1. No category

sin karriere til søs som 15 årig. Først på søfartsskole med
henblik på sejlads i handelsflåden. Efter en kort periode
som fisker og dæksdreng på en Galease sejlede han i
den norske handelsflåde, hvorefter han tog styrmandsog skibsførereksamen på Fanø Navigationsskole.
net hvor han gjorde tjeneste i to år som værnepligtig ofForfatteren som instruktør
på Kampinformationsskolen
i 1974
ficer ved Kattegats Marinedistrikt efterfulgt af yderligere
37 år i som tjenestemand.
Han gjorde tjeneste i flere forskellige skibe og landtjenestesteder som såvel subaltern officer og chef.
Efter sin pension fra søværnet sejlede han i otte år i Marinehjemmeværnet som
fartøjsfører og kursusleder.
Driver i dag et lille landbrug med dådyr.
Kurt Lundholm
Søridderne
Søridderne
Efter sejlads som styrmand blev han indkaldt til Søvær-
Kurt Lundholm
Kurt Lundholm Christoffersen er født i Skagen og startede
www.brunlynget.dk
Kurt Lundholm Christoffersen
har under forfatternavnet Kurt Lundholm tidligere udgivet:
kurt Lundholm
Richard banden
Skagbo drengene fra nordveStbyen
brunlynget bogforlag
Brunlynget Bogforlag
Søridderne
Søridderne
2011 Kurt Lundholm
Udgivet af Brunlynget Bogforlag
E mail: books@brunlynget.dk
Omslag: Per Henrik Kolbro Nielsen
og Sindal Bogtrykkeri - ComVision
Bogen er sat med Palatino
Tryk: Sindal Bogtrykkeri - ComVision
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-992085-5-5
Brunlynget Bogforlag
Slustrupvej 25
9900 Frederikshavn
www.brunlynget.dk
Kurt Lundholm
Søridderne
”En søridder kan falde i sin rustning én gang
- men han kan ikke blive ved med at tumle rundt i den”
Af samme forfatter:
”Mytteriet” biografi, 2007
Richard banden, roman, 2009
Indholdsfortegnelse
• Galeasen LILLI
• Fiskekutteren EMKE/FARSUND
• SS POLYMON
• MS SUNPOLYNA
• Fanø Navigationskole
• MS RASMUS THOLSTRUP
• Søværnets Eksercerskole
• Søværnets Sergent- og Korporalskole
• Søværnets Officersskole
• Kattegats Marinedistrikt
• Patruljebåden WILLEMOES
• Orlogskutteren LUNDEN
• Faktiske personer
• Tak
”You shouldn’t have joined the navy
if you can’t take a joke”
Forord
Denne roman er den første bog i en serie, hvor de fleste af de nævnte
hændelsesforløb og personer er fiktive. Den er dog inspireret af aktuelle
hændelser og genfortalte historier fra Handelsflåden, Søværnet og Marinehjemmeværnet. Her har humor siden Tordenskjolds tid været en vigtig
del af virksomhedskulturen.
Der er, for at sætte i romanen i den rette tidsperiode, nævnt en række
faktiske begivenheder og personer. Personerne er nævnt bag i bogen.
I romanen følger vi Benny fra fiskerdreng til skibschef i Søværnet, med
sejlads i mange forskellige skibe i såvel Norge som Danmark, hans uddannelse fra jungmand til skibsfører og senere søofficer af reserven, samt
en begyndende karriere i Søværnet – i et militært system, han ikke havde
planlagt karriere i.
Bogen omhandler mange farverige personer i henholdsvis Skagens fiskerflåde, Handelsflåden og Søværnet. Personer, som i dag, i vores politisk korrekte samfund, desværre ikke findes mere.
Den omhandler også en periode i Søværnet, hvor chefer var chefer, og
ikke, som det senere ofte var tilfældet, blev ført som dukker i et dukketeater af fagforeninger og politikere, og derfor havde svært ved at tage
beslutninger.
Derfor valgte de af bekvemmeligheds grunde at følge admiralens vise:
”Da mine egne tanker var så få og små, så endte jeg med kors og bånd
og stjerne på”.
Der er skrevet utallige bøger om, hvor dygtige officererne i Søværnet
var og er, for god markedsføring har altid været et ”must” i firmaet, og
som søofficer, er man opdraget til aldrig at sætte sit lys under en skæppe.
Derfor har forfatteren valgt, i denne serie af bøger, at komme tæt på
9
ting, som man i Søværnet sjældent omtalte eller skrev om. Det kan falde
nogle sarte officerer for brystet, særligt dem, som i deres bedømmelser fik
under norm i humoristisk sans. De bør dog huske, at det er gjort af kærlighed til Søværnet, og den dejlige tid forfatteren tilbragte dér.
For den man elsker, tugter man som bekendt.
For god ordens skyld skal nævnes, at såfremt læseren finder ligheder
mellem personer, der ikke er nævnt under listen over faktiske personer,
nulevende og afdøde personer, må dette alene tilskrives læserens fantasi,
idet alle disse personer er frit opfundne.
Kurt Lundholm
10
Sømand
Sømænd kan findes til rors, på dækket, i køjen, på bordeller, i havneknejper. Berusede og ofte med en kvinde på skødet, men altid i
heftig diskussion.
Han mangler næsten altid penge til næste barbesøg.
Han bryder sig ikke om maskinfolk og tørlagte skibe, og han brokker sig konstant over skibskosten, uanset om der bliver disket op
med brotsjøsild eller 15 slags pålæg.
Han regner rederen og hovmesteren for notoriske svindlere og
blodsugere.
Han føler sig konstant misforstået og ofte uskyldig anklaget.
Hans højeste ønske er at blive bryggeriejer eller få sin egen bar på
havnefronten i Bangkok.
Han længes altid hjem, og når den første spænding og ophidselse
har lagt sig, efter at være kommet hjem, er det første, han spørger
om:
„Har vi noget øl”.
11
Galeasen LILLI
Galeasen LILLI blev købt til Skagen første gang i 1917, og fik, selv
om det var en god sejler installeret motor i 1919.
Hun blev indsat i parketfart på Skagen-København, men blev i 1924
sendt ud i fri fart igen og senere solgt til Rudkøbing.
I 1938 blev hun købt tilbage og indsat i den gamle parketfart.
I 1961 blev hun solgt og bygget om til lystbåd og sejler i dag under
navnet W. N. Ragaland på Bahamas.
Data:
•Bygget hos Otto Hansen Stubbekøbing i 1913
•Tonnage: 128 DW
•Længde: 22,86 m
•Bredde: 6,2 m
•Dybgang: 2.28 m
•Motor: 60 HP Tuxham
•Sejlføring: Storsejl, messan og fog
12
Galeasen LILLI
”Vi går ud i springet, så lad gå det hele agter”, råbte kaptajn Syberg fra
styrehusets dør i styrbord side. ”Lad gå det hele agter”, gentog matrosen
og slækkede op på agtertrossen.
Benny, der stod klar på kajen, løb hen ad kajen og hev hurtigt trossen af
pullerten. Han løb derefter med trossen langs skibssiden for at smide den
ind på dækket så den ikke røg i vandet. Pludselig strammede trossen op,
og Benny, der stadig holdt fast i den, stod på hovedet ud over kajkanten
og ned i vandet imellem skibet og kajen.
Kaptajnen slog straks skruen fra og fór ud af styrehuset, medens han
hev redningskransen, der sad på siden af styrehuset, ned til Benny, som
prustende dukkede op af vandet ved siden af den. Benny hev fast i redningskransen med den ene hånd, medens han med den anden hånd tog
fat i den tovende, som matrosen kastede ned til ham. Styrmanden kom
farende henne fra forenden og hev to store bildæks fendere ned mellem
skibet og kajen. Benny slap tovenden, og tog fat i bildækket. Han fik den
ene fod ind i bildækket, medens han hev sig op af vandet, men kunne dog
ikke selv kravle over lønningen på grund af det våde tøj, hvorfor matrosen og kaptajnen tog fat i hans tøj og hev ham ind på dækket.
”Det nummer laver du sku’ ikke igen”, sagde kaptajnen vredt, du skal
sku’ give slip når klovnen på agterdækket ikke kan finde ud af at slække
op på trossen - og se så at komme ned forud og bliv vasket i ansigtet og få
noget tørt tøj på”.
Styrmanden rystede på hovedet og det var klart, at han tænkte: ”Den
klovn får vi sku’ aldrig lavet til en sømand”.
Benny sagde ikke noget, han var stadig noget chokeret over oplevelsen. Han stod som forstenet og lignede en druknet mus, men vågnede
13
op da kaptajnen sagde: ”Se så at komme forud og skiftet tøj, og få dig
vasket - du er helt sort i ansigtet af sildeolie fra havnebassinet, og lad det
gå lidt kvikt, vi har sku’ ikke tid til at ligge her hele dagen, vi skal videre
til Rønne”.
Benny nikkede til svar og listede forud, medens gummiskoene sagde
sjap, sjap og vandet løb hen af dækket, der hvor han havde gået.
Uden for nedgangskappen til lukafet smed Benny alt tøjet og kravlede
ned ad lejderen, alt imedens han i oktober kulden rystede over hele kroppen. På vej ned ad lejderen steg den kvalmende lugt af fiskemel op fra
lukafet. Lugten kom inde fra lasten, der lå lige agten for lukafet og var
kun adskilt herfra med nogle tynde utætte brædder.
Han fik sig hurtigt, nødtørftigt vasket i ansigtet og tørret over hele
kroppen, og fandt noget rent tøj i køjesækken. Han sendte sin mor en
venlig tanke, fordi hun havde insisteret på, at han skulle have tre sæt
arbejdstøj og undertøj med. Medens han klædte om, kunne han høre
at kaptajnen var ved at manøvrere fra kaj. Han gav pludselig regulatoren nogle ordentlige omdrejninger med det resultat, at det gamle skib
rystede og gav sig i alle plankerne og Tuxhammotoren rystede i sine
fundamenter, medens skibet langsomt drejede rundt for at få kurs ud af
havnen.
Iklædt og klar til at gå på dækket kommer Benny til at tænke på, at han
i dag, på sin første sejlads, var tæt på at stille søstøvlerne.
Benny Holm, der som dreng havde været en lille rod og medlem af den
lokale bande, var født og opvokset i en lille fiskerby. Benny var en spinkelt
bygget lyshåret dreng på ca. 175 cm. Han havde blå øjne og let til smil,
og han elskede at drille andre, men var ofte lidt følsom over for andres
drilleri. Han havde en udpræget retfærdighedssans, som ofte blev testet.
Når han selv eller andre blev uretfærdigt behandlet, kom hans hidsige
temperament til udbrud – noget der dog aftog med årene, eftersom han
opdagede at retfærdighed var noget, man sjældent oplevede.
Det lå ligesom i kortene, at han skulle overtage sin fars fiskekutter, når
14
han blev voksen og havde fået sætteskippereksamen – noget som hans far
i øvrigt tvivlede på, at han kunne klare, eftersom han ikke havde været
for flittig i skolen. Han var en eventyrtype, der ofte var uopmærksom i
timerne og kunne sidde og drømme om langfart ude i verden, indtil han
pludselig blev vækket af lærerens råb.
Med hensyn til en karriere som fisker, havde han stædigt overfor sin far
holdt fast på, at han ville være skibsfører i Handelsflåden.
Hans far fastholdt dog, at med den skolebaggrund han havde, var en
karriere som fisker mere oplagt, og da Benny endelig fik ham overtalt til
at få en karriere i Handelsflåden, var alle pladserne på skoleskibene DANMARK og GEORG STAGE optaget.
Derfor kom han i juli 1953 på søfartsskole, som skulle være den første
del af uddannelsen til søs. Efter søfartsskolen fik han med faderens hjælp
hyre på galeasen LILLI, der normalt sejlede parketfart mellem Skagen og
København. Denne hans første tur gik dog til Rønne med en last fiskemel.
Her ombord i LILLI var det planen, at han skulle være i et år, idet kravet
på daværende tidspunkt var, at man for at kunne læse til styrmand skulle
sejle på dækket i fire år, heraf mindst et år på et sejlførende skib.
Benny blev brat afbrudt i sine tanker, da styrmanden oppe fra dækket
råbte ned gennem kappen: ”Se at få fingeren ud dernede, og kom herop
og hjælp med at sætte sejlene”.
Benny susede op ad lejderen, og så oppe på dækket, at de allerede var
et godt stykke syd for havnen på en sydøstlig kurs.
Styrmanden og matrosen var ved at gøre klar til at sætte storsejlet.
Styrmanden var en lille mørkhåret og spinkel mand med en lille snotbremse under næsen. Han var altid iklædt sort tøj og med en blankskygget kasket, der blandt søfolk blev kaldt et østersøbevis.
Han var en mut type, der altid gik rundt, som om nogen havde tisset
på hans sukkermad. Han kunne blive noget så irriteret, hvis man kaldte
ham bedstemand, hvilket var den naturlige titel i små skibe. Han insisterede på at blive kaldt styrmand. (Bedstemand der blev brugt både i
15
fiskeflåden og småskibsfarten kom af betegnelsen ”bedste mand ombord
blandt de menige”).
Han råbte nu henne fra stormasten: ”Kom herover – du tager slækket,
når vi hiver”, og gav samtidig tegn til kaptajnen, at de er klar til at hejse
storsejlet.
Kaptajn Syberg drejede langsomt LILLI op i vinden og storsejlet blev
hejst, efterfulgt af fokken, klyveren og mesanen.
Kort efter lå LILLI bidevind med kurs ned mod Læsø Trindel fyrskib.
Styrmanden tog en ekstra runde for at se, om der var gjort søklar på dækket, og matrosen fik en skideballe for ikke at have surret agtertrossen.
Da alt var i orden blev Benny sendt op i styrehuset til kaptajnen.
