Jean-Marie Reynaud priser på højtalere
Københavns Universitet Institut for Statskundskab En undersøgelse af hvad beboerne i Studsgård oplever som fremmende og begrænsende for deres accept og deltagelse i de klima-rettede tiltag, og hvad kan kommunerne gøre for at overkomme barrierene og fremme motivationen. . Af Marie-Louise Lunderød Speciale, marts 2012 CIDEA projekt rapport nr. 5 Vejleder: Merete Watt Boolsen Antal sider: 99 inklusiv bilag Antal ord: 25.699 Antal bilag: 6 (heraf 3 elektroniske) Vedlagt: CD-rom Institut for Statskundskab Københavns Universitet Øster Farimagsgade 5, opg. E 1353 København K April 2012 CIDEA projekt rapport nr. 5 ISBN: 978-87-7393-670-2 FORORD 1 ABSTRACT 2 1 3 INDLEDNING 1.1 FRA GLOBAL TIL LOKAL KLIMAPOLITIK 3 1.2 PROBLEMFORMULERING 6 1.3 CASE: STUDSGÅRD SOM KLIMALANDSBY 6 1.4 DEFINITION AF ’FOLKELIG FORANKRING’ 9 1.5 EKSISTERENDE LITTERATUR OM MILJØADFÆRD 2 3 4 5 TEORI 11 14 2.1 RATIONAL CHOICE 15 2.2 OLSONS TEORI OM KOLLEKTIV HANDLING 16 2.3 TEORETISKE HYPOTESER 18 2.4 KRITIK OG UDVIKLINGER AF OLSONS TEORI 20 METODE 22 3.1 VIDENSKABSTEORETISK RAMME 23 3.2 VALG AF INFORMANTER 25 3.3 UDFORMNING OG GENNEMFØRELSE AF INTERVIEWS 30 3.4 ANALYSE 35 3.5 SUPPLERENDE EMPIRI-INDSAMLING 39 RESULTATER 39 4.1 RESSOURCER 40 4.2 SOCIALT SAMVÆR 46 4.3 LANDSBYENS STATUS 51 4.4 ILDSJÆLE 54 4.5 HANDLINGENS BETYDNING 57 4.6 ERFARINGER 63 4.7 VANER OG TRADITIONER 65 DISKUSSION 5.1 KVALITETSVURDERING AF RESULTATERNE 69 70 6 KONKLUSION 76 7 LITTERATURLISTE 83 BILAG A: SPØRGESKEMA TIL STUDSGÅRD 91 BILAG B: SPØRGEGUIDE TIL INTERVIEWS 95 BILAG C: INTERVIEW-AFTALER 99 (PÅ VEDLAGTE CD-ROM) BILAG D: TRANSSKRIBEREDE INTERVIEWS BILAG E: LYD-FIL MED SUPPLERENDE INTERVIEW BILAG F: DATA FRA SPØRGESKEMAUNDERSØGELSEN Torvet ”Det Grønne Hjerte” i klimalandsbyen Studsgård. Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Forord Dette speciale er udarbejdet indenfor CIDEA-projektet (Citizen Driven Environmental Action), som er et samarbejde mellem en forskergruppe sammensat fra en række institutter fra Københavns Universitet, Dansk Hydraulisk Institut og en række danske kommuner. De deltagende kommuner i projektet er: København, Skanderborg, Middelfart, Odense, Køge, Herning og Kolding. Det er projektets opfattelse, at en reduktion i udledningen af drivhusgasser vil mindske den globale opvarmning og de heraf afledte velfærdsmæssige konsekvenser. Projektet ønsker at aktivere borgerne til at spille en central rolle i at begrænse udledningen, fordi de offentlige myndigheder hverken har de nødvendige ressourcer eller de innovative ideer, der skal til for at håndtere klimaudfordringen alene. Det er vigtigt for CIDEA-projektet at få en forståelse af folks kognitive og adfærdsmæssige holdning til klimaændringer især i forhold til barriererne for deres engagement. Baseret på denne forståelse sigter projektet på at udvikle nye metoder, som praktikerne i kommunerne kan bruge til at informere, motivere og aktivere borgerne. Mit speciale bidrager til dette arbejde ved at klarlægge mulighederne og barriererne for folkelig forankring af klimarettede tiltag ud fra en politologisk og praktisk interesse. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle deltagerne i CIDEA-projektet for konstruktive og værdifulde kommentarer i forbindelse med udarbejdelsen af dette speciale. Jeg vil også gerne takke Line Thastum, som er Hernings Grønne Guide, for hendes hjælp i forbindelse med at skabe kontakt til Studsgårds beboere og for informationer om etableringen af klimatiltagene i landsbyen. En stor tak til alle de beboere i Studsgård, der tog sig tid til at svare på mit spørgeskema, og ikke mindst til mine informanter, der stillede sig til rådighed for personlige interviews. Uden deres hjælp ville dette speciale ikke være blevet til noget. Sidst, men ikke mindst, vil jeg rette en stor tak til min vejleder Merete Watt Boolsen, som har givet mig en værdifuld indsigt i og forståelse for forskningen og den videnskabelige proces. Side | 1 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Abstract To achieve carbon reduction targets a new localism agenda is becoming more prominent. This agenda puts emphasis on community-led governance and a greater role for locally driven initiatives. Due to this shift of responsibilities to the local level, the local municipalities are now under pressure to develop new cost-effective climate solutions. Since the success of these solutions would typically depend on some element of public acceptance and participation, there is a great practical interest in knowing how climate related initiatives are best anchored among the public. The aim of this thesis is therefore to explore what ‘initiative characteristics’ motivates or restricts public acceptance and participation. Studsgård, a local community outside Herning, has initiated several climate related initiatives among their residents. Based on eight semi-structured interviews, this thesis examines what factors the residents themselves understood as being the most significant determinants of their acceptance and participation. Results from these interviews were compared to hypotheses generated on the basis of Olson’s theory of collective action. In line with the explanations proposed by the theory, I found resourceand social selective incentives to be important motivators. If the initiatives affected the overall status of the community, or if the initiatives were supported by dedicated individuals in the community, that too would be a motivating factor. The issue of climate change did not by itself induce strong feelings of acceptance nor a strong willingness to participate. Previous experiences within the community served as a guideline as to what level of participation the residents could expect from each other. Contrary to the theory of collective action, habits and traditions were restricting factors that needs to be taken into account. On the basis of these findings, the thesis offers a number of recommendations that municipalities could consider in order to better ensure anchoring of climate related initiatives. Side | 2 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 1 Indledning 1.1 Fra global til lokal klimapolitik I et forsøg på at begrænse udledningen af drivhusgasser har man siden begyndelsen af 1990’erne afholdt årlige internationale topmøder, hvor det overordnede forhandlingsmål har været at etablere forpligtende globale kvoter for udledningen af CO2ækvivalenter. Disse topmøder har resultatmæssigt været mindre succesfulde end håbet (Harris, 2009: p. 8; Boston, 2007: p. 3). En undtagelse var vedtagelsen af Kyotoprotokollen i 1997, som var den første globalt forpligtende aftale om reduktion af drivhusgasudledning (Nedergaard, 2009: p. 149). Protokollen er dog blevet kritiseret for at være uvirksom, hvilket har betydet at landene først og fremmest har ladet sig forpligte gennem bilaterale aftaler (Harris, 2009: p. 8; Boston, 2007: pp. 6-8). Fordi de internationale klimaaftaler er frivillige, og da nationalstaterne altid kan nægte at tiltræde aftalerne uden at blive sanktioneret (Amundsen et al., 2009: p. 21), er der blevet rejst tvivl om FN-systemets problemløsningskapacitet (Houser, 2010: p. 15; Bodansky, 2010: p. 5). COP-15 i København skulle sikre, at en ny aftale kunne træde i kraft ved Kyoto-aftalens udløb. Det skuffende resultat ved denne konference blev set som et eksempel på, at det konsensusorienterede FN-system måske ikke var det rette forum til at løse klimaudfordringerne (Houser, 2010: p.15; Bodansky, 2010: p. 5). Kritikken af FN-systemets problemløsningskapacitet betød, at problemet i et stadigt videre omfang blev henvist til løsning i andre fora. Dermed opstod der større efterspørgsel efter regionale, nationale og subnationale løsninger (Dimitrov, 2010: p. 4). En del af denne efterspørgsel blev imødekommet af det kommunale niveau (Kousky & Schneider, 2003: p. 370). Giddens påpeger nødvendigheden i at flytte fokus i klimadebatten til befolkningen, da det er her der skal skabes opmærksomhed og laves adfærdsændringer, hvis det virkelig skal betyde noget i det store hele (Giddens, 2009: pp.1-17). I Danmark, såvel som på globalt plan, er klima ofte blevet knyttet sammen med miljø. Størstedelen af statens arbejde med klimaområdet var derfor i begyndelsen af 90’erne placeret i Miljøministeriet (Miljø- og Energiministeriet, 2000). Den stigende Side | 3 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 globale og nationale bevågenhed omkring klimaudfordringen har dog ført til at klimaområdet er blevet behandlet mere og mere separat. I 2007 blev politik-området formelt adskilt i statsforvaltningen, da Klima- og Energiministeriet blev oprettet som en selvstændig forvaltningsenhed. I marts 2008 nedsatte Danmarks første egentlige klimaminister en klimakommission, der havde til formål at pege på, hvordan Danmark i fremtiden kunne blive uafhængig af fossile brændstoffer. I 2009 var Danmark vært for klimakonferencen COP-15. Trods det skuffende resultat var COP-15 med til at sikre klimaproblematikken en plads øverst på den politiske dagsorden. Klimaproblemets væsentlighed i årene omkring klimakonferencen dokumenteres desuden af en eurobarometer-undersøgelse udført i 2008, der viser, at danskerne bortset fra fattigdom, betragter den globale opvarmning som det alvorligste problem for verden (Eurobarometer, 2008: p. 109). Et gennemgående tema i den danske klimapolitik har været at alle skal bidrage. Hvis Danmark skulle nå sine klimapolitiske målsætninger, blev det anset som nødvendigt, at alle myndighedsniveauer, såvel som private borgere, var indstillet på en klimavenlig adfærdsomstilling. I klimakommissionens rapport fra 2010 lægges der således op til, at: ”[…] alle samfundets aktører fra Regeringen over regioner, kommuner, erhverv og til den enkelte borger skal bidrage til opfyldelse af målet [om uafhængighed af fossile brændstoffer].” (Klimakommissionen, 2010: p. 94). I en klimapolitisk redegørelse til Folketinget fra 2011 sættes der yderligere fokus på kommunernes ansvar i forhold til klimatilpasningsindsatsen: ”Den konkrete danske klimatilpasningsindsats er i høj grad forankret lokalt hos kommuner, borgere og virksomheder. Regeringens rolle er løbende at sikre de rigtige rammer for den lokale indsats, hvorfor man løbende i 2010 har taget en række initiativer for at sikre, at det danske samfund gøres robust til fremtidens klima. Samtidig planlægges der for 2011 en række nye værktøjer rettet mod såvel kommuner som borgere og virksomheder.” (Klima- og Energiministeriet, 2011: p. 9). Også Danmarks grønne tænketank CONCITO – hvis tidligere formand nu er udpeget som klimaminister – har påpeget, at kommunerne spiller en væsentlig rolle for den danske klimaindsats. For det første er det kommunerne, der har planlægningsan- Side | 4 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 svaret over områder som kloaksystemer, vandforsyning og veje – områder som i høj grad vil blive påvirket af forandringer i klimaet (CONCITO, 2010: p. 4). For det andet har kommunerne som borgernær myndighed et ansvar for at igangsætte adfærdsmæssige indsatser overfor borgerne i kommunen (CONCITO, 2010: p. 3). Kommunernes direkte adgang til borgerne giver dem bedre muligheder for at motivere til individuel adfærdsændring og skabe opmærksomhed omkring klimavenlig adfærd (Kousky & Schneider, 2003: p. 370). I KL’s udgivelse ’Klima på den lokale dagsorden’ fra 2008 pointeres det, at kommunen er den borgernære myndighed, der har mulighed for at påvirke borgerne i en klima-venlig retning (KL, 2008: p. 4). Den borgerrettede indsats accepteres bredt som et vigtigt kommunalt anliggende, idet husholdningerne næsten udgør en tredjedel af det danske energiforbrug (CONCITO, 2010: p. 15). Man kan se en udvikling i klimapolitikken, hvor ansvaret for den vellykkede klimaindsats flyttes fra overstatsligt til statsligt niveau, for herefter at blive allokeret til kommunerne, hvor den konkret udmøntes som borgerrettede tiltag. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om dette er en optimal strategi, og om kommunerne magter denne opgave. I hvert fald stiller CONCITO-rapporten spørgsmålstegn ved, om kommunerne reelt sætter ind på det borgerrettede område. CONCITO konstaterer, at i det omfang de gør, er det ikke med ret stor succes (CONCITO, 2010: p. 15 + p. 11). I rapporten angives manglende økonomiske ressourcer som det væsentligste problem for kommunernes klimaindsats, og i det omfang kommunerne har forsøgt sig med borgerrettede tiltag, er de yderligere stødt på manglende forståelse blandt borgerne (CONCITO, 2010: p. 19). Rapporten anbefaler derfor, at der etableres tiltag, der i højere grad motiverer borgerne til frivilligt at omlægge deres adfærd. Hvis kommunerne i højere grad forstod at stimulere forankringen af de borgerrettede tiltag, ville man forventeligt kunne minimere behovet for tilførsel af ressourcer og sikre mest muligt klima for pengene (CONCITO, 2010: pp. 27-28). Det udestående problem, som ikke behandles i rapporten, er imidlertid, at man ikke har en klar forståelse for, hvad der skaber folkelig forankring. Der er derfor en politologisk og praktisk interesse i at klarlægge mulighederne og barriererne for folkelig forankring af klima-rettede tiltag. Side | 5 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 1.2 Problemformulering Mere specifikt søger specialet at svare på følgende problemformulering: Hvad oplever beboerne i Studsgård som fremmende og begrænsende for deres accept og deltagelse i de klima-rettede tiltag, og hvad kan kommunerne gøre for at overkomme barrierene og fremme motivationen? Denne problemformulering indeholder naturligvis en række elementer, der kræver en mere dybdegående forklaring. Indledningsvis vil jeg derfor beskrive klimalandsbyen Studsgård, som jeg har udvalgt som case. Dernæst definerer jeg accept og deltagelse som to minimumselementer af begrebet ’folkelig forankring’. Med udgangspunkt i et kort review over den eksisterende litteratur om, hvad der påvirker folks klimaadfærd, begrunder jeg hvorfor jeg finder det relevant at undersøge klimatiltag med udgangspunkt i forankringsbegrebet. 1.3 Case: Studsgård som klimalandsby Herning Kommune er et godt eksempel på en kommune, der har ønsket at etablere borger-rettede klimatiltag, og som har været interesseret i, hvordan disse tiltag forankres. Kommunens ønske om at skabe en klimalandsby fik borgerforeningen i landsbyen Studsgård til at igangsætte forskellige tiltag fra 2009 og frem til nu. Hvis sådanne initiativer skal virke efter hensigten, er det nødvendigt med opbakning fra beboerne i landsbyen. I min kontakt med kommunens Grønne Guide, som har ansvaret for den kommunale kontakt til klimalandsbyen, blev det tydeligt for mig, at kommunen og borgerforeningen havde observeret, at det var nemmere at få beboernes opbakning til visse tiltag end til andre. Landsbyen Studsgård udgør derfor en god mulighed for at udføre et eksplorativt studie med det formål at udvikle hypoteser om, hvad der begrænser, og hvad der fremmer accept og deltagelse i klimatiltag. Case studie metoden vælges ud fra tanken om at konteksten har en rolle at spille i min undersøgelse; altså at Side | 6 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Studsgård som landsby er en vigtig kontekst at tage med i min undersøgelse. Casestudie-metodens styrke er netop evnen til at undersøge et givent fænomen inden for dets kontekst (Yin, 2003: pp. 6-13). Ved at bruge Studsgård som case, er der mulighed for at undersøge beboernes opbakning til forskellige tiltag indenfor den samme kontekst. Dette giver mulighed for at tilføje casen et vist komparativt element, selvom det skal understreges, at jeg ikke gennemfører et direkte komparativt case studie. En yderligere fordel ved at anvende Studsgård som case er at deres klima-tiltag er forholdsvis konkrete og derfor kan udgør klare undersøgelsesenheder. Det sidste er med til at sikre, at analysen ikke bliver for abstrakt, hvilket kan være en udfordring i casestudier (Yin, 2003: p. 45). Af de igangsatte klimatiltag har jeg valgt fem ud, da disse er målrettet størstedelen af landsbyens beboere. De fem tiltag ses sammenfattet i tabel 1. Side | 7 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Tabel 1: De fem udvalgte klima-tiltag i Studsgård1. Tiltag Koncept Formål Fælles klimaspisning En gang om måneden arrangeres der fællesspisning i hallen for alle landsbyens beboere. Arrangementet foregår ved tilmelding og koster 65 kr. for voksne. Den samme person står for at lave mad hver gang. At nedbringe CO2 ved fx at erstatte kød med korn, bønner og grøntsager i hvert måltid. Det svarer til at ca. 10 studs-gårdborgere, der spiser en klimaret, udleder den samme mængde CO2, som en enkelt person, der spiser en kødret. Genbrugsstation med metalindsamling Kommunen har sammen med fonde finansieret oprettelsen af en genbrugsstation på torvet i Studsgård. Her er der opsat containere til flasker, metal og papir. Gen-anvendelse af metal giver en stor CO2-gevinst. Hvis alle familier i Studsgård sorterer 2 kg aluminium og 3 kg metal om året, reduceres CO2–udledningen med ca. 6,5 tons CO2 pr år. Gratis energitjek på huset 290 husstande i Studsgård og omegn har fået tilbudt gratis energitjek af deres bolig. 29 familier tog imod tilbuddet. Energirenovering af huse betyder især mindre brug af varme, hvilket giver en klimamæssig gevinst. Vindmøllelaug Der er oprettet et lokalt laug, der arbejder på at få en af de helt store vindmøller til Studsgård. Det kræver dog en ændring i lokalplanen. Får Studsgård en vindmølle, kan det resultere i at målerne løber baglæns og byen får et CO2 overskud. Genbrugsbutik En gruppe beboere er gået sammen med Kirkens Korshær om at oprette en genbrugsbutik i den gamle købmandsbutik. Genbrugsbutikken drives af frivillige beboere. [Formålet er ikke beskrevet i det kommunale materiale.] 1 Information om tiltagene er hentet fra: http://www.herning.dk/Borger/Klima/Klimalandsby%20Studsgaard.aspx, http://www.studsgaardby.dk/, kommunens informationsmateriale om Studsgård. Formåls-beskrivelserne er taget direkte fra dette materiale. Side | 8 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 På baggrund af egne observationer i forbindelse med besøg i Studsgård, mine informanters kommentarer om landsbyen og Studsgårds hjemmeside, kan der uddrages nogle generelle beskrivelser af landsbyen. Studsgård er en landsby bestående af 275 husstande. Den kan opdeles i en byzone, med primært parcelhuse og en landzone med mindre gårde og anden landmæssig bebyggelse. Beboerne er fortrinsvis børnefamilier, og landsbyen beskrives derfor som en ’ung’ by. De fleste af beboerne pendler til arbejde i nogle af de omkringliggende større byer herunder Herning, som ligger ca. 9 km fra Studsgård. Der er et trinbræt i byen, hvorfra toget kører til Herning og Skjern hver time i dagtimerne. 1.4 Definition af ’folkelig forankring’ For at kunne udføre en empirisk undersøgelse af, hvad der fremmer og begrænser den folkelige forankring af klima-tiltagene blandt beboerne i Studsgård, er det nødvendigt at definere og operationalisere begrebet ’folkelig forankring’. Den klima-litteratur, som er relevant for opgaven, og som gennemgås nedenfor, benytter sig af alle mulige andre begreber end forankringsbegrebet. Det kan undre, at klima-litteraturen ikke har beskæftiget sig systematisk med forankringsbegrebet, da praktikerne tilsyneladende ser forankring som et vigtigt succesparameter, når det gælder lokale borgerrettede initiativer. Ved at introducere folkelig forankring som et af de helt centrale begreber, håber jeg på at kunne åbne op for et erkendelsesmæssigt potentiale, som ikke tidligere er blevet beskrevet på en fyldestgørende måde. Da forankringsbegrebet ikke behandles inden for klimalitteraturen, har jeg kigget på litteraturen inden for andre sagsområder for at finde eksempler på, hvordan andre har defineret begrebet. I en rapport om informationsteknologi i sundhedssektoren, defineres forankring af et IT-projekt som: ”[…] accept af projektet, engagement og motivation i forhold til projektet, opbakning og fastgørelse til projektet, ejerskabsfølelse og forpligtelse.” (La Cour, 2006: pp. 24-25). En rapport udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut nærmer sig ligeledes en definition ved at sidestille begrebet ’forankring’ med begrebet ’bæredygtighed’. Denne betydning af forankringsbegrebet Side | 9 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 kvalificeres senere i rapporten med fire kriterier, som er vigtige for bæredygtige kvarterløftsprojekter (Mazanti, 2002: p. 21): 1) lokalt ejerskab/lokalt partnerskab, 2) styring og ansvar, 3) økonomi og drift, 4) opfølgning og læreprocesser. Selvom rapporterne ikke bruger ’forankring’ på helt samme måde, er der alligevel nogle ligheder i deres definitioner. Hos begge er der fokus på at forankring kræver en eller anden form for aktivitet eller deltagelse, for at projektet kan fastholdes eller videreudvikles. La Cour ser endvidere på accept af projektet, motivation og engagement for at deltage som elementer af forankring. Det samme fokus ses ikke eksplicit i Mazantis definition, men det nævnes i rapporten, at det er vigtigt at have realistiske forventninger til borgernes motivation, og at der er mulighed for at motivationen ændrer sig, når projektet ikke længere drives af kommunen (Mazanti, 2002: p. 11). Deltagelse og accept synes således at være vigtige elementer i definitionen af ’forankring’. Ligeledes bliver fastholdelse præsenteret som et væsentligt element. Skal man for alvor dokumentere, at en adfærdsændring fastholdes over tid, er man nødt til at gennemføre flere på hinanden følgende målinger. Da gentagne målinger er ikke praktisk muligt i forbindelse med dette speciale, fandt jeg det hensigtsmæssigt at undtage dette element fra min egen operationalisering af forankringsbegrebet. Derfor arbejder jeg med en minimums-definition af begrebet ’folkelig forankring’, som i specialet defineres på følgende måde: Et klima-tiltag er folkeligt forankret, når det opnår accept og deltagelse blandt de folk, det er rettet imod. Accept og deltagelse fungerer i denne definition således som to minimumselementer for, hvad der skal være til stede, før der kan tales om folkelig forankring. I det følgende anvendes accept og deltagelse som synonymt med forankring. Min interesse i folkelig forankring af klima-tiltag, har to sidder: Hvorfor bliver nogle tiltag ikke forankret? Hvilket betyder, at jeg er interesseret i at identificere de barrierer, der begrænser muligheden for forankring. Hvorfor bliver nogen klima-tiltag alligevel forankret? Hvilket betyder, at jeg er interesseret i at identificere de elementer, der sætter nogle tiltag i stand til at transcendere barriererne og sikre forankring. Ved at Side | 10 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 undersøge både, hvad der begrænser og hvad der fremmer forankring af klimatiltag, opnås der en bedre forståelse af, hvad der skaber en folkelig forankring af klimatiltag. 