store verden. Måske var det i virkeligheden heldigt, at slovenerne først
ret sent fik deres eget universitet. Det tvang de unge til at søge
uddannelse i udlandet, hvorfra de hele tiden bragte nye impulser hjem i
en periode, hvor kommunikationen ikke flød så let og hurtigt som senere.
91
Da Ljubljana Universitet endelig blev oprettet i 1919, fik det fra starten en
god standard, fordi de fleste professorater kunne besættes med
velkvalificerede slovenere, som vendte hjem fra lignende stillinger ved
udenlandske universiteter. Det betød ikke kun, at man fik en kvalificeret
stab af lærere og forskere, men også at man fra starten havde kontakter
til andre europæiske universiteter og dermed til den viden og de tanker,
der gjorde sig gældende ud over kontinentet.
I slutningen af 1700-tallet opstod der i Ljubljana de såkaldte ”Kredse”,
der i nogen grad svarede til oplysningstidens franske saloner. Den mest
betydningsfulde samledes om den fremtrædende og rige mineejer Žiga
Zois (1747 – 1819), som selv var en lærd mand, der besad en
omfattende litterær dannelse. Han fik stor betydning som igangsætter og
inspirator for de mænd, der mødtes i hans Kreds, og som udgjorde det
første kuld af slovenere, der forsøgte sig i digtekunsten.
I de samme år foregik der en interessant udvikling i de nordlige og
østlige dele af landet, Koroška (Kärnten) og Prekmurje. I disse afsides
egne havde der lige siden reformationen levet små grupper af
protestantiske
bønder,
der
havde
overlevet
den
katolske
modreformations forfølgelser. De måtte selvfølgelig dyrke deres religion i
det absolut skjulte, og de manglede bøger til deres gudstjenester. De
protestantiske bøger var forbudte, og de fleste var blevet brændt. Det
førte til en tradition for, at skriftkyndige bønder og håndværkere
generation efter generation afskrev de værker, som de protestantiske
forfattere havde skrevet i 1500-tallet. Disse såkaldte ”Bukovniki” (bogmænd) havde også derigennem bevaret evnen til at læse og skrive.
Nogle oversatte også salmer. I tidens løb begyndte enkelte også at
forsyne skrifterne med deres egne kommentarer og små bemærkninger
om hverdagslivet. Disse bemærkninger voksede med tiden og endte
med at blive selvstændige værker. Der kom digte. Selv om disse ikke
nåede de store litterære højder, fik bogmændene betydning, fordi deres
digte og beretninger drejede sig om deres egen erfaringsverden og
92
derfor stimulerede en litterær interesse blandt nye grupper af
befolkningen, som deres digte talte til, fordi de beskrev en virkelighed,
som de kunne forholde sig til. Den forholdsvis høje grad af
læsekyndighed blandt Kärntens slovenske befolkning var en af
forklaringerne på, den succes, som det nævnte Hermagoras Forlag fik.
Fra slutningen af 1860’erne bredte de såkaldte læsekredse sig ud over
området. De skaffede slovenske aviser og bøger og afholdt forskellige
kulturelle og underholdende arrangementer. Foreningerne, der havde til
formål at styrke det slovenske sprog, bredte sig fra de større byer til de
mindre og i enkelte tilfælde endda til landsbyer. I slutningen af
århundredet var der ca. 80 aktive foreninger.
Sloveniens første store og betydningsfulde digter er France Prešeren
(1800 – 1849), hvis digte er oversat til adskillige sprog. Prešeren
stammede fra en velstående bondefamilie. Moderen var veluddannet og
ambitiøs, så hun sørgede for, at sønnen fik en jurauddannelse fra Wiens
Universitet. Det blev dog ikke som jurist, men derimod som digter, at
Prešeren kom til at gøre sig gældende. Foruden at være en europæisk
kendt digter på den tid spillede Prešeren en afgørende rolle for en
kultivering af det slovenske sprog. Med sin kunstneriske skaberevne var
han med til at forfine sproget, så det kunne udtrykke både
videnskabelige og kunstneriske erkendelser på ethvert niveau. Han
betragtes som den enkeltperson, der har haft størst indflydelse på
udviklingen af det moderne slovenske skriftsprog.
Prešerens digte fanger den melankolske sindsstemning, der ofte
fremhæves som typisk for slovenerne. I litteraturen generelt møder man
ofte handlingslammede personer, der har tilbøjelighed til melankoli og
endda til selvmord. Slovenien har da også rent faktisk en høj
selvmordsfrekvens.
Men Prešeren repræsenterede også det mellemfolkelige i den slovenske
kultur. Han havde den overbevisning, at et folk, der virkelig vil være frit,
må åbne sin bevidsthed for alle menneskehedens kulturstrømninger. Et
93
folk, der ikke er i stand til at optage andre kulturers kreative værdier, vil
forblive isoleret, mente han. Men samtidig holdt han fast ved, at det kun
er ægte digtning og poesi med hjemlige rødder, der kan befri et folk fra
dets mentale slaveri.
Det 7. vers af Prešerens digt ”En skål for friheden” blev i 1991 valgt som
det selvstændige Sloveniens nationalsang. Verset lyder således på
slovensk og i dansk oversættelse:
Žive naj vsi narodi,
Længe leve alle nationer
ki hrepene dočakat dan,
som higer efter at opleve dagen
ko, koder sonce hodi,
hvor overalt solen lyser
prepir it sveta bo pregnan,
ufred af vor verden fordrevet bli’r,
ko rojak
så landsmænd
prost bo svak,
frie bliver alle,
ne vrag, le sosed bo mejak!
ikke fjender, kun naboer vi får!
Oversættelse: Peter Altus Lange
Man kunne godt ønske, at flere nationer havde en nationalsang med et
lignende fredeligt indhold.
Digtet er skrevet i 1844, men da var dets frihedsbudskab for stærk kost
for den østrigske censur, så det kunne først offentliggøres i april 1848
efter martsopstanden i Wien.
Den anden store slovenske forfatter er Ivan Cankar (1876 – 1918). Han
var søn af en skrædder, og efter studentereksamen flyttede han til Wien
for at studere ved det tekniske universitet, men opgav efter et par år,
fordi han var blevet optaget af det litterære og kunstneriske liv i byen.
Med korte afbrydelser blev han dog i Wien til 1909 og levede af at skrive.
I modsætningen til Prešeren, der kun er kendt for sine digte, skrev
Cankar også noveller, romaner og skuespil. Han var en meget produktiv
og mangesidig kunstner, der bragte store fornyelser ind i slovensk
litteratur i alle de genrer, han kastede sig over. Cankar var den første
betydende dramatiker, der skrev på slovensk. En af hans vigtige
inspiratorer var Henrik Ibsen, der sammen med August Strindberg har
94
øvet betydelig indflydelse på en række slovenske dramatikere. Cankars
dramaer
handlede
om
sociale,
psykologiske
og
moralske
problemstillinger i samtidens borgerlige samfund, og han bruger flittigt
humoren og satiren til at blotlægge det slovenske borgerskabs hykleri og
indadskuende holdninger. Foruden komedier skrev han også groteske
og poetiske dramaer.
Ivan Cankar betragtes som skaberen af den moderne slovenske prosa.
Han var desuden en socialt engageret folkeopdrager, der søgte at
vække sine landsmænd af selvundertrykkelsen, som stadig gjorde sig
gældende. Selv om der var gået over et halvt århundrede siden
feudalismens afskaffelse, var det en svær opgave at få de mest
tilbagestående dele af landbefolkningen til at forstå værdien af oplysning
og nye tanker. Cankar havde stor medfølelse med de store dele af
befolkningen, som ikke mindst på landet levede under stor fattigdom,
men han var ikke blind deres dumstædighed. I sine romaner beskriver
han, hvordan mennesker, der påtog sig en oplysende opgave og ville
mere end deres stilling direkte krævede af dem, risikerede ikke blot at
blive modarbejdet, men også at blive stemplet og direkte udstødt af
landsbyen. Det får titelpersonen i romanen ”Martin Kačur” at føle. Han er
en meget idealistisk, men også meget frembrusende lærer, der bukker
under og lider menneskeligt og personligt skibbrud i sine bestræbelser
på at vække kulturel interesse hos de landsbyboere, han virkede iblandt.
Ofte
blev
modstanden
understøttet
af
præsten
og
andre
myndighedspersoner, der ikke ønskede befolkningen vækket af deres
dvale. Så kan mennesker så nemt få egne ideer og blive besværlige.
Ivan Cankars litterære produktion er meget omfattende og flere af hans
prosaværker er oversat til en række forskellige sprog. En enkelt af hans
romaner er oversat til dansk under titlen ”En mand og hans ret”.
I perioden fra 1930’erne til 1970’erne spiller digteren Edvard Kocbek
(1904 – 81) en fremtrædende rolle i slovensk kulturliv og politik. Kocbek
studerede romanske sprog og filosofi i Ljubljana, Berlin, Lyon og Paris. I
95
1930’erne var han redaktør og skribent ved forskellige katolske
tidsskrifter, og det var i et af disse, at han i 1937 skrev en skelsættende
artikel, der kritiserede den katolske kirkes samarbejde med fascisterne i
den spanske borgerkrig. Artiklen blev anledningen til en splittelse blandt
de slovenske katolikker. De dogmatiske fulgte de konservative
strømninger fra Rom, mens de kristne socialister, som Kocbek blev leder
af, gik deres egne veje. De var bl.a. påvirkede af Søren Kierkegaard og
hans påpegning af den enkeltes ansvar. Som nævnt i kapitlet om
Sloveniens historie førte splittelsen til, at de kristne socialister i 1941
tilsluttede sig partisanbevægelsen, mens de konservative katolikker
endte
som
kollaboratører
med
de
deraf
følgende
ulykkelige
begivenheder under og efter 2. verdenskrig.
Efter krigen fik Kocbek som fremtrædende partisan i en kort årrække en
række høje politiske poster. Men han var ikke kommunist og forblev
mere digter og kulturpersonlighed end politiker. Det førte da også til, at
han igen fornærmede ”præsteskabet”, denne gang det kommunistiske,
som var meget utilfredse med novellesamlingen ”Angst og mod”, som
han udgav i 1951. Novellerne handler om de menneskelige følelser og
reaktioner i krigssituationer. Nogle er modige og søger faren. Andre er
feje og frygter faren. Men faren er de fælles om. Det var ikke den form
for budskab, som de kommunistiske magthavere forventede af
vicepræsidenten for parlamentet. Han blev derfor også gjort til
førtidspensionist og fik udgivelsesforbud. Da han godt et årti senere igen
fik lov til at offentliggøre en digtsamling, fik han landets højeste litterære
udmærkelse for den.
Kocbek kredser i sit forfatterskab om de svære menneskelige
problemstillinger, der også prægede hans eget liv: angst og mod, skyld
og udsoning, offer og bøddel, godt og ondt.
I 1975 brød han endnu et tabu, idet han i et interview, der blev
offentliggjort i en avis i Triest, talte åbent om partisanernes massakre i
1945 på de katolske anti-kommunister. Interviewet medførte naturligvis
massiv politisk fordømmelse, men medvirkede også til en mere åben
96
diskussion og bidrog til den proces, der halvandet årti senere førte til
opløsningen af det kommunistiske regime.
Kocbek er som digter en central personlighed i Sloveniens kulturhistorie.
Men han er det i endnu højere grad, fordi han i sin person, i sit liv og
arbejde repræsenterer både katolicismen og kommunismen, som er de
to hovedstrømninger, der i deres indbyrdes konflikt har formet
mentaliteten i det moderne Slovenien.
I 1938 udgav forfatteren Vladimir Bartol (1903 – 1967) romanen
”Alamut”, der handler om en meget brutal og kynisk muslimsk sekt i
middelalderens Persien. Den blev dengang læst som et sindbillede på
de nazistiske og fascistiske regimer, men vakte i øvrigt ikke megen
opsigt. Bogen er de senere år blevet nyudgivet og oversat til en lang
række andre europæiske sprog. Den er overordentlig vel researchet og
opleves nu som en meget aktuel beskrivelse af det 21. århundredes
muslimske fanatikere og af de menneskelige omkostninger ved den
blinde religiøse fanatisme, som skruppelløse magtmennesker kynisk
udnytter til egen fordel.