Kaptajn Syberg var en lyshåret lang ranglet type på ca. 185 og med
vigende tindinger. Han var næsten altid klædt i sorte bukser og en mørkeblå sweater og gummistøvler. Han havde let til smil, men tog skibsdisciplin og sømandskab meget alvorligt. Han havde, fortalte Bennys far, gået
i samme klasse som faderen, og havde nu efter mange år til søs, sidst som
kaptajn i ØK, overtaget LILLI, så han kunne være noget mere hjemme
hos familien. Han var streng men retfærdig, og var som de fleste i skippere i småskibsfarten en altmuligmand, navigatør- og kokkeuddannet
motorpasser og jurist, der deltog i al gerning ombord. Han skulle kunne
sy sejl, lave riggerarbejde, reparere skuden samt doktorere mindre skader
ombord.
Kaptajnen gav straks Benny roret, og beordrede ham til at styre sydøst.
”Kurs sydøst”, gentager Benny, da LILLI lå på kursen.
”Det er vel - nu holder du den på kursen, og hvis vinden ændrer
sig, prajer du mig med det samme - jeg går lige ned i lukafet”, sagde
kaptajnen og gik ned ad lejderen til sit lukaf, der var placeret lige under
styrehuset.
Benny kiggede forundret på kaptajn Syberg, da han forlod broen og
lod ham få ansvaret for skibet. Hvad Benny ikke viste var at han nede i
lukafet havde et sladrekompas der gjorde, at han hele tiden kunne se, om
16
Benny var på kursen, men det kaptajnen gjorde gav selvtillid til nye besætningsmedlemmer. Et pædagogisk trick som Benny senere i livet kom
til at anvende mange gange, når han skulle uddanne nye navigatører.
Efter at have styret et par timer blev Benny afløst af matrosen. Matrosen var synes Benny indtil han senere lærte ham at kende, en lidt flabet
københavner med en udpræget Nørrebrodialekt. Han var lang og ranglet,
og med, synes Benny, nogle ekstra lange arme, som han svingede med når
han skulle fortælle noget.
”Du skal til at gøre klar til aftensmaden – det er vist noget med hønsekødsuppe. Styrmanden er begyndt, og han vil hjælpe dig i gang, indtil du
selv kan tage over som kok – god fornøjelse”, grinede matrosen smørret,
og drejede i det samme til styrbord for at gå af vejen for en fiskekutter fra
Læsø.
Benny fandt lidt efter styrmanden i kabyssen, der var et lille trangt hus
på dækket. Styrmanden var ved at gøre klar til aftensmaden, der skulle
være færdiglavet Blå Bånd hønsekødsuppe, som kun skulle opvarmes.
Benny fik en kort orientering om den sparsomt indrettede kabys og den
efterfølgende servering, der skulle foregå tre steder. For kaptajnen i hans
lukaf, styrmanden i hans lukaf, der var agten for styrehuset og så til sidst
for rapperne, matrosen og Benny, der boede foran for masten i det forreste
lukaf. Benny syntes, at det var besynderligt, at det skulle være nødvendigt
at servere tre steder, og spurgte forsigtigt styrmanden om ikke alle kunne
spise et sted.
”Nej, her spiser vi tre steder – kaptajnen har bestemt, at det skal være,
som da han sejlede i ØK”.
Da suppen var færdig sagde styrmanden: ”Nu kan du godt servere,
kaptajnen først, så mig og så matrosen som du afløser ved roret, medens
han spiser. Når så han er færdig, spiser du og vasker op, og fra i morgen
tidlig tager du over som kok”.
Efter at Benny havde spist den halvlunkne suppe, som året senere viste
sig at stamme fra selvdøde kyllinger, vaskede han op i en pøs på dækket,
17
og gik til køjs klar til at tage hundevagten det sidste stykke, inden de kom
ned til Tragten, som indsejlingen til Øresund fra nord kaldes.
*
Den første hundevagt til søs gik uden de store oplevelser. Der var et par
fiskekuttere, der skulle gås af vejen for, og da Benny på søfartsskolen jo
havde lært de vigtigste søvejsregler, klarede han det uden problemer.
Kl. 03.00 kom kaptajnen op i styrehuset og begyndte med kikkerten at
lede efter Kullen fyr, som han fandt blinkede 2 streger om bagbord.
Benny kiggede ud i samme retning, men kunne ikke se noget og sagde
derfor til kaptajnen: ”Jeg kan ikke se fyret”.
”Det er to streger om bagbord – jeg kan se den uden kikkert nu”.
Benny kiggede ud i retningen, men kunne stadig ikke se fyret.
”Det skyldes nok, at jeg er langsynet – det kommer med alderen”, sagde kaptajnen, og begyndte at arbejde i søkortet med at sætte pladser ud,
alt imedens lysene på henholdsvis den svenske og danske kyst langsomt
dukkede op i horisonten – så selv Benny nu kunne se dem.
Kl. 04.00 overtog kaptajnen vagten og Benny blev sendt til køjs med
ordene: ”Vi purrer dig kl. 11.00, så kan du lave frokost”.
*
Tidligt på formiddagen vågnede Benny, ved at LILLI væltede sig i søen og
gav sig i alle plankerne med en svag klagende lyd. Ind imellem kunne han
høre, at hun tog vand ind over fordækket for kort efter at falde igennem
i en sø med det resultat, at hun bankede pæle så det rystede i hele skibet.
Pludselig følte han, at søsygens kvaler var begyndt med sved på panden og mundvand. Han tilskrev det dog ikke søsyge, for det var jo lidt
flovt at blive søsyg på den første tur. Han mente, at det måtte være maveforgiftning fra hønsekødsuppen og fiskemelsstanken fra lasten.
18
Han lå længe og håbede på at holde søsygen i ave, men pludselig
begyndte brækfornemmelserne at komme med kortere og kortere mellemrum. Benny for op ad lejderen og brækkede sig ud over dækket, som
heldigvis straks blev skyllet rent af en sø. Han stod længe i kappen og
indsnusede den friske havlugt, og så at de nu havde passeret Falsterbo på
en østlig kurs med Østersøens krappe søer ind på styrbord side.
Benny, der følte, at han var døden nær, kravlede forsigtig ned ad lejderen igen og ind i køjen, medens maven stadig gjorde knuder.
Lidt efter dukkede styrmanden op og sagde sarkastisk: ”Nå, hvordan
har sømanden det så?”
”Dårligt – det er nok det hønsekødsuppe og så den stank fra lasten”.
”Nej du er bare blevet søsyg – så bliv du bare liggende, så klarer matrosen og jeg frokosten – vi skal have stegt flæsk – frister det ikke?”
„Nej, mumlede Benny og fes ud af køjen, forbi styrmanden, op ad lejderen og brækkede sig ud over dækket igen. Den bemærkning om stegt
flæsk var nok til at provokere søsygen igen.
Da Benny var kommet til køjs igen, faldt maven langsomt til ro, og han
faldt i en urolig søvn.
Sidst på eftermiddagen blev Benny kaldt på dækket – det var nu stormende kuling, og kaptajnen ville have sejlende bjærget. Benny, der stadig
var lidt svag, glemte hurtigt søsygen, da de gik i gang med at bjærge og
pakke sejlene – noget der i det dårlige vejr krævede hans fulde opmærksomhed, og var hårdt arbejde for en spinkel knægt på femten år.
Da de var færdige, sendte styrmanden Benny op i styrehuset til kaptajnen.
”Nå hvordan går det med dig – har du det bedre?” Benny nikkede til
svar.
”Der kan du bare se, handlig er søsygens værste fjende – så det hjælper
altid at arbejde, så har man nemlig ikke tid til tænke på sin søsyge”.
Kaptajnen kiggede på Benny, smilede og sagde så: ”Er du klar til at tage
roret?”
Benny nikkede igen og tog roret.
19
”Styr øst til syd og kald på mig, når du kan se bøjen”, sagde kaptajnen
og gik ned. „Øst til syd”.
”Øst til syd”, gentog Benny da de lå på kursen.
To timer senere dukkede anduvningsbøjens blink op forude en halv
streg til bagbord og Benny kaldte på kaptajn Syberg, der dukkede op for
kort tid efter for at overtage roret. Han sagde: ”Pur styrmanden og matrosen og sig, at vi skal gøre klar til ankomst til Rønne”.
En time senere ligger LILLI fortøjet ved kajen i Rønne, klar til at losse
fiskemelslasten næste morgen.
*
Næste morgen klokken 08.00 gjorde matrosen og Benny klar til at losse,
men der dukkede ingen havnearbejdere op, så da klokken er ti havde kaptajn Syberg fået nok. Han gik op i havnevagten og lånte telefonen for at
skælde agenten huden fuld.
Det hjalp, for klokken 13.00 dukkede havnearbejderne op. De måtte nu
arbejde over, så lasten kan blive tømt og klar til næste morgen, hvor der
skulle tages bornholmske tagsten ombord.
”Det med først at dukke op nu – det gør de tit for at få overtidsbetaling”, sagde matrosen.
Matrosen og Benny gjorde lasten ren og fik landlov, således de kunne nå ni forestillingen i Rønne Bio. De vaskede sig i en pøs på dækket
med halvlunken vand, men det blev kun til en forstærket liverpooler. (En
Liverpool vask eller en ubådsvask, er en vask hvor man kun vasker hænderne, og pjasker lidt vand i ansigtet).
I biografen fik de hurtigt en plads ved siden af et par søde piger, og
kunne ikke forstå, hvorfor pigerne efter kun 5 minutter flyttede tre rækker
bagud, således at de nu sad helt alene på række 12.
Da de kom udenfor biografen gik matrosen hen til pigerne for at spørge
om, hvor der var dans.
20
De bakkede lidt væk fra ham og sagde: ”I kommer ikke ind der, sådan
som i lugter af fisk”.
Da matrosen kom tilbage, gik han hen til Benny og snuste til hans jakkesæt, og sagde: ”Hold da kæft, hvor du stinker, og det gør jeg åbenbart
også, for de piger sagde, at vi lugtede sådan af fisk, at de ikke kunne holde
ud at sidde ved siden af os. Vi må hellere gå ombord. Så må vi se, om vi
kan få luftet det tøj, når vi sejler nordover igen”.
Da lasten med tagsten sidst på eftermiddagen var ombord, gik styrmanden, matrosen og Benny i gang med at surre dækslasten. Det foregik
med kraftige surringer, der blev strammet op med wire fra skibets motorspil. Efter, alt er meldt klar, gik kaptajnen med sin svagt rullende gang,
rundt og inspicerede lasten, alt imedens styrmanden, som en lille hund
lusker efter ham rundt på dækslasten.
”Det er i orden styrmand - lad os komme af sted til Aalborg”.
Kort efter var LILLI på vej ud af Rønne havn og vagten blev sat.
Vejret var fint med svag nordvestlig vind, og Benny mærkede ikke
mere til søsygen.
*
Næste aften da LILLI var ankommet til Aalborg bugt friskede vinden
kraftigt og dækslasten begyndte at forskubbe sig. Benny, der kun havde
sovet et par timer efter vagt, blev purret af matrosen, der fortalte at dækslasten var ved at forskubbe sig og kaptajnen var helt oppe at køre.
Benny stod ud af køjen og hoppede ned på dørken, kun for at opdage, at der stod ca. 30 centimeter vand på dørken. Benny trak hurtigt
fødderne til sig, og satte sig på kistebænken, alt i medens han forsøgte
at tage tøjet på. LILLI væltede sig nu kraftigt i søen, og han blev smidt
rundt i lukafet.
Han skyndte sig så godt han kunne, og bad matrosen om at holde kæft
med at råbe til ham, at han skulle skynde sig.
21
Benny kravlede ud af kappen og fik en sø lige i ansigtet, medens han
hev sig op på dækslasten hvor tagstenene var glatte af havvand.
Selv om sejlene bar bjærget, og kaptajnen nu stævnede nordover op i
søen, væltede LILLI sig stadig kraftigt og tog vand ind over stævnen.
Styrmanden havde startet spillet op og matrosen gik ude på dækslasten og satte ekstra surringer på. Han gjorde tegn til Benny, at han skulle
komme ud på dækslasten og hjælpe.
Benny løb hen ad lasten uden at holde ved den sikkerhedswire, der var
spændt fra styrehuset hen til stormasten, og hjalp matrosen med de sidste
surringer. Matrosen gjorde tegn til kaptajnen at surringerne var på plads
og strammet op.
Kaptajnen gjorde tegn til, at Benny skulle komme ind i styrehuset, og at
de andre skulle ned om læ.
Benny kravlede forsigtigt hen over lasten og ind i styrehuset. Da han
kommer ind i styrehuset, slap kaptajnen roret med højre hånd og svang
Benny en ordentlig lussing. Benny tumlede forskrækket baglæns hen i
styrehusdøren, og kiggede forundret på kaptajnen, der aldrig før havde
vist tegn på at være voldelig.
”Fortalte jeg dig ikke den første dag du kom ombord, at når man arbejdede på dækket i dårligt vejr, så bruger man en hånd til skibet og en
hånd til sig selv. Det var ikke de, du gjorde ude på dækslasten, og det vil
jeg ikke se igen – derfor lussingen i håb om at du nu husker det og forstår
det”, sagde kaptajnen og kiggede Benny i øjnene og fortsatte, ”for det at
indse sine fejl er ifølge en kinesisk filosof, vejen til fuldkommenhed - tænk
over det!”
Benny nikkede, og kiggede ned i dækket, flov over at have kvajet sig. Han
glemte aldrig denne læresætning – heller ikke det med at indse sine fejl.
Benny fik nu roret, medens kaptajnen navigerede på vej ind over Hals
Barre og op til Aalborg. Der blev ikke talt mere om sagen på vejen ind eller siden hen.
Ankommet til Aalborg gik alle til køjs klar til at losse næste dag.
22
*
Næste morgen startede losningen tidligt og da der var havnearbejdere til
jobbet blev Benny sat til at gøre rent om læ, medens styrmanden og matrosen på skift betjente spillet.
Da Benny kom på dækket efter at have gjort rent i kaptajnens kahyt, så
han, at der lå en skonnert lidt længere nede ad kajen.