1.5 Eksisterende litteratur om miljøadfærd Litteratur om miljøadfærd1 i privatsfæren er et område, der typisk er blevet undersøgt inden for økonomien og socialpsykologien (Stern, 2000: p. 409). Det skyldes måske, at disse undersøgelser oprindeligt blev behandlet som et spørgsmål om adfærdsændring på lige fod med adfærdsændringer på andre områder. I disse studier anlægges typisk et metodologisk individualistisk udgangspunkt, hvor man interesserer sig for individets adfærd og adfærdsregulerende motivationsstyring. De økonomiske undersøgelser af individuel miljøadfærd tager ofte udgangspunkt i rational choice modeller, som bruges til at vise, hvordan individet ved hjælp af costbenefit vurderinger beslutter sig for den mest rationelle handlingsmulighed. Vurderingen af fordele og ulemper behøver ikke her at have en økonomisk karakter, men kan også have en social karakter i form af social accept eller opmærksomhed. Socialpsykologiens undersøgelser af miljøadfærd antager mange forskellige former. For eksempel opererer Ajzaens (1991) Theory of Planned Behaviour med mange af de samme mekanismer som rational choice herunder antagelsen om rationelle individer. Det samme gør Hines et al. (1986-87) i deres Model of Responsible Environmental Behaviour. Schwartz’s Norm-Activation Model tager i stedet udgangspunkt i, at bevidsthed og viden om miljøproblemer baner vejen for udviklingen af personlige moralske normer (altruisme), der får individet til at handle miljøvenligt (Bamberg & Möser, 2007: p. 15). Interessen for ’viden’-indvirkning på miljøadfærd kan føres tilbage til begyndelsen af 1970’erne og til det Kollmuss og Agyeman (2002) kalder Early US Linear Models. Det individ-fokus, der har præget undersøgelser af miljøadfærd, er blevet kritiseret for at reducere ændringer i miljøadfærd til et spørgsmål om information og 1 Jeg bruger miljøadfærd som et overordnet begreb for miljøvenlig, klimavenlig og bæredygtig adfærd, da disse ofte behandles under ét i litteraturen, fx under betegnelsen ’pro-environmental behaviour’ (Kollmuss & Agyeman, 2002: p.240). Side | 11 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 viden om miljøproblemer. Kritikere påpeger, at inddragelse af de sociale omgivelser individet indgår i og den hverdag miljøadfærden optræder i, er vigtige faktorer, når man skal undersøge, hvad der skaber adfærdsændringer (Hargreaves, 2008: p. 14). Andre argumenterer for, at sandheden nok skal findes et sted midt imellem og at både individuelle og kollektive faktorer bør tages i betragtning (Bamberg & Möser, 2007: p. 15; Ölander & Thøgersen, 1995: p. 354-357). Dette understøttes i empiriske studier, der viser, at offentligheden selv peger på både individuelle og sociale begrænsninger i forhold til at ændre adfærd. Af individuelle faktorer peges der fx på manglende tillid til medierne, usikkerhed om ansvarsplacering, modsatrettede prioriteret, manglende lyst til at ændre livsstil og følelsen af, at det ikke gør en forskel, hvilken adfærd man har. Af sociale barrierer peges fx på manglende handling fra politikere og erhvervsliv, ’free-rider’ -effekten, sociale normer og manglede initiativer, der er praktisk mulige (Wolf, 2011: p. 123). Der udtrykkes generel enighed om, at befolkningens manglende viden om klimaforandringer er et problem, men ikke tilstrækkeligt til at forklare den manglende adfærdsændring. Den såkaldte ’information-deficit’- model, der betoner, at tilførslen af viden og information vil få borgerne til at ændre adfærd, er i udpræget grad blevet kritiseret for at være en ineffektiv tilgang til adfærdsændring (Whitmarsh & O’Neill, 2011: p.4; Kollmuss & Agyeman, 2002: pp.241-242). I forlængelse heraf pointerer Lorenzoni et al. (2007), at det der får folk til at handle klimavenligt, er, at de bekymrer sig om klimaforandringerne, at de er motiverede, og at de rent faktisk har mulighed for at gøre noget. Dermed anvender de en kobling mellem kognitive, affektive og adfærdsmæssige faktorer, der er nødvendig for at skabe adfærdsændring. Enkelte studier har peget på andre motivationsfaktorer som ansvarsfølelse (Wells et al. 2011; Wolf, 2011: p.120; Hines et al., 1986-87), tillid til det politiske system og overbevisning om at klimaforandringerne er et menneskeskabt problem (Vainio & Paloniemi, 2011). Verplanken (2011) stiller spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad motivation for at ændre adfærd faktisk resulterer i en adfærdsændring. Han påpeger, at når folk skal adoptere en klimavenlig adfærd, skal den ofte indgå i allerede stærkt Side | 12 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 integrerede vaner. Det er derfor nødvendigt at antage vaner som en vigtig faktor i forhold til at ændre folks adfærd i klimamæssig retning. Han påpeger dog, at der inden for socialpsykologien er forskning, der viser, at ændringer i folks adfærd på længere sigt kan betyde en ændring i deres værdier og holdninger, fordi der er et grundlæggende ønske i mennesket om overensstemmelse mellem holdning og handling (Verplanken, 2011: p.26). Udover sociale begrænsninger for adfærdsændring, er der peget på, at en social kontekst kan være det, der flytter deltagelsen i klimavenlige initiativer fra en grupper af dedikerede og særligt engagerede mennesker til en bredere gruppe (Todhunter, 2011: p. 264). Aktiveringen af den lille gruppe dedikerede mennesker, der er ivrige for at ændre deres adfærd i en klimavenlig retning, er nødvendig for, at den større gruppe mennesker vil følge samme eksempel. Det er endvidere nødvendigt at engagere den store brede gruppe af befolkningen, hvis der for alvor skal skabes et bæredygtigt samfund (Davidson, 2011: p.180). Her ses igen betoningen af såvel individuelle som kollektive faktorer i undersøgelserne af klimavenlig adfærdsændring. Forskningsprogrammet ’Hvorfor gør de ikke, som vi siger?’ fra miljø- og sundhedspædagogik på Aarhus Universitet er et godt eksempel på, at individuelle og kollektive forklaringer i en dansk forskningskontekst, søges sammenfattet inden for samme tilgang. Således opstiller forskningsprogrammet fire teoretiske barrierer for bæredygtig udvikling, der hver især udspringer fra forskellige forskningstraditioner: 1) individets psykologiske barrierer, 2) kollektivets kulturelt forankrede barrierer, 3) samfundets aktør- og strukturbarrierer, 4) de processuelle barrierer. De psykologiske barrierer handler i høj grad om bæredygtig udvikling som et komplekst og usikkert fænomen og betydningen af de individuelle værdier i forhold til bæredygtig adfærd. De kulturelle barrierer indeholder primært norm-strukturer, livsstilssegmenter og diskursive barrierer. Samfundsbarriererne indeholder usikkerhed om, hvem der har ansvaret for at handle på miljøudfordringer og de strukturelle muligheder for handling; mens de processuelle barrierer fokuserer på, hvorfor deltagelse ikke altid varer ved. Side | 13 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Logikken i forskningsprogrammet synes at være, at der findes nogle individuelle og samfundsmæssige karakteristika, som forhindrer bæredygtig udvikling. Derfor handler det om at ændre ved disse karakteristika, så bæredygtig udvikling muliggøres. Eller som det hedder i forskningsprogrammet: ”[…] for at fjerne barriererne må vi først og fremmest forstå dem. Derefter må vi udvikle indsatser, som fjerner dem […]” (Læssøe, p. 1). Problemet med denne tilgang er i mine øjne, at den peger på forhold, som det er meget svært at gøre noget ved. I hvert fald hvis man sidder som praktiker i en kommune. Her har man sjældent mulighed for at ændre afgørende ved individets værdier, vilkår eller psyke – ligesom det er vanskeligt at ændre ved samfundets moral og diskursive praksis. Det er formegentlig heller ikke ønskværdigt at ændre på den slags faktorer i kommunerne. Alligevel vil kommunerne gerne sikre, at borgerne faktisk deltager i de klimatiltag, der igangsættes. I den konkrete udformning af klimatiltagene er det nok muligt at imødekomme barriererne for accept og deltagelse, idet tiltagene i forvejen har politisk karakter. Jeg har derfor i dette speciale valgt at sætte fokus på hvilke faktorer ved klimatiltagene, der kan virke fremmende eller begrænsende for en adfærdsændring i forhold til klimatiltag. Jeg finder dette fokus politologisk interessant, idet viden om, hvordan tiltagets karakteristika påvirker mulighederne for den folkelige forankring, nemmere kan omsættes til konkrete politiske handlinger og strategier, og derfor er interessant og brugbart for praktikerne. 2 Teori Dette speciale tager udgangspunkt i en empirisk undersøgelse af, hvad beboerne i Studsgård oplever som fremmende og begrænsende for deres accept og deltagelse i de klimarettede tiltag. Dermed anlægger undersøgelsen det som Stern (2000) og Poortinga et al. (2004) kalder et intentions-orienteret perspektiv. Her vurderes tiltagene ud fra deltagernes opbakning, ikke i forhold til tiltagenes faktiske indvirkning på klimaet. Mens udformningen af undersøgelsen ikke har været styret af en bestemt teoretisk retning, er det klart, at formidlingen af undersøgelsens resultater må benytte et egnet teorisprog. At et teorisprog er egnet, vil først og fremmest sige, at det på en Side | 14 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 tilfredsstillende måde kan begribe og forklare de gjorte observationer. Samtidig letter det sagsfremstillingen betydeligt, hvis de teoretiske antagelser er forholdsvis simple. Jeg har derfor valgt at benytte en rational choice tilgang til sagsfremstillingen. Dette valg har den fordel, at specialets konklusioner let kan sammenlignes med og inkorporeres i den eksisterende litteratur om miljøadfærd inden for privatsfæren. Som nævnt benytter denne litteratur sig hovedsagligt af tilsvarende teoretiske antagelser, hvorfor valget af en rational choice tilgang må betegnes som ukontroversielt. 2.1 Rational choice Rational choice tager udgangspunkt i fire grundantagelser: 1) Princippet om metodologisk individualisme, hvor sociale fænomener forklares ud fra individet og dets handlinger, 2) forestillingen om nyttemaksimerende individer, hvor individets egne præferencer er bestemmende for individets handlinger, 3) forestillingen om eksogent givne præferencer, hvor individets præferencer ses som uanfægtede af social interaktion, og 4) forestillingen om transitive præferencer, hvilket betyder, at præferencerne antages at have en klar hierarkisk struktur (Nedergaard, 2010: pp. 307-308). I denne sammenhæng er det vigtigt at påpege, at præferencer ikke kun er økonomiske, der kan lige så vel være tale om sociale, psykologiske og moralske præferencer (Olson, 1965: p. 61, fodnote 17). Individets mulighed for at realisere sine præferencer er afhængig af de situationelle omstændigheder – herunder adgangen til ressourcer samt relationen til andre individer (Hagen, 2005: p. 220). Ved at ændre på de ydre betingelser er det derfor muligt at ændre på individets handlingsmæssige dispositioner. Når betingelserne ændres, vil det måske blive rationelt for individet at handle på en anden måde, også selvom individets præferencer ikke ændres (Hagen, 2005: p. 220). Denne mekanisme kan være interessant at bringe i spil i forhold til klimatiltag, fordi det ifølge teorien vil være muligt at ændre ved individets handlinger ved blot at ændre på betingelserne for handling. Spilteori er en særlig disciplin inden for teorien om rational choice, som beskæftiger sig med kollektiv handlingsteori med interessekonflikter mellem rationelle indi- Side | 15 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 vider. Et kendt eksempel på en sådan konfliktsituation kan illustreres med det såkaldte Fangernes Dilemma-spil. Fangernes Dilemma beskriver en situation, hvor spillernes individuelle rationalitet forhindrer spillerne i at samarbejde med hinanden til trods for, at samarbejde ville have skabe større nytte for alle (Nedergaard, 2010; p. 310). Fangernes Dilemma viser således, hvordan spillerne fanges i et kollektivt handlingsdilemma, hvor individets rationelle handlinger kan lede til kollektiv ineffektivitet. Denne situation ændrer sig imidlertid, hvis der er tale om gentagne spil, fordi individerne lærer af hver spillerunde og har mulighed for at ’tage hævn’, hvis de bliver snydt. Gentagne spil kan således gøre det rationelt for spillerne at samarbejde, og kan derved sikre et mere optimalt udbytte for alle (Hagen, 2005: p. 231). 2.2 Olsons teori om kollektiv handling Hovedværket inden for kollektiv handlingsteori er Mancur Olsons ”Logic of Collective Action” fra 1965. Som rational choice teoretiker er det Olsens ambition at benytte de ovenfor skitserede antagelser til at beskrive, hvad der fremmer henholdsvis begrænser kollektive handlinger og realiseringen af offentlige goder. Da en reduktion af klimabelastningen (ligesom andre forureningsproblematikker) kan ses som et klassisk eksempel på et offentligt gode (Stern review, 2007: part VI; Amundsen et al., 2009: p. 14), udgør Olsens teori et særligt egnet udgangspunkt for min egen diskussion af barrierer og motivationsfaktorer i forhold til klimatiltag. Olsens teori er først og fremmest en teori om, hvordan gruppedynamikker kan påvirke sandsynligheden for at offentlige goder udbydes. Som udgangspunkt afviser Olsen, at individet skulle besidde en form for kollektiv bevidsthed eller iboende deltagelsesmentalitet, der gør, at man går sammen i grupper om noget fælles. Det er i stedet personlige interesser, der driver den enkelte til gruppedeltagelse (Olson, 1965: pp. 1617). På samme måde er det normalt personlige interesser, der forhindrer at kollektive goder tilvejebringes. Selvom individet kan have en interesse i, at det kollektive gode udbydes, har individet ikke nødvendigvis nogen interesse i at afholde de omkostninger, Side | 16 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 der er forbundet dermed. Hvis det er muligt at free-ride, vil individet have en rationel interesse i at gøre det (Olson, 1965: pp. 20-21). Teorien udfordrer den på hans tid anerkendte tankegang om, at hvis alle individer i en gruppe har en interesse i noget, vil de handle kollektivt for at opnå deres fælles interesse. I stedet viser Olson, at individer kun vil handle for at fremme en kollektiv interesse, såfremt der er tvangsmekanismer eller personlige incitamenter i spil (Olson, 1965: p. 2). I praksis betyder det, at der er forskel på små og store gruppers mulighed for at forfølge kollektive interesser (Olson, 1965: pp. 35-36). Det skyldes flere faktorer, blandt andet har en stor gruppe større behov for organisering og informationsdeling, og der er ofte yderligere omkostninger forbundet hermed (Olson, 1965: p. 46). Derudover har store grupper svært ved at benytte sig af sociale incitamenter for at fremme den kollektive interesse, da det kræver, at medlemmerne i gruppen kan have en ansigt-til-ansigts relation med hinanden (Olson, 1965: p. 62). Store grupper kan derfor ikke blot kopiere små gruppers metoder for at handle optimalt, med mindre at den store gruppe opdeles i mindre enheder, hvorved fx sociale incitamenter bliver en mulighed (Olson, 1965: p. 57 + 63). De fleste eksempler på at store grupper har formået at frembringe et kollektivt gode, skyldes ifølge Olsen, at de allerede har været organiseret til andre formål, og derfor allerede har etableret organisering og informationsdeling (Olson, 1965: p. 132), hvilket betyder, at der ikke skal afholdes ekstra omkostninger til gruppeorganisering. Netop fordi Olsons teori giver nogle forklaringer på, hvorfor individer handler eller ikke handler kollektivt, har teorien også tidligere været anvendt på klimaområdet. I dens mest direkte form har teorien været anvendt til at forklare, hvorfor det ikke er lykkedes at lave en kollektiv indsats mod klimaforandringerne på det internationale politiske niveau (Harris, 2007). Her beskrives initiativer mod klimaforandringerne som et tydeligt eksempel på et kollektivt handlingsproblem, fordi ingen lande har et incitament til at bidrage, og alle har et incitament til free-riding. Samtidig er der ikke på internationalt niveau en institutionsstruktur, der kan benytte magtmekanismer til at tvinge staterne til kollektiv handling. Harris påpeger at til trods for mange kritikpunk- Side | 17 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 ter og udviklinger af Olsons teori, er den oprindelige tankegang stadig meget brugbar til at forklare det mislykkedes klima-regime på internationalt niveau (Harris, 2007: p. 221). Selvom Olsons oprindelige logik har været et fint bidrag til studiet af kollektive handlingsdilemmaer i det internationale klimaregime, ser det anderledes ud med teoriens anvendelse i studiet af individers klima-adfærd i kollektive handlingsdilemmaer. Mark Lubell, en amerikansk professor, har specifikt forsøgt at anvende Olsons teori, og Hardins teori om ’Tradegy of the Commons’ i relation til miljø- og klimaområdet blandt andet i hans undersøgelser af miljø-aktivisme hos individer (Lubell, 2002). Lubell påpeger, at der mangler et tydeligt fokus på kollektive handlingsdilemmaer i studierne af individers miljø- og klima-adfærd (Lubell, 2002: p. 432). I den udstrækning individets adfærd er undersøgt i klimamæssige kollektive handlingsdilemmaer, er Olsons teori ofte blevet suppleret med andre moralske motiver (Kaiser et al., 1999; Esty, 2008) eller med betydningen af sociale normer (Turaga et al., 2010). 2.3 Teoretiske hypoteser På baggrund af denne teori-gennemgang kan man opstille en række teoretiske forklaringer på, hvad der virker fremmende og begrænsende for accept og deltagelse i klimatiltag. Disse hypoteser ser ud på følgende måde: Side | 18 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Tabel 2. Hypoteser om hvad der virker fremmende og begrænsende for accept og deltagelse og hvorfor med udgangspunkt i Olsons teori. Fremmende for accept og deltagelse Begrænsende for accept og deltagelse Betydningen af gruppens størrelse Små grupper kan benytte sociale selektive incitamenter og tvangsmekanismer, og har færre omkostninger ved organisering og informationsdeling. Store grupper har svært ved at anvende sociale selektive incitamenter, og der er ofte større omkostninger forbundet med organisering og informationsdeling. Betydningen af selektive incitamenter Selektive incitamenter forbundet med tilvejebringelse af det kollektive gode vil forhindre free-riding og sikre deltagelse. Fraværet af selektive incitamenter gør det mere attraktivt at free-ride. Betydningen af sociale tvangsmekanismer Sociale tvangsmekanismer sikrer at dem, der ikke deltager ’straffes’, og at dem der deltager ’belønnes’ socialt. Fraværet af sociale tvangsmekanismer gør det nemt at freeride fordi, ingen holder øje med, om man deltager eller ej. En allerede eksisterende gruppe Betydningen af gruppens historik skal ikke afholde etableringsomkostninger i forbindelse med organisering og informationsdeling. Betydningen af forventningerne til andres bidrag. Hvis man kan forvente at andre bidrager, vil man være mere indstillet på selv at gøre det, fordi samarbejde giver større nytte for alle. Betydningen af enkeltpersoners interesse i det offentlige gode En person der har stor nytte af det kollektive gode, kan være villig til selv at bære en større del af omkostningerne. Dette mindsker andres omkostninger ved deltagelse. En ny gruppe skal afholde visse etableringsomkostninger for at få gruppeorganisering og informationsdeling til at virke. Hvis andre free-rider, er der ingen grund til selv at bidrage. Omvendt kan vished om andres bidrag også tilskynde til free-riding, fordi man er sikker på, at det kollektive gode alligevel udbydes. Side | 19 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Disse teoretiske hypoteser vil jeg vende tilbage til i kapitel 4, hvor jeg præsenterer resultaterne af min analyse. Her vil jeg undersøge hypoteserne på min empiri for at kunne vurdere, hvor stor en del af empirien, der kan forklares med Olsons teori, og tydeliggøre hvilke dele af empirien, der eventuelt udfordrer de teoretiske forklaringer. 2.4 Kritik og udviklinger af Olsons teori Når jeg har valgt at inddrage en teori i sagsfremstillingen af resultaterne, er det selvfølgelig relevant også at se på, hvordan denne teori er blevet kritiseret. Det kan sige noget om, hvilke dele af teorien, man bør være særlig opmærksom på og det kan give en fornemmelse for, hvor grænserne for teoriens kan ligge. Der er blevet rejst en række kritikpunkter i forhold til Olsons teori om kollektive handlingsdilemmaer, som jeg her vil resumere. Det er blevet foreslået, at gruppens størrelse ikke nødvendigvis påvirker muligheden for at realisere et offentligt gode. Russel Hardin viser fx både teoretisk og med henvisning til empiri, at store grupper, modsat Olsons opfattelse, ofte lykkes med at tilvejebringe kollektive goder. Det kan skyldes, at de personlig fordele ved gruppens organisering betyder, at nogle individer er villige til at bære en forholdsvis større del af omkostningerne, også selvom andre free-rider. Det kan også skyldes, at store grupper, der er organiseret, vil benytte sig af selektive incitamenter til at opretholde gruppen, så den nemmere vil kunne tilvejebringe et nyt kollektivt gode på et senere tidspunkt (Hardin, 1982). Endelig påpeger Hardin, at organisering kan stimuleres af det, han kalder ekstrarationel adfærd, som indeholder moralske motivationer, selvrealiserende motivationer og ren og skær uvidenhed (Hardin, 1982, p. 102). Hans pointe er derfor, at rationalitetsbegrebet må udvides. Sidstnævnte pointe bakkes op af Udéhn og Elster, som begge taler om ’mixed motivations’ som forklaring på, hvorfor kollektiv handling til tider lykkes (Elster, 1989, p. 187; Udéhn, 1993: pp. 253-256), og af Jan de Jonge som påpeger, at rationalitetsbegrebet er for tæt sammenkoblet med egennyttemaksimering (de Jonge, 2012: p. 324). Dermed åbnes der op for en mere generel kritik, som handler om, hvorvidt fore- Side | 20 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 komsten/fraværet af personlige selektive incitamenter på en tilstrækkeligt omfattende måde kan forklare forekomsten/fraværet af kollektive handlinger. Når jeg siger, at denne kritik er mere generel, skyldes det, at den er beslægtet med en mere fundamental kritik af den metodiske individualisme, som rational choice benytter sig af. Kritikken er blandt andet gået på, at rational choice oversér betydningen af overindividuelle strukturer, som individet er underlagt, fx i form af sprog, normer og kultur. Ikke alene indsnævrer strukturerne individets handlingsrum, de påvirker også individets præferencer. Antagelsen om at individet er underlagt overindividuelle strukturer, udstiller endvidere det problematiske i antagelsen om eksogent givne præferencer (Blyth, 2003: pp.696-697). Mark Blyth (2003) er et godt eksempel på en tekst, der kritiserer forestillingen om eksogent givne præferencer. Her er argumentet, at denne forestilling ikke tager højde for, at ideer og ideologi påvirker individets præferencer, og at præferencerne er historiske. Den historiske udvikling har nemlig vist, at individets præferencer ikke er stabile over tid, og at det derfor er farligt at tilskrive individet universelle præferencer (Blyth, 2003: p. 697). Konfronteret med denne kritik har nogle rational choice teoretikere forsøgt at modificere teorien ved at inddrage altruisme som et element i individets præferencer, hvilket nedtoner antagelsen om, at individet alene handler nyttemaksimerende (Green & Shapiro, 1994: p. 18). En anden modificering, der er forsøgt inden for teorien, er en indførelse af moralske normer i individets præferencer (Andersen, 1996: pp. 69-77). På den måde bevæger rational choice sig ind på institutionslitteraturen (Nedergaard, 2010: pp. 308-309), men accepterer fortsat ikke normer og moral som overindividuelle kendsgerninger. Spørgsmålet om præferencebegrebets rummelighed hænger sammen med det mere fundamentale problem, at individet først afslører deres præferencer, når de træffer deres valg (Nedergaard, 2010: p. 303). Rational choice siger, at individer altid vil forfølge det udfald, der givet individets præferencer er mest rationelt, men dette er en empirisk ’tom’ konceptualisering, fordi vi ikke kender præferencerne a priori (KurrildKlitgaard, 1997: p. 17). Hvis præferencebegrebet udvides immuniseres teorien mod Side | 21 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 falsifikation; fordi en hvilken som helst handling altid kan forklares med henvisning til de præferencer, som pågældende handling udtrykker. Det kan derfor diskuteres, hvorvidt modificeringer og tilføjelser til præferencebegrebet indenfor rational choice rent faktisk styrker teoriens forklaringskraft. Det sidste kritikpunkt, jeg vil fremhæve i forhold til Olsen og rational choice i bredere forstand handler om individets adgang til informationer. At individet danner sine præferencer på baggrund af fuld information, er selvfølgelig urealistisk (Green & Shapiro, 1994: p. 19), især fordi det kræver tid og måske penge at opnå information. Manglende information kan derfor lede individerne til at forfølge personligt suboptimale resultater. Man kan sagtens forestille sig, at der vil være faldende udbytte forbundet med det at indsamle informationer. Eksempelvis kan det være rationelt for individerne at vide lidt om klimaforandringer og klimavenlig adfærd (så man kan fremstå som en nogenlunde kompetent samfundsborger), selvom det er irrationelt at søge en mere udtømmende viden om disse emner. Nogle teoretikere, fx Herbert Simon, taler derfor om ’bundet rationalitet’ (Nedergaard, 2010: p. 308). Begrebet ’bundet rationalitet’ afstedkommer imidlertid nye problemer; for hvordan kan individet rationelt vælge hvor meget og hvilken slags information, der er nødvendig i forhold til ukendte sagsområder/handlingssituationer? Sådanne problemer har ført til, at nogle rational choice teoretikere er begyndt at overveje, hvorvidt tradition og vaner kan have en plads inden for teorien. Det er ikke sandsynligt, at det rationelle individ laver en ny rationel vurdering af hver ny handling, uden at forholde den enkelte handling til det større sæt af handlinger, det har præference til (de Jonge, 2012: p. 11). 3 Metode Empirisk bygger specialet på kvalitative interviews med otte beboere i Studsgård. Dette kapitel introducerer den metodiske ramme for disse interviews og specialet i øvrigt. Da specialets videnskabsteoretiske tilgang er hermeneutisk, præsenteres den forforståelse, jeg har bragt ind i forskningsprocessen. Det er nødvendigt for at klarlægge, hvilken betydning forforståelsen har haft i processen og hvordan den er blevet revideret Side | 22 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 undervejs. Endvidere forklares, hvordan jeg anvendte en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse til at rekruttere informanter til de kvalitative interviews. Jeg vil vurdere styrker og svagheder ved at anvende en kvantitativ metode til dette formål. Den konkrete udformning og gennemførelse af de kvalitative interviews gennemgås, og den anvendte interviewguide begrundes. Med udgangspunkt i Kvales (1997) kvalifikationskriterier for intervieweren vurderes styrker og svagheder i den konkrete udførelse af interviewene. Afslutningsvis beskrives den analysestrategi jeg anvendte på de transskriberede interviews. 