Vitomil Zupan (1914-87), der var lidt yngre end Kocbek, kom også til at
spille en vigtig rolle i afmytologiseringen af partisankrigen. Det skyldes
især hans roman ”Menuet for Guitar”, der udkom i 1975, blev filmatiseret
i 1980 og oversat til engelsk i 1988.
Zupan havde som ikke-kommunist deltaget i partisankrigen, og Menuet
for Guitar er tydeligvis skrevet på baggrund af hans personlige erfaringer
derfra. Romanen er opbygget således, at der veksles mellem to
handlingsforløb,
der har
en
tidsmæssig
adskillelse
på
30
år.
Hovedhandlingen beretter om hovedpersonens oplevelser under sin
deltagelse i partisankrigen. Beretningen skildrer den isolation, som den
ordinære partisan ofte følte, og hvordan nogle af deltagerne blev bidt af
krigen, mens andre oplevede den som tåbelig.
97
Det andet handlingsforløb foregår under hovedpersonens ferie i Spanien
tre årtier senere. På feriestedet møder han en tysker, der som
værnemagtsofficer kæmpede mod partisanerne i Slovenien. De to kan
altså godt have skudt på hinanden 30 år tidligere. Men under ferien i
Spanien
fører
de
lange
samtaler
om
deres
oplevelser
som
krigsdeltagere. Samtalerne viser de to forskellige menneskers forskellige
perspektiver på den krig, de begge havde deltaget i på hver sin side. I
diskussionerne optræder krigen først og fremmest i form af disse to
menneskers subjektive og sanselige oplevelser.
I romanen blev partisankrigen, der siden 1945 i skolerne og i
propagandaen
havde
været
prist
som
den
ophøjede
folkebefrielseskamp, revolution og kollektive historiske begivenhed, sat
til diskussion, og der blev stillet spørgsmål ved, om der fandtes en sidste
og endelig sandhed om den. Det var et meget provokerende synspunkt i
1975, og myndighederne søgte da også på enhver måde at miskreditere
bogen, der kom samme år som Kocbek gav sit afslørende interview.
Når to så kontroversielle budskaber kunne fremsættes uden, at deres
ophavsmænd blev udsat for andet end verbale repressalier, viser det,
hvor vide rammerne for debat trods alt var blevet i Jugoslavien, og hvor
meget
mindre
meningsundertrykkelsen
var
end
i
de
andre
kommunistiske lande.
Den mest fremtrædende forfatter i dagens Slovenien er Drago Jančar f.
1948. Efter jurastudier begyndte han som journalist, og i 1970’erne blev
han fængslet i 3 måneder for at sprede ”fjendtlig propaganda”. 1987 – 91
var han præsident for slovensk PEN. Han skriver både romaner,
noveller, essays og skuespil. Hans værker er oversat til en række andre
europæiske sprog, og han har vundet flere slovenske og internationale
litteraturpriser, deriblandt den europæiske pris for kortprosa, som han
modtog i 1994. Drago Jančar er også efter Sloveniens selvstændighed
forblevet en af sit samfunds kritiske røster, der ikke driver med
strømmen.
98
Med det århundreder lange historiske fællesskab med Østrig er det ikke
mærkeligt, at musikken spiller en stor rolle i Slovenien. Så meget mere
paradoksalt er det, at Slovenien ikke har fostret kendte klassiske
komponister. Den eneste, der findes almindeligt omtalt uden for
Slovenien, er Jakobus Gallus/Jakob Petelin (1550-1591).
Udøvelsen og nydelsen af musik blev derimod meget tidligt organiseret.
Som et af de første steder i Europa dannede medlemmer af adelen og
intelligentsiaen efter italiensk forbillede i 1701 et musikalsk selskab
”Academia Philharmonicorum”. Medlemmerne øvede og opførte især
italiensk barokmusik. I 1794 afløstes selskabet af Philharmonisches
Gesellschaft, som havde et orkester af professionelle musikere.
Musiklivet blomstrede i årene op til 1. verdenskrig, men kom derefter
først i gang igen i 1947 med gendannelsen af et slovensk filharmonisk
orkester, som siden har nået international standard og har spillet i en
lang række europæiske storbyer.
Musiklivet nyder godt af Ljubljanas store kultur- og kongrescenter
Cankarjev dom, der stod færdigt i 1984, og som foruden at lægge rum til
koncerter med landets eget symfoniorkester også ofte danner rammen
om koncerter med internationale orkestre. Cankarjev dom har et meget
omfattende program med årligt flere hundrede koncerter og andre
kulturelle arrangementer.
Det
politiske
røre
i
1980’erne
var
tæt
forbundet
med
avantgardemusikgrupper, specielt den meget provokerende gruppe
”Laibach”. Grupperne brugte deres musik og sange til at udfordre og
sætte spørgsmålstegn ved ethvert politisk, kulturelt tabu, det være sig
kommunistpartiets myter eller slovensk indadvendt selvtilfredshed. De fik
på den måde en ikke uvæsentlig indirekte politisk betydning.
Som Eigtved og C. F. Hansen har præget bybilledet i København, har
den slovenske arkitekt Jože Plečnik (1872 – 1957) gjort det i Ljubljana.
Plečnik tog først en uddannelse som møbelsnedker og videreuddannede
99
sig derefter i 1890’erne til arkitekt i Wien, hvor han efter endt uddannelse
åbnede sin egen tegnestue. 1911 – 21 var han arkitekturprofessor i
Prag, hvorfra han vendte hjem for at blive professor ved det nyoprettede
Ljubljana Universitet. Denne stilling beholdt han helt til 1956, og i denne
lange periode berigede han tillige Ljubljana med sin arkitektur.
Universitetsbiblioteket, der opførtes 1936 – 41, betragtes som hans
hovedværk. Det er en meget særpræget 5 etagers bygning, hvis ydre
har et spættet udseende, fordi den er opført af både røde mursten,
glatte, grå betonsten og groft tilhugne sandsten og granitsten, der sidder
uregelmæssigt spredt som fremspringende grå felter i det røde murværk.
Bygningens stueetage er bygget udelukkende i grå, groft tilhugne sandog granitsten. Inden for hovedindgangen virker den meget monumental
med en stor, bred stentrappe, der er omgivet af kraftige søjler i mørke,
flammede stenarter, og som leder op til den store højloftede læsesal.
Bygningen
er
fuld
af
mange
detaljer
lige
fra
hoveddørens
hestehovedsmykkede dørgreb til udsmykkede indvendige døre samt
møbler. Møbelsnedkerens sans for detaljer fornægter sig ikke.
Biblioteksbygningen ligger lidt indeklemt. Mere iøjnefaldende i bybilledet
står ”De tre broer” og ”Skomagerbroen” over Ljubljanicafloden i centrum
af byen. Med broerne og flodbreddens stenfacader har Plečnik her skabt
en både funktionel og smuk arkitektur, der bidrager til områdets på en
gang travle og intime atmosfære. Ud over de nævnte har Plečnik stået
for en lang række byggerier og restaureringsopgaver, inkl. flere kirker og
en stor kirkegård. I de først 14 år af sin professortid i Ljubljana stod han
desuden for restaureringen af slottet i Prag.
En anden del af Sloveniens arkitektoniske kulturskatte er de mange
kirker, hvoraf en betydelig del er opført i 1700-tallet. Modreformationen
havde sejret, og den katolske kirke viste sin dominans med byggeriet af
de store, rigt udstyrede barokkirker, der naturligt nok minder meget om
de østrigske. Mange rige borgere opførte også palæer i denne periode.
100
I 1925 fik Slovenien sit Nationalgalleri i Ljubljana, og i 1948 oprettedes
Det Moderne Galleri, som rummer kunst fra det 20. århundrede. Der
findes desuden to gallerier af høj kvalitet, som ligger i de to små byer
Slovenj Gradec og Konstanjevica na Krki. I et halvt århundrede har
Ljubljana været arrangør af Den Internationale Biennale for Grafisk
Kunst.
En anden kulturel institution er Lipizzanerstutteriet, der blev oprettet af
østrigerne allerede i 1580 med henblik på at avle heste til den spanske
rideskole i Wien. Stutteriet har i dag ca. 200 heste og laver opvisninger
af skoleridning af høj standard, hvilket gør det til en stor turistattraktion.
Allerede i 1769 lavede minearbejderne i den lille by Idrija et teater, men
det var først omkring 1890, at Slovenien fik sit første egentligt
professionelle teater. I dag er der foruden teater-, opera- og
ballethusene i Ljubljana og Maribor professionelle teatre i byerne Kranj
og Nova Gorica. Desuden er der professionelle dukketeatre i hhv.
Ljubljana og Maribor samt en række professionelle teatergrupper.
I sæsonen 2003 – 04 blev der solgt i alt godt én million teaterbilletter.
Der er desuden en meget stor amatøraktivitet på det kulturelle område.
Over 100.000 mennesker deltager i sådanne aktiviteter, som i mange
tilfælde når et ganske respektabelt niveau. Amatørgrupperne er spredt
over alle dele af landet, og der er ca. 300 ”kulturcentre” i landdistrikterne.
Aktivitetsområderne er især musik, korsang, teater, dukketeater og
moderne dans.
Den materielle folkekultur har skabt to objekter, der er karakteristiske for
Slovenien. Det ene er en såkaldt ”kozolec” (engelsk: heyrack), der er en
meget specielt konstruktion, som landmændene bruger til tørring af
deres hø og tidligere tillige deres kornneg. Den findes i alle dele af
landet og præger kulturlandskabet. En kozolec består af et antal
betonpæle, som står på en række med nogle meter imellem hver.
Pælene er forsynet med huller med 30 – 35 cm’s afstand. Gennem disse
101
huller er der stukket tykke, runde træstokke, og det hele er dækket af et
saddeltag. Høet/negene hænges så til tørring på de vandrette træstokke.
Det er meget arbejdskrævende, men er mange steder af klimatiske
grunde den eneste reelle mulighed for at få afgrøderne tørret.
Det andet karakteristiske objekt er nogle specielle bistader, hvis
frontplader har påmalede udsmykninger, der ofte viser fine eksempler på
en folkekunst, der har en lang tradition.
Den slovenske stat har en meget bevidst kulturpolitik, og der bruges 0,8
% af BNP til kulturelle formål. Der ydes en betydelig støtte til et bredt
spektrum af kulturelle aktiviteter og til kulturmindesmærker.
Et af de støttede områder er bogudgivelser. Slovenien er et meget lille
sprogområde. Kun godt 2 mio. mennesker taler og læser slovensk.
Derfor er det forholdsvis dyrt at udgive bøger, men trods det har landet
ca. 150 forlag, der tilsammen årligt udgiver ca. 3.500 bogtitler, hvoraf
staten som led i kulturpolitikken støtter udgivelsen af de 250. Til
sammenligning udgives der i Danmark ca. 10.000 bogtitler om året. Det
er dog langtfra kun slovensk litteratur, der udgives. Der findes slovenske
oversættelser af næsten alle de væsentlige værker i europæisk og
amerikansk litteratur.
Slovenerne køber altså mange bøger, men alligevel når de fleste bøger
læserne via bibliotekerne, som alle er forpligtede til i deres samlinger at
have original slovensk litteratur. I alt lånes der årligt ca.19 mio. bøger på
de slovenske biblioteker, hvilket svarer til 11 bøger pr. indbygger i den
læsedygtige alder. Undersøgelser har vist, at 60 % af befolkningen
læser mindst én bog om året. Foruden universitetsbiblioteker m.v. er der
60 kommunebiblioteker og over dobbelt så mange specialbiblioteker,
som har en samlet bogbestand på ca. 16 mio. bind. Sat i forhold til
folketallet ligger udlånstallene lidt under de tilsvarende danske.