„Hvor kommer den fra”, spurgte han styrmanden, der kom forbi på vej
forover. Styrmanden stoppede op og kiggede hen på skibet.
”Det er også en af havets husmænd, marstaller skonnert med en skør
skipper ombord. Han ejer den bagbord side og en købmand i Marstal ejer
styrbord side, hvor ankeret sidder. Det er der derfor, det kun er bagbord
side, der er nymalet, for skipperen og købmanden er hele tiden uenige
om økonomien, idet de begge er så nærige, at de kan æde deres eget lort.
Ifølge en pålidelig kilde skulle skipperen en gang under storm, hvor de
ikke kunne få ankret op have råbt til matrosen: ”Kap ankerkæden – det er
jo købmandens så han kommer til at betale”.
I øvrigt er det meget typisk for skippere og købmænd fra Marstal. Det
er jo ikke uden grund at sand til at skure dæk med kaldes marstaller sæbe.
Det bruges i stedet for sæbe, idet det jo ikke koster noget – derudover har
Marstal skipperne altid sultet deres besætninger og givet dem en ussel
sulte løn”.
”Nå, jeg synes nu heller ikke den løn Saxberg betaler er noget at skrive
hjem om”, sagde Benny.
„Nej, det kan du have ret i”, sagde styrmanden og gik forover til spillet.
*
Om aftenen var der afgang fra Aalborg enroute til Skagen for igen at indgå
i parketfarten mellem Skagen og København. På vejen op gennem Læsø
Rende blæser det op fra sydvest, og den gamle tocylindrede Tuxham glø23
dehoved motor begyndte at sætte ud, hvorfor LILLI måtte stå nordover
på sejl.
Kaptajnen valgte, at søge nødhavn i Sæby. Storsejlet blev bjærget og
motoren startet igen. Den gik meget ujævnt medens de med kun mesanen
sat sejlede ind mod Sæby havn.
Pludselig tog LILLI grunden og motoren satte ud for godt. LILLI huggede nu på sandrevlen ud for Sæby.
Skipperen beordrede storsejlet sat, og kort efter tog vinden LILLI af
grunden og de drev nordøst over ud på dybere vand.
For sejl stod LILLI nu nordover godt klar af grunden, medens styrmanden forgæves forsøgte at få liv i motoren.
Efter flere forgæves forsøg, hvor den startede, for kort efter at gå i stå
igen valgte kaptajnen til sidst at ankre lidt nord for Sæby havn.
Han drejede op i vinden, og beordrede styrmanden og matrosen forud
til ankeret.
Kort efter da de lå med vinden ret for, og storsejlet blafrende, gav han
tegn til matrosen, der udløste slippperstikket på kat bjælken. (En kranbjælke hvorpå ankeret hænger).
Ankret tog vandet med et plask og trak nu kæden ud af det gamle
rustne ankerspil så rustflagerne stod til alle sider.
Lidt efter råbte styrmanden: ”Tre længder ude”.
”Det er vel, sæt fast”, lyder det henne fra styrehuset.
Styrmanden bad nu Benny om at koge noget vand og lave en ordentlig
kraftig sæbeblanding og så komme ned i maskinen med det.
Benny kiggede på matrosen og sagde: ”Hvad skal han bruge sæbevand
til?”
”Til at hælde ned over toppen af stemplerne, som hænger”, sagde kaptajnen som inde fra styrehuset havde hørt spørgsmålet.
Da Benny kom ned i maskinen havde styrmanden taget cylinder toppen af motoren. Han hældte nu det kogende varme sæbevand ned over
stempeltoppene.
24
”Så”, sagde styrmanden, ”nu skulle hun gerne starte igen”.
En halv time senere, efter at have brugt en del startpatroner kom der
endelig liv i den gamle Tuxham og LILLI forsatte sejladsen mod Skagen,
hvortil hun ankom til midnat.
Benny valgte, at blive ombord, idet det var alt for sent at vække de
gamle.
Styrmanden havde lovet, at han ville få fri over middag den næste dag,
når han havde gjort rent om læ. Så kunne han tage hjem og holde fri, indtil
i overmorgen hvor LILLI skulle indgå i parketfarten på Skagen-København sammen med søsterskibet INGRID.
*
Næste dag lige før middag blev han kaldt op til kaptajnen og fik udbetalt
sin første uge løn 70 kroner plus 2 gange 10 kroner for de to rejser. Efter
at have betalt for kosten, stod han tilbage med det fyrstelige beløb af 45
kroner og 25 ører.
Da han kom hjem var Bennys far ikke kommet hjem endnu, og Bennys
mor gik i gang med at vaske hans tøj og køjetøj, alt i medens hun spurgte
ham ud om hvordan det var gået.
Benny fortalte lidt om turen, men kom ikke ind på at han havde været
søsyg.
Da hans far endelig kom hjem, ville han også vide hvordan kaptajnen
og styrmanden var at arbejde sammen med.
Benny fortalte om turen men undlod at fortælle om søsygen og den
lussing, han har fået af kaptajnen.
Hans far kiggede på ham og sagde: ”Er der ikke noget, du har glemt at
fortælle?”
”Nej – hvad skulle det være?”
”Fik du ikke en lussing af Valdemar?”
”Nå jo, men hvor ved du det fra?”
25
”Jeg mødte ham nede på kajen, da jeg kørte forbi for at se efter dig. Han
fortalte mig, at du i dårligt vejr oppe på dækslasten havde hoppet rundt
som en kakerlak på en varm kabys, og uden at holde ved. Derfor havde
han stukket dig en på skrinet, så du kunne huske det for eftertiden!”
”Ja – det er rigtig nok”, sagde Benny og skyndte sig op på sit værelse
for at undgå at snakke mere om den sag.
*
Om onsdagen mødte Benny klokken otte og de begyndte at laste for København. Lasten var fortrinsvis tomme træ ølkasser fra Saxbergs lager. De
blev af chaufføren slisket ned i lasten, medens Benny smed dem hen til
matrosen der stuvede dem.
Ved middagstid var lasten på plads og efter at lugen og resten af skibet
var gjort søklar var der afgang til København.
På vej op sydover i Sundet kaldte kaptajnen styrmanden op styrehuset.
Da styrmanden træder ind af døren sagde kaptajnen: ”Jeg har fået en del
klager fra Saxberg angående svalereder i ølkasserne. De tror, at det er vores folk – tror du, det er matrosen der laver de numre?”
”Ja, men jeg kan ikke bevise det, for jeg har aldrig taget ham i det, og
han benægter selvfølgelig alt, og Benny siger også, at han ikke kender
noget til det”.
”Nå det holder nok op, når Carlsberg gør som jeg har foreslået – nemlig
at give øl til besætningen ved hver last”.
”For resten, hvordan går det med knægten - får vi lavet en sømand ud
af ham”.
”Ja, det går sådan set udmærket. Han vil gerne lære, men han kan være
lidt rapkæftet ind i imellem. Kok det bliver han sku’ aldrig – så jeg er
stadig nødt til at give ham en hånd med, hvis vi skal have noget mad der
kan spises”.
Næste morgen ankom LILLI til København og fortøjede ved Børsbroen.
26
De tomme ølkasser blev losset og der blev gjort klar til den nye last, der
bestod af øl i træ ølkasser med 50 stk. i hver, samt nogle stykgods pakker.
Benny blev nu sendt ned i lasten og skulle modtage ølkasserne fra slisken og bære dem hen til matrosen og styrmanden som stuvede dem.
I en kort pause blev matrosen og Benny nede i lasten og hvilede sig
medens styrmanden gik op for at undersøge, hvornår det næste læs kom.
Benny, der var helt ødelagt og følte at hans arme er blevet dobbelt så
lange af at slæbe de tunge kasser, satte sig tungt på en af kasserne medens
matrosen begyndte at rode i en ølkasse.
„Prøv at komme herover, så skal jeg lære dig, hvordan du laver en svalerede!”
„En hvad?”
”Ja, du tager to til tre øl fra en kasse og ligger det øverste lag på plads
så ingen kan se det”. Matrosen tog nu tre øl op som han gemte henne i et
hjørne af lasten til senere brug, og gik tilbage til ølkassen - lagde først det
øverste lag på plads, og så papiret så ingen kunne se, at der var fjernet de
tre øl fra kassen.
Dette nummer lavede han hver gang de var i København for at laste øl. Carlsbergs lager i Skagen fik efterhånden en del klager fra kunderne, så
hovedkontoret i København valgte for eftertiden, at give skibet to kasser
øl ved hver last, én til kaptajnen, og én til besætningen. Hvilket var en
klog beslutning for alle klagerne fra kunderne ophørte straks.
*
Ved hver tur til København blev det til en aften og nat i København som
Benny brugte til at besøge familien eller gå i biografen. Matrosen derimod
brugte sin tid på løse kvinder, og ofte, når Benny kom ombord, kom der
underlige stønnende lyde inde bag matrosens køjegardin.
De næste måneder gik med parketfart afbrudt af ture i Halmstad efter trælaster og et par ture til småøerne nord for Gøteborg med is fra Skagen isværk.
27
Kort før den sidste tur havde Benny et par dage fri, og hans far benyttede nu lejligheden til at bringe den gamle sag op om, at skifte fra Handelsflåden til fiskeriet og på sigt overtage faderens kutter. Benny havde
flere gange afslået forslaget, men var efterhånden træt af at knogle for en
sulteløn, og udsigten til en bedre indtjening fristede ham, så han aftalte, at
han ville afmønstre efter næste tur i slutningen af maj.
*
Den sidste tur skulle gå til Jönkøbing på Vänern, hvor sejladsen skulle gå
fra Göteborg via Götaelven, Götakanalen, søen Vätteren, søen Vänern til
Jønkøbing, hvor LILLI skulle laste træ.
Kort før afgang fortalte Benny kaptajnen, at han ville mønstre af, når de
igen ankom til Skagen, idet han agtede at mønstre på sin fars kutter. Kaptajnen kiggede undrende på Benny og sagde: ”Er det nu klogt, ligesom vi
var ved at få lavet en sømand ud af dig – skulle du ikke være skibsfører?”
”Jo, men jeg har lovet min far, at jeg prøver, om det er noget for mig og
om jeg kan tåle søen”.
”Ok - men skulle du fortryde, så giv mig besked, for vi har ikke ansat
nogen ny dæksdreng endnu”.
”Det skal jeg nok”, sagde Benny og gik ned på dækket for at hjælpe til
med at gøre søklar.
Turen op til og tilbage fra Jönkøbing blev en oplevelse, hvor LILLI i et
pragtfuldt forårsvejr sejlede igennem den svenske natur. Først lidt skærgårdssejlads. Derefter sejlads igennem en masse sluser og to store søer.
Ofte var de så tæt på land at de kunne klø de svenske køer på mulen.
Ankommet til Skagen i slutningen af maj 1954 fik Benny af kaptajnen
sin søfartsbog tilbage i underskrevet stand. Den viste, at han nu havde 6
måneder og 25 dage i et sejlførende skib. Ikke fordi det betyd noget nu,
idet kravet om et år i sejlførende skibe nu var fjernet fra søloven.
28
Fiskekutteren Emke/Farsund
En dag i begyndelsen af juni mødte Benny ombord på EMKE. Hans far
var gået i land og havde overtaget Bennys bedstefars forretning, og det
var nu bedstemanden Poul Eigilsen, der var skipper ombord. Han var en
lang ranglet og venlig mand, som altid bakkede Benny op, når bedstemanden jagtede ham.
Den nye bedstemand, som blev kaldt Peter Kovsig var en stor, bredskuldret kleppert med mørkt krøllet hår.
Benny hilste på dem begge, og fik anvist sin køje. Bedstemanden viste
Benny rundt, og fortalte med tydelig foragt, at tredje manden ikke var
mødt endnu. Han havde lige fået sin afregning, som han hver gang omsatte i øl. Med det resultat, at pantefogeden rendte skipperen på dørene
for at gøre udlæg i hans løn til skat. Det var så galt med ham, at hver gang
de hev trawlen hjem stod han sku’, og regnede ud hvor mange øl fangsten
kunne omsættes til.
Benny afleverede sin søfartsbog så skipperen kunne gå op på mønstringskontoret og få den underskrevet og stemplet med udmønstringsdatoen.
*
Næste morgen klokken fem var der afgang, og den første måned gik med
hjemmefiskeri, hvor fisken blev landet hver aften omkring midnat, og så
var der afgang igen klokken fem.
Bedstemanden, der havde været dreng hos Bennys far, sørgede for at
Benny bliver holdt til vinden med hensyn til rengøring, og han gjorde det
allerede klart den første dag, at der ikke blev slækket på kravene til ham
29
Emke/Farsund
EMKE, der var hækbygget med krydserhæk, karavel på eg, bøg og
fyr blev søsat den 13. maj 1943.
Blev i 1943 lejet ud til kystbevogtningen og senere den 29. august
beslaglagt af tyskerne, men kort efter frigivet og lejet ud til Søværnet, hvor de søofficerer, der sejlede den, benyttede den til at smugle
jøder og meddelelser til Sverige.
I 1945 blev den i miserabel stand frigivet til ejeren og indgik i Skagens fiskeflåde igen
I 1955 blev EMKE solgt og skiftede navn til FARSUND.
Data:
•Bygget på Langø Skibsværft
•Tonnage: 26,28 BRT
•Længde: 16,1m
•Bredde: 5,1 m
•Dybgang: 2,2 m
•Motor: ALPFA Diesel
•Sejlføring: Storsejl, mesan og fog
30
fordi han er rederens søn, og da bedstemanden samtidig led af rengøringsvanvid, både med sin person og skibet, brugte Benny megen tid på
daglig rengøring og pudsning af messing.
”Ja, han er sku’ gal,” sagde tredje manden,” har du set, hvordan han
står foran spejlet og sætter håret, inden vi skal på dækket for at hive trawlen hjem. Som om mågerne ikke er ligeglad med, hvordan han ser ud på
håret”.
