gratis ved at klikke på forsidebilledet

... ikke blot en drøm
Til hest og i kano gennem Sydamerikas hjerte
Hans Erik Rasmussen
Møllen Multimedie
Han lagde ikke gerne planer,
og gav ikke gerne løfter på langt sigt.
Han var aldrig rigtig glad,
hvis dagen i morgen ikke var hans egen.
Fra “Knulp” af Herman Hesse
... Ikke blot en drøm
Til hest og i kano gennem
Sydamerikas hjerte
Hans Erik Rasmussen
Møllen Multimedie
... IKKE BLOT EN DRØM
INDHOLD
Forord til denne udgave .............................................. 6 •
Forberedelser .............................................................. 8 •
På jagt efter rejseland ................................................... 9 •
Jordforbindelse i Argentina ........................................ 11 •
Hesteejere i Bolivia ................................................... 27 •
Jul med heste ............................................................ 35 •
Hos venner i Saladillo ............................................... 44 •
Hektiske dage ved Pilcomayo .................................. 64 •
Øde stier og fjerne landsbyer .................................... 79 •
En svær beslutning ................................................... 86 •
Uvante rejseformer ................................................... 99 •
På besøg i en anden verden ..................................... 118 •
Amazonas tur-retur ................................................. 133 •
Til dåbsfest ved Titicacasøen ................................. 147 •
Flodkaptajner i en udhulet træstamme .................. 159 •
Gæstfriheden længe leve ......................................... 180 •
En stille afsked ....................................................... 197 •
Den farvede prik efter
sidetallet knytter sig til
markeringerne på kortet
og viser på den måde,
hvor kapitlet foregår.
4
25 år efter rejsen ....................................................... 202 •
Calles rejsebureau EventyrLiv.dk ........................... 204 •
Hans Eriks bøger, DVD og multimedieforedrag .. 206 •
... IKKE BLOT EN DRØM
KORT
Det eneste kort, som vi brugte på rejsen
var et 1:4.000.000-kort, hvor 1 centimeter
på kortet er 40 kilometer i virkeligheden.
Kortudsnittene i bogen, er på nær
dem på side 12 og 35, scanninger af kortet, som vi red og
sejlede efter.
På kortene er en hvid streg under de steder, som jeg
nævner i bogen. Se eksemplet ved Cuevo på kortet herover.
Nederst på venstresiderne er henvisning til det kortudsnit, hvor opslagets indhold foregår.
Udsnit af kortet vi red efter.
KORTUDSNIT
side 200
Side 182
Side 142
Side 127
Side 102
Side 66
Side 35
Side 12
5
... IKKE BLOT EN DRØM
FORORD TIL DENNE UDGAVE
Erfaringer får vi ved at
kaste os ud i det
ukendte.
6
Ikke blot en drøm er beretningen om en rejse, som fik
afgørende betydning for min rejsekammerat Calle Granholms og mit videre liv. Det at vi realiserede vores drøm om
at købe heste og ride gennem Andesbjergene og bagefter
købe en udhulet træstamme i Amazonjunglen, gav os en
grundlæggende vished om, at vores drømme kan realiseres –
og skál realiseres, hvis vi ønsker at leve et autentisk liv.
Undervejs knyttede vi hele tiden kontakt med lokalbefolkningen, og overnattede tit nogle dage de steder, hvor
vi blev inviteret ind. Rejsen havde ikke kunnet lade sig gøre
uden hjælp fra de lokale – og netop derfor blev rejsen så
betydningsfuld.
I en tid hvor flere og flere rejser mere og mere, men i
kortere og kortere tid, vil vi med genudgivelsen af bogen
minde om, at hvis en rejse virkelig skal have betydning, skal
man rejse i lang tid.
Calle og jeg opfatter vores rejse som en dannelsesrejse i stil med de dannelsesrejser, som kunstnere foretog i
1800-tallet. I efterskriften “25 år efter rejsen” fortæller jeg,
hvordan rejsen fik betydning for Calles og mit videre liv.
Teksten i denne udgave er stort set identisk med teksten
i den første udgave fra 1992. Dog har jeg tilføjet baggrundsoplysninger i “Forberedelser” og “På jagt efter rejseland”, og
kapitlet “Jordforbindelse i Argentina”, der beskriver hvordan
vi gik fra at være turister til at blive rejsende.
Vi fotograferede meget på rejsen (vores evner som fotografer lå på niveau med vores evner som ryttere). I bogens
første udgave var meget få farvebilleder. Jeg har nu, så godt
det er muligt, scannet, renset og korrigeret vores tit overeller undereksponerede, originale dias. Det betyder langt
fra, at alle billeder er perfekt belyste, men hvad de mangler i
teknisk kvalitet, har de til gengæld i autencitet.
Billedteksterne er nyskrevne.
FORORD TIL DENNE UDGAVE
x
Rejsen var Calles og mit fælles projekt, og ingen af os kunne
have realiseret projektet uden den anden. Som personer er
vi meget forskellige, og vi komplementerer hinanden virkelig
godt. En af vores forskelle er, at jeg i modsætning til Calle
er meget skrivende. Derfor er jeg forfatter til bogen, selv om
rejsen var et fælles projekt.
Hans Erik Rasmussen, Førslev Gl. Mølle juli 2012
Juleaftens morgen
1986 sadlede vi op
og startede rideturen
gennem Bolivia.
... IKKE BLOT EN DRØM
FORBEREDELSER
Sommeren 1985 sad Calle og jeg som de eneste vågne sent
om natten efter en havefest hos ham. Bålet glødede og solen
var begyndt at stå op øst for Viborg.
- Hvornår skal vi tage til Sydamerika og ride? spurgte
Calle pludselig og mindede mig om en idé, som vi havde fået
i Argentina fire år tidligere.
- Næste år tager vi af sted et halvt år, svarede jeg, før jeg
nåede at tænke på konsekvenser og muligheder. Calle boede
sammen med sin kæreste og tænkte på ægteskab. Jeg var
elitegymnast, havde netop vundet sølv ved DM og satsede
på en topplacering ved næst års nordiske mesteskaber. Da de
øvrige festdeltagere næste dag var taget hjem, og vi genoptog snakken om et eventyr i Sydamerika, vidste vi, at en lang
rejse i Sydamerika ville få store konsekvenser. Men beslutningen var taget! Parforhold og karriere måtte på stand-by.
Det næste år tjente vi penge. Calle arbejdede i naturgasprojektet for at tjene til vores rejse, og til at hans kæreste
kunne blive boende i deres lejede hus. Jeg arbejdede på mine
forældres maskinstation og som ærtehøster på Svendborg
Konservesfabrik.
Calles kæreste vidste, at Calle havde behov for at udleve
sin drøm om en lang ridetur, og hun accepterede at han
tog væk. Mine kammerater på gymnastikholdene forstod til
gengæld slet ikke, at jeg ville stoppe karrieren som elitegymnast for at ride i Sydamerika. Til deres store undren lod jeg
være med at deltage på en stor turné i Canada for i stedet at
blive hjemme og tjene penge til Calles og min tur.
Vi så ikke turen som en stor ekspedition, hvor vi skulle
præstere noget for nogen, og vi søgte ikke sponsorer. Ingen
af os var udstyrsfanatikere, og vi brugte ikke mange penge
på tøj og grej. Calle havde det telt, som vi brugte, og jeg det
køkkensæt, som vi lavede mad på.
Vi ønskede at rejse med så lidt oppakning som muligt, og
undervejs få hjælp af de lokale.
8
PÅ JAGT EFTER REJSELAND
PÅ JAGT EFTER REJSELAND
Vi landede i Argentinas hovedstad Buenos Aires i oktober
1986, og kørte derfra med tog sydpå over pampaen for at
besøge vores dansk-argentinske venner fra tidligere rejser
og ophold. Et par år før havde både jeg og Calle og hans
kæreste boet en periode i den dansk-argentinske koloni.
Vores venner smilte overbærende af vores snak om at
købe heste og ride. De troede vist ikke på, at vi kunne realisere drømmen. Vi havde ellers en idé om at købe heste i det
“danske” område og transportere dem til Paraguay, hvor vi
havde bestemt os for at ride.
Efter et par uger rejste vi op til Iguazúvandfaldene på
grænsen til Brasilien, og derfra ind i Paraguays grænseby Ciudad del Este, der dengang hed Puerto Stroessener efter landets siddende diktator Alfredo Stroessener. Vi havde bestemt
os for at købe heste i Puerto Stroessener og ride op gennem
Paraguay, men første nat blev vi vækket af skud neden for
vores hotel. Gennem vinduet så vi en mand skyde efter en
anden mand, der løb i zig-zag hen ad gaden. Dén oplevelse,
sammen med at temperaturen var langt over 40 grader om
dagen, betød at vi valgte at droppe Paraguay som rideland og
i stedet prøve lykken i Bolivia.
Vi kørte derfor til Asunción, krydsede grænsen til
Argentina, og steg i byen
Formosa på en bus, der skulle
bringe os i første omgang et
stykke ind i den argentinske
Chaco. Ud på aftenen stod vi
af bussen et tilfældigt sted,
slog teltet op i vejkanten, og
tog den næste morgen på stop
til en lille landsby. Dér fik vi
“jordforbindelse” og dér starter
bogens første kapitel.
Calle skal til at stige på
den bus, der bragte os
gennem Paraguay til
Asunción.
... IKKE BLOT EN DRØM
Denne mand i luftige
bombachas-bukser
var den første, som vi
snakkede med i den
argentinske chaco. Han
inviterede os med til
fest.
10
JORDFORBINDELSE I ARGENTINA
JORDFORBINDELSE I ARGENTINA
Med nedknappet skjorte og sveden løbende fra panden betragter jeg den landsby, som vi netop er sat af i. Husene, der
enten er bygget af træ eller soltørrede mursten, ligger spredt
mellem træer og kratbevoksninger. Snoede stier og hjulspor
fører rundt til hytter og rønner, og jeg har indtryk af, at en
mand kan bygge, hvor han vil. Intet tyder på at vi er kommet
til et sted, hvor planlægning er en af samfundets bærende
stolper.
Båret af en let vind svæver fremmede lugte mod mine
næsebor. Uden at vide nøjagtigt hvorfra de alle stammer,
skelner jeg et utal af forskellige dyre- og plantelugte. Mellem
mange andre genkender jeg lugten af hest, kaktus og røg fra
køkkenhytternes madbål. Varmen og naturens nærhed gør
alle dufte meget gennemborende.
Støvet fra jordvejen duver dovent gennem middagsluftens hede. Græstotterne i vejsiden og på husenes tegltage er
gulsvedne, og alt træværk ved vinduer og stakitter er stærkt
medtaget af solens ubønhørlige stråler. Alt omkring mig
fortæller med tydeligt sprog, at solen er den herskende kraft.
Ikke overraskende, for Sydamerikas højeste temperaturer er
målt netop her i chacoen.
Støvet fra bilen, som vi blaffede med, lægger sig langsomt.
Calle og jeg tager rygsækkene på og slentrer frem ad jordvejen for at se, om landsbyen har en landevejsrestaurant. Vi
forventer det ikke, for den bil vi fik et lift med hertil, er det
eneste køretøj, som vi har set i løbet af formiddagen her på
hovedvejen gennem den argentinske provins Formosa.
Vi har ikke gået mange skridt, før vi får følgeskab af en
mand, der interesseret spørger, hvor vi er på vej hen.
- Vi skal til Bolivia for at købe heste og på dem ride op
gennem Andesbjergene, svarer jeg og er spændt på hans
reaktion. For mig rummer sætningen den drøm, som har fået
mig til gennem mange måneder samtidig at have fuldtids- og
... IKKE BLOT EN DRØM
halvtidsarbejde for at tjene penge nok til at kunne rejse seks
måneder i Sydamerika. Jeg har ofret en karriere som elitegymnast for sammen med Calle at gennemføre en lang rejse
på hesteryg. Calle har også arbejdet på overtid for at få råd
til at rejse seks måneder i Sydamerika samtidig med, at hans
kæreste hjemme i Danmark kan blive i det hus, som de lejer.
På manden gør mit svar ikke synligt indtryk.
- Er I sultne, og vil I med til fest? Spørger han i stedet
med en stemmeføring, der røber, at for ham er mad og
fest mere vigtig end en eventyrlig rejse på heste gennem
Sydamerika.
ARGENTINA
I den undselige flække
Juan G. Bazán følte Calle
og jeg for første gang, at
vores drøm blev realiseret.
12
- Sí! Svarer Calle prompte.
Jeg ved, hvad han tænker. Her er chancen for at komme i
kontakt med lokalbefolkningen og bryde ud af den boble af
busser, hoteller og restauranter, som vi har levet i de seneste
uger. Mens vi går videre hen ad vejen, sludrer Calle på
spansk med manden. Jeg tænker på den drøm, der har bragt
os hertil. Vi vil ride gennem et latinamerikansk lands afsidesliggende landområder på lokalbefolkningens egne præmisser
og undervejs opleve steder, hvor livet endnu leves uden den
store indblanding fra vores del af verden. Hvor den musik
JORDFORBINDELSE I ARGENTINA
der spilles, er den traditionelle lokale og ikke amerikansk
døgnfluepop. Hvor der ved aftensbordet tales om dagens
forløb og ikke fjerne problemer. Hvor børnene lærer forældrenes normer og regelsæt og ikke udefra kommende modestrømninger. Hvor alle føler, at de lever i centrum af verden
og ikke et sted langt fra alt. Hvor alle er stolte af at være
dem de er, og ikke føler sig mindreværdige over for os. Vi
vil aldrig rejse hurtigt frem og altid søge at bruge det transportmiddel, der er hvermandseje. Selv om det er svært, vil vi
prøve at falde ind som en naturlig del af folks hverdag. De
næste fem måneder vil vise, om vi kan realisere drømmen.
Vi drejer væk fra vejen og følger manden ad en sti
gennem krattet til en rydning, hvor mange mennesker er
samlet.
Eneste bebyggelse er et lerhus uden vinduer. Sandsynligvis et forrådskammer. I husets skygge er en gruppe indianere samlet uden direkte at være med i det fællesskab, som
udspiller sig omkring et langt, groft træbord under et stort
træs krone.
Direkte på bordet ligger stegt gedekød og står skåle med
kartoffelsalat. Folk øser op på tallerkener eller tager en luns
kød med hænderne.
- Tag for jer, beder vores
nye ven.
- Tak, svarer Calle og siger,
at vi giver en flaske vin. Han
har set, at et par mænd sælger
vin under et andet træ. Sammen med manden og nogle
af hans bekendte sætter vi os
ved den ene ende af bordet. I
selskabet er ingen kvinder. De
er samlet ved et mindre bord
lidt derfra. Ved adskillige træer
er bundet opsadlede heste. Jeg
føler taknemmelighed for at
skæbnen har bragt os hertil.
Calle og jeg langede til
bordet og nød det stegte
gedekød og hvide
hvedebrød.
... IKKE BLOT EN DRØM
Mændene fortæller os, at der dagen før var valg til
provinsregering og kommunalråd. Vi er kommet til det radikale partis samlingssted, hvor de spændt venter på resultatet.
Peronisterne, det andet store argentinske parti, har deres fest
i et stykke herfra. Jeg hører deres slagord trænge frem mellem træerne. Lidt over halvdelen af områdets befolkning er
samlet her, og mændene mener, at det også vil blive valgets
resultat; et svag sejr til de radikale. En ældre mand kundgør,
at de radikale helt sikkert vinder. Han stemmer selv på partiet fordi præsident Raúl Alfonsín, partiets leder, en gang om
måneden står bag uddeling af en kasse med mad og medicin
til de fattigste familier i provinsen. Jeg tænker på, hvor let det
er at vinde et uoplyst folks stemme.
Ramón er en ung gut, der fra starten viser interesse for
vores tilstedeværelse. Spørgsmål om hvor vi kommer fra,
hvad vi laver, hvordan vores land er, og hvor vi skal hen,
hvirvler mod os. For ham er vores uventede besøg tydeligvis
en begivenhed, der er større end en eventuel sejr til de radikale. For at få oplevelsen til at vare længere end et par timer,
inviterer han os til at blive et par dage som gæster i hans og
sin families hus.
- Det vil vi rigtig gerne svarer jeg.
- Lad os gå hjem med jeres rygsække med det samme,
opfordrer han for at være sikker på, at vi ikke ændrer mening. Ramón kan ikke vide, hvor glade vi er for hans invitation. For første gang under rejsen føler jeg, at vores drøm er
mere end en drøm.
Det er en måned siden, at vi forlod Danmark. De første
dage besøgte vi venner i Buenos Aires, og tog derfra ned til
det område på pampaen, hvor efterkommerne af de danske udvandrere lever. I et par uger boede vi hos nogle af de
dansk-argentinske venner, som vi fik fem år tidligere, da vi
første gang besøgte Argentina. Calle og jeg var gymnaster
på et hold af elitegymnaster fra Vejstrup Ungdomsskole på
Østfyn, der turnerede rundt i Argentina og lavede opvisninger i især de dansk-argentinske klubber.
14
JORDFORBINDELSE I ARGENTINA
Drømmen om at ride på egne
heste blev født en morgen, hvor vi var
undervejs over det enorme Patagonien
fra Atlanterhavet i øst til Andesbjergene i vest. Calle og jeg stod forrest i
bussen. Fjernt foran os glitrede sneen
på de høje bjerges tinder i morgensolen. I et kort øjeblik suste vi forbi en
gaucho – en ridende fårepasser, der
sad majestætisk på sin hest omgivet af
får og sine hunde. Calle og jeg kikkede
på hinanden, og vi vidste begge, hvad den anden tænkte: Vi
skal vende tilbage, købe heste og i roligt tempo ride i områder, som det ikke er muligt at nå med andre rejseformer. På
turnéen havde vi allerede fundet ud af, at vi gik godt i spænd
sammen og ved flere lejligheder foretaget små ”eventyr”
udenfor turens officielle program.
Hver gang vi mødtes i årene der fulgte, talte vi om mulighederne for at ride i Sydamerika.
Selv om det lød som en umulig
opgave, kunne vi ikke slå ideen ud af
hovedet.
Et par år efter turnéen var vi hver
for sig på endnu en rejse i Sydamerika.
Calle rejste med sin kæreste fra Canada og ned gennem USA, Mellem- og
Sydamerika til det ”danske” område
i Argentina. Samtidig arbejdede jeg
selv en periode som gymnastiklærer i
Argentina, og rejste bagefter et halvt
år som rygsækrejsende i de omkringliggende lande. På rejserne så vi begge
mange af kontinentets turistattraktioner, men ingen af os kom i tæt kontakt med lokalbefolkningen i de dele
af Sydamerika, som kulturelt er meget
forskellige fra Europa. Rejserne blev
Vi fik idéen til rejsen
på hesteryg, da vi så
denne gaucho ride i
Patagonien.
Syv mand på plinten. Jeg
er nummer to og Calle
bliver nummer syv.
... IKKE BLOT EN DRØM
Tre år tidligere rejste jeg
som rygsækturist i flere
sydamerikanske lande.
Her er jeg på Inkastien
i Peru, og betragter de
fjerne Vilcabambabjerge.
Dengang kunne jeg ikke
vide, at både Calle og
jeg 25 år senere skulle
vandre mange gange i
netop det bjergområde.
Kort side 12
16
imidlertid uundværlige som rekognosceringsture til denne
tur, og de lærte os, at det er en absolut nødvendighed at tale
spansk, hvis man vil i kontakt med lokalbefolkningen. Uden
for de største byer i Sydamerika er det kun meget få, der
taler engelsk. Som gymnastiklærer i Argentina havde jeg 125
elever, og kun tre af dem talte engelsk. Straks jeg kom hjem
til Danmark, begyndte jeg at læse spansk på HF.
I foråret 1986 talte Calle og jeg om vores drøm om at
ride. Da vi under gymnastikturen fik idéen til at rejse sammen, havde en rejse på hesteryg været et mål i sig selv. Nu
gjorde vi os klart, at hestene skulle være midlet til at skabe
kontakt til de meget anderledes samfund, som vi ville lære
at kende. Vi tror på, at vi ved at bruge det transportmiddel,
som de fattige indbyggere på landet selv ejer, kan overvinde
en meget stor tærskel.
Jeg føler dyb glæde, da jeg hjemme hos Ramón ser heste i
et indelukke.
JORDFORBINDELSE I ARGENTINA
Vi bliver ikke længe ved Ramóns hus. Stiller blot rygsækkene
på jordgulvet i et at rummene.
Huset har to soveværelser og et rum, der fungerer som
butik. Opholdsrummet midt i huset er åbent fortil for at
gøre det mere behageligt at opholde sig i. For enden af huset
er der et halvtag, hvorunder der står en rusten metalseng
uden madras.
På vej tilbage til festpladsen møder vi Ramóns far
Romero. En storvommet mad, der udstråler magt og kræver
respekt. Han byder os med myndig stemme at følges med
ham tilbage til partiets fest, da valgresultatet er på vej.
- Jeg har det her, siger han højtideligt og vifter med en
kuvert.
- Det er meget spændende, siger jeg og forsøger at lyde
lige så højtidelig.
Ved siden af bordet med gedekød åbner han langsomt
kuverten, og trækker papiret med det indtelegraferede resultat frem.
- Vi har vundet! Vi har vundet på både provins- og kommunalplan.
Alle klapper, og den lokale partileder holder en tale, som
jeg desværre ikke forstår meget af. Jeg må erkende, at jeg
stadig har noget at lære, inden jeg vil kunne følge med i de
lokales samtaler og selv vil kunne udtrykke mig.
Indianerne er trukket hen imod os, og en af dem tager
nu ordet og udtrykker glæde. Han er valgt ind i en gruppe,
der skal rådgive den kommende provinsregering i indianske
anliggender. For to uger siden var han sammen med andre
indianske repræsentanter i Buenos Aires, hvor de drøftede
indianernes situation med præsident Raúl Alfonsín.
Jeg tænker at indianernes placering i lysningen er helt
konkret viser indianernes stilling i det argentinske samfund;
de er med, men befinder sig stadig i periferien. Indianerne,
som er med til festen, bor i en landsby nogle kilometer ind
i skoven. For ti år siden ville de sandsynligvis ikke være
inviteret. Nu er de på vej til at blive en accepteret del af fællesskabet.
Midt på dagen stod
solen i zenit.
... IKKE BLOT EN DRØM
Hos Romero
fejrede vi valgsejren til
langt ud på natten.
18
Aftenen står i festens tegn hjemme hos Ramón og hans far
Romero, der driver landsbyens handelssted, hvor han sælger
mad, tøj og fornødenheder, og opkøber de skind, som
egnens pelsjægere kommer med. Den position sammen med
hans dominerende væsen gør ham til landsbyens ubestridte
leder.
Venner af huset kommer ridende eller gående og sætter sig på ved et bord på jordpladsen foran huset. Romero
henter adskillige flasker vin. Selv om valgsejren er festens årsag, bliver det snart Calle og jeg, der er i centrum. Mændene
spørger til Danmark, som de en halv dag tidligere ikke anede
at eksisterer. Størst indtryk gør det, at der på nuværende
tidspunkt er ti graders frost, og at sneen ligger højt. En ung
fyr som selv engang har besøgt snedækkede egne højt oppe
i Andesbjergene, hjælper os med de rigtige ord og armbevægelser at demonstrere, hvor koldt det er.
Mændene er meget religiøse og spørger til vores kirker.
Til alt held har vi blandt de postkort, som vi har medbragt,
et af en dansk altertavle. De studerer intenst billedet, og
vi mærker, at det at vi kommer fra et land med kirker, gør
os mindre specielle. I
landsbyen har de selv en
kun få år gammel kirke,
som er opført af lokale
midler med frivillig
arbejdskraft, og er landsbyens samlingspunkt.
Indtil langt ud på
aftenen kommer mænd
ridende og binder deres
heste ved træhegnet,
der omkranser huset.
Adskillige starter med at
sælge skind til Romero,
og sætter sig derefter ved
bordet, hvor de fortæller
historier fra jagtture. En
JORDFORBINDELSE I ARGENTINA
beretter om dengang, at hans hest blev bidt af en slange.
Biddet gjorde den så syg og afkræftet, at han var nødt til at
aflive den på stedet og gå de tre dage tilbage til sin landsby.
En anden fortæller om dengang, at han skød en jaguar, da
den var på vej ind i teltet til ham midt om natten.
En klar fuldmåne og millioner af stjerner lyser over os,
mens cikadernes sang akkompagnerer fortællinger fra jagt
og hjemegn. At Romero til stadighed sender Ramón ind i
depotet efter mere vin, tyder på, at det ikke kun er os, der
finder aftenen højtidelig. Calle og jeg får ikke lov til at betale
for en bare en enkelt flaske vin. Til gengæld bidrager vi til
underholdningen med gymnastiske spring og akrobatik.
Langt ud på natten rider den sidste gæst ud i mørket, og
vi kravler i vores soveposer på jernsengen under halvtaget,
hvor Romeros kone i løbet af aftenen har lagt en madras.
Hende har vi ellers ikke set meget til.
Morgenen bringer i høj grad chacoens virkelighed frem.
Vores udækkede arme har i løbet af natten været let bytte for
myg. Mine underarme og hænder har en rød, nubret overflade. Alene på oversiden af højre hånd tæller jeg 67 myggestik. Selv om hvert stik ikke svier lige så stærkt, som efter et
dansk stik, klør det ubehageligt.
Bagved huset er en udækket brønd, hvor vi henter vand
til morgentoilettet. Vi gør os i stand og går ind i det åbne
opholdsrum, hvor familien er samlet.
- God morgen. Har I sovet godt? Spørger Romero, der
sidder på en stol i åbningen ind til rummet.
- Ja, fantastisk, svarer Calle og undlader at nævne myggestikkene.
Romeros store vom hviler på lårene, og hænderne er sikkert plantet i bukselinningen. Med dyb, fast stemme beordrer
Romero:
- Ahijada, dáme el mate! - Steddatter, giv mig mateen! En
lille spinkel pige kommer trippende med en tørret kalabasfrugt, som hun ærbødigt overrækker til Romero. Op af det
lille hul i toppen stikker et metalsugerør. Uden at værdige
Da jeg vågnede om
morgenen efter valgfesten, var mine arme
dækket af myggestik.
... IKKE BLOT EN DRØM
Mate er en urtete, som
argentinere drikker ved
at suge den op gennem
et sugerør.
20
hende et blik griber han kalabassen, sætter læberne til sugerøret
og suger langsomt den syrlige te
af yerbablade i sig. Med et vink
byder han, at vi skal sætte os ved
hans side. Dernæst får resten af
familien anvist plads ved bordet
og tager del i matesugningen.
Romeros mor hælder varmt vand
ned over den grønbrune mate og
rækker den til en i cirklen. Når
teen er suget op gennem sugerøret
og drukket, får hun kalabassen tilbage, fylder den igen og giver den
til den næste i rækken. Alle bindes
vi sammen af mateens fællesskabsbånd.
Mens vi drikker mate,
fortæller de, at det i dag er landsbyens skytshelgens årsdag. Det
fejrer de senere på dagen med
en gudstjeneste og prosession
gennem byen. Inden da skal kirken gøres ren og pyntes. Ramón
og hans lillebror har det som
deres opgave, og spørger, om vi
vil hjælpe dem.
- Selvfølgelig, svarer jeg.
Ramón er meget opsat på, at vi
skal prøve at ride deres heste. I
aftes fortalte vi om vores planer,
og nu hænger vi på den, hvis ikke
vil skal tabe ansigt.
Når vi ikke er ubetinget glade for at låne deres heste, er
det, fordi vi rent faktisk ikke kan ride. Som dreng havde jeg
en pony, jeg aldrig fik et godt forhold til, og kun sjældent red
på. Calle har kun redet få gange før.
JORDFORBINDELSE I ARGENTINA
Ramón går en tur rundt i huset og langs hegnet og kommer efter et par minutter tilbage med diverse lædervarer,
tæpper og tingester og siger glad:
- Her er sadlen, kan du lide den?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg kan ikke med min
bedste vilje gennemskue, hvordan stumperne skal fungere
som sadel. Ramón kan se min uvidenhed, og hans bror
henter en af hestene. De begynder at sadle op ved først at
lægge tæpperne på ryggen. Dernæst et læderdække hvorpå
de stiller en lille buet læderbetrukket træklods. Herfra hænger
to stigbøjler af udskåret træ. En bred læderstrimmel binder
de rundt om hestens bug, og strammer godt til, inden at
de lægger tre-fire fåreskind ovenpå det hele. Hesten står nu
opsadlet, og selvsikre kikker de på mig som for at sige:
- Kan du se det var sadel!
Uden at vente på mit svar, giver de hesten en grime uden
bidsel på. Ramón har et lille lumsk smil på, da han fortæller,
at det er en god og hurtig hest.
Hurtigheden får jeg bevis for, så snart jeg er kommet op.
Hesten sætter i galop fra stående og stryger hen ad en sti.
Jeg har ikke svært ved at sidde fast, men ingen af de signaler, som jeg giver med arme og ben, får den til at hverken
stoppe, dreje eller sagtne farten –
før den med ét stopper brat foran
et træ med en lavthængende gren,
som jeg kun lige akkurat undgår at
banke ind i. Forsigtigt vender jeg
krikken og lader den forstå, at vi
skal tilbage. Den beslutning er den
helt enig i, og sætter atter i galop.
Igen stopper den først, da et træ
ved indhegningen omkring huset
stopper den.
Ramón og hans bror griner
uhæmmet og siger, at det kræver
øvelse at rejse til hest.
- Ja, vi skal øve os i Bolivia,
Romero og hans familie
løftede armene som
tegn på, at deres parti
vandt.
... IKKE BLOT EN DRØM
svarer jeg spagfærdigt.
Forsigtigt stiger Calle op på hesten, og sætter den i gang.
Ved konstant at prøve at stoppe dyret, lykkes det ham at
bevare kontrollen.
Romero gik forrest, da
mændene bar madonnafiguren rundt i landsbyen.
22
Vi går med drengene hen til kirken, hvor vi skal luge ukrudt
foran bygningen og gøre rent indvendig. Det betyder meget
for dem at få den flot til eftermiddagens højtidelighed.
Over middag kommer præsten og gør kirken endelig klar til
gudstjeneste. Landsbyen har ikke selv præst, så barnedåb og
vielser sker de sjældne gange, at en præst indfinder sig.
Kirkerummet fyldes langsomt med mennesker, der er
iført deres pæneste tøj. To børn skal døbes. Ramón fortæller
os, at børnene får ekstra beskyttelse på livets vej, når det sker
på den lokale skytshelgens årsdag. Jeg har på fornemmelsen,
at alle landsbyens beboere deltager i gudstjenesten. De lytter
andægtigt til præstens prædiken og synger kraftfuldt med på
salmerne.
Uden for kirken løfter seks mænd efterfølgende madonnafiguren op på deres skuldre, og prosessionen starter. De
følgende timer bærer de figuren rundt til de fleste huse i
landsbyen, og hvert sted lyser præsten en velsignelse.
Romero har som en af landsbyens centrale personer
plads forrest, og på forhånd har han bedt os om at tage
rigeligt med billeder, som vi skal sende til ham. Vi er ikke i
tvivl om, at han bruger os og de kommende billeder til at
styrke sin position i landsbyens hierarki.
Undervejs falder vi i snak med et af de unge par, der fik
et barn døbt. De inviterer os på et lille traktement efter prosessionen, og beder os tage et billede af sig. Vi lover at sende
det, når det engang er fremkaldt i Danmark. Manden er
politimand i landsbyen, og han hjælper os næste dag med at
få et lift videre mod nordvest ad den støvede hovedvej. Han
stiller sig ganske enkelt ud på vejen og stopper den første bil,
og beder chaufføren tage os med videre ad hovedvejen op
gennem Den Store Chaco.
JORDFORBINDELSE I ARGENTINA
Den Store Chaco, eller bare chacoen, populært kaldet Det
Grønne Helvede er et kæmpe øde landområde i Nordargentina, Paraguay og Sydøstbolivia, som er næsten en halv gang
større end Frankrig, men hvor der kun lever halvt så mange
mennesker som i Jylland. Tilnavnet har det fået på grund af
sine varme, knastørre vintre og endnu varmere regnfulde
somre. Under vinterens tørke umuliggøres ophold mange
steder af total vandmangel, når vandhuller og brønde udtørrer. Rejsende som før i tiden rejste ind i chacoen på hesteryg,
var meget ilde stedte, hvis de ikke havde lokale indianere til
at vise sig de få skjulte fugthuller. Når regnen endelig kom,
oversvømmedes hele det flodfattige land. Nu behøvede man
de stedkendte stammer til at vise sig en vej gennem labyrinten af tørre pletter i de uvejsomme sumpe. I det stillestående
vand udklækkes myriader af myg, der sammen med varmen
gør livet uudholdeligt for selv den mest hærdede rejsende.
Det mærker jeg tydeligt, og konstant klør jeg mine mange
myggestik. Over trætoppene svæver gribbe, og
oksekranier vi tit ser i
vejkanten, understreger
stemningen.
I udkanten af en lille by
venter vi hele eftermiddagen på at få kørelejlighed videre frem. Da
mørket kommer, slår
vi teltet op og går ind
til byen og nyder nogle
kolde øl. Værtshusholderen fortæller, at det
har regnet stærkt længere fremme, og at kun
meget få biler har vovet
sig videre op gennem
chacoen de seneste dage.
Dette var hovedvejen
op gennem den argentiske provins Formosa.
Da regnen kom, var det
umuligt for biler at køre.
... IKKE BLOT EN DRØM
Mens vi ventede på
toget, drak vi mate.
Stationsforstanderen
kedede sig, og prøvede
forgæves at overtale os
til at drikke vin med ham
fra først på formiddagen.
Kort side 12
24
Han foreslår os at tage toget, som afgår næste aften. Vi er
ikke meget for at skulle vende tilbage til offentlige transportmidler. Vi spiser en bøf, og går hjem til teltet.
Trods myg, varme og for lidt vand venter vi i højt humør
med tommelen i vejret hele næste dag. Ikke én bil viser sig,
og vi bestemmer os for at gå ind til byen igen, hvor vi etablerer os på jernbanestationens perron.
Vi får at vide, at toget kan ventes hen på morgenstunden.
Præcis hvornår ved ingen. Jeg fornemmer, at vi er de eneste,
som føler behov for et mere nøjagtigt afgangstidspunkt end
”i morgen tidlig”.
Inden persontoget ankommer, skal et godstog med olie
afgå. Til tider tager det også personer med. Om passagerer er
tilladte og den eventuelle billetpris afgør togets vagt.
- Skal vi ikke snige os ind i en vogn og rejse med som
blinde passagerer, spørger Calle.
- Og få lidt spænding nu hvor vi skal tilbage til offentlige
transportmidler, smiler jeg og nikker.
Ud på aftenen sniger vi os ind i en gammel trævogn til
JORDFORBINDELSE I ARGENTINA
persontransport, som er spændt efter tankvognene og håber,
at vi ikke bliver opdaget.
Lyset fra en lommelampe dukker op, og vi trykker os ind
til væggen. Desværre lykkes vores forsvindingsnummer ikke.
En lyskegle rammer os, og vi bliver kaldt frem til den lille veranda bag på togvognen. Tre unge politifolk spørger, hvad vi
laver her, og om de må se vores pas. Vel vidende at høflighed
ikke kan overdrives, smører vi vores mest indsmigrende smil
på.
Snart har vi en hyggesnak i gang med de unge fyre.
Da de bevidst drejer samtalen ind på kokain, bliver vi varsomme. Har de alligevel i sinde at skabe problemer for os?
I Sydamerika går utallige historier om, at politiet bevidst
anklager rejsende for kokainbesiddelse blot for at opkræve
en kaution, som går direkte i egen lomme. Ved stadige
spørgsmål bliver det os imidlertid klart, at de ønsker at købe,
hvis vi har kokain. De tilstår, at de keder sig i den lille chacoby, og bruger kokain som en flugtvej.
Godstogets vagt giver os ikke lov til at rejse med, og i
stedet kører vi med persontoget, der med forsinkelse ankommer op ad formiddagen.
Togstammen slingrer frem ad skinnerne med en
hastighed, der ikke er meget højere end rask gang. Jernbanen
løber langs hovedvejen, og nu ser vi, hvorfor det var umuligt
at rejse på stop. Lange strækninger af vejen er dækket af
plumret lag vand. Jordvejen – der er den eneste vej gennem
provinsen, er totalt ubrugelig.
Med ét lyder et stort brag, et ryk går gennem toget, og vi
holder stille. Vi springer ud af toget, og opdager uden overraskelse, at de fleste vogne er afsporede. Mange steder har
regnen skyllet underlaget væk under det i forvejen medtagne
skinnelegeme. De to spor er langt fra parallelle, og det undrer os, at vi overhovedet er nået så langt, som vi er. Hjulene
har boret sig lang ned i den bløde jord, og vi forstår, at vi
ikke kommer videre lige med et samme.
Calle tager vores Trangia spritkøkken frem og varmer
vand til mate. Som togets eneste indehavere af varmt vand
... IKKE BLOT EN DRØM
Til erstaning for det
afsporede tog, kom
dette gamle tog med
trævogne.
Kort side 35
26
bliver vi hurtigt alles venner. Mateen går sin endeløse vandring, og timerne ruller. Snakken og latteren brydes efter
seks timer af et toghorns fløjten. Et undsætningstog er nået
frem, og vi fortsætter rejsen i et gammelt trætog, der forsigtigt ruller frem ad de ujævne skinner.
Dagen efter sidder vi på ladet af en pickup, som i høj
hastighed suser nordpå ad den asfalterede hovedvej fra
provinshovedstaden Salta til Bolivia.
De sidste 30 kilometer frem til grænsen kører vi i en ny
personbil ført af en ung, smuk kvinde. Aldrig har jeg følt
mig så utilpas over ikke at være blevet ordentligt vasket i en
uge. Hun lader sig ikke mærke med noget, og vi ankommer i
højt humør til den Bolivianske grænse.
HESTEEJERE I BOLIVIA
HESTEEJERE I BOLIVIA
Fulde af forventning krydser vi en lille
betonbro, som forbinder Argentina og
Bolivia. Under os dannes grænsen af et
næsten udtørret vandløb, hvor det flyder
med affald.
På den bolivianske side træder vi ind
på immigrationskontoret, hvor en afslappet politimand sender et blik op på et
billede af landets befrier og nationalhelt,
Simón Bolívar og beordrer:
- Tag Jeres hatte af!
Udførligt skriver han vores navne,
adresser, pasnumre samt afrejse- og
bestemmelsessted ind i en stor sort bog.
Til sidst får vi i passet et sindrigt sammensat stempel, der
består af ikke færre end syv små stempler og en underskrift.
Med et:
- God rejse! sender han os ud ad døren. På gaden står en
tolder, som beder os anbringe rygsækkene på et lille træbord
midt på gaden. Et hurtigt gennemsyn og Bolivia ligger åben
for vores fødder.
Første aften i grænsebyen Yacuiba indlogerer vi os på et
pænt, men lidt dyrt hotel. Prisen bliver fuldt ud opvejet af
glæden ved atter at få bad. Vi nyder at være friske og rene, da
vi går på jagt efter aftensmad. Priserne er væsentlig højere,
end sidst jeg var her. Dengang var dollarkursen på sortbørsmarkedet fem gange højere end på det officielle marked. Nu
er der slet intet sort marked. Det betyder, at Bolivia nu har
en bedre økonomi, men også at vores rejseudgifter bliver
højere.
Næste dag går vi en tur rundt i byen for at finde at billigere hotel. Der er ikke mange bolivianos at spare, og vi
indstiller os på, at vi så vidt muligt skal rejse på lavbudget.
Ved at bære varer uden
om toldstedet slap grossisterne for at betale
importafgift. Smuglingen
forgik lige ved siden af
grænseovergangen og
var om ikke lovlig, så
dog fuldt accepteret.
... IKKE BLOT EN DRØM
Carlos står i døråbningen til sin families hus,
hvor søsteren har børnetøjsbutikken Karina.
Carlos’ søster, mor og
et par mindre piger i
familien. Yderst til venstre står hushjælpen.
28
Under vores jagt på et billigt herberg, anråber en ung
mand os. Han siger, at han er engelsklærer i byen, og ønsker
at benytte lejligheden til at praktisere sproget med nogen,
som kan det. Minutter senere sidder vi på en café, og han
præsenterer sig som Carlos Ticone. Samtidig med at han er
engelsklærer i to skoler, driver han ”Cultural Inglesa Cambridge”. Et privatforetagende hvor bedrestilledes børn mod
betaling lærer engelsk. Han skal netop til at afholde nogle eksamener for børnene, og spørger, om vi vil hjælpe ham. Gør
vi det, giver han til gengæld kost og logi, så længe det står på.
Tilbuddet kan ikke komme mere tilpas. Vi kan bo gratis hos
en fyr, som helt sikkert kan hjælpe med hestekøb.
Jeg kommer pludselig i tanke om, at Carlos også spurgte
min tidligere rejseveninde Jette og jeg, da vi var her tre år
tidligere. Dengang turde vi ikke sige ja til Carlos´ tilbud af
frygt for, at han ville snyde eller frarøve os. På denne rejse
har Calle og jeg besluttet altid at sige ja til de tilbud, som
lokale giver os.
Både Calle og jeg har en dyb tro på, at alle mennesker er
venlige, når vi møder dem som ligeværdige. Vi er ikke rejst
hertil for at dokumentere en forud indtaget holdning til, at
latinamerikanere er dovne, farlige, festlige eller eksotiske
fotoobjekter. En sådan holdning trives kun, hvis vi opfatter
os selv som bedre end dem. Vores ønske er at opleve vores
værters sorger og glæder, arbejde og fest. Vi vil aldrig sige
nej til det, som vores værter byder os og aldrig sige nej til et
venskab. Vi vil aldrig sige nej til at bo i selv den mest simple
rønne, og aldrig sige nej til et måltid, hvor simpelt, det end
må være. At turde sige ja til alle og aldrig være bange for det
ukendte, er det grundlag, som vi vil rejse på.
Carlos er tredive år og bor med sine forældre, søster
og hendes to børn i et toetagers hus midt på hovedgaden.
Søsteren er fraskilt, og driver en modetøjsforretning. Selv
bruger Carlos det ene af husets to opholdsrum som undervisningslokale.
Et par timer efter at vi mødte Carlos på gaden, er vi flyttet ind på gulvet i hans værelse.
HESTEEJERE I BOLIVIA
Carlos inviterer os næste dag
med til en femtenårs fødselsdagsfest ved en af hans elever.
En piges femtenårs fødselsdag
tillægges i katolske lande lige
så stor betydning som konfirmationen hos os. Vi sætter
det nyvaskede rejsetøj pænt og
glæder os.
Carlos har højtidelig lovet,
at det bliver en fin fest med
masser af mad og drikke. Det
er gået op for os, at Carlos
tillægger fester meget stor betydning, og elsker at være centrum. Det ved han, at vi som
hans venner vil hjælpe ekstra
med til. Der er prestige forbundet med at have os boende.
Festen holdes i haven hos
en rig familie på den argentinske side af grænsen. Fødselarens forældre har ikke sparet på mad og underholdning.
Under spisningen spiller et tolv mands orkester mexicansk
musik for os firs gæster. Carlos præsenterer os konstant
for gæsterne som hans venner, der er kommet fra Europa
for at besøge ham og hjælpe til ved eksaminerne. Ikke helt
i overensstemmelse med sandheden, men han må udnytte
situationen. Vi har i sinde at gøre det samme. Snart ved alle
gæsterne, hvem vi er, og at vi
ønsker at købe heste.
Efter spisningen spiller et
ottemands tropicalorkester op
til dans. Lavlandets tropicalmusik er lige så dansebar og
populær, som den er ensformig. Natten står i dansens og
øllets tegn.
Vi nød at være til fest
med Carlos og hans
venner.
Flere orkestre spilede til
festen.
... IKKE BLOT EN DRØM
Mirtha var en sød, ung
kvinde, som jeg mødte
til efterfesten. 25 år
efter rejsen har jeg stadig kontakt med hende.
Kort side 35
30
Sammen mad tre-fire håndfulde andre
gæster vender Carlos, Calle og jeg
næste morgen tilbage til haven for at
spise og drikke rester. Fire af festdeltagerne er fraskilte kvinder, som i en
meget ung alder er blevet gravide på
grund af uvidenhed, har boet sammen med fyren et par år, inden hans
machoindstilling har fået kvinden til at
forlade ham. Calle og jeg taler meget
af dagen med to af de fraskilte kvinder, og laver i de følgende dage flere
udflugter sammen.
Midt på eftermiddagen aflægger vi besøg hos en mand,
som vi under fødselsdagsfesten fik adressen på. Han har to
heste til salg. Spændt følger vi med til hans stald i udkanten
af byen. Med en dygtig forretningsmands evner fortæller han
lovprisende om de to fuldblodsheste, han kan sælge. Hestene
kan uden problemer bære os de fem hundrede kilometer
op til Santa Cruz. Priserne på henholdsvis tusind og femten
hundrede dollars kan vi nemt tjene ind igen i Santa Cruz.
Så vidt han fortæller, kan vi endda skabe en god fortjeneste.
For et lille ekstrabeløb vil han smugle dem over grænsen
fra Argentina til Bolivia. Prisen er alt for høj, og vi forlader
manden – alt andet end nedslåede for vi har fået bevist, at
her er heste til salg.
Dagene går. Når vi ikke gør den som eksaminatorer for
Carlos, vandrer vi rundt til diverse hestehandlere. Mere på
grund af bolivianernes mentalitet end fordi der ingen findes,
lykkes det ikke for os at købe heste og rideudstyr. Et sted
aftaler vi at mødes med en mand på et bestemt tidspunkt.
Da vi ankommer næste dag, siger hans kone, at han desværre
ikke er til stede. Den følgende dag på det og det tidspunkt vil
hans helt sikkert være her. Vi kommer næste dag, og en ny
undskyldning ligger parat. Måske har han blot glemt aftalen.
Det tager man meget let på. Andre steder har manden heste
HESTEEJERE I BOLIVIA
til salg, men ingen lyst til at sælge. Måske fordi at han ikke
mangler penge den dag, eller fordi at han på det pågældende
tidspunkt er optaget af andre ting.
- Lo que pasa es que … - Der er det ved det, at … er den
standardiserede indledning til undskyldningerne.
Vi bliver mere og mere trætte af de utilregnelige hestehandlere, og beslutter at tage ind til Palmar – den første lille
landsby tredive kilometer inde i landet. Der vil vi gøre en
sidste anstrengelse for at få købt heste og udstyr. Vi stiger
op på ladet af en pickup og kører ind ad den hullede jordvej,
som er hovedvejen mellem Argentina og Santa Cruz, det
østlige Bolivias største by.
I den lille by Palmar 20 kilometer fra grænsen bliver vi sat
af ved en landhandel. På bedste wild-west stil løber en overdækket veranda rundt om bygningen. Døren
står åben ind til butikken, hvor fluer er eneste
kunder. Det er siesta, og alle beboerne i landsbyen ligger helt sikkert under deres myggenet
bag åbne vinduer og venter på, at temperaturen
skal falde så meget, at fysisk aktivitet atter bliver
udholdelig. Kun jeg selv og Calle er ude.
Vi øjner ikke en eneste bil i byen. Derimod
ser vi heste ved næsten hvert eneste hus, og sadler ligger rundt på verandaerne. Vi smiler til hinanden og føler vished for, at flækken opfylder
de betingelser, som vi sætter til det sted, vi vil
rejse. Det lokale transportmiddel er heste, og
kulturen og levevisen ser spændende og tillokkende ud. Vi tager en dyb indånding og mærker
roen brede sig i os.
Øjnene glider fra den fredfyldte gade og
ud i periferien. Mod øst strækker et bakket
landskab sig ind i chacoen. Umiddelbart bag
landsbyens vestside rejser Andesbjergenes første
højderygge sig. Rider vi lidt ind i dalene, vil vi
helt sikkert finde et mildt og tiltalende klima.
Calle var i godt humør
på restauranten i
Palmar. Han fornemmede, at vi meget snart
ville komme afsted på
hesteryg.
... IKKE BLOT EN DRØM
Kort side 35
32
- Que hacen por aqui Ustedes? - Hvad laver I her? En skarp
stemme fra den ene af to unge ryttere, der dukker frem
bag et hushjørne, river os brat ud af dagdrømmene. Fyrene
styrer hen til os, og stopper hestene lige foran os. Lugten af
hest skærer sig stærkt ind i mit næsebor.
- Sådan et dejligt dyr vil jeg være ejer af, siger Calle til
mig på dansk.
- Vi er her for at købe heste og rideudstyr. Vores tanke
er at ride ind i bjergene og videre nordpå mod Santa Cruz,
svarer jeg fyrene.
- Intet problem, siger de. - Det kan vi nemt klare. Mens
de stadig nikker med hovedet, siger den ene, at han har en
sadel, som han ikke bruger. Den anden har en onkel, som
han er sikker på, vil sælge en hest.
- Han har mange gode heste, og sælger til opkøbere fra
Santa Cruz, proklamerer han overbevisende. Calle og jeg ser
anerkendende til hinanden og bestemmer straks, at chancen
skal udnyttes på stedet. Calle bliver ved rygsækkene, og jeg
går med fyrene hjem.
Onklen bor i et hjemmelavet træhus omgivet af raftehegn. Et par heste går i coral’en – indhegningen, og på hegnet hænger læderstrimler og rideudstyr. Det ligner udstyret,
som Ramón og hans bror brugte i Argentina, så jeg føler mig
i modsætning til oplevelsen hos dem nu en smule erfaren og
mere selvsikker.
Da de kort efter har sadlet en hest op, er det tid at
komme i sadlen.
- Tag en tur rundt på de nærmeste veje, siger den ene.
I hurtigt skridt rider jeg hen ad jordvejen. Nerverne er på
højkant, som havde jeg racet på en hurtig motorcykel. Godt
lænet over til siden går jeg ind i første sving. Hesten synes at
have kontrol over affæren, og vi går fint ud af kurven. Mens
hesten slår over i let trav, slapper jeg langsomt af. Ved mange
af de huse jeg rider forbi, står familien i patioen og nyder
frydefuldt synet af den uerfarne gringo til hest. Jeg under
dem synet. Alt for ofte prøver europæere at være lokalbefolkningen overlegen. Det er i hvert fald ikke tilfældet her.