Når slovensk litteratur er så forholdsvis ukendt uden for selve Slovenien
hænger det ikke mindst sammen med sproget. Der er ikke mange uden
102
for Slovenien, der behersker slovensk, og det er derfor meget svært at
finde kvalificerede oversættere. Det har resulteret i, at nogle slovenere
selv har forsøgt at oversætte, hvilket ofte har gjort ondt værre, idet en
dårlig oversættelse kan give udenlandske læsere indtryk af, at selve
værket er dårligt, uden at det behøver at være tilfældet.
Selvom geografien og meget konservative kredse inden for den katolske
kirke har præget store dele af den slovenske befolkning og gjort den
indadskuende, er det alligevel en selvbevidst, men åben udadvendthed,
man
oftest
møder.
De
mest
fremtrædende
skribenter
og
kulturpersonligheder, som har været med til at give den slovenske kultur
indhold og udtryk, havde som nævnt deres uddannelser og idealer fra
fremtrædende europæiske universiteter. De var alle gennemsyrede af
strømningerne i den centraleuropæiske kultur, men brugte deres
skabende evner til at udvikle det slovenske sprog og det slovenske
samfund. Det er da også karakteristisk for den nationalkulturelle
udvikling i Slovenien, at den ikke skete i afstandtagen til den tyskeuropæiske, men derimod var drevet af en ambition om at vise, at
slovenerne havde en kultur, der kunne måle sig med det øvrige Europas.
Evnen til på samme tid at være nationalt bevidst og åben over for udefra
kommende ideer og tanker har karakteriseret slovenske intellektuelle og
gør det stadig, sådan som det i udpræget grad kom til udtryk i
forbindelse med selvstændighedsprocessen, hvor mange intellektuelle
spillede en central rolle i skabelsen af et demokratisk samfund. De har
også spillet en betydelig rolle med hensyn til at skabe holdbare løsninger
på problemer, der har splittet nationen. Selvom de er en integreret del af
moderniteten, har de været i stand til at bygge bro til de meget
traditionelle og stærkt lokalsamfundsbundne kredse i Slovenien.
Den kulturelle udfordring i begyndelsen af det 21. århundrede er,
hvordan slovenerne kan bevare deres identitet i en global verden, hvor
den overvældende udfordring ikke kommer fra en tysk-østrigsk
nationalisme, men derimod fra den globale kommercialisering af kulturen
103
og livet i det hele taget. Det er en udfordring, som slovenerne deler med
alle mindre kulturnationer. Truslen mod kulturen kan komme fra en
ureflekteret dyrkelse af alt, der kommer fra Vesteuropa/USA. Det er
moderne, og vi skal være med på vognen. Men den kan også komme
fra, at mennesker som reaktion på globaliseringen lukker sig inde og
dyrker ”det slovenske” i en sådan grad, at man søger at afvise udefra
kommende indflydelse. Begge tendenser findes, og begge er lige
truende for kulturen. Dog kan man observere en helt ny, mere åben og
positiv holdning til kulturindslag fra andre områder i det tidligere
Jugoslavien.
Udfordringen består således i på globaliseringens præmisser at
fortsætte slovenernes århundredlange tradition for konstant at udvikle og
nyformulere deres kultur og identitet i en evig vekselvirkning med den
omgivende verden. Med denne tradition for hele tiden at indarbejde nye
kulturelle elementer i deres egen kultur skulle de have gode
forudsætninger for at tage de nye udfordringer op.
Dilemmaet
udtrykkes
klart
af
en
af
Sloveniens
førende
kulturpersonligheder og fremtrædende digtere Aleš Debeljak (f. 1961).
Efter adskillige års ophold og studier i USA bor han nu i Ljubljana med
sin amerikanske kone og er leder af Center for Kulturelle og Religiøse
Studier ved Ljubljana Universitet. I et essay fra efteråret 2003 siger han,
at han som slovener med bred international baggrund og særdeles
mange internationale kontakter gradvist har måttet indse, at ”det ville
være umuligt at frigøre mig fra rigdommen af nationale kulturelle
referencer…..”, fordi det er kendskabet til dem, der giver mig ”adgang til
at værdsætte og integrere erfaringerne fra andre kulturelle traditioner”.
Han understreger kraftigt, at de nationale traditioner ikke er bundet til
nogen form for etnisk fundament, men har deres rod i det civile samfund
af borgere i Slovenien, der uafhængigt af deres oprindelse bidrager med
deres evner og talenter til udfoldelsen og udviklingen af kulturen i
Slovenien. Civilsamfundet, kulturen og demokratiet hører sammen. ”Jeg
er overbevist om, at bevarelsen af den kulturelle samvittighed i et
104
bredere
civilt
samfundsmiljø
er
nationalstat….”, siger Aleš Debeljak.
105
livsvigtig
i
en
demokratisk
Medier
Den første slovenske avis, Ljubljanske Novice, udkom i perioden 1797 –
1800. I overensstemmelse med oplysningstidens tanker var avisen
undervisningsmæssig og praktisk orienteret. Den kunne dog ikke klare
sig økonomisk over for en større tysksproget avis, der udkom i Ljubljana.
Den næste slovensksprogede avis, ”Nyheder for landmænd og
håndværkere”, udkom fra 1843 til 1902. Allerede før 1914 blev der
grundlagt mange aviser, hvoraf 48 fortsatte med at udkomme i hele
mellemkrigstiden. Efter 2. verdenskrig blev der grundlagt nye aviser,
som selvfølgelig måtte operere inden for de snævre grænser, som den
kommunistiske censur tillod. Der var ingen fri presse, før Slovenien blev
selvstændigt, men i 1980’erne opstod der efterhånden større spillerum
for diskussion af samfundsspørgsmål.
I dag er det slovenske avismarked Europas mest koncentrerede. Der
udkommer i alt kun 7 dagblade. Fire af disse er store, seriøse aviser
med hver sin profil. Dertil kommer en sensationsavis, der oplagsmæssigt
er den største, samt en finans- og en sportsavis.
Nedenstående tabel giver en oversigt over de enkelte dagblade:
Udgives i
Grundl.
Oplag
Slovenske Novice
Delo (Arbejde)
Dnevnik (Dagbog)
Ljubljana
Ljubljana
Ljubljana
1991
1959
1951
100.400
70.800
64.000
Večer
Primorske Novice
Ekipa
Finance
Maribor
Koper
Ljubljana
Ljubljana
1946
1947
1995
1996
51.400
23.000
21.500
14.800
Politisk
observans
Sensationsavis
Uafhængig*
Moderat
venstreorienteret
Venstreorienteret
Uafhængig
Sportsavis
Erhvervslivets avis
Kilder: Government Public Relations and Media Office 2005 og Worldpress.org 2005
* En del modstandere af den nuværende midt-højre regering mener, at den ændrede ejerstruktur
afspejler sig i form af en regerings-konform medie-dækning.
Delo var og er den mest landsdækkende avis. Den betegnes i dag som
en uafhængig kvalitetsavis. Tre andre har hver deres del af landet, som
de i særlig grad dækker. Dnevnik dækker især det centrale og vestlige
106
Slovenien. Večer, der udkommer i Maribor, er især avisen for den østlige
del af landet. Primorske Novice, der udgives i havnebyen Koper, udkom
indtil 2004 kun tre gange om ugen. Nu udkommer den seks dage om
ugen som dagbladet for Primorska (kystregionen). Tabloidavisen
Slovenske Novice blev introduceret allerede i 1991 af Delo. Den svarer
til Ekstra Bladet og blev hurtigt landets største avis. Ekipa er en
decideret sportsavis, mens Finance svarer til sit navn og er avisen for
erhvervslivet.
Det er bemærkelsesværdigt, at de 4 store, seriøse dagblade alle er
”gamle”
aviser,
der
blev
grundlagt
længe
før
Slovenien
blev
selvstændigt. Skønt de således i mange år måtte udkomme med den
tids mangel på redaktionel og journalistisk frihed, har de formået at
omstille sig til at blive medier i et demokratisk samfund og bevare deres
position. Det hænger sammen med flere forhold. Dels er de generelt
”gode” aviser, som deres læsere åbenbart er rimeligt tilfredse med. Dels
spiller det sikkert en rolle, at de alle var med i kampen for et
selvstændigt Slovenien.
Det betyder ikke, at de har været fredet for konkurrence. Efter
selvstændigheden var man fra konservativ side stærkt optaget af at få
etableret et modspil til disse aviser, der havde overlevet fra det gamle
regimes tid. Derfor grundlagde disse konservative kredse allerede i 1991
kvalitetsavisen Slovenec, som fik etableringsstøtte fra staten for ”at
styrke pluralisme” i medieverdenen. Men avisen slog ikke an og måtte
lukke i 1997. Samme skæbne overgik en anden ny avis, som lå på den
modsatte politiske fløj.
Foruden de nævnte mere eller mindre landsdækkende dagblade udgives
der en lang række lokalaviser.
Blandt de trykte medier spiller de to ugentlige magasiner ”Mladina” og
”MAG” en politisk rolle. Mladina (Ungdom) blev grundlagt allerede i 1943
som et blad for den kommunistiske ungdomsorganisation. I 1980’erne
udviklede det sig imidlertid til det mest hvasse medium over for det
107
kommunistiske regime. Det skrev bidske og velunderbyggede artikler,
som tog fat på alle tabuområderne og de ”hellige” kommunistiske
symboler. Som nævnt i kapitlet om selvstændighedsprocessen spillede
bladet en afgørende rolle i denne proces. Det er forblevet uafhængigt og
politikere fra alle dele af det politiske spektrum frygter bladets skarpe
pen. Det er, som det siges, ikke kun en vagthund, men en vagthund, der
gø’r. Det har et oplag på 19.500.
Magasinet MAG blev grundlagt i 1994 af en gruppe borgerligt
orienterede journalister fra avisen Delo. Det har lidt bredere stofområder
og er mere borgerligt orienteret end Mladina. Det udkommer i 14.500
eksemplarer.
Blandt de lidt større ugemagasiner er også det katolske Družina
(Familie),
der
har
et
oplagstal
på
51.000
og
Kmečki
Glas
(Landmændenes/landdistrikternes stemme), der udkommer i 30.600
eksemplarer.
Endelig udkommer der godt 30 månedlige kulturelle tidsskrifter, der har
et samlet oplag på omkring 80.000, samt 183 akademiske og faglige
tidsskrifter.
Som i andre lande stagnerer eller falder avisernes oplagstal.
Informationsformidlingen overtages i stigende grad af de elektroniske
medier TV, radio og internet. Praktisk taget alle husstande har TV. 51 %
(2006) er koblet til internettet, og 844.000 er regelmæssige brugere.
Radio-Television Slovenia er Sloveniens public service station. RTV
Slovenija har to landsdækkende TV-kanaler, der sender fra Ljubljana.
Slo 1 er en decideret public service kanal med stor bredde og lødighed i
programmerne.
Stationen
producerer
selv
over
halvdelen
af
programmerne. Den har et seertal på 26 %. Slo 2 er især en
sportskanal, som ses af 9 %. RTV har desuden en regional station i
Maribor, der sender til den østlige del af landet, og en afdeling i Koper,
der sender til det italienske mindretal.
108
Den mest sete kanal (27 %) er den kommercielle POP-TV, der driver
endnu en kanal. Derudover findes der en række regionale og lokale TVkanaler.
RTV driver også tre landsdækkende og tre regionale radiokanaler samt
en for hvert af de to nationale mindretal. Derudover er der over 70
regionale og lokale radiostationer, hvoraf nogle er kommercielle, andre
ikke.
RTV finansieres for 2/3’s vedkommende af licens. Reklamer og andre
kommercielle indtægter står for godt 25 %, mens resten udgøres af
diverse indtægter, hvoraf 1½ % betales af staten som støtte til
udsendelserne for mindretallene.
Indtil 2005 var RTV’s øverste myndighed RTV-rådet, der bestod af 25
medlemmer. Fem var udpeget af parlamentet og tre af medarbejderne.
De
øvrige
var
udpeget
af
landets
vigtigste
kultur-
og
uddannelsesinstitutioner, kirken samt de to nationale mindretal.