En eftermiddag, hvor de på grund af vejret havde landet dagens fangst
tidligt, gik Benny hjem for spise til aften og at sove. Hans far fortalte under aftensmaden, at kutteren var solgt til en skipper, der hedder Lasse
Petersen. Han havde omdøbt kutteren til FARSUND. Hans far foreslog
Benny at han blev ombord, indtil han havde fundet ud af, om det var fiskeriet eller Handelsflåden, der skulle være hans fremtidige karriere.
*
Den næste dag kom de ikke på havet på grund af kuling, og den nye ejer
kom derfor ombord og begyndte overleveringen. Da det var overstået,
gik besætningen og den afgående skipper, alle op på Skansen – det lokale
værtshus. På værtshuset var der stuvende fuldt af fiskere som pralende
fortalte om deres seneste fangster og hvor mange penge, de havde tjent
indtil nu.
”Ja”, siger den nye skipper, „der bliver, sku, fisket bedre heroppe på
Skansen, end der bliver på havet”.
”Ja, det er sku ikke løgn”, sagde den afgående skipper og tog sig en
slurk øl.
”Medens vi er samlet kan jeg oplyse, at vi i morgen begynder at rigge
om til tunfiskeri i Nordsøen - er der nogen af jer der har prøvet det før?”
Alle rystede benægtende på hovedet, hvorefter skipperen forklarede
lidt om hvordan det nye fiskeri skulle foregå.
Benny, der aldrig havde været på værtshus før fik en sodavand og lyt31
En fisker
I fiskerbyerne langs kysten findes et særligt eksemplar af menneskeracen – bedre kendt som en fisker.
De er høje, korte, tykke, tynde, lyse og mørke, men aldrig normale.
Fiskere kan findes på kajen, på værtshuset, i styrehuset, på dækket
og lukafet, i diskussion om fiskeriet, regeringen, EU og fiskerikontrollen.
De har en tendens til at overdrive deres fiskefangster, når de er
sammen med andre fiskere. Fangstresultatet stiger ofte støt med
indtagelse af håndbajerne.
De er udpræget individualister og hader alle myndigheder og autoriteter og mener ikke regler, som f.eks. søvejsregler, gælder for dem.
De er indbyrdes konstant uenige om alt, når de diskuterer, og hvis
man sætter fem fiskere til at løse et fagligt problem, er der mindst
fem løsningsforslag.
32
tede intens til alt hvad skipperen fortalte om tun fiskeriet alt i medens han
kiggede nysgerrigt rundt i lokalet.
Han opdagede, at én af hans onkler sad ovre i et hjørne sammen med
nogle andre fiskere. Lige over for dem i det modsatte hjørne sad nogle
meget fulde fiskere som Benny senere finder ud af var Hirtshals fiskere,
eller som Skagboerne sagde, fiskere fra det Bette Røvhul, som de kaldte
Hirtshals havn. (Det kaldtes havnen, fordi selve havnehullet var meget
snævert, og vanskelig at anduve i dårligt vejr.)
Pludselig hørte Benny et vældigt brag bag sig, og så to fiskere som var
oppe at slås. Det var åbenbart en fra Skagen og så én af de fulde fiskere
fra Hirtshals. De tumlede rundt og smadrede borde og glas i deres fattige
brandert, indtil værtshus værten fik dem skilt ad og smidt ud.
”Nå”, sagde skipperen til Benny, „nu har din onkel nok været i gang
med sit glansnummer igen. Det går ud på, at han prøver, at få to fiskere
op at slås, medens han sidder og nyder slagsmålet. Jeg så, han gik hen og
hviskede et eller andet i øret på den fulde Hirtshals fisker, hvorefter Hirtshals fiskeren fór over gulvet og angreb den anden fisker”.
”Ja, ”sagde bedstemanden,” jeg set ham lave det nummer mange gange”.
Benny kiggede forvirret over på sin onkel, der nu sad med et lumsk
smil om læben, og nød sin øl. Han havde åbenbart ikke opdaget Benny.
*
Ugen efter var FARSUND på vej i Nordsøen, og godt to døgn senere ankom de til fiskepladsen tidlig om morgenen. De satte trawlen for at slæbe
efter sild, som skulle bruges som agn. Fangsten blev lagt på is, og FAR­
SUND sejlede nu sydpå et par timer.
Da de ankom til fiskepladsen var der allerede ca. 30 - 40 fiskekuttere,
danske, svenske og vesttyske. Alle var de i gang med tun fiskeriet.
De lagde kutteren død og drev med vinden, medens fire kroge blev sat
33
ud. De bestod hver af en stor krog, 10 meter silkewire og et par hundrede
meter tovværk, hvorpå der var fastgjort en opdriftsbøje.
Skipperen startede ekkoloddet op og kort efter var der tunfisk på ekkoloddet. Han varskoede bedstemanden, at han kunne begynde at smide
sild ud for at lokke tunfiskene til. De skiftedes nu til, med ca. 10 minutters
interval, at smide sild ud, alt imens de i sommersolen solbadede på dækket.
Der gik lang tid før der skete noget, men pludselig var der bid på den
agterste krog som Benny havde ansvaret for.
Benny tog straks fat i snøren for at trække tunfisken ind, men skipperen
råbte inde fra styrehuset: ”Lad den løbe – den skal først løbes træt. Når
den så har løbet hele linen ud eller stopper op, så haler du ind, hvis den
altså ikke prøver på at løbe linen ud igen”.
Da tunfisken var løbet træt, blev den halet ind så den stod langs skibssiden med kun hovedet over vandet. Skipperen stod klar med en 9 mm
riffel og placerede et skud lige gennem hovedet på tunfisken.
Bedstemanden satte en krog i tunfiskens gælder og halede den ind på
dækket med spillet alt imens han råbte til Benny om at gå forover og holde sig væk fra halen.
”Ja, med halen kan den sku’ brække benet på dig eller slå en lønnings
planke ud hvis den ikke er rigtig død”, sagde bedstemanden medens han
og tredje manden baksede med den store fisk, der vejede ca. 300 kg.
Medens de var i gang med at rense den første fisk, bed de pludselig
på alle liner på engang, og det var nu ovre med solbadning, for inden det
blev mørkt havde de fanget 25 tunfisk, som efter de var renset, blev hejst
ned i lasten og der iset.
Leveren blev skåret fra og iset for sig selv og en kirtel blev skåret ud af
hovedet – den skulle sælges til medicinalindustrien.
Sent på aftenen under aftensmaden forklarede skipperen, at en dag
mere som denne så var lasten fyldt, og der ville blive en virkelig god afregning til alle, idet bare en tun indbragte ca. 500 kroner.
Aftensmaden bestod af kogt pighvar med hollandsk sovs, som skip34
peren havde lavet. Han havde hurtigt fundet ud af, at Benny ikke var
den store stjerne kok, hvorfor han selv tog over hvis de skulle have noget
specielt til middag.
Skipperen klappede sig mæt af velvære på maven og sagde: ”Nu begynder det sku’ at smage som petroleum”.
Kort efter var alle til køjs med ankerlanternen tændt.
Benny havde under middagen forsigtigt spurgt, om der ikke skulle
sættes ankervagt. Hertil svarede skipperen: ”Det er ikke nødvendigt, der
kommer ingen skibe herude, men hvis du ikke kan sove må du gerne tage
vagten”.
*
De næste dage gik ikke helt så nemt. De fangede i løbet af ugen 15 tun
mere, hvorefter de holdt helt op med at bide. I stedet sprang de nu rundt
skibet som en flok delfiner.
Skipperen gjorde harpunen, der kunne sættes i riflens løb, klar og han
og bedstemanden forsøgte sig med flere skud efter de springende tunfisk.
Ingen af skuddene ramte, og da de var trætte af at hive harpunlinen ind,
ville skipperen til at pakke riflen ned.
”Må jeg ikke prøve?” spurgte Benny pludselig.
”Jo”, sagde skipperen, og hjalp ham med at få harpunen på plads i løbet og sikre at ingen stod og trådte i harpunlinen.
Benny stod klar og da en tun sprang tæt ved kutteren skød han, med
det resultat, at rekylen slyngede ham bagover og ind i styrehuset, hvor
han slog skulderen.
Skipperen og bedstemanden grinede så tårerne trillede ud af øjnende
på dem, og skipperen sagde da han igen fik vejret: ”Jeg glemte helt at fortælle dig, at du skal holde en sådan riffel helt ind til skulderen”.
Efter den oplevelse rørte Benny ikke noget våben, før han mange år
senere blev indkaldt til Søværnet.
35
Næste dag besluttede skipperen at vende skuden hjemover. På vejen
hjem sejlede de op og prajede en anden kutter fra hjembyen. Skipperen
var svensker og gik under navnet Skrat Niels. Han forklarede, at de havde
installeret et nyt system ombord, hvor de med elektricitet slog tunfiskene
ihjel, inden de kom ombord. De sendte strøm ud gennem linen til krogen,
som bedøvede eller slog fisken ihjel.
”Ja, det er sku et fint system”, råbte bedstemanden, ”han havde nær slået
mig ihjel med det. Idioten slog sku’ strømmen til, medens jeg holdt i linen”.
Efter at have udvekslet fangstresultater gik det hjemover, og Benny fik
sin største afregning nogensinde. En afregning, han skulle have sejlet i
LILLI i et helt år for at optjene, og der blev nu råd til den knallert, han
længe havde ønsket sig.
*
Næste tur gik ikke så godt, idet skipperen havde fået den ide at sejle ud
igennem Limfjorden og så håbe på, at vejret var bedret når de kom til
Thyborøn. Første stop var Hals, hvor skipperen gik iland for at ringe. Han
kom først ombord to timer senere, efter indtagelse af en del øl.
Fra Hals gik det videre til Aalborg, hvor der skulle overnattes, idet man
ikke kunne komme videre igennem broerne før det blev lyst. Skipperen,
bedstemanden og tredje manden gik iland efter aftensmaden, og Benny
fik besked på at blive ombord og passe på skibet.
Næste morgen sejlede FARSUND igennem Limfjorden og ankom til
Thyborøn sidst på eftermiddagen. I Thyborøn var der stadig kuling og
skipperen mente, at der nu var lejlighed til at holde en lille fest. Noget han
aldrig gik af vejen for.
Eftersom Thyborøn var tørlagt, og den nærmeste by med værtshus
var Lemvig, blev Benny sendt op til skibshandleren efter en kasse øl. Hos
skibshandleren skulle han skrive under på, at det var til udproviantering
ellers måtte han ikke sælge øl.
36
Benny lånte nu en lille trækvogn, hvor kassen med øl blev placeret på
medens han trak den ned gennem byen til havnen. På vejen blev han mødt
med forargede og misundelige blikke af byens indremissionske beboere.
De næste to dage gik nu med fest ombord og ture til Lemvig, hvor der
lå et værtshus lige over for kirken. Den sidste morgen vågnede Benny op i
sin køje med en fremmed pige, der tilsyneladende var lidt ældre end ham
selv. Han havde en dundrende hovedpine, og han kunne ikke huske noget
fra den foregående aften.
Han kiggede på pigen, som vågnede, da han begyndte at vende sig i
den smalle køje og sagde: ”Hvad lavede vi i går, efter vi kom ombord?”
”Ingenting”, sagde hun surt, „du rejste dig på albuen for at kysse mig,
men fik pludselig brækfornemmelser. Så fór du op på dækket og brækkede dig, og jeg hørte ikke, hvornår du kom tilbage, men jeg vågnede i
nat, fordi du snorkede som en bryggeriarbejder, der havde drukket dagens produktion op!”
”Nå”, sagde Benny lidt flov over sin debut”, men du må hellere se at
komme i land, inden skipperen vågner og opdager dig”.
Efter at have fået lempet pigen i land og purret skipperen blev der gjort
klar til afgang. Vinden var flovet, og der var ikke flere undskyldninger for
at blive liggende i Thyborøn.
To timer senere gik det udover barren, og vestsydvest på mod fiskerbankerne.
Ankommet til fiskerbankerne gik de i gang med tunfiskeriet igen, men
den forrige turs held havde forladt FARSUND og de fangede kun fire tun
de første to dage. Den tredje dag blæste det op til kuling, hvorfor skipperen besluttede at gå til Grimsby i Skotland og vente på vejrbedring.
Ankommet til Grimsby fik Benny igen besked på at blive ombord og
passe på skibet, medens de andre gik i land.
Klokken seks, da Benny havde maden klar var ingen af besætningen
dukket op, og først langt over midnat dukkede bedstemanden og tredjemanden op. De undskyldte, at de ikke var kommet til aftensmaden. Skip37
peren så de ikke noget til – heller ikke næste dag, hvorfor de to andre gik
i land for at hente ham, idet det var planlagt at afgå med ved højvande
sidst på dagen.
Da tiden kom, hvor de skulle, have være afsejlet var de stadig ikke
kommet ombord, og Benny låste derfor skibet af og gik iland. Han havde fået at vide af skibshandleren, at de holdt til på et værtshus, der hed
Lincoln Arms, men blev kaldt Broken Arms fordi der altid var slagsmål
der.
FARSUND var fortøjet med stævnen mod kajen, så Benny hoppede
ned på kajen fra stævnen, men gled på kajen, og var lige ved at stryge
ud over kajkanten da kajen var helt slimet af fiskeslim fra de lossede
fisk. Der var beskidt overalt på kajen, og det gik op for Benny, at rengøring ikke var noget Skotterne gik så meget op i. Det var aldrig gået
derhjemme.
Ankommet til værtshuset, fandt han hurtigt skipperen og de to andre,
der alle var i højt humør. Skipperen sad med en gammel hennafarvet, afdanket luder på skødet, og startede med at give Benny en skideballe for
at have forladt skibet.
Bedstemanden tog ham hurtigt i forsvar, og sagde at han ville drikke
sin øl ud og så gå med ombord.
På vejen ud sagde han til skipperen: ”Kan vi regne med, at du er ombord i aften så vi kan gå med højvandet”.
”Sure, I will be there”, råbte skipperen tilbage og gav den gamle luder
et klem.