HESTEEJERE I BOLIVIA
Det sidste sving klares i fin stil, og jeg når atter huset. Stopper op og stiger ned med en sikker tro på at kunne gennemføre en lang rejse på hesteryg. Hest og sadel forlades med et
løfte om at sige til, hvis vi er interesserede i at købe.
Calle lytter intenst til min oplevelse som rytter. Med fuld
tillid til at skæbne og hestehandlere snarest vil skænke os
heste, går vi ned på en åben restaurant og bestiller middagsmaden. Jungletrommerne har gået hurtigt. Ejeren og hans
familie ved allerede, at vi er på hestejagt. Imens vi venter på
maden, nævner han andre steder, hvor vi kan købe.
- Det vil ikke blive noget problem for jer, forkynder
han. - Mange folk lever her i landsbyen af at sælge heste til
opkøbere, der kommer ned nordfra. Han mener endda, at
hans søn der vil komme hjem senere
på aftenen, kan skaffe to heste. Vi kan
ikke få maden ned hurtigt nok. Uden
at nyde hverken dessert eller kaffe
aflægger vi nogle af byens hestehandlere et besøg. På under en time har vi
afprøvet hver to heste og føler nærmest, at vi kan vælge og vrage. Med
alle prangerne aftaler vi, at vi vil give
endelig besked, inden dagen er omme.
Sønnen kommer hjem, og han giver
også lovende oplysninger. I nabolandsbyen har han en jordlod, og der
kender han mange hesteejere, som er
villige til at sælge. Vi tager straks med
ham derud på hans traktor.
I nabolandsbyen Campo Pajoso
ser vi adskillige indhegninger fyldt
med rideheste. Det er os nu om at
vælge to gode blandt dem, som er til
salg. Vi føler, at det er svært at gøre
det rigtige køb, da vi ikke har meget
forstand på heste. Jeg ser længe på en
Min sadel byttede jeg
mig til for en walkman.
Jeg har stadig sadlen,
og brugte den nogle år
senere på en ridetur i
Peru.
... IKKE BLOT EN DRØM
Calle red med vores to
rygsække som sadeltasker. I rygsækkene
havde vi vores tøj,
soveposer og telt. Jeg
red med to små tasker,
der indeholdt mad og
køkkengrej.
34
stærk hvid hest, som virker meget rolig. Prisen på 200 dollars
synes jeg er i overkanten, og bestemmer mig i stedet for en
mindre og tyndere til 125 dollars. Calle finder også en, og
vi betaler. Før vi er lovformelige ejere af hestene, skal der
skrives købskontrakt. Hestehandlerens kone skriver det, som
manden dikterer. Med omhu bliver vores navne og pasnumre
noteret. Dernæst beskrives hestenes farvetegninger og brændemærker. Sluttelig underskrives papiret, og det er klar til at
få de fornødne stempler. Det skal udføres af en øvrighedsperson den følgende dag.
En stor sejrsrus breder sig i os, da vi rider hjem til Palmar. Vi er hesteejere, og kan rejse, hvorhen vi vil. Jeg føler
mig lidt usikker over for hesten, men er sikker på, at jeg
hurtigt vil lære at beherske den. Spændende dale og gæstfrie
bolivianere venter på vores besøg.
JUL MED HESTE
JUL MED HESTE
Kalenderen viser den 23. december, og jeg er vågnet op til
første dag som hesteejer. Straks fra morgenstunden tager
jeg en ridetur rundt i landsbyen. Ad smalle bugtede stier og
over åbne græsarealer foretager jeg den første opdagelsesrejse. Undersøger på en gang Palmars små hemmeligheder
og det store ukendte land der hedder rytterfærdigheder – et
dragende område med masser af hvide pletter. I starten føler
jeg mig langsomt frem i skridtgang. Jeg er usikker over for
forholdene, men har en ubændig vilje til at lære at beherske
dyret. Længselsfuld betragter jeg ryttere, der møder mig i
fuld galop.
Vi sætter os det mål, at vi vil fejre juleaften alene fire inde i bjergene. Calle, jeg og
vores to heste. Julegaven vi giver os selv, vil
blive glæden over at have begyndt rejsen til
hest. En gave så stor som opfyldelsen af en
drøm får man sjældent.
Afrejsetidspunktet fastsætter vi til tidligt
næste morgen. I dag skal alt klargøres.
Vi tager en tur rundt til landsbyens handelshuse og køber brød, suppeterninger,
ris, sprit til kogegrejet og hver en machete
– junglekniv. Bagagen fordeler vi i sadeltasker og rygsække,
og til sidst går vi hen på byens politistation, for at vores
købsbeviser kan få de officielle stempler
- Buenas dias chicos - Goddag drenge, lyder det fra politimanden, da vi nærmer os huset. Som en sherif i en wildwest film sidder han og vipper på stolen på den overdækkede
veranda. Revolverbæltet hænger over gelænderet, og kaffekoppen står på gulvet ved siden af manden. Da vi går op ad
trappen, slår en dejlig lugt af stegt kød os i møde.
- Min kone er netop færdig med maden. Har I lyst til at
spise med? spørger han, inden vi når at hverken hilse eller
BOLIVIA
ARGENTINA
Vi kom ind i Bolivia ved
grænsebyen Yacuiba.
Der fra tog vi ind til den
lille by Palmar. Hestene
købte vi i landsbyen
Campo Pajoso.
... IKKE BLOT EN DRØM
Købsbeviset indholdt en
beskrivelse af hestenes
udseende og deres
brændemærker.
Kort side 35
36
hvor I vil.
fremføre vores ærinde. Historierne om
det latinamerikanske politis brutalitet
synes fjerne fra virkeligheden ved en
sådan velkomst. Men hvem gad også se
en TV avis, der fortalte om en politimand, der inviterer to rejsende på middag?
Under måltidet snakker vi længe om
vind og vejr. Politimanden nyder synligt
sit sjældne besøg af fremmede. Først da
det sidste stykke kød er spist, fremfører
vi formålet med vores besøg. Stemplerne giver han os uden indvendinger.
Som svar på vores ængstelige spørgsmål
oplyser han, at vi fuldt lovligt kan ride,
hvor vi vil i Bolivia.
- Her i landet er der ingen restriktioner, der hindrer den fri rejse. Generer I
ikke nogen, og hermed mener jeg, at
holder I jer på god fod med øvrighedspersoner og jordejere, kan I færdes
En tysker, som bor i området, kommer på besøg i restauranten. Han er ven af huset, og lytter opmærksomt til vores
ønsker om at ride. Hvis han på nogen måde kan hjælpe, vil
det være ham en glæde. Ikke langt fra landsbyen hvor vi
købte hestene, har han en estancia. Der er vi velkomne til at
slå os ned et par dage.
- Min smed kan sko hestene, og under rolige forhold
kan I lære at ride, tilbyder han godhjertet. Vi afslår venligt
tilbuddet. Vi har sat os det mål, at vi vil fejre juleaften alene.
Endvidere er vi sikre på, at vi hurtigt vil lære at ride og passe
hestene, når det virkelig gælder. Vi er utålmodige efter at
starte og blive os selv.
Don Hector, som tyskeren hedder, kom for 15 år siden
herned for at starte et Ulandsprojekt. Hector skrev kontrakt
JUL MED HESTE
for et år, men blev så glad for stedet, at han bosatte sig permanent. Tidligt købte han et stykke jord, som siden er blevet
til mere. Han opdrætter også heste og har bistader, hvor
egnens eneste honning til kommercielt formål fremstilles. De
sidste år har han samtidig været tilknyttet provinsens bank.
Han er i den afdeling, der yder kreditter til landmænd. Deres
seneste projekt har været at muliggøre salget af 33 japanske
Cubota-traktorer til egnens landmænd. Velværet og energien
lyser ud af Don Hector. Han føler sig realiseret ved at kunne
udrette ting for både sig selv og andre.
For at blive fortrolige med hestene
rider vi ned til den nærmeste flod.
Familien har fortalt os, at de skal
vaskes på ryggen hver dag for ikke
at få ridesår. Vi vasker hestene, og
de nyder det helt klart. Tålmodige
finder de sig i, at vi smider vand
på dem og gnider med græstotter.
Hvad vi end gør, bliver de ikke det
mindste urolige. Vi rider en tur op
gennem floddalen, inden vi vender
hjem til landsbyen.
Dagens første solstråler bryder frem og giver os signal om, at
øjeblikket er kommet. Søvnen forsvinder som dug for solen,
da vi ser hestene græsse velfornøjede uden for huset. Da vi
kommer dem i møde med sadler og rygsække, hilser de os
godmorgen med en glad vrinsken. Fra adskillige prøver dagen i forvejen ved vi, hvordan udstyret skal anbringes. Calle
er den letteste, og spænder de tunge rygsække bag på sin
sadel. Jeg tager de to små Fjällräven rygsække med grydesæt
og madvarer. Alt er klar til afsked.
Intet binder os til fortiden. Livet er øjeblikket nu, og
forude venter drømmen. Fuglenes frie sang binder himmel
og jord sammen. Skjorteærmerne op, hatten frem i panden
og ud på eventyr.
I skyggen fra et træ
nød jeg synet af vores
to heste og glædede
mig til næste morgens
afgang på den ridetur,
som vi havde drømt om
i fem år.
... IKKE BLOT EN DRØM
Flagets røde farve
symboliserer landets
brave soldater, den gule
farve de mineralske
rigdomme, mens den
grønne farve udtrykker
den fugtbare jord.
Bolivia har ikke adgang
til havet.
38
Snart en måned i den tropiske sommervarme har ikke akklimatiseret mig. Jeg døjer stadig under middagsheden. Da
bjergene samtidig har en stor dragning på os, sætter vi kursen
mod departementshovedstaden Tarija. I fugleflugtslinje er
der godt 100 kilometer, men i realiteten over det dobbelte.
Adskillige bjergrygge skal krydses ad serpentinsving, før vi
når Sydbolivias største by. Selv om vejen forbinder departementets to største byer, er den som langt de fleste andre i
Bolivia uden fast belægning.
Bolivia, som er Sydamerikas fattigste land, er 23 gange større
end Danmark, men kun beboet af knap syv millioner mennesker. Over halvdelen er indianere.
I sydvest gennemløbes landet af Andeskæden, som her
er på sit højeste og bredeste. På den chilenske og peruanske grænse når mange tinder op i over 6.000 meters højde.
Østover strækker Altiplanoets vindblæste stepper sig. Det er et goldt,
træløst plateau i 4.000 meters højde.
Med sin bredde på 140 kilometer og
længde på 850 kilometer dækker det
ti procent af landets areal. Trods den
barske natur er det alligevel Bolivias
tættest befolkede område. Nord og
øst herfor falder frodige dale ned
mod det tropiske lavland, som dækker 70 procent af landets are-al, men
kun bebos af 20 procent af befolkningen. Størstedelen er bosiddende
omkring landbrugs-centret Santa
Cruz. Lavlandet er næsten ubeboeligt
på grund af store oversvømmelser i
regntiden og af tørke om vinteren.
Helt mod nord er tropiske regnskove
med evig fugt og varme.
Efter en times ridt kommer vi tilbage
i landsbyen Campo Pajoso, hvor vi
JUL MED HESTE
købte hestene. Her drejer vi til højre ad en sidevej, passerer
vejpolitiets spærring og får Andesbjergene ret foran os. Mindre end en halv dags ridt borte rejser den første skovklædte
bjergkam sig mod himmelen. Alle har sagt, at der bag bjergkammen vil være perfekt for os at ride. Temperaturerne er
lavere, der er rigeligt med vand til hestene, og vejene består
af jord og sand. Kommer vi højere op, vil alle vejene være
belagt med klippestykker. Det vil være et for hårdt underlag
for vores uskoede heste.
I langsom skridtgang rider vi frem ad vejen. Både Calle
og jeg sidder anspændte i sadlerne, og opmærksomt følger vi
hestenes mindste bevægelser. De virker rolige og upåvirkede
af situationen, og langsomt falder vi til ro. Vi klarer den. Vi
kan! Det er lykkedes at realisere drømmen og gøre de hjemlige kammeraters negative kommentarer til skamme. Hos
dem fandt vi meget lidt tiltro til projektet. De mente ikke
bare, det ville blive problematisk at skaffe heste, men også
at vi på grund af alt for sparsomme erfaringer som ryttere
ikke ville kunne gennemføre turen. Synspunktet var svært at
modargumentere. Vores erfaring er sandt at sige ikke stor.
Calle red for en måned siden et par dage hos nogle venner i
Argentina. Jeg selv havde som lille en pony, men jeg var for
meget en kryster til at turde ride på den. De umiddelbare
forudsætninger er ikke gode, men vi er sikre på, at vi hen ad
vejen vil løse alle problemer.
Solen er nået zenit, og vi gør holdt ved et vandløb netop der,
hvor bjergene når ned til den flade chaco. Nervøse har vi hele
formiddagen gjort de første erfaringer som ryttere. Vi trænger
til et hvil og smider al oppakningen i skovkanten kun få meter
fra vandløbet. Puster ud og forbereder en mate. Den syrlige
yerba får os til at slappe af. Vi lægger hovedet på sadlerne
og tager en lur. Træer og buske i utallige forskellige udformninger tårner sig rundt om os. Det eneste som kan trænge
gennem vildnisset, synes at være fuglesang. Her er så dejligt,
at vi udnævner stedet til at være til rammen om vor juleaften.
Jeg rider tilbage til et handelshus en lille times ridt tilbage.
Vi havde hver en lasso,
som vi brugte til at
binde hestene med.
... IKKE BLOT EN DRØM
Juleaften fejrede vi med
en flaske Gammel
Dansk.
På hele rejsen lavede vi
mad på Trangia.
To femårige piger er de
eneste hjemme. Arbejdsvante træder de fra
baglokalet ind i butikken
og spørger med alvorlig stemme og ansigtsudtryk:
- Hvad ønsker De
Hr.? Jeg bestiller pasta,
ris og brød og betragter
undrende ekspedienterne
i den lille butik. Med stor
omhu fylder de nudler
fra en stor sæk i hjørnet
i en pose. De stiller sig
på tåspidserne og når netop op til vægten på disken, hvor de
vejer et halvt kilo af. Prisen har de i hovedet. Madvarer og
redskaber til brug ved skovarbejde er stablet op overalt på de
rå træhylder. Jeg beder dem tage en liter vin ned fra en hylde.
Prisen på den kender de ikke, og jeg tilbyder det, som er normalt andre steder. De sender mig et vurderende blik som for
at undersøge, om jeg har i sinde at snyde dem. De godtager
tilbuddet, og jeg betaler.
Velprovianteret rider jeg hjem til Calle, der er ved at forberede lejrpladsen. Med macheten fjerner han alle pinde og
stive græsstrå.
Da skumringen sænker sig, tilbereder vi julemaden. Nudler
og en suppeterning koges sammen med en god portion salt.
En stor sten pyntes med Dannebrogsflag og bliver pålagt at
agere juletræ. Vi sætter os på sadlerne og lader hyggen sænke
sig. Buksebenene er smøgede op, og skjorten står åben. Macheten står lænet op ad stenen, og vi pakker gaven fra vores
familie ud – en halv liter Gammel Dansk der straks lukkes
op. Andagtsfulde nyder vi højtiden og de to store gaver, der
græsser ved siden af os.
Julemorgen bryder frem og giver os signal til opbrud. Lang-
40
JUL MED HESTE
somt rider vi op ad vejen, som slynger sig langs bjergsiden.
De steder hvor vejen er særlig stenet, stiger vi af og trækker
hestene. Med vores oppakning har de i forvejen en tung byrde at bære. Skridt for skridt hæver vi os op gennem dalen.
Mange timer senere når vi passet og kaster blikket bagud.
Langt ude aner vi Palmar, hvor vi startede rideturen. Som
et skakbræt i udkanten af en græsmark ligger byen der,
hvor den store chaco begynder. Fra nord, over øst og til
syd breder busksteppen sig
den halve horisont rundt.
Pilcomayofloden, der langt
ude skærer sig igennem det
grønne tæppe, er det eneste,
som bryder ensartetheden.
Den lange bugtede vej vi
har lagt bag os, slynger sig
fra vore fødder ned gennem
dalen. Som en livline sikrer
den os forbindelse med den
verden, som vi kender. Mod
vest fortaber udsynet sig i en
uendelighed af skovklædte
bjergkamme og dale.
Nedstigningen er ren
fornøjelse. Hestene vandrer
troligt i vejkanten, og vi nyder naturen. Nede hvor huse atter
dukker op, holder vi siesta ved et vandløb. Letter hestene for
deres byrde og vasker selv hovedet i bækken. Vanddråberne
er forfriskende og rene som iskrystaller. For et øjeblik lader
vi tiden stå stille.
Da vi har slappet af nogle timer, kaster jeg et blik jeg på
mit ur og opdager at det er gået i stå. Det er fuldt af fugt
og viseren står stille. I det samme ser jeg en mand, der rider
forbi på vejen. Jeg stopper ham og spørger, om han ved om
klokken er fire og siestaen dermed forbi. Uforstående ser
han først på mig og vender derefter blikket op mod solen for
Fra en af Andesbjergenes første højderygge
betragter Calle det flade
land, som vi startede
fra.
... IKKE BLOT EN DRØM
Det kuperede landskab
var skovdækket næsten
overalt. Marker og huse
fyldte ikke meget i det
grønne vildnis.
Kort side 35
42
at se, hvordan den står i forhold til bjergryggen. Han ryster
lidt på hovedet og svarer med forundring i stemmen.
- Mas o menos son las tres - Den er mere eller mindre
tre. Videre fortæller han, at her bruger man ikke uret som
tidsmåler. På dage hvor temperaturen er behagelig holder
man næsten ingen siesta, men arbejder så meget som muligt.
Andre dage hvor regnen siler ned, kan siestaen vare hele
dagen. Lidt klogere takker vi for oplysningen og begynder at
sadle op.
Vi når landsbyen Carapari. Går ind på en lille landevejskro
og skyller støvet ned med en kølig Pazeña-øl. Omkring et nabobord sidder en flok mænd, der er godt i gang med de våde
varer. Foran dem ligger en stor bunke cocablade og små
poser med hvidt pulver. Med mellemrum stopper de nogle
blade i munden og dypper fingeren i pulveret, som de slikker
af. Vi ser uforstående på processen. Vi ved, at Bolivia har
overflod af kokain, men kan ikke tro, det bruges åbenlyst og
i så store mængder. Af angst for at blive pågrebet af politiet
JUL MED HESTE
tør vi ikke kontakte mændene i alles påsyn. Spørgsmålet om
hvorvidt det er kokain forbliver ubesvaret, og vi rider videre.
Ved et flodleje lidt udenfor landsbyen siger jeg til Calle,
at jeg ønsker at slå lejr for natten. Lettere ængstelig spørger
han, om der er noget galt. Det er stadig så tidligt, at vi nemt
kan ride et par timer mere. Desillusioneret siger jeg, at det i
løbet af dagen er blevet mig klart, at hans hest er betydeligt
stærkere og hurtigere end min.
- Min hest vil ikke gå forrest, fortæller jeg. - Den går kun,
når din er foran og trækker.
- Den virker syg og afkræftet, siger han.
- Mange gange i dag har jeg prøvet at sætte den i trav,
men den nægter at adlyde. Vender kun hovedet og kikker op
på mig med bedende øjne som for at sige:
- Skån mig for de pinsler.
- Min hest er aldeles ikke så perfekt
som hestehandleren lovede, fortsætter jeg.
- En mand jeg mødte oppe ved kroen
sagde, at du aldrig vil nå Tarija på den
hest. Han var sikker på, den vil dø, hvis
du fortsætter med at ride på den. Vi diskuterer sagen og beslutter at købe en ny,
så snart lejligheden byder sig.
100.000 bolivianos var
omkring 360 kroner
værd. Tit gav vekselererne 100-bolivianossedler i bundter med
100. I 1983 havde
inflationen været på
27.000 %, men i 1986
var den bragt under
kontrol.
... IKKE BLOT EN DRØM
HOS VENNER I SALADILLO
Ved en sidevej kundgør et falmet træskilt, at der er en skole
og en landsby i nærheden. Oplysningen skærper vores opmærksomhed. De forgangne dage har vi gjort erfaringer med
os selv i rollen som rejsende til hest. Vi har langsomt vænnet
os til den dejlige tanke, at ideen kan bære, og at det er muligt
for os at lære at ride. Forhåbentlig kan vi fortsætte rejsen på
hesteryg mange måneder endnu.
Nu vil vi stifte nærmere bekendtskab med den lokale befolkning og drejer væk fra vejen for at se, hvad der gemmer
sig bag stednavnet Saladillo. I langsom skridtgang rider vi ind
ad vejen, der snor sig gennem tæt skov. Trækronerne lukker sig visse steder så meget over vejen, at der trænger mere
fuglesang end solstråler ned til os. Vi kan mærke, at hestene
er lige så veltilpasse som os selv. Om det bare er glæden ved
at gå på en vej lavet af det fineste bløde sand, eller om de
virkelig kan mærke, at der er oplevelser forude, ved jeg ikke.
Sikkert er det i hvert fald, at de nyder livet. Hovederne er
højt hævede, og de smiler tilfredse til hinanden – akkurat
som Calle og jeg.
Kort side 66
44
Vi runder et sving og for foden af den bakke, som vi står
på toppen af, åbenbarer Saladillo sig for vores øjne. Langs
en støvet jordvej strækker to rækker ler- og træhuse sig.
Umiddelbart ånder alt ro og idyl. Vi ser ingen mennesker på
gaden, men røgen fra flere køkkenhytter røber, at stedet er
beboet. I længslen efter andet end brød og suppeterninger,
kan vi allerede mærke duften af stegt kylling trænge frem
fra fantasien. Bag landsbyen ser vi en flodkløft skære sig
gennem dalen. Visse steder er den smal og har dybe, lodrette
skrænter. Andre steder er den bred med svagt skrånende
sider, der muliggør overgang. Vand er der næsten intet af i
den lille flod. Længere ude fortsætter skovbevoksningen helt
op til toppen af bjergryggen, som danner grænse til chacoen
og den omkringliggende verden.
HOS VENNER I SALADILLO
Landsbyen og det omgivende dalområde er så smukt, at
vi føler, at vi bør ligne anstændige ryttere, når vi ankommer.
Vi retter os op i sadlen, børster
støvet af tøjet og sætter hatten
pænt, inden vi rider ned ad bakken og ind i Saladillo.
Vi stopper op ved rækværket ind til den største og eneste
egentlige gård. Mange landbrugsmaskiner på gårdspladsen
vidner om velstand. Vi klapper
tre gange i hænderne, og øjeblikkelig står der to hunde og
gør af os. En dame kommer frem fra et af husene, og siger
efter at have gennet hundene væk:
- Træd frem drenge, hvordan har I det? Uden at vente på
svar, åbner hun porten, og viser os hen til verandaen, hvor
flere folk opholder sig.
- Siéntese! - Sæt jer! byder hun, mens hun peger på to
stole. Hun beder samtidig en tjenestepige om at forberede os
et måltid mad. En kraftig mand indtager pladsen ved siden
af os og spørger efter at have givet hånd:
- Hvor kommer I fra på de heste? Er I evangelister?
Oplysningen om at vi ikke er rejsende i Guds ord, men rejsende i oplevelser og møder med mennesker, der er kommet
for at lære Bolivias landområder at kende, får os til at falde i
hans agtelse. Mandens lidt overlegne væremåde og gårdens
dyre landbrugsmaskiner giver os det indtryk, at han synes, at
det at ride og søge kontakt med jævne folk ikke er beskæftigelse, som en respektabel mand bør gøre. Han er ikke
synderligt optaget af vores rideplaner, men siger, at vi uden
problemer kan opholde os i byen.
- I kan ride ned til floden. Der må I slå teltet op, hvor I
har lyst. Mangler I noget, så kom bare igen. Jeg kan løse alle
problemer. I Saladillo er vi flinke folk. Mens han siger det
Som i alle andre landsbyer i Bolivia, lå kirkegården i Saladillo et
stykke uden for landsbyen.
... IKKE BLOT EN DRØM
De første nætter overnattede vi ved siden af
den lille flod i dalbunden. Hvis der var kommet et kraftigt regnskyl,
kunne teltet være skyllet
væk.
Kort side 66
46
sidste, sender han et venligt smil og peger ned på den portion ris med stegt kød, som kvinden i mellemtiden har sat
foran os.
Lidt senere siger vi tak for god forplejning og rider
ned til den lille flod. I en flodkløft kan vandstanden variere
utroligt meget. Kommer kraftige regnskyl, kan en flodbølge
skylle ned gennem kløften og rive alt med. Nu er der næsten
intet vand i floden. Vandløbet er kun en meter bredt og ikke
dybere end en halv meter. På et græsdækket areal mellem
skovkanten og vandløbet slår vi teltet op og forbereder os
til at blive nogle dage. Kan det på nogen måde lade sig gøre,
tager vi ikke herfra, før jeg har købt en ny hest.
Før vi købte det, har sadlerne og det øvrige udstyr ikke været
brugt i lang tid. Læderet er hårdt og udtørret, og vi sætter
os som første mål at få det fedtet ind og gjort smidigt. Det
svinefedt, som vi har med fra Palmar til samme formål, gnider jeg minutiøst ind i sadlen fra inderste krog til det yderste
dæklæder. Lassoen og grimen får samme behandling. Det
hårde arbejde med at blødgøre læderet giver selvtilfredsstillelse. Jeg føler, at sadel og udstyr stiger i værdi, efterhånden
som det begynder at glinse i solen.
HOS VENNER I SALADILLO
Midt under arbejdet fanges min opmærksomhed af en
mand, der med målbevidste skridt nærmer sig. Vi ser hurtigt,
at han har et venligt, afslappet ansigtsudtryk. For at åbne den
samtale, som han tydeligvis søger, siger Calle på sin direkte
facon:
- Goddag, jeg hedder Calle. Værsgo at sætte dig.
- Gracias - Tak, jeg hedder Emilio, siger han med et smil.
- Vil du have en mate? spørger Calle, og hælder vand i
kalabassen. Emilio griber den og suger teen i sig, mens han
studerer vores arbejde med at blødgøre læderet.
- Muy bien! - Meget godt! Latinamerikanernes faste udtryk
for noget, som falder i deres smag, er hans umiddelbare
kommentar til indfedtningen. Det efterfølges af en stribe råd
om, hvordan det især er vigtigt at blødgøre de læderdele, der
skal bevæge sig meget. Det gælder de remme, som bruges til
at holde sammen på sadlen, og det gælder grimen. Med en
kenders hånd viser han, hvordan vi skal gøre det. Vi takker
inderligt for de gode råd. Vi er nybegyndere som hesteejere
og har behov for at suge så meget viden til os som muligt.
Emilio fortæller lidt om sig selv. Han ejer ikke selv nok
landbrugsjord til at kunne forsørge sin familie, og må tjene
til dagen og vejen ved at være daglejer hos landsbyens større
jordejere. Han har netop været på markarbejde højere oppe
i dalen, og er nu på vej hjem til Saladillo. Hans eneste redskab er hakken, som han bærer i hånden. En stund snakker
vi med Emilio, der er yderst venlig og imødekommende. Vi
inviterer ham til at besøge
os, hver gang han kommer
forbi. Ligeledes beder han
os om at besøge ham. Han
bor sammen med sin familie
i et lille træhus midt i Saladillo. Med et håb om snarligt
gensyn siger vi farvel. Det
første venskab er knyttet.
Vi rider op til landsbyen
for at proviantere. Ved en
Ved floden i Salladillodalen nød vi et afslappet
lejrliv.
... IKKE BLOT EN DRØM
Kort side 66
48
stor gitterlåge af træ, hvor vi har fået at vide, at landsbyens
handelshus er, stopper og stiger vi af hestene. Jeg klapper
de obligatoriske tre gange i hænderne og venter. Nye møder
er altid spændende. En ældre smilende mand viser sig. Han
åbner porten og rækker os hånden til hilsen.
- Goddag, hvordan har I det?
- Goddag, går det godt? svarer vi.
- Jeg hedder Osvaldo Orosco. I skal være velkomne i mit
hjem. Med et smil lukker han os ind i gården og fortsætter:
- Dette er mit hus, kom og hils på min kone.
Endnu engang forundres jeg over bolivianernes umiddelbare gæstfrihed. De starter altid med at invitere én ind, og
aldrig med i døren at spørge, hvad man er kommet efter. Det
virker til, at de lever med den overbevisning, at der ved et
nyt møde først og fremmest skal opbygges gode relationer.
Når de er opnået gennem en venskabelig samtale om vind og
vejr, er der basis for at tale om det egentlige emne.
Beboelsen er lavet af soltørrede lersten og grove træplanker. Højst sandsynligt af Osvaldo selv. I Bolivias landområder laver man næsten alting selv. Både det hus man lever i og den mad, som man spiser. I et udendørs grovkøkken
foran huset er en lille pige ved at forarbejde nogle knaldrøde
chili frugter. Det halvmåneformede krydderi mortes til en
geléagtig masse, der ånder af kraft og pikant smag. En gang
imellem smager hun på det for at sikre sig, at det er stærkt
nok.
- Vi har hørt, at De har en forretning, siger Calle. - Kan
det lade sig gøre at købe nogle madvarer?
- Selvfølgelig, jeg er altid villig til en handel, svarer han
med et smil på læben.
Vi går hen til et lille lerhus, som ligger over for stuehuset,
dukker hovedet og træder ind i butikken, der er et lille uoplyst rum, som leder tanken hen på en dansk købmandsbutik
først i 1900-tallet. Mel og gryn står i store sække på gulvet.
Rundt på træhylderne ligger arbejdsredskaber, sko og kolonialvarer. Ud fra det lille udvalg af madvarer kan vi slutte, at
alle landsbyens indbyggere må være selvforsynende på det
HOS VENNER I SALADILLO
område. Alle tingene er
belagt med et tykt lag støv,
som fortæller, at vi ikke
er kommet til en brug og
smid væk kultur. Kassen
som vi betaler til, er Osvaldos egen bukselomme. Da
vi har fået det fornødne,
lukker Osvaldo butikken,
og genåbner den først, når
nogen igen mangler varer.
Med to nykøbte, kolde
øl sætter vi os i skyggen
af et stort træ midt i
gården. Bordet er en massiv træstamme og stolene er lavet
af trælægter. Sædet er et stramt udspændt okseskind. Det er
en type stole, som vi ser overalt. Her er dejligt at være. Alt
er fred og idyl. Temperaturen er som på den bedste danske
sommerdag, og Osvaldo en flink mand, der har tid til at tale
med os. På opfordring fortæller han om stedet:
- I Saladillo bor cirka 150 mennesker og i hele dalen er vi
godt 600. Han fortæller videre at alle, bortset fra landsbylæreren, lever af jordbrug. Enkelte familier har 50-60 hektar, to
endda over 200. Osvaldo selv har 220 hektar, hvoraf de 70
er opdyrkede. På de resterende, som ligger hen med naturlig
kratskov, græsser 110 stykker kvæg. På agerjorden dyrker
han hovedsagelig majs til foderbrug og soya til olieproduktion. En lille smule er udlagt med løg, tomater og bønner. De
største jordbesiddere har traktorer, mens de mindste arbejder med hakke eller bruger okseforspand. Den del, som har
mindst jord, og de er i klart overtal, søger blot at holde sig
selv med mad. For at få lidt indtægter er de daglejere hos de
store jordbesiddere. For en otte timers arbejdsdag tjener de
5.000 bolivianos, hvad der svarer til 18 kroner. Den trekvartliters øl vi drikker, koster ti kroner.
De følgende dage kommer vi meget op til Osvaldo. Vi
Om eftermiddagen var
det skønt at nyde en
øl med Osvaldo i hans
patio.
... IKKE BLOT EN DRØM
Osvaldos søn var læge
og amatørfotograf. Her
studerer vi mit kamera.
Kort side 66
50
gør det til en tradition at drikke en eftermiddagsøl under det skyggefulde træ. En dag spørger
han, om vi vil købe gården:
- Jeg er for gammel til at arbejde, og ønsker
at bosætte mig i Santa Cruz. Der har jeg en søn,
som er læge, boende. De senere år har både min
kone og jeg haft problemer med helbredet. Da
vi for snart 50 år siden kom her til dalen, ejede
vi intet. Vi var daglejere på naboestanciaen, og
spinkede og sparede for at tjene til et lille stykke
jord og et hus. Det kostede mange års slid at
opnå det, vi har. Nu vil helbredet ikke mere.
Tanken lyder tillokkende. For 40.000 dollars
kan det hele blive vores. Vi har siden vi kom,
været betaget af Saladillo og leger lidt med tanken. Den er på en gang fremmed og spændende.
Som rejsende får man til tider det ønske at slå sig
permanent ned et sted, som man finder særligt
tiltrækkende. Vi prøver at se os selv som bønder
og handelsfolk i den lille bolivianske landsby.
Calle mener nok at kunne falde ind i rollen som
handelsmand og håndværker. Han er uddannet elektriker, men har ikke lyst til at fortsætte med kabler
og strøm i Danmark. Sammen med sin kæreste har han tit
tænkt på at blive Ulandsfrivillig i et sydamerikansk land. Jeg
selv har arbejdet med jordbrug i Danmark og er sikker på at
kunne klare driften. Opgaver og handlinger som jeg ikke kan
overskue konsekvenserne af, har altid tiltrukket mig. Omvendt fungerer jeg ikke godt i faste rutiner.
Over for en anden jordejer i byen fremlægger vi sagen.
Han vil se det som en glæde, hvis vi bliver.
- Bolivia mangler mennesker med ideer, og som kan
sætte ting i gang. Mennesker med visioner, og som ikke lader
alting blive ved tanken, siger han. - Vi bolivianere er meget
impulsive, men har svært ved at realisere vores planer. Jeg
skal være den første til at hjælpe jer i gang, tilbyder han.
Emilios seksårige datter bor hos Osvaldo. Emilio har ikke
HOS VENNER I SALADILLO
råd til at have hende hjemme, og Osvaldo har taget hende
i pleje. Uden et smil vasker hun op og fejer. Et arbejde hun
tydeligvis har gjort i lang tid. Emilio er samtidig fast daglejer
for Osvaldo. Da vi spørger til sagen, fortæller Osvaldo, at
Emilio skylder ham penge for arbejdsredskaber, som han har
købt. Med den lille løn han får for daglejerarbejdet, har han
ingen mulighed for at betale sin gæld. Osvaldo har derfor
bestemt, at Emilios datter skal fungere som hushjælp, og
med sin arbejdskraft betale faderens gæld. Med i kontrakten
hører også, at Osvaldo skal give hende kost og logi samt
sørge for pigens skolegang. I det bolivianske samfund er der
meget store forskelle på rig og fattig. Det er meget almindeligt at fattige familier for korte eller lange perioder giver et
barn væk.
Vi gør det fra starten til en vane at spise varm middagsmad hos Emilios kone. Ved at betale godt for den mad hun
tilbereder, kan vi hjælpe dem. Det er ikke kun Osvaldo, der
skal nyde godt af de penge, som vi lægger i byen.
- Esta rico? - Smager det godt? spørger Emilios kone.
- Buenisimo! - Meget godt! svarer jeg. Kødet er stegt
nøjagtig, som jeg kan lide det. - I Danmark får man det ikke
så dejligt krydret. Der bruger man langt færre og ikke nær så
stærke krydderier.
- Que mal! - Det er for dårligt! siger hun, og ryster på
hovedet af det land, hvor man ikke engang kan tilberede
maden, så det smager af noget.
Jeg sidder sammen med Calle omkring bordet i deres
åbne spiseafdeling. Det lille træhus har to soverum og et
forrådsrum. Rummet, hvor vi spiser er nok overdækket, men
har kun vægge på to sider. Andet er ikke nødvendigt, da det
sjældent er så koldt, at man ikke kan opholde sig udendørs.
Bag huset er køkkenhytten. En svag røgsøjle stiger op fra et
hul i taget. En dejlig duft vejrer gennem luften og fortæller,
at der er mere kød, hvor det kommer fra. På det indhegnede
areal omkring huset går høns og kagler. En ged står bundet
til en pæl, og bagerst ligger et føl og blunder.
- Huset er ikke så stort, siger Emilios kone undskyl-
... IKKE BLOT EN DRØM
dende, da hun ser, hvordan vi betragter stedet.
- Vi synes, her er dejligt, siger jeg.
- Mange med flere penge lever ikke nær så godt som jer,
fortsætter Calle. - Jeg kender ikke nogen mennesker, der er så
venlige og livsglade som jer.
- Gracias! - Tak! svarer Emilios kone rørt. Hun er den
sødeste kvinde, som vi indtil nu har mødt på rejsen. Hendes
16-årige datter er lige så behagelig at være sammen med.
Hun har et glad og ligefremt væsen, der er helt uden den
fjantede generthed, som mange bolivianske piger ellers har.
Vi nyder samværet i fulde drag.
Kort side 66
52
Hvor floden slår et skarpt knæk, ser vi et lille lerhus oven for
en skrænt. Så vidt vi har forstået på Osvaldo, er det her, at
jeg har chance for at købe en ny hest. Vi kravler op ad den
sti, de bruger, når de henter vand ved floden. Ingen huse i
Saladillo har indlagt vand.
- Hej børn, er jeres forældre hjemme? spørger jeg to små
børn, der leger indenfor indhegningen. De kikker usikre på
os og løber ind i huset. Et øjeblik efter kommer en kvinde
klædt i sort til syne i døren. Hun har de to børn i hånden.
- Goddag fremmede, kom ind i mit simple hus.
- Goddag frue, det er en glæde at møde Dem. Jeg håber
ikke, at vi forstyrrer. Jeg føler, at der hviler en mærkelig
trykket stemning over stedet og gør ekstra meget ud af de
altid vigtige høflighedsfraser. Hvad der er galt, kan jeg ikke
gennemskue, men et eller andet er ikke, som det bør være.
- I skal være velkomne, siger hun, mens hun lader skinne
igennem, at hun ønsker at vide, hvori vores ærinde består.
- Señor Orosco har fortalt os, at De har rideheste, som
De sælger. Er det rigtigt? Jeg prøver at lyde undskyldende i
mit spørgsmål.
- Et øjeblik, så skal jeg hente mine sønner. De vil kunne
hjælpe jer. Hun forsvinder om bag huset og kommer kort
efter tilbage med to drenge, der lader til at være først i
tyverne. Da de ser os, giver de rask hånden, og den ældste
siger med et smil.
HOS VENNER I SALADILLO
- Hóla gringos! Como estan? - Hej gringos! Hvordan har I
det? Vi har hørt folk tale om, at der er to europæere i byen.
Fint I vil besøge os!
- Hvordan har din syge hest det? Spørger lillebroren
mig. Jeg trækker på smilebåndet. At min hest er syg, er
selvfølgelig det første, som de har lagt mærke til. Her kender
alle mere til heste end nogen dansk dreng til knallerter.
- Det er heste, vi er kommet for at tale om. Jeg søger en
ny, og har hørt, I sælger heste.
- Det klarer vi nemt, siger den glade dreng, der hele tiden
har ført ordet. - Bliv her, så henter vi en til dig. Vi har nogle
rideheste gående længere oppe i dalen. Enden bliver, at moderen trakterer os med kaffe, da drengene drager op i dalen.
Augustina, som hendes navn er, giver os sin historie, mens
drengene er væk. For kun to uger siden blev hun enke. Hendes mand var på skovarbejde bag huset, da han blev bidt af
en giftslange. Afkræftet slæbte han sig hjem til huset og tog
en sidste afsked med sin familie. Sønnerne var hjemme, og
han pålagde dem ikke at sørge over ham, men i stedet bruge
deres kræfter på at opretholde familiens eksistens. Augustina
er alene tilbage med ni børn, hvoraf to små stadig behøver
hendes beskyttelse. En pige er netop fyldt atten og hjælper
sin mor med husarbejdet. Heldigvis har hun tre hjemmeboende arbejdsdygtige sønner, så hendes liv er
sikret. De resterende børn er døtre, der er gift og
ikke bor hjemme. Nu har vi forklaringen på den
trykkede stemning og hendes sorte tøj. Vi får at
vide, at kvinder går klædt i sort en måned efter
et familiemedlems død.
Sønnerne kommer tilbage med hesten, som
jeg straks prøverider. Ved et lille tryk med foden
sætter den i galop. Calle rider ved siden af. For
første gang kan vi bevæge os helt, som vi lyster.
Sammen med de to drenge tager vi en lang tur
rundt i området. Det starter som et roligt ridt,
men udvikler sig til et hidsigt kapløb, hvor vi
konstant udfordrer hinanden. Hestene nyder at
Familiens kedel.
... IKKE BLOT EN DRØM
blive presset, og vi selv mærker adrenalinet pumpe i blodet.
Det er hurtigt, og det er farligt. Det er en fantastisk fornemmelse at have en god hest. Den drejer, når jeg lægger tømmen over til siden, tager fart, når jeg trykker den i siden, og
stopper, når jeg giver det rette signal. Jeg køber den straks
for de 150 dollars, som de forlanger.
Kort side 66
54
Drengene siger, at der er udsigt til kraftige regnskyl ud på
natten, og de råder os til at flytte teltet op oven for kløften.
Stedet, hvor vi ligger, bliver tit overskyllet under regnskyl.
Vi slår i stedet teltet op på en græsmark, som ligger
højere oppe. Bag teltet falder en ti meter dyb skrænt lodret
ned til floden. Vi går glade i seng, parate til at ride videre.
Trygge falder vi til ro i soveposerne. Hestene står bundet
til et træ tæt ved slugten, og alt er fred og ro. Ud på natten
bliver vi vækket af hestevrinsk og galoperende hove. Støjen
er kortvarig, og vi falder hurtigt i søvn igen.
Om morgenen opdager vi til vores uro, at Calles hest er
væk. Før han gik i seng, bandt han den til et træ. Nu hænger
der kun de overrevne lædersnore. Vi leder overalt på marken
og i krattet, men hans hest er ikke at se. I stedet græsser den
flok heste, som vi hørte komme om natten. Da hesten ikke
er at finde, går Calle hen til skrænten og kikker ned over
flodsengen, for at se, om den er løbet derned. Pludselig
opdager han, at hans hest ligger livløs på jorden nedenfor
det sted, hvor han står. Den må være blevet ophidset, da de
fremmede heste kom løbende i fuld galop. Den har revet
sig fri, og er i nattens mørke faldet ud over kanten. Trist går
Calle ned og tager afsked med sin hest.
En mand som vi ikke tidligere har talt med, slæber den
døde hest langt op i den tætte skov på bjergsiden. Han har
en traktor og ser det som sin opgave at bruge den, hvor der
er behov. Vi spørger, hvad vi skal betale for tjenesten, men
han svarer, at hvad man gør for fællesskabet, kræver man
ikke penge for. Nogle dage senere får vi lejlighed til at yde
gengæld for venligheden. Traktoren har svært ved at starte.
Det volder ham mange spekulationer ikke at vide hvad der er
HOS VENNER I SALADILLO
årsag. Efter en kort undersøgelse kan jeg fortælle, at det skyldes, at batteriet er uden vand. Han siger tak for hjælpen ved
at invitere på nylavet chicha – hjemmelavet øl der brygges på
majskerner. Konsistensen er meget tyk, og det smager som
en blanding af majskerner og sur ymer. Aldrig har jeg smagt
majsøllet så dårligt lavet som dette. Der skal en stor overvindelse til at drikke hver eneste mundfuld. Det er ikke altid
let at møde værtsfamiliers oprigtige lyst til at give det bedste,
som de har.
Vi taler længe om situationen. Vi føler, at vi er ofre for vores
egen uerfarenhed. Noget skal gøres. Vi ønsker at købe en ny
hest til Calle, men samtidig vil vi lære flere grundlæggende
ting omkring heste. Det er for sent at sige ja til det tilbud,
som Don Hector gav os i Palmar. Nu må vi på en anden
måde indhente det forsømte. Tanken slår mig, at vi kan
fremsætte et tilbud til den familie, som vi købte min hest af.
Faderen købte inden sin død en Cubota traktor hos Don
Hector. Desværre kom han aldrig i gang med at bruge den i
markarbejdet. Jeg husker,
at sønnerne fortalte mig,
de ikke vidste hvordan den
skal bruges. Det så vi ved
selvsyn en dag, de skulle
pløje. På samme måde
som de binder vogne efter
heste, havde de bundet
ploven efter traktoren med
nogle kraftige læderstrimler. Redskabet dinglede
efter traktoren og kom
selvfølgelig ikke i jorden.
Vi går ud til dem, og
sætter dem ind i vores triste situation. Vores forslag
er, at vi vil undervise dem
i rigtig brug og vedligehol-
Calle spiste morgenmad
under halvtaget foran
husets soverum.
... IKKE BLOT EN DRØM
Køkkenhytten. Inde i det
røgfyldte rum sad moren
og hendes døtre flere
timer hver dag.
Kort side 66
56
delse af deres traktor mod at de skal
skaffe os en ny hest og lære os rigtig
hestepleje. Da jeg fortæller, at mine
forældre har en maskinstation, siger
de uden betænkningstid ja til tilbuddet. Enden bliver, at vi straks flytter
ind hos dem.
Huset har to rum. I det ene sover
moderen, de to hjemmeboende døtre
og den lille dreng. I det andet sover
de tre sønner. Eneste udsmykning
på væggene er et tre meter langt
slangeskind fra en boa. Den ene bror
fortæller, at det stammer fra en slange,
som han en dag fandt under sengen.
Den havde netop spist et stort bytte
og var kravlet herind for at fordøje
maden. Havde han ikke opdaget den,
ville den være blevet liggende stille et par uger, indtil sulten
atter tvang den ud på jagt.
Foran huset er en overdækket veranda. Her opbevarer
familien deres rideudstyr, redskaber og to ødelagte cykler. Vi
rydder en plads og gør det til vores sovested. Bag huset er en
lille hytte, som er hjemmets køkken. De fleste steder har vi
set, hvordan køkkenet er en separat bygning. I midten er et
ulmende bål, og rundt på væggene hænger køkkenredskaber.
Her er ingen vinduer, og røgen siver ud mellem væggen og
taget. Vi er i kvindens faste opholds- og arbejdsplads. Her
tilbringer hun en stor del af dagen. Kommer hun ud, er det
kun for at hente vand ved floden eller for at arbejde i marken.
Ved siden af køkkenhytten er der en overdækket lerovn,
hvor en ged er ved at blive stegt.
Om eftermiddagen er vi alene hjemme med de tre ældste
brødre. Det er i dag første januar, og vi kan mærke, at der
skal ske noget specielt.
- Vil I med til nytårsfest? spørger den ene, mens vi drik-
HOS VENNER I SALADILLO
ker en kop kaffe.
- Nytårsfest? spørger jeg forundret. - Jamen det var da i
aftes. I dag er det første januar.
- Her fester vi den første dag i det nye år, og i aften skal
vi til fest hos nogle venner længere oppe i dalen, fortsætter
han. Det forklarer alting. Hverken Calle eller jeg kunne forstå, at der ikke var fest i går. Alle gik i seng til almindelig tid,
uden at foretage sig noget specielt.
- Selvfølgelig vil vi til fest, siger Calle oplivet. Han går
aldrig glip af en fest, hvis han på nogen måde kan undgå det.
To af brødrene rider tidligt. Vi kan forstå, at den ene
er forelsket i datteren på det sted, hvor vi skal hen. Sammen med den sidste bror spiser vi noget af det velduftende
gedekød, der syder i ovnen.
- Kan I lide det? Jeg har stegt det, for at min mor og
søskende slipper for at lave mad, når de kommer hjem.
- Det smager herligt, siger jeg, og betragter ham. Han
virker meget ansvarsfuld. Det er tydeligvis ham, der har påtaget sig faderrollen, og føler ansvaret for familiens eksistens.
- Vamos? - Skal vi ride? spørger han. Vi sadler hans og
min hest op, og gør klar til afgang. Calle og jeg må begge ride
på min hest. De har endnu ikke skaffet en til ham.
Fra Saladillo rider vi to timer ad vejen videre ind i dalsystemet. De to bjergrygge der afgrænser dalen, samler sig
langsomt om os i takt med, at vi stiger opad. En enkelt gang
kommer vi forbi en gård. Familien hilser glad på vor ven, og
hunden gør arrigt ad hestene. Vi føler os velkomne i Saladillodalen og ønsker familien lykke og glæde i det nye år.
Hvor vejen bliver bugtet og begynder at søge op mod
passet, stopper vi ved en spisebod. Det er et lille skur lavet
af svære planker, som er klemt ind mellem vejen og skrænten ned mod et lille vandløb. Her kan rejsende stoppe op
og få en forfriskning inden deres videre rejse. De to andre
brødre sidder allerede og drikker øl med en fyr, som vi ikke
har set før. Pigen, der passer boden, er særlig venlig over
for den ene bror. Tilsvarende kommer han med generte
vittigheder til hende. Parret virker charmerende. Vor ven
... IKKE BLOT EN DRØM
En af vores venner i
Saladillo skrev dette i
min notesbog:
Til dig Hans Erik
Rasmussen
Som et minde fra din
ven Marcos, boliviansk
nationalitet, ønsker jeg
dig og din ven Calle
et godt ophold i denne
provins “Gran Chaco”,
og jeg beder dig aldrig
glemme mig. Forhåbentlig kommer I snart tilbage, og selvfølgelig vil
jeres venner i Saladillo
byde jer velkommen.
Jeres ven
Marcos Rivera
Kort side 66
58
påstår leende, at de skal giftes efter høst. Indtil mørket falder
på, sidder vi i boden og drikker øl. Calle og jeg prøver efter
bedste evne at falde ind i selskabet. Vi prøver at glemme,
at situationen er os fremmedartet. De største oplevelser og
indtryk får vi de gange vi glemmer, at vi er fremmede. Jeg er
sikker på, at de lokale er mere åbne og frie over for os, når
de føler, at vi respekterer dem og nyder deres selskab. Er
udgangspunktet, at man opfatter dem som eksotiske tilfælde,
og ikke som de ganske almindelige mennesker de er, kommer man aldrig i ordentlig kontakt.