Denne styreform med bred deltagelse fra det civile samfund har mødt
megen anerkendelse fra internationale organer, der overvåger demokrati
og pressefrihed. Alligevel har den nye regering fra efteråret 2005 ændret
lovgivningen, fordi den mener, at det kun er på papiret, at det civile
samfund er repræsenteret. De udpegende institutioner hævdes stadig at
være præget af folk, der blev ansat i det tidligere styres tid, og at de
udpegede
personer
derfor
i
virkeligheden
er
”pampere”
fra
kommunisttiden og ikke reelle repræsentanter for det civile samfund.
Den nye lov afskaffer RTV-rådet og erstatter det med et programråd og
et tilsynsråd. Programrådet får 29 medlemmer, hvoraf parlamentet
udpeger de 21. Seere og lyttere samt et betydeligt bredere udsnit af
kulturelle, videnskabelige og andre institutioner og organisationer får
indstillingsret. De sidste 8 medlemmer repræsenterer mindretallene,
kirkelige organisationer, Det Slovenske Videnskabsakademi og de
ansatte. Programrådet ansætter RTV-direktøren, der får stærkt udvidede
beføjelser.
109
Tilsynsrådet får 11 medlemmer. Heraf udpeger parlamentet 5 og
regeringen 4. De sidste to udpeges af de ansatte.
Loven er blevet kraftigt kritiseret af både journalistorganisationer og
Europarådet, fordi den rummer mulighed for, at den til enhver tid
siddende regering og dens parlamentsflertal kan sætte sig fuldstændig
på RTV’s styrende organer. Der er derfor fare for, at radio- og TVmedierne mister deres uafhængighed og bliver sårbare over for politisk
pression.
Slovenien har også sit eget nyhedsbureau (Slovene Press Agency,
STA), der blev grundlagt få dage før landets selvstændighedserklæring i
juni 1991. Bureauet har egne kontorer i Bruxelles, New York, Wien,
Rom, Zagreb og Beograd. Det samarbejder med en lang række
internationale
nyhedsbureauer,
men
udsender
også
egne
korrespondenter til at dække vigtige begivenheder.
De store aviser er blevet privatiseret efter samme mønster som landets
øvrige virksomheder. Der har været en del diskussion om det nye
ejerskab, fordi de halvstatslige fonde har aktier i flere af aviserne.
Konservative kredse har været bekymrede for, om det betød
regeringskontrol ad bagdøren. Dog har den nye konservative regering
fra 2004 ikke efter sin tiltræden været særlig ivrig efter at ændre disse
forhold, men har derimod benyttet dem til selv at øve indflydelse via
bestyrelsesposter på personaleudnævnelser. Men det er ikke kun den
politiske elite, der truer den journalistiske frihed. Truslen kommer også
fra det forhold, at de nye ejere betragter deres aktiekøb som en
almindelig investering, der skal give størst muligt afkast. De har derfor
ikke tilstrækkelig forståelse for journalistisk frihed og for avisens rolle i et
demokratisk samfund.
Det er også et problem, at de slovenske journalister er for dårligt
uddannede. Journalist-uddannelserne ligger på universiteterne og får
skyld for at være alt for teoretiske. Der er for lidt håndværksmæssig
110
træning. Det er også et problem, at der endnu ikke blandt fagets
udøvere har udviklet sig en journalistisk etik og særlige professionelle
normer for god journalistik.
Det værste anslag mod den journalistiske frihed – og mod demokratiet –
kom i februar 2001. En journalist fra avisen Večer i Maribor blev slået
ned og livsfarligt massakreret uden for sit hjem. Det er den almindelige
opfattelse, at overfaldet skyldtes, at journalisten havde afdækket et antal
lokale korruptionssager, hvor førende erhvervsledere, selvstændige
erhvervsdrivende og politikere fra regionen var involveret. Det gør sagen
yderligere betændt, at den ikke er fuldt opklaret. Der tales om dårligt
politiarbejde. En gruppe anholdte personer kunne ikke dømmes, da
beviserne imod dem ikke var stærke nok til at holde i retten. På grund af
sagens særlige karakter blev retssagen ikke gennemført ved den lokale
domstol, men andetsteds i landet. Frifindelsen ved første instans blev
appelleret, men den højere domstol stadfæstede frifindelsen.
111
Forholdet mellem stat og kirke
Omkring 60 % af befolkningen bekender sig som romersk katolske, 2 %
er ortodokse, 2 % er muslimer, og 1 % er protestanter. Bortset fra meget
små grupper, der tilhører forskellige sekter, er resten uden religiøs
tilknytning. De fleste protestanter bor i områderne tæt ved den ungarske
grænse. I modreformationens tid tilhørte disse områder en ungarsk del
af Det Habsburgske Rige, hvor der ifølge Wienertraktaten fra 1606 ikke
måtte ske religiøs forfølgelse. De ortodokse og muslimerne er personer
fra det øvrige Jugoslavien, som har bosat sig i Slovenien, mens det
stadig var en del af Jugoslavien. Nogle muslimer er også kommet som
flygtninge fra krigene i Bosnien-Herzegovina.
Som tidligere nævnt dominerede de klerikale, som det katolske parti og
dets organisationer blev kaldt, i overvældende grad samfundet helt op til
slutninger af 1930’erne. Kirkens og det øvrige katolske samfunds
politiske handlinger under 2. verdenskrig blev afgørende for forholdene
for kirken efter 1945, hvor de klerikale og partisanerne/kommunisterne
stod over for hinanden som dødsfjender. Domobranci og deres
sympatisører, som kommunisterne likviderede efter krigen, udgjordes i
omfattende grad af klerikale. De, der undslap likvideringerne, flygtede til
udlandet, så der forsvandt en hel generation af katolsk orienterede
ledere.
Det kommunistiske regime forbød de fleste af kirkens aktiviteter bortset
fra de rent religiøse. Religionsundervisningen i skolerne blev forbudt.
Juledag blev en almindelig arbejdsdag. Præsterne og andre kirkelige
personer kom under streng overvågning. Med årene blev kirkens forhold
dog gradvis bedre. De mere liberale forhold i 1980’erne kom også kirken
til gode. Det skyldtes også i høj grad det daværende overhoved for den
slovenske katolske kirke, ærkebiskop Alojzij Šuštar i Ljubljana. Med sin
kloge og moderate ledelse skabte han almen respekt og opnåede
gradvise forbedringer for kirken allerede i den jugoslaviske tid. Efter
1991 fortsatte han som før og bidrog væsentligt til at få kirken gjort til en
112
accepteret del af det offentlige liv i Slovenien. Når hans politik lykkedes
så godt, hang det også sammen med, at han ifølge eget udsagn
skelnede mellem landets politik og den gejstlige opgave.
Det var i fuld overensstemmelse med den nye forfatning, som i § 7
fastslår: ”Staten og religiøse grupper skal være adskilte. Religiøse
grupper skal nyde lige rettigheder og have frihed til at udøve deres
aktiviteter”. I § 41 garanteres den enkelte borgers religionsfrihed.
Det selvstændige Slovenien er altså en demokratisk stat med fri
religionsudøvelse og med en forfatningsmæssig adskillelse af stat og
kirkesamfund. Det har konservative katolske gejstlige svært ved at
acceptere. De ønsker at gengive den katolske kirke samme magt og
position som i 1930’erne. De mener, at den katolske kirke skal have
forret til at øve indflydelse på især skole-, kultur- og socialpolitik. Men det
ønsker størstedelen af befolkningen, herunder de fleste katolikker, ikke.
Generelt kan man sige, at der er en splittelse mellem de almindelige
medlemmer af den katolske kirke på den ene side og en gruppe
stridbare og magtsøgende højere gejstlige og andre konservative
katolske grupper på den anden side.
Denne konflikt blev skærpet meget, efter at Franc Rode i 1997 afløste
Šuštar som ærkebiskop i Ljubljana. Rode tilhører kirkens mere militante
fløj, og hans udtalelser og politik gjorde især de liberale partier i
parlamentet meget vagtsomme. Meget tyder på, at han med sin
aggressive sprogbrug og øvrige fremfærd tillige fik katolske troende til at
distancere sig fra deres kirke.
Efter at Rode i 2004 afløstes som ærkebiskop i Ljubljana af Alojzij Uran,
der i sine holdninger ligger mere på linie med Šuštar, er forholdet mellem
kirken og staten igen blevet bedre.
I april 2006 blev den katolske kirke i Slovenien nyorganiseret, således at
der nu er 6 bispedømmer mod før tre. Bispedømmet Maribor er blevet
ophøjet
til
ærkebispedømme,
hvorunder
hører
to
nyoprettede
bispedømmer i hhv. Celje og Murska Subota. Under ærkebispedømmet
113
Ljubljana hører foruden som hidtil bispedømmet Koper nu også det
nyoprettede bispedømme i Novo mesto.
Ved indvielsesceremonien for det nye ærkebispedømme understregede
ærkebiskoppen, at den nye struktur ikke var et forsøg på at ”klerikalisere
samfundet”, men derimod havde til formål at vitalisere kirkens og de
troendes religiøse liv.
Et meget ømtåleligt problem drejer sig om kirkens økonomiske forhold.
Kirken har store finansielle problemer og klager over, at de endnu ikke
har fået tilbageleveret de bygninger og den jord, som det kommunistiske
regime fratog den i 1945. I forbindelse med nationaliseringerne
konfiskerede staten de fleste af kirkens og klostrenes besiddelser. Det
drejede sig om meget betydelige jordarealer, inkl. store områder med
skov, nogle kirker og en lang række andre bygninger.
Selv om der for længst er vedtaget love om tilbagelevering af konfiskeret
ejendom til de tidligere ejere, har kirken ikke endnu fået tildelt alle sine
tidligere besiddelser. Tilbageleveringen udgør et meget prekært politisk
problem, fordi kirken efter en tilbagelevering vil genvinde meget af sin
tidligere magt. Før 2. verdenskrig var den katolske kirke Sloveniens
største jordbesidder. Juridisk står kirken ganske godt med sine krav,
men de er politisk meget svære at opfylde, fordi der som nævnt er
stærke konservative kræfter inden for kirken, som vil bruge den magt,
der følger med økonomien, til at blande sig i politiske forhold.
Det teologiske fakultet, som kommunisterne lukkede i 1952, blev
genåbnet i 1992 og er nu igen en del af Ljubljana Universitet. Der
eksisterer desuden katolske gymnasier samt enkelte andre religiøse
skoler. Der gives ikke religionsundervisning i det offentlige skolevæsen.
Det betød meget for de slovenske katolikker, at pave Johannes Paul II
under sit besøg i Slovenien i 1999 helgenkronede den tidligere biskop i
Maribor Anton Martin Slomšek.
Slovenien er i øvrigt kendetegnet ved, at have usædvanligt mange
kirker, nemlig ca. 2.850. Til sammenligning har Danmark med den
dobbelte størrelse kun 2.123 kirkesogne.
114
I årene efter 1945 blev omkring 200 slovenske kirker ødelagt, og kun
halvdelen er blevet genopbygget. Det er dog overraskende at
konstatere, at der i løbet af den kommunistiske tid blev opført ca. 30 nye
kirker, især i nye bydele.
115
Skole- og uddannelsessystemet
Uddannelse har i århundreder været højt prioriteret i det slovenske
område. Den første sekulære by-skole opstod allerede i middelalderen.
Den protestantiske bevægelse i 1500-tallet var meget optaget af
skolespørgsmål og udgav skolebøger. 1774 indførte østrigerne almen
skolepligt, og i 1869 indførtes en obligatorisk 8 års grundskole for alle.
De nationale bevægelser fra 1800 og frem havde i deres kamp for
sproget skolepolitikken højest på dagsordenen. Biskop Anton Martin
Slomšek (1800-1862) i Maribor gjorde en meget stor indsats for
udviklingen af et skolevæsen og en folkeoplysning på slovensk for
almuen i den mindre udviklede østlige del af Slovenien.