3.1 Videnskabsteoretisk ramme Dette speciale tager udgangspunkt i en hermeneutisk tilgang til vidensproduktion. Det hermeneutiske ideal er grundlæggende både i formuleringen af det problem, jeg ønsker at undersøge i specialet, og i min tilgang til det kvalitative datamateriale, der anvendes til at svare på problemformuleringen. Det videnskabsteoretiske ideal om forståelse, som kommer til udtryk i specialets ambition om at ville forstå det meningsindhold, som folk selv tillægger deres handlinger, er åbenlys hermeneutisk (Berg-Sørensen, 2010: pp.151-154). Det skal nævnes, at jeg kortvarigt benyttede et positivistisk ideal i forbindelse med en indledende kvantitativ spørgeskemaundersøgelse. Denne del af undersøgelsen havde til formål, for det første at fastslå hvem, der var interesseret i at tale med mig og dermed hjælpe med rekrutteringen til de kvalitative interviews. For det andet havde den til formål at tydeliggøre hvem, der var interessante at tale med ved at tilvejebringe et overblik over den generelle accept og deltagelse af klimatiltagene blandt beboerne i Studsgård. Denne forundersøgelse gav mig et indblik i den kontekst informanterne var en del af, og netop konteksten er i det hermeneutiske ideal en vigtig forudsætning for forståelse (Gadamer, 1985: p. 167). Valget af en hermeneutisk tilgang til min undersøgelse betyder, at jeg afskærer mig fra at forfølge andre videnskabesteoretiske idealer; hvilket naturligt nok vil fordre en anden type viden og dermed en anden type konklusioner. For eksempel vil man Side | 23 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 med en positivistisk tilgang tilstræbe kausale årsagsforklaringer omkring hvilke faktorer, der påvirker folkelig forankring i kraft af hvilke mekanismer og med hvilken hyppighed. Det hermeneutiske argument er imidlertid, at besvarelsen af ’hvorforspørgsmål’ forudsætter fortolkning og forståelse af den mening, som handlinger tilskrives af den handlende (Berg-Sørensen, 2010: p. 159). Ifølge dette argument, som også forfølges i dette speciale, er det således vigtigt at forstå, hvad folk ser som fremmende og ikke fremmende for deres accept og deltagelse i klima-tiltag, for dermed at kunne besvare problemformuleringen på en tilfredsstillende måde. Grundlaget for det hermeneutiske vidensbegreb er tanken om, at del og helhed forudsætter hinanden – man må forstå helheden for at kunne forstå dens dele og omvendt. I forlængelse af denne tanke må al hermeneutisk forskning ligeledes bestå af en stadig bevægelse mellem forståelse og fortolkning af enkeltdelene og helheden (Gadamer, 1985, p.167). Denne erkendelsesmæssige oscillation som nødvendigvis giver forskeren en aktiv rolle i meningsdannelsen, betyder i Gadamers optik, at forskeren selv bliver en del af den hermeneutiske cirkel (Højbjerg, 2004: p. 313). Det er netop på grund af denne aktive rolle, at det er vigtigt at være opmærksom på forskerens forforståelse som en del af forskningen (Gadamer, 1985: pp. 236-237). I anerkendelse af forforståelsens betydning som produktiv forudsætning for erkendelsen (Gadamer, 1985: pp. 235-240) fandt jeg det vigtigt fra starten af specialeprocessen at klarlægge min forforståelse om emnet, og den problemformulering jeg har valgt at undersøge. Således skrev jeg i starten ned, at jeg som udgangspunkt tog det for givet, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at det er muligt at påvirke klimaforandringerne på alle niveauer fra det globale samfund til det enkelte individ. Ligeledes var min tilgang til undersøgelsen præget af en teoretisk forforståelse, baseret på en række teorier om motiver for individers og gruppers handlinger, herunder de teorier som almindeligvis anvendes inden for politologien, fx rational choice. I løbet af processen vendte jeg flere gange tilbage til forforståelsen, for at sikre mig, at den indsamlede empiri refererede til en samlet helhed, uden at min forforståelse betød, at jeg gjorde vold på empirien. For Side | 24 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 mig handlede denne eksplicitering om, at jeg kunne bruge forforståelsen som fortolkningsredskab uden at forforståelsen antog deterministisk karakter. 3.2 Valg af informanter Som nævnt startede jeg mit case-studie med en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse. Det primære formål hermed var at rekruttere informanter til de kvalitative interviews, derudover fik jeg gennem spørgeskemaet etableret en baggrundsviden om den generelle forankring af klimatiltagene blandt beboerne i Studsgård. Denne brug af både den kvantitative og den kvalitative metode kan anskues som et skifte mellem macro- og micro-niveau (Bryman, 2004: p.461). Jeg anvendte forundersøgelsen til at få indsigt i den generelle forankring af klimatiltagene blandt beboerne i Studsgård, hvorefter jeg benytter mig af de kvalitative interviews til at forstå årsagerne til accept og deltagelse i forhold til de enkelte tiltag. Spørgeskemaet (bilag A) med 22 spørgsmål blev sendt ud til alle 275 husstande i Studsgård. Størstedelen af spørgeskemaerne (189) blev husstandsomdelt i Studsgårds byzone, og blev derfor blot adresseret til husstanden, hvilket betød, at de kunne udfyldes af enhver beboer indenfor husstanden. De øvrige spørgeskemaer blev sendt med post til de resterende husstande, og adressaten blev randomiseret inden for husstanden på baggrund af køn. Til den randomiserede udvælgelse blev brugt tilfældighedsgeneratoren i Microsofts Excel-program. Undersøgelsen opnåede en svarprocent på ca. 44% svarende til 120 returnerede spørgeskemaer. Blandt respondenterne viste det sig, at der var en overvægt af kvinder (60,5%), hvilket kan skyldes, at de husstandsomdelte spørgeskemaer ikke var randomiseret i forhold til køn. Det vurderedes dog ikke at have den store betydning, da spørgeskemaet primært skulle bruges til at udvælge informanter, og da der ikke her var en køns-bias. Spørgsmålene i spørgeskemaet var konstrueret omkring de to minimumselementer i forankringsmålet: accept og deltagelse. Accept var i spørgeskemaet operationaliseret med spørgsmål, der spurgte til, om respondenterne synes klima-tiltagene var en så god idé, at de ville anbefale andre landsbyer at indføre de samme tiltag. Bag- Side | 25 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 grunden for at spørge om de ville anbefale det til andre landsbyer var, at der i en anbefaling ville ligge flere overvejelser hos informanten, end hvis jeg blot havde spurgt til, om de selv synes, det var en god idé. Det var således for at sikre større grad af overvejelse i informantens svar på spørgsmålet. I spørgeskemaet blev der spurgt til deltagelse i relation til de enkelte klima-tiltag. Da deltagelse betyder noget forskelligt i de enkelte tiltag, blev svarkategorierne ikke helt ens i deltagelses-spørgsmålene, men væsentligst var det dog, at de gensidigt udelukkende hinanden og var forståelige. Det eneste deltagelses-spørgsmål, der efterfølgende viste sig at være forbundet med et forståelsesproblem, var spørgsmålet om deltagelse i vindmøllelauget. De informationer jeg havde fået om tiltaget tilkendegav, at tiltaget var længere fremme i realiseringsprocessen, end det rent faktisk var tilfældet. Det betød at deltagelsesspørgsmålet om vindmøllelauget ikke var lige så brugbart som de øvrige. Fordi processen med vindmøllelauget ikke var så langt fremme som først troet, viste det sig, at den eneste reelle svarmulighed til det deltagelsesspørgsmål var ’nej’. Da spørgeskemaerne alene blev brugt som rekrutteringsværktøj vurderede jeg, at det ikke udgjorde et problem, som ikke delvist kunne rettes op i interviewene. Jeg sørgede derfor for at spørge ind til informanternes deltagelse i dette tiltag på lige fod med de andre i interviewene, således at deres deltagelse i hvert fald blev tilstrækkelig belyst. Spørgeskema-spørgsmålet om deltagelse i vindmøllelauget udgik derfor fra videre behandling. Spørgsmålene i spørgeskemaundersøgelsen havde alene til formål at måle accepten og deltagelsen blandt beboerne i Studsgård. Formålet med de kvalitative interviews var derimod at belyse årsagerne til forankring. Dermed kunne jeg sikre at der var tale om to analytisk separérbare mål. Hvis begge skulle undersøges på lige fod i de samme interviews, ville der være en risiko for en sammenblanding, og for at min analyse blev tautologisk. Det tautologiske ville opstå, hvis fx årsagen til accept var, at noget var acceptabelt. Fordi spørgeskemaundersøgelsen have etableret en viden om informanternes accept og deltagelse, kunne jeg fokusere interviewene på årsagerne til denne accept og deltagelse. Side | 26 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Udover spørgsmålene om accept og deltagelse spurgte jeg i spørgeskemaundersøgelsen om, respondenterne var bekendte med de enkelte tiltag, fordi det kunne sige noget om den generelle bevidsthed i landsbyen om Studsgårds indsats som klimalandsby. Det sidste spørgsmål i spørgeskemaet gik på om respondenten ville deltage i et personligt interview om klima-initiativerne i Studsgård. 14 respondenter tilkendegav at de gerne ville deltage i et personligt interview. Dette tal blev dog i første omgang reduceret til 9, der kunne deltage på de mulige datoer, jeg havde givet dem. På selve dagen sprang endnu en fra, hvilket betød, at jeg endte med 8 respondenter til de kvalitative interviews. I nedenstående tabeller ses informanternes svar fordelt på henholdsvis deltagelses- og accept-spørgsmålene, i forhold til den generelle fordeling af alle respondenterne. Tabel 3. Oversigt over fordelingen på deltagelses-spørgsmålene. Deltagelses-spørgsmål Ja Nej Ved ikke 37 personer 83 personer - 1,3,5,6 2,4,7,8 - 62 personer 58 personer - 1,2,3,4,5 6,7,8 - 25 personer 84 personer 11 personer 1,3,6 2,4,7,8 52 Har du besøgt genbrugsbutikken i den nedlagte købmandsbutik? 86 personer 34 personer - Informant nr.: 1,3,4,5,7,8 2,6 - Har du været med til fællesspisning i Minihallen i 2011?1 Informant nr.: Har du benyttet dig af metalindsamlingen på torvet til at komme af med dit metalaffald?1 Informant nr.: Har du/I taget imod det gratis energitjek på din/jeres bolig? 1 Informant nr.: 1 Variablens svarkategorier er her reduceret til positive og negative svar ved hjælp af simpel rekodning. 2 Denne informant havde som den eneste undladt at svare på spørgsmålet, og kodes derfor som ’ved ikke’. Side | 27 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Tabel 4. Oversigt over fordelingen på accept-spørgsmålene. Accept-spørgsmål Ja Nej Ved ikke 59 personer 6 personer 55 personer 1,3,4,5,6 - 2,7,8 Synes du, at metalindsamlingen på torvet er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at indføre det? 87 personer 7 personer 26 personer Informant nr.: 1,2,3,4,5,6 7 8 Synes du, at det gratis energitjek er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at tilbyde deres beboere det? 81 personer 7 personer 32 personer Informant nr.: 1,2,3,4,5,6 7 8 Synes du, at vindmøllelauget i Studsgård er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at indføre det? 33 personer 6 personer 81 personer 1,3,4,5,6 - 2,7,8 Synes du, at genbrugsbutikken er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at indføre det? 73 personer 9 personer 38 personer Informant nr.: 1,3,4,5,6,7,8 - 2 Synes du, at fællesspisningen i Minihallen er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at indføre det? Informant nr.: Informant nr.: Det er således tydeligt at svarfordelingen hos de otte personer, der deltog i interviewene, ikke afviger væsentligt fra den generelle svarfordeling i spørgeskemaundersøgelsen. Spørgeskemaundersøgelsen gav mig, som nævnt, både en indsigt i hvem, der var interesseret i at tale med mig, men også hvem, der kunne være interessante at tale med. Jeg vurderede at de informanter, der var interesseret i at tale med mig, faktisk også var relevante og interessante at tale med. Alligevel må det siges, at de informanter jeg her fik fat i, primært var nogen der var aktive i forhold til det sociale liv i landsbyen, også i forhold til andre tiltag end klima-tiltagene. Det foranledigede, at jeg i nogen udstræk- Side | 28 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 ning trak på litteratur om elite-interviews i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af interviewene. Det vil jeg komme nærmere ind på i næste afsnit. Ifølge Bryman er udvælgelse af informanter gennem kvantitative metoder en god måde at bane vejen for efterfølgende kvalitative undersøgelser (Bryman, 2004: p.457). Andre ville dog mene, at udvælgelsen af informanter til kvalitative interviews er styret af en anden logik, som betoner strategisk og teoretisk udvælgelse (Mahoney & Goertz, 2006: pp.239-241). Der er imidlertid også et væsentligt pragmatisk element i udvælgelsen, idet man kun kan interviewe personer, man har adgang til, og som ønsker at stå til rådighed. I praksis kommer der derfor let et element af selv-selektion ind i billedet, fordi nogle er mere villige til at lade sig interviewe end andre. Forskerens roller bliver derfor, at kontrollere at denne selv-selektion ikke leder til systematiske fejlslutninger på grund af skævvridninger i datamaterialet. Hvor et element af selv-selektion er uundgåeligt, må man interessere sig for, hvordan de personer, som ønsker at deltage, adskiller sig fra de personer, som ikke ønsker at deltage. I praksis kræver denne kontrol, at man har en eller anden form for oversigtskendskab til den ”population”, som informanterne udvælges fra og som de anses at være repræsentanter for. Det handler ikke nødvendigvis om, at informanterne skal være repræsentative i kvantitativ forstand, men om at den strategiske udvælgelse af informanter kun er meningsfuld, hvis man har en fornemmelse for normaliteten og variationen i det undersøgte. Selvom en sådan baggrundsviden kan opnås med flere forskellige værktøjer, har jeg valgt at danne et oversigtskendskab gennem en kvantitativ forundersøgelse baseret på et kort spørgeskema udsendt til husstandene i Studsgård. Styrken ved en spørgeskemaundersøgelse er netop, at den kan give et overblik over normaliteten og variationen. Man kan diskutere, hvorvidt brugen af en spørgeskemaundersøgelse reelt løser problemet med selv-selektion i udvælgelsen af informanter til interviews, idet det stadig er op til respondenten at stille sig til rådighed for et personligt interview. Endvidere kan det problematiseres, at der ved brug af både en spørgeskemaundersøgelse og dybdegående interviews krydses forskningstraditioner, idet der anvendes både kvantitativ Side | 29 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 og kvalitativ metode. Det betyder, at det er begrænset, hvor meget spørgeskemaundersøgelsen kan bidrage til fortolkningen af datamaterialet fra de kvalitative interviews. Havde jeg derimod benyttet mig af observationer eller feltstudier havde disse formentlig nemmere kunnet bidrage til fortolkning af interviewdata, da disse indgår i samme forskningstradition. Dette er også baggrunden for, at det kvantitative datamateriale ikke anvendes i større udstrækning i analysen og fortolkningen. Til trods for at brugen af fx observationer kunne bidrage til fortolkningen, ville det dog have givet nogle problemer i forhold til udvælgelsen af informanter, som blev undgået ved anvendelsen af spørgeskemaundersøgelsen. Skulle jeg eksempelvis have rekrutteret til mine interviews på baggrund af mine egne observationer af deltagelse i klimatiltagene, ville jeg ikke kunne få dem med, der ikke deltager, fordi de simpelthen ikke ville indgå i mine observationer. Jeg kunne også have benyttet mig af min kontaktperson i Herning Kommune, som kunne have hjulpet mig med rekrutteringen. Selvom hendes observationer og erfaringer med beboerne i Studsgård formegentlig er langt mere omfangsrige end mine egne, ville jeg ikke have en fornemmelse af hvilke ’typer’ af observationer og erfaringer, hun baserede valgene af informanter på. Dette, såvel som de tidligere nævnte fordele ved rekrutteringen gennem spørgeskemaundersøgelse, var baggrunden for, at jeg fandt denne metode mest hensigtsmæssig til rekrutteringen af mine informanter. 3.3 Udformning og gennemførelse af interviews For at kunne svare på min problemformulering tager jeg udgangspunkt i kvalitative interviews, fordi denne tilgang til empirien tillader mig at komme helt tæt på Studsgårdbeboernes livssituation, meninger og holdninger. I de kvalitative interviews behandlede jeg som udgangspunkt mine informanter som elite-informanter. Det gjorde jeg i erkendelse af, at de er ’eksperterne’ på lige præcis det, jeg spørger dem om – klimatiltagene i Studsgård og Studsgård som klimalandsby. Det betød, at jeg tog udgangspunkt i litteratur om, hvordan man bedst forbereder og gennemfører elite-interviews. Helt overordnet lagde jeg derfor vægt på at min Side | 30 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 interviewguide var styret af mit formål med undersøgelsen og min konkrete problemformulering (Aberbach & Rockman, 2002: p.673). Selvom min interviewguide som udgangspunkt indeholdte de samme spørgsmål til alle mine informanter, havde deres svar på spørgeskemaundersøgelsen, givet mig en viden om dem som personer og deres specifikke accept og deltagelse i forhold til de enkelte klimatiltag. Det betød, at jeg kunne behandle informanterne mere individuelt, og vise dem at jeg var bekendt med deres svar og de holdninger, de havde givet udtryk for i spørgeskemaet. Formålet var også at give informanterne en vished om, at jeg som interviewer var forberedt, hvilket legitimerede den tid, informanterne brugte på interviewet (Zuckerman, 1972: p.164). For at sikre den bedst mulige udformning og gennemførsel af interviewene, var jeg desuden opmærksom på de kriterier, som Kvale (1997, pp. 152-153) opstiller for det gode interview. Nogle af disse kriterier er generelle anbefalinger om at bruge sin sunde fornuft, hvorimod andre fordrer mere systematiske og designmæssige overvejelser. I det følgende vil jeg kommentere på de sidstnævnte kriterier, og vurdere hvordan mine interviews lever op til disse. Kvales første kriterium handler om at intervieweren skal være velinformeret i sin tilgang til undersøgelsen. Derfor har jeg brugt tid på at sætte mig ind i de enkelte klimatiltag, der er blevet gennemført i Studsgård. Det er gjort blandt andet ved at læse en række politiske beslutningsdokumenter om etableringen af klimalandsbyen. De giver mig et indblik i hvilke politiske processer, der havde haft betydning for at lige Studsgård er blevet klimalandsby, og i de kommunalpolitiske ønsker til projektet. Endvidere orienterede jeg mig på Studsgårds egen hjemmeside for at få et indblik i, hvordan tiltagene og deres målsætninger blev beskrevet her. Yderligere har jeg haft et par samtaler med Herning kommunes Grønne Guide, er kommunens ressourceperson i projektet om Studsgård som klimalandsby. Samtalerne gav mig en forståelse for processen samt en idé om de udfordringer, der har været undervejes set fra kommunens synsvinkel. Endelig udgør informationen fra spørgeskemaundersøgelsen en god baggrundsviden omkring deltagelsen og accepten af hvert enkelt klimatiltag. Side | 31 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Kvales kriterium om at intervieweren skal være strukturerende, har jeg forsøgt at sikre gennem brugen af et semi-struktureret interview på baggrund af en spørgeguide (bilag B). Jeg startede hvert interview med at fortælle kort om mig selv og undersøgelsen. Jeg uddybede ikke informationerne omkring undersøgelsen fra starten, da jeg ikke ønskede at præge interviewpersonen til at fokusere på bestemte emner eller at blive fastlåst i begreber, jeg selv havde bragt på banen. Dog tilbød jeg at forklare nærmere om undersøgelsen efter interviewets afslutning, således at informanten kunne få en fornemmelse af, hvordan hans/hendes interview ville indgå i min opgave. Derudover afklarede jeg spørgsmålet om anonymitet og optagelse af interviewet. Umiddelbart herefter spurgte jeg ind til klima-tiltagene for at sikre tid nok til at få interviewpersonens svar på nogle af de vigtigste spørgsmål. Det første spørgsmål omhandlede informantens deltagelse i de forskellige klima-tiltag, idet svaret på dette spørgsmål dannede basis for mange af de efterfølgende spørgsmål. Herefter fulgte en række spørgsmål, der omhandlede informantens accept af de forskellige tiltag samt en vurdering af hvilke tiltag, der var bedst og dårligst i informantens optik. Disse vurderingsspørgsmål gjorde det muligt at konkretisere hvilke elementer i de forskellige tiltag der havde betydning for informantens deltagelse og accept. De næste spørgsmål i interviewguiden omhandlede igen informantens deltagelse, men omfattende denne gang deltagelse i landsbylivet mere generelt, idet der blev spurgt til mulige kommunikationsformer mellem borgerne i landsbyen og informantens sociale interaktion med de øvrige borgere i landsbyen. De sidste spørgsmål i interviewguiden omhandlede interviewpersonens opfattelse af tidsperspektivet på klima-tiltagene. Disse spørgsmål blev inkluderet i spørgeguiden ud fra den betragtning, at man kunne argumentere for, at hvis noget for alvor skal siges at være forankret, skal det skabe accept og deltagelse over længere tid (jf. afsnit 1.4). Da jeg ikke havde mulighed for at foretage interviews igen på et senere tidspunkt for at undersøge dette tidsperspektiv, kan disse spørgsmål åbne op for, at informanten kan kommentere på tidsperspektivet i form af hensigter og personlige vurderinger. Side | 32 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Hvis der var mere tid tilbage i interviewet, spurgte jeg ind til en række indsnævrende spørgsmål. I disse spørgsmål havde jeg forsøgt at operationalisere min teoretiske forforståelse af, hvilke dimensioner, der kunne være vigtige for accept og deltagelse. Kvales kriterium om klarhed forsøgte jeg at imødekomme både i interviewguiden og i de indsnævrende spørgsmål ved at stille enkle og klare spørgsmål. I forhold til de forberedte spørgsmål var dette ikke noget større problem, men det kan diskuteres, hvorvidt jeg fuldt ud levede op til kriteriet i forhold til de spørgsmål, der opstod mere spontant i interviewet. Sensitivitetskriteriet forsøgtes imødekommet ved, at jeg under og efter hvert interview tog en række noter, der kunne fungere som en form for ’evaluering’ af interviewet. Disse noter kunne vise, hvordan tingene blev sagt i interviewet, om der var noget, der blev undladt fra samtalen og eventuelt om den generelle stemning i interviewet. Til alle interviewene havde jeg konstrueret et matrix-skema, der knyttede sig til min forforståelse, og som kunne anvendes som et redskab til løbende at se, hvornår min forforståelse blev udfordret. Når nye emner kom frem under interviewene, og det blev tydeligt at min forforståelse blev udfordret, blev disse emner indføjet i skemaet. I nedenstående analyseafsnit beskrives nærmere, hvordan jeg i min analysestrategi behandlede både de emner, der var en del af min forforståelse, og de nye emner, der fremkom i interviewsituationen. Side | 33 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Tabel 5. Matrix-skema anvendt under interviewene. Spørgsmålstegnene indikerer ? Status/identitet Moral Betydning Netværk/driver Tidsperspektiv Deltagelse/Info Socialt Negativt Positivt plads til at nye emner som kan tilføjes under interviewene. Klimaspisning Metalindsamling Energitjek Vindmøllelaug Genbrugsbutik Brugen af skemaet under interviewene sikrede endvidere, at jeg kunne holde overblik over informantens svar og huske, hvad der var blevet sagt samtidig med at jeg bevarede en vis form for styring i interviewet (Kvales syvende kriterium). Man kan diskutere, hvorvidt brugen af et sådant skema kolliderer med det sjette kriterium Kvale opstiller, som handler om åbenhed. Alligevel vurderede jeg, at brugen af skemaet var værdifuldt, da det tillod en foreløbig analyse, mens interviewet fandt sted. Boolsen, 2004 påpeger da også, at Kvales kriterium om åbenhed formentligt handler mere om, at man som forsker tillader informantens synspunkter at komme til orde og er opmærksom på, at disse kan adskille sig fra forskerens egne fortolkningsmodeller (Boolsen, 2004: p.106). Alle interviews er transskriberet i fuld længde ud fra fastlagte retningslinjer (inspireret af Brinkmann & Tanggaard, 2010: p.44). Den fulde transskribering af interviewene samt retningslinjerne vedlægges som bilag D. Side | 34 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 3.4 Analyse Til at analysere mine kvalitative interviews tager jeg udgangspunkt i