 
        Løgumkloster Højskole søger forstander(e) Løgumkloster Højskole søger forstander(e), som i tæt samarbejde med byen, skolekredsen og bestyrelsen vil rejse en ny højskole. Vi har visionen, opbakningen og bygningen, men vi mangler de ildsjæle, som kan udvikle og realisere ideen. Ansættelse fra 1. juli 2015 eller snarest derefter. Kursusvirksomheden forventes påbegyndt januar 2016. Den første presserende opgave er at udarbejde en skoleplan og markedsføre de kommende aktiviteter. Løgumkloster er præget af et stærkt musikliv, samspillet mellem kirkelige og kulturelle institutioner, mange engagerede mennesker og stor frivillighed. Derfor er det naturligt, at klassisk musik, korsang og folkemusik tillige med religionsmøde og livsoplysning afspejles i skolens virksomhed og skoleplan. Løgumkloster er en del af et grænseland, som har været og er præget af mødet mellem dansk og tysk kultur. Skolens kurser vil med inspiration fra grænselandets udvikling og kulturmøde styrke medborgerskab og sammenhængskraft på tværs af grænser og kulturer. Vi søger forstander(e) som har iderigdom, gennemslagskraft og lederevner - og som brænder for højskoletanken. Vi forventer, at ansøgerne  har kendskab til højskoleverdenen  har lederevner / ledelseserfaring  har erfaring med personaleledelse – og kan uddelegere opgaver og ansvar  har undervisningskompetencer inden for et af højskolens fagområder  er en stærk dynamisk og tillidvækkende person  er et troværdigt menneske med humoristisk sans  er robust, arbejdsom - og kan få ting til at ske  er oprigtigt interesseret i elevernes / kursisternes ve og vel  tør springe ud på dybt vand, og sammen med bestyrelsen satse på at få højskolen i gang Arbejds- og ansvarsområderne er  sammen med bestyrelsen at udvikle højskolens faglige profil  sammen med bestyrelsen at klargøre skolens fysiske rammer  at udarbejde kursus- og undervisningsplaner (korte / lange kurser)  at lave beskrivelser af kursernes indhold  at ansætte lærere og øvrige medarbejdere  at have ansvar for den daglige pædagogiske ledelse  at have ansvar for personaleledelse  at have ansvar for skolens økonomi  at synliggøre højskolen bl.a. for at rekruttere elever og kursister  at undervise på højskolen  sammen med skolens øvrige medarbejdere at skabe rammer for et spændende, inspirerende og udbytterigt højskoleophold  at indgå i tæt samspil med lokalsamfundet Højskolens værdigrundlag  Højskolen bygger på den grundtvig-koldske højskoletradition  Der lægges vægt på fællesskab, medansvar, faglighed og livsglæde  Samværet på højskolen bygger på tillid, respekt og ligeværd  Her er højt til himlen, plads til mangfoldighed, tid til fordybelse og samtale  Højskolen indgår i det kulturelle og kirkelige miljø i Løgumkloster. Læs mere på højskolens hjemmeside www.lkhojskole.dk Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til kulturministeriel bekendtgørelse. Der er tilknyttet en forstanderbolig med bopælspligt til stillingen Ansøgningsfrist Ansøgningen skal være modtaget senest den 13. maj 2015 kl. 12.00 Ansøgningen sendes til bestyrelsesformand Anton Schulz, Allégade 19, 6240 Løgumkloster, eller på e-mail: schulz@asconbs.com Personlig henvendelse Ansøgere er velkomne til at kontakte Anton Schulz på tlf. 29 99 37 89 eller på e-mail: schulz@asconbs.com Ansættelsessamtaler Ansættelsessamtaler vil foregå den 21. - 22. maj 2015 Løgumkloster Højskoles organisatoriske bagland udgøres af en skolekreds på 260 medlemmer som har valgt 5 af bestyrelsens 9 medlemmer. I bestyrelsen er endvidere Grænseforeningen, KFUM og KFUK / DKG og Folkekirkens Ungdomskor repræsenteret.
© Copyright 2025