Selv om uddannelse altid har været højt prioriteret hos byernes
borgerskab og hos en stor gruppe dygtige og udadvendte bønder, så har
der langt op i tiden været betydelige befolkningsgrupper – især fra mere
afsides egne – der var præget af stor uvidenhed og modstand mod nye
ideer. Landets geografi og eftervirkninger af feudalismen har begge
medvirket til dette forhold, selv om der også fandtes feudalherrer, der
fremmede oplysning blandt deres undergivne.
Efter oprettelsen af Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige i
1918 kom der slovensksprogede skoler overalt i det slovenske område,
der blev en del af kongeriget. Det har der været lige siden, men især i
efterkrigstidens Jugoslavien
var skolevæsenet udsat for mange
ændringer og omvæltninger. Efter et omfattende udredningsarbejde
vedtog det selvstændige Slovenien den nuværende skolelov i 1996.
I Slovenien hører børnehaverne under undervisningsvæsenet. De
hedder ligefrem før-skoleinstitutioner. Det er frivilligt, om man vil sende
børnene i børnehave, men kommunerne har pligt til at sørge for, at der
er børnehaver til rådighed. De modtager børn fra 1 – 6 års alderen, men
der er også børn i den aldersgruppe, der passes af uddannede
dagplejemødre.
Der
er
fra
ministeriets
side
udarbejdet
en
undervisningsplan, som børnehaverne er forpligtet til at respektere. Den
116
er opdelt efter perioderne 1-3 år og 3-6 år og omfatter følgende 6
aktivitetsområder: bevægelse, sprog, tegning/formning, natur, samfund
og matematik.
Ca. 60 % af alle 1- 6-årige børn går i børnehave. Af de 5-årige er det
4/5. De fleste børnehaver drives af kommunerne, men der er også
private børnehaver, der drives efter bestemte pædagogiske principper
som f. eks. Waldorf, Montessori, Freinet m.fl., ligesom der findes
katolske børnehaver.
Til børnehaverne er der en indtægtsreguleret forældrebetaling, der
varierer fra 10 til 80 % af omkostningerne. Forældre med meget lav
indkomst er fritaget for betaling.
Skolesystemet er opbygget med en obligatorisk 9-årig grundskole.
Børnene begynder skolegangen som 6-årige. Efter grundskolen er der
ved siden af det almendannende gymnasium et bredt udbud af
ungdomsuddannelser.
Den 9-årige grundskole er inddelt i tre 3-årige perioder. I løbet af de
første to perioder rykker eleverne automatisk op i næste klasse. I den 3.
periode skal de ved afslutningen af hvert skoleår have opnået en
mindstekarakter i alle fag for at rykke op. I de sidste 3 år udbydes der en
lang række fag, som eleverne kan vælge sig ind på. De skal vælge tre
fag
inden
for
de
to
områder:
samfundsfag-humaniora
og
naturvidenskabelige-tekniske fag. I 8. og 9. klasse kan eleverne vælge
mellem 3 niveauer i modersmål, fremmedsprog og matematik. Ved
afslutningen af 9. klasse er der eksamen i disse tre fag samt i et
naturvidenskabeligt og et samfundsvidenskabeligt fag.
Alle
skoler
er
forpligtede
til
at
udbyde
”bekendelsesfri
religionsundervisning med etik”, fremmedsprog og retorik.
I de første tre år undervises eleverne af klasselæreren med hjælp fra en
pædagog. Klasselæren kan fortsætte til 6. klasse, men underviser i så
fald år for år i færre fag. Undervisningen overtages gradvist af faglærere.
I 7. - 9. klasse er det kun faglærere, der underviser.
117
I forlængelse af den pligtige skoledag skal grundskolerne tilbyde
specialundervisning, støtteundervisning til børn med specielle behov.
Det kan være børn, som af forskellige grunde har svært ved at lære,
men kan også være usædvanligt dygtige elever, som kan få særlige
opgaver, der udfordrer dem og giver dem en dybere forståelse af
pensum.
Der er et meget lille frafald efter grundskolens afslutning, idet 98 % af
eleverne fortsætter i en af ungdomsuddannelserne. Disse er særdeles
veludbyggede med udbud på alle niveauer.
For elever med de svageste forudsætninger er der en 2½-årig
grundlæggende erhvervsuddannelse. Der er et bredt udvalg af
håndværkeruddannelser, der normalt varer 3 år. De kan udbygges med
kortere moduler, således at der er mulighed for af få uddannelse på
mange niveauer inden for dette område. På gymnasieområdet er der to
grupper af skoler, nemlig de tekniske gymnasier og de almene
gymnasier, som begge varer 4 år.
Mellem de forskellige uddannelser er der overgangsveje, så eleverne i
princippet altid har mulighed for at komme videre til et højere trin i
uddannelsessystemet.
Fordelingen af elever mellem de forskellige uddannelser er med runde
tal følgende:
Grundlæggende erhvervsuddannelser (2½ år)
3%
Håndværker uddannelser (3 år)
20 %
Tekniske gymnasier (4 år)
40 %
Almene gymnasier (4 år)
37 %
Der er stigende tilgang til de 4-årige forløb.
Selv om det lykkes at få næsten alle elever til at fortsætte med en
ungdoms-uddannelse,
kommer
der
alligevel
frafald
i
løbet
af
uddannelsesforløbene. På de grundlæggende erhvervsuddannelser er
det på 5 – 6 %, mens det er på 8 – 10 % på håndværkeruddannelserne,
118
men kun på 4 % i gymnasierne. Alt i alt får ca. 85 % af en
ungdomsårgang en ungdomsuddannelse.
Foruden de offentlige skoler findes der også privatskoler. Staten yder 85
%’s støtte til lærerlønninger og andre driftsomkostninger, men der gives
ikke tilskud til investeringer og udstyr. Der er én privat grundskole
(Steiner) og 6 private gymnasier, hvoraf 4 er katolske.
I
Slovenien
spiller
musikundervisning
en
fremtrædende
rolle.
Musikskoler, der giver musikundervisning på grundniveau, er en
integreret del af uddannelsessystemet. Der findes over 50 musikskoler.
De giver både musik- og danseundervisning og har 1/8 af alle
grundskolebørn
som
elever,
selv
om
der
kræves
en
mindre
egenbetaling.
For særligt musikinteresserede elever findes der specielle kunstgymnasier, hvor kunstarterne spiller en fremtrædende rolle. På højeste
niveau er der Musikakademiet i Ljubljana samt musikuddannelser på
Ljubljana og Maribor universiteter.
Der er også en meget omfattende frivillig voksenundervisning med
aktiviteter, der spænder fra folkeuniversitetsundervisning til diverse
hobbyaktiviteter. Det er de senere år blevet muligt for deltagerne at få
deres opnåede kompetencer vurderet og dermed få et officielt papir på
deres kunnen
Lærerne uddannes som faglærere på universiteternes pædagogiske
fakulteter, hvor de aflægger en teoretiske eksamen i deres fag på niveau
som hhv. grundskole- og gymnasielærer. Efter et års pædagogikumstid
skal de desuden bestå en praktisk-pædagogisk eksamen.
Af skoleledere, benævnt direktører, kræves en særlig tillægsuddannelse
i ledelse samt at vedkommende har været forfremmet som lærer, hvilket
kræver opfyldelse af bestemte krav. Skolelederne ansættes for 5 år af
119
skolerådet, der består af repræsentanter for forældre, lærere og
kommunen.
I
repræsentant.
ungdomsuddannelserne
Den
enkelte
har
lederansættelse
eleverne
skal
også
godkendes
en
af
ministeriet.
Slovenien har tre universiteter. Ljubljana Universitet er grundlagt i 1919
og har 27 fakulteter og 50.000 studerende. På Maribor Universitet fra
1975 er der 9 fakulteter og 20.000 studerende. I 2003 kom Primorska
Universitet i Koper til. Det har tre fakulteter og 4.000 studerende. I 2007
udvides Primorska Universitet med en afdeling i Nova Gorica. Den nye
afdeling medfinansieres af et lokalt casino-firma.
Endvidere har den slovenske regering et såkaldt Middelhavsuniversitet
på tegnebrættet. Det skal især forske i interkulturel udveksling.
Der
findes
desuden
en
del
fag-højskoler,
der
svarer
til
handelshøjskolerne og ingeniørhøjskolerne.
De højere uddannelser har en dobbelt struktur. Én retning, der varer 3 –
4 år og leder til bestemte jobs, der kræver en højere uddannelse. En
anden decideret akademisk retning, der tager sigte på professioner, som
kræver de højeste akademiske kvalifikationer, eller på en forskerkarriere.
Den varer 4 – 6 år plus ekstra to år for at nå en Mastergrad og endnu 2
år for at nå en Doktorgrad. Begge retninger kan gennemføres på
universiteterne, mens fag-højskolerne kun har den førstnævnte retning.
I alt er over 40 % af de 19 – 23-årige i gang med en videregående
uddannelse, og tallet er stigende. Af de 25 – 44-årige har 85 % en
uddannelse ud over grundskoleniveau, heraf har 15 % en videregående
uddannelse. Der foregår en livlig debat om nye akademiske titler, og
hvad de gamle svarer til. Slovenerne er som østrigerne og tyskerne ret
titelglade. Det er derfor alt andet end lige meget, hvilken titel de må
bære fremover.
120
Sociale forhold
Som i alle andre østeuropæiske lande skabte overgangen til fuld
markedsøkonomi
store
sociale
problemer,
ikke
mindst
fordi
arbejdsløsheden steg voldsomt. Problemerne blev dog mindre i
Slovenien end i de øvrige overgangsøkonomier. For det første bidrog
selve
samfundsstrukturen
til
at
mindske
problemerne
i
overgangsperioden. Det slovenske samfund er meget decentralt. Der
er få større byer, og mange mennesker bor fortsat på små landbrug,
selv om de har fuldtidsjob som industriarbejdere. I den værste
overgangsperiode i første halvdel af 1990’erne kunne produkterne fra
de små landbrug tage toppen af de værste af de økonomiske
problemer. De små landbrug gav desuden øgede muligheder for
forskellige former for selv-beskæftigelse. For det andet blev der ført en
forsigtig økonomisk politik, og for det tredje havde Slovenien en
effektiv skatteforvaltning, som sikrede at skatterne blev betalt gennem
hele
omstillingsperioden.
Endelig
eksisterede
der
rimeligt
velfungerende systemer til at administrere de sociale ordninger.
I den første periode efter selvstændigheden øgedes de økonomiske og
sociale forskelle. Lønspredningen blev større, og der opstod bedre
muligheder for at starte som selvstændig, hvilket gav gode
indtjeningsmuligheder for de dygtige og heldige. Men de uligheder,
der kunne konstateres i de første år, er nu kraftigt reduceret, og
Slovenien er igen et samfund med forholdsvis stor lighed. I 2003
udgjorde de samlede indkomster hos de 20 % af befolkningen med de
højeste indkomster 3,1 gange så meget som hos de 20 % med de
laveste. Det svarer til en lidt større indkomstspredning end i Danmark.
Der er dog store regionale forskelle. I de nordøstlige egne af landet er
fattigdommen langt mere udbredt end i resten af landet. Det smitter på
dødeligheden, så gennemsnitslevealderen i øst er 2 – 3 år kortere end
i den vestlige del af landet.
121
Et specielt problem udgør gruppen af romaer (sigøjnere), hvoraf de
fleste har sociale problemer af enhver art. Samtidig er romaerne på
grund af deres holdninger meget svære at hjælpe ud af deres
fattigdom.
Det er et særkende ved Slovenien, at der (stort set) ikke findes
ghettoer med koncentration af fattigdom og deraf følgende problemer i
form af vold og kriminalitet.
Ofte bruger man tallene for forventet levealder og børnedødelighed pr.
1000 levendefødte som et mål for et lands sociale forhold. På begge
områder ligger Slovenien på linie med Danmark
Det giver også en fornemmelse af velstandsniveauet, at 80 % af
husholdningerne bor i eget hus eller lejlighed, og at en tilsvarende
procentdel har egen bil.