En lille pige, der tydeligt er søster til den kommende
brud, dukker op og beder os følge med. Vi går ned ad
skrænten bag udskænkningsstedet. Springer fra sten til sten
og krydser et lille vandløb. Går videre frem, og står foran tre
fire lerhuse – pigernes hjem. En mand kommer ud af det
ene hus og siger glad:
- Bien venidos chicos! - Velkommen drenge! Mig en glæde I
vil besøge os, siger han henvendt til Calle og mig. Han rækker hånden frem og vi hilser pænt. Jeg ser forundret på ham
og siger:
- Hvordan vidste du, vi var her? Det er første gang, at vi
er så langt inde dalen.
- Jeg tror, du skal langt væk, før du finder folk, der ikke
har hørt om jer to tossede gringos til hest. Det er første gang
europæere er kommet ridende hertil, så man taler om jer
overalt.
- Så må vi tage os i agt, svarer Calle.
- Misforstå mig ikke. Alle vil tage venligt imod jer. Normalt når der kommer turister, kører de forbi i busser, og de
giver sig aldrig tid til at stoppe. I Bolivia skal I kun frygte
tyve og plattenslagere i de store byer. Ude på landet er vi alle
gæstfrie og nyder fremmedes besøg.
- Tak! Glæden ved at besøge Dem er vores, siger Calle.
Vi er accepteret som gæster i mandens hus. Han viser
os ind i opholdshytten, hvor vi alle – eller mere præcist alle
mænd, sætter os i en rundkreds på de traditionelle, skindbetrukne træstole. Det er svært at se, hvordan hytten ser ud
HOS VENNER I SALADILLO
indvendig. Elektrisk lys findes ikke. Den eneste lyskilde er
en petroleumslampe bagerst i hytten. På lervæggene hænger
ingen udsmykning. Eneste genstand er en hylde, hvorpå der
ligger en tyk bog. Sandsynligvis Bibelen.
Som velkomst får vi hvert et glas chicha. Som sidst drikker vi det mere af pligt end af lyst. Hver gang jeg drikker
chicha, har jeg brygprocessen i tankerne. Den fik jeg engang
at vide højere oppe i bjergene af en indianerkvinde ved
navn Silveria. Det krævede mig en del overtalelse, før hun
ville oplyse om processen. Silveria kendte lidt til europæiske
tanker omkring hygiejne, og hun vidste, at jeg ville blive budt
på chicha under mine rejser.
- Pongo la harina en la boca! - Jeg kommer majsmelet i
munden! sagde Silveria. - Når det er tygget godt igennem,
spytter jeg det ud i en spand. Hun demonstrerede udtryksfuldt hvilke mundbevægelser det krævede. Historien er
videre, at efter tygningen – el muqueo, skal majsen tørres i
solen. Vand bringes til kogning i lerkrukker, den soltørrede
muqueado hældes i og koges ved svag varme i nogle timer.
Når det er afkølet, frasis de resterende partikler fra majskernerne. Denne sidegevinst kaldes la upi, og spises som slik.
Øllet hældes på krukker og tilsættes sukker. Det tildækkes og
gærer cirka to uger. Endelig er
chichaen klar til at blive budt
gode venner.
Efter at vi har drukket et
glas chicha, bærer kvinderne
stegt gedekød ind til os. Vi
tager det med hænderne fra
træfadet og gnaver vellystent
i os.
Chichaen bydes igen
rundt. Anden gang smager
den en smule bedre. Alle er
nu mætte og festens højdepunkt indtræder. Faderen
kommer med et glas og en
Vi fejrede min fødselsdag sammen med
venner i Saladillo. Jeg
har en klump cocablade
i munden. Fyren i den
blå T-shirt er Marcos
Rivera, der skrev i min
notesbog.
... IKKE BLOT EN DRØM
kande hjemmebrygget appelsinsnaps. Han anbringer sig
højtideligt på sin stol og skænker op. Med blikket rettet mod
den første i rækken siger han:
- Te invito! - Jeg inviterer dig! Han tømmer glasset i et drag
og skænker op igen. Stadig med blikket rettet mod vedkommende siger han:
- Te sirvo! - Jeg serverer for dig! Hertil svares:
- Servíme! - Server for mig! Den udvalgte får overrakt
glasset og drikker ud. Værten henvender sig til den næste i
rækken, og processen gentager sig. Fylder glasset og siger:
- Te invito! Drikker, fylder på ny glasset og siger:
- Te sirvo!
- Servíme! Afleverer glasset som tømmes.
Ritualet gentager sig igen og igen, indtil manden er for
fuld til at fortsætte, og med et dybt suk sætter sig tilbage i
stolen, hvor på den næste i rækken overtager glas og kande,
og historien gentager sig.
Fester ender som regel med, at alle ligger og sover. Også
denne gang, hvor vi midt på natten finder os selv liggende
stive af kulde på et fåreskind i en af hytterne. Da det lysner
om morgenen, sadler vi op og rider hjem med vished om, at
det nye år er skudt ind på behørig vis.
Vi skal i marken. Tallerkenharven er spændt efter traktoren,
og vi starter. Calle er bestemt til at blive hjemme og klargøre
udstyret, mens jeg tager med den ene bror ud på den mark,
som skal tallerkenharves. Den bror jeg følger, har vi døbt
Arbejdsbror. Han er aktiv, og der skal ske noget. Tidligt i
morges blev vi vækket, da han spurgte:
- Vil I hjælpe med at hælde diesel på traktoren? Hurtigt
sprang vi ud af soveposerne, og hjalp ham med den tunge
olietønde. Den forelskede bror har fået navnet Festbror. Han
tænker kun på sjov og ballade og har altid et smil og en frisk
bemærkning klar til alle, han møder. Den sidste voksne fyr
kalder vi Sovebror. Han ligger hjemme i sengen.
Kort side 66
60
Hele dagen går med markarbejde. Efter bedste evne under-
HOS VENNER I SALADILLO
viser jeg Arbejdsbror i rigtig brug af traktoren. Vi snakker
vedligeholdelse, og langsomt lærer han at bruge den dyre
investering. Vi kommer hurtigt ind på livet af hinanden. Vi
er begge rolige typer, der kan lide at arbejde dybtgående med
de ting, der interesserer os. Jeg føler, at jeg har mere tilfælles
med ham, end med mange mennesker jeg kender i Danmark.
Jeg glemmer fuldstændig, at vores baggrund og miljø er forskellig. Markarbejdet binder os sammen i et fællesskab. En
af døtrene kommer ud med varm mad, og vi holder siesta
under et træ.
Om aftenen rider vi rundt i bakkerne bag huset og driver
kvæg sammen i bedste cowboystil. Selvtilliden får en ekstra
afpudsning ved at kunne gøre et nyttigt arbejde på hesteryg.
Nu er det vores tur til at lære. Vi får at vide, hvordan vi
sidder rigtigt i sadlen, og hvad hestene behøver af føde og
vand. De fortæller, hvor hårdt hestene kan presses og giver
os informationer om de næste dale, som vi vil ride igennem.
Brødrene skaffer en ny hest til Calle. En sort hingst som
efter bolivianske forhold er stor. Hestene hernede er kun på
størrelse med en god dansk pony. Til gengæld er de utrolig
udholdende. De er vant til hårdt brug dagen igennem.
Jeg underviste familiens
drenge i at arbejde med
deres nye traktor. Til
gengæld skaffede de os
en ny hest.
... IKKE BLOT EN DRØM
Calles nye hest skulle
brændemærkes, før vi
kunne ride videre.
Før vi kan rejse, skal hesten brændemærkes. Benene bindes sammen,
og den skubbes omkuld. Arbejdsbror
tager det hvidglødende jern ud af
bålet i køkkenhytten, og med et fast
greb presser han det mod hestens lår.
Det syder, og en lugt af brændt hår
når mine næsebor. Hesten vrinsker
og vrider sig, men kan ikke undslippe.
Fremover vil den have familiens
mærke aftegnet. Som de tidligere
gange vi har handlet hest, får vi udfærdiget et certifikat, der bekræfter, at
netop denne hest er vores ejendom.
Næste dag får vi med et stempel
gyldiggjort købskontrakten hos landsbyens embedsmand for
hesteanliggender.
Min fødselsdag fejrer vi en af de sidste dage, vi opholder
os hos Augustina og hendes børn. Brødrene ser det som en
kærkommen lejlighed til at få gang i appelsinsnapsen. De
lærer os, hvordan vi tygger cocablade og derved kan holde til
at drikke i længere tid.
Jeg stopper en håndfuld cocablade ind i munden. Med
tungen anbringer jeg bladene i venstre kind. I sig selv
62
HOS VENNER I SALADILLO
smager de ikke af noget og giver ingen virkning. Jeg væder
min pegefinger, stikker den i en pose med natron og slikker pulveret af. Natron har den egenskab, at det trækker de
aktive stoffer ud af bladene. Umiddelbart bliver munden
følelsesløs, og grøn plantesaft og spyt løber mig ud af
mundvigene. Kort efter fremkommer en meget stimulerende
virkning. Sult- og tørstfornemmelser forsvinder, kulde
mærkes ikke og træthed holdes på afstand. Som appelsinsnapsen går på omgang den ene gang efter den anden, mærker jeg, hvordan coca virker sammen med alkohol. Branderten
bliver større og større, men jeg føler ingen træthed eller
ubehag. Hele
eftermiddagen sidder vi udenfor huset og drikker appelsinsnaps og tygger coca. En gang imellem kommer kvinderne
ud fra køkkenhytten for at tilbyde os en portion majs.
Aftalen med Augustina og hendes familie er
indfriet, og vi tager afsked. Siger oprigtigt
hinanden tak for nogle meget udbytterige
dage. Vi har på lavt plan gennemført en
udveksling af knowhow med en succes, som
store u-landsprojekter sjældent får.
- Må Gud være med jer, beder Augustina, da vi svinger os i sadlerne.
- I lige måde og tak for alt, I har lært os,
siger Calle.
- Det er os, som takker, siger Arbejdsbror. Han har allerede startet traktoren og
skal i marken.
- Kom tilbage til flere fester. Festbror er
uforbederlig.
Med friske heste og sadeltaskerne fulde af
mad rider vi ud af Saladillo. Morgensolen
er i ryggen, og vestpå rejser Andesbjergenes
høje bjergrygge sig mod himlen.
Købsbeviset på den
hest, som jeg købte
af familien. Ligesom
Calles hest var den
brændemærket med
initialerne RC.
... IKKE BLOT EN DRØM
HEKTISKE DAGE VED PILCOMAYO
Mens vi holdt frokostpause, tørrede vi sadeltæpperne på et hegn
eller en gren.
64
Fra den frodige Saladillodal kommer vi en eftermiddag over
et lille pas, og har foran os et langstrakt, kuperet dalområde,
som er væsentlig mere tørt end Saladillo. Stedet døber vi
snart Sommerfugledalen. Vi rider gennem den ene tætte
sommerfuglesværm efter den anden. Slanger soler sig på
jordvejen, men bugter sig ind i underskoven, når vi kommer
tæt på.
Kaktusser bliver den dominerende plantegruppe og er i
alle størrelser. Nogle er små bitte, der ikke fylder mere end
en hånd, mens andre er kæmpe træer i otte til ti meters højde
med et grenflor, der overstiger et dansk egetræs. Nogen har
blot en tyk stamme, der uden grene og knuder stiger op i ti
meters højde.
En typisk dag forløber med, at vi står op lidt over fem. I
samme øjeblik som daggryet kommer, er vi i gang med at
pakke teltet sammen. Længe
inden den første solstråle
springer op over bjergkammen, er vi i sadlerne og
rider tre timer uden stop i
den kølige morgenluft. Det
er dagens bedste tid. Alt er
friskt og nyt. Fuglene synger,
og solen er mild. Vi suger
alt til os. Ved nitiden indtager vi dagens første lette
måltid bestående af brød og
flodvand. Vi tager sadlerne
af hestene og gnider deres
rygge med en tot græs. Sadler
atter op og tilbagelægger
nogle kilometer, inden middagsheden gør det ulideligt
HEKTISKE DAGE VED PILCOMAYO
at fortsætte. Siestaen tilbringer vi under et skyggefuldt træ.
Er det en almindelig dag, består frokosten af brød med
mayonnaise og sennep. Når hestene igen begynder at kaste
skygge, fortsætter vi endnu nogle timer, indtil vi finder et
passende sted ved en flod at slå lejr for natten. Inden vi laver
aftensmad på det uundværlige Trangia spritkøkken, bader vi
hestene. Lige før mørket omslutter os, tænder vi bål og nyder
aftenstilheden nogle timer, mens vi drikker mate.
Under et langsomt ridt er der tid til at beskue hvert kaktustræs forgreninger og høre hver fremmedartet fuglesang.
Naturens mangfoldighed oplever jeg intenst fra hesteryg.
Eneste pris vi betaler for vores frie liv, er smerten fra et sår,
der efter en uges tid væsker på bagen.
Med stadig mere erfaring som ryttere rider vi en gråvejrsdag
ind i en større landsby ved navn Palos Blancos. I skridtgang
styrer vi mod et træhus, hvor der hænger en ølreklame, og
udenfor står et par borde og stole. Hestene binder vi til de
pæle, der er beregnet hertil. Vi sætter os, og Calle henvender
sig til værten:
- Dos cervezas por favor! - To øl tak!
- Så gerne Hr. Lidt efter kommer værten med to øl og
skænker op. Vi skåler med hinanden og skyller flere dage
gammelt støv ned. Jeg betragter byen. Alle husene ligger
langs vejen eller omkring plazaen lidt herfra. Husene langs
hovedgaden er alle bygget af træ og har et lille overdækket fortov. Det minder mest af alt om en prærielandsby fra
1800-tallets USA. Byen ernærer sig i en vis udstrækning
ved at være trafikknudepunkt. Her mødes vejene fra Villa
Montes og Yacuiba og fortsætter mod Tarija. Endvidere
går en lille vej nordpå gennem en langstrakt dalsystem. Af
landkortet kan vi læse, at det kun er de første kilometer, den
er farbar for motorkøretøjer.
Folks nysgerrighed vækkes snart. Vi når ikke at drikke mange
slurke af det læskende øl, før de første forbipasserende
spørger til målet for rejsen. Byens politimand slår også et
... IKKE BLOT EN DRØM
Salladillo •
I Palos Blancos overvejede vi, om vi turde ride
stik nord ad den vej,
som er stiblet på kortet.
Vi valgte den usikre vej
og besluttede dermed
at prøve at krydse den
store flod Pilcomayo.
66
slag forbi og beder os møde op
på stationen, når han har fået sin
middagslur.
Politistationen er et bølgebliksdækket træhus. Eneste inventar i det mindste af husets to rum
er en feltseng, et moskitonet og et
lille skab. Det andet indeholder et
skrivebord, to stole og det allestedsnærværende billede af frihedshelten Simon Bolívar.
- Vil I venligst tage hatten af,
siger betjenten, mens han sender
et blik op mod billedet af landets
befrier og nationalhelt. Fra sin
plads bag glas og ramme vogter
han, at alt går reglementeret til.
- Må jeg bede om jeres pas, fortsætter ordensmagtens
håndhæver i en venlig, men autoritær tone. Han slår op i en
stor sort bog, der ligger på skrivebordet.
- Værsgo! siger jeg, og rækker ham papirerne.
- Jeg skal også se kvitteringerne på, I er lovmæssige ejere
af hestene. Calle giver ham papirerne, der bekræfter købene.
Meget udførligt skriver han vores navne, adresser og pasnumre ind i bogen.
- Hvad er målet for rejsen? Tarija? Tarija er hovedstad i
Bolivias sydligeste departement af samme navn.
- Ja Hr., men hvad er grunden til al den registrering?
spørger jeg nysgerrigt.
- Det siger loven, man skal. I øvrigt er det for at kunne
rekonstruere jeres rejse, hvis I senere meldes savnet. Ved
dette system kan vi altid finde ud af, hvor I sidst er set i live.
Da han har indskrevet alle oplysningerne, tager han bogen
i hænderne og går ud på verandaen. Studerer hestene og
tegner i en særlig rubrik hestenes farvetegninger og brændemærke. Alt er nu registreret, og han har udført dagens
store opgave. Tilfreds giver han os hånden, og siger:
HEKTISKE DAGE VED PILCOMAYO
- Må det gå jer godt på den videre rejse.
Vejpolitiets vigtigste opgave er at notere rejsendes
bevægelser. Spritbilisme tages der ikke notits af. Staten
manifesterer overalt sin kontrol, men er ligeglad med personsikkerheden. En fuld chauffør er ikke til fare for staten, og
straffes derfor ikke. I en landsby vi kom igennem på rideturens første dag, holdt vi pause ved vejpolitiets spærring. Vi
så en bil nærme sig i slingrende kørsel. Indbyrdes grinede
betjentene af den tydeligt berusede chauffør. Manden blev
stoppet og udspurgt om bestemmelsessted. Da han sagde,
at han skulle til en by inde i den næste dal, slog betjentene et
stort grin op og gjorde ham klart, at de ikke regnede med,
at han ville nå levende frem i så påvirket tilstand. Optrinet
udviklede sig til en diskussion om hvorvidt det var muligt at
gennemkøre den farlige bjergvej i så beruset tilstand. Manden ville vise sine egenskaber som spritbilist, gassede op og
kørte væk i høj hastighed.
For at give hestene lejlighed
til at hvile ud og spise godt,
bliver vi i Palos Blancos
et par dage. Selv har vi et
behov for at lade bagdelen
komme sig.
En familie, som vi
køber brød af, viser os et
sted, hvor vi kan slå teltet
op. I udkanten af landsbyen
er de selv ved at opføre et
hus. Princippet bag husbygning i de små landsbyer
er enkelt. Der fældes fire
træer i skoven. De afgrenes,
afbarkes og graves i jorden
som hjørnestolper. Af
lidt tyndere grene laves en
rejsning, hvorover der læg-
Jeg slapper af ved vores
lejr i Palos Blancos.
... IKKE BLOT EN DRØM
Denne dreng red ned til
floden og vandede vores
heste.
68
ges et bambusskelet, der skal bære tegltaget. Væggene fletter
bygherren af grene, hvor man klasker ler på. Når det har
tørret, er huset færdigt og klar til indflytning. Det eneste man
gør ved gulvet, er at fjerne eventuelle planter.
Hestene får vi på græs på en mark med sået græs, for at
de kan samle kræfter. Vi kan forstå, at det er en stor ære, de
udviser os. Der findes meget få arealer tilsået med fodergræs,
og det er langt fra alle heste, der græsser et så privilegeret
sted. Vi får lov til at have hestene græsmarken, da man altid
behandler fremmede godt.
Familien har en dreng på syv år. Han er ved vores telt
næsten hele tiden. Han vil ikke gå glip af den oplevelse, det
er at være sammen med to fremmede. Han iagttager længe
hestene. Til sidst kan han ikke dy sig længere og spørger:
- Må jeg ride ned til floden for at vande dem?
- Det tror jeg ikke går an, svarer jeg, og ser spekulativt
på hans størrelse. Han når kun hestene til midt på maven.
Drengen ser min skepsis og tager en beslutning. Tager fat i
manken, udøver en kraftpræstation, der er en ældre værdig,
og sidder i samme nu på ryggen.
Det overbeviser mig om, at han
er vant til at omgås heste, og jeg
siger:
- Okay, men pas på dem. Han
lægger en snor om halsen på Calles
hest. Med den i hånden stikker han
i strakt galop på den usadlede hest.
Det eneste han holder fast i, er
manken.
Da han kommer tilbage,
giver vi ham lov til at ride ned
til floden og vande hestene med
passende mellemrum. Som belønning får han en sodavand. Han
elsker at være sammen med os og
udnævner praktisk talt sig selv til
vores tjener.
HEKTISKE DAGE VED PILCOMAYO
Selv rider vi ture ad nærliggende småveje for at give hestene
lejlighed til at strække ud i galop. Det kan ikke lade sig gøre,
når vi rider med fuld oppakning. Vi tager også hestene med
ned til floden i bunden af kløften, hvor vi holder storvask og
bader os. Sætter os midt i strømmen og sæber os ind. Vandet
er dejlig lunt. Forurening er heldigvis endnu ikke nået hertil,
så vi kan uden fare drikke af vandet. I næsten alle bolivianske landsbyer er floder eneste form for vandforsyning.
Under hele rejsen har det været vores mål at komme ud i
områder med ringe kontakt til den moderne verden. Det
hensyn vejer tungere end andre, når vi vælger rute. I Palos
Blancos har vi reelt to muligheder. Den ene er at fortsætte
ad den store vej mod Tarija. Den anden mulighed er at ride
nordpå gennem det store dalsystem. Den eneste oplysning vi
har om den rute, er, at vejen længere oppe krydser den store
flod Pilcomayo. Vejen udgår bag teltet, og den synes meget
lidt befærdet.
På restauranten spørger vi værten om forholdene omkring og efter Pilcomayo.
- Den vej må I ikke ride. Pilcomayofloden er her i regntiden så opsvulmet, at den er umulig at krydse.
- Er der ingen både? spørger jeg. Vi har erfaret, man ikke
umiddelbart skal lade sig stoppe af folks formaninger.
- Nej der er ingen både, og vilde indianere med bue og
pil kan dræbe jer hvert øjeblik. Calle og jeg kikker tankefuldt
til hinanden. Kroejeren fortsætter sine vilde historier:
- Hvis indianerne ikke får ram på jer, gør jaguarerne. I
skal meget hellere tage til Tarija. Det er en stor flot by med
fine restauranter, biografer, cafeer og natklubber. Tarija har
alt hvad en mand kan ønske sig, siger han med et listigt glimt
i øjet. Det gør udslaget. Vi bestemmer på stedet at udfordre
skæbnen, jaguarerne og den store Pilcomayo. Calle siger det
til ham, og han ser på os et øjeblik. Så siger han:
- I europæere er tossede. Husk I skal have coca med til
indianerne, der sejler jer over. Ellers vil de ikke. Igen ser
Calle og jeg på hinanden. Vi vidste, at historierne ikke var
sande. Han fortalte dem kun, fordi han hellere ville have, at
... IKKE BLOT EN DRØM
vi skulle se deres uden tvivl flotte departementshovedstad.
Den må vente. Lige nu venter eventyret.
Kort side 66
70
Hele natten inden vores afgang regner det kraftigt. Vi har
provianteret til rejsen og ønsker at kunne bryde op så hurtigt
som muligt. Da vi står op, bryder solen heldigvis gennem
skylaget. Den venlige familie siger, at vi roligt kan ride. Regntiden har indtil nu været usædvanlig nedbørsfattig. Regnen,
der faldt i nat, vil ikke volde os nævneværdige problemer.
Selv om vejen mange steder står under vand, vil den tørre
jord i løbet af få timer have opslugt al væden. Fugtig og
beskidt pakkes teltet sammen, og vi giver hestene tegn til
afrejse.
Vejen går gennem et bakket terræn med runde klipper.
Hver gang vi runder et sving, åbenbarer nye naturscenerier
sig. Rødbrune klippe- og jordformationer fylder landskabet
til alle sider. Den ellers tørre bevoksning ser frisk og frodig
ud oven på det rensende regnskyl. Jorden stråler af frisk
energi, og lader vores indre batterier op.
Slugten løber parallelt med vejen. Når vi kommer tæt ud
til afgrunden, hører og ser vi vandet fosse dybt under os.
Som os har det kurs mod Pilcomayo. På en bakketop retter
vejen sig ud. Vi skuer ned gennem en flad og langstrakt
skovdækket dal. Til begge sider afgrænses den af en bjergryg. På den anden side af den østlige bjergryg breder
chacoen sig ind i Paraguay. Bag den vestlige kam gemmer de
indre Andesbjerge sig. Langt fremme aner vi en kløft i bjergryggen. Vi formoder, det er her, at Pilcomayofloden bryder
igennem. Fra det sted hvor Pilcomayo krydser dalen, hæver
dalbunden sig langsomt. Langt ude flyder alt sammen i disen.
Landkort er ikke nødvendig. Stien følger uden tvivl dalbunden gennem skoven.
Skoven omkranser os, og vi fortsætter ridtet, indtil et
vandløb stopper os. Indtil for nylig kan her ikke have været
ret meget vand. På begge sider fører hjulspor ud i strømmen.
Vandløbet er omtrent ti meter bredt, og strømmen er efter
nattens skybrud meget kraftig. Vi tør ikke ride igennem og
HEKTISKE DAGE VED PILCOMAYO
overvejer, hvad vi skal gøre. En beslutning tages, og vi piller
bagagen af hesten. Calle tager alt tøjet af, og binder enden
af en lasso om livet. Den anden ende binder vi om et træ, og
han vover sig ud i strømmen. Jeg holder livlinen stram. Langsomt vader han over mod den modsatte bred, hvor han fastgør lassoens ende til et træ. Med et godt greb om sikkerhedslinen, der er spændt stramt over vandløbet, transporterer vi
stykvis bagagen over. Vandet når os til navlen, og strømmen
trækker voldsomt i benene. Til sidst fører vi hestene over.
De føler sig frem og flytter forsigtigt et ben ad gangen. Vel
ovre sadler vi op og rider videre.
Langt fremme deler vejen sig. Den ene forgrening overskæres af et strømmende vandløb som den foregående. Vi
prøver den anden. Den fører ud på en slette og drejer østpå.
Så vidt vi kan slutte efter en rekognosceringstur, går den ikke
til floden. Vi skal tilbage til vandløbet. Selv om det kun er
tre meter bredt, kan vi umuligt krydse det. Her er dybt, og
strømmen er så kraftig, at den konstant river jord og buske
fra siderne med. Brinken ændrer form med en hastighed, der
får os til at tro, at den er levende. Vi sætter os til at vente på,
Ved at bruge vores lassoer som livliner, kunne
vi krydse de fossende
vandløb uden at blive
revet med af strømmen.
... IKKE BLOT EN DRØM
at vandstanden skal falde. Sidst på dagen mener vi,
at et forsøg på overgang kan gøres.
Efter flere forsøg lykkes det mig at kaste min
lasso over om en træstub på den modsatte bred.
Med den som livline fører vi igen bagagen over
på ryggen. Vel ovre på den anden side slår vi lejr
for natten på en lille græsplet. Oven-på krydset af
disse to små vandløb, begynder vi at frygte Pilcomayo, som vi vil nå næste dag.
Jeg kastede min lasso
omkring en træstamme
på den anden side af
vandløbet.
Kort side 66
72
Ved ankomsten bliver vi bestyrket i vores tvivl.
Foran os fosser en over 100 meter bred flod, som
det ikke vil være muligt at forcere uden båd. Umiddelbart kan vi ikke overskue, hvordan vi får os selv
og hestene over. På den anden side aner vi en stenbygning og fem-seks huse. De må gøre det ud for
byen Puerto Marquarita. På flodbredden møder vi
tre indianere, der arbejder med en robåd. Det må
uden tvivl være de bådsmænd, restauratøren i Palos
Blancos talte om.
- Skal I krydse floden? spørger jeg tilskyndende.
- Si Dios quiere - Hvis Gud vil, siger den ene. Vil vi i dag prøve at sejle varer over til den modsatte bred. Videre oplyser han, at kraftige regnskyl
dybere inde i bjergene har svulmet floden op. En stærk
strøm har den sidste uge umuliggjort al overfart.
- Kan I have to ekstra med? fortsætter jeg utålmodigt.
- Måske, siger han afværgende. Han vender sig mod de
andre, og de fortsætter arbejdet. To af indianerne træder
forsigtigt ud i vandet, og vi ser til vores ubehagelige overraskelse, at floden er over en meter dyb kun få centimeter fra
land. De klamrer sig til buske, der rager ud i vandet for ikke
at blive ført væk af strømmen. De har samtidig fat i en kæde,
der er sømmet til båden. Langsomt arbejder de sig op mod
strømmen, og langsomt trækker de båden frem.
Vi følger dem op langs floden og spørger dem igen, da
HEKTISKE DAGE VED PILCOMAYO
de holder inde med arbejdet. Denne gang
lover de at tage os og vor bagage med på
den første overfart. Den ældste, som fører
ordet, siger, at de er meget betænkelige
ved, om hestene kan svømme gennem de
kraftige strømhvirv-ler. De kan på ingen
måde være i den lille træbåd og skal over
på anden vis. En ting der foruroliger os
ved affæren er, at de er tydeligt påvirkede
af alkohol og coca. De taler indbyrdes på
chacoindianernes sprog guaraní. Vi forstår
derfor ikke, hvordan de vil gribe sagen
an. De er tydeligvis ikke glade for vores
tilstedeværelse, og vi begynder at gennemtænke situationen.
Vente til de bliver ædru, har vi ikke lyst til. Det kan sandsynligvis tage dage. Vi har den mulighed at ride tilbage mod Palos Blancos og derfra til Villa Montes. Den løsning bryder vi
os heller ikke om. Det ukendte lokker forude. Vi vil videre,
og det skal være nu.
På den stenede flodbred hvor vi står, bøjer en landtange
vandets løb. På den modsatte side af floden rejser klipperne
sig lodret op fra vandspejlet og presser i deres massivitet
vandet ind mod midten. Her er kun 40 meter bredt, og
floden har et fald på over en meter. Med utrolig kraft buldrer
vandet ned gennem den smalle åbning og skaber voldsomme
strømhvirvler.
Mens vi læsser bagage og sadler ned i båden, trækker en
indianer hestene ud i malstrømmen nedenfor faldet. Nervøse
ser vi, hvordan han bagfra pisker dem ud, til de ikke længere
kan bunde. De mister fodfæstet og driver med stor fart ned
ad floden. Manden har en læderrem i hver hests grime. Ved
at trække kraftigt i dem, prøver han af al magt at få dyrene
til at svømme over mod den modsatte bred. Hestene er
tydeligvis bange og kæmper hårdt for ikke at blive opslugt af
vandmasserne. Der går panik i min hest, da den flere gange
opsluges af strømhvirvler. Den river sig løs og svømmer
tilbage mod den side, som vi kom fra. Calles hest bliver for-
Pilcomayofloden var
så stor, at vi ikke selv
kunne krydse den. Folk
ved floden hjalp os, men
det gik galt.
... IKKE BLOT EN DRØM
Her boede vi i de dage,
hvor vi ventede på at
blive genforenet med
min hest.
74
virret. Den ved ikke, om den skal følge med min hest tilbage
eller med indianeren over til den modsatte bred. Resultatet
er, at den bliver liggende midt i floden og hastigt føres væk
med strømmen.
I mellemtiden har indianerne givet tegn til afgang. Fra
at have ligget i læ bag et rev er vi selv ude i strømmen. Selv
om de ror af al kraft for at nå det korte stykke over til den
modsatte bred, bliver vi ført 400 meter ned ad floden, inden
båden støder mod land. Vi sætter os på nogle store sten og
spejder ængsteligt efter indianeren og Calles hest. Vi ser dem
nu kun som to ubetydelige prikker, der forsvinder langt nede
ad floden. Min hest har reddet sig i land og græsser roligt
på den bred, som vi kommer fra. Efter næsten en time får
vi endelig øje på manden, der svømmede med hestene. Han
er alene. Skridtene er langsomme, og hans blik er sænket. Vi
ved, hvad det betyder. I de hidsige strømhvirvler har hesten
opgivet kampen, og indianeren er nået bredden alene.
Bådfolkene reagerer på tabet af hesten ved, at de ikke vil
have mere med os at gøre. Når vi spørger, om de vil passe på
min hest, til vi kan hente den, får vi kun et træk på skulderne
til svar.
Uvisse om vor fremtid, bliver vi
indlogeret i stenhuset, hvor der bor
en ung indianer ved navn Pedrito –
Lille Peter. Han har af husets ejer
fået at besked på, at han skal have
os på kost, indtil vi ved, hvordan vi
kan komme videre. Ejeren skal til
Villa Montes og tager med indianerne tilbage i båden.
Puerto Marquarita er en
meget fattig landsby. Jorden er
ufrugtbar, og umiddelbart kan vi
ikke se nogen dyrkede marker. Til
det første måltid får vi kartoffelstumper, ris og løg, som Pedrito
HEKTISKE DAGE VED PILCOMAYO
koger over et bål i en gammel oliedåse.
- Jeg håber, I kan spise maden. Jeg har ikke andet, for
høsten har været meget dårlig i år.
- Det kan vi nemt. Vi er ikke forvænte, siger Calle.
- Jeg er ked af, at vi spiser din sparsomme mad, siger jeg.
- Det må I ikke tænke på. Her deler vi det, vi har. Pedrito
øser den sidste skefuld suppe op til os og fortsætter:
- Jeg er glad for at have gæster. Det sker så sjældent, at
der kommer fremmede.
Ved aftenmåltidet er kartoflerne sluppet op, og vi nøjes
med suppe med ris og løg. Fødevaresituationen giver os
dårlig samvittighed. Vi kan ikke tillade os at spise deres sparsomme mad, når vores ærinde ikke er andet end turisme. Jeg
undskylder mig med, at det er bådfolkenes skyld, at vi ikke
kan tage videre.
Den følgende dag står menuen igen på ris og løg. Ved
hvert måltid er suppen tyndere. Situationen kan ikke vare
ved.
- I må ikke gøre jer bekymringer, siger Pedrito. - Om få
dage kommer ejeren tilbage med friske forsyninger.
Calle bruger hele dagen på en lang rekognosceringstur
ned til det sted, hvor vi formoder, at hesten er forsvundet.
Eftersøgningen giver ikke resultat. Med stor sorg erkender
Calle, at hans anden hest er fortabt. Han føler, at han har
mistet en god ven. Den var stærk, adlød hans mindste vink
og fulgte ham, hvor han gik. Jeg forhandler igen med indianerne – eller rettere søger at få dem i tale. Hver gang
jeg spørger, om jeg må komme over til min hest, søger de
afvisende bort. Jeg kan ikke forstå deres reaktion. De sejler
turen flere gange om dagen, og det ville være let at tage mig
med.
- Måske er de ude på at stjæle hesten, foreslår Calle.
Det er sikkert, at der ligger en grund til den måde, som de
reagerer på. En anden mulighed er, at de har en indædt antipati mod hvide. Mange steder i Sydamerika sker der en stor
undertrykkelse af det indianske folk. Selv om alle over for
loven er lige, er der et utal af usynlige barrierer, der forhind-
... IKKE BLOT EN DRØM
Calle er i gang med
dagens hovedmåltid hos
Pedrito.
Kort side 66
76
rer de oprindelige folk i at nå en respektabel stilling i samfundet. På visse punkter kan deres situation sammenlignes
med indvandrernes position i det danske samfund – blot
med den forskel, at det her er de indfødte, som er marginaliserede. Hvad de end gør og kan, accepteres de aldrig fuldt
ud. Uden at kunne ændre situationen, må indianerne leve
som undertrykte borgere i deres eget land. Det er tragisk at
se, hvordan hele stammer mange steder resignerer og ender i
drukproblemer.
Jeg tror, at indianerne i dette tilfælde frygter hvilke repressalier, vi kan finde på over for dem, efter at de har været
skyld i Calles hests død. Af århundreders erfaring ved de, at
det er den hvide mand, der har den endelige magt. Normalt
er det ham en glæde at bruge den.
På tredjedagen får vi igen løgstumper og risvand. Der er
netop så mange ris, at de kan farve vandet hvidt. Det er os
klart, at vi hurtigst muligt skal videre. Vi vil fortsætte ad den
HEKTISKE DAGE VED PILCOMAYO
vej, som vi har planlagt. Har allerede betalt en så dyr pris for
at gennemføre ideen, at der ikke vil vindes noget ved at tage
tilbage til Palos Blancos. Vil indianerne ikke hjælpe os, må
vi tage sagen i egen hånd og selv søge at få hesten over. Vi
behøver hesten som pakdyr. Foran os har vi seks dages gang
op til byer med egentlig vejføring.
Jeg er en habil svømmer og påtager mig at svømme over
til den modsatte bred. Jeg vil bruge samme taktik, som da vi
krydsede floden i båd. Starte lige nedenfor flodindsnævringen for med det samme at blive kastet langt ud i floden.
Vi begiver os op ad floden. Det sidste stykke er det
ikke muligt at gå over land. Den eneste vej frem er mellem
klippeskærene i vandet for foden af bjergsiden. I ly for den
værste strøm svømmer og trækker jeg mig gennem vandet.
Skarpe klipper rager op over vandet, så fingrene let kan få
greb.
På det sted hvor vandet fosser gennem indsnævringen, kaster
jeg mig fra en klippeafsats ud i vandmasserne. Hovedstrømmen er i denne side, og kommer jeg blot ti meter ud, vil jeg
være i roligt vand. Snart over og snart under svømmer jeg
fremad. Til alle sider tårner bølgerne sig op og prøver med
deres voldsomhed at overvinde mig. Jeg kommer igennem
malstrømmen, men finder strømmen i det sidste brede
stykke langt stærkere, end jeg først havde antaget. I løbet af
ingen tid er jeg drevet ned på et sted, hvor floden er et par
hundrede meter bred. Jeg mærker vandets enorme kræfter
tage fat i mig. Jeg indser, at jeg ikke vil kunne nå frem og
beslutter at vende om. Hovedstrømmen er her bredere og
vanskeligere at forcere. Strømhvirvler river mig ned, og et
øjeblik mister jeg kontrollen over min krop. Tusinde billeder
passerer gennem hovedet, og jeg mærker intet andet end
en stor slaphed. Kommer heldigvis til mig selv og kæmper
videre. Under udfoldelse af de sidste kræfter kommer jeg
gennem hovedstrømmen og mærker krampens snigende tag
i benene. Ved kun at bruge armene, nærmer jeg mig land og
driver i høj fart forbi det sted, hvor Calle sidder. Jeg ser ham
Den unge mand, som vi
boede hos ved Pilcomayofloden havde
næsten ingen mad.
Den dag, hvor der blev
fanget en fisk, følte vi,
at vi fik et festmåltid.
... IKKE BLOT EN DRØM
blot fare forbi. Er næsten inde, men bliver atter trukket ud i
floden. Lige før jeg opgiver, kommer jeg fri af strømhvirvlerne og får fat i et klippefremspring. Trækker mig op af
vandet og falder om. Ikke bare fysisk men også psykisk er jeg
meget træt. Jeg har nået min præstationsevnes ydertærskel og
været meget tæt på at drukne.
Næste dag drikker bådfolkene ren alkohol i en af hytterne.
For et større pengebeløb søger vi at lokke dem til at gøre et
forsøg på at få min hest over. I løbet af de fire dage, vi har
været her, er floden nu sunket så meget, at vi mener, det kan
lade sig gøre. De lyder positive, men fortsætter drikkeriet og
ligger snart sanseløse af druk. Atter går vi hjem til Pedrito. I
dag kan han kun byde os løgstumper i suppen.
Sidst på eftermiddagen kommer bådføreren pludselig op
og siger:
- For de 16.000 bolivianos I har tilbudt, vil vi fragte hesten over. Vi farer ud af døren, inden de når at ombestemme
sig. Et uvejr er under optræk, og de har indset, at skal de
tjene penge, skal det være nu. Bryder regnen først frem, vil
floden atter stige og umuliggøre enhver overfart.
Fra hytten følger vi spændt deres arbejde. De kommer
vel over til den anden side, og løser hesten, der i fire døgn
har stået uden mad og drikke i den brændende sol. Denne
gang binder de en line mellem hesten og båden og kan nu
trække dyret i den rigtige retning. De støder fra land og føres
med strømmen ned mod os. Langsomt men sikkert nærmer
de sig bredden, og netop som skybruddet kommer, får de
fast grund under fødderne. Nogle folk i landsbyen giver os
en stor ørred, som de har fanget tidligere på dagen. Med den
som festmåltid fejrer vi genforeningen med min hest.
Kort side 66
78
Natten igennem raser et voldsomt uvejr. Vi sidder på terrassen
uden for huset og beundrer lynene. Fantastiske lysformationer
oplyser bjergene. De elektriske udladninger giver os impulsen
tilbage. Med en genvundet tro på fremtiden falder vi i søvn.
ØDE STIER OG EN FJERN LANDSBY
ØDE STIER OG EN FJERN LANDSBY
Om morgenen læsse vi al bagagen op på hesten. Først de
to sadler og derpå rygsækkene. Vi skal selv gå ved siden af.
Vi tager hjertelig afsked med Pedrito, der har delt sine få
fødevarer med os.
- Que les vaya bien! - Må det gå jer godt! hilser han til afsked.
- Igualmente! - I lige måde!
- Jeg vil altid huske jer, fortsætter han. Vi tror ham gerne.
Umiddelbart fordi vi er de eneste fremmede i umindelige tider. Dybere set, fordi vi har følt en stor glæde ved hinandens
selskab. Selv om han er guaraníindianer som bådfolkene og
kun taler et meget dårligt spansk, har der ingen problemer
været med kommunikationen. Vi har haft det godt sammen.
Det første vi fandt ud af, da vi kom, var, at han
og jeg er født med kun to dages mellemrum.
Det fik os til at føle en grad af fællesskab, der
bandt en spinkel bro over afgrunden mellem
vores to forskellige kulturer.
Hele den første dag går vi gennem tæt skov.
Følger en vej, der bruges meget sjældent. Visse
steder kan vi se, at der engang har været mere
færdsel. Det er tydeligvis lang tid siden. Enkelte
steder vokser der både buske og træer mellem
to lange fordybninger, der engang har været
hjulspor. Nu er det ikke andet end en sti.
Trækkende med pakhesten går vi gennem
den naturskønne dal. Oven på de hektiske
dage ved Pilcomayo er det rart atter at kunne
slappe af og betragte dyre- og plantelivet, der
omgiver os. Freden, der hviler over dalen, står
i skærende kontrast til den nervøse aktivitet, vi
har oplevet de foregående steder. Jeg føler, at
Pilcomayo skaber en grænse mellem en verden
med liv og en verden med stilstand, hvor alt
Fra Pilcomayofloden
vandrede vi op gennem
en meget sparsomt
befolket dal.
... IKKE BLOT EN DRØM
hviler i sig selv. Dalen har sin egen tidstabel, hvor sekunder
tager timer og uger tager år. Kommer jeg tilbage om ti år,
tror jeg end ikke, at fuglene er fløjet ned fra grenene. Da
vi går forbi, vender de blot hovedet og kikker uforstående
efter os. Her er prægtige fugle i alle størrelser og farver. Det
slår os, at det er længe siden, vi sidst har hørt fuglesang. De
utrættelige sangere har ellers været vores tro følgesvende
hele rejsen igennem. Mens vi uvisse om fremtiden ventede
hos Pedrito, glemte vi fuldstændig naturen omkring os. Nu
er den tilbage i al sin vælde.
En familie foran deres
hus.
80
Stien er anlagt på bredden af en vandfattig flod. Dette
område har endnu ikke modtaget væsentlige regnskyl. Snart
på den ene side og snart på den anden side af floden snor
stien sig gennem kratskov. Konstant må vi
vade gennem det lave vand. I mere regnrige
perioder ville turen ikke have været mulig.
Nu nøjes vi med at få våde sko. Et par gange
kommer vi forbi en hytte, hvor en familie
lever deres afsondrede liv. Tre dages gang fra
skole og lægehjælp. Når vi kommer, kikker de
afventende på os. De er tydeligvis ikke trygge
ved den uvante situation.
På andendagen går vi fem timer, inden vi ser
den første menneskelige bebyggelse. Hus er
knap et dækkende ord. Ly for regnen er en
bedre betegnelse. Det er vel kun tolv kvadratmeter stort og har kun lidt væg i den ene
gavl. Her lever en ældre kvinde en eneboertilværelse.
- Vil I have en forfriskning? spørger hun som
invitation.
- Tak frue, svarer vi, og går hen til hytten.
Hun presser to citroner ud i en kande vand og
skænker et glas op til Calle.
- Hvor kommer I fra? spørger hun. Her
kræver ethvert møde en samtale.
ØDE STIER OG EN FJERN LANDSBY
- Fra Danmark, siger jeg, og forbereder mig på en snak
omkring fædrelandet.
- Donde queda? - Hvor er det? Er det langt væk? fortsætter
hun, uden at præcisere hvad der for hende er langt væk og
tæt på.
- Det ligger i Nordeuropa, lader Calle hende forstå.
Svaret afføder kun en eftertænksom rynke i panden, og jeg
siger:
- Men nu kommer vi fra chacoen og før det fra Argentina. Det svar stiller hende tilfreds, og hun inviterer os på
middagsmad. Vi spiser et udmærket måltid af kartofler og
salat, inden vi vandrer videre med hesten. Til at spise senere
på dagen giver hun os frugter, som hun selv har avlet.
Kort efter kommer vi til en familie, der opdrætter kvæg.
I modsætning til kvinden, kommer disse mennesker af og til
ud af dalen. Et par gange om året driver de det slagteklare
kvæg ud til byen Cuevo, hvorfra transporten til Santa Cruz
kan ske på lastbil. Jeg køber to aroba majs til Gode Sorte,
som jeg nu har døbt hesten. En aroba er fem kilo og den
enhed, som man afmåler foder med. Rejsen igennem har vi
købt mange aroba majs, og hver gang har vi fået en forskellig mængde. I praksis er en aroba den mængde, som en
mand hverken synes er for tung eller let, når han vejer den
i hånden. Det kan selvsagt svinge fra sted til sted. Prisen på
en aroba ligger meget mere fast end vægten. Da vi en måned
tidligere købte tre aroba majs i Saladillo, fik vi en sækfuld
majskolper. Også her var prisen, hvad den hidtil havde været
for tre aroba. Mængdemæssigt var her langt mere.
- Hvad laver I her? spørger manden naturligt nok. Selv
om vi prøver at forklare, at mange unge europæere rejser
ud i verden, og at vi er fascinerede af Bolivia, forstår han
os af gode grunde ikke. Slet ikke da vi siger, at det især er
de mindst udviklede områder, der har vores interesse. Han
er sikker på, at vi skjuler den egentlige årsag til vores tilstedeværelse.
- Hvor mange leguas er der til Huacaya? spørger jeg manden, for at bringe samtalen ind på noget andet.
... IKKE BLOT EN DRØM
Vi var helige med, at
regntiden 1986-87 var
meget nedbørsfattig. I
dagene efter Pilcomayofloden krydsede vi den
lille flod mange gange
hver dag. Det havde
været umuligt, hvis der
var faldet mere regn.
- Veinte leguas mas o menos - Tyve leguas mere eller mindre.
Mere eller mindre er en af bolivianernes faste vendinger.
Mere eller mindre henviser selvfølgelig til, at han ikke er sikker på, om afstanden er rigtig. At bolivianerne har det som
en standardvending, fortæller videre, at man ikke skal tage
noget som helst for givet her i landet. Alt kan ske – og sker!
Ganske som en aroba er en efter omstændighederne afpasset vægtangivelse, er en legua en varierende længdeafstand.
Spørger man, hvor mange kilometer en legua er, får man
svaret fem. Spørger man på anden vis, får man det mere
rigtige svar, at det er den afstand, som en rask mand kan gå
på en time. Her i landområderne bruger man ikke ur, så en
time er heller ikke præcist afgrænset. For en dansker kan en
legua lyde som en komplet uberegnelig afstand. Fortæller
man derimod en bolivianer, at han har en legua at gå, ved
han nøjagtig hvor langt det er. I starten mente jeg, at det var
tegn på sløseri altid at komme med så vage udsagn om afstande. Nu kan jeg se, at det er det eneste rigtige. I perioder
hvor vejen på grund af regn er vanskelig passabel, skal en
legua selvfølgelig gøres kortere. Her er det ikke et spørgsmål
om, hvor langt der er, men om hvor lang tid det tager.
- Kan I have en god rejse! er mandens kommentar, da
han hovedrystende tager afsked med os. Han vil forblive
uforstående overfor det mystiske besøg.
Hver eftermiddag slår vi teltet op på et græsdækket areal ved
floden, vasker hesten og laver mad til os selv. Når solen går
ned bag bjergkammen, tænder vi bål og sidder nogle timer
og nyder naturens stilhed. De dage bliver nogle af rejsens
mest fredfyldte.
En aften får vi besøg af en mand, der vandrer forbi.
- Hvordan går det majsen? spørger Calle på en måde, så
man skulle tro, at han selv var jordejer på egnen. Han har
en evne til gennem en samtale med få ord, store fagter og
rigtige svar at få folk til at synes, det er helt naturligt vi sidder
her i de centrale Andesbjerge og drikker en aftenmate.
Eneste alvorlige uheld på vores vandring op gennem
82
ØDE STIER OG EN FJERN LANDSBY
dalen sker en dag ved middagstid. Vi krydser en udtørret
bæk, hvor den udmunder i det vandløb, som vi følger. Jorden
ser tør ud, men den viser sig at være en grødet, eftergivende
masse. Inden vi når at reagere, er hesten fanget af det
sugende kviksand. Langsomt synker den dybere og dybere
ned. Faren synes ikke stor, og ved at kalde prøver vi at få
Gode Sorte til at fortsætte. I stedet for at gå falder den sammen i kviksandet. Pludselig ligger den på siden med benene
begravet under mudder. For sent får vi pillet oppakningen
af og lettet hestens bevægelsesfrihed. Den ser på os med
bedende øjne uden at kæmpe videre. Gode Sorte har opgivet
modet. Nu går situationens alvor op for os, og vi indser, at
skal hesten reddes, må der hentes hjælp hurtigst muligt. Calle
arbejder af alle kræfter på at grave det konstant tilflydende
dynd væk. Selv løber jeg op mod en hytte, som vi kan se tæt
ved. Hurtigt sætter jeg familien ind i situationen, og de går
med tilbage. I fællesskab graver vi over en time, inden hesten
er fri. Med stor lettelse vasker vi mudderet af i vandløbet.
Havde vi været blot lidt langsommere, var hesten blevet
levende begravet. Fremover skal vi passe på. Her er kun den
hjælp, vi kan give os selv.
På tredjedagen kommer vi til
Huacaya, der er en halvtom
spøgelsesby, hvor vi som de
første fremmede i lang tid,
bliver budt velkommen af
sognerådsformanden. Han
hilser hjerteligt på os og siger:
- Bliv så længe I vil. Bosæt
jer, hvis I vil. Jeg forstår
hans glæde. Det er tydeligvis
længe siden, at folk sidst er
kommet til byen. Mindst tre
fjerdedele af landsbyens huse
står tomme. Fraflytningen er
foretaget over lang tid. No-
Landsbyen Huancaya
var delvist affolket.