en analysestrategi, der er inspireret af Grounded Theory. Ifølge udviklerne af Grounded Theory har tilgangen den styrke, at den teoretiske udvikling kommer til at ligne ”virkeligheden”, fordi den udspringer af data (Strauss & Corbin, 1998: p.12). Mere specifikt benytter jeg mig af en senere udvikling af Grounded Theory, der indebærer analytisk induktion, således at der i analysen er tale om en stadig vekselvirkning mellem empiri og teori (Boolsen, 2010: p.207). Med analytisk induktion har jeg således mulighed for at tage udgangspunkt i det empiriske materiale, men samtidig behandle det på en systematisk måde ved at lede efter generelle forklaringer på min problemformulering (Bryman, 2004: p. 537). Denne analysestrategi tillader mig desuden at vedgå min forforståelse, samtidig med at denne kontinuerligt udfordres og revideres ved mødet med empirien. Herved lever analysen op til det hermeneutiske ideal for videnproduktion. Til Grounded Theory hører en generel metodologi, der skal sikre tilgangens anvendelighed både i forhold til åbne og mere lukkede problemstillinger (Boolsen, 2010: p.208). Det betyder, at nogle af de tilhørende kodningsprocedurer er mere relevante for mit analysearbejde end andre. Da min problemformulering og mit genstandsfelt må betegnes som veldefinerede, anser jeg det således som mest relevant at starte analysen med en selektiv kodning. De selektive koder der benyttes tager udgangspunkt i de samme kategorier, som jeg ud fra min forforståelse lagde til grund for designet af min spørgeguide og designet af det tidligere omtalte matrix-skema. I det systematiske møde med empirien måtte mine umiddelbare indtryk af kategoriernes relative uafhængighed imidlertid revideres, da flere koder indholdsmæssigt viste sig at være stærkt forbundne. Nogle koder måtte endvidere omdøbes og justeres, så de i højere grad svarer til informanternes faktiske måde at tale om tingene på. Hvor de selektive koder havde svært ved at indfange det åbenbare meningsindhold i informanternes forklaringer, gennemførte jeg dernæst en åben kodning på de pågældende tekststykker. Denne kodning skulle sikre en kategorisering af perspekti- Side | 35 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 ver, der ikke var tydelige i de selektive koder, og dermed supplerer de indsigter, som den indledende kodning havde givet anledning til. En tilsvarende fremgangsmåde er kort beskrevet i Boolsen (2006: p.158). I nedenstående tabel præsenteres analyseprocessen i oversigtsform. Side | 36 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Tabel 6. Oversigt over analyseprocessen. Emner der Begreber inindgik i formanterne spørgeguiden typisk bruger Det sociale Tordenskjolds soldater, frivillighed, sætte ting i gang, samvær. Socialt samvær Betydningen af sociale tvangsmekanismer, samt gruppens historik. Landsbyens status Passe på vores by, synlighed, opbakning, vi nævnes. Landsbyens status Eksistensgrundlag, udrydde os Konsekvenser selv, det gør en forskel. Moral Ansvar overfor fremtidige generationer. Ildsjæle Selektive koder Betydningen af selektive incitamenter. Penge, tid, besvær, afstand. Ildsjæle, drivMotivation kræfter, handlefra en bestemt kraftige aktør mennesker. Supplerende emner fremkommet i interviewene Hypoteser inspireret af Olson Ressourcer Ressourcer Betydningen af enkeltpersoners interesse i det offentlige gode. Handlingens betydning Samlede penge til at redde købmanden, bevarede skolen. Erfaringer Dagligdag, tradition, vanesag, plejer at gøre. Vaner og traditioner Åbne koder Emner der indgik i min forforståelse Analytiske koder Betydningen af forventningerne til andres bidrag. Side | 37 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Som det fremgår af tabellen havde jeg forskellige tilgange til hver del af datakonstruktionsprocessen. Jeg startede ud med en forforståelse, som dannede udgangspunkt for mine interviews. Heri lå en ambition om at være åben overfor empirien og tilgå den induktivt, men det er klart, at der samtidig er et deduktivt element, som består i, at spørgeguiden er formuleret på baggrund af min forforståelse af, hvad der er vigtigt at spørge ind til og vide noget om. I interview-processen bliver min forforståelse revideret, hvilket betyder, at de analytiske koder jeg kommer frem til, er min vurdering af, hvad der er vigtigt på baggrund af den reviderede forståelse. Igen er der arbejdet ud fra en induktiv ambition om, at lade empirien være udgangspunkt for dannelsen af teori (her som analytiske koder). Som det ses af tabellen, fremkom der supplerende emner i interviewsituationen, som blev taget med i dannelsen af de analytiske koder. Disse supplerende emner er i høj grad en konsekvens af den åbne tilgang til empirien. Efterfølgende sammenholdt jeg de analytiske koder med de hypoteser, jeg har opstillet med udgangspunkt i Olsons teori. Resultatet af hypotesetesten vil fremgå af næste kapitel. Forestillingen om at teste hypoteser empirisk er klart deduktiv. I min proces er der dog ikke tale om, at hypoteserne bliver styrende for datakonstruktionen, idet jeg sammenligner de analytiske koder, som allerede er et resultat af analysen, med dem som kan forventes ud fra teorien. Der er således ikke tale om, at hypoteserne testes direkte på det empiriske materiale, hvilket er udgangspunktet i en ren deduktiv tilgang. Anvendelsen af de forskellige tilgange til de forskellige stadier i analyseprocessen bidrog til den hermeneutiske tilgang til videns dannelse, idet de tillod mig at sikre balancen mellem brugen af min forforståelse som fortolkningsredskab og samtidig lade empirien tale og derigennem udfordre forforståelsen. Desuden gav det mulighed for en konstant vekselvirkning mellem del og helhed, idet jeg kunne sikre en stadig bevægelse mellem de enkelte dele af empirien og helheden i empirien i relation til de enkelte dele af teorien og helheden i teorien. Det er især denne bevægelse, der præsenteres i det følgende resultatkapitel. Side | 38 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 3.5 Supplerende empiri-indsamling Hoveddelen af empirien er som beskrevet de otte informanter, jeg rekrutterede ved hjælp af spørgeskemaundersøgelsen. Der er dog en teoretisk hypotese fra Olson, som vanskelig lader sig afklare på baggrund af det oprindelige datamateriale. Jeg fandt det derfor fordelagtigt at gennemføre yderligere et interview med en såkaldt ”ildsjæl” (ildsjæl B, som er beskrevet i resultat-afsnittet om ildsjæle). Dette interview skulle specifikt bruges til at undersøge den teoretiske hypotese om en person, der har stor nytte af, at det kollektive gode tilvejebringes, kan være villig til selv at bære en større del af omkostningerne. Interviewet kom af praktiske årsager meget sent i specialeforløbet2, og adskiller sig fra de andre interviews ved at være et telefoninterview, og ved at være mere fokuseret og hypotesetestende. Da dette supplerende interview primært havde til formål at undersøge hypotesen om ildsjælens særlige engagement, vil det primært indgå i resultatafsnittet om ildsjæle (afsnit 4.4). Det var dog bemærkelsesværdigt, at denne informant talte om ’handlingens betydning’ på en måde, som afveg radikalt fra den måde, de andre informanter talte om det på. Derfor fandt jeg det også relevant at inddrage ildsjælen i forbindelse med resultatafsnittet om handlingens betydning (afsnit 4.5), for at medtage ildsjælens usædvanlige betoning af klimasagens vigtighed. 4 Resultater I dette kapitel præsenteres analyseresultaterne. På baggrund af den selektive og den åbne kodning af de kvalitative interviews identificerede jeg en række faktorer, som informanterne i forhold til de enkelte klimatiltag oplever som vigtige for deres accept og deltagelse. Kapitlet er struktureret efter disse faktorer. I forhold til hver faktor præsenteres først det centrale meningsindhold og min fortolkning heraf. Denne præsentation understøttes af udvalgte citater, som tydeliggør relationen mellem empiri og fortolkning. Herefter sammenholdes præsentationen af empirien med de hypoteser jeg 2 Det er derfor heller ikke transskriberet, men vedlægges som lydfil, og henvisningerne er til tider i lydfilen. Side | 39 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 har opstillet på baggrund af Olsons teori om kollektive handlingsdilemmaer. Hypoteserne undersøges gennem idealet om falsifikation, hvilket betyder, at jeg vil lede efter det modsatte af, hvad hypotesen siger i et forsøg på at be- eller afkræfte den (Andersen & Boolsen, 2010: p. 49). 4.1 Ressourcer Når informanterne skulle forklare deres accept og deltagelse eller mangel på samme, handlede det typisk om ressourcer. Ressource-overvejelser forbundet med de enkelte tiltag var således væsentlige for accepten og deltagelsen i tiltagene, idet gevinster og krav om ressourcetilførsel virkede henholdsvis fremmende og begrænsende. Disse overvejelser handlede om ressourcer bredt set, både økonomiske, tidsmæssige og mobilitetsressourcer. Endvidere handlede det både om de ressourcer som informanten selv rådede over, og om de ressourcer der var indeholdt i klima-tiltagene. Ofte blev disse sat i forhold til hinanden. Når informanterne fx taler om, hvad det koster at få lavet nye energirigtige vinduer i deres hus, betyder det at det klimatiltag, der handler om energitjek af huset, har stillet dem nogle økonomiske omkostninger i udsigt. Her bliver deres beslutning om at acceptere tiltaget og deltage i det, afgjort af en vurdering af tiltagets omkostninger, set i forhold til deres egen personlige ressourcekapacitet. Eller når informanterne taler om, hvor meget tid de bruger på at deltage i klimaspisningen, så laver de en afvejning af klimaspisningens tidsforbrug i forhold til den overskudstid, de disponerer over. Dermed kan relationen mellem individuelle ressourcer og ressourcekrav/forventede gevinster, der er forbundet med et givent klimatiltag virke fremmende eller begrænsende. Ressourceovervejelserne hos informanterne knytter sig både til deres deltagelse i tiltagene, som eksemplet med energirenoveringen viser, og deres accept af dem. Hvis de oplever, at den tid de har til rådighed i løbet af dagen ikke tillader tid til at deltage i et bestemt klima-tiltag, er accepten af tiltaget meget lille. De oplever enten et pres på at ændre deres allokering af den tidsmæssige ressource, eller oplever det som en bebrejdelse af, hvordan de som individer bruger deres tid. Et sådant pres opleves som Side | 40 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 uretfærdigt, og accepten falder. De individuelle ressourcer opleves i høj grad som et vilkår som kun i begrænset omfang kan ændres, hvorimod omkostningerne forbundet med de enkelte tiltag ikke er underlagt samme begrænsning. Dette ses for eksempel i nogle af informanternes beskrivelse af, at starttidspunktet for klimaspisningen på et tidspunkt blev ændret for at tage hensyn til små-børnfamiliernes tidsplan for spisning (ID1, linje 119-131; ID3, linje 2380-2387; ID4, linje 2566-2576)3. Der er således en række generelle overvejelser, der gør sig gældende for både økonomi, tid og mobilitet; men der er også forskel på, hvordan de enkelte ressourcer påvirker den konkrete deltagelse og accept af de enkelte klimatiltag. Endvidere er overvejelserne om de enkelte ressourcer ofte knyttet til forskellige klimatiltag. Blandt de informanter der har en høj grad af accept af klima-tiltagene og har et ønske om at deltage, udtrykkes der stor tilfredshed med de tiltag, der både indeholder en klimagevinst og en økonomisk gevinst. I de tilfælde hvor et klimatiltag ikke er økonomisk fordelagtigt, betyder det en lavere grad af accept og deltagelse, uanset hvilke klimamæssige fordele der ellers kunne tilknyttes handlingen. Her skal man ’lige klappe hesten’ (ID1, linje 62-66) i forhold til bare at vælge det mest klima-venlige alternativ. Et tiltag der har store klimamæssige gevinster men høje omkostninger, vil således ikke opnå høj accept og deltagelse. Det der er fremmende for beboernes deltagelse, er derimod kombinationen af klimagevinster og økonomiske gevinster. Én informant taler om en næsten kausal sammenhæng mellem økonomiske udgifter og tilbøjeligheden til deltagelse, således at når noget er billigt eller gratis, betyder det deltagelse, uanset hvordan accepten af tiltaget ellers er (ID2, linje 1153-1159). Selv i de tilfælde hvor informanterne har en forventning om, at et givent tiltag er både økonomisk og klimamæssigt gavnligt, er der stadig en bekymring omkring risiciene og usikkerhederne i tiltagets tidsmæssige perspektiv. Det bedste eksempel herpå er informanternes beskrivelse af det gratis energitjek, som tre af dem havde modtaget, og som er det klimatiltag, der tydeligst er forbundet med direkte økonomiske gevinster. Forslag som 3 Henvisninger til interview-materialet har følgende form: ID(nr.) henviser til informant nr. Linje nr. henviser til den fortløbende linjenummerering der på tværs af de transskriberede interviews. Interviewene vedlægges på CD. Side | 41 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 solceller på taget, mere isolering i huset eller energirigtige vinduer var acceptable nok hos de tre informanter som havde taget imod energitjekket, men lange udsigter til et økonomiske afkast virkede afskrækkende i forhold til at tage skridtet fuldt ud. I disse situationer var udgiften, som skulle lægges her og nu meget sikker og meget virkelig, mens det afkast, der skulle komme nogle år frem i tiden, var risikofyldt og usikkert (ID3, linje 2237-2244; ID4, linje 4628-4635). De anbefalinger, som energitjekket afstedkom, lagde op til, at den enkelte husstand skulle bære de økonomiske omkostninger uden sikkerhed for en fremtidig økonomisk gevinst. En enkelt informant gav i denne sammenhæng udtryk for, at bekymringen over de økonomiske risici nok er større blandt den ældre generation end blandt den yngre generation på grund af det lange tidsperspektiv, der er forbundet med investeringen (ID6, linje 4638-4640). Når informanterne har fået et energitjek, med ideer til forbedringer, skal det kunne betale sig i forhold til de andre muligheder, der er til stede (ID1, linje 62-80). Gevinsten skal samtidig være af en vis størrelse (ID2, linje 1011-1022). Hvis disse to forhold er opfyldt, kan økonomi imidlertid virke som en god motivationsfaktor for deltagelse og accept (ID7, linje 4728-4730; ID8, linje 5957-5962). Nogle informanter siger tilsvarende, at økonomisk belastende tiltag er mindre acceptable (ID6, linje 4256-4264). Økonomisk belastende klimatiltag kan simpelthen få folk til at flygte: ”[…] det kan jo godt komme til at betyde økonomi for folk, og der skal man jo lige træde lidt mere varsomt og ikke tvinge folk til noget, for så flygter de […]” (ID2, linje 1147-1152). Den tidsmæssige ressource bliver af informanterne ofte brugt lidt på samme måde, som den økonomiske ressource. Økonomiske overvejelser indgår i forhold til flere af tiltagene, mens tidsmæssige overvejelser alene knytter sig til klimaspisningen, hvor tid udgør en begrænsende faktor. Den tidsmæssige ressource anvendes også kun til at beskrive informantens deltagelse i tiltaget eller mangel på samme, ikke i forhold til deres accept af tiltaget. De tidsmæssige overvejelser udtrykkes ofte i en lidt ’undskyldende’ Side | 42 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 tone, hvor manglende deltagelse i tiltagene forklares med, at man har travlt, eller at andre aktiviteter ligger på samme tidspunkt som klima-tiltaget (ID1, linje 110-122; ID8, linje 5586-5593). Denne undskyldende tone kan skyldes, at informanterne oplever det som mindre legitimt at anvende tidsbegrebet som en forklaring på deres manglende deltagelse i et ellers acceptabelt tiltag. En informant forklarer konflikten mellem initiativets acceptabilitet og familiens manglende deltagelse på følgende måde: ”Jamen, det er tit fordi, det har passet dårligt ind, fordi vi har en datter på fire år, og så ligger det for sent til næsten, at hun skal, ofte så ligger det enten sådan lidt sent, eller også så ligger det bare desværre – fordi jeg har vagt på den skole, hvor jeg arbejder og sådan noget […] så arbejdsmæssigt har det ikke passet særligt godt og sådan noget så det er der, fordi det har været uheldigt at ramme nogle gange, hvor det ikke passede særligt godt. Men det er sagtens noget, nu kan jeg se næste, gang der ligger det sådan lidt tidligere, så der kunne man sagtens finde på at deltage i det her.” (ID4, linje 2569-2576). Men det er også tydeligt at se at informanten har vanskeligt ved at forklare manglende deltagelse med manglende tidsmæssige ressourcer, og den undskyldende tone træder især frem i den sidste del af citatet. I denne beskrivelse opfatter informanten den manglende tidsmæssige ressource, som noget der kan løses gennem en anderledes strukturering af tiltaget. En enkelt informant giver udtryk for, hvor man bedst kunne optimere udnyttelsen af en ressourceinvestering: ” […] jeg synes ikke det er dyrt, men jeg synes, at når man betaler de der femogtres kroner for voksne og femogtredive for børn indtil konfirmation, tror jeg det er, så synes jeg også at man skal have tid til at være der, og tid til at få spist det, der er ikke også, ellers så er det lidt ærgerligt, hvis man kun når en portion suppe.” (ID3, linje 1737-1741). Side | 43 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Ligesom med økonomi og tid beskriver informanterne mobilitetsressourcerne som vigtige for deres accept og deltagelse. Disse overvejelser knytter sig alene til tiltaget med metalindsamlingen og brugen af containerpladsen mere generelt. Hvor man tidligere skulle køre til Herning (ca. 10 km) for at komme af med metal og pap, betød etableringen af containerpladsen at denne mulighed nu rykket væsentligt tættere på. Det var der stor tilfredshed med blandt to af informanterne. Der er en tydelig opfattelse af, at hvis tiltagene bare er tæt nok på, vil man vælge at bruge det mest klimavenlige alternativ (ID3, linje 2464-2490). Et klimatiltag der ligger tæt på bopælen, kræver ikke så mange mobilitetsressourcer fra individet, og derfor er den fysiske nærhed en fremmende faktor ved metalindsamlingen. En informant beskriver tydeligt, hvordan oprettelsen af containerpladsen i Studsgård har ændret incitamentet til klimavenlig adfærd: ”[…] så skulle man jo køre til Herning med det, og det gjorde man jo ikke, så skar man det i strimler og så puttede man det ned i skraldespanden. Så der var ikke meget genbrug i det. Det er bedre, for nu kan man komme af med en ordentlig papkasse på én gang. Men det skal man da også være klar over, hvis man laver den slags, det skal være forholdsvis let for folk, for ellers kommer det ikke til at virke.” (ID2, linje 1434-1446). Selvom det ikke siges eksplicit, kan man anskue mobilitetsressourcen som en udløber af både den tidsmæssige ressource og den økonomiske ressource. Hvis man ikke skal flytte sig langt for at komme hen til tiltaget, tager det heller ikke så lang tid, og det koster ikke penge i form af benzin eller transport på anden vis (ID4, linje 2549-2556). Spørgsmålet er nu, om vi ud fra Olsons teori om kollektive handlingsdilemmaer kan forstå informanternes gentagne henvisning til ressourcemæssige overvejelser som vigtige for deres accept og deltagelse? Teorien om kollektive handlingsdilemmaer giver netop anledning til en hypotese om, at de selektive incitamenter forbundet med et Side | 44 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 givent tiltag vil fremme deltagelsen og accepten af pågældende tiltag. Dette spørgsmål kan man umiddelbart besvare bekræftende. Det er tydeligt at de økonomiske selektive incitamenter indgår som en væsentlig faktor i informanternes overvejelser omkring klimatiltaget. I informanternes vurderinger om deres egne ressourcer i forhold til de ressourcer, der knytter sig til tiltaget, fx deres egen økonomiske situation i forhold til at lave energirigtig renovation, er der tale om en cost-benefit-analyse. Informanterne udviser her tydelige nyttemaksimerende præferencer i forhold til at handle på den ene eller den anden måde. Når informanterne taler om mulige økonomiske gevinster ved at deltage i klimatiltagene, kan det forstås som muligheden for at få selektive incitamenter. For eksempel udtrykker informanterne stor tilfredshed med de klimatiltag, der giver dem en økonomisk gevinst, fordi deres deltagelse i at fremme det kollektive gode – reduktion af CO2-udledningen – belønnes med et personligt økonomisk selektivt incitament. Der er således en del i empirien, der støtter den teoretiske hypotese om at selektive incitamenter har betydning. Der er dog også enkelte dele af empirien, der modbeviser hypotesen. For eksempel passer det ikke med hypotesen, at de investeringer som energitjekket gav anledning til, ikke nødvendigvis blev foretaget, selvom det nok godt kunne betale sig. Alligevel vurderer jeg ikke, at det er tilstrækkeligt til at falsificere pointen om, at selektive incitamenter virker fremmende. Det er almindelig kendt inden for økonomisk teori, at penge i hånden i dag er mere værd end penge i morgen. At folk er risikoaverse betyder ikke, at de ikke orienterer sig efter økonomiske gevinster, som er det, hypotesen lægger op til. Hypotesen om at selektive incitamenter har en betydning, kan derfor ikke klart afvises, men måske er selektive incitamenter i den ressourcemæssige forstand som beskrevet i dette afsnit ikke de eneste incitamenter, der er værd at overveje og som kan virke fremmende. Den anden relevante teoretiske hypotese er, at fraværet af selektive incitamenter virker begrænsende for accept og deltagelse. Igen virker det umiddelbart sandsynligt, at det er tilfældet set i forhold til informanternes beskrivelse af, at deres accept og deltagelse bliver mindre, når fx den økonomiske gevinst forsvinder, bliver mindre eller er Side | 45 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 præget af usikkerhed. Modsat kunne man dog sige, at der ikke umiddelbart er forbundet et ressourcemæssigt selektivt incitament med et tiltag som den fælles klimaspisning. Igen er dette ikke nødvendigvis nok til at afvise hypotesen, da selektive incitamenter også kan have en anden form end den rent ressourcemæssige. 