Det sociale sikringssystem har rødder helt tilbage til tiden under Det
Habsburgske Rige. De første sociallove blev vedtaget i 1887 og
byggede på forsikringsprincippet, som habsburgerne havde kopieret
fra Bismarcks Preussen. Op gennem tiden er systemet blevet ændret
og udbygget, ikke mindst i selvforvaltningsperioden.
Den nye slovenske forfatning fra 1991 garanterer i en række
paragraffer borgerne et socialt sikkerhedssystem, og siden 1992 er der
sket en løbende ændring og tilpasning af sociallovene, som
grundlæggende bygger videre på det traditionelle forsikringsprincip,
men
også
har
elementer
af
almene
skattebetalte
ordninger.
Finansieringen af forsikringsordningerne sker via obligatoriske bidrag
fra lønmodtagerne og arbejdsgiverne samt de selvstændige (tysk
model). Hvis der et år kommer uforudset store udgifter til en af
ordningerne træder staten til og dækker underskuddet.
De dyreste ordninger gælder alderspension, handicappension og
pension til efterladte. Hertil betaler arbejdsgiverne 8,85 % og
lønmodtagerne 15,5 % af bruttolønnen.
122
Som de fleste andre europæiske lande har Slovenien også problemet
med en aldrende befolkning og et lavt fødselstal. Der bliver forholdsvis
flere pensionister i de kommende år. Fra 1995 til 2010 vil andelen af
personer over 65 år vokse med 30 %. Da pensionsalderen hidtil havde
været meget lav, var man i 2000 nødt til at lave en pensionsreform, der
gradvist sætter pensionsalderen op til 61 år for kvinder og 63 år for
mænd. Samtidig beskæres pensionen. Fuld pension, der indtil
reformen udgjorde 85 % af lønnen, sættes gradvist ned til 72,5 %, som
opnås efter 40 år på arbejdsmarkedet. Med løn forstås i denne
sammenhæng gennemsnittet af de fortløbende 18 år med højest
indtjening reguleret for inflation. Pensionsforsikringen er obligatorisk for
alle.
Men selv med de nye strammere regler for pensionstildeling kan
indbetalingerne til pensionerne ikke følge med udbetalingerne.
Forskellen dækkes af staten og af den pensionsfond, der modtog 10 %
af kapitalerne fra privatiseringen. Problemet er dog så stort, at denne
løsning ikke slår til i længden. Man bliver derfor inden for en
overskuelig årrække nødt til yderligere at hæve de pensionsaldre, der
blev vedtaget i 2000. Slovenien skønnes at være et af de EU-lande,
der får de største problemer i forbindelse med befolkningens aldring.
Samtidig er pensionsalderen trods reguleringerne med 2000-loven
stadig ret lav.
Som led i pensionsreformen i 2000 blev der givet gode betingelser for
at tegne en frivillig tillægspension, enten via arbejdspladsen eller på
privat basis. Især arbejdsgivernes indbetalinger til de supplerende
pensionsordninger
giver
meget
fordelagtige
skattefradrag.
Det
forventes, at disse tillægspensioner fremover vil komme til at omfatte
en meget stor del af befolkningen.
Der er også en særlig pension til efterladte, der var afhængige af
afdødes indkomst. Gruppen er meget bredt defineret.
123
Endelig indførtes der i forbindelse med reformen en særlig
statspension til en gruppe fattige ældre, som af forskellige grunde ikke
hidtil havde været dækket af en pensionsordning.
Trods
ændringerne
peger
alle
undersøgelser
dog
på,
at
pensionisternes økonomiske forhold generelt er blevet løbende
forbedrede gennem de sidste 20 år. Der er imidlertid et stort behov for
opbygning af et system, der kan sørge for pleje og anden hjælp til det
stigende antal gamle. I de senere år er man begyndt at opbygge
hjemmehjælpsordninger. Der eksisterer også plejehjem og bygges
mange nye, men der er stadig stor mangel på pladser. Finansieringen
sker
efter
tysk
model;
det
vil
sige
familien
betaler
for
plejehjemspladsen, ikke kommunen.
Handicappension gives til personer, som er uden arbejdsevne.
Pensionens størrelse afhænger af antal år på arbejdsmarkedet og
antal år til alderspensionsalder, når pensionen gives. Pensionen er på
mindst 45 % (48 % for kvinder) af gennemsnitslønnen i et givet antal år
med den bedste indtjening reguleret for inflation. Der er også mulighed
for delpension, hvis personen stadig har noget af sin arbejdsevne.
Hvis en person bliver handicappet som følge af en arbejdsulykke eller
en arbejdsbetinget sygdom, er ydelsen betydeligt større og ligger som
minimum på ca. 80 % af gennemsnitslønnen i årene forud for ulykken.
I tilfælde af en arbejdsulykke gives der desuden en midlertidig
handicapydelse på 100 % af den hidtidige løn, indtil personen igen er
arbejdsdygtig, eller der er bevilget en permanent handicappension.
Denne ydelse finansieres af arbejdsgiverne gennem et bidrag på ca. ½
% af lønsummen.
Slovenien har favorable barselsordninger. Moderen har et års barselsog børnepasningsorlov med fuld løn, evt. længere hvis barnet lider af
et handicap. Faderen har ret til 15 dages barselsorlov med fuld løn.
Disse orlovsydelser finansieres af sygeforsikringen.
124
Der lægges stor vægt på støtte til børnefamilier. Staten yder en
engangsydelse til indkøb af tøj og andre nødvendighedsartikler til alle
nyfødte.
Forældre, der tjener mindre end gennemsnitsindkomsten i landet som
helhed, får en børnefamilieydelse, som er stærkt indkomstgradueret,
således at den laveste indkomstgruppe får 6 gange så meget som den
højeste af de berettigede. Ydelsen gives til alle, der har børn under 18
år. Aldersgrænsen vokser til 26 år, hvis den unge studerer eller lider af
et alvorligt handicap.
Desuden er der generelt ekstra støtte til familier med mange børn og til
familier med handicappede børn.
Det er obligatorisk for alle slovenske lønmodtagere at være
arbejdsløshedsforsikret. Bliver man arbejdsløs får man i de 3 første
måneder udbetalt en arbejdsløshedsunderstøttelse på 70 % af den
hidtidige løn. Derefter falder kompensationen til 60 %. Længden af den
forsikrede periode afhænger af, hvor mange år den forsikrede har
været medlem af forsikringen. Med 1 – 4 års medlemskab har man ret
til dagpenge i 3 måneder. Denne periode vokser gradvist til 24
måneder for personer, der er over 55 år og har været medlem i over 25
år.
Efter udløbet af den forsikrede periode kan den arbejdsløse i op til 15
måneder modtage en såkaldt arbejdsløshedsbistand, som er betydeligt
lavere. Forsikringsbidragene fra arbejdsgivere og lønmodtagere er
meget små, så 90 % af udgifterne er skattebetalte.
Der
er
i
Slovenien
fastsat
en
såkaldt
grundlæggende
minimumsindkomst, som reguleres årligt i forhold til prisudviklingen.
Mennesker, som uden egen skyld ikke er i stand til at skaffe sig denne
minimumsindkomst, er berettiget til finansiel social bistand. Bistanden
svarer
til
det,
som
personen
mangler
for
at
nå
op
på
minimumsindkomsten. Ordningen er et sikkerhedsnet for dem, der
125
falder uden for forsikringsordningerne, og som enten ikke er i stand til
at arbejde eller ikke kan få nogen form for arbejde. Serviceordninger
og kontantydelserne til de allerfattigste betales over skatterne.
Den økonomiske støtte til de langtidsarbejdsløse er ikke god.
Undersøgelser viser da også, at over 1/3 af de arbejdsløse har
indkomster, der ligger under den officielle fattigdomsgrænse. Til
sammenligning gælder det samme kun for 5 – 6 % af pensionisterne.
Det er de over 50-årige ufaglærte, tidligere ansatte i de nedlagte
industri-virksomheder og miner, der betaler den største pris i disse
omstillingsår. Mens der siden midten af 1990’erne er sket forbedringer
for de fleste andre samfundsgrupper, er det gået modsat for de
langtidsarbejdsløse.
De samlede udgifter til social- og sundhedsvæsenet i Slovenien ligger
på højde med gennemsnitsniveauet i EU-landenes før udvidelsen, dvs.
26 - 27 % af BNP.
De fleste sociale ordninger styres af en art selvejende institutioner på
samfundets vegne. Disse organer er bundet af præcise lovregler og
kan
betragtes
som
administrationskontorer
uden
egentligt
selvstændige beføjelser.
De kommende års udfordringer inden for socialområdet bliver at undgå
en yderligere udstødning af de langtidsarbejdsløse.
Forebyggende bliver opgaverne at få opkvalificeret den del af
befolkningen, der enten ingen uddannelse har, eller som kun har en
meget kort uddannelse, og som derfor har meget svært ved at få
arbejde.
126
Sundhedsvæsenet i Slovenien
Den første sygesikringslov trådte i kraft allerede i 1888, mens Slovenien
var en del af Østrig. Den første sygekasse med obligatorisk
sygeforsikring blev oprettet i 1889 i Ljubljana, hvorfra ordningen bredte
sig ud over landet.
Det nuværende system bygger videre på denne over 100-årige tradition.
Alle med permanent adresse i Slovenien skal være tilmeldt den
obligatoriske sygeforsikring, der finansieres af bidrag fra arbejdsgiverne,
lønmodtagerne, selvstændige og andre, der ved lov er pligtige
bidragydere. Arbejdsgiverne betaler ca. 7 % og lønmodtagerne ca. 6½
% af bruttolønnen. Arbejdsløse, pensionister og selvstændige har hver
for
sig
betragtes
særlige
som
bidragsordninger.
en
form
for
Arbejdsgivernes
kompensation
for
ekstra
bidrag
behandling
af
arbejdsbetingede sygdomme og tilskadekomster hos medarbejderne.
Oveni den obligatoriske sygeforsikring har 95 % af befolkningen tegnet
en frivillig tillægsforsikring, der dækker den delvise egenbetaling, der
kræves for visse ydelser, som den obligatoriske forsikring ikke dækker
fuldt ud.
Vaccinationsprogrammer
samt
andre
forebyggelses-
og
sundhedsfremmeordninger er dækket fuldt ud af staten. Det samme
gælder alle investeringer i sygehusene, der alle ejes af staten. Der
findes også flere mindre, private klinikker.
Den
obligatoriske
sygeforsikring
dækker
gratis
lægehjælp
og
sygehusbehandling. For visse behandlinger og ydelser kræves dog som
nævnt en supplerende egenbetaling. Denne varierer alt efter ydelsens
art og kompleksitet. Ved behandling af ikke-sundhedstruende tilstande
kan egenbetalingen komme op på 50 %.
Ud over sygdomsbehandling dækker den obligatoriske sygeforsikring
også sygedagpenge ud over de første 30 dage, der betales af
127
arbejdsgiveren. Sygedagpenge udgør 80 – 100 % af forrige års
gennemsnitsløn i højst 12 måneder. Dog er der stramme regler, hvis
fraværet varer mere end en måned. Den høje sats gælder i tilfælde af
fravær, der skyldes en arbejdsulykke, mens de laveste satser gælder,
når fraværet skyldes skader, der er sket i fritiden.
Administrationen
af
sygeforsikringen
er
overladt
til
Sygeforsikringsinstituttet, der modtager de indbetalte forsikringsbidrag.
Instituttet er en art selvejende institution, hvis opgave er at varetage den
obligatoriske sygeforsikring for befolkningen og indgå kontrakter med
hospitaler, praktiserende læger og andre, der leverer sundhedsydelser,
samt med leverandører af apparater og hjælpemidler. Instituttet er styret
af en bestyrelse, der er valgt af regeringen, arbejdsgiverne og de
forsikrede, og er desuden nøje reguleret af statslig lovgivning.
Selve sundhedsvæsenet er inddelt i tre niveauer. Det primære består af
almenpraksis, der er organiseret i sundhedscentre/skadestuer (Health
Care Centres), der dækker en eller flere kommuner. De ligger fordelt
således, at der ingen steder er mere end 20 km til det nærmeste
sundhedscenter. De er bemandede med en lang række forskellige
grupper af sundhedspersoner (praktiserende læger, sygeplejersker,
farmaceuter, tandlæger, fysioterapeuter, jordemødre m.fl.). De fleste
praktiserende læger er privatpraktiserende, der har kontrakt med
Sygeforsikringsinstituttet, og som lejer sig ind i sundhedscentrene, der er
offentligt ejede.