... IKKE BLOT EN DRØM
gle huse står i pæn stand med aflåste døre. Andre er totalt
sammenstyrtede, og der vokser buske og træer i de tidligere
stuer. På os virker stedet idyllisk og fredfyldt. Her er ingen
larm og ingen stressede menne-sker. De få fastboende må
derimod føle livet dødt og trist. For nogle kan den eneste lyd
fra nabohuset være knirken fra en frønnet dør, der på rustne
hængsler giver efter for vinden.
De sammenstyrtede adobehuse og et forladt kloster vidner om en forgangen storhedstid. Selvom den sidste munk er
rejst og den sidste bøn bedt, holdes bygningen ved lige. Man
føler, at hvis landsbyens tidligere livgivende nerve opgives,
vil resterne af liv forsvinde. Et sted brænder et håb om at
Huacayas tornerosesøvnen skal slutte, og at skabertrang igen
vil spire frem i ruinerne af en svunden tid.
Adskillige huse i Huancayo var styrtet sammen.
I Huancaya blev vi indlogeret på det tidligere
klosters veranda.
Sognerådsformanden indlogerer os på klosterets veranda. Et
søjlebåret halvtag af rødt tegl skærmer os for solen. Vi nyder
roen. Tidligere har munke holdt skole for egnens indianere
på selv samme sted.
Sognerådsformanden fortæller, at byen under tredivernes
Chacokrig mod Paraguay var hjemsted for en del af de
bolivianske tropper. I ly af den yderste bjergkæde drog man
ned til Puerto Marquarita. Fulgte derfra Pilcomayakløften
gennem bjergene og fortsatte ind i chacoen. Her stod bolivianerne overfor en fjende, som de ikke kunne hamle op med.
De paraguayanske soldater var vant til de høje temperaturer,
hvorimod bolivianerne hovedsagelig var højlandsindianere,
der kæmpede en uvant kamp mod den trykkende hede og
den paraguayanske hær, der var i besiddelse af en sjælden
stærk kampånd. Da Bolivia tabte krigen og dermed råderetten over den efter sigende olierige chaco, mistede Huacaya
sin betydning. Lige siden har den stadige mere fåtallige ungdom forladt byen.
I Huacaya er det ikke muligt at købe en ny hest, og vi
fortsætter vor gang mod Cuevo, der er den første by, hvorfra
det er muligt at rejse videre med bil. Vi vil nå den, når vi om
84
ØDE STIER OG EN FJERN LANDSBY
to dage har krydset den bjergkæde, der mod øst skiller dalen
fra omverdenen.
Opstigningen er krævende for kroppen og stimulerende
for sjælen. Stien fører ind i en smal kløft og bugter sig opad.
Fra begge sider rejser klippevæggen sig lodret og fortæller, at
naturen altid vil være stærkest.
Højere oppe kommer vi over små sætere. Græsarealer
der giver føde til en ko og et par får. Heroppe lever de et liv i
selskab med hyrder og æselkaravaner på vej ind i dalene med
livsfornødenheder.
Godt ømme går vi over passet og ind i en tættere befolket dal, hvor mødet med et hjulspor overbeviser os om,
at Cuevo snart er at vente. Glade ser vi de dyrkede marker
og venter hvert øjeblik at få byen i syne. Det sker som ved et
trylleslag, da vi når toppen af en bakke. Alle huse er enetages
bygninger lavet af soltørrede mursten malet i dæmpede
farver. Tagene er røde og brune teglsten. På de støvede gader
af sand ser vi legende børn, ryttere og enkelte gamle lastbiler.
Beskidte og udmattede i middagsheden går vi op ad
hovedgaden. Fulgt af mange øjne stiller vi hesten ved et lille
spisested, går ind og falder sammen ved et bord. En lang
vandring er slut.
Vores heste var ikke
skoet.
... IKKE BLOT EN DRØM
EN SVÆR BESLUTNING
86
En rytter på hotel –
lasso og hat på knagen,
sadel og fåreskindstæpper neden under.
Vi indlogerer os på Hotel Riberalta, der drives af en ældre
højrøstet dame. Her erfarer vi, at i Bolivia bestemmer den
ældste. Damens datter og hendes to børnebørn på otte og ti
år bor midlertidigt hos hende, fordi hendes mand for nylig
er afgået ved døden. Hver gang deres glade barndoms gåpåmod løber af med dem, skælder hun ud og slår dem. Selv
om moderen over for os giver til kende, at irettesættelserne
ikke huer hende, kan hun intet gøre. Den gamle har den
uindskrænkede magt.
Hotellet og hjemmet er en firlænget bygning, der omkranser en gård, hvori hverdagslivet udfolder sig. Den ene
ende er skygget af et tag af vindrueplanter. Herunder laves
alle huslige gøremål. Hushjælpen vasker tøj i et stort trækar.
Familien selv er ved at lave mad ved et køkkenbord lavet af
en svær træplanke. I et hjørne står et jernstativ med en lille
blikbalje. Ved siden af er en gammel olietønde med vand. Vi
går ud fra, at det er hotellets badeafdeling.
Vi har lejet det ene af de tre dobbeltværelser, der er
hotellets samlede kapacitet. Sadler og udstyr stabler vi i en
dynge i det ene hjørne. Puds falder ud af huller i væggene,
og det beskidte moskitonet for vinduet hænger i laser. Inden
jeg smider mig på en rundbundet stålseng, trækker jeg sengen væk fra det rottehul, der er i det ene loftshjørne. Den
tynde trædør ud til gården lukker ingen larm ude. Det eneste
punkt et sådant hotelophold vinder over et opslået telt i
naturen er, at vi ikke selv behøver at lave mad.
Kort side 66
I nogle dage driver vi den af på Cuevos støvede jordveje. I
modsætning til Huacaya er Cuevo at betragte som en by. Her
er nemlig elektrisk lys fra solnedgang til midnat – såfremt
jævnstrømsgeneratoren virker, og der ikke er afbrydelser på
linjen rundt i byen. Begge dele sker ofte. Ønsker en mand at
installere elektricitet i sit hus, kravler han blot op i en el mast
udenfor huset, skræller isoleringen af og vikler en ledning
EN SVÆR BESLUTNING
omkring kablet. Ledningen føres ind gennem et vindue, og
manden har indlagt strøm.
Fra Cuevo sendes eventuel overskydende landbrugsproduktion fra de omkringliggende dale med lastbil til Santa
Cruz. Det giver stedet en vis betydningsfuldhed og kontakt
med omverdenen. Her er det ikke kun heste, der slapper af
foran byens barer. Lastbiler venter også på, at ejeren får en
snak og en øl.
En aften, da vi går på det overdækkede fortov langs hovedgaden, bliver vi anråbt af en mand, der sidder i en stol foran
et handelshus:
- Hej drenge! Kom herhen og lad mig hilse på jer. Vi går
op og giver hånd til manden og en ung knægt, der uden tvivl
er hans søn.
- Jeg er borgmester og vil vide, hvad der bringer jer hertil.
- Det er mig en glæde at møde Dem. Sjældent har jeg
mødt et dejligere sted, svarer jeg.
Borgmesteren, der viser sig at være bror til hotelværtinden, inviterer os på aftensmad i køkkenet bag butikken. I sin
egenskab af byens overhoved er det hans officielle pligt og i
sin egen nysgerrigheds interesse at have os på besøg. Endnu
engang fortæller vi historier om kuldegrader og socialsystemer i det fjerne, ukendte land højt mod nord. Borgmesteren
kvitterer med først at fortælle om, hvor meget jord han
ejer. Dernæst kommer han med historier om en stolt indianerstamme inde i dalene, der aldrig har brudt sig om vores
civilisation. Efter drøje diskussioner har de fået lov til at have
deres eget lukkede samfund uden skoler og militærtjeneste.
- Hvis I vil se noget spændende, skal I ride derind, opfordrer borgmesteren.
Kan vi få fat i en ny hest til Calle, vil vi ride ind til stammen, og se i hvor høj grad de har deres oprindelige livsform
i behold. Dernæst har jeg et håb om at fortsætte op i de dale,
hvor Che Guevara ledede sin guerillagruppe. Jeg vil opleve
rammerne om de aktiviteter der stadig er til stor inspiration
for frihedskampen i Latinamerika. Selv om jeg ikke er over-
... IKKE BLOT EN DRØM
Den argentinske guerillaleder Ernesto Che
Guevara blev i 1967
skudt af det bolivianske
militær i det område,
hvor vi red.
Kort side 66
88
bevist om det rigtige i væbnet revolution, ser jeg et ideal i
Che Guevaras holdning. Han har blandt andet sagt, at mange
personer har noget at leve for, men kun enkelte er villige til
at dø for det – han gjorde!
Ernesto Che Guevara var en argentinsk født læge, der
efter endt uddannelse sidst i 50-erne tog på en lang rejse på
motorcykel rundt i Latinamerika. I Mexico mødte han den
unge, glødende kommunist Fidel Castro og hans bror Raúl,
der sammen med andre unge cubanere, var ved at forberede
den revolution, der skulle ændre Cubas udvikling helt radikalt. Che Guevara blev så grebet af ideen om kommunistisk
revolution på Cuba, at han tilsluttede sig guerillagruppen.
Ved Fidel Castros side var han i 1959 med i de kampe i Sierra
Maestrabjergene, der betød General Batistas fald. På grund
af sine fortræffelige leder- og forhandlingsevner gjorde Fidel
Castro ham til Cubas Indenrigsminister. Tilnavnet ”Che” fik
han på Cuba. Che er et specielt argentinsk ord der bedst kan
oversættes som ”hør her!” Ernesto brugte ordet hver gang,
at han havde noget vigtigt at sige – og det var tit. Til sidst
blev ordet direkte forbundet med hans person.
Som årene gik, blev modsætningerne mellem Che Guevara og Fidel Castro stadig større. Samtidig ønskede Che at
lave lignende revolutioner i andre latinamerikanske lande. I
1965 forsvandt han fra Cuba og offentlighedens søgelys. I
1967 dukkede han op i det sydøstlige Bolivia som leder af
en ny guerillagruppe. I modsætning til den cubanske havde
denne gruppe ikke den lokale befolknings opbakning. De
bolivianske bønder har aldrig haft stor tiltro til personer,
som kommer udefra. Samtidig var tidspunktet meget uheldigt valgt. Bolivia blev på det tidspunkt regeret af en præsident, som ikke kun gjorde meget for at forbedre bøndernes
levevilkår, men også talte de to vigtigste indianersprog i
landet. Det betød mindre i den sammenhæng, at præsidenten
i virkeligheden kun søgte at udvikle landområderne for at
bryde bøndernes alliance med minearbejderne, som han
bød umenneskelige forhold. Sammen var de to grupper en
fare for militærregeringen, men hver for sig kunne de styres.
EN SVÆR BESLUTNING
Efter mange måneders udmattende og nytteløs kamp blev
Che Guevara dræbt af bolivianske militærstyrker efter at
være angivet af lokale bønder.
Mere end 20 år efter sin død er Che Guevara blevet
symbolet på modstanden mod korrupte regeringer og USA’s
udbytning af Latinamerika.
Hotelværtinden har en anden bror, Roberto, der bor få
meter fra hotellet. Han driver et andet af landsbyens utallige
handelshuse. Hvor er det dejligt, at rationaliseringseksperter
endnu ikke har fundet vej herud. Om ikke andet giver de
utallige boder og butikker et overskud af fællesskab og
møder mellem mennesker.
- Skal vi drikke en tigermælk? spørger Roberto, en dag vi
drikker en kop kaffe i hotellets lille restaurant.
- Jeg ved ikke, hvad det er, men vi vil gerne smage, svarer
jeg.
- Kom med, siger han med et lunt smil. Roberto er en
kraftig mand, der udstråler varme og venskab. Vi går med
ham ind i butikken.
- Sæt jer, byder han, og peger på nogle melsække, der
midt i butikken er opstillet til formålet omkring et lille
træbord. Henvendt til en pige som må være hushjælp, siger
han:
- Hent tre tigermælk og et fad ost! Pigen forsvinder ud
gennem bagdøren, og Roberto byder en mate rundt.
- Er det muligt at købe en hest i Cuevo? spørger Calle.
- Jeg ved det ikke. I sidste uge havde vi besøg af opkøbere fra Santa Cruz, der købte alt, hvad der var. Santa
Cruz departementet er i stærk udvikling, og de har et konstant behov for heste.
Calle fortæller om sine uheld med heste og om, at vi
trods alt stadig tænker på at fortsætte til hest.
- Jeg skal nok sige til, hvis jeg hører om nogen, der har
en hest til salg, lover Roberto. - Jeg forstår jeres glæde ved
at ride. Jeg gjorde nøjagtig det samme, da jeg var ung. Hushjælpen kommer ind med en bakke med tre glas.
... IKKE BLOT EN DRØM
Roberto bød på tigermælk – mælk med
druesnaps.
Kort side 66
90
Roberto giver os hver et, og vi
skåler.
- Que rico! - Det smager godt!
siger Calle med et anerkendende smil. Jeg giver ham ret.
Den fedtholdige mælk giver en
tyk konsistens, og det kraftige
islæt af druesnaps fremtryller
en stærk smag, der rykker
styrkegivende gennem hele
kroppen. Navnet tigermælk er
velvalgt.
Vi er hver dag på besøg hos
Roberto for at få et glas tigermælk og en snak. Han fortæller
meget om Che Guevara. Som
så mange andre bolivianere
har han set værdien i det Che
kæmpede for i 1967.
Havde alle de mennesker,
der agter ham nu, givet ham
deres støtte dengang det gjaldt,
kunne Bolivias historie have
udviklet sig i en ganske anden
retning. Jeg har lagt mærke til,
at mange ældre jordbesiddere har Che’s dagbog som uskyldig
aftenlæsning.
Roberto tager os med ud for at se hans landbrugsejendom uden for byen. Han har grise, dyrker korn og har kvæg
på græs. Endvidere har han en estancia inde i chacoen. Hvis
vi har mulighed for det, kan vi tage med på hans næste tur
derud. Trods sin forholdsvis høje status er han helt nede på
jorden.
En 20-årig fyr har opsnuset vores ønske om at købe en ny
hest til Calle og tilbyder os en tiårig hoppe. Vi er ved at have
selvtilliden i orden med hensyn til heste, og jeg siger udfor-
EN SVÆR BESLUTNING
drende:
- Det er en gammel langsom hest du vil sælge. Han tager
tråden op og udfordrer mig til et kapridt. Jeg på Gode Sorte
og han på sin. Han er fyr og flamme. Taler rosende om sin
hests egenskaber og skærer sig en sej pisk. Jeg ønsker ikke at
pine min unødigt og erklærer principfast:
- Jeg bruger ikke pisk. Min hest galopperer af glæde og
lyst. Hvis du tør, vil det være mig en fornøjelse at ride mod
dig.
Vi går hen til et hjørne af plazaen og kikker ud af vejen,
der fører væk fra byen. Vi aftaler at vende ved første vejsving og svinger os i sadlerne. Calle klapper i hænderne, og
vi sætter af sted. Gode Sorte har hvilet et par dage og lægger
sig straks foran. Den er glad og galopperer af hjertes lyst.
En hestelængde bagude skriger og pisker fyren på sin hest.
Mange af hans naboer og venner står og ser til bagude. Det
piner ham at være bagerst. En lille kilometer fremme vender
vi og sætter hjemad. Jeg fører stadig, men han vinder ind.
På de sidste 100 meter klemmer han sig foran ved hjælp af
hårde piskeslag og vinder med en halv hestelængde. Glad
springer han ned, men siger intet. En uerfaren gringo har
på en ældre hest og uden brug af pisk redet næsten close-up
med en lokal rytter. Tilskuerne ser anerkendende til. Fyren
ser sig nødsaget til at slå af på prisen, da vi erklærer, at vi
ikke finder hesten videre hurtig i optrækket. Vi sender ham
hjem med besked om, at vi vil tænke på det til næste dag.
Snakken er reel nok. Hjemme på hotelværelset siger Calle:
- Jeg synes ikke den opfylder mine krav til en god hest.
Den mangler det, som mine to andre heste havde. Selv om
det er den eneste hest, jeg kan købe her, vil jeg ikke have
den.
- Hvad synes du vi skal gøre? spørger jeg.
- Lad os nyde Cuevo en tid, er det eneste han svarer.
- Helt i orden. Det er et dejligt sted. Uden at han siger
det, ved jeg, hvad Calle føler. Han har mistet to heste, og
de uheld har taget hårdt på ham. Han viser det ikke direkte,
men bringer jeg samtalen ind på en videre rejse til hest, får
... IKKE BLOT EN DRØM
han et fjernt, trist udtryk i øjnene. Han vil ikke bruge kræfter
på at finde en ny hest, hvis den også skal dø for ham. Han
ønsker ikke at opleve et nyt slag. Han har følt sig tæt knyttet
til sine to heste. Mange gange når han red, sang han ”Jeg har
min hest, jeg har min lasso” med oprigtig følt glæde. Han
ønsker en tid med ro til at komme sig. Derpå kan vi beslutte,
under hvilke betingelser rejsedrømmen fremover skal realiseres. Jeg respekterer hans ønske.
Kort side 66
92
Vi modtager en ordre til at møde hos kommandanten på
byens militærstation. Boliviansk lov siger, at enhver udlænding skal henvende sig på politistationen ved ankomst til en
by. I praksis er det sådan, at det i storbyer er unødvendigt,
da politiet alligevel ikke kan nå at registrere alle rejsende.
I landsbyer henvender de sig selv til en for at udnytte den
sjældne lejlighed til adspredelse i hverdagen.
Ranke går vi op ad flisegangen mod administrationsbygningen – det gælder om ikke at vise den frygt, vi altid har i
sådanne situationer. Vi tager hatten af og træder agtværdigt
ind på kommandantens kontor. Hilser høfligt og siger, at det
er os en fornøjelse at træffe ham, og at vi har hørt meget
godt om hans person. De første par sekunders opførsel er af
stor betydning for udfaldet af mødet.
Med næsten overdreven venlighed spørger kommandanten:
- Befinder I jer vel i byen? Inden vi når at svare, bliver
spørgsmålet udvidet til at indeholde et krav på oplysninger
om hvad vi laver her. Som sandt er, svarer jeg:
- Vi er turister med ønske om at studere den bolivianske
landbefolknings levevis.
- No lo creo! - Det tror jeg ikke på! Turister vil se storbyer
og bo på moderne hoteller. Mens han klapper sin tunge seksløber, der ligger på bordet imellem os, spørger han videre:
- Medbringer I våben? Her i området har der før været
udlændinge med våben. Vi aner, hvor han vil hen. Griber
tyren ved hornene og siger ligeud:
- Vi ved, det var lidt nord herfor, at Che Guevara havde
EN SVÆR BESLUTNING
base for sin guerilla gruppe. Vi ved også, at militæret til
stadighed er på vagt over for nye guerillagrupper, og at du
mistænker os for at være personer, der udøver undergravende virksomhed. Den sad! Afværgende undskylder han:
- Det var sandelig ikke min hensigt at beskylde jer for
sådanne gøremål. Jeg gør blot min pligt og skal vide, hvad
der sker i distriktet. Med et ønske om at vi vil få en god tid i
Cuevo, siger han tak for et dejligt besøg.
De efterfølgende dage spiser vi ofte middagsmad på
samme restaurant. Hver gang hilser vi pænt på hinanden,
og han spørger, hvordan det går med hestekøbet. Han har
indset, at vore hensigter er at ride og intet andet. Han er en
hård, men reel mand, der altid er imødekommende overfor
os. Hver gang vi ser kommandanten, er han i tæt følgeskab
med sin personlige oppasser. En stille pligtopfyldende person
der tydeligt er vant til at parere enhver ordre uden at stille
spørgsmål om formålet – en farlig type der kan sættes til alt.
Hos sheriffen, der samtidig
er byens lædermand, får vi
at vide, at der udenfor byen
bor en hestehandler ved
navn Felix. Her rider jeg ud
for at få afklaret, om det er
muligt at købe en hest til
Calle. Jeg binder hesten til
trælågen ind til grunden og
går op mod den lille bakketop, hvor huset ligger. På
afstand fortæller sang og
musik, at der er fest.
Felix har for længst hørt
om os og byder mig velkommen. Han har fødselsdag, og
mange venner og familiemedlemmer er til fest. Pladsen rundt om hans treværel-
Dette luftfoto af plazaen
i Cuevo er downloadet
fra Google i 2011. Intet
lader til at have
forandret sig.
... IKKE BLOT EN DRØM
En kvinde på vej til søndagsselskab.
Kort side 66
94
sede adobehus er pænt fejet.
Ligeså er det stampede lergulv
i det rum, hvor maden er sat
frem. Pynten er serpentiner og
udklippede billeder fra blade.
På stole rundt langs væggene
sidder folk og snakker, mens de
nyder vin. Jeg giver håndtryk
til alle og er straks inviteret til
at feste med. Stegt svinekød
bæres ind, og ekstra vin hældes
i kanderne. Snaksaligheden
viser med tydelighed, at adskillige liter allerede er konsumeret. De sidste stykker
svinekød spises, og Felix bærer
appelsinsnapsen ind. Han
hælder op og går de obligatoriske omgange. Kort tid efter er
der endnu mere gang i gemytterne. En kassettebåndoptager
startes, og forvrænget tropical
musik strømmer ud. Vi skal
danse chamamé. Chamamé
er en pardans, hvor hver
danser er udstyret med et
lommetørklæde. Mens man
med rank ryg danser rundt om sig selv og sin partner i fire
fjerdedelstakt, kikker man hinanden dybt i øjnene. Jeg danser
med Felix’s 70-årige mor, der efter adskillige genstande vin
og appelsinsnaps føler sig 50 år yngre. For denne dans får jeg
mange rosende bemærkninger.
Jeg morer mig som sjældent i et par timer eller tre.
Taler med de andre gæster og roser deres velplejede heste.
Fortæller om rideturen og om hvor tiltalende jeg finder deres
land – specielt denne egn. De æres og fortæller om stedets
herligheder. Cuevo er for dem verdens navle og jordens
EN SVÆR BESLUTNING
skønneste plet. Det er altid en kim til glæde at møde stolte
mennesker.
En aften falder vi i snak med hele hotelfamilien, der sidder
på søjlegangen uden for hotellet. Alle tre søskende er her
med deres ægtefæller og børn. Det bliver til en længere snak
om unges forhold til hinanden. I Bolivia pålægger den katolske tro folk ikke at have seksuel omgang inden ægteskab.
Vores holdning i den sag, og navnlig vores for dem bramfri
måde at udtrykke den på, sætter en længere diskussion i
gang.
- Det er nødvendigt at høste mange erfaringer, inden
man vælger livsledsager og gifter sig, starter Calle.
- Vi mener, det er en fundamental pligt at være tro mod
sin kommende ægtefælle, siger borgmesteren.
- Hvis det er en holdning, som man tillægger betydning,
må den gælde begge kønnene, udfordrer jeg.
- Det må jeg sige at være enig i, siger han og rødmer. Et
smil på de omkringsiddende familiemedlemmer antyder, at
vi er ved et af de kildne punkter i latinsk mentalitet. Det er
kun pigen der skal være jomfru ved ægteskabets indgåelse.
Macho-mentaliteten byder en mand at nedlægge så mange
damer som muligt – både før og efter bryllup.
- Selvfølgelig lever Bolivias unge ikke så regelret som de
burde, siger værtindens datter. - I realiteten gør alle deres
erfaringer. Jeg tør dog sige, at moralen betyder, en ung pige
kun er sammen med en fyr, når hun føler en gensidig kærlighed. Her er en forskel fra europæiske forhold.
- Hvis det alligevel er noget der sker, hvorfor så ikke
acceptere det, tage konsekvensen og tale åbent om emnet,
svarer Calle.
- Fortielser og tabuer skaber kun uvidenhed og unødvendige problemer, fortsætter jeg. - Hvor mange piger bliver
ikke gravide ved en førstegangskærlighed af den simple
grund, at de ikke ved hvordan de beskytter sig?
- Mange ulykkelige ægteskaber mellem to 16-17-årige
kunne være undgået hvis de havde passet på, fastholder
... IKKE BLOT EN DRØM
Calle. For ikke at miste folks respekt er eneste udvej at gifte
sig, hvis pigen bliver gravid. I hast arrangeres en vielse. Siden
kan det uden mulighed for direkte modbeviser siges, at pigen
først havde sit første samleje efter ægteskabets indgåelse.
- Personligt er jeg enig, siger datteren. - Jeg blev selv gift
af denne årsag. Jeg ville gerne have afsluttet en uddannelse
først.
- I stedet for at begynde på universitetet i Santa Cruz,
var jeg nødt til som 17-årig at finde et arbejde for at forsørge
min nye familie. Nu lever jeg som chauffør, selvom jeg ville
have været ingeniør, samstemmer hendes mand.
- Det varer mange år, før der i Bolivia kommer en åbenhed om svangerskabsforbyggende midler.
- Ja, der er langt fra i en samtale at indrømme nødvendigheden af oplysning til ungdommen og til at undervise
sine egne børn i brugen af prævention. For at komme så
langt behøver vi en mentalitetsændring i hele samfundet,
siger Roberto.
- Den skal du vente længe på, svarer datteren.
Senere diskuterer vi Bolivias rolle i kokainspørgsmålet.
Med et vigende smil om læberne må borgmesteren indrømme, at med kokainen som leverandør af over halvdelen
af Bolivias samlede valutaindtjening, må det betragtes som
landets største og vigtigste erhverv. Det piner ham tydeligt
ikke at kunne sige, at regeringen gør, hvad den kan, for at
komme problemet til livs.
- I Bolivia undskylder vi os med, at det er jeres befolkningers trang til virkelighedsflugt, der skaber problemet,
siger Roberto. - Vi leverer kun det I beder om. Løs jeres
problemer, og I har løst kokainproblemet!
Kort side 66
96
Vi gør det til en vane at spise aftensmad hos en enlig kvinde,
der har en lille burgerrestaurant. Hotellet vi bor på, har en
standard, der ikke er nær på højde med prisen. Derfor spiser
vi kun morgenmad der. Alle andre måltider indtager vi rundt
i byen. Vi ønsker ikke at hjælpe den gamle højtråbende kone
alt for meget.
EN SVÆR BESLUTNING
Efter en burger går
vi en tur rundt i byen og
bliver tiltrukket af støj og
glad snak, der trænger ud
fra et hus på et hjørne af
plazaen. Vi går derhen og
opdager, at stedet er et
værtshus. Mange unge er
forsamlede, og vi går ind
for at snuse til miljøet og
få kontakt til de unge.
Interiøret er typisk
for et mindre boliviansk
værtshus. Et par nøgne
pærer oplyser et rum
med kalkede vægge. På
træbordene, der alle er af
forskellig størrelse og model, ligger lige så forskelligartede
plasticduge. På væggene hænger farvestrålende kalendere
med topløse damer og religiøse billeder side om side. Ud fra
hvilket ølmærke der står på bordene, kan man se, hvilken
blok gæsterne tilhører. Her er to grupper. De som er lokalpatriotiske og drikker øl fra bryggeriet i Camiri, og dem der
drikker Pazeñaøl, det nationale mærke fra La Paz. Overalt i
Bolivia kan man på denne måde skelne lokalpatrioterne fra
nationalisterne.
Vi falder i snak med sønner af byens rigeste familier. Vi
bygger vores betragtning på det antal tomme ølflasker, som
der står på bordet. Branderten har kostet, hvad der for en
daglejer svarer til adskillige daglønne.
Overklassen i mange samfund ser op til europæerne. Da
de ser os træde ind gennem døren, inviterer de straks på en
Pazeñaøl. Ingen lokalpatroisme her. Hurtigt begynder de at
tale om, hvor gerne de vil til Europa. Som så mange andre
latinamerikanere ser de Europa som det absolutte paradis.
Det er ikke første gang, jeg er ude for denne overdrevne
tilbedelse af vestens materielle velstand. Som de andre gange
I Cuevo gik vi på værtshus med byens velhavende knægte.
... IKKE BLOT EN DRØM
fortæller jeg om følgeproblemerne i form af stofmisbrug,
trivialitet og fjernelse fra naturen. De har svært ved at tro,
at det ikke er alle europæere, der lever i luksus, men at vi
også har fattigdom og åndelig tomhed. Jeg fortæller, at jeg i
Bolivia ser en livsglæde og et fællesskab mellem mennesker,
som man skal lede længe efter hos os.
Det bliver en lang aften med snak om emner som machismo, prævention og livsværdier. Da soldater fra byens
kaserne gør deres ankomst, går snakken videre om diktatur
og pacifisme. Vi priser os lykkelige for at have lært spansk.
Uden et godt sprogkendskab ville en aften med meningsudvekslinger ikke have været mulig. Jeg er overbevist om, at
også de unge vi taler med, sætter stor pris på samtalen.
Kort side 102
98
Vores visum udløber om få dage. Til vores overraskelse og
uheld fandt vi tidligere på dagen ud af, at et nyt ikke kan udfærdiges i Cuevo. Vi er nødt til at rejse til immigrationskontoret i Santa Cruz. Som held i uheld tilbyder en af de unge,
som vi sidder og snakker med, at han vil tage os med til
Santa Cruz. Han skal næste dag derop for at sælge grise. Som
hans nye venner vil han tage os gratis med. Vi tager med tak
imod tilbuddet og byder på en øl.
Den følgende dag indfinder vi os som aftalt hjemme hos
fyren. Knægten er kun 15 år, men han er den i familien, som
tager sig af grisesalget til Santa Cruz. Hans forældre opdrætter husdyr, udover at de også har andre aktiviteter. Vores nye
ven herser vant med en mand på vores egen alder, der åbenbart er altmuligmand på grisetogtet til Santa Cruz. Herudover har han også en chauffør i sin stab. Lastbilen som de er
ved at gøre klar, omtaler han hele tiden som sin egen. Om
det er sandt ved vi ikke, men det er sikkert, at vi har mødt en
fyr med selvtilliden i orden.
På behørig vis går et par timer mere end planlagt med
at få gjort alt klar til afrejse og få sagt endeligt farvel til folk
på gaden. Et par æresrunder rundt om plazaen er også fast
kotume. Fra toppen af ladet hilser vi farvel og på gensyn til
hotelværten og hendes familie.
UVANTE REJSEFORMER
UVANTE REJSEFORMER
Atter er vi på rejse mod nye mål. Verden, hvor er du vidunderlig! At rejse er konstant at tage afsked. Opbrud er en
forudsætning for til stadighed at møde nye steder og atter
kunne undres. Rejsens sjæl ligger i den søgen, som følger
ethvert opbrud. Når man rejser uden fast dagsplan, er det
altid spændende, hvad morgendagen bringer. Det gælder
om at være åben og modtagelig overfor de muligheder der
møder en – se hver enkelt som en gave der er skænket af
skæbnen.
Når jeg rejser, planlægger jeg aldrig i detaljer. Ved at
lægge mig fast på forudbestemte oplevelser, afskærer jeg mig
samtidig fra alle uforudsete. Hele tiden at kunne blive overrasket og stillet til møde med nye ting, som man ikke anede
eksisterede, er en af rejselivets største værdier.
Over den forreste del af lastbilens lad er der
lagt brædder, som danner en lille platform.
Her sidder Calle, hjælperen, to passagerer
og jeg og nyder solnedgangen over bjergene.
Mens de grønne toppe udvisker sig i mørke
silhuetter mod en rød himmel, indsnuser vi
den friske luft, der strømmer imod os.
Under os løber pattegrisene skrigende
rundt. De lægger ikke skjul på, at de er utilfredse med at være indespærrede på et uroligt
lastbillad. Sandt at sige er rejsen heller ikke
komfortabel. Jordvejen er ujævn og opkørt
efter flere regnskyl. Bedst som hjulene har
fundet et plant stykke vej, falder de i et nyt
spor. De når aldrig helt at finde fæste.
Hen på aftenen når vi Camiri. Midt i byen
stopper lastbilen, og knægten springer ud og
siger:
- Lad os gå ind på markedet og spise
Jeg tilbragte en lang
nat på platformen over
grisene. Calle sad i
førerhuset for at holde
chaufføren vågen.
... IKKE BLOT EN DRØM
Vej- og jernbanebroen
over Río Grande.
aftensmad.
- Det kan nemt blive langt op på morgendagen, inden vi
kommer frem til Santa Cruz. Det gælder om at få noget at
stå imod med, siger chaufføren videre.
- Her er 6.000 bolivianos. Gå ud og spis! siger drengen
til hjælperen. Hjælperen står så langt nede på den sociale
rangstige, at han ikke må spise sammen med os. Vi går med
vennen, chaufføren og de to passagerer hen til et bord midt
i det åbne marked. Rundt omkring os og de andre borde er
små barer og spisesteder. Mados og rare mennesker møder
vort blik til alle sider. I lang tid nyder vi maden og en stærk
lokal drink, som vore nye venner præsenterer for os. Vennen
tager en helliters flaske med påskriften 80 procent med sig
som ekstra følgesvend.
Natten tilbringer jeg indhyllet i min sove-pose
på platformen. Vejen bliver stedse dårligere, og
jeg slynges fra side til side. Regnen begynder
at strømme ned, og jeg trækker en presenning
over mig. Flere passagerer kommer på, og jeg
har kun to brædder at ligge på. Alligevel lykkes
det at få et par timers søvn. Calle sidder inde
i førerhuset. Han er blevet bedt om at holde
chaufføren og vennen med selskab, så de
ikke falder i søvn. Hver gang han begynder at
blunde, får han et skub i siden.
Knægten og chaufføren sidder hele tiden og
drikker af deres flaske. For at holde branderten
gående og styre lastbilen tygger de cocablade.
Knægten kører meget af tiden. Det går ganske
udmærket trods coca, sprit og hans unge alder.
Klokken seks krydser vi den smalle jernbanebro over Rio Grande, og ruller trætte ind i byen
Abapo. En ubekvem nat på ladet af grisebilen
er til ende. Vi sætter os på en af de små hjemmelavede restauranter og bestiller morgenkaffe.
Siden klokken seks i aftes har vi kørt 200
100
UVANTE REJSEFORMER
kilometer og mangler endnu 150.
Det har regnet tæt, så den videre
færd kan let blive besværliggjort.
Et måltid er nød-vendigt.
Som frygtet er vejen videre
frem meget dårlig. Regnskyl og
tung trafik har fuldstændig ødelagt
jordvejen. Visse steder står vejen
totalt under vand, og det er umuligt
at se, hvor det er bedst at køre.
På lavtliggende steder hvor vejen
er at sammenligne med et kæmpe
mudderhul, kører biler konstant
fast. Her må alle hjælpe hinanden
med at grave og trække fri. Man
finder sammen i grupper på tre-fire
biler, som hjælper hinanden. Ingen kører videre, før alle er
vel gennem mudderhullerne. Langsomt arbejder vi os frem
mod Santa Cruz. Vi følges med en pickup, hvor der sidder
12 mennesker på ladet.
80 kilometer fra Santa Cruz, der er centrum for Bolivias
moderne jordbrug, kommer vi ind i det store landbrugsområde, der ligger i en halvbue syd, øst og nord om byen.
Skoven er fældet i lange strimler og omdannet til marker.
De ekstensivt, men moderne dyrkede områder strækker
sig i lange striber væk fra vejen. For år tilbage var det mest
sukkerrør, man dyrkede, men nu eksperimenteres der med
mange andre afgrøder. Den lette adgang til Brasilien, som
er et stort og godt betalende marked, giver stærk valuta til
byen. Hvor man alle andre steder i Bolivia dyrker jorden med
okser og hænder som hjælpemidler, bruger man her fuldt
moderne dyrkningsmetoder.
Tunge landbrugsmaskiner har ødelagt vejen fuldstændig,
og rejsen besværliggøres i endnu højre grad. Vi indser, at
vi umuligt når Santa Cruz inden middag og stopper på en
restaurant for at spise middagsmad.
- Hvor er I fra? spørger en halvberuset mand, der sidder i
Kombinationen af jordvej
og regntid betød, at vi
kun kom meget langsomt frem.
... IKKE BLOT EN DRØM
Det tog 30 timer at køre
de knap 400 kilometer
fra Cuevo nederst på
kortet til Santa Cruz.
102
skyggen af en lastbil.
- Skal I til Santa Cruz og købe billig kokain? Vi har
masser, bruser det ud af hans kammerat. De griner
højlydt og skåler med hinanden.
- Vi er turister og vil ikke have jeres skidt. Jeg vil ikke
rådne op i et boliviansk fængsel, svarer jeg. Trods
deres opstemthed falder vi i snak med fyrene. Vi har
selv lyst til en øl ovenpå den hårde nat. Det viser sig,
at de arbejder for en sukkerrørs-plantage og er på vej
ind i chacoen for at skaffe arbejdskraft til den kommende sæsons høst.
- Vi skal lave aftaler med indianerne, siger den ene.
- De skal høste. Maskiner er alt for dyre, siger kammeraten. De giver os en længere indføring i, hvordan
de ansætter og aflønner høstarbejderne. De rigelige
mængder øl gør, at de taler ærligt og frit fra leveren.
En normal arbejdsgang er, at plantageejeren sender
håndlangere ind til indianerlandsbyerne i chacoen.
Disse folk, som ofte selv er indianere, skal reklamere
for det gode arbejde og den høje løn. De skriver
kontrakt med arbejderne, der herefter får udbetalt et
forskud på deres løn. I chacoen er der ingen andre
indtjeningsmuligheder, så indianerne kan ikke afslå
tilbuddet. Før høstens indtræden i maj sender ejeren
lastbiler ind for at hente høstarbejderne. Transporten
bliver påskrevet deres skyldnernota. Kommer de for
tidligt til plantagen, får de også udleveret fødevarer på
kredit fra plantagens butik.
Når høsten går i gang, har arbejderne oparbejdet sig
en stor gæld, som de kan være resten af høsten om
at arbejde af. Høsten igennem arbejder de fra solopgang til
solnedgang. Maden køber de i plantagens butik, hvor priserne er fastsat af ejeren selv – vel vidende at arbejderne
ingen andre steder har at købe ind.
Efter høstens afslutning vender indianerne tilbage til
deres landsbyer. Behøver de fødevarer, tøj eller andet, er
plantageejeren så flink at lade dem skylde pengene indtil
UVANTE REJSEFORMER
næste års høst, hvor de skal komme tilbage og arbejde
gælden af.
Vi tager en taxi fra det sted, hvor vi står af lastbilen, og kører
ind på Plaza 24 de Septiembre, der er den centrale plads i
Santa Cruz. Sprinklere holder græsset grønt, og en stab af
brunklædte parkarbejdere holder stedet fri for ukrudt. Vi
har fra flere steder hørt, at plazaen i Santa Cruz er Bolivias
mest velholdte offentlige plads. Vi tror dem gerne. Ikke det
mindste stykke papir får lov at ligge og flyde.
Til trods for vi er i hjertet af en storby, virker her tiltalende. Skopudsere, kanonfotografer og et enkelt dovendyr i
en trækrone, slår en venlig atmosfære an. Mænd med åbentstående skjorte og kvinder med stedets
kjolemode ser venligt på os. Vi føler os
flove over at være så laset påklædt blandt
folk, der tager deres udseende alvorligt.
Selv om det kun er en uge siden, at vi
sidst vaskede os, føler vi pludselig en
stærk afsky for lugten fra vores krop og
tøj. Den mær-kede vi ikke i går, da vi sad
på grisebilen.
Santa Cruz er som en by i det vilde
vesten. Overalt i centrum løber fortovet
under et tagudhæng båret af søjler.
Tagene er belagt med rødbrun tegl. På
tagpladerne vokser blomster og små
planter. Det giver liv til de i forvejen
varme huse. Santa Cruz er trådt ind i
den moderne verden, men har endnu ikke sagt farvel til sit
gamle miljø.
En kort tur rundt til centrums hoteller underbygger ejerens påstand om at Residenciál Bolívar er det billigste sted
at bo. For 70 kroner for os begge indlogerer vi os på stedet,
der udstråler ro og varme. Meningen er, at vi vil slappe af et
øjeblik, inden vi tager bad og går ud for at spise. Det næste
Skopudsere på plazaen
i Santa Cruz.
... IKKE BLOT EN DRØM
vi husker er, at vi vågner næste
dags middag. Vi har sovet 12 timer
med lyset tændt og det beskidte tøj
på. Med lidt for-sinkelse tager vi et
bad og går ud og får et velfortjent
mål tid.
Patioen på hotellet i
Santa Cruz.
Kort side 102
104
Vi besøger Tery, den ene af de to
unge kvinder, som vi blev venner
med i grænsebyen Yacuiba. Hun
og hendes syv-årige søn bor på et
lille lejet værelse hos to søstre, der
også bor alene med deres børn.
De har hver deres værelse omkring en gård med fælles bad og
toilet. Der er netop flyttet en af deres andre lejere ud, og de
tilbyder, at vi kan leje det ledige værelse for billige penge.
- I skal ikke betale mere, end hvad jeg normalt kræver af
mine lejere, siger ejeren.
- Er du tilfreds, er vi så sandelig også. Du forlanger mindre om ugen, end vi skal betale om dagen på hotellet, siger
jeg. Vi aftaler at flytte ud til dem næste dag.
Om aftenen går vi nyvaskede men stadig iført det beskidte
tøj en tur rundt i centrum. På plazaen opdager vi to mænd
komme bagfra. De gør tegn til, at vi skal stoppe. For en
sikkerheds skyld søger vi ind på en fortovsrestaurant, før vi
standser. Det viser sig, at mændene er to civile betjente fra
narkoafdelingen.
- Your passport, please! - Må jeg se Deres pas, tak! beordrer
den ene på engelsk. De studerer grundigt passene. Stiller sig
åbenbart tilfredse med vores visum, men spørger videre:
- Hvorfor ville I flygte, og hvad laver I byen?
- I er i civil, og vi kunne ikke vide, om I var røvere. Vi
er ikke andet end turister, siger jeg, som sandt er. De stiller
sig tilfredse med svaret og går deres vej – for et kort øjeblik
senere at komme tilbage sammen med en tredje der åbenbart
UVANTE REJSEFORMER
er deres chef. Igen skal vi vise pas og fortælle, hvad vi laver.
Den nyankomne peger på Calles dolk i bæltet, og spørger:
- Er I voldsmænd? Dolken er et våben, som det er ulovligt at gå med på gaden. Historier om at en dolk er en vigtig
del af påklædningen i landområderne, hvor vi netop kommer fra, er ham helt ligegyldig. De har set sig sure på os, og
kommanderer os med på politistationen.
Vi sidder på et kontor i byens centrale politigård. Gennem
den åbentstående dør har jeg udsyn til en indergård, der
danner centrum omkring fængselsceller i to etager. Gennem
tremmerne strækker et hav af hænder sig ud. Synet gør mig
bange. Jeg ved, at vi skal handle fattet og roligt for ikke at
forværre situationen. Politiet i Bolivia er kendt for at kunne
finde på hvad som helst, hvis de vil fratage folk deres penge
eller frihed. Hurtigt aftaler vi ikke at snakke sammen på
dansk. Det kan bare irritere dem og dermed forværre vores
situation, hvis vi siger noget, som de ikke forstår. Den ene af
betjentene kan engelsk. Han forhører Calle, mens den anden
forhører mig på spansk. Chefen har frataget Calle hans dolk
og sidder udfordrende og stikker i bordet med den. Falskhed og snuhed lyser langt ud af de tre mænd.
Forhøret er det værste, jeg endnu har været ude for. Mest
på grund af uvisheden. Vi er helt i deres vold og frygter det
værste for, hvad de kan finde på. Med overdreven mistænksomhed udspørger de os om, hvad vi laver i Santa Cruz. De
samme spørgsmål gentages den ene gang efter den anden.
Da vi fortæller, at vi kommer fra de lavereliggende dale i
den sydlige del af landet, klemmer de øjnene sammen og
spørger, om vi er kokainopkøbere. Vores nej vil de ikke tro
på og siger, at de nok kender folk som os. Mumler noget om
at vi er til fare for Bolivias lovlydige borgere. Pludselig er de
inde i en lang række spørgsmål om vort forhold til narkotika;
siger at dolken er til at snitte hash med, og at den bolivianske
narkolov er meget streng.
De visiterer os intenst. Beder os tage tøjet af og går det
bogstavelig talt igennem i sømmene. Jeg tror ikke, at de reg-
... IKKE BLOT EN DRØM
Selv om Santa Cruz er
en meget rig og moderne by, har centrum et
præg af wild-west.
106
ner med at finde noget. De vil blot gøre os livet ubehageligt
og narre nogle dollars fra os under påskud af et eller andet,
som vi siger eller gør forkert. De finder selvfølgelig ikke noget, og begynder i stedet at søge efter stikmærker fra sprøjter
på arme og ben. De er meget interesserede i de væskende
ridesår, som vi har på bagen, men kan godt se, at de ikke
stammer fra injektionsnåle.
Efter tre timers skarpt forhør kommer jeg i tanke om, at
jeg har et af mine købsbeviser på hestene i en inderlomme.
Jeg trækker det frem og siger triumferende:
- Her kan I se, at vi ikke er kokainopkøbere. Dette papir
dokumenterer, at vi har heste, og dermed er ryttere. Chefen
tager papiret, studerer det og siger anklagende:
- Dette papir beviser, at I er hestehandlere og dermed
forretningsmænd. Han fortsætter: - For udlændinge er det
under stor bødestraf at drive handel i Bolivia, hvis de kun er
i besiddelse af turistvisum!
Narkobetjentene har absolut ikke opgivet håbet om at
anklage os for ulovlig virksomhed af den ene eller anden
art. De siger, at de vil med hjem på hotellet for at undersøge
vores bagage for eventuelt kokainindhold. I samlet trop går
vi hjem på hotellet. Klokken
er nu over tre om natten.
Minutiøst gennemgår
de vores sparsomme udstyr. Alt bliver endevendt.
Specielt er de interesserede
i førstehjælpsudstyret og
toiletgrejerne. Om det så er
tandpastatuben, bliver den
undersøgt indvendig. Vi
ved, at vi skal være yderst
opmærksomme under deres
gennemsøgning af vore
tasker. Ikke den mindste af
deres bevægelser undgår
vores blik.
UVANTE REJSEFORMER
Politiet i Bolivia er kendt for at være aldeles skrupelløse
i deres jagt på turisters penge. Først på turen talte vi med en
fyr, som havde mistet alle sine penge til politiet her i Santa
Cruz. Han var blevet visiteret af to betjente. Den ene undersøgte bagagen, mens den anden holdt ham hen med snak.
Pludselig lød der et triumferende udbrud fra betjenten, der
undersøgte bagagen. I hånden havde han en pose med hvidt
pulver, som han påstod, var kokain, som fyren smuglede.
Alle vidste, at betjenten selv havde anbragt posen i rygsækken sekunder forinden, men fyren kunne intet gøre. Betjentene sagde, at anklagen som kokainsmugler ville blive frafaldet, hvis han på stedet kunne betale en bøde svarende til det
beløb, som han havde i dollars. I modsat fald ville han blive
overdraget til nærmeste fængsel.
Selv om vi næsten ingen bagage har, og de har spurgt
om det meste, får de et par timer til at gå med undersøgelser
og spørgsmål. Vi oplyser intet om, at vi næste dag flytter ud
til vores veninde. Hun skal ikke rodes ind i noget. Samtidig
har vi hendes lejlighed som et flugtsted. Hotelbestyrerinden
bliver også spurgt, om hun tror, at vi er kokainsmuglere. Hun
er heldigvis på vores side og svarer nej.
Langt om længe forlader politifolkene os med et:
- Farvel! og meget understreget: - På gensyn! Vi sidder
tilbage og prøver at slappe af. En ung nordamerikaner, der
også bor her fortæller, at USA’s konsulat har hjulpet ham
hver gang, han har haft behov for det. Det får os til at gribe
telefonbogen og se, om Danmark også har konsulat i Santa
Cruz. Hotelbestyrerinden siger:
- I kan være sikre på, at narkopolitiet kommer igen i morgen, så det vil være en god ide at have hjælp i baghånden. Til
alt held finder vi et Consulado Real de Dinamarca. Vi føler
os lidt mindre alene i verden.
Straks den følgende morgen ringer vi til konsul Booserup, og aftaler at mødes med ham lidt senere på konsulatet.
Politiets behandling af os og vores frygt nikker han genkendende til. Han tilbyder at køre op på politigården med det
samme. En time senere kommer han tilbage og siger:
... IKKE BLOT EN DRØM
Vores veninde Tery
der sørgede for, at vi
kunne leje et værelse i
den ejendom, hvor hun
boede. I 2011 mødte
Calle hende i La Paz.
For at kunne give sine
børn den bedst mulige
fremtid, havde hun uddannet sig til advokat,
og var nu direktør for et
canadisk firmas bolivianske afdeling.
Kort side 102
108
- Fra nu af vil der ikke ske jer noget.
En konsul har langt højere status end en
politimand. Ligesom politiet kan gøre, hvad de
vil, med mennesker der er under dem, har de al
respekt for personer, der er højere oppe på den
sociale rangstige. Nu ved politiet, at konsulen er
på vores side, og de tør ikke længere røre os. Til
vores glæde har han ydermere et gratis tomåneders visum med tilbage fra politigården. Lettede
siger vi tak til konsulen.
- I skal være velkomne tilbage, hver gang I
må have brug for det, siger han til afsked.
På plazaen møder vi de følgende dage
politifolkene. Første gang spørger de bistert og
anklagende:
- Hvorfor gik I til konsulen?
- Han er en af vore gode venner, siger jeg
selvsikkert. De følgende dage hører vi kun venlige – om end påtagede høflighedsfraser, når vi
møder dem på plazaen.
Tery hjælper os med at flytte ind på vores nye værelse. Det
har kalkede vægge og et lille vindue i det ene hjørne. Ud over
en stol, en dobbeltseng og et gammelt sort-hvid fjernsyn,
som vi låner af hende, er her ingen møbler. Vi savner det på
ingen måde. Varmen gør det langt mere behageligt at opholde sig i skygge ude i den lille gård. De to søstre, der ejer
huset, er enlige mødre til hver to børn. Udover beboelse for
hende selv og sine børn, har den ene søster en frisørforretning i sit rum. Pladsen er ikke overvældende. De fire familier
der bor i huset, bruger alle den lille gård som spisestue.