Ombord fortalte bedstemanden, at skipperen havde boet i Grimsby under krigen, medens han sejlede med en af den engelske marines minestrygere. Han kendte derfor en masse mennesker i byen.
Om aftenen ved højvande var skipperen stadig ikke dukket op, og bedstemanden gik derfor i land for at hente ham. To timer senere dukkede de
op. Bedstemanden bar skipperen i brandmandstag over skulderen, og det
var tydeligt at se, at skipperen var skumberuset.
38
Ombord hældte bedstemanden noget sort kaffe i skipperen og sagde:
”Er du i stand til at sejle ud herfra i den brandert, du har på?”
”Ja, gu er jeg så – jeg kan sku’ sejle ud herfra med bind for øjnene. Det
var vores basehavn under krigen”.
Kort efter sejlede FARSUND ud fra Grimsby med skipperen ved roret,
men aldrig så snart de var rundet anduvningsbøjen, gik han til køjs med
besked på om at blive purret når de var fremme på fiskepladsen.
På vejen ud begyndte det at friske op fra vest, medens Benny var i gang
med at lave aftensmaden. Det foregik i kabyssen der lå lige agten for maskinen. Lugten af diesel og mad gjorde at Benny flere gange må op for at
ofre til Kong Neptun.
Da han kom ned igen, tog kutteren en ordentlig overhaling og kartoflerne, der næsten var færdige væltede ned på dørken (gulvet i et skib), og
trillede ind i maskinrummet.
Medens han var ved at samle kartoflerne op, kom sovsen kørende op
ad skottet(væggen), og væltede ned over komfuret.
Benny var nu så rasende over de betingelser han måtte arbejde under,
medens han samtidig kæmpede mod søsygen. Det blev ikke bedre af at
bedstemanden stak hovedet ned og grinende sagde: ”Du hygger dig nok
dernede – tror du snart, vi kan få noget at spise?”
”Skrid, kan du ikke se, hvad der er sket!”
Bedstemanden trak grinende hovedet til sig, og forsvandt medens Benny startede på aftensmaden for anden gang.
Da han var næsten færdig kom tredje manden forbi og stak hovedet
ned i kappen og sagde: ”Skal hilse fra skipperen - du skal bage franskbrød
i aften - vi har ikke mere”.
Det var dråben, der fik bægeret til at løbe over. Benny havde fået nok
og lovede sig selv, at han ville afmønstre, når de kommer i havn. Noget
han dog glemte så snart de kom i havn.
I løbet af natten friskede det op til storm og de lå hele natten og stævnede op i søen for små omdrejninger. Alt på dækket var surret og turen
39
over dækket fra lukafet forude foregik ved, at stå i kappen og lure på
søen, og så spæne op i styrehuset, i håb om ikke at få en sø i nakken eller
blive revet overbord.
I styrehuset holdt fiskerne kontakt med hinanden på radioen, og en af
fiskerne der senere blev en kendt sanger sang sømandssange på radioen
alt imedens der blev spillet harmonika til.
Næste morgen flovede det af og de opdagede, at en sø har bøjet en tyk
jernstang, der holdt bukken til trawlskovlen på plads, men det var heldigt
sluppet, for den nat forsvandt to Esbjergkuttere længere syd på, og man
fandt intet fra dem, selv om mange kuttere i flere dage ledte efter overlevende og vragstumper.
Ankommet i havn viste det sig, at afregningen ikke kunne dække den
indkøbte proviant, så de kom alle til skylde skibet penge for kosten. De
blev dog hurtigt tjent ind igen ved hjemmefiskeri, hvor skipperen holdt
sig fra flasken, og sørgede for at alle fik en god afregning hver uge.
*
Da vinteren kom, besluttede skipperen, at der skulle rigges om til flydetrawl. Det var en ny pelagisk trawl opfundet af vådbinder Robert Larsen i
Skagen. En trawl, der slæbes imellem bunden og overfladen, og som skal
slæbes af to kuttere. Derfor havde vores skipper aftalt med skipperen på
DANMARK, at de skulle være makkere.
FARSUND og DANMARK sejlede op i Oslofjorden for at fange brisling, men allerede ved det første slæb sprang trawlen, idet man dengang
ikke kunne kontrollere mængden i posen. Begge kuttere sejlede ind til
Lysekil i Sverige, hvor alle i to dage arbejdede på at reparere trawlen.
Med en repareret trawl begyndte det første slæb i Oslofjorden ud for
Lysekil, og belært af erfaringen slæbte de to kuttere kun 10 minutter, og
fandt da de hev ind, at trawlen var fyldt med brisling. Noget, der gjorde
at de to skippere fik julelys i øjnene.
40
Hele natten gik nu med en masse små slæb og de to kuttere skiftedes til
at hive trawlen ind og ise fisken. Skibene havde medens de slæbte, holdt
en afstand på ca. to til tre skibslængder. De gik nu så tæt på hinanden, at
der kunne kastes en line over med taifunwiren (en wire beklædt med tovværk) til det skib, der skulle hive trawlen hjem.
Bennys opgave var, at stå oppe på lønningen, og på ordre fra skipperen udløse en slipkrog, når det andet skib var klar. Ved sidste slæb inden
de skulle hjem stod Benny op på lønningen, der er glat af is, og mistede
fodfæstet og styrtede i vandet medens han stadig holdt fast i taifunwiren.
Han forsøgte at hive sig op ad linen, men på grund alt det tøj han havde
på, var det umuligt. Pludselig mærkede han en stor hånd i nakken. Det
var bedstemanden, der havde fået et ordentligt tag i Bennys kedeldragt.
Han hev nu Benny ind over siden, medens vandet løb hen af dækket
og straks fryser til is.
”Af med kludene, og det i en fart inden du fryser til en isblok”, råbte
skipperen inde fra styrehuset, alt i medens han manøvrerede kutteren i et
forsøg på at undgå at sejle ind i makkerskibet.
”Jeg har ingen ekstra tøj med”, råbte Benny tilbage til skipperen medens han i den frostklare nat begyndte at strippe på dækket.
Nede i lukafet fandt Benny dog nogle sokker, lange underbukser af
skipperens, en trøje af bedstemandens og skipperens jakkesæt, som han
iklædte sig.
Da han kom op på dækket, var der ved at blive klaret op på dækket, og
de sejlede nu hjemover.
Benny hængte alt det våde tøj til tørre i maskinrummet, og gik op i styrehuset. Da han trådte ind ad døren, sagde skipperen grinende: ”Nå du er
nok klar til at gå i land, kan jeg se”.
Afregningen blev, som skipperen havde spået, virkelig god og de næste
to vintermåneder gik nu med flydetrawls fiskeri. Da sæsonen var slut gik
FARSUND igen over til hjemmefiskeri.
Benny døjede stadig med søsygens kvaler og selv om pengene var bed41
re i fiskeriet end i Handelsflåden, flirtede han og et par andre fiskerdrenge
med at komme ud i Handelsflåden for at se verden.
*
En tidlig morgen i slutningen af april, hvor Benny er på vej til havnen
kunne han mærke, at vinden var begyndt at friske fra vest, og han håbede
på at det ville blæse så meget, at de ikke kom på havet den morgen.
På havnen var der ingen, der havde startet op, og skipperen sendte
derfor Benny op til Ankerhusbageren efter morgenbrød.
Medens de sad og drak kaffe og afventede bedring i vejret hørte de en
kutter starte op, og derefter én til.
Skipperen kiggede over på bedstemanden og sagde: ”Du må nok hellere gøre klar, så går vi ud og ser på det”.
En halv time senere var ca. 200 kuttere på vej ud af havnen, i håb om
at vejret ville bedre sig så der kunne fiskes. Ind imellem var der pludselig
en kutter der drejede hele vejen rundt for kort efter at rette op på kursen
igen. Det skyldtes ofte, at rorgængeren, der var yngste mand ombord, var
faldet i søvn.
Det blev dog en kort tur for allerede til middag var de i havn igen.
De nåede kun ud til fyrskibet, før de vendte om, men inden da foregik
der en livlig kommunikation på radioen om det nu var vejr til at sætte
grejer i havet. Der var en ærgerlig og galgenhumoristisk stemning over
deres kommunikation og en af fiskerne kom op og sagde: ”Ja det er en af
de dage, hvor Drachmann lå inde bag klitterne med en flaske brændevin
og digtede på Jeg elsker havet, når det stormen vildt.”
”Det var nu H. C. Andersen, der skrev den sang,” kom det lidt efter fra
én af de yngre fiskeskippere.
”H. C. Andersen eller Drachmann – vejret er sku’ for dårligt til at fiske,
vi går ind nu,” kom det fra Bennys skipper.
Efter at være kommet i havn gik skipperen, oppe på kajen, i gang med
42
at splejse nogle wirer, der var blevet ødelagt og bedstemanden og tredjemanden blev sat til at reparere en trawl. Benny, der skulle hjælpe til, fik
lov til at prøve bødenålen – noget, som han dog ikke var særlig god til.
Medens de arbejdede dukkede der et ældre ægtepar op, som stod og
kiggede på arbejdet. Skipperen hilste på dem, og Benny kunne forstå, at
de begge havde fisket på England sammen under krigen. De snakkede
lidt om det nye flydetrawlsfiskeri og tunfiskeriet og pludselig sagde manden: ”Du var jo i Grimsby i sommer, hvordan var det derovre?”
”Som det var, da vi to gik på værtshus derovre – masser af ludere, sprut
og fulde fiskere!” sagde skipperen.
Manden svarede ikke, men drejede rundt. Tog konen i hånden, og trak
afsted med hende hen ad kajen, så hurtigt at hun havde besvær med at
følge med.
”Der var nok én der var blevet hellig, siden vi var England, for da holdt
han sig sku, ikke tilbage med ludere og sprut”, sagde skipperen grinende.
Næste dag var vejret det samme, og nogle fiskere gik rastløse rundt på
kajen og ventede på vejrbedring, medens andre benyttede lejligheden til
reparere deres ødelagte trawl.
Oppe på platformen for enden af fiskerhusene sad de gamle pensionerede fiskere og byttede løgnehistorier alt imedens de kiggede på vejret.
Benny og et par andre fiskerdrenge sad på et par fiskekasser medens
en af drengene fortalte om mulighederne for at få hyre i den norske handelsflåde.
”Hvorfor tage til Norge - kan man ikke komme ud at sejle med et dansk
skib?” sagde én af drengene.
”Det kan du ikke – der er jo arbejdsløshed blandt søfolk, og du kan ikke
komme ud at sejle i den danske handelsflåde, med mindre du er medlem
af forbundet, og du kan ikke blive medlem med mindre du har en hyre”.
”Den eneste mulighed er at komme ud som styrmandsaspirant ved ØK
eller Mærsk, men der er der også lukket for tilmelding”.
”Det er sku’ da for tåbeligt”, sagde Benny.
43
”Henning og seks andre fra Skagen og Hirtshals rejste til Norge i forgårs”, sagde en lidt ældre fiskerdreng ved navn Kesse.
Snakken gik nu frem og tilbage og de to, der sammen med Benny, var
opsat på komme ud at sejle i den norske handelsflåde brugte nu formiddagen til at finde ud af, hvordan man kom derop.
Kesse lovede at ordne alle rejsedetaljerne med planlagt afgang med
færgen fra Hirtshals.
Da Benny kom hjem til aftensmaden sagde han til sin mor: ”Jeg har afmønstret fra FARSUND i dag og tager til Norge i overmorgen med færgen
til Kristiansand, for at søge hyre i den norske handelsflåde”.
”Det tror jeg, du skal snakke med din far om, når han kommer hjem”.
”Det skal han ikke bestemme – jeg er snart 17 år gammel og jeg har hele
tiden villet ud at sejle i Handelsflåden”.
Da Bennys far kom hjem forklarede Benny sin far hvad planen er, og at
de var tre andre fiskere der skal af sted.
Efter nogen diskussion frem og tilbage accepterede Bennys far modvilligt, at Benny nu havde valgt den karriere han siden afgang fra skolen
havde fastholdt, skulle være hans fremtid, nemlig skibsfører i Handelsflåden.
*
To dage senere kørte Bennys onkel, Bennys mor, Benny og de tre andre
fiskere til Hirtshals, hvor de skulle med færgen til Kristiansand.
Benny takkede hans onkel for turen, og gav moderen hånden og skyndte sig op ad lejderen til skibet, medens tårerne pressede på i øjenkrogene.
Efter at have fået styr på følelserne, gik han hen til lønningen og vinkede et kort farvel til dem på kajen, inden han gik ned om læ. Han ville
ikke have, at hans mor og de andre fiskere, skulle se, at han havde tårer i
øjnene.
44
Da de ankom til Kristiansand indlogerede de sig på Sømandshjemmet,
og efter at have skiftet tøj gik de alle ud for se på byen.
Det var først i maj måned og foråret var kommet til Norge. Der var en
masse mennesker på gaden, men det var umuligt at finde et sted, hvor de
kunne få en øl. Norge var et forbudsland, hvor hjemmebryg og lokums
drikkeri var standarden – noget, der kom noget bag på fiskerne.
Næste dag mødte de alle på forhyringskontoret og afleverede deres
papirer. De fik her at vide, at de sandsynligvis ville få en hyre indenfor en
uges tid, og forhyringskontoret ville ringe til sømandshjemmet.
Den unge nordmand på forhyringskontoret kunne fortælle, at alle de
danske drenge havde fået hyre, bl.a. andet havde Henning fået hyre på et
tankskib.
Benny og Kesse slentrede lidt rundt i byen og fandt ud af der i næste
uge skulle være en større fest, nemlig den 17. maj, der er den norske nationaldag.
Dagen efter, at de var ankommet fandt Kesse en danserestaurant, hvor
de prøvede at støve et par damer op. Det lykkedes dog ikke, i stedet måtte
de nøjes med at sidde og suge i de lyse øl, som var det eneste restauranten
serverede.