Det
mellemste
specialsygehuse
niveau
(f.eks.
speciallægepraksis.
består
af
psykiatriske
Det
øverste
de
almindelige
sygehuse),
niveau
sygehuse,
ambulatorier
består
og
af
universitetssygehusene, der er landsdækkende.
Alle læger, sygeplejersker, farmaceuter m.v. skal være medlemmer af
deres respektive selskaber (= obligatoriske foreninger), der er ansvarlige
for specialisering, autorisation og overvågning af den professionelle
128
udøvelse af lægernes arbejde. Det er også disse Selskaber, der vælger
sundhedsvæsenets repræsentant i Nationalrådet.
Det slovenske sundhedsvæsen har en veludbygget klageadgang for
patienterne. Ombudsmandsinstitutionen tager sig desuden også af
sundhedsområdet.
På visse områder er det slovenske sundhedssystem meget generøst, og
det kniber med at få økonomien til at hænge sammen. Der kommer
desuden hele tiden øgede udgifter som følge af de mange nye
behandlingsmuligheder og de stærkt stigende medicinpriser. På samme
måde vil det stigende antal ældre automatisk medføre et ekstra pres på
sundhedsvæsenet. Der arbejdes derfor konstant på tilpasninger, så man
kan bevare et godt sundhedsvæsen, som man kan betale. I den
forbindelse har sundhedsvæsenet et stort behov for tilførsel af mere
professionelle ledere, såvel på det organisatoriske som på det
økonomiske område.
129
Udenrigs- og sikkerhedspolitik
Som fuldstændig ny stat stod Slovenien i 1991 over for nogle helt
særlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer. Den mest
påtrængende bestod i at skaffe den nye stat international diplomatisk
anerkendelse. Samtidig skulle man definere Slovenien som selvstændig
stat i et internationalt miljø og lære at gebærde sig der. Der var ingen
tidligere erfaringer at bygge på, og en ny stat har intet organ til at løse
sådanne opgaver. Man stod derfor også med den konkrete opgave helt
fra grunden at skulle opbygge et udenrigsministerium og et diplomatisk
korps, der løbende kunne varetage landets interesser over for
omverdenen. Endelig var det også vigtigt i bredere forstand at skaffe
landet en plads i omverdenens bevidsthed. I flere år måtte man opleve,
at selv veloplyste folk, inkl. journalister, forvekslede Slovenien med
Slovakiet.
En række udenrigspolitiske aktiviteter var dog allerede begyndt et godt
stykke tid, før landet officielt erklærede sig selvstændigt. Parallelt med
den tidligere beskrevne selvstændighedsproces var udenrigsministeren i
den første demokratisk valgte regering fra 1990, Demitrij Rupel, i tæt
kontakt med regeringerne i Østrig, Tyskland, Italien og USA for at skabe
forståelse for, at slovenerne agtede at erklære sig uafhængige på grund
af udviklingen i Jugoslavien. I maj og juni 1991 var han næsten konstant
på rejse til en lang række lande i Europa, inkl. Skandinavien, for at tale
slovenernes sag over for landenes regeringer.
Under Tidageskrigen intensiveredes denne udadvendte virksomhed. Det
slovenske informations- og propagandaapparat var meget effektivt og
formåede i vidt omfang at få præsenteret de slovenske synspunkter i de
internationale medier, hvilket fik stor betydning for udlandets reaktion og
EU’s mægling.
130
Straks efter at Slovenien havde erklæret sig selvstændigt den 25. juni
skrev udenrigsministeren til over 100 lande og bad om deres
diplomatiske anerkendelse af den nye stat. Gennembruddet kom den 19.
december 1991, da Island, Sverige og Tyskland gav Slovenien deres
diplomatiske anerkendelse. Derefter fulgte den 15. januar 1992
anerkendelser
fra
de
resterende
af
EF-landene,
mens
USA’s
anerkendelse først kom den 7. april, da Slovenien allerede var blevet
anerkendt af over 50 lande. Med disse anerkendelser i ryggen blev
Slovenien i marts 1992 medlem af CSCE (fra 1994 OSCE) og i maj
samme år af FN. Derefter fulgte i løbet af de næste 2-3 år medlemskab
af en lang række internationale organisationer, hvoraf de vigtigste var
Valutafonden (IMF) og Verdensbanken samt WTO. I 2005 havde
Slovenien formandskabet for OSCE, og i 2006 – 07 er landet blevet
betroet formandskabet for det Internationale Atom Energi Agentur, IAEA.
Allerede 4 år efter selvstændigheden var det således lykkedes Slovenien
at blive anerkendt som stat og optaget som medlem i de fleste af de
vigtige internationale politiske og økonomiske organisationer.
De næste store udenrigspolitiske mål var at blive optaget i EU og NATO.
Det kom af mange grunde til at tage betydeligt længere tid, fordi disse
organisationer stillede den nye stat over for langt mere omfattende krav
og deraf følgende smertefulde beslutningsprocesser.
Som det rigeste og mest udviklede af landene i Central- og Østeuropa
havde Slovenien de bedste forudsætninger for hurtigt at kunne leve op til
EU’s optagelsesbetingelser. Men af samme grund var det umiddelbare
økonomiske pres for medlemskab også mindre end i de øvrige tidligere
kommunistiske lande. Desuden var tanken om snart at måtte opgive
betydelige dele af den nationale suverænitet ikke tiltrækkende for en
befolkning, der netop for første gang i et årtusinde oplevede, at de havde
fået deres egen stat.
Men de krige, der fortsatte lige uden for døren i dele af det tidligere
Jugoslavien, overbeviste dog efterhånden størstedelen af det slovenske
131
samfund om, at det ville betyde større sikkerhed for landet at blive
medlem af EU og NATO.
Samtidig kunne Slovenien konstatere, at deres økonomiske forspring var
begyndt at svinde ind på en række områder. Flere multinationale
selskaber etablerede sig i Ungarn og andre østeuropæiske lande med
veluddannet arbejdskraft. Derfra kunne de efterhånden levere varer af
samme kvalitet som de slovenske til lavere priser. Da disse lande søgte
optagelse i EU, begyndte slovenerne at indse, at de også af hensyn til
deres økonomiske fremtid ville have fordele af et medlemskab af EU.
Derfor søgte de om optagelse i 1996 i sidste øjeblik, hvis de ville med i
det, der dengang så ud til at blive den første udvidelsesrunde.
Der var dog endnu en grund til det sene ansøgningstidspunkt. Trods
sine formelt gode forudsætninger for at opnå medlemskab var Slovenien
ikke blevet indbudt til at søge om optagelse. Det skyldtes en strid med
Italien, som blokerede for afsendelsen af invitationen. Striden havde rod
i begivenheder, der fandt sted i tiden lige efter 2. verdenskrig, da mange
italienere
fra
kystområdet
blev
udvist
og
deres
ejendomme
eksproprieret. Nu krævede Italien, at disse mennesker eller deres børn
skulle have ret til at købe disse ejendomme tilbage eller i det mindste
have ret til at købe ejendomme i området.
De italienske krav gav imidlertid den slovenske regering problemer, fordi
den slovenske forfatning direkte forbød, at udlændinge kunne købe fast
ejendom i Slovenien. En tilladelse til italienerne ville derfor kræve en
ændring af forfatningen. Det gik dog efterhånden op for slovenerne, at
den pågældende paragraf i forfatningen under alle omstændigheder
måtte ændres, hvis de ville med i EU, fordi dens indhold var i strid med
EU-traktaten. Da EU gjorde dette helt klart for slovenerne, kom der gang
i den politiske proces i det slovenske parlament, som vedtog at ændre
den pågældende paragraf i forfatningen. Derefter var Slovenien straks
med i førerfeltet frem mod medlemskab, som blev bekræftet ved en
folkeafstemning i marts 2003, hvor 89,6 % stemte for medlemskab.
Valgdeltagelsen var 60,4 %. Medlemskabet trådte i kraft 1. maj 2004, da
132
Slovenien blev optaget sammen med de ni andre ansøgerlande. I første
halvår af 2008 overtager Slovenien som det første af de nye
medlemslande formandskabet for EU.
Slovenien har 7 medlemmer af Europaparlamentet, og landets
forhandler under optagelsesforhandlingerne, Janez Potočnik er blevet
EU-kommissær for videnskab og forskning. Den 21. december 2007
indtrådte Slovenien i Schengensamarbejdet.
Den 30. marts 1994 underskrev Slovenien NATO’s Partnerskab for Fred
som et første skridt på vejen mod fuldt medlemskab af alliancen, hvilket
dog først blev en realitet ti år senere. Som det var tilfældet med EU,
stillede også NATO en række krav til nye medlemmer af alliancen. Men
kravene fra NATO var imidlertid af en sådan karakter, at det har fordret
noget af en erkendelsesmæssig revolution hos både befolkning og
politikere at opfylde dem.
Som følge af den kolde krigs ophør skiftede NATO i de år karakter.
Mens alliancen hidtil havde koncentreret sig om at være et værn imod
traditionelle krigeriske handlinger rettet direkte mod medlemslandene,
ville den fremover i højere grad koncentrere sig om at yde en
fredsskabende, fredsbevarende og stabiliserende indsats i krigs- og
kriseområder som Bosnien og Kosovo, men også længere væk.
Ville Slovenien optages i NATO, måtte man altså indstille sig på at indgå
i
den
type
opgaver.
Man
måtte
kort
sagt
fremover
se
forsvarsspørgsmålet i en meget større og mere kompleks sammenhæng
end som det territorialforsvar, man netop med succes havde anvendt i
Tidageskrigen. Både tankegang, problemstilling og materiel var allerede
forældede. For slovenerne, som generelt aldrig har været tiltrukket af
militære tiltag, var dette i første omgang et afskrækkende perspektiv,
som det tog lang tid at indstille sig på.
Alligevel endte det med, at parlamentet vedtog en 12-års plan, som fra
1998 til 2010 totalt vil omforme det slovenske militær, så det kan
indsættes både i selve Slovenien, hvis det skulle blive nødvendigt, og
133
andetsteds i verden. Som led i omstruktureringen ophævede Slovenien
værnepligten med virkning fra 2003, og man er nu i færd med at
opbygge en professionel hær, der består af fleksible og mobile enheder,
der hurtigt kan indsættes i NATO-operationer i forskellige brændpunkter.
Der har allerede været udstationeret slovenske soldater i Bosnien,
Kosovo og Afghanistan.
Til at indgå i NATO’s hurtige udrykningsstyrke har Slovenien oprettet en
allerede operationsklar specialdeling på 25 mand, der skal tage sig af
oprensning efter eventuelle biologisk, kemiske eller atomare angreb.
Selve medlemskabet af NATO trådte i kraft den 29. marts 2004, efter at
det var blevet bekræftet ved en folkeafstemning, der fandt sted sammen
med afstemningen om EU i marts 2003, hvor 66 % stemte for
medlemskab. Den folkelige tilslutning til NATO-medlemskab var således
tydeligt mindre end til optagelse i EU. Stemmeprocenten var på 60,3 %.
Kampagnen bar, i modsætning til EU-kampagnen, præg af manglende
saglig oplysning om omkostninger. NATO blev præsenteret som en del
af det gode selskab, som Slovenien bare bør være med i.
Som et af de første eksempler på en aktiv udenrigspolitik oprettede den
slovenske regering i 1998 International Trust Fund for Demining. Fonden
er en humanitær organisation, der har til formål at rydde de tidligere
krigsområder på Balkan for miner og ueksploderet ammunition. Desuden
tager fonden sig af fysisk og social rehabilitering af ofre for
mineeksplosioner.
Ofrene får lægelig behandling af
anerkendte
slovenske specialister og bliver forsynet med proteser m.v. Fonden
modtager støtte fra en lang række organisationer og lande.