4.2 Socialt samvær Det sociale samvær med andre beboere i landsbyen fylder generelt meget hos informanterne. I deres beskrivelser af, hvad der kendetegner Studsgård som landsby, er det det sociale samvær og det rige foreningsliv, der bliver fremhævet. Folk snakker meget med hinanden, og de fleste af informanterne kender mange af de andre beboere i landsbyen. Informanterne beskriver den vigtige balance mellem at have et stærkt socialt samvær på den positive måde, hvor beboerne tjekker op på hinanden og sikrer sig, at naboerne har det godt, og den negative måde, hvor det sociale samvær nærmer sig snageri og sladder (ID3, linje 2149-2155). Der er dog overordnet set en opfattelse af, at det sociale samvær i landsbyen holder sig på den positive side (ID2, linje 1057-1060; ID8, linje 5501-5508). En informant beskriver det sociale samvær i Studsgård i spøgefulde toner: ”Jeg ville jo sige, at det er en landsby, hvor det er, at går du hen og dør, så kommer du ikke til at ligge ret længe, før du bliver opdaget. Og det kan være positivt eller negativt, men jeg synes faktisk det er positivt” (ID7, linje 4763-4765). Det sociale samvær i landsbyen er som nævnt meget vigtigt for alle informanterne. Også blandt dem der ikke har deltaget så meget i klimatiltagene, men især hos dem der har deltaget meget i klimatiltagene bliver det sociale samvær trukket frem som en fremmende faktor for accept og deltagelse. Den indsats der gøres for at skabe socialt samvær i byen, er ofte omtalt i rosende toner (ID1, linje 679-689; ID7, linje 50615065; ID8, linje 5714-5720). Det sociale samvær bliver i informanternes beskrivelser manifesteret både ved de mange sociale arrangementer, de mange foreninger i Studs- Side | 46 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 gård (ID3, linje 2037-2053), de forskellige institutioner, der ligger i byen (ID4, linje 2595-2598), og det generelle forhold, der er mellem naboer (ID1, linje 582-587). Det sociale element i klimaspisningen bliver af to af de informanter, der har deltaget i tiltaget, nævnt, som den vigtigste motiverende faktor i forhold til deres deltagelse (ID1, linje 84-85; ID3, linje 1717-1720), mens klima-delen af dette tiltag blot sås som en ekstra gevinst; ”Ja, det jeg tror motiverer, det er samværet, og det at det er nemt, og så er der ekstra gevinsten, at det så er klimavenligt. Det er ikke mit indtryk, at vi går til fællesspisning, fordi vi vil være klimavenlige, men vi går hen og spiser, fordi vi gerne vil være en del af det samvær […]” (ID3, linje 2361-2364). Derfor blev den fælles klimaspisning også beskrevet som et initiativ, der er med til at opretholde det gode sociale samvær i landsbyen (ID3, linje 1937-1944). Initiativet sikrer, at de beboere der ikke naturligt kommer sammen med andre, fx fordi de ikke længere har børn i den lokale skole eller ikke er frivillige i foreningerne, stadig kan møde deres naboer og være fælles om noget (ID5, linje 3122-3126). Også hos en af informanterne, som ikke har deltaget i spisningerne, er der en tilkendegivelse af, at det positive ved tiltaget er det sociale samvær og muligheden for at møde nye mennesker (ID4, linje 2800-2811). Ud over klimaspisningen, som naturligt besidder et socialt element, bliver også genbrugsbutikken nævnt som et klimatiltag, der bidrog til det sociale samvær i byen. En informant beskriver det som landsbyens nye samlingssted efter lukningen af deres lokale købmand. Med åbningen af genbrugsbutikken i de gamle købmandslokaler har genbrugsbutikken bidraget til det sociale sammenhold: ” […] vi havde jo en købmand før der, som lukkede, og så det [etableringen af genbrugsbutikken] er med til ligesom at skabe lidt liv og lidt sammenhold og et Side | 47 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 sted, hvor folk de kan mødes. Lidt liv i byen, det er sådan set det jeg godt kan lide ved det.” (ID8, linje 5418-5422). En anden informant, der selv arbejder frivilligt i genbrugsbutikken, beskriver hvordan tiltaget bruges til at koordinere sociale handlinger i byen. For eksempel samles der ind til en fælles bårebuket fra landsbyen ved begravelser, eller til gaver ved jubilæer (ID5, linje 3786-3806). At disse sociale handlinger koordineres fra butikken, som karakteriseres som byens samlingspunkt, betyder, at klimatiltaget omkring genbrugsbutikken på mange måder cementerer det sociale sammenhold og samvær, der i forvejen eksisterer i landsbyen. Foreningslivet bliver igen og igen trukket frem som det, der er med til at opretholde det sociale sammenhold og holde liv i byen, når informanterne bliver spurgt om, hvad de mener andre landsbyer kunne lære af Studsgård (ID7, linje 5008-5019): ”[…] det der med at være frivillig og skulle sætte nogle ting i gang, det tror jeg måske godt nogle landsbyer, kunne lære noget af nogle steder” (ID4, linje 2872-2878). Foreningslivet bliver betragtet som det bærende element for socialt samvær og det som er med til at skabe opbakning til klimatiltagene i landsbyen. Af denne grund udtrykker nogle af informanterne bekymring for manglen på nye frivillige kræfter. Disse informanter peger på, at folks uvillighed til at engagere sig i frivilligt arbejde er et udtryk for en mere generel holdningsændring (ID1, linje 293-303): ” Jamen, jeg tror folk, de kan ikke, altså for mig at se, så er folk, de er blevet mere egocentreret, der er ikke noget med, at man skal ligesom hjælpe hinanden i flok og gøre noget frivilligt arbejde, det er de unge ikke så gode til som vi andre, vi er opdraget til eller er vokset op med, må man sige.” (ID5, linje 3394-3397). Når der skal rekrutteres folk til foreningerne eller til bestemte tiltag, må det derfor foregå ved at stemme dørklokker (ID6, linje 4535-4542) eller at prikke til bestemte folk i ens netværk, som en informant beskriver det. Side | 48 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 ”[…] jeg tror endda, det er nemmere, fordi folk snakker med hinanden, og de skubber på – ’du skal da lige være med her’ ikke også og ’det kan da ikke passe’, det er jo mange gange ikke bare på generalforsamlingen, men indimellem at man får snakket folk ind.” (ID2, linje 1359-1362). Når informanterne taler om foreningslivet og de frivillige kræfter (eller mangel på samme), der eksisterer i Studsgård, betegner de dem ofte som ’Tordenskjolds soldater’ (ID3, linje 2041-2044; ID4, linje 2754-2758; ID5, linje 3195-3197): ” Ja, der er lidt variation på det, men det er ikke meget, altså jeg tror også, at mange de skifter sådan fra forening til forening, så har man siddet en periode i der og så sidder man en periode der, og så sidder man, sådan tror jeg det er lidt. Det er lidt Tordenskjolds soldater, det er det.” (ID4, linje 2631-2634). Der bliver således givet udtryk for, at det ofte er de samme mennesker, der støtter op om de tiltag, der igangsættes og leverer den frivillige indsats, der skal til, for at få gennemført et givent projekt. Selvom foreningslivet i Studsgård giver rig mulighed for at lære andre folk at kende, påpeger to informanter dog, at man skal ville det for at lære folk at kende i Studsgård (ID4, linje 2814-2820; ID8, linje 5887-5899). Dette ligger igen i forlængelse af, at det stærke sociale samvær ses positivt, idet man selv kan vælge, i hvor høj grad man vil være en del af det. Interessant nok bor disse to informanter på en privat vej, hvor man har sit eget fællesområde (ID4, linje 2677-2682; ID8, linje 5453-5484). De er samtidig to af informanterne, der havde deltaget mindst i klimatiltagene, og ingen af dem havde deltaget i klimaspisningen, som er det klimatiltag med det tydeligste sociale element. Jeg spurgte den ene informant, om hun følte sig uden for i forhold til resten af byen og om hun oplevede et pres for at være med i et fællesskab med resten af landsbyen. Hvortil hun svarede: Side | 49 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 ”Nej, ikke nødvendigvis andet end hvad man selv vælger, altså vi har ikke gjort så meget for sådan at blive integreret i byen som sådan, det har mere været altså, vi har nok gået mere op i at bare få nogle gode naboer og få et godt forhold til dem her. […] vi vil ikke, fordi det er sådan en lille by, så vil vi heller ikke involvere os alt for meget i for meget, for det er også – selvom det er en dejlig by – så er det også sådan snakke, snakke, snakke og det gider vi ikke rigtig at være en del af.” (ID8, linje 5887-5899). Hermed indikerer informanten, at der ikke er noget pres for at være med eller ikke at være med, men at det er noget man selv vælger. Informanternes sociale samvær med de øvrige beboere i landsbyen og deres deltagelse i de sociale arrangementer, kan således både virke som en fremmende og en begrænsende faktor for accept og deltagelse. I de opstillede teoretiske hypoteser foreslås det, at hvis et klimatiltag bliver igangsat i en allerede eksisterende gruppe, vil omkostningerne i forbindelse med organisering og informationsdeling være minimale eller slet ikke nødvendige. Det vil virke fremmende for accept og deltagelse, i modsætning til hvis klimatiltaget bliver igangsat i en ny gruppe. Det er tydeligt ud fra empirien, at eksistensen af de mange foreninger og sociale arrangementer, og tilstedeværelsen af ’Tordenskjolds soldater’, som bakker op om de tiltag, der igangsættes, har gjort det nemmere at etablere klimatiltag. Der er således understøttelse til hypotesen om, at det er fremmende, når klimatiltag igangsættes i en allerede eksisterende gruppe. Dog er det svært at vurdere, hvor stor betydning det har, at det kan være vanskeligt at skaffe nye frivillige kræfter. Det kan betyde, at den eksisterende gruppeorganisering er ved at falde fra hinanden. Dette vil foranledige en begrænsende virkning på accept og deltagelse. På baggrund af empirien er det imidlertid svært at afklare, om dette er tilfældet. Ligesom med ressourcer understøtter betydningen af det sociale samvær den teoretiske hypotese om, at selektive incitamenter (her af en social karakter) virker fremmende for accept og deltagelse. Denne hypotese understøttes tydeligt i informanternes Side | 50 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 udtalelser. Når både den ressourcemæssige og den sociale faktor således anskues sammen ud fra teorien, må det siges, at selektive incitamenter har stor betydning for informanternes accept og deltagelse i klimatiltagene. En anden relevant teoretisk hypotese handler om, at der kan benyttes sociale tvangsmekanismer som en fremmende faktor. Denne hypotese er umiddelbar svær at enten be- eller afkræfte med henvisning til informanternes forklaringer. På den ene side siger nogle af informanterne, at de ikke oplever noget pres for at deltage socialt og at man selv kan vælge, hvor social man vil være med de andre beboere. På den anden side virker det påfaldende, at to informanter, som ikke har deltaget så meget i klimatiltagene og kun i de tiltag, der har en mindre grad af et socialt element, bor på en privat vej, hvor de har deres eget fællesområde. Endvidere virker det sandsynligt, at i en landsby, hvor de fleste kender hinanden og til en vis grad holder øje med naboernes gøren og laden, er muligheden for at benytte sociale tvangsmekanismer i form af inklusion og eksklusion til stede. Som sagt er det dog vanskeligt at svare entydigt på ud fra empirien. 4.3 Landsbyens status Til tider taler informanterne i ’stolte toner’ om klima-tiltagene som noget, der er med til at gøre deres landsby særlig. Der er hos informanterne således en intern stolthed over byen og det, at byen har formået at stable klima-tiltagene på benene. Noget der har betydning for deres accept og deltagelse. Mange af dem påtager sig da også et ansvar ved at bidrage til, at de alle forsat kan være stolte af den by de bor i: ”[…] vi vil da alle sammen gerne være i en pæn by ikke også, i en hyggelig by, og det er bare et spørgsmål om at passe på vores by.” (ID1, linje 497-498). Denne informant påpeger endvidere, at den måde beboerne i Studsgård er fælles om at passe på landsbyen, ikke vil kunne lade sig gøre i en større by som Herning, men er noget, der er særligt for mindre landsbyer. Udover den interne stolthed forklarer mange informanter, hvordan igangsættelsen af klimatiltagene har medført en større anerkendelse fra aktører eller organisationer Side | 51 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 udenfor Studsgård. Det typiske eksempel, der trækkes på, er Herning Kommune. Denne anerkendelse bliver beskrevet på forskellige måder. Der kan således både være tale om et direkte symbol på anerkendelse fra kommunen i form af økonomisk støtte eller om en mere abstrakt ’opbakning’, som fx større lydhørhed over for landsbyen og markedsføring af tiltagene. En informant beretter, at kommunen har været meget deltagende for at få klimatiltagene i Studsgård op at stå: ”Altså, jeg synes jo mit indtryk uden at være fuldstændig involveret i det, det er jo, at jeg synes, de har været meget på banen omkring at få markedsført det og meget på banen omkring, at de har sørget for at i starten, hvor de var med omkring fællespisningerne, altså klimamaden, der blev der sendt invitationer ud med post til alle, så alle så det. De var meget med omkring at få skabt den der mulighed for genbrugsbutikken, tror jeg. Så på den måde synes jeg, de har været meget, de har også været med omkring en lille plan omkring at lave det, der skal hedde torvet herhenne i Studsgård, som jo ikke er ret meget andet, men lige der hvor trinbrættet er.” (ID3, linje 1777-1789). Informanten taler til sidst i beretningen om etableringen af containerpladsen (torvet), hvor Herning kommune har bidraget økonomisk med at få etableret den som en del af klimatiltaget med genbrug og metalindsamling. Til tider er der en tendens til, at informanterne skifter imellem at beskrive kommunens opbakning som en reel støtte til landsbyen eller som en form for politisk, strategisk interesse, fordi det gavner kommunens grønne profil: ”[…] jeg synes nok, de støtter rimeligt op omkring det der ja. Men det har Herning Kommune jo også en vis idé om, at de også gerne vil være en klimakommune eller grøn kommune i hvert fald.” (ID2, linje 1122-1126). Uanset hvilken slags opbakning der er tale om, er der dog rimelig enighed om, at Studsgård har fået mere betydning i Herning Kommune efter at landsbyen er blevet klimalandsby (ID2, linje 1626-1629; ID6, linje 4578-4582). En af informanterne forklarer det ændrede forhold til kommunen; Side | 52 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 ”[…] jeg tror nok, der var mange, der følte på et tidspunkt at man blev lidt klemt af Herning Kommune og sådan noget, men jeg tror nok det er blevet bedre nu, synes jeg nok, det er blevet bedre nu, man bliver nævnt noget oftere og sådan noget.” (ID4, linje 2888-2890). Studsgård er således blevet mere synlig inden for kommunen ved at blive klimalandsby og har fået positioneret sig bedre politisk i forhold til kommunen. To informanter efterlyser dog stadig mere opbakning fra kommunen i forhold til de tiltag, der laves i Studsgård, og støtte til landsbyen generelt (ID5, linje 3306-3316). En af dem mener, at hvis der skal ske noget, må man selv sætte det i gang: ”Ja, man skal ikke vente på, at kommunen gør nogle ting for én, for det gør de bare ikke. Man skal selv tage initiativet, man skal selv lave det hårde arbejde, og det er hårdt arbejde, at holde en by og forskellige institutioner kørende” (ID7, linje 5008-5010). Generelt ses det dog hos informanterne, at den eksterne anerkendelse af Studsgård som klimalandsby, både i form af økonomisk og mere abstrakt støtte, er med til at gøre klimatiltagene mere acceptable og gøre det mere attraktivt at deltage i dem. Blandt de teoretiske hypoteser er der ikke umiddelbart nogen, der passer med at landsbyens status er en vigtig faktor for accept og deltagelse. Selvom informanterne peger på, at landsbyens nye status som klimalandsby blandt andet har betydet en tilførsel af økonomiske ressourcer, kan dette dårligt ses som et personligt selektivt incitament, der kunne fremme accept og deltagelse, da pengene ikke tilfalder en enkelt beboer, men derimod hele landsbyen. Man kan, i mine øjne, dog forklare betydningen af landsbyens status som vigtig ud fra et rational choice perspektiv. Informanterne vurderer, at den øgede tilførsel af penge fra kommunen vil føre til maksimering af deres egen nytte på den måde, at flere kommunale tiltag vil blive støttet i lokalområdet. Måske vil det på sigt også betyde, at nye kommunale institutioner bliver placeret i Side | 53 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Studsgård. Det vil sige, at det kollektive gode ændrer sig fra at handle om et bedre klima til at handle om at styrke landsbyens status. Man kunne derfor sige, at udsigten til at ét kollektivt gode tilvejebringes (status til landsbyen), virker fremmende for accepten og deltagelsen i forhold til et andet kollektivt gode (reduktion af CO2udledning). Dette argument genfindes dog ikke direkte i Olsons teori, og er derfor alene baseret på min fortolkning. 4.4 Ildsjæle Oplevelsen af at der er enkelte individer i Studsgård, der er særligt aktive omkring klimatiltagene udtrykkes blandt alle informanter i mere eller mindre udstrakt grad. Nogle nævner disse ildsjæle med navn eller taler meget specifikt om enkelte individer, mens andre blot henviser til eksistensen af ildsjæle. Fælles for dem alle er, at ildsjælenes engagement virker fremmende for informanternes egen accept og deltagelse. Der udtrykkes en anerkendelse af, at disse ildsjæle kan tilskrives en del af æren for det, der er lykkedes i Studsgård herunder igangsættelsen af klimatiltagene og den tilslutning, der har været til dem blandt beboerne (ID6, linje 4493-4494). En af informanterne siger det meget klart: ”Nu er der også nogle rigtig, […] handlekraftige mennesker i Studsgård, som jo driver meget for eller skubber meget på, at tingene ligesom sker” (ID3, linje 1801-1803). Et par af informanterne hæfter sig ved, at selvom disse ildsjæle brænder mere for sagen omkring klimaend andre beboere i Studsgård, er de ikke fordømmende overfor andre eller løfter pegefingeren, når folk agerer på en måde, der ikke stemmer overens med den klimavenlige dagsorden hos ildsjælene (ID3, linje 24152422; ID8, linje 5581-5584). Der er en generel opfattelse af, at de mennesker, der sidder i borgerforeningen, ofte er dem, der sætter gang i og deltager i initiativerne i byen (ID7, linje 4743-4749; ID8, linje 5714-5725), ligesom det er dem, der står for kontakten med Herning kommune (ID5, linje 3320-3327). Derfor er det måske naturligt, at formanden for borgerforeningen (her benævnt ildsjæl A) nævnes som en af de åbenlyse ildsjæle i Side | 54 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 forbindelse med klimatiltagene, men også omkring det der igangsættes i Studsgård generelt: ”[…] han er jo en ildsjæl, han gør altså meget for Studsgård by, det gør han. […] der er jo flere, der gør meget for Studsgård by, men han er nok den, der gør mest” (ID6, linje 4493-4494). Han beskrives generelt som en person, der går meget op i at igangsætte klimatiltag og agere klimavenligt i dagligdagen; hvilket falder i tråd med, at han selv bor i et energirigtigt hus (ID2, linje 936-947; ID3, linje 1807-1818; ID4, linje 2646-2663; ID7, linje 4823-4825), som en af de få i Studsgård. Endvidere eksemplificeres hans engagement i Studsgård by med hans mange læserbreve i Herning Folkeblad, som er med til at sørge for, at Studsgård bliver taget alvorligt i Herning Kommune (ID6, linje 4308-4321). En anden der hyppigt nævnes, er en mand, som ikke sidder i borgerforeningen, men er aktiv i andre foreninger i Studsgård og generelt lægger en del arbejde i initiativerne i landsbyen (ildsjæl B) (ID2, linje 1616-1622; ID3, linje 1816-1850). Han beskrives ofte, som en bærende kraft, når det kommer til sociale initiativer i Studsgård (ID5, linje 2505-3519). I enkelte tilfælde knyttes han direkte sammen med klimatiltag: ”Der har været et projekt, det er jo så også igen [navn], der var drivkraft i det, omkring et eller andet med klima […], hvor skolen også har været involveret, en eller anden klasse.” (ID3, linje 2235-2237). Endelig nævnes en tredje person som en særlig ildsjæl blandt to af informanterne. Her er det kvinden, der står for maden til klimaspisningen, der bliver betegnet som en særlig aktiv person i landsbyen, der er engageret i mange tiltag (ildsjæl C) (ID3, linje 1961-1989): ”[…] hun er god til at lave det derhenne, altså det er vores allesammens madmor derhenne, både i børnehave og i skole og i klimabyen, ikke også, […] hun Side | 55 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 kender jo folk fra mange indgangsvinkler også børnene, fordi klimamaden drager hun jo også ind i skolemaden engang imellem.” (ID1, linje 88-91). Hun står således for maden til klimaspisningerne men også for skolemaden og maden til børnehavebørnene. Hendes direkte berøring med mange institutionerne i Studsgård gør, at hendes engagement i klimaspisningerne påvirker folk til en mere klimavenlig adfærd, selvom de ikke selv deltager i klimaspisningerne. I informanternes beskrivelse af ildsjælenes rolle i Studsgård er der således en klar opfattelse af, at deres drivkraft i klimatiltagene er med til at fremme informanternes og andre beboeres accept og deltagelse. En af de teoretiske hypoteser fremhæver eksistensen af særlige individer, som personligt får så stort et udbytte, hvis det kollektive gode tilvejebringes, at de er villige til at bære en større del af omkostningerne. Det vil ifølge hypotesen virke fremmende på andres accept og deltagelse. Eksistensen af ildsjælene i Studsgård kan umiddelbart siges, at understøtte denne hypotese, da informanterne netop tilkendegiver, at deres accept og deltagelse fremmes af, at nogle få ildsjæle driver tiltagene. Ud fra mine primære interviews, var det dog svært at sige præcist hvilket personligt udbytte, der kan være forbundet med disse individers særlige engagement i klimatiltagene. Jeg gennemførte derfor et supplerende interview med ildsjæl B, som beskrevet i metodekapitlet. I samtalen med ildsjælen bliver det tydeligt, at det personlige udbytte han får ud af at være drivkræft i klimatiltagene i Studsgård, er en god samvittighedsfølelse: ”Man har det godt med det [at gøre noget for klimaet], også selvom der ikke er en økonomisk gevinst i det. Det gør godt i ens mave. Det er jo næsten på samme måde, som når du også går i fitnesscenteret og svømmer meget, det er så endorfinerne, altså man kan jo ikke sådan som sådan mærke det, men det giver jo velvære, og der mener jeg også, det er et psykologisk velvære ved, at man har iværksat sådan noget, det der er CO2-besparende, det er selvfølgelig også derfor vi gør en indsats, også for byen på den led” (16:37). Side | 56 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Selvom han faktisk i starten af interviewet betegner sig selv som en af ’Tordenskjolds soldater’ (01:39), nævner han senere at han nok er en ildsjæl (32:14). Efterfølgende påpeger også han vigtigheden i at ildsjælene er drivkræfter i klimatiltagene, når jeg spørger ham hvad han tror andre landsbyer kan lærer af Studsgård: ”Der skal være en to-tre familier, eller en to-tre par, der egentlig vil bruge noget tid på det, altså gå ind og være aktive i bestyrelser og i udvalg og brænde lidt for sagen. Fordi hvis der ikke hele tiden er et par stykker der ligesom siger det gør vi, få falder det ud, så bliver vi behagelige. Det kræver altså, der skal være et par ildsjæle” (34:30). Ildsjælene har altså ifølge ham, en gruppe mennesker der brænder for selve klimasagen, og som kan påtage sig en form for ’indpisker’- funktion i forhold til de øvrige beboere. Dette citat tydeliggør meget godt. Hans engagement i forhold til selve klimasagen, beskriver han også selv meget tydeligt: ”[…] jeg selv synes det er vigtigt. Og jeg kan ikke forstå at alle ikke synes det er vigtigt […]” (33:00) I forhold til Olsons hypotese bekræftes den ved, at ildsjælen tilkendegiver, at den form for nytte han får ud af at bære en større del af omkostningerne ved klimatiltagene, er den gode samvittighed og følelsen af at gøre det rigtige. Det hænger sammen med, at klimasagen for ham er særligt vigtig og at handle klimavenligt, derfor også er ’at gøre det rigtige’. Man kan overveje om der ligger en form for stolthedsfølelse over at være en af ildsjælene, som giver en form for selvtillids-nytte, som kan gøre det værd at lægge et ekstra engagement. Dette gives der dog ikke direkte udtryk for. 4.5 Handlingens betydning Rent intuitivt forestiller man sig, at det vil have en fremmende effekt, hvis informanterne er af den opfattelse, at adfærdsændringer faktisk påvirker klimaet i positiv retning. Omvendt forestiller man sig, at det vil virke begrænsende på informanternes accept og deltagelse, hvis de anser klimaændringerne som upåvirkelige af ændringer i Side | 57 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 deres egen adfærd. Det er interessant at bemærke, at disse forestillinger kun delvist understøttes af empirien. På den ene side er det tydeligt, at informanterne overvejer, hvilke konsekvenser det vil have for klimaet, hvis de handler ’klimavenligt’, og hvilke konsekvenser det vil have for klimaet, hvis de lader være. På den anden side er det bemærkelsesværdigt, at disse konsekvenser næsten altid optræder som sidebemærkninger og oftest som støtte for andre motiverende faktorer (ID1, linje 36-50; ID6, linje 4440-4454), hvilket ses i udsagn som det følgende: ”Ja, det jeg tror der motiverer, det er samværet og det er, at det er nemt, og så er der ekstra gevinsten, at det så er klimavenligt. Det er ikke mit indtryk, at vi går til fællesspisning, fordi vi vil være klimavenlige, men vi går hen og spiser, fordi vi gerne vil være en del af det samvær og vi vil gerne have nem mad den dag, og vi vil gerne støtte det og være klimavenlige. Det er ikke det klimavenlige – ikke i min optik – der er det ikke det, der kommer først. Men når det så er, at der er fællesspisning, så synes jeg jo, så er det jo super, at der er det tredje ben også, at det så også er klimavenligt, altså at vi så støtter det, kan man sige.” (ID3, linje 2361-2368). At argumenter om handlingernes klimaeffekter fortrinsvist forekommer som tillægsargumenter, kan indikere, at de først og fremmest tjener som moralsk retfærdiggørelse af handlinger, der ellers udføres ud fra mindre ædle motiver (så som at tjene penge). Selvom det således kan diskuteres om de antagne konsekvenser for klimaet, er en motivation i egen ret, er konsekvenserne noget, der overvejes ud fra rationaler om, hvordan man bør handle. En enkelt informant talte ligefrem om, at det at handle klimavenligt var at ’gøre det rigtige’ (ID2, linje 1015-1016). Pligt-retorikken er også tydelig hos andre informanter, som talte om forpligtelser overfor ”menneskeheden” eller ”de kommende generationer” (ID1, linje 410-423; ID2, linje 1473-1478; ID8, linje 5925-5937). Blandt disse informanter er der altså en opfattelse af, at hvis vi skal sik- Side | 58 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 re vores arts overlevelse og et muligt eksistensgrundlag for fremtidige generationer, skal vi som individer adoptere en mere klimavenlig adfærd. Ansvaret for at overlevere et ordentligt eksistensgrundlag til vores efterkommere, fremgår fx i citater som følgende: ”[…] jeg tror da, vi har et ansvar og skal levere jorden videre på en eller anden måde, og så må vi jo, der har vi jo et ansvar for, at vi ikke bare sviner det hele til og tænke lidt over tingene og sådan noget.” (ID4, linje 2847-2849). I denne sammenhæng er det en interessant pointe, at de moralske overvejelser vedrørende konsekvenserne for klimaet altid udtrykkes i antropocentriske termer, hvor klimaet beskrives som havende