Vi finder hurtigt ud af, at kvindernes ejendom er tilholdssted for kvarterets bøsser. Der er en lille skare, som
kommer her hver dag. Ofte overnatter de på et tæppe på
cementgulvet i gården. Om der er specielt mange bøsser i
Santa Cruz, eller vi bare har fundet et samlingssted, ved jeg
ikke. Egentlig tror jeg, at det er en kombination af begge
UVANTE REJSEFORMER
ting. Kvarterets bøsser har et fristed hos de på mange måder
liberalt tænkende kvinder. De accepterer mennesker, som de
er, og åbner døren for alle, som de fatter sympati for. Det
gælder os, og det gælder bøsserne. Jeg møder flere mennesker i kvarteret, der taler nedladende om vores værtinder
på grund af deres frie tankegang. Selv er de fuldstændig
ligeglade med snakken der går. Det er dejligt at møde så åbne
mennesker.
Vi tilbringer en dejlig luksuriøs tid i Santa Cruz. Tiden går
hovedsagelig med cafébesøg, dagdriveri på plazaen og fjernsynskik hjemme i sengen. Tre af Santa Cruz’s otte Tv-kanaler sender film hele natten igennem.
Ser vi ikke TV, bruger vi nætterne på byens værtshuse.
Spiller pool, drikker øl og taler om den videre rejse. At vi
overhovedet diskuterer det og ikke bare tager tilbage til
Cuevo og fortsætter rideturen, skyldes i bund og grund, at vi
begge har lyst til at fortsætte på anden vis.
- Fra Cuevo skal vi enten ride videre ad hovedvejen til
Santa Cruz eller højere op i bjergene. Bjergene kan være
spændende, men de ubeskoede heste kan ikke gå på de
skarpe sten, som vejen er lavet af, siger Calle.
- Mange mennesker har fortalt interessante ting om Benidepartementet i nord. Der vil jeg gerne op, tilføjer jeg.
- Jeg er så forelsket i Bolivia, som havde det været en
dejlig pige, siger Calle. Jeg vil lære hende at kende fuldt ud.
- Så lad os tage til Cuevo og hente rideudstyret, konkluderer jeg. Tiden er inde til at prøve nye udfordringer, og vi
tager foreløbig afsked med Tery og de andre kvinder, der har
vist os så stor gæstfrihed.
Denne gang vil vi tage toget sydpå. At rejse med tog i Bolivia
er en oplevelse for sig. Straks vi kommer til stationen, føler
vi, at alt kan ske, og at vi ikke selv er herrer over situationen.
Billetter er ikke noget, man bare køber. Det kræver i første
omgang en tur til stationen for at undersøge, hvilke timer
billetsalget er åbnet. Den følgende dag kommer vi tilbage i
... IKKE BLOT EN DRØM
god tid og stiller os op i køen. Et par timer efter annonceret
åbningstid åbner skodderne sig bag jerngitteret, der er et
fængsel værdigt. Et søvnigt ansigt kommer til syne, og salget
går i gang. Langsomt men dog sikkert rykker vi nærmere
skranken. Ind imellem tager billetsælgeren sig en lille pause.
Skodderne lukkes, og der går et suk igennem de folk, der
venter. Når der efter en lang pause lukkes op, rykker vi atter
nærmere med en fart, der svarer til et sovende dovendyrs.
Da afrejsedagen kommer, indfinder vi os på perronen i god
tid. Selv om jeg udmærket ved, at det ikke vil ske, har jeg
som nordeuropæer en indbygget angst for at komme for sent
til toget. Overalt står stabler af bagage og fragt. Høns ligger
mange steder med benene bundet sammen. De er tydeligt
utilfredse med situationen. Et enkelt sted står en ged bundet
og skuler ud over forsamlingen. Her er sandelig også nok at
se på. Tykke indianerkoner med farvestrålende nederdele i
mange lag sidder og troner ovenpå deres bylter. Unger løber
rundt og leger, og andre sælger mad, forfriskninger eller
andet godt. Jeg er lige ved at købe en ny læderlasso. Mellem
de mange mennesker får jeg øje på en af politivennerne. Bevidst undgår han at se på os.
Kort side 102
110
Vi sidder i toget med kurs mod Boyuibe. Vi var i den heldige situation at få siddepladser – noget som ikke er enhver
beskåret. De fleste rejsende skal ned til Yacuiba på den
argentinske grænse for at købe madvarer og ting til markederne i Santa Cruz. Bolivia har udover produktion af kokain
og toiletpapir ingen industri, der er værd at tale om. Alt skal
importeres, og bliver det i rigt mål fra Argentina og Brasilien.
De handlende tager med jævne mellemrum den 600 kilometer lange tur ned til Yacuiba. En rejse, der tager et lille døgn.
Af førnævnte årsag har vore medrejsende ikke overvældende meget bagage med. For år tilbage gjorde jeg rejsen
den modsatte vej, og da var der alt andet end plads. Bagage
lå stablet i hattehylder, under sæder og i alt fod- og gangareal. Når toget i overmorgen vender hjemad, vil det samme
UVANTE REJSEFORMER
være tilfældet.
Nu har vi kun varmen og lugten at kæmpe med.
Udenfor vinduerne, der kun kan lukkes en lille smule
op, er det cirka 40 grader. Herinde ikke mindre.
Dårlig er vi kommet fra Santa Cruz, før folk slæber
madvarer frem. Mest frugt og kyllingekød. Affald
og rester smides blot på gulvet, hvor varmen sørger
for at mangedoble lugten, så alle ved, hvad alle
spiser. Hønsene i hattehylden og geden ved døren
skider på gulvet, så vi også mærker, at de er til stede.
Barneskrig, hanegal og knirkende toghjul sørger for
lydkulissen. Tykke skyer af ophvirvlet jord sørger
for, at vi også mærker rejsen med åndedrættet.
To kvinder kommer op at skændes om retten
til et sæde, som de begge mener at have billet til.
Skrigende og under brug af hårdtslående argumenter
prøver de at smide hinanden væk. De omkringsiddende kommer med ivrige tilråb og latterudbrud
hver gang, et slag går rent ind.
Det bolivianske jernbanesystem er udbygget i første
halvdel af 1900-tallet, og siden er ingen væsentlige
forbedringer sket. Mange steder skyller skinnelegemet væk under kraftige regnskyl i regntiden. Ofte
hører man, at en bro er revet væk af vandmasserne.
Udbedringer sker kun i den mest nødtørf-tige grad.
Det vækker minder om togturen i det nordlige Argentina.
Toget snegler sig frem. Mange gange hopper folk af
toget og løber ved siden af for at få lidt motion.
I hver lille landsby vi kommer igennem, stopper toget
10-20 minutter. I de større en time eller to. Ved perronen
har damer fra byen sat borde op, hvorfra de sælger mad og
forfriskninger til de rejsende.
- Compráme, compráme! - Køb af mig, køb af mig!
- Billige forfriskninger!
- Min mad er bedre, skriger konerne i munden på hi-
De passagerer, som
ikke var heldige at få
billet til siddeplads,
måtte tage til takke med
gulvet i togvognene.
... IKKE BLOT EN DRØM
Når toget stoppede i
byerne undervejs, flokkedes mad- og sodavandssælgere langs
vognene.
Kort side 102
112
nanden. Passagererne går ned langs rækken af boder og udvælger sig den tallerkenfuld suppe eller det stykke kød, som
de synes bedst om. Syv-års piger og gamle koner kæmper
om, at det bliver netop dem, der sælger det glas chicha, der
skal til at skylle ned med.
Ofte skal togføreren ind til stationsforstanderen og have
en kop kaffe. Indtil de får talt færdig, er der ingen fare for,
at vi skal komme af sted. Først når de har ordnet lokalsituationen, og den sidste rejsende har fået sin ris, sætter toget sig
i bevægelse.
En fin tur på ladet af en lastbil der transporterer mel ind i
dalene, bringer os det sidste stykke hjem til Cuevo. Alt er
ved det gamle. Hotelværtinden skriger over børnebørnene,
og jævnstrømsgeneratoren går ud hele tiden. Vi nyder atter
at være på landet. Over et glas tigermælk sælger jeg min hest
til Roberto. Han betaler 90 dollars, hvad der kun er 40 under
det, som jeg selv gav. Med en stor tak og en lille sentimental
UVANTE REJSEFORMER
tåre siger jeg farvel til Gode Sorte.
Vi har ikke mere at være i Cuevo efter og drager på trods
af petroleumsstrejke og dårlige varsler af sted i en overfyldt
jeep og havner i Camiri, hvor vi straks går hen på en lille restaurant. Efter et godt måltid mad sidder vi forgæves resten
af aftenen og venter på kørelejlighed til Santa Cruz. Ingen
lastbiler kører sent på dagen. Ved midnatstid gider ejeren
ikke sidde oppe længere. Han giver han os et tæppe og siger,
at vi kan overnatte på gulvet i restauranten. Han går i seng,
og vi snupper en øl mere fra køleren. Jeg smider 2.500 bolivianos ned i pengekassen, og føler mig hjemme.
Den følgende morgen får vi to tilbud om transport til
Santa Cruz. Det ene fra en jeepejer, der lokker med at kunne
køre os til Santa Cruz på syv timer.
- Det koster 40 dollars per person, men så kommer I til
gengæld hurtigt frem, lokker han. Den høje pris er ikke det
eneste, der taler mod hans tilbud. Sidde ubekvemt syv timer
i en gennemstøvet kabine og med høj fart køre ad en ujævn
jordvej virker direkte afskrækkende. I stedet vælger vi en
lastbil, som nok ikke er hurtig, men til gengæld koster under
en fjerdedel.
- Den er nyrepareret og i fin stand, lover ejeren.
- Er du sikker? spørger jeg, mens jeg sparker til fordækket.
- Hov, hov gringo! Hvis du vil med, vil jeg ikke have ballade.
- Okay, afgør Calle. Vi springer op, og bilen kører ned til
markedet, for at se om der er flere der vil med. Her kører en
chauffør ikke, før hans lastbil er fyldt op. I Bolivia har hver
by et sted, hvorfra lastbilerne afgår. Oftest er det i forbindelse med markedet. Imens chaufføren finder flere rejsende,
køber vi ind til turen. Udover den legendariske proviant af
brød, mayonnaise og sennep køber vi cocablade.
Sammen med 15 andre passagerer kører vi nordpå. Triller
langsomt op mod Santa Cruz. Calle byder som altid en
... IKKE BLOT EN DRØM
cigaret til de medrejsende. Venlige vibrationer er indledt, og
rejsen kan begynde at øse af sin kilde af oplevelser.
Middagsmaden indtager vi på en restaurant, der ligger på
et gadehjørne i Gutierrez. Det specielle ved stedet er hverken maden eller byens størrelse. Maden består som alle andre
steder af suppe med kødklump, ris med kylling og ají – chili
og til slut en kop kaffe. Byen er den sædvanlige provinstype
med gader af jord og en jævnstrømsgenerator, der larmer
fra 19 til 24. Det spændende er imidlertid, at fortsætter vi ud
af vejen ved siden af restauranten, kommer vi til gården El
Fincal. Videre herfra kommer man ad en sti til floden Rio
Ñancahuazú ved hvis bred den lille ejendom Ñancahuazú
ligger. Det var i denne ejendom, at Che” Guevara i 1967
havde hovedkvarter. Min drøm om at se stedet, bliver desværre ikke opfyldt denne gang. Jeg ved, at muligheden en dag
vil komme tilbage.
Kort side 102
114
Vi er så småt begyndt at lægge planer for, hvad vi skal gøre,
når vi kommer til Santa Cruz, da et metallisk brag fra bagakselen brat river os ud af planlægningen. Med et ryk holder
vi stille, og vi bliver atter mindet om, at i Bolivia er planlægning et tidsfordriv, man kan foretage, hvis der ikke er mere
fornuftige ting at tage sig til.
Lastbilejeren åbner bildøren og springer ned fra førersædet. Lettere ophidset, men ikke just overrasket siger han:
- Undskyld! Det forekommer mig utænkeligt at min bil
har problemer. Den er i fineste stand, og om et øjeblik kører
vi igen.
- Ja, ja, vi får se, siger en af vores medrejsende.
- Jeg mener helt bestemt, at bilen lige er efterset. Det kan
ikke være noget alvorligt, fortsætter ejeren undskyldende.
Alle folk ser afventende til. Tydeligvis er det ikke første
gang, de er ude for et sådant uheld. Ejeren begynder at grave
i roderiet under førersædet og fisker en rusten skiftenøgle
frem. Med den og en hjulnøgle begynder han sammen med
sin hjælper at skille bagakslen ad. Bilen er klodset op, og
langsomt tager reparationen sin begyndelse. Vi ser til. Selv
UVANTE REJSEFORMER
med vort kendskab til mekanik kan vi se, at ejerens snak om,
at bilen er i fin stand, ikke holder. Et par møtrikker mangler
helt, og andre er spændt over gevind. Hjulet kommer af, og
vi ser, at det er længe siden kardankrydset har følt lugten
af olie. Metalspåner og ødelagte tandhjul er her til gengæld
rigeligt af.
Først for nylig har moderne teknik fundet vej til Bolivias
indre. Folk har endnu ikke erfaret, at det i det lange løb er
fornuftigt at vedligeholde. Bolivianerens holdning til livets
praktiske gøremål er meget afslappet. Arbejde er noget man
udfører for at skaffe mad på bordet og tag over hovedet. Når de
direkte behov er opfyldt, ser bolivianeren ingen logisk grund til
at fortsætte. De fleste bolivianere er venligheden selv. Altid
har de tid til en snak, og ingen person de møder, er ikke en
snak og et smil værdigt. Desværre virker dette livssyn ikke på
lastbiler og anden teknik.
Hjælperen sendes de tre timers
kørsel tilbage til Camiri for at hente reservedele. Vi passagerer har straks indset, at vi ikke kommer videre foreløbig.
Roen er på intet tidspunkt brudt. Selv om alle har et bestemmelsessted for rejsen, synes ingen at bekymre sig over, at
ankomsten vil trække ud. Nogle sætter sig til at vente på
ladet, mens andre går hen til et nærliggende hus for at købe lidt mad.
Pligtskyldigt roder ejeren videre
med bagakslen, selv om alle kan se,
at det ikke har nogen betydning, før
reservedelene ankommer.
Timerne og snakken går. Efterhånden som natten og trætheden
falder på, accepterer man, at videre
rejse ikke vil ske den dag. Indianerkonerne på ladet breder tæpper
ud ovenpå varerne og sætter sig
til rette, mens mændene går en
sidste tur rundt om bilen. Calle og
jeg kan kun følge deres eksempel.
Da lastbilen brød sammen, tilbragte vi en nat
på vejen.
... IKKE BLOT EN DRØM
Vi breder soveposerne ud bag lastbilen og forbereder os på
nattens komme. Sadlerne bliver atter en gang hovedpude og
ridetæpperne igen liggeunderlag. Kratskovens dyrelyde danner igen baggrund for en fredfyldt nat.
Morgendagen bringer intet nyt med sig. Medhjælperen
kommer ikke tilbage, og ejeren kan ikke selv klare reparationen. De eneste, der tillægger det større betydning, synes
at være os. De gange der med timers mellemrum kommer et
andet køretøj forbi, gør de tegn om, at de skal stoppe. Det
sker ikke, og ingen hidser sig op over det. Calle og jeg bliver
utålmodige, og bestemmer os til at gøre noget.
- Jeg har på fornemmelsen, at der ikke er nogen biler, der
stopper og tager os med herude, siger Calle.
- Så er det bedst at gå de fem kilometer tilbage til den
landsby, vi kom igennem i går, svarer jeg. - Der så jeg flere
lastbiler holde ved en restaurant.
- Vi spørger de chauffører der spiser, siger Calle. Spørger
vi dem først direkte, siger de sjældent nej.
Nøjagtig 24 timer efter vi kørte i stykker, kommer vi af
sted igen – om end gående og i modsat retning. Kun et par
timer senere kommer vi kørende tilbage forbi den stadig
holdende bil. Vore tidligere medpassager gør stoptegn, men
vores nye chauffør kører forbi.
Kort side 102
116
Vi sidder oven på ladet af et læs kartofler. Det vejer tungt
til, og lastbilen har for længst set sine bedste dage. Langsomt
men foreløbig sikkert går det fremad mod Santa Cruz. Ved
Rio Grande gør vi et lille kaffeholdt lige som sidste gang,
vi kom forbi. Abapo er det naturlige stoppested på rejse
fra Camiri til Santa Cruz. Det ligger godt midtvejs. I en af
spisehytterne møder vi jeepchaufføren, der i går tilbød os
den dyre, hurtige tur. Med hast i blikket kundgør han, at det
tog ham otte timer at køre til Santa Cruz. Nu er han på vej
tilbage. Vi fortryder intet. Vi har en langsom, men fin tur.
Abapo ligger nede på chacoplateauet. Herfra og til Santa
Cruz er hverken bakker eller sænkninger i landskabet. Praktisk har det den betydning, at vandet her i regntiden ingen
UVANTE REJSEFORMER
steder har at løbe hen. Over lange strækninger står vejen
under vand. Visse steder er der mudderhuller, hvor dybe
hjulspor kundgør, at her skal passes på, at vi ikke kører fast.
Fra Rio Grande kører vi på ladet af en pickup. Det går lidt
hurtigere end med kartoffelbilen. Den havde stort overlæs,
og var i så dårlig stand, at hastigheden til tider nærmede sig
nul. Stigninger klarede den under ydelse af anstrengelser, der
fik os til at frygte et dødssuk fra motoren hvert øjeblik.
To døgn og syv timer efter afrejsen fra Cuevo ankommer
vi til Santa Cruz.
Dette var hovedvejen
mellem den argentinske
grænse og Santa Cruz
– Bolivias næststørste
by.
... IKKE BLOT EN DRØM
PÅ BESØG I EN ANDEN VERDEN
Mennoitter i Santa Cruz.
Kort side 127
118
I centrum af Santa Cruz ser vi hver dag
mennoitter gå rundt i deres traditionelle
klædedragt. Mændene bærer bomuldsskjorte, blå overalls og sivhat. Kvinderne er
iført en lang kjole i blå eller grønne farver.
På hovedet har de en stor hat udsmykket
med stofsløjfer eller blomster. Børnene
bærer nøjagtig samme klædedragt som de
voksne. Lang
selskabskjole og stor hat. Om det føles
dejligt med så meget tøj i tropeheden, tvivler
jeg på.
Ingen af de bolivianere vi spørger,
ved særlig meget om mennoitterne, og vi
beslutter at aflægge en af deres kolonier et
besøg. Vi erfarer, at der ligger en stor koloni nogle hundrede
kilometer øst for Santa Cruz.
Atter engang står vi i kø på stationen. At kalde den en
banegård, vil være at overdrive. Et enkelt spor fører hen mod
stationsbygningen, slår en krølle, og løber forbi perronen.
Længere fremme er et sidespor, hvor der holder en række
tomme jernbanevogne. På græsarealet inden for krøllen står
et par køer tøjrede.
Vi har en fin tur til San José knap 300 kilometer østpå.
Turen tager otte timer, hvad der giver en gennemsnitshastighed på 40 kilometer i timen, når der fraregnes de timer,
hvor vi holder stille. Det er hurtigt. Samtidig har vi siddeplads, og der er spisevogn med. At turen kun koster 15
kroner understreger, at det på alle måder er en fin tur. Vi
ankommer til San José klokken tre om morgenen, og lægger
os på perronen for at sove nogle timer, inden vi går på opdagelse. I Bolivia er jernbaneperroner et yndet sted at overnatte, hvis man ikke ønsker at betale for et hotelværelse.
PÅ BESØG I EN ANDEN VERDEN
Selv om San José ikke er større end så
mange andre store landsbyer, hviler der en
betydningsfuld stemning over stedet. Jeg
tror, det skyldes, at vejen videre østpå, nu
kun bliver et sandet hjulspor. Man føler, at
byen er sidste betydningsfulde sted inden
Brasilien. De næste byer er små udsteder.
Mod syd er kun den ugæstfri chaco. Derinde er ingen byer. Kun enkelte fattige indianerlandsbyer og spredte estanciaer. Et par
hundrede kilometer mod syd, på grænsen
til Paraguay, er et par militærposter – ellers
intet.
Som udgangspunkt for jesuittermunkenes
missionsvirksomhed blandt chacoindianerne ligger en stor kirke og et tidligere
kloster på plazaen. Prangende fylder den
hele østsiden af plazaen. Senere på dagen
vil vi aflægge den et besøg. Lige nu gælder det morgenkaffe
på en lille restaurant på sydsiden af plazaen. Vi sætter os ind
til et af de fire blåmalede træborde og bestiller to kopper
sort kaffe. Gennem bagdøren ser vi ud i den lukkede gård.
En kone er ved at vaske tøj i et stort træfad. Et par høns og
den i Bolivia allestedsnærværende gris med snor om halsen
går omkring i adstadigt tempo. Eneste loft er tegltagstenene
over os. Rødderne fra planterne på taget hænger ned i laser.
En rytter kommer over den støvede plaza. Vi føler os hensat
i en åbenbart ikke afsluttet fortid.
Kirken har et højt tårn af råt tilhuggede sten. Kirkeskibet
er en lav bygning opført i en enkel trækonstruktion, og har
tegltag med lav rejsning. Jesuitternes mission her i San José
er bygget midt i 1700-tallet som den sidste i en række missioner, de skabte rundt i det, som nu er det østlige Bolivia.
Alt arbejdet er udført af de indianere, som jesuitterne
optog i det nye samfund. Mellem to lange rækker stolper
der holder midterspærrerne oppe, står to rækker bænke. Set
Jesuitternes kloster i
San José.
... IKKE BLOT EN DRØM
i forhold til byens størrelse er kirken stor. Alle indbyggerne
kan med lethed få en siddeplads. Her må tidligere have været
mange munke. Deres haver og kloster ser vi gennem en
åbentstående dør i kirken.
Fra en lille tepavillion på plazaen nyder vi skyggerne
blive lange over kirke og tempel. I de brungule aftenfarver
træder alt frem i et drømmende skær. I støvet udvisker
virkeligheden sig. Munke i lange gråsorte kutter træder ud
gennem klostrets porte. Med langsomme, troskyldige skridt
drager de ud for at følge
deres kald som herrens tjenere. Korset holdes i fremstrakte hænder, og deres sind
er fyldt med billeder af fortabte sjæle i mørke og sultende
kroppe uden tøj. Med vished
om at være himmelens og det
lyksalige livs budbringere går
de ind i chacoen. I en sky af
støv ser jeg dem forsvinde.
Plazaen i San José.
Kort side 127
120
I morgenes kølige luft står vi
ved politiets spærring ved vejen mod San Ignacio. Som altid er det tid til at demonstrere
visum og fortælle lidt om rejsen. En flink betjent siger:
- I kan vente her, til I får kørelejlighed ind i området.
- Hvor tit kommer der biler forbi, spørger Calle afventende.
- Der kører camiones – lastbiler hver dag, svarer vejbetjenten. Han ved ikke, hvornår vi kan være heldige at komme
med, men mener helt sikkert, at det vil ske i dag. Atter en
gang blusser vores nordiske jag op i os. Vi bliver utålmodige
ved ikke at vide, hvornår vi kan komme videre.
- Skal vi gå? spørger Calle. - Der er kun 46 kilometer ind
til kolonien.
- Hvis vi går til, kan vi være der sidst på eftermiddagen,
svarer jeg.
PÅ BESØG I EN ANDEN VERDEN
- Afgang! Jeg gider ikke spilde tiden her!
I starten står solen lavt over horisonten, men som timerne går, nærmer den sig faretruende meget zenit. Temperaturen stiger ad en kurve, der er ligefrem proportional med
solens stigning. Smerten i vore fødder stiger ad en ret kurve.
Lysten til at fortsætte til fods falder svagt. Den ene rygsæk
vi har med, skiftes vi til at bære en time ad gangen. Beregninger om hvad tid vi kan komme frem, bliver til tanker om,
hvornår der vil komme en bil forbi.
- Jeg orker ikke at gå mere, siger Calle. - Det er mindst 45
grader.
- Jeg indrømmer, at det var overilet at begynde at gå.
Efter 17 kilometers gang hører vi motorlarm bagude, og
snart stopper en lastbil ud for os. De trækker på smilebåndet,
da de tager os op. Kun gringoer kan være så dumme, at de
begynder at gå en lang vej i brændende sol.
Ved kilometersten 46 springer vi af, og går ind ad den
lille skovvej mod kolonien. På begge sider af vejen tårner
den tropiske regnskov sig op i imponerende højde for at
lukke sig over vores hoveder. Hist og her er der pletter med
lavere bevoksning, hvor undergrunden visse steder står under vand. Det er tilholdssted for fugle og små krokodiller. En
kilometer inde hører skoven op, og foran os har vi et stort
opdyrket område. Marker breder sig ud over det åbne land,
og længere fremme ser vi bebyggelser. Vi står i udkanten af
mennoitternes San José-koloni.
Vi går frem ad den jordvej, som fører ind i kolonien. På
begge sider er marker, der bærer præg af stor arbejdsomhed
og akkuratesse. Jorden er bedre tilberedt og bærer større
udbytte, end de marker vi ellers har set i landet.
- Det er som at træde ind i en helt enden verden – eller i
hvert fald som at komme til et andet land, siger Calle.
- Det minder overhovedet ikke om Bolivia, samtykker
jeg.
Ved det første hus vi kommer til, ser vi to ældre mennesker komme gående. Vi stopper dem for at se, hvordan de
reagerer på fremmede. Med erfaring for at enkle spørgsmål
... IKKE BLOT EN DRØM
om køb af mad er en god indfaldsvinkel til videre samtale,
spørger jeg manden:
- Er der et sted i kolonien, hvor vi kan købe brød?
- Nej! er det eneste svar, vi modtager. De taler indbyrdes
sammen på deres eget sprog, hvoraf Calle kan forstå så
meget, at de diskuterer, hvad vi egentlig vil. De synes at nå til
en konklusion, og siger kort:
- Vent lidt! De går op til huset, og kommer lidt senere
tilbage med en stor brødhumpel. Det er ikke muligt at få en
samtale i gang. De er utrolig tilbageholdende. Der er ikke
andet at gøre end at takke af og begive sig videre ind i kolonien.
Længere fremme ad vejen møder vi et ungt par, der
kommer kørende i hestevogn. Da de passerer, kaster de et
hurtigt blik på os og foretager en trækning, der kan tolkes
som en hilsen. Det er helt klart, at de ikke er vant til besøg
af ikke-mennoitter. Vi forstår, at skal vi i kontakt med dem,
må vi vække deres nysgerrighed, så de selv tager initiativet til
et møde. Vi sætter os i skyggen at et træ midt i landsbyen og
afventer slagets gang.
En egentlig by er der ikke tale om. På begge sider af vejen
fører med mellemrum en allé ned til en gård små 50 meter
fra vejen. Så tilbagetrukket at man har privatliv, men samtidig
så tæt på, at man kan betragte gadens liv fra huset. Haverne
mellem stuehusene og vejen er alle omkranset af en lav hæk.
Det er ikke prydhaver, som vi kender dem, men nyttehaver
med frugttræer og urter. Hver plante tjener sit praktiske
formål. Selv efter europæisk målestok er husene meget
velholdte. Bygningsstilen er tydelig nordeuropæisk med høj
rejsning på stuehusene.
Kort side 127
122
Fire fyre har i lang tid betragtet os i smug under dække af
at arbejde bag en lade nær ved. Endelig tager de mod til sig,
og kommer langsomt nærmere. De er langt mere usikre ved
situationen, end vi er. Som venlighedsgestus gør vi tegn til
dem, at de skal komme og spise en appelsin med os. Til sidst
PÅ BESØG I EN ANDEN VERDEN
overvinder de sig selv og kommer og
hilser på os.
Ved at spørge om hverdagsting får vi
langsomt en samtale i gang. Vores oplysninger om hvor vi kommer fra, synes
ikke at sige dem noget. Lettere går det,
når de fortæller om kolonien. Langsomt
får de munden på gled og fortæller os om
San José kolonien og mennoitterne.
Mennoitsekten er opstået i Nederlandene
midt i år 1500. Den er opkaldt efter præsten Menno Simons,
der levede fra 1492 til 1559. Hovedgrundpillerne i deres tro
er, at de for-kaster barnedåben, edsaflæggelse og militærtjeneste. Sekten lagde fra starten meget vægt på Bibelens ord
”Skik dig ikke lige med denne verden” fra et af Paulus’ breve
til romerne. De holder sig for sig selv og blander sig så lidt
som muligt med omverdenen. I modsætning til almindeligt
kristne er mennoitterne ikke i dialog med verden. Det har
ført til selvtilstrækkelighed, stivhed og indelukkethed.
De er altid udvandret til et nyt land, når de har følt det
omgivende samfund presse for hårdt på.
Mennoitterne i Bolivia går under navnet ”Old Colony
Mennoittes”. I 1870’erne blev de af Zaren fordrevet fra
Chortiza kolonien, som var den ældste mennoitbebyggelse
i Rusland – deraf navnet Old Colony. De emigrerede til
Canada, hvor de fandt ro til at leve deres afsondrede og religiøse liv. Under første verdenskrig harmoniserede Canadas
regering sin skolepolitik, og mennoitterne blev tvunget til at
følge statens læseplaner. Mennoitterne ville hverken opgive
plattysk som deres undervisningssprog eller indordne sig under kravet til alsidig indføring i historie- og geografiundervisning. Bibellære havde altid været, og skulle altid være eneste
skolefag.
I 1920’erne emigrerede en gruppe Old Colony mennoitter til Mexico, som tillod indvandrerne at leve isoleret og
uden kontakt med det omgivende samfund. På grund af
Dette billede af en
hestevogn er et af de
eneste billeder, som vi
tog i mennoitkolonien.
... IKKE BLOT EN DRØM
mangel på jord emigrerede en gruppe videre til Bolivia i marts
1967. Senere kom enkelte familier fra Canada og Belize. San
José kolonien består overvejende af indvandrere fra Belize.
Deres lukkethed overfor den omgivende verden betyder,
at de er imod industriel udvikling. Nogle fraktioner dog mere
end andre. Old Coloni mennoitterne er blot en ud af en lang
række af baptist- og mennoitretninger. Andre grupper er i
langt højere grad en del af vores samfund. Omvendt er der
andre steder, hvor de i endnu højere grad lever deres eget liv.
Calle har i USA været i forbindelse med kolonier, hvor man
totalt afskyr den omgivende verden. De lever i størst mulig
grad deres liv inden for koloniens grænser. Blandt andet helt
uden maskinel hjælp til markarbejdet. Her i Bolivia ser vi
dem derimod tit på indkøb i Santa Cruz, og de rejser frem
og tilbage med offentlige transportmidler. I USA skærer
kontrasten langt mere i øjnene. Der står de i modsætning til i
Bolivia overfor et samfund, hvor industriel udvikling er selve
samfundets fundament. De skal i USA følge deres filosofi
langt mere markant for ikke at blive løbet åndeligt over ende
af det omkringliggende samfund.
Kort side 127
124
Da mennoitterne kom til Santa Cruz, slog de sig ned i et
område, der dengang var vild urskov. De 6.000 hektar, som
denne koloni råder over, er nu stort set omdannet til god
landbrugsjord.
- De første år boede vi i simple træhuse. Så snart jorden
var under plov, byggede vi større og mere bekvemme huse
med bliktag, siger den ældste af fyrene på et gebrokkent
spansk.
- I er nået langt på den korte tid, roser jeg.
På kun 12 år har de ved slid og hårdt arbejde skabt et
samfund med velordnede forhold. I denne del at Santa Cruz
departementet findes 14 lignende kolonier.
- Hvilke fag har I i skolen? spørger Calle.
- Hele dagen går med Bibellæsning og afskrivning fra
Bibelen, svarer den ene.
- Herudover lærer vores fædre os at dyrke jorden og
PÅ BESØG I EN ANDEN VERDEN
arbejde på gården. Pigerne lærer at udføre kvinders job, siger
en anden.
- Men de går også lidt i skole, tilføjer den første.
Mens vi snakker med drengene, slutter en mand på cirka
45 år sig til os. Da han hører, at vi er fra Europa – Danmark
tør vi slet ikke nævne, spørger han, om det ligger langt fra
USA, som han ved ikke er langt fra hans gamle land Belize.
- Du har en flot gård, siger jeg. - Kan det lade sig gøre at
se den?
- Værsgo! siger han stolt, og viser os ned til gården.
- Det hus har vi lavet, siger drengene. - Det er koloniens
butik.
- Hvad sælger I? spørger Calle i håbet om at blive vist
ind. I modsætning til bolivianerne der altid forstår en skjult
hentydning, opfatter drengene ikke vores mening, men siger
kun:
- Vi sælger arbejdsredskaber, stof så kvinderne kan sy
tøj og enkelte madvarer. Igennem vinduet kan jeg se en stak
ølkasser og spørger:
- Drikker I øl?
- Lidt. Kun som forfriskning efter arbejdet.
- Sælger I cigaretter? spørger Calle, i håbet om at redde
sig en pakke.
- Cigaretter! gentager en
af drengene forkasteligt. - Vi
hverken ryger eller danser. Bibelen
siger, at det er dårlige ting.
- Jeg har en lille radio, siger
en af de andre fyre, og viser os
en lommeradio. - I må ikke sige
det til nogen. Jeg har svært ved
at gennemskue de regler, der
siger, hvilke moderne ting mennoitter gerne må bruge. Jeg føler
ikke, at der er en konsekvens i
afgørelserne. Praktisk ser vi det
ved, at en traktor ved drengenes
Det lykkedes os at få
en samtale med disse
fyre. Calle er født på Als
og kunne kommunikere
på tysk med fyrene, der
talte plattysk.
... IKKE BLOT EN DRØM
hus har jernhjul. Gummi er et produkt, som de ikke vil eje.
Traktoren selv vil de gerne bruge. Calle kan huske, at alle
mekaniske hjælpemidler var bandlyst i den koloni, som han
besøgte i USA. Til transport af mennesker kan vi se, at de
holder linjen klar. Her bruges kun hestevogne med træhjul.
Når det gælder om at lette det hårde arbejde, er det åbenbart
nemmere at slække på principperne.
Indgangen til en have i
mennoitkolonien.
126
Mennoitterne lever spartansk, og de bruger ingen penge på
fornøjelser og sjov. Det sammen med deres store arbejdsomhed gør dem rige – rigdom som hovedsagelig bruges til indkøb af mere landbrugsjord. Stadig ekspansion er nødvendig,
da hver familie får mange børn, og alle lever som landmænd.
Nogen anden måde at skaffe til livet på eksisterer ikke i deres
verden.
På agerjorden dyrker de soya, majs, bønner samt lidt
bananer og sukkerrør til husholdningen. De har alle køer,
der giver mælk og kød. Smør og ost laves af alle familierne. I
det hele taget er man selvforsynende. Til den daglige husholdning købes der næsten intet i San José eller Santa Cruz.
Landbrugsprodukterne sælges i stor udstrækning direkte til
Brasilien, hvor prisen er bedre end i Bolivia. Det er således
begrænset, hvor meget det omkringliggende samfund nyder
godt af de rige mennoitkolonier. På nær ved jordkøb går der
næsten ingen penge ud af kolonien.
Mennoitterne har nok sig selv, og gør intet for at lære
at forstå bolivianeren og hans kultur. For til stadighed at
udvikle et samfund er det nødvendigt med udfordringer og
inspiration udefra. Det får mennoitterne ikke.
I løbet af dagen får vi et lille indblik
i
mennoitternes liv. Man fødes som mennoit, og kan ikke forlade sekten. Vi hører om enkelte, der har giftet sig med kvinder udefra, men de er undtagelser. Til gengæld har de heller
ingen teologisk grund til at missionere for ikke-mennoitter.
Ingen udefra kommende optages i mennoitfællesskabet.
Systemet forbliver lukket.
Mændene vi møder, taler et gebrokkent spansk. Enkelte
PÅ BESØG I EN ANDEN VERDEN
kan noget engelsk fra deres tid i Belize. Nogle kan endog
et næsten rent tysk. Al intern samtale foregår på deres eget
sprog. Kvinderne er meget sky og taler ikke med fremmede,
hvis de kan undgå det. Det kan de i øvrigt meget let. De taler
udelukkende deres egen dialekt. Mændene er mere snakkesalige trods deres usikkerhed overfor fremmede. Desværre er
det svært at holde en samtale gående, da de så godt som intet
kender til verden omkring dem. For dem har tiden stået stille
i 200 år. De ved, at der findes en verden udenfor, men den
interesserer dem ikke. Midt i kolonien har vi udsyn til en mur
af skov hele vejen rundt. Det er enden på kolonien og deres
verden. Hvad der rører sig udenfor, er dem ligegyldigt.
Med dagens sidste solstråler som tilskuere forlader vi mennoitterne. Træder ud af fortiden og vender tilbage til vor
egen verden.
- Det er sent. Lad os slå teltet op, foreslår Calle.
- Jeg orker ikke mere i dag, svarer jeg. Vi rejser teltet,
hvor mennoitternes vej støder på vejen til San José. Træt i
både sjæl og krop falder jeg i søvn, og drømmer mig selv ind
i rollen som mennoit. Jeg lever i en verden, hvor tiden kun
eksisterer som i dag og i morgen. Tid i historisk forstand
findes ikke.
Jeg rives brat ud af søvnen af lyden fra en lastbil. Det
Fra mennonitkolonien
nord for San José til
højre på kortet, rejste vi
til hovedstaden La Paz.
... IKKE BLOT EN DRØM
Fra en café i Cochabamba betragtede vi folk
på fortovet.
betyder kørsel tilbage til San José. Vi skynder os at pakke
teltet sammen. Det er lastbilen, vi kørte med i går. De stopper straks da de ser os, og vi springer op. Tilbage ved vejpolitikontrollen spørger betjenten med et grin:
- Hvordan det var at gå i gårsdagens varme? Inden
vi kan nå at svare, hører vi toget starte på stationen. Vi
kaster rygsækkene på nakken og spurter ned til jernbanelinjen. Toget er allerede oppe i god fart, men vi får
givet tegn og stoppet det så meget, at vi kan hoppe om
bord. Under hele togrejsen opholder vi os i spisevognen.
Et par mennoitter gør os følge, og vi får en hyggelig snak
om livet i kolonien.
Et par dage senere står vi på busterminalen i Santa
Cruz, og venter på afgang til Cochabamba. Inden bussen
kører, møder vi vores gamle politivenner. De er som altid
på jagt efter turister, som de kan anklage. Som
en sidste afskedshilsen lover de at arrangere en
velkomstkomité med deres kollegaer i La Paz.
Endelig ruller vi ud af byen. Buschaufføren byder
velkommen til en lang bustur, og hans hjælper
deler gratis Coca-Cola ud.
Cochabamba har vi bestemt, blot skal være et
gennemrejsepunkt. Vil man have lang tid nogle
steder, må man springe over andre, hvor spændende de end er. Amazonas er samtidig begyndt
at røre kraftigt på sig. En svag duft af regnskov
og tropisk hede dirrer i næseborene.
Desværre er det ikke muligt at komme med
tog til La Paz. Vi foretrækker togrejser frem for
busrejser. Jernbanen går oftest gennem smukkere
naturområder end vejene, og der er mere plads
i toget. I den 38 personers bus vi kom med fra
Santa Cruz var 54 personer, syv høns og et utal at
bylter presset ind. I midtergangen sad folk ovenpå
pakker med filmspoler til biograferne i Cochabamba.
128
PÅ BESØG I EN ANDEN VERDEN
I Cochabamba tilbringer vi en ventedag med at studere
gadens liv fra en lille cafe. Med største naturlighed går alt fra
rige overklassefolk til ludfattige indianere rundt mellem hinanden. Latinamerika er kontrasternes kontinent. På samme
gadeflise kan der stå en mand med store besiddelser i Europa og USA, og en mand der knapt nok aner, at der eksisterer en verden udenfor Cochabamba. De er begge borgere i
den samme by.
Først på aftenen rejser vi videre mod landets hovedstad. Vi
har kørt godt 25 kilometer, da chaufføren opdager, at det
ene tvillingehjul er fladt. Han stopper, og vi ser, at møtrikkerne på god boliviansk vis er skruet over gevind. Værktøjet
er som sædvanligt i uorden. Det tager tre timer at få vækket
ejeren af et værksted, hvor reparationen kan foretages. Ventetiden
tilbringer vi på en lille vejrestaurant.
Jeg beundrer bolivianernes smag
for chili, eller ají, som det hedder
her. En knivspidsfuld er nok til, at få
halsen til at brænde. Ved bordet foran
mig sidder en mand, som venter på
at få serveret sin mad. På bordet er
anbragt en brødbakke og en skål med
ají. I støt og roligt tempo brækker
han brødstumper af, skovler et lag ají
på, og fører det med velbehag ind i
munden. Hver gang jeg ser læberne
lukke sig lykkeligt om den rødbrune
klæbrige pebermasse, mærker jeg min
hals bryde i flammer.
Jeg husker engang for år tilbage,
hvor jeg var på restaurant med en
rejseveninde i Santa Cruz. I den kølige
aftenbrise sad vi på en overdækket
fortovsrestaurant og modtog de to
retter varm mad, som vi havde bestilt.
Pigerne på plakaterne
lokkede os til at nyde en
Vascaaøl.
... IKKE BLOT EN DRØM
På det tidspunkt kunne vi intet spansk og satte fingeren et
tilfældigt sted på menukortet. Min veninde fik serveret en
tallerkenfuld rygende varm kødret med ris. Jeg fik en dyb
tallerken, hvor kød og grøntsager svømmede rundt i en kold
suppe. Jeg spiste en skefuld og mærkede irritationen brede
sig over at få en kold ret, når jeg havde bestilt en varm.
Netop som jeg ville tilkalde tjeneren, stoppedes jeg af en
brændende smerte, der langsomt bredte sig ned i maven.
Kort efter var retten forvandlet til en sammenkogt ret, der
brændte voldsomt.
Noget over midnat kommer chaufføren tilbage og siger
det længe ventede:
- Vamos! - Vi kører!
- Er bussen i orden? spørger en ældre kvinde.
- Si, si, svarer han. - Den er som ny. Han stiger ind og
drejer nøglen for at starte. Vi hører kun en svag skratten fra
starteren og en efterfølgende høj eder fra chaufføren.
- Jeg ved ikke hvad der sker, fortsætter han. - Vil I give et
skub? Et par kvinder udsiger forbandelser over chaufføren
og hans bus, mens mændene lægger kræfterne i, som var det
den mest naturlige måde at starte en motor på.
Vi skubber bussen i gang og svinger ud på den mørke
bjergvej. Resten af natten forløber uden afbrydelser i
kørslen. Jeg slumrer dybt begravet i min sovepose og drømmer om kæmpe peberfrugter, kondorer og sneklædte tinder.
Kort side 127
130
Nedkørslen til La Paz er fantastisk smuk. Fra kanten af højsletten kører vi ned mod bunden af en stor canyon. Hovedstrøget med dets højhuse ser jeg som en smal stribe, der
bugter sig gennem dalbunden. Op ad skråningerne breder
beboelseskvartererne sig. 700 meter over dalbunden ender
byen og højsletten begynder. Fra et hvilket som helst sted i
La Paz, kan hele byen overskues. I ingen anden hovedstad
kan det lade sig gøre. Det er utrolig nemt at finde vej i La
Paz. Man kan altid se målet for sin færd, og det går enten op
eller ned.
Det er koldt i La Paz, og luften er meget tynd. På kun
PÅ BESØG I EN ANDEN VERDEN
halvandet døgn, er vi steget fra 300 til 4.000
meter over havets overflade. Iltmangelen er
uudholdelig, og huden længes efter varme. I La
Paz skal naturen og livet opleves med øjnene.
Bag byen rejser Illimaní-massivet sit isklædte panser op i 6.460 meters højde. Som et vartegn over Andesbjergenes stolthed hilser det
byen fra sin ophøjede position. Ved nattetid er
månens lys i den evige sne med til at lyse over
byen.
La Paz viser sig fra start at være venlig stemt.
Der ligger breve fra familie og venner og venter på os på postkontoret. Her har vi de første
hilsner hjemmefra, siden vi forlod Danmark
fire måneder tidligere. Vi holder en lille højtidelighed på en café i centrum og nyder genforeningen med den gamle verden. Vennerne
skulle bare vide, hvor mange gange deres ord
bliver læst.
La Paz og egnen omkring byen er usigelig
smuk. Der er en række steder, man ikke kan
tillade sig selv at gå glip af, når man er i denne
del af Bolivia. Vi tilbringer en uges tid som storbyturister.
Markedet oven for San Francisco kirken har altid fascineret mig. Her sælges både fortid, nutid og fremtid fra gadens
boder. Jeg stopper ved en indianerkone, der sidder midt i sin
verden af udslåede skørter. Tøjets farver danner en livfuld
kontrast til brostenenes mørke. På det udbredte vævede tæppe
ligger bunker af grøntsager, gulerødder i en stak og kartofler.
Kvindens barn ligger indhyllet i den traditionelle poncho på
hendes ryg. Den trygge barndom bag moders tunge skuldre
er starten på et liv som Aymaráindianer, Altiplano jordbruger og handlende på La Paz’ gader. Jeg vender blikket ned ad
det brolagte fortov og ser en endeløs række af kvinder med
udbredte tæpper. Der handles med mad, visdom og beskyt-
La Paz har en særpræget beliggenhed.
Billedet er fra den gamle
bydel. Forstadskvartererne breder sig op ad
dalsiden mod det flade
land oven for byen.
... IKKE BLOT EN DRØM
Aymaraindianer på
gaden i La Paz.
På heksemarkedet
kan man købe helbredende urter, amuletter
og lamafostre. De
sidste murer man ind
i fundamentet til et
nyt hus – det giver
lykke for beboerne.
Kort side 127
132
tende ånder. Indtørrede lamafostre købes af husbyggere, der
behøver en hjælpende ånd. Fostret mures ind i et hushjørne
og hindrer ondskab at trænge ind. Cocablade ligger i store
sække. De venter på en plads i højlandsindianerens mund, så
han skånes for sult, tørst og træthed. Længsel er den eneste
følelse, de ikke bedøver. Gades lugte, rendestenens snavs og
kvindernes råb trænger bjergenes kulde i baggrunden. En indre varme strømmer ud af mit hjerte og reflekteres i det fjerne
Illimaní-massivs ismasser.
På frugtmarkedet langes tropiske frugter ned i poser
og indkøbsnet. Der pruttes priser, og hele tiden hører vi
udtrykket:
- Demasiado! - Det er for meget! Både sælger og køber
kender salgsprisen på det hele, men traditionen kræver, at
priserne forhandles. Banan, papaya og appelsin afgiver en
duft af jungle. Hver morgen bringer lastbiler frugt op fra
Alto Beni og Las Yungas. Jeg sætter tænderne i en grape og
mærker den let bitre saft brede sig i munden. Den efterlader
en smag af skovens frodighed.
AMAZONAS TUR-RETUR
AMAZONAS TUR-RETUR
En kold fredag morgen får vi på immigrationskontoret at
vide, at en forlængelse af vores visum koster 100 dollars. Så
meget vil vi ikke ofre, og bestemmer i stedet at søge at nå
Brasiliens grænse i Amazonjunglen, inden det nuværende
visum udløber ni dage senere. Det vil desværre nødvendiggøre en hurtigere rejse gennem Benidepartementet, end vi
først har regnet med. Et område der efter sigende skal være
meget smukt.
Afskeden med La Paz fejrer vi på en kælderrestaurant, hvor
vi nogle aftener før har nydt en del Pisco snaps. Denne gang
er det ikke den peruanske nationaldrik, der står på det rokkende træbord. Derimod en flaske lokal, sød rødvin. Bolivia
er ikke noget nævneværdigt vinproducerende land. Tit kan
det være svært at få serveret vin på mellemklasserestauranter.
Selv om denne restaurant ligger i centrum, er tjeneren ikke i
besiddelse af en proptrækker. Vinen bliver åbnet ved, at han
banker bunden af flasken hårdt mod væggen. For hvert slag
bevæger proppen sig få millimeter op, og til sidst kan han
servere.
Under påvirkning af vinen snakker vi om den
forestående rejse til Amazonjunglen. I et ubetænksomt øjeblik slynger jeg ud:
- Den eneste rigtige måde at opleve junglen på, er at
købe en kano og i den drive ned ad en flod og på nært hold
opleve dyre- og plantelivet. Undervejs kan vi skaffe maden i
de landsbyer der ligger langs bredden.
Calle tømmer sit glas og holder mine øjne fanget, mens
han siger:
- Vi køber en udhulet træstamme.
Jeg fortsætter:
- Vi ved fra rideturen, at vi skal bruge det samme transportmiddel som de lokale, hvis vi vil i kontakt med dem.
I den uvejsomme jungle foregår al transport på floderne.
... IKKE BLOT EN DRØM
Kanoer lavet af udhulede
træstammer er det almin-delige
transportmiddel.
Endnu en drøm er født og
endnu et mål sat.
På bjergvejen fra La
Paz til de tropiske dale
var der kun få steder
så meget plads mellem bjergsiden og
afgrunden, at to biler
kunne møde hinanden.
Autoværn var der intet
af.
Kort side 142
134
Dagen efter siger vi farvel
til La Paz fra bagsædet af en
lille ubekvem bus. Passerer
det godt 4.700 meter høje La
Cumbre-pas, hvor vi begynder
nedstigningen gennem Las
Yungasdalene til det tropiske
lavland.
På en strækning på kun 65
kilometer falder vejen 3.460 højdemeter. Fra passet er der
en enestående udsigt til Andeskædens største bjergmassiver, der her viser sig fra deres mest voldsomme og barske
side. Når skydækket for en stund åbner sig, ser vi gennem
det støvede busvindue snedækkede tinder dukke frem højt
over os. Deroppe hvor himmel og jord mødes, er der ingen
plantevækst. Det er en polarverden af is og klippe. Længere
nede ad bjergsiden er der tætte bambusskove, hvor den sky
og sjældne brillebjørn skjuler sig. Nederst i dalen, kilometer
under de kolde toppe, hersker det subtropiske klima med
stor artsrigdom. Den smalle kløft giver en fornemmelse af,
at et vilddyr med ufattelige kræfter, har revet en dyb flænge i
jorden.