Sloveniens eneste reelle udenrigspolitiske problem eksisterer i forhold til
Kroatien. Til sikring af besejlingen af landets eneste havn, Koper, er det
af afgørende vigtighed at få en aftale i stand med Kroatien om
søgrænserne i Adriaterhavet og Triestbugten. Det har skabt mange
problemer. En aftale, der blev indgået i 2001, kunne ikke opnå
134
vedtagelse i det kroatiske parlament. Siden har forhandlingerne
nærmest været gået i hårdknude. Problemerne er ikke uoverkommelige,
men især nationalistiske partier i Kroatien synes at blokere for en
løsning. Der forhandles stadig.
En anden sag, der forhandles om, er atomkraftværket i Krško i det
østlige Slovenien, som Kroatien er medejer af. Problemerne her drejer
sig bl.a. om, hvor affaldet skal deponeres på langt sigt.
Som et lille land med begrænsede ressourcer er det ikke mindst på det
udenrigspolitiske område nødvendigt at prioritere, hvor man vil lægge
sine kræfter, og hvor man skønner, at man kan få mest indflydelse. Her
har Slovenien valgt at være ”Balkanspecialisten”, der kan være
formidleren mellem først og fremmest EU og de øvrige dele af det
tidligere Jugoslavien. Med begivenhederne i 1990’erne in mente
forekommer det at være en rolle, der er stort behov for.
Set fra EU’s side udgør disse lande stadig en sikkerhedsrisiko, især på
grund af den omfattende mafiakriminalitet, der udgår fra det østlige
Balkan. På grund af sin beliggenhed er Slovenien en frontliniestat på
mafiagruppernes transportruter til Vesteuropa og spiller derfor en
nøglerolle i bekæmpelsen af denne trafik. På den anden side har
staterne i det tidligere Jugoslavien en ikke uvæsentlig økonomisk
betydning for Slovenien som samhandelspartnere.
I direkte forlængelse af den historiske tradition er det officielt erklærede
mål for den slovenske udenrigspolitik ”sikring af den nationale identitet
og samtidig åbenhed mod verden”. Men, som vi har set, er udfordringen
i at opretholde den balance blevet sværere i en globaliseret verden.
Slovenerne har tydeligvis mødt betydeligt flere udfordringer på det
udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, end de på forhånd havde
forestillet sig. Netop som Slovenien og en række andre lande blev
selvstændige, ændrede indholdet og betydningen af selvstændighed
fuldkommen karakter. Slovenerne blev derfor hurtigt konfronteret med
det paradoks, at de for at sikre deres selvstændighed hurtigt måtte
135
afgive noget af den igen til EU og NATO. Ikke mindst fordi
sikkerhedsspørgsmålet også skiftede karakter fra fortrinsvis at dreje sig
om territoriale trusler til at omhandle en diffus blanding af terrorisme,
international kriminalitet og mafiavirksomhed.
Sloveniens udenrigspolitik har siden selvstændigheden været meget
styret af bestræbelserne på at skabe et politisk og økonomisk fundament
for landets overlevelse som selvstændig stat. Men ud over presset fra
disse konkrete udfordringer har politikken også været drevet frem af et
psykologisk incitament. Det har i udpræget grad været vigtigt for
slovenerne at blive accepteret som værende ”gode nok”. Historisk og
kulturelt har Slovenien i århundreder været en del af Central- og
Vesteuropa. En væsentlig drivkraft i selvstændighedsprocessen var
ønsket om også at blive det i politisk og økonomisk forstand. Man
opfattede derfor hvert medlemskab af en international organisation som
et klap på skulderen. Som det i 2004 udtryktes fra officiel side, var
”medlemskabet af Den Europæiske Union en bekræftelse på, at
Slovenien har været i stand til at nå sit mål om at blive en demokratisk,
rets- og socialstat med en åben markedsøkonomi.”
136
Litteraturfortegnelse
Listen omfatter de vigtigste kilder, der er anvendt.
1.) Bandelj, Nina:
Negotiating Global, Regional and National Forces: Foreign Investment in
Slovenia, East European Politics and Societies, Vol. 18, No. 3, 2004
2.) Bandelj, Nina:
Particularizing the Global: Reception of Foreign Direct Investment in
Slovenia, Current Sociology, May/July 2003
3.) Bartol, Vladimir:
Alamut, Seattle 2004
4.) Bebler, Anton:
Slovenia’s Smooth Transition, Journal of Democracy, 13,1, 2002
5.) Benderly, Jill and Kraft, Evan:
Independent Slovenia, Houndsmills, Macmillan 1997
6.) Blaszczyk, Barbara et al.:
Secondary Privatisation in Transition Countries, Basingstoke,
(Palgrave, Macmillan) 2003
7.) Bojnec, Štefan:
Privatisation, Restructuring and Management in Slovene Enterprises,
Comparative Economic Studies, 41,4, Winter 1999
8.) Borak,N. and Pfajfar,L.:
Inequalities in Income Distribution in Slovenia, Post-Communist
Econimics, 14,4, 2002
9.) Brashich, Ranko M.:
Land Reform and Ownership in Yugoslavia 1919-1953, New York 1954
10.) Bučar, Bojko, and Kuhle, Stein:
Small States Compared: Politics of Norway and Slovenia, Bergen 1994
11.) Burkhardt, F, Eveno, C, and Podrecca, B (Red.):
Jože Plečnik, London 1989
12.) Cankar, Ivan:
Martin Kačur, Der Idealist, Ljubljana udg.1984
13.) Constitution of the Republic of Slovenia, Ljubljana 2001
14.) Cultural Policy in Slovenia, Council of Europe 1998
15.) Debeljak, Aleš:
Cosmopolitanism and National Tradition: The Case of Slovenia,
International Journal of Politics, Culture and Society, Vol. 17, 1, 2003
16.) Döbert, Hans:
Die Schulsysteme Europas, Baltmannsweiler (Schneider Verlag
Hohengehren 2002)
17.) Facts about Slovenia, Ljubljana 2005 og 2006
18.) Felicijan, J.:
The Genesis of the Contractural Theory and the Instalation of the Dukes
of Carinthia, Klagenfurt 1967
19.) Fultz, Elaine:
137
Pension Reform in Central and Eastern Europe, vol.2, Geneve 2003
20.) Good, David F.:
The Economic Rise of the Habsburg Empire1750-1914, Berkeley 1984
21.) Gow, James and Carmichael, Cathie:
Slovenia and the Slovenes, London 2000
22.) Griesser-Pečar, Tamara:
Das zerrissene Volk, Slowenien 1941-1946, Wien 2003
23.) Harris, Erika:
Nationalism and Democratisation: Politics of Slovakia and Slovenia,
Aldershot 2002
24.) Hočevar, T.:
The Structure of the Slovenian Economy 1848-1963, New York 1965
25.) Hösler, Joachim:
Slowenien. Von den Anfängen bis zur Gegenwart, Regensburg 2006
26.) Jakubovski, Elke(ed.):
Health Care Systems in Transition: Slovenia, The European Observatory
on Health Care Systems, 2002
27.) Jørgensen, Lisbeth Balslev:
Jože Plečnik – Illyriens arkitekt, Arkitekten, 1987 nr. 9
28.) Kirk, Tim:
Limits to Germandom, Slavonic and East European Review, vol.69, 1991
29.) Lah Peter:
Mass Media in Slovenia, Bochum 2004
30.) Lampe, John R.:
Balkan Economic History 1550-1950, Bloomington 1982
31.) Likić Brborić, Branka:
Democatic Governance in the Transition from Yugoslav Self-Management
to a Market-Economy: The Case of the Slovenian Privatization debates
1990-1992, Uppsala 2003
32.) Lukšič, Igor:
The Political System of the Republic of Slovenia, Ljubljana 2001
33.) Mencinger, Jože:
Liberalization, privatization and the European Social Model. Country report:
SLOVENIA (2006)
34.) Mitrović, Marija:
Geschichte der Slowenischen Literatur, Klagenfurt 2001
35.) Mortensen, Frede:
Slovenien: Et land i Centraleuropa, Højskolebladet nr. 36, 1993
36.) Mortensen, Frede:
Slovenien: På vej mod demokrati, Højskolebladet, nr. 37, 1993
37.) Mortensen, Frede:
Slovenien: Den økonomiske udvikling, Højskolebladet, nr. 38, 1993
38.) Mrak, Mojmir et al.:
The Transition Process in Slovenia, Journal of International Relations And
Development, March 2002
39.) Mrak, Mojmir et al.:
Slovenia, World Bank, Washington 2004
40.) Møllgaard, Peter H.;
138
Danfoss compressors’ investment in Slovenia, København 1997
41.) Pieters, Danny:
The Social Security System of the States Applying for Membership of the
European Union, Antwerp 2003
42.) Plut-Pregelj, Leopoldina and Rogel, Carole:
Historical Dictionary of Slovenia, London 1996
43.) Prasnikar, Janez and Gregorič, Aleksandra:
The Influence of Workers’ Participation on the Power of Management in
Transitional Countries: The Case of Slovenia, Annals of Public and
Cooperative Economics, 73:2, 2002
44.) Prelovšek, Damjan:
Jože Plečnik 1872 – 1957, Architectura Perennis, New Hawen & London
1997
45.) Prunk, Janko: Slowenien:
Ein Abriss seiner Geschichte, Ljubljana 1996
46.) Prunk, Janko:
A Brief History of Slovenia, Ljubljana 2000
47.) Slovene Ministry of Education and Sport:
Quality Education for all Young People, , 2004
48.) Rogel, Carole: The Slovenes and Yugoslavism 1890-1914, New York 1977
49.) Simoneti, Marko et al.:
Secondary Privatization in Slovenia, Warzaw 2001
50.) Study on the Social Protection Systems in the 13 Applicant Countries.
Slovenia, Country Study, Gesellschaft für Versicherungswissenschaft und
Gestaltung e.V., Januar 2003
51.) Suppan, Arnold:
Deutsche Geschichte im Osten Europas. Zwischen Adria und Karawanken,
Berlin 1998
52.) Swinnen, J, et al.:
Agricultural Privatisation, Land Reform and Farm Restructuring in Central
and Eastern Europe, Aldershot 1997
53.) Tomka, Miklos:
Religion und Kirchen in Ost(Mittel) Europa, Ostfildern, (Schwabenverlag)
1999
54.) Vodopivec, Peter:
Slovenes and Yugoslavia 1918-1991, East European Politics and Societies,
Vol. 6,3, 1992
55.) Whitley, Richard et al.:
Success without Shock Therapy in Eastern Europe: The Case of Slovenia, i
Quack, Sigrid et al.: National Capitalisms, Global Competition, and
Economic Performance, Amsterdam 2000
56.) Zupan, Vitomil:
Minuet for Guitar, Ljubljana 1988
139
Mere om Slovenien på internettet
LINK
BESKRIVELSE
1. www.slovenia.info
Officiel turistinformation
2. www.slovenien.dk
Det Slovenske Konsulat i Århus
3. www.gov.si
Republikken Sloveniens hjemmeside
4. www.matkurja.com/en
Blandet information og søgemaskine
5. www.slovensk.com
Dansk-slovensk tolkning og oversættelse
6. www.e-slovenscina.si
Fjernundervisning i slovensk
7. evroterm.gov.si/slovar/
Gratis online ordbøger med slovensk
8. www.ljubljana.si/en
Oplysninger om hovedstaden Ljubljana
9. www.rtslo.si
Sloveniens stats radio og TV
10. www.preseren.net
Side om nationalpoeten France Prešeren
11. www.drustvo-dsp.si/knji_nica/prevodi/prevodi.html
Liste over oversatte slovenske værker
12. www.ijs.si/lit/leposl.html
Udvalg af ældre slovenske værker
13. www.adria.si
Direkte flyforbindelser til Slovenien
14. www.gorenje.dk
Slovensk hvidvare producent
15. www.adria.dk
Slovensk campingvogn producent
16. www.vinguiden.dk/vinkommentar/slovenien.html
Artikel om slovenske vine
140
141