en værdi for fremtidige generationers levevilkår, men ikke som havende en værdi i sig selv. Det eneste tidspunkt hvor ecocentriske argumenter kommer en smule frem, er, når informanterne taler om deres ’gør byen rent’- dag, som de har en gang om året. Flere af dem udtrykker her en forargelse over, hvor meget affald der smides i naturen. En informant siger fx: ”Jeg synes jo, det er træls, at kan gå hen af vejen her og se hvordan folk de smider affald i grøften ikke også, og det ved jeg jo ikke, om det er folk fra Studsgård eller ej selvfølgelig, det kan jeg jo af gode grunde ikke vide, men det synes jeg jo, er at tage for lempeligt på vores jord, at man bare smider ting omkring sig,” (ID3, linje 2425-2428). Selvom det ikke siges direkte, at miljøet har en værdi i sig selv, så er det underforstået, at jorden er noget man skal handle etisk overfor. Dette eksempel handler imidlertid ikke om klimavenlighed, men om menneskets adfærd i naturen. Noget tyder derfor på, at andre argumenter tages i brug, når informanterne taler om miljø, end når de taler om klima. Denne fortolkning understøttes af, at henvisninger til jorden, naturen, økosystemer, dyreriget og planteriget fylder meget lidt i diskussionen af klimaændringerne. I Side | 59 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 de sjældne tilfælde hvor de nævnes, tales der om en grundlæggende robusthed – og jorden beskrives ligefrem i et enkelt tilfælde, som løsrevet fra de menneskelige problemer med klimaet og som uden for den menneskelige kontrol: ”[…] vi bestemmer ikke over jorden, den skal nok klare det, det er sådan lige det, jeg har i hvert fald, at uanset hvad vi gør, så kan vi kun udrydde os selv, og det er det vi gør, hvis vi ikke passer på […]” (ID2, linje 1475-1477). Studsgård – eller for den sags skyld Danmark – er så lille et område, at det ikke hjælper noget, hvis ikke resten af verden er med på ideen. Som en informant udtrykker det: ”[H]vad hjælper det, at vi gør det i et lille land som Danmark med fem millioner indbyggere, når der er en hel verden, der går den anden vej, ikke også? Og det et eller andet sted synes jeg da, det er lidt tankevækkende.” (ID1, linje 468-470). En enkelt af informanterne er af den opfattelse, at det slet ikke er muligt for mennesker at ændre klimaet. I hans optik er det mere relevant at tale om, de konsekvenser vores handlinger har for miljøet i forhold til forurening og affald, fordi det var her, han så en mulighed for at gøre en forskel med sin individuelle adfærd og dermed ændre noget: ”Altså, det med klima og CO2 kan jeg ikke forholde mig til, for det tror jeg ikke på, jeg tror ikke vi har den store indflydelse på det, men vi skal ikke forurene jorden og grundvand, vores ressourcer i det hele taget, det er værre, for det ødelægger vores, det ødelægger ikke jorden, det ødelægger vores eksistensgrundlag.” (ID2, linje 1471-1475). Han laver en direkte adskillelse mellem det at tale om miljø, og det at tale om klima. Når han talte om klimaforandringer, er det derfor mere ud fra tanken om, at vi skal til- Side | 60 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 passe os de forandringer, der kommer, mens det hos de øvrige handler om, at vi stadig har en mulighed for at reducere forandringerne. De informanter der, omvendt, tror på, det gør en forskel for klimaet, at Studsgård har igangsat de forskellige tiltag, begrunder typisk denne holdning ved at henvise til en form for ’spill-over’effekt. Hvis en person ændrer sine vaner, vil det få andre til at ændre vaner, og det kan dermed betyde noget i en større sammenhæng (ID4, linje 27752780; ID6, linje 4440-4453; ID8, linje 5925-5930). Der er nogle informanter, der siger, at de da håbede på, at tiltagene gjorde en forskel, også selvom de ikke kunne føre bevis herfor – fordi ”det jo ikke er særligt målbart” (ID3, linje 2318-2331). Der er ikke nogle umiddelbare teoretiske hypoteser, der kan forklare denne faktor, hvilket måske skyldes, at der, som det ses ovenfor, kan stilles spørgsmålstegn ved, hvor vigtigt informanterne synes, klimasagen eller konsekvenserne af deres klimadfærd er for deres accept og deltagelse. Som tydeliggjort er det primært noget, der optræder som en sidebemærkning til nogle af de andre faktorer, og virker til tider som en ren moralsk legitimering af at faktorer, som ressourcer og det sociale anses som vigtige. I mit ildsjæle-interview blev det imidlertid tydeligt, at klimasagen for ham oplevedes som en vigtig og motiverende faktor på hans engagement. Han giver dog udtryk for, at han godt vidste at klimasagen ikke virkede lige motiverende på andre mennesker: ”Så derfor mener jeg, at os der måske er lidt frelste omkring klimaet, os der kan se, at det går galt, hvis ikke vi gør noget også her i vores lille land, hvis ikke vi får alle med på, at det er vigtigt, jamen så tror jeg på sigt, at det bliver meget op ad bakke” (06:56). Han laver således en adskillelse mellem de ’frelste’ og de ’ikke-frelste’, men siger samtidig, at der er brug for opbakning til klimasagen fra begge grupper, hvis det virkelig skal betyde noget. Side | 61 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Hvis de ’ikke-frelste’ skal engageres i klimasagen, handler det for ildsjælen om at skabe synlighed omkring klimaudfordringerne og at gøre folk bevidste om klimatruslen: ”Det er, at de kan se, at hvis ikke man gør det, så overleverer vi en verden, en hverdag som bliver rigtig dårlig for vores børnebørn og vores oldebørn, og det er det jeg mener, er den største trussel. Så altså det vi skal gøre, […] det er, at vi her i Studsgård skal se, om vi kan få så mange med, så må vi håbe på, at alle andre Studsgårde rundt omkring i verden vil gøre det samme” (08:17). ”Altså, årsagen til at vi ikke er kommet længere [ikke i Studsgård, men generelt], det er jo netop, fordi befolkningen generelt ikke er bevidst om klimaet, ikke ved hvad det er det drejer sig om” (09:12). Det er interessant at bemærke tre aspekter ved den måde, mine oprindelige informanter taler om handlingens betydning i forhold til ildsjælens måde taler om den. For det første betoner ildsjælen, at det der skal til for at skabe engagement, er bevidsthed og synlighed omkring klimaudfordringerne. Dette er ikke er at genfinde i de øvrige otte interviews. Mine oprindelige informanter giver ikke udtryk for, at det er manglede information eller manglende opmærksomhed på klimaudfordringerne, der er afgørende for deres engagement. For det andet er det helt tydeligt, at hvor handlingens betydning for ildsjælen virker som en motivationsfaktor i sig selv, er der for de øvrige informanter ikke noget, der tyder på, at klimasagen i sig selv anses som en væsentlig faktor for accept og deltagelse, men mere som noget der kan bruges som moralsk støtte til de faktorer, som opleves som vigtige, fx økonomi eller det sociale. For det tredje er det interessant, at ildsjælen ligesom de oprindelige informanter taler om klimasagen ud fra antropocentriske argumenter, om at klimadfærd kan være vigtig for fremtidige generationers overlevelse. Side | 62 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 4.6 Erfaringer I deres fortællinger om landsbylivet i Studsgård omtaler alle informanterne to specifikke initiativer, der tidligere har været igangsat. Det er henholdsvis deres erfaringer med købmanden og skolen. I det hus, hvor der nu er genbrugsbutik, lå tidligere den lokale købmand. På grund af for stor gæld og for få indtægter var købmanden nødt til at lukke til mange af informanternes store fortrydelse (ID2, linje 385-389; ID5, linje 2954-2964; ID6, linje 4072-4096; ID8, linje 5425-5436), da købmanden i høj grad blev set som byens samlingspunkt. Det endda til trods for at byens borgere havde tegnet aktier i købmandsbutikken og fået en investor til at fordoble det beløb, som borgerne kunne samle sammen for at redde butikken. Ifølge informanterne lykkedes det at samle en halv million sammen i et forsøg på at redde købmanden. En af informanterne forklarer processen. ” Men det var noget, vi alle sammen løb sammen med, for det var jo et spørgsmål om, at få løftet den der op, der kunne man jo så tegne nogle aktier og sådan, så det gjorde vi. Så der fik vi da, var det ikke, skrabede vi ikke en halv million sammen herude for at beholde købmanden. Hvor at så, vi havde sådan en anden investor, kan man godt sige, ville ligge det samme oveni, hvis det var sådan, det vi kunne skrabe ind det ville han ligge oveni. Men det gik ikke, det løb sådan lidt af sporet alligevel desværre.” (ID1, linje 355-360). Forsøget på at redde den lokale købmand er for informanterne et eksempel på at til trods for, at det ikke lykkedes at redde købmanden, lykkedes det at skabe stor opbakning og deltagelse blandt beboerne til et initiativ, der var blevet igangsat. Informanternes erfaringer med forsøget på at redde købmanden indgår derfor i deres overvejelser omkring både deres egen og andres deltagelse i klimatiltagene. Den anden erfaring informanterne trækker på, er i forhold til den lokale friskole. Skolen var oprindelig en kommunal skole, som af sparehensyn blev lukket. Ved hjælp af en kæmpe borgerindsats lykkedes det dog at køre skolen videre. Nu køres skolen som friskole med en stor Side | 63 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 frivillig indsats og brugerbetaling. Selv borgere, der ikke længere har børn i skolen, betaler stadig: ”[…] jeg er med i en skolekreds, hvor vi indbetaler til den også hver år, det har jeg gjort lige siden vi startet. Det kan man gøre, som man, selvom man ikke har børn, så kan man stå med der og så kan man betale et lille beløb for at hjælpe dem. Og ellers så betaler folk jo for, at have børn til at gå der.” (ID2, linje 12801283). Jeg spurgte informanten, hvorfor han betalte til skolen, selvom han ikke selv har børn gående der, og hans svar er ret tydeligt: ”[…] Jamen, det er for at bevare skolen, helt klart altså, mange siger, den dør, hvis den mister købmanden – det gør den ikke, den dør hvis den mister skolen.” (ID2, linje 1290-1291). Denne vurdering af at byen ’dør’, hvis skolen lukker, bakkes op af to andre informanter, hvoraf den ene også betaler til skolen på trods af, at han ikke har børn gående der (ID6, linje 4409-4420; ID7, linje 4801-4809). Oprettelsen af friskolen repræsenterer således en succes for landsbyen og et eksempel på, hvad der kan opnås i Studsgård ved brug af frivillige kræfter og social opbakning. En af mine informanter forholder de to erfaringer til hinanden, og her opvejer den positive erfaring med friskolen den negative erfaring med købmanden: ”[…] Jeg tror da helt sikkert, at byen har fået et knæk i forbindelse med at købmanden lukkede, men jeg tror knækket ville være større ved at skolen og børnehaven, hvis de lukker […].” (ID7, linje 4812-4814). Erfaringerne med købmanden og skolen beskrives som vigtige for accepten og deltagelsen i klimatiltagene, fordi de viser, hvad der er muligt at sætte i gang i landsbyen og hvorvidt det kan drives med økonomisk hjælp og social opbakning. Især den brede sociale opbakning bag de to erfaringer betyder, at der hos informanterne er en forventning om, at der vil være stor opbakning også til klimatiltagene. Side | 64 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Netop opfattelsen af at der vil være stor opbakning til klimatiltagene, bekræfter den teoretiske hypotese om, at forventningen om at andre deltage vil virke fremmende for deltagelse og accept. Når man kan forvente at andre deltager, er der en mindre sandsynlighed for ’free-riding’, og det vil føre til større nytte for alle. Det, der taler imod en bekræftelse af denne hypotese, er, at det trods den store opbakning ikke lykkedes at holde købmanden åben. Der blev ikke skabt nytteværdi for alle. Denne erfaring skal derfor hypotetisk set have en begrænsende effekt på accept og deltagelse. Måske opvejes denne erfaring med skole-erfaringen, hvor det lykkedes at bevare en for alle i Studsgård nyttig skole, fordi alle deltog. Den teoretiske hypotese om forventningen til andres deltagelse er imidlertid dobbeltsidig, idet udsigten til at andre vil deltage også kan virke begrænsende for informanternes accept og deltagelse. Argumentet er her, at hvis man har en forventning om, at andre vil deltage, er sandsynligheden for at godet tilvejebringes større, og der er derfor mindre grund til, at informanterne selv skulle finde det vigtigt at deltage. Denne hypotese synes imidlertid her at blive afvist, da der ikke er nogen tegn på, at informanterne ser forventningen til andres deltagelse som en begrænsende faktor for deres egen deltagelse eller accept. Selvom informanterne godt er klar over, at der er nogen, der ikke deltager i klimatiltagene, bruger de ikke dette som argument for selv at holde op med at deltage. Andres tilbøjelighed til at ’free-ride' motiverer altså ikke informanterne til at gøre det samme. 4.7 Vaner og traditioner Informanterne gjorde meget ud af at beskrive deres dagligdag, og hvad de plejer at gøre. Deres daglige vaner har betydning for deres accept og deltagelse i klimatiltagene. En informant beskriver, hvordan opmærksomheden på klimatiltagene har fået hendes familie til at ændre vaner for at spare på vandforbruget: ” Men der er heller ikke nogen, der får lov til at stå under bruseren i en halv time. Nej, det er sådan, det gør man ikke. Det tager max fem minutter, at gå i bad her Side | 65 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 […]og for pigernes vedkommende, jamen, der har de så, det lyder åndsvagt, men de har haft minut-ur med og den har de så sat til fire minutter og når den har bippet, så handler det jo så om, at der skal man være nået så langt så, at så er der i hvert fald ikke ret meget sæbe i håret længere.” (ID7, linje 5293-5304). En anden informant taler om, at klimatiltagene bliver positive, når det bliver en del af dagligdagen: ”Jamen, det kan jeg ikke sige, fordi jeg synes alle tiltag, de er positive, det synes jeg. Det synes jeg, det er fordi, at det er en vanesag […]” (ID5, linje 30343035). De fælles klimaspisninger bliver også nævnt som et klimatiltag, der giver inspiration til en anderledes adfærd i dagligdagen. De, der har deltaget i klimaspisninger, ser således en anderledes måde at lave mad på, så det både er lækkert og klimavenligt; og det inkorporerer de i hverdagen til mere eller mindre glæde for den øvrige familie: ” Jamen, jeg har det på den måde, at jeg tænker over, når jeg laver madplan for en uge ad gangen, så tænker jeg over til stor protest, at i hvert fald en dag om ugen behøver, eller to dage om ugen – en dag hvor vi får fisk og i hvert fald en eller to dage derudover, hvor vi ikke får kød. Så det prøver jeg i hvert fald at tænke ind, det er ikke sikkert at resten af familien er enige i det, men det tænker jeg når jeg laver madplan.” (ID3, linje 2185-2189). Den inspiration, man kan få ved at deltage i klimaspisningen, påpeges af en informant som det mest positive ved tiltaget overhovedet (ID5, linje 3080-3084). For andre har deltagelsen i klimatiltagene skærpet deres opmærksomhed i forhold til energiforbruget (ID4, linje 2782-2789; ID6, linje 4438-4454). Det betyder, at både den generelle bevågenhed, der er skabt i landsbyen omkring klima, og de konkrete energitjek på husene, har gjort, at nogle informanter har ændret deres daglige vaner i forhold til den energimængde, de bruger og den måde de bruger den på. For andre igen har etableringen af containerpladsen og metalindsamlingen skærpet deres opmærk- Side | 66 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 somhed på, hvordan de sorterer affald, og de har ændret deres vaner for affaldssortering (ID6, linje 4359-4363; ID8, linje 5859-5865): ”Jamen, det er igen det der, at det er kørt ind i vores dagligdag, fordi vi smider jo ikke bare ud mere, nu ved vi jo, at der er en dåse- og metal derovre, så det er jo med at komme derover med der, og glas selvfølgelig også med det, og pap kommer over i papcontaineren ikke også”. (ID1, linje 18-20). De traditionsbundne initiativer, der trækkes frem, er typisk den årlige byfest og den årlige ’vi holder byen ren-dag’. Især byfesten beskrives, som sommerens højdepunkt i Studsgård (ID3, linje 2111-2117) og som et af de højdepunkter i løbet af året, som mange folk i Studsgård deltager i (ID1, linje 679-699). Der reflekteres over, hvordan det er lykkedes Studsgård at holde liv i en byfest, når andre byer, der i princippet skulle have bedre muligheder for at lave det, ikke har kunnet lykkedes med det: ”Der er jo en del andre byer omkring, som har måtte opgive, der blev ikke rigtig basis for det, de holdte det for tæt og så kommer folk ikke, men vi kan holde liv i den endnu da.” (ID2, linje 1389-1391). En anden informant er helt klar i mælet, når jeg spørger, hvorfor det er lykkedes for Studsgård: ”Jeg tror, det har for det første, så er det noget med nogle traditioner. Og så tror jeg, det er noget med, så er der nogle store drivkræfter og så er hovedformålet med byfesten, det er jo at det overskud, der måtte blive – hvor stort eller småt det end er – det går jo til idrætsforeningens aktiviteter med børn og unge. Så det er jo ligesom også noget, de fleste kan se et formål med, og især hvis er børnefamilie, så kan man jo godt se, at det går til noget godt, at jeg deltager i det her.” (ID3, linje 2136-2141). Successen med at holde liv i den årlige byfest tilskrives i høj grad de aktive lokale foreningers arbejde med byfesten, og at det opfattes som en tradition blandt beboerne at Side | 67 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 deltage. Når disse beskrivelser bliver sammenstillet med klimatiltagene, bliver der givet udtryk for, at traditionerne med at deltage i andre tiltag i Studsgård overføres til klimatiltagene. Det er altså ikke afgørende, at tiltagene handler om klima, men mere at tiltagene trækker på de vaner og traditioner, der allerede eksisterer både hos den enkelte og i landsbyen generelt. Der er ingen teoretiske hypoteser, der kan levere et tilfredsstillende svar på, hvorfor vaner og traditioner har en betydning for accept og deltagelse i klimatiltagene. Det er derfor tydeligt, at betydningen af denne faktor ikke kan forklares med udgangspunkt i Olsons teori om kollektive handlingsdilemmaer. Imidlertid er der to andre teoretiske hypoteser, som endnu ikke er blevet undersøgt med udgangspunkt i empirien. Det drejer sig om betydningen af henholdsvis små og store grupper som fremmende eller begrænsende for accept og deltagelse. Ud fra Olsons teori er det forventeligt, at små grupper ikke har de samme dynamikker som store grupper, og at et klimatiltag igangsat i en lille gruppe er en fremmende faktor, mens et klimatiltag igangsat i en stor gruppe er en begrænsende faktor. Olson er dog ikke konkret i forhold til at definere gruppestørrelser udover, at der i små grupper er mulighed for ansigts-til-ansigts relationer (Olson, 1965: p. 62). Samtlige informanter giver udtryk for, at alle kender alle i Studsgård og at alle følger med i hvad andre laver. Disse udtalelser indikerer, at Studsgård kan betragtes som en lille gruppe i Olsons terminologi. Hvis denne præmis accepteres, må det følge heraf, at alene det at klimatiltagene er igangsat i en lille gruppe, er en fremmende faktor for accept og deltagelse, fordi det muliggør brugen af sociale incitamenter og minimerer organiseringsomkostningerne, som nævnt i afsnittet om socialt samvær. Man kan med nogen ret stille spørgsmålstegn ved, om man kan tale om en lille gruppe med 275 husstande. Det er imidlertid vanskeligt entydigt at be- eller afkræftehypoteserne om små og store grupper på baggrund af det empiriske materiale, og den manglende teoretisk definition på gruppestørrelserne. Side | 68 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 5 Diskussion På baggrund af resultaterne ovenfor er det tydeligt, at dele af empirien kan forklares med de hypoteser, som Olsons teori om kollektive handlingsdilemmaer giver anledning til. Andre dele af empirien udfordrer imidlertid disse hypoteser. Her er der enten tale om, at hypoteserne er utilstrækkelige til at kan forklare empirien eller om, at hypoteserne betoner forhold, som empirien viser, er uvæsentlige. De steder, hvor empiri og teori overlapper, altså hvor de empiriske resultater svarer til det, man ud fra teorien kan forvente at finde, er på sin vis de mindst interessante. Der bør heller ikke være de store metodiske bekymringer omkring disse resultater, da de blot bekræfter det forventede. Det er mere interessant at diskutere de steder, hvor empirien falder udenfor den teoretiske ramme, altså hvor empirien viser noget, der ikke er ventet på baggrund af teorien. Her bidrager empirien med nye indsigter, som muliggør en bedre besvarelse af problemformuleringen. Samtidig er det vigtigt, at få klarlagt de steder, hvor man ud fra teorien kan forvente at finde noget, som ikke genfindes entydigt i empirien. Herved undgår jeg de teori-inducerede fejlslutninger, som kan opstå, fordi teorien overvurderer betydningen af forklaringer, som rent faktisk ikke har samme betydning, når de undersøges empirisk. Det er selvfølgelig vigtigt at overveje, om det lejlighedsvise misforhold mellem empirien og hypoteserne er et udtryk for en reel udfordring af teoriens forklaringskraft og dens anvendelighed på klima-området, eller om misforholdet skyldes metodiske problemer i min undersøgelse. Det er derfor vigtigt at forholde sig kritisk til resultaterne og deres kvalitet. Der er flere måder, hvorpå kvaliteten af mine resultater kan vurderes. Miles & Huberman (1994) opstiller fx fem kriterier, der kan være vigtige at stille til videnskabeligt materiale: 1) intern validitet, 2) ekstern validitet, 3) reliabilitet, 4) objektivitet og 5) anvendelighed. Jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i disse fem kriterier i en vurdering af resultaternes kvalitet. Side | 69 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 5.1 Kvalitetsvurdering af resultaterne Intern validitet. Det måske mest væsentlige vurderingskriterium for kvalitative undersøgelser handler om intern validitet (Miles & Huberman, 1994: pp.278-279). Hvor der er en tydelig sammenhæng mellem teorien og empirien har jeg sikret validitet ved at lede efter modsigende empiriske eksempler. Hvor resultaterne viser noget andet end det teoretisk forventelige, er eksempler på at undersøgelsen er følsom over for empirien. Det er især ’vaner og traditioner’ og ’handlingens betydning’, der udfordrer de teoretiske hypoteser. Spørgsmålet er, om undersøgelsen i disse tilfælde er overfølsom i forhold til empirien. Er det med andre ord min tilgang til datamaterialet, der fremprovokerer overvejelser om ’vaner og traditioner’ hos informanterne og begrænser informanternes mulighed for at lægge vægt på ’handlingens betydning’? Fordi borgerrettede klima-tiltag har til formål at få folk til at ændre adfærd, er det oplagt at tage spørgsmålet om vaner med i spørgeguiden. Den oprindelige spørgsmålsformulering var: “Hvordan vil det ændre dine vaner på længere sigt at have deltaget i klima-tiltagene?”. I selve interviewsituationen afviger jeg fra denne formulering, da jeg kunne mærke, at tiltagene allerede har haft en betydning for informanternes vaner. I stedet spurgte jeg: ”Har det ændret noget på dine egne vaner, at Studsgård har fået de her klima-tiltag?”. Jeg fulgte op med at spørge om hvordan. Selvom det først er med dette spørgsmål at informanterne brugte begrebet ’vaner’, havde de forinden ofte forklaret deres dagligdag ud fra hvad de fast gjorde hver dag. Selvom jeg introducerer vane-begrebet, er det ikke noget, der adskiller sig markant fra, hvordan de tidligere har talt om det. Samtidig gav mit spørgsmål mulighed for, at informanterne kunne afvise, at deres deltagelse i klimatiltagene havde betydet noget for deres vaner. Jeg vurderer derfor, at vaner er vigtige, også selvom jeg som interviewer introducerer begrebet. Spørgeguiden inkluderer ikke spørgsmål til traditionerne i landsbyen. Det var noget informanterne selv bragte på bane ofte i forbindelse med deres beskrivelser af det sociale liv i landsbyen generelt eller det aktive foreningsliv, fx i relation til byfesten eller ’gør-byen-rent-dag’. Informanternes inddragelse af traditioner fremkommer Side | 70 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 således som en naturlig forlængelse af deres fortællinger om det sociale liv i landsbyen, og er på den måde ikke et resultat af min spørgeteknik. Informanterne henviste ofte til handlingens betydning som svar på spørgsmålet: ”Tror du, det gør en forskel for klimaet, at Studsgård har igangsat de her klimatiltag?”