Vejen vi følger, er en af Bolivias farligste og samtidig
en af de mest spændende. Kun få steder er den mere end
et ujævnt hjulspor, der er den anlagt på smalle afsatser eller
hugget direkte i den ofte lodrette bjergvæg. Flere steder rager
klipperne så langt ud over vejen, at småsten og grene drysser
ned på taget af bussen. Et møde mellem to køretøjer foregår
ved, at den nedadkørende på et særligt bredt sted kører helt
ud til kanten. Så langt ud at yderhjulene flugter med afgrunden, og passagererne med hjertet i halsen klumper sig
AMAZONAS TUR-RETUR
sammen i den modsatte side. Den opadkørende bil klemmer
sig nu mellem den holdende bil og bjergvæggen. Er det to
lastbiler som mødes, skraber ladenes sider ofte mod hinanden.
På de smalleste steder bliver alle passagererne beordret
ud. I fald at uheldet skulle være ude, er det kun chaufføren
selv, der styrter ned.
- Hver måned er der i gennemsnit en bil, der falder ned.
Februar bød på to, siger en medpassagerer roligt. Flere
steder ser vi lastbiler og busser, der ligger smadrede nogle
hundrede meter nede ad bjergsiden.
Efterhånden som vi kommer ned i den beboede del af dalen,
er vi konstant i fare for at få vandkaskader ind gennem
vinduerne. Karnevallet er netop begyndt og en af de største
fornøjelser er vandkamp. Ved hvert vandhul står uskyldigt
udseende børn, der sender en byge af vand mod bussen, når
vi er ud for dem. Flere gange sker det, at vi for sent opdager
faren og ikke når at få lukket vinduerne. Hver gang til lige
stor jubel for børnene.
Over middag gør vi holdt, hvor en sidevej går af. Mellem en lille flod og bjergskråningerne smyger to lange rækker træskure sig langs vejkanten. I hvert skur, som ikke er
større end et gammeldags ishus, sidder en tyk indianerkone i
spraglet nederdel og sælger mad- og drikkevarer til rejsende.
Kyllingelår, empanadas, risretter og stærk kaffe er kun lidt af
det, som hun sælger. Ved de fleste boder står samtidig store
sække fulde af cocablade. Vore medrejsende forsyner sig
kraftigt til den videre rejse. Selv indtager vi det legendariske
suppe-, kød- og kaffemåltid i en lille restaurant.
Turens mål er Caranavi. En by der ligger ved Beniflodens
øvre løb, og som er centrum i de tæt beboede Las Yungas- dale. Indtil starten af 1900-tallet boede her kun spredte
indianerstammer. Vejføringen har imidlertid betydet en
tilflytning af mennesker fra det overbefolkede og kolde
Altiplano, hvor livet på grund af kulden og den ringe nedbør
Fra højlandet til junglen
kørte vi tre gange ad
vejen, som senere blev
udråbt til at være verdens farligste vej. I dag
bruger biler en ny og
sikker asfaltvej, mens
den farlige er cykelsti for
turister.
... IKKE BLOT EN DRØM
Kort side 142
136
kan være meget hårdt. I modsætning hertil viser naturen sig
nede i de tropiske dale fra sin mest gæstfrie side. Overalt er
der en grøn symfoni af træer og buske, som giver hjemsted
til de mest farvestrålende fugle. Det smukkeste syn øjet kan
fange, er, når peberfuglen i sin sortgule fjerdragt flyver ind
mellem de dybgrønne bananpalmer. Det store næb er skabt
til frugtrov.
I skovrydninger på bjergskråningerne dyrker bønderne
bananer, appelsiner, mandariner, papaya og kokosnødder.
Ikke bare til eget forbrug, men også som salgsvare til markederne oppe i La Paz. Udover disse vitaminrige frugter
dyrkes også coca. Blade tygget med kalksten fjerner sult- og
træthedsfornemmelser. Store dele af Bolivias befolkning,
specielt på Altiplanoet, er på grund af fødevaremangel og
den tynde luft nødt til konstant at være påvirket af coca.
Cocabladene er endvidere råproduktet i kokainfremstillingen, som sker i stor stil rundt i de afsidesliggende skovområder. Lokket af de høje priser, som kokainproducenterne
giver, dyrker de fleste bønder hovedsageligt coca. Regeringen
prøver at få dem til at dyrke andre produkter i stedet, men
det er næsten umuligt så længe, at de tjener langt mere på
cocaen. Mange familier på afsidesliggende bjergskråninger
får endvidere en ekstra indtjening ved at producere kokainpasta, som er første skridt på vejen mod kokain. Skjult af
kløfter eller skovbevoksning har man store kar af oversavede
olietromler nedgravet i jorden. Heri blandes cocabladene
med vand, syre og petroleum. Med bare tæer trampes rundt i
massen, indtil der dannes en brun klæbrig pasta.
Med bil, fly eller af bærere bliver pastaen transporteret til
det indre af Beni- og Santa Cruz-departementerne, hvor den
sidste del af produktionen foregår. Fra produktionsstedet
bliver kokainen fløjet over Columbia til USA, eller det bliver
ad skov stier båret til nærliggende landsbyer, hvorfra lokale
overtager fragten til La Paz eller Santa Cruz. Denne kurérvirksomhed er meget udbredt blandt lavlandets unge. Man
betragter det som en almindelig og anerkendt måde at tjene
penge på.
AMAZONAS TUR-RETUR
En meget stor del af verdens
kokainproduktion sker i Bolivia.
Indtægterne herfra gør eksporten
til landets vigtigste indtægtskilde.
Det menes, at 60 procent af landets
indtægter stammer fra kokainen. I
spøg kalder man kokainen for landets
hovedindustri. Regering og militær er
dybt involveret i denne handel, og der
er derfor aldrig gjort noget effektivt
for at dæmme op for den. Først da
USA i 1986 truede med at afbryde
sin økonomiske hjælp til landet, hvis
der ikke blev grebet ind, kom der
gang i sagerne. Med brug af nordamerikanske soldater, flyvemaskiner
og armerede helikoptere blev der
lavet en storstilet razzia i Chaparaegnen i Cochabambadepartementet – et jungleområde hvor en stor del af Bolivias
kokainlaboratorier findes. I øvelsen deltog en hær på 2.500
mand, der omfattede både jægersoldater og faldskærmstropper. Efter denne klapjagt foretog det nationale politi og
”Leoparderne” – soldater trænet og bevæbnet af amerikanerne, konstant razziaer og kontrolleringer rundt i
Cochabamba- og Benidepartementerne. Præsident Reagan
fik samtidig lejlighed til at vise flaget i dette område, hvor en
venstreorienteret guerillabevægelse er under opbygning.
Om aktionen har betydet nogen som helst mindskelse
af kokainmisbruget i USA, er tvivlsomt. De indre sociale
uretfærdigheder i USA, der driver så mange ud i misbrug,
er der ikke ændret på. I Bolivia gjorde man under aktionen
intet for at få fat i de egentlige bagmænd. Soldaterne ødelagde ved razziaerne blot eksistensgrundlaget for en stor
gruppe bønder, for hvem cocaavl er eneste vej til overlevelse.
For mig at se har aktionen kun været ment som et skræmmemiddel mod den venstreorienterede guerillabevægelse og
dens tilhængere. Che Guevaras kamp og idealer står hvert år
Cocablade er billige og
legale i Bolivia. Bladene
dyrkes på Andesbjergenes nordøstvendte
skråninger.
... IKKE BLOT EN DRØM
stærkere i bolivianernes hukommelse. USA’s bekynring for
hvad det kan føre til, er stærkere end ønsket om at stoppe
kokainproduktionen.
Efter ophøret af den fire måneder lange razzia er alt igen
ved det gamle. Politiet gør et inkonsekvent stykke arbejde.
For at aflede opmærksomheden fra de virkelige bagmænd
gøres et stort nummer ud af at fortælle, at det er turisterne,
der er de hovedansvarlige. Hver gang en turist bliver taget
med en smule kokain, kan man være sikker på, at det bliver
slået stort op i pressen.
Karneval i Caranavi. Der
var en militærbelægning
i byen, og rekrutterne
havde klædt sig ud som
højlandsindianere i nederdel, BH og lyst hår.
138
Ovenpå den sindsoprivende tur fra La Paz, orker vi ikke at
rejse mere den dag. Calle byder på en hamburquesa, som er
det spanske navn for hamburger, og vi går på jagt efter byens
billigste hotel. En god nats søvn giver os kræfterne tilbage.
Vi begiver os ned til byens udkant for at afvente kørelejlighed hos vejpolitiet. Alle køretøjer skal her stoppe og afgive
information om bestemmelsessted. Vi har blot at vente på
en, der skal til Palos Blancos – vort næste mål.
- Hvis I giver en øl på nabobaren, skal jeg sørge for at I
kommer med, når en bil kører mod Palos Blancos, siger den
ene betjent med et smil på læben.
- Vi er også tørstige, siger Calle.
Der er god tid til at betragte karnevalsløjerne, der for
alvor bryder løs i dag. Som i andre byer har børn og unge
AMAZONAS TUR-RETUR
taget opstilling ved vejen for at overdænge forbipasserende
og hinanden med vand. Ingen kan vide sig sikre mod at få en
vandfyldt ballon i nakken. En kærkommen spøg da temperaturen er over 35 grader i skyggen.
- Cuidado! – Pas på! råber en lille pige. Inden hendes
veninde når at dreje hovedet, sejler de lange sorte fletninger i
vand. En knægt står lidt væk og holder sig på maven af grin.
I lang tid er der ingen, der vover at beskyde os to fremmede. Det eneste der rammer os, er længselsfulde blikke. Til
sidst bliver fristelsen for at give vort tørre tøj vand dog for
stor. To 10-års piger samler mod, og sender tungtlastede balloner efter os. Til stor morskab for alle bliver vi indlemmet i
festlighederne. Midt i det hele kommer et karnevalsoptog af
rekrutter fra byens kaserne gennem gaden. Udklædningerne
er sjove parodier på de lokale beboere. Bønder, soldater
og indianerkoner med et lille barn på ryggen. Foran går et
orkester, der efter musikken at dømme, må være specielt
sammensat til lejligheden.
Som lovet får vi sidst på dagen kørelejlighed på ladet af en
lastbil. Snart siddende, snart stående bumler vi sammen med
30-40 lokale videre ad den hullede jordvej. Hele tiden står
folk af og på ved de palmebladshytter, som vi kommer forbi.
Huse og brugsredskaber er lavet af de forhåndenværende
naturmaterialer. Det giver et pust af harmoni mellem natur
og menneskeliv. Her lever man med og ikke mod naturen.
Undervejs forelægger vi vore rejseplaner for en ung fyr,
som vi falder i snak med. Han fortæller, at vi har to muligheder for den videre rejse. Den ene er at følge vejen et par
hundrede kilometer længere frem. Derfra kan vi tage en båd.
Al transport i Nordbolivia foregår ad flodvejen. Denne løsning mener han, kan være vanskelig gennemførlig på grund
af meget dårlige vejforhold i regntiden, der endnu ikke helt
er ovre. Den anden mulighed er at komme med båd højere
oppe ad floden. Denne løsning kan også have sine problemer. Kun få både kommer efter vejanlæggelsen herop.
- I kan overnatte hos mig, og i morgen undersøge even-
I Caranavi ventede vi på
kørelejlighed ved vejpolitiets stopskilt.
... IKKE BLOT EN DRØM
tuelle bådafgange, tilbyder han. - Havnebyen er kun 14 kilometer fra hvor jeg bor. Tilbuddet tager vi imod med glæde,
da månen allerede står højt på himmelen.
Fyren bor med sin far, søster og to brødre i en landsby, der
bærer det indbydende navn El Paraiso – Paradiset. I en af
landsbyens hytter, der fungerer som spisested, forelægger vi
faderen vort problem. Ej heller han kan fortælle os hvilken
af de to rejsemuligheder, der vil være den hurtigste vej frem.
Vi kan endnu engang fastslå, at tidnød og bolivianske rejseforhold aldeles ikke går i spænd sammen. Aftalen bliver, at
jeg næste dag skal gøre en rekognoseringstur på cykel ud
til havnebyen Santa Ana. En eventuel skibsafgang skal ikke
mistes.
- For år tilbage blev der skudt en gringo i Santa Ana,
fortæller faderen. - Han blev dræbt, fordi der herskede en
generel misstemning mod hvide i byen. Ikke fordi han havde
gjort noget. Det minder os om, at vi som hvide ikke er lige
velsete overalt i Sydamerika. Mange ser os i forhold til dem
rige vesterlændinge som årsagen til deres fattigdom. Ofte
bliver man under rejse mødt af en om ikke ligefrem uvenlig, så dog kold optræden, der tydeligt fortæller, at man ikke
er velkommen. Generelt er lavlandets beboere dog meget
gæstfrie. Naturen viser sig her fra sin lyse side. Man lever
med en vished om, at det aldrig kan gå helt galt. Sulten kan
altid stilles ved at plukke frugter på de planter, der til alle
sider omgiver en. Huse kan laves af de træer, der myldrer
op af jorden. Fattigdom betyder aldrig alvorlig sult og nød.
Letheden ved at klare sig gennem tilværelsen, giver sig udslag
i et optimistisk livssyn. Der er ingen grund til at bekymre sig
om i morgen.
Kort side 142
140
Vores familie ejer det eneste hus i landsbyen, som har fundament og gulv af beton. Vægge og tag er som i alle andre
huse lavet af bambus og palmeblade. Vinduerne består i al
deres enkelthed af et trådnet, så fugle ikke flyver ind, men
den forfriskende vind har fri adgang. Vinden har også fri
AMAZONAS TUR-RETUR
adgang mellem væggenes bambuspinde. I det tropiske klima
vil tætte vinduer og vægge skabe en stillestående og uudholdelig varm luft. Husets indervægge er lavet af flettede
palmebladsmåtter. Samme slags måtter fungerer som madrasser i sengene. Over hver seng hænger det uundværlige
moskitonet. Det varme, fugtige klima skaber ideelle levevilkår for et utal af insekter, der ikke alle er lige kærlige
sovedyr.
Familien har boet her de sidste 20 år. De var blandt de
første, der bosatte sig i denne del af Alto Beni, da vejen fra
La Paz blev åbnet. Deres indtjening kommer fra salg af de
frugter, som de dyrker på deres to tønder land store rydning
bagved huset.
- Det hårdeste arbejde består i at holde de træer og buske
nede, som ikke giver frugter, siger faderen.
- Ellers er det blot at plukke de frugter, som træerne er
bugnende fulde af, fortsætter vores nye ven.
En tur gennem plantagen viser os, at de ikke overdriver.
Det er en sand jungle af frugttræer. På trods af at vi netop
har rejst os fra morgenbordet, lader vi ikke muligheden for
at sætte nogle friske appelsiner og grape til livs, gå fra os.
Fra plantagen går vi hen for at se landsbyen i dagslys.
Den består af ti-tolv hytter, der alle er opført som vores
værts-families. Hele fire hytter fungerer som butik og spiseog drikkested for forbipasserende. Udbyttet herfra kan ikke
være stort, for ofte er der timer mellem hvert besøg.
Familiens ældste søn driver en rismølle i landsbyen. Han
modtager og videresælger omegnens risproduktion. Såvel
tærskning som påfyldning i sække sker ved håndkraft af fem
unge mænd fra landsbyen. På et støbt cementareal foran
hytten tramper fem mænd med bare tæer rundt i risen for at
løsne kærnerne fra stænglerne. Sammen med andre lignende
på egnen, er møllen et led i et hjælpeprojekt startet af en
sammenslutning af kirkesamfund. Et hjælpeprojekt der ikke
går ud på at kapre sjæle til en bestemt religion eller religiøs
sekt, men kun på at hjælpe det nye samfund i gang.
Værten bød på tropiske
frugter.
... IKKE BLOT EN DRØM
Bolivias hovedstad La
Paz ligger i knap 4.000
meters højde. Derfra
kørte vi ned gennem
Yungasdalene til byen
Rurrenabaque, der
ligger i 300 meters
højde, hvor det flade,
tropiske lavland starter.
Undervejs kom vi også
gennem det kuperede
kvægland Alto Beni.
142
Vi finder projektet tiltalende, og aflægger
lederen, en ung nordamerikaner, et besøg.
- Hjælpeprojektet går ud på at starte små
industriforetagender, som de selv kan styre. Her
er tale om rismøller og snedkervirksomheder,
oplyser projektlederen Robert. Efter at han har
sat dem i gang, bliver de overgivet til en person
fra den pågældende landsby.
- Som noget nyt, har jeg inde i bjergene
opført et teglværk, der producerer mursten til
opførelse af huse i omegnen, fortsætter han.
Projektet volder ham mange hovedbrud på
grund af konstante afbrud i arbejdet. Et
problem med lastbilen betyder, at der ikke kan
hentes cement i La Paz. Alt byggearbejde må
indstilles, indtil en reservedel fremtrylles. Et
andet problem han kæmper med, er at folk
uden grund udebliver fra arbejdet i dagevis. Har de tjent
rigeligt med penge, ser de ikke grund til at arbejde foreløbigt.
Udover de praktiske projekter giver organisationen legater
til unge, som vil studere. Således har rismøllens ejer været i
USA og studere flodøkologi.
I bagende sol tager jeg mod Santa Ana for at undersøge
eventuelle bådafgange. I min naivitet tror jeg, at det vil være
hurtigst at cykle, og begiver mig ud ad vejen på en femgears
racercykel. En sådan cykel er absolut ikke skabt til opblødte
jordveje. Allerede efter otte kilometer bryder gearet sammen,
og jeg må skjule cyklen under grene i vejkanten og begive
mig videre til fods. En drøj tur da solen står lodret over mig,
og terrænet er meget kuperet.
I Santa Ana bliver jeg hilst kært velkommen af en vandhane foran byens kaserne. Marinesoldaterne, der driver rundt
på flodbredden, oplyser, at der for to dage siden gik en kano
ned ad floden. Den næste afgang skal vi sandsynligvis vente
uger på. Med denne viden er der ikke andet at gøre end
begive sig hjem mod El Paraiso. Efter 14 kilometers trækken
AMAZONAS TUR-RETUR
med den ødelagte cykel ankommer jeg dødtræt til paradiset
og fortæller, at næste mål hedder Palos Blancos.
Selv om det kun er midt på eftermiddagen, regner vi
ikke med at komme videre den dag. Karnevallet har holdt sit
indtog og sat sit tydelige præg på folks aktiviteter. Det er så
langt op på dagen, at alle chaufførerne er for fulde til at køre.
Nogle timers venten bekræfter os i dette. Den eneste bil der
kommer, føres af en mand, der har slukket sin store tørst i
andet end klart kildevand. Ham skal vi ikke med.
Hele aftenen sidder vi og nyder cikadernes sang uden for
en hytte, hvor en nordamerikansk missionærkvinde holder
prædiken for byens børn. Ved at fortælle om alt det gode
Jesus gjorde for børn, søger hun at få indianerbørnene til
at træde ind i hendes kristne sekts rækker. Specielt lægger
hun stor vægt på at fortælle, at den kristne gud er den eneste
sande gud, og at de mennesker der ikke vedkender sig og
døbes i hans navn, vil ende i helvedes flammer. For at vinde
børnenes tiltro og mødrenes hjerter, har hun små gaver med.
Med sine trusler river hun børnene ud af forældrenes og
forfædrenes religion. Ud af den religion hvis ydre rammer er
det sæt leveregler og traditioner, der ikke blot har holdt sammen på samfundet, men også har holdt det i harmoni med
naturen i årtusinder.
De tidligere naturfolk har svært ved at finde deres plads
i en religion og påtage sig et livssyn, der har rod i en helt
anden verden. Spørgsmålet er, om det overhovedet er missionærernes mål, at de skal have en plads heri. Om de ikke
blot skal gøres til en rodløs frustreret skare, der med største
lethed kan udnyttes af de industri- og landbrugsforetagender, der er missionærernes sikre efterfølgere.
Kunne man på universiteternes geografistudier skrive dokterafhandling om hvem og hvad der transporteres på ladet af
bolivianske lastbiler, ville vi kunne aflevere et meget varieret
stykke arbejde. Denne gang er lasten et halvt læs øl og sodavand, der fra starten ganske sikkert har været pænt læsset.
... IKKE BLOT EN DRØM
Den 250 kilometer lange rejse fra La Paz har imidlertid sat
sit tydelige præg. Bunden er dækket af et pænt lag glasskår
og knuste trækasser. Ved hver ujævnhed i jordvejen gør
Calle, jeg og de to hjælpere vort bedste, for at de sidste hele
kasser ikke skal gå samme vej som de øvrige.
Kort side 142
144
I Palos Blancos er karnevallet i fuld gang. Den række boder,
som de handlende har langs vejen, er alle pyntet med serpentiner og konfetti. Deres ejere går rundt og snakker og griner,
eller de sidder ved madboderne og drikker øl. Hvor gerne
vi end vil, kan vi ikke lade os rive med af festlighederne,
før eventuelle lastbilafgange videre frem er undersøgte. I en
hytte hvor der sælges mad og kaffe, falder vi i snak med en
fyr, der skal samme vej. Hvad han fortæller, er ikke ligefrem
opmuntrende:
- I tre dage har jeg forgæves ventet på kørelejlighed.
Efter sigende er vejen videre frem opblødt, og al færdsel
umulig. Er det sandt, kan vi ikke forestille os, at en boliviansk chauffør forlader karnevallets glæder for at komme ud
og prøve kræfter med en opblødt jordvej. En rundspørge
blandt de holdende lastbiler underbygger vore bange anelser.
De få der har i sinde at forlade stedet, skal den modsatte vej.
Der er ikke andet at gøre, end at gå hen og snuse til karnevallets festligheder.
Et karnevalsoptog danser gennem byen. I en uendelighed
bliver de samme trin gentaget. Det fremkalder en næsten ekstatisk effekt hos de dansende. Under hujen og råben danser
de omkring med sig selv og hinanden. Optoget anføres af et
orkester med instrumenteringen trompet, guitar, fløjter og
stortromme. De samme tropical-temaer spilles i en uophørlig rytme. Under påvirkning af anseelige mængder øl slår de
indianere, der til daglig arbejder hårdt for områdets jordbesiddere sig løs. Det er tydeligt, at de har et stort behov for
at glemme hverdagens slid. I trit med at en ustandselig strøm
øl hentes frem, falder den ene efter den anden om i græsset.
Midt i det hele dør en ældre kone af hjertestop. At hendes
datter slår op i hysterisk gråd, er kun med til at oppiske stem-
AMAZONAS TUR-RETUR
ningen yderligere.
- Socorro! Auxilio! Fuego! – Hjælp, hjælp! Det brænder!
Bag festpladsen høres skrig om hjælp. Calle er i nærheden
og løber hen for at yde assistance. Til hans skræk ser han, at
der er brudt brand i en udendørs lerovn. Ilden truer med at
brede sig til en lang række sammenbyggede træhuse.
- Vand! Hurtigt! kommanderer Calle. Som en af de eneste ædru, er han klar nok til at få kaldt folk til. Hurtigt er folk
i gang med at smide vand over træværket, så ilden ikke skal
fænge. Vi tør ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis
ilden først havde fået fat. Her er intet brandvæsen at tilkalde.
Hele aftenen fortsætter de festen. Flere optog danser
gennem byen, og stadig flere mennesker falder om, hvor
deres kræfter slipper op. På et tidspunkt bliver Calle igen
hovedperson. Det sker, da han ved en spisebod kommer op
at skændes med en mand om vor ret til som europæere at
være her.
- Hvis I ikke går frivilligt, skal jeg nok sørge for at få jer
væk, truer han. Forgæves forsøger Calle at forklare ham, at
det ikke er os som personer, men derimod lokal korruption
og et uretfærdigt verdenspolitisk system der er grunden til
den tredje verdens fattigdom. Kun ved at manden holdes
væk af nogle mænd, som Calle har været sammen med, undgår min rejsefælle at blive slået ned.
Festlighederne sætter sit tydelige præg på næste dags
aktivitetsniveau. Hele byen er som død. Kun enkelte andendagsbranderter stavrer rundt på gaden.
I Palos Blancos ventede
vi forgæves på at
komme videre ud i
lavlandet. I mange dage
var al transport gået
i stå, da chaufførerne
foretrak af feste.
... IKKE BLOT EN DRØM
Kvægavl er Beni departementets væsentligste erhverv.
Overalt på de endeløse, dybgrønne stepper går græssende
kvæg. I det indre Beni er vejforholdene meget dårlige.
Kvæget bliver drevet til fods op til Palos Blancos, som er det
yderste sted, de tungt læssede kvægbiler kan færdes.
Den lange tid uden bilafgange har samlet mange
kvægdrivere, der utålmodigt venter på transport tilbage.
Sammen med dem venter vi forgæves nogle dage på kørelejlighed. Mens vore visum nærmer sig deres udløb, går snakken om deres frie liv som kvægdrivere. Det er tydeligt, at de
ikke er vant til at være underlagt andres luner. Ventetiden er
næsten mere, end de kan bære.
Under hele rejsen lærte
jeg spansk ved at skrive
nye, relevante ord som
stearinlys, indiansk kano
og gennemblødt ind i
min notesbog.
Kort side 142
146
Vi når aldrig til Brasilien på de to dage, der er tilbage på
vores visum, siger Calle efter fire dage uden lastbilafgang.
- Vi er nødt til at rejse tilbage til La Paz, og nå over den
peruanske grænse, svarer jeg. Beslutningen tages, og vi siger
farvel til den familie, på hvis lergulv vi har boet i fire dage.
Dage der for det meste er brugt på at læse spansk. Vi har
gjort det til en vane overalt at skrive navnene ned på de ting,
som er typiske for det pågældende sted. Hvor det her er
karnevallets musikinstrumenter, vi lærer det spanske navn
for, har det andre gange været de myggearter, vi er blevet
stukket af.
Vi springer op på ladet af en alt for overfyldt varevogn,
og kører tilbage mod bjergene. Tidligt næste morgen når vi
i frost, sne og blæst over La Cumbre passet, og ankommer
stive af kulde til La Paz, som vi ni dage før har taget afsked
med. Fanger straks en bus, der skal bringe os det sidste
stykke til den peruanske grænse ved Titicacasøen. Da den
bryder sammen kun 35 kilometer før grænsebyen Copacabana, er det næsten mere, end vi kan bære. Skal det så tæt
på virkelig ikke lykkedes os at nå rettidigt ud af landet. Men
nej, heldigvis får vi stoppet en personbil der skal samme vej,
og få minutter før grænsestationen lukker, når vi frem og får
vores udrejsestempel.
TIL DÅBSFEST VED TITICACASØEN
TIL DÅBSFEST VED TITICACASØEN
- A la Pachamama! - Til Moder Jord! lyder det højt fra Alberto, idet han hælder en sjat Pazeña-øl ud på jorden. Han kikker op mod solen og tømmer glasset i et drag. Som familiens
overhoved fylder han det på ny og rækker det til mig. Alle ser
spændt til. Som Alberto hæver jeg glasset og ofrer til inkaernes gud Pachamama. Det er søndag og vi er til dåbsfest i
den bolivianske by Copacabana. Inden vi rejser tilbage mod
Amazonas, holder vi et par dages ferie ved Titicacasøen efter
kun at have tilbragt en enkelt nat i en peruansk by kun et par
kilometer på den anden side grænsen.
Copacabana ligger i 3.800 meters højde. Næsten alle turister
på rejse mellem Bolivia og Peru passerer igennem byen på
deres vej fra La Paz til de fantastiske inkaruiner Machu Picchu ved Cuzco. Turister på færdigpakkede ture stopper for
at spise middagsmad i på Copacabanas fiskerestauranter på
torvet. Titicacasøen er rig på ørreder. Unge rygsækrejsende
bliver ofte nogle dage på byens
små hoteller, der er indrettet
i de gamle huse. Ingen store
hotelkomplekser er skudt op,
og byen har bevaret sit fredelige
landsbypræg. Copacabana er
et godt sted at slappe af, inden
man rejser ind i Peru. Grænsen
er bag en lav bjergkam vest for
byen.
Vi hører, at der i Peru er en
stor fare for røveri. I det seneste tiår har guerillabevægelsen
Sendero Luminoso – Den
Lysende Sti endvidere gjort rejse
i inkaernes gamle land yderligere
farlig.
Denne familie var i
Copacabana for at få
velsignet deres nye
lastbil.
... IKKE BLOT EN DRØM
Vi er sammen med en familie fra La Paz, som vi mødte
tidligere på dagen. De er kommet til Copacabana for at døbe
deres nye lastbil i jomfruen af Copacabanas navn. Som
alle andre stærkt troende katolske folk tillægger bolivianere
helgen- og jomfrufigurer meget stor beskyttende kraft. Hver
by har sin skytshelgen eller skytsjomfru – santo eller virgen,
som beskytter byen og dens indbyggere. Copacabanas jomfru hedder Virgen Morena de Copacabana – Copacabanas
mørke jomfru, der en af Bolivias tre stærkeste skytsjomfruer.
Jomfrufiguren opbevares i et lille lokale bag alteret i byens
hvidmalede kirke. En kirke hvis pragt og overdådighed langt
overstiger, hvad der er almindeligt for en kirke i en by af
Copacabanas størrelse. Hvert år besøges den af tusinder
af pilgrimme og turister, som vil have sig selv eller ejendele
velsignet i dens navn.
Vores nye venner ankom fra La Paz tidligt samme morgen,
parkerede lastbilen uden for kirken og tilkaldte præsten.
Da de havde sunget salmer og udsagt bønner, velsignede
præsten lastbilen i den hellige jomfrus navn. Da en lastbil
trods alt er en stor sag, brugte man ikke vand til selve dåbshandlingen, men derimod store mængder øl. Mange flasker
blev åbnet og indholdet hældt ud over den blomster- og
guirlandepyntede lastbil. Ingen glemte også selv at tage
nogle solide slurke. Den to år gamle sekscylindrede Volvo fik
navnet ”Vandreren”. Den skal hente ædeltræ i Pando – landets nordvestligste departement dybt inde i Amazonjunglen.
Det er en rejse på flere hundrede kilometer ad smalle skovveje. Når jordvejene bliver opblødte i regntiden, kan rejsen
tage adskillige dage.
Kort side 142
148
Efter dåben gik vi op på Calvariobjerget bag byen. Langs
stien er der tolv kors, der bærer inskriptioner af ord, som
Jesus sagde. Tilsammen symboliserer de Jesus’ vej til Golgata. Her sidder vi nu på toppen og nyder den fantastiske
udsigt. Overalt på bjergskråningerne rundt om byen er der
terrassebrug. Fra længe før inkariget blomstrede op for små
TIL DÅBSFEST VED TITICACASØEN
tusind år siden, har bjergbønderne dyrket deres kartofler og
majs på terrasser. Ofte til op nær snegrænsen i fem tusinde
meters højde.
Længst mod øst står Cordillera Real, Den kongelige
bjergkæde, i stolt majestæt. Når man ser dens isdækkede
bjergmassiver blive oplyst af solen, forstår man, at navnet
ikke kunne være valgt bedre. Mange tinder når op i over seks
tusinde meter. Ifølge Andesindianernes gamle tro, er det
heroppe, at de guder der skabte jorden, fandt deres hvile. Inkaerne og Aymaráindianerne besteg aldrig selv toppene. De
var bange for ismassiverne, og så dem som et helligt hjemsted for guderne. I dag er Cordillera Real et meget besøgt
område af bjergbestigere og vandringsfolk fra verden. De
kommer i stadig større tal i takt med, at Peru bliver farligere
og Himalaya mere og mere overrendt.
Vi ser ud over Titicacasøens blå vand. Små både laver
tynde kølvandsstriber på det stille vand. I det fjerne aner vi
Soløen, hvor Andesindianernes trosverden ifølge legenden
har sin vugge. På soløen skabte Pacha, Andesbjergenes
kosmiske gud solen i sit eget billede. Solen delte sig selv i
tre fundamentale kræfter. Pacha Camac blev menneskets og
tingenes skaber, Kotamadre
blev oceanernes hersker og
Pachamama blev gud over
jorden.
Pachamama er den gud,
der har mest betydning i det
daglige. Det er hende, der
beskytter afgrøder, nybygninger og minedrift. Hun har
en speciel kærlighed for cocablade, alkohol og lamaer, som
derfor ofres hver gang hjælp
og beskyttelse er nødvendig.
Alberto og hans familie tilhører Aymaráindianerne, som
Titicacasøen set fra
Calvariobjerget i Copacabana.
... IKKE BLOT EN DRØM
er Bolivias næststørste befolkningsgruppe. Deres hjemsted
er højsletten omkring La Paz. Det er den sydamerikanske indianergrupe, som er bedst kendt i Europa. Kvindernes bowlerhat, store skørter, lange fletninger, og et barn indhyllet i et
farvestrålende tæppe på ryggen, er et syn, som de fleste kan
nikke genkendende til. Aymaráindianerne har altid haft en
evne til at tilpasse sig udefrakommende strømninger uden at
miste deres egen identitet. De quechutalende inkaer overvandt dem ikke, og efter 500 års spansk overherredømme er de
mere selvbevidste end nogensinde. De er overbeviste katolikker samtidig med, at de stadig tror på deres oprindelige guder. For dem ligesom for alle andre højlandsindianere
i Bolivia er Pachamama lige så betydningsfuld og virkelig
som Jomfru Maria. Det er Jomfru Maria man beder til om
søndagen, men Pachamama der ofres til, når markerne skal
tilsås. Det er de to i fællesskab, der beskytter en i det daglige.
Mens vi betragter Titicacasøen, fejrer vi dåben med Pazeñaøl. Alberto hælder øl op i det ene glas, som vi bruger, og
stiller sig foran en mand i gruppen. Alberto overrækker det
til vedkommende, som inden han drikker husker at hælde en
sjat ud på jorden for også at give Pachamama sin del. Når
glasset er tømt, får Alberto det tilbage. Han hælder op på ny,
og giver det til en anden. Pachamama huskes igen, og manden drikker ud. Hver gang en mand – eller kvinde hælder øl
på jorden, husker vedkommende at sige:
- A la Pachamama!
Kort side 142
150
Når bolivianere fejrer noget, sker de altid i følgeskab med øl.
På det punkt er de ikke væsentligt forskellige fra danskere.
Det var da også øllet der bragte os sammen. Calle og jeg
tilbragte søndag formiddag ved at betragte lastbildåben foran
kirken over en øl. Der var skum i mit glas, som jeg hældte ud
på jorden. Albertos kone så det, og udbrød glad:
- Gringoen derovre på bænken har lært det! Han ofrer
til Pachamama. Denne for mig uoverlagte hændelse brød
barrieren mellem vore to kulturer, og de inviterede os med
TIL DÅBSFEST VED TITICACASØEN
i selskabet. At jeg bagefter fortalte, at jeg ikke havde hældt
øllet ud på jorden for at ofre til deres gamle gud, fratog dem
ikke lysten til at være sammen med os. Jeg vidste dog hvem
Pachamama var, og ofrede dog til hende, når jeg fik et glas øl
af dem.
Sidst på eftermiddagen går vi ned ad Calvariobjerget. På vejen køber Alberto en modellastbil i en bod. På et fladt område halvvejs nede,
er en lille plads, hvor mænd fra byen udsiger
velsignelser i Copacabanajomfruens navn. De
har hver en stenplade, som gør det ud for alter.
Alberto går hen til en gammel mand, der står
ved et af altrene. Ovenpå stenpladen står en lille
kasse indeholdende et billede af Copacabanas
jomfru. Ved siden af ligger et krucifiks. Nedenunder er der ild i en bunke trækul. Alberto beder ham lave cha’lla – velsigne hans familie og
deres nye lastbil. Samtidig stiller han to øl, nogle
dollarssedler og den lille modellastbil på stenpladen. Den gamle mand hælder gløder op i en
metalskål, der hænger i en kæde. Han begynder
at svinge den over modellastbilen og familien,
imens han synger og siger velsignelser i både
Jomfruen af Copacabanas og Pachamamas
navn. Når teksten handler om jomfruen taler han på spansk,
og når drejer sig om Pachamama, sker det på Aymará. Seancen slutter med, at han hælder øl ud over sig selv, lastbilen,
Albertos familie og den omgivende jord. Velsignelsen er
fuldbyrdet.
Således døbt og velsignet i både Pachamamas og den katolske jomfrus hellige navn, går vi ned på en lille parkeringsplads hvor Alberto starter lastbilen op. Familien springer op
på ladet, og de kører hjem til La Paz. Vel vidende at højere
kræfter vil være lastbilen en evig beskytter på dens rejser
gennem junglen.
I Copacabana velsigner
curanderos – heksedoktorer de ting, man
kommer med. Ens hus
kan de også velsigne,
hvis man har et billede
af det.
... IKKE BLOT EN DRØM
Målet er stadig Amazonlavlandet, som tiltrækker os mere og
mere. Ikke mindst fordi vi under ventetiden i Palos Blancos
var i kontakt med mange kvægdrivere. Alle fortalte de om
gæstfrie mennesker og en smuk, mild natur.
Nok en gang tager vi turen ned gennem Las Yungas
dalene til Palos Blancos og indlogerer os på et lille hotel.
Efter nogle dage på den kolde højslette ved Titicacasøen nyder vi at være tilbage i varmen, fugten og det gæstfrie miljø.
Hotellets reception er et lille rum lavet af rå træplanker.
Eneste inventar, udover et gammelt skrivebord, en stol og et
nøglebræt, er et stort køleskab, som forgæves søger at holde
værten og hans kunder med kolde øl. Gæsterne sidder foran
bygningen og snakker i aftenskumringen. Med bare, svedige
overkroppe følger de med i gadens liv.
- I morgen tidlig holder militæret en hemmelig kokainrazzia
på hotellet. Hvis I har noget, skal I gemme det væk, siger
værten om aftenen. Calle og jeg ser på hinanden. At hotelværten er advaret på forhånd, afspejler den inkonsekvens,
hvormed kokainproduktionen bekæmpes.
Ved daggry bliver vi brutalt revet ud af morgensøvnens
dejlige verden af kraftige bank på døren. Tre politisoldater
braser ind i fuld krigsmaling. Selv om vi er forberedte på
besøget, er det ingen rar fornemmelse. Hjælpeløse betragter
vi deres prangende maskinpistoler som de skødesløst smider
ved natbordet. Inden vi får set os om, er de i gang med at
endevende alle vores ting. Da de intet finder, og vores visum
er i orden, forlader de os med et:
- Buen viaje! - God rejse!
Kort side 142
152
Karnevallet er overstået og dagligdagen vendt tilbage. Nu
mener alle optimistisk, at der vil afgå lastbiler hver dag.
Samme aften dukker en lastbil op, som skal videre næste
morgen. For at gøre et godt indtryk og være sikre på en
plads hjælper vi med at læsse de saltblokke, som er lasten
ind i Beni. Vi har erfaret, at folk i Yungas generelt er mere
afventende overfor os end nede i chacoen. Her skal vi være
TIL DÅBSFEST VED TITICACASØEN
de udfarende og udstråle venlighed og imødekommenhed
for at vinde deres tillid. Gør vi det, mødes vi til gengæld altid
af venlighed og varme.
Ubekvemt anbragt på et alt for overfyldt lastbillad starter vi
op. Ud over fragt og bagage er vi 65 personer klemt sammen. Der er ingen plads at røre sig på, og tingene i rygsækkene bliver klemt og trådt på. Ubekvemmelighederne opvejes
dog til fulde af udsynet til de jungleklædte bjerge, som vejen
slynger sig igennem. I Bolivia er skoven en smule mere grøn
og himmelen lidt mere blå end hjemme. Eller også er det
vores øjne der her oplever al ting klarere. Jeg ved det ikke.
Trætte og beskidte når vi over den sidste lille bakke og
frem til Rio Quiquibey, som danner grænsen til Benidepartementet. Til højre går vejen østover til departementshovedstaden Trinidad, og til venstre op til Rurrenabaque hvorfra vi
vil sejle.
De resterende 200 kilometer mener chaufføren, at han
kan tilbagelægge på tre timer. Vejen, som efter sigende er
helt tør, er nyanlagt og skærer sig ret ind igennem skoven.
Med forbehold for bolivianernes ukuelige optimisme, og
kendskab til mulighederne
for uheld, regner vi med, at
turen kan gøres på seks til
otte timer. Mon ikke vi kan
være fremme sidst på eftermiddagen.
Efter 50 kilometer får
vi de første informationer
om, at vejen er i dårlig
stand længere fremme.
Snart siger personer, som
vi møder, at det er umuligt
at komme igennem. Første
problem møder vi et sted,
hvor vejarbejdere er ved
anbringe store træstammer
En kvægtransport på vej
op fra lavlandet.
... IKKE BLOT EN DRØM
som understøttere i et opblødt mudderhul. Vejmaskinerne
har æltet vejen fuldstændig op, og i mange af hjulsporene
står blankt vand. Heldigvis kommer vi igennem uden større
besvær, da de spænder en dozer foran. Det giver os et tegn
om, at vejen nok alligevel ikke er så god som først fortalt.
Snart bliver kørslen besværliggjort af flere mudderhuller, og
vi beslutter at stoppe ved en hytte for at spise middagsmad.
Samtidig vil vi samle kræfter, hvis vi skulle komme ud for
større problemer længere fremme.
Vi gør holdt ved et af de typiske bambushuse og spørger
den unge familie, om de vil tilberede os et måltid mad. Da
prisen er aftalt, går de igang med at grave løg op og tærske
en portion af den nyligt høstede ris, som er spredt til tørring foran hytten. Kødstykker skæres af en flueomkranset
luns, der hænger i skyggen af et træ. Tilberedningen foregår
i en lille vægløs hytte, hvis eneste inventar er et bål og et
par sorte bulede gryder. Et par medrejsende køber en klase
store, modne bananer, som de går igang med at koge. Til
alle sider er hytten omgivet af bananpalmer og andre citrusfrugter. Længere bagved er et areal tilsået med ris så foldrige,
at stråene bøjer sig til jorden under vægten af de tunge aks.
Stedet er et sandt paradis i et ellers særdeles problemfyldt
land.
En tidligere indbygger fra La Paz, vi taler med på stedet,
fortæller, at han oppe i hovedstaden var blevet uendeligt træt
af de hyppigt skiftende regeringers korrupte og løgnagtige
styring.
- Før stod jeg op til synet af militærparader og sultende
mennesker. Nu er det tropiske fugle og på heldige dage en
jaguar, der møder mig i morgensolen, siger han tilfreds. Han
har byttet sit embedsmandsarbejde ud med en jordlod i junglen og lever nu af det, som naturen giver. En om ikke just
lettere så dog sundere og lykkeligere levevis.
Kort side 142
154
Ovenpå et velnærende måltid siger vi farvel til familien,
og begiver os atter på vej i lastbilen. Spændte på hvad den
videre tur vil byde os. Første stop kommer, da vi skal krydse
TIL DÅBSFEST VED TITICACASØEN
en 100 meter bred flod. Midt i vadestedet er en lastbil kørt
fast. Vi kan kun vente på, at de kommer fri og giver os passage. Vel ovre floden går det videre ad den stadig mere opblødte jordvej. Som det må ske, kører vi fast i et mudderhul.
Hver passagerer får en skovl, spade eller spand. Med største
naturlighed går de i gang med at grave pløre og ælte væk fra
hjulene. Konstant ligger et par mand totalt indsvøbt i mudder under lastbilen. Uden sure miner tager hver sin del af
tørnen – vel vidende at man kun kommer videre ved fælles
hjælp. Sluttelig spændes et tov foran og vi lægger kræfterne i.
Udmattede efter tre timers kamp mod vand og mudder,
får vi atter fast jord under hjulene, og begiver os igen på vej.
Kun 500 meter længere fremme havner vi i et ved første
øjekast uskyldigt udseende mudderhul. Hurtigt bliver det
imidlertid klart, at problemet ikke er så ligetil endda. Som
mørket sænker sig over skoven, og nattens lyde tager fat, går
vi igen i gang med graveredskaberne. Ingen tænker mere
på at bevare sit tøj i pæn stand, men alle arbejder, hvor det
kræves. Det fraskovlede mudder erstattes af sten og grene,
men intet hjælper. Underlaget er som bundløst.
På motorlarm kan vi høre, at der længere fremme er
andre med samme problem
som os. Blot skal de den modsatte vej. Ved midnatstid får vi
besøg af dem, og beslutter at
følge med til deres lastbil, som
sidder fast en lille kilometer
længere fremme. De mener, at
vi i fællesskab hurtigt kan få
deres køretøj fri. Med den kan vi
bagefter trækkes fri. Et hurtigt
forsøg gøres, men det lykkes
ikke. Vores kræfter og arbejdsiver er opbrugte, og vi ser det
bedst at sove de resterende timer
indtil daggry. Dernæst vil vi udhvilede starte op med nyt mod.
Vi kørte fast flere
gange, og hjalp hver
gang med at grave
lastbilen fri.
... IKKE BLOT EN DRØM
Da Calle og jeg udasede går tilbage gennem
skoven, springer en jaguar pludselig op kun
få meter fra os. Med sin skarpe rovdyrlugt
hængende som en sporstribe efter sig, løber
den væk gennem natten. Heldigvis på jagt
efter andet end menneskekød. Det er rejsens første tætte møde med et rovdyr.
Denne jaguar fotograferede jeg på en
senere rejse i ZOO’en i
La Paz. For mig symboliserer jaguaren styr
ke og handlekraft. Da vi
sejlede i kano senere på
rejsen, fik jeg foræret en
hjørnetand.
Kort side 142
156
Da solen stiger, og junglens fugle med glad
sang byder en ny dag velkommen, bliver vi
brat vækket af den anden lastbils komme.
Efter uafbrudt arbejde natten igennem
er de endelig kommet fri og er nu rede til at trække os af.
Hurtigt pakker vi teltet sammen og binder et reb mellem de
to biler. Uden videre problemer kommer vi fri og kører glade
videre. Mudderhullet som har kostet de andre en hel nats
arbejde,
klarer vi på få minutter. La señora – fruen, som ejer de
fødevarer, lasten består af, tilbereder et solidt morgenmåltid.
Alle er meget taknemmelige for, at vi har klaret nattens
strabadser. Arbejdsfællesskabet har nedbrudt barrieren mellem os og de andre. Vi er blevet fuldt respekterede medlemmer af selskabet, som består af fruen – en traditionelt klædt
højlandsindianer, hendes hjælper, chaufføren, hans hjælper
samt en 16-årig pige og to knægte.
De sidste par timers problemfri kørsel tilbagelægges,
mens snakken går om vores forestående sejlads på Rio Beni.
Den ene knægt har en kammerat, som laver kanoer i Rurrenabaque. Når vi når frem, vil han præsentere os for ham.
I Rurrenabaque bliver vi inviteret ind til fruen, og hjælper
med at læsse hendes varer af, mens hun tilbereder middagsmaden. Et af turens mest tiltrængte bade tager vi i floden
bag hendes hus.
Den unge chauffør vi har gjort os venner med, anbefaler et
billigt men godt hotel, som han kender. Bygningerne er helt
igennem bygget af bambusrør. Taget er af palmeblade.
TIL DÅBSFEST VED TITICACASØEN
Opført på pæle mellem palmerne på flodbredden tager det
sig indbydende og fredfyldt ud. Fra vinduet i vores værelse
ser vi, hvordan at folk i deres hjemmelavede kanoer lægger
til ved det stykke flodbred, som gør det ud for havn. Losser
deres last af frugter og glider atter ud på floden, som lokkende forsvinder bag en krumning. Bestemmelsen om
hurtigst muligt at starte en kanofærd ned ad Rio Beni er ikke
svær at tage.
Udhvilede efter et par timers tiltrængt siesta under
moskitonettene går vi ned på et spisested og falder i snak
med chaufførerne. De fejrer den vel tilendebragte rejse med
rigelige mængder mad og drikke. Vi bliver straks inviteret
med i selskabet.
- Som tak for hjælpen under turen, kan I spise og drikke
hvad I vil, byder de venligt. Resten af aftenen tilbringer vi i
deres lag. Kanobyggeren, de har talt om, dukker op og bliver
præsenteret for vores ønske.
- Jeg har netop den kano, som I behøver, siger han.
- Vi køber den, svarer Calle opstemt.
Natten har forlængst sænket sig over byen, da vi vakler
hjem i seng. Aftalen er, at han næste dag skal vise os sin udhulede træstamme på flodbredden nedenfor hotellet.
Fortøjret til en kæp ligger en så godt som ny cedertræskano
og skvulper i vandkanten. Med sine otte meter i længden,
vil den kunne modstå selv en anseelig bølgegang. Fyren
fortæller, at den er proportioneret til otte personer. Os og
vor oppakning vil være den en ringe last. Vi vil ikke lade
chancen gå fra os og betaler straks de 200 dollars, som han
forlanger. Ivrige efter at få drømmen ført ud i livet, beslutter vi at sejle allerede næste morgen. Over en købsøl får vi
informationer om floden. I løbet af den første halve dag
vil vi passere to små, ufarlige vandfald. Holder vi os midt i
floden, kan de forceres uden problemer. Herefter vil floden
være rolig helt op til Brasiliens grænse. Mad kan vi skaffe i de
hytter, som vi vil passere med højest to dages mellemrum.
Nu er der kun tilbage at gå på proviantkøb. Plasticposer
... IKKE BLOT EN DRØM
Jeg følte en stærk grad
af frihed, da vi forlod
byen og i vores nye
kano padlede ned ad
Benifloden.
158
til dokumenter, papirer og penge. Reb som sikkerhedsline
hvis uheldet skulle være ude samt en flaske Pisco snaps og
den i skoven uundværlige machete. Til fortæring de første
par dage køber vi brød, dåsekød, sennep, mayonnaise og
suppeterninger. Hjemmefra har vi medbragt desinfektionspiller til det grumsede flodvand. Vi piller fortøjningerne og
tager vi på prøvesejlads op ad floden. Kanoen ligger godt i
vandet. Nogle unger fra landsbyen overhaler os i en kano.
De griner utilsløret af vores forgæves forsøg på at sejle lige
så hurtigt som dem.