Benny undrede sig over, at nordmændene kunne blive så berusede som
de blev af lyst øl, men fandt forklaringen på det, da han kom ud på restaurantens pissoir. Det viste sig, at nordmændene var en gang lokums
drankere, idet de alle havde en lommelærke med hjemmebrændt, som
de spædede deres brandert op med. Benny og Kesse blev ude på toilettet
tilbudt at smage på det hjemmebrændte. Det smagte om muligt værre end
det skrækkelige lyse øl, de kunne købe i restauranten.
En af nordmændene fortalte, at det var ulovligt at drikke på offentlige
steder, og at det var meget besværligt at købe øl og spiritus. Det kunne
kun gøres på spritmonopolet til høje priser. Derfor lavede de fleste nordmænd deres eget hjemmebrændt.
45
DS Polymoon
Bygget på Tronhjems Mekaniske Verksted i 1953 til rederiet Einar
Rasmussen, Kristiansand.
Blev i 1958 solgt til et Engelsk rederi og sank senere i 1980 efter en
kollision i Østersøen.
Data:
•Tonnange: 2088 BRT
•Længde: 102,6 m
•Bredde: 14,6 m
•Dybgang: 5.6 m
•Compound 4 cyl. 269 NHK
•Fart: 12 knob
46
DS POLYMOON
Da Benny og Kesse kom tilbage til Sømandshjemmet var der besked om,
at de skulle melde sig på forhyringskontoret. Næste morgen stod de begge foran skranken, hvor en kæk ung nordmand med et stort smil sagde:
”Dere har fåt hyre på DS POLYMOON og skal rejse i morn”. Kesse skulle være letmatros og Benny jungmand på DS POLYMOON,
der ejedes af et Kristiansand-rederi ved navn Ejnar Rasmussen. Hun gik
i trekantsejlads mellem USA, Kontinentet og Middelhavet med stykgods,
fortalte den kække unge nordmand, der sluttede af med at sende dem op
på rederikontoret.
På rederikontoret fik de yderligere oplysninger om skibet, kaptajnen og
besætningen, og fik rejsepenge samt billet til færge og tog fra Kristiansand
til Genova.
Turen til Genova tog mere end to døgn, hvor Kesse og Benny nød det
meste af rejsen i togrestauranten med god mad og vin, hvorfor rejsepengene hurtigt slap op. Til alt held havde rederiet været så forudseende, at
de havde givet dem nogle italienske lire med til brug ved ankomsten.
Da de ankom til Genova mødte agenten op. Det er en lille hjulbenet
snusket italiener, sorthåret og med en lille tynd snotbremse under den
spidse næse. Han talte et gebrokkent engelsk, og så kunne han nogle få
norske gloser, som han var vældigt stolt af. Han sørgede for, at de blev
indlogeret på et fint hotel tæt på havnen, og fortalte at de på hotellet bare
kunne spise og drikke på rederiets regning, indtil skibet kom i havn.
Efter at have nydt den dejlige italienske mad og vin samt fået undersøgt de fleste barer på waterfronten, mødte de begge, efter en uge i Genova, ombord på DS POLYMOON.
Kaptajnen, der hed Henriksen, tog imod dem, efter at de af førstestyr47
manden havde fået anvist deres lukaf. Kaptajnen var en ældre skaldet og
lettere korpulent herre, som mindede meget om kaptajnen i den berømte
danske kultfilm Martha. Han dukkede ofte op på broen om, natten i pistøfler, undertrøje og med selerne hængende ned bag på.
Førstestyrmanden var en høj, mørkhåret nordlænding, som startede
med at sige du til Kesse og Benny – noget, der chokerede dem begge, idet
det ikke var den tiltaleform, der blev anvendt i den danske handelsflåde.
Han virkede, trods du-formen, lidt overlegen. Det viste sig senere kun at
være på overfladen – for hvis man passede sit job, og ikke snejede den
(skulker) bakkede han altid én op. Det viste sig senere, at alle var dus
ombord, og at dette var et forhold, hvor nordmændene var årtier foran
danskerne. Det gav dog ikke anledning til nogen form for disciplinære
problemer.
Benny skulle bo på lukaf i poopen (en overbygning på agterdækket)
sammen med en høj kæk lyshåret dæksdreng fra Namsås. Han fortalte,
selv om Benny ikke forstod alt, hvad han sagde med sin Namsås dialekt,
at der var syv nationer ombord, nordmænd, en svensker, en tysker, en russer, en spanioler, en svejtser og nu tre danskere.
Den sidste dansker var en letmatros fra Århus, der hed Kaj Klausen.
Kaj var en stor kraftig fyr, der lignede en enhver svigermors mareridt –
karseklippet og med tatoveringer overalt, både på halsen, armene og ryggen. Nogle fortalte senere, at han også havde en spyflue tatoveret på sin
penis.
Russeren var kommet ombord som blind passager i Napoli, før skibet
kom til Genova. Han var blevet opdaget i lasten af førstestyrmanden, der
fandt ham kort efter, at de havde forladt havnen, og han var nu et stort
problem for rederiet og kaptajnen, for ingen lande ville tage imod en russer uden pas eller identitetspapirer. I Genova var det dog lykkedes kaptajnen, via mægleren, at skaffe et statsløspas, som hver tredje måned skulle
fornyes i Italien.
48
*
Skibet lå i Genova i tre dage og lastede til USA, hvorefter det var planen,
at der skulle lastes i Taranto, Livorno, Napoli og Lissabon, før turen gik
over Atlanten til USA.
Hver aften støvede Benny og Kesse og nogle andre fra besætningen
rundt på barerne på waterfronten, og de italienske glædespiger på barerne stimlede rundt om dæksdrengen og Benny og strøg dem over deres
lyse hår og sagde: ”Bambino mio - skal vi gå på loftet?”
Benny og dæksdrengen trak sig skønsomt tilbage, når pigerne begyndte at tage dem i skridtet og andre steder på kroppen.
Bådsmanden, en ældre tørstig nordmand, der altid gik med alpehue
grinede af de to knægte, så tårerne trillede ned ad kinderne, og sagde:
”Skal eg købe ej jente til dere to?”
”Nej”, sagde de to knægte i kor, og trak sig skrækslagne tilbage og
satte sig bag to af fyrbøderne, som var mere interesseret i øl og vin end i
kvinder.
Benny faldt hurtigt til og lærte hurtigt lidt norsk, engelsk, spansk og
lidt russisk, så han kunne klare sig i det daglige arbejde med de mange
forskellige nationer, men maden ombord var det svært at vende sig til.
Selvom der var rigeligt med mad, så havde nordmændene nogle sære
madvaner, som f.eks. fiskeboller eller blodpølse til morgenmad eller får i
surkål til middagsmad.
”Ja”, sagde Kaj fra Århus, ”de fjeldaber kan sku’ ødelægge det bedste
stykke velhængte oksemørbrad – de lærer sku’ aldrig at lave ordentlig
mad”.
Den sætning fyrede han af hver gang han mødte den norske hovmester, der, som de fleste nordmænd, var meget stolt og nationalistisk. Det
fik hver gang hovmesteren helt op i det røde felt, idet det at genere noget,
der var norsk, var en dødssynd, og når det så oven i købet var indenfor
hovmesterens område, var det ekstra fornærmende.
49
Han svarede hver gang med: ”Jævle flatlandsbonde”, og rystede forbitret på hovedet.
Hovmesteren var en lille buttet og rødmosset type, som man, ifølge
Kaj, ikke skulle gå i bad med. Derudover var han, stadig ifølge Kaj, den
største svindler blandt de hovmestre, han har sejlet med: ”Bare se på de
søpriser han tager i slopkisten”. (Slopkisten kom af det engelske ord Slop
Chest, som er et sted, hvor hovmesteren, ofte til høje priser, solgte cigaretter og andre fornødenheder til søfolkene, når de var til søs).
Benny nikkede ja til det med slopkisten, og sagde så: ”Hvorfor skal
man ikke gå i bad med ham?”
”Kan du ikke se, at han har løse håndled, og går som en kvinde?”
”Løse håndled?”
”Ja, din tumpe, han er sku’ bøsse, så hvis du taber sæben, medens du er
i bad med ham, kan der ske ting og sager”.
”Og for at det ikke skal være løgn, så har han ansat en gammel nazist
som fedtøre, og han er skrub hysterisk”. (En fedtøre var et skældsord for
en kok.)
”Er du sikker på, at han er nazist?”
”Nej, men jeg går ud fra, at eftersom han er tysker, så må han også være
nazist - han bliver i hvert fald stiktosset, hvis du kalder ham nazist – du
kan jo prøve!”
”Nej tak”, sagde Benny, „jeg tror nok, jeg vil prøve at holde mig gode
venner med kokken – det betaler sig”.
To dage senere måtte Benny sande, at det med kokkens temperament
var rigtigt nok. Benny stod i lugen ind til kabyssen og snakkede hyggeligt
med kokken, der var ved hakke gulerødder. Benny rakte forsigtigt hånden ind på bordet for at tage en lille stump gulerod, straks slog kokken
ud efter ham med sin store kniv og råbte hidsigt på gebrokkent norsk:
”Forsvind – forsvind”.
Benny rystede på hovedet og fortrak i en fart, og så henne i døren Kajs
grinende fjæs: ”Hvad sagde jeg”, kom det tørt fra ham, ”han er sku’ skrub
50
hysterisk – det må være den varme i kabyssen, der plager ham - sådan er
de alle i kabyssen, enten er de skrubhysteriske eller også bøsser”.
Dagene til søs gik hurtigt, og de påstande, Benny havde hørt om spændinger mellem dæksfolkene og maskinfolkene, mærkede han ikke noget
til i den første del af sin karriere som sømand. Han havde et godt forhold til maskinfolkene ombord og gik tit ned i maskinen for at hilse på
den vagthavende fyrbøder og så på, når han gik rundt og smurte og følte
over på de store stempelstænger fra dampmaskinen. Særlig en lang norsk
fyrbøder fra Bergen var god til at fortælle historier fra sit liv til søs. Det
foregik som regel siddende i en stor kasse med tvist, hvor de sad blødt,
medens de delte to lyse øl af fyrbødernes daglige ration.
*
Ugen efter at de var mødt ombord, var Benny til rors, medens de var på
vej ind til Napoli. Ved anduvningsbøjen kom lodsen ombord og tog over
for kaptajnen. Han beordrede Benny til at styre mellem de to molehoveder.
Midt i sejlløbet lå en del små både, som ikke så ud til at flytte sig for
deres skib.
Tredjestyrmanden, der havde vagten, spurgte nervøst lodsen om de
ikke skulle slå ned i fart. Lodsen, der var en lille småfed italiener med
et uplejet overskæg, kiggede på styrmanden og sagde på gebrokkent engelsk: ”No way - keep on - same speed”.
Pludselig strøg de små både ned langs siden og en lang bambusstage
med en krog i enden blev kastet op på lønningen, og bådene var kort efter
fortøjet langs siden og blev slæbt med ind i havnen. Udkiggen råbte til
kaptajnen, at der nu væltede en masse italienere fra bådene ombord.
”Det vel”, sagde kaptajnen roligt, ”førstestyrmanden er på dækket og
alle dørene er låst. De prøver bare om de kan købe cigaretter og cowboybukser, inden tolderne kommer ombord, og så selvfølgelig om de kan
stjæle lidt”.
51
Lige så flot udsigten ind til Napoli var, ligeså elendigt var det syn, der
mødte besætningen, da de lå ved kaj. Der var møgbeskidt overalt, der var
huse, der var bombet under krigen, som endnu ikke var genopført, og der
var tiggere i hobetal på kajen suppleret med alfonser, der var klar til at
sælge deres søster eller datter for et stykke sæbe.
”Vil det sige, at de tilbyder deres søster eller datter for et stykke sæbe?”
spurgte Benny vantro den matros, som han stod ved siden af på agterdækket.
”Ja, det er rigtigt - du kan få et skorteærme (kort tid hos en luder) for et
stykke Lux sæbe. Det fortæller lidt om, hvor fattige de er!”
Så meget for ”Se Napoli og dø!” tænkte Benny og gik ned om læ.
De lå to dage i Napoli, hvor tiden gik med malerarbejde. Benny og
Kesse gik den første formiddag henne på agterdækket og malede det
opstående. De havde rigget en højtaler til, og hørte musik fra den amerikanske hærs radiostation i Napoli. Det var selvfølgelig Fats Domino
med Aint’t that a Shame, der var på, da Kesse pludselig mærkede, at en
trosse blev trukket hen over hans fødder. Han kiggede ned og opdagede,
at en ekstra lang reservetrosse, som lå opkvejlet på dækket, langsomt
blev trukket ud gennem klysset (en åbning, hvor igennem trosserne stikkes ud).
Kesse susede hen til skibssiden og så to sortsmudskede italienere, som
var ved at stjæle trossen. De havde trukket den lange trosse ud gennem
klysset og bundet den fast til en lille lastbil. De var nu ved langsomt at
trække trossen ned på kajen.
”Hurtigt”, råbte Kesse til Benny, ”tag tørn om pullerten (det sted, hvor
man fastgør trossen), inden de har fået hele trossen ud”.
De to italienere, der nu havde fundet ud af, at de var opdaget, satte farten op på lastbilen, og trossen susede ud gennem klysset, men det lykkedes Benny, med hjælp af dæksdrengen, at få taget tre tørner på pullerten.
Trossen strammede op med det resultat, at lastbilen væltede om på siden med et brag.
52
De to italienske tyveknægte, der ikke rigtig forstod, hvad der var sket,
tumlede ud af bilen og kiggede sig fortumlede omkring.
Da de opdagede de grinende sømænd på agterdækket, spænede de
hen ad kajen, medens der blev hujet efter dem.
Efter at trossen var hevet ombord igen, kom politiet ombord for at optage rapport og en kranbil fra havnen fjernede lastbilen.
Den sidste dags eftermiddag tog Benny og en del af besætningen med
tredjestyrmand i spidsen ud for at se Pompei.
Turen derud foregik med bus arrangeret af sømandspræsten og Benny
gjorde store øjne, da han så de mange ruiner og gipsafstøbninger af beboere, som var blevet dræbt af vulkanen. Endelig var det forbavsende at se,
hvor frit deres forhold til prostitution var dengang. Noget, som Bennys
indremissionske historielærer helt havde glemt at fortælle om.