. Også i dette spørgsmål er der mulighed for, at informanterne kunne afvise, at deres adfærd har en betydning for klimaet; hvilket et par informanter benyttede sig af. Til trods for at jeg spørger ind til denne mulighed, forekommer handlingens betydning ikke at være en motivationsfaktor, som informanterne tillagde megen vægt. Derfor kan man heller ikke sige, at informanternes afvisning af handlingens betydning er et resultat af min spørgeteknik. Ekstern validitet. Spørgsmålet om undersøgelsens eksterne validitet vedrører især resultaternes generaliserbarhed. Da jeg med valget af et kvalitativt undersøgelsesdesign har ønsket at gå i dybden fremfor i bredden, er det klart, at jeg ikke i statistisk forstand kan generalisere til en større population. Dette er i øvrigt sjældent formålet med kvalitative studier (Bryman, 2004: p.275), som ofte antager, at der er tale om kausal heterogenitet i større populationer (Mahoney & Goertz, 2006: pp. 237-238). I stedet taler man ofte om analytisk generalisering (Yin, 2003: p.10). At der langt hen ad vejen er en sammenhæng mellem min empiri og Olsons anerkendte teori, er for så vidt med til at bekræfte den eksterne validitet, da det lader til at flere af de forklaringer, jeg finder, også ifølge Olson kan iagttages i andre sammenhænge. Hvad angår handlingens betydning og betydningen af vaner og traditioner, er det imidlertid vanskeligt at forestille sig, at Studsgård på en eller anden måde står i en unik situation. Vaner og traditioner vil nok variere lidt på tværs af lokaliteter, hvilket godt kan resultere i en eller anden form for variation i deres relative betydning – men når de er vigtige i Studsgård, er de det nok mange steder. Der hvor det især er relevant at overveje generaliserbarhed, er i spørgsmålet om, hvorvidt informanternes udtalelser er typiske og rimeligt dækkende for den måde resten af beboerne i Studsgård taler om klimatiltagene på. For at sandsynliggøre at de interviewede personer, ikke afveg helt vildt fra normalbilledet i Studsgård, sammenlignede jeg deres besvarelser af spørgeskemaspørgs- Side | 71 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 målene med besvarelserne fra de personer, som havde deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, men som ikke ønskede at blive interviewet. Denne sammenligning gav ikke anledning til bekymring; men deres tilsagn om at deltage i interviewene indikerer, at det er folk, som har et overskud. Dette bliver bekræftet i deres selv-fremstilling, hvor de typisk beskriver sig selv som nogle ’Tordenskjolds soldater’. Det er de personer, der altid stiller op, men der er ikke nødvendigvis tale om at de brænder meget for den specifikke sag. De ser ikke sig selv som ’ildsjæle’. Informanternes selv-beskrivelse tyder på, at de udgør en gruppe i Studsgård, som let overtales til deltagelse i fælles tiltag. Alle informanterne har deltaget i mindst et klimatiltag, men kun en af informanterne har deltaget i dem alle. Umiddelbart betyder det, at hvis man ikke kan aktivere denne gruppe, er det svært at forestille sig, at man kan aktivere de mindre aktive beboere. Reliabilitet. Skal man vurdere undersøgelsens reliabilitet, er det for det første nødvendigt at overveje den nøjagtighed, hvormed de analytiske koder indfanger informanternes faktiske måde at tale om tingene på. Kigger man igen på kategorierne ’handlingens betydning’ og ’vaner og traditioner’, har jeg med henvisninger og citater forsøgt at begrunde, hvorfor jeg mener kategorierne indfanger karakteristiske træk fra interviewene. Når jeg taler om vaner og traditioner, er det som jeg også har været inde på i resultat-kapitlet, begreber jeg bruger til at beskrive informanternes refereren til rutineprægede handlinger, som de udfører dagligt og som de typisk ikke tænker over, før de bliver udfordret af klimatiltagene. En alternativ kategorisering af de samme tekststykker, kan introducere begrebet ’praksis’, som imidlertid er teoretisk ladet. Praksisbegrebet er i mine øjne for tæt associeret med moderne, ofte Bourdieuinspireret praksisteori (Halkier & Jensen 2008, p. 51). Hermed mener jeg ikke, at det er et dårligt begreb, men det er et begreb, som har en meget specifik betydning, som er mere inklusivt end det, vi normalt forbinder med ’vaner’ og ’traditioner’. Kategorien ’handlingens betydning’ er et resultat af, at jeg slår to tidligere koder sammen: ’handlingens konsekvenser’ og ’moralsk forpligtelse til handling’. Det kan diskuteres., om jeg som følge heraf er endt med en kategori, der er så bred, at den Side | 72 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 er svær at fortolke. Når jeg alligevel vælger at slå kategorierne sammen, skyldtes det, at de ofte hænger sammen hos informanterne. Hvis informanterne så en handling, som havde konsekvenser i forhold til klimaet, blev handlingen samtidig gjort til genstand for moralske overvejelser. Informanternes moralske overvejelser kom på denne måde til at have konsekvens-etisk karakter, hvilket under kodningsarbejdet betød, at brugen af kategorierne ’handlingens konsekvenser’ og ’moralske forpligtelser’ kom til at medføre dobbeltkodninger i næsten alle tilfælde. For det andet er det vigtigt at overveje replikabiliteten af undersøgelsen. Selvom det er vanskeligt at tale om replikabilitet i kvalitative undersøgelser, da megen dynamik er i spil, når man interviewer folk, kan der alligevel være idé i at overveje konsistensen og dokumentationen i undersøgelsesdesignet. En tilsvarende undersøgelse skal i princippet kunne gentages med et tilsvarende resultat (Miles & Huberman, 1994: p.278). Ved at være meget eksplicit omkring udformningen af mit undersøgelsesdesign og ved at forpligte alle undersøgelsesfaser i forhold til et anerkendt videnskabsteoretisk ideal om forståelse, mener jeg at have tydeliggjort relationen mellem specialets enkelte dele. Det betyder, at undersøgelsesdesignet ikke i sig selv forhindrer en gentagelse af undersøgelsen på en anden eller på samme population. Hvorvidt opfølgende interviews med de samme informanter, vil resultere i ren bekræftelse eller i nye indsigter, er vanskeligt at vurdere. På den ene side vil jeg forvente, at de identificerede kategorier er forholdsvis robuste i forhold til mindre sproglige variationer i informanternes besvarelser. På den anden side er det almindelig kendt, at kontakten til informanter påvirker feltet. Hvis jeg gen-interviewer de samme informanter med udgangspunkt i de samme spørgsmål, vil de forventeligt anlægge en mere kammeratlig og åbenhjertig tone, fordi gentagelsen betyder, at de er mere trykke ved mig og ved interviewsituationen i øvrigt. Hvis det var praktisk muligt inden for rammerne af specialet, ville jeg gerne have gennemført opfølgende interviews med alle informanterne, men ikke fordi jeg tvivler på replikabiliteten. Opfølgede interviews ville derimod have sat mig i stand til at spørge mere ind til betydningen af de sociale tvangsmekanismer. Min undersøgelse viser at sociale tvangsmekanismer ikke, ifølge informanterne, har den store be- Side | 73 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 tydning for deres accept og deltagelse. Det virker lidt mærkeligt. En mere kritisk tilgang til informanternes udtalelser i interviewsituationen ville sandsynligvis have muliggjort en mere klar konklusion på hypotesen om betydningen af sociale tvangsmekanismer. Objektivitet. Umiddelbart er det vanskeligt at forstille sig, at kategorierne ’handlingens betydning’ og ’vaner og traditioner’ skulle være et resultat af en manglende objektivitet i min tilgang til empirien. Alligevel bør relationen mellem resultaterne og min egen person overvejes. Udgangspunktet for denne overvejelse er ikke et positivistisk ideal, om at forskeren skal (eller kan) betragte projektet udefra (Boolsen, 2009: p.145); men mere et spørgsmål om, hvorvidt jeg har fremlagt og beskrevet den anvendte metode i en passende detaljerigdom, således at læseren kan følge med i datakonstruktionen og dennes premisser. Objektivitet i mere hermeneutisk forstand må især vurderes i forhold til den åbenhed, der er omkring mine antagelser og værdier samt i forhold til disses indvirkning på forskningsprocessen (Miles & Huberman, 1994: p.278). I tilgangen til empirien har det især været vigtigt for mig at klarlægge min forforståelse, og vise hvorledes denne forforståelse har indgået i de forskelige undersøgelsesfaser, især i analysefasen. I denne sammenhæng var min største bekymring, hvor meget det spillede ind i mine interviews, at jeg havde en forforståelse om, at klimaforandringer er menneskeskabte, og at det derfor er muligt at menneskelige adfærdsændringer kan påvirke klimaet. For at undgå at denne forforståelse fik for meget plads, var jeg meget opmærksom på, at min spørgeguide og efterfølgende analyse ikke tenderede mod denne holdning. Kun fordi jeg var bevidst om at klarlægge min forforståelse indledningsvis, kunne jeg tage de nødvendige forbehold for, at denne forforståelse ikke blev styrende for undersøgelsen. Ved tydeligt at vise hvert skridt i kodnings- og analyseprocessen mener jeg, at der er skabt den fornødne gennemsigtighed i konklusionsprocessen. Samtidig er mine fortolkninger understøttet med konkrete citater fra interviewene mine konklusioner er vist forbundet med data. Side | 74 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Man kan kritisere min undersøgelse for ikke i tilstrækkelig grad at overveje rivaliserende teorier og analysestrategier. Til det kan der siges, at jeg i processen er nødt til at foretage nogle afgrænsninger herunder i forhold til inddragelse af teori. Det kunne have været rigtig spændende at inddrage flere rivaliserende teorier, således at jeg kunne have testet mere forskelligartede hypoteser på mit datamateriale. Alligevel har jeg valgt at gå i dybden med en enkelt teori, og har her tilstræbt at tydeligøre grænserne for teoriens forklaringskraft i forhold til data. I næste kapitel sammenholder jeg mine konklusioner med den eksisterende litteratur, hvorved rivaliserende teoriretninger alligevel tages i betragtning. Anvendelighed. Endelig er det vigtigt at vurdere undersøgelsens resultater ud fra deres anvendelighed. Anvendelighed kan tænkes på forskellige måder. Det kan fx handle om at skabe emancipation gennem nye indsigter eller om at komme med informerede policy anbefalinger (Miles & Huberman, 1994: p. 280). Mine resultater skal primært danne udgangspunkt for konkrete anbefalinger til, hvordan kommunerne kan etablere kommunale klimastrategier, der på én gang er effektive og kræver minimale økonomiske ressourcer. Derfor skal undersøgelsens anvendelighed vurderes i forhold til, hvorvidt resultaterne faktisk sætter kommunerne i stand til at formulere sådanne strategier. Her må man i første omgang overveje, om resultaterne overhovedet er tilgængelige for kommunerne. Da specialet er en del af CIDEA-projektet, indgår det i projektets publiceringsstrategi, og bliver dermed gjort tilgængelig for de kommunale samarbejdspartnere. Det er imidlertid vigtigt, at resultaterne faktisk er brugbare for kommunerne. I et forsøg på at sikre dette har jeg valgt at fokusere på de muligheder og begrænsninger, der let kan omsættes til konkrete politiske handlinger i kommunerne. Således nedtones socialpsykologiske og semantiske forklaringer, hvor ændringspotentialet lokaliseres i psykiske og diskursive strukturer. Det er simpelthen lettere for kommunerne at ændre på det enkelte klimatiltag, fordi tiltagene i forvejen har politisk karakter. Derimod er det sværere for kommunerne, at ændre den måde folk tænker og taler om tingene på. Hvorvidt mit bidrag til forståelsen af, hvad der fremmer og begrænser accept og delta- Side | 75 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 gelse rent faktisk fører til et bedre arbejde med klimatiltag i kommunerne, må tiden vise. Der er mit håb, at der er skabt mere opmærksomhed omkring anvendelsen af forankringsbegrebet inden for klimalitteraturen. Det skal i denne sammenhæng understreges, at den måde jeg har operationaliseret forankring på tager udgangspunkt i en minimumsdefinition. Man kan diskutere om accept og deltagelse er tilstrækkelige betingelser for om man kan tale om forankring. Det er desuden svært at vurdere, om kommunerne vil tage konklusionerne til sig, og det er derfor svært at sige noget endegyldigt om undersøgelsens anvendelighed. Ved at skrive specialet i CIDEA-regi og ved at fokusere på barrierer og muligheder, som kommunerne faktisk har mulighed for at påvirke, er det tilstræbt, at undersøgelsen bliver så anvendelig som mulig. 6 Konklusion Jeg har i dette speciale argumenteret for, at folkelig forankring af klimatiltag er en væsentlig forudsætning for etableringen af kommunale klimastrategier, der er på én gang, er effektive og kræver minimale økonomiske ressourcer. I forlængelse af dette argument var specialets formål at undersøge, hvad der fremmer og begrænser accept og deltagelse i klimatiltag, og at give et bud på, hvad kommunerne kan gøre for at overkomme barrierene og fremme motivationen. Min undersøgelse af klimalandsbyen Studsgård viser, at syv faktorer virker fremmende eller begrænsende for beboernes accept og deltagelse i de klimatiltag der er igangsat i landsbyen. Det drejer sig om: 1) ressourcer, 2) socialt samvær, 3) landsbyens status, 4) ildsjæle, 5) handlingens betydning, 6) erfaringer, 7) vaner og traditioner. Særligt ressourceovervejelser fylder meget i informanternes oplevelser omkring klimatiltagene. Udsigten til en økonomisk gevinst eller et tidsbesparende tiltag i hverdagen er en stærk motivation for informanterne. Derimod virker krav om brug af ressourcer i forbindelse med klimatiltag meget begrænsende. Dette bekræfter hypotesen om, at tilstedeværelsen af selektive incitamenter fremmer accept og deltagelse, mens fraværet af selektive incitamenter opleves som begrænsende. Det sociale samvær er ligeledes en markant faktor i informanternes oplevelser af, hvad der virker fremmende. Side | 76 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 De klimatiltag der er forbundet med social nytte, genererer både accept og deltagelse. Betydningen af det sociale samvær kan derfor ses som yderligere bekræftelse på, at selektive incitamenter er vigtige, da informanterne lægger vægt på den sociale nytte, de selv får ud af at deltage i initiativerne. Omvendt er det mere tvivlsomt om informanternes betoning af det sociale samvær, kan bruges til at be- eller afkræfte hypotesen om, at sociale tvangsmekanismer er betydningsfulde. Umiddelbart afviste informanterne, at sådanne tvangsmekanismer skulle have nævneværdig betydning – men jeg mener ikke, at der er tilstrækkelig evidens for helt at forkaste hypotesen. En anden relevant teoretisk hypotese handler om, at det virker fremmende, hvis et klimatiltag igangsættes i en allerede organiseret gruppe. Denne hypotese kan umiddelbart bekræftes, da det er tydeligt, at den store frivillighedskultur og de mange foreninger, der allerede eksisterer i landsbyen Studsgård, er med til at fremme forankringen. Hypotesen synes også at vinde støtte i Todhunter (2011), som betoner vigtigheden af, at tiltag tilpasses den sociale kontekst og bygger på de lokale strukturer, der eksisterer i forvejen. Hvad angår landsbyens status, fremmer det ligeledes forankringen af et givent tiltag, hvis informanterne betragter tiltaget som statusgivende. Hvis informanterne derimod antager, at landsbyens status er upåvirkelig af pågældende tiltag, vil det virke begrænsende for informantens tilslutning. Olsons teori om kollektive handlingsdilemmaer giver ikke anledning til hypoteser om, at landsbyens status skulle være vigtig. Alligevel mener jeg, at vigtigheden af statuspåvirkninger kan forstås inden for rammerne af rational choice. Udsigten til at ét kollektivt gode bliver tilvejebragt (fx status til landsbyen), kan udmærket påvirke rationalet for at acceptere og deltage i at tilvejebringelsen af afledte kollektive goder (fx reduktion af CO2-udledning). Mig bekendt er dette argument ikke tidligere fremhævet i litteraturen om miljø-adfærd. Der er derimod studier der fremhæver, at deltagelse kan være statusgivende for det enkelte individ og især være noget der motivere ildsjælene (Oliver, 1984). Side | 77 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Betydningen af at enkelte ildsjæle går foran i klimatiltagene, blev trukket frem som en fremmende faktor for alle informanterne. Ildsjælenes drivkraft i tiltagene opleves som en inspiration til accept og deltagelse. Informanterne oplever ildsjælenes involvering som en garanti for, at tiltagene bliver realiseret og at der er en eller anden grad af opbakning fra starten af processen. Denne opfattelse er i nogenlunde overensstemmelse med hypotesen om, at det bliver mindre omkostningsfuldt at forpligte sig til deltagelse, hvis ildsjæle i forvejen forpligter sig til at bære en relativt større del af byrden. Den ildsjæl jeg interviewede, fortalte fx, at han havde været meget aktiv i forbindelse med opstarten af de enkelte tiltag (han havde udfærdiget projektbeskrivelser og ansøgninger). Ud fra interviewet med ildsjælen, er det rimeligt at konkludere, at han i højere grad end de øvrige informanter lod sig motivere af tilvejebringelsen af det kollektive gode. Det vil sige, at han så reduktionen af CO2-udledningen som relativ vigtig. Betydningen af ildsjæle er blevet diskuteret i litteraturen, og Davidson (2011) peger fx på at mobilisering af bredere deltagelse først kræver en engagering af en ’kritisk masse’ af særligt passionerede individer. Davidson gør imidlertid ikke opmærksom på, at det der engagerer ildsjælene, ikke er det samme som det der engagerer almindelige mennesker. Selvom jeg har inddraget handlingens betydning som en af de vigtige faktorer, er det tydeligt, at klimasagen ikke i sig selv er en stærk fremmende faktor for accept og deltagelse. I det omfang klimasagen bliver bragt på banen, er det som en slags moralsk retfærdiggørelse af adfærd, der er motiveret ud fra andre argumenter (fx økonomiske eller sociale). De moralske begrundelser, som informanterne bruger i forsvaret for klimavenlig adfærd, er udelukkende antropocentriske. Dette er bemærkelsesværdigt, da menneskets mere gennerelle indvirkning på naturen normalt problematiseres ved hjælp af både antropocentriske og ecocentriske argumenter (Kortenkamp & Moore, 2001; Malnes & Midgaard, 2003). Olsons teori lægger hverken op til, at handlingens betydning skal være en specielt fremmende eller specielt begrænsende faktor. Selvom Olson i en fodnote nævner, at selektive incitamenter kan have moralsk karakter, er det kun en rammende beskrivelse i forhold til ’ildsjælens’ argumentation. Her beskrives, det at Side | 78 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 handle ’rigtigt’, som noget der giver en god fornemmelse i maven. Hos de øvrige informanter er der ikke noget, der tyder på, at handlingens betydning antager karakter af at være et moralsk selektivt incitament. Selvom det er foreslået, at skyldsfølelse og samvittighedskvaler kan være en motiverende faktor i sig selv, er dette ikke velbeskrevet i litteraturen (Bamberg & Möser, 2007) – og der er ikke noget, der tyder på, at det skulle være tilfældet i mine interviews. Erfaringer fra to tidligere tiltag i Studsgård har derimod stor betydning for accepten og deltagelsen blandt informanterne. Forsøget på at redde den lokale købmand og redningen af den lokale skole er nemlig udslagsgivende for informanternes forventninger til de øvrige beboeres deltagelse i klimatiltagene. Dette bekræfter hypotesen om, at andres deltagelse har en positiv indvirkning på informanternes tilbøjelighed til selv at acceptere og deltage i tiltagene. Oliver (1984) foreslår dog, at der er grænser for denne effekt, da forventningen om bred opbakning kan betyde, at ildsjæle ikke mobiliseres. I tilfælde med bred opbakning mister de muligheden for at høste den prestige, der er forbundet med at være ’first-mover’. Endelig blev vaner og traditioner oplevet som en vigtig faktor for forankringen. I det omfang klimatiltag kan spille ind i hverdagslivet eller traditionerne i landsbyen oplevedes de som fremmende. I de tilfælde hvor klimatiltag udfordrer de eksisterende vaner, ses dette til tider som positiv inspiration. Med udgangspunkt i Olsons teori er det ikke oplagt, at vaner og traditioner fremhæves som en vigtig faktor hos informanterne. Det er derfor en indikation på, at der er noget, som teorien ikke indfanger, men som har betydning for forankringen af klimatiltagene. Andre har dog tidligere påpeget vigtigheden af at tage højde for vaner, når man skal stimulere folk til adfærdsændring (Verplanken, 2011; Kollmuss & Agyeman, 2002; Carrus et al., 2008). Med denne opsummering af undersøgelsens resultater er det tydeligt, at store dele af empirien kan forklares med de hypoteser, som Olsons teori om kollektive handlingsdilemmaer giver anledning til. Dette understøtter den udbredte opfattelse i klimalitteraturen om, at rational choice-inspirerede tilgange er egnede til at forklare almindelige menneskers klimadfærd (Hines et al., 1986-87; Turaga et al., 2010; Staats, Side | 79 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 2003). Andre dele af empirien udfordrer imidlertid disse hypoteser, og viser dermed begrænsningerne i teorien. En umiddelbar svaghed ved teorien er, at den ikke definerer, hvornår der er tale om henholdsvis store og små grupper. Denne manglende definition gør det vanskeligt at teste hypotesen om, at gruppestørrelsen påvirker den lethed, hvormed offentlige goder kan realiseres. Da informanterne beskriver Studsgård som et sted, hvor alle kender alle, og hvor alle ved hvad de andre laver, kan man godt argumentere for, at Studsgård skal betragtes som en lille gruppe. Hypotesen vil så være, at dette i sig selv er fremmende for informanternes accept og deltagelse, fordi tilslutningen til klimatiltagene kan understøttes af sociale tvangsmekanismer. Her må det igen undre, at informanterne ikke i højere grad fremhæver sociale tvangsmekanismer som vigtige. Som nævnt i indledningen har mange undersøgelser af barriererne og motivationsfaktorerne for klimavenlig adfærd fokuseret på faktorer som individets værdier eller vilkår (Schultz & Zelezny, 1999; Karp, 1996; Poortinga et al., 2004; Stern, 2000), eller samfundets diskursive praksisser (Læssøe). Min problemformulering har adskilt sig fra disse undersøgelser ved at have fokus på hvilke faktorer ved klimatiltagene, der opleves fremmende eller begrænsende for en adfærdsændring. Begrundelsen for at anlægge dette fokus er at viden om, hvordan tiltagets karakteristika påvirker mulighederne for den folkelige forankring, nemmere kan omsættes til konkrete politiske handlinger og strategier; og derfor er mere interessant og brugbart for praktikerne i kommunerne. Med udgangspunkt i ovenstående konklusioner vil jeg afslutningsvis give et bud på, hvad kommunerne kan gøre for at overkomme barrierene og fremme motivationen for klimavenlig borgeradfærd. Når kommunerne skal etablere lokale klimatiltag der skal forankres blandt borgerne, vil jeg anbefale følgende: 1. Tiltaget skal indeholde selektive incitamenter af enten økonomisk eller social karakter. Hvis tiltaget skal forankres bredere end blandt ildsjælene, skal der være selektive incitamenter forbundet med at deltage. Det fremmer forankringen, hvis hver enkelt person føler at han/hun får enten en økonomisk el- Side | 80 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 ler en social gevinst ud af at deltage i klimatiltaget. Det kan fx være i form af et økonomisk afkast af en energirigtig investering eller anerkendelse i lokalområdet gennem socialt samvær med de øvrige beboere. 2. Tiltaget skal indgå i en eksisterende gruppeorganisering. Etableringen af et klimatiltag inden for en gruppe der allerede er organiseret fx i foreninger eller frivillighedsorganisationer, vil virke fremmende for forankringen. Det vil kræve færre omkostninger at etablere og forankre klimatiltagene i en gruppe, der allerede er vant til at koordinere frivillige indsatser og dele information. 3. Tiltaget skal indeholde forventningen om tilvejebringelse af flere kollektive goder. Forankringen af klimatiltaget fremmes ved udsigten til, at flere kollektive goder følger med deltagelsen i klimatiltaget. Synlighed og anerkendelse af det arbejde, der gøres med klimatiltaget, opleves som et ’ekstra’ kollektivt gode, man får oveni. Derudover opleves udsigten til et kollektivt gode i form af tilførsel af ekstra ressourcer som følge af etableringen af klimatiltaget også som fremmende for forankringen. 4. Tiltaget skal drives frem af ildsjæle. En lille gruppe meget engagerede mennesker skal drive processen fremad. Det er typisk de mennesker, der lader sig motivere af selve klimasagen. Drivkræften og deltagelsen af disse mennesker skal bruges til at skabe forventning om en bred deltagelse, hvilket vil virke fremmende for forankringen blandt de øvrige i gruppen. De næste der skal aktiveres, er ’Tordenskjolds soldater’. Det er den gruppe af mennesker, der ofte deltager i andre frivillige tiltag eller stiller op, når der igangsættes andre tiltag i gruppen. Denne gruppe skal ikke motiveres af klimasagen, men i stedet gennem selektive incitamenter. Side | 81 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 5. Tiltaget skal have andre begrundelser end gode intentioner. Det er ikke tilstrækkeligt at begrunde et klimatiltag med henvisning til den effekt, tiltaget vil have i forhold til klimaet. Handlingens betydning er ikke i sig selv en stærk motivationsfaktor. Det er derfor tvivlsomt at rene oplysningstiltag vil engagerer store dele af befolkningen. I det omfang man alligevel vil appellere til folks samvittighed, er det antageligt lettere at få budskabet igennem, hvis der anvendes en antropocentrisk argumentation. I forhold til ecocentriske argumenter ligger antropocentriske argumenter tættere på borgernes egen forståelse af klimaproblemet. 