Resten af dagen går med at pakke og klargøre grejet, så
vi let kan sejle næste morgen. Vi ønsker at starte så tidligt, at
vi ikke bliver fulgt af for mange nysgerrige øjne.
Med alt klar til kanorejsen gennem Amazonas går vi ned
og nyder aftenens stilhed ved vor nyerhvervelse. I fuldmånens skær snakker vi spændte om, hvad den næste tid vil
bringe af oplevelser. Vi forsikrer os endnu engang om, at
kanoen er forsvarligt tøjret, og går op i vores hytte. Kryber
under moskitonettene og falder i søvn til lyden fra den flod,
der skal blive vort hjem de næste uger.
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET
TRÆSTAMME
Endnu før solen stiger op over den jungleklædte horisont i
øst, har vi vor oppakning anbragt i bunden af kanoen. I fald
uheldet skulle være ude, har vi bundet alle vore ting til en
snor, som løber fra stavn til stavn. Anspændte sætter vi os til
rette. Jeg bagerst som styrmand i håb om at have lidt i behold
fra mere end ti år gamle navigationserfaringer fra kanosejlads
på Gudenåen og i svenske søer. Fortøjningen løsnes, og med
forsigtige tag padler vi ud i den rolige midterstrøm.
Vi føler, at vi er væsener, der fra en fremmed planet er
faldet ned i en flydende nøddeskal. Som to nyfødte børn
skal vi lære at klare opgaverne i en ny og ukendt verden. Vi
skal lære hvordan vi drejer, hvordan vi sejler ligeud, hvordan
vi tager fart og hvordan vi stopper. Alt er nyt, fra det hårde
sæde til den ukendte vuggen der følger med vore bevægelser. I starten tør vi næsten ikke røre os i angst for, hvordan
kanoen vil reagere. Vi husker, hvordan vi de første minutter
i sadlerne nede i Palmar talte beroligende til hestene for at
vinde deres tillid. Det lykkedes dengang, og fulde af håb om
at det samme vil ske nu, sender vi venlige tanker og ord ned
til det mørkebrune skrog. Det er som om, at kanoen straks
bliver mere rolig i sine bevægelser. Vi tolker det som et tegn
på sikkerhed, og om at den vil bringe os sikkert frem.
Rurrenabaques sikre idyl forsvinder bag første krumning,
og vi er alene på floden – meget spændte på hvad der vil
møde os forude. Hurtigt bliver vi fortrolige med kanoens
bevægelser. Erfarer, at den ikke umiddelbart kæntrer ved lidt
bølgegang. Folk vi spurgte, havde ret, da de fortalte, at vi
uden nævneværdige problemer vil kunne klare rejsen. Eneste
forhindring er to små vandfald i løbet af de første timer. De
passeres under udvisning af ekstra forsigtighed. Vi slapper af.
Foran os ligger 600 kilometer roligt løb.
... IKKE BLOT EN DRØM
Calle barberede sig,
mens vi drev med
strømmen.
Kort side 182
160
Op på dagen bliver varmen uudholdelig, og vi beslutter ikke
at padle. Bagerste mand skal blot styre, så kanoen holdes på
plads midt i strømmen. Padlen støttes ind mod rælingen og
vrides i den ene eller anden retning, alt afhængig af hvilken
retning vi ønsker kanoen. Jeg føler at have magt over ikke
blot kanoen men over hele verden. Jeg sidder på den bagerste ende af bagstavnen og manøvrerer med rolige bevægelser
det lille skib. Hvis en større retningsændring er nødvendig,
tages nogle kraftige padeltag. Når padlen trækkes gennem
vandet, skabes en lille strømhvirvel, som fortaber sig agterud. Sekunder efter forsvinder den, og det eneste synlige tegn
på vor tilstedeværelse er væk. Vi eksisterer kun i øjeblikket.
Skiftes padlen over til den anden side, falder en fin dråberegn
ned over bagagen. Solens hede stråler udtørrer den lille plet,
og øjeblikke senere er også den væk.
For at køle vore overophedede kroppe, smider vi med
mellemrum tøjet, og lader os falde ned i flodens svalende
vand. Indtil kroppen igen får en behagelig temperatur, svømmer vi ved siden af kanoen. Der er ingen fare for, at vi bliver
ført væk, da strømmen fører os afsted med samme hastighed
som kanoen. Flydende midt i strømmen ser vi bredden glide
hastigt bagud. At mærke vandmassernes ufattelige kræfter
rive kroppen med giver en intens følelse af på en gang angst
og tilfredsstillelse. Liggende med benene nede i det dybe
vand kan vi ikke lade være med at tænke på det dyreliv, der
befinder sig under os. Piratfisken er i dette flodsystem en
ufarlig underart. Krokodiller i farlig størrelse er her ingen af.
Kun tanken om at et overnaturligt floduhyre skal dukke op
fra dybet og bide i vort ben, trænger sig hele tiden på.
Forreste mand vasker de få beklædningsgenstande, som vi
har i behold, sutter sukkerrør eller ligger blot og daser, imens
han betragter junglens overvældende planteliv. Specielt er vi
imponerede over hvordan hvert større træ giver hjemsted
til en lang række mindre planter. Fra højthængende grene
hænger planterødder, som suger næring direkte fra den
fugtige luft. Op ad stammen snor slyngplanter sig så tæt, at
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
barken synes grøn. Fra bredden rejser dette planteanarki sig
som en uigennemtrængelig mur af buske og træer.
Hører vi fra skoven en koncert af høje skræppelyde, ved vi,
at en abefamilie er på jagt efter mad. Opholder de sig tæt ved
floden, beundrer vi deres adræthed. Med største sikkerhed
klarer de meterlange spring fra gren til gren. Med lige stor
naturlighed bruger de arme, ben og hale som gribemiddel.
Over flokken hviler en oppisket men munter stemning. En
yndet leg imens vi sejler, er at nærme os skildpadder, der
sover på grene på flodbredden. Får vi på lang afstand øje på
dem, anbringer vi kanoen, så strømmen fører os direkte mod
de små dyr. Musestille glider vi forbi de forsigtige væsener.
Blot en lille bevægelse og de glider ned i det beskyttende
vand. Få gange er vi heldige at se lagartos – krokodiller sole
sig. Denne art bliver sjældent mere end halvanden meter
lang, og vil ikke være os til fare, når vi bader i floden. Kommer vi dem for nær, vralter de som skildpadderne ned i den
mudrede flod.
Vores fødevarer, som udelukkende består af frugter, skaffer
vi i de hytter, som vi møder med halve dages mellemrum.
Fra lang afstand viser en røgsøjle over skoven, at en hytte
er forude. Tættere på ser vi kanoer ligge fortøjret ved bredden. Vi glider ind ved siden af, og slår fortøjringslinen om en
gren. Snart lærer vi at vende kanoen med en overlegen bevægelse med styreåren, så vi støder mod land med front mod
strømmen. Vi sætter det slidte tøj pænt og stiger i land. Altid
barfodede. I den fugtige, tropiske varme føler vi skoene
meget ubekvemme. Samtidig er de blevet os unødvendige på
grund af de mange stillesiddende timer i kanoen. Sluttelig
fordi at junglejorden ikke indeholder nogen sten.
Spændte på hvilke mennesker der vil møde os, går vi op
ad de trappetrin, der altid er gravet ind i brinken. En gang
bliver vi modtaget af en indianerfamilie, som indtil for nylig
må have levet uden kontakt med vor verden. Alle er de kun
iført de mest sparsomme trævler, der end ikke er anbragt, så
Svalende svømning.
... IKKE BLOT EN DRØM
Vi steg i land hvor fire
kanoer lå fortøjet. Det er
vores til højre.
de skjuler de kønsdele, det ellers er så stort tabu at vise frem
i det strengt katolske Bolivia. Kun en af mændene taler et
meget dårligt spansk. Ham spørger vi efter udveksling af
høflighedsfraser og oplysninger om vor rejse, om det er
muligt at købe bananer. Spørgsmålet lytter han undrende til.
- Nej, vi har så sandelig ikke bananer til salg. Vi dyrker
kun til eget forbrug. I er de første bananopkøbere der lægger
til her.
- Vi ønsker kun lidt proviant til den videre rejse, gør
Calle opmærksom på. Han lyser forstående op og kommer
med en stor klase. Prisen har han ingen ide om og er ham
underordnet.
- Herude kræver man intet for den forbipasserendes nødvendige mad. Vi giver ham alligevel et lille beløb, så han kan
købe lidt tøj eller salt, hvis handelsbåden en dag lægger til
ved deres hytte.
Andre gange lægger vi til ved familier, som her i det
indre Beni lever af kvægopdræt. Trods deres isolerede liv er
de alligevel en del af vores verden. Når kvæget er slagteklart,
driver de det ind over sletterne til en by, hvorfra lastbiler
sørger for den videre transport op til slagterierne i La Paz.
Til andre tider bliver det i store flodpramme sejlet ned til
Brasiliens grænse. Disse mennesker
kender til en verden udenfor, og de
er langt lettere at føre en samtale
med.
Der skal gå fem dage fra vor afrejse,
inden vi når den første landsby. Det
første varsel om dens komme får vi,
da vi stiger i land, hvor fire kanoer
ligger
fortøjret. En sti fører ind i junglen.
Vi følger den nogle
hundrede meter gennem skoven,
indtil en afbrændt rydning åbner
sig for os. Mellem væltede træstam-
162
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
mer går ti personer og høster ris. De små
strå klipper de af enkeltvis, og lægger dem
på store træstammer. Senere vil de blive
transporteret hjem til landsbyen for at blive
tærsket.
Skovfældningen virker på ingen måde
deprimerende. Omkring os rejser skoven sig
til alle sider som en uovervindelig mur malet
i alle palettens grønne farver. Vi føler os som
på bunden af et krater. I alt er kun ryddet en
halv hektar, der end ikke er svedet helt af. Ris
og majs dyrkes mellem skyggegivende træer
fra den oprindelige skov.
Det er os klart, at disse mennesker forstår at avle deres
fornødenheder uden at tilintetgøre den oprindelige skov. De
ved af århundreders erfaring, at for at overleve på langt sigt
skal de leve i pagt med naturens økosystem. I modsætning
til de udefrakommende nybyggere i Brasiliens del af Amazonjunglen ser de ikke skoven som en fjende, der skal ryddes
af vejen. For dem er skoven selve livsgrundlaget. Med det
første kendskab til indbyggernes levevis sejler vi det sidste
stykke ned til landsbyen San Marcos. Rishøsterne har på
forhånd givet os lovning på, at vi kan blive et par dage.
Ved en rolig vig boltrer børn sig i vandkanten mellem kanoer
og balsaflåder. Den forfriskende flod er ungernes naturlige
samlingssted. Voksne i godt humør over børnenes glæde
byder os velkommen, og beder os gå i land. Vi stiger op fra
flodsengen, og ser foran os omkring 40 hytter på en stor
græsdækket rydning. En gruppe mænd kommer os interesseret og åbentsindet i møde. På vore spørgsmål om der
findes et handelshus og en pension, svarer de benægtende.
Efter at have tænkt sig lidt om svarer de:
- Vi finder ud af noget. Efter endnu en tænkepause giver
en mand os hånd og siger:
- Jeg hedder Herman. I kan slå jeres telt op ved mit hus.
Min kone laver mad til jer, og I skal være velkomne hos mig.
Ris transporterede
landsbyboerne hjem i
flettede kurve.
... IKKE BLOT EN DRØM
Mens vi opholdt os i
San Marcos, lagde en
flodbåd til.
Kort side 182
164
Som de fleste andre hytter har Hermans bolig bambusvægge
og palmebladstag. Mellem de tykke bambusstænger aner vi
sovepladserne anbragt på en meter høje platforme som værn
mod kryb og vand. Over hvert sovested er der udspændt et
moskitonet, for at heller ikke myg skal gøre søvnen ubehagelig. En anden hytte fungerer som køkken og spiserum.
Det lader til, at madlavningen overalt i Bolivia sker i separate
hytter.
Herman sætter som lovet sin kone i gang med at tilberede et måltid til os. Umiddelbart synes hun ikke at være glad
for vores tilstedeværelse. Forståeligt når det for hende blot
betyder endnu mere arbejde.
Mens maden tilberedes, sætter vi os udenfor hytten, og
fortæller Herman om vores rejse. Endnu engang ærgrer vi os
over ikke at medbringe et eneste billede af vores familie
i Danmark. Utallige gange har folk ønsket at se vores
pårørende. Det er vores erfaring, at de er mere trygge ved os,
når de har set billeder af familien.
- Jeg er født her på egnen, men har boet flere år i Riberalta, oplyser Herman. Riberalta er den eneste større by i det
nordlige Bolivia. Her arbejdede han som mekanikermedhjælper. Tjente næsten intet, og havde ingen mulighed for
at give sin kone og børn en anstændig levevis. Til sidst blev
livet dem for nedværdigende og utilfredsstillende. Familien
forlod byen og rejste tilbage og bosatte sig i skoven, hvor de
oprindelig kom fra.
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
- Her er ingen indtjeningsmuligheder, men til gengæld
giver skoven alt, hvad der er nødvendigt for livets opretholdelse. Den giver i rigt mål træ til husbygning. Jord til agerbrug får man ved at fælde lidt skov. Det stykke en mand
rydder, har han automatisk brugsretten til. Jorden er så
frugtbar, at fødevarebehovet nemt dækkes. Kød får man
ved jagt på skovens dyr og ved fiskeri i floden. Ved sin ivrige
fortælling om livet i skoven overbeviser Herman os straks
om, at han er langt lykkeligere ved sit nuværende liv. Det er
fysisk set mere krævende, men åndeligt set langt mere livsbekræftende. Her kæmper han ikke mod et samfund, hvori
han er magtesløs.
Under samtalen har hans kone tilberedt måltidet, som
hun serverer for os i bulede bliktallerkener. Som så ofte før
er det en stærkt krydret suppe med kødklumper i. Særdeles
velsmagende. Herman spørger smilende:
- Kender I kødet? Da vi ikke genkender smagen,
fortæller han spændt på vores reaktion:
- Det er abekød. Vi føler os mærkelige til mode. Som om
vi har overskredet en grænse for, hvad rigtigt er. Det minder
os unægteligt om den smag, menneskekød efter sigende skal
have. Aben har han nedlagt under en jagttur med bue og pil
tidligere på dagen.
Oven på det i øvrigt velsmagende måltid spørger han:
- Kender I til at suge turonja – grapefrugt? Vi svarer nej,
og han plukker nogle fra det nærmeste træ. Giver os hver
en frugt og en kniv og ser spændt til, hvordan vi vil gribe
sagen an. Vi har selvsagt ikke noget begreb herom. Har
blot ved tidligere lejligheder set, hvordan folk efter at have
lagt nogle snit suger saften ud af frugten. Eneste resultat af
vort fumleri bliver, at vi fedter hænder og tøj ind i frugtsaft.
Herman fryder sig åbenlyst over, at vi to vesterlændinge ikke
kender til noget så fundamentalt som det at suge grapefrugt.
Ikke mindst derfor skal det senere blive en sand fornøjelse at
suge grapefrugt med folk, som vi møder. Her har det samme
sociale værdi, som når vi i Danmark byder gæster på en kop
kaffe. Efter at have moret sig over vores første forgæves
... IKKE BLOT EN DRØM
forsøg lærer Herman os med største tålmodighed at tilberede
frugten. Først skæres den yderste gule skal forsigtigt af, så
den hvide hinde bliver blød. Dernæst skæres toppen af. Til
sidst lægges et rundt snit indeni, så saften kan trænge op til
hullet i toppen. Munden sættes til hullet, og man trykker med
fingrene samtidig med, at der suges. Især om morgenen når
frugten endnu er kølig, er det forfriskende at suge grapefrugt
og lade dens friske smag slå en ny dags stemning an. Grapefrugtsugning bliver i Beni selve indbegrebet af forfriskning,
gæstfrie mennesker og vores frihed.
Vores vært stegte en
edderkopabe over bål i
køkkenhytten.
166
Aftensmaden spiser vi med vores vært og hans familie i
deres hytte. Midt på det slidte, hjemmelavede træbord står en
lille olielampe, som sammen med det lille glødebål i hjørnet
er eneste lyskilde. Det svage lys i den lille hytte giver en
stemning af intensitet og højtidelighed. Vi takker guderne
for at have fået lov at gæste denne fremmede verden. Udenfor høres junglens lyde klart. Cikadernes sang blander sig
med nattedyrenes skrig. Natten er levende. Overalt derude
udfolder sig et storslået liv, hvis hovedbestanddele er kamp
om føde og parring for at sikre slægtens fortsatte beståen.
Forbavsende få myg har fundet vej herind. Herman oplyser:
- Vi blander specielle urter i olien. Røgen afgiver en lugt,
der holder myggene væk. Stolt af sit land Beni serverer han
de bedste retter, hans kone kan trylle frem fra junglens spisekammer. Først kakaogrød kogt på nyplukkede frugter. Meget velsmagende, nærmest som
nybagte boller med rosiner og smør opløst i varm
kakao. Dernæst en dejlig ret af frugter, som vi ikke
kender.
Imens vi nyder hovedretten, prikker Calle mig på
skulderen og siger:
- Hvis du er sart, skal du ikke kikke dig tilbage.
Selvfølgelig skal jeg se, hvad der har tiltrukket hans
opmærksomhed. Synet er ikke ligefrem appetitvækkende. Over bålet er en abe ved at blive stegt med
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
hud og hår. Arme og ben stritter ud til siderne, og fra det lille
mørke ansigt kikker to store bedende øjne op på os. Er det
ikke for den lange hale, ligner det nøjagtigt et lille barn. På
jordgulvet ved siden af sidder Hermans femårige datter og
gnasker med største velbehag i den afskårne halespids. Aben
er en edderkopabe og en af jungleindianernes bedste spiser.
Især er kødet fra arme og ben velsmagende. For ikke at støde
Herman og for at opfylde vort eget ønske om så langt det er
muligt at leve som de mennesker vi er iblandt, sætter vi som
om eftermiddagen tænderne i det søde abekød. Efterhånden
som vi fortrænger vores medbragte fordomme, nyder vi
virkelig måltidet.
Under hele måltidet fortæller han om sit liv i skoven.
Det er ham meget på sinde at vise os, at han lever et lykkeligt liv. At de absolut ikke er nogle stakkels underudviklede
mennesker, der lever sådan, fordi de ikke kender bedre. Jeg
mærker, at han i Riberalte har haft mange mindreværdskomplekser ved at leve på samfundets bund. Nu genvinder han
Værtens datter
gnaskede fornøjet i
abens hale.
... IKKE BLOT EN DRØM
Juan Carlos´ kone var
født og opvokset i La
Paz, men nød at bo i
junglen.
sin stolthed i det liv, der er hans. Her gør hans kundskaber
ham til en agtet borger, mens de i Riberalta var udtryk for et
usselt liv, som alle så ned på.
En ting Herman taler længe om, er deres forhold til
døden. De lever med den som noget naturligt, der kan
ramme dem alle, hvornår det skal være.
- Vi tager vores forholdsregler for at undgå døden,
men ved, at naturens magt er stærkere end menneskets, og
hverken kan eller skal overvindes. En slange skjult i græsset, en utilregnelig strømhvirvel under sejlads eller en sygdom frembragt af en ubetydelighed er alle hverdagsting, der
kræver sine ofre. Farerne opfattes som noget lige så naturligt
og dagligdags som et regnskyl på en solskinsdag.
- I skal vide, at der nemt kan ske jer noget under rejsen.
Drukner I, eller dør I på anden måde, vil folk kun sørge for
at få jeres lig væk. Ingen vil se det som nødvendigt at oplyse
til myndighederne, at I er døde. Højst sandsynligt vil jeres
familie aldrig få at vide, hvad der
er sket.
Som altid når vi bor i en landsby, komme der mange mennesker for at hilse på os. Heriblandt
en ung fyr ved navn Juan Carlos.
Han inviterer os hjem for at vi
kan hilse på hans kone og to
børn. Han har for år tilbage
tilbragt en tid som pilot i det bolivianske luftvåben. Blandt andet
har han foretaget en række
øvelsesflyvninger til Spanien.
Hver gang smuglede han kokain
for befalingsmændene. Da de
kom i militære anliggender, blev
de aldrig told-efterset og havde
derfor rig lejlighed til at smugle
kokain ind i Europa. For denne
168
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
lille ekstraopgave fik de altid lidt ekstra og hårdt tiltrængt
løntillæg. Oplysningerne om militærets indblanding i kokainhandelen kommer absolut ikke som nogen overraskelse. Militæret er uden tvivl involveret i en stor udbygget kokainmafia
med tråde både til Europas og USA’s underverden.
Efter endt militærtjeneste vendte Juan Carlos tilbage til
sit fødested i Beni. Han savner på ingen måde sit tidligere
liv oppe i La Paz. Med sig har han sin kone, der er født i La
Paz. Ligesom Juan Carlos føler hun sig langt bedre tilpas her.
Hun har på kort tid lært at tærske ris og lave mad af junglens
planter og savner på ingen måde hovedstadens jag.
Vi går med Juan Carlos ind i junglen til hans chaco – det
stykke jord som han selv har ryddet. Stolt viser han hvordan
det hårde arbejde med at fælde træer og brænde den tætte
vegetation, nu har båret frugt i form af ris, majs, bananer,
sukkerrør, papaya og ají. En klase modne papayafrugter i
toppen af et lille træ lokker indbydende. Ivrig efter at give os
noget fra hans selvskabte chaco tilbyder han, at vi med glæde
må spise så mange vi vil. Snart sidder jeg klamret til stammens top og skærer frugter af med min dolk. Calle griber
dem, og i skyggen af en bananpalme sætter vi os og skræller
middagsmaden. Sådan skal papaya smage! Ved siden af står
nogle små cocabuske. Selvom lavlandets beboere ikke behøver stimulanser mod ilt- og fødevaremangel, tygger mange
alligevel coca under arbejdet. Det er en utrolig traditionsfæstet ting, som ingen bolivianer kan leve foruden.
Mellem et par store træer ser vi en mærkelig maskine.
Interesseret spørger vi til dens funktion:
- Det er en sukkerrørspresse. Den kan bedst beskrives
som en gammeldags opretstående tøjrulle. Sukkerrørene
presses mellem valserne. Forneden samler et flækket bambusrør saften op. Valserne drives rundt af en lang drivgren,
som okser kan spændes for. Den opsamlede saft opbevares i
hule bambusstænger.
På en længere tur ind i junglen fortæller han om de vilde
træers og buskes funktion. Næsten alle udfylder et formål.
Nogle egner sig til husbygning, mens andre er bedre egnede
Jeg plukkede papayafrugter på Juan Carlos’
mark.
... IKKE BLOT EN DRØM
til fremstilling af bue og pil, som stadig er et meget benyttet
jagtredskab. Et geværskud skræmmer alle dyrene væk, mens
en pils flugt gennem luften ikke kan høres.
Om aftenen forærer Juan Carlos mig en hjørnetand fra
en jaguar, som han skød på sin mark nogle uger tidligere.
Flodbådens skipper drak
sig fuld, faldt over bord
og druknede.
170
Samme eftermiddag lægger en flodbåd til ved landsbyen.
Det er en gammel toetagers træbåd, der efter udseendet
at dømme har transporteret fragt, mennesker og dyr op
og ned ad floden i adskillige år. Mange steder er ødelagte
skrogbrædder kun nødtørftigt udbedrede. På overetagen har
skipper og hans kone deres kahyt. På ydersiden er der malet
et stort farvestrå-lende flodmotiv, og på rækværket sidder
to papegøjer og pludrer. Under halvtaget står en gammel
olietønde med drikkevand. Samles der ikke nok regnvand,
tager fruen vandet direkte fra floden. På underetagen ligger
folk og sover ovenpå fragten. En enkelt mand dvaler i en
hængekøje. Alle venter de uden hast på, at deres ugelange tur
op ad floden skal få en ende. For at fortælle nyt udefra stiger
alle i land, og får en snak med landsbyens beboere, der alle er
mødt frem ved bådens ankomst.
Herman er sammen med størstedelen af landsbyens mænd
til drikkegilde i anledning af, at det
i dag er ”mandens dag”. Højtideligheden bliver ivrigt udnyttet til lidt
adspredelse i hverdagen. Skipper tager
selvfølgelig også del i festlighederne,
og snart er vi klar over, at skuden ikke
kommer længere den dag. Desværre
heller ikke de næste. Den kommende
morgen finder vi skippers kone i
stor sorg. Alle passagererne er meget
oprørte. Ved tilbagekomsten om
natten er skipper i sin store brandert
faldet over bord og ført væk af den
stærke strøm. Snart falder alle dog til
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
ro og afventer på god boliviansk vis en løsnings opdukken.
Sandsynligvis vil skuden blive her, indtil en af landsbyens
unge mænd får lyst til at prøve lykken som flodkaptajn.
Starter motoren op, gifter sig med enken og genoptager den
afbrudte sejlads.
For at glemme den trykkede stemning begynder mange
mænd at drikke igen. Også Herman som derved bliver temmelig trættende at være sammen med. Det sammen med
vort ønske om at opleve andre steder gør, at vi beslutter at
sejle videre. Vi tager afsked med vore venner og lægger fra
land. Kanoen er fyldt op med bananer, sukkerrør og citroner
nok til et par dages sejlads. Citroner medbringer vi, fordi folk
har fortalt os, at det er det bedste vandrensningsmiddel. Det
viser sig snart at være sandt. Saften fra en citron presses ned
i en gryde vand, og efter en stund er skidtet aflejret på bunden. Nu kan det rene vand drikkes uden problemer. Tilmed
betyder citrontilsætningen, at tørsten slukkes ekstra godt.
Lige så spændende det var at opholde os i San Marcos,
lige så befriende er det atter at være os selv. Drivende med
strømmen på Rio Benis uendelige løb kan indtrykkene
gennemtænkes og bearbejdes. Opholder vi os hos fremmede, skal vi hele tiden passe på, at vi ikke ligger til byrde,
og at vi ikke med en for os naturlig handling, overtræder en
lokal norm. Det kræver konstant opmærksomhed og brug
af fingerspidsfornemmelse. Samtidig skal vi som rejsende
hele tiden sørge for at være så tilpas udadvendte og underholdende, at værterne også føler, at de får noget ud af vores
besøg.
Da solen under sin gang over himmelrummet nærmer sig
junglens trætoppe, begynder vi at lede efter et sted at slå lejr
for natten. Erfaringerne siger, at det bedst egnede sted er
den sandbanke, der aflejres på indersiden af en flodbugtning.
Her glider vi ind i ly af et lille rev, og fortøjrer kanoen til en
bambusstang. Arbejdet består nu i at slå teltet op og rejse
... IKKE BLOT EN DRØM
Når solen forsvandt,
kom myggede frem.
Et halvt år efter rejsen
fik Calle konstateret
malaria.
Kort side 182
172
moskitonettet, inden solen går ned, og myggene
kommer frem fra deres
dagskjul.
Vi mindes kun alt for
godt den første nat, hvor
vi troede, at vi kunne
sejle om natten. Inspireret af en historie, som vi
hørte i La Paz, fortsatte
vi sejladsen efter mørkets
frembrud for at kunne
padle i nattens kølighed.
Aldrig var solen forsvundet bag trækronerne,
før myg i myriardvis
dukkede frem fra deres
ly under skovens løvhæng, gik til angreb og gjorde sejladsen
uudholdelig. Længselsfulde efter ly for en af regnskovens
største trusler steg vi i land på en lille sandbanke. Mørket
gjorde os ude af stand til at undersøge den nærmere. Vi
mærkede kun, at grunden gyngede under vore fødder, og at
vandhuller mange steder umuliggjorde teltslagning. Ængstelige for at teltet skulle blive skyllet væk med floden i nattens
løb, besluttede vi at lade være med at slå det op. I stedet
overnattede vi i kanoens trange skrog.
Calle lagde sig i sin sovepose i forstavnen, snørede
halsåbningen helt til og lagde hatten over ansigtet. Hver
gang at han måtte løfte hatten for at få frisk luft ind, kom
en sværm af myg med. Selv lå jeg midt i kanoen. Pakket ind
i både sovepose og moskitonet. Alligevel fandt myg konstant vej ind og stak. Ingen af os fik sovet mange øjeblikke
den nat. Taknemmelige for solens tilbagekomst og dermed
myggenes afgang besluttede vi aldrig mere at opholde os
ubeskyttede af telt eller moskitonet ved nattetide.
Med et spring er vi ude af kanoen, og står i det bløde, sorte
sand. Efter en lang dag på vandet er det en rar fornemmelse
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
atter at have fast grund under fødderne. Som to børn der gynger i en
vugge, har vi skvulpet i vort udhulede cedertræ. Mens solen falder
ned i en strålende, dybrød horisont,
kan vi mærke den friske luft trænge
ned i lungerne og give liv til vores
sjæle. Med alle sanser åbne udvælger
vi den plet, hvor vi vil slå teltet
op. Dernæst trykker vi fire bambusstænger i jorden og udspænder
moskitonettet. Anbringer deri
madvarerne og to træklodser, som
gør det ud for stole. Samtidig med
at de store Arapapegøjer flyver hjem
over skoven fra dagens fødejagt,
hugger vi toppen af to kokosnødder. Drikker den friske kokosmælk,
og spiser med velbehag kokossen.
Ovenpå en dag med kun bananer er det et ubetinget festmåltid.
Følende nødvendigheden af at skylle dagens opsamlede
smuds og sved af, går vi ned til floden. Hører lyden af vandet, der kærtegner jorden. I et stort spring kaster vi os ud i
det brune vand. Vasker vore trætte kroppe og føler en total
afslappelse. Vi ser op mod himmelen og møder synet af en
stor, rød sol, der fortaber sig i et grønt hav af vilde skove.
Mens landskabet udflader sig i strålende og orange
farver, afledes vore tanker af myg, der med deres irriterende
summelyde forbereder sig til angreb. Med junglens små
spitfirejagere summende over vores fugtige kroppe løber vi
op og forskanser os i moskitonettet. Nu er vi næsten sikre
– næsten, for under nettet finder enkelte myg stadig vej ind
for at stille deres sult på to brune kroppe. Med hænderne
skraber vi hurtigt sand over underkanten af nettet. Lukker
hermed for yderligere indtrængen og betragter de utallige
Hver morgen kunne vi
se, at flodens vandstand var lidt lavere end
aftenen i forvejen.
... IKKE BLOT EN DRØM
mygs forgæves forsøg på at kæmpe sig ind igennem de små
huller i nettet. En storstilet fejde på de først indtrængte myg
gennemføres, og med ro i sindet sætter vi os på træklodserne
og tilbereder aftenens måltid.
For at være i fred for
myg og de små stikfluer
“jejenes”, lavede vi mad
og spiste i myggenettet.
Kort side 182
174
Nudler koges sammen med en Knurr suppeterning tilsat
rigelige mængder salt. Det fortæres sammen med et risbrød foræret af venlige mennesker. I den tropiske varme
er det livsens nødvendigt at spise meget salt, så væsken
bindes til kroppen, og den ikke udtørres af den brændende
sol. Desserten er den traditionelle banan. Retter vi blikket
ud gennem moskitonettet, ser vi hvordan nattens mørke,
udfylder omgivelserne med sin sorte dyne. Mørket skærper
hørelsen og tillader lyden af frøer, græshopper og blades
bevægelser at trænge ind i sindet og sætte lyd til stemningsbilledet, der udmaler sig for vort indre blik.
Nu er vandet varmt, og duften fra mateen trænger
skovens lugte i baggrunden. Utroligt så godt dagens oplevelser gennemarbejdes, når man mellem hænderne holder
kalabassen fyldt med den varme, bitre mate. Med mate som
katalysator har vi talrige fordybende samtaler om Beni-befolkningens liv og stilling i det bolivianske samfund. Det er
tydeligt, at regeringen i La Paz ikke gør noget for disse mennesker. De er helt og holdent overladt til sig selv. I bogstaveligste forstand hersker jungleloven.
I hjørnet af det lille hvide skjul står et stearinlys i en
fordybning i sandet. Det lyser rummet op, og tiltrækker et
utal af insekter, der forgæves forsøger at trænge ind til det
lokkende lys. Kun de bitte små gegémes fluer har held i deres
foretagende og flyver direkte ind i flammernes brændende
skær. Langsomt dækkes sandet nær lyset af gråsorte kroppe
fra døde småfluer. De som undslipper ilden, søger mod vore
udækkede kroppe, hvor de med deres stik frembringer en
irriterende kløe.
Mange mateer efter mørkets frembrud begynder øjnene
at falde i, og kroppene at længes mod soveposernes hvile. I
høj fart løber vi over til teltet, lyner op, smider os ind og ly-
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
ner ned i en hurtig bevægelse. Alligevel har myg nået at flyve
ind. Vi sætter et angreb ind mod dem, og snart er de forvandlet til blodplamager på teltdugen. Soveposerne bredes
ud, og vi lægger os udækkede til rette. Snakken varer ikke
længe. Snart tager trætheden overmagten, og virkeligheden
forvandles til drømme.
To dages afslappende sejlads bringer os frem til landsbyen
Carmen. Juan Carlos har fortalt pænt om stedet, og vi glæder
os til besøget. Kanoen fortøjres, og vi stiger op ad skrænten,
og ser foran os omkring 20 hytter. Med deres brungrønne
farver danner de en smuk kontrast til den glitrende, grønne
skov. Arealerne imellem hytterne er dækket af et blødt
græstæppe, der hist og her er afbrudt af en kokospalme.
Bagude ser vi en bananpalmelund, hvor brune, buede stammer rejser sig mod himmelen. Øverst oppe skygger lange,
flossede blade for store bananklaser. De steder hvor menneskene har smidt affald, går grise og roder med trynen dybt
begravet i skidtet. Takket være disse altædende dyr ser der
rent ud overalt. Fra de idylliske omgivelser går blikket til den
skare beboere, der kommer os i møde. Spændte på hvad
mødet vil føre med sig, hilser vi på mændene, der går forrest.
Kvinder og børn holder sig afventende tilbage i ly af deres
mænd og fædre.
Vi prøver at indlede en samtale ved at spørge, om vi kan
købe fødevarer til den videre færd. I stedet for de sædvanlige nysgerrige spørgsmål om vores rejse spørger de os med
yderst alvorlige miner, om vi medbringer medicinvarer. I
henhold til sandheden informerer vi om vort lille rejseapotek, der indeholder smertestillende piller, penicillin og forskellige salver. Det rækker kun til eget forbrug i nødstilfælde,
men har de et sygt barn, vil vi gerne prøve at hjælpe. Til vor
foruroligelse viser det sig at være langt alvorligere fat. De
behøver store mængder rensealkohol, da en tragisk epidemi
med stor smittefare hersker på egnen. Med dyster mine
fortæller en ung mand:
- Folks hoveder svulmer op til det dobbelte. Patienten får
... IKKE BLOT EN DRØM
voldsomme feberkramper og dør efter kun tre dage. Mange,
både børn og voksne, er allerede døde i landsbyen, og flere
vil følge efter. Der kan intet stilles op mod sygdommen, og
så vidt talsmanden oplyser, går alle i en konstant angst for at
blive det næste offer.
I landsbyerne langs
Río Beni var alle huse
bygget af materialer fra
junglen.
176
Tilsyneladende ser de sunde og raske ud, men historien gør
alligevel et stort indtryk på os. På en gang bange og nysgerrige efter yderligere oplysninger drøfter vi, hvad der vil være
mest hensigtsmæssigt at gøre.
- Det er mærkeligt, at ingen andre langs floden har talt
om epidemien, og at ingen i landsbyen ser syge ud – tværtimod, siger Calle.
- Jeg tør ikke blive, hvis der hersker en pest, der kun giver
os tre dage at leve i fra smittetidspunktet, svarer jeg. - På den
korte tid vil vi på ingen måde kunne nå frem til et hospital.
Efterhånden som vi udspørger dem videre, fremtræder
sygdommen mindre alvorlig. Vi hører flere røster om, at det
ikke er så slemt endda. Afvise sygdommen vil de dog ikke,
og de mener, at det er sikrest, hvis vi forsvinder. De råder
os til at sejle to sving længere ned ad floden, hvor vi vil
møde en stor kvægestancia med privatfly. En af mændene
mener, at vi nemt kan betale ejerne til at flyve os op i sikkerhed i La Paz. Med en lang indholdsrig rejse forud for
vores tilstede-værelse i Carmen, og et dybt ønske om at lære
Beni yderligere at kende, vil vi ikke umiddelbart acceptere
det som en løsning. Med bedrøvelse ser vi os nødsaget til at
rejse videre. Landsbyen ser utrolig idyllisk ud og indbyder os
i allerhøjeste grad til at blive nogle
dage. Nu bliver det i stedet kun til
en tur rundt til hytterne for at købe
bananer, citroner og kokosnødder.
Vi tager hurtigt afsked og går ned til
kanoen.
Da vi sejler ud, synes vi at
høre glade stemmer bag os. Noget der ikke passer ind i den dys-
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
tre stemning, som de præsenterede os for. En anelse om
at epidemien er opfundet for hurtigt at få os til at forlade
landsbyen, vækker sig i os. Vende tilbage til La Paz vil vi på
ingen måde, før end sagen er videre undersøgt. Foreløbig vil
vi aflægge kvægfarmen et besøg og sondere terrænet. Den
endelige afgørelse vil vi træffe på grundlag af yderligere
forespørgsler længere fremme.
Utålmodige afventer vi tilsynekomsten af estanciaen. Den
afslører sin beliggenhed ved en kvægløbegang, der fører helt
ned i floden. Herigennem kan kvæget føres ned til opankrede flodpramme, hvorpå den videre transport til Brasilien
sker. Spændte fortøjrer vi kanoen til en stolpe i vandkanten
og stiger i land. Vi går med forsigtige skridt op ad bredden,
og ser os omkring. Eneste umiddelbare tegn på menneskelig
aktivitet er en ramponeret jolle, der ligger skjult under en
busk og en dårlig vedligeholdt indhegning i
forbindelse med kvæggangen.
Fra den lille rydning fører en sti ind
gennem skoven. Tydeligvis har den ikke
været brugt i lang tid. Nedhængende grene
og slyngplanter besværliggør fremfærden.
På stien ser vi kun dyrespor. Ikke et eneste
menneskeaftryk er at finde. En kraftig lugt
af frugt og rådne planterester hænger over
stedet. Stien munder ud i en rydning, der
som den foregående er uden tegn på menneskeligt ophold. Engang har her ligget et hus,
men nu er der kun spirende planter. Alt sammen giver det os en følelse af at være alene
på stedet, der ellers skulle huse en estancia.
Tilbage ved anløbsstedet foretager vi en
rekognoscering og når en stor ryddet mark
med aftryk af kvæg. Ikke et eneste dyr er
at se, og vi konkluderer, at stedet uvist af
hvilken grund er forladt og alle spor fjernet.
En teori om sammenhæng mellem landsby-
Vandet i floden var
meget roligt.
... IKKE BLOT EN DRØM
beboernes tale om epidemi og den forladte estancia tegner
sig for os. Kvægestanciaen har højst sandsynligt fungeret
som kokainraffinaderi. Hvor let har det ikke været at lade en
overfyldt kvægpram være dæktransport for store mængder
kokain til Guajará-Mirim på den brasilianske grænse. Under
USA’s razzia tidligere på året har ejerne fået kolde fødder og
har i hast forladt stedet. Højest sandsynligt arbejder man i
landsbyen stadig med kokainproduktion, og har af den grund ikke ønsket vor til-stedeværelse. Senere får vi bekræftet
den antagelse.
På Google har jeg
hentet dette billede, der
tydeligt viser, hvordan
Benifloden konstant
ændrer form, og at
tidligere flodleje først
bliver til hesteskoformede søer for atter at
blive jungle.
Kort side 182
178
Vi er i hjertet af Beni departementet, hvor størstedelen af
Bolivias kokainlaboratorier ligger. I de svært tilgængelige
egne sker krystalliseringen i ly af de altdækkende trætoppe.
Et fly kan i lav højde overflyve stedet uden at bemærke, at
der ved jordoverfladen ligger små hytter. Her kan man i sikkerhed gennemføre de kemiske processer, der bevirker, at
den snehvide kokain udkrystalliseres af pastaen.
For hver ti kilo pasta fremstilles et kilo klorhydrat, som
når processen er til ende, bliver til 900 gram ren kokain.
Produktionsprisen i Beni beløber sig for dette kvantum til
cirka 25.000 kroner. Når det gennem diverse mellemhandlere når det danske marked, er prisen steget til lige knap en
million kroner. En 40-dobling af prisen. Af det beløb bliver
cirka 65.000 kroner i Bolivia. Sammen med salget af andre
700.000 kilo gør indtægterne kokainen til landets vigtigste
eksportvare.
Sikre på at være uden for livsfare men stadig forskrækkede kaster vi los og glider ud på Rio Benis rolige løb. Længselsfulde efter fred og ro begynder vi straks at spejde efter
lejrplads på en flodbugtnings sikre strandbred. Et dårligt
alternativ til de dages ophold i den idylliske landsby, som vi
havde drømt om.
Hændelsen understreger endnu engang, at en rejse som
vores ikke lader sig planlægge. Har vi som mål at trænge ind
på befolkningen og deres levevis, må vi gøre det på deres
præmisser. Være åbne og modtagelige, når en mulighed –
FLODKAPTAJNER I EN UDHULET TRÆSTAMME
ofte uventet – dukker op. Samtidig må vi ikke lade os slå ud,
hvis en god ide ikke lader sig gennemføre. Vi erfarer i løbet
af rejsen, at en udbytterig og stærk rejse kommer, når vi tør
drive med af de muligheder der viser sig. Søge det ukendte
og aldrig være bange for at ændre en plan, hvis en mulighed
for oplevelser øjner sig et nyt sted.
Den sidste blågrønne amazonpapegøje har for længst fundet
hjem til sit nattely, da vi lægger os til rette oven på soveposerne. En dag fuld af tanker om jungleepidemier, USA’s
kamp mod Bolivias eksistensgrundlag og Arapapegøjernes
sorgløse liv er til ende.
For at beskytte os mod
den skarpe sol havde
vi trods den voldsomme
varme hele tiden hat,
skjorte og lange bukser
på.
... IKKE BLOT EN DRØM
GÆSTFRIHEDEN LÆNGE LEVE
Mange dage går deres vante gang. Vi nyder at drive i kanoen,
mens vi betragter junglens fugle, dyr og plantevælde. Maden
skaffer vi fortsat i hytter og små landsbyer. Folk er hver
gang lige overraskede over at se os to europæere komme.
Steder hvor kvinder er alene hjemme, bliver vi mødt med
forundring og sky adfærd. Tydeligvis er de utrygge ved vores
tilstedeværelse.
Beboerne begynder at fortælle, at vi snart vil møde en
by med hoteller, elektrisk lys og handelsgader. Efterhånden
som byen kommer nærmere og folks viden om stedet bliver
større, svinder dets pragt og vælde tilsvarende ind. Netop
som solens stråler atter bryder gennem skydækket efter den
første regnbyge i 14 dage, øjner vi selv byen langt fremme på
højre side af floden.
I landsbyen Cabinas
forærede vi vores kano
til en græstfri japaner.
180
Cabinas befinder sig på ydersiden af en lang, svag flodkrumning. Tættest på os tyder adskillige store hytter på en
anden aktivitet, end vi hidtil har stiftet bekendtskab med.
Umiddelbart kan vi ikke regne
formålet med bygningerne ud.
Fra den første del af landsbyen
fører en gelænderomkranset
trætrappe ned til et lille træhus,
som er bygget på pæle ud i flodbredden. Det er det første hus, vi
har set siden Rurrenabaque, som
er bygget af pænt tilsavede brædder. Kun få år gammel maling
tyder på, at huset har en speciel
betydning. Hele vejen rundt om huset
løber en overdækket veranda. Fra
en mast, der er fastsømmet til den
ene gavl, vajer det bolivianske flag
GÆSTFRIHEDEN LÆNGE LEVE
majestætisk i vinden. Ved en bådebro ligger to motoriserede
kanoer fortøjret.
Med vores veludviklede sans for kontrolposter og militærstationer vågen, lader vi instinktivt blikket søge lidt længere ned ad bredden.
- Jeg vil ikke risikere straks ved ankomsten at løbe ind
i problemer, hvis en emsig officer har i sinde at tvinge lidt
dollars ud af os, siger Calle. Vi lægger kursen lidt ud i floden
og styrer mod den civile del af byen et par hundrede meter
længere nede.
Under et stort træ ligger to slidte kanoer fortøjret. Den ene
har en lille påhængsmotor fastspændt. Skruen er påmonteret
en aksel der stikker godt en meter bagud. Ved sejlads sænkes
skruen ned, så den lige netop er under vandlinien. Det er
en enkel motorkonstruktion, der er funktionsdygtig på selv
meget lavt vand. Vi binder vores kano fast til de andre to og
stiger i land. På toppen af brinken otte meter over os står en
tynd, senet ældre mand med tydelige asiatiske træk og betragter vores bevægelser. Skrænten mellem os er overstrøet
med skrællede og udsugede grapefrugter – et tydeligt tegn på
venlighed og gæstfrihed.
Fulde af forventning stiger vi op og ser os omkring. Det
første som slår os, er at alle husene, i modsætning til dem vi
tidligere har set, er lavet af udsavede træbrædder. Det giver
stedet et mere moderne præg. Ordet moderne skal ses i
forhold til det, vi hidtil har set langs Rio Benis bred.
Til højre for os ligger 40 huse ordnet i et pænt gadenet.
Afskåret fra resten af byen af et stort åbent areal ser vi de
store huse, som vi først stiftede bekendtskab med. Ligesom
de øvrige har de bræddevægge og palmebladstag. I midten vajer det bolivianske flag fra en høj flagstang, og rundt
omkring går der unge mennesker iført militæruniformer. Til
venstre for os er der et ubeboet, tilskoddet træhus og bagved
en boldbane med hjemmelavede mål. Et stort skilt kundgør,
at her er Estadio de Cabinas – Cabinas Stadion. I forlængelse
af boldbanen ligger en aflang gul bygning, som efter alt at
... IKKE BLOT EN DRØM
Vi sejlede de godt 300
kilometer fra Rurrenabaque til Fortaleza.
dømme er skolen.
Manden, som ved nærmere eftersyn viser sig at have et
venligt, afslappet udtryk, kommer hen til os og giver hånd.
- Velkommen, det er mig en glæde at have jer i landsbyen.
I sin egenskab af borgmester siger han videre, at vi kan blive,
så længe vi vil. Vi er meget glade for forløbet af mødet. Det
har vist sig under rejsen, at udfaldet af den første kontakt tit
er udslagsgivende for, hvordan resten af opholdet vil forme
sig.
Helt ude ved kanten af skrænten er der en lille bænk,
hvor han indbyder os til at sætte os.
- Hent tre grapefrugter, siger han til en pige, der højest
sand synligt er hans datter. Os spørger han spændt:
- Saben chupar turonja? - Kan I suge grapefrugt? Med glæde
svarer vi bekræftende:
- Claro que si! - Selvfølgelig! Det tolker han med rette som
om, at vi er venner af skoven og dens liv. Med største lethed
lægger vi de snit i grapefrugten, der gør det muligt at suge
den forfriskende saft ud. Da den sidste dråbe er suget ud af
den sammenpressede skal, er vi ikke bare accepteret som
gæster, men også som venner.
De sidste dage har vi haft i tankerne snart at afslutte kanosejladsen. Floden bliver stadig bredere, mindre bugtet og
roligere i sit løb. Det giver en mere triviel sejlads. For at
udnytte strømmen er vi nødt til at lægge os midt i floden, og
har derved mindre kontakt med skoven. Det sammen med
et snarligt udløb af vore visum gør, at vi hos vores nye ven
undersøger muligheden for at rejse videre på anden måde.
- Det vil ikke blive noget problem, oplyser han. Lettere
overrasket over at vi ikke har mødt et stort fiskefartøj under
sejladsen, siger han videre, at vi kan følge det på dets tilbagefart til Riberalta. For en uge siden gik det op ad floden for
at fiske i en lille biflod tæt herved. Under normale omstændigheder skal det komme forbi igen en af de nærmeste dage.
En anden mulighed er at gøre den videre rejse med et lille fly.
Senere på dagen vil der komme et med varer til militærbelæg-
182
GÆSTFRIHEDEN LÆNGE LEVE
ningen på stedet. Sikre på nemt at kunne nå den moderne
verden herfra, beslutter vi at sætte punktum for kanorejsen.
Skræller en grapefrugt, og nyder endnu engang at have realiseret en drøm.
Vi føler friheden til det inderste efter at have overvundet
alle uventede problemer og ved at have opdaget en ny spændende verden. En verden som ikke blot har gjort vores viden
om Bolivia større, men også har bragt os ud i situationer og
sindstilstande, vi ikke har været i tidligere. Vi er ikke længere
de samme som før.
- I skal være gæster i mit hus, siger vores nye ven uden
anledning. - Bliv bare indtil videre rejse er mulig. Familiens
kvinder sender han ud i køkkenhytten, for at de kan tilberede
os et måltid mad. Selv sætter vi os ind til bordet i hyttens
opholdsrum. Det eneste inventar er et træbord, tre stole og
en hængekøje. Langs væggen står endvidere en tønde diesel
og nogle sække frø.
Gennem den åbne dør ser vi ud i en gård, hvor spraglede
høns skraber i jorden. Ved et rækværk i venstre side er femseks kvinder samlet omkring et bål under et palmebladstag.
En stor gryde hænger ned fra et stativ og fortæller, at her er
kvindernes faste opholds- og arbejdssted. Bagerst står enkelte
bananpalmer og svajer i vinden.
Ventende på maden i det halvmørke rum fortæller værten
om sig selv. Han er japaner og ankom for et par årtier
tilbage sammen med andre landsmænd til Bolivia som led
i et regeringsprogram. Med lovning på gratis jord og hjælp
til såsæd og andre nødvendigheder skulle de besætte sig i de
uudnyttede områder i Beni- og Santa Cruz-departementerne.
- Jeg kom alene til landet, men blev hurtigt gift med en
bolivianer. Mine to sønner og fire døtre i alderen 16 til 25
år bor med mig her, oplyser han. Hans gifte døtre bor her
sammen med deres mænd, da den økonomiske situation ikke
har gjort det muligt for dem at starte selv et andet sted. Det
er tydeligt, at disse udefra kommende mennesker ikke kan og
ikke vil leve helt uden for det moderne samfund som
... IKKE BLOT EN DRØM
Herman nede i San Marcos.