Da man jo ikke havde fine neonskilte dengang, havde man på brostenene på gaden hugget en penis i fliserne, der viste hen mod det lokale horehus, og udenfor horehuset var der en stor attrap af en stenpenis placeret
ovenover indgangsdøren. Inde i horehuset kunne man stadig se, hvordan de prostituerede havde
holdt regnskab, idet der var en lang række streger – fire lodrette med en
skråstreg over, som blev gentaget på hele væggen.
”Ja”, sagde én af matroserne, der kom ind ad døren til horehuset, medens Benny og dæksdrengen stod og kiggede på stregerne, ”der kan I se,
at prostitution er et gammelt erhverv – nogle mener det ældste, og ældre
end jordbruget. Selv dengang sagde pigerne - uden penge gør det ondt, så
de holdt regnskab, så de kunne få deres andel”.
Om aftenen tog alle i dæksbesætningen på restaurant for at nyde nogle
af de napolitanske delikatesser. Der blev bestilt en taxi, og efter nogen
parlamenteren om prisen kørte alle med førstestyrmand som guide op ad
bjergskråningen, hvor der lå en lille nydelig restaurant med udsigt over
Napoli og Napolibugten.
Førstestyrmanden havde bestilt et bord, så alle kunne nyde udsigten,
53
der denne sommer aften var en oplevelse, og man glemte for en stund
al den elendighed, som skjulte sig dernede i nattens skumle Napoli med
ludere, mafia og tyveknægte.
Da Benny og resten af besætningen kørte tilbage i taxa, blev de flere
gange overhalet af amerikanske MP militærjeeps og lastbiler med fulde
amerikanske soldater fra den 6. flåde, og da de var ved at gå ombord så
de, at der på modsatte kaj lå et amerikansk troppetransportskib og et par
store landgangsfartøjer med flaget PAPA vajende. Et flag, der betyder, at
alle skulle begive sig ombord med det samme.
De døddrukne amerikanske soldater blev ved ankomst til kajen stablet
i et stort lastenet og hevet ombord. Oppe på dækket blev de af MP’ere og
søfolk fulgt eller båret ned om læ.
En halv time senere afgik de tre skibe.
*
Næste morgen var der afgang til Lissabon via Livorno og Taranto, hvor
der blev lastet marmor. Fem dage senere ankom POLYMOON til Lissabon, der var sidste stop, inden det gik over Atlanten til New York.
I Lissabon blev der lastet brandy, portvin og kork, og det lykkedes et
par af matroserne i lasten at negle nogle flasker portvin, som hurtigt blev
gemt væk til en senere lejlighed.
Det var ikke uden problemer, for i et skib med nul alkohol ombord
og hvor nordmændene drak alt, hvad de kunne få fingrene i, såsom barbersprit og spritten, som var aflejret på toppen af maskinglasur, passede
styrmændene på alt hvad besætningen foretog sig i lasten, når der blev
ryddet op efter havnearbejderne. (Maskinglasur var en maling, der blev
brugt i maskinen).
Matroserne havde dog prøvet det før, og det lykkedes dem at anbringe
det stjålne i de affaldstønder, der blev hejst op af lasten, alt imedens styrmændene blev holdt hen med snak.
54
Om aftenen gik alle de unge i land, og de to ældre kahytsjomfruer ombord kiggede forarget på de unge mænd, der med vandkæmmet hår og
duttervand (brillantine, floridavand m.m.) løb ned ad landgangen for at
se på damer.
På et kendt værtshus ved navn Europa finder Benny og de andre nogle
søde piger, og Benny og dæksdrengen, der stadig var uerfarne, selv om
de selvfølgelig overfor de andre benægtede dette, blev straks forelskede.
Men da de fandt ud af, at de ikke havde penge nok med, besluttede de
at gå ombord igen.
Bådsmanden stoppede dem i døren og sagde til to af matroserne: ”Er
det ikke på tide, at drengene får ej jente - lad os spæde til, så det kan lykkes”, og så fyrede han sin standard vise af, ”for det, som ikke går ind mellem pigernes lår, det kommer ud som kviser og sår”. (Kviser er det norske
ord for bumser).
Kort efter var pengene på bordet og dæksdrengen og Benny lærte så
den aften om sexlivets mysterier.
Den næste nat i Lissabon blev selvfølgelig tilbragt sammen med Maria,
der lovede at skrive til ham - hvilket hun selvfølgelig aldrig gjorde. Sidste
aften i Lissabon havde Benny vagt ombord og så misundeligt på gutterne,
medens de spænede ned ad landgangen.
Fredag morgen var lasten ombord, og der skulle gøres søklar. Desværre
lå alle nordmændene og svenskeren i dæksbesætningen brak, og kunne ikke
vækkes. De havde alle, som en flok børn, der var blevet holdt tilbage for
længe, drukket sig stive af syre. Bådsmanden lå inde på dørken iført jakkesæt og alpehue efter at have indtaget store mængder af sin favoritdrink, 69%
hospitalssprit, varmt vand og sukker. Resten lå døddrukne på deres køjer.
Tilbage til at gøre søklar er tredjestyrmanden, Benny, skibets enlige
svejtser, og de to andre danskere. Det blev dog ikke sidste gang dette
skete, idet nordmændene åbenbart havde den holdning til spiritus, at det
drejede sig om at tømme hele flasken, og så få en ordentlig skid på, så man
kunne komme tidligt til køjs.
55
Da de var ved at være færdige med at gøre søklar, kom bådsmanden
vaklende ud agterdækket. Han var vågnet op af sin brandert og havde
fået dårlig samvittighed.
Tredjestyrmanden kiggede på ham, rystede på hovedet, og sagde: „Du
ligner sku’ en Bangkokluder lige efter at den amerikanske 7. flåde har forladt byen – du må hellere gå til køjs igen, så klarer vi resten”.
Bådsmanden mumlede noget uforståelig og ravede tilbage til lukafet.
*
Turen over Atlanten foregik i magsvejr og den ene dag gik med den
anden. Benny havde været så heldig, at han var på 8-12 vagten, og ikke
den sure hundevagt fra midnat til kl. 4. En formiddag, medens han stod
til rors, kom én af matroserne op på broen og spurgte efter førstestyrmanden. Tredjestyrmanden ringede ned til førstestyrmanden og sagde
kort efter til matrosen: „Gå ned på hospitalet, så kommer første om et
øjeblik”.
Benny, der var nysgerrig efter at få at vide at vide, hvad matrosen fejlede, sagde til styrmanden: ”Er han syg?”
”Nej, han har bare fået en gonoré i Lissabon – det kan jo nemt ske, når
man går i seng med løse kvinder”, sagde han belærende og kiggede på
anklagende på Benny.
Den tyggede Benny på, for matrosen havde nemlig gået og pralet med,
at han den sidste aften havde været sammen med Maria, den pige Benny
havde været sammen de første dage i havn.
Da Benny efter frokost kom ud på dækket, satte han Kesse ind i sagen
og spurgte ham, om hvordan man opdager, at man har fået en gonoré.
”Det er du sku’ ikke i tvivl om, hvis det sker – du pisser nemlig glasskår, som gør ondt som bare fanden”.
Resten af turen ventede Benny spændt, men der skete heldigvis intet.
Frivagterne over Atlanten blev brugt til at spille poker om cigaretter.
56
Benny deltog et par gange, men bliver træt af at høre på de andres indbyrdes kævl. Det endte som regelen med, at Kaj, der elskede at diskutere,
drillede nordmændene med deres nationalisme og sagde, at de sku’ var
mere nationalistiske end tyskerne og svenskerne tilsammen.
Det fik nordmændene helt op i det røde felt, for at blive sammenlignet med deres dødsfjender tyskerne og svenskerne, det var mere end en
nordmand kunne klare, hvorfor de som regel ophidsede snerrede tilbage:
”Jævle flatlandsbønder og kolonister”.
Det fik så Kaj til at fyre sin ynglings sætning af: ”Kolonister siger I – vi
gav jer et land, et flag og en konge – hvad mere vil I ha’?”
”Den konge er jo dansk, og han taler ikke engang norsk”, replicerede
én af nordmændene.
”Ja og landet. I fik, var også dansk, men det ville I godt ha’”.
Sådan kørte de på aften efter aften over Atlanten.
Benny og dæksdrengen, der ikke gad høre på deres kævl, dyrkede i
stedet for lidt vægtløftning og boksning. Bådsmanden der, før han under
krigen blev taget af tyskerne, havde en fortid som amatørbokser, var deres
træner. Han sørgede for, at det gik fair til og sørgede for at afbryde, når
nogen gik over stregen.
En morgen, hvor Benny var til rors, mødte de et skib på modsat kurs og
andenstyrmanden, der havde vagten ringede ned i mandskabsmessen og
sagde til skibets russiske messedreng, at han skulle komme op på broen.
Russeren, en lille bred og festlig mørkhåret fyr på ca. 40 år, kom farende
op på broen, hvor andenstyrmanden pegede over på det andet skib, der
nu var næsten tværs af gamle POLYMOON, og sagde: „Se, der er én af
dine kommunistiske venner”.
Russeren blev så gal, at han for et øjeblik ikke kunne få vejret og knap
nok kunne få de få sagt det, han mente om kommunisterne. Det lykkedes
ham dog at sige på gebrokkent engelsk: ”I hate communist!”, hvorefter
han fór ned ad lejderen.
Senere fandt Benny ud af, ved at tale med russeren, at han var flygtet
57
fra Rusland og var under flugten blevet skudt i siden. Han viste et vældigt
ar i højre side, der lignede et tidligere skudhul.
*
Efter 12 dages sejlads over Atlanten passerede POLYMOON Nantucket
fyrskib og fik lods ombord. Derefter gik det op ad Hudsonfloden med
frihedsgudinden om bagbord, inden der blev ankret op ud for Ellis Island,
der var den amerikanske immigrationsstation, hvor alle immigranter fra
1892 til 1924 skulle igennem.
Kort efter at der var ankret op, kom en lille båd op langs siden med
5 uniformerede immigrationsofficerer og læger ombord, og besætningen
blev beordret klar uden for officersmessen i en lang række.
Benny, der ikke anede, hvad det gik ud på, spurgte en matros ved navn
Olav, der havde både norsk - og amerikansk statsborgerskab, hvad der
skulle foregå.
”Nå, først skal de skøre amerikanere, der lider af kommunist forskrækkelse, vide, om du er kommunist, og derefter skal vi til pikparade, for at
de kan se, om du lider af en kønssygdom. Så hvis du er kommunist eller
har gonoré – ja så kommer du ikke i land”.
”Ja”, sagde en anden af matroserne, ”de har en skør paranoid senator
ved navn Mc Carthy, som jagter alle, der bare er det mindste venstreorienteret”.
”Ja, det er rigtigt”, sagde Olav, ”og jeg tror ikke vores russer kommer i
land, selvom han hader kommunisterne mere end Mc Carthy”.
Benny nikkede, men sagde ikke noget for han var sikker på, at matroserne tog gas på ham. Der gik dog ikke lang tid, før at han opdagede, at
de havde fuldstændig ret.
Da det blev Bennys tur, kom han ind til bordet i officersmessen, hvor
der sad en række dystert udseende immigrationsofficerer. Én af dem sad
og bladrede i Bennys søfartsbog.
58
Han kiggede op på Benny og sagde: ”Are you or any of your family
now a member of the communistparty, or have you or any of your family
ever been a member of the communistparty?”
Benny, der stadig ikke troede sine egne ører, svarede ikke med det samme, hvorfor kaptajnen sagde: ”Han spørger, om du eller din familie er
kommunister?”
“Nej – no, no”, mumlede Benny forvirret.
“Ok, you can go – next”.
Udenfor på gangen stod tredjestyrmanden, og Benny og de andre, der
havde været til kommunisthøring blev nu gennet hen til førstestyrmandens kontor til pikparade. Medens de stod udenfor og ventede, brokkede
nogle af matroserne sig over, at kahytsjomfruerne ikke også skulle til parade. Tredjestyrmanden gjorde opmærksom på, at det var amerikanerne,
der lavede reglerne, og ikke ham.
Endelig var det Bennys tur.
Han kom ind på det lille kontor, hvor der sad en kvindelig og en mandlig uniformeret læge ved bordet. De bladrede i nogle papirer og nikkede
over til førstestyrmanden. Der lugtede lidt af nakkeost, urin og mandesved i lokalet, hvorfor førstestyrmanden havde lukket begge koøjer op.
Førstestyrmanden sagde: ”Træd hen til bordet lige foran lægerne knap op og tag gutten frem. Træk forhuden tilbage og drej den, så de kan
se den nedenunder også”.
Benny gjorde som han fik besked på, hvorefter han blev spurgt, om han
nogensinde havde haft en kønssygdom.
Benny ryster på hovedet som svar.
“Ok- you can go- next”.
Da han kom ud, stod tredjestyrmanden og sagde: ”Ja, så er der ikke
flere floor shows i dag – du kan melde dig til bådsmanden”.
Efter immigrationsproceduren var det planen, at POLYMOON skulle
lette anker og sejle tværs over floden til Brooklyn. Men sådan kom det
ikke til at gå, idet imitationsmyndighederne, ifølge førstestyrmanden,
59
nærmest havde fået et føl, da de opdagede, at der var en russer ombord,
som til og med hævdede at han var antikommunist.
Kaptajnen, der var rasende over denne udsættelse, havde fået besked
på, at han næste morgen ville få besked om det videre forløb.
Næste morgen tidligt kom immigrationsmyndighederne ombord igen,
og kaptajnen fik tilladelse til at sejle til Brooklyn, mod at rederiet betalte
for en vagtmand ved skibets landgang. Han skulle sikre at russeren ikke
smuttede i land, medens de lå i amerikanske havne.