6. Tiltaget skal kunne rummes inden for eksisterende vaner og traditioner. Selvom lidt ny inspiration fra klimatiltagene generelt opleves som positivt, så er der stadig en klar holdning om, at det fremmer forankringen, hvis klimatiltaget spiller sammen med de individuelle vaner og de traditioner, der eksisterer i gruppen. Især vil det styrke forankringen, hvis klimatiltaget bliver koblet op på de traditionsbundne begivenheder, der i forvejen er forankret i gruppen. Det kunne fx være ved at servere klimamaden ved den årlige byfest. 7. Tiltaget skal etableres inden for en lille gruppe. En rent teoretisk og derfor mere spekulativ anbefaling går på, at gøre tiltagene så lokale som muligt. En løsning der gælder for hele kommunen, er ikke nødvendigvis at foretrække. Man bør i stedet satse på mindre bysamfund. Side | 82 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 7 Litteraturliste Aberbach, Joel & Bert Rockman (2002) ‘Conducting and coding elite Interviews’ Political Science and Politics 35, pp 673-676. Ajzen, Icek (1991) ‘The theory of planned behavior’ Organizational Behavior and Human Decision Processes, 50, pp. 179–211. Amundsen, Eirik S., Jørgen Brik Mortensen, Peter Fristrup & Peder Andersen (2009) ’Klimaproblemet i et samfundsøkonomisk perspektiv’, i P. Nedergaard & P. Fristrup (red.) Klimapolitik – dansk, europæisk, globat (København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag). Andersen, Heine 1996 Rationalitet, velfærd og refærdighed belyst gennem nyere samfundsvidenskabelige teorier (Frederiksberg: Samfundslitteratur). Andersen, Lotte Bøgh & Merete Watt Boolsen (2010) ‘Hypotesetest’, i M. H. Jacobsen, K. Lippert-Rasmussen & P. Nedergaard (red.) Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning (København: Hans Reitzels Forlag). Bamberg, Sebastian & Guido Möser (2007) ’Twenty years after Hines, Hungerford, and Tomera: A new meta-analysis of psycho-social determinants of proenvironmental behaviour’ Journal of Environmental Psychology 27, pp. 14–25. Berg-Sørensen, Anders (2010) ’Hermeneutik og fænomenologi’, i M. H. Jacobsen, K. Lippert-Rasmussen & P. Nedergaard (red.) Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning (København: Hans Reitzels Forlag). Blyth, Mark (2003) ’Structures do not come with an instruction sheet: Interests, ideas and progress in political science’ Perspectives on Politics, 1 (4), pp. 695-706. Bodansky, Daniel (2010) ‘The Copenhagen Climate Change Conference: A PostMortem’ American Journal of International Law, 104 (2), pp. 230-240. Boolsen, Merete Watt (2010) ’Grounded Theory’, i S. Brinkmann & L. Tanggaard (red.) Kvalitative Metoder (København: Hans Reitzels Forlag). Side | 83 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Boolsen, Merete Watt (2009) ‘Den positivistiske metode’, i V. Ankersborg & M. W. Boolsen (red.) Tænk selv! Videnskabsteori og undersøgelsesdesign i samfundsvidenskab (København: Forlaget Politiske Studier). Boolsen, Merete Watt 2006 Kvalitative analyser – at finde årsager og sammenhænge (København: Hans Reitzels Forlag). Boolsen, Merete Watt 2004 Kvalitative analyser i praksis (København: Forlaget Politiske Studier). Boston, Jonathan 2007 Towards a New Global Climate Treaty. Looking beyond 2012 (Wellington: Institute of Policy Studies). Brinkmann, Svend & Lene Tanggaard (2010) ‘Interviewet: Samtalen som forskningsmetode’, i S. Brinkmann & L. Tanggaard (red.) Kvalitative metoder (København: Hans Reitzels Forlag). Bryman, Alan 2004 Social Research Methods (New York: Oxford University Press). Carrus, Giuseppe, Paola Passafaro & Mirilia Bonnes (2008) ‘Emotions, habits and rational choices in ecological behaviours: The case of recycling and use of public transportation’ Journal of Environmental Psychology, 28 (1), pp. 51-62. CONCITO 2010 Kommunernes klimaindsats, lokaliseret på: http://www.concito.dk/sites/concito.dk/files/dokumenter/artikler/rapport__kommunernes_klimaindsats_-_juni_2010_presse_9_3571108563.pdf Davidson, Scott (2011) ’Up-scaling social behaviour change programmes: The case of EcoTeams’, i L. Whitmarsh, S. O’Neill & I. Lorenzoni (red.) Engaging the public with climate change: Behaviour change and communication (New York: Earthscan). De Jong, Jan 2012 Rethinking rational choice theory: A companion on rational and moral action (London: Palgrave). Dimitrov, Radoslav D. (2010) ’Inside Copenhagen: The State of Climate Governance’ Global Environmental Politics, 10 (2), pp 18-24. Elster, Jon 1989 The cement of society – a study of social order (Cambridge: Cambridge University Press). Side | 84 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Esty, Daniel C. (2008) ‘Rethinking global environmental governance to deal with climate change: The multiple logics of global collective action’, American Economic Review, 98 (2), pp. 116-121. Eurobarometer (2008) ‘Europeans’ attitudes towards climate change’, Special Eurobarometer 300, lokaliseret på: http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/ebs/ebs_300_full_en.pdf Gadamer, Hans-Georg 1985 Truth and Method (New York: Crossroad). Giddens, Anthony 2009 The Politics of Climate Change (Cambridge: Polity Press). Green, Donald P. & Ian Shapiro 1994 Pathologies of rational choice theory – a critique of applications in political science (New Haven: Yale University Press). Halkier, Bente & Iben Jensen (2008) ’Det sociale som performativitet – et praksisteoretisk perspektiv på analyse og metode’ Dansk Sociologi 3 (19), pp. 49-68 Hagen, Roar (2005) ‘Rational choice’, I H. Andersen & L. B. Kaspersen (red.) Klassisk og moderne samfundsteori (3. udgave) (København: Hans Reitzels Forlag). Hardin, Russel 1982 Collective action (Baltimore: Johns Hopkins University Press). Hargreaves, Tom. Making pro-environmental behaviour work: An ethnographic case study of practice, process and power in the workplace PhD, University of East Anglia, 2008. Harris, Paul 2009 The Politics of Climate Change (Abingdon: Routledge). Harris, Paul (2007) ‘Collective action on climate change: The logic of regime failure’ Natural Resources Journal, 47 (1), pp. 195-224. Hines, Jody M., Harold R. Hungerford & Audrey N. Tomera (1986-87) ‘Analysis and synthesis of research on responsible environmental behavior: A meta-analysis’ Journal of Environmental Education, 18 (2), pp.1-8. Houser, Trevor (2010) ‘Copenhagen, the Accord, and the Way Forward’ Peterson Institute for International Economics, Policy Brief, Number PB10-5. Lokaliseret på: http://www.bookstore.iie.com/publications/pb/pb10-05.pdf Højberg, Henriette (2004) ‘Hermeneutik’, i L. Fuglsang & P. B. Olsen (red.) Side | 85 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag). Karp, David Gutierrez (1996) ’Values and their effect on pro-environmental behavior’ Environment and Behavior, 28 (1), pp. 111-133. Kaiser, Florian G., Michael Ranney, Terry Hartig, & Peter A. Bowler (1999) ‘Ecological behavior, environmental attitude, and feelings of responsibility for the environment’ European Psychologist 4 (2), pp. 59-74. Klimakommissionen 2010 Grøn Energi - vejen mod et dansk energisystem uden fossile brændsler, lokaliseret på: http://www.ens.dk/da-DK/Politik/Dansk-klima-ogenergi-politik/klimakommissionen/klimakommissionensrapport/Documents/ groen%20energi%20DK%20screen%201sidet%20v2.pdf Klima- og Energiministeriet 2011 Klimapolitisk redegørelse, lokaliseret på: http://www.ens.dk/da-DK/Politik/Dansk-klima-og-energipolitik/Documents/Klimapolitisk%20Redeg%C3%B8relse%202011.pdf Kollmuss, Anja & Julian Agyeman (2002) ‘Mind the Gap: why do people act environmentally and what are the barriers to pro-environmental behavior?’ Environmental Education Research, 8 (3), pp. 239-260. Kommunernes Landsforening 2008 Klima på den lokale dagsorden, lokaliseret på: http://www.kl.dk/ImageVault/Images/id_43405/scope_0/ImageVaultHandler.as px Kortenkamp, Katherine V. & Colleen F. Moore (2001) ‘Ecocentrism and Anthropocentrism: Moral reasoning about ecological commons dilemmas’ Journal of Environmental Psychology, 21, pp. 261-72. Kousky, Carolyn & Stephen H. Schneider (2003) ‘Global climate policy: Will cities lead the way?’ Climate Policy, 3, pp. 359-372. Kurrild-Klitgaard, Peter 1997 Rational choice, collective action and the paradox of rebellion (København: Institute of Political Science, University of Copenhagen). Side | 86 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Kvale, Steinar 1997 InterView. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview (København: Hans Reitzels Forlag). La Cour, Vicky 2006 Forankring af Sundhedsinformatiske projekter og deres resultater, Aalborg Universitet, lokaliseret på: http://projekter.aau.dk/projekter/files/6141877/Rapport-forankring-vlc-final.pdf Lorenzoni, Irene, Sophie Nicholson-Cole & Lorraine Whitmarsh (2007) ’Barriers percived to engaging with climate change among the UK public and their policy implications’ Global Environmental Change 17, pp. 445-459. Lubell, Mark (2002) ‘Environmental activism as collective action’ Environment and Behaviour, 34 (4), pp. 431-454. Læssøe, Jeppe (Årstal ukendt) Hvorfor gør de ikke som vi siger? Barrierer for deltagelse og læring i spørgsmålet om bæredygtig udvikling, Forskningsprogram for Miljø- og Sundhedspædagogik, DPU/Aarhus Universitet. Malnes, Reino & Knut Midgaard 2004 Politisk tenkning (Oslo: Universitetsforlaget AS). Mahoney, James & Gary Goertz (2006) ‘A tale of two cultures: Contrasting quantitative and qualitative research’, Political Analysis, 14 (3), pp. 227–249. Mazanti, Birgitte 2002 Forankring af kvarterløft, By og Byg Dokumentation 029, Statens Byggeforskningsinstitut, lokaliseret på: http://www.tverskovkommunikation.dk/wp-content/uploads/2011/08/ Forankring-og-kvarterl%C3%B8ft.pdf Miles, Matthew B. & A. Michael Huberman 1994 Qualitative data analysis (London: Sage). Miljø- og Energiministeriet 2000 Klima 2012: Status og perspektiver for dansk klimapolitik, lokaliseret på: http://www.statensnet.dk/pligtarkiv/fremvis.pl?vaerkid= 12836&reprid=0&iarkiv=1. Nedergaard, Peter (2010) ‘Rationalitet’, i M. H. Jacobsen, K. Lippert-Rasmussen & P. Nedergaard (red.) Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning (København: Hans Reitzels Forlag). Side | 87 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Nedergaard, Peter (2009) ’Nu taler politikerne også om vejret’, i M. Marcussen & K. Ronit (red.) Globaliseringens udfordringer: Politiske og administrative processer under pres (København: Hans Reitzels Forlag). Ölander, Folke & John Thøgersen (1995) ’Understanding of consumer behaviour as a prerequisite for environmental protection’ Journal of Consumer Policy, 18, pp. 345-385. Oliver, Pamela (1984) ‘If you don't do it, nobody else will: Active and token contributors to lcocal collective action’ American Sociological Review 49 (5), pp. 601610. Olson, Mancur 1965 [1971] The logic of collective action: Public goods and the theory of groups (Cambridge: Harvard University Press). Poortinga, Wouter, Linda Steg & Charles Vlek (2004) ’Values, environmental concern and environmental behaviour: A study into household energy use’ Environment and behavior, 36 (1), pp. 70-93. Schultz, P. Wesley & Andlynnette Zelezny (1999) ‘Values as predictors of environmental attitudes: Evidence for consistency across 14 countries’ Journal of Environmental Psychology, 19, pp. 255-265. Staats, Henk (2003) ‘Understanding pro-environmental attitudes and behavior: An analysis and review of research based on the Theory of Planned Behavior’, i M. Bonnes, T. Lee & M. Bonaiuto (red.) Psychological theories for environmental issues (England: Ashgate). Stern, Paul C. (2000) ‘Toward a coherent theory of environmentally significant behaviour’ Journal of Social Issues, 56 (3), pp. 407-424. Stern, Nicholas 2007 Stern Review on The Economics of Climate Change – Part VI, lokaliseret på: http://webarchive.nationalarchives.gov.uk/+/http:/www.hmtreasury.gov.uk/media/C7F/7E/ch_25_reversing_emissions.pdf Strauss, Anselm & Juliet Corbin 1998 Basics of qualitative research. Techniques and procedures for developing Grounded Theory. (anden udgave) (California: Sage Publications). Side | 88 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Todhunter, Tracey (2011) ’Low-carbon communities: A grassroots perspective on public engagement’, i L. Whitmarsh, S. O’Neill & I. Lorenzoni (red.) Engaging the public with climate change: Behaviour change and communication (New York: Earthscan). Turaga, Rama Mohana R., Richard B. Howarth & Mark E. Borsuk (2010) ‘Proenvironmental behavior: rational choice meets moral motivation’ Annals Of The New York Academy Of Sciences, 1185 (Issue: Ecological Economics Reviews), pp. 211-224. Udéhn, Lars (1993) ‘Twenty-five years with The Logic of Collective Action’ Acta Sociologica, 36, pp.239-261, Vainio, Annukka & Riikka Paloniemi (2011) ‘Does belief matter in climate change action?’ Public Understanding of Science, kun tilgængelig online. Verplanken, Bas (2011) ’Old habits and new routines to sustainable behaviour’, i L. Whitmarsh, S. O’Neill & I. Lorenzoni (red.) Engaging the public with climate change: Behaviour change and communication (New York: Earthscan). Wells, Victoria K., Cerys A. Ponting & Ken Peattie (2011) ‘Behaviour and climate change: Consumer perceptions of responsibility’ Journal of Marketing Management, 27 (7–8), pp. 808–833. Whitmarsh, Lorraine & Saffron O’Neill (2011) ‘Introduction: Opportunities for and barriers to engaging individuals with climate change’, i L. Whitmarsh, S. O’Neill & I. Lorenzoni (red.) Engaging the public with climate change: Behaviour change and communication (New York: Earthscan). Wolf, Johanna (2011) ’Ecological citizenship as public engagement with climate change’, i L. Whitmarsh, S. O’Neill & I. Lorenzoni (red.) Engaging the public with climate change: Behaviour change and communication (New York: Earthscan). Yin, Robert K. 2003 Case study research: Design and methods (3. udgave) (California: Sage Publications). Side | 89 Marie-Louise Lunderød Speciale Marts 2012 Zuckerman, Harriet (1972) ‘Interviewing an ultra-elite’ Public Opinion Quarterly 36(2): 159-175. Baggrundslitteratur om Studsgård: http://www.herning.dk/Borger/Klima/Klima-landsby%20Studsgaard.aspx http://www.studsgaardby.dk/ Kommunens informationsmateriale om Studsgård. Politiske papirer om processen Side | 90 Bilag A: Spørgeskema til Studsgård Kære beboer i Studsgård Du bor i et område, hvor der er gennemført flere forskellige klima-initiativer. Jeg tillader mig derfor at sende dig dette spørgeskema, om din oplevelse af Studsgård som klima-landsby. Jeg vil bede dig besvare og returnere spørgeskemaet til mig i den vedlagte svarkuvert. Om undersøgelsen Undersøgelsen er en del af min afsluttende opgave på Københavns Universitet, og gennemføres i samarbejde med Herning Kommune. Jeg står selv for håndteringen af spørgeskemaerne, og kan derfor love dig, at dine svar bliver behandlet fortroligt. Alle hustande i Studsgård modtager spørgeskemaet, og besvarelserne bruges kun i anonymiseret form. Din besvarelse er vigtig Din besvarelse har stor betydning for min undersøgelse. Det har ingen betydning om du kender til klimainitiativerne i Studsgård, jeg vil bede dig besvare spørgeskemaet under alle omstændigheder. Det tager ca. 10 min. at udfylde spørgeskemaet. Jeg vil bede dig returnere det udfyldte spørgeskema senest mandag den 3. oktober 2011. Hvis du har spørgsmål vedrørende undersøgelsen, er du meget velkommen til at kontakte mig på telefon 27 24 53 10. Du er også velkommen til at kontakte mig efter den 14. november 2011 på mailadressen jzk885@alumni.ku.dk, hvis du ønsker at få oplyst resultaterne af undersøgelsen. På forhånd tak for din hjælp. Med venlig hilsen Malou Lunderød, Specialestuderende på Institut for Statskundskab Københavns Universitet Side | 91 Spørgeskema Først får du en række spørgsmål om de forskellige klima-initiativer i Studsgård. Er du bekendt med fællesspisningen i Minihallen? Er du bekendt med metalindsamlingen på torvet? Er du bekendt med tilbuddet om et gratis energitjek på din bolig? Er du bekendt med Studsgård Vindmøllelaug? Er du bekendt med genbrugsbutikken i den nedlagte købmandsbutik? Har du været med til fællesspisning i Minihallen i 2011? Har du benyttet dig af metalindsamlingen på torvet til at komme af med dit metal-affald? Har du/I taget imod det gratis energitjek på din/jeres bolig? Ja Nej Ved ikke □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ Ja, én gang Ja, flere gange Nej, aldrig Ved ikke □ □ □ □ □ □ □ □ Ja Nej, har ikke fået tilbuddet Nej, har takket nej til tilbuddet Ved ikke □ □ □ □ Betaler du/I til Studsgård Vindmøllelaug? Har du besøgt genbrugsbutikken i den nedlagte købmandsbutik? Ja Nej Ved ikke □ □ □ □ □ □ Side | 92 Uanset om du har deltaget i klima-initiativerne eller ej, vil jeg gerne høre, hvad du synes om dem. Synes du, at fællesspisningen i Minihallen er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at indføre det? Synes du, at metalindsamlingen på torvet er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at indføre det? Synes du, at det gratis energitjek er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at tilbyde deres beboere det? Synes du, at vindmøllelauget i Studsgård er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at indføre det? Synes du, at genbrugsbutikken er en så god idé, at du vil anbefale andre landsbyer at indføre det? Er du enig eller uenig i følgende udsagn?: ”Jeg tror mennesker kan påvirke klimaet gennem deres adfærd” Ved Ja Nej □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ □ ikke Enig Hverken enig eller uenig Uenig □ □ □ Til sidst kommer der nogle spørgsmål om dig selv. Hvilken uddannelse har du ud over folkeskoleuddannelsen? Ingen uddannelse ud over folkeskoleuddannelsen Specialarbejder uddannelse EFG basis år (men ikke 2. del) Fuldført lærling eller EFG-uddannelse Anden faglig uddannelse – inklusiv servicefag (mindst 12 måneder) Kort eller mellemlang videregående uddannelse (under 3 år) Lang videregående uddannelse (over 4 år) Stadig i gang med uddannelse □ □ □ □ □ □ □ □ Side | 93 Hvilket år er du født? Skriv årstal: _________________________ Er du mand eller kvinde? Mand Kvinde □ □ Hvor boede du størstedelen af din barndom (dine første 15 leveår)? Storby med over 100.000 indbyggere (f.eks. Århus) Provinsby med 1.000-100.000 indbyggere (f.eks. Herning) Landsby med 200-1.000 indbyggere (f.eks. Skarrild) På landet (f.eks. landejendom) Ved ikke □ □ □ □ □ Hvilken familie-type beskriver bedst din husstand? Enlig uden barn/børn Enlig med barn/børn Par uden barn/børn Par med barn/børn Andet □ □ □ □ □ Har du lyst til at deltage i et personligt interview om klima-initiativerne i Studsgård? Nej Ja □ □ mit telefon nummer er: ________________________, og … min mailadresse er _______________________________________________________ BEMÆRK: Jeg kommer selv til Studsgård for at foretage interviewene. Interviewene vil tage ca. 1 time, og finder sted i Studsgård mellem den 10. oktober og den 14. oktober. Side | 94 Bilag B: Spørgeguide til interviews Introduktion Jeg hedder Malou Lunderød, og er ved at lave min afsluttende opgave i Statskundskab på Københavns Universitet. Min opgave handler om, hvordan I her i Studsgård oplever de klima-tiltag der er blevet igangsat her. Jeg vil meget gerne høre din mening om klimatiltagene – både det dårlige og det gode. Men når vi er færdige med interviewet, vil jeg gerne fortælle dig mere om min undersøgelse, hvis det har interesse. Tid Jeg har jo lovet dig at interviewet kommer til at tage max 1 time, og der er nogle spørgsmål jeg rigtig gerne vil nå at stille dig, derfor kan det godt være, at jeg kommer til at afbryde dig en gang i mellem – det håber jeg er i orden for dig…? Båndoptagelse Og jeg optager det på bånd, sådan så jeg kan bruge det vi snakker om i min opgave. Anonymitet Men når jeg bruger interviewet i min opgave, er det selvfølgelig ikke sådan at du kommer til at stå med navns nævnelse, der kommer bare til at stå fx ’mand/kvinde fra Studsgård siger at..’. Tak Så vil jeg også gerne starte med at sige tak, fordi du ville deltage i dette her interview, det har rigtig stor betydning for min undersøgelse og det er jeg rigtig glad for. Emnefokus Jeg synes faktisk bare at vi skal springe lige ud i at tale om klimatiltagene i Studsgård. Deltagelse I Hvilke klima-tiltag har du deltaget i? Side | 95 Accept [I de følgende spørgsmål tages der udgangspunkt i hvert af de tiltag informanten har deltaget i ]. Deltagelse II Tidsperspektiv Hvad synes du om dem? Hvad synes du er det mest positive ved tiltagene? Hvad er det mest negative? Hvilke klima-tiltag synes du bedst om? Hvad gør det til det bedste tiltag? Hvilke klima-tiltag synes du så mindst godt om? Hvad gør det til det dårligste tiltag? Hvordan blev klima-tiltagene sat i gang? Hvornår hørte du første gang om klima-tiltagene? Hvordan hørte du om dem? Hvordan vil det ændre dine vaner på længere sigt at have deltaget i klima-tiltagene? Føler du, at der er stemning for at forstætte klima-tiltagene i Studsgård? Hvis der er mere tid, gå over til de mere snævre spørgsmål ellers afslut som nedenfor. Opfølgning Så vil jeg lige høre dig, om det er i orden, at jeg efter i dag ringer til dig, hvis jeg har opklarende spørgsmål i forbindelse med interviewet? Afslutning Så vil jeg bare endnu en gang sige dig tak, fordi du ville snakke med mig om klima-tiltagene i Studsgård. Det har været rigtig spændende at høre om for mig. Side | 96 Indsnævrende spørgsmål baseret på teoretiske dimensioner Ressourcer På hvilket tidspunkt ligger klima-spisningerne i Minihallen som regel? Hvordan passer det med dine spisetider? Hvordan fungerede det med det gratis energitjek? Var det noget I selv skulle booke tid til, eller skulle I være hjemme på et bestemt tidspunkt? Hvor lang tid tog det? Da I fik lavet energitjekket – hvad foreslog de? (kun til dem der har fået det lavet)? Er det dyrt at deltage i klima-spisningerne? Hvor langt er der herfra til metalindsamlingen? Hvordan plejer du at komme ned til metalindsamlingen? Har du nogensinde været forbi genbrugsbutikken, hvor der var lukket Er der nogle af tiltagene du kunne have lyst til at bruge mere tid på? Mindre tid på? Det sociale Kender du de fleste af dem der deltager i klima-tiltagene? Kender du nogen, der ikke har været så aktive i klima-tiltagene? Jeg skal lige høre dig, hvor længe var det, du havde boet i Studsgård? Hvis du skulle beskrive Studsgård til en som ikke kendte stedet, hvordan ville du så beskrive det at bo i Studsgård? Hvordan adskiller det sig fra at bo her i forhold til der, hvor du boede tidligere? Hvor godt kender du de andre, der bor her i Studsgård? Synes du, at andre landsbyer kan lære noget af Studsgård? (Hvis ja… hvad?) Side | 97 Konsekvenser Tror du at ændringer i klimaet kommer af, at mennesker handler på en bestemt måde? Hvor stor betydning tror du, det har på klimaet, at folk gør nogle ting anderledes i deres hverdag? Hvilken forskel tror du, det gør for klimaet at Studsgård har igangsat de her klima-tiltag? Moral Synes du, at folk bør gøre mere for at støtte op omkring de her klima-tiltag? Uden at sætte navne på, synes du så der er nogen her i byen, der ikke tager de her klima-tiltag alvorligt nok? Er der nogen der tager dem lidt for alvorligt? Landsbyens Hvad har det betydet for Studsgård at blive klima-landsby? status Hvad synes du andre landsbyer kan lære af Studsgård? Motivation fra Hvem synes du har været de største fortalere for klimatiltagene? en bestemt aktør Kan du komme i tanke om bestemte personer, der har været særligt aktive i at få sat gang i klima-tiltagene. Er det tit de personer, der sætter gang i forskellige ting i landsbyen? Hvordan har Herning kommune været involveret i klimatiltagene i Studsgård? Hvad tror du, det havde betydet for klimatiltagene, hvis Herning kommune havde været mere/mindre aktive? Side | 98 Bilag C: Interview-aftaler Informant Aftale-tidspunkt Køn Alder Spørgeskemanr. 1 Torsdag 13.10.11 kl. 09.00 Kvinde 45 år 70 2 Torsdag 13.10.11 kl. 11.00 Mand 67 år 87 3 Torsdag 13.10.11 kl. 13.00 Kvinde 44 år 45 4 Torsdag 13.10.11 kl.18.00 Mand 41 år 34 5 Fredag 14.10.11 kl. 09.00 Kvinde 61 år 21 6 Fredag 14.10.11 kl. 13.00 Mand 64 år 88 7 Fredag 14.10.11 kl. 14.15 Kvinde 46 år 78 8 Fredag 14.10.11 kl. 15.30 Kvinde 33 år 18 Mand 71 år 3 (IDnr.) Supplerende telefon-interview 9 Torsdag 22.03.12 kl. 10.00 Side | 99
© Copyright 2024