Regeringens lyserøde ord har han for længst erkendt,
aldrig var andet end ord. De blev lokket herud med lovning
på at kunne ernære sig godt ved hugst og salg af skovens
træer. Det økonomiske udbytte har imidlertid aldrig gjort
det muligt. Ved hårdt arbejde i skoven fra daggry til solnedgang, er det kun muligt for dem at tjene til lidt beklædningsgenstande og et motorsav. De fældede træer skal endvidere
stages en dag ned af floden til det nærmeste savværk. De har
kun sjældent tid til at stage det de fire dages sejlads ned til
Riberalta, hvor prisen er meget bedre. For år tilbage kunne
træet sælges til et savværk her i byen, men siden ejeren rejste,
har virksomheden ligget uvirksom hen. Ingen har forstand
på at gøre maskinerne funktionsdygtige igen. Hos fagfolk fra
Riberalta er der selvfølgelig ingen hjælp at hente. En anden
indtjeningsmulighed er salg af ris, men det giver lige så lidt
udbytte.
- Ris kan kun afsættes, når en opkøber finder det passende at komme forbi og til den pris, som han har lyst til at
give, siger vores ven. Japaneren finder situationen håbløs og
er desillusioneret over det liv, der mødte ham her.
I sin egenskab af borgmester har han flere gange været
i Riberalta for at få politikere og journalister i tale. Trods
mange forhandlinger og forstående ord, er der intet gjort for
at bedre situationen. Regeringen tænker kun på udvikling i de
store byer, hvor vælgerskarerne er.
- Bolivias ledere ved, at landets økonomi vil bedres, hvis
der opbygges en national fødevareindustri. Alligevel gør de
intet, fortsætter han hovedrystende. Til stadighed importeres
varer fra Brasilien og Argentina, selv om de samme varer kan
produceres her.
Kort side 182
184
For at tjene penge giver hans svigersønner sig af med
kokainproduktion. Som borgmester er han samtidig den
øvrighedsperson, der skal påse, at der ikke findes kokainlaboratorier på egnen. Med ærlighed i stemmen siger han, at det
sætter ham i et dilemma. På den ene side kan han godt se, at
GÆSTFRIHEDEN LÆNGE LEVE
kokainfremstillingen skal stoppes. På den anden side kan han
ikke fratage sin familie dens eneste indtægtskilde. Undskyldende siger han, at de i det mindste har fjernet laboratoriet
fra landsbyen og i stedet anbragt det længere inde i skoven.
Nu er det ikke påkrævet at gøre mere.
Under samtalen er et stort tallerkenfuld dampende varm
ris med kødstumper og grøntsager stillet foran os. Med stor
nydelse fortærer vi det første varme måltid i en uge. Mens de
sidste kødklumper glider ned, hører vi en brummen over vores hoveder. Vi løber ud, og ser en
fempersoners Cessna slå bue ind over landsbyen
og dykke ned i skoven bag militærkasernen.
Overraskede over et flys pludselige opdukken
diskuterer vi, hvad vi skal gøre. Skal vi tage med
det i huj og hast eller vente et par dage og tage
med fiskefartøjet? Vi beslutter at rejse med det
samme, og jeg sætter i løb ud mod landingsbanen.
Først ned gennem landsbyen, dernæst over kaserneområdet og til sidst ad en sti ind gennem skoven. Her møder jeg et par mænd belæssede med
kasser på vej tilbage til landsbyen. De stopper mig
og siger:
- Du kan godt slappe af og vende om. Maskinen har allerede losset sin last og er lettet igen med
kurs mod Riberalta.
På sin vis lettet over ikke at skulle forlade
stedet så hurtigt, går jeg hjem igen. Vi siger ja tak
til at blive natten over. Tingene pakkes ud, og vi får
en lur i japanerens hængekøje.
Da mørket har sænket sig over det lille samfund, kommer
nogle af stedets unge på besøg. De vil hilse på os og benytte
lejligheden til at få et afbræk i den vante dagligdag. De lytter
opmærksomt på vore fortællinger om livet i Danmark – et
land kun et par af dem aner eksisterer.
Vi er interesserede i at høre om børn og unges forhold
herude. Vel vidende at det er tid for skolesommerferiens
Calle slapper af i japanerens hængekøje.
... IKKE BLOT EN DRØM
Kort side 182
186
ophør, spørger vi om undervisningsforholdene i byen. Lidt
undvigende svarer de, at man kan vente lærerens ankomst
hver dag. Man har aftale med en lærer fra provinshovedstaden Trinidad, som sidste år underviste her. Han er endnu
ikke dukket op, og man frygter, at det heller ikke vil ske.
Lærerjobbene i de afsidesliggende områder er meget dårligt
betalte. I lange perioder er byen uden undervisningstilbud til
børnene. En lov om syv års obligatorisk skolegang hjælper
ikke meget. En skolebygning er man i besiddelse af, men den
ligger ubenyttet hen.
- Vi har en ven der studerer, siger fyrene opmuntrende.
Glade fortæller de, at han efter at have afsluttet børneskolen
tog op til Riberalta for at gennemføre gymnasieuddannelsen.
Der kom han i gang med politisk arbejde med henblik på at
forbedre situationen i sin hjemegn. Det var efter sigende et
arbejde, der voldte ham en del besvær, og derfor lyttede han
interesseret, da missionærer fra en nordamerikansk missionsstation en dag bankede på hans dør og begyndte at prædike.
Vore venner fortæller med agtelse i stemmen, hvordan
deres ven lever et trygt og roligt liv på en stor, flot missionsstation, der driver missionsvirksomhed i hele det nordlige
Beni – også her i landsbyen. Der lever han nu blandt rare
mennesker, der giver ham mad, ophold og lommepenge.
Hele hans dag går med bibelstudier og missionering blandt
uindviede indianere. Med blandede følelser lytter vi til deres
beretning.
Fyren har fået en effektiv sovepude, der har fortrængt
hans politiske arbejde. Han lever nu kun for at tjene en
religiøs sekt, der absolut ikke ønsker politiske omvæltninger
– tværtimod. I grunden tror jeg, at beboerne ønsker forandringer, men sektens missionærer advarer gennem prædikener og bøger stærkt mod at lytte til de revolutionære, såkaldte
kommunistiske stemmer, der høres røre på sig. Missionærerne toner frem med, at selv om de revolutionære taler om
et liv i frihed og glæde, er de i virkeligheden stærkt hedenske
og farlige. Et af argumenterne de bruger til at understøtte
påstanden, ser vi i en af deres bøger. Under et billede af en
GÆSTFRIHEDEN LÆNGE LEVE
vestlig fredsdemonstration hvorpå fredstegnet
ses, står en tekst, der ryster os. Indholdet er i
hovedtrækket, at vestlige fredsgrupper er satans
værk, fordi det tegn de bærer, er et gammelt
antikristeligt tegn. Sådan får de opbygget et
forvrænget billede, af den verden der omgiver
dem.
Hvor bliver det os hver dag tydeligere, at
undervisning og fri information er første forudsætning for, at en vej ud af undertrykkelse og
underudvikling kan banes.
En ny dag bryder frem, og vi pakker teltet sammen forfulgt af mange par øjne. Vi har overnattet udenfor japanerens hus, og er først vågnet,
da alle andre er oppe. De sammenstimlede betragter interesseret teltet, som de finder meget
spændende. Inden det er gemt væk, må vi svare
på mange spørgsmål om dets anvendeligheder
og værdi. Det sidste oplyser vi som værende
noget under den reelle pris. Vi ønsker ikke at
fremstå for rige i deres øjne.
Morgenmaden indtager vi sammen med
vores ven, inden vi går på opdagelse i byen.
Et sted møder vi to piger, der leger med deres
dukke. Den er pænt klædt på i hjemmelavet babytøj. Det
kunne for så vidt have været en dansk piges legetøj, hvis det
ikke var fordi, at det var en lille sort abeunge. Pigerne er henrykte for den lille legekammerat, der springer op og ned ad
kroppen på dem. Det ser så sødt ud, og at vi ikke kan nære
os for at prøve. Pigerne låner os gladeligt aben, og en stund
leger vi med det lille væsen. Halens kræfter gør mest indtryk
på os. Styrken er fuldt ud på højde med benenes. Ben, håndflader og halespids er som blødt, ru læder, der nærmest suger
sig til det, som det omklamrer. Nu forstår vi bedre, hvorfor
aberne griber så sikkert fast, når de i træerne springer fra
gren til gren.
Vores værts datter
havde denne edderkopabe i stedet for en
dukke.
... IKKE BLOT EN DRØM
Ved militærkommandantens bolig bliver vi holdt op og beordret ind på kontoret. I en bestemt men venlig tone udspørger
kommandanten om rejsen. Bagefter inviterer, eller rettere
beordrer han os til at spise middag med sig i kommandantbygningen. Lettere overrasket over at vi ikke er andet end
turister, giver han sin underofficer og tro tjener ordre til at
skrive os ind i protokollen. Selv forlader han stedet.
Omhyggelig med at hvert bogstav er rigtigt, skriver
håndlangeren langsomt et maskinskrevet dokument med
alle de data, som vores pas giver ham. Under seancen, der
tager det meste af en halv time, sidder vi dybt hensunkne i to
trælænestole. Stirrer sløvt op på nogle indrammede plakater
med tekster om mærkedage fra Bolivias historie. Alle handler
de om enten frihedskampen mod spanierne eller de utallige
militærkup. Bolivia er indehaver af verdensrekorden i militærkup. På kun 162 år har man haft 196.
Kort side 182
188
Vi sidder bænket med kommandanten og hans håndlanger
omkring et hjemmelavet træbord i et lille rum med lerstampet gulv. I hver ende af lokalet står døren åben. Gennem den
ene ser vi Rio Beni glide langsomt og tungt forbi. Gennem
den anden mærker vi lugten og varmen fra regnskoven et
stenkast herfra. Hattene er hængt over ryglænene på de
ubekvemme træstole og ærmerne smøget pænt op. Ansigterne er nyvaskede og håret redt. En menig soldat serverer
suppen for os.
Kommandanten viser sig at være en flink, snakkesalig
mand, der har inviteret os på middag for at få et afbræk i den
trivielle hverdag. Under middagen spørger han os nærmere
ud om rejsen:
- Har I aldrig været ude i farlige situationer, hvor det har
været nødvendigt at forsvare jer mod skovens dyr? Det er
tydeligt, at han fisker efter at få at vide, om vi medbringer
skydevåben. Vel vidende at han mistænker os for at have med
Beni’s begyndende guerillabevægelse at gøre, svarer vi:
- Vi anser ikke våben for at være nødvendige. Vi tager
på andre måder vores forholdsregler, så vi ikke kommer ud i
GÆSTFRIHEDEN LÆNGE LEVE
situationer, der nødvendiggør brugen af skydevåben. Vi gør
ham samtidig opmærksom på, at vi tror, at vi hvis vi havde
våben, ville vi straks blive mistænkt for guerillavirksomhed.
Med et skævt smil indrømmer han:
- Tanken var mig nærliggende. Efter således at have frataget hans mistanke mod os, bliver samtalen mere fri.
Han fortæller, at han er født i Riberalta, hvor han efter
afsluttet børneskole kom ind på militærakademiet. Gymnasieskolen og sin værnepligt gennemgik han der, inden han
blev sendt til den store militærstation og flådehavn i Punta
Alta ved Bahia Blanca i Argentina for at få en officersuddannelse. Det var netop i de år, hvor den argentinske regering
førte sin beskidte krig mod venstreorienterede samfundskritikere.
- I byen herskede der et råt og koldt mandsmiljø, som jeg
ikke brød sig meget om. Jeg er lavlandsbeboer og menneske
mere end jeg er militærmand, fortsætter han. Derfor glædede
det ham at blive beordret tilbage for at arbejde i sin fødeegn.
Hans kone og børn bor i Riberalta, mens han selv er fast
udstationeret i Cabinas. Kun en enkelt gang om måneden er
han nogle dage hjemme på besøg. Det sammen med at lønnen er meget dårlig gør, at han gerne vil flyttes til tjeneste i
Riberalta. Desværre kan han ikke selv bestemme, hvornår det
sker, og prøver i stedet at få det bedste ud af livet her.
I modsætning til mange andre militære befalingsmænd
prøver han at være menneskelig overfor de menige soldater
og at opbygge et godt forhold til byens indbyggere. De er
trods alt født i det samme land. Med hans forgænger var det
anderledes. Han var en højlandsindianer, der intet forhold
havde til området og dets mennesker. Kommandanten
bruger historien til at rakke ned på højlandets mennesker.
I Bolivia hersker der et køligt forhold mellem bjergboerne
og lavlandsboerne. Bjergboerne siger, at lavlandsboeren er
doven og sløv, og denne siger til gengæld om bjergenes folk,
at de er kolde og ugæstfrie. Begge parter bruger enhver given
lejlighed til at tale nedsættende om den anden. Kommandanten fortæller videre:
“Vi vil leve” stod der på
denne plakat i japanerens hus. Plakaten fortalte også, at 105.000
børn hvert år døde i Bolivia på grund af diarré.
... IKKE BLOT EN DRØM
- Min forgænger havde et meget spændt forhold til
landsbyens beboere. Han regnede dem ikke for noget og
gjorde dem livet besværligt. Soldaterne der var i hans magt,
lærte han intet om krigsførelse og brug af skydevåben. Fra
tidlig morgen til sen aften var de udkommanderet til hårdt
træfældningsarbejde i skoven. Indtægterne fra salget af træ,
gik udelukkende i hans egen lomme. Selv om kommandanten ikke trækker noget fra i sin beskrivelse, siger det alligevel
noget om de ukontrollerede og ofte uretfærdige forhold, der
hersker i Bolivia.
Hvor landsbyens sidste små huse bliver afløst af skov, følger
vi en godt tiltrådt sti mod lyden af glade barnestemmer.
Nedenfor en lille bakke flader en bæk sig ud, og skaber et
smukt, naturligt badekar. Bunden er af det fineste sand, og
en konstant gennemstrømning holder vandet rent. Her er
adskillige kvinder og børn i gang med dagens bad. Vi lader
os nemt lokke, og smider tøjet for at gøre byens unger følge i
legen. Vi svømmer rundt under vandet, eller ligger og flader
ud i vandkanten. Under badet vasker vi samtidig det hårdt
hærgede tøj. Utroligt så beskidt det kan blive, når man kun
har det samme.
Vi tager det våde tøj på, og løber hjem til værten. Vi
tilbyder ham at købe kanoen, som vi ikke har mere brug for.
Selv om han har stærkt brug for en kano til at transportere
produkter hjem fra sin chaco, undslår han med sorg i sindet
at købe den. Han har ingen penge. Heller ikke kommandanten som vi om aftenen drikker kaffe med, har råd til at købe
skuden. Det bliver os klart, at vi ikke vil få noget for den.
Det er uden betydning, da den har opfyldt sit formål. Vi gør
regnskabet op og når frem til, at vi inklusiv kano- og proviantkøb har brugt mindre end de budgetterede 22 dollars
per dag under rejsen ned ad Beni. Hermed bliver vi enige om
ikke at forlange mere for kanoen, end det at japaneren kan
betale.
Kort side 182
190
GÆSTFRIHEDEN LÆNGE LEVE
Ligesom aftenen før kommer byens unge og besøger
os. Denne gang sammen
med alle de børn vi legede
med ved bækken tidligere på
aftenen. En medbringer en
guitar, som vi hygger os med
ved bænken, hvor vi i går
sugede grapefrugt.
I disse situationer føler
jeg mig glad for at kunne
spille et par numre som tak
for den venlighed vi har
mødt. Igen har jeg et af de
øjeblikke, hvor jeg er skæbnen dybt taknemmelig for,
at den har skænket mig denne rejse. Verden føles uendelig
rig og mangfoldig. Gid de som føler tilværelsen trist og grå
hjemme i det fjerne Danmark, kunne leve bare en lille del af
det jeg gør nu. Verdens herlighed venter – det er blot drømmen og troen på den, der mangler.
Næste morgen kommer en motorbåd sydfra med meddelelsen om at fiskeskibet på grund af dårlige sejlforhold i bifloden, endnu ikke har fanget noget, og at den derfor ikke vil
kunne ventes de første mange dage. Samtidig hermed kommer en ung fyr og smigrer sig ind hos os. Vi genkender ham
som en, der et øjeblik i forvejen har pralet til de andre unge
om, at han kommer fra Santa Cruz, hvor han lever et overdådigt liv. Han demonstrerede et billede af en skønhed, der er
hans kæreste, og siger, at han snart skal tilbage og giftes. Han
er kun herude i den ifølge ham kedelige jungle for at besøge
familie og hacer negocios – lave forretninger. Vi behøver ikke
megen fantasi for at regne ud, hvad det er for forretninger, at
han laver i ly af junglen.
- Jeg vil gøre jer den tjeneste at sejle jer med til Fortaleza,
tilbyder han slesk. Fortaleza ligger en dagsrejse i motorbåd
For at gengælde gæstfriheden, spillede jeg
nogle numre for vores
vært og naboer.
... IKKE BLOT EN DRØM
Fyren med stråhatten
ved motoren forsøgte at
få os til at betale overpris for at sejle os et
par dage ned ad floden.
Han kom fra Santa
Cruz. I modsætning til
ham havde vi ikke nødt
nogen i de små landsbyer, som havde forsøgt
at snyde os.
192
ned ad floden. Derfra går der et par gange om ugen fly til
Riberalta. Selv om fyren er utiltalende i sin opstyltethed, lyder
tilbuddet lovende. Vi går med ham hjem for at forhandle om
prisen. Med dollarstegn lysende i øjnene udbryder han hele
tiden:
- Vamos a hacer un negocio? - Skal vi lave forretninger?
Han fisker et stykke papir op ad lommen, og begynder at
skrive de forskellige udgiftsposter ned. Langsomt gennemgår
han hvad motoren vil bruge af benzin og olie på rejsen.
Dertil skal lægges hans overnatning i Fortaleza. I alt kommer
han op på, at vi skal betale 150.000 bolivianos. Det svarer
til 75 dollars, og er langt over, hvad vi vil betale. Vi tilbyder
ham 40.000 bolivianos, hvad han grinende afslår. Vi holder
stædigt fast ved vores, som vi ved, er en rimelig pris. For at
understrege, at vi ikke vil betale hvad han ønsker, gør vi mine
til at forlade huset. I det samme siger han, at han er villig til
at slå noget af prisen. Som vi anede, stak der noget under.
Et øjeblik efter tilbyder han, at vi billigt kan sejle med ham
til San Antonio, som befinder sig midt mellem Cabinas og
Fortaleza, Det viser sig pludselig, at han alligevel skal til ned
ad floden i dag. Prompte tilbyder vi ham 20.000 bolivianos,
som han tøvende tager imod.
I Cabinas har vi nu kun tilbage at tage afsked med japaneren
og hans familie, der vederlagsfrit har haft os på kost. Endnu
engang afslår han at købe kano-en,
selvom han tydeligvis har brug for
den. I en lille tale, hvor vi takker
for hans store gæstfrihed, forærer
vi manden vores kano som tak for
den måde, han har behandlet os på.
Tydeligt bevæget hilser han af med
os.
De seks timers sejlads til San
Antonio forløber planmæssigt.
Fyren prøver efter bedste evne at
fedte sig ind for at genvinde den
GÆSTFRIHEDEN LÆNGE LEVE
agtelse, som han mener at have mistet, da han måtte bøje sig
for vores tilbud.
San Antonio er den første strukturerede landsby vi
møder efter Rurrenabaque. Den er anlagt i en stor naturlig
lysning i skoven. Byen har et lille handelssted og et tilsyneladende velfungerende savværk og snedkeri. De vigtigste
bygninger er placeret omkring en kvadratisk plaza ned mod
floden. De øvrige huse, som alle er velholdte træhuse, ligger
med stor indbyrdes afstand i en ring udenom. Alt tyder på
orden i samfundet, der tæller cirka 150 personer.
Mens vi stiger op ad brinken, kommer en gammel traktor
tøffende med et læs træ. Hvor gammel traktoren end ser ud,
vidner den om en landsby i udvikling. Vi er kommet ud af
den dybe skov og har nået en verden i fremskridt. På en lang
veranda foran et af plazaens huse bydes vi velkommen af
byens mænd.
- Det er sidst på dagen, så bliv natten over, er deres umiddelbare invitation. Mens vi taler med byens mænd, kommer
det i øvrigt frem, at vores ven alligevel skal videre til Fortaleza næste dag. Hurtigt overtaler vi ham til at tage os med
for de sidste 20.000 bolivianos, som vi oprindelig tilbød ham.
Solen er på vej ned, da vi sammen med byens mænd går ned
til floden for at vaske dagens sved af. Fra en gammel flodpram, der higer efter at komme i brug igen, springer vi ned
i det forfriskende vand, svømmer rundt og kravler atter op på
båden. Mens vi sidder på dækkets grove planker, siger Calle
pludselig:
- Når vi begge er gift og har
børn, køber vi en flodbåd og
drager på krydstogt i junglen
med familien. Jeg gør mig straks
de samme tanker og svarer:
- Vi slår os ned i en lille by
og sætter båden i stand. Den
Flodbåde transporterede
varer og mennesker
op og ned ad floden.
Med lidt snilde kan en
flodbåd indrettes til en
eventyrlig sejlads.
... IKKE BLOT EN DRØM
skal indrettes, så vi kan leve komfortabelt.
- Måske bliver vi nogle af de sidste, der får lov at opleve
regnskoven inden den forsvinder, siger Calle. I skumringen
lader vi tankerne drage ind i fremtiden.
I denne motoriserede
kano sejlede vi fra
landsbyen, hvor vi
forærede kanoen væk,
til Fortaleza, hvorfra vi
fløj op til den store by
Riberalta.
Aftenen tilbringer vi i en lade, som er indrettet til beboelse.
Her bor tre ungkarle. Deres senge står langs de tre vægge.
I midten af bygningen har de hvert et skab. Både ovenpå
og på gulvet ved siden af deres senge roder det med tøj og
småting. Langs den fjerde væg står et langt bord. Tallerkener,
arbejdsredskaber og underholdningsspil, der flyder på bordet,
viser, at det er her, at indendørslivet udfolder sig. På en ældre
transistorradio prøver de at indfange moderne popmusik fra
brasilianske stationer. Kendte temaer fylder rummet, men de
hører ikke hjemme her i regnskoven. De pulserende rytmer
bryder freden. Den dårlige lydkvalitet underbygger fejlplaceringen. I en lang strøm af ord remser fyrene navnene op på
de vestlige popgrupper, som de kender. Alle deres samtaleemner omhandler livet i moderne storbyer. Den ene er en
ung lærer fra Riberalta, som på andet år underviser landsbyens børn.
- Jeg keder mig ubeskriveligt herude. Her sker aldrig noget spændende. I håb om lidt virkelighedsflugt spørger han:
- Kan I sælge mig nogle gram kokain? Jeg er lærer og kan
derfor ikke skaffe noget her i nærheden.
- Vi har intet og ønsker ikke at have med det at gøre,
svarer jeg. I stedet tager han en stor slurk af vinflasken, der
står midt på bordet.
For hvem ved hvilken gang sætter motoren ud, og vi driver
hjælpeløse med strømmen. Fyren og hans hjælper arbejder
febrilsk med motoren, som de undskyldende siger, var i orden ved afrejsen. Vi overhører dem og nyder at have endnu
et kort på hånden, hvis de vil opkræve ekstra betaling for
turen i Fortaleza.
Drivende lydløst afsted udpeger en mand, som vi fik med
i San Antonio, et sted på bredden. I grenene hænger tøj-
194
GÆSTFRIHEDEN LÆNGE LEVE
stumper og ramponerede blikdåser. En knap synlig sti fører
ind i skoven. Manden fortæller, at her bor et skovfolk, der
til tider kommer ned til floden for at fiske. De bærer ikke tøj
og opfører sig som vilde, siger han foragteligt. Vi tænker på,
hvordan et stammefolk må føle. Hver dag ser de en verden,
af hvilken de intet forstår, rykke nærmere og langsomt men
sikkert fravriste dem deres årtusindgamle skov. Der findes alt
for mange eksempler på, hvad indianernes snarlige fremtid
bliver.
Ved ankomsten til Fortaleza mødes vi af et stort savværk,
og et skilt der forkynder, at her er Ciudad de Hecker – Heckers by. Langs bredden ligger store stabler af træstammer.
Bagved ligger nogle store bygninger uden vægge, som rummer savværksmaskinerne. Savværket er helt klart den dominerende faktor i byen.
Hotel er her intet af, og vi bliver i stedet ført ned til
savværkslederen, som lover, at der hurtigt kan arrangeres
en indkvarteringsmulighed. I vores egenskab af at være
europæere giver bestyreren os lov til
at bo i et hus, som står ubenyttet hen.
Samtidig giver han os lidt oplysninger
om stedet. Savværket ejes af to tyske
brødre, Hecker, som bor i Riberalta. Så
godt som alle indbyggerne arbejder for
Hecker, der ejer alt i byen. I stedet for i
bolivianos får personalet lønnen udbetalt
i værdikuponer, der kun har gyldighed i
Heckers egne butikker. Deres værdi er lig
bolivianoen og kan veksles, hvis nogen
ønsker at forlade stedet. Foretagendet
oser langt væk af udnyttelse af beboerne, og vi ønsker at komme til Riberalta
hurtigst muligt.
For at være i ly af myg og kryb, slår vi teltet op på lergulvet
i huset. Går tidlig morgen op for at afvente flyafgang ved
landingsbanen, der er en græsstrimmel gennem skoven.
Vale de Caja – værdikupon som var den
“valuta”, at arbejderne
på Heckers savværk
fik lønnen udbetalt i.
Kuponerne kunne kun
indløses og bruges i
Heckers egne butikker.
... IKKE BLOT EN DRØM
Om morgenen er alle, som vi møder sikre på, at der i dag
vil afgå mindst to fly. Op ad dagen stiller man sig tvivlende
og siger, at morgenflyet nok udebliver. Vi kan i stedet være
sikre på at komme med eftermiddagsflyet. Tiden skrider
frem, og vi venter tålmodigt. Skyer trækker sig sammen, og
snakken begynder at gå om, at flyet nok først vil komme
næste morgen. Vi er nu så vant til, at planerne ændres hurtigere end de laves. Vi bliver blot siddende og betragter
børnene, der leger omkring os.
Det føles som om, at ejerne af transportmidler ustandseligt og bevidst trækker afgangstidspunkterne ud for at
demonstrere deres magt og selvbestaltede merværdi. Vi tør
ikke tænke på, hvor mange persontimer der hver dag bruges
på ventetid landet over.
Byens børn betragtede
os, mens vi ventede på
fly bag den nyopførte
kirke.
196
Næste morgen sidder vi og venter på flyet i skyggen af en
nyopført kirke, hvor folk er i gang med at lægge sidste hånd
på en flot udsmykning. Kirken skal den følgende dag indvies
af missionærer fra den protestantiske sekt i Riberalta, som
har skænket kirken.
Folk lægger et stort arbejde i at få kirken færdig. Vi ser
det i sørgelig kontrast til skolebygningen, der står faldefærdig i baggrunden. Det er trist at se, hvor meget energi folk
lægger i at bygge en kirke, der formanende siger til de unge,
at de ikke må have seksuel omgang før ægteskab. I stedet
behøver de oplysninger om prævention og familieplanlægning. Det ville være gavnligt, hvis sygeplejersker
kunne undervise i hygiejne
og bedre kostplaner i
den fine kirkebygning.
Samme sted kunne landbrugskyndige undervise i
bæredygtige dyrkningsmetoder og introducere nye
afgrøder. Som festsal ville
lokalet også egne sig.
EN STILLE AFSKED
EN STILLE AFSKED
I urolig flugt accelererer det lille fly henover startbanen. Med
små hurtige bump mærker vi pistens huller fare agterud.
Ryggen presses tilbage i sædet, et tomrum går gennem maven, og vi stiger mod de lavthængende skyer. Med nød og
næppe kommer vi fri af trætoppene og drejer i en blød kurve
ind over Ciudad de Hecker.
Manden ved min side er en norsk missionær, der har
afleveret en række officielle gæster til kirkeindvielsen. Han
skal tilbage til Riberalta for at hente flere og tager os med for
40 dollars. Calle sidder bagved, og hermed er besætningen
fuldtallig.
Vi har en vis modvilje mod mandens mission. Måske
mærker han det, for han begynder at fortælle om det hospitals- og hjælpearbejde, som missionen yder i området. Han
undgår helt at tale om det egentlige missionsarbejde. Jeg tror
selv, at der over menneskene råder en højere magt. Jeg mener
blot at religionen, som den praktiseres blandt Sydamerikas
indianere, udelukkende er et våben i kampen for at overtage
herredømmet over nogle anderledes folkeslag.
Under os har vi Rio Beni. Som et brunt tov tabt på et
grønt tæppe, bugter den sig gennem regnskoven. Under
sejladsen opdagede vi, at floden har et meget snørklet løb. At
det er så udpræget, troede vi dog ikke. Over land er der visse
steder kun få hundrede meter mellem to punkter, som man
ad floden må sejle kilometer for at forbinde. På kortet regner
vi ud, at vi i luftlinje har sejlet 250 kilometer. I virkeligheden
har vi sejlet langt over det dobbelte.
Så langt øjet rækker, breder den dampende jungle sig til
alle sider. Skoven ånder af liv, frodighed og kraft. I det 50
meter tykke tæppe af komprimeret liv, finder vi verdens mest
storslåede økosystem. Tragisk at mennesket har så let ved at
destruere noget så kraftfuldt. Lad os for vore børnebørns
skyld håbe, at man i tide vil indse konsekvenserne af regnskovsfældningerne.
Da vi lettede i den
norske missionærs fly,
tog jeg dette billede ned
over Heckers by.
... IKKE BLOT EN DRØM
I Riberalta lægger vi ikke den store aktivitet for dagen.
Holder os enten på hotellet eller vandrer rundt mellem byens
caféer. Vi er fast besluttet på hurtigt at komme videre og gør
derfor intet for at komme i kontakt med byens befolkning.
En tur ned til anløbsstedet ved floden, er største udflugt. Her
ligger en lang række flodbåde, som har ruter opad Madre
de Dios- og Orthonfloderne. Orthonfloden udmunder i
Rio Beni få kilometer herfra. Den er forbindelsen op mod
Pandodepartementets hovedstad Cobija, som ligger i Bolivias
nordvestligste hjørne på grænsen til brasiliansk Amazonas.
Cobija ligger så langt ude i det bolivianske yderområde, at
Brasilien betyder langt mere for byen. Eneste alternativ til en
ugelang lastbil- og flodrejse for at komme til byen fra La Paz
er at flyve.
Landevejen fra Riberalta til Guayaramerín
krydsede Río Yata, hvor
små flåder transporterede biler og mennesker
over floden.
Kort side 200
198
Vi ankommer med pickup til Guayaramerín ved
Mamoréfloden. Byen er Nordbolivias indfaldsvinkel til
Brasilien. Overalt i Nordbolivia har man mere handel
med Brasilien end med La Paz. Alle varer i butikkerne
er produceret i Brasilien, og alle afgrøder sælges til Brasilien. Med speedbåd krydser vi Mamoré, og træder 100
år frem i tiden.
I Guajará-Mirim, som er navnet på byen på den brasilianske side, er der moderne huse, nye biler og store
supermarkeder. Selv her dybt inde i Amazonjunglen
har hele den moderne verden vundet indpas. Det er os
klart, at hvor det i boliviansk Amazonas i høj grad er
den oprindelige befolkning, der tegner samfundet, er det i
Brasiliens Amazonområde tilflyttere fra Atlanterhavskystens
industri- og landbrugsområder.
På byens museum finder vi levn og beskrivelser fra en ikke
ret fjern fortid. Der er gjort meget ud af at fortælle om
jernbanen fra Porto Velho til Guajará-Mirim, der blev bygget
i 1912. Jernbanen var en brasiliansk gave til Bolivia som betaling for Acreterritoriet, som Brasilien annekterede fra Bolivia
under gummieventyret først i 1900-tallet.
EN STILLE AFSKED
Tropesygdommene hærgede på det kraftigste blandt jernbanearbejderne. Godt hjulpet på vej af dårlig hygiejne og ulidelig varme. I alt kostede byggeriet et menneskeliv for hver
hundrede jernbanesveller. En anden fare har været indianeroverfald. I en montre ligger avisudklip, der informerer om
angreb på toget så langt op som til 1960. En martsdag det år
blev fire voksne og to børn dræbt af pile affyret fra junglen.
Desværre er der ikke flere indianere tilbage i området til
at forsvare deres land for utidig indtrængen. Stammemedlemmerne, der har overlevet den hvide mands sygdomme og
blykugler, ser vi vandre rundt uden bestemmelsessted nede
ved floden.
Målet for rejsen ind i Brasilien er staten Acre med byerne Rio
Branco og Cruzeiro do Sul som holdepunkter. Derfra vil vi
søge mod Pucallpa i Peru og sluttelig tage til Lima, hvorfra
Calle skal vende hjem til Danmark. Vi håber, at hele rejsen
kan forgå over landjorden, men tid og vejrforhold må afgøre
sagen.
Foreløbig tager vi bussen til Abuna, hvor vejen til Rio
Branco går af. Dagen igennem ser vi resterne af jernbanen,
der blev nedlagt i 1971. Mange steder ligger sporene stadig,
og i enkelte byer står der gamle damplokomotiver og ruster
op.
Abuna er kun et stop på vejen. Et stop, som jeg om natten håber, vil blive meget kort. Vi har indlogeret os på det
ene af byens to hoteller. Det ligger ned til floden og er et
hjemmelavet træhus i to etager. Nedenunder bor ejeren, og
ovenover er der 12 dobbeltværelser. Værelser er næsten at
overdrive. Det er et stort rum, som er åbent i endevæggene. I
den ene ende er der en veranda, hvorfra man i aftenstilheden
kan nyde Rio Maderas løb. Væggene mellem rummene er
kun skillevægge i knap to meters højde. Herfra og op til taget
er der intet.
Da vi om aftenen nyder solnedgangen over skoven bag
floden fra verandaen, begynder rotter at løbe rundt ovenpå
skillevæggene. Fra barn har jeg en panisk angst for rotter og
... IKKE BLOT EN DRØM
nyder mildest taget ikke situationen. Som femårig overraskede jeg engang en rotte i mine forældres vaskehus. Da den
så mig, sprang den fra bordet lige forbi mit hoved og ned på
gulvet. I springet stirrede den mig koldt i øjnene. Fra den dag
har jeg ikke kunnet udholde synet af rotter. Altid mindes jeg
blikket, som den sendte mig.
Hen på aftenen krybber vi under moskitonettene og lægger os til at sove. Jeg er netop begyndt at blunde, da noget
stryger forbi mit hoved, I samme sekund er jeg lysvågen og
ser en rotte, der tager turen ned ad nettet. Jeg dasker til den
og skræmmer den væk. Det lykkes kun for en kort bemærkning. Snart er en ny på vej over moskitonettet. Hele natten
ligger jeg lysvågen og venter på, at morgenens solstråler skal
få bæsterne til at forsvinde. Aldrig har en nat været så lang og
uhyggelig.
Vi rejste ud af Bolivia og
ind i Brasilien i Benidepartementets nordligste spids. Derfra rejste
vi rundt om Bolivias
nordgrænse til byen Río
Branco i den brasilianske stat Acre.
200
Med bus fortsætter vi vestpå mod Rio Branco. Kører
gennem landbrugsområder og kommer fra tid til anden ind
i nybyggerbyer. Med sorg i sindet ser vi, at jungledestruktionen er nøjagtig så omfattende, som vi hører om i Danmark. Umådelige arealer er afsvidte på begge sider af vejen.
Over skoven, der forsvarsløs rejser sig i baggrunden, stiger
tykke røgsøjler til vejrs og farver himmelen sort. Hist og her
nipper kvæg til småplanter, men ellers er alt dødt. Sørgeligt
at kvægdriften har fået
betegnelsen ”fremskridt” påstemplet.
Kvægestanciaerne er
ofte på mellem 50.000
og 300.000 hektar. Det
er ikke smålodder, der
må afgive livet, for at
kvæget kan græsse. I
modsætning til det vi
netop har set i Bolivia,
vil mennesket her dominere naturen.
EN STILLE AFSKED
Rio Branco er en moderne storby dybt inde i junglen. Vi
indlogerer os på det billigste hotel ved busterminalen og undersøger mulighederne for videre rejse. Det bliver os straks
klart, at der ad landjorden ikke er mulighed for at komme
frem. Regntiden er først ved at slutte, og ingen lastbiler
vover sig frem ad hjulsporet mod Cruzeiro do Sul. Vi havde
en drøm om at køre til Cruzeiro, og derfra gå ad junglestier
til Peru, men den må forkastes. Eneste transportmulighed
videre er med fly, og vi må pludselig se i øjnene, at rejsen er
slut. Det kan ikke betale sig for mig at rejse med til Lima,
udelukkende for at sige farvel til Calle i lufthavnen. Så hellere skilles her. Om kun tre uger skal Calle være i Danmark.
Vi ved af erfaring, at der på den korte tid ikke er tid til nye
eventyr.
Vi bliver en uges tid i Rio Branco. Slapper af og taler om
oplevelserne fra den nu afsluttede rejse. Vi kan se tilbage på
det gennemlevede med glæde. Et perfekt rejsesamarbejde
har bragt os ud til steder givet os oplevelser, som vi ikke
havde kunnet få alene. Vi har nået en dejlig erkendelse af,
at drømme absolut ikke kun hører hjemme under hatten.
Med en god portion
held, penge og tro kan
de findes i den virkelige
verden.
I et ordløst øjelik
giver vi hinanden et
skulderklap og går i hver
sin retning. Calle ud til en
ventende flyvemaskine
der skal bringe ham
første skridt på vejen
til Lima. Jeg går ned på
busterminalen for at
starte rejsen mod Sydargentina. Her venter et
job som idrætslærer.
Udsigten fra vores hotel
i byen Abuna. Vi er i
Brasilien, og på den
anden side af floden er
Bolivia.
... IKKE BLOT EN DRØM
25 ÅR EFTER REJSEN
Da Calle og jeg havde sagt farvel til hinanden, rejste jeg til
det sydlige Argentina, hvor jeg arbejdede et år som gymnastiklærer i en børneklub og på et idrætsinstitut, der uddanner
idrætslærere til skoler. Arbejdsmæssigt var det en udfordring
at skulle undervise unge argentinske mænd i rytmisk gymnastik. Jeg lærte virkelig noget om, at man ikke bare kan omplante en dansk tradition til en latinamerikansk kultur.
I min fritid begyndte jeg at skrive denne bogs første
kapitler. Resten af bogen skrev jeg i Danmark, hvor jeg efter
hjemkomsten tog læreruddannelsen på Den frie Lærerskole
i Ollerup. Allerede få måneder efter hjemkomsten begyndte
jeg at holde foredrag om rejsen.
Jeg udgav Ikke blot en drøm i 1992 på Stenbukkens Forlag, som jeg etablerede til formålet. Det var en stor tilfredsstillelse at se bogen hos boghandlere og biblioteker. Bogen
solgte så godt, at den var udsolgt allerede et år efter udgivelsen, og indtil nu har den dermed ikke været til at få fat i.
I 1996 blev jeg tilknyttet Politikens Forlag for at skrive
guidebogen Turen går til Peru og Bolivia. Det førte meget
hurtigt så mange opgaver for andre forlag med sig, at jeg i
1997 sagde mit job som efterskolelærer op, og skabte mig et
liv som freelance forfatter og foredragsholder. Opgaverne
har ikke kun med Sydamerika at gøre, men omfatter også
store multimedieforedrag om Danmarks historie, Charles
Darwin og H.C. Andersen. Min store interesse for historie,
passion for Sydamerika og tid i Argentina har jeg forenet i
et multimedieforedrag om dansk-argentinernes integration i
Argentina.
Efter vores afsked i Brasiliens del af Amazonas fløj Calle til
Lima, der på det tidspunkt var voldsomt hærget af guerillabevægelsen Den Lysende Stis aktioner. Hver nat sprang
bomber i byen. Alle fly ud af landet var overbookede, og
Calle ventede mere end en måned i et kaotisk Lima på at
202
25 ÅR EFTER REJSEN
komme ud af landet.
Da Calle vendte tilbage til Danmark og sin kæreste,
vendte han samtidig tilbage til sit fag, og arbejdede nogle
år som elektriker. For at skifte spor startede han på Idrættens Daghøjskole i Viborg, hvor han som sit afgangsprojekt
etablerede en linje for psykisk syge. Her blev han selv ansat
som lærer, og kom hurtigt til at lede friluftsture til Norge og
Sverige for alle daghøjskolens elever. Erfaringerne fra vores
rejse i Sydamerika var en væsentlig ballast i arbejdet.
I 2003 skulle jeg researche en ny udgave af Turen går til Peru
og Bolivia. Min redaktør og jeg besluttede at beskrive det
centrale højland i Peru, hvor Den Lysende Sti havde deres
centrum i 1980’erne. Kapitlet krævede selvfølgelig en grundig rejse for at besøge seværdigheder og for at være sikker på,
at området rent faktisk var sikkert at besøge. Som rejsepartner til dén opgave var Calle oplagt, og efter 17 år uden fælles
store rejser var vi atter sammen på eventyr i Sydamerika.
På turen vandrede vi ind til en sjældent besøgt inkaby.
Under vandringen besluttede Calle, at han ville skabe sig en
fremtid som arrangør og leder af vandre- og rideture i Peru.
Kort efter vendte han tilbage med sin kæreste og børn for at
afprøve en alternativ rute til inkabyen Machu Picchu, og i dag
leder han hvert år adskillige ture i ikke bare Peru, men også i
Argentina og Chile.
25 år efter rejsen lever vi dermed begge to et liv med afsæt i
rejsen til hest og i kano gennem Bolivia.
I 2003 vandrede Calle
og jeg i Peru. For Calle
betød det starten på
et liv som arrangør og
leder af vandre- og
rideture i Sydamerika.
... IKKE BLOT EN DRØM
CALLE GRANHOLM
GLOBETROTTER OG EVENTYRER
OPLEVELSER ∙ EVENTYR ∙ UDFORDRINGER ∙ SAMVÆR
CALLE GRANHOLM
Calle Granholm har siden 2003 arrangeret og ledet rejser til
Sydamerika. Han er oprindelig elektriker, og senere uddannet
voksenunderviser. Calle har gennem ti år undervist i idræt,
coaching og friluftsliv.
EVENTYRLIV.DK
Calle Granholm har med sit rejsebueau EventyrLiv.dk
specialiseret sig i eventyrlige rejser i Sydamerika.
Rejserne er tilrettelagt, så deltagerne kommer langt ind under
huden på befolkningen i de lande, som de besøger. Hans
styrke er evnen til at skabe sammenhold i grupper og løse
enhver opgave, der opstår undervejs.
Her en en gruppe i højt humør
på toppen af et bjergpas under
ride- og vandreturen gennem
bjergene til Machu Picchu.
204
CALLES REJSEBUREAU EVENTYRLIV.DK
EVENTYRLIV.DK
DET ALTERNATIVE REJSEBUREAU
Medlem af Rejsegarantifonden nr. 1990
PERU OG INKARIGET
Lima ∙ Inkabyen Choquequirao ∙ Vandring gennem
Vilcabambabjergene ∙ Machu Picchu ∙ Inkaernes hovedstad
Cuzco ∙ Lokalemarkeder & bjerglandsbyer ∙ Nazcalinierne ∙
Ballestasøerne ∙ Fiskerbyen Pucusana
På rejsen opleves både de kendte attraktioner i inkariget, og
man kommer tæt på peruanere i bjergene uden for de gængse
turistruter.
Rejsens centrale element er en ugelang vandretur gennem
Vilcabambabjergene til Machu Picchu. Heste og muldyr
bærer al bagagen, og deltagerne tilbydes et lift på hesteryg.
BRASILIEN, ARGENTINA OG CHILE
Rio ∙ Iguazúvandfaldene ∙ Buenos Aires ∙ Den danske koloni
∙ Mendoza ∙ vandring og ridning gennem Andesbjergene ∙
Santiago de Chile
En unik rejse med en historisk fem dage lang vandretur
gennem Andesbjergene, der starter nær Mendoza og slutter i
Chile.
Rejsen starter i Rio, går over de imponerende Iguazúvandfald og fortsætter i Buenos Aires, hvor vi ser og måske
prøver tango. I den danske koloni mødes vi med danskargentinske venner, og i Mendoza nyder vi vin og kød.
SE AKTUELLE REJSER PÅ WWW.EVENTYRLIV.DK
... IKKE BLOT EN DRØM
BØGER OG DVD
Køb dem på www.mollenforlag.dk
AD LYSENDE STIER – REJSER I PERU
I bogen beskriver jeg fem af mine rejser i Peru i årene 1997 til 2004.
Første rejse er en dagstur over en bjergryg mellem Cuzco og Titicacasøen. Anden rejse foregår med heste og lamaer til Amazonflodens
udspring. Tredje rejse beskriver møder med stærke kvinder. Fjerde rejse
går sammen med Calle Granholm gennem Perus centrale højland, hvor
Den lysende Sti hærgede. Femte rejse er en vandring ad Inkastien til
Machu Picchu, hvor min rejsefælle er min otteårige datter Klara. Rejserne
slutter på plazaen i inkaernes gamle hovedstad Cuzco.
ARGENTINA – EN DANSK GUIDE
Eneste guidebog på dansk om Argentina. Buenos Aires er bogens
naturlige udgangspunkt og er fyldigt beskrevet. Dernæst følger Iguazúvandfaldene. På pampaen beskrives dansk-argentinernes klubber, skoler,
kirker og arrangementer, hvor danske turister er meget velkomne. Ildlandet beskrives også. Andesbjergene dækkes helt fra gletsjerne i syd, over
vindistriktet Mendoza til de gamle, smukke kolonibyer i nord. Bagerst i
bogen er kapitler om Argentinas historie, kultur og natur.
KARLSVOGNEN – MED HESTE, VOGN OG BØRN
GENNEM ØSTEUROPA
Som første danske familie kørte jeg med min kone Birgitte Gyrd og
vores børn Silas og Klara i hestevogn gennem Polen, Ukraine og
Rumænien. Gennem fem måneder var parcelhuset skiftet ud med Karlsvognens seks kvadratmeter og en hektisk hverdag med karriere og børn
i institutioner ”fyret” til fordel for frihed og familiært samvær 24 timer i
døgnet.
INKASTIER TIL MACHU PICCHU
Inkastier til Machu Picchu er fem film fra Andesbjergene. Hovedfilmen
er den 34 min. lange ”En anden vej til Machu Picchu”. Undervejs kommer min rejsefælle Jørgen Villadsen og jeg forbi inkabyer, over bjergpas
og oplever traditionelt liv i landsbyer. Undervejs fortæller vi indsigtsfuldt
om stedernes kultur. En flot, stemningsmættet og personlig film om to
venners vandring og ridt ad en spektakulær inkasti til Machu Picchu.
206
HANS ERIKS BØGER, DVD OG MULTIMEDIEFOREDRAG
MULTIMEDIEFOREDRAG
Se mere på www.hans-erik-rasmussen.dk
DANNELSESREJSEN
I Dannelsesrejsen fortæller og viser jeg, hvordan man ved at rejse ud
får kontakt til sine indre ressourcer. Historierne er fra mine egne mange
års rejser og arbejdsophold i Østeuropa og Sydamerika, og mine møder
med unge rejsende. Klassiske dannelsesrejser foretaget af H.C. Andersen
og Charles Darwin fletter jeg ind i multimedie-foredraget for at sætte
nutidens dannelsesrejse ind i en historisk sammenhæng.
Oplagt til fællestimer og temadage på ungdomsuddannelseer.
PÅ EVENTYR I PERU
Historierne er fra mit overflødighedshorn af oplevelser i inkaernes land.
I kommer med til mine venner i bjerglandsbyer Foredraget er “live-udgaven” af min bog Ad lysende stier.
Jeg medbringer min store samling af håndvævede tæpper, hatte, sadel,
pisk og cocablade.
DANSKE SPOR I ARGENTINA – HISTOREN OM EN
VELLYKKET INTEGRATION
Jeg fortæller om indvandringens historie, om bevarelsen af danskheden
og om dansk-argentinernes integration i det argentinske samfund.
Tilhørerne kommer med til Sommerfesten i La Dulce, til De 8 Dage på
Højskole på den danske skole og til sammenkomster i de danske klubber.
I multimedieforedraget blander jeg levende ord, billeder, musik og
filmklip, hvor dansk-argentinere selv kommer til orde.
KOLOFON
... Ikke blot en drøm
Til hest og i kano gennem Sydamerikas hjerte
3. udgave, 1. ebogsudgave 2012
© Hans Erik Rasmussen og Møllen Multimedie 2012
Forsidefoto: Calle Granholm
Fotos: Hans Erik Rasmussen undtagen Calle Granholm s. 6, 18, 19, 24, 30, 37,
47, 50, 67, 71, 72, 79, 85, 90, 97, 99, 158, 161, 162, 169, 174, 191, 192, 194
Layout: Hans Erik Rasmussen
Digital produktion: Hans Erik Rasmussen
ISBN: 9788791525131
www.mollenmultimedie.dk
Andre bøger af Hans Erik Rasmussen
Argentina – en dansk guide, Møllen 2010
Inkastier i Peru, DVD, Møllen 2010
Turen går til Peru og Bolivia, Politikens Forlag, 1998, 2001 og 2005
Turen går til Jylland, Politikens Forlag, 2000 og 2004
Turen går til Fyn og øerne, Politikens Forlag, 1999 og 2004
Karlsvognen – med heste, vogn og børn gennem Østeuropa, mellemgaard, 2002
Aktiv ferie med børn, Carlsen, 2002
Løgnen på bjergets top, Mellemfolkeligt Samvirke, 2000
Sydamerika – kontrasternes kontinent, Gyldendal, 1999
Franklin fra Peru, Flachs, 1998
Dertil kommer en række børne- og lærebøger.