En time senere var POLYMOON, med hjælp fra en slæbebåd, fortøjet
i Brooklyn og Benny opdagede, at der lidt længere nede af kajen lå et af
onkel Arnolds lyseblå skibe (Mærsk Line). Kaj fortalte, at den syvtakkede
stjerne i skorstenen symboliserede syv hårde arbejdsdage, ligesom rederiet Frede Olsen Lines skorsten med en lang streg og en prik symboliserer
en lang arbejdsdag og lidt i kost.
Losningen startede med, at en flok dego havnearbejdere kom ombord
(Dego kommer af ordet day-go og betyder af italiensk afstamning). De var
meget støjende og sagde ”fuck” eller” fuck you” til hvert andet ord, og så
stjal de med arme og ben, selvom der var én, af rederiet betalt, vagtmand
i hvert lastrum. Vagtmanden var enten i lommen på dem, eller også turde
han ikke gøre noget, for da de skulle hejse de store 200 liters fade med
brandy op, gik én af havnearbejderne hen og slog sin krog ned i en tønde,
der hvor træet var tyndest i fadets låg. Brandyen væltede ud, og en spand
blev sat under, som de alle drak af bagefter. Derefter blev fadet hejst op,
medens resten af brandyen løb ud af tønden, ned på dækket og kajen.
Losningen og den efterfølgende lastning tog fem dage, hvor Benny, når
han ikke havde vagt, brugte tiden til at lære New York at kende.
På den anden dag i havn gik Benny op til telegrafisten og hævede 45$
til kurs 7,15 i norske kroner. De skulle bruges til cowboybukser og skjorter
og så lidt fest. Han aftalte samtidig, at der fra næste måned og fremover
skulle sendes 250 kroner hjem til banken, som opsparing til den fremtidige styrmands- og skibsførereksamen.
60
I løbet af dagene i havn besøgte Benny og den norske dæksdreng den
norske sømandskirke og var oppe på toppen af Empire State Building for
at se udsigten over New York. Den sidste aften var alle i dæksbesætningen i Radio Music Hall til en stor forestilling – noget som sømandspræsten havde arrangeret.
Der blev dog også tid til at besøge de små snedige værtshuse i Brooklyn, men der blev ikke serveret andet end cola for Benny og den norske
dæksdreng, idet der ifølge lov i staten New York, ikke måtte serveres alkohol til nogen under 21 år.
*
Seks dage efter ankomst var der afgang til Middelhavet, hvor første havn
skulle være Casa Blanca i Marokko. Turen over Atlanten, der foregik i juni
måned, var med næsten havblik hver dag, så tiden gik med maling af det
opstående.
Ankommet til Casa Blanca lossedes tre af de luksusbiler, som er placeret på mellemdækket. ”Det var nok til én eller anden ørkensheik”, sagde
bådsmanden. Alle i dæksbesætningen havde selvfølgelig under overfarten været nede i lasten og kigget på de tre Cadillacs med ekstraudstyr,
men førstestyrmanden havde fornuftigt nok låst dørene og gemt nøglerne
godt af vejen.
Efter Casa Blanca gik det nordover mod Gibraltar, og Benny var på
vagt da de tidligt på aftenen passerede Gibraltar.
Pludselig varskoede udkiggen: ”Opkald om bagbord”.
Tredjestyrmanden gik over i bagbord side af styrehuset og sagde: ”Nå,
det er de skøre englændere, der tjekker alle passager igennem strædet - de
kalder op med what ship”.
”Nu skal vi tage lidt gas på dem”, sagde tredjestyrmanden og gik hen
og sendte til englænderne: ”What rock?”
Lidt efter kom der svar: ”Gibraltar station”.
61
Benny, der som spejder havde lært morsetegn, prøvede at tyde de blink
som kom fra landsiden. Det lykkes ikke og han spurgte derfor styrmanden, hvad der blev sendt.
”Det er sådan en lille joke, som alle skibe prøver engang imellem –
når de spørger om, hvilket skib det er, spørger vi tilbage, hvad det er for
en sten derinde. Englænderne tager det i stiv arm, de har prøvet det så
mange gange”.
Næste eftermiddag ankom POLYMOON til Algier. Der var dækslast
overalt på dækket med store Caterpillar vejmaskiner, der var surret med
kraftige wirer, og i lasten på mellemdækket var der en del nye amerikanske biler, som skulle til Italien.
Ankommet til Algier, hvor borgerkrigen på daværende tidspunkt rasede, fik alle at vide, at det ikke var klogt at gå op i Kasbaen, og at der
iøvrigt var udgangsforbud efter kl. 22 til kl. 7 morgen.
Der gik samtidig nogle skrækkelige historier om hvide, som var blevet
slagtet ved besøg hos arabiske ludere i Kasbaen, så Benny og de andre
fra dæksbesætningen valgte at blive ombord, men den russiske messedreng gik i land – sandsynligvis drevet af en ubændig sexlyst, for han blev
nemlig fundet af det franske militærpoliti, da han kl. 23.00 kom ud fra en
horekasse i Kasbaen.
De kørte ham ombord og forklarede tredjestyrmand, der havde vagt,
at de ikke ville se ham i land igen. Trejdestyrmanden gav russeren en ordentlig skideballe og gjorde ham opmærksom på, at han ikke kom i land
i Algier igen.
Russeren grinede smørret over hele ansigtet. Han sagde noget på russisk, som ingen forstod, medens han gik agter over til lukafet.
Losningen gik trægt og kaptajnen bandede over de dovne arabere, som
kun tænkte på at stjæle alt, hvad de kunne få fat i. Nede i lasten blev
Benny sat til at holde vagt, medens der blev losset genbrugssko og -tøj.
Amerikanerne havde, belært af erfaringen, sendt alle venstre sko med ét
skib og alle højre sko med et andet skib, så dem var de tyvagtige havnear62
bejdere ikke interesserede i. I stedet stjal de alt det tøj, de kunne få fat i og
trak tre til fire par bukser og skjorter på inden under deres kjortel. Benny
prøvede forgæves at stoppe dem, men fik et meget sigende tegn fra en
skummel araber. Han trak fingeren hen over halsen.
Halvdelen af havnearbejderne lå på dækket og slappede af det meste af
tiden, hvis de ikke tiggede om mad eller stjal. Alt, hvad der kunne stjæles,
blev stjålet – selv elektriske pærer med bajonetfatninger, som ikke kunne
bruges i land.
Den tyske kok, der hadede arabere, åbnede halvdøren ind til kabyssen
for at få lidt luft til den varme kabys. Straks stod der tre-fire havnearbejdere udenfor og tiggede mad. Kokken, der var ved at lave flæskesteg,
gav dem hver et stykke svinekød. Én af dem kiggede på det og sagde
spørgende: ”Pork?”
Kokken rystede på hovedet: ”Not pork it’s beef!”
Tre havnearbejdere fik nu hver et stykke kød, som de satte sig ned bag
lønningen for at spise. Kokken, der stod med et listigt smil på, råbte nu så
højt han kunne, medens han pegede på de tre havnearbejdere: ”They are
eating pork!”
De tre havnearbejder smed kødet fra sig, og fór hen til kabysdøren for
at banke kokken, men kokken var dem for hurtig, idet han smækkede
døren i lige for næsen af dem. De hev i døren, som var låst, og væltede
en masse arabisk af sig, medens de gjorde sigende tegn hen over halsen.
Det varede noget, inden der faldt ro over havnearbejderne, og førstestyrmanden måtte ud på dækket og forklare deres formand, at det var en
misforståelse, der ikke vil gentage sig.
Bådsmanden, der sammen med Benny og Kaj havde overværet det
hele, sagde: ”Det er godt, der ikke bor sådan nogle formørkede gedekneppere i Skandinavien – de lyver, stjæler, de er klar til at sælge deres gamle
bedstemor for en slik, og man skal aldrig vende ryggen til dem”.
”Jamen italienerne er da ligeså slemme – de stjæler da også”, sagde Kaj.
”Ja, de er også tyvagtige – særlig i den sydlige del, men det skyldes
63
nok, at de på grund af indvandring er beslægtede med araberne”.
”Ved du for resten, hvorfor de har brune øjne”.
”Nej”, sagde Benny.
”Det er fordi, de har fået så mange spark i røven af franskmændene, at
lorten er gået den forkerte vej”.
Bådsmanden stod lidt og sagde så: ”Det hele skyldes deres religion og kultur, hvor vi kristne betragtes som vantro, man gerne må snyde og slå ihjel”.
”Tror du ikke bare, det er fordi de er fattige”, sagde Benny.
”Nej, så skal du se i Asien, hvor de er mere fattige end her – der ser
du aldrig de tendenser, og jeg har i de 30 år, jeg har sejlet, aldrig mødt en
sømand, der kunne sige noget positivt om arabere. Derimod har alle kun
lovord til overs for Asiens befolkning – særlig de dejlige skævøjede piger!”
Kaj kiggede på bådsmanden og skulle lige til at modsige ham – han
elskede at diskutere, men han blev så afbrudt af bådsmanden, der sagde:
”Nå, se så at få fingeren ud, og kom i gang med at arbejde igen!”
Den sidste eftermiddag, hvor havnearbejderne var ved at være færdige, gik dæksbesætningen i gang med at gøre søklar, men lige der, hvor de
skulle arbejde havde et par havnearbejdere lagt sig at bede med bagdelen
lige vejret. Vores matros fra Nordnorge, der hed Jarl, var mørkhåret og
havde et heftigt temperament. Han forsøgte at få dem til at flytte sig, men
da det det ikke lykkedes, sparkede han én af dem bag i, hvilket resulterede i, at de rasende afbrød deres bønner og fór råbende ned ad landgangen.
Da lodsen var kommet ombord og POLYMOON langsomt lagde fra
kaj, kom der en hel flok havnearbejdere løbende hen ad kajen, og da de
så Jarl på fordækket, startede de med at kaste sten efter ham. Ingen af stenene ramte dog nogen, og snart var POLYMOON så langt fra kajen, at de
ikke længere kunne ramme skibet.
Jarl rystede på hovedet og sagde til Benny: ”Se de tåbelige gedekneppere – ved du for resten, hvorfor de går i den kjortel med en pose mellem
benene?”
”Nej”.
64
”Det er fordi, de tåber tror, at det er en mand, der skal genføde Allah så for at han ikke skal falde på jorden, har de posen mellem benene”.
Benny rystede på hovedet og gik agter over.
Efter Algier var det Tunis, hvor én af matroserne havde en aftale med
en skummel araber, som ville aftage alle deres cigaretter og cowboybukser. Den første aften, efter at tolderne var gået i land, og de af førstestyrmanden havde fået deres bestikkelse i form af cigaretter, kom en lille båd
op på siden. I løbet af få minutter var smuglergodset lempet ned i båden
til gengæld for en stak flunkende nye dollarsedler. Matroserne talte dem
to gange og rovet blev delt.
Næste dag viste Benny sine dollarsedler til en gammel norsk fyrbøder,
som havde boet i USA i sine unge dage. Han kiggede på dem og rykkede i
dem og sagde så: „I er blevet snydt - disse dollars er falske - jeg fatter ikke,
at I er så dumme, at I ikke ved, at man altid må påregne, at blive snydt af
en araber”.
Da det gik op for matroserne, som hver havde over 100 dollars i klemme, gik én af dem op i byen for at prøve, om de kunne omsættes. Han kom
dog hurtigt ombord igen, idet caféejeren lynhurtigt spottede den falske
dollarseddel.
Efter den episode blev alle enige om at vente til Spanien og der prøve,
om de falske dollars kunne omsættes. Benny havde heldigvis kun 30 dollars i klemme.
Næste dag væltede det ombord med arabere, der vil sælge alt muligt,
sko, marokkopuder og tasker. Det lykkedes Benny, ved at krølle sedlerne
og gnide lidt snavs på dem, at slippe af med nogle dollars til en lille skummel araber, der solgte marokkopuder og sko. Benny købte en marokkopude til sin mor, medens araberen forsøgte at prakke ham et par sko på.
Han viste først Benny et brev, han havde fået af en norsk kaptajn. Det så
umiddelbart flot ud med stempel og underskrift, men teksten sagde på
norsk: ”Køb ikke noget af denne bandit - han er den værste snydetamp
på kysten”.
65
Benny læste teksten og den lille araber, der ikke viste, hvad der stod
på sedlen, sagde stolt på gebrokkent norsk, medens han pegede på nogle
sko, han havde til salg: ”Fine grejer, fine grejer – ingen kan se, de er lavet
af pap”.
Benny skulle efter dette ikke købe mere, og sko kunne han købe i USA,
hvor sko og tøj var billigt. Derudover vil han helst slippe af med araberen,
inden han opdagede, at han har fået falske dollars.
Sidst på eftermiddagen var der endelig afgang til Marseille.
*
I Marseille lå POLYMOON to dage og der blev tid til at besøge Chãteau
d’If, hvor Greven af Monte Cristo havde siddet fængslet, inden han ved at
spille død slap ud af fængslet. Benny havde læst historien mange gange
som dreng og glædede sig til besøget, da de med en lille båd sejlede ud til
øen, hvor de blev vist rundt af en engelsktalende guide.
Dagen efter ankomst til Marseille, ankom et DFDS skib til havnen og
Benny, Kaj og Kesse gik i frokostpausen over for at tigge lidt rugbrød, som
de ikke havde smagt i uendelige tider. De var godt trætte af den norske
mad.
Medens de sad inde i mandskabsmessen, kom skibets førstestyrmand
ind for at snakke med bådsmanden, og det gik hurtigt op for Benny, at her
var der en anden tiltaleform - alle var Des med officererne. Det virkede
noget stift, og Kaj hviskede til Kesse: ”Man skulle tro, at det er et svensk
skib, og ikke et dansk skib, vi er kommet ombord på”.
Kesse svarede ikke, for én af matroserne ombord, var ved at fortælle
om en lods, som blev smidt over bord i Suez-kanalen.
Det drejede sig om et norsk skib, som netop var kommet ud af Suezkanalens nordlige ende. De havde på turen haft to ægyptiske lodser ombord.
En halv time før de var fremme ved lodsstationen, gik den ene lods
66